Cyklekørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Mens cyklen i starten især interesserede militæret og sportsfolk, begyndte den snart at blive udbredt til andre. En af dem som afmystificerede cyklen og dens eventuelle skadelige virkninger var lægen Ferdinand Levison:

Dr. med. F. Levison.

(Eftertryk forbydes.)

Der er ikke mange ting, der har haft en sådan evne til at dele menneskeheden i to fjendtlige lejre som spørgsmålet cykle contra ikke-cykle. Medens cyklisterne mener, at denne legemsbevægelse er den bedste, sundeste og mest oplivende af alle, kan de der ikke selv har prøvet det, gennemgående kun se farer og ulemper ved cyklingen. Endog til lægerne har denne strid strakt sig; de medicinske selskaber i Paris og London har holdt møder, der udelukkende var helligede til at drøfte cyklens fortrin og ulemper, set fra lægens standpunkt, og herhjemme kan man både finde læger, der selv er ivrige cyklister og anbefaler cykling både til sunde og til adskillige af deres patienter, og andre, der betragter cyklen som et uskønt og skadeligt befordringsmiddel.

Efterhånden begynder der dog at komme mere klarhed på dette område, og det kan straks siges, at cyklen er gået sejrrig ud af denne prøvelse, og at den for fremtiden ikke behøver at frygte nogen principiel modstand fra lægernes side. Dette viser sig noksom derved, at langt over 100 af Københavns læger benytter den, og at næppe nogen af dem igen har opgivet kørslen efter først at have gjort sig fortrolig med den.

Tableaux des Modes Francaises et Anglaises. Herremode og drengemode. En dreng med cykel og en anden med trillebånd (udsnit, 1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Men netop fordi cyklen er blevet så almindelig udbredt, kan der være anledning til at se lidt nærmere på denne art legemshevægelse og at drøfte betingelserne for, at den kan regnes til de nyttige øvelser. Først og fremmest gælder det da her som ved alle andre legemsøvelser, at mens fornuftig og mådeholden anstrengelse udvikler og styrker, så er enhver overanstrengelse og ensidig udvikling skadelig og i mange tilfælde farlig. Dette gælder i særlig høj grad om cykling; netop forbi man med forholdsvis ringe møje kommer så rask af sted og føler glæden ved at flyve hen ad vejen, fristes man let til at køre hurtigere og hurtigere. Kørslen river en med; men netop denne jagen på medfører sine farer.

Selv ved en almindelig kørsel på cykel bliver hjerteslaget hurtigere end ellers. Pulsen går let op i 90 - 100, og heri er endnu ingen ulempe; men forcerer man arbejdet, bliver hjerteslaget bestandig hurtigere, kan gå op til 150 - 200 i minuttet, og hjertet må følgelig arbejde meget stærkt.

Er der i forvejen nogen svaghed til stede, vil dette kunne føre til ildebefindende. besvimelser, ja, man har endog set tilfælde af pludselig død efter overanstrengelse ved cykling, navnlig kort efter måltid; men selv om hjertet er ganske sundt, tåler det ikke i længden at overanstrenges, men det vil til sidst blive sygelig forandret og give anledning til sygelige symptomer, som måske først vil opdages, når det er for sent at råde bod på sygdommen.

Man vil nu måske indvende at de der træneres til væddeløb jo må anstrenge sig til de yderste grænser af deres kræfter, og at mange af dem dog synes at være raske og stærke; men hertil må svares, at en fornuftig trænering netop består i en ganske gradvis øvelse til efterhånden at kunne tåle og yde mere og mere, og at i øvrigt meget få af de unge mænd, som giver sig af med væddeløb, i længden vil undgå skadelige følger heraf; særlig sådanne ganske tåbelige eksperimenter som at køre 24 eller 28 timer i rad rundt på en væddeløbsbane vil til ingen verdens nytte udsætte deltagernes helbred for alvorlig fare. Man vil også se, at meget få væddeløbere vedblive ret mange år med denne sport, og det er mig bekendt, at flere af vore større væddeløbsnavne har opgivet banen, forbi de ved overanstrengelse havde skaffet sig en hjertesygdom.

Derfor er mit første råd til den, der vil have gavn og glæde af sin cykel - brug ben til befordring og sund legemshevægelse, men overlad væddeløb til professionals, som vil tjene brødet på denne måde, eller i hvert fald lad en læge omhyggelig kontrollere, hvilken indvirkning træneringen har på hele legemet og særlig på hjertet.

Vil man i korthed nævne den indflydelse, som fornuftig cyklekørsel har på helbredet, særlig for byfolk med indendørs og måske siddende beskæftigelse, kan man sige at den i høj grad forbedrer almenbefindendet. Allerede ved den enkelte tur vil man, så snart man er kommet så vidt at man føler sig hjemme på sin cykle, føle et ganske ejendommeligt velvære som ikke let opnås ved nogen anden art af legemsbevægelse, og ved fortsat øvelse styrkes hele legemet, alle funktioner foregår regelmæssig og let, og mens muskulaturen udvikles, aftager den overflødige aflejring af fedt. Cyklens modstandere har rigtignok påstået at man ensidig udviklede benenes muskulatur, og at der efterhånden ved cyklens indvirkning på menneskeheden vil fremkomme en forkrøblet race med enormt udviklede ben, ganske tynde arme og krum ryg. Men dette beror på et fejlsyn; ved cykling udvikles alle legemets muskler, armenes og kroppens ikke mindre end benenes, og man vil blandt cyklisterne se særdeles mange smukt og harmonisk udviklede skikkelser. Der er imidlertid grund til at indprente cyklisten, at der aldeles ingen grund er til at skyde ryg som en aborre, og at dette kun kan have nogen rimelighed for væddeløbere, der skal frembyde den mindst mulige modstand mod luften, og som må søge at fordele deres vægt ligelig på forhjul og baghjul af de let byggede racermaskiner.

Disse passer derfor kun til væddeløbsbanen, og lige så tåbeligt som det ville være at købe en engelsk væddeløbshest til dagligt brug på alle slags veje, lige så urimeligt er det at gå ud på at få sin maskine gjort så let at man kun tør sidde på den med krum ryg. En fornuftig cyklist bør sidde lige i sadlen eller ganske let forover, i modsat fald sammentrykker han sin brystkasse og gør hjertets arbejde større end det i forvejen er; derfor bør man altid sørge for at sadel, pedaler og styr står i et fornuftigt forhold til hverandre, og man skal ikke købe en cykle, før man har overbevist sig om, at man kan sidde bekvemt på den, at benene kan strækkes godt, og at stillingen bliver naturlig og bekvem.

Under cyklingen bør man huske at man kører bedst, når man ikke overfylder sig med føde eller drikke; derfor må man gøre sig umage for at holde munden lukket under kørslen og trække vejret gennem næsen, ellers bliver man så tør i mund og svælg, at man overfylder sig med drikkevarer. Måltiderne bør på ture være få og små, og kører man på langture der varer i flere dage, gør man godt i ligesom ved bjergbestigninger at henlægge dagens hovedmåltid til aften eller sen eftermiddag, når dagens arbejde er endt. Alle pirringsmidler som spiritus, kokain, kolapræparater osv. bør være absolut forbudte; de gør kun skade, men ingen gavn. En fransk læge har sagt, at en snaps virker på mennesket som et piskeslag på en droskehest; det fremkalder en kortvarig forøgelse af energi, der hurtig afløses af endnu større træthed, og når man så igen søger ny pirring, da glider man ned ad et skråplan der fører til alkoholisme, kokainisme etc., disse den moderne menneskeheds sikreste fordærv.

