Sædelighedsforbrydelse. (Efterskrift til Politivennen)

Arresteret Fattigforstander.

I Forgaars er der arresteret en Fattigforstander her i Byen, med hvem "Social-Demokraten" i længere Tid har beskæftiget sig. Sagen er følgende:

Kort før Jul fik vi Meddelelse om, at Fattigforstander Valdemar Bergh i 13de Distrikt og boende paa Kapelvej 53, saa at sige daglig gjorde sig skyldig i det afskyeligste Svineri over for Drengebørn, som kom paa hans Kontor.

Vi indledede straks i al Stilhed en Undersøgelse, og det vi først fik konstateret var, at Fattigforstanderen i en utrolig Grad var grov og uforskammet mod de Fattige, som nødtvungne maatte gaa den tunge Gang til ham. Han æreskældte og fornærmede dem paa det groveste og chikanerede dem paa alle de Maader, der stod i hans Magt. Værre var det dog som han behandlede deres Børn. Fattige Forældre, som begge maa gaa paa Arbejde, nødes ofte til at sende deres Børn til Fattigforstanderen efter den Hjælp, der er tilstaaet dem. Pigebørnene var Hr. Bergh uforskammet imod og pryglede dem endog af og til. Anderledes med Drengene. Naar en Dreng behagede ham, blev han kaldt ind i Kontoret og Døren omhyggeligt laaset. Hvad der saa yderligere foregik, var af en modbydelig Natur.

Nogle Drenge græd og følte sig saa krænkede, at de klagede til Forældrene. Andre syntes godt om den Mængde Slikkerier og Penge, Fattigforstanderen gav dem, og de tav derfor stille.

Han drev ogsaa sin Forretning uden Byen. Paa Nordvestvej boede en Enke, som har to Drenge, hvoraf den ene er aandssvag. Naar Moderen var paa Arbejde, indfandt Bergh sig og truede Børnene til at lukke sig ind. Karakteristisk er det, at han mest drev sit Svineri med den aandssvage Dreng.

En anden Kone i Jægergade har ogsaa et Par Drenge. Hendes Bestilling som Avisbud medfører, at hun gaar ud meget tidlig om Morgenen, og dette vidste Bergh. Han stod tidlig op, og medens Børnene endnu laa i Sengen, trængte han sig ind i Lejligheden.

Ganske paa samme Maade bar han sig ad overfor en Handelskones Børn. Medens hun gik paa Torvet om Morgenen tidlig, indfandt Bergh sig i hendes Lejlighed. Og foruden disse Tilfælde er der Masser af Eksempler.

Men hvor har alt dette kunnet gaa saa længe, spørger man - og det har gaaet i flere, maaske i mange Aar. Ja, det er den sørgeligste Side af Sagen, og den viser levende, i hvor høj Grad de Fattige er retsløse og hjælpeløse netop paa Grund af deres Fattigdom. Alle de Forældre, hvis Børn paa en saa modbydelig Maade er bleven misbrugt, er Folk, kom faar Hjælp af Fattigvæsnet og derfor er afhængige af Forstanderens Naade og Unaade. Vi har spurgt flere, hvorfor de ikke klager til Politiet, og faaet det samme Svar: Det tør vi ikke, han kan jo gøre o« ulykkelige ved at tage Hjælpen fra os.

Er det ikke oprørende, at Folk roligt skal finde sig i, at deres Børn skændes, blot fordi de ikke tør udsætte sig for at miste det Brød, de behøver at stille deres Sult paa. Der er Mødre, som har været fortvivlede og lidt uhyre i Stilhed uden at de turde melde Forbrydelsen.

Desværre har heller ikke vi i den forløbne Tid kunnet saa faa mange og aldeles urokkelige Beviser i Hænde, at vi paa Basis deraf kunde offenliggøre Skandalen. Vi behøver ikke at give lang Forklaring af dette. De Forfølgelser, som "Social-Demokraten" har været Genstand for i de sidste Aar fra Myndighedernes Side, er jo kendt af alle. Fængsel, Mulkter og Erstatninger er regnet ned over os, og saa godt man har kunnet, har man slaaet os vore Beviser ud af Hænderne. Vi har før i Artikler vist, hvorledes man har forbløffet vore Vidner og besværliggjort over Vidneførsel, ved at Vidnerne forud kom paa det rene med, at det i høj Grad vilde skade dem i deres økonomiske Stilling og paa anden Maade, hvis de vidnede til Gunst for os. Saa tav de saa tidt stille, hvor deres Vidnesbyrd kunde have ramt allerhaardest. Vi erindrer ogsaa om, at et andet Blad for en Tid siden blev dømt til 5000 Kr. Erstatning, endog uden at det havde nævnt Sagsøgerens Navn.

Men i Berghs Sag var det saa at sige udelukkende Børn, som paa første Haand skulde bekræfte den Sædelighedsforbrydelse Forstanderen drev i saa udstrakt Grad. Vi var derfor nødt til at være forsigtige og gaa langsomt frem. Nu er Politiet endelig kommen os i Forkøbet. Politiassistent Stephensen paa Nørrebro har ladet Forstanderens Forhold undersøge, snildet at Beskyldningerne var sande, og nu sidder endelig Forbryderen arresteret, hvilket vil blive hilst med Glæde i mange fattige Hjem paa Nørrebro.

