Mishandling af sit Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kriminalretten behandlet Sag tiltaltes en Skomagersvend I. for denne Forbrydelse. I Oktober f. A. blev Tiltalte gift med sin Hustru, der i Ægteskabet indbragte et af hende med en anden Mand avlet, i September 1880 født, uægte Barn, om hvis Tilværelse hun tidligere havde sat Tiltalte i Kundskab, og til hvis Forsørgelse denne allerede inden Bryllupet havde bidraget. Efter nogle Maaneders Forløb blev Forholdet mellem Ægtefolkene mindre godt, og fra den Tid har Tiltalte oftere - efter sin egen Angivelse en halv Snes Gange - gjort sig skyldig i Mishandling af dette Stedbarn, indtil dette den 12te Januar d. A. blev indlagt paa Kommunehospitalet. Mishandlingerne har bestaaet i, at han har slaaet det. oftest kun med den flade Haand paa forskellige Dele af Legemet, men dog saaledes, at Slagene efterlod Mærker paa Barnet, en enkelt Gang med en lille Læderrem, saaledes at Slaget efterlod en Stribe paa Barnets Kind og to Gange med en knyttet Haand i Hovedet, hvorved maa antages hidført den Sygdom, som foranledigede Barnets Indlæggelse paa Hospitalet, og som bestod i en betydelig Svulst, der indtog hele den behaarede Del af dets Hoved fra Nakkepartiet fortil, strakte sig frem i Panderegionen og ned i Tindingeregionerne og indtog Øjelaagene paa begge Øjne, saa at disse ikke kunde aabnes. Nogle Gange har Tiltalte endvidere knebet Barnet, og ved en enkelt Lejlighed, da det skreg, hældt en Spølkum Vand ud over det, saaledes at dets Overkrop blev gennemblødt, og det senere af Moderen fandtes rystende af Kulde. I Følge de af vedkommende Hospitalslæge under Sagen afgivne Erklæringer er der, efter at den ovenomtalte Svulst har tabt sig, konstateret et Brud af Barnets Kranie, som en - ca. 25-Øre stor - Fordybning med en delvis fremstaaende Benrand og et Par spalteformede Udløbere; men Barnet befinder sig i øvrigt vel, og de stedfundne Mishandlinger have ikke efterladt anden Skade for Barnets fremtidige Helbredstilstand, end at der efter Brudet i Kraniet hestaar en Spalte i dette, hvorved Hjernen og dens Hinder ville være mere udsatte for Beskadigelse ved mulige til fældige Læsioner end under normale Forhold. Som Grund til sin uforsvarlige Fremgangsmaade overfor Barnet har Tiltalte anført, at han stundom er bleven irriteret ved dets Uro, men at hans Mishandlinger hovedsagelig skyldes Vrede imod dels Moder, over hvem han paa denne Maade vilde hævne sig, og at det derimod ikke har været hans Hensigt at tilføje Barnet Skade paa Helbred, og omendskønt denne Forklaring ikke staar i Samklang med, at Tiltalte altid har udøvet sine Mishandlinger, naar Moderen ikke saa derpaa, og stundom til Tider, hvor der ikke umiddelbart i Forvejen havde været Uenighed mellem Ægtefællerne, fandt Retten dog ikke tilstrækkelig Grund til at forkaste den. Ved Rettens Dom blev Tiltalte anset med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Social-Demokraten 21. juni 1882).

Væbningens øvelser. (Efterskrift til Politivennen)

