Skarpt Angreb paa Byens Kirkegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorfor holdes Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard lukket, spørger Pastor Paul Nedergaard.

Et Svar fra Kirkegaardens Inspektør.

I et netop udkommet Nr. af Præsteforeningens Blad retter Redaktøren, Pastor Paul Hedegaard ved Eliaskirken, et skarpt Angreb paa Begravelsesvæsnet og forskellige Forhold paa de københavnske Kirkegaarde, specielt Vestre Kirkegaard.

Pastor Paul Nedergaard.

Han berører paany Begravelsesvæsnets Priser, der er betegnede som "Eventyrpriser", beklager Episoden paa Bispebjerg Kirkegaard, da Politibilen nylig rekvireredes til en overarbejdende Gartner, men vender sig derpaa særlig mod Administrationen af Vestre Kirkegaard.

Det lukkede Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Her kan kun Søndre Kapel og Nordre Kapel med det ene af dettes to Sidekapeller for Tiden benyttes, idet Østre Kapel holdes fuldstændig lukket. Resultatet er blevet en Overbelastning; det kan f. Eks. ske, at Søndre Kapel allerede Onsdag Formiddag er fuldt optaget til den følgende Søndag. For det store Nordre Kapel skal der betales 10 Kr. ekstra, og det mindre Kapel ved Siden af kan vanskeligt bruges samtidig med, at der er Begravelse i det store. Pastor Nedergaard siger videre, at Nordre Kapels uheldige Beliggenhed bevirker, at Følget undertiden maa gaa 1-2 km i al Slags Vejr og Føre, forbi det optagne Søndre Kapel, maaske ogsaa forbi det lukkede Østre Kapel; og kræver dette sidste Kapel genaabnet, især da Søndre Kapel en Tid skal lukkes paa Grund af Reparationer.

Vi har bedt Kirkegaardens Inspektør, Hr. Skrydstrup, om at udtale sig om dette Spørgsmaal.

Et Svar paa Angrebene.

Østre Kapel genaabnes.

- Det er Sparebestræbelser, siger Inspektør Skrydstrup, der har bevirket, at Østre Kapel har staaet lukket; der spares paa Opsyn, Varme m. m., en halv Snes Tusinde Kroner aarlig. Og Lukningen har kunnet lade sig gøre, fordi Liniebegravelserne ikke mere laa i Kapellets Nærhed. Kapellet skal imidlertid nu restaureres med Indlægning af Centralvarme m. m., og det il derefter blive taget i Brug paany; først naar Østre Kapel er genaabnet, gaar vi i Gang med Reataureringen af Søndre Kapel.

Forøvrigt, siger Inspektøren, er Kirkegaardens længste Linie 1 km, saa der maa fra Kapellerne til Graven altid blive under denne Afstand.

Hvordan behandles Ligresterne?

Pastor Nedergaard ironiserer i sin Artikel over de kasserede Gravstenes "Hvil i Fred" og paataler. at man, hvor der før har været en Grav, kan finde Benstumper og Kisterester fra denne ved den nygravede Grav. Hvorledes forholder det sig hermed, spørger vi Kirkegaardsinspektøren.

- Arbejderne paa Vestre Kirkegaard har Kurve, og det er Afskedigelsesgrund, hvis de ikke samler alle Benrester heri og. saa snart den nye Grav er færdig, graver dem ned i denne under den Plads, paa hvilken den nye Kiste skal staa. Ufortærede Rester af den gamle Kiste kan man ikke have i Graven; men de samles og fjernes ufortøvet.

Søndagsarbejdet paa Kirkegaarden.

Endnu en Paatale findes der i Pastor Nedergaards Artikel. Søndagsarbejde, siger han, kan jo ikke undgaas paa Kirkegaardene; men han har Søndag Formiddag set et Arbejdshold i Færd med at kulegrave og planere en helt ny Afdeling paa Vestre Kirkegaard.

- Ja, det er rigtigt, siger Inspektør Skrydstrup, og det er noget nyt. Arbejderne - vi har 40 Mand - forlangte i Foraaret Turnusfridage, saa de vidste, naar Fridagene faldt, og dette har kun kunnet lade sig gøre ved Indførelse af faste Arbejdshold ogsaa om Søndagen med fuldt Arbejde. At dette fra kirkelig Side kan tage sig noget mærkeligt ud. føjer Inspektøren til, vil jeg ikke benægte.

Dette sidste fører over til Pastor Nedergaards Slutbemærkning: at Kirken bør være repræsenteret i Kirkegaardenes Ledelse. For den almindelige Bevidsthed vil alt, hvad der har med Kirkegaarde at gøre staa som noget kirkeligt, og Kirken vil faa Ansvaret for Forhold, paa hvilke den under den nu gældende Ordning ingen Indflydelse kan have. 

-t

(Nationaltidende 30. maj 1931).

Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Kapellet ligger længst mod syd, mens Søndre Kapel ligger cirka midt på kirkegården. Navneforvirringen skyldes at Søndre Kapel blev opført før Østre Kapel, og navnet "Søndre" var således allerede taget. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Københavns Kirkegaarde og deres Administration.

Et Svar fra Direktoratet for Københavns Begravelsesvæsen til Præsteforeningens Blad.

Vi har fra Direktøren for Københavns Begravelsesvæsen modtaget:

Hr. Redaktør!

I Dagens Nyheder Nationaltidende for 30. Maj er refereret et af Pastor P. Nedergaard i sidste Nummer af Præsteforeningens Blad rettet Angreb paa Københavns Begravelsesvæsen for Eventyrpriser og uheldig Administration.

Det kan maaske tillades mig i Korthed at gøre nogle Bemærkninger hertil.