Paul Fischer: Mennesker på cykel og til hest. Ikke beskyttet af ophavsret - public domain. Kbhbilleder.

Meget almindelig hører man påstå at cykling kan tillades mænd, men er absolut hæslig og skadelig for kvinder og børn. Om hæslighed og skønhed lader sig vanskelig diskutere, og det skal indrømmes at en stor del af de cyklende tanter uden skade kunne gøre lidt mere for skønhedssansen, end de nu gør; det er en uheldig overtro, at enhver gammel kjole er god nok til at cykle med, eller at man kan køre med selskabskjole og fjer i hatten. Dragten bør være indrettet til det brug man vil gøre af den; helst bør tanter køre uden korset, eller når de mener ikke at kunne undvære det, må det i hvert fald være blødt og eftergivende uden fiskeben og ikke stramt siddende, men tillade brystkassens fri bevægelse; skørtet skal være af mellemlængde; af et nogenlunde solidt stof og ikke så vidt, at det fanger luften og blæser op som en ballon; det er meget nyttigt at have elastiske remme til ben og fod, omtrent af samme art, som anvendes i ridekjoler, og som kan hindre skørtet i at blæses op på den bekendte, uklædelige måde.

Med hensyn til sundhed behøver kvinder ikke at nære mere frygt end mænd; når de i forvejen er raske, vil cyklen blive dem en kær adspredelse og god motion, og er de blegsotige, nervøse, hysteriske, overanstrengte ved stillesiddende arbejde eller ugidelige på grund af dagdriveri, så er cyklen bedre medicin end et helt apotek. Dog gælder det for kvinden ligesom også for børn, at de endnu mere end mænd bør vogte sig for væddeløb, forcerede dagture o. s. v., deres nervesystem og deres hjerte tåler mindre overanstrengelse end mændenes. Skønt man har set kvinder uden skade cykle under svangerskabet, er dette uforsigtigt, og ligeledes bør de tre første dage af menstruationen regnes for hviletid.

Om børn gælder det at man så lidt som muligt skal lade dem køre på egen hånd eller i hvert fald, at man skal kontrollere hvor langt og hvor hurtig de kører; når kørslen ikke overdrives, er der ingen fare ved at lade 10 - 11 års børn eller måske endnu yngre få en cykle, dog må man huske, at der i opvæksten, omtrent ved 14 - 16 års alderen, hos begge køn kommer en periode, i hvilken hjertet ofte er noget sensibelt, hvor der kommer hjertebanken o. lign., og at man når der kommer sådanne klager, bør lade lægen afgøre om barnet tør vedblive med cykling.

Det er i det hele fornuftigt i alle tvivlsmål af denne art at rådspørge en dygtig læge, men notabene en sådan, som selv cykler og altså har kunnet danne sig en selvstændig mening om bevægelsens art og indvirkning på organismen.

Dette er kun aforistiske betragtninger i anledning af cyklekørsel; en nøjagtig drøftelse af alle herhen hørende spørgsmål vil blive altfor vidtløftig for et dagblads spalter; jeg skal derfor endnu kun resumere min mening om cykling dertil, at den drevet med fornuft, måske er den sundeste og bedste af alle legemsøvelser; den vil sikkert skaffe os en sundere, dygtigere og gladere ungdom, end vi kendte for 10 eller 20 år siden, og det kan man være sikker på, at, hvis de unge forfattere som nu i en række af år har underholdt os med klagesange over verdens og deres egen jammerlighed, i tide havde øvet sig i at køre på cykle, så ville de snart have fået øjet op for, at verden ikke er så helt gal endda, og så blev vi fri for resten af den "unge" litteraturs begrædelsesbog.

(Ringsted Folketidende, 26. juni 1895)

At gøgl og underholdning vedblev at være knyttet til cykling, fremgår af dette foto fra Roskildevej, cykelvæddeløb med børn og abe, ved Zoologisk Have. Holger Damgaard (1870-1945). Ukendt dato. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Araberen Hadj Saib Ben Achmed. (Efterskrift til Politivennen).

En arabisk Artist død.

Et medlem af den store arabertup der i slutningen af sidste sæson optrådte i Cirkus Variete, er i forgårs død på Kommunehospitalet. Han hed Hajd Said og var blevet angrebet af lungebetændelse der gik over til svindsot. Det nordiske vinterklima passede ikke til hans konstitution. Hans broder Muhamed, der også hørte til truppen, blev tilbage hos ham, trøstede og opmuntrede ham så godt han kunne og håbede ligesom den syge at de atter begge to skulle drage herfra til sydens arme sol, men det skete anderledes. Muhamed stod i forgårs alene tilbage med broderens lig, og havde nu den sidste handling at udføre, den at skaffe den døde en ordentlig begravelse.

Det synes imidlertid som om dette bliver det besværligste af det hele. Hajd Said var muhamedaner og det er tilstrækkeligt til at hverken de hellige lutheranere, de ikke mindre hellige katolikker, eller de ligeså rettroende jøder vil have dem i deres "indviede" jord. Brændt kan liget heller ikke blive, da der hertil udtrykkelig kræves at den afdøde skal have efterladt sig et i behørig form affattet dokument, hvori han eller hun udtaler ønsket om at blive brændt, og den stakkels Muhamed der tilmed har besvær med sproget, står derfor aldeles rådvild overfor denne kalamitet

(Social-Demokraten, 19. juni 1895)

Et fredløst lig

I mandags ved ettiden døde, som omtalt i går, på Kommunehospitalet araberen Hajd Said.

Broderen Mahomet begyndte derpå en rastløs vandring for at skaffe begravelsen i orden, men i to dage var al hans ulejlighed forgæves. Hverken protestanterne, katolikkerne eller jøderne ville have liget på deres kirkegårde, da den afdøde var - muhamedaner. Krematoriet turde ikke brænde hans lig, da han intet testamente havde efterladt sig, hvori han ønskede at blive brændt. Politiet ville intet have med sagen at gøre og ville ikke fremtvinge det forfærdelige at en "hedning" skulle begraves i "indviet" jord, men på den anden siden skulle araberen begraves.

Endelig i går blev sagen ordnet. Hajd Said vil finde sit sidste hvilested i en krog af Vestre Kirkegårds udkanter, og graven vil blive besået med græs.

Blandt artisterne her i byen var der i går stor bevægelse. De ville alle følge deres afdøde kollega til jorden, og der blev indsamlet et betydeligt beløb til kranse. Men hvorfra vil jordfæstelsen finde sted?

Liget henlå endnu i går på hospitalets ligstue, men man håbede at der ville blive givet tilladelse til at begravelsen sket fra Kommunehospitalets kapel uden nogen kirkelig ceremoni.