Vi meddelte forleden, at der var forefaldet nogle Optøjer paa Nørrefælled, som udartede til et formeligt Slagsmaal imellem en civil Urostifter og nogle af 2den Væbningsbataillons Mandskab, formodentlig fordi Bataillonen med dens tapre Officerer i Spidsen ikke formaaede at arrestere Urostifteren, før han var slaaet halvt eller helt fordærvet. Senere er der forefaldet en lignende Episode paa Rosenborg Eksercerplads, som dog heldigvis endte uden Blodudgydelse. Grunden til disse Episoder er naturligvis at søge i selve Krigsgalskaben og ikke sjældent findes den snævrere Grund dertil i d'Hrr. Officerers alt andet end fornuftmæssige Optræden overfor Mandskabet. Et Bevis paa, hvorledes Hadet og Misfornøjelsen imellem Mandskabet og Officererne udsaas af de Sidstnævnte, forefaldt i Gaar Aftes, da Væbningen trak hjem fra Skydeøvelserne paa Amager, dels under Kommando og dels enkeltvis, idet en Premierløjtnant af Artilleriet anholdt en af de enkeltvis gaaende Væbningsmænd, fordi han ikke gjorde Honnør for ham paa reglementeret Maade. Manden trak sit Gevær an, men dette har formodentlig ikke været tilstrækkeligt for Premierløjtnanten. Af Indignation herover lodder en svag Mumlen iblandt de tilstedeværende Væbningsfolk, og af disse anholdt den "tapre" Premierløjtnant En under det Paaskud, at han havde streget haanligt efter ham. I Følge Væbningsmandens egen og i Følge de Tilstedeværendes Udsagn har han ikke givet sin Misfornøjelse tilkende paa nogen som helst Maade, men ikke desto mindre noterede Premierløjtnanten Mandens Nummer og Navn, og da en Officers Udsagn gaar og gælder for at være sanddru, naar det ikke strider alt for meget imod Fornuften, er det meget sandsynligt at baadc den Væbningsmand, der "ikke hilste reglementeret", og den, der siges at have raabt efter Løjtnanten, vil blive straffet.

(Social-Demokraten 21. juni 1882).

Franz Neruda og Kapelmesterposten 1882-1883. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Selv om Franz Neruda siden 1877 boede i England, bevarede han dog tilknytningen til det københavnske musikliv. Franz Neruda gæstespillede sammen  med danske musikere af og til i disse år. Enkelte gange også med en af eller begge søstrene. Wilhelmine optrådte også på egen hånd i Danmark. Hun var i mellemtiden blevet en international berømthed.

Franz Neruda bebudede at han  ville vende tilbage til Danmark i vinteren 1882/1883 hvor han ville foranstalte en 10 soiréer, især med Beethovens kvartetter, Schuman, Rubinstein, Brahms m. fl. I juni 1882 blev det kendt at han søgte om stillingen som kapelmester det det kgl. Teater, andre ansøgere var Frederik Rung, Bendix, Otto Malling og Balduin Dahl. Nationaltidende skrev i en længere artikel at Neruda selv gentagne gange havde udtrykt tvivl om sin kompetence, men mente at han ville blive en fortræffelig kapelmester. Nationaltidende mente at der fandtes fremragende danske musikere fuldt på højde med Neruda. Nerudas erfaring fra udlandet blev også omtalt som et plus.

Hr. Neruda og Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater I Følge et herværende Blad er Pladsen som Kapelmester ved det kgl. Teater bleven tilbudt Hr Franz Neruda, der imidlertid, i Følge samme Kilde, for at modtage denne, har forlangt en Gageforhøjelse af 1000 Kr. Da denne Meddelelse ikke er knyttet til et "Forlydende", kan man kun antage, at man har med et Faktum at gøre, og det er da unægtelig en meget mærkelig Kendsgerning thi saa vidt vides har ovennævnte fordums Kapelmusikus aldrig ledet nogen større Musikopførelse, hverken i Koncertsalen eller i Teatret. Hvorledes Teaterbestyrelsen imidlertid kan tilbyde en Musikus, der, saa at sige aldrig har havt en Taktstok i Haanden en saa vanskelig og ansvarsfuld Post, vil ingen Kyndig kunne begribe, og Tilbudet bliver saa meget mere mistænkeligt, som Neruda da han var kongelig Kapelmusikus, aldeles ikke viste, al han havde nogen som helst Interesse for Operamusik, og han formodenlig af den Grund var et meget uroligt Orkestermedlem, der ingenlunde styrkede Disciplinen i Orkestret.

