Samaritanen i Ravnsborg Tværgade Nr. 3. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt fattige.

"Samaritanen" er Navnet paa en Afdeling af "Evangelisk Frimission", der har slaaet sig ned ude paa Nørrebro i Ravnsborg Tværgade, og som ved Siden af sin Missionsgjerning tillige søger at afhjælpe lidt af den store Fattigdom og Nød, der i Vintermaanederne hersker blandt Nørrebros fattige Arbejderbefolkning. Det er andet Aar, "Samaritanen" har virket, og det er ikke smaa Resultater, der er naaet, til Trods for, at Midlerne som Regel kun er flydt sparsomt i Pengekassen. Hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag er der sort af Mennesker i den lille Gaard, hvor "Samaritanen" har Lokale, og langt ud paa Gaden staar de pjaltede, frysende Fattige og længes efter, at Turen skal komme til dem. Uden nogen som helst Kontrol tilstedes alle Adgang. I Hold bliver de lukket ind i de forskjellige Spisesale; Kvinderne og Børnene spiser for sig selv i Stueetagen, Mændene i en Sal ovenover. Kosten er hver Dag den samme: Grød og varm Mælk og saa meget Smørrebrød, de kan spise. Den 12te Januar, da Bespisningen i Aar begyndte, fik ikke mindre end 2156 Personer gratis Middagsmad, og i Gaar bespistes 6181. Det lyder utroligt, men er sandt. Hvert Hold faar 25 Minutter til at spise og gjøre sig i Stand; saa maa de rømme Salen for at give Plads for det næste Hold. Som Regel sluttes Bespisningen Kl. 5, og der bliver da slukket under de mægtige Kjedler i Køkkenet. Dct hænder jo imidlertid af og til, at en forsinket Efternøler ogsaa efter den Tid banker paa "Samaritanen"s Dør og beder om at faa sin Sult stillet, og han bliver ikke alvist. Kun maa han nøjes med Smørrebrød og Mælk.

"Samaritanen" uddeler ogsaa Billetter til disse Maaltider, og de, der er forsynede med Billet, faar først Adgang. Man har ment, at det var behageligt for Kjøbenhavns Borgere at kunne give Tiggere ved Dørene en saadan Billet i Stedet for Penge; og mange af Foreningens Bidragydere udbeder sig stadig et større eller mindre Antal Billetter tilsendte.

Den unge Forstander, med hvem vi i Gaar efter Indbydelse havde en længere Samtale om Virksomheden, meddelte os, at det var hans fulde og faste Overbevisning, at kun virkelig Trængende bankede paa "Samaritanen"s Dør, og vi tror det gjærne. De Mænd og Kvinder, vi i Gaar saa opstillede i Gaarden for at vente paa Tur, havde alle Fattigdommens. Sultens og Nødens Stempel i Ansigterne. Men beskedent og roligt ventede enhver paa sin Plads, ingen højrøstet Passiar, ingen Raaben eller Støjen i kun Øjnene stift fæstede paa den lille Dør, der skal aabne dem Vej til at faa deres stærke Sult tilfredsstillet. At der bruges store Kvanta Fødevarer en saadan Bespisningsdag, vil enhver let kunne forstaa, naar man mindes de før nævnte Tal. Der bruges saaledes 2000 Potter Mælk, 250 Rugbrød og 70 a 80 Pund Margarine. Og ikke desto mindre koster et saa kolossalt Indkjøb knapt 300 Kr., og for disse Penge kan "Samaritanen" altsaa mætte 6000 sultne Sjæle. I Sandhed et Foretagende, der nok er værd at støtte.

Og Støtte trænger det til. Man maa indskrænke sig paa alle Maader; de medvirkende faar en lille eller slet ingen Løn for deres anstrængende Gjerning. Men de er jo ogsaa alle Venner af Missionsgjerningen og gjør det af Kjærlighed til Sagen. Men yderligere Støtte maa der til; vi opfordrer Godgørenheden til at tænke paa "Samaritanen" og dens Virksomhed. Den vil ikke skade nogen af de hidtil bestaaende velgjørende Foreninger, men tager sig jo netop væsenligst af de Fattige, som ikke kan henvende sig andetsteds, der, hvor der spørges ud om Personens Forhold og Værdighed eller Ikke-Værdighed. "Samaritanen" gaar ud fra den Betragtning, at ethvert Individ, der sulter, har Ret til at fordre, at Samfundet skal hjælpe ham. om han saa end har begaaet et eller andet, der har bragt ham i Konflikt med Lovene.

Lad os tilsidst kortelig omtale Bygningens Indretning og Anvendelse: Set fra Gaarden, tager den lille graa Bygning sig ret uanselig ud, og tarveligt, uden Prydelser af nogen Art, er det hele Indrettet, men hyggeligt og renligt er der overalt. Strax til venstre for Hovedindgangen findes Kontoret, et lille,  tarveligt møbleret Værelse med kalkede Vægge, og for Enden af Gangen findes den store Sal, hvori Kvinderne og Børnene bespises, og som ogsaa bruges til Afholdelsen af religiøse Foredrag. I det Øjemed er der i Baggrunden rejst en net lille Talerstol, og naar Bespisningen er endt, flyttes en Mængde Bænke ind i Salen, der kan rumme et Par Hundrede Mennesker. Om Aftenen holdes her saa som Regel Andagt under Ledelse af Forstanderen.

Ovenpaa, lige under Taget, findes den anden Sal, hvori Mændene spiser. Den er endnu mere tarveligt udstyret end den nedenunder, men ogsaa her er alt saa propert og net, at det er en Fornøielse at se det.

Bagved den førstnævnte Sal ligger det ret store Køkken, hvori der Bespisningsdagen hersker febrilsk  Travlhed, men som de andre Dage i Ugen straaler renskuret med fine blanktpolerede, kæmpemæssige Kar og Gryder.

