Vold paa Burmeister & Wain. (Efterskrift til Politivennen)

Voldelig Krænkelse af en Andens Frihed. Under en ved Kriminal- og Politiretten mod Tiltalte H. V. S.. Arrestanten Frederlk Jensen og Arrestanterne R. P. C, J. C. og O. E. M. for voldelig Krænkelse af en Andens Frihed anlagt og den 16. dS. paadømt Sag bleve Tiltalte og Arrestanterne ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste overbeviste om at have giort sig skyldige i det nævnte Forhold under følgende nærmere Omstændigheder :

I Burmeister & Wains Fabriker i Overgaden neden Vandet Nr. 9, i hvis  Støberiværksteder Tiltalte og Arrestanterne vare beskjæftigede, blev der i Slutningen af Oktober f. A. ansat en ny Støbemester - Jens Hansen - hvis Funktion bestod i selvstændig at forestaa Støberi-Værkstederne med fuld Myndighed over de der beskjæftigede Arbeidere, hvem han paa egen Haand kunde antage og afskedige. Det er under Sagen oplyst, at der blandt de Hansen underordnede Arbeidere var nogen Misstemning mod ham, navnlig fordi han, i Overensstemmelse med sine Foresattes Ønske, holdt paa at indføre en bedre Orden i Værkstederne, end der i den nærmest foretaaende Tid havde hersket; fremdeles maa et es er det Oplyste antages, at der mellem Arbeiderne har været talt om, al de vare kjede af Hansen og gierne vilde af med ham, uden at der dog har været truffet nogen Aftale om bestemte Skridt eller om en fælles Optræden for at fjerne ham. Under disse Forhold foregik den 26. November f. A. om Formiddagen, Følgende :

Efter at der havde fundet et Ordskifte Sted mellem Støbemester Hansen og Arrestanten J. C. - som maa antages ved denne Leilighed at have været en Del beruset, om end fuldkommen tilregnelig - under hvilket Hansen havde foreholdt nævnte Arrestant, at denne ikke i sin berusede Tilstand egnede sig til at fortsætte sit Arbejde, gik Arrestanten henimod Støbemesteren, som da opholdt sig i Fabrikernes Jernstøberi-Lokale, greb fat paa ham og raabte, "om han (Arrestanten) var fyrig?" Samtidig hørtes der rundt om i Lokalet Piben og Raab om, at Støbemesteren skulde slaaes ned, smides ud og Lignende, og en Mængde Arbeidere, tildels bevæbnede med Stokke, Bræddeslumper og andre Redskaber, som laa for Haanden stormede nu hen mod ham og tvang ham under Skub og Slag til at trække sig tilbage gjennem en Gang, der forbandt Jernstøberiet med Metalstøberiet. Det lykkedes Hansen, stadig trængt af Arbeiderne, gjennem denne Gang at naae ned i Metalstøberiet, hvis Dør han fik lukket efter sig; men han forsøgte forgjæves at holde denne Dør lukket ved at stemme en Fod og Hænderne imod den, idet hans Forfølgere pressede Døren op og derefter i Flok væltede ind over ham, saa at han faldt over mod en i Lokalet hulstaaende Kasse. Medens han befandt sig i denne Stilling, førtes der forskjellige Slag imod ham, og først da han, ramt af et stærkt Slag i Hovedet, udstødte en klagende Lyd, indtraadte der en pludselig Taushed i Hoben, som nu tillod ham at reise sig, men derpaa atter under Skub og Slag trængte ham videre ud af Metalstøberiet og ned i de ved Siden af beliggende Maskinværksteder, som laae udenfor det Omraade. hvor han havde at befale. Ogsaa efterat Støbemesteren var bleven trængt herud, blev der tildelt ham Skub og Slag indtil Arbeiderne ved Mellemkomst af en Former og en Værkfører lode sig bevæge til at trække sig tilbage.

De Hansen ved den ham tilføiede Vold bibragte Læsioner kunne efter det Oplyste ikke antages at ville medføre skadelige Følger for hans fremtidige Helbred.

I de foran beskrevne Voldshandlinger mod Støbemester Hansen have Tiltalte og Arrestanterne, som alle vare med i den Hob, der trængte ind paa ham og tvang ham ud af Lokalerne, desuden hver især deltaget paa følgende Maade:

Tiltalte, der var bevæbnet med et Stykke Brædt - ca. 1½ Alen langt, en. 3 Tommer bredt og ca. 1 Tomme tykt - har dermed tilføiet Hansen et Slag i Hovedet. 

Arrestanten Jensen, der efter det Oplyste maa antages at have været den Første, som, efterat Arrestanten J. C. ved at gribe fat i Hansen havde givet Anledning til Tumulten, lagde Haand paa Hansen for at trænge ham ud af Jernstøberiet, har derefter gjentagne Gange slaaet Hansen med knyttet Haand i Hovedet og grebet fat i ham for at transportere ham ud af Støberilokalerne.

Arrestanten R. C., der var bevæbnet med en saakaldet "Bærestol- - ca. 5 Kvarter lang og l½ Tomme tyk - har dermed rebet et Slag mod Hansen, uden at det dog lykkedes ham at ramme denne.

Arrestanten J. C., der, som tidligere anført, var den Første, der lagde Haand paa Støbemester Hansen, har ogsaa under de paafølgende Optrin gjentagne Gange grebet fat i denne og rettet Næveslag mod ham. 

