06 juni 2024

Religiøst Vanvid. (Efterskrift til Politivennen)

Røgtertro.

Det har alt gennem mange Aar været Bladenes triste Lod at paavise Tilfælde paa Tilfælde, hvor den indre Missions mørke Hærgen over vort lyse Land har ladet stygge Spor efter sig. Af Svovlprædikanternes fraadende Mund udgik som Edder og Forgift den Lære, der i de Enfoldiges Hjærte brændte uudslettelige Ar. Snart var det en stakkels Husmandskone, hvem Forkynderen berøvede Sjælefreden, snart lød de haarde Fordømmelsesord over Skibbrudnes Kister, ledsaget af fortvivlede Enkers Hulken og uskyldige Børns hjærteskærende Skrig. Mens det graadige Hav derudenfor tordnede og truede de Levende, sendte Præsten bag de blege Alterlys de Døde til Helvede.

Og ingensteds gør Ordet hvassere Indtryk end i den enfoldige Landboers Sjæl. Ingen kommer hid og oplyser ham i den Vankundighed, man ikke tør bebrejde barn. Blade og Bøger læses saa godt som aldrig - om der overhovedet kan læses - Missionæren har frit Spil. Han stempler desuden først og fremmest med klog Beregning al Verdens Tant og al Verdens Kundskab som en afguderisk Fare. Salmebogen og Biblen - der skal I søge Eders Oplysning! 

Forpinte og plagede klamrer de Ulykkelige sig da sluttelig til dette Rør, han rækker dem i deres Vaande.

Men rundt om sidder i Fængselscellerne eller i Daareanstalterne de mørke Mænds Ofre!

Et nyt Tilfælde.

Saa maa vi da i Dag berette vore Læsere om et nyt, uhyggeligt Tilfælde af religiøst Vanvid.

For ofte naar saadanne monstrøse Historier ikke til Bybeboerens Kundskab; han nyder alle de Fordele i Retning af Oplysning, en Storstad giver, og hører han om de syngende Troende derude paa de vide Overdrev, har han en Tilbøjelighed til enten at sige: skulde det dog monstro ikke til Slut være disse Taabeliges egen Skyld, om de segner under Flammesværdene; eller ogsaa antager han ganske simpelt Véraabene for overdrevne.

- Der gik da paa Gaarden Skousbo pr. Viby en gammel Røgter Han var ugift, og naar han  efter Dagen lang at have syslet om sine Kreaturer i Mark og Stald, ved Solnedgang gik ind i sit Kammer, havde han sine tunge Skrupler over, hvordan Synden sled i hans arme Bryst.

Ingen talte med ham; ingen trøstede ham.

Den eneste, som havde henvendt Ordet ogsaa til ham, var Missionen. Den havde udkastet Billeder af Synden i denne Verden, havde talt næsten direkte til ham, syntes Røgteren; og naar han med den opslaaede Salmebog sad paa sin Kiste, forekom det ham, at han saa' den truende Finger, hævet mod Loftet og hørte Stemmens hæse: vend om, vend om!

Han blev en stedse flittigere Gæst i Bedehuset og stedse ivrigere fordybede han sig i Skriften for at finde Trøsten, Trøst for hans fortvivlede Fristelse i den ugifte Ensomhed.

Men i Skriften stod der: "naar et Lem forarger dig, saa riv det ud..,

- I Fredags Aftes mishandlede den gamle Røgter sig med koldt Overlæg, for at Selvbesmittelsens svare Synd ikke skulde naa ham mere. Da Proprietær Høyer, Gaardens Ejer, netop gik forbi, raabte Røgteren ud af Vinduet:

"Saa, nu er det overstaaet, Hr. Proprietær!"

Der kom Læge til.

Røgteren blev forbunden og kørt til Roskilde-Sygehus, hvor han nu henligger i betænkelig Tilstand paa Grund af Blodtabet, og Farerne ved den selvvoldte Operation, der kan blive, skæbnesvanger for en saa gammel Mand.

Lægen erklærede forøvrigt, at kan kunde ikke have ført Snittet bedre end den stakkels Røgter, som nu i en Menneskealder havde kastreret Kreaturer

* * *

Dette Tilfælde af religiøst Vanvid, tør vel siges at være et af de uhyggeligste, der i lang Tid er kommen til Offentlighedens Kundskab. Var en saaden Ting sket med hvilkensomhelst andre Motiver, vilde det næppe være ret at publicere den.

Her, tror vi, er det vor Pligt.