Begravelsen der vil finde sted kl. 10:30 i formiddag, vil dog sikkert blive meget højtidelig.

Der skete i går henvendelse til det franske gesandtskab om at deltage i jordfæstelsen, en henvendelse der sikkert vil blive taget til følge, da Hajd Said er født i Algier, der som bekendt er en af Frankrigs afrikanske besiddelser.

Det er så vidt bekendt den anden araber der i løbet af dette århundrede er kommet hertil som artist og har fundet sin død her fjernt fra sit fædreland. Den første var også en artist, tilhørende den store arabertrup Beni-Zoug-Zoug der i 70'erne optrådte på "Alhambra" i Frederiksberg Alle. Også ham lykkedes det først efter megen ulejlighed at få i jorden i en krog på Garnisons Kirkegård.

(Social-Demokraten, 20. juni 1895).

I Krogen

Hadj Saids Segravelse.

Som vi omtalte i går i artiklen "Et fredløst lig" skulle den afdøde artist, araberen Hadj Said Ben Achmed (Ben Achmed betyder Achmeds søn) begraves på Vestre Kirkegård.

Begravelsen var uden al kirkelig medvirkning. Hadj Said var muhamedaner, og for folk af det trossamsund har de danske præster ingen plads. Og dog tror muhamedaneren på en Gud, ja giver endogså Moses og Kristus et ophøjet sæde ved siden af Muhamed. Men hverken jøder eller kristne kender Guds uendelige kærlighed til alle mennesker, når der er tale om en muhamedaner eller anden ikke-statsanerkendt religionsudøver. Allahs børn sætter Muhamed over Moses og Kristus, jøderne sætter Moses over Kristus, og de kristne sætter Kristus over Moses. Men de tror jo alle på en Gud. Des mere ubegribeligt er det, at en dansk præst ikke vil assistere, når et Guds barn skal begraves, ja at man endogså har betænkeligheder ved at give ham et hvilested i indviet jord.

Ved det franske gesandtskabs indblanding i sagen lykkedes det dog at skaffe en plet indviet jord i en krog af Vestre Kirkegård, så at Hadj Said, om man vil se sagen fra den side, fik en anstændigere begravelse end en hund. Det franske gesandtskab tagen affære er, som vi i går anførte, en følge af at den afdøde araber er født i Algier og således er fransk borger. 

Man havde ventet en stor begravelse. Der er jo en stor mængde artister her i byen, men på grund af en formiddagsprøve i Cirkus Busch nåede artisterne derfra ikke at tage med til Vestre Kirkegård. Artistverdenen repræsenteredes af hr. forretningsfører Scheel Wandel, som i vinter har stået i nær forbindelse med arabertruppen, da den optrådte i Cirkus Variete, og dette etablissements direktør, hr. Rasmussen, havde sendt kranse til kisten.

Da ligtoget i går formiddags Kl. 10:30 udgik fra Kommunehospitalet, var følget derfor kun lille. I et par drosker fulgte den afdødes kollega Hadj Muhamed Ben Achmed, den franske vicekonsul Raimond Pilet, legationssekretær Tronker, hr. Scheel Wandel, samt flere damer, blandt hvilke vi nævner plejemoder på hospitalets 5. afdeling, Hansine Lynge, og frk. J. Müller, der begge med stor omhu har plejet den syge muhamedaner. Hertil sluttede sig den franskfødte hattemager Petitgas og mange af kirkegårdens besøgende.

Det lille ligtog bevægede sig stilfærdigt til graven i kirkegårdens sydlige hjørne, og mens mændene blottede deres hoveder, sænkedes den 15 kroners kiste, på hvis låg det kristne kors var erstattet af to Hænder, samlede i broderligt håndtryk. I følge Koranens forskrifter var liget lagt således i graven, at Hadj Said vendte ansigtet mod øst, mod profetens hellige by Mekka.

Så trådte konsulen frem ved den åbne grav og gav på fransk den afdøde et par ord med på vejen til det ukendte hinsides. "Skønt den afdøde havde en anden tro end vi," sluttede konsulen, "var han dog vor broder. Adieu Said, adieu, adieu!"

Den sympatiske måde, på hvilken de få ord fremsattes, gjorde et velgørende indtryk. Hr. Scheel Wandel bragte derefter forsamlingen en tak fra Hadj Muhamed for den deltagelse, den havde vist hans afdøde fætter og halvbroder. Hadj Said og Hadj Muhamed er nemlig sønner af gamle Achmed som bl. a var gift med to søstre.

Hadj Muhamed havde ikke ønsket at der kom blomster med i graven da dette er forbudt i Koranen. Men her måtte Muhameds lære for en gangs skyld vige for københavnsk skik og brug. 

Omkostningerne ved begravelsen er udredet af den arabertrup, hvortil afdøde og hans halvbroder hørte. Truppen har fra Tyskland, hvor den nu opholder sig, sendt 175 kr til bestridelse af udgifterne. Deraf er 111 kr gået med til hospitalsplejen. Direktør Rasmussen havde tilbudt Hadj Muhamed at bekoste hele begravelsen, men truppen har anset det for en æressag at klare den ved egen hjælp. 

Nu er Hadj Muhamed ene tilbage i det fremmede land, hvor hans trosfælle og broder hviler sine trætte ben, langt borte fra Afrikas glødende sol og Allahs hellige jord. Men hver dag før sin bortrejse, der finder sted i næste uge, vil den mørke sydens søn knæle ved Hadj Saids grav og bede sine fædres bøn.

I går formiddag var der ikke lejlighed for ham til at være alene ved graven. Kvinderne havde besat den og forlod den først, da Hadj Muhameds røde fez skjultes af træernes løv ved udkørslen fra kirkegården.

Allahs børn, der ikke drikker spiritus, kender ikke noget til et dansk gravøl. Den stille, sympatiske ørkensøn sad tavs i vort selskab og tænkte vel på Allahs uransagelige veje. Men muhamedaneren, som tror på en skæbne, bøjer sig ydmygt under den. Derfor måtte det være så, at Hadj Said skulle dø i den fremmede by.

Og derfor vil skæbnen atter føre Hadj Muhamed tilbage i brødrenes, til trosfællernes kreds, til artistens store virkefelt, som strækker sig fra ørkensolens lande til Nordens ismarker.

(Social-Demokraten, 21. juni 1895). 

Araberen Hadj Saib Ben Achmed er nu blevet begravet i en afsides krog i frijorden på Vestre Kirkegård. Det franske gesandtskab tog sig af sagen, da Hadj er født i Algier og således under Frankrigs beskyttelse, og ved gesandtskabets medvirkning opnåedes det endelig at han måtte begraves i krogen, når det foregik uden nogen art ceremoni.

(Esbjerg Folkeblad, 23. juni 1895).

Den Store Sædelighedsskandale 1895: Assessor Ussings Afhøringer. Dommen (3), Juni 1895. (Efterskrift til Politivennen)

I juni begyndte assessor Ussing afhøringer af de prostituerede. Indtil 2. juni havde han afhørt omkring 40. Afhøringerne viste at bordelværtinderne brandskattede de prostituerede og berigede sig på deres bekostning. Ussing tog derefter til Jylland for at foretage afhøringer af tidligere prostituerede der, og vendte tilbage til København 12. juni 1895. "Smukke Petersen" var fortsat hospitalsindlagt.