Begravelsesvæsenets Økonomi kan holdes i Ligevægt paa to Maader. Enten kan man have lave og for alle ensartede Takster saaledes, at Underskudet dækkes af samtlige Borgere ved Tilskud fra Kommunen, hvilket atter vil sige ved Skattepaalæg, eller man kan gaa den Vej, at Økonomien hviler i sig selv, saaledes at man ved passende Takster faar de Indtægter ind, som er nødvendige for at holde Institutionen i Drift. Kommunalbestyrelsen har valgt at gaa den sidste Vej og paa den Maade, at de mere velhavende, som ønsker større og smukkere Gravsteder baade gennem Betalingen for disse og ved de øvrige Ydelser, som kræves, saasom ved Bestilling af stærkere Belysning, udvidet Sang, Stampning af Jorden, Udsmykning af Graven, maa betale en Overpris, hvorved mindrebemidlede kan faa en smuk og stemningsfuld Begravelse for en rimelig Pris. Det er derfor, at en Grav paa 3 m2 i 1. Takstklasse koster 120 Kr., i 2. Klasse 60 Kr. og i Liniejord 30 Kr., og at de øvrige Takster, selv Vedligeholdelsen af Gravsteder, varieres paa tilsvarende Maade. Naar der derfor tales om Begavelsesvæsenets høje Priser, maa disse Forhold tages i Betragtning, idet enhver kan faa en ordentlig Begravelse med Jord, Gravning og Ligbærere for 68 Kr.. saafremt han ikke fordrer særlig Udsmykning eller andet deslige.

Det er selvfølgelig urigtigt, at Ordet "Hvil i Fred", som Kirkegaardene maa gøre til sit, er ensbetydende med, at man i al Fremtid skal bevare enhver Grav urørt, det vilde i al Fald være et ganske nyt og overordentligt kostbart Princip, som derved indførtes, thi fra Oldtiden og Indtil vore Dage har man undtagen hos Jøderne kun bevaret en Grav urørt, saalænge Indtil det nedsatte Lig var opløst, og man har aldrig forstaaet det som en Krænkelse af Gravfreden, at man i de foregaaende Slægtleds Gravsteder nedsatte Ligene af næste Slægt.

Naar Præsteforeningens Blad gør det Angreb til sit, som for nogen Tid siden rejstes i Dagspressen, fordi en Gartner blev udvist af Kirkegaarden ved Politiets Hjælp, tør det maaske være mig tilladt at oplyse følgende:

For 23 Aar siden vedtog Kommunalbestyrelsen at udkøbe de private Gartnere, som drev Erhverv paa Kirkegaardene, og som til stor Ulempe for de Besøgende plagede disse med Anmodninger om at overtage Gravens Vedligeholdelse. Der blev ydet dem en rigelig kontant Erstatning og samtidig blev det bestemt, at fremtidig maatte ingen søge Erhverv paa Kirkegaardene ved direkte Opfordring til Publikum. Denne rimelige Bestemmelse har været overholdt siden, men den har ikke den Betydning, at kun Begravelsesvæsenet kan holde Gravsteder i Orden. Tværtimod. For Tiden har ikke færre end 57 Gartnere Arbejde med Pasning af Gravsteder, og der har gennemgaaende intet været at sige paa deres Optræden, indtil en Gartner i Fjor optog en virksom Agitation for sit Arbejde. Saa længe han holdt sig udenfor Kirkegaardene og ved sine Forbindelser med andre skaffede sig Kunder, var hertil for saa vidt intet at sige, om end det maatte betegnes som en Omgaaelse af Kommunalbestyrelsens Ønske og han blev behandlet ganske som alle de andre private Gartnere, men da han nægtede at efterkomme de Bestemmelser, som i Publikums velforstaaede Interesse var givet for at hindre Uorden, fik han to Gange skriftlig Meddelelse om, at han. ligesom sine Kolleger maatte overholde de givne Bestemmelser. Da han saa paany nægtede at efterkomme Inspektørens lovlige Ordre, og ej heller vilde forlade Kirkegaarden, blev han udsat af Politiet, men rigtignok ikke under Opløb eller Sammenstimlen, idet der næppe opholdt sig en halv Snes Besøgende paa hele den Afdeling af Kirkegaarden, hvor han var.

Endelig kan jeg oplyse, at indtil 1926 styredes Begravelsesvæsenet af en Kommission, hvori to Provster havde Sæde, men det er denne Kommission, der har taget Bestemmelse om den foreløbige Lukning af Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard, ligesom det er samme Kommission, der har givet de ovenomtalte Bestemmelser om private Gartneres Arbejde og øvrige Færden paa Kirkegaardene.

Det er saaledes under fuld gejstlig Medvirken, at disse Afgørelser er truffet, og at Kommunalbestyrelsen nu skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardens Ledelse, er næppe sandsynligt. Derimod vil vi til enhver Tid tage Hensyn til Ønsker fra Præsternes Side. Men vil det ikke være rimeligt, om de fremsættes paa solidere Grundlag og i venlig Form?

August Nielsen

(Nationaltidende 3. juni 1931).

Københavns Kirkegaarde.

Svar til Direktør A. Nielsen af Pastor Paul Nedergaard.

Begravelsesvæsenets Direktør har her i Bladet 3. Juni fremsat nogle Bemærkninger i Anledning af en Artikel, som jeg har skrevet i "Præsteforeningens Blad", og som senere er refereret her og kommenteret af Inspektør Skrydstrup, Vestre Kirkegaard.

Da Spørgsmaalet om vore Kirkegaarde har almindelig Interesse, (før eller senere faar vi jo allesammen Forbindelse med Begravelsesvæsenet), og da Direktør A. Nielsen antyder, at Grundlaget for mine Udtalelser kunde være solidere og Formen kunde være venligere, tør jeg maaske bede om Plads til et Gensvar. Direktør N.s Slutningsbemærkning om "venlig Form" giver mig Haab om, at man ogsaa i Begravelsesvæsenet vil læse disse Linier med Venlighed.

Vi er jo alle interesseret i, at der kan være et godt Forhold mellem Institutionerne, der skal tjene os og Befolkningen, der lader sig betjene af Institutionerne. Min Artikel bestod da heller ikke blot af "Uvenligheder", tværtimod betegnede jeg de fremførte Anker som "Smaating"; jeg udtalte min Anerkendelse af de smukke Kirkegaarde, vi har. Jeg anser f. Eks Vestre Kirkegaard for at være et af de mest velholdte og skønneste Parkanlæg i Danmark. Jeg udtalte tillige min Glæde over Klrkegaardsfunktionærernes Hjælpsomhed, Venlighed o. s. v.

Grundlaget for mine Udtalelser lader sig ikke saadan dokumentere i et Dagblad. Men jeg overlader til Læserne at lædømme dette ud fra deres egne Erfaringer.