Arrestanten M. har. bevæbnet med en Spade, fulgt med blandt de forreste i Hoben men da han, uden at have gjort Brug af sit Vaaben - hvad han ejheller vil have havt til Hensigt, idet han kun vil have væbnet sig med Spaden for at gjøre Hansen bange - saae, at der, medens Hansen laa op ad den tidligere ommeldte Kasse i Metalstøberiet, faldt Slag mod Hansen, blev han bange for, at der skulde sker en Ulykke paa denne, og han lagde da Spaden fra sig og besluttede, saavidt det stod i hans Magt, at forhindre, at der skete Hansen yderligere Overlast. I Henhold til denne Beslutning lagde han sig ogsaa imellem, da der, efterat Hansen var trængt ud i Maskinværkstederne, fremdeles blev rettet Slag mod denne, ved hvilken Leilighed Arrestanten blev ramt af et Hansen tiltænkt Slag.

Ifølge de af Tiltalte og Arrestanterne afgivne Forklaringer tilsigtede de Alle ved den af dem udviste voldelige Adfærd - hvorved de ikke havde til Hensigt at tilføie Støbemester Hansen nogen blivende Skade paa Helbred - at tvinge Støbemesteren til at fortrække fra de Lokaler, hvor han havde Myndighed at befale. Tiltalte, Arrestanten Jensen, R. C. og J. C. tillige at skræmme ham til at opgive sin Stilling som Støbemester. Dette Sidste lykkedes dog ikke.

Arrestanten Jensen er født den 7. November 1853 og senest anseet ved Rettens Dom af 29. Januar 1884 med 8 Maaneders Forbedringshus for Tyveri, Tiltalte og Arrestanterne R. P. C. og I. C. og O. E. M. ere fødte henholdsvis den 18. November 1846, den 26. Januar 1849, den 4. Juni 1849 og den 13. Juli 1859 og ikke tidligere straffede.

Som Følge af det Anførte bleve de ansete efter Straffelovens § 210, for Tiltaltes » Arrestanterne Jensens, J. C. S og R. P. C.S Vedkommende tildels sammenholdt med § 40, med Fængsel paa Vand og Brød; Tiltalte og Arrestanterne Jensen, J. C. og R. P. C. hver især « 6 Gange 5 Dage Arrestanten O. E. M. i 8 Dage. De blev derhos tilpligtede in solidum at udrede Sagens Omkostninger.

(Dagens Nyheder 19. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: . 1909. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra formerstrejken

- - -

Støbemesteren banker en Lærling.

Alt dette gør naturligvis J. Hansen gnaven, og i Gaar gik det ud over en Lærling. Denne, der har været paa Fabriken i ca. 3 Aar og er meget flink til sit Arbejde, havde faaet Ordre til at støbe et Dæksel til en Gliderkasse paa en af J. H. opfunden Maade. Lærlingen fik ikke Tid hertil, men udførte Arbejdet paa sædvanlig Maade, og skønt det i alle Retninger var tilfredsstillende, blev J. H. dog saa fornærmet, at han slog Lærlingen i Ansigtet, saa Blodet sprøjtede ham ud af Næse og Mund. Saa kraftigt var Slaget, at Blødningen først kunde standses efter ca. halvanden Times Forløb.

Lærlingen maatte paa Grund af Blodtabet forlade sit Arbejde. Han henvendte sig til den ene af Fabrikens Læger, som mærkværdig nok fandt, at den Art Næsestyvere var en ret naturlig Ting. Til Lærlingens Fader erklærede Støbemesteren, at han kun havde benyttet sin Ret til Hustugt. En løjerlig Hustugt at slaa en Lærling til Blods, særlig af en Mand, der, fordi han ved egen Anledning faar et Par Skub, lader Arbejderne bringe paa Stationen, hvor de efter flere Maaneders Varetægtsarrest idømmes indtil 30 Dages Vand og Brød. Naar det er Straffen for at skubbe til en voksen Mand, uden at denne tager Skade, hvad er saa Straffen, naar denne prygler en Lærling til Blods?

Forøvrigt belyser denne Handling jo tilfulde Støbemesterens Karakter og forklarer Grunden til, at saa mange hæderlige og dygtige Arbejdere hellere udsætter sig sor store Tab end fortsætter Arbejdet under ham.

-

For Strejkekomiteen:
F. H. Svendsen.

(Social-Demokraten 5. februar 1892. Uddrag).

Arbejderne trues! (Efterskrift til Politivennen)

Brede Klædefabrik.

Al den Usselhed, som karakteriseret Højre foran et Valg, gør sig ogsaa gældende ved det nu forestaaende Suppleringsvalg i Lyngbykredsen.

Paa Brede Klædefabrik har de valgberettigede blandt Arbejderne forleden faaet udleveret blaa Sedlen paa hvilke der er trykt Navn og Numer, som giver hver enkelt af disse Lønarbejdere en kontrolleret Plads i de Valgbaase, hvorfra der kun lyder: Stemmer paa Colding! Arbejderne skal med andre Ord tvinges til at stemme efter Fabrikens Ordre, stemme efter en Snor paa Højres Kandidat, eller - - 

Saaledes ser den Frihed ud, som Højres Ledere under Arbejderne. Klædefabriken køber ikke alene Arbejdernes Arbejdskraft, men deres politiske Overbevisning, og Valget gaar kun i Orden, fordi Arbejderne frygter Arbejdsløsheden.