Som vi ovenfor nævnede, kan enhver, der henvender sig til "Samaritanen", faa gratis Middagsmad; men han skal spise den paa Stedet, Ingen faar Lov til at tage Maden med hjem; kun i ganske enkelte Tilfælde, som naar baade Mand og Kone er syge, saa de ingen Bud kan sende afsted, sker der Undtagelser fra Reglen, idet "Samaritanen" da lader Maden bringe hen i Hjemmet.

Vi kan paa det bedste anbefale "Samaritanen" til Godgjørenheden. Det er en Institution, der - hvor ung den end er - har vist, at den fortjener at støttes.

(Morgenbladet (København) 29. januar 1892).

Ravnsborg Tværgade 3. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2026.

Den barmhjærtige Samaritan.

Vi overværede i Gaar Middags den Maduddeling til Fattige, der foregaar i Ravnsborg Tværgade Nr. 3 i et derværende lille Frimenighedslokale: "Samaritanen". Der var mødt ca. 5000 Nødlidende.

Gennem en tæt stuvet Mængde fattige Mænd, Kvinder og Børn, der stod i Række ude fra Gaden gennem Porten og Gaarden, ventende paa deres Tur til at indlades, kom vi ind i Missionssalen, hvis eneste religiøse Prydelse er Prækestolen med Biblen og den paa Væggen bagved over et Kors anbragte Indskrift: "Gud er Kærlighed".

Paa Prækestolen var stablet store Bakker med Masser af skaaret Smørrebrød, og rundt om stod Skaale med Grød og Spande med kogt, varm Mælk.

I et Hjørne af Salen er en Del Kvinder i travl Beskæftigelse med at skære Smørrebrød, og i det store Køkken, der støder umiddelbart op til Salen, koger Gryderne med Mælk og Grød.

Dørene aabnes og ind strømmer Kvinder og Børn. I en Fart er de lange Træbænke fyldt og Maden serveres af flinke Hænder. Her er ingen Salmesang eller Præken. Der øves ingen som helst Kritik overfor disse Fattige, der spørges ikke om deres Trang eller Værdighed, deres religiøse eller politiske Anskuelser, Familieforhold, om de er unge eller gamle, om de er arbejdsløse osv. osv. Kortsagt: alle de Formularer og Omsvøb, som de Fattige ellers i Reglen maa gennemgaa som en Skærsild, naar de henvender sig til vort Fattigvæsen eller Understøttelsesforeningerne, bruges ikke her. Enhver som helst, der selv anser sig for trængende, kan frit gaa ind og spise sig mæt.

Hver Person faar først en Skaal Grød med varm Mælk, og derefter sættes de store Smørrebrødsstabler paa Bordet, hvoraf kan spises efter Behov, og hvortil der atter leveres en Skaal Mælk.

Det er en Fornøjelse at se den Venlighed og Hjærtelighed, hvormed hele Arrangementet ledes. Tæt sammenstuvede ved Bordene spiser og spiser alle de sultne Mennesker. Mødre har endog deres Diebørn med, og i lange Rækker sidder Skolebørn, store og smaa. Drenge og Piger; de har deres Bøger under Armen og er enten lige kommen fra Skole eller stal i Skole. Det varme, mættende Maaltid liver op i Barneansigterne, og der lyder en glad, ustanselig Summen fra de Smaa.

Vi gaar ovenpaa, hvor Loftet er indrettet til Spiselokale for Mændene. Her er mere primitivt med skraat Tag og Bjælker, men det Hele er hvidtet, lyst og rent. Ved Bordene sidder baade affældige gamle Mænd og ganske unge Mennesker, de fleste yderligt fattigt klædt. Men der er ogsaa enkelte bedre klædte, rimeligvis Haandvarkere uden Erhverv, der her en Dag faar Sulten stillet.

I Mændenes Lokale er der mere tyst. Anretningen er her den samme, men noget rigeligere. Maden spises i Stilhed og Ro, kun afbrudt af de betjenende Funktionærers venlige: "Velbekomme" idet de passerer forbi de spisendes Rækker. Naar Maaltidet er færdigt, rejser Mændene sig alvorlige, en for en, og forlader Lokalet med et høfligt: "Tak for Mad!"

Der er beregnet c. 20 Minuters Spisetid for hvert Hold (flere hundrede Mennesker), og lige saa hurtig Lokalet er tømt, strømmer der nye sultne Skarer ind, og saaledes bespises Tusinder de 3 Dage om Ugen: Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 11-13.

Hele Foretagendet er arrangeret og ledes af en ung, energisk Mand, Forstander Schrøder, og er udelukkende baseret paa frivillige Bidrag fra Private. Han begyndte forrige Vinter, og der bespistes den Gang 17,000 Mennesker. I Aar aabnedes der den 12te Januar, og med i Gaar - den 8de Bespisningsdag - var der allerede naaet til det betydelige Antal ca. 38,000 Personer. Det største Antal paa én Dag var mødt i Tirsdags, nemlig 5,853. Hver Portion Mad anslaas til en Udgift af ca. 15 Øre.

Hvad der er særdeles tiltalende ved denne Bespisning, er som sagt den ukendte Liberalitet og Venlighed, hvormed Døren aabnes for enhver, der ønsker sin Sult stillet. Hvad mon Fattigborgmester Jacobi har tænkt herom, da han i Gaar gjorde sin Runde gennem Lokalerne?

"Vi øser ud med aabne Hænder," sagde Forstander Schrøder til os. - og vi tror ikke, at vor Godhed bliver misbrugt. Forleden Dag kom der en fattigklædt Arbejder og vilde spise. Da han var færdig, kom han glad ind paa Kontoret til mig og takkede for Maden. Han fortalte, at han var arbejdsløs, men han havde endnu en Krone i Lommen, og den vilde han med Glæde indbetale som sit Bidrag til Bespisningen. Naar blot de Velhavende vilde være forholdsvis lige saa rundhaandede som denne fattige Arbejder, saa kunde vi med Lethed bespise endnu flere Tusinder."

(Social-Demokraten 29. januar 1892).

Fra "Samaritanen" i Ravnsborg Tværgade. Mands-Afdelingen paa Loften - Afdelingen for Kvinder og Børn i Salen. Illustreret Tidende nr. 19, 7. februar 1892. 

"Samaritanen".