Sædelighedsskandalen

En ny arrestation. 
Sædelighedsbetjent Borelli arresteret. Sigtet for bestikkelse og pengeafpresning.

Som meddelt ved løbesedler i går, blev betjent i Sædelighedspolitiet

C. J. Borelli.

efter et Forhør hos Assessor Ussing, arresteret i går eftermiddags kl. 3:30. For folk, der er inde i sædelighedsaffæren, er der ikke noget overraskende i denne arrestation, og vi gjorde allerede i torsdags opmærksom på, at den måtte komme. "København" har gentagende omtalt hr. Borellis meriter, og vi har udtalt, at han var den stærkest kompromitterede af det underordnede sædelighedspersonale. Vi nærer heller ingen tvivl om, at det under sagens gang vil vise sig, at hr. Ussing vil få bedre grunde for at beholde hr. Borelli end de bestikkelser m. m., hvorpå arrestdekretet i går blev afsagt.

Ved hr. Borellis indsættelse i arresten var der forøvrigt den mærkelighed, at han ikke som sin kollega "Smukke-Petersen" kom til at sidde sine tre dage under anholdelse. Der var nok til et arrestdekrets afsigelse straks!

Arrestationen af denne betjent er en ny illustration til politiets og Højrebladenes mærkværdige behandling af skandalen. Det er ikke mere end 4 - 5 dage siden, at "Nationaltidende" kunne berette, at der kom intet ud af det hele, at der slet ikke var oplyst noget. Denne krønike havde naturligvis ærinde til de folk, hvis daglige kost det er at læse om oppositionsbladenes upålidelighed. Og for politiets vedkommende er det værd at mærke, at hr. Borelli har fungeret som sædelighedsbetjent, lige indtil han vandrede i hullet. Vi oplyste for blot et par dage siden om, at han havde været anden mand til at anholde en ung pige på den kendte brutale måde, skønt hun næppe havde forset sig.

Man har grund til at undres over at d'hrr Eugen Petersen og Steffensen slet intet ved om de kompromitterende ting, der kommer frem i forhørene, skønt alle andre ved det!

Desværre er arrestationen af nogle underordnede betjente et utilstrækkeligt middel til at udrydde svampen i politikælderen. Men forhåbentlig vil den nærmeste tid også skaffe retten bedre kort på hånden.

(København 9. juni 1895).

En ny anholdelse i Sædelighedspolitiet.

Siden vore sidste meddelelser om den undersøgelse, der ved 2. kriminalkammer er i gang med hensyn til forholdene i Sædelighedspolitiet har der været afholdt en række omfattende forhør. Til disse har særlig været tilsagt forskellige ejere af offentlige huse, værtinderne diare og et utal af prostituerede kvinder. Det gjaldt for assessor Ussing at få klarhed over, hvor meget eller hvor lidt der var i de mange sigtelser, der fra forskellige hold er rejst mod betjente i Sædelighedspolitiet, og som særlig beskyldte disse for at have modtaget bestikkelser og til gengæld svigtet deres pligt som politimænd ved at se gennem fingre med de overtrædelser af Regulativet for offentlige Huse og privatboende prostituerede kvinder, som de tid til anden kom under vejr med.

For den arresterede betjent H. P Petersens vedkommende var sigtelserne som bekendt så mange og så alvorlige, at han blev sat fast allerede et par dage efter, at undersøgelsen var begyndt. Han har nu i længere tid ligget syg på Kommunehospitalet, men han er dog så vidt i bedring, at assessoren i forgårs kunne tage ham i forhør på hospitalet, og i den kommende uge vil han rimeligvis kunne føres tilbage til arresterne på Nytorv.

For en af hans kolleger, sædelighedsbetjent Borellis vedkommende var beskyldningerne imidlertid af en sådan natur at der måtte anstilles meget vidtløftige undersøgelser, før man kunne skride ind imod ham. Dertil de mange forhør over værtinder og de prostituerede kvinder. Gennem disse forhør mente assessor Ussing at have tilvejebragt et sådant bevismateriale at han igår kunne afsige arrestdekret over Borelli.

Til kl. 12 var Borelli tilsagt til forhør. Han mødte ved den tid i rettens forsal og blev straks ført ind for skranken, hvor assesor Ussing underkastede ham et langt og skarpt forhør. Beskyldningerne mod sædelighedsbetjenten går ud på at han ved adskillige lejliheder har ladet sig betale forholdsvis betydelige summer af værtinder og prostituerede kvinder for at undlade at indgive rapport over dem til afd. politiinspektør Korn, ligesom Borelli oftere skal have lånt penge af offentlige fruentimmer.

Hvorledes spørgsmål og svar er faldet mellem assessoren og sædelighedsbetjenten, skal vi ikke komme ind på - det hører kriminalrettens protokoller til. Men det faktiske resultat blev dette, at assessor Ussing i løbet af det tre timers forhør fik sådanne svar på sine spørgsmål, at han kl 18 erklærede sædelighedsbetjent Borelli for arrestant.

Assessoren nøjedes altsaa ikke - som overfor sædelighedsbeljent H. P. Petersen - med at sætte Borelli under anholdelse indtil videre, men han har fundet betjentens forhold så graverende, at han straks har afsagt arrestdekret over ham.

Borelli er en mand på ca 40 år. Han har gjort tjeneste i Sædelighedspolitiet efter først at have været ansat i Ordenspolitiet.

______________________

I Morgen optager Assessor Ussing nogle vidneforklaringer. I de følgende dage fortsættes med forhør over Sædelighedspolitiets personale. Rimeligvis kommer også overbetjent Meyer i forhør i indeværende uge. Den orlov, der tilstodes ham umiddelbart efter det første forhør i sagen, udløb i sidste uge, men den blev under hensyn til den verserende undersøgelse forlænget på ubestemt tid.

(Dannevirke, 9. juni 1895).

Sædelighedsbetjent Borelli arresteret.

Vi begynder med et deltagende spørgsmål til hr. politidirektørens befindende.

Det var jo Dem, hr. Eugen Petersen, der straks efter Korns død offentligt erklærede, at der udover inspektørens "illegitime forhold" intet eksisterede, det var jo Dem der anstilllede en "undersøgelse" med det resultat at der intet var på færde, det var jo Dem, der gennem borgmester Hansen i Borgerrepræsentationen gav den erklæring at der intet forelå, der kunne give anledning til fornyet undersøgelse, endsigee til en kommissions nedsættelse! Ikke sandt! det var jo Dem, Københavns politidirektør

Og nu;

Korns svindlerier. der løber op til de 40.000 kroner, frembragt ved falske veksler og bedrageri med betroede penge. 

Meyers 15.000 kroners obligation i madam Clausens bordel i Farvergade (hvem ved hvad det kan blive til?), 

Smukke Petersens arrestation for at have modtaget bestikkelser. 

og i går sædelighedsbetjent Borellis arrestation.

Så meget kom der - foreløbigt - ud af intet, og enden er ikke endda! 

