Sat ud - ! (Efterskrift til Politivennen).

En udsættelse på Christianshavn.

For nogle år siden var ovenstående scene som vor fotograf fangede i går, ikke ualmindelig, men tiderne har forandret sig. Nu hører det snarere til sjældenhederne at en familie får sit ohave, som jo sjældent udmærker sig ved talrighed eller flunkende nyhed, sat på gaden. 

Men enten det nu hænder ofte eller sjældent - lige hårdt er det for den familie det rammer, og drøjt må det være at se sine ejendele stå på gaden i sne og rusk, omgivet af en nysgerrig hob, mens et par betjente holder vagt over tøjet indtil det kan bringes under tag. 

Og uvægerligt bliver det nu altid et kommunalt tag - enten det så er Sundholm eller en af kommunens bygninger det køres hen til, for de tider er for længst forbi da en udsat familie ved at betale nogle kroner på hånden straks kunne komme ind i en eller anden ledig lejlighed.

(Aftenbladet, 19. januar 1922).

Fotoer fra The Wauwatose News, 11. juni 1920 der viser husvilde der venter på at få en celle i det nedlagte kvindefængsel på Christianshavn. Selv om cellerne var anset for uegnet til kvinderne, var bolignøden altså så stor at husvilde midlertidigt kunne få ophold her. Fotoet blev også bragt i andre lokalaviser i USA.

Pastor E. Eriksen. (Efterskrift til Politivennen)

En grovmundet Præst.

Pastor Eriksen i Rødby fornærmer de øvrige Medlemmer af Hjælpekasse, fordi de ikke vil nedsætte Understøttelsen. - Han er nu Genstand for Søgsmaal.

Den Lille By Rødby paa Lolland fik i Krigsaarene en ret talrig Arbejderbefolkning og hjemsøges nu i ganske særlig Grad af Arbejdsløshed og Nød. Tilstanden er ikke blevet bedre ved, at Byens Sognepræst, Pastor Eriksen, er blevet Formand for Hjælpekassen.

Præsten har fra Prædikestolen forkyndt, at han som Skatteyder er imod den "overhaandtagende sociale Forsorg", og disse "kristelige" Synspunkter leder ham ogsaa i hans Virksomhed i Hjælpekassen.

Socialdemokratiets Repræsentanter maa føre en uafladelig Kamp med hans karrige og vrangvillige Fortolkninger af Loven, og han er naturligvis kommet i et dybt og bittert Modsætningsforhold til hele den arbejdende Befolkning. Han er i overordentlig Grad blevet et Forargelsens Tegn i Byens offentlige Liv.

Det er nu kommet saa vidt, at der ved Retten er anlagt Injuriesøgsmaal mod Pastor Eriksen for den Tone, han har indført i Hjælpekassen.

Rettens første Møde om Sagen fandt Sted i Onsdags. Sagen er anlagt af Blikkenslager Dibbern, der er Medlem af Hjælpekassens Ledelse. Pastor Eriksen maatte indrømme, at han til Dibbern havde raabt: "Maa jeg være fri for Deres flabede Bemærkninger."

Anledningen til Præstens Hidsighed var, at han havde villet forringe en Andragers Kaar, fordi denne havde haft Arbejde i to Dage. Dibbern havde hertil bemærket, at dette var paa urimelig Maade at straffe den, der paatog sig tilfældigt Arbejde. Præsten holdt imidlertid stejlt paa sit, hvorefter Dibbern - efter Præstens Paastand - skal have sagt: "Deres Menneskekærlighed kender vi.«

Der førtes 44 Vidner, der alle havde hørt Præstens hidsige Udbrud, og hans hoverende Opfordring til Dibbern om at anlægge Sag, hvis han var utilfreds med Tiltalen.

Under Domsforhandlingen oplystes det endvidere af Overretssagfører Hintz, der fører Sagen for Dibbern, at Pastor Eriksen jævnlig har brugt Udtryk om sine Kolleger i Hjælpekassen som "De Bolschevik", "De er en Person med halv Forstand" etc.

Den arbejderfjendtlige Præst har kort sagt indført en højst ejendommelig Tone i offentlige Forhandlinger.

Dommen falder den 18. Januar. Den rimeligste Udgang af Affæren vilde imidlertid være den, at Rødby forskaanedes for sin hidtidige "Sjælesorger".

(Klokken 5 (København) 12. januar 1922)

Hjælpekasser eksisterede mellem 1907 og 1933. De erstattede de frie fattigkasser, og betød at man kunne få midlertidig hjælp uden at miste borgerrettigheder, fx stemmeret. De var finansieret gennem frivillige gaver og af kommune og stat. De blev ledet af folkevalgte bestyrelser. De kommunale hjælpekasser blev ophævet ved Socialreformen af 1933.

I februar 1922 var den igen galt, da pastor Eriksen havde afholdt et ulovligt møde i hjælpekassen. Der var kun 3 ud af 7 medlemmer til stede, og det blev afholdt kl. 2 om eftermiddagen, i stedet for som aftalt kl. 7 om aftenen fordi pastoren var blevet opfordret til at være tilstede ved en gudstjeneste. Der blev klaget til ministeriet.

Pastor Eriksen var suppleant til Rødby Byråd for Venstre. Da en af byrådets medlemmer, proprietær Em. Jørgensen i september 1925 var blevet tunghør og derfor bad om at udtræde da han ikke længere kunne følge forhandlingerne. Eriksen var blevet indstillet til præst i Skanderborg - men fortsatte dog til langt ind i 1930'erne med at være præst i Rødby. 

Ved byrådsvalget marts 1925 gik Socialdemokratiet voldsomt tilbage og konservative frem. Det borgerlige flertal blev således bevaret.

Pastor Eriksen for Retten i Rødby.

Et "Høstgilde" som trak ud og som gav Anledning til at Pastoren forløb sig.

Som tidligere omtalt har to Arbejdsmænd i Rødby anlagt Injuriesøgsmaal imod Sognepræst Eriksen, fordi han i en Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse har fremsat ærefornærmende Beskyldninger om dem. Sagen var i Gaar til Behandling i Retten, hvor Pastor Eriksen gav en længere Fremstilling om sit Forhold til denne. For og med de to Arbejdsmænd mødte Sagfører Ditlevsen.

Præstens Forklaring.

Pastor Eriksen havde den 5 Februar d. A. paahørt en Samtale mellem sin Bestyrer og en anden Mand angaaende et større Drikkegilde, som om Natten havde fundet Sted i en Lejlighed overfor Præstegaarden. Han var saa gaaet derover og saa da 5-6 berusede Mænd sidde med Bajerflasker foran sig og blandt disse var de to Sagsøgere. Der stod ca. 50 Bajerflasker paa Bordet og en ung Mand af Selskabet havde gentagne Gange spurgt om Præsten vilde have en Bajer med. Han havde forgæves bedt en enkelt Mand i Selskabet om at komme udenfor og tale med ham og var derpaa gaaet hjem. I en privat Skrivelse til Hjælpekassens Bestyrelse havde han henledt Opmærksomheden paa Sagen, og paatalt, at de to Mænd var berusede .og at de havde siddet der hele Formiddagen, men han havde ikke haft til Hensigt at fratage dem Understøttelsen. Jeg har altsaa gjort Rusen for stor og Tiden for lang. Men et andet Spørgsmaal er, om det er lovligt at bringe Sager fra Hjælpekassens lukkede Møder frem for Offentligheden. Jeg ved at de to Mænd ved Henvendelse til Formanden fik Afslag paa en Anmodning om at se Skrivelsen, men at de derefter gik til Sekretæren, som udleverede denne. Som Medlem af Byens Fattigudvalg mener jeg at have Ret og Pligt til at gribe ind. Samfundet kan ikke uden at protestere finde sig i at de bevilgede Midler anvendes til Drikkeri. Og hvem har været den ædle Giver!

