Erindring om Danmark og De Vestindiske Øer: Søndermarksvej 16. (Efterskrift til Politivennen).

I det mondæne Carlsbergkvarter i Valby ligger diskret mellem de mange store villaer, en mondæn villa med anselig have på Søndermarksvej 16. Det er opført 1892-1893, og var opført af William Brøndsted (1836-1916), købmand og ejer af et af de vestindiske handelscentre. Han var dansk konsul, gift med Anna Mathilde Borch (1844-1920) som var flyttet til St. Croix. Grunden til at de ikke forblev på øerne var, at ægteskabet var ulykkeligt. Måske fordi Anna Mathilde altid længtes tilbage til det sted hvor hun ikke var (St. Croix eller København). 

Indkørslen til den statelige pragtvilla på Søndermarksvej 16 i Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De nåede at få en datter på St. Croix. Men til sidst opgav William sin forretning og flyttede til København. Sanct Thomæ Tidende, 4. juli 1894 meddelte at købmand William Brøndsted likviderede købmandsforretningen "W. Bröndsted & Co.", samtidig med at købmand Theodor Bröndsted anmodede om at han under navnet "Bröndsted & Co." fortsatte forretningen. Brøndsted & Co. ejede store kulpladser i havnen i St. Thomas, og tjente formentlig store summer ved at levere til amerikanske krigsskibe 1898 i krigen mod Spanien. 

Hans firma begik underslæb, og selv om han egentlig var ude af det, betalte han 500.000 kr. (2/5 af sin formue) - i nutidens mønt to-cifret millionbeløb. Det fortæller lidt om omfanget af formuen han havde skabt sig på de vestindiske øer, at han ikke manglede penge til at opføre den monumentale ejendom på Søndermarksvej. Men lykken var ikke gjort med det: Konen lagde sig i sengen 1903 og der blev hun liggende til hun indebrændte i 1920.

Om hans virksomhed på de Vestindiske Øer ved vi ikke så forfærdelig meget fra aviserne, ud over at han tjente styrtende med penge. Han må have oplevet opstanden i 1848, "The Fireburn" i 1878 og lige nået strejken i 1916. Som konsul modtog han bl.a besøg fra skibe og holdt sig til hos danskerne i Buenos Aires, Argentina, bl.a. talte han for dem  i anledning af majestæternes guldbryllup i juli 1892. 

I august 1898 forsøgte indbrudtyve at trænge ind i huset på Søndermarksvej. Men de blev opdaget af tjenestepigen.  I 1900 beskæftigede han sig i en artikel i "Børsen" med de Dansk Vestindiske Øer. Og han blev også rådspurgt som "ekspert" idet han i 1902 forhandlede som "en anset købmand i Vestindien" med "Den Vestindiske Kommission". 

Søndermarksvej 16, Valby (Carlsbergkvarteret). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fhv. Konsul William Brøndsted.

Forhenværende Konsul og Købmand paa St. Thomas William Brøndsted er afgaaet ved Døden i sit Hjem i Valby efter lang Tids Sygdom i en Alder af ca. 80 Aar.

Den gamle vestindiske Købmand var Søn af Pastor A. C. Brøndsted i Asminderød og kom allerede i 16 Aars Alderen til Vestindien, hvor han blev ansat i det store tyske handelshus Schön, Willing & Co. Ved sin Energi og Dygtighed naaede han hurtigt en betroet Stilling i Firmaet og repræsenterede det i en Aarrække, dels i Nordamerika og dels i Portorico og blev Deltager i Firmaet, da han paany kom tilbage til St. Thomas. Her opnaaede han betydelig Anseelse og Indflydelse og blev udnævnt til Konsul for flere fremmede Regeringer. Efter nogle Aars Forløb overtog han Firmaet for egen Regning under Navnet Brøndsted & Co.

