Kun en Tjenestepige! (Efterskrift til Politivennen)

Atter har et Dødsfald sat Sindene i Bevægelse i Lyngby, og skønt det denne Gang ikke er nogen Kammerherre, men kun en fattig Tjenestepige der er død, saa er der sikkert for Lyngbys Beboere mindst ligesaa stor Anledning til Samfunds-Betragtninger, som da de mistede deres Folkethingsmand.

Hos en af Lyngbys rigeste og flotteste Storbønder, Gaardejer eller Proprietær L. Jørgensen, tjente der en Pige ved Navn Mary Schrøder Hun havde ikke tjent der saa længe, thi der skiftes forbavsende ofte Piger i Hr. Jørgensens Hus. For kort Tid siden blev hun alvorlig syg og ønskede som Følge deraf at ligge i Sengen. Det var der imidlertid ikke Tale om at hun kunde faa Lov til, og Husfruen var ikke øm i sine Udtryk om Pigen Sygdom.

En Nat var hun meget daarlig, lønnede og klagede sig uafbrudt og havde stærk Feber. Om Morgenen kunde hun ikke staa op, og den anden Pige, om hun delte Kammer med, gik til Fruen, fortalte som det var og bad om hun maatte blive liggende. Men Fruen vilde ikke høre Tale om nogen Sygdom, sagde at hun fejlede ingen Ting og sendte den anden Pigen tilbage med den Besked, at den Syge øjeblikkelig skulde staa op og gaa til sin Gerning. Pigen forrettede sit Ærinde, men havde saa megen Medfølelse, at hun tilraadede den Syge at blive liggende og tilbød at gøre hendes Arbejde. Derpaa gik hun i Stalden, og da hun om tilbage havde Fruen selv været inde i Pigeværelset og faaet den Syge op.

Kort efter erklærede denne imidlertid, at hun ikke kunde udholde hverken at arbejde eller at være oppe, og at hun derfor ingen anden Redning saa end i al Hemmelighed at flygte ind til København og mælde sig til Optagelse paa et Hospital.

Der gik et Tog inden ret længe, og Pigen blev saa hjulpen i Tøjet og kom ogsaa op paa Banegaarden. Men pludselig savnede Fru Jørgensen hende, anede Uraad og fik sin Mand til at hente hende tilbage fra Banegaarden. Da Hr Jørgensen kom derop, havde Pigen løst Billet og stod lige i Begreb med at tage afsted. Dette fik hun dog ikke Lov til, men hun forlangte saa at komme ind til Læge Brodersen, hvis Bolig de gik forbi. Heri maatte Jørgensen føje hende, og næppe havde Lægen set hende, før han gav Ordre til, at hun øjeblikkelig skulde hjem i Seng og plejes omhyggelig, hun var meget stærkt angreben af Lungebetændelse.

En af Husjomfruerne har sagt os, at i de første Dage var hendes Pleje just ikke den fineste, men saa blev der paa Grund af Læge Brodersens Sygdom hentet en anden Læge, og han drog Omsorg for, at den Syge i al Fald blev ordenlig passet af det øvrige Tyende og fik det han foreskrev.

I Lørdags Aftes døde hun!

Hr. Jørgensen bor i en Gaard, hvis Størrelse og Elegance vidner om hans Rigdom. Vi tvivler ikke om, at havde det været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Men en ny Hest og en ny Ko koster ogsaa Penge, medens en ny Pige kun er et Menneske, der ikke koster en Øre at faa fat i. Derfor gives der i Verden mangfoldige Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket.

Af de Bidrag, vi fik til Fru Jørgensens Karakteristik som Madmoder, skal vi kun anføre, at hun alene af Husjomfruer har haft 3 siden 1. November, altsaa i ca. 1 Maaned. Hendes Pigers Tal er mangfoldig. Forleden Dag rejste der to paa en Gang, Husjomfruen og en Pige.

Om Hr. Jørgensen som Arbejdskøber skal vi bemærke, at han øjeblikkelig gav en Mand Afsked fra sit Arbejde alene af den Grund, at Manden havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Møde i Virum. Hr. Jørgensen er en af Højres sikreste Støtter, som han er Sognets største Gaardbesidder. Ved sidste Valg blev han sat ind i Sogneraadet.

Mon der er nogen af Arbejderne eller de øvrige besiddelsesløse Vælgere derude, som tager fejl af de "Forbedringer" i deres slette Kaar, som de kan vente sig fra den Kant, hvor disse Storbønder holder til?

(Social-Demokraten 10. december 1891).

Episoden fandt sted i Lyngbys Bondeby. Her fra Gammel Lundtoftevej, tæt på den daværende Lyngbygård. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Der er formentlig tale om proprietær Lars Jørgensen (Lyngbygård) som 1886-1934 ejede Lundtoftevej 21 og 34, Peter Lundsvej 6. Lyngbygård var en af de gamle gårde i Bondebyen i Lyngby. Den lå på hjørnet af Høstvej og Toftebæksvej tæt ved der hvor beredskabet senere kom til at ligge.

Kun en Tjenestepige.

I Anledning af vor Artikel med denne Overskrift har vi to Gange haft Besøg af den ene Part i Sagen, Hr. Proprietær L. Jørgensen, Lyngby. Den anden Part, den fattige Tjenestepige, døde - som fortalt - forrige Lørdag.

Det turde være ret lærerigt for Lyngby Sogns Smaakaarsfolk at blive bekendt med de Samtaler, vi har haft med Hr. Jørgensen, og de yderligere Undersøgelser, de har draget efter sig.

Det første, Hr. Jørgensen fortalte, var, at han og hans Frue behandlede deres Tjenestefolk som deres egne Børn, der var ingen Steder de kunde have det bedre.

Vi spurgte, om hans Frue da ikke først gennem den anden Pige havde befalet den Syge at staa op, uagtet denne havde været meget daarlig hele Natten, og dernæst selv var gaaet ind i Pigekamret, faaet Pigen op og givet hende Ordre til at arbejde som sædvanlig.

Det er nemlig Hovedpunktet i hele Sagen.