Det mærkeligste ved ovennævnte Meddelelse er dog, at Hr. Neruda forlanger en højere Gage end den afgaaede Professor Paulli, der var en meget arbejdsdygtig og rutineret Kapelmester. At der paa Operaens Omraade ikke altid ydedes noget Særligt kan næppe tilskrives ham, eftersom han ikke har kunnet forhindre flere af vore Operakræfter i at ældes i Tidens Løb. Mon Hr. Neruda vil forstaa bedre at sætte en Stopper for Naturens Fordringer? At Posten som Kapelmester tilbydes denne Herre, kan kun være begrundet i, at Hr. Neruda er en Udlænding, og en Udlænding, der ved sine Evner kan blænde de Indfødte, har altid nemt ved at komme frem i Danmark *). Det er vel ikke uden Grund, at vore tyske Naboer kalde de Danske for "die dumme Dänen".

*) Hr. Neruda, der jo er en Violoncelspiller, er for Tiden ansat som Lærer i Pianofortespil ved det herværende Musikkonservatorium.

(Social-Demokraten 18. juni 1882)

Neruda havde indgået bindende aftaler med engagementer i London sammen med søsteren Wilhelmine Neruda-Norman, og ministeriet anmodede af den grund Paulli til at fortsætte en tid endnu - hvilket han accepterede.

Koncertraseriet i København. Paa Grund af, at Hr. Kammermusikus Neruda, der har undt al mulig Honnør hos os, kun havde daarligt Besøg til sin første Musikmatine, have forskellige Blade opvartet med en hel Begrædelsesbog, i hvilken findes en Beklagelse over vort Publikums daarlige Smag og en Tilrettevisning, fordi dette Publikum ikke har tegnet sig til disse Martinéer, der betales med ikke mindre end 30 Kroner af hver Besøger.

Det morsomste ved Sagen er imidlertid, at de, der møder med Bebrejdelser og Tilrettevisninger, have Fribillet saavel til de nævnte Martineer, som til lignende musikalske Underholdninger. Mon de Herrer vilde indfinde sig, hvis de skulde betale for de musikalske "Nydelser", som de nu mene, at Enhver har Raad til at overvære?

Forresten maa det vel erindres, at vi hos os er velsignede med en Mængde Koncerter, i hvilke der bydes Kammermusik, en Musikart, der ligger over de fleste Musikynderes Forstand. Hr. Neruda har jo selv kaldet adskillige af denne Art Koncerter til Live, og naaer han nu nu ikke frem med sit Foretagende i samme Retning, saa kan han vel tildels takke sine egne Skabninger derfor. "Men", siger Enkelte, "Hr. Neruda maa lægge til af sin egen Lomme, er det ikke skrækkeligt?" Men, siger vi, hvorfor mødes der ikke med lignende Beklagelser, naar mangen ar vore egne, dygtige Kunstnere giver en Koncert, der fremkalder et Deficit?

Vi skulle gerne give Svaret straks. Fordi Vedkommende ikte har været indskrevet i Kammeraderiet!

M.... 

(Social-Demokraten 7. november 1882).

I februar 1883 meddelte Nationaltidende så at Neruda havde afslået at ansøge om stillingen som kapelmester ved kapellet. I september 1885 modtog Franz Neruda et tilbud om at indtræde som violoncellist i samme kvartet som Joachim og Vilhelmine Norman-Neruda spillede i, idet Alfred Piatti var kommet alvorligt til skade i Italien.

I stedet for blev Johan Svendsen 1883 ansat som kapelmester ved Det Kongelige Teater. Han stillede som betingelse regelmæssigt at kunne afholde symfonikoncerter med Det Kongelige Kapel. “For afholdelsen af fire symfonikoncerter uden for teatrets tjeneste er der intet til hinder” lyder beskeden tilbage. Hermed kommer Kapellets symfonikoncerter ind i faste rammer. Bortset fra et par korte afbrydelser har Det Kongelige Kapel spillet symfonikoncerter siden, og koncertvirksomheden har bragt Det Kongelige Kapel rundt i det meste af Europa samt til Japan og Australien.