Mon det da ikke skulle begynde at gå op for Dem selv - som det for længst er alle andre klart - hvilken ynkelig rolle De har spillet i hele denne sag? Her har De i en betydningsfuld sag der har vakt hele byens opmærksomhed, intet vidst, og kun nødtvungent har De ladet Dem tvinge ind på den undersøgelse, som nu bringer resultater, der næppe kan være Dem behagelige. Og det gør ikke blamagen mindre om grunden er den, at De intet har villet vide, eller den, at De intet har kunnet få at vide. Begge dele er lige kompromitterende.

Der er for Dem kun en udvej ud af den suppedas De har beredt Dem selv. Udvejen er den, alle venter og håber - en allerunderdanigst ansøgning om afsked. 

*

Efter således at have lettet vort hjerte, går vi over til gårsdagens begivenhed;

Borellis arrestation. 

Allerede lidt før kl.5 i går morges begyndte assessor Ussing sine forhør, og med særlig henblik på de mod Borelli rejste sigtelser for bestikkelser og embedsmisbrug var tilsagt en mængde værtinder og piger fra offentlige huse. Blandt disse vakte navnlig en ikke længere ung, tidligere for sit forhold til en eks-minister meget omtalt dame, nu forholdsvis selvstændig husejerinde her af staden, mest opmærksomhed.

Det var adskillige smukke oplysninger, hr. Ussing fik fat i gennem disse afhøringer, og da sædelighedsbetjent Borelli omtrent kl. 12:30, kom for skranken, var det en vægtig anklage, der rettedes mod ham. Den lød på at han havde gjort lån hos en mængde offentlige fruentimmer - penge, som naturligvis i de færreste tilfælde blev betalt eller krævet tilbage - at han for at se gennem fingre med pigernes og værtindernes forseelser havde modtaget betydelige pengegaver af dem, at han havde advaret fruentimmerne, når der var ugler i mosen, hvorfor han ligeledes havde modtaget betaling, endelig at han på forskellige andre måder havde misbrugt sin stilling.

Borelli fulgte sin forudgangne kollega Petersens eksempel, han nægtede glat væk alt hvad assessoren foreholdt ham.

 Følgen blev at han straks blev sat under bevogtning, og da forhøret sluttede ved 2-tiden, afsagde assessor Ussing arrestdekret over ham.

Gennem de forsamlede og uhyggelige berørte kollegers deltagende skare gik turen over til arresten.

----

Borelli er en mand på op mod de 40 år, gift og har flere børn. I en halv snes år har han været i politiets tjeneste

(Aftenbladet, 9. juni 1895).

Borelli i forhør.

Konfrontation. - Graverende vidnesbyrd. - Makkerskab.

Straks i går morges da retten var sat i 2. kriminalkammer, blev den arresterede sædelighedsbetjent hentet op fra arresten. I lørdags nægtede ha som omtalt, alt, og dommeren ønskede nu at vide om han ikke skulle være kommet på andre tanker.

Forskellige kvinder der var fremkommet med de mest gravrende sigtelser, var tilsagt på ny, og da Borelli vedblev at nægte, blev de en for en kaldt ind til assessoren for på ny at vedstå deres forklaringer i Borellis nærværelse.

Den første der mødte og blev konfronteret med arrestanten, var et i Dybensgade boende fruentimmer C: Hun havde en gang foræret B. en paraply som han havde forlangt for at se gennem fingre med forskellige forseelser hun havde gjort sig skyldig i.

Efter hende kom turen til "Lyse Mathilde", kendt fra den hasselblachske bedragerisag. Mathilde havde forklaret at hun en gang havde givet Borelli 10 kr. for at han skulle skaffe en ung pige som havde rivaliseret med hende, ind under Sædelighedspolitiets kontrol. Borellis opgave var at skaffe en mand der skulle give pigen penge, så hun kunne tiltales for at drive erhverv ved utugt. Den noble plan fik Borelli dog ikke bragt til udførelse, og Mathilde ønskede derfor sine penge tilbage. Dem fik hun dog ikke, da Borelli var i stadig pengetrang, og der har siden den tid hersket et meget spændt forhold mellem dem.

Endvidere mødte en fraskilt kone, fru K. Hun havde forklaret at Borelli flere gange havde begivet sig op hos hende og opfordret hende til utugt, og at hun flere gange havde føjet ham, da hun frygtede for ellers at lide under hans forfølgelse som han havde truet hende med. 

Endelig mødte en fru Ø der havde forklaret at hun havde stået i intimt forhold både til Smukke Petersen og Borelli. Hun havde en dag lånt Borelli 70 kr., da denne var kommet til hende og havde fortalt at hendes mand var vendt tilbage fra Amerika og havde ondt i sinde imod hende. Borelli skulle da påtage sig at skaffe den ubehagelige ægtemand til side. Da historien viste sig at være opspoind, forlangt fru Ø. sine penge igen og fik dem først da hun truede med at melde ham til politiinspektør Korn. 

I øvrigt er det under sagen oplyst at Borelli har været bekendt med flere af de misligheder der er gået i svang i afdelingen. Da han imidlertid selv havde så meget på samvittigheden, holdt han ren mund og sørgede så vidt det stod i hans magt, for at de indløbne klager ikke kom videre. Han havde så meget lettere ved det som Korn i særlig grad holdt sin hånd over ham. Grunden hertil oplystes bl.a. at være den at Korn stod i forretningsforbindelse og havde modtaget adskillige tjenester af en mand der var nær beslægtet med Borelli.

- - - 

Efter endt forhør blev Borelli ført tilbage til arresten hvorfra han næppe for det første slipper ud. 

(Aftenbladet (København), 11. juni 1895).

Hvad en betjent i Sædelighedspolitiet kunne tillade sig.

Når vi fortæller nedenstående to interessante småhistorier, beder vi på forhånd om undskyldning, fordi vi nødes til at berøre forhold der ikke er ganske appetitlige og af en sådan natur at de kun vanskeligt lader sig genfortælle. De har dog forekommet så betegnende at vi har troet at kunne regning på vore læseres overbærenhed. Vi beder dem samtidig tro at historierne er ganske overensstemmende med sandheden. 

Historierne handler om sædelighedsbetjent Borellis meritter og lyder således: 

En dag for et års tid siden kommer Borelli op til et under politiets kontrol stående fruentimmer R. Han var i stærk pengeknibe og beder pigen, om hun vil låne ham det og vel beløb.

Pigen ville nødig sige nej, fordi hun naturligvis så sin interesse fremmet ved at stå sig godt med den indflydelsesrige betjent, men hun var desværre nødt til det, da hun ikke havde en rød øre i huset. 

Mens de står og parlamenterer derom, banker det på døren, og pigen går hen for at se hvem det er.

Hun kommer tilbage og siger: "Det er en herre til mig. Nu må De gå, Borelli, jeg kan ikke have Dem heroppe nu "

"Å. snak", svarer han. "jeg går ud i køkkenet imens og venter, han bliver vel ikke så længe".

Og sædelighedspolitiets betjent sætter sig til at vente ude i køkkenet, til den besøgende

har fjernet sig. Han vidste jo at der så måtte være kommet penge til huse.

Og ganske rigtig - pigen var blevet syv kroner rigere, som betjenten rolig stak til sig og gik

sin vej med !!