Hr. Jørgensen turde ikke benægte det, men vidste slet ikke noget om, hvorledes det var gaaet til, hvad der var passeret mellem hans Frue og Pigen. Det forekom os lidt mærkeligt, at Hr. Jørgensen skulde være taget til København et Par Dage efter, at Artiklen var offenliggjort, uden forud at have talt med sin Hustru om, hvorledes det var gaaet til. Det lykkedes da ogsaa efter en kort Forhandling at saa Hr. Jørgensen til at indrømme, at hans Frue havde været opbragt og maaske nok brugt lidt skarpe Ord, samt at det var kedeligt, hun ikke havde ladet Pigen tilse af en Læge, før hun tvang hende til at staa op af Sengen. "Men", føjede Hr. Jørgensen til, "selv om min Hustru virkelig har forløbet sig, saa er det da tilgiveligt og ikke noget at sætte os i Bladet for." Det kan der vel være delte Meninger om. 

Efterhaanden var vi altsaa kommen bort fra det, at Hr. Jørgensens Tjenestefolk blev behandlet som hans egne Børn, og Proprietæren fandt det da ogsaa fornødent at komme med Undskyldninger, hvorfor dette idylliske Forhold ikke fandt Sted i saa fuld Udstrækning, som vi først havde opfattet det. De havde en Husjomfru - den første af de 3 i November Maaned - som for at slippe derfra havde spillet den Komedie at simulere syg, og saa mente de det samme var Tilfælde med den Pige som døde. Denne Husjomfru havde slet ikke fejlet noget, hvad hun ogsaa skulde have sagt til de andre Folk. men desuagtet havde Hr. Jørgensen ladet hende køre til København 2. Klasse paa Jærnbanen og senere i Droske til hendes Hjem. Han var ikke rigtig villig til at opgive os hendes Adresse, men senere fik vi dog at vide, at hendes Fader var Overbetjent i Politiet.

Vi sagde straks, at vi selvfølgelig ogsaa vilde lade den Del af Sagen undersøge, hvilket øjensynlig berørte Hr. Jørgensen meget ilde. Det kom nu lidt efter lidt frem, at Lægen har sagt, at Husjomfruen havde Feber af tyfoid Karakter og at hun efter "først at have simuleret" senere følte sig virkelig syg, hvilket Hr. Jørgensen valgte at gengive i den Form, at Husjomfruen skulde have sagt til en af Pigerne: "Nu tror jeg, at jeg bliver rigtig syg".

Vi gik Dagen efter til denne Husjomfrus Hjem, talte med hende selv, hendes Moder og Broder. Deres enslydende Forklaring lød saaledes: Tjenesten i Hr. Jørgensens Hus var overordenlig stræng, de maatte ikke alene arbejde Dagen lang, men ofte tage Natten til Hjælp, saa de fik altfor lidt Hvile og Søvn. Deraf blev Husjomfruen syg. Hun var saa daarlig af Underlivsbetændelse, at hun gik krumbøjet ved sit Arbejde, hun kastede al Føde - endog Diætkosten Mælk og Franskbrød op - , og havde dertil meget stærk Feber. Lægen gav Ordre til at hun skulde i Seng straks og benytte varme Omslag samt en Medicin, han skrev op. Da hun ikke kunde taale at spise, sagde Lægen, at hun i den første Tid skuide, saavidt muligt, undgaa at nyde noget. Hun laa i Sengen i Hr. Jørgensens Hus i 2-3 Dage, og blev saa, som sagt, transporteret til København.

Det kalder Hr. Jørgensen at simulere Sygdom! Ja, vi skal ikke føje yderligere Kommentar til den "Komedie", - jo, ét! Hr. Jørgensen sagde til os, da han hørte, vi nærmere vilde undersøge denne Sag: "Ja, nu mener De maaske det ser ud som jeg staar og lyver for Dem, vil bilde dem noget ind."

Paa ingen Maade, det ser ikke saaledes ud!

Vi tog ogsaa til Lyngby for at indhente yderligere Oplysninger, og fik der atter fuld Bekræftelse paa, at hvert Ord i vor Artikel var korrekt. Pigen var, trods hun var meget syg, bleven befalet at staa op og passe sin Gærning, var flygtet til Jærnbanestationen for at komme paa et Hospital i København, bleven hentet tilbage af Hr. Jørgensen og beordret i Seng øjeblikkelig af Lægen, da han fik hende at se. Doktor Lembcke gav Ordre til at hun skulde have Vin. Hr. Jørgensen fremhævede overfor os som noget storartet, at hun havde endog faaet Vin, nu viser det sig, at det ikke var ganske frivilligt. Desuden har Fruen flere Gange i Køkkenet jamret sig over, at nu havde Pigen drukket saa meget Vin og nu saa meget. Baade til Sygeplejersken og til Jomfruen og Pigerne sagde hun gentagende: "Herregud, det er da kun en Tjenestepige!"

Ja, dér er Kærnepunktet, den fuldblods kapitalistiske Opfattelse, at det kun er en Tjenestepige. Det er da hverken et Herskabsindivid eller en kostbar Hest eller Ko.

Det blev os sagt, at en af de Koner, som vaagede over den Syge, ikke havde været omhyggelig for hende, og at Patienten havde beklaget sig stærkt til Lægen, som i den Anledning udspurgte den anden Sygeplejerske.

Hvad der hændte efter Pigens Død giver dog maaske det bedste Billede af, hvor højt Herskabet vurderede hende og hvilken Grad af Agtelse de havde for hendes Lig. Efter Fru Jørgensens Ordre og Anvisning blev Liget klædt i en blaa- og hvidstribet Kjolenederdel og et graat Jersey Liv, alt af Pigens eget Tøj. Vi har aldrig hørt nogen pynte et Lig saaledes ud, som om det skulde til Maskerade, men det forstaar sig, det er jo billigt Ligtøj. Ovenpaa Spaanerne i Kisten blev der lagt ét enkelt gammelt Lagen med Huller paa og saa kort, at Ligets Fødder laa i de bare Spaaner, og en af Vaagekonerne, som forargedes over hele den Maade at klæde et Lig paa, søgte da noget Linned op i Pigens Kommode, rev et Stykke af og lagde det over Spaanerne. En Hovedpude var der ikke Raad til at lægge den Døde under Hovedet.

Da Kisten skulde bringes bort, blev den sat ud i Opvaskerkøkkenet - det Rum, hvor Pigerne vafler Mælkebøtter, Spande og Kar osv. - , og den Dødes tidligere Medtjenere bandt en grøn Ranke af lidt Blade fra Haven, som de lagde paa Kisten, del var hele den Pynt den fik. Præsten, som bor tilleje i Hr. Jørgensens Gaard, kom over og holdt en Tale, der nok ikke var helt fri for Hentydninger, og saa tog Mændene Kisten og bar den ad en Markvej udenom Byen ned til Ligkapellet.