Men hvis d'Hrr. Højremænd ad denne "ikke længer usædvanlige Vej" mener at kunne tvinge Arbejderne til det Slagtehus, hvor deres postliste Frihed skal ofres, tager de sikkert fejl. Vi opfordrer Arbejderne til at stemme uden de blaa Sedler og efter deres fri Overbevisning, og vi henviser dem til, at denne nye Raahed fra Højres Side vil blive gjort til Genstand for en Retsforfølgelse, da den saa aabenlyst som muligt er en Overtrædelse af Straffelovens § 113. Straffen for at antaste Valgfriheden (forhindre Nogen i at udøve sin Valgret eller tvinge ham til at stemme paa en vis Maade) kan andrage Forbedringshusarbejde eller Fængsel. Den sidstnævnte Straf er ogsaa anvendelig paa den, der gør sig skyldige i forsætlige Forvanskninger eller som køber en Andens Stemme.

Men Arbejderne, som altsaa ikke behøver at lade sig binde hverken af den ene eller den anden Slags blaa Sedler, af aftvungne Løfter eller tilbudt Frikørsel til Valgstedet, bør erindre endnu en Ting.

De bør erindre, at det, man vil have dem til at stemme for, er deres egen økonomiske Slaveri og deres politiske Umyndiggørelse. Forholdene fra Brede bekræfter det. Der har man det mest gennemførte Fabrikslaveri, som vel kan tænkes. Lønnen er gennemsnitlig ikke synderligt mere end 10 Kr. om Ugen. Kvinder og Børn slider ogsaa i Fabriklokalerne, og de sidstnævnte begynder ofte ved det fyldte 6te Aar, hvilket er en Overtrædelse af Fabrikloven, altsaa en ny Hensynsløshed mod Arbejderne. Man har saa oprettet en "Skole" for disse Fabrikbørn, det vil sige, man har bygget en Hytte et Sted i Skoven og lader en af Fabrikens Forvaltere oplære de Smaa en Gang imellem i en dygtig Mængde Bibelhistorie og den Menneskekundskab, som er nødvendig for at kunne blive brugbare Trælle i Kapitalens Trædemølle. Skolen er afspærret for Uvedkommende. De kunde jo ogsaa let fortælle om det, der helst bør være skjult i Hytten i Skoven,

Det er indlysende, at paa en saadan Domæne som Brede Klædefabrik er "Social-Demokraten" forbudt. Det viser ogsaa Højres Agtelse for Friheden. Folk, som i Efteraaret trodsede Forbudet, blev afskedigede.

Lad Arbejderne paa Brede og overalt i Lyngbykredsen erindre sig dette. Lad dem huske, at Højres Frihed er Friheden til at udbytte Arbejderne mens de fait trælle, og byde dem usle Krummer, naar de bliver gamle. Lad dem erindre sig alle Lars Jørgensen'erne rundtomkring og lad dem huske Stolpegaardsforholdene. De vil da ogsaa erindre, at det er Socialdemokratiet, der rydder op i alle disse Tilstande.

Og de vil mere. De vil selv række en Haand til at bryde Slaveriet. Lad Højremændene true med blaa Sedler og tilbyde fri Kørsel paa Tirsdag. Arbejderne vil rive Sedlerne i Stumper og gaa paa deres Ben til Valgstedet, naar de ved, at de derved kan stemme frit: mod det brutale og hykkelske kapitalistiske System.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Eksterieur, ejendom og gårdsplads. Brede klædefabrik. Hovedbygning.. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tjenestefolk og Dyr i Herløv. (Efterskrift til Politivennen)

I Herløv (der ligger i Lyngby-Kredsen) - og i hele det øvrige af Københavns Omegn - staar det ikke bedre til med Storbøndernes Forhold overfor deres Arbejdere og Tjenestefolk end i Lyngby.

En af Herløvs større Gaardejere, Morten Nielsen, byder sine Tjenestekarle og Arbejdsfolk Lokaliteter til Opholds- og Soverum, som vi aldrig har set Mage til. og vi har dog ret triste Erfaringer paa dette Omraade. Karlekamret er aldeles uden Vindue, fuldstændig mørkt som Graven og uden Spor af Lufttilførsel. Det er en kolossal Skandale, at det tjener til Sovested for 4 Mennesker, og at Sundhedskommissionen ikke forbyder dette Menneskeplageri, der absolut er lovstridig.

Indgangsdøren, som fører direkte fra Gaardsrummet ind til Kamret, bestaar af to Halvdøre, som til en Stald. De slutter saa daarligt, at der et Sted er et Spillerum paa ca. 1 Tomme, hvorigennem Kulde, Sne og Slud har frit Kørind til Folkene i Sengen. Kommer man indenfor Døren, forbavses man først over det snævre Hul. Der er ikke 2 Alen fra Væg til Væg, og først den bageste Halvdel af Kamret udvides lidt, saa der lige er Plads til en Seng paa Vreden. Der er intet Gulv, men i hele Kamret er Jorden brolagt med store, puklede Kampesten ligesom udenfor i Gaarden. Det maa være rart for Folkene at staa paa dette "Gulv" med bare Fødder, naar de skal i Seng. Det er selvfølgelig sølet som en københavnsk Gade.

Væggene har en Gang været kalkede, men paa over Halvdelen er al Kalken slidt af, saa de nøgne Mursten stikker frem, og det samme er Tilfældet med de sorte Stolper i Bindingsværket. Paa andre Steder er Væggene saa sorte af Snavs som en Kakkelovn, hvilket er let forklarligt, da Pladsen er saa snæver, at man ikke kan undgaa at gnide sig op ad Væggen.

