Vand og Kloak i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Utterslev Marks Grundeierforening holdt i Aftes paa "Børsen" et Møde, som blev ledet af Lærer Henriksen.

Formanden for Foreningen, Hr. L. Rasmussen mindede om, at et Udvalg for et Par Aar siden var blevet nedsat i Anledning af Branden paa Louisevei. Denne Brand vilde sikkert have blevet høist uheldig, hvis Kjøbenhavns Brandvæsen ikke var kommet til Hjælp. Den Sprøite, man havde paa Utterslev Mark, passede ikke længere til Forholdene, da der nu var bygget høie Huse her. Sprøiten manglede Sugeværk og laa desuden afsides, næsten udenfor Distriktet og langt fra Mandskabet. Man havde ønsket disse Forhold ordnet og derhos krævet, at Sprøitens Betjening skulde forandres. Man kunde ikke forlange, at en Arbejdsmand, som havde travlt hele Dagen, skulde arbeide hele Natten. Paa den Maade blev der ingen Disciplin. Byrden burde flyttes fra Leierne til Eierne. Adskillige Huseiere boede udenfor Kommunen og var helt fri, og lige overfor bedre stillede Folk undsaa Brandfogden sig ved at kræve personligt Arbeide. Sogneraadet havde stillet sig uvilligt overfor disse Fordringer. Foreningen havde saa henvendt sig til Birkedommeren, som oplyste, at Sogneraadet havde forhandlet med Amtet, men Amtet havde stillet denne Sag i Bero. Der var desuden den Ulempe, at Vandforsyningen var høist uheldig. Der fandtes egenlig kun en righoldig Brønd, og den fandtes i en Fabrikants Gaard. Der var ikke et eneste offenligt Vandsted. De fleste Brønde vare saa fattige, at de ikke kunde taale at blive benyttede af Andre end Eieren. Baade af Hensyn til Brandfaren og de hygiejniske Forhold maatte man ønske en offenlig Brønd anlagt. Kloakforholdene vare maadelige, idet hver enkelt Eier havde sørget for sin Grund. Sundhedsforholdene krævede, at Kommunen lagde nogle Hovedløb; paa sine Steder vare Forholdene nu høist uheldige, idet Vandet blev staaende i Rørene Det var uheldigt, at Kommunen havde lagt en Afløbsgrøft, hvori man i længere Tid, i Nærheden af en hel Række Huse, kunde se en død Hund ligge. Distriktslægen burde ikke bo ved Nørrebros Runddel, men paa Utterslev Mark. Lignings- og Snekastningslisten samt Budgettet burde ikke fremlægges i Brøndshøi By, men paa "Børsen"; Flertallet af Beboerne havde jo deres Arbeide ikke i Brøndshøi, men i Kjøbenhavn

Sogneraadsformand, Propritær Thierry oplyste, at Sogneraadet ikke havde turdet indlade sig paa at give 2200 Kr. til en Sprøite med Sugeværk. Han ansaa ikke Sprøitens Beliggenhed for saa fjern; i alfald maatte Grundejerforeningen anvise Pladsen. Det vilde være meget vanskeligt og dyrt at grave artesiske Brønde gjennem Kridt- og Flintlaget; de hidtil gjorte Forsøg viste Vanskelighederne. Det var uheldig for Utterslev Mark, at den var halvt By, halvt Land. Et Forslag om at forhøie Hartkornsskatten med 50 pCt. vilde falde i Sogneraadet. Der blev nu svaret 60 Kr. pr. Td. Hartkorn; det var den høieste Hartkornsskat, som blev svaret, ja maaske i hele Danmark. Den Skat, der blev svaret af Utterslev Mark, stod ikke i Forhold hertil. Brønshøi Sogneraad havde altid stillet sig velvilligt til Andragender fra Utterslev Mark, særlig naar det gjaldt sanitære Forhold, og han havde personligt søgt at lægge Pres paa Beboerne for at faae sanitære Forholdsregler gjennemførte. Hvis Utterslev Mark vilde fremsætte positive Forslag til Forbedringer vilde det blive modtaget med Velvillie, men Buen maatte ikke spændes for høit med Hensyn til pekuniære Fordringer til Sogneraadet. Naar der ikke blev gjort Mere paa Utterslev Mark, var det, fordi Skatterne vare saa ringe. Der var skeet store Fremstridt i de sidste 15-20 Aar. Ulykken var, at man var begyndt uden Byggereglement m. m.