En halv Flaske Brændevin til Kaffepunche.

Præsten fortsatte: Jeg mener ikke at have Pligt til at bevise, at de paagældende var berusede, men kunde ønske at spørge, om H. var ædru, da han Kl. 5 om Eftermiddagen kom ud fra Genboens Lejlighed. 

Præsten (til Dommeren): Det er vel ingen Injurie?

Dommeren Nej, De har Ret til at stille Spørgsmaal til Belysning af Sagen.

Præsten: Saa spørger jeg: Om ikke H.s Hustru ved 1½-Tiden anmodede sin Mand om at komme hjem og om han ikke derefter sammen med den anden Sagsøger gik hjem til denne og drak en flaske Brændevin, som de købte undervejs?

Sagsøgerens Forklaring.

Sagsøgerne forklarede, at de den paagældende Dag var gaaet forbi ude paa Gaden og var blevet kaldt ind for at faa en Pilsner. De havde, da Præsten kom, intet nydt og fik hver ialt 2-3 Bajere. Forinden Hans Hustru var kommen efter ham, var han gaaet med D. hjem og havde sammen med ham drukket et Par Kaffepunche, hvorefter han gik hjem efter først at have hentet en Pakke med et Grisehoved, som han havde lagt i Køkkenet hos Præstens Genbo. Iøvrigt kunde de møde med Erklæring for ikke at have været berusede, som  Præsten skrev Det var Frk Munch, der gav dem Lov til at se Skrivelsen, og det var først, da de vilde kopiere den til Brug under Retssagen, at Formanden nægtede at udlevere den.

Begge Sagsøgere havde forinden Sagsanlæget henvendt sig til Pastor Eriksen Og anmodet ham om at tilbagekalde, hvad han havde skrevet; men de var blevet modtaget med Uforskammetheder. B. a. havde Præsten sagt: "Det er Løgn i Deres Hals! De er jo en Dranker. Deres Kone og Børn maa tjene Huslejen til Dem!"

Sagfører Ditlevsen (til Præsten): Vil De fragaa at have skrevet, at de to Mænd var berusede?

Præsten: Jeg tør ikke fragaa at have skrevet, at de var berusede, men har ingen Genpart af min Skrivelse.

Sagen kan ikke forliges.

Dommeren : Kan vi ikke faa denne Sag forligt? Jeg kunde tænke mig en Afgørelse saaledes. at Pastor Eriksen erklærer ikke at ville paastaa, at Sagsøgerne var berusede den Formiddag og at Omkostningerne deles i tre Parter.

Det oplystes, at Sagens Omkostninger var 46 Kr. og Pastor Eriksen var for sit Vedkommende villig til Forlig paa det foreslaaede Grundlag. Sagsøgerne derimod ikke.

Sagen blev derefter udsat til den 24. Marts, hvor der skal afhøres 4-5 Vidner.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 4. marts 1927)

Pastor Eriksen blev i marts 1927 også ført som vidne i en sag om en detailhandlers smugkro. Han havde solgt 14.932 bajere på 55 uger. Ca. 5 gange så meget som Brugsforeningen. 

Den 24. marts 1927 var der atter retsmøde hvor pastor Eriksens avlsbestyrer og en lærling vidnede imod de to sagsøgere. De have set dem gå berusede ud af detailhandlerens hus. Heroverfor ville sagsøgernes advokat føre som vidner frk. Christine Munch og murermester Carl Olsen - begge medlemmer af hjælpekassens bestyrelse, og sekretæren. Dette nedlagde hjælpekassens formand protest imod. Den 31. marts blev det besluttet at de pågældende kunne føres som vidner.

Injuriesagen mod Pastor Eriksen.

Den oftere omtalte Injuriesag som Arbejdsmændene Jørgen Danielsen og Frederik Helvig har anlagt imod Pastor Eriksen, var i Gaar til afsluttende Behandling i Retten i Rødby. Der blev ført flere Vidner.

Frk . Christine Munch blev først afhørt og forklarede, at Hjælpekassen var villig tid at aflevere det Brev, den havde modtaget fra Pastor Eriksen.

Brevet blev derefter afleveret.

Slagter A. Eriksen forklarede, at han tidligere havde set Frederik Helvig i beruset Tilstand. men ved den paagældende Lejlighed var han ikke beruset. Om han lugtede af Spiritus, vidste Vidnet ikke.

Arbejdsmand Frederik Helvig forklarede, at han sidste Aar har betalt 84 Kr. til Arbejdsløshedskassen og derfor havde Ret til at faa Arbejdsløshedsunderstøttelse. Da han tørste Gang den 5. Februar henvendte sig til Frk. Munch for at faa Understøttelse udbetalt, spurgte Frk. Munch, om han havde siddet en hel Nat hos Due og drukket, hvilket Vidnet benægtede. Helvig fik nu at vide, at Frk. Munch havde skrevet til Pastor Eriksen, og han og Jørgen Danielsen gik derefter til Pastor Eriksen for at faa Sagen bragt ud af Verden. Til at begynde med var Pastor Eriksen villig hertil, men nægtede af tilbagekalde sit Brev og sagde bl. a. til Hartvig, at han havde flere Nætter siddet hos Due og drukket. Da H. nægtede dette, sagde Pastor Eriksen: "Det er Løgn i Deres Hals!" og betegnede H. som Dranker, hvis Kone maatte tjene Føden til ham.

Arbejdsmand Jørgen Danielsen forklarede i Tilslutning hertil.

Pastor Eriksen bemærkede hertil, at det var rigtigt, at han havde brugt Ordet Løgn overfor Helvig, men det var, fordi Helvig havde sagt, at han ikke havde smagt spiritus i det sidste Halvaar. Præsten indrømmede, at han havde Betegnet Helvig som Dranker.

Jørgen Danielsen mente, at Helvig havde sagt, at han ikke havde været hos Due i det sidste halve Aar. Han mente, at det iøvrigt maatte være lovligt at købe sig en Snaps.

Pastor Eriksen gennemgik derefter de tidligere oplyste Forhold vedrørende det natlige Gilde hos Due. Han kunde ikke tænke sig, at det var ædruelige Folk, som havde været til Stede ved den Lejlighed.

Sagen blev derefter procederet.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 29. april 1927).

Injuriesagen imod Sognepræsten i Rødby.

Afsluttende Parts- og Vidneafhøring.

Pastorens Skrivelse til Hjælpekassen fremlægges.

Som det vil erindres nægtede Rødby Hjælpekasses Bestyrelse at afgive Vidneforklaring i Injuriesagen imod Pastor Eriksen, idet man gjorde gældende, at Medlemmerne havde Tavshedspligt angaaende Kassens Forhold. Bestyrelsens Opfattelse blev dog omstødt ved en Retskendelse og i Gaar var to af Hjælpekassebestyrelsens Medlemmer samt Sekretæren tilsagt til at vidne for Retten i Rødby.

Præstens Brev afleveres.

Frk. Kristine Munch blev først indladt og forklarede, at Bestyrelsen nu var villig til at aflevere det i sin Tid fra Pastor Eriksen modtagne Brev, som opbevaredes af Formanden, Dommerfuldmægtig Madsen.

Dommeren: Ja, saa behøver vi ikke at ulejlige hverken Bestyrelsesmedlemmer eller Sekretær.

Den aktuelle Skrivelse overraktes Dommeren, som straks oplæste Ordlyden der var i Overenstemmelse med Stævningens Paastand. Præsten havde brugt meget bestemte Vendinger. Efter at have nævnet Navnene paa de tilstedeværende havde han skrevet "de var berusede" og "de havde siddet der hele Natten er jeg vis paa".