(Social-Demokraten 23. januar 1892).

Nationaltidende meddelte den 28. januar 1892 at cand. phil Valdemar Bergh den 27. januar var blevet suspenderet som forstander pga. arrestationen. Assistent J. C. Kragh efterfulgte ham. Ifølge Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende den 19. august døde han den 18. august 1907 og blev begravet på Assistenskirkegård.

Sarah von Scharffenberg von Brockdorff: Falsk Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Sarah Scharffenberg (1872-?), datter af Carl Ludvig von Scharffenberg og Pauline Marie von Scharffenberg, formåede gennem det meste af sit liv at skabe avisomtaler af sin mere eller mindre excentriske livsførelse. Hun formåede endda at være involveret i forretninger med den kendte Venstre-politiker J. K. Lauridsen - hvis historie ikke er mindre excentrisk. Scharffenbergs karriere i aviserne startede med en dødsannonce:

At frøken Sarah van Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner. 

Efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. januar 1892).

Moderen havde fattet mistanke og havde på Berlingskes redaktion set den indleverede annonce som hun mente - trods den fordrejede håndskrift - at kunne genkende. Der mødte derfor også en betjent op til begravelsen..

Til Stede ved sin egen Begravelse.

Blandt Berlingske Tid. dødsannoncer læstes for nogle dage siden følgende: At frøken Sarah von Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner, efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.

Denne dødsanmeldelse gav anledning til, at københavnske småblade fortalte at den pågældende dame - der har været meget omtalt, da hun har gjort sig bekendt på en mindre fordelagtig måde, også her i Randers - havde begået selvmord,

Dødsannoncen viser sig imidlertid at have været en fræk mystifikation. Soc. Demk. har herom indhentet følgende nærmere oplysninger:

Frøken Sarah v. Scharffenberg, en ung, smuk, men noget excentrisk dame, er niece af de to afdøde generaler v. Scharffenberg, efter hvem hun arvede 30-40.000 kr. Hun forlod for nogle år siden sin moder, enkefru Pauline Scharffenbergs, hus.

Frøken Scharffenberg forlod torsdag eftermiddag sit logis, fortalte hendes værtinde, med den bemærkning, at hun, værtinden, ikke skulle blive forskrækket over, at hun ikke kom hjem i nogle dage, hun skulle på en lille udflugt til Sverige. Nogle få timer efter den unge dames bortgang kom Berlingeren, og her læste værtinden til sin store forbavselse den nævnte dødsannonce.

Siden har værtinden ikke set noget til frøken Scharffenberg. Men et par dage efter meldte der sig allerede arvinger efter den formentlige afdøde, idet en af hendes "veninder" indfandt sig og forlangte udleveret guldarmbånd, smykker osv, som sin arvepart! Det lykkedes hende dog ikke at få værtinden overtalt til at gå ind på at udlevere noget.

Avertissementet gentoges atter nogle dage senere i bladet, og i går middags samledes som sagt venner og bekendte af frøken Scharffenberg på kirkegården til det fastsatte klokkeslæt. Efter nogen tids forgæves venten var følget lige ved at tabe tålmodigheden - der viste sig nemlig hverken præst, graver eller kiste. Men så med et gik der et forbavselsens udråb gennem den forsamlede kreds. Henne i den store alle kom lyslevende den unge frøken Sarah von Scharffenberg spadserende, tilsyneladende i et meget overstadigt humør. Den unge dame var ledsaget af en meget intim veninde, fru L., og dennes mand, der også begge syntes at more sig kosteligt. Den forargelige scene gjorde et ubehageligt indtryk på alle dem, der havde været genstand for mystifikationen.

Vi havde i går en samtale med den unge dames moder, Fru P. Schaffenberg, der meget beklagede sig over det skete. Hun forklarede, at hendes datters kurator kand. Hall, havde i sinde at foretage skridt for at få ophavsmanden til denne falske dødsannonce opdaget. Moderen vil endvidere gøre skridt til at få datteren gjort umyndig.

En brevskriver til Horsens Avis beretter, at der til den berammede begravelsestid var mødt en forholdsvis stor skare, der blev betaget af en ikke ringe forbavselse, da den foregivne afdøde dame frisk og smilende pludselig stod midt iblandt dem. Fra kirkegården sjokkede så, ifølge brevskriveren, de vrede mennesker tilbage med deres kranse, og de ord, der flød fra deres rappe læber, hørte ikke just til dem, der bruges i søndagsskoler.

I Aftenbladet skriver bemeldte unge damemoder, enkefru Pauline Scharffenberg, under sit navn. at datteren, der er 23 år gammel, i flere år har fuldstændig været i hænderne på en kvinde, hos hvem hun bor, og at fru S. antager for sikkert, at denne kvinde, der nu er gift med en afskediget officer, har indrykket dødsannoncen i den hensigt at gøre fru S. vanvittig eller fremkalde et apoplektisk anfald hos hende, som er svagelig.

Avisen vil vide, at dødsannoncen gjorde et så overvældende indtryk på fru Scharffenberg at hun faldt i stivkrampe.