I Slutningen af Firserne vendte han saa tilbage til Danmark, og har i en Aarrække levet som Privatmand i sit Hjem paa Søndermarksvej i Valby. En yngre, for nogle Aar siden afdød, Broder var ogsaa Konsul og købmand i Vestindien, og en anden yngre Broder er praktiserede Læge Christian Brøndsted i Bredgade. Konsul Brøndsted efterlader sig en enke, Anna Brøndsted, født Borch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1916, 2. udgave.)

Indtil 1970'erne var det privatbolig, men fik så dispensation til erhverv, og Bent Fabricius-Bjerre drev firmaet Metronome fra villaen i over 20 år. Herefter rykkede Dansk Jernbaneforbund ind i den.

Konflikt paa Burmeister & Wains Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Formerne og Arbejdsmændene i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik overrakte i Gaar ved en Deputation paa 5 Mand følgende Skrivelse til Direktør Halley:

Til Direktøren for Burmeister & Wains Maskinfabrik og Skibsbyggeri!

Undertegnede Formere og Arbejdsmænd i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik paa Kristianshavn tillader os herved høfligst at henvende os til Hr Direktøren med Anmodning om. at Støbemester J. Hansen maa blive afskediget fra den ham betroede Plads i ovennævnte Støberi.

Som Støtte for dette vort Andragende skal vi tillave os at udtale, at Støbemester J. Hansen i den Tid han har været i Støberiet har vist sig fuldstændig ude af Stand til at lede Arbejdet paa en saavel for Fabriken som for Arbejderne tilfredsstillende Maade. Han begyndte straks ved Tiltrædelsen af sin Plads at tiltale Arbejderne i en uhøflig og uforskammet Tone En Dag gik han hen til en af de ældre Formere, Svend Jacobsen, der bevislig aldrig drikker Brændevin, og sagde til ham: "De maa ikke drikke Brændevin!" Herpaa svarede Jacobsen, at det gjorde han heller ikke, men Støbemesteren blev ved med sin Befaling: "De maa ikke drikke Brændevin," og føjede til, "hvis De en eneste Gang drikker Brændevin, saa bliver De afskediget straks." En lignende Befaling er givet flere andre Arbejdere med Bemærkning, at den gjaldt for alle.

Paa et senere Tidspunkt satte Støbemesteren Jacobsen til et Stykke Arbejde, og befalede ham at forme det paa en bestemt Maade. Jacobsen rettede sig efter den givne Ordre, men lidt efter kom Støbemesteren igen og befalede ham, at udføre det paa en helt anden Maade. Ogsaa dette fandt Jacobsen sig i, men da han i Anledning af de modstridende Ordrer bemærkede, at han godt forstod sig paa Formerarbejde og vidste hvorledes det bedst kunde udføres, blev Støbemesteren saa fornærmet, at han afskedigede ham under Paaskud af, at han ikke var i Besiddelse af fuld Arbejdsdygtighed, skønt Jacobsen mellem Formerne anses for en meget dygtig og paalidelig Arbejder.

Endvidere har Støbemesteren forbudt Arbejderne at tale sammen under Udførelsen af deres Arbejde, selv om denne Samtale kun drejer sig om Arbejdets Udførelse. Hr. Direktøren vil forstaa, hvor umuligt det er at overholde et saadant Forbud, naar to Arbejdere ofte kommer til at arbejde sammen ved et Stykke Arbejde i 8 a 14 Dage i Træk. Forbudet medfører imidlertid, at hvis Støbemesteren hører et Ord vekslet mellem Arbejderne, saa kan de forvente Afsked straks.

En anden Former. Chr. Svendsen, der har arbejdet paa Støberiet gentagne Gange, sidste Gang i ca. 10 Aar, blev sat til at støbe Brændplader til Røgfortæring. Tidligere er der bleven støbt 2 saadanne Plader paa en Dag, men Svendsen støbte 4 Plader paa 1½ Dag. Dette mente Støbemester J. Hansen dog var utilstrækkeligt, han vilde have endnu mere Arbejde af Svendsen, og da denne erklærede det for umuligt at lave mere pr. Dag end han havde gjort, blev han straks afskediget af Støbemesteren. Om Svendsen gælder det samme som om Jacobsen, at han var en ualmindelig dygtig Arbejder. Vi tror imidlertid, at den virkelige Grund, hvorfor Svendsen blev afskediget, var gammelt Nag fra Støbemester Hansens Side. Han har nemlig tidligere arbejdet sammen med Svendsen, og denne har ofte maattet udføre Arbejde, som daværende Former J. Hansen ikke kunde lave ordenligt. Dette har bl. a. været Tilfældet hos Löwener & Komp.