Det er en bekjendt Sag, at der [i den] gode By Kjøbenhavn udøves en ikke ubetydelig Godgiørenhed, men det er lige faa [bekjendt at] der mod Maaden, hvorpaa den udøves, [-] kan reises berettigede Indvendinger, og [navn]lig kan man hyppig fristes til at spørge, om der ikke uden Skade kunde indføres betydelige Besparelser i Henseende til de velgjørenheds-Institutioners Administration. Vi skulle blot exempelvis henpege paa de iøvrigt meget store Aarsberetninger, der koste en betydelig Sum. Medens dette paa den ene ide er en [Feil?] som klæber ved ben almindelige Godgjørenhed, saa er der i en anden Retning en Fare, som ikke er mindre betydende: Faren for, at de med Møie indsamlede Penge ikke kommer til Anvendelse i Overensstemmelse med Formaalet. Trods den nøiagtigst mulige Undersøgelse vil saaledes kontant Hjælp hyppigt blive anvendt paa en saadan Maade, at Giveren, hvis de kjendte den, vilde føle sig i høj Grad skuffede.

Vi forudskikke disse Bemærkninger [som] Indledning til en Omtale af en ny Institution i Godgjørenhedens Tjeneste, fordi denne Institution ikke mindst forekommer os anbefalelsesværdig af den Grund, at den frembyder meget ringe Muligbed for, at Fejl som de paapegede kunne faa Indflydelse. Det er "Samaritanen"s Bespisning for Fattige i Ravnsborg Tværgade Nr. 3.

"Samaritanen" er en "evangelisk Institution", dannet af nogle religiøst vakte unge Mænd, som særligt have rettet deres Bestræbelser paa at faa Tag i Samfundets [daarligst?] stillede Medlemmer, dem, der tilbringe Sommernætterne under aaben Himmel og Vinteren i de sletteste Logis'er. "Samaritanen" har faaet sit Hjem i Ravnsborg Tværgade Nr. 3 i en Bagbygning, hvor der tidligere var en Hestestald, men nu er indrettet et tarveligt Missionslokale, i hvilket den samler sine Adepter til Bønnemøder to Gange om Ugen.

I Forbindelse dermed have disse Missionærer - deres Formand eller Forstander hedder E. F. Schrøder - taget Bespisningen af de Fattige op, og de have grebet Sagen an paa den mest ligefremme Maade. Tre Gange om Ugen bespise de i Lokalet saa mange Fattige. som de have Mad til, [med] tarvelig, men nærende Mad: Byggrynsgrød, varm Mælk og Smørrebrød. Den nydes paa Stedet, saa her er ikke Tale om, at den kommer Andre end selve den sultne Fattige, hvem man vil hjælpe, til Gode, og Maden er ikke saa lukullist, at den frister Andre end dem der virkeligt trænge. Disses Antal er da ogsaa stort nok. Indtil henimod [-] Mennesker have Missionærerne i "Samaritanen" bespist paa een Dag, arbeidsløse og arbeidsudygtige Mænd cg Kvinder mellem hinanden, Børn og Oldinge, Krøblinge og Sunde, naar de blot vare sultne. Hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag Kl 12-3 [-] de i talrig Skare, iførte de forskjelligste Klæder, for en stor Del i tynde Pjalter, samles ved Porten i Ravnsborg Tværgade.

Man skulde tro, det var vanskeligt at vedligeholde Ro og Order i denne Masse; men det er ikke Tilfældet. Til Trods for, at ogsaa mange mindre gode Elementer give Møde, forstyrres Ordenen ikke. Med Taalmodighed venter Enhver indtil hans eller hendes Tur kommer til at faa den trods sin Tarvelighed for disse Mennesker velsmagende Kost. For Kvinder og Børn serveres den i selve Missionslokalet, for Mændene i et Lokale ovenpaa, og for dem Alle gjælder det, at de kunne spise, til de ere mætte.

Hvor megen velsignelse, der spredes gjennem denne Institution, som kun sætter Vedkommendes Sult som Betingelse for sin Hjælp, vil Enhver kunne tænke sig; men Enhver vil ogsaa være paa det Rene med, at dens fortsatte Drift kræver Penge. Vel kan hver Person her gjennemsnitligt mættes for ca. 7-8 Øre, men alene det bliver 5000 Mennesker 400 Kr. - en ikke ringe Sum at have disponibel tre Gange om Ugen. Og "Samaritanen" vil gjerne, saa vidt dens Midler strække, hjælpe de Failige med lidt Mere end Maden, med lidt Brændsel og lidt gamle Klæder. Ogsaa det koster Penge.

Hidtil har man staaet sig igjennem, væsenligt ved Bidrag fra en stor Mængde Smaafolk, selv om ogsaa enkelte større Bidrag ere indkomne. Vinteren er imidlertid lang og der maa derfor haabes paa Hjælp i større Udstrækning. Vi ville derfor med denne Omtale af "Samaritanen"s Bespisning med at opfordre Alle, der selv have det fornødne, til at give et lille Bidrag, og dem, der have mere end det Fornødne, til at hjælpe i større Stil. Bidragene kunne sendes direkte til "Samaritanen". Ravnsborg Tværgade 3, og de ville - derom føle vi os efter at have gjort Bekjendtskab med Anstalten, fuldt overbeviste - blive anvendte godt.

Derom vil jo forøvrigt Enhver, som besøger "Samaritanen" paa en af Bespisningsdagene kunne overbevise sig.

(Dagens Nyheder 4. februar 1892. Enkelte ord i slutningen af linjer ulæselige).