Netop i de sidste Aar synes der hos alle Besindige at vaagne en vis Trods og Forargelse mod den indre Mission. Lad denne Sten da hjælpe sit til, at den mørke Forkyndelses Apostler snart kan ligge slagne paa deres Gærninger.

(København 1. marts 1894).


Fredens Evangelium.

Kristendommens smukkeste Tanke er den: "Fred over al Jorden". Det var Kirkefædrenes Drøm, det er Kristendommens Maal.

Saa sér man sig om i den kristne Verden, og de ivrigste Kristne, den første Række i de helliges store Skarer, man træffer, er den indre Missions sluttede Falanks. 

Men hvor er nu Freden bleven af, hvor den stille Mildhed, der skulde være deres Religions Kendetegn. Mørke Miner, bitre Tanker, Sjælekval og Kvide, større, end det maa ske er nogen verdslig givet at forstaa.

Vi har tilfældigvis faaet nogle nærmere Efterretninger om den ulykkelige Røgter i Viby, der gildede sig selv, og disse føjer sig til et slaaende Billede af den Jammer og Fortvivlelse, hvori Nutidens Troende vandrer.

Manden, der, som bekendt, kom fra Harboøre, var gift og havde to Børn. Sin Kone havde han spurgt til Rands, før han tog Kniven. Hun slog det imidlertid hen.

Den skæbnesvangre Handling har han altsaa ikke begaaet i Fortvivlelse over sensuelle Udskejelser. Nej, han har tvivlet om Ægteskabets Hellighed, har tvivlet om én af selve Kirken indstiftet Forbindelse kunde retfærdiggøre Nydelser, der uden denne Indvielse var Synd.

Med andre Ord, hvad der er sandt og naturligt, har han ansét som Smuds og Ugudelighed, endda den hellige Kirke har sanktioneret hans Gærninger.

Kan større Anfægtelse tænkes? Er det Fred?

Og Røgteren i Viby staar ikke ene. Han er, som tidligere meddelt, fra Harboøre, og Folk, som er fra Egnen vil paastaa, at han her har forskellige Forgængere, Folk, der af religiøse Skrupler har berøvet, sig selv, Evnen til at forplante sig, den Evne, hvorpaa den hele Tilværelse i syvende og sidste Instans er grundet.

Er da ikke slig "Fortvivlelsens Selvhjælp" nok til at aabne Øjnene paa Folk? Lad være, at Tilfælde som disse, er sjældne: Der er Gærninger nok, som kan rubriceres under denne Kategori.

Tusinder vandre rundt med de samme mørke Tanker, og mangler kun det borgerlige Mod til Mishandlinger og Lemlæstelser, der or værre end Selvmord, fordi do afslutter ikke blot et Liv, men tillige begynder en levende Død.

Det er paa Tide, at de svage rives ud af Missionens Garn, at Sygdommen hæmmes før den breder sig til Slægten.

Det er paa Tide, at Fredens Evangelium prædikes.

Josva.

(København 7. marts 1894)

Herregården Skovsby ved Viby stammede tilbage fra 1600-tallet. Den eksisterer nu som gård. Stuehuset er fra 1802. Gården ejedes på daværende tidspunkt af fru Høyer, enke efter møller Rudolf Høyer. Han havde formentlig vundet et lotterigevinst som han havde brugt fornuftigt. Trods landbrugskrisen overlevede den. Sønnen Harald Høyer drev den sammen med moderen. Gården blev 1896 solgt til jægermester Dinesen. 

05 juni 2024

Øjeblikkets Melodi. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ganske mærkeligt at se, i hvilken Grad saa at sige hele Kjøbenhavns Befolkning til sine Tider kan faa Interesse for en enkelt Melodi. Hver Sæson har i Reglen sin "Livarie", der strax fanger Øren og Hjærter, og som saa maa holde for, indtil den tilsidst bliver ganske uudholdelig. I Reglen er det en Vals med Text; først synges den i et eller andet offentligt Lokale, saa spilles den ved alle Baller, og derefter kommer den i alle Lirekasser og fløjtes af alle Læredrenge. Naar den har naaet det sidste Trin af sin Udvikling, begynder den at blive en Rædsel selv for dem, der i Begyndelsen smægtede efter at høre den.

I Aar er det en engelsk Melodi, "After the ball" ("Efter Ballet"), der er "Øjeblikkets Melodi". Den befinder sig foreløbig paa de to første Stadier; men der er næppe Tvivl om, at Lirekassefabrikanterne allerede har travlt med den. Dens lykkelige Komponist, der hedder Harris, er bleven en rig Mand paa denne Vals, som har indbragt ham Formuer baade i England og Amerika; i New-York blev den endog saa populær, fortælles der, at det blev nødvendigt at sætte Mulkt for at fløjte den paa Gaden. 

