Et Stykke Dyreliv. (Efterskrift til Politivennen)

I Ørstedsparkens Dam er der en overordenlig mængde Fisk. Mangel paa Føde er der maaske ikke, men Fiskene foretrækker dog ligesom Magistratens Svaner og Almindelighedens gamle med den dem indrømmede stiltiende Ret at appellere til den offenlige Godgjørenhed. De samler sig derfor i tætte Skarer ved Broen, hvor Menneskenes Børn af og til staar stille for at spytte i Vandet.

Det er ganske interessant at iagttage det Røre, der viser sig, saa snart en af Byens mange Velgjørere indfinder sig for at tømme sine trængende Medskabninger til Hjælp. Svanerne og Ænderne flyder omkring Broen omtrent fra Morgen til Aften, for ikke at gaa glip af noget. Navnlig maa Svanerne have en glubende Appetit, for lige til Mørkets Frembrud er de altid parate til at tage for sig af Retterne. Saa snart et Stykke Brød flyver fra Broen gjennem Luften, farer alle de i Vandfladen værende smaa Fiske hen imod den faldende Bid, for i det mindste dog at faa Lov til at lugte til Brødet. Det er ogsaa omtrent det eneste, de opnaar. De fordrives øjeblikkelig af de fremmyldrende større Fisk. Saa kommer Ænderne flydende med fuld Fart, for et Øjeblik efter at jages bort af Svanerne.

Morsomst er det at se paa Aalene, af hvilke der er vrimlende fuldt i Dammen. De kommer i Reglen flydende lodret op fra Dybet, og naar de faar fat i et Stykke Brød, der da ikke er altfor stort, trækker de det med sig ned i samme lodrette Retning. Overfor Svanerne tør de ikke stille noget op, men med Ænderne fører de ofte en haardnakket Kamp om de udkastede Stykker Brød. De drister sig endog op og forsøger at tage det ud af Andens Næb. At Ænderne ikke er tilfredse med denne bogstavelig tagen Brødet af Munden, er selvfølgeligt, og en Gang imellem tager de da ogsaa Mod til sig og hugger efter de nærgaaende Madstrævere, men som Regel er de ikke fri for at være lidt bange for Aalene. Naar disse stimede Fyre ikke kan faa Brødet halet ud af Andens Gab, foretager de et eller andet Experiment med Andens Ben. Hvad enten det nu er den kildrende Fornemmelse paa Benet, eller det er en ondskabsfuld Streg af Aalen, nok er det, Anden drives tidt derved paa Flugt og lader Brødet i Stikken. Saa tager Aalen det og gaar til Bunds med det.

Det er ikke nok, at alle Smaafiskene maa slikke sig om Munden efter Delikatesserne, der inkorporeres af de store i Henhold til den ikke ubekjendte Devise: Magt er Ret - de maa endog stadig holde skarp Udkig for ikke selv at komme som Paalæg paa Brødet. Af og til ser man hele Myldren af smaa Fisk flyve til alle Sider, og da véd man, at de har opdaget, at en af deres Dødsfjender, en Gjedde, er i Nærheden.

(Morgenbladet (København) 18. juli 1889).

Fotograf Christian Rasmus Neuhauss (1833 - 1907): Ørstedsparken set mod Nørre Farimagsgade. 1862-1894. Kbhbilleder. Public domain.

Druknehistorier. (Efterskrift til Politivennen).

Jeg sad agter i båden, der langsomt, roet af to havnesjovere, gled ud gennem Kalveboderne - sad og stirrede ned i vandet, der sagte bølgede hen over tangens sælsomme skove, hvor sandpletter hist og her lyste frem dernede, gustne grå - som en druknet mands ansigt.

Pludselig reves jeg ud af mine tanker ved, at den ene af rorkarlene, en lang fyr med solbrændt skægløst ansigt og ingen fortænder bag de skråsorte kæber, sagde:

"Du "Baron", derhenne var det vi hittede ham, Nikkelej og jeg" - han pegede henover vandet, over mod Amager.

Den anden, en lille, hjulbenet kraftkarl med smilende vandblå øjne mellem et utal af skarpe rynker og en tot rødt skæg på hver kind, så ud i den angivne retning.

