Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915).  

Serien skal illustrere finkulturen inden for musik i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, kvindesynet (Franz Nerudas større søstre var international kendte violinister), dansk nationalfølelse - Neruda var tysker, og et gravsted på Vestre Kirkegård.

Professor Franz Neruda.

Professor Franz Neruda fylder i Morgen sit 70. Aar. "Nationaltidende" bringer ham sin bedste Lykønskning med Tak for alt det store og betydningsfulde, han ved sin Personlighed og Virken har tilført vort Samfund paa et vigtigt Kulturomraade.

Franz Neruda er, som bekendt, ikke født her i Landet. Men fra den Stund, han som ung 20aarig Violoncellist kom dertil i Følge med sit herlige Kammermusikensemble, tilhørte han os i Grunden i Kraft af den Naturlov, der forener dem, som passer sammen, om en lykkelig Skæbne lader dem finde hinanden. For denne rigt udstyrede unge østerriger stod ganske vist hele Verden aaben, men København maa allerede dengang for ham have havt den Tiltrækning, som Udlændinge i Almindelighed føler sig dragne af og som "passer" dem. At Franz Neruda passede før os, kan der efter hans hele Livsværk slet ikke være Tvivl om.

Det var i den første Halvdel af 1860'rne, han kom hertil. Han fandt København i en frodig musikalsk Opgangsperiode. Med sin europæiske Berømmelse stod Niels W. Gade som den straalende Sol, ved hans Side J. P. E. Hartmann, og "Musikforeningen" var deres Profet. Det var gode, ja store Tider den Gang, med Liv og aabne Øren i Følge med den nyvakte Musikinteresses forske Friskhed og Virkelyst. Saa lyst Billedet saaledes var, havde der imidlertid ogsaa sin Bagside. Vi var, trods alt dog alligevel de smaa, og vi anede det ikke selv. Grænserne for vort Musikliv var snævert dragne. Horisonten ikke vid. Den gik ikke meget ud over den tyske "Gewandhaus"-Retning med Mendelssohn og Schumann som Bannermærker.

I denne lille Verden gled Neruda efterhaanden ind, først som kgl. Kapelmusikus (1864-1876), senere under mere frie, og bestandig mere førende Former. Danmark, og særlig København, holdt ham fast, men den store Verden derude glemte han aldrig. Han modtog i en Aarrække, ved sin Søster Lady Halles Side, Engagementer i England, særlig i London og Manchester, ligeledes i Sverrig, særlig i Stockholm, til hvilken han blev, og endnu er knyttet som Dirigent i den derværende Musikforening. Men i hvor store Kredse, hans Udvé end drog ham - København blev dog altid Midtpunktet, hvortil han vendte tilbage. Fra Verden derude bragte han de ny, friske Indtryk med sig til os, saavi ikke fik Lov til at stagerre. Han blev for os en bestandigt virkende Luft-Regenerator.

Inden baade han selv og vi andre ret blev det var, var Neruda saaledes i Kraft af Forholdenes Logik en af Førerne herhjemme i Musikkens Rige. Hvor han satte sin Fod, deri spirede og groede det. Selv den Modstand, han maatte igennem, blev ham kun en ny Spore, og den faldt desuden snart tilføje. Han havde dette "Wienerblut" i sig, som afvæbner al Surhed. Og den Fremgang, han gav, var ikke skabt ved andres Nederlag. Hvem af os kan nogen Sinde glemme "Neruda-Kvartetten", den som - ak! nu synes selv at have glemt København ! Og hvem kan rigtig maale Betydningen af de Kulturværdier, "Kammermusikforeningen" har tilført os i de snart halvhundrede Aar, den med Nerudas Navn i Spidsen, har staaet paa sin ideale Post? Eller hvem kan bestemme Omfanget af den Udvikling, der gennem Neruda er tilflydt hver den, der har søgt hans Vejledning som Lærer?

Endelig "Musikforeningen", hvor Neruda nu i over 20 Aar har virket som Dirigent, den Post, som mere end nogen anden trængte til hans Initiativ og Førerevner. For Gades Forening var Parolen: den klassiske Kunst. Men Livet kræver sin Ret og sin Musik, og intet der vil leve, kan sætte sig ud over denne Ret. Opgaven blev da for Neruda den yderst vanskelige, at forbinde disse to Hensyn, baade Klassikertidens og Nutidens Rettigheder. Med hvilken Respekt for sin Opgave og tillige med hvilken Kløgt han har varetaget denne Sag, forstaar den, der ved lidt Besked om de nærmere Forhold i Kategorien "den nyeste Musik". Men Neruda gaar ud i den store, vide Verden, det være sig i Tyskland eller Italien eller England eller Rusland eller Frankrig, og naar han kommer hjem, vender han ikke de tomme Hænder mod "Musikforeningen"s højt ærede Medlemmer.

Ogsaa her staar han med sit Sinds mærkelige Spændkraft, der, hvor hans Plads var forudbestemt, da han som ganske ung valgte at blive hos os. Neruda blev for os det Ferment, der bragte nyt Liv i de stillestående Vande.

Angul Hammerich.

(Nationaltidende 2. december 1913. 2. udgave)

I Anledning af Professor Nerudas 70 Aars Fødselsdag har vi henvendt os til en Række af hans Kunstfæller og andre, der som Elever, som Tilhørere ved hans Koncerter og Kammermusikopførelser eller paa anden Vis er komne ham paa nærmere Hold og har havt Betingelser for at danne sig et personligt Indtryk af hans Indsats i dansk Musikliv, og anmodet dem om gennem "Nationaltidende" at bringe Franz Neruda deres Hilsen og Hyldest.

Vor Anmodning er elskværdigt blevet fulgt af kgl. Hofpianinistinde Frk. Johanne Stockmarr, Professorerne Anton Svendsen, Otto Malling og Fritz Bendix, Borgmester Carl Lehmann, Zylograf F. Hendriksen. Kontorchef Hother Ploug. kgl. Kapelmester Carl Nielsen og Forfatteren Aage Matthison-Hansen, hvis Udtalelser om Kunstneren vi her gengiver:

Mit første Besøg hos Franz Neruda.

Det var en Vintermorgen 1864, at jeg første Gang betraadte den da nylig ansatte kgl. Kapelmusiker Franz Nerudas Ungkarlebolig. Neruda havde lovet Chr. Schiemann, der havde anbefalet mig som "et lovende ungt Menneske", at give mig Violoncelundervisnnig uden Vederlag; min Fader var paa den Tid økonomisk uheldig stillet.

Jeg blev staaende ved Døren i det mennesketomme Værelse og saa mig omkring, mens jeg i Forventning hørte mit Hjerte banke. Et Aars Tid forinden havde jeg overværet en Koncert, hvor han havde spillet dels sammen med Søstrene, dels alene, og jeg tror nok, at jeg betragtede ham snarere som en Halvgud end som et ualmindelig begavet Menneske.

Ventetiden var drøj! Allerede Værelset imponerede mig: Noder i Skabe, Noder paa Borde, Noder paa Stole og - Noder paa Gulvet (Undskyld, kære Neruda, men jeg tror nok, det er rigtigt!). Paa Væggen billeder af de store Komponister, paa Hylder, Skrivebord og Sekretær Fotografier af verdensberømte Virtuoser, en Cello i Kasse, et Par andre Stykker uden Kasse rundt omkring i Krogene, og saa nogle løierlige, gamle Blæseinstrumenter; mon det ikke var antikveret Kontrafagot og en Oboe d'amore?

Nu hørte jeg nogen rumstere i Værelset ved siden af. Ventetiden blev værre og værre. Og saa Halvguden jo ikke en Gang Dansk. Hvordan skulde jeg klare mig paa Tysk? Gud ved, om det hed "der" eller "das" Violoncell? 

Saa, nu havde han da endelig faaet Støvlerne kunde jeg høre. Et Tag i Sovekammer-Døren, og Neruda kom ind og gik mig venligt i Møde.

Saadan saa han altsaa ud paa nært Hold, han, som forrige Aar havde siddet nede paa Folketheatrets Scene og med Wilhelmine paa den ene Side og Marie paa den anden havde henaandet Schumanns "Träumerei"! Kanske rigtigt, det var det slaviske Anmed den noget fladtrykte Næse og de smukke, livlige Øine, det hjertevindende Smil og Haaret, der Skilning, redt lige i Vejret, blødt og fyldigt helt ud over Skuldrene.

Jeg stod og stammede i det, mens mit Blik blev hængende ved den store Kunstnersløjfe, og jeg formaaede knap at svare paa hans første, ingenlunde Vanskelige Spørgsmaal: "Wir heissen Sie eigentlich? Ich habe den Namen leider vergessen". Men da jeg endelig havde faaet samlet mig saa meget, at jeg kunde tilfredsstille hans Videbegærlighed, ja, saa varede det ikke længe, førend Neruda havde udfoldet al den personlige Elskværdighed, som endnu den Dag i Dag gør ham saa skattet i Selskabslivet. Kun faa kan være saa "charmerende" som han, og selv om jeg den Gang kun forstod de to Tredjedele af, hvad han sagde, saa blev dog denne vor første Samtale Begyndelsen til et, jeg haaber, jeg tør sige: Venskab, som uden nogen Mislyd har varet til i Dag.

Og jeg har ogsaa al mulig Anledning til at nære Venskab for Neruda. Thi fra det Øjeblik, han tog Celloen frem fra Krogen og begyndte at lægge Grunden til min Uddannelse som Violoncellist, lagde han som Lærer en saadan Energi og Flid, Aand og Intelligens i sit Arbejde, at hver Times Undervisning blev en Fest. Og det var sandt for Dyden ingen Sinecure for Neruda! Jeg var langt tilbage i Forhold til min Alder, da jeg, der var bestemt til at gaa "den studerende Vej", kun havde havt liden Tid tilovers for Musikken.

En udmærket Egenskab havde Neruda blandt mange andre, en Egenskab, som ikke kan vurderes højt nok: han, den fuldtudviklede Kunstner, følte sig ikke for stor til at stille sig paa kollegial Fod med den fire Aar yngre Elev og Begynder. Mange er de Gange, hvor han, - efter at Eleven havde faaet en ordentlig Omgang Romberg og Dotganer, og han for hundrede Gang havde indprentet ham, at "Reinheit ist die erste Bürgerpflicht", og at kun Flid og Flid og atter Flid førte til Maalet - sammen med Eleven slentrede ind til i Porto. Der var han ikke længere Læreren, men den unge Kunstner, der berigede "Kollegaen" med sine Erfaringer. Og som Neruda kunde fortælle!