I Kjøbenhavn er den bleven populær i Cirkus Variété hvor man nyder den to Gange hver Aften: først paa Dansk med fuldttonende Stemme af Fru Elisabeth Christensen, og dernæst paa Engelsk med rørende Foredrag af en af de smaa engelske "Solstraaler". Det er lige saa vanskeligt at afgjøre, hvem man skal tilkjende Prisen for denne Sang, som det er med Hensyn til "Charleys Tante"; men sikkert er det, at naar der Kl. 12 myldrer et Par Tusinde Mennesker ud fra Cirkus, saa lyder strax efter dens bedaarende Omkvæd paa alle tilstødende Gader og Veje.

Paa Kunstnerkarnevalet var det "After the Ball", der i Forbindelse med den sprudlende Pommery kaldte Stemningen til Live, og om det saa var ved Kronprinsens Hofbal, kunde man heller ikke der modstaa den yndefulde Vals, som Baters Musik spiller fortræffeligt.

Nu klimpres den paa Byens Klaverer, hvor den dog ikke tager sig ud, da den er usædvanlig slet udsat for Piano og forsynet med en elendig, vammel Text. I næste Uge har vi den rimeligvis paa Lirekasserne, og saa lokker det mod Enden med dens Saga.

(Aarhus Amtstidende 20. februar 1894).


På internettet findes en udateret film, i hvilket Charles K. Harris synger After the Ball (1892). Da tonefilm først blev almindelig fra slutningen af 1920erne, må man antage at den er senere end det.

04 juni 2024

De kvindelige Herreskræderes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

De kvindelige Herreskræderes Priskurant.

Den kvindelige Fagforening i Herreskrædersaget afholdt i Fredags et meget talrigt besøgt offenligt Møde i Forsamlingsbygningens Festsal.

Fru Elna Larsen bød velkommen og Hr. Florin valgtes til Dirigent.

Maler J. Jensen indledede Forhandlingerne om den nye Priskurant med at fremdrage forskjellige Træk fra de nuherskende Forhold, hvor det store Flertal af Syerskerne lønnes saa usselt, at de umuligt kan leve af deres Arbejde. Grunden hertil ligger i Konkurrencen saavel mellem Fabrikanterne som mellem Arbejderne, og Midlet til en Forbedring er Ophævelsen af Kvindernes indbyrdes Konkurrence ved at disse slutter sig til Fagforeningen. Den foreslaaede nye Priskurant var saa moderat, at Fabrikanterne med Lethed kunde gaa ind paa den, og dette vilde ogsaa ske, hvis Kvinderne blot optraadte enigt og bestemt. Fabrikanterne vilde sikkert, naar man kom til dem, huske paa, at Arbejderne ikke alene laver de Varer, de sælger, men at de tillige udelukkende skal søge deres Kunder blandt Arbejderne.

Derefter oplæste Dirigenten den af Udvalget udarbejdede Priskurant og i den paafølgende Diskussion fremhævedes det fra alle Sider, at Forslaget maatte betragtes som meget moderat, men at det dog betød et Fremskridt, hvis det kunde gennemføres.

Der herskede paa Mødet en Stemning af undertrykt Forbitrelse over de slette Forhold, som gav sig tilkende ved de Oplysninger flere af Syerskerne fremkom med, og hvoraf det fremgik, at Fabrikanterne ikke alene betaler en lav Løn under almindelige Forhold, men ogsaa benytter den mindste Anledning til at trykke Lønnen yderligere ned uden at tage Spor af Hensyn til Kvindernes Ønske eller Protest. Det staaende Svar er: "Vil De ikke, kan De lade være, der er nok, som vil have Arbejdet for den Pris."

Dette Forhold maa nu have en Ende, og at det vil faa det, derom vidner den Enstemmighed, hvormed Priskurantforslaget blev vedtaget, samt de talrige Indmeldelser i den kvindelige Fagforening, som fandt Sted efter Mødet.

Der vil nu blive afholdt et Par Møder til i andre Kredse af Byen for at faa alle kvindelige Herreskræderes Tilslutning til Priskuranten og derefter vil denne blive forelagt d'Hrr. Fabrikanter.

(Social-Demokraten 11. februar 1894).



Kvindelige Skrædere

Fine Forretninger - ussel Løn.