Det Værelse, hvori Pigen laa syg, Pigekammeret, er i en ret dyb og sikkert ikke fugtfri Kælder. Det har ingen Kakkelovn, og Konen, som plejede den Syge, maatte en Dag, hun frøs, lægge i Kakkelovnen i Strygeværelset, der ligger ved Siden af. Der er Jærnstænger for alle Vinduer og om Aftenen bliver alle Døre omhyggeligt aflaasede af Hr. Jørgensen, saa Gud maa vide, hvorledes det vilde gaa Pigerne i Tilfælde af en Ildebrand.

Under vort Ophold i Lyngby var vi ogsaa inde at tale med Præsten, og dennes Karakteristik af Storbøndernes Forhold til deres Tyende og Arbejdere burde staas op paa hver en Port i alle Lyngbys Gaarde. Den og meget andet, der levende belyser det Forhold vi her har bragt paa Omtale, skal vi i Morgen komme ind paa i en følgende Artikel.

(Social-Demokraten 18. december 1891).

Proprietær Jørgensen anlagde i januar 1892 sag mod Social-Demokratens redaktør Wiinblad i anledning af artiklerne, inklusive den med pastor Heskjær (se andetsteds). I april 1893 blev Wiinblad ved Hof- og Stadsretten idømt en bøde på 100 kr. for krænkende indgreb i Jørgensens private livsforhold og ubeføjede og ærekrænkende udtalelser. Da retten mente at artiklerne gjorde det vanskeligt for Jørgensen at få tjenestetyende, fik han også en erstatning på 100 kr.

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden efter Mosaisk Vestre Begravelsesplads var blevet indviet i 1885, kunne man opleve begravelser der foregik fra kapellet der, og dernæst jordfæstelse i Møllegade fordi der var reserveret plads her. Der foregik begravelser i Møllegade helt op til 1967. Her et par bemærkelsesværdige eksempler:

Rabbiner Abraham Alexander Wolff (1801-1891). Fotograft Moritz Unna (1811-1871). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Professor Wolffs

Begravelse.

Klam tåge, nu og da fint stænkende regn foroven og et fedtet, pløret ælte forneden havde

skræmt mange fra den lange tur ud til Vestre Kirkegårds mosaiske kapel.

Til gengæld var det vogntog, der mødte frem, ganske imponerende, henved hundrede selvejer-landauere og lejekøretøjer holdt i to lange rækker ud for den uhyggeligt bare kirkegård.

Inde i det kønne, rummelige og lyse kapel er næsten alle pladser optagne af civile, sørgeklædte, men også enkelte uniformerede havde givet møde. Vi nævner i flæng: Kabinetssekretær, gehejmeetatsråd Rosenstand, repræsentant for kongehuset, cand. Levysohn, kursusbestyrer Goldschmidt, etatsråd Glückstadt, grosserer Heckscher, grosserer Martin Sachs, repræsentanter for forskellige velgørenhedsselskaber og for resten de fleste fremragende navne af den jødiske handelsstand.

Kapellet rundt lyser de tændte gasblus, ellers er alt ganske prunkløst og bart.

I bimaen står den sorte, tarvelige fyrretræskiste, efter ortodoks, jødisk skik og den afdødes specielle ønske uden kranse, kun professorens ordner, kommandørkorset, dannebrogskorset og en hessisk husorden, ligger på en sort fløjlspude oven på låget.

Forsangeren træder - et par minutter over tolv - frem foran kisten og synger dødsbønnens særtlydende hebraiske tekst, og koret svarer.

Og rabbiner Simonsen, der er udset til at være Wolffs efterfølger, står frem, iført den sorte silketalar med tiaraen på hovedet, og taler.

Han priser den afdødes store fortjeneste af den jødiske menighed, den han kastede glans over ved sin fremragende lærdom og mærkværdige begavelse. Han var en evnerig mand med en vidunderlig hukommelse, men det var tillige en hjertets hukommelse, en ædel og fintdannet sjæls anke for det ringe og fattige her på jorden.

Atter synger forsangeren og koret, og den korte, enkle sørgegudstjeneste er til ende.

Menighedsrepræsentanterne bærer kisten ud. Foran går en af ældste med ordnerne på fløjlspuden, efter kisten følger den afdødes familie.

Så sættes kisten på ligvognen, der er helt sort betrukket, og vogntoget kører til den gamle mosaiske kirkegård ved Møllegade, hvor kisten efter en kort bøn sænkes i jorden.

Men før kirkegården forlades, dypper hver ortodoks sine hænder i den store kumme på forhusets væg, der bærer den hebraiske dødsbøn prentet på muren.

Setter.

(København, 7. december 1891).

Wolffs gravsted på den jødiske kirkegård i Møllegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nationalbankdirektør Moritz Levy (1824-1892). Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Moritz Levy (1824-1892) omkom under et ophold på badestedet St. Gervais i Savoyen den 12. juli 1892. En flod sulmede pludselig op og rev hotellet med sig. V. Falbe-Hansen skrev den biografiske artikel "Konferensraad Levy", Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1892. Af nedenstående artikel fremgik at bisættelsen fandt sted i det store kapel på Vestre Kirkegård. Det lyder usandsynligt at der skulle være tale om Nordre Kapel. Der må vel menes kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Konferensråd Levys begravelse blev i virkeligheden en stille, sådan som Levy selv havde ønsket sig den. Publikum havde respekteret ønsket og holdt sig borte, således at det store kapel på Vestre Kirkegård på langt nær var fyldt, der var vel ialt omtrent et hundrede mennesker til stede. Blandt disse nævner vi nationalbankdirektørerne Linnemann og Smidt, etatsråd Georg Petersen, kammerherre Bille, kancelliråd Buchheister, professor Falbe-Hansen, overpostmester Petersen osv.

På kisten lå kranse bl.a. fra alle de københavnske banker, fra Norddeutsche Bank, grosserersocietetets komite, Svitzer osv. Talen holdtes af hr. Simonsen der omtalte den afdødes uventede endelig ved den store naturbegivenhed og mindede om at herved var hans ønske om en pludselig og smertefri død gået i opfyldelse. 

Efter at der var sunget en salme, blev kisten bragt ud af kapellet og ført til den jødiske kirkegård i Møllegade. Her fandt jordpåkastelsen sted hvorefter kisten nedsænkedes i den samme grav der rummer støvet af hans for 22 år siden afdøde hustru.

