Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerlig Begravelse.

Mellem Arbejderklassen og Folkekirkens Præster i Kobenhavn er der udbrudt en Kamp, som har varet hele Vinteren og som truer med at antage større og større Omfang. Anledningen er denne:

Dels af økonomiske Grunde og dels af religiøse, men dog vist særlig af førstnævnte, lader mange af Arbejderklassen sig borgerlig vie, det er jo langt billigere end at blive kirkelig viet. Men borgerlig Vielse kan kun finde Sted, naar vedkommende Par erklærer sig som hørende til et uden for Folkekirken staaende Trossamfund, og da i hvert Fald erklærer sig for ikke hørende til Folkekirken.

Ved en saadan Erklæring betragtes Vedkommende Ægtepar som udmeldt af Folkekirken og dennes Præster nægter da at udføre kirkelige Handlinger for dem, særlig Jordpaakastelse.

I de fleste Tilfælde har det dog ikke været de paagældendes Mening, at de vilde ikke have mere med Folkekirken og deres Præster at gøre. Naar de derfor kommer i det Tilfælde at have Brug for kirkelig Betjening, søger de til Præsten og denne svarer da, at han har ikke med dem at skaffe, da de ved borgerlig Vielse har udmeldt sig af Folkekirken. At vedkommende ved at begære kirkelig Betjening mener at maatte anses for indmeldt igen i Folkekirken, vil Præsterne ikke godkende.

Denne Præsternes Stilling har vakt megen Harme blandt Hovedstadens fattige Befolkning og Socialistførererne puster stadig til Ilden, da det er Vand paa deres Mølle at vække og nære de ubemidledes Uvilje eller Had til Kirken og dens Præster.

Følgen af Præsternes Stilling er, at der nu hyppig finder borgerlig Begravelse Sted i København, ikke alene hvor vedkommende afdøde er borgerlig viet, men ogsaa i Tilfælde, hvor vedkommende maa anses for hørende til Folkekirken. Man erklærer sig simpelt udmeldt af Folkekirken og Begravelsen finder da Sted fra Socialisternes Forsamlingsbygning paa Enghavevej. Her holder en eller anden Socialist en Ligtale og Følget begiver sig da med sine røde Faner til Kirkegaarden, hvor Liget sænkes i Jorden uden videre Ceremonier.

Disse Forhold har fremkaldt og vil vedligeholde en staaende Kamp mellem Folkekirkens Hovedstadspræster og en stor Del af den ubemidlede Arbejderklasse, der fjærnes mere og mere fra Kirken ved Præstens uforstandige og embedsmandsmæssige Optræden, saa Hovedstadens Afkristning vil gaa fremad med stærke Skridt her som i de store Kulturlande.

Denne Kamp vil blive fortsat ved følgende kultusministeriel Skrivelse:

"Paa en Forespørgsel fra Sjællands Bistop angaaende Præsternes Forpligtelse til at fungere ved Begravelser af ikke folkekirkelige Personer ktal Kultusministeriet svare, at Folkekirkens Præster er berettigede til at undslaa sig ved at fungere ved saadanne Personers Jordefærd. Tillige maa det anses for lovstridigt, at en Lægmand holder Tale ved Graven, at der af Følget afsynges Salmer og kastes Jord paa Kisten, ligesom der ikke heller maa ringes med Kirkens Klokke."

Den kultusministerielle Skrivelse slaar altsaa fast, at Præsterne ere berettiget til at sige nej, hvad juridisk set enhver kunde sige sig selv, men om de ere berettigede til at sige ja, siger Skrivelsen ikke noget om, og det var netop det, der har Interesse i denne Sag. Der kan dog næppe være Tvivl om, at Præsterne maa, naar de vil. Er der i Hovedstaden blot en Præst der vil, saa kan de borgerlig viede, der ønsker kirkelig Begravelse, faa det.

Men er der en, der vil?

(Herning Folkeblad - Vestjylland 11.marts 1896)

Svaret på det sidste var, at det var der, bl.a. frimenighedspræsten Carstensen som tidligere i 1893 havde gjort sig bemærket ved at begrave en der var blevet brændt. Og som også var blevet angrebet af graveren ved den lejlighed, se mere herom andetsteds på denne blog.