(Randers Dagblad og Folketidende, 21. januar 1892).

Scharffenberg-affæren.

"København" har søgt at skaffe oplysninger om denne historie. I går noterer bladet følgende:

Frøken scharffenberg bor i pensionat i Gammeltoftsgade. Vi traf hende ikke hjemme, men fik underretning om at vi sikkert vil kunne træffe frøkenen hos hendes veninde, fru Lasson der bor på Østerbro.

Vi modtages af fru L., en høj, blond dame der meget elskværdigt byder os ind i den hyggeligt monterede dagligstue, hvor vi træffer hendes mand, premierløjtnant L.

Da vi har præsenteret os, er man straks på det rene med hvad vort ærinde gælder.

Fru L. erklærer at frøken Scharffenberg ikke boede der. Hun var hendes gode veninde og havde været det i lang tid og kom der meget hyppig.

Og beredvillig fortæller fruen os hvad hun kender til den unge dame og hendes familieforhold.

Frk. Scharffenbergs far var toldembedsmand, bror til de to bekendte generaler S. Moderen havde tjent i faderens hus. Senere giftede han sig med hende. Foruden datteren Sarah har fru. Sch. to sønner. Så døde faderen, og moderen kom til at leve på den lille pension. Men datteren havde jo rige slægtninge, hvis arving hun var udset til at være, og moderen holdt af al magt på datteren. Hun håbede onklernes arv skulle tilfalde hende og så først, når hun faldt bort, gå over til børnene. Men testamenterne bestemte det anderledes - og fra da af var det at forholdet mellem mor og datter spændtes mere og mere. 

Fruen fortæller os flere småtræk af kampen mellem mor og datter. Hun har selv kendt moderen, der ofte var meget godmodig, godgørende mod fattige, til andre tider ganske uforståelig - "underlig".

Så flyttede datteren hjemmefra og medtog, da hun gik, sin mors sparekassebog - på den stod der nemlig renter, moderen havde hævet af datterens arv - og logerede sig ind i et pensionat.

Moderen rasede, meldte sagen til politiet, men så fandt dog en forsoning sted. For en skønne dag indfandt en gammel kone sig i pensionatet og bad om at tale med Sarah: Ja, hendes mor var forfærdelig syg - hun måtte komme og pleje hende og tage sparekassebogen med. Og Sarah gik hjem, hvor hun fandt moderen til sengs. Sarah besluttede at blive der om natten og våge hos moderen der gav sig ud for at være meget svag -- selv om hun skændte lidt på sin stygge datter. Men tjenestepigen sagde til frøkenen - der er nervøs og svag - at hun ikke skulle blive bange, om der hændte noget om natten. Fruen havde truet dermed, men fruen var slet ikke så syg som hun lod, for da frøkenen kom, sad hun lige og spiste bøfsteg. Resten stod gemt under sengen. Midt om natten vækkedes så Sarah af støj, hun for op og for enden af sengen stod en hvid skikkelse, der straks med et bums faldt om på gulvet og lå og klynkede: Åh, min datter, min stakkels forvildede datter, hun er hos sangerinden....

Et par dage efter forlod Sarah atter hjemmet, men sparekassebogen var hende frataget.

Som vi sad og talte vider sammen, gik døren op og en slank ung dame i mørk kjole trådte ind. Vi blev præsenteret for

Frk. Scarffenberg.

en meget blond, smuk dame med et blegt ansigt, og et par underligt mørke øjne under fint tegnede øjenbryn.

Hun er meget ulykkelig over alle de rygter der svirrer om. "Ikke sandt du", siger hun til veninden. "Kan du ikke nu forstå, at jeg vil rejse bort. Mama gør mig det jo uudholdeligt at leve her mere".

Vi kommer atter ind på at omtale familiestriden. Den unge frøken er ganske fortvivlet. "Hvad skal jeg dog gøre, altid forfølges jeg - man skulle tro, moder ville gøre mig så umulig hos alle, at jeg må tvinges til at vende hjem til hende. Men jeg gør det ikke".

Frøkenen og hendes veninde venter spændt på sagens videre udvikling.

*   *   *

"Aftenbladet" meddeler i går:

I går middags kl. 1 skulle frøken Sarah von Scharffenberg i følge dødsanmeldelserne i "Berlingske Tidende" og begravelseslisten i "Dagens Nyheder" begraves på Garnisons Kirkegård.

Begravelsen skulle - også efter den gamle sandhedsfakkel Berlingskes opgivende finde sted i stilhed.

Det blev ikke desto mindre en af de morsomste og mærkværdigste begravelser der nogen sinde har fundet sted.

Man har hørt at den døde pludselig er vågnet i kisten og har råbt gevalt, man har også hørt at der har været noget gråsten i kisten i stedet for et lig, men man har bestemt aldrig set at liget er kommet spadserende og har blandet sig i det sørgende følge af deltagende slægt og venner.

Det skete imidlertid i går ved frøken Sarahs "begravelse"

Allerede klokken halv et var de første af følget kommet. Der var civilklædte løjtnanter, oppassere med store palmekranse fra officererne mellem frøkenens beundrere, et par unge godsejere, veninder af den afdøde, og så et utal af de gamle damer der er med overalt hvor der kan lugtes kirkelugt.