Den Saxtorphske Affære. (Efterskrift til Politivennen)

Ministeriets specielle Organer, "Berl. Tid." og "Dagens Nyheder", indeholder i Gaar omtrent ligelydende Meddelelser om den i disse Dage af Kirke- og Undervisningsministeriet afgivne Resolution i den Saxtorphske Sag. Resolutionen lyder saaledes :

"Fra Direktionen for Frederiks Hospital er til Kirke- og Undervisningsministeriet indkommet Erklæringer fra Overkirurg, Prof. Saxtorph samt fra det ham underordnede Personale i Anledning af en i "Social-Demokraten" optagen Fremstilling af Førstnævntes Forhold lige over for en paa del kgl. Frederiks Hospital amputeret og senere ved Døden afgaaet Patient. Af disse Erklæringer fremgaar det, at den i det anførte Blad givne Fremstilling af det Passerede i flere væsentlige Punkter er urigtig (?). Det er saaledes af Prof. Saxtorph bestemt benægtet, at han har givet en almindelig Tilladelse til Indbringelse fra Byen af Fedevarer til Patienten, hvorimod han kun har indrømmet denne en begrænset Dispensation fra det bestaaende Indførselsforbud, idet han har givet ham Tilladelse til at nyde Appelsiner og Vine, der ikke leveres paa Hospitaler. Denne begrænsede Dispensation er imidlertid bleven misforstaaet af Reservekirurgen, som i den Formening, at en almindelig Tilladelse var given af Prof. Saxtorph, har udstedt en saakaldet Passerseddel, hvorefter Fødemidler uden Begrænsning ere indbragte udenfra til Patienten. Dette har givet Anledning til, at Prof. Saxtorph, der maatte antage, at Stuekonen havde gjort sig skyldig i grov Overtrædelse af dette Forbud, paa Stedet har givet hende en alvorlig Tilrettevisning i Sygeværelset, hvor Patienten henlaa.

Endvidere er den af Bladene givne Fremstilling af Sammenstød mellem Prof. Saxtorph og det øvrige Lægepersonale samt den Syges Moder usandfærdig, idet ingen af disse vare tilstede under hans gentagne Besøg hos Patienten den paagældende Dag. Ligeledes er det oplyst, at den af Professor Saxtorph beordrede Flytning af Patienten til en anden Sygestue, der forøvrigt ikke foregik i en Kurv, men i og i Forbindelse med Patientens Seng, er en Foranstaltning, der ofte anvendes selv med Hensyn til de haardest angrebne Syge, dels i hygieinisk Øjemed, dels for at bringe Patienter under et strængere Tilsyn.

Endelig er det godtgjort, at der ikke er nogen rimelig Kausalforbindelse mellem Professor Saxtorphs Optræden ved den anførte Lejlighed lige over for Stuekonen og Patientens kort derefter indtraadte Død, idet dennes Tilstand alt forinden skildres som haabløs og hans Død for umiddelbart forestaaende.

Efter det saaledes Fremkomne har Ministeriet fundet Anledning til at paalægge Direktionen at tilkendegive Professor Saxtorph sin Beklagelse over, at den af ham givne Tilladelse til en delvis Indbringelse af Levnetsmidler til Patienten ikke har været givet saa tydeligt og klart, at en Misforstaaelse kunde undgaas, ligesom Ministeriet har udtalt sin alvorlige Misbilligelse af Professor Saxtorphs heftige og hensynsløse Optræden lige over for den Døende, en Optræden, der endog kun var begrundet i en Fejltagelse fra hans Side, som paa Stedet vilde være bleven opklaret, saafremt han havde vist en lidt større Besindighed."

Hermed skal denne Sag formodentlig have sit Forblivende. Med denne paa en vag, urigtig cg vaklende Motivering byggede Misbilligelse er det altsaa Hensigten at lade Hr. Saxtorph slippe, skønt han vitterlig har gjort sig skyldig i en Brøde, som vilde have bragt enhver as hans Underordnede en langt strængere Straf.

Forinden vi gaar over til at vise, paa hvilke Punkter den af Hr. Saxtorph afgivne og af Kultusmrnisteriet godkendte Forklaring er i Uoverensstemmelse med Sandheden, skal vi tillade os at undersøge den ovenfor citerede Resolution lidt nærmere.