-   -   -

Behøves der nogen kommentar! 

I stedet for kan den anden historie gøre tjeneste:

Borelli kommer en dag op til en anden pige og fortæller, at der var kommet en anmeldelse på hende til politiet, og at han blev nødt til at tage hende med sig.

Pigen, der naturligvis ikke kunne vide, at det var løgn, bliver højst ulykkelig, og Borelli erklærer da at han vil søge at klare sagen for hende, hvis hun vil låne ham en sum som han havde påtrængende brug for.

Desværre er pigen dog ikke i stand dertil, da hun ingen penge har, og Borelli opfordrer hende så til at følge sig.

De følges ned ad gaden, og pludselig siger Borelli. idet han tager hendes ur: "Her har De jo et rigtigt pænt ur. Og De som sagde, at De ingen penge havde!" Det går så op for pigen, at hun jo virkelig havde, om ikke penge, så penges værdi, og de følges hen til den nærmeste pantelåner, hvor hun pantsætter sit ur.

Borelli stikker pengene til sig og aftaler med hende, at han kan hente resten af den sum, han ville låne, i mindre portioner, efterhånden som hun tjener dem. Pigen, der intet havde gjort,

fik så lov at løbe, og Borelli fik sine penge på afbetaling!

---

Hr. politidirektør! Borelli er en af de betjente om hvem De, efter Deres egen undersøgelse, erklærede at han intet havde gjort som var påtale værd!

(Aftenbladet (København), 12. juni 1895).

Forhørene i sædelighedssagen. Borelli bekender.

Vi bebudede i forrige uge, at det i disse dage ville ske mærkværdige ting ved 2. kriminalkammer, hvor assessor Ussing leder forhørene i sædelighedssagen. Begyndelsen skete i går. Til forhøret, der begyndte Kl. 11:30 havde assessoren tilsagt alle de kvinder, hvis vidnesbyrd og sigtelser mod sædelighedsbetjentene var af en sådan beskaffenhed, at han ville afæske dem ed på de punkter, hvor der ikke allerede forelå tilståelse.

Hr. Borelli, der ved siden af Meyer og "Smukke Petersen" synes at være den, som i alle retninger er stærkest kompromitteret, blev allerede en time forinden hentet op fra arresten. Han så uhyggelig dårlig ud. Hans store, fedkindede ansigt var slapt og indfaldent, og det ejendommelige svedne smil, der altid før lå over det, var fuldstændig forsvundet. Det var kendeligt, at nu var han mør.

Assessor Ussing tog ham straks indgående under behandling og foreholdt ham, at han opnåede kun at trække tiden længere ud ved stadig at nægte sig skyldig, hvorved det ville komme til at gå værst ud over hans kone og 9 børn.

Disse formanende ord gjorde sin virkning. Borelli bekendte og de 2 o damer, der skulle have fældet ham ved deres ed, fik hurtigt lov at gå.

Hans tilståelser omfatter bestikkelse, pengeafpresning og - flere med voldtægt beslægtede forbrydelser.

(København 19. juni 1895)

Sædelighedssagen.

Hvad man kunne vente. En dannebrogsorden.

I går middags fortsatte assessor Ussing forhøret over den i sin tid så mægtige overbetjent Meyer.

Dagen forinden havde hr. Ussing kørt frem med et temmeligt groft skyts mod hr. Meyer, og det han benyttede i går, var af en endnu grovere art. Så hedt blev det både for assessoren og hr. Meyer, at efter en to timers kampagne måtte den nye sædelighedsinspektør, hr. Steffensen, kaldes op fra sit kontor i den skumle, mørke kælder for at være til assistance.

Medens hr. Ussing imidlertid i forhørskamret bombarderede hr. Meyer med et noget mildere skydestof, tog hr. Steffensen plads ved kammerbetjentens pult ude i arrestantgangen og gennemgik dér bilagene på de af Sundhedspolitiets regnskaber, hvor Korn havde snydt sig de 10.000 kr. til.

Det var netop på disse bedragerier, kampen i går væsentlig stod. Hr. Ussing ville nemlig have at vide af hr. Meyer, hvorledes det var muligt, at han ikke vidste besked derom. Som Korns altid fortrolige og håndgangne mand var det såre sandsynligt, at Meyer var hans medvider. Men mod dette og de mange andre sigtelser værgede hr. Meyer sig tappert. Ethvert skud, hr. Ussing affyrede mod hr. Meyer, prellede af mod hans brede bryst, hvor dannebrogsordenen funklede. Efter et fem timers langt forhør gik han, så rød i kammen som en kalkunsk hane, frelst ud af skærsilden.

Over hr. Borelli, der unægtelig er den af det nette sædelige trekløver, som har båret sig smudsigst ad, vil assessor Ussing en af dagene holde et afsluttende forhør. Assessor Ussing holder nemlig ferie fra 1. juli til 1. september og det er derfor hans mening at afslutte forhørene med denne uges udgang.

Derimod vil der blive adskillige ting for "Smukke-Petersen" at klare, når han - som det forventes - i morgen udskrives fra Kommunehospitalet og føres til arresten på Nytorv. Bl. a. har assessor Ussing ved vidneafhøringerne fået oplyst, at den "smukke" mand har haft en særdeles god indtægt af et bordel i Adelgade 40.

I marts f. å. købtes denne ejendom af værtshusholder Hansen i Kattesundet, den tidligere vært i beværtningen "Katten". Med en måneds varsel blev alle beboerne sagt op og hele huset indrettedes til bordel. Men den egentlige leder af bordellet var "Smukke-Petersen". Ligesom Meyer sørgede for, at madam Clausen altid fik de smukkeste piger, således forstod "Smukke"-Petersen at forsyne bordellet i Adelgade med piger af det kønneste sort.

De ulykkelige kvinder, som værtshusholder Hansen gennem bordelleverandøren "Smukke"-Petersen fik indenfor sine vægge, har alle for assessor Ussing beklaget sig over den kamp, de førte, for alene at kunne udrede 10 kr. hver i husleje om dagen. Af denne lejeindtægt, der for de fire pigers vedkommende, som bordellet husede, beløb sig til 280 kr. om ugen, har "Smukke"-Petersen strøget sit rigelige "gebyr" til sig og levet højt derved, indtil vore afsløringer af sædelighedsskandalen bragte ham i arresten.

Da viste det sig også hvem der i virkeligheden havde drevet geschäften. Kort efter Petersens arrestation måtte værtshusholder Hansen trække sig ud af det, og for et beløb af 10.800 kr. blev der af en husejer i Ryesgade gjort arrest i bordellet.

(København 26. juni 1895).

Sædelighedssagen.

Madam Clausen. Overbetjent Meyer og hele hans stab i forhør.

Assessor Ussing kunne i forgårs ikke slutte sit lange forhør for den dag, før han også havde talt med den bekendte bordelværtinde, madam Clausen. Kl. 6 om aftenen blev hun afhentet i sit bordel i Farvergade og var i samfulde tre timer i forhør.

Der fremkom dog intet væsentlig nyt ud over de 15.000 kr., som hun havde foræret overbetjent Meyer, fordi han havde hjulpet hende af med en ubehagelig påtrængende elsker.