Et herværende Blad fortalte forleden Dag, at det havde havt Besøg af en fattig Syerske, som kom med en sin Jakke, hun havde syet, ikke for en Lappeskræder, men for et fint Firma, nemlig Br. Andersen paa Kongens Nytorv, og for at sy denne Jakke fik hun kun 1 Kr. 35 Øre. Desuden fortalte hun Bladet, at der betales 50 til 65 Øre for at sy en Vest og en lignende lumpen Løn for et Par Benklæder.

Herimod har Formanden for Br. Andersens Svendeklub protesteret under Henvisning til, at Br. A. betaler 1ste Klasses Priskurant, og med Bemærkning om, al Klubben nok skal drage Omsorg for, at denne bliver respekteret, hvorfor den paagældende Syerske burde have henvendt sig til Klubben med sin Klage.

I den Anledning vilde jeg gærne oplyse, al Br. A., foruden den flotte første Klasses Forretning paa Kongens Nytorv, har en saakaldet Lagerforretning i Grønnegade Nr. 41, hvor de lader forfærdige det billige Tøj, som sælges til Arbejderne, og det er her, de udbytter Kvinderne efter en storartet Maalestok. Svendene har deres Priskurant baade i Forretningen paa Kongens Nytorv og i Grønnegade, men Kvinderne har ingen, og hvorfor? Ganske simpelt fordi Kvinderne endnu ikke har lært at organisere sig i samme Omfang som Mændene. For omtrent to Aar siden fik de mandlige Skrædere gennemført en Priskurant for Lagerarbejde, ligesom de lidt senere fik forhøjet Priserne for bestilt Arbejde. Disse Priskuranter er Resultatet af Overenskomster mellem Arbejdsledernes og Arbejdernes Organisationer og kan ikke vilkaarlig forandres af nogen af Parterne. Anderledes forholder det sig med Kvinderne. Der har nok flere Gange været forsøgt at faa faste Priser, men det er al Tid strandet paa Fabrikanternes Umedgørlighed. Disse Lagerforretninger, der tjener store Penge ved at sælge Tøj til Arbejderne, undser sig ikke ved at byde de fattige Kvinde en Sulteløn for at sy det Tøj, deres mandlige Standsfæller af Nøden tvinges til at bruge. En meget stor Del af de kvindelige Herreskrædere tjener kun 4-5 kr. om Ugen for 6 lange Dages Slid, og saa er de endda langt fra beskæftiget hele Aaret. Af Fabrikanternes "Godhed' har vi intet at vente. D'Hrr. fylder deres Pose, lever i elegante Lejligheder i Byen, tager paa Landet eller gør kostbare Baderejser om Sommeren for de Blodpenge, de presser ud af Kvindernes Slid. og disse Kvinder maa selv opholde sig Aaret rundt omkring i Bagstuer og paa Kvistværelser, hvor de ikke en Gang kan spise sig ordenlig mæt. Grunden til dette Hundeliv for den arbejdende Kvinde ligger for en stor Del i hendes Mangel paa Selvstændighed og Organisation. Tror Kvinderne, at Arbejdskøberne betaler Mændene en ordenlig Løn af Kærlighed? Nej, de gør det kun fordi Mændene gennem deres Organisation er en Magt, og det samme kan vi blive, naar vi selv vil.

Det nytter intet at løbe til de borgerlige Blade og beklage sig, fordi man bliver forurettet, det bryder Fabrikanterne sig ikke om, gaa til Organisationen og meld Eder der, paavirk Lidelsesfæller til at gøre det samme, og I vil snart se en Forandring De kvindelige Herreskræderes Fagforening arbejder netop i denne Tid paa en Ordning og Forbedring af Lønforholdene, og dens Arbejde vil lykkes, naar blot Kvinderne slutter sig til os.

Er Kvinderne først enige og sammensluttede, saa kan vi lige saa godt som Mændene saa en ordenlig Løn for vort Arbejde. Indmeldelser modtages hver Dag hos Foreningens Kassererske, Mad. Off, Blegdamsvejen Nr. 44, 1. Sal, og hos Undertegnede i Turensensgade 27 B, 2. Sal.

Elna Larsen

Formandinde for de kvindelige Herreskræderes Fagforening.

(Social-Demokraten 21. juli 1894).

Brødrene Andersen havde bl. a. butik i hjørnebutikken Kongens Nytorv 28. Annonce fra Riget (København) 22. december 1912.


Elna Larsen fejrede 27. december 1899 sølvbryllup. Hun boede stadig i Thuresensgade 27, 2. ov. G. Hun var æresmedlem af fagforeningen. 