Der er ikke et Bord, ikke en Stol i Kamret, kun to dobbelte Senge udgør hele Møblementet. En af Karlene havde en Kiste til sit Tøj, de andres hang paa den snavsede Væg eller laa paa Stenbroen. Aldrig har vi set et saadant Svineri. Den ene Seng var kun en Kasse, tømret sammen af gamle uensartede Bræddestumper. Loftet var af Brædder, utæt, snavset og fuldt as Spindelvæv. Da der ingen Stole findes, maa Folkene kravle paaklædte op i Sengene og klæde sig af der, hvis de ikke tør risikere Helbredet ved at staa paa de kolde, snavsede Brosten.

Vi bad om at se Gaardens Svinehus og blev ført hen til en splinterny grundmuret Bygning med Betongulv, lys og luftig. Vinduerne var indfattede i smukke Jærnrammer, og i et og alt boede Svinene mange Gange bedre og sundere og bekvemmere end Menneskene. Karlene bad for en Tid siden Husbonden om de ikke maatte bytte med Hønsene saa de fik Kammer i Hønsehuse; og Hønsene kom i Karlekammeret. Det nægtede Morten Nielsen med den Motivering, at Hønsene ikke kunde trives uden Lys. Der er ogsaa et godt Vindue i Hønsehuset og dette er et langt bedre Værelse end Karlekammeret. Vi lagde ogsaa Mærke til, at Væggene hos Hønsene var langt hvidere og renere, altsaa bedre vedligeholdte end hos Folkene.

Der er som sagt Sengeplads til 4, men om Sommeren tager Morten Nielsen flere Folk og har 3 a 6 Mand paa Gaarden om Natten. De 2 Mand, der ikke er Plads til i Karlekammeret, indkvarterer han saa i Loen og i Stalden! Undertiden faar de Sengetøj ovenpaa en Bunke Halm i en Krog paa Gulvet, men det er hændt, at der kun er udleveret et Par Hestedække der foruden Halmen, og et saadant Natteleje byder saa Storbonden de Arbejdere, som skal forrette haardt Høstarbejde for ham om Dagen.

Vi spurgte, hvor de opholdt sig i deres Fritid om Søndagen og de lange Vinteraftener, og blev vist ind i Gaardens Vaskerhus. De har ingen Folkestue, og derfor holder de Salon i Vaskerhuset. Der var to store indmurede Grubekedler, en aaben Vask og en Mængde Mælkespande, Bøtter og Redskaber, og midt imellem alt dette stod der et gammelt Bord med et Par Bænke til. Her skal Folkene indtage alle deres Maaltider og opholde sig, naar de ikke arbejder. Om Vinteren er det omtrent umuligt at være der, da der ingen Kakkelovn er og Trækken suser hen over det kolde Stengulv. Naar de sidste Vinter var nær ved at fryse fordærvet, gik de undertiden over i Kostalden for at faa lidt Varme i Kroppen, men det forbød Gaardmanden dem. Vi skal her bemærke, at saavel Kostalden som Hestestalden i et og alt var bedre og rummeligere Opholdssteder end Karlenes og Arbejdsfolkenes Kammer. Pigekammeret saa vi ogsaa, det var forholdsvis rummeligt, men yderst forfaldent og snavset. I det raadne Gulv var der et stort Hul ned til Kælderen, hvorigennem Træk og den raa Kælderluft steg op i Kammeret.

De Folk, vi har talt med, var ikke heller begejstret over den øvrige Behandling, de fik hos Morten Nielsen. Der har været 3 Piger siden November, og Husbonden skal være tilbøjelig til at skælde og smælde næsten bestandig. Der tog for kort Tid siden en Karl derfra, fordi Morten Nielsen overfusede ham med Skældsord som "Skurk", "Tyveknægt' osv. Det synes vi ikke er klogt gjort af Hr. Nielsen netop at bruge disse Udtryk.

I de tre sidste Aar har han hver Jul lige til Juleaften givet sin Tærskemand Afsked. Saa slap han da for at traktere den Arbejder i Julen. Som man ser ganske snildt hittet paa. Nu, da Nytaar er overstaaet, har han antaget sig en frisk.

Vi erindrer om, hvad Præsten i Lyngby, Pastor Heskjær, sagde i sin Høstpræken, at Storbønderne har 

- - - en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængt, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsevne, fordi Folkeholdet er for lille og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faar anvist Opholdssted de lange Vinteraftener." - -

Som man ser passer disse Ord ikke blot paa Lyngbyegnen, men ogsaa paa den vestlige Del af den Valgkreds, vi kæmper for at skaffe en socialdemokratist Repræsentant i den lovgivende Forsamling. I 16 Aar har Kammerherre Rosen repræsenteret Kredsen, og aldrig er det faldet ham ind at gøre en Pluk for at forbedre de elendige Kaar Smaafolk og Tyendet lider under. Har han kendt dem, og det har han nok, saa burde han ikke have tøvet med at udrette noget for dem. Nu vil Højre til Efterfølger give dem Oberstløjtnant Colding, en Mand, der i de næste 16 Aar vilde udrette lige saa lidt som Rosen.

Socialdemokratiet derimod kender hvor Skoen trykker de Smaa i Samfundet, og vi bliver aldrig træt af at trække det frem. Nu stiller vi en af vore bedste Mænd op i Kredsen. Hvis Vælgerne vil have en forstaaende og ihærdig Talsmand for alle deres berettigede Krav, saa vælger de J. Jensen paa Tirsdag.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).