I går middags fortsatte hr. Ussing forhørene over Meyer. Han fastholdt imidlertid sin absolutte uskyldighed og efter en lille times indgående krydsforhør fik han lov at gå.

Efter ham drog fem af hans betjente frem i rad. Den første, hr. Christensen, der i fem år har været i Sædelighedspolitiet, kunne give assessoren nogle supplerende oplysninger om sin kollega Borelli, om Meyer og "Smukke" Petersen vidste han derimod intet.

Det samme resultat kom assessoren til ved at afhøre sædelighedsbetjentene Madsen, Larsen og den i "Smukke" Petersens sted tiltrådte betjent Dam. Men hovedinteressen drejede sig dog væsentlig om sædelighedsbetjent Nielsen, populært kaldet "Vorte"-Nielsen. Hvorledes han ville klare skærene nu, efter at alle de fornødne forhør havde været afholdt, var der delte meninger om.

Hr. Ussing meddelte ham imidlertid straks, at der intet som helst af kriminel natur var fremkommet, som kunne krumme et hår på hans hoved. Og hvad Nielsens ejendom i Istedgade angik, så meddelte assessoren, at det var oplyst, at N. var kommet til den på aldeles lovlig måde, idet han havde været barndomsven til den bekendte kludegrosserer Schlager, som tre dage før sin død skænkede ham ejendommen.

At hr. Nielsen ikke har spundet silke som ejendomsbesidder, fremgår af de uomstødelige fakta, at ejendommen der købtes for 48.500 kr. er prioriteret op til 50.500 kr.

(København 27. juni 1895).

1. juli blev Borelli og H. F. Petersen løsladt, men var suspenderet fra tjeneste. Meyer var hjemsendt på orlov. Herefter var assessor Ussing arbejde slut, og materialet overladt til kriminalrettens dom. I alt var ca. 700 vidner afhørt og nedskrevet på 1.000 sider. Og assessor Ussing tog en måneds ferie på landet. 

I starten af september 1895 besluttede politidirektøren at der skulle anlægges sag mod Petersen og Borelli. Derimod fandt han ikke grundlag i Ussings materiale til at gøre det samme mod Meyer. Meyer ansøgte i efteråret 1895 om afsked med pension pga. sukkersyge. Det blev dog trukket ud eftersom et medlem i Borgerrepræsentationens udvalg ville afvente domsafsigelsen så han ikke var berettiget til pension. Den 19. november 1895 kom den endelig dom over Petersen og Borelli.

Vinteren 1895/96 blev madam Clausen syg, 78 år gammel. Hun havde frygtelige blodstyrtninger, og lægerne opgav håb om hendes redning. 

I perioden 1875-1894 blev der anlagt mindst 280 pressesager, plus byretssager der ikke blev anket. Dette er et af de højeste antal og derved anslag mod ytringsfriheden, næsten kun overgået af situationen under den tyske besættelse 1940-45. Sagerne var ofte udløst af spændinger mellem arbejderbevægelsen og diverse regeringer. 

Selv om denne sag ikke direkte indgik i den konflikt, berører den dog indirekte denne, idet aviskampagnerne havde til hensigt at afsløre magtinstansernes korrumpering. Artiklerne i dagbladet "København" og "Social-Demokraten" skal også ses i dette lys. En af dem som forfulgte sine kritikere var i øvrige Peter Adler Alberti (1851-1932), som i perioden 1890-1908 var særlig aktiv, også som justitsminister 1901-1908. Han gik som bekendt af som justitsminister pga en af Danmarkshistoriens største underslæbssager.

Eugen Petersen truede også dagbladet København med injueriesag efter at han var blevet frikendt under Ussings undersøgelser. Han fortsatte som politidirektør indtil 1917.

Nekrolog: Hans Wilhelm Meyer 1824-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Se de to tidligere afsnit fra 1855 om Hans Wilhelm Meyer, dels da han modtog et stipendiat, dels da han ikke blev reservelæge på Frederiks Hospital.

I 1855 havde de nationalistiske dagblade i Københavns hetzet mod lægen H. W. Meyer for at have slesvigholstenske synspunkter. De havde på denne måde fået oppisket en stemning så han ikke fik stilling som reservelæge ved Frederiks Hospital. En nekrolog i anledning af hans død i 1895 rehabiliterede fuldt ud H. W. Meyer:

Etatsraad, Dr. med Hans Wilhelm Meyer

Et Telegram meldte i Gaar, at den bekjendte Specialist, Dr. med Meyer er død i Venedig.

Dr. Meyer var en af den danske Lægevidenskabs Stormænd; hans Navn var vel det, der kjendtes videst ud over Landets Grænser, som uimodsigelig havde erhvervet sig en international Berømmelse. Ligesom Medicinens andre store Navne knyttedes det til en Sygdom og en Behandling, som vil bevare det til sene Tider over hele den videnskabelige Verden.

I 1868 offenliggjorde Dr. Meyer en Undersøgelse: "De adenoide Vegetationer i Næse-Svælgrummet og deres Behandling". Han beskrev her en Sygdom, som til Trods for dens enorme Udbredelse og dens store Fare aldrig havde været rigtig opfattet før, og han fastslog med ét Slag ikke alene dens hele Udvikling og Symptomkomplex, men ogsaa dens Behandling til de mindste Detailler. Intet af de Snese af Arbejder, som Specialister i de følgende omtrent tredive Aar har skrevet om dette Æmne, har kunnet tage en Tøddel fra eller lægge noget væsentigt til, hvad Opdageren den Gang skrev. Hans Beskrivelse af Sygdommen kan nævnes som et af den danske medicins klassiske og berømteste Arbejder. 

De fleste Mennesker ved nu, hvad adenoide Vegetationer er, og de kjender Udskrabninger i Næsen som en Operation, der praktiseres uden Fare paa Tusender af Børn. Da den berømte Specialist Schwartz en Gang havde skrevet, at Meyers Operation havde bevaret mindst 100,000 Mennesker fra at blive døve i en ung Alder, svarede Mackenzie (Kejser Friedrichs Læge) i det britiske laryngologiske Selskabs Møde i 1888, at Tallet var galt; det maatte sættes meget højere; Tusender og Tusender af Børn, som uden Operationen vilde hjemfalde til stærk Tunghørighed eller komplet Døvhed i en ung Alder og derigjennem hæmmes eller endog fuldstændig standses i deres hele aandelige Udvikling, maatte nu takke den danske Læge for hans geniale Fund.

Etatsraad Meyer nød en Anseelse mellem sine Kolleger herhjemme, der svarede til hans Betydning, og han talte Udlandets største Læger mellem sine nære Venner, Men han var en beskeden Mand, der en Gang omtalte sin store Opdagelse som "et godt Greb i Posen, der sagde ham, at saa havde han da ikke levet forgjæves." Han var en fin Mand, i Besiddelse af sin Stands hele humane Blik, velvillig og skaansom i sin Dom, godhjærtet og hjælpsom; men hans Kjendemærke og fornemste Sans var hans logiske Skarphed og hans udmærkede Evne til altid at finde det rette, til strax at se det centrale i Sagen uden at lade sig vildlede af Sidemotiver og underordnede Hensyn. 