Hr. Støbemester Hansen søger paa enhver Maade at fortrædige Arbeiderne i Støberiet. Bl. a. har han sat som Regel, at Arbejderne bestandig skal være i Aktivitet. Hertil er ikke noget at indvende, men den Maade, hvorpaa Arbejdet er ordnet, medfører ofte Standsninger. Saaledes har Støbemesteren ansat bestemte Arbejdsfolk ved bestemte Kraner, men da de ogsaa skal udføre andet Arbejde, hænder det ofte, at Formerne maa staa længe og vente ved Kranen, indtil den derved ansatte Arbejdsmand kan komme til Stede. Ser Støbemesteren dette, kan Formeren være sikker paa en Portion Grovheder for sin tvungne Uvirksomhed.

Ligeledes har Støbemesteren fundet paa, at Formerne og Arbejdsmændene ved Støbningen af større Stykker skal bære Jærnet i Haandskeer og hen til Kranskeen. Foruden at dette Arbejde baade er unyttigt og besværligt, er det tillige skadeligt for Støbningen, idet Jærnet ved at hældes om bliver for meget afsvalet. Det vilde være langt lettere og mere formaalstjenligt at tappe direkte i Kranskeen, hvad vel ogsaa har været Meningen med Anskaffelsen af Kraner, og naar dette ikke finder Sted, maa Grunden formentlig være Støbemesterens Lyst til at chikanere Arbejderne. Eksempelvis skal vi oplyse, at en Mand ved én Støbning har maattet bære 32 Skeer, hver af en Vægt paa ca. 380 Pd., et aldeles umenneskeligt og som sagt unyttigt Arbejde.

Ligeledes har Støbemesteren indført den Ordning, at Formerne skal støbe Lærlingenes Arbejde. Dette gør Arbejdet besværligt for Formerne, samtidig med, at det skader Lærlingenes Uddannelse, da de ikke faar nogen Øvelse i Støbning.

Ved Siden af det her anførte skal vi fremhæve, at Støbemesteren i den korte Tid, han har været paa Støberiet, har afskediget 4 Formere, 2 Kærnemagere og 7 Arbejdsmænd, der næsten alle har været paa Fabriken i længere Tid og udført deres Arbejde til almindelig Tilfredshed.

Disse Masseafskedigelser i Forbindelse med Støbemester Hansens inhumane Optræden er kun egnet til at forstyrre det gode Forhold, der hidtil har hersket i Støberiet, og skabe Forbitrelse mellem Arbejderne, der forleden Dag, ganske vist paa Foranledning af Støbemesteren selv, førte til et Optrin i Støberiet, vi alle beklager. Erindrer man endvidere, at Støbemester Hansen paa den Plads, han tidligere har beklædt i Helsingør, ved sin Optræden overfor Arbejderne dér har fremkaldt gentagne Strejker, haaber vi, al Hr Direktøren vil finde vor Fordring om hans Afskedigelse fuldt begrundet.

Men ogsaa set fra Fabrikens Standpunkt synes der at være liden Føje til at beholde en Mand, der i saa kort Tid har forstaaet at gøre sig almindelig forhadt blandt Arbejderne. Støbemester J. Hansen har nemlig paa flere Punkter godtgjort ogsaa sin saglige Uduelighed som Leder af Arbejdet i Støberiet.

Som Eksempel kan anføres Støbningen af Rør, der efter at være støbt paa J. Hansens Methode er fuldstændig utætte og ubrugelige, mange andre Stykker er bleven ødelagt og sammenlappet, noget de forskællige Mestre paa Fabriken vil kunne bevidne. Hr. Hansens nye Arbejdsmetode er ikke en Gang egnet til at forcere Arbejdet, tværtimod det gaar betydelig langsommere nu end tidligere.