Spørgsmaalet om Kirkegaardene har 2 Sider; En, der vender mod Befolkningen, og en, der vedrører Kirken og dens Indflydelse paa Begravelsesvæsnet . M. H. T. den Side, der vender ud mod Befolkningen, og som bør følges med største Interesse, maa jeg i al Venlighed fastholde de nævnte Punkter:

1. Begravelsesvæsnets Priser er høje. Enhver, der har ordnet en Begravelse, ved, hvorledes Summerne løber op. Grundlaget for denne Paastand kan enhver eftergaa i Begravelvæsnets PristabeIler. Dette Punkt, har været drøftet saa ofte i Dagspressen at jeg ikke skal trætte med at gaa nærmere ind derpaa. I min Artikel var ogsaa kun nævnt i forbigaaende.

2 Gravfreden respekteres for lidt. Inskriptionen "Hvil i Fred" lyser ganske ironisk fra de kasserede Gravstene. Gravene graves op. Kisterester hugges i Stykker, og Ligrester tumles om, indtil de graves ned i Bunden af den nye Grav. Skønt Inspektør Skrydstrup meddeler, at det er Afskedigelsesgrund, naar Graver-mandskabet ikke fjerner Resterne af den opgravne Kiste m. m , har jeg gentagne Gange set disse uhyggelige Rester ligge i Jordbunken ved Siden af den nye Grav. ligesom man ved Liniebegravelser ser mindre hyggelige Ting i Gravene ved Siden af den, hvor der i Øjeblikket er Begravelse. Gravene her graves jo paa Række, og Præsten og de Paarørende kan frit se ned i de tilstødende Grave. Men selv om de opgravede Rester skjules for Folks Øjne, borttages ikke den Kendsgerning, at Gravfreden respekteres for lidt, ikke blot her i København, men i hele Landet. Som Jordbundsforholdene er de fleste Steder, er 20 Aar for kort rn Tid til, at et Lig fuldstændigt kan opløses, saa Graven kan graves op Det er selvfølgeligt mere kostbart at værne Gravfreden i 30-40 Aar end i 20 Aar. Men i et Kulturfolk som det danske burde der være saa megen Pietetsfølelse over for de Døde, at vi fik Raad til al lade dem hvile I Fred. Sagen har ogsaa et socialt Moment: De fattige der ikke har Raad til at betale deres Gravsteders Fornyelse, niaa finde sig i, at deres Kære graves op efter 20 Aar Forløb, medens de, der har Rand til at forny Gravstederne, beholder deres Gravpladser uantastet.

3. Politibilen paa Bispebjerg Kirkeaaard er blevet tilstrækkelig kommenteret i Dagspressen. Al Ære og Hepekt for Regulativerne. Men den Sag kunde nu nok være blevet ordnet paa en venligere Maade, saa man havde undgået Politibilen paa den denne Kirkegaard.

4. Østre kapels Lukning paa Vestre Kirkegaard var en fejl. Og det glæder mig af Inspektør Skrydstrups Udtalelser at se, at det nu lukkes op igen. Det var virkelig hensynsløst at byde Folk al skulle gaa i al Slags Vejr og Føre fra Nordre Kapel til Gravene paa Kirkegaardens sydlige Afdelinger, naar Søndre Kapel er optaget, og at forlange 10 Kr. ekstra for Benyttelse af det store Kapel, fordi Søndre Kapel var besat og Østre Kapel lukket. Det er maaske rigtigt, at de største Afstande paa Kirkegaarden er ca. 1 km - NB. i Fugleflugtslinje! Men man gaar nu ikke i Fugleflugt linie fra Kapel til Grav, og Følget skal jo ogsaa gaa tilbage fra Graven til Kirkegaardens Udgang, og 2-3 km er en lang Afstand at gaa for ældre Folk, tilmed naar man ved, at hvis Østre Kapel havde været aabent, vilde man ofte haft betydeligt kortere Distance at gaa. Men nu lukker Kapellet forhaabentlig op. Saa skal disse Klager forstumme.

Jeg ved nok, at Kapellet blev lukket, medens de 2 Provster endnu sad i Begravelsesvæsnets Bestyrelse. I min Artikel, der faldt i 2 Dele (en om Østre Kapel, en om "Smaatingene") er mine Ord om Kirkens Repræsentation sat under den sidste Del.

Hermed er jeg ved Spørgsmaalet om Kirkens forhold til Kirkegaardene. Jeg tror, at en Del af de fornævnte "Smaating" kunde ændres, hvis Kirken havde haft et Ord med at sige, ligesom det paafaldende Søndagsarbejde, der nylig er indført, kunde undgaas. Lidt "uvenlig" synes mig Tonen at være i Direktør N.s Udtalelse om. al det næppe er sandsynligt., at man "skulde være villig til paany at lade Gejstligheden faa direkte Indflydelse paa Kirkegaardenes Ledelse". Herom kan kun Kommunalbestyrelsen og næppe Begravelsesvæsnets Administration udtale sig.

Ulykken er, at Kirken i København er blevet udelukket fra al reeI Indflydelse paa Byens Kirkegaarde.

Her maa det ikke glemmes, at Kirkegaarden er folkekirkens, ikke Magistratens, ikke heller Indenrigsministeriets. Det er Kirkeministeriet, der har de endelige Afgørelser i sin Haand.