Men hvor var liget, hvor var graveren, og hvor blev præsten af?

Man kiggede ind gennem kapellets frosne ruder - der var ingen kiste at se, man sendte spejdere ud på Østerbrogade - stadig ikke noget. Og de tre fire indviede der vidste at frk. Sarah endnu gik omkring mellem de levende med røde kinder og gult hår, de stillede sig op i en krog eller luftede rundt mellem gravene og var som de var besatte af latter.

Så lige med et lød det fra en snes munde: Men du almægtige Gud, der kommer jo liget!

Ja der kom liget.

To damer og en lille uanselig herre kom spadserende op ad kirkegårdsalleen, arm i arm, den ene, frøken Scharffenberg, den anden hendes veninde, fru Lassen, født Harriet Larsen, den tredje, herren, afskediget løjtnant Lassen. De gik smilende i en stor bue uden om kapellet, så på det næsten lamslåede følge og lo.

Og de gamle damer hævede i afmægtigt raseri deres parasoller og nedbad torden og lynild over den formastelige, og godsejerne og officererne slog kraven op om ørerne og luftede af, mens oppasserne stirrede med de mest håbløse, stupide blikke på liget.

En af dem gik hen og overrakte frøkenen kransen - med en flittig hilsen fra Løjtnant S.

(Horsens Folkeblad, 21. januar 1892.)

Der blev ikke begæret en politiundersøgelse, og "Avisen" foretog en egen undersøgelse som viste at det var frk. Scharffenberg selv der havde ladet dødsannoncen indrykke for at se hvem der ville komme til hendes begravelse. Nu blev pastor Sørensen ved Garnisonskirken imidlertid harm og bad politiet undersøge sagen for at få draget de skyldige til ansvar. Frk. Scharffenberg nægtede på det bestemteste at have indrykket annoncen. Men i Magistraten mente man uofficielt at der var gjort tiltag til at gøre hende umyndig. I 1893 blev hun gift med med grosserer Gustav Aasland, som hun dog blev skilt fra igen.

Den Sarah Scharffenberg'ske sag.

I den sidste tid er det før så omtalte navn, Sarah Scharffenberg, begyndt at gå ud af sagaen. Vore læsere vil mindes at vi en gang i fjor dvælede ved heltinden i denne roman, rig på intriger; denne sjæl der syntes at sønderslides mellem en moders og en venindes påvirkning.

Da vi sidst berørte dette, var frk. S's liv trådt ind i en ny fase, idet hun havde giftet sig med en nordmand og nu som følge heraf fordrede sin ikke ubetydelige fædrenearv udleveret. Hidtil havde nemlig hendes værge, cand. jur C. Hald, bestyret hendes formue som formynder og havde på grund af hendes noget ekstravagante levned i sommeren 93 fået hende umyndiggjort, væsentlig på basis af en erklæring fra en århusiansk læge der gik ud på at hun var sindssyg.

Hr. Hald protesterede imidlertid, trods hendes giftermål, mod at opgive sit værgemål, idet han henholdt sig til en gammel paragraf i Chr. V's Lov: 3-16-2.

For nylig har dog daværende frk. S.'s sagførere, de herrer L. H. Madsen & Knud Jerlev, fået umyndighedsdekretet hævet, som ses af følgende i "Berl. Tid."s morgennummer:

At det under 26. juni 1898 afsagte umyndighedsdekret over daværende frk. Sarah Marianna Hermine von Scharffenberg der nu er indtrådt i ægteskab med købmand Gustav Aasland af Norge, under 10. d.s. er hævet af Københavns Amts nordre birks skifteret, bekendtgøres herved.

Fru Aasland er da løst af disse bånd og ægteparret kan i idyllisk ro nyde den formue om hvis besiddelse der i frk. S's tid synes at være blevet kæmpet med hidsighed fra to sider.

Efter forlydende er der i alt en ca. 30.000 Kr.

(København, 13. februar 1894)

Vold paa Burmeister & Wain. (Efterskrift til Politivennen)

Voldelig Krænkelse af en Andens Frihed. Under en ved Kriminal- og Politiretten mod Tiltalte H. V. S.. Arrestanten Frederlk Jensen og Arrestanterne R. P. C, J. C. og O. E. M. for voldelig Krænkelse af en Andens Frihed anlagt og den 16. dS. paadømt Sag bleve Tiltalte og Arrestanterne ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste overbeviste om at have giort sig skyldige i det nævnte Forhold under følgende nærmere Omstændigheder :

I Burmeister & Wains Fabriker i Overgaden neden Vandet Nr. 9, i hvis  Støberiværksteder Tiltalte og Arrestanterne vare beskjæftigede, blev der i Slutningen af Oktober f. A. ansat en ny Støbemester - Jens Hansen - hvis Funktion bestod i selvstændig at forestaa Støberi-Værkstederne med fuld Myndighed over de der beskjæftigede Arbeidere, hvem han paa egen Haand kunde antage og afskedige. Det er under Sagen oplyst, at der blandt de Hansen underordnede Arbeidere var nogen Misstemning mod ham, navnlig fordi han, i Overensstemmelse med sine Foresattes Ønske, holdt paa at indføre en bedre Orden i Værkstederne, end der i den nærmest foretaaende Tid havde hersket; fremdeles maa et es er det Oplyste antages, at der mellem Arbeiderne har været talt om, al de vare kjede af Hansen og gierne vilde af med ham, uden at der dog har været truffet nogen Aftale om bestemte Skridt eller om en fælles Optræden for at fjerne ham. Under disse Forhold foregik den 26. November f. A. om Formiddagen, Følgende :