Fattiges Bespisning. Forstanderen for "Samaritanen" paa Nørrebro. C F. Schrøder, holdt i Aftes i Wittmacks Lokale Foredrag om den Virksomhed, der udfoldes derude, og om hvilken vi i en Artikel for nogle Dage siden har givet vore Læsere fuld og klar Besked. Han forsvarede den Maade, hvorpaa Virksomheden dreves og forsvarede særlig den Fremgangsmaade, at give Mad til enhver, der sulter, uden Hensyn til den sultnes Værdighed eller Ikke-Værdighed. Siden den 12te Januar i Aar har "Samaritanen" bespist 57,630 Personer. Bidragene er strømmet ind i Beløb fra 15 Øre til 200 Kr. En Velynder havde lovet en betydelig Sum foreløbig til Hiælp til Oprettelsen af en Filial af "Samaritanen" paa Kristianshavn, og man vilde nu se, om der er Stemning for at støtte et saadant Foretagende, som Taleren varmt anbefalede, idet han takkede Pressen for den Velvilje, den i det hele taget havde vist hans Gjerning, og bad den støtte ham fremdeles. Han havde omtrent sikret sig et Lokale paa Kristianshavn; Anstalten kunde rejses for en Sum af 12-1400 Kr. Kunde disse skaffes til Veje. vilde Anstalten blive aabnet om fjorten Dage.

Gjæstgiver Møller vilde gjærne vide, om Filialerne ogsaa skulde benyttes til Missionslokaler, saaledes som Tilfældet var paa Nørrebro. Han var ikke ganske tilfreds med den Maade, hvorpaa "Samaritanen" arbejdede. Han foreslog Oprettelsen af et Blad, der arbejdede for Sagen.

Schrøder: Et saadant Blad var paatænkt. Missionsgjerningen bør drives ved Siden af Bespisningen.

Hr. Steenberg (Formand for Kristianshavns Bespisningsforening) mente, at denne Forening trods det, at den holdt paa Undersøgelsessystemet, gavnede de virkelig nødlidende. Det gik ikke an at give Penge til enhver, der blot strakte Haanden ud efter dem. Ganske vist er den uorganiserede Velgjørenhed den nemmeste, men næppe den rigtigste. 

Schrøder: De vil ikke skade nogen af de bestaaende Foreninger. "Samaritanen" bespiser tre Gange saa mange som Bespisningsforeningen.

Drejermester Thomsen anbefalede en Forening med et lignende Foretagende paa Vesterbro, der skal begyndes i Cirkusbygningen i næste Uge.

Ved en derpaa foretagen Indsamling indkom et Beløb af 60 Kr , og der gaves Tilsagn om yderligere Støtte.

(Morgenbladet (København) 6. februar 1892).

Wittmacks Lokaler lå i Holmens Kanal 17 (Havnegade 3). De blev nedrevet i 1913 i forbindelse med frasalg til en udvidelse af Nationalbanken.

Se også indslagene Bespisning i Cirkus.   (februar 1892) og Frederiksberg Samaritan lukker op  (januar 1924). I 1910 var der blevet oprettet 3 Samaritanen: Foruden Ravnsborggade 3, i Prinsessegade 7 (Christianshavn) og Allegade 9 (Frederiksberg).

Sædelighedsforbrydelse. (Efterskrift til Politivennen)

Arresteret Fattigforstander.

I Forgaars er der arresteret en Fattigforstander her i Byen, med hvem "Social-Demokraten" i længere Tid har beskæftiget sig. Sagen er følgende:

Kort før Jul fik vi Meddelelse om, at Fattigforstander Valdemar Bergh i 13de Distrikt og boende paa Kapelvej 53, saa at sige daglig gjorde sig skyldig i det afskyeligste Svineri over for Drengebørn, som kom paa hans Kontor.

Vi indledede straks i al Stilhed en Undersøgelse, og det vi først fik konstateret var, at Fattigforstanderen i en utrolig Grad var grov og uforskammet mod de Fattige, som nødtvungne maatte gaa den tunge Gang til ham. Han æreskældte og fornærmede dem paa det groveste og chikanerede dem paa alle de Maader, der stod i hans Magt. Værre var det dog som han behandlede deres Børn. Fattige Forældre, som begge maa gaa paa Arbejde, nødes ofte til at sende deres Børn til Fattigforstanderen efter den Hjælp, der er tilstaaet dem. Pigebørnene var Hr. Bergh uforskammet imod og pryglede dem endog af og til. Anderledes med Drengene. Naar en Dreng behagede ham, blev han kaldt ind i Kontoret og Døren omhyggeligt laaset. Hvad der saa yderligere foregik, var af en modbydelig Natur.

Nogle Drenge græd og følte sig saa krænkede, at de klagede til Forældrene. Andre syntes godt om den Mængde Slikkerier og Penge, Fattigforstanderen gav dem, og de tav derfor stille.

Han drev ogsaa sin Forretning uden Byen. Paa Nordvestvej boede en Enke, som har to Drenge, hvoraf den ene er aandssvag. Naar Moderen var paa Arbejde, indfandt Bergh sig og truede Børnene til at lukke sig ind. Karakteristisk er det, at han mest drev sit Svineri med den aandssvage Dreng.

En anden Kone i Jægergade har ogsaa et Par Drenge. Hendes Bestilling som Avisbud medfører, at hun gaar ud meget tidlig om Morgenen, og dette vidste Bergh. Han stod tidlig op, og medens Børnene endnu laa i Sengen, trængte han sig ind i Lejligheden.

Ganske paa samme Maade bar han sig ad overfor en Handelskones Børn. Medens hun gik paa Torvet om Morgenen tidlig, indfandt Bergh sig i hendes Lejlighed. Og foruden disse Tilfælde er der Masser af Eksempler.

Men hvor har alt dette kunnet gaa saa længe, spørger man - og det har gaaet i flere, maaske i mange Aar. Ja, det er den sørgeligste Side af Sagen, og den viser levende, i hvor høj Grad de Fattige er retsløse og hjælpeløse netop paa Grund af deres Fattigdom. Alle de Forældre, hvis Børn paa en saa modbydelig Maade er bleven misbrugt, er Folk, kom faar Hjælp af Fattigvæsnet og derfor er afhængige af Forstanderens Naade og Unaade. Vi har spurgt flere, hvorfor de ikke klager til Politiet, og faaet det samme Svar: Det tør vi ikke, han kan jo gøre o« ulykkelige ved at tage Hjælpen fra os.