Støbemesteren har ogsaa lavet en ny Ovn, hvorfra Jærnet næsten altid er mat, saaledes at Støbegodset bliver daarligt, ofte giver han for lidt Jærn til Støbningen, saa der paa en Dag gaar mere Gods i Vrag, end der tidligere gik paa et Fjerdingaar 

Et Eksempel herpaa er Støbningen af Skruen til Damperen "Falster". Den Mand, der støbte Skruen, har været med den Art Arbejde i ca. 20 Nar. Han gjorde ved Støbningen opmærksom at der var for lidt Jærn. Dette vilde Støbemesteren ikke høre noget om, og Følgen blev, at Skruen kom til at mangle et Stykke paa hver Vinge. Saa forsøgte Støbemesteren at svejtse de manglende Stykker paa Skruens Vinger, et Arbejde, der er mindst lige saa kostbart som at støbe en hel ny Skrue. Svejtsningen blev foretaget, men desuagtet saa Overværkføreren sig nødsaget til at kassere hele Skruen, der saaledes maatte støbes om.

Da den omhandlede Arbejder udtrykkelig for Støbningen gjorde opmærksom paa, at der var for lidt Jærn, og aldrig har været uheldig med Støbningen af Skruer, maa det udelukkende tilskrives Støbemesterens Mangel paa Fagkundskab i Forbindelse med hans Egensindighed, at dette Arbejde blev ødelagt.

Det er afgjort, at det skader Fabrikens Renomme, hvis dens Kunder blev bekendt med det Lapperi, der leveres fra Støberiet nu, i Modsætning til, hvad der tidligere er præsteret.

Idet vi gentager vor Anmodning om Støbemester J. Hansens Afskedigelse, skal vi paa samtlige Formeres og Arbejdsmænds Vegne udtale, at hvis Fabriken mod Forventning ikke vil afskedige Hansen, ser vi os nødsaget til at tage andre Forholdsregler.

Paa samtlige Formeres og Arbejderes Vegne

Ærbødigst

(Underskrifterne).

* * *

Naar Arbejderne i deres Andragende har klaget over Forbudet mod at drikke Spiritus, saa er det fordi der her foreligger et Overgreb fra Støbemesterens Side. Det er nemlig fastsat i Fabriksreglementet, at hver Mand maa indføre i Fabriken saa meget Spiritus, som de anholdte, selv forbruger i en Dag. Denne Tilladelse sætter Støbemesteren nu ud af Kraft, ikke fordi der foreligger en Nødvendighed, men fordi han derved kan faa Lejlighed til at chikanere Arbejderne.

Han er imidlertid gaaet endnu langt videre i Retning af Arbejdernes Underkuelse. Blandt andet har han forsøgt at nedsætte L snuen fra 33 til 30 Øre pr. Time, endnu er det ikke lykkedes ham at gennemføre denne Plan, men man kan være temmelig sikker paa, at hvis han faar Lov til at fortsætte som han har begyndt, saa vil det ikke vare lange, inden han fik Arbejdernes Løn bragt ned til det laveste Minimum, men ganske vist det vilde give ham selv en høj Stjærne ved Selskabet.

Ligeledes har han forlænget Arbejdstiden ved om Lørdagen at holde Formerne til Kl. 5 a 6, medens det er Fyraften for alle Fabrikens øvrige Arbejdere Kl. 4, og endelig har han gjort Skridt til Indførelsen af et Tegnsystem for Støberiet, hvorved Formerne og de herværende Arbejdsmand blev stillet under et Slavesystem, ingen af de øvrige Værkstedsmestre endnu har tænkt paa at gennemføre overfor deres Arbejdere. Alt dette i Forbindelse med Mandens hele brutale Optræden, hans mer eller mindre fortvivlede Projekter og hans Fortid, kan nok berettige til den Harme, der har grebet alle Arbejderne paa Fabriken

Deputationen blev modtaget Kl. 2 af Direktøren, der imidlertid efter en længere Forhandling gav det Svar, at han hverken kunde eller vilde afskedige Støbemester Hansen. Deputationen gjorde Direktøren opmærksom paa, at saavel Formerne som Arbejdsmandene holdt Generalforsamling om Aftenen, og han bad dem da bringe sig Svar saa hurtigt som muligt.