Den Ændring, der skete 1925 i Bestyrelsesforholdet af Københavns Kirkegaarde (da Kirken blev udelukket), fandt Sted paa en saadan Maade, at den nok kan falde en og anden for Brystet. Og da dette maaske ikke er videre kendt, skal jeg ordret citere Stiftsprovst, Dr. Henry Ussings Redegørelse i Præsteforeningens Blad. 1927, Side 185):

"Fra Borgerrepræsentationens Side gik man i 1921 uden om Bestyrelseskommissionen hvor Provsten havde Sædet, direkte til Ministeren (Dahl). Denne forelagde heller ikke Spørgmaalet for Begravelsesvæsnets Bestyrelssskommission. Borgerrepræsentationen behandlede Sagen i Oktbr. 1921. Da den saa fra Kommunen tilsendtes Ministeriet spurgte dette Sjællands Biskop og han de to Provster, der sad i Bestyrelseskommissionen. Og at her i alt Fald den enes Erklæring ret indgaaende betonede Hensynet til Kirkens Tarv, er sikkert nok. Men det synes ikke, at disse Erklæringer er kommet videre end til Ministeriet. Antagelig har Ministeren uden yderligere Forhandling forelagt Kongen sin allerunderdanigste Forestilling, der blev underskrevet 9 Marts 1925. Det var da næppe dem, der var nærmest til at være Kirkens Talsmænd, der svigtede her, men det var selve Kirkens øverste Værge, der ikke havde Øje for, at dette Spørgsmaal virkelig havde en alvorlig kirkelig Side. Men har Ministeriet saaledes berøvet sig sine kirkelige Hjælpere her. ligger Ansvaret for Kirkens Tarv paa vore Kirkegaarde, des tungere paa Ministeriet selv "

Ansvaret for Kirkens Udelukkelse fra Indflydelse paa Kirkegaardene maa saaledes forlægges en Del højere op end til Administrationen. Sket er sket, og del lader sig næppe ændre Fra Kirkens Side maa det nu forlanges, at der bliver en fast kirkelig Instans, som Ministeriet forelægger de Kirkegaardssager, der skal afgøres (f. Eks. Stadens Provster eller Provsteudvalgene). For Øjeblikket er der ingen saadan kirkelig Instans; man nøjes vist med en Gang Imellem at raadføre sig med Formanden for Københavns Præstekonvent. I hvert Fald kan del næppe synes urimeligt, al Kirken har en vis Indflydelse paa Kirkegaardene, ikke alene fordi de hedder Kirkegaarde. men ogsaa fordi langt de fleste Begravelser forrettes kirkeligt, og vi Præster skal hjælpe Folk til Rette med at ordne Begravelserne.

(Nationaltidende 8. juni 1931).

Pastor Neergaards lidt bitre kommentar til kirkeministeren, Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936), skyldes måske at denne sognepræst, politiker og kirkeminister var valgt til Folketinget for Socialdemokratiet (i Præstø) 1913-1918 og Landstinget 1918-1936. Han var kirkeminister bl.a. i ministeriet Thorvald Stauning 1924-1926.

Rundetaarn og dets Omgivelser. (Efterskrift til Politivennen)

Af Carl C. Christensen.

En af de vanskeligste passager her i byen er den strækning af Købmagergade, som går forbi Rundetårn. På det modsatte fortov, ved Regensen, har man arkitekt Martin Borchs udmærkede buegang, der har gjort dette fortov dobbelt så bredt, som tidligere, om end på bekostning af Regensens stueetage, som blev borttaget til fordel for det nye fortov. På Rundetårnssiden er fortovet så smalt, at der kun er plads for en person: to personer kan i alt fald kun med nød og næppe knibe sig forbi hinanden; har en af dem en barnevogn med, af de moderne kasseformede, må modgående fodgængere uvægerlig ud i den stadig stigende trafik af travle automobiler og hæsblæsende cyklister.

Den i artiklen omtalte smalle passage mellem Rundetårn (tv) og Regensen (th). Købmagergade. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Mange projekter har man fremsat for at råde bod på ulemperne med byens snævreste passage, men intet er kommet længere end på papiret, der vistnok er havnet i en eller anden betænkningskommissions papirkurv.

For mange år siden foreslog professor Rosen for ramme alvor at flytte Rundetårn, hvilket ganske vist ville hjælpe overordentlig meget, men Rundetårn ved siden af Studenterkirken, Trinitatis Kirke, ville dog næppe tage sig godt ud, hverken som en art kampanile uden klokker eller forbundet med kirken ved en muret forbindelsesbygning i lighed med den mellem den første nationalbank og Børsen.

En anden plan gik ud på at bryde en gennemgang mellem tårnet og kirken, hvad der var mere mening i, således at fortovet ved Købmagergade udelukkende benyttedes af dem, der enten skulle bese tårnet, Astronomisk-historisk Museum eller observatoriet.

Denne plan blev heller ikke til noget, skønt den dog skulle synes at være praktisk og at kunne blive gennemført uden at virke skæmmende for tårnet eller for kirken.

Den tid kan ikke være fjern, da man må skaffe bedre færdselsforhold ved Rundetårn. Trafikken bliver på dette sted vanskeligere med hver dag, der går; de stakkels fodgængere føler sig dag for dag mere og mere ildestedte, så der "må iles dermed for visse årsagers skyld".

En eneste trøst har fodgængerne, men den er kun ringe: at forholdene ved Rundetårn og ved dets omgivelser har været langt, langt værre før, hvilket man næsten skulle betragte som umuligt.

Indtil året 1817 var Trinitatis Kirke og kirkegården omgivet af en høj ringmur, der strakte sig fra det sidste hus på Store Købmagergade, (hvor nu Priors hofboghandel er) i flugt med dettes facade, hvorved fortovet blev meget smalt, til Rundetårn; på den anden side af tårnet fortsattes ringmuren ud på fortovet ved Landemærket, langs dette og hen til det første hus på højre side af Landemærket. Kirkegården strakte sig herfra, bag om Kirken og helt hen til Købmagergade, men den faldt i to afdelinger, adskilte ved den offentlige gangsti, Trinitatis Kirkegang, der førte fra Store Købmagergade til Springgade (den nuværende sidste del af Pilestræde).

Trinitatis Kirke set fra Købmagergade, med Landemærket gående ind til venstre. Området var kirkegård, adskilt Købmagergade med ringmuren. På den anden side af kirken førte en gang mellem Købmagergade og Pilestræde gennem kirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Om søndagen var kirkegangen hovedsagelig opholdssted for kirkens kordrenge, der her morede sig med at spille klink eller med slagsmål, mens præsten stod på prædikestolen og kordrengenes tjeneste ved orglet således var overflødig.

Indgangen til kirkegangen var gennem en portal i ringmuren mod Købmagergade, og fra selve gangen følte en låge ind til den del af kirkegården, der nu er lagt med stenfliser og benævnes Trinitatis Kirkeplads. Over gangen ind til denne afdeling fandtes et bræt med følgende forgyldte indskrift i meget mangelfuld bogstavering:

Til vor borgerskab og hiemmen
vor Guds Folk sin vile Faaer
Falder veien herigiennem
Trinitatis Kirkegaard.