Pastor Heskjær om Forholdene i Lyngby. (Efterskrift til Politivennen)

Under vor Samtale med Proprietær L. Jørgensen, som vi omtalte i Gaar, om hans afdøde Tjenestepige, faldt der en ejendommelig Udtalelse fra Hr. Jørgensen. Vi havde i vor Artikel anført, at hvis det havde været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Og vi anførte sluttelig, at der var mange Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket. Denne Udtalelse var især Hr. Jørgensen ubehagelig, fordi den faldt saa nøje sammen med deres Præsts Høstpræken i Lyngby Kirke sidste Efteraar.

Dette havde vi ingen Anelse om, men det var selvfølgelig Anledning nok for os til at søge nærmere Bekendtskab med baade Præsten og hans Høstprædiken.

Der er først det særegne at lægge Mærke til, at Pastor Heskjær boer i selve Proprietær Jørgensens Gaard. Hans Vinduer vender lige ud til Gaardspladsen, hvor Arbejdere og Tjenestefolk færdes, og han har saaledes ypperlig Lejlighed til at saa et Indblik i deres Behandling og hele Vilkaar.

Vi aflagde Præsten et Besøg og spurgte ham straks om, hvad han havde sagt i den omtalte Høstpræken. Det var let at dokumentere, svarede han, thi hele Præknen var aftrykt i "Den indre Missions Tidende" for 18. Oktober. Efter dette Blad skal vi da anføre de Udtalelser, som er faldet ikke alene Hr. Jørgensen, men alle Lyngbys Storbønder saa haardt for Brystet. Der staar: 

"- jeg tror, der er ikke mangen en Landmand, uden at han maa bekende, der i hans Hjærte bor en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængte, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsævne, fordi Folkeholdet er for lille, og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faa anvist Opholdssted de lange Vinteraftener."

"Den Ting trænger vi i Sandhed Alle til at lægge os paa Hjærte, at vi skylder vore Folk ligefrem Ære og Agtelse, de der bærer Arbejdets Slid og Byrde for os, tidt for en ussel Løn og tidt under Skældsord og Foragt. Bæst! Køter! saaledes hørte jeg en Dag en Landmand tiltale en af sine Tjenestefolk her i dette vort Sogn."

Hr. Jørgensen var saa frimodig at fortælle os, at der med Hensyn til sidste Halvdel af Citatet maatte være sigtet til ham. Grunden var, mente han, at han det Aar havde bygget sig en ny flot Hestestald. Men, føjede han til, han havde ogsaa forbedret sine Karlekamre. Hvorledes de var forud, omtalte han ikke.

Vi anfører endnu et Par Udtalelser af Præstens Høstpræken.

"Men hvor ligegyldige er Menneskene ikke tit i saa Henseende, og hvor kold deres Kærlighed, fordi de elske deres Okse eller Asen for højt, ligesom Farisæerne. Jeg erindrer en Gang som Barn - Pastor Heskiær er en ganske ung Mand -, at jeg hørte en Gaardmand fortælle min Fader om den store Sorg han havde haft ved at miste et af sine Børn, og saa sagde han da blandt andet: "ja. det var en stor Sorg; jeg tror, jeg vilde næsten hellere have mistet en af mine bedste Heste". - - - - - -

"Man er saa bange for at blive fornedret, at komme længere ned i Indtægt, naar man ofrer lidt af sine Midler paa Andre og hjælper sine Fattige eller sit Tyende til mere Hygge og Selvstændighed; man er saa bange for at komme længere ned paa Rangstigen, at tabe noget af sin Ære ved at stige ned til de Smaa og løfte dem opad - - - - - - - - 

"Man skal lede længe her i Danmark for at finde et Sted som Lyngby, hvor Hjærterne er saa kolde og ligegyldige for Menneskesjælenes evige Frelse og for Guds Riges store Sag, og hvor ethvert Forsøg i den Retning mødes med saa lidt Paaskønnelse, her hvor dog Markerne bære den rigeste Afgrøde i Kongeriget Danmark, og hvor saa store Formuer er samlede, og hvorfra saa megen Tak derfor burde stige op til Gud."

Vi spurgte i vor Samtale Pastor Heskjær om alle disse Udtalelser særlig var møntede paa Hr. Jørgensen. Pastoren svarede ikke noget klart Nej, men gav os derimod et Svar, som for os har langt større Værdi end om han havde lagt alt dette paa den ene Mand. Han sagde: "Saaledes er det hos alle Storbønderne her paa Lyngby Egnen. Jeg kommer jo i alle Gaarde og kender Forholdene saa nøje, det er skrækkeligt som Tjenestefolkene har det her omkring."

Ingen skal mistænke Pastor Heskjær for at være Socialist, og at han af den Grund angriber Kapitalisterne i Lyngby Sogn. Han er alt andet, thi han angriber netop Socialismens Lære i den samme Høstpræken, vel nærmest fordi vi ikke gør kristelig Propaganda ved Siden af vor Virksomhed for Menneskehedens økonomiske Frigørelse.

Pastoren angriber Kapitalisternes haardhjærtede Behandling af deres Arbejdere ud fra sit kristelige og menneskekærlige Synspunkt, og det maa da være Offenligheden et dobbelt gyldigt Bevis paa Sandheden af en Kritik, naar Resultatet bliver det samme set fra to saa modsatte yderpunkter som Socialismen og en af den indre Missions Højrepræster.

Hvis Arbejderne og den besiddelsesløse Mellemstand ude i Lyngby Sogn af dette ikke kan indse, hvor lidt de kan vente, at disse Kapitalister og Storbønder vil gøre for deres Vel og Forbedringen af deres slette Kaar, saa er det enten fordi de er blinde eller forbi de ikke vil se.

