Et uorganiseret Fag. (Efterskrift til Politivennen)

Af større Ølaftapningsanstalter findes der her i Byen en Del, som næsten alle er rentable Forretninger. Næppe nogen Arbejdsbranche er dog saa slet stillede i enhver Henseende som netop Ølaftapnings- Arbejderne. Her som paa saa mange andre Omraader bekræfter det sig, at jo større Arbejdskøberens Udbytte er, desto mindre er Arbejdernes Fortjeneste. En lang Arbejdstid og en ussel Betaling, er hvad Arbejderne erholder i de store Ølaftapnings-Forretninger.

Vi skal fremdrage et Eksempel, hentet fra Øltapper P. A. Freilevs store Forretning, Pilestræde Nr 18. Her er Arbejdstiden fra 6 Morgen, det meste af Aaret til 8 Aften, undertiden endogsaa længere. Naar der har været travlt i Forretningen, navnlig Sommerdage, har det hændet, at Arbejderne har maattet holde ud til Klokken har været over 9 uden Ekstragodtgørelse.

Hviletiderne er kun 5/4 Time daglig, 1 Time og 15 Min. Hvil paa en Arbejdsdag, der begynder Kl. 6 Morgen og varer ved til henad 9 Aften, er hvad Hr Freilev finder tilstrækkelig for sine Arbejdere.

For et Aars Tid siden, da hans Forretning gik særlig strygende og Arbejdstiden forlængedes mere og mere, blev det dog Arbejderne for haardt; de tog Mod til sig og forlangte Arbejdstiden forkortet. Hr. Freilev indgik paa, at Arbejdstiden herefter kun skulle være fra 6-7 og han indrømmede samtidig en Middagstid paa 1 Time. Dette Indgreb i hans "Rettigheder" glemte han dog ikke. Alle de, som havde talt paa Kammeraternes Vegne, blev lejlighedsvis afskediget, og de, som blev tilbage, fandt sig saa i, at Arbejdstiden atter blev forlænget.

Lønnen er ussel. Skønt Folkene om Hverdagene maa arbejde fra 6-8 a 9 og det meste af Søndagen med, er det for en Løn af 13 Kr ugenlig eller 15 3/4 Øre i Timen.

Ihvorvel det ikke tages saa nøje med at beholde Arbejderne om Aftenen, er Hr. F. dog stræng, naar en Arbejder kommer lidt for sent om Morgenen, saa skal der betales Mulkt.

Et Par Mand, som har arbejdet hos Hr. F i længere Tid, blev for en halv Snes Dage siden afskediget, fordi de kom for sent, endskønt de begge gav tilkende, at de havde været utilpas.

Senere, da de afhentede deres Anbefaling, der lød paa Duelighed og Flid, fik de at vide, at de havde været af dem, der havde standset hans Forretning (forlangt Arbejdstiden forkortet), og den Slags Folk kunde han ikke bruge.

Den ene af dem, en ung Mand, kom i Sommer uden egen Skyld til Skade i Hr. F's Forretning, idet han fik skaaret en Finger paa højre Haand. Han havde ikke Raad til at lægge sig syg, og maatte derfor arbejde med den daarlige Finger. Følgen er blevet, at han nu sandsynligvis aldrig opnaar fuldstændig Brug af sin højre Haand.

Og denne Mand, der er bleven gjort uarbejdsdygtig i Hr. Freilevs Tjeneste, afskediges nu, midt i Vinterens trangeste Tid.

Som Grund til denne Mands Afskedigelse angives Indskrænkning af Folkehold. Derimod taler imidlertid den Omstændighed, at der et Par Dage iforvejen var antaget flere nye Folk. Nej, den egentlige Grund og Hensigt er sandsynligvis at sætte Skræk i de andre.

Det er dog mest sandsynlig, at hans Arbejdere, harmfulde over det passerede, gaar en anden Vej og indmælder dem i Arbejdsmændenes Organisation. Er de først der, kunde det jo hænde, at de organiserede Arbejdere talte et Ord med, naar Hr. Freilev eller Forretningskolleger foruretter deres Arbejdere.

Chr. Hansen. Aug. Pedersen.

*  *  *

Efter ovenstaaende Fremstilling af de Arbejdsvilkaar, som Ølaftapnings-Arbejderne slider under, tøver vi ikke med at opfordre enhver ved Ølaftapning beskæftiget Arbejder til at indmælde sig i vor Organisation. Staar Ølaftapningsarbejderne indrulleret i vore Rækker, da har de i Følge vore Organisationsregler Krav paa Hjælp for enhver organiseret Arbejder baade her i Byen og over hele Landet. De kan da gennemføre deres Fordringer, thi hvilken Øltapper vil i Længden kunne bestaa, naar Arbejderne nægter at drikke hans Øl?

Bestyrelsen for Arbejdsmændenes Forbund.

(Social-Demokraten 5. februar 1892.).

Ølaftapningsarbejdere kunne indmelde sig i Arbejdsmændenes Forbund. De forsøgte i maj 1899 at danne en fagforening som kunne indmeldes i "Dansk Arbejdsmands Forbund".

Peter Andersen Freilev (3. december 1841-4. april 1918) var født på Lolland (Freilev), kom til København hvor han arbejdede med anlægget af hovedbanegården og på Gyldendals Boghandel. Sammen med konen startede han øltapperi der blev et af de største. Han var formand for "Ølhandlerforeningen af 1875" fra 1875 og beholdt posten i hvert fald indtil 1911. Han var indehaver af mineralvandfabrikken "Najaden". 

Anbefalinger fra over 900 hollandske læger af Lans Hollandske Porter skulle ifølge en annonce fra P. A. Freilev, Pilestræde 18 være et "nervestyrkende Middel for Syge og særlig reconvalescenter" (Bibliotek for Læger 1894). Han solgte desuden Horsens Maltøl som blev anvendt på sygehuse og anbefaledes af en mængde læger der anså det for at være styrkende og et fortrinligt diætisk præparat. 