3. marts 1896 afbrød provst Zeuthen begravelse af værtshusholder A. Christensen da der i ligfølget var Våbenbrødre og medlemmer af "De samvirkende Fagforeninger" med 2 fagforeningsfaner. Provstens indvending var at fanerne ikke havde korstegn. 

Borgerlig Begravelse

Stygt Optrin paa Kirkegaarden.

I Gaar holdtes der her i København to borgerlige Begravelser. Fra Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevejen begravedes en Teglværksarbejder Lars Olsen, der bl. a. var med i Strejken paa Frederiksholms Teglværk; og fra Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvejen begravedes en anden Arbejder, Maskinarbejder Trolin. Ved den sidstnævnte Begravelse kom det til et Optrin, der ved den alvorsfulde Lejlighed virkede højst pinligt paa den Afdødes Venner og del hele Følge.

Trolin havde været gift, borgerlig viet. Da hans Enke nu ønskede, at Sognepræsten Pastor Holch ved Frelsers Kirke, skulde forrette Jordpaakastelsen og tale ved Graven, nægtede Præsten at tale, og det besluttedes da, at Begravelsen skulde være borgerlig. Og i Gaar ved Tolvtiden var der i Forsamlingsbygningens Have paa Kløvermarksvej samlet et Ligfølge paa ca. 1500 Mennesker. Foran Tribunen i Haven var den blomstersmykkede Kiste anbragt, og fra Tribunen holdt Formanden for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. H. P. Hansen, en Tale, hvori han sagde den afdøde Kammerat og Partifælle et smukt Farvel. Derpaa førtes Kisten, ledsaget af det store Følge, til Kirkegaarden.

Her, ved Enden af Graven, stod Graveren ved Frelserens Kirke, Hr. Petersen med skrævende Ben, Hænderne i Siden og et saare bistert Udtryk i Ansigtet.

Liget blev sænket i Graven, og Hr. H. P. Hansen tog Hatten af Hovedet og kastede et Blik ned paa Kisten. I samme Nu sprang Graveren frem, greb Hr. Hansen i Armen: "Her maa De ikke tale!"

Hr. Hansen saa et Øjeblik paa den barske Mand, øjensynlig forbløffet. Men saa tog han sig sammen og udtalte højt: "Ske, hvad der vil! Her ved hans sidste Hvilested skal vor trofaste Kammerat dog have endnu et Farvel - fra hans Enke, hans Kammerater og alle de Forsamlede". Hvorefter han sluttede med en kort Tak.

Bisættelsen i Haven ved Kløvermarksvejen var smuk og stemningsfuld. Det lille Optrin ved Graven virkede stygt ved den Magtanvendelse og hele brøsige Maade, hvormed Graveren, vel efter Ordre, optraadte.

Man følte det som en Forargelse, at vore kirkelige Avtoriteter har saa lidt Respekt for Dødens Alvor, at de med smaaligt Rethaveri og med Magt forbyder en Borger at sige det Farvel til en Bortgangen, som de ikke selv vil sige.

Naar Præsterne ikke vil tale over en Afdød, finder vi ikke i Øjeblikket et Ord, der samtidig egner sig til at trykkes og til at karakterisere deres Modstand mod, at Andre taler ved Graven. Kirkegaarden er dog for Alle.

Rimeligvis vil de fromme Mænd, som havde instrueret Graver Petersen, nu søge at faa Hr. H. P. Hansen tiltalt for det Par Ord, han sagde ved Trolins Grav. Thi her er et Sted, hvor Præsten ikke behøver at nøjes med Trusler om Straffen hinsides.

(København 24. august 1896).