Sagfører Ditlevsen: Det er jo gennem Vidnesforklaring blevet godtgjort, at Brevets Paastande er usandfærdige. 

H. var ikke beruset.

Slagter Axel Eriksen, der talte med Sagsøgeren til om Eftermiddagen ved 4-Tiden den Dag. Pastoren havde aflagt sit besøg hos Henriksen, erklærede, at han paa det Tidspunkt absolut ikke var paavirket af Spiritus. Vidnet kendte H. godt og havde intet mærket hverken paa hans Tale eller Opførsel.

Dommeren: Anser De H. for at være ædruelig?

Vidnet: Ja. jeg mener ikke at kunne betegne ham for det modsatte.

Da Præsten sagde: "Det er Løgn i Deres Hals".

Paa Foranledning af Sagfører Ditlevsen forklarede Sagsøgeren H. derefter, at han sidste Aar har betalt 84 Kr til Arbejdsløshedskassen og derfor ogsaa havde Ret til Understøttelsen. Da han første Gang efter den 6 Februar henvendte sig til Frk Munch for at faa Understøttelsen udbetalt, spurgte hun om han havde siddet og drukket hele den omtalte Nat. Han fik samtidig at vide, at Pastor Eriksen havde skrevet dette til Hjælpekassen og sammen rned den anden Sagsøger gik han saa hen til Præsten for om muligt at faa ham til at tilbagekalde Beskyldningen. Pastoren syntes til at begynde med tilbøjelig til at tage beskyldningen tilbage, men nægtede alligevel tilsidst og sagde, at selv om han kom til at betale en Bøde for, hvad han havde skrevet, vilde han intet tilbagekalde, da han ønskede at faa lukket den Smugkro lige overfor. Sluttelig blev Pastor Eriksen grov og beskyldte H. for, at han i flere Nætter havde siddet i Smugkroen og drukket. Da han benægtede dette, sagde Præsten "Det er Løgn i Deres Hals. De er jo en Dranker, s.om lader Konen tjene til Livets ophold for Dem!"

Den anden Sagsøger, J. D., bekræftede ganske den givne Fremstilling af Præstens Optræden. Han havde bebrejdet Pastor Eriksen, at han ikke undersøgte Forholdene, forinden han skrev, og Præsten svarede: "Deres Forhold er vistnok slette!"

Lyver Præsten?

Pastor Eriksen: Det er rigtigt, at jeg har brugt Ordet Løgn overfor H, men det var fordi H. sagde, at han ikke havde smagt Spiritus det sidste halve Aar. Jeg har ogsaa betegnet H. som en Dranker, men det mener jeg en Mand er, naar han drikker en halv Flaske Brændevin.

Sagøgeren J. D. : Det er ikke rigtigt, som Præsten forklarer. Der har aldrig været talt om H. har smagt Spiritus det sidste halve Aar eller ikke. H.s Svar lød saaledes: "Jeg har ikke været hos Due det sidste halve Aar!" Og saa kom Præstens Kraftudtryk.

Forligsbestræbelser.

Dommeren: Kan den Sag ikke forliges?

Sagfører Ditlevsen: Jeg har forinden Sagen kom for skrevet til Pastor Eriksen for at faa en fredelig Ordning; men jeg hørte intet fra ham. Præsten har ved sin Henvendelse til Hjælpekassen gjort Forsøg paa at nedsætte Sagsøgerne i deres Medmenneskers Omdømme, og han maa tilbagekalde sine usandfærdige beskyldninger.

Dommeren. Man maa ikke se bort fra, at Pastoren har været berettiget til at tro, at hans Antagelse var rigtig.

Pastor Eriksen havde været villig til at forlige Sagen. Han vilde protestere imod at blive betegnet som usandfærdig. En ædruelig Mand sidder ikke sammen med fulde Folk. og da begge Sagsøgerne opholdt sig hos M. H, hvor der havde været Høstgilde hele Natten, kunde han ikke faa anden Tanke, end at de ogsaa havde deltaget.

Efter at der endnu mellem Parterne var vekslet en Række Repliker, bl. a. angaaende et lille Intermezzo med H.s Hustru, der havde fortalt Præsten, at hendes Mand var hjemme hele den Nat, blev Forligsbestræbelserne opgivet.

"Støt dansk Arbejde"!

Dommeren optog derpaa Sagen til Procedure.

Denne indlededes af Sagfører Ditlevsen med en Lovprisning af den danske Snaps. Der tales saa meget om, at man skal støtte dansk Arbejde og støtte den danske Produktion - og vor Øl- og Snapsproduktion er vel nok en af vore bedste Frembringelser. Det er den naturligste Ting af verden, at Sagsøgerne har købt sig en Snaps, og det er der ingen, som maa bebrejde dem, selv om de er arbejdsløse! Det falder meget svært at faa Pastor Eriksen til at holde sig til Sagen - han søger hele Tiden at komme bort fra sit Ansvar og har under Sagen gjort sig skyldig i en Række Fejltagelser. Man faar det Indtryk, at han løber efter Sladder. Den lille Historie fra Præstegaarshaven om Høstgildet faar ham til at forløbe sig og trænge ind i et privat Hjem, hvor han ikke har noget at gøre. Pastor Eriksen har begaaet en Fejl ved at skrive til Hjælpekassen. Han kunde have naaet sin Hensigt med at faa Smugkroen lukket ved at gaa til Politiet. Som en lærd og studeret Mand maa Pastor Eriksen vide, at naar han retter en Sigtelse imod en anden, maa det være i nøjeste Overensstemmelse med Sandheden. Og han nøjes ikke med en Formodning, men skriver: Jeg er vis paa, at de Mennesker var berusede! Pastoren burde først have undersøgt, om det var sandt. Da de to Sagsøgere gik til Pastor Eriksen, fik man at se. hvor forfærdelig haard en Mand han er. Han vil ikke erkende sine egne Fejl og række Haanden til Forsoning. Pastoren viger bort fra Sandheden og søger at nedsætte Sagsøgerne i andres Omdømme.

Sagføreren citerede sluttelig Brudstykker af Christian den 5tes danske Lov, hvori det paalægges Præsten i det skjulte at søge at paavirke sine Medmennesker til et indre Iævned. Der staar ikke noget om skriftlige Advarsler og Pastor Eriksens Forsøg paa at føre Sandhedsbevis er ganske glippet. Jeg paastaar Dom i Henhold til Stævningen.

"Staten betaler, Kommunen betaler og jeg betaler!"

Pastor Eriksen havde i sin Hjælpekasseperiode været glad for at faa Henvendelser fra udenforstaaende, som kendte de understøttede. Han vidste godt, at Arbejderne betalte til ArbejdsIøshedskassen. Men Staten betaler ogsaa og Kommunen betaler og jeg betaler (!) Sagføreren siger, at jeg har nedsat de to Mænd i deres Medmenneskers Agtelse og saa maa det jo være nedværdigende naar en Mand viser sig i beruset Tilstand. Men efter Sagførerens egen Opfattelse maa det vel ellers være en Æressag at drikke sig fuld og støtte dansk Arbejde. Er vi stolte af vor Spiritusproduktion, maa vi ogsaa være stolte af de mange Kæferter. Sagføreren betegnede en god dansk Snaps som et Livsgode, men jeg tror, at Samfundet gaar rabundus ved at støtte denne Industri.

Jeg er under Sagen bleven fremstillet som en ulden Person, der ikke har villet fastholde Sagens Kærne, men min Kamp gaar ud paa at støtte de værgeløs Kvinder og Børn. Jeg kan ikke se at have gjort noget forkert og insisterer derfor paa Frifindelse

Afsluttende Bemærkninger,

Sagfører Ditlevsen: Det har aldrig været min Tanke at lovprise overdreven Nydelse af Spiritus. Præsten er i sin Skrivelse gaaet ud over hvad der er Sandhed og maa derfor staa til Ansvar. Det er nedsættende at beskylde en Mand for at have anvendt Hjælpekassens Penge til Drik.