Formanden mente, at Sogneraadet burde kjøbe Plads til Sprøitehus i den bebyggede Del af Utterslev Mark. Kom en Epidemi, vilde det se sørgeligt ud. Det kunde gaa mange Næringsdrivende, som det nylig gik Eieren af den brændte Klædefabrik paa Bispebjergvei, Stansning af Fabriksvirksomheden og Ulykke for Arbejderne. Nu havde man Sprøjte for en Forms Skyld. Man havde tænkt sig at faa leiet Brandmandskab; Bekostningen herved burde lægges paa Grundeierne og Betalingen ydes i Timevis. Man burde muligvis ligesom Kjøbenhavn være fri for at hjælpe ved Ildebrande i andre Kommuner.

Thierry mente, at Klædefabriken paa Bispebjergvei vilde være brændt, selv om der havde været det bedste Brandvæsen. Fabriken havde selv intet Vand þ- hvad den brugte, hentede den fra Utterslev By - og havde ikke Udslukkende Bomber.

Dirigenten fremhævede, at det saae ud til, som om Sogneraadet ikke var uvillligt til at samarbeide mrd Grundarbeiderforeningen. Han foreslog at nedsætte et Udvalg, suppleret med et Par Sogneraadsmedlemmer. 

Thierry og Murermester Larsen mente, at Grundeierforeningen burde henvende sig til Sogneraadet. Den Sidste mente, at der Intet var at gjøre, saa længe der af 3-400 Mennesker ikke mødte mere end 3-4ved en Brand. Resten skulde man lede op. Foreløbig var Sprøjten god nok.

Brandfoged Olsen hævdede, at Sprøjten var rent umulig.

Fabrikant Ipsen opfordrede Grundeierforeningen til at tage Initiativet til Anlæget af en artesisk Brønd. Den kunde vel med Lethed skaffe 1500 Kr. Ved Talerens Fabrik var der for 750 Kr. anlagt en artesisk Brønd paa 93 Fods Dybde med et 3 Tommers Rør. Den gav l Td. Vand i Minutet. Hartkornet kunde ikke taale mere Byrde.

Formanden mente, at Kommunen havde visse Forpligtelser til Gjengjæld for den Skat, den fik fra Utterslev Mark.

Man forlod dermed Brand- og Vandvæsenet.