En borgerlig Begravelse foregik i Søndag Middag fra "Folkets Have" paa Enghavevej. For nogle Dage siden døde en Fortepianoarbejder Münckeenberg, og Familien ønskede, at Begravelsen skulde foregaa fra St. Stefanskirken. Da Pastor Volk imidlertid erfarede, at den afdøde var borgerlig viet, negtede han at tale ved Baaren,og man besluttede da at lade Højtideligheden foregaa fra "Folkets Have". Der havde indfunndet sig et stort Følge, vistnok 4 a 500 Mennesker, og Frimenighedspræst Carstensen talte, idet han benyttede Lejligheden til at rette et skarpt Angreb mod Statskirkens Præster paa Grund af den Intolerane og Mangel paa Barmhjærtighed, de udviste ved Lejligheder som denne. Derpaa kastede Præsten Jord paa Kisten, og en Salme blev sungen, hvorpaa Kisten, bragtes til Kirkegaarden.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. august 1898).

Situationen skærpedes mere og mere op gennem 1890'erne. Enten skulle præsten være med, uanset om ligfølget gerne ville slippe af med ham i kapellet som var hans domæne, men ydermere skulle han med ud på kirkegården hvorhan havde eneret til at tale. Hvis ikkeman accepterede dette, kunne enhver ceremoni forbydes. I enkelte tilfælde måtte præsten have politibeskyttelse. Det var især indremissionske præster som vakte harme og som folk ikke ønskede indblandet i begravelsesceremonien.

Den Store Sædelighedsskandale. Højesteretsdom 25. marts 1896. (Efterskrift til Politivennen)

 Meyer.

Sædelighedssagen syltes!

Overbetjent Peter Thorvald Meyer er, som kort meddelt i søndags, blevet afskediget fra 1. marts at regne og med pension.

Dermed er 1. akt af den store københavnske politiskandale foreløbig afsluttet. Den 24. marts i fjor bestod Sædelighedspolitiet af politiinspektør Henrik Korn, souschefen, overbetjent Meyer, politibetjentene H. P Petersen og E. J. Borelli samt 4 andre betjente. Den 25. marts faldt chefen, Henrik Korn, for sin egen hånd i den nu så berygtede Rådhuskælder. Nu er de tre andre ovennævnte mænd faldne med ham, - Meyer afskediget, Petersen og Borelli dømte. Sædelighedspolitiet har mistet halvdelen af sit personale, deriblandt chef og souschef.

Ingen kan da tvivle om, at der var korruption Og dertil kommer, at dette resultat kun er fremkommet ved den offentlige menings tryk og den frisindede presses energiske forlangende om udrensning. Politidirektør Eugen Petersen, borgmester Hansen, Højre-presse og Højre-mænd i Borgerrepræsentationen gjorde alt for at dysse sagen ned. Eugen Petersen erklærede den 30. marts - 5 dage efter Korns selvmord - , at der ingen klage eller anmeldelse forelå om mislige forhold, og at selvmordet kun skyldtes et privat "illegitimt forhold". Men alligevel kom Korns kassemangel og Meyers obligation for dagen. Borgmester Hansen erklærede da (den 6. maj), at der kun forelå at Korn havde skudt sig og at Meyer besad en obligation på 15.000 kr - Det er det hele. Der er intet andet andet !! sagde borgmesteren. Kun nødtvungen lod han sig drive til at oplyse om størrelsen af Korns underslæb (9.700 kroner).

I stedet for til en blandet kommisston, som oppositionen forlangte, blev den oprørende sag nu henvist til assessor Ussing. Han begyndte sine undersøgelser den 2. maj Endnu den 4. maj søgte "Berl. Tid " at strø sand på, og kaldte de ansete mænd, præster osv., der på mødet den 24. april i Koncertpalæet forlangte en blandet kommission, for "ædle vrøvlehoveder" og

hele sagen for "skøge-sladder". Men den 17. maj så assessor Ussing sig foranlediget til at lade betjent Petersen ("Smukke-Petersen") arrestere. Den 8. juni fulgte Borellis arrestation. Der var altsaa mere, meget mere ! - trods borgmesterens, politidirektørens og "Berlingske Tidende"s erklæringer.

Ussing sluttede sin undersøgelse i begyndelsen af juli og sendte en protokol på 1000 sider med 700 vidneafhøringer til Eugen Petersen, der imidlertid indskrænkede sig til at dekretere aktion mod de allerede arresterede Petersen og Borelli. Meyer var rejst fra København den dag Petersen arresteredes og nød stadig "orlov". Politidirektøren lod ham ugenert fortsætte den.