Efter at der havde fundet et Ordskifte Sted mellem Støbemester Hansen og Arrestanten J. C. - som maa antages ved denne Leilighed at have været en Del beruset, om end fuldkommen tilregnelig - under hvilket Hansen havde foreholdt nævnte Arrestant, at denne ikke i sin berusede Tilstand egnede sig til at fortsætte sit Arbejde, gik Arrestanten henimod Støbemesteren, som da opholdt sig i Fabrikernes Jernstøberi-Lokale, greb fat paa ham og raabte, "om han (Arrestanten) var fyrig?" Samtidig hørtes der rundt om i Lokalet Piben og Raab om, at Støbemesteren skulde slaaes ned, smides ud og Lignende, og en Mængde Arbeidere, tildels bevæbnede med Stokke, Bræddeslumper og andre Redskaber, som laa for Haanden stormede nu hen mod ham og tvang ham under Skub og Slag til at trække sig tilbage gjennem en Gang, der forbandt Jernstøberiet med Metalstøberiet. Det lykkedes Hansen, stadig trængt af Arbeiderne, gjennem denne Gang at naae ned i Metalstøberiet, hvis Dør han fik lukket efter sig; men han forsøgte forgjæves at holde denne Dør lukket ved at stemme en Fod og Hænderne imod den, idet hans Forfølgere pressede Døren op og derefter i Flok væltede ind over ham, saa at han faldt over mod en i Lokalet hulstaaende Kasse. Medens han befandt sig i denne Stilling, førtes der forskjellige Slag imod ham, og først da han, ramt af et stærkt Slag i Hovedet, udstødte en klagende Lyd, indtraadte der en pludselig Taushed i Hoben, som nu tillod ham at reise sig, men derpaa atter under Skub og Slag trængte ham videre ud af Metalstøberiet og ned i de ved Siden af beliggende Maskinværksteder, som laae udenfor det Omraade. hvor han havde at befale. Ogsaa efterat Støbemesteren var bleven trængt herud, blev der tildelt ham Skub og Slag indtil Arbeiderne ved Mellemkomst af en Former og en Værkfører lode sig bevæge til at trække sig tilbage.

De Hansen ved den ham tilføiede Vold bibragte Læsioner kunne efter det Oplyste ikke antages at ville medføre skadelige Følger for hans fremtidige Helbred.

I de foran beskrevne Voldshandlinger mod Støbemester Hansen have Tiltalte og Arrestanterne, som alle vare med i den Hob, der trængte ind paa ham og tvang ham ud af Lokalerne, desuden hver især deltaget paa følgende Maade:

Tiltalte, der var bevæbnet med et Stykke Brædt - ca. 1½ Alen langt, en. 3 Tommer bredt og ca. 1 Tomme tykt - har dermed tilføiet Hansen et Slag i Hovedet. 

Arrestanten Jensen, der efter det Oplyste maa antages at have været den Første, som, efterat Arrestanten J. C. ved at gribe fat i Hansen havde givet Anledning til Tumulten, lagde Haand paa Hansen for at trænge ham ud af Jernstøberiet, har derefter gjentagne Gange slaaet Hansen med knyttet Haand i Hovedet og grebet fat i ham for at transportere ham ud af Støberilokalerne.

Arrestanten R. C., der var bevæbnet med en saakaldet "Bærestol- - ca. 5 Kvarter lang og l½ Tomme tyk - har dermed rebet et Slag mod Hansen, uden at det dog lykkedes ham at ramme denne.

Arrestanten J. C., der, som tidligere anført, var den Første, der lagde Haand paa Støbemester Hansen, har ogsaa under de paafølgende Optrin gjentagne Gange grebet fat i denne og rettet Næveslag mod ham. 

Arrestanten M. har. bevæbnet med en Spade, fulgt med blandt de forreste i Hoben men da han, uden at have gjort Brug af sit Vaaben - hvad han ejheller vil have havt til Hensigt, idet han kun vil have væbnet sig med Spaden for at gjøre Hansen bange - saae, at der, medens Hansen laa op ad den tidligere ommeldte Kasse i Metalstøberiet, faldt Slag mod Hansen, blev han bange for, at der skulde sker en Ulykke paa denne, og han lagde da Spaden fra sig og besluttede, saavidt det stod i hans Magt, at forhindre, at der skete Hansen yderligere Overlast. I Henhold til denne Beslutning lagde han sig ogsaa imellem, da der, efterat Hansen var trængt ud i Maskinværkstederne, fremdeles blev rettet Slag mod denne, ved hvilken Leilighed Arrestanten blev ramt af et Hansen tiltænkt Slag.