I Aftes afholdtes en meget stærkt besøgt Fælles-Generalforsamling af Formere og Støberiarbejdsmand, og efter at Forsamlingen var gjort bekendt med Direktørens Svar, vedtoges det ved Afstemning mellem Arbejderne paa Burmeisters Støberi med alle Stemmer mod 2 at standse Arbejdet, for saa vidt Direktøren fastholdt sin Beslutning at beholde Støbemester Hansen. Ved en senere Afstemning af hele Generalforsamlingen sluttede denne sig med alle Stemmer imod én til den af Fabrikens Arbejdere tagne Beslutning.

Dette Resultat vil i Dag blive overbragt Direktøren, og det vil da afhænge af hans Svar, om der skal være Strejke paa Burmeister & Wains Støberi eller ej. Udbryder Strejken, vil den komme til at omfatte ca. 100 Mand.

(Social-Demokraten 1. december 1891).

Skotten David Halley var først overingeniør fra 1882 og fra 1887 direktør ved Burmeister & Wain. Han døde i 1895.

Fotograf Johannes Hauerslev (1860 - 1921): Burmeister & Wain, Overgaden Neden Vandet 1913 (Gl. Kjbh). Kbhbilleder. Public Domain.

I 1890 var Formernes organisation bekendt med støbemester Jens Hansen på Helsingør Skibsværft hvor man krævede ham afskediget for hans brutale optræden. Det blev dog ved den lejlighed ikke strejket.

Direktør Halley mente at uviljen mod støberimester J. Hansen skyldtes hans nye arbejdsmetoder. Det nægtede arbejderne imidlertid, og dermed var konflikten en realitet. Samtlige aviser (inklusive Politiken), undtagen Social-Demokraten tog parti for støberimesteren. Støbemester J. Hansen lovede Burmeister & Wain at skaffe nye formere. Det lykkedes imidlertid ikke. Ligeledes lykkedes det heller ikke at få andre støberier som beskæftigede de strejkende til at oplyse om hvem det var. Samtidig truede arbejderne andre støberier til at arbejde for B&W.

I april 1892 blev samtlige formere på Orlogsværftet afskediget - for at hjælpe Burmeister & Wain ved at presse fagforeningen til at understøtte endnu flere. I oktober var der kun 3-4 mand tilbage af de strejkende på Burmeister & Wain - og da disse blev ansat på andre støberier, ebbede strejken ud. I mellemtiden var det lykkedes Jens Hansen at få ansat så mange at han kunne få støberiet i gang igen. Om end blokaden blev opretholdt. Disse forsøgte i 1896 at forklare sig og ville indmeldes i fagforeningen, men det blev afvist.

I 1898 blev Jens Hansen afskediget fra Burmeister & Wain og han etablerede et metalstøberi på Amager. Han ansøgte herefter fagforeningen om at få ansat organiserede arbejdere til 40 øre i timen, og det vedtoges af fagforeningen at det kunne lade sig gøre.

I juli 1898 dukkede Jens Hansen op på det nyindrettede skibsværft i Strandmøllens gamle bygninger ved Skodsborg, og da arbejderne nægtede at arbejde under ham, blev de fyret. I 1903 blev Jens Hansen ansat hos Smith, Mygind & Hÿttemeier.

Se "Formernes Organisation i København gennem 50 Aar 1873-1923" 

Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinde: tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst flap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en livligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstis og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrisk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.

Uden Forsørger. (Efterskrift til Politivennen).

En af "Social-Demokraten"s Medarbejdere aflagde efter Anmodning af en Bager et Besøg hos en fattig Kone paa Vinstrupsvej i København.