Så gik der nogen tid hvor offentligheden særlig beskæftigede sig med spørgsmålet om hvad Borgerrepræsentation, Magistrat og justitsminister overhovedet ville gøre. Sidst i oktober toges den ussingske undersøgelse op påny. Endelig den 19. november faldt der dom. Petersen og Borelli dømtes til at have deres stillinger forbrudt; Borelli fik tillige 5 gange 6 dages fængsel på vand og brød. Han havde dog som plaster allerede fået løfte om ansættelse i Frihavnen!

Den meget vidende Meyer, der antoges at kunne kompromittere mange samfundsstøtter, følte sig længst sikker. Men nu begærede også han sin afsked. Ansøgningen - formedelst sygelighed! - offentliggjordes den 28. oktober. Borgerrepræsentationens stående udvalg drøftede derpå spørgsmålet, om der burde tilstås Meyer pension. Mindst et medlem modsatte sig dette. Men til sidst sejrede Højreflertallet og Meyer har nu fået sin afsked "bevilget" fra 1. marts og med pension!!

Hvor er det muligt, efter hvad der uimodsagt er oplyst? Ja, hvad er ikke muligt, når visse folk har interesse af at neddysse en sag. Var pensionen blevet nægtet Meyer, måtte han have krævet den ved retten. Hele hans forhold - ham, den alvidende sædeligheds-souschef - var da blevet genstand for retlig behandling. Og hvad kunne det ikke have ført til.

Men Meyers pensionering vil også vække en offentlig indignation mod det regimente, der dækker over korruptionen. Ansvaret påhviler ikke blot politidirektøren, men også den samlede Magisirat (der skal høres, hvor der er tale om udbredelse af pension af kommunens kasse) og Borgerrepræsentationens Højreflertal.

Meyer er faktisk overbevist om at have gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 117, der lyder:

"Den embedsmand som fordrer, modtager eller lader sig tilsige gaver eller andre fordele, til hvilke han er uberettiget, for sine embedshandlinger, straffes med bøder, ikke under 50 rd , simpelt fængsel eller embedsfortabelse."

Nu har Meyer vitterlig modtaget en obligation på 15.000 kr. af bordelværtinden md Clausen. Obligationen er prioriteret i ejendommen Farvergade 23! Borgmester Hansen sagde ganske vist i sin nu så sørgelig berømte "erklæring", at Meyer havde fået de 15.000 Kr. for en privat tjeneste, men han var uklog nok til at tilføje: "Hr. Meyer har efter sigende haft sine daværende foresattes tilladelse dertil. I øvrigt er uheldigvis de daværende foresatte døde.

Men hvis Meyer kun havde ydet md. Clausen en privat tjeneste, havde han - som det fremgår af politiets instruks af 7. juni 1869 - slet ikke behøvet sine foresattes samtykke til at modtage de 15.000 kroner!

Borgmester Hansens erklæring var derfor ganske selvmodsigende. 

Første akt af det store drama er altså endt. ikke med en virkelig grundig oprydning og udrensning, men dog således at Magistrat. Borgerrepræsentant-flertal og Højres presse er stærkt kompromitterede.

Men 2. akt spiller endnu: Kommissions-spørgsmålet. Oppositionens forslag om en blandet kommission med myndighed til undersøgelse, blev slået ihjel af Højres flertal med højesteretsassessor Koch som ordfører Men selv det lemlæstede forslag, en anmodning til justitsministeren om at nedsætte en kommission, hvortil også Magistrat og Borgerrepræsentation skulde vælge medlemmer, og som kun skulle tage en reform af prostitutionsordningen under overvejelse, er endnu intet som helst blevet til.

Der er nu gået omtrent et år siden Korn skød sig. Også på dette område driver Højre sin syltetaktik.

Valgene den 31. marts skal dog belære korruptionens beskyttere om at der virkelig findes en offentlig mening i København som ikke ustraffet lader sig spotte.