Er det ikke oprørende, at Folk roligt skal finde sig i, at deres Børn skændes, blot fordi de ikke tør udsætte sig for at miste det Brød, de behøver at stille deres Sult paa. Der er Mødre, som har været fortvivlede og lidt uhyre i Stilhed uden at de turde melde Forbrydelsen.

Desværre har heller ikke vi i den forløbne Tid kunnet saa faa mange og aldeles urokkelige Beviser i Hænde, at vi paa Basis deraf kunde offenliggøre Skandalen. Vi behøver ikke at give lang Forklaring af dette. De Forfølgelser, som "Social-Demokraten" har været Genstand for i de sidste Aar fra Myndighedernes Side, er jo kendt af alle. Fængsel, Mulkter og Erstatninger er regnet ned over os, og saa godt man har kunnet, har man slaaet os vore Beviser ud af Hænderne. Vi har før i Artikler vist, hvorledes man har forbløffet vore Vidner og besværliggjort over Vidneførsel, ved at Vidnerne forud kom paa det rene med, at det i høj Grad vilde skade dem i deres økonomiske Stilling og paa anden Maade, hvis de vidnede til Gunst for os. Saa tav de saa tidt stille, hvor deres Vidnesbyrd kunde have ramt allerhaardest. Vi erindrer ogsaa om, at et andet Blad for en Tid siden blev dømt til 5000 Kr. Erstatning, endog uden at det havde nævnt Sagsøgerens Navn.

Men i Berghs Sag var det saa at sige udelukkende Børn, som paa første Haand skulde bekræfte den Sædelighedsforbrydelse Forstanderen drev i saa udstrakt Grad. Vi var derfor nødt til at være forsigtige og gaa langsomt frem. Nu er Politiet endelig kommen os i Forkøbet. Politiassistent Stephensen paa Nørrebro har ladet Forstanderens Forhold undersøge, snildet at Beskyldningerne var sande, og nu sidder endelig Forbryderen arresteret, hvilket vil blive hilst med Glæde i mange fattige Hjem paa Nørrebro.

(Social-Demokraten 23. januar 1892).

Nationaltidende meddelte den 28. januar 1892 at cand. phil Valdemar Bergh den 27. januar var blevet suspenderet som forstander pga. arrestationen. Assistent J. C. Kragh efterfulgte ham. Ifølge Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende den 19. august døde han den 18. august 1907 og blev begravet på Assistenskirkegård.

Vold paa Burmeister & Wain. (Efterskrift til Politivennen)

Voldelig Krænkelse af en Andens Frihed. Under en ved Kriminal- og Politiretten mod Tiltalte H. V. S.. Arrestanten Frederlk Jensen og Arrestanterne R. P. C, J. C. og O. E. M. for voldelig Krænkelse af en Andens Frihed anlagt og den 16. dS. paadømt Sag bleve Tiltalte og Arrestanterne ved egen Tilstaaelse og det iøvrigt Oplyste overbeviste om at have giort sig skyldige i det nævnte Forhold under følgende nærmere Omstændigheder :

I Burmeister & Wains Fabriker i Overgaden neden Vandet Nr. 9, i hvis  Støberiværksteder Tiltalte og Arrestanterne vare beskjæftigede, blev der i Slutningen af Oktober f. A. ansat en ny Støbemester - Jens Hansen - hvis Funktion bestod i selvstændig at forestaa Støberi-Værkstederne med fuld Myndighed over de der beskjæftigede Arbeidere, hvem han paa egen Haand kunde antage og afskedige. Det er under Sagen oplyst, at der blandt de Hansen underordnede Arbeidere var nogen Misstemning mod ham, navnlig fordi han, i Overensstemmelse med sine Foresattes Ønske, holdt paa at indføre en bedre Orden i Værkstederne, end der i den nærmest foretaaende Tid havde hersket; fremdeles maa et es er det Oplyste antages, at der mellem Arbeiderne har været talt om, al de vare kjede af Hansen og gierne vilde af med ham, uden at der dog har været truffet nogen Aftale om bestemte Skridt eller om en fælles Optræden for at fjerne ham. Under disse Forhold foregik den 26. November f. A. om Formiddagen, Følgende :

Efter at der havde fundet et Ordskifte Sted mellem Støbemester Hansen og Arrestanten J. C. - som maa antages ved denne Leilighed at have været en Del beruset, om end fuldkommen tilregnelig - under hvilket Hansen havde foreholdt nævnte Arrestant, at denne ikke i sin berusede Tilstand egnede sig til at fortsætte sit Arbejde, gik Arrestanten henimod Støbemesteren, som da opholdt sig i Fabrikernes Jernstøberi-Lokale, greb fat paa ham og raabte, "om han (Arrestanten) var fyrig?" Samtidig hørtes der rundt om i Lokalet Piben og Raab om, at Støbemesteren skulde slaaes ned, smides ud og Lignende, og en Mængde Arbeidere, tildels bevæbnede med Stokke, Bræddeslumper og andre Redskaber, som laa for Haanden stormede nu hen mod ham og tvang ham under Skub og Slag til at trække sig tilbage gjennem en Gang, der forbandt Jernstøberiet med Metalstøberiet. Det lykkedes Hansen, stadig trængt af Arbeiderne, gjennem denne Gang at naae ned i Metalstøberiet, hvis Dør han fik lukket efter sig; men han forsøgte forgjæves at holde denne Dør lukket ved at stemme en Fod og Hænderne imod den, idet hans Forfølgere pressede Døren op og derefter i Flok væltede ind over ham, saa at han faldt over mod en i Lokalet hulstaaende Kasse. Medens han befandt sig i denne Stilling, førtes der forskjellige Slag imod ham, og først da han, ramt af et stærkt Slag i Hovedet, udstødte en klagende Lyd, indtraadte der en pludselig Taushed i Hoben, som nu tillod ham at reise sig, men derpaa atter under Skub og Slag trængte ham videre ud af Metalstøberiet og ned i de ved Siden af beliggende Maskinværksteder, som laae udenfor det Omraade. hvor han havde at befale. Ogsaa efterat Støbemesteren var bleven trængt herud, blev der tildelt ham Skub og Slag indtil Arbeiderne ved Mellemkomst af en Former og en Værkfører lode sig bevæge til at trække sig tilbage.