Lyslevende blev hans Fremstilling af Samværet med Tidens store Virtuoser - med Rubinstein med Servais, hos hvem Neruda havde faaet nogen Undervisning, med Wieniawski, sammen med hvem Nerudaerne havde koncerteret, og med mange, mange flere. Ogsaa om Reiseeventyrene fortalte han godt og gerne, især da om Slædefærden i Rusland, hvor den gennemmusikalske Fader, der endog undervejs holdt Børnene strengt til de daglige Øvelser, var Reisens Leder.

Men det var dog ikke Rejselivet med alle dets Oplevelser, der drog ham mest; dertil var han en altfor betydelig Kunstner. Det var Musikken, Musikken for dens egen Skyld, der havde taget ham med Hud og Haar. Og her i København, som saa at sige blev hans anden Fødeby, skulde han ogsaa snart vise, hvad der alt boede i ham.

Længe varede det ikke, for han havde dannet sin Strygekvartet, og Aug. Winding blev som Pianist optaget i Ensemblet. Ogsaa ved "Musikforeningen"s "smaa" Koncerter, i "Kammermusikforeningen", som han kaldte til Live, og ved "Kapelsoireerne", som han selv-tredie grundede, blev han den selvskrevne Leder, ham, om hvem alle flokkede sig. Og det tør vel nok siges, at hver den, der dyrkede Kammermusik, han være sig ung eller gammel, med mere eller mindre Held har været under Paavirkning og nydt godt af hans rige Talent og store Erfaring.

Og alle ved vi, at han, ikke tilfreds med de Laurbær, han har plukket som den ypperlige Violoncellist og Kammermusikdyrker, han er, stadig har søgt større og større Felter for sine Evner og sin ukueligt Energi, til han stod som Dirigent for vor fineste Forening, selve Niels W. Gades "Musikforening".

Men hvad han har virket baade paa det ene og paa det andet Omraade, i København og Stockholm, som Lærer, udøvende Kunstner eller som Orkesterleder, er det ikke min Opgave her at gøre Rede for. Jeg har kun villet minde Fødselsdagsbarnet om mit første Besøg hos ham, - det Besøg, der fik en saa væsentlig Betydning for mig. Ja, og saa vilde jeg samtidig sige ham Tak for alt godt igennem de mange Aar og ønske ham hjertelig til Lykke med Dagen!

Frits Bendix.

Franz Neruda og hans to Søstre Wilhelmine (Lady Hallé) og Marie. Billedet er taget i 1862.

Glade Aftener.

I den sidste Del af Vinteren 1862 var jeg Vidne til de tre Søskende Nerudas tidligste Færden i København. De gav paa den Tid den første Række Koncerter her i Byen, og denne Række blev lang, thi faa Kunstnere har som disse unge Mennesker saa hurtigt og afgjort formaaet at besejre og begejstre vort Musikpublikum.

Under dette ret lange Ophold, og under et lignende det efterfølgende Aar, var de stadige Gæster i det gamle Musikhandlerhus i Gothersgade Nr. 11. hvor den Gang, i en høj gammeldags Stueetage, Lose & Delbancos Forretning fandtes. Paa første Sal boede C. C. Lose, og Nerudaerne blev strax indlemmede i hans snævreste Vennekreds.

Husets fra Gaden aflukkede stille Gaardsrum genlød ikke alene af Musikken, der dyrkedes i Stuerne, men ogsaa af de tre ranktvoxne unge Folks Skæmt og Latter. Paa Baghusets Kvist blev Træsnittene til "Illustreret Tidende" skaarne, og der var min Plads som Læredreng; men mit femtenaars Hjerte interesserede sig mere for denne fejrede Kunstnerungdom end for Træstykkerne, og det bankede lønligt - i Beundring for den ældste Søster - Wilhelmines - Skønhed.

Broderen Franz ser omtrent ud nu som den Gang. Haaret er dog blevet tyndere, og han bærer ikke mere et saa tydeligt ydre Udtryk for sit muntre Sind, som hans Ansigt, i hvilket to skælmske Øjne lyste, den Gang gjorde: men Rankheden og sit særprægede Ydre har han beholdt.

Senere, da Franz Neruda i tolv Aar gjorde Tjeneste i vort Kapel, lærte man høit at vurdere den Iver og den sunde, uegennyttige Kunst, hvormed han virkede fremmende og udviklende for vort Musikliv.

Alle gamle Medlemmer af hans kære - snart halvtreds Aar gamle - Barn, Kammermusikforeningen i København, vil sende ham venlige Tanker og Tak for mangfoldige skønne og rige Minder, indsamlede i sene Aftentimer, i hvilke han og Kolleger gjorde os delagtige i Kendskab til herlig Musik, der blev festligt og aandfuldt fremført. I "Haandværkerforeningen"s lave Stuesal mødtes man til de ugentlige Musikaftener, og da det hører med til Foreningens mandfolkeagtige Karakter, at Tobaksrygning er tilladt, blev Salen hurtigt godt sløret, thi vi - undertiden Kvartetten med - røg som Skorstene.

Der findes ogsaa dem, der mindes de glade Aftener i 1886, da vi samledes i P. S. Krøyers store Arbejdsrum i Bredgade. Neruda, Anton Svendsen, Cr. Petersen og nuværende Stamhusbesidder H. Møller spillede Kvartetter, medens Krøyer malede det store Billede, som han kaldte "Musik i Atelieret". Det var en Fest at være Deltager og det var i egentligste Forstand Kammermusik, som den bør dyrkes, vi hørte.

Fr. Neruda hører ikke til de Kunstnere, der har mange blomstrende Ord paa Læben, og han var altid ganske fri for Virtuos-Manerer. Som andre fremragende Kunstnernaturer er han en stærkt arbejdende Mand. - Ved en festlig Lejlighed i Kammermusikforeningen, hvor en Tilstedeværende havde mindet ham om gamle Dage, sagde han stilfærdigt: Ja. N. N., som De nys talte om var interesseret, ligesom saa mange Musikvenner er det, men det er ikke nok at være interesseret, man maa ogsaa være flittig, ihærdig og arbejde meget - og saa - ja, saa maa man ogsaa have Talent. -

For de rige Evner og det store Arbejde, der kom os til Gode, da Neruda tog til Takke med de smaa Forhold, vort Land var i Stand til at byde ham, skylder vi ham, den fremmede Mand, der valgte at leve og virke imellem os fremfor at modtage anselige Stillinger, Udlandet bød ham, vor Tak og vor Hyldest.

F. Hendriksen.

Kammermusik i Hjemmet.

Da Neruda kom til Danmark, var jeg kun en meget lille Dreng. Mine Forældres Hjem, som i Ordets bedste Forstand var et Musikhjem, drog ham hurtigt til sig, og han blev hurtigt knyttet til det.

Hans sydlandske Ydre, hans Paaklædning og hans lange mørke Kunstnerhaar fængslede mine Barneøjne, og disse tre Ting er i Grunden min første Barndomserindring om den unge Østerriger Franz Neruda.

Men det varede ikke længe, førend jeg, som var en andægtig Tilhører ved al den gode Kammermusik, som blev spillet i mit Barndomshjem, følte Nerudas Violoncelstemme.

Neruda gik ud og ind i vort Hjem; hans pragtfulde Humør og hans hyggelige Lune bevirkede, at selv de yngste af Børneflokken, hvortil jeg hørte, mærkede den Festlighed, som Neruda bragte med sig, strax han kom ind ad Døren.

Jeg mindes tydeligt en Aften, Nerudas to Søstre Wilhelmine (senere Lady Halle) og Marie Neruda var ankomne her til Byen for at besøge Broderen. Han tog dem begge - ganske improviseret - over i mine Forældres Hjem, og hvor der blev spillet Kammermusik den Aften !

Nerudas Violoncel var dog den, som fandt længst Vej ind i mig, og naar dette Instrument saa decideret er blevet mit Yndlinginstrument, mener jeg, at det i første Række skyldes mine Barndomsminder om Neruda og hans Kunst. Dette takker jeg ham for; og jeg, som nu er saa nøje knyttet til vor kære By København, bringer ham tillige en Tak i Dag, paa hans Jubeldag, fordi han et langt Liv igennem blev Borger i vor By; han gav os derved ofte Lejlighed til at nyde hans vidunderlige Kunst, han. Mesteren udi Kammermusikken, men først og fremmest god han nyt og ædelt Blod ind i vor Bys Musikliv, som derved blev rigere, og han har mærket det for lange Tider.

Carl Lehmann.

Neruda ved Generalprøverne i Musikforeningen.

Det første og tidligste Billede af Franz Neruda, som jeg har bevaret i min Erindring, er fra Halvfjerdserne, da jeg saa ham i Spidsen for Violoncellisterne ved Gades Generalprøver i "Musikforeningen".

Der var ved disse Prøver en egen andagtsfuld Stemning, som jeg og mine Jævnaldrende aldrig vil glemme, og hertil bidrog bl. a. de ydre Forhold: det udelukkede Dagslys, erstattet af fuld kunstig Belysning, den højtidelige Stilhed, der herskede, den Følelse af Begunstigelse, som man havde ved at faa Lov til at overvære disse Prøver, men tillige naturligvis og først og fremmest: Pieteten for den store Kunstner, der ledede det hele.

Men til ham slutter sig i min Erindring Billedet af Franz Neruda som den, der saa fuldtud forstod Mesterens Intentioner og bidrog sit til den forunderlige Festivitas, der omgav disse Prøver, thi han deltog øjensynligt i Udførelsen med den samme straalendc Glæde og kunstneriske Alvor som Mesteren og med en aldrig svigtende Paalidelighed.

Han var saavel den romantiske, instrumental cantabile Solist som den solide Grundbas, hvorpaa man altid kunde stole, og den samme Følelse havde man under hans mangeaarige Udførelse af Kammermusik sammen med de udmærkede Kolleger. Paa dette Omraade maa vistnok hans største Betydning for Musiklivet herhjemme siges at ligge, og herom vil hans Kolleger være de nærmeste til at udtale sig.

Ofte har jeg undret mig over, at man saa uhyre sjældent herhjemme hørte noget til hans Kompositioniske Virksomhed; den er jo egentlig ret omfattende, og det kan kun forklares som en altfor vidtgaaende Beskedenhed, naar han i denne Henseende er saa lidet fremtrædende.

Men hans Evne som Dirigent har vi jo stedse Lejlighed til at glæde os over, og naar vi ved den sidste "Musikforenings"-Koncert saa ham lede Udførelsen af Sgambattis store og skønne Værk med saa usvækket Energi, Smag og kunstnerist Alvor, saa kan vi kun ønske os til Lykke med at besidde ham og haabe paa. at der cednu maa gives ham mange Aars forstar Kunstnervirksomhed.