Fagforeningen blev dannet 13. september 1883 af nogle kvinder der arbejdede hos skræder Loenfeldt (Landemærket). Skrædernes Fagforening var dannet ca. 10 år før. Formænd var en mand, Wagner (1883-1884), dernæst kvinder: Olivia Ankersen (1884-1887), Anne Jensen Sterky (1887-1890, Nielsen 1890-1892, Elna Larsen 1892-1897, Andrea Brochmann (1897-?). Sidstnævnte var datter af den tidligere formand Nielsen. Ved 25 års jubilæet v ar der 1.100 medlemmer.

Elna Larsen. Formand 1892-1897. Arbejdermuseet. Creative Commons.

03 juni 2024

"Stærke-Jens", "Bræddestablen" og "Ole Nifinger". (Efterskrift til Politivennen).

Stamgæster i den offentlige

Strålende navne.
"Stærke Jens"

morede sig forleden med at slå sin "forlovede"s møbler i stykker i hendes hyggelige lille lejlighed i Brøndstræde nr. 9. Frøkenen, der populært kaldes "Aarhusmine", blev selvfølgelig vred over at se sit jomfrubur så voldelig krænket, og enden blev, at politiet kom til og tog "Stærke Jens" i krebsen.

I går skulle han have mødt i retten, men, skarpttænkende som han er, sendte han en god ven hr. "Stjærnens Skræk" med fuldmagt. Jens, der nylig er kommet fra en større svedetur, ville nemlig nødig "bøsse" med det samme.

Aarhusmine var heller ikke mødt. Hendes fuldmægtig, en skikkelig kone, forklarede, at Mine var hos vicepolitidirektøren, hvor hun skulle vente på sin belønning, fordi hun har "brændt den af".

I betragtning af, at Jens den dag, han blev anholdt, havde været usædvanlig "venlig" og ikke - som han plejer - knækket politiribben i nogen større målestok, var assessor Obelitz elskværdig nok til at lade ham slippe med 50 kr.

"Bræddestabelen'.

Dette usædvanlige navn har dets bærer erholdt på grund af sin ustyrlige lyst til at "ramle". "Bræddestabelen" ramler ved dag og ved nat og har i lange tider i kompagni med "Stærke Jens" og "den dovne Dreng" været en sand rædsel for 2. kreds' politimyndigheder, særlig betjent Nr. 242 har han sat mange grå hår i hovedet. 242 har dog nu grund til at være glad, for - det vidunderlige er sket - "Bræddestabelen" har forlagt residensen.

Han, der før var en daglig gæst i Pilestrædes Stations gæstfri haller, er nu en flittig, omend ikke altid ganske velkommen besøgende på stationen i Knudsgade.

Det synes imidlertid som om "Bræddestablen" derude i den vestre kant af byen ikke kan finde så megen anlednnig til at lave fest som i sin tid i "Brønden". For forleden tærskede han i mangel af andre løs på sin gode ven og staldbroder Jens Peter Jensen, der selvfølgelig ikke blev svar skyldig.

Følgen af dette lille optrin blev et møde i går i den offentlige der atter i en ikke fjern fremtid vil foranledige et par dages ophold på Christianshavn.

"Ole Nifinger".

er godt kendt i den ganske stad. Det var ham, der indtil for kort tid siden havde den bekendte knejpe i Lille Kongensgade, hvor der både var "rum för resande" og "deutsches Herberg". Luften blev ham formodentlig for lummer i det gamle hus, eller han tænkte rnåske, at når han flyttede et mere hyggeligt sted hen, ville "gæsterne" blive mere medgørlige. Ole har nemlig altid haft et ganske vidunderligt uheld med sine gæster.

Stedse var der vrøvl og ballade hos ham, og det er slet ikke så få penge, han i tidernes Løb har ladet tilflyde politikassen.

Ole er nemlig en "kontant" mand, der hader svederiet på Christianshavn som pesten. Nok er det, Ole flyttede, men den slemme uro-nisse flyttede med. Slag i slag er det gået med klø, knubs,  spark og spænd, og 242 er nær ved at ønske Bræddestablen tilbage, når han kunne blive Ole Nifinger kvit.

Natten til i går karambolerede 242 og Ole, og inden slaget var endt og Ole bragt i brummen, lå kakkelovnen væltet på gulvet, medens Oles madamme sad i en krog og græd over al den vederstyggelighed.

Prost.

(København, 28. januar 1894).

Reinhold Schneider (1861-1894). (Efterskrift til Politivennen)

En Artists Død.

Uheldet i Cirkus.
Knækket Halsen.

Jeg kommer ind i Cirkus i Lørdags, - i Lørdagshumør med Hatten i Nakken, Stokken svippende i Fingrene.