Ifølge "København" optrådte Freilev i anledning af valget til Borgerrepræsentationen på et valgkampagnemøde for Borgerlisten (Højre) i Cirkus marts 1896 der tilsyneladende druknede i kaos og larm. (Se referat fra Nationaltidende 30. marts 1896). Han var da formand for Ølhandlerforeningen. Han sad i Borgerrepræsentationen for Højre 1896-1898. Her blev han bl. a. valgt til session - en post som almindeligvis blev anset for en straf. Han fik bl. a. vedtaget en resolution om afskaffelse af hesteskatten i oktober 1897 - hans virksomhed brugte en del heste. Han var i 1905 medlem af "Den antisocialistiske kommunale Vælgerforening for Borgerrepræsentantvalget Marts 1905".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 9. april 1918.

Hjørnet af Antonigade (th) og Pilestræde 18 hvor Freilevs ølhandel formodes have ligget. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2022.

Barnemord og Selvmord. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden fandtes - som i Gaar meddelt - imellem Tangen paa Stranden syd for Frederikhavns Havn et Barnelig, der, som det syntes, nylig maatte være kastet i Havet Da alt tydede paa, at der forelaa et Mord, udsendte Politiet i Følge "Aalb Amtstd" straks en Del Slikbreve, hvori udlovedes en Belønning af 50 Kr. til den, der kunde skaffe Oplysninger i Sagen.

En Tjenestepige i Frederikshavn kom derved i Tanker om, at der i det Værtshus, hvor hun tjente, forleden havde logeret en Bondepige, som om Eftermiddagen, da hun spurgte om Logis, havde en Pakke under Armen, men efter at være gaaet en Tur i Byen, var vendt tilbage uden bemeldte Pakke. Endvidere at den fremmede, da Tjenestepigen om Aftenen viste hende op paa sit Værelse, havde været vaad om Fødderne og paa den nederste Del af Kjolen.

Politiet, der straks blev underrettet herom, fik hurtig fat i Vedkommendes Adresse, hvilken ogsaa viste sig at føre lige til Maalet.

Lørdag Eftermiddag arriverede en Politibetjent fra Frederikshavn til Sæby for i Følge med Politibetjenten herfra at køre ud til Gaarden "Tveden" i Albæk, hvor Pigen tjente.

Ved at gaa lige løs paa Sagen med et: Nu har vi fundet Barnet!" svarede hun betuttet: "Naa, har I det!"

Hendes Forklaring gaar i øvrigt ud paa følgende:

Efter at hun over for sin Husbond gentagende gange havde nægtet, at hendes Upassenhed skyldtes Svangerskab, udbad hun sig for nogen id siden Tilladelse til at maatte rejse hiem til Emb, hvor hun er fra Hun fik ogsaa Lov til at tage afsted, men reiste ikke længere end til Jordemoderen i Sæby, hvem hun bad om at maatte være hos i nogen Tid, og over for hvem hun paa Spørgsmaat derom indrømmede at være frugtsommelig.

Efter at være bleven anbragt hos en Enkekone fødte hun for en fjerten Dages Tid siden et lille Pigebarn, med hvilket hun paa ellevte Dagen efter begav sig til Frederikshavn for at tage med Toget til sit Hjem, hvor man i Følge et modlaget Brev ventede hende med Barnet.

Imidlertid døde det lille Væsen under Vejs i Postvognen, og hun besluttede saa at skille sig af med Liget ved at kaste det i Havet.

At denne Forklaring ikke passer, er let at se. Imidlertid faar man nøjes med den, thi da Arrestforvareren i Frederikshavn i Søndags Morges indfandt sig i Cellen, havde Pigen hængt sig. Stiv og kold hang hun i et Forklæde.

Den Ulykkelige var 26 Aar gammel og forlovet med en Karl i Randersegnen, medens en Karl i Albert derimod var Fader til Barnet.

(Social-Demokraten 3. februar 1892).

Frederikshavn arrest i Danmarksgade 6 er fra 1846 og er den ældste igangværende arrest i Danmark.

Samaritanen i Ravnsborg Tværgade Nr. 3. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt fattige.

"Samaritanen" er Navnet paa en Afdeling af "Evangelisk Frimission", der har slaaet sig ned ude paa Nørrebro i Ravnsborg Tværgade, og som ved Siden af sin Missionsgjerning tillige søger at afhjælpe lidt af den store Fattigdom og Nød, der i Vintermaanederne hersker blandt Nørrebros fattige Arbejderbefolkning. Det er andet Aar, "Samaritanen" har virket, og det er ikke smaa Resultater, der er naaet, til Trods for, at Midlerne som Regel kun er flydt sparsomt i Pengekassen. Hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag er der sort af Mennesker i den lille Gaard, hvor "Samaritanen" har Lokale, og langt ud paa Gaden staar de pjaltede, frysende Fattige og længes efter, at Turen skal komme til dem. Uden nogen som helst Kontrol tilstedes alle Adgang. I Hold bliver de lukket ind i de forskjellige Spisesale; Kvinderne og Børnene spiser for sig selv i Stueetagen, Mændene i en Sal ovenover. Kosten er hver Dag den samme: Grød og varm Mælk og saa meget Smørrebrød, de kan spise. Den 12te Januar, da Bespisningen i Aar begyndte, fik ikke mindre end 2156 Personer gratis Middagsmad, og i Gaar bespistes 6181. Det lyder utroligt, men er sandt. Hvert Hold faar 25 Minutter til at spise og gjøre sig i Stand; saa maa de rømme Salen for at give Plads for det næste Hold. Som Regel sluttes Bespisningen Kl. 5, og der bliver da slukket under de mægtige Kjedler i Køkkenet. Dct hænder jo imidlertid af og til, at en forsinket Efternøler ogsaa efter den Tid banker paa "Samaritanen"s Dør og beder om at faa sin Sult stillet, og han bliver ikke alvist. Kun maa han nøjes med Smørrebrød og Mælk.

"Samaritanen" uddeler ogsaa Billetter til disse Maaltider, og de, der er forsynede med Billet, faar først Adgang. Man har ment, at det var behageligt for Kjøbenhavns Borgere at kunne give Tiggere ved Dørene en saadan Billet i Stedet for Penge; og mange af Foreningens Bidragydere udbeder sig stadig et større eller mindre Antal Billetter tilsendte.