Dette bræt blev i 1806 bortfjernet på Initiativ af det i datiden allestedsnærværende og alt påankende blad "Politivennen".

Foruden grave med tilhørende ligsten fandtes der her i året 1800 også opsat et lysthus formentlig til brug for kirkens underordnede funktionærer, der her på sommeraftner kunne nyde deres medbragte smørrebrød med tilbehør af sopkener, sluttende med et glas rompunch i forbindelse med nydelsen af den velstoppede merskumspibe.

Ingen tog datiden forargelse af at der blev spist og drukket på en kirkegård; det var noget, der hørte til dagens orden, þå Assistens Kirkegård var det i begyndelsen af forrige århundrede ret almindeligt, at småfolk, der besøgte deres slægtninges grave, dækkede dug på ligstenen, hvorefter man velbehagelig lejrede sig om denne, medens man nød sin aftensmad.

Foruden at være begravelsesplads med tilhørende lysthus, blev Trinitatis Kirkegård også benyttet som oplagsplads for en vinhandler Knud Sørensen, der for denne benyttelse af kirkegården betalte en halvårlig leje af 10 Rdlr.

Den del af kirkegården, der vendte mod Landemærket, var den bedst holdte. Det var her man jordede digterne Johann Ewald og Johan Herman Wessel.

Den mur, der omgav kirken, generede færdslen i meget høj grad på byens snævreste sted med byens smalleste fortov. Ganske vist kan gadetrafikken i begyndelsen af det 19. århundrede ikke sammenlignes med nutidens, men allerede den gang var den generende nok.

Østergade-Amagertorv-Købmagergade-krydset, kaldes således i 1798 af "Politivennen", for "ulykkespletten for gående". Og bladet tilføjer: "Her krydse Vogne og Kareter hinanden i eet væk, og for det meste dreje omkring Hjørnerne med saadan Fart, at endog de til denne tummel mest vante Mennesker stundom have ondt ved at passere uskadt". Dette er altså skrevet for 133 år siden, men de selvsamme ord kan om det samme gadehjørne skrives i 1931, og ved Rundetårn var forholdene for 133 år siden blevet betydelig værre, end de tidligere havde været; denne forværrelse var dog ikke en følge af stigende trafik. Den skyldtes kirkens bestyrelse.

Som man måske vil erindre, var der i muren ved Helligåndskirken mod Niels Hemmingsensgade anbragt en del salgsboder, de såkaldte lærredsboder, der forsvandt ved kirkens restaurering i 1880 efter at have været dér i ca. 150 år. Boderne gav kirken en vis årlig indtægt, og det var vel denne, der forårsagede, at styrelsen for Trinitatis Kirke, som i sin tid ejedes af Universitetet, besluttede at opføre nogle lignende boder ved foden af Rundetårn på fortovet mod Købmagergade og Landemærket.

Boderne toges i brug i året 1798. Der var i alt 8, som med et gårdsrum mod Rundetårn, fyldte det meste af fortovet mod Købmagergade og Landemærket. De var ret rummelige, forsynede med vinduer og døre, med glasruder, men nogen hensyn til grundstykket mod absolut forskønnelse for Rundetårn var de ikke, og at nogen arkitekt (en sådan må der vel have været) har kunnet nænne at gå med til at klistre disse salgsboder på foden af tårnet, skulle man næsten forsværge.

Blandt de næringsdrivende her var te- og porcelænshandlere, kaffehandlere, hosekræmmere og brød- & melhandlere. Prisen for butikerne var fra 21 Rdlr. til 35 Rdlr. halvårlig.

I 20 år forblev disse lidet skønne, for færdslen meget generende bygninger stående som appendiks til Rundetårn, skønt der ofte hørtes røster, som krævede dem fjernet.

I året 1817 bestemmer man, at der skal fejres en kirkelig mindefest den 31. oktober i anledning af 300 årsdagen for Luthers opslag af de 95 teser på kirkedørene i Wittenberg. Trinitatis Kirke skulle i den anledning restaureres, men man benyttede lejligheden til at ryddet de grimme boder af vejen. Og ikke nok dermed. Såvel Magistraten som politidirektøren insisterede på at hele ringmuren nedbrydes, at et stakit opsattes som erstatning, og at fortovet mod Købmagergade skulle udvides med et par alen, ligesom fortovet mod Landemærket skulle have en bredde af 3 alen.

Ved kongelig resolution af 30. april 1817 blev planen ført ud i livet, og i september måned nedbrød man ikke blot boderne, men også hele muren der erstattedes med et stakitværk. Byen skulle betale kirken 11.000 rdlr sølv, men med hensyn til grundstykket mod Købmagergade kom det til proces, og ved Hof- og Stadsretten af 16. september 1822 tilkendtes der kirken for 171 kvadratalen grund en erstatning på 855 rdlr. sølv, hvorimod den ikke fik noget som helst for resten af jordstykket her, 377 kvadratalen. Kirkegården mod Købmagergade nedlagdes i 1879 samtidig med at kirkegangen forsvandt, dennes udmunding i Springgade var dog allerede tidligere blevet lukket med Hambroes Badeanstalt, og hvor kirkegården havde været, indrettedes nu en stor, indhegnet grøn plæne, på hvilken dobbeltmonumentet for Ewald og Wessel blev opstillet. I henved 50 år forblev dette prunkløse anlæg her; så blev det sløjfet og erstattet med den nuværende flisebelagte kirkeplads.

Rundetårn, en af byens seværdigheder, er i ydre og indre omtrent som da det stod fuldført i 1642; kun har det fået vinduer med jernstænger for, i stedet for de åbne luger som i det i sin tid havde og som gav anledning til adskillige selvmord, idet folk styrtede sig ud gennem lugerne. I 1816 oplyste et datidigt blad at i løbet af få år var 4 mennesker omkommet på denne måde.

I ældre tider sad kogekoner ved opgangen til tårnet og forhandlede de nu forsvundne "kirsebær på en pind" til 1 a 2 skilling, hjertebrød, "kindtænder", (dvs. Bismarcksklumper, hvilket navn de fik efter 1864), Johannesbrød og alle de mange datidige delikatesser der kunne få et barns tænder til at løbe i vand.