Jeg sættet mig ned, magelig læner jeg mig tilbage og puster med Velbehag den duftende Cigaretrøg i Ringe ud i Luften. Blaseret ser jeg ud over det bølgende Hav af Mennesker.

Da er det, det sker.

Reinholdtrupens Fører styrter.

Et Spring,

som han har gjort Hundrede af Gange, et Spring, som Artister foretager 20 Gange om Dagen, glipper ham. Han mister Tempoet, som det hedder i Artistsproget. - Og i næste Nu ligger han lamslaaet og fastnaglet til det støvede Scenegulv, medens Tjenere iler ham til Hjælp, og hans stærke Kompagnon staar forstenet, hjælpeløs som det svageste Barn. Borte er Humøret, væk den blaserte Mine, Cigaren kastet i Gulvet. Jeg iler saa fort, jeg kan, ind bag Scenen.

Alt Forvirring!

Bleg og stille ligger den ulykkelige hen. Hans nydelige unge Hustru kaster sig hulkende over ham, og den lille Dreng, der hører til Trupen, græder, saa det høres bag Tæppet. Tjenere løber med Sætstykker og hjælpsomme Folk iler til. I en Sidekulisse staar de seks Solstraaler med store Øjne og sér til. De har næste Numer.

Videre. Forestillingen maa ikke stanses.

- I can not sing!! klynker den lille Miss Blanche, som staar med sin Kat i en Snor.

- You shall! lyder Direktør Harvood's Røst.

El Bagtæppe hejses ned foran det forrige, og i den smalle Gang mellem de to Bagtæpper ligger den lemlæstede Artist med stive, stirrende Øjne; der er ganske mørkt. Han ligger paa et Tæppe, en medicinsk Student holder hans Hoved oppe.

Signalet lyde. Musikken klinger og Miss Blanche synger med skælvende Røst "My little cat".

Imens kommer Lægen, Dr. Ulrich. Ved Hjælp af en Lygte ledes han til den Syge. Han sprætter Trikottet op og undersøger ham. Han er lam i alle Lemmer, er faldet paa Nakken og har beskadiget Rygmarven.

Den blonde nydelige Dame, der er han Hustru, træder til endnu i Kostume med en Frakke over Skulderen.

Hendes blonde Haar lyser i Strejflys fra den osende Blændlygte.

Da klinger

Ta-ra-ra-bo-om-de-ay

ude fra Orkestret. Trommeslagene runger mellem de støvede Kulisser Tambourinen klinrer og akkompagnerer den Ulykkeliges Suk, og midt i denne Jammer danser "Sunbeams" med hamrende Puls deres lette, flagrende Dans.

Mere gribende Drama er ikke spillet paa denne Scene, saalænge Cirkus Varieté har bestaaet.

Saa er Ta-ra-ra-booom-de-ay forbi, og der bliver atter lyst paa Scenen. "Sunbeams" jages ned i Garderoben", bort fra det uhyggelige Syn. Lægevagtstationens Vogn hentes af Scheel-Vandel, og af sin Kollega løftes Reinhold ned over Orkesterrampen og bæres ud i Vognen.

Med stor Beredvillighed stiller Direktør Rasmussen sin Pfing til den Syges Raadighed.

Publikum forlader Lokalet uden bestemt Fornemmelse af den Fare, hans Liv staar i.

Alene tilbage bliver den blonde svenske Pige, hans Hustru, berøvet sin Mand, sin Fobørger med Fremtiden, sort og uhyggelig som det store, sorte Rum, hvori hun staar, grædende, lænet mod den vaade, fugtige Mur.

Haab.

I Gaar Eftermiddags ved 12-Tiden var Fru Reinhold i Besøg paa Hospitalet hos sin Mand. Lægens, Dr. Ammentorps, Forklaring gik da allerede ud paa, at det vilde være et Under, hvis han stod det igennem.

En Operation var ansat til i Dag.

Kl. 4 besøgte Mr. Clark og Tenoren, Hr. Martinez Patienten, og da var han noget bedre. Han kunde føle, naar Sygeplejersken rørte ved ham.

Men allerede ved 7-Tiden havde han stærk Feber, og Kl. 10 kom der telefonisk Meddelelse fra Hospitalet at Fru Reinhold rnaatte komme derud straks.

Han laa da i stærk Feber med Skummet i Mundvigerne. Det var paa det sidste.

Fru Reinhold, hans Kollega og Chefen for Laptændertableauet i National, Hr. Tørnblom, var til Stede.

Han talte ikke til nogen af dem, Kunde ikke, men to store Taarer piblede ud af hans Øjne, da hans Hustru bøjede sig over ham.