(Kjøbenhavns Børs-tidende, 23. juli 1892).

Erindring om Danmark og De Vestindiske Øer: Søndermarksvej 16. (Efterskrift til Politivennen).

I det mondæne Carlsbergkvarter i Valby ligger diskret mellem de mange store villaer, en mondæn villa med anselig have på Søndermarksvej 16. Det er opført 1892-1893, og var opført af William Brøndsted (1836-1916), købmand og ejer af et af de vestindiske handelscentre. Han var dansk konsul, gift med Anna Mathilde Borch (1844-1920) som var flyttet til St. Croix. Grunden til at de ikke forblev på øerne var, at ægteskabet var ulykkeligt. Måske fordi Anna Mathilde altid længtes tilbage til det sted hvor hun ikke var (St. Croix eller København). 

Indkørslen til den statelige pragtvilla på Søndermarksvej 16 i Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De nåede at få en datter på St. Croix. Men til sidst opgav William sin forretning og flyttede til København. Sanct Thomæ Tidende, 4. juli 1894 meddelte at købmand William Brøndsted likviderede købmandsforretningen "W. Bröndsted & Co.", samtidig med at købmand Theodor Bröndsted anmodede om at han under navnet "Bröndsted & Co." fortsatte forretningen. Brøndsted & Co. ejede store kulpladser i havnen i St. Thomas, og tjente formentlig store summer ved at levere til amerikanske krigsskibe 1898 i krigen mod Spanien. 

Hans firma begik underslæb, og selv om han egentlig var ude af det, betalte han 500.000 kr. (2/5 af sin formue) - i nutidens mønt to-cifret millionbeløb. Det fortæller lidt om omfanget af formuen han havde skabt sig på de vestindiske øer, at han ikke manglede penge til at opføre den monumentale ejendom på Søndermarksvej. Men lykken var ikke gjort med det: Konen lagde sig i sengen 1903 og der blev hun liggende til hun indebrændte i 1920.

Om hans virksomhed på de Vestindiske Øer ved vi ikke så forfærdelig meget fra aviserne, ud over at han tjente styrtende med penge. Han må have oplevet opstanden i 1848, "The Fireburn" i 1878 og lige nået strejken i 1916. Som konsul modtog han bl.a besøg fra skibe og holdt sig til hos danskerne i Buenos Aires, Argentina, bl.a. talte han for dem  i anledning af majestæternes guldbryllup i juli 1892. 

I august 1898 forsøgte indbrudtyve at trænge ind i huset på Søndermarksvej. Men de blev opdaget af tjenestepigen.  I 1900 beskæftigede han sig i en artikel i "Børsen" med de Dansk Vestindiske Øer. Og han blev også rådspurgt som "ekspert" idet han i 1902 forhandlede som "en anset købmand i Vestindien" med "Den Vestindiske Kommission". 

Søndermarksvej 16, Valby (Carlsbergkvarteret). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fhv. Konsul William Brøndsted.

Forhenværende Konsul og Købmand paa St. Thomas William Brøndsted er afgaaet ved Døden i sit Hjem i Valby efter lang Tids Sygdom i en Alder af ca. 80 Aar.

Den gamle vestindiske Købmand var Søn af Pastor A. C. Brøndsted i Asminderød og kom allerede i 16 Aars Alderen til Vestindien, hvor han blev ansat i det store tyske handelshus Schön, Willing & Co. Ved sin Energi og Dygtighed naaede han hurtigt en betroet Stilling i Firmaet og repræsenterede det i en Aarrække, dels i Nordamerika og dels i Portorico og blev Deltager i Firmaet, da han paany kom tilbage til St. Thomas. Her opnaaede han betydelig Anseelse og Indflydelse og blev udnævnt til Konsul for flere fremmede Regeringer. Efter nogle Aars Forløb overtog han Firmaet for egen Regning under Navnet Brøndsted & Co.

I Slutningen af Firserne vendte han saa tilbage til Danmark, og har i en Aarrække levet som Privatmand i sit Hjem paa Søndermarksvej i Valby. En yngre, for nogle Aar siden afdød, Broder var ogsaa Konsul og købmand i Vestindien, og en anden yngre Broder er praktiserede Læge Christian Brøndsted i Bredgade. Konsul Brøndsted efterlader sig en enke, Anna Brøndsted, født Borch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1916, 2. udgave.)

Indtil 1970'erne var det privatbolig, men fik så dispensation til erhverv, og Bent Fabricius-Bjerre drev firmaet Metronome fra villaen i over 20 år. Herefter rykkede Dansk Jernbaneforbund ind i den.

Konflikt paa Burmeister & Wains Fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Formerne og Arbejdsmændene i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik overrakte i Gaar ved en Deputation paa 5 Mand følgende Skrivelse til Direktør Halley:

Til Direktøren for Burmeister & Wains Maskinfabrik og Skibsbyggeri!

Undertegnede Formere og Arbejdsmænd i Støberiet paa Burmeister & Wains Maskinfabrik paa Kristianshavn tillader os herved høfligst at henvende os til Hr Direktøren med Anmodning om. at Støbemester J. Hansen maa blive afskediget fra den ham betroede Plads i ovennævnte Støberi.

Som Støtte for dette vort Andragende skal vi tillave os at udtale, at Støbemester J. Hansen i den Tid han har været i Støberiet har vist sig fuldstændig ude af Stand til at lede Arbejdet paa en saavel for Fabriken som for Arbejderne tilfredsstillende Maade. Han begyndte straks ved Tiltrædelsen af sin Plads at tiltale Arbejderne i en uhøflig og uforskammet Tone En Dag gik han hen til en af de ældre Formere, Svend Jacobsen, der bevislig aldrig drikker Brændevin, og sagde til ham: "De maa ikke drikke Brændevin!" Herpaa svarede Jacobsen, at det gjorde han heller ikke, men Støbemesteren blev ved med sin Befaling: "De maa ikke drikke Brændevin," og føjede til, "hvis De en eneste Gang drikker Brændevin, saa bliver De afskediget straks." En lignende Befaling er givet flere andre Arbejdere med Bemærkning, at den gjaldt for alle.