Otto Falling.

Komponisten Neruda.

Min Beundring for Neruda er baade gammel, prøvet og meget stor. Paa alle tre Omraader: som udøvende Instrumentist, som Dirigent og som Komponist har han beriget og begejstret mig.

Men i Anledning af hans Fødselsdag vil jeg i faa Ord særlig gøre opmærksom paa hans Komponistgerning, fordi han paa det omhyggeligste, saa vidt muligt, har unddraget sine Værker Offentlighedens Opmærksomhed, hvad han egentlig ikke ret kan forsvare, og hvad vi andre ikke ret kan finde os i.

Paa en Rejse i Udlandet forleden traf jeg en af Skandinaviens betydeligste Klaverpædagoger. Vi faldt paa at sige i Armene paa hinanden, fordi vi næsten øjeblikkelig kom i Samtale om Nerudas "Præludier og Fuger" for Klaver. Der var fuldstændig Enighed mellem os om, at disse Præludier og Fuger er noget af det mærkeligste, fineste og interessanteste, der er fremkommen i lange Tider. Dette Værk taaler Sammenligning med selve Bachs "Wohltemperiertes Clavier" og har endda den ejendommeligste slavisk-nationale Tone over sig. Men jeg ved, at Neruda har sine Skrivebordsskuffer fulde af Kompositioner, som denne fornemme Aand holder tilbage.

Er der af Lede for vor Tids slette Smag og for dens Mangel paa virkelig Aandskultur? Eller er det af Foragt for Hobens Ønsker og Villie ?

Hvem ved ?

Eet er imidlertid sikkert: at i Fald det er sandt, at "gode Tanker kan slet ikke dø", saa vil Værdierne i hans Kompositioner en skønne Dag lyse for os med den varme Fornemhed, der er hans hele Personlighed egen - denne Personlighed, der afskyer Larmen, men elsker Kraften; foragter det hule, men tilbeder det ægte; som kun er blevet helt forstaaet af de ganske faa, endda hans Natur og Temperament i sin inderste Grund er helt ud folkelig, fyldt af Vid og Varme, Liv og Sundhed.

Carl Nielsen.

Betydningen af Nerudas Arbejde.

Vil man ret forslaa, hvad Nerudas Virken blandt os har betydet, da maa man tænke tilbage på København sidst i Treserne, den Gang da Florentinerne spillede for tomme Bænke; da Gade paa "Musikforeningen"s Abonnementskoncerter kun vovede sig til at fremføre Beethovens opus 18 eller, naar der skulde være Gilde, en af de russiske Kvartetter, medens hele Mesterens senere stolte Kvartetrække var Kaviar for Publikum; da Brahms spillede heroppe, uden at man anede, hvem denne "Hr. Brahms" var, og da Opførelsen af en Trio af Bargiel vakte Sensation som en betænkelig Indræmmelse til Modernismen.

Naar Københavns Musikpublikum nu stormer Koncertpalæets Porte, saasnart "Brysselerne" eller andre af Kammermusikkens Mestre spiller de "gale" Kvartetter, naar nu enhver fremstræbende Musiker holder sig ligesaa godt á jour med Brahms' og Tschaikowskys Kvartetter og Trioer som med de ældre Klassikeres; naar nu ny dansk Kammermusik i den strænge polyfone Stil strax kommer frem, og man forstaar, at et saadant Arbejde vejer mere til end et Par Duetter eller fem Sange for en Mellemstemme, - saa er dette væsentlig Frugten af Nerudas energisk ansporende og geniale Arbejde blandt os; og Æren derfor er først og fremmest hans.

Hother Ploug.

Franz Neruda som Lærer.

Det er mig en meget stor Glæde at følge Opfordringen til i Anledning af Professor Nerudas 70Aars Fødselsdag at sende "Nationaltidende" et Par Ord om bom lem Lærer. Det er jo de færreste, der har personligt Kendskab til ham i den Henseende, mens hele den musikalske Verden herhjemme forlængst er paa det rene med hans eminente Betydning for vort Musikliv.

Men det er vanskeligt eller rettere umuligt i faa Linier at tegne et helt Billede af hans geniale Lærerpersonlighed. der bunder i saa mange sjeldne Egenskaber hos ham, saavel kunstneriske som rent menneskelige, og jeg maa derfor nøies med ved spredte Træk at kaste Strejflys hen over den.

- - Da jeg første Gang skulde spille for Prosessor Neruda, var jeg naturligvis meget ængstelig til Mode; men aldrig skal jeg glemme, hvor elskværdig og opmuntrende han var, og kort efter blev han min Lærer. Hans Undervisningstimer var saa interessante og lærerige, at jeg ikke mindes nogen Sinde at være gaaet fra dem uden med Følelsen af at have oplevet noget stort og smukt, og det ikke alene i musikalsk Henseende, thi Nerudas Aand spænder over saa mange Felter, at det ogsaa paa mange andre Omraader blev uforglemmelige og lærerige Timer for mig.

Og det var Timer, der fløj, takket være hans Iver og sprudlende Humør, der bragte Liv og Fart i  Undervisningen, saa at jeg mangen Gang er bleven forbauset over, at nu var Timen allerede omme - endda den ofte var bleven til to.

En velgørende Ro var der over hans Timer, charakteristisk Træk, jeg senere har genfundet hos ham i Koncertsalen: altid den overlegne Selvbeherskelse og Ro, der uvilkaarligt smitter Omgivelserne og bidrager til, at hver enkelt, Elev eller Kunstfælle, tryg giver sig hen i Øieblikkets foreliggende Opgave. Men var Neruda misfornøjet og streng hvad jo ogsaa kunde hænde, saa var det ikke ubetinget behageligt at sidde i "Torturkamret", som hans Værelse ved stig Lejligheder kaldtes. Jeg mindes saaledes, at jeg en Gang maatte "sidde over", fordi jeg var usikker i en Fuga af Bach. Professoren gik med Noderne, og jeg fik Forbud mod at forlade Flyglet i Musikværket, før jeg havde overvunder Usikkerheden.

Mange lyse Minder har jeg fra talrige Aftensammenkomster i hans Hjem, hvor Eleverne ofte mødes og spiller for hverandre. Det var ikke altid nogen let Opgave: men naar Neruda sagde: "Det gælder Livet", saa spillede man ud os sit Inderste, som om det virkelig i Øjeblikket gialdt Livet: det var Timer der styrkede og modnede, og Nerudas talrige Elever tidligere som nuværende har i saadanne Aftener hentet Mod og Kraft til Kampen i Kunstens Tieneste.

Som en rød Traad gaar det gennem hele hans beaandede Vejledning, at han indprenter sine Elever en Ærbødighed for og Kærlighed til Kunsten, som aldrig tillader dem at gaa uden for dennes rene Linier, og det er maaske ikke det mindste af alt det uendelig meget, vi har at være ham taknemmelige for.

Johanne Stockmarr.

I det kgl. Kapel.

Der hvilede i Treserne en egen Nimbus over Det Kgl. Kapel. Webers og Marschuers anerkendende Udtalelser om Kapellets Præstationer i Tyverne og Trediverne var endnu i frisk Minde, og det levede Højt paa svundne Tiders Laurbær. Der var mange udmærkede Kunstnere i Kapellet, men unægteligt ogsaa adskillige Middelmaadigheder. Alle var imidlertid enige om at en "Kgl. Kapelmusikus" var en Mand, der maatte tages Hensyn til, og som havde Betydning ikke alene for Kapellet, men for Samfundet i det hele. Selv om Kapellet ikke mere, som tidligere, bar Uniform og Kaarde med "Guldkvast", saa var der den Gang ved en Kapelmusiker noget fornemt og tilknappet, og Ve de unge nyansatte Medlemmer, der ikke i dybeste Ærbødigbed nærmede sig de gamle, selvbevidste Herrer!

Med Nerudas Ansættelse i 1864 var det, ligesom Kapeltonen fik en helt anden Karakter. Han havde i Udlandet levet og virket sammen med datidens betydeligste Musikere og var sandelig ikke tilsinds at lade sig imponere af en fornem, vranten Mine. Han bragte en Ungdom og Friskhed med sig, der var ganske uimodstaaelig, og da han desuden strax gjorde sig gældende som en fortrinlig Musiker og ypperlig Violoncellist, saa varede det ikke længe, før de Gamle glemte deres Værdighed og begyndte at lytte til den unge Mands livlige Skildring af udenlandske musikalske Forhold og med Forbavselse hørte ham fremsatte sine kætterske Meninger om Kunst og Kunstnere.

Men allermest var de dog maaske optagne af hans sprudlende Humør og pudsige Indfald, der lokkede Smilet frem paa Ansigter, som i mange Aar havde været stivnede i Alvor og Selvfølelse. Thi det var da sikkert, at en større Spasmager havde det Kgl. danske Kapel aldrig havt indenfor sine fredhellige Enemærker. Hans Indfald var legio og nærmede sig undertiden betænkeligt til at spille Halløj med hele den kongelige Borgermusik.

Jeg mindes saaledes, hvorledes det en Aften midt under Opførelsen af en Ballet lykkedes ham med sin Bue at hale et Par Galocher, som en forsigtig Sekondviolinist omhyggeligt havde skiult under sin Stol, ud paa Gulvet og derpaa med et elegant Svip sende dem langt over i den modsatte Ende af Orkestret, hvorfra de naturligvis strax blev befordrede videre. Den ulykkelige Ejermand sad just midt i en vanskelig Passage og maatte derfor indskrænke sig til at følge sine Fodbeklædningers vildsomme Vandring med stive Øjne. - 

En Dag, ved en Prøve, fandt en Bratschist, der var usædvanlig lille af Væxt og derfor havde valgt en af Kapellets allerhøjeste Stole, sin Nodepult stillet saa langt ned, at han fra sit ophøjede Stade havde vanskeligt ved at læse Noderne. Han var selvfølgelig oprørt, og, da Kapelmester Paulli netop kom forbi, klagede han over, at Neruda - thi hvem skulde det vel ellers være? - havde bortfjernet Sømmet i hans Nodepult. Kapelmesteren fik konvulsiviske Trækninger i Mundvigene ved at se den lille Mandsling paa den høje Stol ved den lave Nodepult, men han svarede dog meget alvorligt: "Hm! - ja - Sømmet - ja, men jeg har desværre ikke noget Søm hos mig." -

Det var dog sjældent, at Nerudas Kolleger for Alvor tog ham hans pudsige Indfald ilde op. Hans store Elskværdighed og den Respekt og Beundring, de uvilkaarligt maatte nære for hans kunstneriske Dygtighed, afvæbnede al Gnavenhed. Baade som Solist og som Kammermusikspiller, havde han jo rig Lejlighed til at lægge sin store Begavelse for Dagen. Men det var ham ikke nok selv at udrette noget: han vilde og saa have de andre med dertil. Kammermusikforeningen - som jo er hans Værk - staar endnu som et Vidnesbyrd om hans Virksomhedstrang og organisatoriske Evne.