Den unge Forstander, med hvem vi i Gaar efter Indbydelse havde en længere Samtale om Virksomheden, meddelte os, at det var hans fulde og faste Overbevisning, at kun virkelig Trængende bankede paa "Samaritanen"s Dør, og vi tror det gjærne. De Mænd og Kvinder, vi i Gaar saa opstillede i Gaarden for at vente paa Tur, havde alle Fattigdommens. Sultens og Nødens Stempel i Ansigterne. Men beskedent og roligt ventede enhver paa sin Plads, ingen højrøstet Passiar, ingen Raaben eller Støjen i kun Øjnene stift fæstede paa den lille Dør, der skal aabne dem Vej til at faa deres stærke Sult tilfredsstillet. At der bruges store Kvanta Fødevarer en saadan Bespisningsdag, vil enhver let kunne forstaa, naar man mindes de før nævnte Tal. Der bruges saaledes 2000 Potter Mælk, 250 Rugbrød og 70 a 80 Pund Margarine. Og ikke desto mindre koster et saa kolossalt Indkjøb knapt 300 Kr., og for disse Penge kan "Samaritanen" altsaa mætte 6000 sultne Sjæle. I Sandhed et Foretagende, der nok er værd at støtte.

Og Støtte trænger det til. Man maa indskrænke sig paa alle Maader; de medvirkende faar en lille eller slet ingen Løn for deres anstrængende Gjerning. Men de er jo ogsaa alle Venner af Missionsgjerningen og gjør det af Kjærlighed til Sagen. Men yderligere Støtte maa der til; vi opfordrer Godgørenheden til at tænke paa "Samaritanen" og dens Virksomhed. Den vil ikke skade nogen af de hidtil bestaaende velgjørende Foreninger, men tager sig jo netop væsenligst af de Fattige, som ikke kan henvende sig andetsteds, der, hvor der spørges ud om Personens Forhold og Værdighed eller Ikke-Værdighed. "Samaritanen" gaar ud fra den Betragtning, at ethvert Individ, der sulter, har Ret til at fordre, at Samfundet skal hjælpe ham. om han saa end har begaaet et eller andet, der har bragt ham i Konflikt med Lovene.

Lad os tilsidst kortelig omtale Bygningens Indretning og Anvendelse: Set fra Gaarden, tager den lille graa Bygning sig ret uanselig ud, og tarveligt, uden Prydelser af nogen Art, er det hele Indrettet, men hyggeligt og renligt er der overalt. Strax til venstre for Hovedindgangen findes Kontoret, et lille,  tarveligt møbleret Værelse med kalkede Vægge, og for Enden af Gangen findes den store Sal, hvori Kvinderne og Børnene bespises, og som ogsaa bruges til Afholdelsen af religiøse Foredrag. I det Øjemed er der i Baggrunden rejst en net lille Talerstol, og naar Bespisningen er endt, flyttes en Mængde Bænke ind i Salen, der kan rumme et Par Hundrede Mennesker. Om Aftenen holdes her saa som Regel Andagt under Ledelse af Forstanderen.

Ovenpaa, lige under Taget, findes den anden Sal, hvori Mændene spiser. Den er endnu mere tarveligt udstyret end den nedenunder, men ogsaa her er alt saa propert og net, at det er en Fornøielse at se det.

Bagved den førstnævnte Sal ligger det ret store Køkken, hvori der Bespisningsdagen hersker febrilsk  Travlhed, men som de andre Dage i Ugen straaler renskuret med fine blanktpolerede, kæmpemæssige Kar og Gryder.

Som vi ovenfor nævnede, kan enhver, der henvender sig til "Samaritanen", faa gratis Middagsmad; men han skal spise den paa Stedet, Ingen faar Lov til at tage Maden med hjem; kun i ganske enkelte Tilfælde, som naar baade Mand og Kone er syge, saa de ingen Bud kan sende afsted, sker der Undtagelser fra Reglen, idet "Samaritanen" da lader Maden bringe hen i Hjemmet.

Vi kan paa det bedste anbefale "Samaritanen" til Godgjørenheden. Det er en Institution, der - hvor ung den end er - har vist, at den fortjener at støttes.

(Morgenbladet (København) 29. januar 1892).

Ravnsborg Tværgade 3. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2026.

Den barmhjærtige Samaritan.

Vi overværede i Gaar Middags den Maduddeling til Fattige, der foregaar i Ravnsborg Tværgade Nr. 3 i et derværende lille Frimenighedslokale: "Samaritanen". Der var mødt ca. 5000 Nødlidende.

Gennem en tæt stuvet Mængde fattige Mænd, Kvinder og Børn, der stod i Række ude fra Gaden gennem Porten og Gaarden, ventende paa deres Tur til at indlades, kom vi ind i Missionssalen, hvis eneste religiøse Prydelse er Prækestolen med Biblen og den paa Væggen bagved over et Kors anbragte Indskrift: "Gud er Kærlighed".

Paa Prækestolen var stablet store Bakker med Masser af skaaret Smørrebrød, og rundt om stod Skaale med Grød og Spande med kogt, varm Mælk.

I et Hjørne af Salen er en Del Kvinder i travl Beskæftigelse med at skære Smørrebrød, og i det store Køkken, der støder umiddelbart op til Salen, koger Gryderne med Mælk og Grød.

Dørene aabnes og ind strømmer Kvinder og Børn. I en Fart er de lange Træbænke fyldt og Maden serveres af flinke Hænder. Her er ingen Salmesang eller Præken. Der øves ingen som helst Kritik overfor disse Fattige, der spørges ikke om deres Trang eller Værdighed, deres religiøse eller politiske Anskuelser, Familieforhold, om de er unge eller gamle, om de er arbejdsløse osv. osv. Kortsagt: alle de Formularer og Omsvøb, som de Fattige ellers i Reglen maa gennemgaa som en Skærsild, naar de henvender sig til vort Fattigvæsen eller Understøttelsesforeningerne, bruges ikke her. Enhver som helst, der selv anser sig for trængende, kan frit gaa ind og spise sig mæt.

Hver Person faar først en Skaal Grød med varm Mælk, og derefter sættes de store Smørrebrødsstabler paa Bordet, hvoraf kan spises efter Behov, og hvortil der atter leveres en Skaal Mælk.

Det er en Fornøjelse at se den Venlighed og Hjærtelighed, hvormed hele Arrangementet ledes. Tæt sammenstuvede ved Bordene spiser og spiser alle de sultne Mennesker. Mødre har endog deres Diebørn med, og i lange Rækker sidder Skolebørn, store og smaa. Drenge og Piger; de har deres Bøger under Armen og er enten lige kommen fra Skole eller stal i Skole. Det varme, mættende Maaltid liver op i Barneansigterne, og der lyder en glad, ustanselig Summen fra de Smaa.