Ifølge de af Tiltalte og Arrestanterne afgivne Forklaringer tilsigtede de Alle ved den af dem udviste voldelige Adfærd - hvorved de ikke havde til Hensigt at tilføie Støbemester Hansen nogen blivende Skade paa Helbred - at tvinge Støbemesteren til at fortrække fra de Lokaler, hvor han havde Myndighed at befale. Tiltalte, Arrestanten Jensen, R. C. og J. C. tillige at skræmme ham til at opgive sin Stilling som Støbemester. Dette Sidste lykkedes dog ikke.

Arrestanten Jensen er født den 7. November 1853 og senest anseet ved Rettens Dom af 29. Januar 1884 med 8 Maaneders Forbedringshus for Tyveri, Tiltalte og Arrestanterne R. P. C. og I. C. og O. E. M. ere fødte henholdsvis den 18. November 1846, den 26. Januar 1849, den 4. Juni 1849 og den 13. Juli 1859 og ikke tidligere straffede.

Som Følge af det Anførte bleve de ansete efter Straffelovens § 210, for Tiltaltes » Arrestanterne Jensens, J. C. S og R. P. C.S Vedkommende tildels sammenholdt med § 40, med Fængsel paa Vand og Brød; Tiltalte og Arrestanterne Jensen, J. C. og R. P. C. hver især « 6 Gange 5 Dage Arrestanten O. E. M. i 8 Dage. De blev derhos tilpligtede in solidum at udrede Sagens Omkostninger.

(Dagens Nyheder 19. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: . 1909. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra formerstrejken

- - -

Støbemesteren banker en Lærling.

Alt dette gør naturligvis J. Hansen gnaven, og i Gaar gik det ud over en Lærling. Denne, der har været paa Fabriken i ca. 3 Aar og er meget flink til sit Arbejde, havde faaet Ordre til at støbe et Dæksel til en Gliderkasse paa en af J. H. opfunden Maade. Lærlingen fik ikke Tid hertil, men udførte Arbejdet paa sædvanlig Maade, og skønt det i alle Retninger var tilfredsstillende, blev J. H. dog saa fornærmet, at han slog Lærlingen i Ansigtet, saa Blodet sprøjtede ham ud af Næse og Mund. Saa kraftigt var Slaget, at Blødningen først kunde standses efter ca. halvanden Times Forløb.

Lærlingen maatte paa Grund af Blodtabet forlade sit Arbejde. Han henvendte sig til den ene af Fabrikens Læger, som mærkværdig nok fandt, at den Art Næsestyvere var en ret naturlig Ting. Til Lærlingens Fader erklærede Støbemesteren, at han kun havde benyttet sin Ret til Hustugt. En løjerlig Hustugt at slaa en Lærling til Blods, særlig af en Mand, der, fordi han ved egen Anledning faar et Par Skub, lader Arbejderne bringe paa Stationen, hvor de efter flere Maaneders Varetægtsarrest idømmes indtil 30 Dages Vand og Brød. Naar det er Straffen for at skubbe til en voksen Mand, uden at denne tager Skade, hvad er saa Straffen, naar denne prygler en Lærling til Blods?

Forøvrigt belyser denne Handling jo tilfulde Støbemesterens Karakter og forklarer Grunden til, at saa mange hæderlige og dygtige Arbejdere hellere udsætter sig sor store Tab end fortsætter Arbejdet under ham.

-

For Strejkekomiteen:
F. H. Svendsen.

(Social-Demokraten 5. februar 1892. Uddrag).

Arbejderne trues! (Efterskrift til Politivennen)

Brede Klædefabrik.

Al den Usselhed, som karakteriseret Højre foran et Valg, gør sig ogsaa gældende ved det nu forestaaende Suppleringsvalg i Lyngbykredsen.

Paa Brede Klædefabrik har de valgberettigede blandt Arbejderne forleden faaet udleveret blaa Sedlen paa hvilke der er trykt Navn og Numer, som giver hver enkelt af disse Lønarbejdere en kontrolleret Plads i de Valgbaase, hvorfra der kun lyder: Stemmer paa Colding! Arbejderne skal med andre Ord tvinges til at stemme efter Fabrikens Ordre, stemme efter en Snor paa Højres Kandidat, eller - - 

Saaledes ser den Frihed ud, som Højres Ledere under Arbejderne. Klædefabriken køber ikke alene Arbejdernes Arbejdskraft, men deres politiske Overbevisning, og Valget gaar kun i Orden, fordi Arbejderne frygter Arbejdsløsheden.

Men hvis d'Hrr. Højremænd ad denne "ikke længer usædvanlige Vej" mener at kunne tvinge Arbejderne til det Slagtehus, hvor deres postliste Frihed skal ofres, tager de sikkert fejl. Vi opfordrer Arbejderne til at stemme uden de blaa Sedler og efter deres fri Overbevisning, og vi henviser dem til, at denne nye Raahed fra Højres Side vil blive gjort til Genstand for en Retsforfølgelse, da den saa aabenlyst som muligt er en Overtrædelse af Straffelovens § 113. Straffen for at antaste Valgfriheden (forhindre Nogen i at udøve sin Valgret eller tvinge ham til at stemme paa en vis Maade) kan andrage Forbedringshusarbejde eller Fængsel. Den sidstnævnte Straf er ogsaa anvendelig paa den, der gør sig skyldige i forsætlige Forvanskninger eller som køber en Andens Stemme.