Hans Hals svulmede op og kort efter døde han, stille og rolig.

Ved halvelve Tiden kom Fru Reinhold tilbage til Cirkus med det sørgelige Budskab

Mellem Artisterne

vakte Efterretningen om hans Død stor Bestyrtelse og megen Beklagelse. Kun faa iblandt dem var forberedte derpaa. Overalt saa man Graaden i Øjnene. Selv Mr. Clark, den standhaftigste rnaaske af dem alle, bukkede under for Sorgen og stod i Vinterhaven med Lommetørklædet for Øjnene.

Lillian og Adeleide havde, sagde de, medens de foretog deres Øvelser i den flyvende Trapez i Gaar hele Tiden haft Billedet af den Afdøde for Øje, og det var dem næsten ikke muligt at bringe deres Numer til Ende. De var bægge ligblege, da de forlod Nættet. Mærkelig nok er Hr. Reinhold netop død paa dette Tidspunkt.

I Divas Garderobe,

et aflangt halvmørkt Rum under Scenen, blev Fru Reinhold ført ned. I sin egen Garderobe kunde hun høre Musikens muntre Toner, og det var hende umuligt at holde det ud.

- Her nede hørte hun intet. Mellem Divas spraglede Kostumer, Spejle og Pudderkvaster, medens Hr. Martinez klædte sig om, sad hun ganske opløst i Graad paa en stor klodset Artistkuffert.

Hendes eneste Bekymring var, at de skulde obducere hendes Mand.

- Han laa saa kønt, nu var det stadig gentagne Udbrud af hendes Klage.

Dir. Rasmussen

blev tilkaldt og lovede, at han skulde øre sit Bedste for at forhindre nogen Obduktion, der ogsaa i Betragtning af Omstændighederne synes overflødig.

Senere hen paa Aftenen blev Fruen stille og faldt til Ro. Fru Tørnblom i National, med hvis Barndomsveninde, hun er, tog hende med sig hjem, men stadig gentog hun - 

- Jeg kan ikke tro det, jeg kan ikke forstaa det.

Dir. Rasmussen, paa hvem det ulykkelige Fald har gjort et pinligt Indtryk, er optraadt som fuldt ud Gentleman. Han betalte Depositum paa Hospitalet, og bekoster Reinholds Begravelse, betaler Selskabet fuld Gage og lader foranstalte en Forestilling til Fordel for Enken.

Begivenheden er saa meget desto sørgeligere som Reinholdtrupen er en ganske ung Trup.

Fornylig har den skilt sig ud fra en større. Hr. Reinhold er tysk af Fødsel, 32 Aar gammel og hedder egentlig Schneider og var kun for fem Maaneder siden sammen med sin unge Hustru, der i sin Tid optraadte her i København som Balletdanserinde hos Cirkus Busch, begynt en selvstændig Virksomhed, og han understøttede sine gamle Forældre, hvis eneste Hjælp han var. Deres Arbejde var godt, og Fremtiden laa lys og løfterig for dem. De havde netop i Øjeblikket fuldt op med Engagementer. ..

og saa kom Ulykken

Med den Forudanelse, der er Artister egen, havde Reinhold, inden de begyndte deres Numer i Lørdags, sagt.

- Jeg tror ikke, det gaar saa godt i Aften. Lige ind til Slutningen gik det godt.

Det var i et Da capo Numer, omtrent det allersidste Spring, han faldt

* * *

Saaledes sker det da, at man kan sætte sig i en Loge med Sabbathshumøret oppe, og inden man faar sit Glas tømt er Karnevalslystigheden forbi, druknet i den triste Virkelighed.

En planlagt Fremtid, tusinde Haab, et lyst, lykkeligt Liv søndres for ens Øjne, mens man stryger Asken af sin Cigaret og konverserer en tilfældig Bekendt.

Tilbage bliver da det evige Spørgsmaal, hvormed den unge Frue pinte sin Hjærne i det halvmørke Paaklædningsrum

- Hvorfor skulde det dog ske!

Don José

(København 22. januar 1894).


Den forulykkede Artists Begravelse.

Reinhold Schneider,

der forleden slog sig ihjel under en Forestilling i Cirkus og af hvem vi ovenfor bringer et Billede begraves i Dag Kl. 1 fra St. Petri Kirke. Han er født den 7. December 1861 og blev saaledes 32 Aar. Hans Fødested er Charlottenburg ved Berlin, hvor hans Fader var Bybud. I en Alder af 15 Aar debuterede han som Gymnastiker i Breslau ved en italiensk Troup. Senere udviklede han sin Dygtighed ved forskellige Selskaber som Cirkus Mercle og Busch. For fem Aar siden blev han gift med sin endnu unge og nydelige Hustru, der den Gang var ved Balletten.