Det hedder i denne, at Hr. Saxtorph ikke har givet Tilladelse til Indbringelse af Fødevarer til Patienten, idet han kun har tilladt, at den Syge maatte nyde Appelsiner og Vine. Efter denne Forklaring er Saxtorph jo brødefri og hele Fejlen paahviler Reservekirurgen, der har misforstaaet Processoren.

Endvidere hedder det, at Hr. Saxtorph kun har tildelt Stuekonen en alvorlig Tilrettevisning, fordi hun havde tilladt, at Fødemidler uden Begrænsning blev indbragt til den Syge. Ogsaa med Hensyn til dette Punkt har Hr. Sartorph baade Retten og Uskyldigheden paa sin Side; thi det at tilrettevise en Stuekone, naar hun uden Professorens Tilladelse ser gennem Fingre med Brud paa Hospitalets Reglement, er ingen Forbrydelse, og Hr. Saxtorph er jo overbevist om ikke at have givet denne Tilladelse.

Dernæst siges der, at den af Bladene givne Fremstilling af Sammenstødet mellem Saxtorph og de øvrige Læger samt den Syges Moder, er usandfærdig. Professoren er altsaa ogsaa uskyldig i dette Tilfælde.

Længere nede i Resolutionen hedder det, at Flytning af Patienter til en anden Sygestue ofte anvendes selv med Hensyn til de haardest angrebne Syge, dels af hygieiniske dels andre Grunde. Naar man altsaa har anket over afdøde Kontorist Erichsens Flytning er dette aldeles ubeføjet, og Hr. Saxtorph staar ogsaa hvad denne Anke angaar ren og fri for enhver Brøde.

Endelig siger den ministerielle Skrivelse, at Patientens Død ikke staar i nogen rimelig Aarsags-Forbindelse med Professorens Optræden. Altsaa har Hr. Saxtorph ingen Ansvar for den Syges hurtige Død, og han er aldeles uskyldig og angerløs med Hensyn til denne.

Efter denne Forklaring, efter alle disse Beviser for Professorens Uskyldighed, maa man nok spørge, hvad der bevæger Kultusministeren til at tildele Hr. Saxtorph en alvorlig Misbilligelse, og man maa nok spørge, hvorledes Ministeriet efter sin Motivering kommer til det Resultat, at Saxtorph har vist Heftig og hensynsløs Optræden overfor den Døende. Der er jo ikke i Sagens Fremstilling et Ord, som antyder noget saadant, der er jo ikke en Stavelse i Præmisserne, som begrunder denne Beskyldning eller forsvarer denne Dom, som vilde være meget uretfærdig, hvis Resolutionens Fremstilling af Sagen er korrekt.

Heldigvis er Kultusministeriets Veje ikke i højere Grad urandsagelige, end at almindelige Dødelige nok kan sinde sig tilrette deri. Og den Udtydning ligger da nær, at man har været saa forhippede paa at undskylde og forsvare Saxtorph, at det næsten er blevet glemt, at man dog af Hensyn til Offenligheden maatte misbillige hans Optræden. Derfor kommer denne malplacerede Udtalelse om Hensynsløshed dumpende ned i de sidste Linjer som en skærende Kontrast til Alt, hvad der er sagt forud; derfor er hele denne Resolution, som Alt, hvad der ikke er bygget paa Sandhed, blevet et grelt Makværk, fra hvilket Uhjælpsomheden, Usandsynlighederne og Modsigelserne stritter ud til alle Sider. Alene af denne Resolution, udstedt af et Kirkeministerium, vil Efterverdenen kunne lære, hvilke dejlig: moralske Forhold, der herskede i Danmark Anno 82.

Vi har i det Foregaaende ladet den ministerielle Resolution dømme sig selv. For dog ret at belyse den, skal vi imidlertid tillade os et Par Kommentarer.