Hans Wilhelm Meyer var Lægesøn og paa mødrene Side i Familie med de bekjendte danske Læger Horneman. Han fødtes i Fredericia, hvor Faderen var Overlæge i Hæren, og kom som lille Barn til Glückstadt, hvor han blev Student i 1843. Efter at være immatrikuleret ved Kjøbenhavns Universitet, blev han lægevidenskabelig Kandidat med Udmærkelse efter kun 4 Aars Studium Aaret efter blev han Vikar for Faderen i Glückstadt, da denne gik til den danske Hær i det første Felttog. Som praktiserende i Glückstadt kom han derfor til at gjøre Lægetjeneste ved flere af Insurgenternes Militærlasaretter, men fungerede derefter i 1850 som Læge for de fangne Danske i samme By.

Efter Krigens Slutning bebrejdede man Meyer, at han havde været Læge for Landets Fjender, og den unge, nationale Rejsning kunde i mange Aar ikke tilgive ham dette. Man tillagde ham tyske Sympathier, og han maatte paa forskjellig Maade bøde for den Vanskæbne, der bød ham at virke for syge, der havde kæmpet imod det Land, som var hans Fædreland. Man vilde den Gang ikke se, at han gjorde sin Pligt som Læge og ikke kunde handle anderledes som Faderens Stedfortræder. Da Meyer kort efter Krigen efter daværende Overlæge, senere Finansminister, Gehejmeetatsraad Fengers Ønske søgte Pladsen som Reservemedicus paa Frederiks Hospital, opagiteredes en Opposition imod ham som Følge af hans Virksomhed under Krigen, og det lykkedes at forhindre hans Udnævnelse til Trods for hans gode Kvalifikationer.

I de følgende Aar studerede han i Udlandet, hvor han traadte i nøje Forbindelse med flere af de Mænd, som senere skabte sig evropæisk Berømmelse (Virchow, Claude Bernard, Rokitansky, Skoda o m. a ), og efter Hjemkomsten nedsatte han sig som praktiserende Læge i Kjøbenhavn Kort Tid efter Hjemkomsten begyndte han med vanlig Energi paa egen Haand at studere Ørets Sygdom, saa at han i 1865 kunde oprette en Klinik for Ørets, Halsens og Næsens Sygdomme. Han dannede sig en meget betydelig Konsultationspraxis paa Kliniken, som i mange Aar var Byens største og mest ansete, og praktiserede samtidig som almindelig Læge i et stort og rigt Klientel.

I Aarenes Løb vandt Meyer stor videnskabelig Anerkjendelse hjemme og i Udlandet. Han var Medlem af forskjellige medicinske Selskaber, Præsident ved de otologiske Sektioner paa flere internationale Kongresser, Æresmedlem af det czekiske Lægeselskab i Prag og Æresdoktor ved Kjøbenhavns Universitet. Paa sin 70-aarige Fødselsdag blev han Etatsraad.

Efter en haardnakket Influenza i Vinter, som fuldstændig berøvede ham Smags- og Lugtesansen, og som gjorde den ellers kraftige og arbejdsdygtige Mand træt og svagelig, søgte Etatsraad Meyer i Foraaret til Syden for at gjenvinde sit Helbred. Efter et Brev til hans Slægtninge var han i Florens ved Jordskjælvet hvilket han beskrev som frygteligt, og tog derfra til Venedig. Her argrebes han af en ondartet Kolerine. Hans Mave var ikke stærk - han havde stærke Kolerineanfald omtrent hvert Foraar - og trods den omhyggeligste Pleje af hans Frue og to Døtre, der fulgte ham paa Rejsen, bukkede han under i Søndags. Meddelelsen om Dødsfaldet vakte i Gaar almindelig Deltagelse.

Etatsraad Meyer var gift med en Baronesse de Bretton, Datter af Læge og Plantageejer B. paa St. Thomas. Moderen var en Slægtning af Forfatteren Sir Walther Lytton Bulwer.

- Dr. C. -

(Dannebrog 5. juni 1895)

Frederik Riise: Statue af Doktor Hans Wilhelm Meyer. Statuen blev rejst 26. oktober 1898 Ved Strandboulevarden i København. Senere – i forbindelse med Rigshospitalets store udvidelse – blev monumentet flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Vej i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet. Busten af Meyer er udført af finnen W.M. Runeberg. Københavns Museum. Public Domain.

En mindesten blev opsat ved Rigshospitalet på internationalt initiativ i 1898. Den stod først på Gefions Plads, men blev senere flyttet til Amorparken ved Juliane Maries Allé i anlægget mellem Rigshospitalet og Panum Instituttet. Den er udført af W. M. Runeberg. Hygæa, den græske gudinde for sundhed, læner sig op ad soklen og rækker en palmegren, er lavet af Vilhelm Bissen. I den anden hånd holder hun en slangestav. Den blev støbt hos bronzestøber Lauritz Rasmussen.

Statuens nuværende (2024) placering i Amorparken ved Rigshospitalet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Barrisons i Berlin 1895-1896. (Efterskrift til Politivennen).

Efter denne periode fulgte "Barrisons-perioden". I 4-5 måneder var hele Berlin ude af sig selv af henrykkelse over de 5 magre dansk-amerikanske miss'er, og ude i Thiergarten og på "Unter den Linden" efterlignedes deres gyldne hårfylde og babyagtige udseende med mere eller mindre held af trottoirets damer, og Wintergartens loger fyldtes af gamle levemænd der fandt en egen charme i disse halvt udviklede pigebørn der så så uskyldige ud og i det mindst mulige klædebon foredrog viser hvis indhold, hvis det forstodes, ville have bragt gamle matroner til at rødme af skam. Men en skønne dag forsvandt de 5 "søstre", efterladende en række bedrøvede kreditorer, og fra Wintergarten lededes så strømmen til den anden af Berlins store varieteer, Apolloteatret i Friedrichsstrass ...

(Bornholms Avis og Amtstidende, 28. maj 1895, uddrag).

I første række af disse står "Wintergarten" hvor der er smækfyldt hver aften, dels for at se en ny spansk danserinde, der udskriges som en af verdens største skønheder - hvad der dog bør sættes et spørgsmålstegn ved - dels for at hilse på de tilbagevendte Five Sisters Barrisons. Man ved næsten ikke hvad man skal tænke om berlinerne når man ser og hører den jubel hvormed de ledsager dem. De var her en stor del af vinteren i fjor, drog derefter i sommer på turne til nabobyerne, og man skulle tro at Berlin derefter havde fået nok af dem. Men nej! "Sie sind wieder da", lyder det, og atter fylder berlinerne aften på aften den mægtige sal for at brøle bravo når de synger "Linger, longer, loo" og vise floromhyllede tricots. Deres tiltrækningskraft er uformindsket, og også de bidrager derved til at karakterisere livet på en vinterdag i Berlin. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. december 1895, 2. udgave. Uddrag).

The Barrisons på cykel.

"Cyklen" bringer i sit sidste nummer et flot billede af five Barrisons i nationaldress og stående hver med sin cykel.

(Dagens Nyheder, 6. februar 1896).