(Social-Demokraten, fredag den 6. marts 1896).

Den sidste bemærkning hentydede til Borgerrepræsentantvalget den 31. marts 1896. Resultatet af dette sås i en tabel i Socialdemokraten 1. april 1896:

Ved valget fortsatte den fremgang for oppositionen som havde stået på i 7 år (fra 2631 stemmer i 1890 til 9.741 i 1896), mens Højres tilbagegang 1890-1893 havde resulteret i at partiet indgik i en Borgerliste, hvis stemmetal nogenlunde holdt sig efter at der var sat 4 venstremænd på listen (11.331 i 1896). Der var i alt 28.201 vælgere, hvoraf omtrent 75 % stemte. 

Smukke Petersen.

Fhv. betjent i Sædelighedspolitiet, var i går formiddags i Højesteret hvor en advokat på hans vegne klagede over, at han har mistet sin pension sammen med sit embede, da han blev dømt til vand og brød for at have modtaget bestikkelser og udøvet usædelighed. 

Smukke Petersen burde hellere have været blevet hjemme, så meget mere, som han jo for længst har nydt sit vand og brød. Pension fik han ikke.

Derimod fik mærkelig nok begge advokaterne lejlighed til at udtale forunderlige ord om sædelighedssagen, og dem skal vi referere.

Som anklager mod Smukke Petersen optrådte hr. Lunn, der begyndte med at udtrykke sin glæde over at al den ståhej, der i bladene havde været gjort om sædelighedssagen, kun havde bragt det resultat, at 2 sædelighedsbetjente er blevet dømte:

- Dette er så meget fornøjeligere, som man efter avisernes beretninger fik det, indtryk, at vort Sædelighedspoliti var bundråddent. Det har vist sig at halløjet er lavet af forskruede fruentimmer, der har ladet fantasien løbe overfor journalisterne. Man kan endnu have tillid til Sædelighedspolitiet. Men netop derfor må man straffe strengt, når der i enkelte tilfælde påvises misbrug. Petersen har modtaget bestikkelser af bordelværter, og for 20 kr. har han skaffet en værtshusholder lov til at leje et værelse ud til en privatboende kvinde. Dog, det er ikke ualmindeligt, at politiet hjælper privatfolk under vanskelige forhold - fx når et fordærvet medlem af familien er i en prostitueret kvindes klør - det sker ofte ligefrem efter anmodning af politidirektøren, og selvfølgelig må vedkommende politimand - med politidirektørens tilladelse - have en dusør for sit arbejde. Petersen har imidlertid ikke indhentet politidirektørens tilladelse.

Han har også haft utugtig omgang med prostituerede kvinder, og i et tilfælde, hvor politidirektøren beordrede ham til at påse, at en ung kvinde, der havde været på vildspor, fremtidigt førte et bedre liv, skaffede han sig legemlig omgang med hende, og hun har i forhørene udtalt, at hun ville ej have haft noget med ham at gøre, hvis han ikke havde været sædelighedsbetjent. (Munterhed blandt dommerne). Dette er naturligvis ganske uforsvarligt !

Efter at hr. Lunn havde nedlagt påstand om, at Petersen skulle have sin pension forbrudt, begyndte dokumentationen, under hvilken man især fik et indblik i den storartede virksomhed, som overbetjent Meyer udfoldede med at ordne private folks affærer. Han fik store honorarer for hjælp, således én gang 2500 kr. 

Defensor hr. Asmussen, talte derefter, og han sluttede sig ganske til hr. Lunn i hans glæde over, at der var kommet så lidt ud af sædelighedsskandalen. Forøvrigt forsvarede han Smukke Petersen, der ikke havde gjort stort andet, end hvad han så Meyer gøre hver dag. Naturligvis var det uforsvarligt, at han indlod sig med de offentlige fruentimmer, men en sædelighedsbetjent får let sin sædelige bevidsthed undergravet!

Kl. 2 i går eftermiddags faldt dommen, der altså bekræfter kriminalrettens dom: at Smukke Petersen skal have sin bestilling forbrudt.