"Var det dér, - hvordan lå han." "Lige med hovedet nedad, støvlerne stak ovenfor", sagde den lange.

"Har De fundet nogen druknet her?" spurgte jeg.

"Om vi har - jo De kan tro - mange. Jeg skal nemlig sige Dem, at vi, Baronen der og så jeg og et par kammerater, vi har sådan en lille fortjeneste af at ligge her og fiske de druknede op og levere dem ind i Dronehuset. Og så passer vi dem også, mens de ligger derinde," forklarede den lange.

"Hvem var det, De sidst fandt?" "Ved det sku ikke. De sagde han var tysker eller sådan noget, men der blev inte fundet nogen familie til ham og så kom han i jorden. Velklædt det var fyren. Jeg fik disse pæne støvler efter ham," sagde den lange og strakte foden frem og så kærligt ned til den.

"Det må da være en højst ubehagelig bestilling," sagde jeg.

"Nå - natyrlig er den ikke så behagelig, som den kunne være. Men hvad Satan, når bare man tjener skillinger derved! Og når der er ordentlig at bestille, sådan en 2 - 3 dronede om ugen, så kan der tjenes noget," sagde han, der kaldtes Baronen.

"Ja, kan du huske den gang, Baron, da du fiskede hende sangerinden eller danserinden, hvad hun nu var, det gamle skind, henne i stadsgraven ved Tivoli," sagde den lange og tilføjede, henvendt til mig: "Der kan De tro, han fik en god skilling på ét brædt."

"Hvordan det?"

"Jo ser De, hun havde en aften dronet sig derinde i stadsgraven af kærlighed eller sådan noget sludder. Og så har hun jo i nogle dage stukket fast dernede i mudderet, indtil der kom gas i hende," forklarede Baronen.

Jeg kom uvilkårlig til at smile.

Han så på mig med sine små poliske øjne, smilede så let og sagde:

"Ja, det kan sku godt være, det er noget vrøvl. Men sådan er der ku én, der har sagt mig, at når de dronede har stået nede på bunden i nogen tid, så går der råddenskab i dem, og det giver gas, siger man jo, og så går ballonen! - Nå never mind, som han sagde, manden, han var en franskmand - vi fik jo klo i den gamle og baksede hende ind i Dronehuset. Men hun var jo så slem, at vi straks måtte i kisten med hende. Så kom der én af familien til hende, en nevø eller sådan noget. Hun ville så gerne have en ring, den gamle bar på sin lillefinger, og som hun havde lovet ham til minde. Men uheldigvis havde hun den jo på i kisten. Så står han lidt og grunder på det og siger så til mig: "20 kr. skal De få, hvis De tør åbne kisten og tage ringen til mig." Jeg skal jo nok indrømme, at jeg ikke var helt hyggelig - men 20 kr., herre, det er mange penge.

Så drak jeg mig en halv pægl, og måske lidt til, og så baksede jeg låget af kisten. Men jeg forsikrer Dem for - uh ! det sortnede for mine øjne, ligesom når man får et rigtig slag i hovedet - jeg tænkte, nu trimler du om, gamle! - Men så greb jeg remselut ned i kisten, fik fat om ringen, fik den vristet af - der fulgte rigtignok lidt af fingeren med, og så styrtede jeg hen og slog døren på vid gab. Derhenne lå den fremmede herre, bleg som et lig og var besvimet."

Han spyttede skråen ud over rælingen og der gik en ganske let sitren over ansigtet. Måske fik han, som jeg, vand i munden ved tanken om den uhyggelige situation.

Så sad "Baronen" lidt, trak roligt på åren og så alvorlig ud over "Det er nu ligegodt ikke altid så rart - det", sagde han så, rullede sindig en ende skrå af rullen og anbragte den efter alle kunstens regler i sin mund.

(København, 11. juli 1889).