Han samlede sine Kammerater til hyggelige og interessante musikalske Sammenkomster, og han holdt baade sig selv og sine Venner á jour med, hvorledes man arbejdede og kæmpede derude i den store Verden. Selv havde han en Arbejdsevne, der var beundringsværdig: Foruden pligtopfyldende at passe sin Orkestertjeneste spillede han daglig Kammermusik, komponerede, arrangerede, informerede, og desuden fandt han Tid til at dyrke sine forskellige Passioner: Korttegning, Snedkeri osv. osv. 

Alsidighed var i det Hele en Hovedegenskab hos ham, og den gjorde sig ogsaa stærkt gældende i hans Kunst og Smag. Han kunde føle en næsten barnlig Glæde over en Kvartet af Haydn, paa samme Tid som han elskede Brahms og host beundrede Wagner. Da "Mestersangerne" i sin Tid kom frem her i København, var han den begejstrede Forer for en lille Wagnermenighed, der sandelig havde alvorlige Kampe at bestaa paa en Tid, hvor det endnu ikke var moderne at være "Wagnerianer" eller vel endog at betragte Wagner som et tilbagelagt Standpunkt.

Den ungdomsfriske Begejstring og stærke Trang til at arbejde for alt det, der i Kunsten forekom ham stort og skønt - hvad enten det var gammelt eller nyt - har Neruda bevaret til den Dag i Dag, og hans Virksomhed som Dirigent i "Musikforeningen" har jo til den eneste Tid baaret Vidnesbyrd derom.

Anton Svendsen.

Til Professor Neruda!

Til Professor Neruda I

Kære Hr. Professor - fra Bøhmerland fór
De og Deres Søstre herop imod Nord,
hvor det sjeldne Trekløvers Kunstnerrang
- Deres noble Spil, Deres Cellosang - 
vandt for Dem selv et saa fornemt Stade,
at De nævnedes sammen med Hartmann og Gade.

Naar Aarenes Gang dette Ry forstærker
og samler saa trofast en Venneskare,
er Grunden den ganske enkle og klare:
Det er, fordi vi bestandigt mærker,
at De fører ene Mesterværker
paa Deres Foreningers Repertoire!

23.11.1913

Aage Matthison-Hansen.

(Nationaltidende 2. december 1913. 2. udgave)

Fotograf Samuel Moses Marcus (1841-1920): Franz Neruda (1843-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I begyndelsen af marts 1915 meddelte aviserne fra Stockholm at en koncert som Neruda skulle have givet, var blevet aflyst da han var blevet syg. Han døde den 20. marts 1915.

Erindringer om Franz Neruda.

Den 5. December 1868, nogle Dage efter sin 25-Aars Fødselsdag, havde Franz Nerua et musikalsk Selskab hjemme hos sig i Holbergsgade Nr. 3.

Gæsterne var en Del af hans Kammerater i Det kgl. Kapel, baade Strygere og Blæsere - Neruda var jo den Gang Medlem af Kapellet (2. violoncellist) - og desuden var til Stede nogle af hans gode Venner fra Københavns musikalske Kredse, I alt ca. 25 Herrer.

Der blev, som rimeligt i et saadant Selskab, "gjort Musik", og inden man skiltes, havde man overværet en rent improviseret regulær Kammermusik-Aften. hvor førsterangskræfter havde spillet i Mozarts Sextet for Strygere og 2 Horn, Wald. Bargiels Klaver-Trio og N. W. Gades Sextet i S-dur.

Men før Selskabet brod op, var der sket noget mere: Neruda havde foreslaaet, at man skulde afholde flere af den Slags Musikaftener, og det Forslag vandt almindelig Tilslutning. Neruda, der var en praktisk Mand, som holdt af at smedde, mens Jernet var varmt, lod imidlertid ikke Sagen bero derved og saaledes rimeligvis glide ud. Paa hans yderligere Forslag vedtog man at mødes igen Ugedagen derefter og saa senere at fortsatte med regelmæssige uguntlige Sammenkomster. hvis Formaal skulde være: Dyrkelse af Kammermusik.

Kapelmusikus Edvard Møller fik skaffet et passende - og billigt - Lokale i "Hotel Phønix" (hvis Festsal den Gang var meget benyttet til Koncerter), og den 12. Decbr. fandt det berammede næste Møde Sted. Hermed var "Kammermusikforeningen" stiftet.

Moderne i "Phønix" fortsattes med mønsterværdig Præcision hver Ugedag i den første Sæson, der kunde opvise i alt 19 Kammerkoncerter. Neruda sendte underhaanden en Liste ud til bekendte Musikfolk, og inden Vinteren var gaaet, havde der meldt sig saa mange Medlemmer, at man maatte sige Stop; man havde da allerede de 100, man kunde rumme i Salen - og Expektancelisterne fyldtes hurtigt og let.

* * *

Prof. Anton Svendsen har fortalt forskellige Smaatræk fra hans nære Ungdomsven og Kunstfælle Nerudas Virksomhed (1864-74) i Det kgl. Kapel. Træk, der vidner om hans sprudlende Humør og pudsige Indfald; thi Neruda var en stor Spasmager.

En Aften under Opførelsen af en Ballet lykkedes det Neruda med sin Violoncelbue at hale et Par Galoscher, som en forsigtig Violinist omhyggelig havde skjult under sin Stol, ud paa Gulvet og derpaa med et elegant Svup sendte den langt over i den modsatte Ende af Orkestret, hvorfra de - naturligvis - strax blev expederet videre. Den stakkels Ejermand sad netop midt i en vanskelig Passage og maatte derfor indskrænke sig til med stive Øjne at følge sine Galoschers Tourn gennem Orkesterrummet.

En anden Dag fandt ved en Prøve en Bratschist, der var usædvanlig lille af Væxt, og som derfor havde udvalgt sig en af Kapellets allerhøjeste Stole at sidde paa, at hans Nodestol var indstillet lavt, at han fra sit ophøjede Stade havde Vanskelighed ved at læse Noderne. Han blev selvfølgelig smækvred og beklagede sig til Kapelmesteren, gamle Paulli, over, at Neruda havde spillet ham det Puds. Thi hvem andre end Neruda skulde det vel være?

Saadan var han. Men han var alligevel almindelig afholdt af Kapel-Kammeraterne for sin uimodstaaelige Elskværdighed.

* * *

Kun de færreste her i Danmark, selv indenfor de egentlige Musikkredse, har et tilstrækkeligt tydeligt Begreb om den Side af Franz Nerudas Virksomhed, der laa paa svensk Grund. Den stod i Virkeligheden ikke synderligt tilbage i Omfang for den, han udfoldede her i København.

I en Snes Aar havde Neruda - sideordnet med vor "Musikforening" - dirigeret Koncerterne i Stockholms "Musikföreningen", 8 i hver Sæson. Denne Stilling gjorde det nødvendigt for ham hyppig at foretage Rejser imellem Stockholm og København, et besværligt Liv, hvis Strabadser han dog med beundringsværdig Kraft og Energi udholdt til det sidste.

Endnu i denne Vinter havde han som sædvanlig varetaget sine Dirigent-Pligter ogsaa i Stockholm, hvortil det var hans Hensigt at rejse umiddelbart efter den "Extrakoncert", som han ledede i vor egen "Musikforening" til Indtægt for "Dronningens Indsamling" den 22. f. M. - et Forehavende, han altsaa maatte opgive paa Grund af den Sygdom, der nu har endt hans Liv.

. . Men ogsaa paa anden Vis har Prof. Neruda dyrket sin Kunst i Sverrig. Således foretog han for nogle Aar tilbage Koncertreiser derovre, hvor han selvspillede sin Violoncel og akkompagneredes af sin Frue, Datter af Etatsraad Chr. Holm. Ogsaa den Trio, han havde dannet med Frk. Johanne Stockmarr ved Flygelet og Prof. Anton Svendsen ved Violinpulten, gæstede svenske Byer.

* * *

Xylograf F. Hendriksen har mindet om de glade Aftener i 1886, da der samledes en musikinteresseret Kreds i P. S. Krøyers store Arbejdsrum i Bredgade.

Neruda, Anton Svendsen, Kristian Petersen og nuværende Stamhusbesidder Holger Møller spillede da Kvartetter, medens Krøyer malede det store, senere saa berømte Billede, som han kaldte "Musik i Atelieret", og paa hvilket man finder de nævnte Kvartetspillere portrætterede.

(Nationaltidende 20. marts 1915).

Hans sjælemesse den 25. marts 1915 i St. Ansgars Kirken blev bl.a. overværet af kongen, dronningen og prins Valdemar. Kisten var dækket af et klæde med de østrigske farver. Komponisten Carl Nielsen var med til at bære kisten ud. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Mindefester blev afholdt april 1915 og december 1923 i kammermusikforeningen, den sidste i anledning af Nerudas 80 årsdag samt foreningens 55 årsdag.

Franz Neruda er ikke i familie med den chilenske nobelprismodtager Pablo Neruda (1904-1973) - han hed i virkeligheden Ricardo Eliécer Neftali Reyes, Pablo Neruda er et pseudonym inspireret af den tjekkiske forfatter Jan Neruda (1834-1891) - som formentlig heller ikke var i familie med Franz Neruda.

Franz Neruda 3.12.1843-20.3.1915 og Dagmar Neruda (født Holm) 8.4.1863-14.11.1954. Gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fejø-Sagen (3): 1913 - Eftervirkning på retssystemet. (Efterskrift til Politivennen)

I 1883 var to kvinder blevet dømt for drab på en nyfødt. I 1885 fandt en fornyet undersøgelse at de to var uskyldige. Dette satte fokus på retssystemet og dets ufejlbarlighed. Se de to foregående afsnit om Fejø-sagen.