Paa et senere Tidspunkt satte Støbemesteren Jacobsen til et Stykke Arbejde, og befalede ham at forme det paa en bestemt Maade. Jacobsen rettede sig efter den givne Ordre, men lidt efter kom Støbemesteren igen og befalede ham, at udføre det paa en helt anden Maade. Ogsaa dette fandt Jacobsen sig i, men da han i Anledning af de modstridende Ordrer bemærkede, at han godt forstod sig paa Formerarbejde og vidste hvorledes det bedst kunde udføres, blev Støbemesteren saa fornærmet, at han afskedigede ham under Paaskud af, at han ikke var i Besiddelse af fuld Arbejdsdygtighed, skønt Jacobsen mellem Formerne anses for en meget dygtig og paalidelig Arbejder.

Endvidere har Støbemesteren forbudt Arbejderne at tale sammen under Udførelsen af deres Arbejde, selv om denne Samtale kun drejer sig om Arbejdets Udførelse. Hr. Direktøren vil forstaa, hvor umuligt det er at overholde et saadant Forbud, naar to Arbejdere ofte kommer til at arbejde sammen ved et Stykke Arbejde i 8 a 14 Dage i Træk. Forbudet medfører imidlertid, at hvis Støbemesteren hører et Ord vekslet mellem Arbejderne, saa kan de forvente Afsked straks.

En anden Former. Chr. Svendsen, der har arbejdet paa Støberiet gentagne Gange, sidste Gang i ca. 10 Aar, blev sat til at støbe Brændplader til Røgfortæring. Tidligere er der bleven støbt 2 saadanne Plader paa en Dag, men Svendsen støbte 4 Plader paa 1½ Dag. Dette mente Støbemester J. Hansen dog var utilstrækkeligt, han vilde have endnu mere Arbejde af Svendsen, og da denne erklærede det for umuligt at lave mere pr. Dag end han havde gjort, blev han straks afskediget af Støbemesteren. Om Svendsen gælder det samme som om Jacobsen, at han var en ualmindelig dygtig Arbejder. Vi tror imidlertid, at den virkelige Grund, hvorfor Svendsen blev afskediget, var gammelt Nag fra Støbemester Hansens Side. Han har nemlig tidligere arbejdet sammen med Svendsen, og denne har ofte maattet udføre Arbejde, som daværende Former J. Hansen ikke kunde lave ordenligt. Dette har bl. a. været Tilfældet hos Löwener & Komp.

Hr. Støbemester Hansen søger paa enhver Maade at fortrædige Arbeiderne i Støberiet. Bl. a. har han sat som Regel, at Arbejderne bestandig skal være i Aktivitet. Hertil er ikke noget at indvende, men den Maade, hvorpaa Arbejdet er ordnet, medfører ofte Standsninger. Saaledes har Støbemesteren ansat bestemte Arbejdsfolk ved bestemte Kraner, men da de ogsaa skal udføre andet Arbejde, hænder det ofte, at Formerne maa staa længe og vente ved Kranen, indtil den derved ansatte Arbejdsmand kan komme til Stede. Ser Støbemesteren dette, kan Formeren være sikker paa en Portion Grovheder for sin tvungne Uvirksomhed.

Ligeledes har Støbemesteren fundet paa, at Formerne og Arbejdsmændene ved Støbningen af større Stykker skal bære Jærnet i Haandskeer og hen til Kranskeen. Foruden at dette Arbejde baade er unyttigt og besværligt, er det tillige skadeligt for Støbningen, idet Jærnet ved at hældes om bliver for meget afsvalet. Det vilde være langt lettere og mere formaalstjenligt at tappe direkte i Kranskeen, hvad vel ogsaa har været Meningen med Anskaffelsen af Kraner, og naar dette ikke finder Sted, maa Grunden formentlig være Støbemesterens Lyst til at chikanere Arbejderne. Eksempelvis skal vi oplyse, at en Mand ved én Støbning har maattet bære 32 Skeer, hver af en Vægt paa ca. 380 Pd., et aldeles umenneskeligt og som sagt unyttigt Arbejde.

Ligeledes har Støbemesteren indført den Ordning, at Formerne skal støbe Lærlingenes Arbejde. Dette gør Arbejdet besværligt for Formerne, samtidig med, at det skader Lærlingenes Uddannelse, da de ikke faar nogen Øvelse i Støbning.

Ved Siden af det her anførte skal vi fremhæve, at Støbemesteren i den korte Tid, han har været paa Støberiet, har afskediget 4 Formere, 2 Kærnemagere og 7 Arbejdsmænd, der næsten alle har været paa Fabriken i længere Tid og udført deres Arbejde til almindelig Tilfredshed.

Disse Masseafskedigelser i Forbindelse med Støbemester Hansens inhumane Optræden er kun egnet til at forstyrre det gode Forhold, der hidtil har hersket i Støberiet, og skabe Forbitrelse mellem Arbejderne, der forleden Dag, ganske vist paa Foranledning af Støbemesteren selv, førte til et Optrin i Støberiet, vi alle beklager. Erindrer man endvidere, at Støbemester Hansen paa den Plads, han tidligere har beklædt i Helsingør, ved sin Optræden overfor Arbejderne dér har fremkaldt gentagne Strejker, haaber vi, al Hr Direktøren vil finde vor Fordring om hans Afskedigelse fuldt begrundet.

Men ogsaa set fra Fabrikens Standpunkt synes der at være liden Føje til at beholde en Mand, der i saa kort Tid har forstaaet at gøre sig almindelig forhadt blandt Arbejderne. Støbemester J. Hansen har nemlig paa flere Punkter godtgjort ogsaa sin saglige Uduelighed som Leder af Arbejdet i Støberiet.

Som Eksempel kan anføres Støbningen af Rør, der efter at være støbt paa J. Hansens Methode er fuldstændig utætte og ubrugelige, mange andre Stykker er bleven ødelagt og sammenlappet, noget de forskællige Mestre paa Fabriken vil kunne bevidne. Hr. Hansens nye Arbejdsmetode er ikke en Gang egnet til at forcere Arbejdet, tværtimod det gaar betydelig langsommere nu end tidligere.