I Arbejdergadens sidste Halvdel boede hun paa en Kvist i et af disse Side- eller Baghuse, hvor Nøden skjuler sig for en billig Husleje.

Det var en stakkels Kvinde, maaske endnu ung, men med et af Fattigdom og Sorger anstrængt Ydre, faamælt, undselig. Hun formaaede knapt at skildre sin Stilling ret, og der var i Hjemmet ikke den Fattigdom i Pjalter og Smuds, som ængster og skriger om et Liv i Haabløshed.

Hun holdt sit fattige Hjem propert og dækkede over de Rifter, som Fattigdom slog i Sind og Paaklædning. En lille sød 4 Aars Pige og en Dreng paa 2 Aar, rentvaskede, fattig klædte, men uden et Hul paa Trøje eller Strømper, klyngede sig til hende. Hun haabede endnu, hun, den en Gang frejdige unge Kvinde, som kom fra en fjærn Øgruppe, hvor man kun kender lidt til Civilisationens forgyldte Elendighed.

Her var hun bleven gift, men Manden var en flygtig Natur, han forsømte sit Hjem, kom i slet Selskab og havnede endelig paa Vridsløse. Mens han sad der, skrev han - sikkert af oprigtig Hjærte - de mest rørende Breve til sin Familje, og han haabede, at den Gud, han havde lært at kende i Ensomheden, nok skulde vende alt til det bedste. Da han saa kom ud i Februar d. A., levede han en kort Tid efter sit Løfte, men saa blev han Opvarter paa et Hotel i en Fiskerby ved Øresund, og der var for megen Fristelse for den svage Karakter: han blev Kærest med en af Pigerne og flyttede med hende til København, hvor de boede sammen, og hvor han glemte den stakkels Hustru med de to hjælpeløse Børn og et tredje i Vente.

Fattigvæsenet har saa taget sig af hende, og Forholdet til Manden skal nu løses. Hun faar 3 Kr. ugentlig af Fattigvæsenet, og for disse Penge skal hun leve med sine smaa. Men naar hun nu skulde føde og blot have den ene tarvelige Seng uden Dyner, kun med Halmmadratser til at lægge sig selv, de 2 smaa og den nyfødte i! Bare hun endda havde det nødvendigste Sengetøj!

(Randers Arbejderblad 22. november 1891).

I 1898 blev vejens navn ændret til Henrik Ibsensvej.

Dommen i Barnemordssagen. (Efterskrift til Politivennen)

Opdagelsen.

Onsdag d. 24 September 1890 rygtedes det, at Politiet i en Ejendom i Elbagade Nr 9 havde opdaget rædselsfulde Forbrydelser, idet man i Skarnbøtterne havde fundet et halv forraadnet Barnelig.

En Betjent fra St Kongensgades Station var sendt ud i Elbagade, idet en ung Pige havde anmeldt, at Plejemoderen Marie Rasmussen, som havde hendes Barn i Pleje, foregav, at Barnet var sendt paa Landet, hvilket Pigen betvivlede og hvorfor hun fordrede Politiets Assistance.

Betjenten traf Marie Rasmussen. Da hun hørte, at Sagen var anmeldt til Politiet, fik hun, under Paaskud af at Barnet var anbragt hos Jordemoderen Adelaide Madsen i Ravnsborggade, Betjenten til at gaa derhen. Da han her havde faaet at vide, at det ikke var Tilfældet, vendte han tilbage til Elbagade.

Imidlertid var Marie Rasmussen forsvundet, og om Aftenen fandtes hendes Lig hængende i et Træ paa Smedelinien. Undersøgelserne fortsattes. I en af Latrinbeholderne paa Renovationskompagniets Plads fandt man samme Dag endnu et Barnelig, men den uhyggelige Sag syntes nu efter Marie Rasmussens Selvmord aldrig at skulle blive opklaret. Til en Begyndelse anholdt man dog strax Barnemorderskens Søster der boede hos hende. Ogsaa en Barnepige blev anholdt men kort efter atter sat paa fri Fod, da det viste sig, at hun var uvidende om, hvad der var foregaaet hos Barnemordersken, og endelig anholdtes Jordemoder Adelaide Madsen, som først efter to Maaneders Varetægtsarrest blev Iøsladt.