Den Afdødes Moder har i saa Henseende bemyndiget os til at meddele følgende:

Det er langt fra, at der til Patienten blev indbragt "Fødemidler uden Begrænsning". Alt i Alt modtog han to Gange lidt Duesteg og en Gang lidt Kyllingesteg, samt efterhaanden to Flasker Rødvin, som han drak, blandet med Vand, for at komme til Kræfter. Som bekendt havde Moderen Tilladelse til at medbringe disse Fødemidler, og det er saa meget utænkeligere, at Nydelsen heraf kunde virke skadelig, som Patienten ellers i Tilfælde af Trang til Næring skulde nyde Hospitalets sædvanlige Kost, da han ikke var sat paa nogen ekstraordinær Diæt. Ligeledes er det urigtigt, at Moderen ikke var tilstede under Professorens voldsomme Udbrud. Tvertimod sad hun ved Sønnens Seng, da Saxtorph anden Gang gav efter for sit ustyrlige Raseri, som han lod gaa ud ikke alene over Stuekonen, men over Patienten, som han betegnede med Udtryk som "Fyr" o. s. v., og over Moderen.

Der er ingen som helst Grund til at drage den Afdødes Moders Ord i Tvivl, saa meget mere som de bekræftes fra alle Sider, og hvad det angaar med den brutale Behandling af Stuekonen, som kun handlede efter Ordre, og med Patientens Flytning, der mødte Modstand hos Lægerne, da fordømmer begge disse Handlinger sig selv i højere Grad end vi er i Stand til.

Vi kommer endelig til det sidste Punkt, Aarsagsforbindelsen mellem Saxtorphs Optræden og Patientens Død. Resolutionen siger, at det er godtgjort, at der ingen Kausalforbindelse er til Stede. Hertil skal vi oplyse, at da den Afdødes Principal besøgte ham samme Dags Morgen, som Døden fandt Sted om Aftenen, da ytrede den Syge, at han befandt sig bedre end tidligere og i det hele taget forholdsvis vel. Selv om man imidlertid ikke vil lægge stor Vægt paa denne Udtalelse, saa er der en anden Omstændighed, som forekommer os i højeste Grad graverende. Hvis det nemlig forholder sig saaledes, at den Syge var haabløs opgivet, hvorfor tager da Saxtorph saa voldsomt paa Vej ved at erfare, at Patienten havde spist lidt Kyllingesteg? Var han opgivet og "hans Død umiddelbar forestaaende", saa var dette jo netop en Grund til at lade ham nyde, hvad han vilde; men ikke til at udskælde ham og flytte ham fra Stue til Stue.

Det stiller sig saaledes for os, at hvis den kultusministerielle Resolution er bygget paa en upartisk Fremstilling af Sagen, da er det uberettiget at tildele Saxtorph en Advarsel. Men hvis den er urigtig og vor Fremstilling korrekt, og dette hævder vi vedblivende, da er den "alvorlige Misbilligelse" kun en latterlig Straf. Medens Sagens Undersøgelse har staaet paa har man tilladt Saxtorph uforstyrret at fungere i sin overordnede Stilling paa Hospitalet, i en Stilling, hvor alle de, der skulde vidne mod ham, stod, i det Mindste indirekte, under hans Indflydelse. At dette var uheldigt, behøver vi vel ikke nærmere at paavise; men uheldigere og fordømmeligere er det, at han trods det Passerede vedblivende skal blive staaende i den Plads, som han har vist sig saa uværdig til. I denne Plads vil han være hævet over "Misbilligelser" og "Beklagelser", hvorfra de saa end kommer, medens Følgerne af "den Saxtorphske Affære" vil komme over deres Hoveder, der trods Kendskabet til "de Stores" Ukrænkelighed har vovet at vidne og opponere.

(Social-Demokraten 9. juni 1882).

Sagen er tidligere omtalt her på bloggen. Reservekirurgen opsagde umiddelbart efter denne affære sin stilling. I august blev hans afløser bekendt: Den blev 1882-1884 overtaget af Saxtorphs brorsøn, kirurgisk og medicinsk kandidat Johan Sylvester Peter Saxtorph (1851-1934). Han blev 1899 overkirurg ved hospitalet.