Nu er Rundetårn atter blevet astronomisk observatorium, og det rummer byens yngste, mindste og billigste museum, "Astronomisk-historisk samling", hvis tilvejebringelse kun har været forbundet med minimale udgifter.

Carl C. Christensen.

(Nationaltidende, 19. februar 1931, 2. udgave).

En lille Passiar om Stjernehimlen. (Efterskrift til Politivennen)

Lederen af Urania Observatoriet og Rundetårns Observatorium, magister Luplau Janssen fortæller om stjernebilleder og stjerneskud.

Paa Dronning Olgas Vej i en hyggelig Villa er Urania Observatoriet, der tjener baade Videnskab og Skoleundervisningen, Installeret, og dér bor ogsaa Lederen, Magister Luplau Jansen, som vi beder om at fortælle os lidt om Stjernehimlen.

- Stjernehimlen er evig gammel og evig ny, siger Magisteren. Som Himlen ser ud, saaledes har den set ud i mange Tusind Aar. Der er ingen Forandring. I Odysseen har Homer skrevet om Stjernehimlen og nævnt forskellige Stjernebilleder - siden hans Tid er der ikke sket Forandringer, som kan ses med det blotte Øje.

- Er Stjernehimlen ens hele Aaret?

- Nej, det er den ikke, fordi Solen flytter sig mellem Stjernerne, og derfor har vi stadig forskellige Stjerner paa Nattehimlen.

- Er alle Aarstider lige gode til at "kigge Stjerner" i?

- For Astronomen er enhver Aarstid god, men for det almindelige Menneske, der ikke har den store Kikkert til Raadighed, maa Sommeren lades ude af Betragtning. Og i Resten af Aaret maa man sige,at de Maaneder, der bringer det bedste Vejr, er de mest egnede, d. v. s. Marts-April og August-September.

Stjerne og afstande.

Hvilke stjernebilleder ser man bedst i august og september? Ja, da har vi først og fremmest Svanen, Lyren og Ørnen der hver har sin klare stjerne: Deneb, Vega og Altair. Og lige over hovedet omtrent har vi Cassiopeia (det dobbelte W) og lavt i nordøst Tyren med den røde stjerne Aldebaran og Plejaderne. Lavt i nord har vi Carlsvognen, der sikkert er det mest kendte stjernebillede, så er der Mælkevejen der i disse aftner står lodret over Cassiopeja fra sydvest til nordøst, og som når lige op over hovedet på os. Netop i Svanen har den et af sine lyseste parter - Svanen har form som et stort kors. I sydøst står den store stjernefirkant Pegasus der fortsættes hen under Cassiopeja af stjernebilledet Andromeda der indeholder den eneste stjernetåge, rigtig kan ses med det blotte Øje, nemlig den store Andromedataage, der er et fjernt Stjernesystem, saa langt borte, at Lyset bruger ca. ½ Mill. Aar om at naa herned.

- Det var da uendelig langt borte -

- Nej, vi kender saamænd Dannelser, der er mindst Tusind Gange længere borte: vi kan endda sige, at vi i Øjeblikket Ikke alene studerer vort eget Stjernesystem, men vi er sa smaat begyndt paa at studere det System, der dannes af Stjernesystemer, hvorved jeg forstaar de saakaldte Spiraltaager. Det er nemlig den svenske Professor Lundmark i Lund, som har haft Held med sig til at faa gode Resultater ud af disse Studier.

- Er der nogle af Planeterne fremme for Tiden?

- Det er lidt smaat med Planeter. Først paa Aftenen kan man se Saturn lavt i Sydvest, men Jupiter og Mars, de staar først op omkring Midnat, saa det varer lidt, inden man faar Fornøjelse af dem, hvis man ikke er en Natteravn og studerer Himlen i de smaa Timer.

- Kan man have noget særligt Udbytte af at betragte Himlen, naar man kun har en almindelig Teaterkikkert?

- Ja, man kan saamænd have Fornøjelse ved at lære at kende Himlen med det blotte Øje alene. Netop om Efteraaret har man de mange klare Stjerneskud, og den, der er fortrolig med Stjernehimlen, er ogsaa i Stand til at indtegne deres Baner paa et Stjernekort. Og hvis der tillige tilføjes Klokkeslet, da kan saadanne Iagttagelser i mange Tilfælde have videnskabelig Betydning. Med Teaterkikkerter er der adskillige interessante, foranderlige Stjerner at følge, Jeg kan saaledes nævne den lille Stjerne: Granatstjernen i Kefeus. Den varierer ganske uregelmæssigt, og Iagttagelsen af den har ogsaa Værdi, men det gælder for øvrigt adskillige andre Stjerner, som kan studeres med beskedne Hjælpemidler. Et Fænomen, som særlig Landboerne vil kunne have Chance forat følge med Udbytte, er det gaadefulde Zodiakallys, hvorved forstaas en svag Lysning, der om Aftenen og om Morgenen kan ses rejse sig fra Solens Nedgangstidi1 mere eller mere skraa Retning oppe paa Himlen. Lyset har Form som en stor, skraa Pyramide, men man kan naturligvis først se efter det, naar det er fuldstændig Nat. Dets Natur er fuldstændig ukendt.

Naar Stjernerne falder.

- Hvad er et Stjerneskud?

- Et Stjerneskud er ikke en Stjerne. Det er en lille Sten, som Regel højst 1 - 2 Millimeter i Tværmaal, som ude fra Rummet kommer farende ind i Jordens Atmosfære. Det er for Resten den Slags Smaadele, hvoraf man formoder, at Kometerne er opbygget. Den kommer med stor Hastighed - indtil 70 Kilometer 1 Sekundet - naar den farer gennem Luften, bliver den glødende,og vi ser den da som en flygtig Ildstribe hen over Himlen.

Der er Plantevækst paa Mars.

- Er der noget nyt om Mars?