En anden stor Ejendomsbesidder i Lyngby, Hr. Jørgen Lund, fik for ikke saa lang Tid siden den Besked af Lægen, Dr. Lembcke, at denne brød sig ikke om at saa noget Lægehonorar et helt Aar, hvis blot Hr. Lund vilde sørge før, at hans Karle fik et ordenligt Kammer. Det maa have staaet meget slet til med Hr. Lunds Karlekammer, naar en Læge af Medfølelse med de stakkels Mennesker, som vel var udsatte for der at ødelægge deres Helbred, tilbyder at give Slip paa et Aars Indtægt. Og hvor maa det ikke fylde ethvert retskaffent Menneske med Harme, at der skal saadanne Midler til for at saa Folk til at opfylde den simpleste Pligt mod deres Medmennesker. Men saa sammengroede og sammenfiltrede er Kapitalismens Tilhængere, at det siet ikke skal undre os, om baade Pastor Heskjær og Op. Lembcke offenlig støtter og billiger den Storbondeklasses Politik, som de i enkelte Tilfælde saa skarpt kritiserer.

Det blev os fra mange Sider sagt at Kosten rundt om paa Egnens større Gaarde var meget slet. Som Eksempel skal vi anføre, hvad vi hørte om Kosten hos Proprietær L. Jørgensen. Om Morgenen faar Karle og Arbejdere kogt Mælk med noget bart Rugbrød til samt en Skive Rugbrød med lidt Madfedt paa, men uden Paalæg. Til Vesperkost fik de 1½ Skive Rugbrød, hvoraf der skulde være Paalæg paa noget.

Men dels var Smørret skrabet tyndt, dels var Paalæget ringe. Det skal oftere hænde at Folkene selv køber Brød hos Bageren, fordi der ikke gives dem tilstrækkelig Kost.

En af de Husjomfruer, som tjente i Gaarden i November Maaned, vilde ikke smøre saa tyndt Smør øg lægge saa lidt Paalæg paa Maden, som Fruen forlangte. Men hun maatte ogsaa saa at sige fra Morgen til Aften høre Bebrejdelser derfor af Fruen.

Hver Dag har Gaardene der paa Egnen Vogn i København efter Gødning, og det er da almindelig Skik, at Kusken faar sin Frokost med samt 35 eller 40 Øre til Fortæring i København. Ogsaa her er Hr. Jørgensen i bagerste Række. Hans Kuske faar ingen Frokost med og kun 25 Øre i Penge. Heraf skal de oven i Købet betale 8 Øre i Bompenge og for Resten, 17 Øre, skal de saa købe Frokost og Te eller hvad de nu vil drikke i København. Her midt om Vinteren, naar Kusken skal sidde paa en aaben Vogn i al Slags Vejr, danner disse 17 Øre en talende Illustration til Hr. Jørgensens Paastand om, at han behandlede sine Folk som sine egne Børn.

Vi skrev, at Hr. Jørgensen havde nægtet at tage en Mand igen i sit Arbejde, forbi denne havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Mode i Virum. Første Gang, vi talte med Hr. Jørgensen, paastod han, at der var ikke et sandt Ord i den Historie. Manden, hvis Navn han godt kendte, havde aldrig arbejdet hos ham, aldrig nogensinde.

Vi tog til Lyngby for at tale med Manden selv og fik ikke alene af ham, men af 4 andre Mænd som Vidner bekræftet, at Manden for nogle Aar siden havde arbejdet et Efteraar og en hel Vinter hos Hr. Jørgensen. Næste Gang, vi talte med Proprietæren, sagde vi ham dette, og Hr. Jørgensen turde nu selvfølgelig ikke benægte det, men - "havde glemt det".

Episoden er ikke saa lidt instruktiv og er gaaet saaledes til: Manden havde været Dirigent ved Mødet i Virum og arbejdede samtidig ved en Tærskemaskine, der gik paa Omgang blandt Egnens Gaarde. En Dag kom den ogsaa til Hr. Jørgensens Gaard. Om Morgenen inden det endnu var bleven lyst, kom Hr. Jørgensen ud til de mødte Arbejdere og spurgte: "Er Peter Bernhardt med i Dag?" Der blev svaret benægtende og dertil føjede Hr. Jørgensen, at det havde heller ikke nyttet ham noget, thi det var besluttet, at han ikke mere fik Arbejde paa nogen af Lyngbys Gaarde. Peter Bernhardt, som hørte dette, vilde skaffe sig at vide, om det ogsaa var sandt, og gik til en Gaardmand, der ogsaa skulde have Tærskemaskinen, og som han vidste var ham venligsindet, trods at han var Socialdemokrat. Gaardejeren indrømmede Rigtigheden af Beslutningen og tilføjede, at P. B. da heller ikke behøvede at optræde paa en saa udfordrende Post som at være Dirigent ved et socialistisk Møde.

Naar vi har skrevet, at det kun var Hr. Jørgensen, som udelukkede denne Arbejder, saa har vi altsaa gjort ikke ham, men alle de andre Storbønder, Uret. De er alle enige om at dele den Hæder, at gøre en fattig Arbejder brødløs for hans politiske Overbevisnings Skyld. Mon en eneste af dem vilde lade sig forbyde at være Dirigent paa et af Højres Møder? Sikkert ikke! Men har Arbejderne ikke den samme politiske Frihed, den samme Forenings- og Forsamlingsret som deres Arbejdsledere. Jo paa Papiret, men desværre aldrig i Virkeligheden. Og de faar det heller aldrig, før de selv skaffer sig det. Det første Skridt dertil og til overhovedet at komme i Besiddelse af deres Menneskerettigheder er, at de organiserer sig, slutter sig ubrydeligt sammen i det eneste Parti, som fuldt ud vil sætte hvert Menneske paa sin retmæssige Plads her i Livet. Og dette Parti er Socialdemokratiet!