Støbemesteren har ogsaa lavet en ny Ovn, hvorfra Jærnet næsten altid er mat, saaledes at Støbegodset bliver daarligt, ofte giver han for lidt Jærn til Støbningen, saa der paa en Dag gaar mere Gods i Vrag, end der tidligere gik paa et Fjerdingaar 

Et Eksempel herpaa er Støbningen af Skruen til Damperen "Falster". Den Mand, der støbte Skruen, har været med den Art Arbejde i ca. 20 Nar. Han gjorde ved Støbningen opmærksom at der var for lidt Jærn. Dette vilde Støbemesteren ikke høre noget om, og Følgen blev, at Skruen kom til at mangle et Stykke paa hver Vinge. Saa forsøgte Støbemesteren at svejtse de manglende Stykker paa Skruens Vinger, et Arbejde, der er mindst lige saa kostbart som at støbe en hel ny Skrue. Svejtsningen blev foretaget, men desuagtet saa Overværkføreren sig nødsaget til at kassere hele Skruen, der saaledes maatte støbes om.

Da den omhandlede Arbejder udtrykkelig for Støbningen gjorde opmærksom paa, at der var for lidt Jærn, og aldrig har været uheldig med Støbningen af Skruer, maa det udelukkende tilskrives Støbemesterens Mangel paa Fagkundskab i Forbindelse med hans Egensindighed, at dette Arbejde blev ødelagt.

Det er afgjort, at det skader Fabrikens Renomme, hvis dens Kunder blev bekendt med det Lapperi, der leveres fra Støberiet nu, i Modsætning til, hvad der tidligere er præsteret.

Idet vi gentager vor Anmodning om Støbemester J. Hansens Afskedigelse, skal vi paa samtlige Formeres og Arbejdsmænds Vegne udtale, at hvis Fabriken mod Forventning ikke vil afskedige Hansen, ser vi os nødsaget til at tage andre Forholdsregler.

Paa samtlige Formeres og Arbejderes Vegne

Ærbødigst

(Underskrifterne).

* * *

Naar Arbejderne i deres Andragende har klaget over Forbudet mod at drikke Spiritus, saa er det fordi der her foreligger et Overgreb fra Støbemesterens Side. Det er nemlig fastsat i Fabriksreglementet, at hver Mand maa indføre i Fabriken saa meget Spiritus, som de anholdte, selv forbruger i en Dag. Denne Tilladelse sætter Støbemesteren nu ud af Kraft, ikke fordi der foreligger en Nødvendighed, men fordi han derved kan faa Lejlighed til at chikanere Arbejderne.

Han er imidlertid gaaet endnu langt videre i Retning af Arbejdernes Underkuelse. Blandt andet har han forsøgt at nedsætte L snuen fra 33 til 30 Øre pr. Time, endnu er det ikke lykkedes ham at gennemføre denne Plan, men man kan være temmelig sikker paa, at hvis han faar Lov til at fortsætte som han har begyndt, saa vil det ikke vare lange, inden han fik Arbejdernes Løn bragt ned til det laveste Minimum, men ganske vist det vilde give ham selv en høj Stjærne ved Selskabet.

Ligeledes har han forlænget Arbejdstiden ved om Lørdagen at holde Formerne til Kl. 5 a 6, medens det er Fyraften for alle Fabrikens øvrige Arbejdere Kl. 4, og endelig har han gjort Skridt til Indførelsen af et Tegnsystem for Støberiet, hvorved Formerne og de herværende Arbejdsmand blev stillet under et Slavesystem, ingen af de øvrige Værkstedsmestre endnu har tænkt paa at gennemføre overfor deres Arbejdere. Alt dette i Forbindelse med Mandens hele brutale Optræden, hans mer eller mindre fortvivlede Projekter og hans Fortid, kan nok berettige til den Harme, der har grebet alle Arbejderne paa Fabriken

Deputationen blev modtaget Kl. 2 af Direktøren, der imidlertid efter en længere Forhandling gav det Svar, at han hverken kunde eller vilde afskedige Støbemester Hansen. Deputationen gjorde Direktøren opmærksom paa, at saavel Formerne som Arbejdsmandene holdt Generalforsamling om Aftenen, og han bad dem da bringe sig Svar saa hurtigt som muligt.

I Aftes afholdtes en meget stærkt besøgt Fælles-Generalforsamling af Formere og Støberiarbejdsmand, og efter at Forsamlingen var gjort bekendt med Direktørens Svar, vedtoges det ved Afstemning mellem Arbejderne paa Burmeisters Støberi med alle Stemmer mod 2 at standse Arbejdet, for saa vidt Direktøren fastholdt sin Beslutning at beholde Støbemester Hansen. Ved en senere Afstemning af hele Generalforsamlingen sluttede denne sig med alle Stemmer imod én til den af Fabrikens Arbejdere tagne Beslutning.

Dette Resultat vil i Dag blive overbragt Direktøren, og det vil da afhænge af hans Svar, om der skal være Strejke paa Burmeister & Wains Støberi eller ej. Udbryder Strejken, vil den komme til at omfatte ca. 100 Mand.

(Social-Demokraten 1. december 1891).

Skotten David Halley var først overingeniør fra 1882 og fra 1887 direktør ved Burmeister & Wain. Han døde i 1895.

Fotograf Johannes Hauerslev (1860 - 1921): Burmeister & Wain, Overgaden Neden Vandet 1913 (Gl. Kjbh). Kbhbilleder. Public Domain.

I 1890 var Formernes organisation bekendt med støbemester Jens Hansen på Helsingør Skibsværft hvor man krævede ham afskediget for hans brutale optræden. Det blev dog ved den lejlighed ikke strejket.

Direktør Halley mente at uviljen mod støberimester J. Hansen skyldtes hans nye arbejdsmetoder. Det nægtede arbejderne imidlertid, og dermed var konflikten en realitet. Samtlige aviser (inklusive Politiken), undtagen Social-Demokraten tog parti for støberimesteren. Støbemester J. Hansen lovede Burmeister & Wain at skaffe nye formere. Det lykkedes imidlertid ikke. Ligeledes lykkedes det heller ikke at få andre støberier som beskæftigede de strejkende til at oplyse om hvem det var. Samtidig truede arbejderne andre støberier til at arbejde for B&W.

I april 1892 blev samtlige formere på Orlogsværftet afskediget - for at hjælpe Burmeister & Wain ved at presse fagforeningen til at understøtte endnu flere. I oktober var der kun 3-4 mand tilbage af de strejkende på Burmeister & Wain - og da disse blev ansat på andre støberier, ebbede strejken ud. I mellemtiden var det lykkedes Jens Hansen at få ansat så mange at han kunne få støberiet i gang igen. Om end blokaden blev opretholdt. Disse forsøgte i 1896 at forklare sig og ville indmeldes i fagforeningen, men det blev afvist.