Pastor Eriksen: Mit Brev er i Overensstemmelse med Sandheden. Jeg løber ikke med Sladder, men jeg gik over til Høstgildet for at faa Sandheden frem.

Dommen afsiges paa Torsdag.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 29. april 1927).

Pastor Eriksen blev i maj frifundet for tiltalen fra arbejdsmand Helvig om at betegne denne som dranker. Derimod blev pastor Eriksens skrivelse til hjælpekassen om at arbejdsmand Danielsen var fuld, mortificeret.

Fra vore Læsere.

Pastor Eriksens Felttog imod Rødby Boldklub.

Vi har modtaget følgende :

Som bebudet allerede under sidste Byraadsmøde, er Pastor Eriksen nu gennem Pressen draget til Felts mod Boldklubben i Rødby. Under Overskriften "For Kultur og sund Livsglæde" gør Pastoren i "Tidende" en Række meningsløse Udfald mod Klubben. Disse Angreb er dog ganske mislykkede og saa fuldkommen malplacerede, at det ikke er Ulejligheden værd, hverken at gengive eller imødegaa dem.

Man undres over, at Hr. Pastoren gider. Alene det at finde paa den geniale Overskrift, har sikkert kostet ham adskilligt Hovedbrud. Man fristes til at tro, at han ærgrer sig over, at der ikke er en eller anden af de Foreninger, der efter hans Opfattelse arbejder for "Kultur og sund Livsglæde", der har faaet de bevilgede 50 Kroner.

Pastoren mener, at Klubben nærmere maa betegnes som en Dansebule end som en Boldklub ; men han er jo sikkert ogsaa den rigtige til at dømme i de Sager; man maa bøje sig for Sagkundskaben.

Hvis man imidlertid sammenligner Antallet af Baller i R. B. med andre Foreninger, f. Eks. Industriforeningen i Nykøbing, kommer almindelige Mennesker dog til et andet Resultat, idet denne Forening nemlig har fire Gange saa mange Baller som R. B, idet sidstnævnte har et Bal om Maaneden (ikke flere, som Pastoren skriver), medens Industriforeningen har et hver Uge, og man kan vist ikke paastaa andet end at Industriforeningen støtter "Kultur og sund Livsglæde" ("Blaa Kors" dog maaske undtagen). Trods de mange Baller og trods det, at der dér er baade Stiftsprovst og Biskop, er der dog ingen, der er saa fanatiske, at de vil kalde Foreningen for en Danseklub.

Ballerne er ganske naturligt Foreningens økonomiske Basis, idet man netop gennem disse og gennem Sporten appellerer til "den sunde Livsglæde". Ingen end ikke Pastor Eriksen, vil vel paastaa, at Sport og Dans svækker "den sunde Livsglæde", ej heller Kulturen lider derunder, man behøver blot at henvise til de gamle Grækere. Ingen Sinde har vel Dans og Sport været drevet som da, og aldrig før eller senere har Kulturen været paa et saadant Højdepunkt trods det, at man den Gang ikke var bebyrdet med cand. theol.'er, der agiterede for "Kultur og sund Livsglæde".

Passivt Medlem af R. B.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 25. juni 1927).

Rødby Byraad.

Imod Forventning blev Byraadets Møde i Aftes meget livligt, idet Indstillingen om Gennemførelsen af Planen om en Gangsti fra Østergade til Rødby Lystskov gav Pastor Eriksen en kærkommen Lejlighed til at lufte et pietistisk Syn paa hele Tilværelsen. Pastorens Argumentation var fanatisk og barsk, men uden Overskæringens Styrke - og han prædikede da ogsaa for døve Øren. Indstillingen om at mageskifte det til Gangstien bestemte Jordstykke blev vedtaget med alle Stemmer imod 3 og selv Amtmandens Forbehold paa Administrationsudvalgets Vegne blev virkningsløs.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 13. januar 1928).

Pastor Eriksens modvilje mod gangstien skyldtes at han ikke ønskede at der skulle afholdes baller i skoven. Det var en del af hans samlede felttog mod offentlige baller, foreningsballer, skovballer osv.

Det er af sine egne -

Pastor Eriksen, Rødby, revser sit Livorgan.

"Nakskov Tidende" har haft det Uheld at komme paa Kant med den strænge indremissionske Præstemand over Rødby og Ringsebølle Menigheder, og Anledningen er. at Bladet har bragt en efter Præstens Mening for velvillig Omtale af Grundlovsmødet i Rødby Lystskov, hvor Pastor Fogh Hansen, Errindlev, talte og "satte Sving paa Grundlovsfesten med offentlig Dans" (!), medens der kun var ofret nogle Linier paa Hr. Eriksens Møde samme Dag paa Østersødiget. I et stærkt udæskende Indlæg i Nakskov Tidende's Torsdagsnumer farer Pastoren løs paa Bladets Meddeler. Byraadets Skovudvalg og Kollegaen fra Errindlev der har forarget Hr. Eriksen ved at holde Foredrag om Livsidealer for Folk, som "bagefter kørte i Karussel og dansede med "Livsidealerne".

Vi kender Pastor Eriksen og hans Aandsfæller, som udi egen Selvgladhed fordømmer alle anderledes tænkende langt ud i det yderste Mørke, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel, og skal kun konstatere, at den gæve Præstemand ved sit ubeherskede Indlæg paany har henledt Opmærksomheden paa sig i en for hans Stilling lidet smigrende Grad.

Selv for "Nakskov Tidende", som ellers har kunnet glæde sig ved Pastorens særlige Bevaagenhed, er Indlæget blevet for stramt, og Bladet skriver : "Til Pastor Eriksens mange Hvorfor? skal vi kun svare : Fordi vi ikke er det ensidige, yderliggaaende Mørkemandsorgan, han ønsker, vi skal være.

Det er af sine egne, man skal høre det - Betegnelsen "Mørkemand" er ikke ueffen, benyttet af Nakskov Tidende om Partifælle Eriksen! Og Pastoren, som før har haft saa megen Glæde af dette Blad, hvis perfide Artikler om Arbejderklassen og dens ledende Mænd, han slugte raa og atter serverede i samme Tilstand ved alle mulige Lejligheder, kommer vel til for Fremtiden at undvære denne Berigelse af sin Aand !

En Trøst for ham er det, at "Kristeligt (!) Dagblad" stadig staar til hans Raadighed.

(Lolland-Falster Social-Demokrat 9. juni 1928)

Pastor E. Eriksen var søn af den jyske indremissionær Niels Eriksen, Bøvling. Blev student fra Viborg Katedralskole 1893. Tog embedseksamen og virkede i 6 år som lærer i København. Han blev andenpræst ved St. Stefans Kirke i København 1902. Her var han 7 år. Dernæst i 9 år sognepræst for Herring og Stagstrup Sogn i Thy. Siden for Rødby og Ringsebølle. Udover at være medlem af byrådet, var han også medlem af Biblioteksforeningen for Rødby og Omegn.

Nedenstående stammer fra en samtale mellem personer der har oplevet pastoren:

Præsten, han havde jo den her store have. Der var så mange dejlige æbletræer. Og vi unger, vi lå jo og stjal præstens æbler. Når det blev mørkt om aftenen, så smuttede vi ind og samlede nogle af de æbler op, der var faldet ned på jorden, og ellers ville ligge og rådne. Men det havde præsten, pastor Eriksen, altså opdaget. Storebror Bernhardt han samlede jo sammen til vinter. Oppe på vores værelse, der havde vi en kommode med skuffer i, og der fyldte han dem ned i, og var ikke klar over, at dem, der var faldet ned bare ville ligge og rådne op.