Men Arbejderne, som altsaa ikke behøver at lade sig binde hverken af den ene eller den anden Slags blaa Sedler, af aftvungne Løfter eller tilbudt Frikørsel til Valgstedet, bør erindre endnu en Ting.

De bør erindre, at det, man vil have dem til at stemme for, er deres egen økonomiske Slaveri og deres politiske Umyndiggørelse. Forholdene fra Brede bekræfter det. Der har man det mest gennemførte Fabrikslaveri, som vel kan tænkes. Lønnen er gennemsnitlig ikke synderligt mere end 10 Kr. om Ugen. Kvinder og Børn slider ogsaa i Fabriklokalerne, og de sidstnævnte begynder ofte ved det fyldte 6te Aar, hvilket er en Overtrædelse af Fabrikloven, altsaa en ny Hensynsløshed mod Arbejderne. Man har saa oprettet en "Skole" for disse Fabrikbørn, det vil sige, man har bygget en Hytte et Sted i Skoven og lader en af Fabrikens Forvaltere oplære de Smaa en Gang imellem i en dygtig Mængde Bibelhistorie og den Menneskekundskab, som er nødvendig for at kunne blive brugbare Trælle i Kapitalens Trædemølle. Skolen er afspærret for Uvedkommende. De kunde jo ogsaa let fortælle om det, der helst bør være skjult i Hytten i Skoven,

Det er indlysende, at paa en saadan Domæne som Brede Klædefabrik er "Social-Demokraten" forbudt. Det viser ogsaa Højres Agtelse for Friheden. Folk, som i Efteraaret trodsede Forbudet, blev afskedigede.

Lad Arbejderne paa Brede og overalt i Lyngbykredsen erindre sig dette. Lad dem huske, at Højres Frihed er Friheden til at udbytte Arbejderne mens de fait trælle, og byde dem usle Krummer, naar de bliver gamle. Lad dem erindre sig alle Lars Jørgensen'erne rundtomkring og lad dem huske Stolpegaardsforholdene. De vil da ogsaa erindre, at det er Socialdemokratiet, der rydder op i alle disse Tilstande.

Og de vil mere. De vil selv række en Haand til at bryde Slaveriet. Lad Højremændene true med blaa Sedler og tilbyde fri Kørsel paa Tirsdag. Arbejderne vil rive Sedlerne i Stumper og gaa paa deres Ben til Valgstedet, naar de ved, at de derved kan stemme frit: mod det brutale og hykkelske kapitalistiske System.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Eksterieur, ejendom og gårdsplads. Brede klædefabrik. Hovedbygning.. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tjenestefolk og Dyr i Herløv. (Efterskrift til Politivennen)

I Herløv (der ligger i Lyngby-Kredsen) - og i hele det øvrige af Københavns Omegn - staar det ikke bedre til med Storbøndernes Forhold overfor deres Arbejdere og Tjenestefolk end i Lyngby.

En af Herløvs større Gaardejere, Morten Nielsen, byder sine Tjenestekarle og Arbejdsfolk Lokaliteter til Opholds- og Soverum, som vi aldrig har set Mage til. og vi har dog ret triste Erfaringer paa dette Omraade. Karlekamret er aldeles uden Vindue, fuldstændig mørkt som Graven og uden Spor af Lufttilførsel. Det er en kolossal Skandale, at det tjener til Sovested for 4 Mennesker, og at Sundhedskommissionen ikke forbyder dette Menneskeplageri, der absolut er lovstridig.

Indgangsdøren, som fører direkte fra Gaardsrummet ind til Kamret, bestaar af to Halvdøre, som til en Stald. De slutter saa daarligt, at der et Sted er et Spillerum paa ca. 1 Tomme, hvorigennem Kulde, Sne og Slud har frit Kørind til Folkene i Sengen. Kommer man indenfor Døren, forbavses man først over det snævre Hul. Der er ikke 2 Alen fra Væg til Væg, og først den bageste Halvdel af Kamret udvides lidt, saa der lige er Plads til en Seng paa Vreden. Der er intet Gulv, men i hele Kamret er Jorden brolagt med store, puklede Kampesten ligesom udenfor i Gaarden. Det maa være rart for Folkene at staa paa dette "Gulv" med bare Fødder, naar de skal i Seng. Det er selvfølgelig sølet som en københavnsk Gade.

Væggene har en Gang været kalkede, men paa over Halvdelen er al Kalken slidt af, saa de nøgne Mursten stikker frem, og det samme er Tilfældet med de sorte Stolper i Bindingsværket. Paa andre Steder er Væggene saa sorte af Snavs som en Kakkelovn, hvilket er let forklarligt, da Pladsen er saa snæver, at man ikke kan undgaa at gnide sig op ad Væggen.