Ladegaardsaaen. (Efterskrift til Politivennen)

Den for sin Stank og sit Slamkistevand bekjendte Rende, der under Navn af Ladegaardsaaen hver Sommer har ligget og udspyet sundhedsfarlige Dunster over Rhabarberlandet og de andre Kvarterer der i Nabolaget, blev i sin Tid dødsdømt af Kommunalbestyrelsen, som forrige Foraar endelig fik Øinene op for, at Ladegaardsaaen var en Skandale for Kjøbenhavn. Det blev besluttet, at den skulde forsvinde fra Jordens Overflade.

Hvis nogen følsom Sjæl græder over det Stykke Romantik, der herved vil gaa tabt, da lad ham græde. De vanskabte Træer, der staa og helde ud over det grønslimede Vand, har Kjøbenhavn Raad til at undvære. Og hvis det skal være en Idyl, at en Mand gaar og skraber et tykt Lag Mudder fra Bunden op paa Bredden, hvor det ligger og stinker som nogen Kloak, maa vi saa være fri for Idyller.

Beslutningen om at opfylde Ladegaardsaaen er fornuftig af flere Grunde.

For det første af Sundhedshensyn. Vi tage ikke feil, naar vi paastaa, at Ladegaardsaaen har hjulpet til at udbrede Smitte og Sygelighed blandt Beboerne i dens nærmeste Omegn, især i Sommertiden, naar dens Uddunstninger og dens opfiskede Mudder føres viden om ved Hjælp af Sol og Vind og fyger ind i Husene som Smittesporer, der ikke skal gjøre et blegt Barn og et sygt Bryst bedre.

For det andet af Hensyn til Færdselen. Ladegaardsveien har altid været saa elendig smal og saa indkneben af Aaen, at den temmelig stærke Trafik har Vanskelighed ved at foregaa, og det gjælder baade Vogne og Fodgængere. Oven i Kjøbet er der Sporvognslinie, som tager en betydelig Del af den i Forveien yderst knappe Plads.

- Og endelig af Skjønhedshensyn vi fristes til at sige Sømmeligheds hensyn. Et grimmere Parti end den skidne Aa med sit slimede, væmmelige Vand og sine ynkelige Parodier paa Træer skal man heldigvis have ondt ved at finde i hele Kjøbenhavn.

Derfor bør vi være glade for, at det nu bliver anderledes. Det vil sige - hvis det gjør det. Siden sidste Efteraar har der ikke været en Spade i Virksomhed ved Ladegaardsaaen. Arbeidet paa dens Forsvinden hviler fuldstændigt - Kommunalbestyrelsen synes at have glemt sin egen Beslutning. I hvert Fald foregaar Exekutionen ubegribelig langsomt.

Man har kun taget smaa Stykker ad Gangen, lagt Rørledning, fyldt op og planeret. I Fjor Efteraar naaede man til at blive færdig med Opfyldningen af Stykket fra Søerne til Thorupsgade. I Aar var det efter Forlydende Meningen at tage fat paa Strækningen fra Thorupsgade til Broen ud for Blaagaardsgade, næste Aar skulde der fyldes op hen til Parcelbroen - eller omtrent derhen, maaske blot Halvveien, medens man fremdeles hvert Aar vilde tage et lille Stykke, til man omsider efter en længere Aarrække blev færdig.

Var det nu strængt nødvendigt at udstrække det Stykke Arbeide over saa langt et Tidsrum?

Det forekommer os, at man burde skynde sig saa meget som muligt med den Historie. Budgettet er belastet med saa meget andet - det kunde vel ogsaa holde ud til at tage Ladegaardsaaen i en Mundfuld.

Men denne ligger stadig og bugter sig i dovent Velvære - som det usunde Rhabarberkvarters memento mori.

(Dagens Nyheder 9. juli 1889).

Fotograf Axel Lindahl: Ladegårdsåen. Det nuværende Åboulevard. 1882. Kbhbilleder. Public domain.

Sammenstyrtet Hus. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Formiddag Kl. 11 styrtede en Del af et Hus sammen paa Vesterbrogade 147. Aarsagen var atter her Mangel paa Paapasselighed hos en af vore Autoriteter, som oven i Købet kan prise sig lykkelig, at der ingen Mennesker mistede Livet derved. Det var da et rent Mirakel at det gik som det gik.