I 1913 reagerede højesteretsformand, justitiarius (siden 1909) Niels Kjeldgaard Poulsen Lassen (1848-1923) mod en artikel i Social-Demokraten der havde skrevet at Højesteret havde dømt uskyldige. Lassen påstod at Højesteret aldrig havde dømt en uskyldig. Han nævnte Fejøsagen  som han påstod var korrekt dømt på grund af de overvældende indicier. Han henviste til lægen Pontoppidan som havde bestridt rigtigheden i 1907 ved en forelæsning hvor han udtalte at sundhedskollegiets afgørelse ikke var uangribelig og at sagen måtte anses for uafklaret. Dette blev dog modsagt af Fødselsstiftelsens læge Leopold Meyer i 1913 som oplyste at pigens hymen var hel og uskadt. Pontoppidan havde udtalt at i ganske sjældne tilfælde kunne dette godt være tilfældigt uagtet en fødsel var sket. Men Meyer udtalte at han aldrig selv havde oplevet noget sådant.

Fejø-Pigen anlagde herefter sag ved kriminalretten mod justitiarius Lassen for at påstå at Fejø-Pigen var skyldig. Efter måneders sagsbehandling forsvarede Niels Lassen udtalelsen med at han kun rent teoretisk havde drøftet pigens skyld og uskyld. Han blev frifundet i februar 1914, og sagens omkostninger ophævet, idet dog Fejø-Pigen alene havde afholdt sagens omkostninger. Rettens dom tog snarere stilling til Niels Lassens ytringsret end om lige ret for loven. Social-Demokraten mente at det under sagen var kommet frem at Niels Lassen ved flere lejligheder havde afsløret at han ikke vidste ret meget om Fejø-sagen. Niels Lassen blev afskediget administrativt maj 1915 da han var fyldt 65 år med henvisning til hans helbred - han var sygemeldt. Han sad i Borgerrepræsentation i København for partiet Højre 1889-1897

"Fejø-Pigen": Anna Christine Larsen. Foto fra Social-Demokraten 8. november 1913.

6 Justitsforbrydelser paa Fejø.

Den gale Birkedommer har dømt 4 Kvinder og deres Mødre for Barnemord.

Det konstateres i Lighed med "Fejø-Pigen", at de aldrig har født.

De ulykkelige Kvinder lever endnu, men har aldrig faaet Erstatning for deres aarelange Ophold i Forbedringshuset.

En interessant Oplysning, der godtgør, at Justitiarius Lassen atter har "husket fejl".

Den enestaaende Skandale, viser, hvor slet underrettet Højesterets Justitiarius er.

(Brev fra vor udsendte Medarbejder.)

Nykøbing F.

Da jeg i Onsdags ankom til Fejø, var jeg straks ved mine første Undersøgelser klar over, at jeg stod overfor et mærkeligt Mysterium. Det viste sig nemlig, at man paa Øen kendte ikke mindre end seks forskellige Kvinder, der i sin Tid af Birkedommer Freuchen var dømt for Barnemord, og om hvem det senere var oplyst, at de var ganske uskyldige i den Forbrydelse, som de havde siddet Aar Forbedringshuset og afsonet.

Med andre Ord: i Stedet for én "Fejø-Pige" og én Fejø-Sag stødte jeg paa seks forskellige Tilfælde, der alle lignede hinanden. Det gjorde selvfølgelig Efterforskningen efter den af Højesteret dømte og senere frikendte Kvinde yderligere kompliceret.

Færgemand Bjørn, der har sejlet i over 30 Aar mellem Lolland og Fejø, havde ofte færget de paagældende Kvinder frem og tilbage, naar de skulde i Forhør. De paagældende fire Kvinder og deres Mødre sad nemlig i Arresterne paa Lolland og maatte føres over til Fejø til hvert Forhør. Man forstaar, at der ofte gik Uger, ja Maaneder imellem hver Gang.

Bjørn huskede Navnet paa tre af Kvinderne. Der var den gamle Grete Askø og hendes to Døtre Louise og Christiane. Bjørn huskede særlig en Nat, hvor Himmel og Jord stod i ét og den gamle Grete Askø sad paa Bagsædet.

"Hvis Kællingen nu falder overbord!" sagde Bjørn til Sognefogden, der var med paa Turen som den øverste Politimyndighed.

"Ja - saa kan vi da ikke gøre for det! Forresten var det vel bedst for hende, om det skete", tilføjede den barmhjærtige Sognefoged.

Men "Kællingen" gjorde ikke Mine til at efterkomme Opfordringen, der laa i Sognefogdens Ord. Hun sad og krøb sammen paa Bagsædet, medens Søerne i store Sprøjt stod ind over Rælingen.

Bjørns Fortælling om denne lille Episode giver alligevel et godt Indblik i Forholdene paa Øen for 32 Aar siden.

To Familietragedier.

Min første Opgave maatte være at faa oplyst de nærmere Enkeltheder i de Retstragedier, for hvilke de 6 Kvinder er falden som Offer, og endvidere at faa konstaret, om de Paagældende levede endnu, og da hvor.

Resultatet af mine Undersøgelser er følgende:

Det første Tilfælde er den almindeligt kendte "Fejø-Pige", Anna Christine Christiansens Sag. Vi har tidligere efter Højesteretsakterne oplyst, at det, der gav Anledning til hendes og hendes Moders Fængsling, var den Omstændighed, at der fandtes et Barnelig paa Kirkegaarden. De nærmere Omstændigheder ved denne Sag kender vore Læsere. Baade Anna og hendes Moder tilstod, efter at være bleven pint og plaget Birkedommer Freuchen, og Anna dømtes til 5 Aars Forbedringshus, medens Moderen dømtes til Døden. Deres Sag appelleredes til Overretten og til Højesteret, og Resultatet blev som bekendt, at Højesteret i første Omgang stadfæstede Dommen - dog benaadedes Moderen med livsvarigt Fængsel.

Omtrent samtidig opstaar der imidlertid tre andre Sager. Birkedommer Freuchens Vanvid slaar ud i lys Lue. Han faar den fikse Idé, at Øen er "en Morderhule", saaledes som han, efter hvad Kroværten paa Fejø fortæller mig, en Gang udtalte til ham.

Grete Aske og hendes Døtre.

Paa Fejø boede paa den Tid en Enke ved Navn Grete Askø og hendes to Døtre paa henholdsvis 22 og 17 Aar. Deres Navne var Louise og Christine. En skønne Dag arresterede Freuchen de to Piger og Moderen. Den oprindelige Anledning var, at de skulde være kommen i et Hus, hvor der var drevet Nattesæde og anden Utilbørlighed. Men ikke saa snart havde Freuchen faaet de to Piger i Forhør, før han fik den fikse Idé, at de havde været frugtsommelige og havde født. Det næste Skridt var at anklage dem for Barnemord. Der var ganske vist ikke fundet noget Lig, saaledes som med Anna Christines ("Fejø-Pigen"s) Tilfælde, men det var ikke desto mindre en smal Sag for Freuchen at faa de to Piger til at afgive en Tilstaaelse; det endte da ogsaa med, at Moderen og Louise og Christine, efter at have siddet nogle Maaneder i Arresten og været Genstand for utrolige Raaheder, aflagde en Tilstaaelse, som vi gengiver i alle dens Detailler, idet netop de udpenslede Enkeltheder er et Vidnesbyrd om Freuchens utrolige Fantasi. Det viste sig nemlig senere, at de to Kvinder aldrig havde født, og at hele Tilstaaelsen med alle dens Enkeltheder var fuldstændig opfunden.

Louise Andersen.

De tre Kvinder bekender 7 Mord.

Beretningen om Tilstaaelsen lød saaledes:

Da Louise mærkede, at hendes Nedkomst nænnede sig, gav hun Moderen Meddelelse herom, og de besluttede da, at Barnet skulde "ødelægges" straks efter Fødslen. Senere kom den da kun 14-aarige Christine til og blev indviet i Planen, samt paa Grund af Moderens Trusler bestemt til at deltage i Forbrydelsen. - Nogen Tid efter, da Christine en Aften besøgte Louise, mærkede denne Fødselsveer og sendte derfor Bud efter Moderen. De tre Forbrydersker tjente nemlig paa tre forskellige Gaarde i Nærheden af hverandre. Moderen kom ogsaa tilstede, og efterat de i Køkkenet paa den Gaard. hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Økse, 2 store Knive og 3 store Tøiklæder, gik de om Aftenen Kl. 10-11 ud i Marken og tog Ophold ved et Gærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen pnany havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Økse og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saavel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 26 Dele, og Stykkerne fordeltes derpaa i de 3 medbragte Tørklæder. Moderen vaskede derefter Øksen og Knivene samt kradsede noget i Jorden, saa at det fremkomne Blod ikke skulde komme tilsyne, og de tre Forbrydersker gik nu tilbage, hver med et af de Tørklæder, hvori Stykkerne af Barnet var lagte, og det var Bestemmelsen, at disse skulde spredes og nedgraves paa Møddingerne ved de tre forskellige Gaarde paa hvilke Forbryderskerne tjente. Medens Moderen og Christine straks samme Nat efterkom denne Beslutning, havde Louise paa Grund af Mathed i Anledning af Fødslen, ikke Kræfter dertil, hvorfor hun, da hun kom hjem, gemte Tørklædet med Indhold i en Skuffe og først fik det ud nogle Dage senere. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe inden hun aabenbarede dette for Moderen. Denne foreslog hende at bruge Abortivmidler, men da et Forsøg dermed Ikke gav noget Resultat, besluttede de senere i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antog, at Gaardens Folk var gaaede til Ro, forsynede de sig i Køkkenet med en Økse og en Kniv og gik ud til Møddingpladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne mod Svinestalden. Paa denne Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe, idet Christine straks huggede dets Hals over med Øksen. Derefter blev ogsaa Ligot af dette Barn parteret, dog kun i 15 a 16 Stykker, men da Foraaret nærmede sig, og Gødningen fra Møddingen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære deri. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de derefter atter ud paa Møddingen, og efterat Økse og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommelighed, havde mærkeligt nok ikke haft nogen Anelse om denne. De to Pigers Moder har under sin Arrestation afgivet den Forklaring, at hun, da hun for 19 Aar siden tjente i Maribo Birk, har været meddelagtig i Drabet paa 3 andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet, paa samme Tid og i samme Birk at have deltaget i Drabet paa to voksne Personer.

Christine Petersen.

De tre Kvinder dømtes hver til 4 Aars Forbedringshus, medens Moderen mærkværdigt nok slap med 8 Aar. I Modsætning til "Fejø-Pigen" appelleredes deres Sag ikke. De blev straks ført til Kristianshavns Kvindefængsel, og de vilde rimeligvis have siddet deres Tid ud, hvis ikke netop paa det Tidspunkt "Fejø-Pigen" Anna Christine var bleven undersøgt i Fængslet, hvor hun sad, og det var bleven oplyst, at hun aldrig havde født. Hendes Sag blev underkastet en Prøvelse af den daværende Justitiarius Ingerslev, og hun blev derefter som bekendt frikendt ved Højesteret.