Ureent Vand i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Vandforsyning lader i denne Tid meget tilbage at ønske. I et Avertissement fra Rosenborg Brøndanstalt gjør Inspektøren Publikum en Undskyldning for, at Anstaltens Mineralvande for Tiden ikke ere saa rensmagende, som de burde være, og oplyser som Grund hertil, at Kjøbenhavns Vandværks Vand er saa urent, at hverken Filtration eller Destillation kan befri det for dets ubehagelige Bismag. I en Bekjendtgjørelse fra Vandinspektør Poulsen meddeler denne, at Vandvæsenets Søer og Aaløb ere fyldte med en overvættes stærk Grøde af mikroskopiske Smaavækster, som have udviklet sig i en saadan Rigdom, at Vandet er ganske tykt og blakket, saa at det kun er med den yderste Anstrængelse, at det hidtil er lykkedes at filtrere Vandet, da Filtrene overordenlig hurtig blive uigjennemtrængeligt. Tillige forbereder han Publikum paa, at Vandværket meget let kan komme i den beklagelige Nødvendighed at maatte føre Vandet ufiltreret til Byen. Han nærer dog det Haab, at det Indtraadte kølige Veir vil forandre Forholdene saa meget til det bedre, at en saadan Kalamitet vil kunne undgaas.

(Nationaltidende 8. juni 1882)

Drikkevandets Beskaffenhed. I Borgerrepræsentationens Gaarsmøde forelaa en Meddelelse om saavel en kemisk som en mikroskopisk Undersøgelse, hvorefter den kemiske Undersøgelse havde givet samme tilfredsstillende Resultat som i tidligere Aar, med Hensyn til Ammoniak, Fosforsyre og Salpetersyere, medens den mikroskopiske Undersøgelse havde viist, at Vandet uden paaviselig Grund indeholdt en stor Mængde Traade af en lille Traadalge, der hindrede Filtreringen og fremkaldte Vandets slette Beskaffenhed, men efter Erfaringen var fuldstændig uskadelig for Sundheden. Den kemiske Undersøgelse er foretaget af Assistent Steenbuch, den mikroskopiske af Dr. med. Ditlewsen. Sagen toges til Efterretning, efter at Formanden havde henvist til det tilfredsstillende og beroligende Indhold af Meddelelsen.

(Nationaltidende 27. juni 1882).

Kjøbenhavns Drikkevand. Redaktionen har modtaget følgende: Hr Redaktør! I Borgerrepræsentanternes sidste Møde blev der oplæst en Skrivelse fra Magistraten om Drikkevandets Beskaffenhed, hvorefter det fremgaar, at Vandet skal Indeholde en fuldkommen uskadelig Traadalge, og Formanden fremhævede det glædelige Resultat af disse Undersøgelser. At disse Alger ikke ere saa aldeles uskadelige, som det fremgaar af Skrivelsen, tror jeg at kunne bevise Dem. Jeg eier nemlig en temmelig betydelig Samling af Fugle, og samtidig med at Vandet begyndte at blive slet, indtraf der en stor Epidemi blandt Fuglene. Jeg forhørte mig hos flere Fuglevenner og Fuglehandlere, og det samme var Tilfælde her; Fuglene døde som Fluer, ja selv blandt Fiskene var Dødeligheden stor. Jeg benyttede mig nu kun af kogt Band, og der Indtraf straks en Bedring blandt Fuglene, men da jeg i Henhold til Magistratens Skrivelse saa, at Algerne vare uskadelige, ophøre jeg at give kogt Vand, og mine Fugte begyndte straks at give Tegn til Sygelighed. Jeg skal derfor anbefale, saalænge Vandet ikke er aldeles klart, kun at give Smaadyr kogt vand, og jeg tror, at De hos de fleste Dyrevenner vil kunne erholde Bevis for, at Magistratens Erklæring om Vandets Uskadelighed ikke er aldeles at stole paa.

En Fugleven.

(Nationaltidende 29. juni 1882).

Vandværket ved Søndersø. Tegnet af A. Hermburger. Illustreret Tidende nr 1195, 20. august 1882).