(Social-Demokraten 19. december 1891).

Herman Heskjær (1862-1931) var kaldskapellan i Lyngby 1890-1905. Han var stærkt indremissionsk. Han blev derefter sognepræst i Horsens, Krummerup Fuglebjerg fra 1905.

Der var valg i Lyngbykredsen på det tidspunkt, og resten af december stod der en del om valgkampen i aviserne. I slutningen af december lavede Højre en underskriftindsamling i protest mod pastor Heskjær og Social-Demokraten og fremhævede Jørgensen for at være en prægtig person.

Margaret Elizabeth Hamerik (1867-1942). (Efterskrift til Polivennen)

Pianisten og komponisten Margaret Elizabeth Hamerik gik i skole på Columbia Athenæum High School, hvor musikundervisningen var højt prioriteret. Som 17- årig blev hun optaget på Peabody Conservatory of Music i Baltimore med klaver som hovedfag og violin og musikteori som bifag. Direktør var den danske komponist Asger Hamerik, som også var hendes teorilærer. Hendes hovedopgave var en koncertouverture, som indbragte hende fakultetets sjældne udmærkelse Diploma for Distinguished Musicianship:

The East Hall of the Peabody Institute was crowded last evening by the friends and fellow-students of Miss Margaret Williams, of Columbia, Tenn., who received from Provost P. R. Uhler, the "Peabody Diploma for Distinguished Musicianship." This is the highest honor that the Peabody Institute confers, and is one which but few have obtained.

Prior to the conferring of the degree the audience was entertained by a delightful recital of a number of Miss William's own compositions. The programme was as follows:

1st. - String quartet in A major, manuscript for two violins, viola and violoncello.

2d. - Three songs with piano: "They Bid Me Sleep," "I Saw On the Top of the Mountain High," "We Are Free."

3d. - Piano sonata in C sharp, minor manuscript.

The string quartet was performed by messrs. J. Zech, O. Kahl, J. Geyer and J. D. Itzel; the songs were sung by Mrs. Bettie McEwen, and Miss Williams, the laureate, played the piano sonata.

The selections were as heartily applauded as they were magnificently rendered, and Miss Williams was presented with many exquisite bouquets at the close of the concert.

Miss Williams has pursued her studies at the Peabody during the past six yeears, three years piano, two years violin and six years theory. Mr. Asger Hamerik and Mr. Richard Burmeister, the instructors of Miss Williams, were present and seemed highly gratified at their pupil's excellent performance and the appreciation with which it was received.

(The Columbia herald, 11. december 1891)

Efter sin eksamen koncerterede Margaret Hamerik i flere byer i Tennessee. Hun underviste privat i klaver, holdt elevkoncerter og var endvidere ansat som klaverlærer på Peabody Conservatory. I 1893 vandt hun i New York en førstepris for sin strygekvartet. I 1880’erne påbegyndte hun operaen Columbus, der aldrig blev færdiggjort. Dens Introduction and Mermaids’ Chorus findes både i partitur og stemmer og blev opført i 1893. P. Tjajkovskij, der i 1891 besøgte Peabody på en USA-rejse, så partituret og udtalte sig rosende om det. 

5. juni 1894 blev hun og Asger Hamerik gift, og fire år senere rejste de til Danmark. 

Director Asgar Hamerik of the Peabody conservatory of music and Miss Margaret E. Williams, an exceptionally talented graduate of the conservatory, were recently married at New York by Rev Dr William Kirkus, formerly of Baltimore, - much to the surprise of every one, for their engagement had been kept a secret even from their most intimate friends. Mr. Hamerik is about 52 years old, and his bride is 26. She studied composition under his instruction and several of her orchestral works have been brought out in public. She is also a gifted pianist, a pupil of Burmeister. Mr. Hamerik is a Dane by birth, and three years ago was knighted by the king of Denmark for his musical services. he came to Baltimore in 1871, when he was 28 years old, to take charge of the Peabody conservatory, and has remained there ever since. he is one of the best known of American composers abroad, and several of his symphonies have been played in London with notable success. Mr. and Mrs. Hamerik will return to Baltimore in the autumn.

(Springfield weekly Republican. 6. juli 1894)

Parret fik i alt fire børn: Gerda Hammerich (1897-1974) blev operasanger, Ebbe (1898) blev komponist og dirigent, Valdis Hamerik (1903-1995) blev operasanger, Manfred (1910).

Efter giftermålet holdt Margaret Hamerik op med at spille og komponere. 

A Happy Mother.

The following clipping from an article in teh Baltimore Sun of thursday, March 4th, will be of much interest to many friends of the interested parties:

"There is a "new woman" in town. She arrived yesterday morning shortly before 7 o'clock, and has been given the titles of "The Daughter of the Peabody" and "Peabody Girl." ....

When it became known at the Peabody Institute that the "Daughter of the Peabody" was in the city, there was a great rush of callers, but to them she denied herself - for she is, after all, only a wee little daughter that was born to Mr. and Mrs. Asger Hamerik, of the Peabody Institute, and thinks, with commendable modesty, that very yound ladies should not receive company.