Men man var da i Fængslet, hvor Louise, Christine og deres Moder sad, bleven betænkelig ved, hvad der var fremkommen angaaende Anna Christine, og det førte til, at ogsaa Louise og Christine blev undersøgt af Lægerne. Og det viste sig da - i Lighed med "Fejø-Pigen", at de heller ikke nogen Sinde havde født. Deres Sag blev derefter henvist til Overretten, hvor de frifandtes og alle tre - de to Søstre og Moderen - hjemsendtes - - til Fattigvæsenet!

Naar deres Sag ikke vakte saa stor Opsigt den Gang, skyldes det vel, at de fik deres Sag behandlet ved Overretten, hvor der ikke er mundtlig Procedure. I det hele taget havde man næppe den Gang stor Interesse for Justitsforbrydelser overfor fattige Kvinder.

Men foruden de 5 Kvinder - Grete Askø, hendes Døtre Louise og Christine, "Fejø-Pigen" Anna Christine og hendes Moder Christiane Gotfredsen, sad ogsaa dennes anden Datter Sofie - hvis Skæbne vi endnu ikke har omtalt - i Forbedringshuset for Barnemord. Hendes Sag skal vi omtale i Morgen; vi skal blot Uge anføre, at man fuldstændig "glemte" hende, og først nogen Tid efter løslodes ogsaa hun. Man foretrak dog for hendes Vedkommende at undgaa Sagens Genoptagelse, men mente det lettest at "benaade" hende. Ogsaa hun hjemsendtes da til Fattigvæsenet.

Sofie, Louise og Christine lerer endnu, foruden Anna Christine, der som bekendt nu bor paa Nordfalster. Ogsaa de tre andre Kvinder har vi talt med, og vi skal i en følgende Artikel fortælle om Mødet med dem.

Justitiarius sidste Fejltagelse.

Af det foregaaende vil man se, at Justitiarius Lassen, da han erklærede, at "Fejø-Pigen" var skyldig, slet ikke har kendt denne Sags - eller rettere - disse Sagers Enkeltheder. Han blander dem fuldstændig sammen. Om "Fejø-Pigen" Anna Christine sagde han til vor Interviewer:

De Knogler, der blev fundne hos Svinene, var saa afgnavede, at man ikke kunde se, hvorfra de stammede. Jeg tror derfor ikke paa, at Pigen var uskyldig (!).

Nu viser det sig altsaa, at det slet ikke var "Fejø-Pigen", hvis Barn var "kastet for Svinene". Det er her Louises og Christines Tilfælde, der blandes ind.

Men hvor er dette betegnende for den Overfladiskhed og den Letsindighed, hvormed selve Højesterets Justitiarius argumenterer.

Marius Wulff.

(Social-Demokraten 9. november 1913)

 

Seks Justitsforbrydelser.

Den sindssyge Birkedommer dømte fire Kvinder for Barnemord, skøndt de aldrig havde født.

Det bliver et tungt Regnskab, vor nuværende Retspleje faar at gøre op. Og det er ikke underligt. Slettere Ordning findes ikke i hele den civiliserede Verden. I Danmark har man gjort Dommerstanden enevældig overfor alle de ulykkelige, som kom ud for Mistanke.

Og hvordan har man saa bagefter behandlet de ulykkelige, hvis Liv blev lagt øde af Rettens Haandhævere? Man har i de fleste Tilfælde glemt dem - ganske simpelt. Ingen Røster har hævet sig til et tordnende Anklageraab ud over Landet.

Dommerstanden har følt sig som et indfiltret Ærtehalm, og den ene har omhyggeligt vogtet sig for at hugge Øjet ud paa den anden.

Hvor har Præsterne været henne? De har siddet i deres lune Præstegaarde og ellers Søndag efter Søndag forkyndt et Retfærdighedsevangelium. Men omhyggeligt har de passet paa at henlægge alle Scenerne til Palæstina.

Og Politikerne, Landets kaarne Mænd. En enkelt tog Ordet i Kampen for Rettens Sag, afdøde Høgsbro. De andre var tavse.

Stille fik de mange ulykkelige, som ofredes paa Mistanke, Lov til at vende tilbage til deres ulykkelige Kaar - plettede i Folkets Omdømme. De gled ned ad Samfundsstigen og endte paa Fattigvæsenet.

Fejøpigens Historie

"Social-Demokraten's Medarbejder fandt Fejøpigen i den lille Landsby Nørre Kirkeby paa Nordfalster. Han fortæller:

Døren ind til den raadne Rønne staar aaben. Jeg gaar gennem en snæver og mørk Forstue og banker paa en Dør. Intet Svar. Jeg banker igen. Der svares ikke, men en snorkende Lyd indefra vidner om at der er nogen hjemme.

Jeg aabner Døren og ser ind i en Stue - hvis man kan give det uhyggelige Hul dette Navn - , hvor der sidder to Kvinder ved et Bord. Der er halvmørkt i Stuen. Den ene af Kvinderne - den yngste - udstøder nogle underligt gryntende Lyde og griner fjollet ved at se fremmede. Den anden, en ældre, svær Kone, rejser sig og ser sløvt paa mig.

Efter at jeg ved nogle indledende Spørgsmaal har faaet bekræftet, at den svære Kvinde er den, jeg søger: Anna Christine, Christiane Gotfredsens Datter, forklarer jeg Grunden til mit Komme.

Anna sidder og rokker lidt front og tilbage. Først lidt efter lidt er det, som om hun forstaar, hvad jeg siger.

" - - - det er saa mange, mange Aar siden - - - " mumler hun frem for sig. Saa er det som om efterhaanden alt det gamle vaagner til Live igen:

"Han pinte os, min Mo'r og Mig. De aner ikke, hvorledes han var mod os - Birkedommeren. Jeg vilde ikke tilstaa - for jeg havde ikke gjort noget. Jeg havde jo aldrig den Gang faaet et Barn Nu har jeg jo et Par Stykker. Men den Gang - uskyldig og ren var jeg. Kun et Par og tyve Aar, tror jeg. Jeg husker det ikke mere saa vist - det er saa mange Aar siden. - Men aldrig glemmer jeg, som han slog og sultede os. Han spyttede os lige i Ansigtet og truede med, at vi skulde blive halshugget, hvis vi ikke tilstod - - "

"De sad meget længe i Varetægtsarrest'.

"Aa, ja - det gjorde vi da! Jeg sad først hos nogle gamle Folk paa Fejø, tæt ved, hvor Birkedommeren boede. Nogle Gange fik jeg Mad - og nogle Gange fik jeg ikke. Saa kom jeg til Maribo og saa til Nakskov. Naar der var Forhør, blev vi færgede over til Fejø. - - - "

Anna Christine sidder tavs en Stund. Den aandssvage unge Pige ved hendes Side giver sig til at le højt.

"Ja - det er Lars Hansens Datter - ham jeg bor hos. Jeg har været her nu i seks Maaneder. Men det er saa simpelt med mig. Jeg er syg det meste af Tiden, og jeg har slet ikke Raad til at købe mig noget Tøj. Det er galt med Gigten. - - - "

"Hvor har De været siden De kom ud af Forbedringshuset?'

"Aa, ja - det er snart ikke til at huske mere. Jeg blev undersøgt af Lægerne den Gang, jeg sad paa Christianshavn, og saa saa de jo, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt, at jeg aldrig havde født noget Barn. Saa blev jeg jo sendt hjem sammen med Mo'r - "

"Fik De ingen Erstatning?'

"Nej, det gjorde vi rigtignok ikke. Vi havde jo siddet der i flere Aar - men vi fik ingenting. 

Og saa kom vi paa Fattigvæsenet - Mor og jeg. Jeg har jo tjent mange Steder - men det har været drøjt nok. Nu har jeg 6 Kr. af Sogneraadet - - - "

"Paa Femø?'

"Nej - det Sogn, hvor min Mand var født. For jeg blev jo gift med Larsen - men han kunde ingen Ting tjene - og saa gik han fra mig - - - ".

"Hvor gammel er De nu?'

"Ja - jeg er vel 54 Aar. Det kan nok passe. Det er ikke saadan med Hukommelsen - - -"

Anna Christine har Ret. Hendes Hukommelse slaar ikke mere til - det er tydeligt nok. Alt, hvad hun husker, kommer tilfældigt og spredt fra hende. Nogen sammenhængende Beskrivelse af den frygtelige Tilværelse, hun har ført, siden Retfærdigheden for 32 Aar siden slog sin Klo i hende og ødelagde hendes Liv, er det ikke muligt at faa. Hun har heller ikke længere nogen klar Forestilling om, hvor længe hun har siddet i Fængsel, heller ikke, hvorledes det egentlig gik til, at hun slap ud. Lidelser og Savn har fuldstændig ødelagt denne Kvinde.

Den sindssvage Birkedommers Ofre.

Den samme Medarbejder fortæller fra sit Ophold paa Fejø: Paa Øen kendte man ikke mindre end seks forskellige Kvinder, der i sin Tid af Birkedommer Freuchen var dømt for Barnemord, og om hvem det senere var oplyst, at de var ganske uskyldige i den Forbrydelse, som de havde siddet Aar i Forbedringshuset og afsonet.

Min første Opgave maatte være at faa oplyst de nærmere Enkeltheder i de Retstragedier, for hvilke de 6 Kvinder er falden som Offer, og endvidere at faa konstateret, om de paagældende levede endnu, og da hvor.

Resultatet af mine Undersøgelser er følgende: Det første Tilfælde er den almindeligt kendte "Fejø-Pige", Anna Christine Christiansens Sag.

Omtrent samtidig opstaar der imidlertid tre andre Sager. Birkedommer Freuchens Vanvid slaar ud i lys Lue. Han faar den fikse Ide, at Øen er "en Morderhule", saaledes som han, efter hvad Kroværten paa Fejø fortæller mig, en Gang udtalte til ham.