I 1898 blev Jens Hansen afskediget fra Burmeister & Wain og han etablerede et metalstøberi på Amager. Han ansøgte herefter fagforeningen om at få ansat organiserede arbejdere til 40 øre i timen, og det vedtoges af fagforeningen at det kunne lade sig gøre.

I juli 1898 dukkede Jens Hansen op på det nyindrettede skibsværft i Strandmøllens gamle bygninger ved Skodsborg, og da arbejderne nægtede at arbejde under ham, blev de fyret. I 1903 blev Jens Hansen ansat hos Smith, Mygind & Hÿttemeier.

Se "Formernes Organisation i København gennem 50 Aar 1873-1923" 

Amalie Bay: Jordemoder og Fosterfordriver. (Efterskrift til Politivennen)

Atter Fosterfordrivelse

En gammel Bekendt.

Politiet har i Gaar arresteret en gammel Bekendt: den Jordemoder, som 1877 satte hele København i Bevægelse ved sin udbredte Fosterfordrivelses-Forretning.

Den gjorde en umaadelig Opsigt, og der taltes højt om, at ikke alle de Samfundsstøtter, som havde været med Legen, fik noget af Stegen. Endnu den Dag i Dag bærer en bekendt Forretning i Folkemunde det Navn, som den vandt sig under denne Sag. Ikke mindre end 23 af de tiltalte fik Straf, 16 Kvinder og 7 Mænd. De 13 Kvinder tiltaltes for Fosterfordrivelse, 2 (Jordemoderen og hendes Hjælperske) for Fostermord og 1 for Tyveri. De 6 Mænd tiltaltes for Delagtighed i Fosterfordrivelse og 1 for falsk Forklaring for Retten.

Jordemoder Amalie Bay blev dømt til 16 Aars Tugthus. 13 Kvinder kom i Forbedringshuset fra 8 Maaneder til 3 Aar. 6 Mænd vandrede ligeledes i Forbedringshuset, de 2 i 15 Maaneder og de 4 i 8 Maaneder. 2 Kvinder og 1 Mand slap med Vand og Brød.

Det er denne forhenværende Jordemoder Amalie Bay, som nu er paa Spil igen. Efter at hun var sluppen ud af Tugthuset, blev hun hjulpen til en lille Forretning, en Handel med Traad, Garn osv. i en af Nørrebros Gader Det gik dog ikke glimrende med Forretningen og hun mindedes med Vemod de mange Penge, hun tjente i gamle Dage, da tilslørede Kvinder i "interessante" Omstændigheder og galante Kavallerer i trykkende dito var stadige Gæster hos hende. En skønne Dag kunde hun ikke længere modstaa Fristelsen og slog ind paa sit gamle Erhverv igen.

Der siges, at hendes Virksomhed ikke denne Gang har haft stor Udbredelse, og to stakkels Tjenestepiger er foreløbig de sikreste Ofre, som Politiet har faaet fat i. De hentedes i Onsdags Aftes fra Hotel d'Angleterre, hvor de begge to tjente, og arresteredes samtidig med hende selv Den ene har hun endog hjulpen 2 Gange. Men saa helt sikkert er det nu ikke, at det indskrænker sig hertil. Hun har jo en stor gammel Kundekreds, hvoraf vel adskillige sidst slap med Skrækken og desuden menes der, at hun har benyttet flere Lejligheder paa Nørrebro under sin nye Forretningsvirksomhed. Dette tyder ikke paa, at hun har nøjedes med de to Tjenestepiger som Kunder, selv om den ene har været der to Gange.

* * *

Forøvrigt er der, som vi senere har erfaret, adskilligt, der tyder paa, at Amalie Bays Virksomhed vil drage mange flere end dem, der allerede er anholdt, ind i den nu opdagede Sag. Der siges allerede at være mindst 12 forskellige Kvinder impliceret i den og flere følger nok efter. Hvis det, som ovenfor antydet, er Tilfældet, at Amalie Bay har haft forskellige Bopæle, har der vel ogsaa været en tilsvarende Mængde Kvinder, der har søgt hendes Raad, og Tjenestepiger er det næppe alle. Rygtet fortalte ganske vist i Gaar, at Tallet paa arresterede Piger af den tjenende Klasse var mindst 16, men det er ikke korrekt. Politiet er i ivrig Virksomhed for at komme tilbunds i Sagen.

(Social-Demokraten 20. november 1891).

Sagen fra 1877 er omtalt her på bloggen i indslaget "Forsterfordrivelser". 

Fostermordet.

Om de to første Ofre - Pigerne paa Hotel d Angleterre - som Jordemoder Amalie Bays gentagne praksis bragte under Politiets Varetægt, foreligger der nu nærmere Oplysninger.

Det er en Opvaskerpige og en Pige fra Hotellets Kaffekøkken. Opvaskerpigen var den, som havde kendt den forhenværende Jordemoder længst. For et Aarstid siden var hun frugtsommelig og Svangerskabet var allerede vidt fremskredet, da hun henvendte sig til Amalie Bay om Hjælp. Hun var, menes der, anbefalet denne Fremgangsmaade af en tidligere Kunde hos Jordemoderen. Denne brugte to Kure over for sine Klienter. Paa Svangerskabet i sin Vorden brugte hun fosterfordrivende Midler, men var Fostret derimod allerede stærkt udviklet, klippede hun med et Instrument Forbindelsen over mellem Moder og Barn og fremkaldte derved en Abort.

Saaledes bar hun sig ad overfor Opvaskerpigen paa d'Angleterre, og Pigen gik, efter at have underkastet sig Operationen, hjem paa sit Kammer og fødte i Løbet af Døgnet sin Abort. Det var Tvillinger og de var saa stærkt udviklede, at hun selv kunde se det var to Drengebørn. Hun gæmte dem hos sig en Dagstid og pakkede dem derpaa i en lille Trækasse, som hun bragte ind til Jordemoderen, der havde paataget sig at lade dem helt forsvinde.

Pigen maa formodenlig have syntes, at det slap hun nemt fra, thi det varede ikke ret længe, inden hun kom paa den samme Galej igen. Hun blev paany frugtsommelig. Naturligvis søgte hun atter ud paa Nørrebro til Jordemoderen, og det traf sig saa mærkeligt, at hun havde været ude hos denne for at blive skilt fra Fostret netop den samme Dag, hun og Jordemoderen blev arresteret. Da Politiet kom for at hente hende paa Hotellet, sad hun og ventede paa Aborten, der skulde komme i Løbet af Aftenen eller Natten. Nu foregik den inden Politiets egne Døre.