Thierry gik derefter over til at behandle Kloakvæsenet. Han indrømmede, at Forholdene vare uheldige. Man mærkede det paa Stanken fra Risterne. Men Sogneraadet var ikke ukjendt hermed og havde ogsaa ladet udarbeide en Plan samt andraget hos Amtet om et Bidrag paa 1000 Kr. Sogneraadet havde tilmed fremhævet, at Amtet havde sin Del af Brøden. Det gjorde ham ondt, at Beboerne havde maattet være med til at gjøre Forholdet værre, idet den aabne Grøft langs Bispebjergveien var bleven tilkastet og hver Grundeier havde lagt sin Kloakledning. Han fremhævede, at man kunde vente Koleraen til næste Aar, men udtalte det Haab, at maa til den Tid vilde have Forholdet ordnet. Det Bidrag, som der vilde blive krævet af en Huseier, 100 Kr. i ti Aar, var meget ubetydeligt, og det vilde lønne sig, fordi Grundeierne da vilde faa gode Leiere i Stedet for det Udskud, de fik fra Kjøbenhavn. Kommunen vilde ogsaa kunne staa sig, hvis den fik bedre Leiere. Han syntes godt om Alderdomsforsørgelsen, men desværre kostede den Kommune 4000 Kr. om Aaret. Derfor burde Eierne sortere Leierne, som kom fra andre Kommuner, cn lille Smule mere. Det havde været en stor Feil, at Kommunen i sin Tid havde tilladt Beboerne at bruge Vragrør og selv at lægge Kloakerne. Det straffede sig nu, Kommunen fik gode Rør for en billigere Pris, end Beboerne gav for Vragrør; Kommunen fik nemlig 35 pCt. Rabat og kunde skaffe Beboerne dem for samme Pris. Han fremhævede, at det var ubilligt, at Kommunen skulde yde noget Bidrag til et Kloakanlæg, for at en Mand, som havde givet 2000 Kr. pr. Td Land, skulde kunne faa 28.000 Kr. pr. Td De tidligere omtalte Lister skulde blive fremlagte paa Utterslev Mark. Lægespørgsmaalet var vanskeligt at berøre. Sogneraadet havde imidlertid forbeholdt sig, at Kommunelægen eventuelt skulde bosætte sig paa Utterslev Mark. Desuden var han jo hver Dag at træffe en Time paa Kommunekontoret.

Fabrikant Ipsen ønskede en Læge midt i Kredsen. Kommunelæge Schleisner havde boet i Befolkningens Midte og havt en Praxis paa 5000 Kr. Hans Efterfølger, Dr. Lassen havde faaet Tilladelse til at flytte ind til Nørrebro, hvad der havde været uheldigt.

Formanden udtalte sig i samme Retning. Han henledte iøvrigt atter Sogneraadets Opmærksomhed paa forskjeliige Mangler, som burde afhjælpes ved Raadets Hjælp.

Under Forhandlingen blev der gjentagne Gange og fra forskjellige Sider peget paa den Fare, som vilde true Utterslev Mark, hvis Koleraen ad Aare skulde vise sig.

(Dagens Nyheder 8. december 1892).

Det nye Almindelig Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Det store Byggekomplex, der som bekjendt ligger ved Nørre Allee og oprindelig var bestemt til at afløse Ladegaarden, fik ved den nuværende Fattigborgermesters Initiativ en helt anden Bestemmelse. I Stedet for at huse Samfundets mindst heldige Individer, de mange yngre Mænd og Kvinder, der udgjør Ladegaardens Befolkning, kom dette Bygningscomplex til at yde Husly til Kjøbenhavns gamle, uformuende eller uheldigt stillede Borgere, fra de ældste indtil de yngste Led.

I Aaret 1886 begyndte Byggearbejdet og det kan egenlig ikke siges at være færdigt endnu. Beboerne ere flyttede fra de gamle, mindre heldige Bygninger i Amaliegade og rykket ind i nye, pæne Bygninger, der tilfredsstille alle mulige hygiejniske Krav.

Hvorledes var det gamle almindelige Hospithal, et Navn, som jo egenlig talt er mindre passende, med mindre man gaaer tilbage til Ordets oprindelige Betydning. Ventilationen var mangelfuld, og Bygningerne vare brandfarlige. Det gamle Hospital - 150 Aar er dets Alder - havde mange Etager, Vaskeri- og Økonomilejligheden var for lille. Man var f. Er. til sine Tider nødt til, naar man havde vasket hjemme paa Hospitalet, at ty til andre Anstalter for at faae Tøiet tørret, saaledes paa Ladegaarden. Det gamle Hospital havde endvidere fem Filialer, medens del nye kan nøies med en, den paa Vandløse Mark, som er bestemt for idiotiske Piger. Paa den gamle Anstalt fandtes Klosetterne paa selve Stuerne.