Flere Anholdelser. Sagen voxer

Onsdag Eftermiddag d 1. Oktbr. blev praktiserende Læge H. Friederikson af Opdagelsesbetient Knudsen, der den Gang var tjenestgjørende ved 6. Kriminalkammer afhentet i sit Hjem og bragt i op til  Kamret, hvor han efter et 7 Timers langt Forhør blev erklæret for Arrestant, sigtet for Fosterfordrivelse.

Samme Aften ankom hertil med Aftentoget fra Odense den tjenstgjørende Overbetjent ved 6te Kriminalkammer, Benzon medbringende en Modehandlerinde, om hvem Barnemorderskens Søster havde forklaret, at hun kunde give gode Oplysninger, da hun var blevet forløst i Utide af Læge Friedrikson. Under Forhøret, der blev afholdt med stor Hemmelighedsfuldhed, blev hun arresteret. Arrestantinden tilstod sig Meddelagtighed i Fosterfordrivelse. Hun forklarede, at hun under sit Ophold der i Byen nogen Tid forinden havde indlogeret sig hos Barnemordersken for hurtig at blive forløst da hun skulde tilbage til Odense til sin Forretning. Samtidig anholdtes en Bestyrerinde fra en Manufakturforretning i Nørre Jylland, der havde gjort sig skyldig i Fosterfordrivelse under lignende Omstændigheder.

Sagen syntes nu at skulle antage et ret betydeligt Omfang, idet den yderligere vilde komme til at omfatte en betydelig Mængde Fosterfordrivelsesaffærer.

Det var saaledes oplyst, at en Mængde unge Piger, af hvilke nogle blev anholdt, men atter løsladt, havde overstaaet deres Nedkomst hos den afdøde Barnemorderske Marie Rasmussen, og en Mængde andre højst mærkelige Historier, som var gaaet for sig i Elbagade Nr. 9. kom frem. En højtstaaende Person havde saaledes i Løbet af ganske kort Tid mod en klækkelig Betaling en Gang for alle anbragt fem uægte Børn hos Barnemordersken, og ved Sagens Opkomst var de alle forsvundne. 

Læge Friederikson

I det over Læge Fredriksen optagne Forhør, tilstod han - i Følge Protokollen - at han i et enkelt Tilfælde havde benyttet sig af Tangen til Forløsning paa et Stadium, hvor det muligen ikke havde været nødvendigt. Fosteret havde paa dette Tidspunkt endnu ikke været saa udviklet, at det kunde leve. Senere protesterede Fredrikson mod denne Protokoltilførsel; han gjorde haardnakket gjældende, at han ikke havde forklaret som af Dommeren protokolleret. I den Anledning blev han forflyttet fra Varetægtsarresten paa Nytorv til Kristianshavns Straffeanstalt, og hver Gang han senere kom i Forhør, transporteredes han i "Salatfadet". Samtidig blev de Indrømmelser, som i Følge Arrestreglementet var givet Friedrikson, saasom at hans Kone og Børn af og til fik Lov at besøge ham, inddragne, ligesom Tilladelsen til at faa extra Forplejning ogsaa blev ham nægtet.

Barnemordene.

Under Forhørene om selve Barnemordene fremkom ret overraskende Ting. Vi skal kun nævne det tidligere omtalte Optrin i Retten, da en ung Pige, der var Moder til et Barn, som hun havde taget fra Barnemorderskens Pleje, fik Underretning om, at det Barn, som hun havde faaet udleveret, ikke var hendes eget, der var blevet dræbt. Det levende Barn tilhørte en Vexeller paa Frederiksberg, der ved Barnets Fødsel en Gang for alle havde betalt en meget klækkelig Sum. Ved en Fejltagelse havde Marie Rasmussen dræbt det forkerte Barn, men beholdt nu Vexellerens i Reserve for paakommende Tilfælde.