Men, mere end denne dom interesserer de to advokaters milde og skånsomme udtalelser om politiets sædelighedsforbrydelser og deres åbenbare glæde over, at skandalen bliver dysset ned i så stort omfang som muligt. Man spørger uvilkårligt: Får ikke en højeretsadvokat let sin sædelige bevidsthed undergravet?

(København 26. marts 1896).

Sædelighedssagen.

Sagen mod betjentene af Sædelighedspolitiet Borelli og Pedersen ("Smukke Pedersen") for modtagelse af bestikkelser og for misbrug af embedsstilling forelå i forgårs Højesteret til pådømmelse for Pedersens vedkommende, mens Borelli der var idømt fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage og bestillings fortabelse, ikke havde appelleret. Pedersen var idømt bestillings fortabelse, idet det var godtgjort at han af flere husejere havde modtaget dusører på indtil 200 kr. for at skaffe dem tilladelse til at holde bordel i deres ejendomme eller lade privat boende fruentimmer bo i disse. Endvidere havde han for 8 år siden uden vederlag stået i forhold med et offentligt fruentimmer som efter hans efen erkendelse kun havde gjort dette for at holde sig gode venner med ham i hans egenskab som betjent i Sædelighedspolitiet.

Denne dom stadfæstedes af Højesteret.

(Frederiksborg Amts Avis, 27. marts 1896).

Meyer!

Forargelige ord i Højesteret.

"Om nogen forarger en af disse små, ham var det bedre at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havets dyb."

Jesus af Nazareth.

Der gik i går en bølge af forargelse og indignation over København, da borgerne læste om forhandlingerne for Højesteret, hvor fhv. sædelighedsbetjent Petersens sag var for.

Aktor (dvs anklager!), højesteretsagfører Lunn glædede sig over, at "den store halløj", bladene havde lavet, ikke havde ført til noget. Kun et par betjente var blevet en smule kompromitterede. "Man kan endnu have tillid til vort sædelighedpoliti som institution". Og  defensor, højesteretssagfører Asmussen "glædede sig ligeledes over det magre resultat, der var kommet ud af bladenes uendelig mange højtstemte artikler om denne sag".

Og så oplyste de to højesteretsagførere samtidig, at Petersen i flere tilfælde havde modtaget 200 kr. af husejere for at skaffe dem tilladelse til at lave bordel, og at han havde fået 20 kr. af en værtshusholder for at skaffe ham tilladelse til at leje et værelse ud til en privat boende prostitueret kvinde. "Det var imidlertid ikke ualmindeligt," fortsatte Lunn, "at politiet giver privatfolk en håndsrækning under vanskelige forhold og derfor oppebærer dusører!" - Petersen havde endvidere benyttet sig af sin stilling til at bedrive utugt med offentlige og andre prostituerede kvinder. "I et særligt graverende tilfælde havde en ung kvinde modtaget en advarsel af Korn samt et tilhold om fremtidig at beflitte sig på dyd og gode sæder. Petersen skulle kontrollere dette. I stedet for skaffede han sig samleje med den unge pige, og denne havde i forhørene udtalt, at hun ikke ville haft med ham at bestille, når han ikke havde været sædelighedsbetjent." Denne udtalelse af den værdige højesteretssagfører vakte "stor munterhed". Den burde have vakt den dybeste forargelse.

Videre fik man under dokumentationen at vide, at Meyer var "specialist i at ordne alle slags private affærer. Han havde ordnet tusinder sådanne, og honoraret rettede sig altid efter de interesser, der stod på spil. En gang havde han således modtaget et honorar af 2.500 kr". "Det var almindelig skik at folk som ønskede at købe ejendomme i obskure gader først henvendte sig til Sædelighedspolitiet for at få tilladelse til at oprette bordeller. Fik de denne, købte de ejendommen."

Defensor, højesteretssagfører Asmussen oplyste endelig, at Meyer havde attesteret, at Petersen var en pligtopfyldende mand! Petersen havde efter Asmussens mening kun betragtet gaverne som erkendtlighed for private tjenester af den Art, som Meyer fik så mange af!!