- Ja, Marsstudiet har jo gjort meget stærke Fremskridt i de sidste 5 Aar, saadan. at man nu med temmelig stor Sikkerhed tør udtale, at der er Plantevækst deroppe paa Mars. Man har nemlig konstateret, at der findes baade Ilt og Vanddamp l Marsatmosfæren, og tillige, at Temperaturen deroppe om Dagen stiger til ca. 14 Grader over Frysepunktet. Der er da næppe nogen Tvivl om, at de Strækninger paa Mars, som vi ser grønne om Sommeren og blege om Vinteren, virkelig om Sommeren dækkes af en Plantevækst. Og skulde man gætte paa, hvad det er, kommer man nærmest til at tænke paa Polarvegetationen her paa Jorden. Marsforsknlngen maa sikkert siges at være paa et meget interessantere Stade nu end den Gang, man lod Fantasien befolke den med Væsener, der ligesom de gamle Ægyptere gravede Kanaler. Man maa her lægge Mærke til, at vi jo med Kanaler forstaar noget, der er fremkaldt ad kunstig Vej, som f. Eks. Kanalerne i Frederiksberg Have. Det maa dog bemærkes, at Opdageren af disse mere eller mindre regelmæssige Striber paa Mars, Italieneren Schiaparelli, aldrig har sagt, at det var Kanaler . . . han meddelte at han havde set "canali" på Mars. I England blev det oversat til "canals", men det burde have været oversat ved "Channel", der betyder stræder ... den lille misforståelse har affødt en kæmpemæssig litteratur.

Selv et Rumskib kan ikke komme overalt.

- Hvis det nu kunde lykkes Folk at rejse ud i Rummet, vilde det saa have stor astronomisk Betydning?

- Det tror jeg ikke, det vilde have; man kunde muligvis naa til at besøge Maanen; men man vilde sikkert Ikke faa stort mere at vide, end man nu ved. Og i det fleste tilfælde ville de store afstande i rummet og de rejsebesværligheder der kunne være tale om, gøre rumfarterne så uhyre langvarige at de ingen betydning ville få. For øvrigt ligger astronomiens største gåde nu til dags i solens indre - og derhen kan man ikke komme på grund af temperaturen der står i tusindvis af grader -- og så i atomernes indre ... der gemmes måske de dybeste gåder, og derhen kan man jo nu heller ikke komme pr. rumskib. 

Se paa Manen -

- Hvad er det mest pragtfulde Himmellegeme?

- Før i Tiden vilde jeg have troet, det var Mars, men nu véd jeg, at det er Maanen, og der er heller Ikke noget saa skønt og lnteresssant at se paa - kigge paa Maanen, det kan enhver faa noget ud af. Ser man på Månen lige ved første kvarter når de egne der har morgen og hvor skyggerne altså er lange, er midt på måneskiven, er synet så betagende at det ikke kan beskrives. Jeg forstår godt den herre der en aften oppe på Rundetårn sagde til mig: "Det er så smukt at nu går jeg hjemog henter min kone, for det skal hun se!"... Derimod er det en skuffelse at se fuldmånen, for så er der egentlig kun en hvid, lysende Skive at betragte.

Planetarium og Folkeobservatorium.

- Hvorledes gaar det med Planetariet?

- Jeg har ikke direkte haft noget at gøre dermed, dermod har jeg Indgivet Forslag til Indretning af et Planetarium i Forbindelse med Observatoriet paa Rundetaarn; det er nemligt sikkert, at et Planetarium, der ikke benyttes som Supplement til et Observatorium, er en unyttig Ting, som oven i Købet ikke formaar at fastholde Interessen; økonomisk set er det derfor en daarllg Forretning

- Hvorledes er Rundetaarn til  Observatoriebrug?

- Det er et Ideelt Sted; der er faktisk ikke noget fra Byen, der generer deroppe, og saa er det jo fra gammel Tid berømt i Astronomlens Historie, idet Rundetaarn til 1891 blev benyttet som Unlversitetsobservatorium - - der er Ikke nogen By i Verden, der har et saa godt Folkeobservatorium. Installationen deroppe er praktisk, saaledes at det er muligt at tilfredsstille selv et meget stort Antal Besøgende saa fuldt ud, at det hurtigt har vundet sig stor Popularlet. 

M. K-v 

(Randers Dagblad og Folketidende, 11. september 1930).

Urania-observatoriet lå på Dronning Olgas Vej 25 1897-1988. Bibliotekaren Carl Luplau Janssen havde overtaget det 1919 efter overtelegrafist Victor Nielsen. Det var muligt at besøge observatoriet mod entre. Efter hans død 1971 havnede kikkerten i Golfparken i Aalborg 1988 i det nyetablerede Urania Observatorium, hvor man stadig kan kigge stjerner. 

Rundetaarn Planetarium. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye historisk-astronomiske museum oppe på Rundetårn.

Christian den Fjerdes gamle, herlige Rundetårn der trods sin for trafikken så uheldige beliggenhed er en af vore populæreste bygninger, går fra i dag en ny tid i møde - i aftes indvier nemlig borgmester, dr. Ernst Kaper det nye historisk-astronomiske museum og det folkelige observatorium deroppe. Allerede længe har observatoriet været tilgængeligt for offentligheden, og det har været meget stærkt besøgt. De mange gæster bliver hjulpet til rette af observatoriets elskværdige leder, magister Luplau Janssen og hans assistent og er overmåde interesserede i udforskningen af universets vidundere. Museet et derimod først nu blevet færdiginstalleret. I alt væsentligt skylder det kustode ved Det kongelige Bibliotek Harald Mortensen sin tilblivelse. Ved siden af sin biblioteksvirksomhed har Mortensen betydelige astronomiske interesser, og der er få der som han er inde i alt hvad der angår vor i landflygtigheden bortgangne, verdensberømte landsmand, astronomen Tycho Brahe. En del af de minder han har erhvervet, har Mortensen deponeret her i det historisk-astronomiske museum. Det første billede viser ham selv stående ved Claudius Rosenhoffs kikkert. Det næste viser montren med Tycho Brahe-relikvierne. I forgrunden ser man her en afstøbning af Tycho Brahes kranium. Yderst til højre ser vi magister Carl Luplau Janssen stående ved den store kikkert oppe i observatoriet oven på Rundetårn. Nederst til venstre er afbildet en model af Tycho Brahes dekorative observatorium "Stjerneborg" på Hven. Og endelig ser vi et interiør fra observatoriet i Rundetårn. Oprejst langs væggen står en afstøbning af Tycho Brahes i rødt udførte gravsted i Teynkirken i Prag.