Mordene udførte Barnemordersken og hendes Medhjælperne, Søsteren, ved at blandt Opium i Børnenes Mad. Opium skaffede hun sig efter en Recept, som Friedrikson havde udstedt, da et af Børnene skrantede og som Barnemordersken paa forskjellige Apotheker her i Byen havde faaet expederet. Fordrivelserne strakte fra over et Tidsrum af et Par Aar, og allerede paa den forrige Bopæl i Vendersgade var et Par af Børnene skaffede ud af Verden.

Dødsattesterne var i et Par enkelte Tilfælde udstedt af Læge Friedrikson; det formodes, at der ikke var foretaget Ligsyn, hvilket dog ikke er blevet konstateret under Sagen.

Forhørerne og Arrestanterne.

Under Sagen maatte Forhørsdommeren Kriminalretsassessor Ussing, skaffe sig Udtalelser fra Sagkyndige, og der blev afæsket Jordemødre og Læger Erklæringer. Ved Retten iagttoges der en ængstelig Hemmelighedsfuldhed for at intet Sagen vedrørende skulde komme til Offenlighedens Kundskab.

Ud paa Sommeren blev Jordemoderen, Madam Madsen, løsladt, efter at være bleven overbevist om at have gjort sig skyldig i Bedrageri, idet hun havde beholdt en Del af de Penge, som hun i Virkeligheden havde modtaget for at skaffe sine forskjellige Klienters Børn anbragt i Pleje.

Barnemorderskens Søster tilstod sig under Forhørerne skyldig i Meddelagtighed i samtlige Barnemord; skjønt det under Sagen oplystes, at noget over en halv Snes Børn var forsvundne, tilstod hun dog kun at vide Besked med sex, som hun havde været behjælpelig med at expedere ud af Verden.

Endelig havde Modehandlerinden fra Odense tilstaaet at have forsøgt at fordrive et Foster, og opgav hertil at have faaet Assistance af Læge Fridrikson, hvilket dog under Sagen har benægtet.

Læge Friedrikson var i Begyndelsen af sin Arrestation i stærkt ophidset Tilstand, der dog snart gik over i dyb Nedslaaethed Da han begyndte at finde sig bedre til Rette i [?] blev hans Optræden fastere, [han?] paastod og paastaar endnu, at [?] kunne forsvare sin Handlemaade som læge ligeoverfor baade [Gud?] og Mennesker, idet han kun har [gjort?] hvad enhver Læge vilde have gjort i hans Sted. 

Barnemordersken Maren Rasmussen har under hele Sagen været noget indesluttet og ikke lagt Spor af Anger eller Sorg for Dagen. Det eneste, der gjorde Indtryk paa hende, var Friedriksons Arrestation, hvem hun syntes at sætte Pris paa i meget høj Grad.

*

Efter Sagens endelige Slutning har der været optaget flere Reasumtionsforhør. Akterne har været tilstillet forskiellige Lægeautoriteter, blandt Andet den kgl Fødselsstiftelse og Sundhedskollegiet.

Dommen

blev afsagt i formiddags Kl. 10:

Arrestantinden Maren Rasmussen blev idømt 16 Aars Tugthus.

Læge H. M. Ed. Friederikson 3 Aars Forbedringshus.

Jordemoder Franciska Amalie Adelaide Madsen 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

Modehandlerinde Cathrine Jørgensen, Odense, 6 Gange 5 Dage Vand og Brød.

I Salær til Aktor og Defensor betaler hver af de Dømte 100 Kr.

Hvorvidt Sagen vil blive appelleret af det Offentlige vides ikke. Rimeligvis vil Læge Friedrikson appellere sin Sag.

(Aftenbladet (København) 7. november 1891).

Jordemoder Madsen var den eneste som appellerede. Hun blev ved Højesteret maj 1892 idømt en strengere straf, nemlig 8 måneders forbedringshus.