Vi gaar ovenpaa, hvor Loftet er indrettet til Spiselokale for Mændene. Her er mere primitivt med skraat Tag og Bjælker, men det Hele er hvidtet, lyst og rent. Ved Bordene sidder baade affældige gamle Mænd og ganske unge Mennesker, de fleste yderligt fattigt klædt. Men der er ogsaa enkelte bedre klædte, rimeligvis Haandvarkere uden Erhverv, der her en Dag faar Sulten stillet.

I Mændenes Lokale er der mere tyst. Anretningen er her den samme, men noget rigeligere. Maden spises i Stilhed og Ro, kun afbrudt af de betjenende Funktionærers venlige: "Velbekomme" idet de passerer forbi de spisendes Rækker. Naar Maaltidet er færdigt, rejser Mændene sig alvorlige, en for en, og forlader Lokalet med et høfligt: "Tak for Mad!"

Der er beregnet c. 20 Minuters Spisetid for hvert Hold (flere hundrede Mennesker), og lige saa hurtig Lokalet er tømt, strømmer der nye sultne Skarer ind, og saaledes bespises Tusinder de 3 Dage om Ugen: Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 11-13.

Hele Foretagendet er arrangeret og ledes af en ung, energisk Mand, Forstander Schrøder, og er udelukkende baseret paa frivillige Bidrag fra Private. Han begyndte forrige Vinter, og der bespistes den Gang 17,000 Mennesker. I Aar aabnedes der den 12te Januar, og med i Gaar - den 8de Bespisningsdag - var der allerede naaet til det betydelige Antal ca. 38,000 Personer. Det største Antal paa én Dag var mødt i Tirsdags, nemlig 5,853. Hver Portion Mad anslaas til en Udgift af ca. 15 Øre.

Hvad der er særdeles tiltalende ved denne Bespisning, er som sagt den ukendte Liberalitet og Venlighed, hvormed Døren aabnes for enhver, der ønsker sin Sult stillet. Hvad mon Fattigborgmester Jacobi har tænkt herom, da han i Gaar gjorde sin Runde gennem Lokalerne?

"Vi øser ud med aabne Hænder," sagde Forstander Schrøder til os. - og vi tror ikke, at vor Godhed bliver misbrugt. Forleden Dag kom der en fattigklædt Arbejder og vilde spise. Da han var færdig, kom han glad ind paa Kontoret til mig og takkede for Maden. Han fortalte, at han var arbejdsløs, men han havde endnu en Krone i Lommen, og den vilde han med Glæde indbetale som sit Bidrag til Bespisningen. Naar blot de Velhavende vilde være forholdsvis lige saa rundhaandede som denne fattige Arbejder, saa kunde vi med Lethed bespise endnu flere Tusinder."

(Social-Demokraten 29. januar 1892).

Fra "Samaritanen" i Ravnsborg Tværgade. Mands-Afdelingen paa Loften - Afdelingen for Kvinder og Børn i Salen. Illustreret Tidende nr. 19, 7. februar 1892. 

"Samaritanen".

Det er en bekjendt Sag, at der [i den] gode By Kjøbenhavn udøves en ikke ubetydelig Godgiørenhed, men det er lige faa [bekjendt at] der mod Maaden, hvorpaa den udøves, [-] kan reises berettigede Indvendinger, og [navn]lig kan man hyppig fristes til at spørge, om der ikke uden Skade kunde indføres betydelige Besparelser i Henseende til de velgjørenheds-Institutioners Administration. Vi skulle blot exempelvis henpege paa de iøvrigt meget store Aarsberetninger, der koste en betydelig Sum. Medens dette paa den ene ide er en [Feil?] som klæber ved ben almindelige Godgjørenhed, saa er der i en anden Retning en Fare, som ikke er mindre betydende: Faren for, at de med Møie indsamlede Penge ikke kommer til Anvendelse i Overensstemmelse med Formaalet. Trods den nøiagtigst mulige Undersøgelse vil saaledes kontant Hjælp hyppigt blive anvendt paa en saadan Maade, at Giveren, hvis de kjendte den, vilde føle sig i høj Grad skuffede.

Vi forudskikke disse Bemærkninger [som] Indledning til en Omtale af en ny Institution i Godgjørenhedens Tjeneste, fordi denne Institution ikke mindst forekommer os anbefalelsesværdig af den Grund, at den frembyder meget ringe Muligbed for, at Fejl som de paapegede kunne faa Indflydelse. Det er "Samaritanen"s Bespisning for Fattige i Ravnsborg Tværgade Nr. 3.

"Samaritanen" er en "evangelisk Institution", dannet af nogle religiøst vakte unge Mænd, som særligt have rettet deres Bestræbelser paa at faa Tag i Samfundets [daarligst?] stillede Medlemmer, dem, der tilbringe Sommernætterne under aaben Himmel og Vinteren i de sletteste Logis'er. "Samaritanen" har faaet sit Hjem i Ravnsborg Tværgade Nr. 3 i en Bagbygning, hvor der tidligere var en Hestestald, men nu er indrettet et tarveligt Missionslokale, i hvilket den samler sine Adepter til Bønnemøder to Gange om Ugen.

I Forbindelse dermed have disse Missionærer - deres Formand eller Forstander hedder E. F. Schrøder - taget Bespisningen af de Fattige op, og de have grebet Sagen an paa den mest ligefremme Maade. Tre Gange om Ugen bespise de i Lokalet saa mange Fattige. som de have Mad til, [med] tarvelig, men nærende Mad: Byggrynsgrød, varm Mælk og Smørrebrød. Den nydes paa Stedet, saa her er ikke Tale om, at den kommer Andre end selve den sultne Fattige, hvem man vil hjælpe, til Gode, og Maden er ikke saa lukullist, at den frister Andre end dem der virkeligt trænge. Disses Antal er da ogsaa stort nok. Indtil henimod [-] Mennesker have Missionærerne i "Samaritanen" bespist paa een Dag, arbeidsløse og arbeidsudygtige Mænd cg Kvinder mellem hinanden, Børn og Oldinge, Krøblinge og Sunde, naar de blot vare sultne. Hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag Kl 12-3 [-] de i talrig Skare, iførte de forskjelligste Klæder, for en stor Del i tynde Pjalter, samles ved Porten i Ravnsborg Tværgade.