Den nye Anstalt, hvis Bygninger alle ere holdte i jævn Stil, solidt og tarveligt, men dog net udstyrede, har fyldestgjort alle de Krav, Nutiden stiller til Bygninger, der skulle huse gamle eller svagelige Folk. Ventilationen er for det Første fortrinlig. Mange af de gamle eller svagelige Mennesker ligge jo urenligt; hvorledes Forholdet i Virkeligheden er, skulle vi ikke komme nærmere ind paa. Vi nøies med at oplyse, at paa en enkelt Stue maa Linnedet skiftes fire Gange om Dagen. Men skjønt der kan være ti Mennesker paa en saadan Stue, er Luften dog ikke fordærvet.

Sunde, livskraftige Mennesker, hvis Stilling ikke netop fører dem i Nærheden af disse Forhold, ane ikke, hvor ulykkelige, ja forfærdelige Forholdene kunne være. Der ligger saaledes derude en stakkels Handelskontorist, værkbruden og hjælpeløs, i en Tilstand, som vilde gjøre ham til et Kors for sin Familie, hvis den skulde have ham i Hjemmet og blot yde ham den tarveligste Pleie. Ledegigt har gjort ham til et hjælpeløst, uhelbredeligt Vrag, og hver Morgen kræves der mindst en Times Pasning for hans Persons Vedkommende. Vore Læsere ville kunne skjønne, hvor megen Kjærlighed og Taalmodighed der her kræves fra Opsynets Side. Vi skulle tilføie, at den Sygepleierske, som passer ham, ved Flytningen fra det gamle Hospital gjorde særlige Anstrængelser for fremdeles at beholde Pleien af ham.

Bygningerne danne som nævnt et Komplex og rumme foruden Lemmernes Hjem Bolig for Inspektør og Funktionærer. Vaskeri o. s. v. Medens de Gamle tidligere maatte op i 5. eller 6. Etage, komme de nu høist taget op i 2. Etage. Vaskeriet er fortrinligt og vel enestaaende her i Landet. Tøiet - og man huske, hvilket Tøi der her ofte kan være Tale om - gaaer først i Blødekarret og derpaa i Dampkogekarret. Saa trilles det paa smaa, snilde Vogne til Vaskemaskinen og vaskes her i et Kvarter. Efterhaandcn gaaer det derefter til Skyllemaskinen, til Vridemaskinen til Tørrestuen, til Rullestuen. I Løbet af 6 Timer er et Stykke Tøi vasket rent og tørret. Vaskeriet kan vaske 3000 Stykker Tøi om Dagen og besørger i Gjennemsnit 1800 Stykker daglig.

Til Vaskeriet hører Maskinhus, Rullestue, Skillestue, hvor Tøiet ordnes og fordeles, Lappestue, Oplagsstue for Raamaterialet og Magasin for det rene Tøi.

Økonomien synes at være fortrinlig og skal da ogsaa være saa at sige enestaaende. I det store Kiøkken findes over 20 store Kjedler, som der kan rumme 800 Portioner Mad. Her findes en systematisk gjennemført Orden og saa mange Lettelser og Hjælpemidler, at Tusinder og atter Tusinder af Husmødre kunde ønske sig et saadant Kjøkken. Her er tænkt paa Alt. Uden for holder en Vogn, der transporterer Maden til de forskjellige Bygninger. De Kar, hvori Maden skal bringes, staa opstillede og have tydelig Angivelse af, til hvilken Bygning, Gang og Stue de skulle bringes. Maden, som vi have havt Leilighed til at smage, var ligefrem appetitlig, og det var dog den Mad, som Lemmerne synes mindst om, nemlig Kartoffelsuppe. Selve Økonomien er nu ikke saa lige at løbe til. Alle Lemmerne kunne jo ikke spise en og samme Mad. Der tages Hensyn til Alder, til Sygdom og Lignende. Men det er iøvrigt Plads nok, til at alle Hensyn og Krav kunne blive fyldestgjorte.