Da kom pastor Eriksen over til far og sagde "Jeg vil have Deres søn Berthel ind under børneværnet". "Nåh" sagde far. "Hvorfor dog det, pastor Eriksen?". "Jo, han stjæler mine æbler". - "Nåh, ja men så skal da præstens knægt følge med også". "Hvorfor det? Det andet, det er guds gaver". "Ja, men det er også guds gaver, for han har revet en af mine duers rede ned og knaldet æggene. Det er også guds gaver" sagde far. Så begyndte præsten at snakke politik. Så var der ikke mere med at jeg skulle ind under børneværnet. Han ville ikke have, at sønnen skulle med også.

"Traver Valde". (Efterskrift til Politivennen)

Mariager.

"Fint" Besøg i Arresten.

Den landskendte Indbrudstyv Valdemar Andersen, ogsaa kaldet "Traver-valde", har efter en kort Tids Ophold i Terndrup været overflyttet til Mariager, hvor man bedre kunde passe paa ham. Han har ialt været straffet 9 Gange, og nu er han bleven overflyttet til Vridsløse for 4. Gang under Ledsagelse af 2 Politibetjente, hvem han lovede, at de aldrig skulde faa ham levende dertil - men nu er han der.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 28. juli 1920).

Traver-Valde som Forligsmand.

Da der sku' de kæles for Hunden.

Traver-Valde, hvis Navn paa Mandtalslisten er Valdemar Petersen, er en meget kendt Mand i det København, der slaas. Traver-Valde har mange Kræfter og en rig Erfaring med Hensyn til Slagsmaal, saaledes at hans Træfsikkeihed er ganske fænomenal.

Men det er jo forbudt at give andre Mennesker, selv om de er nok saa modbydelige, "Farvetryk" i Ansigtet saa vel sent paa Kioppen, og derfor har Traver-Valde Gang paa Gang maattet bøde til Politikassen for sine mange Kræfters Skyld.

Bøderne voksede hver Gang, og Traver-Valde blev tilsidst noget betænkelig ved Situationen. Han elsker Friheden og var ked af, at det varede saa længe med at afsone Bøderne.

Derfor forsøgte han ogsaa at beherske sig, og det lykkedes ham ogsaa den første Gang, han var udsat for Fristelse.

Det var i en Beværtning i Vestergade.

Ved et Bord sidder Traver-Valde og hans Kæreste og ved Bordet ved Siden af sidder en ung Mand, Neergaard-Jacobsen, der er Kontorassistent paa Flydedokken. Neergaard-Jacobsen kan ikke lade Traver-Valdes Pige sidde i Fred. Han klapper hende paa Laaret og paa Barmen, og Traver-Valde bliver meget fornærmet. Han har Lyst til at slaa, men husker paa de store Bøder og viser en enestaaende Evne til at beherske sig: han slaar nemlig ikke, men bruger Mund.

Neergaard-Jacobsen slaar imidlertid, og Traver-Valde faar for første Gang i sit Liv et Par "blaa øjne".

Politiet faar Nys om Historien, og Traver-Valde tilkaldes til Forhør. Han føler sig som en Konge, som en Gud. Han staar for første Gang i sit Liv som en Slags Anklager. Det er herligt, og en Følelse af Lykke risler gennem ham, da han hører, at Neergaard-Jacobsen faar en Bøde paa 100 Kr. for at have slaaet ham.

Den unge Mand vedtager glædestraalende Bøden:

- Nu vil min Far sende mig 500 Kr., fordi jeg, ene af alle, har vovet at lægge Haand paa Københavns værste Slagsbroder, sagde han.

Men den Selvbeherskelse, som Traver-Valde havde vist i den første Sag, udviste han ikke i den anden, som i Gaar var til Behandling hos den hjemvendte Dommer Oluf Bang i Byrettens 1. Afdeling for Politisager; men hans Selvbeherskelse fra det første Tilfælde kom ham svært til Hjælp.

Sagen i Gaar drejede sig om Efterspillet fra en Frokost paa Hotel "Metropol".

Traver-Valde havde mødt en af sine gamle Venner, Randersdrengen, og de havde hver sin Kæreste med. De fire blev enige om at spise Frokost paa Hotel "Metropole".

I en Kæde omkring Halsen bar Traver-Valdes Udkaarne en lille Glashund. Den faldt Renders-Drengens Pige for Brystet. Hun klappede "Hunden", legede med den, talte til den og om den paa en saadan Maade at baade Traver-Valde og hans Gemalinde blev meget fornærmede.

Det begyndte med et større Mundhuggeri mellem de to Kvinder, der begge var meget rappe i Munden. Traver-Valde vilde optræde som Forligsmand, men hans Talegaver slog ikke til overfor de to Damer, hvorfor han maatte gribe til sin knyttede Haand, som han plantede i Ansigtet paa Fredsforstyrreren, der derved kom til at eje et Par svulmende blaa Øjne.

I Gaar var de to Damer og Traver-Valde altsaa i Forhør.

De to stod i Skranken og anvendte et Sprog, der fik mangen en Tilhører til at blegne.

Dommer Oluf Bang hørte taalmodigt herpå ,og da han havde sat sig ind i Sagen, permitterede han de to Damer og idømte Traver-Valde en Bøde paa 40 Kr.

(Klokken 5 (København) 18. januar 1922).

Han holdt Smugkro.

En god Bekendt af Københavns Politi, Valdemar Petersen, kaldet Traver-Valde, har faaet en Bøde paa 800 Kr. for at have holdt Smugkro i sin Lejlighed.

(Isefjordposten 26. januar 1929).

Smugkrovirksomhed som Næringsvej.

Værten fik en Bøde paa 1000 Kroner.

Som omtalt har "Translatør" Vald. Petersen, der i et vist Samfundslag er bedst kendt under Navnet "Traver-Valde", i den senere Tid haft adskillige Sager til Behandling vedrørende sin Virksomhed som Smugkrovært. I Ejendommen i Peder Hvidtfeldsstræde havde han indrettet nogle Lokaler, der gæstfrit bød Nattevandrere Velkommen i forholdsvis hyggelige Omgivelser.

Senest blev han ved Landsretten idømt 600 Kr. i Bøde, idet to Sager blev slaaet sammen; men medens denne Appel har staaet paa, har Politiet paany overrasket "Traveren" i ulovlig Virksomhed.

Dommer Eide afsagde i Gaar Dom i denne Sag, og den kom til "for tredje Gang begaaet Overtrædelse af Beværterloven" at lyde paa en Bøde paa 1000 Kr.

Dommen bliver appelleret til Landsretten.

(Dagbladet (København) 14. marts 1929).

Landsretten nedsatte bøden til 600. Men Traver-Valde åbnede smugkroen igen, og fik en ny bøde på 600 kr - en dom han også appellerede:

"Traver-Valde" faar atter en Bøde.

I Begyndelsen af Aaret blev, som den gang omtalt, en af Politiets gamle Kendinge, "Translatør" Valdemar Petersen, kaldet "Traver-Valde" mulkteret Gang paa Gang, paa Grund af, at han i Peder Hvidtfeldtstræde 13 havde etableret en Smugkro, hvortil han gæstfrit gav enhver, som ønskede det, Adgang. Han tog ganske vist Overpris paa Varerne, og han tjente vist ogsaa nok mange Penge. Bøderne antog efterhaanden store Højder, og han har gennem flere Maaneder holdt skjult for Politiet. Forleden blev han imidlertid anholdt, og han afsoner for Tiden de store Bøder i Vestre Fængsel.