De Hansen ved den ham tilføiede Vold bibragte Læsioner kunne efter det Oplyste ikke antages at ville medføre skadelige Følger for hans fremtidige Helbred.

I de foran beskrevne Voldshandlinger mod Støbemester Hansen have Tiltalte og Arrestanterne, som alle vare med i den Hob, der trængte ind paa ham og tvang ham ud af Lokalerne, desuden hver især deltaget paa følgende Maade:

Tiltalte, der var bevæbnet med et Stykke Brædt - ca. 1½ Alen langt, en. 3 Tommer bredt og ca. 1 Tomme tykt - har dermed tilføiet Hansen et Slag i Hovedet. 

Arrestanten Jensen, der efter det Oplyste maa antages at have været den Første, som, efterat Arrestanten J. C. ved at gribe fat i Hansen havde givet Anledning til Tumulten, lagde Haand paa Hansen for at trænge ham ud af Jernstøberiet, har derefter gjentagne Gange slaaet Hansen med knyttet Haand i Hovedet og grebet fat i ham for at transportere ham ud af Støberilokalerne.

Arrestanten R. C., der var bevæbnet med en saakaldet "Bærestol- - ca. 5 Kvarter lang og l½ Tomme tyk - har dermed rebet et Slag mod Hansen, uden at det dog lykkedes ham at ramme denne.

Arrestanten J. C., der, som tidligere anført, var den Første, der lagde Haand paa Støbemester Hansen, har ogsaa under de paafølgende Optrin gjentagne Gange grebet fat i denne og rettet Næveslag mod ham. 

Arrestanten M. har. bevæbnet med en Spade, fulgt med blandt de forreste i Hoben men da han, uden at have gjort Brug af sit Vaaben - hvad han ejheller vil have havt til Hensigt, idet han kun vil have væbnet sig med Spaden for at gjøre Hansen bange - saae, at der, medens Hansen laa op ad den tidligere ommeldte Kasse i Metalstøberiet, faldt Slag mod Hansen, blev han bange for, at der skulde sker en Ulykke paa denne, og han lagde da Spaden fra sig og besluttede, saavidt det stod i hans Magt, at forhindre, at der skete Hansen yderligere Overlast. I Henhold til denne Beslutning lagde han sig ogsaa imellem, da der, efterat Hansen var trængt ud i Maskinværkstederne, fremdeles blev rettet Slag mod denne, ved hvilken Leilighed Arrestanten blev ramt af et Hansen tiltænkt Slag.

Ifølge de af Tiltalte og Arrestanterne afgivne Forklaringer tilsigtede de Alle ved den af dem udviste voldelige Adfærd - hvorved de ikke havde til Hensigt at tilføie Støbemester Hansen nogen blivende Skade paa Helbred - at tvinge Støbemesteren til at fortrække fra de Lokaler, hvor han havde Myndighed at befale. Tiltalte, Arrestanten Jensen, R. C. og J. C. tillige at skræmme ham til at opgive sin Stilling som Støbemester. Dette Sidste lykkedes dog ikke.

Arrestanten Jensen er født den 7. November 1853 og senest anseet ved Rettens Dom af 29. Januar 1884 med 8 Maaneders Forbedringshus for Tyveri, Tiltalte og Arrestanterne R. P. C. og I. C. og O. E. M. ere fødte henholdsvis den 18. November 1846, den 26. Januar 1849, den 4. Juni 1849 og den 13. Juli 1859 og ikke tidligere straffede.

Som Følge af det Anførte bleve de ansete efter Straffelovens § 210, for Tiltaltes » Arrestanterne Jensens, J. C. S og R. P. C.S Vedkommende tildels sammenholdt med § 40, med Fængsel paa Vand og Brød; Tiltalte og Arrestanterne Jensen, J. C. og R. P. C. hver især « 6 Gange 5 Dage Arrestanten O. E. M. i 8 Dage. De blev derhos tilpligtede in solidum at udrede Sagens Omkostninger.

(Dagens Nyheder 19. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: . 1909. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra formerstrejken

- - -

Støbemesteren banker en Lærling.

Alt dette gør naturligvis J. Hansen gnaven, og i Gaar gik det ud over en Lærling. Denne, der har været paa Fabriken i ca. 3 Aar og er meget flink til sit Arbejde, havde faaet Ordre til at støbe et Dæksel til en Gliderkasse paa en af J. H. opfunden Maade. Lærlingen fik ikke Tid hertil, men udførte Arbejdet paa sædvanlig Maade, og skønt det i alle Retninger var tilfredsstillende, blev J. H. dog saa fornærmet, at han slog Lærlingen i Ansigtet, saa Blodet sprøjtede ham ud af Næse og Mund. Saa kraftigt var Slaget, at Blødningen først kunde standses efter ca. halvanden Times Forløb.

Lærlingen maatte paa Grund af Blodtabet forlade sit Arbejde. Han henvendte sig til den ene af Fabrikens Læger, som mærkværdig nok fandt, at den Art Næsestyvere var en ret naturlig Ting. Til Lærlingens Fader erklærede Støbemesteren, at han kun havde benyttet sin Ret til Hustugt. En løjerlig Hustugt at slaa en Lærling til Blods, særlig af en Mand, der, fordi han ved egen Anledning faar et Par Skub, lader Arbejderne bringe paa Stationen, hvor de efter flere Maaneders Varetægtsarrest idømmes indtil 30 Dages Vand og Brød. Naar det er Straffen for at skubbe til en voksen Mand, uden at denne tager Skade, hvad er saa Straffen, naar denne prygler en Lærling til Blods?

Forøvrigt belyser denne Handling jo tilfulde Støbemesterens Karakter og forklarer Grunden til, at saa mange hæderlige og dygtige Arbejdere hellere udsætter sig sor store Tab end fortsætter Arbejdet under ham.

-

For Strejkekomiteen:
F. H. Svendsen.

(Social-Demokraten 5. februar 1892. Uddrag).