Opvarmningen, der spiller en saa betydelig Rolle for de Gamle og Svagelige, er ypperlig. Her findes ikke, som i de gamle Bygninger, Træk fra kolde Gange. Her er jævn Varme i Stuerne og paa Gangene, netop som det skal være for Folk, der i Varme se et af Livets store Goder.

Klosetsystemet er ypperligt og staaer høit over, hvad de ni Tiendedele af Byens Befolkning har Evne til at skaffe sig. Klosetterne ere selvvirkende, automatiske, og indeholde Tørvesmuld, saa at end ikke den fjerneste Ulempe kjendes.

Inden vi gaa over til at omtale de egenlige Leiligheder, skulle vi anføre, at der findes Ligstue, Medicinstue - her findes et Portræt af Etatsraad Brandes, skjænket paa hans 70 Aars Fødselsdag af Læger, der have arbeidet under ham - Konsultationsstue med Ventesal - Sygestuer o. s v. Der er Brug for denne Slags Lokaler; i Gjennemsnit døer derude 250 Mennesker om Aaret.

Sygeafdelingen har jo sin store Interesse - er man ikke hærdet, skal man nok blive bevæget ved at se, hvad der her rummes af Ulykke - men med større Glæde besøger man dog de Bygninger, hvor Alderdoms- og Pleiehjemmene findes.

Man har her naaet at kunne skaffe Boliger for gamle Ægtefolk, Noget, der selvfølgelig længe har været Ønsket. El enkelt gammelt Par, som har været paa Stiftelsen i 18 Aar og i den Tid boet hver for sig, har nu kunnet faae sit Ønske opfyldt og boer sammen i sin lille, hyggelige Familieleilighed. Af saadanne findes der 24 belagt, men der kunde gjerne være dobbelt saa mange - de vilde snart være optagne. Der er altid Efterspørgsel efter dem.

Det gjør et overmaade venligt, hyggeligt, rart Indtryk at færdes i disse Hjem, i de rigtige Familiehjem og i Opholdsstuerne, hvor der nu høist taget kun findes ti Personer. Selve Opholdsstuerne ere tiltalende, hyggeligt indrettede efter de forskjellige Beboeres Smag, og saa hører der til dem Rygeværelser, hvor de gamle Mænd kunne spille Dam og Domino eller arbeide. Thi adskillige af de Gamle ligge ikke ledige: Mand og Kone kan man se hjælpe hinanden med Arbeidet.

Det gjør et sjælden godt Indtryk at se det Forhold, som findes mellem Lemmer og Opsynet, lige fra den nederst stillede Betjent og op til Inspektøren. Selv de ældste Folk - og her er meget gamle Mennesker, det ældste er 96 1/4 Aar - Folk, som have mistet Talens Brug, gjør; med deres rystende, næsten uforstaaelige Tale Forsøg paa at udtrykte deres Tak i Ord, tage Inspektøren i Haanden og søge paa andre Mander at vise deres Taknemlighed. De yngre Lemmer have den samme Følelse lige overfor deres Omgivelser. Mildhed, Kjærlighed, Taalmodighed - de bedste af alle menneskelige Dyder - ser man her øvede overalt

Taalmodighed skal der til for at kunne leve her. Thi findes der end mange Lemmer, som det gjør En godt at se paa og tale med, findes der jo ogsaa saadanne, fra hvem man helst vender sig, ulykkelige, sjælelig og aandelig halvdøde Skikkelser, fra hvem ethvert æsthetisk Peæg er forsvundet, eller saadanne, der med den ene Fod i Graven kunne være saa urimelige, at de maa isoleres. Men i det Hele taget maa det dog siges, at trods al Ulykke og al Sorg, hvoraf man har faaet et saa stærkt Indtryk, gaaer man dog bort med en stærk Følelse af, at Alt, hvad der kan gjøres, er gjort, at Alt, hvad Kjærlighed, Mildhed og Taalmodighed kan udrettes her øves paa en Maade, som vækker den største Respekt.