Der resterede endnu et Par Sager paa "Translatøren", bl.a. for at have overtraadt Beværterloven to Gange i Slutningen af Februar i Aar. I Gaar blev han fremstillet for Dommer Eide, der idømte ham 600 Kr. i Bøde.

Det første Aars Tid har "Traver-Valde" Pension paa Vestre Fængsel.

(Nationaltidende 6. august 1929).

Traver-Valde forsatte et stykke ind i 1930'erne med fængselsophold. I 1932 fik han for at betle på Åboulevarden 40 dages tvangsarbejde. Traver-Valde havde en "navnebroder", Valdemar Nielsen som blev kaldt for den uægte Traver-Valde.

Hvad Forbrugerne har Krav paa. (Efterskrift til Politivennen)

Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, behandler med Hensyn til Forholdet imellem Erhvervene og Forbrugerne en Række Spørgsmaal, der er af stor Betydning for Hjemmene. I Slutningen af Kroniken omtaler Fru Meyer Prisreguleringskommissionens virksomhed.

Vi lever i Organisationernes Aarhundrede. Indenfor enhver Interessesfære slutter man sig sammen for at danne et Hele, der kan være i Stand til at opnaa Fordele, som den enkelte ikke vil kunne opnaa. At enhver Stand søger at bedre sine Kaar og hæve sit Niveau, er jo kun godt; men Sammenslutningerne har naturligvis ogsaa deres Vrangside. Jeg tror, at de fleste Organisationer dannes efter gode Principer; man søger at gøre dem saa store og stærke som muligt; men efterhaanden viser dette sig i mange Tilfælde at rumme den Fare, at Medlemmerne tager Magten fra Ledelsen, saaledes at denne ikke længere kan styre dem, for hvem den arbejder.

I andre Tilfælde arbejder Ledelsen paa ganske forkerte Felter, f. Eks. Prisaftaler, der hemmer den frie Konkurrence. Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at det indenfor nogle Fag kan være gavnligt at tale om Varers Værdi og Salgspris; men det vilde jo unægteligt være rart, om man indenfor Organisationerne mere havde sin Opmærksomhed henvendt paa de for høje Priser end paa de for lave. Lad os tage et saa aktuelt Emne som Prisen paa vort Brød. Det er en Kendsgerning, at nogle Bagere laver et absolut første Klasses Produkt, der kun fæstner af de bedste Raaprodukter, hvorimod andre bruger anden-tredie Klasses Varer; men Prisen er den samme i Udsalg, om der bruges dansk eller amerikansk Mel - , skønt det første kunde leveres 10 pCt. billigere - og om der bruges Smør eller Margarine, hvis Prisforskel enhver kender.

Hvorfor? Fordi Organisationen fastsætter Prisen ens over hele Byen med den mærkelige motivering at de mange Smaamestre, som vor Bagerstand er saa rig paa, nok kan bage, men ikke kalkulere. Man spørger da uvilkaarligt: Burde Organisationen saa ikke lære sine Medlemmer at regne og lade dem selv tage Skade for Hjemgæld, hvis de regnede daarligt, i Stedet for, at vi Forbrugere skal betale vort Brød for dyrt for at holde Liv i nogle Mestre, der rettelig burde være Svende? 

Med den ofte omtalte dyre og dyrebare Fisk er Forholdet et andet. Prisaftaler kendes, saa vidt jeg ved, ikke, da Kvaliteten paa denne lidet holdbare Vare skifter saa at sige fra Morgen til Middag. Fiskehandlerne nægter heller ikke, at Prisen er høj, men forsikrer, at den ikke kan være lavere, og det er udelukkende, fordi Publikum ikke vil købe de billigere Sorter af Fisk, - med andre Ord, hvis Fiskehandlerne kunde sælge flere Smaatorsk, flere smaa Rødspætter, flere Rognfisk og flere matte Fisk, og derved faa Omsætningen op, kunde Priserne for den udsøgte Fisk blive billigere. Som det nu er, skal den udsøgte Fisk bære Tabet paa den billigere, men ret usælgelige Vare. Fiskehandlerne mener altsaa, at vore Husmødre er særlig kræsne, de vil kun have det allerbedste, Torsk paa 2-3 kg, Rødspætter på 3/4 kg! Hvad om så Fiskehandlerne rettede sig efter dette Ønske ved Valget af den Vare, de køber. Mange Aars Erfaring maa jo lære dem, saa vel som andre Købmænd, hvilken Vare de kan sælge. De mindre Fisk maa saa blive i Havet, til de er udvoksede, hvad der i hvert Fald for Rødspættens Vedkommende sikkert bliver nødvendigt, om denne Fiskeart ikke helt skal forsvinde fra vore Farvande paa Grund af, at vi fisker Yngelen. De mindre Fisk, som vi selvfølgeligikke helt kan undgaa, maa saa sælges betydeligt billigere for at finde Købere. En Prisforskel paa 5-10 Øre pr. kg er ikke nok, da Husmoderen maa regne med et større Svind af Hoved, Skind og Ben af flere Småfisk end af een Torsk af Middelstørrelse, og hun vilde altsaa faktisk købe dyrere, selv om Prisen paa Varen er lidt billigere. Endelig er den mindre Fisk jo brugbar for og sælgelig til Farsfabrikerne.

En anden Aarsag til de høje Priser, siger Fiskehandlerne, er den store Dødelighed blandt Fiskene; mon den er da sikkert ikke bleven større nu, end den altid har været; hvorimod altsaa Priserne er det! 

Er Dødeligheden for stor, maa Sagkyndige se at finde Aarsagen til den. I en Del Forretninger opbevares saltvandsfisk i ferskvand hvori denne Fisk jo ikke kan leve ret længe. Kunde det da ikke betale sig at skaffe Saltvand, eventuelt Havsalt? At Husmødrene saa absolut forlanger levende Fisk, er jo kun naturligt, da den Omstændighed, at Fisken er levende, i Øjeblikket er den eneste Garanti for, at Fisken er frisk og altsaa bevarer sit appetitlige Udseende i kogt Tilstand. Dermed skal ikke være sagt, at slagtet Fisk ikke kan være god. Havde vi blot absolut Sikkerhed for, at Fisken blev slagtet paa Fangsstedet paa human og hygiejnisk Maade lige efter Fangsten! Den saaledes slagtede Vesterhavsfisk kan Husmødrene jo roligt købe. Men desværre anvendes der mange, og mange forkastelige, Fremgangsmaader. Lad mig blot nævne den saakaldte "Kassefisk"; levende Fisk, der lægges Side om Side i en Kasse, som lukkes og forsendes. Hvorledes tror man, den Fisk bliver, før den naar Udsalgsstedet? Pint til Døde vil den frembyde en højst utiltalende Spise, idet Benene uvægerligt er sorte og Kødet blødt og lidet velsmagende. Noget lignende gør sig gældende ved den Fisk, der holdes i Live hos Fiskehandleren nogle Dage; den er kun første Klasses Fisk den første Dag og maa sælges billigere derefter; altsaa gælder det for Detailhandlerne om at disponere klogt og kende sine Kunder.

Lignende Forhold gør sig gældende med vort flæsk. Detailhandlerne siger, at Husmødrene har Skyld i de høje Priser, fordi de kun vil købe de reelle Stykker, hvorimod Hoved, Tæer og lign., ja selve Hove, er vanskelige at afhænde. Mine Erfaringer gaar tit i en helt anden Retning, idet en stor Mængde Husmødre Gang paa Gang besværer sig over ikke at kunne faa disse billigere Varer i Butikerne. Sikkert er det, at de ikke findes i tilstrækkelig Mængde. Sagen er nemlig den. at der til vor By kommer en ganske forsvindende Mængde levende Svin; de slagtes ude omkring i Landet og sendes ofte herind uden Hoved, Tæer og lign., for ikke at tale om blodet, der anvendes i stor Mængde paa Landet.