Paa Fejø boede paa den Tid en Enke ved Navn Grethe Askø og hendes to Døtre paa henholdsvis 22 og 17 Aar. Deres Navne var Louise og Christine. En skønne Dag arresterede Freuchen de to Piger og Moderen. Den oprindelige Anledning var, at de skulde være kommen i et Hus, hvor der var drevet Nattesæde og anden Utilbørlighed. Men ikke saa snart havde Freuchen faaet de to Piger i Forhør, før han fik den fikse Ide, at de havde været frugtsommelige og havde født. Det næste Skridt var at anklage dem for Barnemord. Der var ganske vist ikke fundet noget Lig, saaledes som med Anna Christines ("Fejø-Pigen"s) Tilfælde, men det var ikke desto mindre en smal Sag for Freuchen at faa de to Piger til at afgive en Tilstaaelse; det endte da ogsaa med, at Moderen og Louise Christine, efter at have siddet nogle Maaneder i Arresten og været Genstand for utrolige Raaheder, aflagde en Tilstaaelse, hvis udpenslede Enkeltheder er et Vidnesbyrd om Freuchens utrolige Fantasi. Det viste sig nemlig senere, at de to Kvinder aldrig havde født, og at hele Tilstaaelsen med alle dens Enkeltheder var fuldstændig opfunden.

De tre Kvinder dømtes hver til 4 Aars Forbedringshus, medens Moderen mærkværdig nok slap med 8 Aar. I Modsætning til "Fejø-Pigen" appelleredes deres Sag ikke. De blev straks ført til Christianshavns Kvindefængsel, og de vilde rimeligvis have siddet deres Tid ud, hvis ikke netop paa det Tidspunkt "Fejø-Pigen" Anna Christine var bleven undersøgt i Fængslet, hvor hun sad, og det var bleven oplyst, at hun aldrig havde født. Hendes Sag blev underkastet en Prøvelse af den daværende Justitiarius Ingerslev, og hun blev derefter som bekendt frikendt ved Højesteret. 

Men man var da i Fængslet, hvor Louise, Christine og deres Moder sad, bleven betænkelig ved, hvad der var fremkommen angaaende Anna Christine, og det førte til, at ogsaa Louise og Christine blev undersøgt at Lægerne. Og det viste sig da - i Lighed med Fejø-Pigen, at de heller ingen Sinde havde født. Deres Sag blev derefter henvist til Overretten, hvor de frifandtes og alle tre - de to Søstre og Moderen - hjemsendtes - - til Fattigvæsenet!

Men foruden de 5 Kvinder - Grete Askø, hendes Døtre Louise og Christine, "Fejø-Pigen" Anna Christine og hendes Moder Christiane Gotfredsen, sad ogsaa dennes anden Datter Sofie - hvis Skæbne vi endnu ikke har omtalt - i Forbedringshuset for Barnemord. Hende "glemte" man fuldstændig, og først nogen Tid efter løslodes ogsaa hun. Man foretrak dog for hendes Vedkommende at undgaa Sagens Genoptagelse, men mente det lettest at "benaade" hende. Ogsaa hun hjemsendtes da til Fattigvæsenet.

De to Mødre er døde, de andre lever alle fire.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 10. november 1913).

De seks Justitsforbrydelser.

Hvorledes Freuchen fremtvang Tilstaaelserne.

Øksen og Blokken i Forhørslokalet.

Sofie Andersen fortæller om Fejøs Rædselsdage.

Sofie Andersen.

I en foregaaende Artikel har jeg omtalt de seks Justitsforbrydelser, som daværende Birkedommer Freuchen forøvede paa Fejø, og for hvilke 6 Kvinder - hvoraf de fire lever endnu - faldt som Offre.

Det har sin Interesse i denne Forbindelse at oplyse, at Birkedommer Freuchen lever endnu. Han blev i sin Tid indlagt paa Sindssygeanstalt, man sagde for at faa ham erklæret utilregnelig. Nu lever han i bedste Velgaaende her i København og har sine kronede Dage som pensioneret Birkedommer.

Selv hæver han hver Maaned sin Pension, medens Staten lader de Kvinder, som han uskyldigt bragte i forbedringshuset og som tilbragte Aar af deres Liv dér, henslæbe en ussel Tilværelse i Fattigdom og Nød.

Det er dansk Retfærdighedt

"Fejø-Pigen"s Søster fortæller.

Den første af de uskyldigt dømte Kvinder, jeg besøgte, var "Fejø-Pigen"s Søster, Sofie, nu gift med en Husmand Andersen paa Fejø.

Jeg opsøgte hende for af hende muligvis at erfare hendes Søsters Adresse. Hun kendte den ikke - men medens jeg sidder og taler med hende, falder der en tilfældig Bemærkning fra hende: Ja - Birkedommeren fik jo ogsaa mig dømt!

"Dem?"

"Ja - min Søster var jo ikke den eneste, han styrtede i Ulykke - - - "

Og Sofie Andersen fortæller mig sin Lidelseshistorie.

Her - i denne Stue, hvor jeg nu sidder og taler med den aldrende Kvinde - foregik et frygteligt Drama for 32 Aar siden.

Birkedommer Freuchen havde den Gang arresteret Sofies Søster og Moder - Anna Christine og Christiane Gotfredsen - for Barnemord. Sofie var den Gang allerede gift og havde flere Børn. Hun fødte nu en lille Dreng, og med Taarer i Øjnene fortæller Sofie, hvor glad hun og hendes Mand var over denne Gut - den første de fik. Ellers havde det været lutter Pige, syv ialt.

Den lille var imidlertid noget skrøbelig af Helbred. Han led af Mundkrampe.

"Trods alt det jeg stred for at holde Liv i ham, blev han sløjere og sløjere - og en Nat døde han i Sengen hos mig - -

Nogle Dage efter kom Birkedommeren, en Politimand og Distriktslægen ind i denne Stue, hvor jeg endnu laa i Sengen efter den haarde Fødsel. De gik ud i Køkkenet, hvor det lille Lig laa, og de tog det i Armene og smed det hen paa Sengen til mig med de Ord: "De har jo dræbt Barnet!"

Jeg forsvarede mig saa godt jeg kunde, men Birkedommeren vilde intet høre. Han arresterede min Mand og min Svigermoder, og nogle Dage efter, da jeg lige kunde taa op af Sengen, arresterede de ogsaa mig.

Den Tid, der fulgte paa, var frygtelig. I Forhørene slog og ruskede Birkedommeren mig. Jeg blev sultet i Arresten. Mino Børn vidste jeg var uden Tilsyn og uden Hjælp. Man gav mig vaade Skjorter paa. Birkedommeren spyttede mig i Ansigtet - paa alle Maader pinte og plagede han mig, til jeg sagde ja til alt, hvad han spurgte mig om.

Saasnart jeg havde tilstaaet, blev min Mand og min Svigermoder løsladte. Jeg selv blev dømt til otte Aars Tugthus, og jeg sad dér i 3½ Aar. Saa havde man faaet oplyst, at Birkedommeren havde dømt min Søster, min Moder, Louise og Christine og deres Moder uskyldigt, og nogen Tid efter begyndte de i Fængslet at tale om, at saa var jog nok ogsaa uskyldig dømt. Man glemte mig dog, og det var først et Aar efter de andres Løsladelse, at jog kom fri og blev sendt hjem til min Mand og mine Børn."

- Saaledes lyder Sofie Andersens Beretning om sin Lidelseshistorie.

Louise og Christine fortæller.

Ogsaa de to andre uskyldigt dømte Kvinder - Christine og Louise - aflagde jeg et Besøg.

Louise tjener i Kragenæs hos en Gaardejer Kuld. Hun er nu 56 Aar. Christine har været gift med en Landarbejder, der døde for 1½ Aar siden. Hun arbejder strængt for sig og sine Børn i Sukkerfabriken i Stakkemose.

Disse to Kvinder, der begge har siddet 1½ Aar i Forbedringshuset blev, som vi tidligere har meddelt, Fængslet undersøgt af Lægen hvorefter det konstateredes, at de aldrig havde født og følgelig heller ikke havde kunnet begaa Barnemord. De to Piger og deres Moder - Grete Askø - aflagde som bekendt Tilstaaelse om at have myrdet ialt 7 Mennesker.

Om de Midler, Freuchen anvendte, fortæller Christine de mest haarrejsende Ting.

Saaledes lod Freuchen en Huggeblok og en Økse sætte ind i Forhørslokalet. Han stod og svang Øksen overfor de ulykkelige Kvinder og raabte, at han straks lod dem halshugge, hvis de ikke tilstod.

Freuchen skal have baaret sig ad som en fuldstændig sindssyg Person. Naar han holdt Forhør i Nakskov, hvad der undertiden var Tilfældet, larmede han saaledes, at man kunde høre det helt ud paa Torvet. Byens Indbyggere stimlede sammen, og det var nær kommet til Optøjer, hvis Birkedommeren havde fortsat Forhørene i Nakskov .

De to Pigers Moder, Grete Askø blev ogsaa som bekendt dømt. Hun blev imidlertid sindssyg og anbragtes paa Vordingborg Sindssygeanstalt. Kort efter, at hun var bleven løsladt, døde hun.

Louise og Christine lever som sagt i den yderste Fattigdom ligesom Anna Christine og hendes Søster Sofie. Loven om Erstatning for uskyldig udstaaet Varetægtsarrest - altsaa ikke Forbedringshus- eller Tugthusstraf - blev først vedtaget i 1887 - et Aar efter, at de fire Kvinder var blevet løsladte som uskyldige i den Forbrydelse, de var dømt for.

Der maa dog kunne findes Udveje til at gøre den Uret god igen, der er tilføjet disse Kvinder. Staten har en moralsk Forpligtelse til at yde de fire af Retfærdigheden saa skammeligt mishandlede Kvinder en Erstatning, der - hvor stor den end er - aldrig kan opveje de udstaaede Lidelser.

Marius Wulff.

(Social-Demokraten 14. november 1913).

De uskyldige Fejø-Pigers Dommer.

Fhv. Birkedommer Freuchen er ikke død.

Vor Medarbejder finder han i en lille Lejlighed paa Vesterbro.

Under den sensationelle "Fejø-Affære", der har affødt det opsigtsvækkende Sagaanlæg mod Højesterets Justitiarius, har forhenværende Birkedommer Freuchen gentagen Gange været nævnt som afdød.

Hr. Freuchen er imidlertid ikke afdød. Han lever tværtimod i bedste Velgaaende her i Byen.

Den forhenværende Dommer, om hvem der fortælles at han har faaet 7 uskyldige Piger til at tilstaa Barnemord og andre gruelige Misgerninger, bebor to smaa Værelser i et Pensionat i Carstensgade paa Vesterbro.

Og her aflagde vi ham i Gaar et lille Besøg.

Den gamle Mand ligger i Sengen - saa det koster os store Anstrengelser at komme ind til ham, men omsider lykkes det paa Grund af Husholderskens Elskværdighed.