Borgerrepræsentationens stående udvalg har indstillet Meyer til pension. Magistraten har godkendt indstillingen.

Meyer forlader Rådhuskælderen som en velrenommeret borger og hæderlig pensioneret embedsmand.

Han har jo ordnet "tusinder" affærer for de rige mænd, der behersker Magistrat og Borgerrepræsentation! Han véd så meget! ! Han kender de "tusinder" privataffærer!!!!

Men overbetjent Huth fik ingen pension; - for han havde holdt to departementschefs sønner, der havde gjort gadespektakler, et par timer tilbage i detentionslokalet! -

De to Højremænd Lunn og Asmussen "glæder sig" altså over, at sædelighedssagen er forsumpet. Asmussen påstår, at "Undersøgelsen under de foreliggende omstændigheder og med de nuværende lønninger må siges at være en smuk kompliment til vort Sædelighedspoliti."

En kompliment! Chefen! Politiinspektør Korn har skudt sig. Han havde begået underslæb. "Han var," sagde Asmussen i forgårs for Højesteret, "en noget sjusket herre i forretningssager." For øvrigt havde han inden sin død brændt alle sine papirer. Souschefen Meyer afskediget, vel i pæne former, men kompromitteret, sædelighedsbetjentene Petersen og Borelli straffedes. Altså halvdelen af Sædelighedspolitiets personale indviklet i skandalen!

Så meget er bevist, skønt Meyer fungerede videre efter Korns selvmord og kaldte "sine piger" sammen for at advare dem mod at klage for meget under forhørene. Så meget er kommet offentlig frem, skønt akterne i assessor Ussings vidtløftige forhør ikke er blevet forelagt offentligheden eller offentlighedens tillidsmænd.

Det er dog nok, mere end nok. Og disse tilstande med ordningen af de tusinder privatforretninger består endnu. Meyer er jo ikke straffet og har efter dommerens opfattelse intet strafbart begået. Hans efterfølgere kan fortsætte hans indbringende geschæft uden at frygte noget. Svampen er ikke brændt ud af "Korns kælder". Den trives frodigt i vor prostitutionslovgivnings og vort politiregulativs mugne lugt, under politidirektør Eugen Petersens fromme forbøn for "det bestående", under det herskende Højreflertals velsignelse.

Oppositionen forlangte lys! Præster stod op på Koncertpalæmødet og støttede oppositionens krav om en blandet kommission. Men "Berlingske Tidende" kaldte dem "ædle vrøvlehoveder".

Borgerlistemændene fik kravet om en virkelig kommission med myndighed til undersøgelse og til at stille reformforslag slået ihjel. En tarvelig erstatning om et udvalg til at foreslå reformer er ikke en gang blevet til noget. Intet er der gjort, intet som helst! Sagen skal syltes hen. De bestående tilstande skal bevares.

Og så kalder Højre sig ordenenes, moralens og religionens parti!

Her står byens moral på spil. Her drejer det sig om tusinder unge pigers velfærd. Her drejer det sig om hele den mandlige ungdoms sunde sædelige opdragelse. Men den skal demoraliseres ved det forargelige eksempel fra en Meyer, der "ordner" levemandens private affærer mod højt honorar, fra en Petersen, der bedriver utugt med de unge piger, hvis dyd og gode sæder han skal have opsyn med, fra et regeringsblad, der kalder forargede præster for ædle vrøvlehoveder, fra et regimente, der kun har ét formål: at dække over råddenskaben og hindre en reform.

Men det ligger heldigvis i borgernes egen hånd at fremtvinge en forandring. På tirsdag går borgerne til valg under løsenet:

Lys over vor by! Ned med den store skandales mænd! Til kamp for sand orden og sund moral!

(Social-Demokraten, fredag den 27. marts 1896).

"København" og Sædelighedens Meyer.

I dag er der ved Hof- og Stadsretten afsagt dom i en af fhv. overbetjent i Sædelighedspolitiet Meyer mod "København" anlagt sag.