Naar der kan gjøres saa meget, hidrører det til Dels ogsaa derfra, at Pladsforholdene ere rundelige. I Modsætning til gammel dansk Skik cg Brug har man her været forsynlige med Pladsen og har derfor kunnet sondre mellem Elementerne og skille Klinten fra Hveden. Der bliver taget stærkt Hensyn til Lemmernes Forhold. Iøvrigt er Anstalten ikke helt færdig. Et Drankerasyl vil saaledes blive oprettet derude.

Hele denne store Anstalt, der raader over 14 Tdr. Land - den gamle matte nøies med 24,000 Kvadratalen Grund - har talt 1620 Senge; hvert Lem har 600 Kubikfod Luft, hver Patient 750.

Af de Mænd, der have medvirket ved Opførelsen, skulle vi nænt:: Professor Vilh. Petersen, Ingeniør Ramsing og Konduktør, Arkitekt Wrisberg, Stadsarkitekten med Bistand af Arkitekt Becher og Stadsingeniøren med Bistand af Ingeniør Voigt,

Paa Søndag vil Kirken blive indviet.

(Dagens Nyheder 15. december 1892).

De gamles by efter at det ophørte med sin funktion. Foto Erik Nicolaisen Høy (2022).

En Kirkestrid. (Efterskrift til Politivennen)

Vi er alle lige for Vorherre! paastaas der. Dette Sprichwort gælder dog lige saa lidt paa Bornholm som andre Steder. Forleden tog Allinge Menighed sin nyrestaurerede Kirke i Brug, og det vakte straks Misfornøjelse blandt Matadorerne, at man ikke havde bibeholdt den gamle Rangforordning i Kirken saaledes, at Rigmændene sad øverst og alle de, der havde Raad til at betale for en Kirkestol, ned efter i Række, arrangeret efter Vægten af deres Pengepose.

Saa blev der sammenkaldt til en Slags Generalforsamling i Kirken forrige Lørdag, og Præsten begyndte at anvise Borgerne deres Stole, men den gik ikke. Antallet af Stolestader er nemlig forøget op imod Alteret og Prækestolen. Disse nye Pladser mente Præsten skulde være Fripladser, og saa skulde de, der havde havt faste Stole før, beholde deres gamle Pladser, men det vilde Byens fine Familier ikke paa nogen Maade indlade sig paa. De havde siddet øverst i Kirken før, og Borgmester, Postmester og andre Kapaciteter vilde sandelig ikke udsætte sig for, at "usselige" Arbejdsmænd, der ikke havde Raad til at betale et Sæde i Kirken, kom til at sidde foran dem.

En af de tilstedeværende Stormænd ytrede som sin allerkristeligste Mening, at de, som ikke kunde betale, enten maatte staa op eller ogsaa blive udenfor. Hele Kirkestoledelingen opløstes i vild Forvirring. Præsten maatte sende Forsamlingen hjem igen og love at lave en ny Plan, som var mere i Overensstemmelse med Allingeboernes religiøse Rangforening.

(Social-Demokraten 6. december 1892).

Allinge Kirke var annekskirke til Olsker indtil 1941. Kirken er formentlig allerede i middelalderen blevet forlænget. En større forlængelse skete imidlertid i 1892 under ledelse af Mathias Bidstrup. Den oprindelige kirke (østlige del) blev fjernet til fordel for et tværskib og korbygning så den kunne rumme 600 siddepladser (i dag dog det halve). Foto Erik Nicolaisen Høy (2020)

Hammeren Stenbrud. (Efterskrift til Politivennen)

En Lejekontrakt.

Det tyske Selskab, som driver Hammerens Stenbrud, har opført et Par Rækker Huse til Arbejderboliger. Lejlighederne i disse er ganske smaa, et Værelse, et Køkken og el lille bitte Kammer, hvor der akkurat kan staa en Seng. For disse Lejligheder forlanger Selskabet en Leje af 91 Kr. aarlig eller 1 Kr. 75 Øre ugenlig, som tilbageholdes af Lejerens Løn. Denne Pris er ganske ublu i Forhold til de almindelige Lejepriser i Allinge og Sandvig, hvor Lejligheder af den omhandlede Størrelse kun koster 60 a 70 Kr. aarlig.