Der er ikke et Bord, ikke en Stol i Kamret, kun to dobbelte Senge udgør hele Møblementet. En af Karlene havde en Kiste til sit Tøj, de andres hang paa den snavsede Væg eller laa paa Stenbroen. Aldrig har vi set et saadant Svineri. Den ene Seng var kun en Kasse, tømret sammen af gamle uensartede Bræddestumper. Loftet var af Brædder, utæt, snavset og fuldt as Spindelvæv. Da der ingen Stole findes, maa Folkene kravle paaklædte op i Sengene og klæde sig af der, hvis de ikke tør risikere Helbredet ved at staa paa de kolde, snavsede Brosten.

Vi bad om at se Gaardens Svinehus og blev ført hen til en splinterny grundmuret Bygning med Betongulv, lys og luftig. Vinduerne var indfattede i smukke Jærnrammer, og i et og alt boede Svinene mange Gange bedre og sundere og bekvemmere end Menneskene. Karlene bad for en Tid siden Husbonden om de ikke maatte bytte med Hønsene saa de fik Kammer i Hønsehuse; og Hønsene kom i Karlekammeret. Det nægtede Morten Nielsen med den Motivering, at Hønsene ikke kunde trives uden Lys. Der er ogsaa et godt Vindue i Hønsehuset og dette er et langt bedre Værelse end Karlekammeret. Vi lagde ogsaa Mærke til, at Væggene hos Hønsene var langt hvidere og renere, altsaa bedre vedligeholdte end hos Folkene.

Der er som sagt Sengeplads til 4, men om Sommeren tager Morten Nielsen flere Folk og har 3 a 6 Mand paa Gaarden om Natten. De 2 Mand, der ikke er Plads til i Karlekammeret, indkvarterer han saa i Loen og i Stalden! Undertiden faar de Sengetøj ovenpaa en Bunke Halm i en Krog paa Gulvet, men det er hændt, at der kun er udleveret et Par Hestedække der foruden Halmen, og et saadant Natteleje byder saa Storbonden de Arbejdere, som skal forrette haardt Høstarbejde for ham om Dagen.

Vi spurgte, hvor de opholdt sig i deres Fritid om Søndagen og de lange Vinteraftener, og blev vist ind i Gaardens Vaskerhus. De har ingen Folkestue, og derfor holder de Salon i Vaskerhuset. Der var to store indmurede Grubekedler, en aaben Vask og en Mængde Mælkespande, Bøtter og Redskaber, og midt imellem alt dette stod der et gammelt Bord med et Par Bænke til. Her skal Folkene indtage alle deres Maaltider og opholde sig, naar de ikke arbejder. Om Vinteren er det omtrent umuligt at være der, da der ingen Kakkelovn er og Trækken suser hen over det kolde Stengulv. Naar de sidste Vinter var nær ved at fryse fordærvet, gik de undertiden over i Kostalden for at faa lidt Varme i Kroppen, men det forbød Gaardmanden dem. Vi skal her bemærke, at saavel Kostalden som Hestestalden i et og alt var bedre og rummeligere Opholdssteder end Karlenes og Arbejdsfolkenes Kammer. Pigekammeret saa vi ogsaa, det var forholdsvis rummeligt, men yderst forfaldent og snavset. I det raadne Gulv var der et stort Hul ned til Kælderen, hvorigennem Træk og den raa Kælderluft steg op i Kammeret.

De Folk, vi har talt med, var ikke heller begejstret over den øvrige Behandling, de fik hos Morten Nielsen. Der har været 3 Piger siden November, og Husbonden skal være tilbøjelig til at skælde og smælde næsten bestandig. Der tog for kort Tid siden en Karl derfra, fordi Morten Nielsen overfusede ham med Skældsord som "Skurk", "Tyveknægt' osv. Det synes vi ikke er klogt gjort af Hr. Nielsen netop at bruge disse Udtryk.

I de tre sidste Aar har han hver Jul lige til Juleaften givet sin Tærskemand Afsked. Saa slap han da for at traktere den Arbejder i Julen. Som man ser ganske snildt hittet paa. Nu, da Nytaar er overstaaet, har han antaget sig en frisk.

Vi erindrer om, hvad Præsten i Lyngby, Pastor Heskjær, sagde i sin Høstpræken, at Storbønderne har 

- - - en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængt, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsevne, fordi Folkeholdet er for lille og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faar anvist Opholdssted de lange Vinteraftener." - -

Som man ser passer disse Ord ikke blot paa Lyngbyegnen, men ogsaa paa den vestlige Del af den Valgkreds, vi kæmper for at skaffe en socialdemokratist Repræsentant i den lovgivende Forsamling. I 16 Aar har Kammerherre Rosen repræsenteret Kredsen, og aldrig er det faldet ham ind at gøre en Pluk for at forbedre de elendige Kaar Smaafolk og Tyendet lider under. Har han kendt dem, og det har han nok, saa burde han ikke have tøvet med at udrette noget for dem. Nu vil Højre til Efterfølger give dem Oberstløjtnant Colding, en Mand, der i de næste 16 Aar vilde udrette lige saa lidt som Rosen.

Socialdemokratiet derimod kender hvor Skoen trykker de Smaa i Samfundet, og vi bliver aldrig træt af at trække det frem. Nu stiller vi en af vore bedste Mænd op i Kredsen. Hvis Vælgerne vil have en forstaaende og ihærdig Talsmand for alle deres berettigede Krav, saa vælger de J. Jensen paa Tirsdag.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).