Man skulde tro, det var vanskeligt at vedligeholde Ro og Order i denne Masse; men det er ikke Tilfældet. Til Trods for, at ogsaa mange mindre gode Elementer give Møde, forstyrres Ordenen ikke. Med Taalmodighed venter Enhver indtil hans eller hendes Tur kommer til at faa den trods sin Tarvelighed for disse Mennesker velsmagende Kost. For Kvinder og Børn serveres den i selve Missionslokalet, for Mændene i et Lokale ovenpaa, og for dem Alle gjælder det, at de kunne spise, til de ere mætte.

Hvor megen velsignelse, der spredes gjennem denne Institution, som kun sætter Vedkommendes Sult som Betingelse for sin Hjælp, vil Enhver kunne tænke sig; men Enhver vil ogsaa være paa det Rene med, at dens fortsatte Drift kræver Penge. Vel kan hver Person her gjennemsnitligt mættes for ca. 7-8 Øre, men alene det bliver 5000 Mennesker 400 Kr. - en ikke ringe Sum at have disponibel tre Gange om Ugen. Og "Samaritanen" vil gjerne, saa vidt dens Midler strække, hjælpe de Failige med lidt Mere end Maden, med lidt Brændsel og lidt gamle Klæder. Ogsaa det koster Penge.

Hidtil har man staaet sig igjennem, væsenligt ved Bidrag fra en stor Mængde Smaafolk, selv om ogsaa enkelte større Bidrag ere indkomne. Vinteren er imidlertid lang og der maa derfor haabes paa Hjælp i større Udstrækning. Vi ville derfor med denne Omtale af "Samaritanen"s Bespisning med at opfordre Alle, der selv have det fornødne, til at give et lille Bidrag, og dem, der have mere end det Fornødne, til at hjælpe i større Stil. Bidragene kunne sendes direkte til "Samaritanen". Ravnsborg Tværgade 3, og de ville - derom føle vi os efter at have gjort Bekjendtskab med Anstalten, fuldt overbeviste - blive anvendte godt.

Derom vil jo forøvrigt Enhver, som besøger "Samaritanen" paa en af Bespisningsdagene kunne overbevise sig.

(Dagens Nyheder 4. februar 1892. Enkelte ord i slutningen af linjer ulæselige).

Fattiges Bespisning. Forstanderen for "Samaritanen" paa Nørrebro. C F. Schrøder, holdt i Aftes i Wittmacks Lokale Foredrag om den Virksomhed, der udfoldes derude, og om hvilken vi i en Artikel for nogle Dage siden har givet vore Læsere fuld og klar Besked. Han forsvarede den Maade, hvorpaa Virksomheden dreves og forsvarede særlig den Fremgangsmaade, at give Mad til enhver, der sulter, uden Hensyn til den sultnes Værdighed eller Ikke-Værdighed. Siden den 12te Januar i Aar har "Samaritanen" bespist 57,630 Personer. Bidragene er strømmet ind i Beløb fra 15 Øre til 200 Kr. En Velynder havde lovet en betydelig Sum foreløbig til Hiælp til Oprettelsen af en Filial af "Samaritanen" paa Kristianshavn, og man vilde nu se, om der er Stemning for at støtte et saadant Foretagende, som Taleren varmt anbefalede, idet han takkede Pressen for den Velvilje, den i det hele taget havde vist hans Gjerning, og bad den støtte ham fremdeles. Han havde omtrent sikret sig et Lokale paa Kristianshavn; Anstalten kunde rejses for en Sum af 12-1400 Kr. Kunde disse skaffes til Veje. vilde Anstalten blive aabnet om fjorten Dage.

Gjæstgiver Møller vilde gjærne vide, om Filialerne ogsaa skulde benyttes til Missionslokaler, saaledes som Tilfældet var paa Nørrebro. Han var ikke ganske tilfreds med den Maade, hvorpaa "Samaritanen" arbejdede. Han foreslog Oprettelsen af et Blad, der arbejdede for Sagen.

Schrøder: Et saadant Blad var paatænkt. Missionsgjerningen bør drives ved Siden af Bespisningen.

Hr. Steenberg (Formand for Kristianshavns Bespisningsforening) mente, at denne Forening trods det, at den holdt paa Undersøgelsessystemet, gavnede de virkelig nødlidende. Det gik ikke an at give Penge til enhver, der blot strakte Haanden ud efter dem. Ganske vist er den uorganiserede Velgjørenhed den nemmeste, men næppe den rigtigste. 

Schrøder: De vil ikke skade nogen af de bestaaende Foreninger. "Samaritanen" bespiser tre Gange saa mange som Bespisningsforeningen.

Drejermester Thomsen anbefalede en Forening med et lignende Foretagende paa Vesterbro, der skal begyndes i Cirkusbygningen i næste Uge.

Ved en derpaa foretagen Indsamling indkom et Beløb af 60 Kr , og der gaves Tilsagn om yderligere Støtte.

(Morgenbladet (København) 6. februar 1892).

Wittmacks Lokaler lå i Holmens Kanal 17 (Havnegade 3). De blev nedrevet i 1913 i forbindelse med frasalg til en udvidelse af Nationalbanken.

Se også indslagene Bespisning i Cirkus.   (februar 1892) og Frederiksberg Samaritan lukker op  (januar 1924). I 1910 var der blevet oprettet 3 Samaritanen: Foruden Ravnsborggade 3, i Prinsessegade 7 (Christianshavn) og Allegade 9 (Frederiksberg).

Sædelighedsforbrydelse. (Efterskrift til Politivennen)

Arresteret Fattigforstander.

I Forgaars er der arresteret en Fattigforstander her i Byen, med hvem "Social-Demokraten" i længere Tid har beskæftiget sig. Sagen er følgende:

Kort før Jul fik vi Meddelelse om, at Fattigforstander Valdemar Bergh i 13de Distrikt og boende paa Kapelvej 53, saa at sige daglig gjorde sig skyldig i det afskyeligste Svineri over for Drengebørn, som kom paa hans Kontor.