Arbejderne trues! (Efterskrift til Politivennen)

Brede Klædefabrik.

Al den Usselhed, som karakteriseret Højre foran et Valg, gør sig ogsaa gældende ved det nu forestaaende Suppleringsvalg i Lyngbykredsen.

Paa Brede Klædefabrik har de valgberettigede blandt Arbejderne forleden faaet udleveret blaa Sedlen paa hvilke der er trykt Navn og Numer, som giver hver enkelt af disse Lønarbejdere en kontrolleret Plads i de Valgbaase, hvorfra der kun lyder: Stemmer paa Colding! Arbejderne skal med andre Ord tvinges til at stemme efter Fabrikens Ordre, stemme efter en Snor paa Højres Kandidat, eller - - 

Saaledes ser den Frihed ud, som Højres Ledere under Arbejderne. Klædefabriken køber ikke alene Arbejdernes Arbejdskraft, men deres politiske Overbevisning, og Valget gaar kun i Orden, fordi Arbejderne frygter Arbejdsløsheden.

Men hvis d'Hrr. Højremænd ad denne "ikke længer usædvanlige Vej" mener at kunne tvinge Arbejderne til det Slagtehus, hvor deres postliste Frihed skal ofres, tager de sikkert fejl. Vi opfordrer Arbejderne til at stemme uden de blaa Sedler og efter deres fri Overbevisning, og vi henviser dem til, at denne nye Raahed fra Højres Side vil blive gjort til Genstand for en Retsforfølgelse, da den saa aabenlyst som muligt er en Overtrædelse af Straffelovens § 113. Straffen for at antaste Valgfriheden (forhindre Nogen i at udøve sin Valgret eller tvinge ham til at stemme paa en vis Maade) kan andrage Forbedringshusarbejde eller Fængsel. Den sidstnævnte Straf er ogsaa anvendelig paa den, der gør sig skyldige i forsætlige Forvanskninger eller som køber en Andens Stemme.

Men Arbejderne, som altsaa ikke behøver at lade sig binde hverken af den ene eller den anden Slags blaa Sedler, af aftvungne Løfter eller tilbudt Frikørsel til Valgstedet, bør erindre endnu en Ting.

De bør erindre, at det, man vil have dem til at stemme for, er deres egen økonomiske Slaveri og deres politiske Umyndiggørelse. Forholdene fra Brede bekræfter det. Der har man det mest gennemførte Fabrikslaveri, som vel kan tænkes. Lønnen er gennemsnitlig ikke synderligt mere end 10 Kr. om Ugen. Kvinder og Børn slider ogsaa i Fabriklokalerne, og de sidstnævnte begynder ofte ved det fyldte 6te Aar, hvilket er en Overtrædelse af Fabrikloven, altsaa en ny Hensynsløshed mod Arbejderne. Man har saa oprettet en "Skole" for disse Fabrikbørn, det vil sige, man har bygget en Hytte et Sted i Skoven og lader en af Fabrikens Forvaltere oplære de Smaa en Gang imellem i en dygtig Mængde Bibelhistorie og den Menneskekundskab, som er nødvendig for at kunne blive brugbare Trælle i Kapitalens Trædemølle. Skolen er afspærret for Uvedkommende. De kunde jo ogsaa let fortælle om det, der helst bør være skjult i Hytten i Skoven,

Det er indlysende, at paa en saadan Domæne som Brede Klædefabrik er "Social-Demokraten" forbudt. Det viser ogsaa Højres Agtelse for Friheden. Folk, som i Efteraaret trodsede Forbudet, blev afskedigede.

Lad Arbejderne paa Brede og overalt i Lyngbykredsen erindre sig dette. Lad dem huske, at Højres Frihed er Friheden til at udbytte Arbejderne mens de fait trælle, og byde dem usle Krummer, naar de bliver gamle. Lad dem erindre sig alle Lars Jørgensen'erne rundtomkring og lad dem huske Stolpegaardsforholdene. De vil da ogsaa erindre, at det er Socialdemokratiet, der rydder op i alle disse Tilstande.

Og de vil mere. De vil selv række en Haand til at bryde Slaveriet. Lad Højremændene true med blaa Sedler og tilbyde fri Kørsel paa Tirsdag. Arbejderne vil rive Sedlerne i Stumper og gaa paa deres Ben til Valgstedet, naar de ved, at de derved kan stemme frit: mod det brutale og hykkelske kapitalistiske System.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Eksterieur, ejendom og gårdsplads. Brede klædefabrik. Hovedbygning.. 1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tjenestefolk og Dyr i Herløv. (Efterskrift til Politivennen)

I Herløv (der ligger i Lyngby-Kredsen) - og i hele det øvrige af Københavns Omegn - staar det ikke bedre til med Storbøndernes Forhold overfor deres Arbejdere og Tjenestefolk end i Lyngby.

En af Herløvs større Gaardejere, Morten Nielsen, byder sine Tjenestekarle og Arbejdsfolk Lokaliteter til Opholds- og Soverum, som vi aldrig har set Mage til. og vi har dog ret triste Erfaringer paa dette Omraade. Karlekamret er aldeles uden Vindue, fuldstændig mørkt som Graven og uden Spor af Lufttilførsel. Det er en kolossal Skandale, at det tjener til Sovested for 4 Mennesker, og at Sundhedskommissionen ikke forbyder dette Menneskeplageri, der absolut er lovstridig.

Indgangsdøren, som fører direkte fra Gaardsrummet ind til Kamret, bestaar af to Halvdøre, som til en Stald. De slutter saa daarligt, at der et Sted er et Spillerum paa ca. 1 Tomme, hvorigennem Kulde, Sne og Slud har frit Kørind til Folkene i Sengen. Kommer man indenfor Døren, forbavses man først over det snævre Hul. Der er ikke 2 Alen fra Væg til Væg, og først den bageste Halvdel af Kamret udvides lidt, saa der lige er Plads til en Seng paa Vreden. Der er intet Gulv, men i hele Kamret er Jorden brolagt med store, puklede Kampesten ligesom udenfor i Gaarden. Det maa være rart for Folkene at staa paa dette "Gulv" med bare Fødder, naar de skal i Seng. Det er selvfølgelig sølet som en københavnsk Gade.