I Selskabets Lejekontrakter bestemmes det, at Lejeren selv skal vedligeholde sin Lejlighed, noget, der ellers altid plejer at paahvile Værten. Selskabet har endog betinget sig Ret til at lade foretage Reparationer paa Lejerens Regning og fradrage det i hans Løn.

Det er altsaa dyre Lejligheder at beboe, men de er ogsaa lette at komme ud af igen. Selskabet forbeholder sig nemlig Ret til at smide Lejeren ud straks uden Opsigelse i følgende Tilfælde:

a. naar han ikke ved Forfaldstid har betalt den skyldige Leje, 

b. naar han lader Boligen forfalde eller ikke holder den i tilbørlig Stand,

c. naar han i Løbet af de sidste 14 Dage af en eller anden Grund frivillig eller ufrivillig ikke har været i Arbejde hos Udlejeren

d. naar han paa Grund af Opsætsighed eller anden ham tilregnelig Aarsag er bleven afskediget af Udlejernes Tjeneste.

Det er hyggelige Lejeforhold. Hvis til Eksempel en Mand bliver syg og altsaa ufrivillig bliver borte fra Arbejdet i 14 Dage, eller, hvis Selskabet ikke i et lignende Tidsrum har noget til ham at bestille, kan han uden videre smides paa Gaden, og det samme kan ske saa snart han afskediges, idet Selskabet jo altid kan finde et Paaskud til at erklære, at hans Afskedigelse skyldes ham selv. Ligeledes kan han smides ud, hvis hans Indtægter ikke tillader ham at holde Lejligheden saa pyntelig, som Selskabet finder paa at forlange.

Kontraktens drakoniske Bestemmelser har naturligvis til Hensigt at skaffe Selskabet fuldstændig Hals- og Haandsret over de Arbejdere, der er tvungne til at bo i dets Huse.

Det gælder jo om at sikre sig "villige" Arbejdere, for at de tyske Pengesække kan blive fyldt saa hurtigt som muligt.

Arbejderboligerne Sandlinjen i Sandvig. Foto Erik Nicolaisen Høy (2021).

Livsfarlig Arbejdsmetode.

Stenbrudene ved Hammeren er anlagt terrasseformigt i to Etager. Den første begynder nede ved Søen og den anden 60 a 70 Fod højere oppe. Paa begge Terrasserne er anlagt Skinneveje til Tipvogne, som fører de sprængte Sten ned til Huggepladserne. Den øverste Terrasse er imidlertid saa smal, at man har maattet anlægge Skinnevejen helt ude ved den stejle Skraaning til nederste Etage, og det hænder meget ofte, at Tipvognene vælter, saa baade Vogn og Sten rutscher ned over dem, der arbejder underneden.

Hidtil er der ikke forefaldet noget alvorligt Ulykkestilfælde, men det har flere Gange været et rent Vinunder, at de nedenfor værende Arbejdere har frelst Livet. Man huske paa, at det her drejer sig om nedstyrtende Stenblokke paa flere hundrede Punds Vægt. Denne Fare kunde afværges ved Anbringelsen af el Jærnrækværk langs den øverste Terrasse, men et saadant koster Penge og da Selskabet holder mere af sine Penge end af sine Arbejdere, faar det Lov at gaa som det gaar, i hvert Fald indtil der sker saa alvorlige Ulykker, at den offenlige Mening skræmmes op.

(Social-Demokraten 6. december 1892).

Stenbruddet ved Hammersø er i dag bedre kendt som Opalsøen. Siden 1892 blev der nok brudt mere granit her. Men fotoet giver måske et indtryk af det stejle brud, og størrelsen ved personerne på den lavere "etage". Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.