Vi indledede straks i al Stilhed en Undersøgelse, og det vi først fik konstateret var, at Fattigforstanderen i en utrolig Grad var grov og uforskammet mod de Fattige, som nødtvungne maatte gaa den tunge Gang til ham. Han æreskældte og fornærmede dem paa det groveste og chikanerede dem paa alle de Maader, der stod i hans Magt. Værre var det dog som han behandlede deres Børn. Fattige Forældre, som begge maa gaa paa Arbejde, nødes ofte til at sende deres Børn til Fattigforstanderen efter den Hjælp, der er tilstaaet dem. Pigebørnene var Hr. Bergh uforskammet imod og pryglede dem endog af og til. Anderledes med Drengene. Naar en Dreng behagede ham, blev han kaldt ind i Kontoret og Døren omhyggeligt laaset. Hvad der saa yderligere foregik, var af en modbydelig Natur.

Nogle Drenge græd og følte sig saa krænkede, at de klagede til Forældrene. Andre syntes godt om den Mængde Slikkerier og Penge, Fattigforstanderen gav dem, og de tav derfor stille.

Han drev ogsaa sin Forretning uden Byen. Paa Nordvestvej boede en Enke, som har to Drenge, hvoraf den ene er aandssvag. Naar Moderen var paa Arbejde, indfandt Bergh sig og truede Børnene til at lukke sig ind. Karakteristisk er det, at han mest drev sit Svineri med den aandssvage Dreng.

En anden Kone i Jægergade har ogsaa et Par Drenge. Hendes Bestilling som Avisbud medfører, at hun gaar ud meget tidlig om Morgenen, og dette vidste Bergh. Han stod tidlig op, og medens Børnene endnu laa i Sengen, trængte han sig ind i Lejligheden.

Ganske paa samme Maade bar han sig ad overfor en Handelskones Børn. Medens hun gik paa Torvet om Morgenen tidlig, indfandt Bergh sig i hendes Lejlighed. Og foruden disse Tilfælde er der Masser af Eksempler.

Men hvor har alt dette kunnet gaa saa længe, spørger man - og det har gaaet i flere, maaske i mange Aar. Ja, det er den sørgeligste Side af Sagen, og den viser levende, i hvor høj Grad de Fattige er retsløse og hjælpeløse netop paa Grund af deres Fattigdom. Alle de Forældre, hvis Børn paa en saa modbydelig Maade er bleven misbrugt, er Folk, kom faar Hjælp af Fattigvæsnet og derfor er afhængige af Forstanderens Naade og Unaade. Vi har spurgt flere, hvorfor de ikke klager til Politiet, og faaet det samme Svar: Det tør vi ikke, han kan jo gøre o« ulykkelige ved at tage Hjælpen fra os.

Er det ikke oprørende, at Folk roligt skal finde sig i, at deres Børn skændes, blot fordi de ikke tør udsætte sig for at miste det Brød, de behøver at stille deres Sult paa. Der er Mødre, som har været fortvivlede og lidt uhyre i Stilhed uden at de turde melde Forbrydelsen.

Desværre har heller ikke vi i den forløbne Tid kunnet saa faa mange og aldeles urokkelige Beviser i Hænde, at vi paa Basis deraf kunde offenliggøre Skandalen. Vi behøver ikke at give lang Forklaring af dette. De Forfølgelser, som "Social-Demokraten" har været Genstand for i de sidste Aar fra Myndighedernes Side, er jo kendt af alle. Fængsel, Mulkter og Erstatninger er regnet ned over os, og saa godt man har kunnet, har man slaaet os vore Beviser ud af Hænderne. Vi har før i Artikler vist, hvorledes man har forbløffet vore Vidner og besværliggjort over Vidneførsel, ved at Vidnerne forud kom paa det rene med, at det i høj Grad vilde skade dem i deres økonomiske Stilling og paa anden Maade, hvis de vidnede til Gunst for os. Saa tav de saa tidt stille, hvor deres Vidnesbyrd kunde have ramt allerhaardest. Vi erindrer ogsaa om, at et andet Blad for en Tid siden blev dømt til 5000 Kr. Erstatning, endog uden at det havde nævnt Sagsøgerens Navn.

Men i Berghs Sag var det saa at sige udelukkende Børn, som paa første Haand skulde bekræfte den Sædelighedsforbrydelse Forstanderen drev i saa udstrakt Grad. Vi var derfor nødt til at være forsigtige og gaa langsomt frem. Nu er Politiet endelig kommen os i Forkøbet. Politiassistent Stephensen paa Nørrebro har ladet Forstanderens Forhold undersøge, snildet at Beskyldningerne var sande, og nu sidder endelig Forbryderen arresteret, hvilket vil blive hilst med Glæde i mange fattige Hjem paa Nørrebro.

(Social-Demokraten 23. januar 1892).

Nationaltidende meddelte den 28. januar 1892 at cand. phil Valdemar Bergh den 27. januar var blevet suspenderet som forstander pga. arrestationen. Assistent J. C. Kragh efterfulgte ham. Ifølge Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende den 19. august døde han den 18. august 1907 og blev begravet på Assistenskirkegård.

Sarah von Scharffenberg von Brockdorff: Falsk Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Sarah Scharffenberg (1872-?), datter af Carl Ludvig von Scharffenberg og Pauline Marie von Scharffenberg, formåede gennem det meste af sit liv at skabe avisomtaler af sin mere eller mindre excentriske livsførelse. Hun formåede endda at være involveret i forretninger med den kendte Venstre-politiker J. K. Lauridsen - hvis historie ikke er mindre excentrisk. Scharffenbergs karriere i aviserne startede med en dødsannonce:

At frøken Sarah van Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner. 

Efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. januar 1892).

Moderen havde fattet mistanke og havde på Berlingskes redaktion set den indleverede annonce som hun mente - trods den fordrejede håndskrift - at kunne genkende. Der mødte derfor også en betjent op til begravelsen..

Til Stede ved sin egen Begravelse.

Blandt Berlingske Tid. dødsannoncer læstes for nogle dage siden følgende: At frøken Sarah von Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner, efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.