Væggene har en Gang været kalkede, men paa over Halvdelen er al Kalken slidt af, saa de nøgne Mursten stikker frem, og det samme er Tilfældet med de sorte Stolper i Bindingsværket. Paa andre Steder er Væggene saa sorte af Snavs som en Kakkelovn, hvilket er let forklarligt, da Pladsen er saa snæver, at man ikke kan undgaa at gnide sig op ad Væggen.

Der er ikke et Bord, ikke en Stol i Kamret, kun to dobbelte Senge udgør hele Møblementet. En af Karlene havde en Kiste til sit Tøj, de andres hang paa den snavsede Væg eller laa paa Stenbroen. Aldrig har vi set et saadant Svineri. Den ene Seng var kun en Kasse, tømret sammen af gamle uensartede Bræddestumper. Loftet var af Brædder, utæt, snavset og fuldt as Spindelvæv. Da der ingen Stole findes, maa Folkene kravle paaklædte op i Sengene og klæde sig af der, hvis de ikke tør risikere Helbredet ved at staa paa de kolde, snavsede Brosten.

Vi bad om at se Gaardens Svinehus og blev ført hen til en splinterny grundmuret Bygning med Betongulv, lys og luftig. Vinduerne var indfattede i smukke Jærnrammer, og i et og alt boede Svinene mange Gange bedre og sundere og bekvemmere end Menneskene. Karlene bad for en Tid siden Husbonden om de ikke maatte bytte med Hønsene saa de fik Kammer i Hønsehuse; og Hønsene kom i Karlekammeret. Det nægtede Morten Nielsen med den Motivering, at Hønsene ikke kunde trives uden Lys. Der er ogsaa et godt Vindue i Hønsehuset og dette er et langt bedre Værelse end Karlekammeret. Vi lagde ogsaa Mærke til, at Væggene hos Hønsene var langt hvidere og renere, altsaa bedre vedligeholdte end hos Folkene.

Der er som sagt Sengeplads til 4, men om Sommeren tager Morten Nielsen flere Folk og har 3 a 6 Mand paa Gaarden om Natten. De 2 Mand, der ikke er Plads til i Karlekammeret, indkvarterer han saa i Loen og i Stalden! Undertiden faar de Sengetøj ovenpaa en Bunke Halm i en Krog paa Gulvet, men det er hændt, at der kun er udleveret et Par Hestedække der foruden Halmen, og et saadant Natteleje byder saa Storbonden de Arbejdere, som skal forrette haardt Høstarbejde for ham om Dagen.

Vi spurgte, hvor de opholdt sig i deres Fritid om Søndagen og de lange Vinteraftener, og blev vist ind i Gaardens Vaskerhus. De har ingen Folkestue, og derfor holder de Salon i Vaskerhuset. Der var to store indmurede Grubekedler, en aaben Vask og en Mængde Mælkespande, Bøtter og Redskaber, og midt imellem alt dette stod der et gammelt Bord med et Par Bænke til. Her skal Folkene indtage alle deres Maaltider og opholde sig, naar de ikke arbejder. Om Vinteren er det omtrent umuligt at være der, da der ingen Kakkelovn er og Trækken suser hen over det kolde Stengulv. Naar de sidste Vinter var nær ved at fryse fordærvet, gik de undertiden over i Kostalden for at faa lidt Varme i Kroppen, men det forbød Gaardmanden dem. Vi skal her bemærke, at saavel Kostalden som Hestestalden i et og alt var bedre og rummeligere Opholdssteder end Karlenes og Arbejdsfolkenes Kammer. Pigekammeret saa vi ogsaa, det var forholdsvis rummeligt, men yderst forfaldent og snavset. I det raadne Gulv var der et stort Hul ned til Kælderen, hvorigennem Træk og den raa Kælderluft steg op i Kammeret.

De Folk, vi har talt med, var ikke heller begejstret over den øvrige Behandling, de fik hos Morten Nielsen. Der har været 3 Piger siden November, og Husbonden skal være tilbøjelig til at skælde og smælde næsten bestandig. Der tog for kort Tid siden en Karl derfra, fordi Morten Nielsen overfusede ham med Skældsord som "Skurk", "Tyveknægt' osv. Det synes vi ikke er klogt gjort af Hr. Nielsen netop at bruge disse Udtryk.

I de tre sidste Aar har han hver Jul lige til Juleaften givet sin Tærskemand Afsked. Saa slap han da for at traktere den Arbejder i Julen. Som man ser ganske snildt hittet paa. Nu, da Nytaar er overstaaet, har han antaget sig en frisk.

Vi erindrer om, hvad Præsten i Lyngby, Pastor Heskjær, sagde i sin Høstpræken, at Storbønderne har 

- - - en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængt, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsevne, fordi Folkeholdet er for lille og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faar anvist Opholdssted de lange Vinteraftener." - -

Som man ser passer disse Ord ikke blot paa Lyngbyegnen, men ogsaa paa den vestlige Del af den Valgkreds, vi kæmper for at skaffe en socialdemokratist Repræsentant i den lovgivende Forsamling. I 16 Aar har Kammerherre Rosen repræsenteret Kredsen, og aldrig er det faldet ham ind at gøre en Pluk for at forbedre de elendige Kaar Smaafolk og Tyendet lider under. Har han kendt dem, og det har han nok, saa burde han ikke have tøvet med at udrette noget for dem. Nu vil Højre til Efterfølger give dem Oberstløjtnant Colding, en Mand, der i de næste 16 Aar vilde udrette lige saa lidt som Rosen.

Socialdemokratiet derimod kender hvor Skoen trykker de Smaa i Samfundet, og vi bliver aldrig træt af at trække det frem. Nu stiller vi en af vore bedste Mænd op i Kredsen. Hvis Vælgerne vil have en forstaaende og ihærdig Talsmand for alle deres berettigede Krav, saa vælger de J. Jensen paa Tirsdag.

(Social-Demokraten 3. januar 1892).