Men er dette mon for Forbrugernes Skyld, eller rummer den overvejende Tilførsel af slagtede Svin en Fordel for Detailhandleren? Man man jo antage det sidste, siden alle vore Henstillinger om at faa disse Varer i Handelen ikke nytter noget nævneværdigt.

Hvorledes ser det ud med vor Frugt og vore Grønsager? Er Danmark ikke et saa frodigt Land, at der er rigeligt af begge Dele? Rigeligt er der sikkert, men Prisen! Det er Luksus at spise Frugt, og det er dyrt at spise Grønsager. Der burde sikkert være et større Detailtorv, allerhelst en stor Frugt- og Grønthal i Lighed med, hvad der findes i andre Storbyer, et Sted, hvor Haveejerne selv var Forhandlere. Sparedes saaledes Mellemhandlerne og den dyre Butiksleje, og hvad her ellers fordres af Ekspedition og lndpakning i Butikerne, maatte der kunne fremskaffes billigere Varer, som kunde spises af enhver. Sikkert trænger Nedplukningslønnen for Frugt ogsaa til en grundig Revision, saa vel som den dyre Fragt. Begge Dele er utvivlsomt oppe i en meningsløs Højde, der atter førte med sig, at man ser Frugten kage sig raadne i Haverne, fordi det ikke kan betale sig at plukke og transportere den. Ethvert fornuftigt Menneske kan da sige sig selv, at man her maa være ude i et Uføre, som vi Forbrugere ikke kan blive ved med at se paa.

For nu at komme tilbage til Prisaftalerne; Deres uheldige Virkninger har vist sig bl. a. hos Fodtøjsreparationerne, der godt kunde sætte Prisen ned paa Grund af Raamaterialernes og Arbejdslønnens Prisnedgang; men Organisationen, der har fastsat en Mindstepris, kan ikke naa til Enighed om en nedsættelse.

Hvem formår at råde bod på den slags? Såler på vort fodtøj skal vi have, og de færreste har lyst og tid til at gøre dette arbejde selv. Opfordrer man til den slags Selvhjælp eller endog til en Køberstrike, beskyldes man for at virke samfundsskadelig, skønt sund Fornuft dog nærmest burde hæfte dette Adjektiv til den Organisation, der kunstigt opretholder en bevislig for høj Pris paa en Nødvendigshedsartikel.

En Ting, som ikke kan siges at berøre Husmødre altfor direkte, er Restaurantpriserne, og dog tynger de ofte paa Fællesbudgettet, saaledes at Husholdningspengene indskrænkes, fordi Manden er nødt til at spise Frokost ude. At Priserne er høje paa de Restauranter, som paa Grund af Musik og Dans er omskabte til Forlystelsessteder, kan være sin Sag, og endog en god Sag. hvis det kunde afskrække flere fra at bruge deres Penge der; men at man skal betale tre Stykker Smørrebrød og en Kop Kaffe med en Luksuspris, som er kalkuleret ogsaa med Henblik paa Aftenmusiken og Dansen, er ubegribeligt. Der bør kunne skelnes mellem den Mad, som spises paa offentlige Steder, fordi man er nødt til det, og den Mad, man fortærer for at forlyste sig og tærede sig en festlig Stund. Men man finder som Regel ikke nogen nævneværdig Forskel, ja, paa mange Omraader slet ingen, paa Priserne i Byens fineste Restauranter og i de ganske almindelige. Der eksisterer vel nok fornuftige Restauratører, som holder borgerlige Priser paa borgerlig Mad. Gid de vilde avertere disse til Oplysning for alle dem, som daglig er nødt til at spise ude!

I det hele taget må erhvervene vide at forbrugerne for tiden er så årvågne at det er uomstændeligt nødvendigt at give reelle oplysninger. Borgerne trænger også til - og må vel ydermere have krav på - at vide besked om kommunens udsalgsssteder. Man hører stadigt at de ikke er billige nok, og at de drives med underskud som skatteborgerne må betale. Fra andre sider hører vi at disse beskyldninger er uberettigede. Hvorledes er de faktiske forhold?

Husmoderforeningen, der er den eneste Forbrugerorganisation i Danmark, kan og skal kun se paa Priserne fra et Forbrugersynspunkt. Vi maa anbefale vore Medlemmer at købe deres Varer, hvor de kan faa dem bedst til de rimeligste Priser, og vi kan ikke, i Følge vore Love, tage politisk Hensyn. Stat og kommune burde vel endvidere foregå de frie erhverv med et godt eksempel. ved snarest muligt at nedsætte fragterne og gas-og elektricitetspriser. Gang på gang støder vi i vort arbejde på disse faktorer som en hemsko for prisnedgangen. 

Erhvervene har ved dannelsen af priskontrolkomiteen vist at de forstod forbrugernes krav om en prisregulering, og de har samtidig såvidt gårligt ville drage omsorg for en jævn og besindig nedgang. Husmoderforeningen har, ved at lade sig repræsentere i Komitéen, vist sin gode Villie til Forhandling og endvidere derved godtgjort, at vi ikke kan nogen Maade vil den reelle Handlende til Livs; vi ønsker blot saglige Oplysninger, som kun Erhvervene selv kan give os. I flere Tilfælde har vi ogsaa faaet dem; nu vil Tiden vise, om Organisationernes ledelse er stærk nok til at øve Indflydelse paa deres Medlemmer og saaledes som Sagen i dem rette Gænge. Som Forbrugernes Repræsentanter maa vi bede om klare Tal og reelle beviser, thi kun for dem bøjer vi os.

Er der, hvad jeg haaber, en Del Forbrugere, som er enige med mig i ovenstaaende betragtninger, skulde de lade mig det vide. Husmoderforeningen bestaar til Trods for sit kvindelige Navn både af mænd og kvinder, jo flere der støtter os, des mere kan vi udrette.

Carla Meyer.

(Nationaltidende, 10. januar 1922, 2. udgave).

I august 1922 ragede Clara Meyer uklar med Dansk KVindesamfund fordi hun havde blandet sig i den kommende lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller. Carla Meyer svarede igen med at Dansk Kvindesamfund kæmpede for kvindesagen, husmoderforeningerne for samfundssagen.

Fra dansebodernes tid. (Efterskrift til Politivennen).

Lidt om de københavnske danseboder og dansebuler.

Af Carl C. Christensen.

Der har i den senere tid været stærkt røre angående dansen på vore restauranter (dansen mellem bordene", som den populært kaldes) og der er faldet stærke ord både for og imod. Fra adskillige sider har jeg således fået det argument stukket ud, at "det er dog forfærdeligt som københavnerne har danselyst, og sådan har det dog i tidligere tider slet ikke været". Til alle disse mennesker kan jeg dog roligt kunne sige, at i "de gode gamle dage", som der altid bliver råbt så meget på, har det været langt værre, så der er såmænd ikke  spor af grund til at blive forarget over den smule dans i restauranterne og i vores autoriserede danselokaler. I "de gode gamle dage" var der et utal af danseboder og dansebuler, både officielle og uofficielle, og det har vist næppe gået så pænt til på disse (når man gennemgår de gamle politirapporter), som det går til i vore nuværende offentlige danselokaler og restauranter.