(Nationaltidende, 7. februar 1930, 2. udgave).

 Rundetårn vågnet til nyt liv.

Vore billeder viser øverst til venstre det rekonstruerede planetarium, hvis dejlige blå og grønne farver desværre ikke kan ses på billedet. Til højre: et kig ind i astronomisk-historisk museum. I baggrunden til højre skimtes en stor gammel solkvadrant. I forgrunden en af de store montrer med de morsomme gamle måleinstrumenter. Til venstre i billedet: Bordet med de gamle, morsomt udseende astronomiske værker. Forneden i venstre hjørne et portræt af Folkeobservatoriets leder, magister Luplau-Janssen.

Tungt og massivt står det 300 år gamle Rundetårn midt i vor bys travleste gade. Et vidnesbyrd om en tid da man endnu troede, at videnskaben kunne dyrkes ved alfarvej. I knapt et århundrede derefter berømt over det ganske Europa som et mærkeligt bygningsværk og højsæde for berømte astronomer. Derefter sunket ned til en kuriositet, der havde en vis berømmelse, som man dog trak lidt på skuldrene af og forsømte en smule. Og endelig nu Folkesanatorium og museum for den ældste af alle naturvidenskaber. Det er en bevæget tilværelse, der dog ikke har formået at ryste tårnets solide grundvold.

I aftes indviedes det historiskastronomiske museum i overværelse af et stort antal indbudte gæster, blandt hvilke bemærkedes regensprovsten, professor Fabricius, viceprovsten, dr. Tune Jacobsen, professor Nørlund, magister Luplau-Janssen, professor Strømgreen, kustode ved det kgl. Bibliotek Harald Mortensen, universitetsbibliotekar Svend Dahl, tårnurfabrikant Bertram Larsen, borgmester Hedebol, overbibliotekar Carl S. Petersen, en mængde kommunale embedsmænd, borgerrepræsentanter og medlemmer af Trinitatis Kirkes menighedsråd.

Gæsterne samledes i Regenssalen, hvor borgmester Kaper holdt en kort tale. I brede træk skildrede han Rundetårns historie fra Christian den Fjerde i 1637 lagde grundstenen og til det nu er forynget. Borgmesteren takkede alle de mange, der havde medvirket ved værket, nemlig kustode Harald Mortensen, der havde skabt samlingen, og tårnurfabrikant Bertram Larsen, hvis rekonstruktion af planetariet var en virkelig bedrift, Borgmesteren var talerør for et ønske fra kustode Mortensen om en gave på 700 kr. til yderligere erhvervelser til museet. For egen regning ønskede borgmesteren, at universitetet ville lade rydde op i buskadset på observatoriebakken foran Tycho Brahes statue, så vor største astronom blev synlig fra gaden, og at København en gang ville rejse Tycho Brahe et værdigt mindesmærke nedenfor Rundetårn.

Derefter gik hele forsamlingen over i Rundetårn, hvor man med stor interesse studerede samlingen og det smukke planetarium der har plads under hvælvingen i buegangen.

I dag er museet og observatoriet åbent for publikum der sikkert i rigt mål vil benytte sig af lejligheden. For  resten har observatoriet siden det åbnede i juni i fjor, haft et uventet stort antal gæster, nemlig 9.000 mennesker. Alene på en dag i september var der 635 gæster.

(Aftenbladet, 8. februar 1930).

Den omtalte statue af Tycho Brahe ved Observatoriet (i baggrunden). I dag står den ikke omgivet af buskads, men kan stadig ikke ses fra gaden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et planetarium.

Et gammel værk i Rundetårn restaureret.

Observatoriet på Rundetårn fremviste i går aften for en indbudt kreds sin sidste seværdighed, nemlig et planetarium. Populært sagt er det et urværk der viser planeternes gang. Planetmaskinen er et værdifuldt stykke af Rundetårns gamle inventarium der på ny er kommet til ære og værdighed. Det er konstrueret i Paris af astronomen, politimester i København Ole Christensen Rømer og opsat i Rundetårn 1697. Efter Københavns brand blev det rekonstrueret af instrumentmager J. J. Lincke i år 1742. Ved denne rekonstruktion blev planetmaskinen der oprindelig viste det tychoniske system (med jorden i centrum) forandret til at vise det koperniske system. For midler tilhørende Rundetårn er det på ny blevet restaureret i året 1928 og delvis fornyet af tårnurfabrikant Bertram Larsen. Skiven er gengivet af konservator Svend Rønne. Vort billede viser forneden skiven og foroven planetmaskinen i Rundetårns sneglegang. 

(Isefjordsposten, 8. februar 1930)

Urnehaven på Vestre Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Den anlægges på terrasser ned mod den idylliske sø.

Et blik ud over jordarbejdere der er i fuld gang og snart vil være afsluttet.

På Vestre Kirkegård hvor man hidtil har savnet en afdeling for urnebegravelser, er man nu i denne milde vinter der jo ikke hindrer jordarbejde, i færd med at anlægge en stor og smuk urnehave.

Skrænten ned til søen omdannes til terrasser, og her skal urnebegravelserne være. Afdelingen bliver ret stor, idet den skal kunne give plads til 800 gravsteder, de mindste på 1½ kvadratmeters størrelse, de største på 8.

Man er allerede omtrent færdig med jordarbejdet til det mellemste stykke af terrassen der er en fortsættelse af det arbejde der blev påbegyndt for en del år siden.

Samtidig med at man anlægger urnehaven, har man taget fat på en omregulering af søen.

Der vil blive ofret meget på at gøre anlægget stilfuldt og venligt - og som urnehaven kommer til at ligge, på terrasser med taxhække og unge træer, ned mod den idylliske sø, bliver den måske den store kirkegårds smukkeste parti.

Forøvrigt har disse arbejder, til hvilke magistraten som bekendt har bevilget 25.000 kr. skaffet beskæftigelse til en stor del af kirkegårdens løse folk som ellers ville gå ledige i vintermånederne. 

(Aftenbladet (København), 30. januar 1930).