Hun blev ført hen paa Pilestrædes Politistation, hvor der blev optagen Rapport over hende, og hun fortalte straks uforbeholdent, hvorledes det hele var gaaet til. At hun gjorde dette stammer vist fra Uvidenhed om hendes Strafskyld. Hun troede nemlig, at hun kun var kaldt derop for at vidne imod Jordemoderen, og sagde bl. a., da man lod hende vente, at man maatte skynde sig, thi det var snart paa den Tid, hun skulde hjem paa Hotellet for at vaske op. Det er efter dette sandsynligt, at Jordemoderen har bildt hende ind, at den foretagne Operation (Klipningen af Navlestrængen) ikke var strafbar, men kun lidt "Jordemoderhjælp", saa det blev en Abort i Stedet for en almindelig Fødsel.

Den anden arresterede Pige havde, da hun følte sig frugtsommelig, beklaget sig til Opvaskerpigen, og denne gav hende da Anvisning paa Jordemoderen. Hun fulgte Anvisningen og havde gennemgaaet akkurat den samme Proces, som ovenfor er fortalt. Da Politiet kom for at hente Pigerne, var hun ikke hjemme, men ude at more sig. Hun kom hjem om Natten mellem Kl. 12 og 1 og blev modtaget af en Opdagelsesbetjent, der sad og ventede paa hende før straks at føre hende paa Politistationen.

Om fhv. Jordemoder Amalie Bay forlyder det, som i Gaar meddelt, at hun, foruden sit Forretningslokale til Traadhandel, havde andre Lejligheder, hvor hun syslede med sin mindre aabenlyse Geschäft. Her har hun dels foretaget "Operationerne", dels ladet Patienterne afvente Aborten og ligge efter den, hvis det af "Familiehensyn" ikke kunde foregaa i deres eget Hjem.

Politiet har endnu saa langt fra Rede paa alle hendes seneste Meriter. Hun er en gammel, dreven Rotte, som ved, at for hver Forretning, hun tilstaar, lægger hun et Tillæg til sit kommende Ophold i Tugthuset.

(Social-Demokraten 21. november 1891).

Amalie Bay flyttede til Nørrebrogade 10 (den røde bygning midt i fotoet) i stuen i mellembygningen og drev her i 8 måneder sin virksomhed efter at være flyttet hertil fra Elmegade 12. Tæt på Sortedamsdosseringen og Ravnsborggade (bagest mod højre). Foto Erik Nicolaisen Høy 2025.

Fosterfordrivelsen.

Ny Anholdelse

I Forgaars blev en tredje Pige anholdt fra Hotel d'Angleterre. Hun har dog ikke selv fordrevet noget Foster, men hun har været Medvider i de andres Færd, ja, hun har endog sandsynligvis været den egenlige Anstifter, Mellemledet mellem Jordemoderen og de to andre arresterede Piger - og flere til.

Jordemoder Amalie Bay boede i de sidste 8 Maaneder - fra April Flyttedag - paa Nørrebrogade Nr 10 i Stuen i Mellembygningen, hvor hun havde Rulle. Indtil April boede hun over 1 Aar i Elmegade Nr. 12, Stuen over Gaarden, hvor hun ligeledes tilsyneladende ernærede sig af Rullen. Husbeboerne har i den senere Tid dog været paa det rene med, at hun ikke tjente det, hun havde, ved at rulle for Folk. Hun har saaledes af og til været letsindig nok til at vise sine "Veninder" en Slump Pengesedler uden dog at anføre, hvorledes hun har tjent dem. Husets Beboere antog derfor, at hun havde "Kærester", hvilket bestyrkedes ved, at der ofte kom "fine Herrer" og besøgte hende. Dette Herrebesøg gav Anledning til mange Gisninger, men sagde nogen det til hende, satte hun en uskyldig Mine op.

Da hun i April flyttede fra Elmegade til Nørrebrogade 10, foregik der en øjensynlig Forandring i hendes Forhold. Hun ikke alene lejede en større og dyrere Lejlighed, men hun købte sig nye og flotte Møbler, der vakte hendes Bekendtes Forbavselse.

Dette tyder paa, at hun har haft enten mange Kunder eller at dem, hun havde, betalte godt. Thi for det hun har faaet af de to arresterede Piger fra Hotel d'Angleterre, kan hun ikke have kostet nye Møbler eller lejet større Lejlighed. De har nemlig kun betalt hende 30 Kr. hver for "Operationen"

Hendes Anholdelse i Onsdag gik saa stille af, at ingen anede det mindste. En Opvarter, som boede hos hende, havde bedt hende kalde paa sig næste Morgen, og undredes da han vaagnede om Torsdagen, over at hun var forsvunden. Folk rendte paa Døren efter deres Rulletøj, og først om Fredagen fik man Løsningen paa Gaaden, da man læste i "Social-Demokraten at hun var arresteret. Opvarteren havde dog hast en svag Mistanke, idet han jevnlig havde lagt Mærke til, at der kom uniformerede Politibetjente og stak en Lap Papir gennem Døren til hende. Disse Lapper snappede hun bestandig med febrilsk Hast og smækkede Døren i i en Fart. Forklaringen ligger maaske i, at hun hørte til Protokollen over mistænkelige Personer og saaledes al Tid havde Forbindelse med Politiet.

Sidst hun var i Tugthuset paa Kristianshavn var hun, som sagt, inddømt paa 10 Aar, men blev under Straffetiden eftergivet de 2, saa hun kun skulde sidde de to. Hun slap dog ikke saa let, thi en Dag opdagedes det, at en Mand, som arbejdede stadigt paa Straffeanstalten hver Dag bragte hende forskellige Lækkerier til at bøde paa Tugthusets magre Kost. Til Gengæld viste hun ham al Slags Venlighed. Til Løn derfor mistede han for bestandig sit Arbejde i Retfærdighedens Tempel, og hun fik atter sine 2 Aar tilbage, saa hun maatte døje dem alle ti til den sidste Dag.

(Social-Demokraten 25. november 1891).

Flytningen fra Elmegade til Nørrebrogade hang muligvis sammen med at ejendommen blev nedrevet og en ny opført.

I januar 1892 blev Amalie Bay idømt to års tugthus, mens de to svenske piger Karen Lundquist og Ellen Pettersen blev idømt hhv. 1 års forbedringshus og 20 dages vand og brød.