Denne dødsanmeldelse gav anledning til, at københavnske småblade fortalte at den pågældende dame - der har været meget omtalt, da hun har gjort sig bekendt på en mindre fordelagtig måde, også her i Randers - havde begået selvmord,

Dødsannoncen viser sig imidlertid at have været en fræk mystifikation. Soc. Demk. har herom indhentet følgende nærmere oplysninger:

Frøken Sarah v. Scharffenberg, en ung, smuk, men noget excentrisk dame, er niece af de to afdøde generaler v. Scharffenberg, efter hvem hun arvede 30-40.000 kr. Hun forlod for nogle år siden sin moder, enkefru Pauline Scharffenbergs, hus.

Frøken Scharffenberg forlod torsdag eftermiddag sit logis, fortalte hendes værtinde, med den bemærkning, at hun, værtinden, ikke skulle blive forskrækket over, at hun ikke kom hjem i nogle dage, hun skulle på en lille udflugt til Sverige. Nogle få timer efter den unge dames bortgang kom Berlingeren, og her læste værtinden til sin store forbavselse den nævnte dødsannonce.

Siden har værtinden ikke set noget til frøken Scharffenberg. Men et par dage efter meldte der sig allerede arvinger efter den formentlige afdøde, idet en af hendes "veninder" indfandt sig og forlangte udleveret guldarmbånd, smykker osv, som sin arvepart! Det lykkedes hende dog ikke at få værtinden overtalt til at gå ind på at udlevere noget.

Avertissementet gentoges atter nogle dage senere i bladet, og i går middags samledes som sagt venner og bekendte af frøken Scharffenberg på kirkegården til det fastsatte klokkeslæt. Efter nogen tids forgæves venten var følget lige ved at tabe tålmodigheden - der viste sig nemlig hverken præst, graver eller kiste. Men så med et gik der et forbavselsens udråb gennem den forsamlede kreds. Henne i den store alle kom lyslevende den unge frøken Sarah von Scharffenberg spadserende, tilsyneladende i et meget overstadigt humør. Den unge dame var ledsaget af en meget intim veninde, fru L., og dennes mand, der også begge syntes at more sig kosteligt. Den forargelige scene gjorde et ubehageligt indtryk på alle dem, der havde været genstand for mystifikationen.

Vi havde i går en samtale med den unge dames moder, Fru P. Schaffenberg, der meget beklagede sig over det skete. Hun forklarede, at hendes datters kurator kand. Hall, havde i sinde at foretage skridt for at få ophavsmanden til denne falske dødsannonce opdaget. Moderen vil endvidere gøre skridt til at få datteren gjort umyndig.

En brevskriver til Horsens Avis beretter, at der til den berammede begravelsestid var mødt en forholdsvis stor skare, der blev betaget af en ikke ringe forbavselse, da den foregivne afdøde dame frisk og smilende pludselig stod midt iblandt dem. Fra kirkegården sjokkede så, ifølge brevskriveren, de vrede mennesker tilbage med deres kranse, og de ord, der flød fra deres rappe læber, hørte ikke just til dem, der bruges i søndagsskoler.

I Aftenbladet skriver bemeldte unge damemoder, enkefru Pauline Scharffenberg, under sit navn. at datteren, der er 23 år gammel, i flere år har fuldstændig været i hænderne på en kvinde, hos hvem hun bor, og at fru S. antager for sikkert, at denne kvinde, der nu er gift med en afskediget officer, har indrykket dødsannoncen i den hensigt at gøre fru S. vanvittig eller fremkalde et apoplektisk anfald hos hende, som er svagelig.

Avisen vil vide, at dødsannoncen gjorde et så overvældende indtryk på fru Scharffenberg at hun faldt i stivkrampe.

(Randers Dagblad og Folketidende, 21. januar 1892).

Scharffenberg-affæren.

"København" har søgt at skaffe oplysninger om denne historie. I går noterer bladet følgende:

Frøken scharffenberg bor i pensionat i Gammeltoftsgade. Vi traf hende ikke hjemme, men fik underretning om at vi sikkert vil kunne træffe frøkenen hos hendes veninde, fru Lasson der bor på Østerbro.

Vi modtages af fru L., en høj, blond dame der meget elskværdigt byder os ind i den hyggeligt monterede dagligstue, hvor vi træffer hendes mand, premierløjtnant L.

Da vi har præsenteret os, er man straks på det rene med hvad vort ærinde gælder.

Fru L. erklærer at frøken Scharffenberg ikke boede der. Hun var hendes gode veninde og havde været det i lang tid og kom der meget hyppig.

Og beredvillig fortæller fruen os hvad hun kender til den unge dame og hendes familieforhold.

Frk. Scharffenbergs far var toldembedsmand, bror til de to bekendte generaler S. Moderen havde tjent i faderens hus. Senere giftede han sig med hende. Foruden datteren Sarah har fru. Sch. to sønner. Så døde faderen, og moderen kom til at leve på den lille pension. Men datteren havde jo rige slægtninge, hvis arving hun var udset til at være, og moderen holdt af al magt på datteren. Hun håbede onklernes arv skulle tilfalde hende og så først, når hun faldt bort, gå over til børnene. Men testamenterne bestemte det anderledes - og fra da af var det at forholdet mellem mor og datter spændtes mere og mere. 

Fruen fortæller os flere småtræk af kampen mellem mor og datter. Hun har selv kendt moderen, der ofte var meget godmodig, godgørende mod fattige, til andre tider ganske uforståelig - "underlig".

Så flyttede datteren hjemmefra og medtog, da hun gik, sin mors sparekassebog - på den stod der nemlig renter, moderen havde hævet af datterens arv - og logerede sig ind i et pensionat.

Moderen rasede, meldte sagen til politiet, men så fandt dog en forsoning sted. For en skønne dag indfandt en gammel kone sig i pensionatet og bad om at tale med Sarah: Ja, hendes mor var forfærdelig syg - hun måtte komme og pleje hende og tage sparekassebogen med. Og Sarah gik hjem, hvor hun fandt moderen til sengs. Sarah besluttede at blive der om natten og våge hos moderen der gav sig ud for at være meget svag -- selv om hun skændte lidt på sin stygge datter. Men tjenestepigen sagde til frøkenen - der er nervøs og svag - at hun ikke skulle blive bange, om der hændte noget om natten. Fruen havde truet dermed, men fruen var slet ikke så syg som hun lod, for da frøkenen kom, sad hun lige og spiste bøfsteg. Resten stod gemt under sengen. Midt om natten vækkedes så Sarah af støj, hun for op og for enden af sengen stod en hvid skikkelse, der straks med et bums faldt om på gulvet og lå og klynkede: Åh, min datter, min stakkels forvildede datter, hun er hos sangerinden....