Det viste sig at være at være et meget farligt Eksperiment.

Først kommer vi ind i et lille Værelse, hvis ene Hjørne er fyldt med gamle, gamle Bøger.

- Hvad mon der staar paa alle disse gule Blade?

Mon de 7 Fejø-Pigers triste Roman staar optegnet i dem eller hvad -

Naa, der bliver ikke Tid til lange Betragtninger. Værtinden lukker Døren op til det andet Værelse Og der ligger den Mand, hvis Navn faar alle Fejø-Pigør til at ryste. Han ligner forresten en gammel Søkaptajn.

Mit Navn er . . . .

I hvilket Ærinde, med Tilladelse, afbryder Hr. Freuchen. - Hvad er De. Journalist! Ikke sandt!

- Javel!

Ja, saa De vil altsaa interviewe mig, men det maa De ikke. De vil Interviewe mig, ikke?

Nej, jeg vil bare have en lille Samtale med Dem.

- Ja. jeg véd godt, hvad De vil. Det er Fejø-Pigen, Jnutitiarius og alt det andet; men det vil jeg sige Dem: jeg siger slet ingen Ting, slet ingen Ting Jeg lader mig ikke interviewe; jeg vil have Fred paa mine gamle Dage. hører De - gaa, gaa.

- Jamen!

- Nej, det nytter ikke. Jeg vil have mine gamle Dage i Fred. De maa gaa - gaa, gaa!

Der var naturligvis intet at stille op overfor denne sære gamle Mand, som man troede død. Og vi maatte gaa, uden at have konstateret andet, end at Fejø-Dommeren, der siges at have dømt 7 uskyldige Piger, lever endnu Og det Resultat var jo ikke saa stort.

saxo.

(Aftenbladet (København) 13. november 1913).

Birkedommer Carl Anton Freuchen døde i 1915. Han blev marts 1915 bisat fra Sct. Andreas Kirken i København. Ved bisættelsen deltog bl.a. fhv. justitsminister i ministeriet Berntsen 1910-1913, højesteretsassessor Fritz Bülow (1872-1955), opfinderen af telegrafonen, Valdemar Poulsen, overretssagfører Bentzen. 

Sønnen pastor Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?) talte ved faderens begravelse. Han var cand. theol. og sognepræst (1902-1909) i Jelstrup og Lyngby (begge Vennebjerg Herred). I 1909 sognepræst i Thyrsted-Uth. Han sagde bl.a. at hans far i Faxe jagede klienter fra sig, men at den tid dog var lykkelig. På Fejø oplevede sønnen at faderen blev mere og mere angreben. Han døde som en nedbrudt mand, kun med familien og få venner. Han blev begravet i Vemmetofte. 

Bülow blev ved Landmandsbankens sammenbrud i 1922 kritiseret for sin dobbeltstilling som bankens sagfører og formand for Nationalbankens repræsentantskab. Han fratrådte stilling, nedlagde sin formandspost i Landstinget m.m. og beskæftigede sig siden kun med sin sagførervirksomhed.

Attentat mod Statsbanernes Kullosningsbane. (Efterskrift til Politivennen)

Et Attentat mod Statsbanerne.

En tysk Montør anholdt.

For et Par Dage siden opdagede man, at nogle Afbrydere var fjernede paa den store nye elektriske Luftbane, der tjener til at føre Kul fra Gasværkshavnens Skibe til Statsbanernes Depoter. Man opdagede Mærværket saa betids, at enhver Ulykke blev afværget. I værste Tilfælde kunde det have hændt, at en af Tipvognene var styrtet ned paa den stærkt trafikerede Dybbølsgade.

Forskellige Mennesker havde set en tysk Montør, der havde været beskæftiget ved Broens Opførelse, luske om paa Strækningen over Dybbølsgade, hvor han nn intet havde at gøre. Montøren, der hedder Heinrich Schmidt, havde i Vidners Overværelse fortalt, at han følte sig krænket paa Statsbanerne, fordi han ikke havde opnaaet Ansættelse og at han nok skulde forstaa at hævne sig.

Disse sammenstødende Omstændigheder gjorde, at Maskinbestyreren i første Maskinkreds indgav Politianmeldelse paa Montør Schmidt. Denne er bleven anholdt og taget i Foriiør, men nægter foreløbig enhver Forbindelse med Hærværket.

Fjernelsen af de elektriske Afbrydere paa Luftbanen har ikke foraarsaget nogen egentlig Skade, da Statsbanerne selv var i Stand til at erstatte dem med interimistiske Anordninger. Der er derfor ikke sket noget Afbræk i Driften paa Grund af det uhyggelige Tyveri.'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. august 1913).

30-aarig Stiftelsesfest og Faneindvielse. (Efterskrift til Politivennen)

 

De kvindelige Herreskræderes ny Fane.

I Søndags Aftes afholdt De kvindelige Herreskræderes Fagforening af 1883 en Dobbeltfest i Rømersgades Festsal. Der var 30-aarig Stiftelsesfest og Indvielse af en ny Fane.

Der var kommet saa mange festklædte Damer og Herrer til Stede, som Salen og Balkonen kunde rumme.

Efter at de mange Gæster havde afsunget en af V. P. A. forfattet Sang, paabegyndtes en smuk og munter Aftenunderholdning. De assisterende var Skuespillerinde Fru Johanne Fritz-Petersen og Skuespiller Arvid Ringheim samt Skrædernes Sangkor.

Stærkt Bifald hilste de Assisterende efter hvert Nummer.

Festen var i det hele meget smuk og stemningsfuld.

Formandinden, Fru Anna Johansen, bød Velkommen. Hun mindede om, at for 30 Aar siden samledes nogle Kvinder blandt Herreskræderne for at drøfte Situationen. Resultatet blev, at Fagforeningen dannedes. Det var kun et lille Træ, der blev plantet; men de faa Kvinder, der stod samlede om det, vaagede over det, plejede og passede det. Der var nok, som ville ødelægge det. Træet voksede og fik en mægtig Krone, hvorunder 1200 Medlemmer nu søger Ly. De ældre Kammerater, som dannede Organisationen, skylder vi stor Tak. Den gamle Fane har ført de kvindelige Herreskrædere et godt Stykke fremad mod bedre Kaar. Ved 25 Aars Stiftelsesfesten afslørede vi en meget smuk Fane. Desværre var der for 3 Maaneder siden nogle ondskabsfulde Mennesker, som brændte den. Det lykkedes saa hurtigt at anskaffe en ny, at vi i Aften kan afsløre den. 

Dermod lod Fru Johansen Dækket falde, og udtalte Ønsket om, at alle Kvinder, som arbejder i Skræderfaget, inden ret længe maa samles under den ny Fane. Et Leve herfor!

Et mægtigt Bifald fulgte efter Hurraraabene. Den ny Fane bestaar af en rød Silkedug. I øverste Hjørne tilvenstre findes et søgrønt Felt, hvori Fagmærket er anbragt. Paa Fanen læses i forgyldte Bogstaver:

De kvindelige Herreskræderes Fagforening, stiftet 13. September 1883.

Gør din Pligt, kræv din Ret.

Fra Stockholm indløb følgende Telegram:

Varme Tanker fylder vort Sind paa 30 Aars Stiftelsesdagen. Et firefoldigt Leve.

Anna Sterky,

tidl. Formand for De kv. Herreskræderes Fagf.

Signe Svensson,

Rejsende Agitator for svensk Skræderforbund.

Forretningsfører Vill. Arup holdt derpaa Festtalen for Foreningen. I et interessant Foredrag skildrede han, hvorledes Skræderne Fag havde udviklet sig under Fagforeningsbevægelsen. De Priskuranter, der nu eksisterer, var aldrig kommet til Verden, saafremt man ikke havde haft Fagforeningen. Arbejderne skal dog ikke være tilfreds med de vundne Resultater, men bestanding vedligeholde den gærende Uro, til de faar det fulde Udbytte af Arbejdet. Et er sikkert: Kvinderne vilde i dette Øjeblik ikke have haft den Løn, de nu har, saafremt de ikke havde staaet indenfor Organisationens Ramme. Jeg er lige hjemkommen fra den internationale Kongres. Ved denne blev det oplyst, at de kvindelige Herreskrædere i Danmark stod øverst i Rækken af Landene, hvad Løn og Arbejdsforhold angaar. Der findes endog Lande, hvor Mændene arbejder for en Løn, der er lavere end den, de kvindelige Herreskrædere har her i Landet. Naar Forholdet er saaledes, da skyldes dette udelukkende organisationen.

Hr. Arup omtalte derefter Fanens Symbol og ønskede til Lykke med den ny Fane. Arup sluttede sin Tale med at fremsige en af ham selv forfattet meget smuk Prolog. Et Leve for de kvindelige Herreskræderes Fagforening og deres nye Fane (Hurraraab og stærkt Bifald)

Fru Andrea Brochmann bragte som Foreningens tidligere Formand Organisationen en Hilsen. Lad os samles under den nye Fane, der i Spidsen for Organisationen skal bringe Lykke i de mange Hjem. (Bifald).

(Social-Demokraten 16. september 1913)

Fagforeningen blev dannet 13. september 1883 af nogle kvinder der arbejdede hos skræder Loenfeldt (Landemærket). Skrædernes Fagforening var dannet ca. 10 år før. Den første formand var mand, Wagner (1883-1884), dernæst kvinder: Olivia Ankersen (1884-1887), Anne Jensen Sterky (1887-1890, Nielsen 1890-1892, Elna Larsen 1892-1897 og Andrea Brochmann (1897-1909). Sidstnævnte var datter af den tidligere formand Nielsen. Ved 25 års jubilæet var der 1.100 medlemmer.

Vandmangel paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Da det trods mange henvendelser på Vestre Kirkegårds graverkontor viser sig, at der stadig ikke tages det mindste hensyn til de indkomne klager over, at adskillige af kirkegårdens vandposter er i uorden og som følge deraf ikke kan benyttes, hvilket i denne tørre periode er et meget stort savn, beder jeg gennem disse linjer "Social-Demokraten" om at hjælpe os til, at manglerne kan blive rettede.

Lad os få vandet bragt i orden, så vi kan passe vore gravsteder.

F. Hildebrandt-Sørensen

Absalonsgade 30, 3

Medl. af Kuskenes Fællesforb. Nr. 1165

(Social-Demokraten 28. maj 1913)

Vandpost af ældre dato. Jeg har dog ikke kunnet datere dens alder, og der kan være tale om en nyere. Foto Erik Nicolaisen Høy.