Mr. Hamerik received many hearty congratulations at the institute from his associates, and many cordial words of welcome were sent through him to "The Peabody Girl," who is doing finely, as is her mother, at their home, 1730, St. Paul street.

As a composer, Mr. Hamerik has achieved sonsiderable fame. He was married about two years ago to Mrs. Hamerik, who was Miss Margaret Williams, of Tennessee, and who is a graduate of the Peabody Institute."

Miss Margarat Willams, now Mrs. Hamerik, is a native born Maury Countian and is a daughter of Mr. and Mrs. Thomas H. Williams. She has achieved wonderful success and considerable fame in musical circles, and the Herald congratulates her and the happy grand-parents upon this new joy.

(The Columbia herald. 12. marts 1897)

Efter at hun havde slået sig ned i Danmark var hun æresmedlem i The Woman’s Literary Club of Baltimore. I København blev hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, hvor hun gennemlæste engelsksproget litteratur for at vurdere, hvad der burde oversættes og indgå i foreningens repertoire. 

Mr. and Mrs. Thomas H. Williams have received notice that their daughter, Mrs. Hamerik, sailed Wednesday from Copenhagen for New York. Mr. Hamerik, being unable to accept the invitation to direct performances of his Choral Symphony, "Life, Death and Immortality," which is to be given in Baltimore and other eastern cities this months, sends his wife and little daughter, Gerda, to represent him. Mrs. Hamerik will arrive in Columbia about the first of May.

(The Columbia herald. 5. april 1907)

Hun oversatte musikvidenskabelige værker af danskere til engelsk, bl.a. i 1912 svogeren Angul Hammerichs Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark og i 1927 Knud Jeppesens doktordisputats Der Palestrinastil und die Dissonanz. Herudover var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Koncertforening i 25 år. Hun havde kendskab til urtemedicin.

Newsy from Denmark.

Extracts from one written by Mrs. Asger Kamerik at Copenhagen.

Mrs. Asger Kamerik, of Copenhagen, Denmark, whose visit to her father Thomas H. Williams has been postponed on account of the war, mentioned in writing home an interesting fact in connection with the war in Belgium, which is not generally known in the United States. Mrs. Hamerik said that those troops numbering 5,000 men, who were almost annihilated in the attacks on the fort at Liege, were not Germans, but really young Danes from Slesing, one of the provinces taken from Denmark by the Germans in 1866. These troops had been placed in the most dangerous positions. One of the few survivors wrote to his betrothed in Copenhagen: "Of the 5,000 of us who were sent in there, only 37 came out alive."

(The Columbia herald. 18. september 1914)

Trykfejl og forkerte information stammer fra artiklen.

Der må være tale om slagene i og omkring Liege 4. - 16. august 1914 hvor tyskerne mødte uventet modstand fra belgierne, men dog sejrede til sidst. Muligvis medførte det at angrebet blev forsinket så franske og britiske styrker kunne få tid til at organisere sig. Kilderne er lidt uenige om hvor mange sønderjyder der blev indkaldt til krigstjeneste (fra 25.000 til 35.000). Derimod er der almindelig enighed om at omkring 6.000 blev dræbt og 4.000 varigt invalideret. Så at der skulle være dræbt 5.000 af dem ved Liege, kan næppe være rigtigt.

Den tyske hær begik grusomheder mod lokalbefolkningen, ca. 6.000 civile blev dræbt. Dansksindede soldater gjorde tjeneste i Reserveregiment 86 under 18. division. Et studie byggende på flere end 9.000 breve, dagbøger m. m. skrevet på dansk af soldater der var udsendt i tysk krigstjeneste, fremgår at det svirrede med rygter og mistillid mod belgiske civile. Begrebet krigsforbrydelser fandtes ikke, men kan passende betegnes om disse. 

Efter et udsat besøg i krigens start, besøgte familien USA i efteråret 1915.

Hamerick-Damm.

Thomas H. Williams has cabled felicitations to Copenhagen upon the occasion of the marriage of his grand daughter, Miss Gerda Hamerik, to Leo Damm, which took place in Christ's Church of that city at five o'clock this afternoon. The wedding will be followed by a reception and dinner party at the home of the bride's parents, Prof. and Mrs. Asger Hamerik.

(The Columbia herald. 7. november 1919)

To visit daughter at Copenhagen.

Thomas H. Williams and miss Irene will sail from New York July 21.

(From tuesday's Daily Herald.)

Thomas H. Williams and daughter, Mis Irene, will leave Columbia about July 10 for a visit to Mr. Williams' daughter, Mrs. Hamerik, in Copenhagen, Denmark. They have engaged passage on the steamer "Hellig Olav," shich will sail from New York on July 21. They have also secured return passage leaving Denmark Sept. 23. This is the first visit that Mr. Williams has made to his daughter in about eight or nine years. In 1914 Mrs. Hamerik was ready to leave Denmark for a visit to this country but the war stopped her.

(The Columbia herald. 13. maj 1921)

Elfelt &amp: Hr. Hamerik med kone og barn i haven. Fotoet er angivet til at være taget 1940. Det kongelige Bibliotek. CC BY.

Børnene fandt efter hendes død hendes scrapbog, hvor de fik fornemmelse af hvor talentfuld hun havde været. Valdis Hamerik mente der ikke havde været plads til to komponister i ét ægteskab. 

Udsnit af Asger og Margaret Hameriks grav på Vestre Kirkegård (13. december 1867, Columbia, Tennessee, USA - 30. oktober 1942). Se hele gravstenen med Rudolf Tegners skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.