For at begynde med den indre by, så fandtes der i august 1789 dansebod på hjørnet af Brøndstræde og Vognmagergade som holdtes af en mand ved Navn Rommelhoff, hvis navn vi finde knyttet til en anden dansebule senere Over denne mand kom der adskillige klager til politiet. Samtidig var der hos en hr. Staal dansebule i Magstræde og hos Utzen på hjørnet af Grønnegade og Christen Bernikowstræde. I 179t0 var der dans med "slagsmål og klammeri" i Lars Lejstræde 237 samt i 238. Sidstnævnte sted hedder det i politirapporten, at der var "Dans og og musik og findes en del ledige kvinder". Ved Vestervold var der adskillige dansebuler, og i 1790 klages der over, at der i Teglgårdsstræde hos en madam Krengel om søndagen var dans "til det var dag om mandagen". Det må bestemt have været det, som man kaldte "langdans". Samme år træffer vi i Ulkegade (nuværende Holmensgade) danseboder i nr. 122, nu nr. 23, hos Hans Lund, i nr. 278 (nu nr. 29) hos Mansfeldt, hos hvilken der var "4 unge kvindemennesker", i nr. 165 (nu nr. 26) hos Johansens enke Karen Birch; i Lille Kirkestræde 55 (nu nr. 6) var der dans hos Chr. Rommelhoff, i Laksegade 310 (nu nr. 10) hos Gottlieb Jans enke og i Dybensgade 190 (nu nr. 61) hos J. J. Møller. De fleste steder her var der tillige såkaldte punchesale, hvor bægrene rimeligvis er blevet svungne højt, og hvor der efter al sandsynlighed har været animeret stemning. Kommer vi ind i det 19. århundrede træffer vi en meget stor del danseboder i stuer og kældre, alt for mange til byens daværende ringe udstrækning og forholdsvis ringe indbyggerantal! Der var således danseboder i Kompagnistræde nuv. nr. 22, i Larsbjørnstræde nuv. nr. 19, på Kongens Nytorv i Kælderen, hvor nu Magasin du Nord er, på hjørnet af Landemærket og Brøndstræde, på Toldbodvejen nuværende nr. 20. GI. Mønt 39, Brogade 23 i kælderen, "Rabeshave" i Langebrogade, Farvergade 9, Suhmsgade 2, Lille Strandstræde 4 i kælderen, Store Regnegade II hos madam Korup på 1. sal, ja endog i en så fin ejendom som rådmand Skibsteds i Trompetergangen nr. 117 (nuværende Niels Hemmingsensgade nr. 32) var der i mange år en stærkt besøgt dansekælder. Meget omtalte danseboder var også Toftes kælder på Nørregade nr. 21, (hvor nu telefonselskabets ejendom er) samt dansekældrene i rebslagermester Hans Thranes ejendom på hjørnet af Nørregades ulige numre og volden, hvor i mange år den kendte Lars Erichsen var vært, inden han fraflyttede ejendommen og indrettede "Erichsens Salon" i "Kalkeballen" i Lille Kannikestræde, hvilken dansesalon jeg udførlig har skildret i en tidligere artikel om det pågældende kvarter. På hjørnet af Brolæggerstræde og Rådhusstræde nr. 1 i den Liebenbergske ejendom var en meget bekendt og søgt dansekælder i den kælder, hvor der nu er indrettet smørlager. I 70'erne var der offentlig dans på hjørnet af Møntergade nr. 2 og Pilestræde inde i baggården, og hvad mener man om, at der for et halvt hundred år siden blev afholdt offentlig dans på en åben estrade i en beværtningshave i Store Kongensgade på det sted hvor nu Palægade ligger. I en gade som Lille Kongensgade var der flere danseboder, således i nr. 8 (et par steder fra hvor den bekendte værtshusholder "Fatter Nagel" boede), endvidere i nr. 25 samt i det gamle "Skippernes Lavshus", hvor nu det Gamélske Kaffebrænderi findes. 

Ude i Dronningens Tværgade, i nuværende nr 56 har der i meget lang årrække været dansebod. som nu er gået over til at blive det bekendte danselokale "Kæden". Oprindelig var det en berygtet dansebod, "Sorte Kristians Krog" eller "Krismas Dansedod", men da Tofte i 1847 flyttede hertil fra sin dansekælder på Nørregade, kom der rigtig sving over den, og den er såmænd ovenikøbet blevet besunget af visedigteren Peter Emil Petersen ("Kærneper"). Navnet "Kæden" har den til fælles med en velgørenhedsanstalt som ligger i samme bydel, og dette navnefællesskab gav en gang anledning til en ganske pudsig episode.

Dar var nemlig for adskillige år siden ved den pågældende velgørenhedsanstalt et bestyrelsesmedlem, en meget fin gammel dame, som var så fin på det at hun aldrig benyttede ordet "spyt", men omskrev det til "mundvand", og denne dame skulle engang køre til bemeldte anstalt. Hun gav kusken ordre til at køre til "Kæden" og da kusken i sin praksis kun derved forstod dansesalonen, så kørte han ganske rolig den fine gamle dame dertil, hvor han satte hende af. Om hun nu kom ind i dansesalonen, eller hvor hun havnede, melder historien intet om

For ca. 60 år siden var der endnu dansebod i kælderen på hjørnet af Laksegade og Asylgade, hvor der nu er bødkerværksted, og som i folkemunde gik under navnet "Laksen". En af de mest kendte værter var Carl Mossin, hvis hustru også var en attraktion idet hun vejede intet mindre end 460 pund. Kom man ned i Køkkenet her, kom man først ind i et lokale, hvor skænken fandtes, og det var en betingelse, at man først måtte drikke en af de snapse, som stod skænkede på buffeten i det støvfyldte lokale inden man fik adgang til den indenfor liggende dansesal. Publikummet bestod for det meste af søfolk med deres "damer", og stemningen var som oftest meget høj. Ikke langt derfra lå for enden af Hummergade en anden dansekælder "Admiralen" i Admiralgade hvis publikum var noget lignende som "Laxens", kun var måske damerne endnu tarveligere end i "Laxen"

-o-

Selv forstæderne havde deres danselokaler. Således lå på Vesterbrogade i nr 17 "Peter Haab" som senere blev ombygget til det kendte danselokale "Valkyrien", i nr. 29 lå »Danseboden Vesterbro med gyngen". På Værnedamsvejen lå "Colossæum" kaldet "Klodsen". Nørrebro havde flere danselokaler, bl a. på Blegdamsvejen omtrent nuværende nr. 4, en meget besøgt lå i det gamle nr II (nu nr. 44) og i nr 14 (nu nr 54-56-58). På Østerbro træffer vi endnu i 70'erne danselokalet "Neptuns Hal" i daværende Citadelsvej nr. 3 (nuværende Classensgade nr. 7). Ja selv på Amagerbro har der været dansebod på det sted hvor nu Sønderbros Teater ligger. Foruden disse små og tarvelige lokaler var der store danselokaler som "Vega" (det gamle "Kalkeballen"), "Fønix" (populært kaldet "Fuglen"), Figaro« (det nuværende "Palæ de danse") og "Aftenstjernen" hvilken sidste lå i Lille Regnegade, omtrent hvor nu nr. 21 og 23 er i Ny Østergade. "Aftenstjernen" var i sin tid blevet indrettet på foranledning af Københavns politi som afløsning af de mange små danseboder, som da blev nedlagt, og det var selvfølgelig lettere for politiet at have opsigt med et stort lokale end med mange små. Selve navnet "Aftenstjernen" fik det på grund af en over orkestret anbragt stor gasstjerne.

Af alle disse danselokaler eksisterer nu kun "Fønix", "Palais de Danse" og "Kæden" samt den nyere "Florasal". "Valkyrien" blev først til "Maria Bedesal" derefter til en alkoholfri restaurant, og "Vega", den gamle glade "Kalkeballe" til en kristelig kvindeforening. Nu er altså parolen hos det danselystne publikum som ikke vil gå "på dansebod" at det helst vil danse i restauranterne mellem bordene, og  det nytter vel næppe noget at sætte sig derimod. Man må hellere sige, som der synges i operetten "Bocaccio":

"Ske hvad der vil.
Jeg ser til

Carl C. Christensen

(København, 3. januar 1922).