Et par dage efter forlod Sarah atter hjemmet, men sparekassebogen var hende frataget.

Som vi sad og talte vider sammen, gik døren op og en slank ung dame i mørk kjole trådte ind. Vi blev præsenteret for

Frk. Scarffenberg.

en meget blond, smuk dame med et blegt ansigt, og et par underligt mørke øjne under fint tegnede øjenbryn.

Hun er meget ulykkelig over alle de rygter der svirrer om. "Ikke sandt du", siger hun til veninden. "Kan du ikke nu forstå, at jeg vil rejse bort. Mama gør mig det jo uudholdeligt at leve her mere".

Vi kommer atter ind på at omtale familiestriden. Den unge frøken er ganske fortvivlet. "Hvad skal jeg dog gøre, altid forfølges jeg - man skulle tro, moder ville gøre mig så umulig hos alle, at jeg må tvinges til at vende hjem til hende. Men jeg gør det ikke".

Frøkenen og hendes veninde venter spændt på sagens videre udvikling.

*   *   *

"Aftenbladet" meddeler i går:

I går middags kl. 1 skulle frøken Sarah von Scharffenberg i følge dødsanmeldelserne i "Berlingske Tidende" og begravelseslisten i "Dagens Nyheder" begraves på Garnisons Kirkegård.

Begravelsen skulle - også efter den gamle sandhedsfakkel Berlingskes opgivende finde sted i stilhed.

Det blev ikke desto mindre en af de morsomste og mærkværdigste begravelser der nogen sinde har fundet sted.

Man har hørt at den døde pludselig er vågnet i kisten og har råbt gevalt, man har også hørt at der har været noget gråsten i kisten i stedet for et lig, men man har bestemt aldrig set at liget er kommet spadserende og har blandet sig i det sørgende følge af deltagende slægt og venner.

Det skete imidlertid i går ved frøken Sarahs "begravelse"

Allerede klokken halv et var de første af følget kommet. Der var civilklædte løjtnanter, oppassere med store palmekranse fra officererne mellem frøkenens beundrere, et par unge godsejere, veninder af den afdøde, og så et utal af de gamle damer der er med overalt hvor der kan lugtes kirkelugt.

Men hvor var liget, hvor var graveren, og hvor blev præsten af?

Man kiggede ind gennem kapellets frosne ruder - der var ingen kiste at se, man sendte spejdere ud på Østerbrogade - stadig ikke noget. Og de tre fire indviede der vidste at frk. Sarah endnu gik omkring mellem de levende med røde kinder og gult hår, de stillede sig op i en krog eller luftede rundt mellem gravene og var som de var besatte af latter.

Så lige med et lød det fra en snes munde: Men du almægtige Gud, der kommer jo liget!

Ja der kom liget.

To damer og en lille uanselig herre kom spadserende op ad kirkegårdsalleen, arm i arm, den ene, frøken Scharffenberg, den anden hendes veninde, fru Lassen, født Harriet Larsen, den tredje, herren, afskediget løjtnant Lassen. De gik smilende i en stor bue uden om kapellet, så på det næsten lamslåede følge og lo.

Og de gamle damer hævede i afmægtigt raseri deres parasoller og nedbad torden og lynild over den formastelige, og godsejerne og officererne slog kraven op om ørerne og luftede af, mens oppasserne stirrede med de mest håbløse, stupide blikke på liget.

En af dem gik hen og overrakte frøkenen kransen - med en flittig hilsen fra Løjtnant S.

(Horsens Folkeblad, 21. januar 1892.)

Der blev ikke begæret en politiundersøgelse, og "Avisen" foretog en egen undersøgelse som viste at det var frk. Scharffenberg selv der havde ladet dødsannoncen indrykke for at se hvem der ville komme til hendes begravelse. Nu blev pastor Sørensen ved Garnisonskirken imidlertid harm og bad politiet undersøge sagen for at få draget de skyldige til ansvar. Frk. Scharffenberg nægtede på det bestemteste at have indrykket annoncen. Men i Magistraten mente man uofficielt at der var gjort tiltag til at gøre hende umyndig. I 1893 blev hun gift med med grosserer Gustav Aasland, som hun dog blev skilt fra igen.

Den Sarah Scharffenberg'ske sag.

I den sidste tid er det før så omtalte navn, Sarah Scharffenberg, begyndt at gå ud af sagaen. Vore læsere vil mindes at vi en gang i fjor dvælede ved heltinden i denne roman, rig på intriger; denne sjæl der syntes at sønderslides mellem en moders og en venindes påvirkning.

Da vi sidst berørte dette, var frk. S's liv trådt ind i en ny fase, idet hun havde giftet sig med en nordmand og nu som følge heraf fordrede sin ikke ubetydelige fædrenearv udleveret. Hidtil havde nemlig hendes værge, cand. jur C. Hald, bestyret hendes formue som formynder og havde på grund af hendes noget ekstravagante levned i sommeren 93 fået hende umyndiggjort, væsentlig på basis af en erklæring fra en århusiansk læge der gik ud på at hun var sindssyg.

Hr. Hald protesterede imidlertid, trods hendes giftermål, mod at opgive sit værgemål, idet han henholdt sig til en gammel paragraf i Chr. V's Lov: 3-16-2.

For nylig har dog daværende frk. S.'s sagførere, de herrer L. H. Madsen & Knud Jerlev, fået umyndighedsdekretet hævet, som ses af følgende i "Berl. Tid."s morgennummer:

At det under 26. juni 1898 afsagte umyndighedsdekret over daværende frk. Sarah Marianna Hermine von Scharffenberg der nu er indtrådt i ægteskab med købmand Gustav Aasland af Norge, under 10. d.s. er hævet af Københavns Amts nordre birks skifteret, bekendtgøres herved.

Fru Aasland er da løst af disse bånd og ægteparret kan i idyllisk ro nyde den formue om hvis besiddelse der i frk. S's tid synes at være blevet kæmpet med hidsighed fra to sider.

Efter forlydende er der i alt en ca. 30.000 Kr.

(København, 13. februar 1894)