Man er for Tiden beskæftiget med at udgrave Grunden til Naboejendommen Nr 145, og et lille Kvarter før Sammenstyrtningen fandt Sted opdagede de Arbejdere, som var beskæftigede hermed, at Murene paa Nr. 147 begyndte at revne, og inden ret længe indsaa de, da det blev værre og værre, at Huset vilde styrte sammen. En Arbejder løb ind for at fortælle det til Ejeren, en anden løb op til Beboerne paa første og anden Sal for at advare dem, og det viste sig at være i det yderste Øjeblik, thi næppe var de kommen ud, før den ene Halvdel af Ejendommen fra Kvist til Jorden styrtede ned i Udgravningen.

Fire Værelser - hvoraf de tre benyttedes til Soveværelser - med alle deres Møbler, Senge osv laa et Øjeblik efter som en stor Hob nede i Grunden. Der lød et Brag, som kunde høres i stort Omfang og hele det nærmeste Omraade var længe efter indhyllet i en tæt Støvsky. Huset er nyt og solidt bygget, saa man forbavses over, at et saa stort Stykke af det kunde styrte ned og gøre det saa radikalt, at det ser ud, som var det skaaret af med en Kniv. Var det sket om Natten, havde ufejlbarlig alle Beboerne mistet Livet. Nu slap de som sagt i det yderste Øjeblik.

Midt i sidste Uge gik Ejeren, som frygtede at Udgravningen ved Siden af skulde skade hans Ejendom, ind til Bygningsinspektøren for 1ste Distrikt, Arkitekt Friedrichsen i Ny Vestergade, og spurgte ham om Ejendommen ikke skulde afstives eller undermures. Dette mente Bygningsinspektøren ikke var nødvendigt, men lovede næste Dag at komme derud for at tage Forholdene i Øjesyn. Han kom imidlertid ikke, men sendte i sit Sted et ungt Menneske, til hvis Indsigt Haandværkerne ikke havde mere Tillid end at Mureren næste Dag gik indtil Hr Friedrichsen for at saa klar Besked. Siddende paa sit Kontor traf Bygningsinspektøren da nogle Foranstaltninger, hvis Betydningsløshed nu tilfulde er godtgjort. Bygningen blev hverken afstivet eller undermuret.

Enten det nu er af Magelighed, Mangel paa Tid, eller hvad der er Grunden, mærkeligt er det, at en Embedsmand med et saa stort og vidtrækkende Ansvar mener at kunne tilse sine Bygninger forsvarligt hjemme paa sit Kontor. Nu har han Følgerne. Ret betydelige Værdier er ødelagte. Hvem skal erstatte dem? Og hvis der nu var bleven knust en Del Mennesker - hvad saa?

"Som Herren er, saa følger ham Svende!" siger Ordsproget. Og Herren er i dette Tilfælde Københavns Magistrat. Det er et Udslag af den Sløjhed, som gennemsyrer hele vor kommunale Styrelse lige fra Spidserne og ned til den mindste Borgerrepræsentant. Hvad er der saa at undres efter naar Embedsmændene følger efter.

(Social-Demokraten 9. juli 1889).

7. november 1889 sås ejendommene på matrikel 41, Vesterbrogade 147 solgt af fhv. kreaturhandler Jens Carl Jensen for 43.000 kr. til vognmændene Christen Nielsen Hansen og Mads Larsen Hansen.

Gæstgiveriet Rahbek, Vesterbrogade 147, ca. 1905. Tv. over porten skilt for Brødrene Hansens Vognmandsforretning. I midten selve gæstgiveriet, og th. den tilhørende Café og Ølhalle ved Lars Petersen. Th. prisskilt under overskriften Café for Damer & Herrer Musik hver Aften. Ukendt fotograf. Kbhbilleder.

Københavnske Originaler: Musikdirektøren. (Efterskrift til Politivennen).

Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.

I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.

Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.

Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.

Man ville have ham til at traktere klaveret.

"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt

Nej.

"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.

Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.

"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.

En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.

"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.

"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.

Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".

Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.

"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.

"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.

Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.

"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.

"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.

"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.

Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.

"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.

"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.

Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.

(København, 4. juli 1889).