For et Aar siden traf han sin nuværende Kollega Hr. Victor Uschkorath, der udmærkede sig ved sin fænomenale Styrke, og uddannede sin Hustru til en flink Gymnastiker, der tog sig prægtig ud paa Scenen, og saa fulgtes disse tre ad.

Kun fem Maaneder fik de Lov til at virke sammen. 

Saa kom Ulykken I deres Ægteskab havde de to Børn. Den ene er død den anden en lille Pige, som er født her i København for to Aar siden, lever endnu.

Rheinhold var en personlig meget elskværdig Mand afholdt af sine Kollegaer. I Tjenesten var han stræng og yderst paapassende. Mærkeligt da, at Ulykken skulde ramme ham.

Begravelsen

finder, som meddelt, Sted fra St. Petri Kirke. Pastor Krage, der i Sommer viede Arvida Swenson, faar atter en Gang Lejlighed til at tale for Københavns Artister, denne Gang i en ulige sørgeligere Anledning. Kirkens ny Præst er ganske vist ankommen, men har endnu ikke holdt sin Tiltrædelsesprædiken.

I Kirken

vil saa godt som samtlige de her i Byen optrædende Artister give Møde. Sammenholdet mellem dem er stort En af dem, Mll. Diva, har saaledes f. Eks. i denne for Enken saa besværlige Tid frivillig tilbudt at tage den lille Dreng Emanuel, som følger med Troupen som Reinholds' Adoptivsøn, ganske til sig. Hun har tillige omhyggelig plejet og passet ham, der er svag og lider af en pinlig Sygdom i Fødderne.

Artisterne møder ellers sjældent til Begravelse. De har instinktmæssig noget imod det, og det er i saa Henseende betegnende, at f. Eks. den ældste af de herværende Artister, Hr, Martini, Faderen til Trapezkunstner inderne Adelheid og Lillian, først nu for anden Gang i sit lange Liv er til en Begravelse.

Artisterne leger saa ofte med Døden, at enhver Mindelse om den, er dem imod og gør dem nervøse. Oprindelig var det bestemt, at Tenoren Martinez skulde have sunget et Farvel, men det er strandet dels paa den Omstændighed, at han er Katolik og Kirken luthersk, og dels paa den Omstændighed, at det har været umulig at skaffe en passende fransk Sang

Kransene

bliver mange. Hvert Etablissements Artister sender sine. Særlig vil man lægge Mærke til en smuk Krans, der er skaffet til Veje ved Indsamling af Cirkus Artister. En Laurbærkrans med Palmer i Kors og i Centrum en Buket af alle Slags brogede Blomster.

Oprindelig vilde Artisterne have foræret en stor Perlekrans, der har den Fordel, at kunne vare i hundred Aar, men det lod sig ikke gøre, den kunde kun faas fra Paris, naar den skulde have en fornuftig Størrelse.

Arenateatrets Direktion og dets Personale sender hver en Krans. Direktør Rasmussen og Cirkus Funktionærer og Nationals Artister har ogsaa sendt smukke Kranse.

Hr. Martini, der har staaet for Indsamlingen har haft den praktiske Idé, efter at have købt Kransen til en fornuftig Pris, at sende Resten af det ved Indsamlingen indkomne til Schneiders fattige, gamle Fader i Berlin, der sidder l yderst trange Kaar.

Kisten bæres ud

at Cirkus Variété's Funktionærer. Vogntoget passerer gennem Studiestræde forbi Cirkus, hvor Rheinhold fandt sin Død.

I forreste Vogn kører Præsten og den afdødes Kollega, dernæst Enken, i tredje Vogn Direktør Rasmussen med Familje og sluttelig følger de øvrige Deltagere i Begravelsen.

Paa vestre Kirkegaard sænkes Kisten i Jorden, mens Orkestret blæser en Sørgekoral.

Saa er Sagaen ude, den sørgelige Sage, der kan siges i de faa Ord, død en tilfældig Død, i et tilfældigt Land, langt borte fra Slægt og Venner mellem tilfældige Bekendte.

Don José

(København 26. januar 1894).


Schneider blev begravet "oppe på banken hvorfra man ser ud viden om." En forestilling til fordel for den forulykkedes enke Anna fandt sted i slutningen af januar på Circus Varieté (annonce fra København 29. januar 1894). Det oplystes også senere at drengen nu var blevet adopteret at det franske sangerpar Martinez & Diva.