Hr. Meyer havde følt sig krænket i sin ære over de af os bragte oplysninger om hans forretningsforhold til md. Clausen. Efter megen nølen anlagde han sag, ikke fordi vi havde oplyst, at md. Clausen havde givet ham 15.000 kr., ej heller fordi vi oplyste, at han holdt formaningstaler for de piger, der eventuelt kunne ventes førte som vidner i sædelighedssagen, men fordi vi havde skrevet om en mindre gave til ham fra bordelmadammen. Herom beretter dommen, at vi ikke havde godtgjort nogen beføjelse til at bruge de omhandlede udladelser. l øvrigt blev der os nægtet en udskrift af forhørerne i sædelighedssagen til brug under vort forsvar og hr. Meyer blev fritaget for at skaffe dem. Hvilken "beføjelse", vi har haft i denne sag, lader vi publikum dømme om.

"København" skal altså bøde 200 kr. Denne tarvelige hævn fik Sædeligheden over os, der afslørede "Svampen", fik Meyer til at fortrække, Petersen dømt fra sit embede og Borelli på vand og brød.

Disse 200 kr finder vi velanvendte.

(København, 8. juni 1896).

Begravelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i Søndags fra Enghavevej af Lygtetænder Larsens Hustru fik et kønt Præg.

Liget kørtes fra Kommunehospitalet Kl. 12, fulgt af et ret anseeligt Følge, dels til Vogns og dels til Fods. Tæt efter Rustvognen gik Larsens Kolleger, Lygtetænderne, alle i Uniform. Ved Ankomsten til Enghavevej blev Kisten taget ud af Rustvognen og af Lygtetænderne baaret Resten af Vejen til "Folkets Have", hvor Toget ankom Kl. 12 3/4.

Haven, Forsamlingsbygningens Vinduer og Taget paa Verandaen dannede et vældigt Menneskehav, af hvilken de røde, straalende Faner ragede op. Kisten bares op til Stenhøjen midt i Haven, hvor Lygtetændere paraderede som Æresvagt. Tæt ved Kisten gik Sørgemarskaller fra Begravelseskassen "Alderstrøst", i Spidsen var de floromvundne Faner fra det kvindelige Arbejderforbund samt Vælgerforeningernes Bannere, mens Musikdirektør T. Jørgensens Orkester førte an med en Sørgemarsch.

Den gule Kiste, der var dækket med et Væld af Kranse, mindst et halvt hundrede Stykker, placeredes paa Højen, omringet af Fanerne. Her vakte særlig de 5 smaa Børn, der stillede sig ved Moderens Kiste, Forsamlingens Deltagelse. Efter at Sangen "Dejlig er Jorden" var afsungen under Ledsagelse af Orkestret, traadte Arbejdsmand Einar Sørensen frem ved Baaren og udtalte under lydløs Stilhed følgende:

"Ærede Venner! Atter er Arbejdernes Skarer samlet for at vise en Afdød den sidste Ære. Selv om Statens og Kirkens Tjenere, der jo ogsaa burde være Broderskabets Tjenere, nægter at deltage ved denne Kvindes Begravelse, hvad bryder vi os om det? Vi viser her, at vi selv kan stede vore Kære til Jorden med alle de Æresbevisninger, man skylder et hæderligt Menneske.

Tak, ærede Forsamling, for den store Deltagelse, I viser overfor den Afdøde og de Efterladte! Tak for den Broderaand. som lever blandt os! 

Det er tungt at skilles, og mest tungt føles det, naar som her en Moder i sin bedste Alder gaar bort fra Mand og 5 smaa Børn. Det er tungt for disse Smaa, som nu i deres Opvækst skal savne en kærlig Moder, hende, som de nu aldrig mere skal se.

Vi vil bevidne den efterladte Mand vor Deltagelse. Det maa være ham en Trøst, at han trods alle Fristelser kan staa her ved sin Hustrus Baare med en pletfri Ære og som en trofast Kammerat. Bevidnelsen af vor Agtelse vil bidrage til at mildne Sorgen for ham, saa at han lettere kan bære det tunge Tab.

Lad dette være vor Afskedshilsen til Niels Larsens Hustru. - Fred med den Afdødes Minds!

Forsamlingen blottede i Ærefrygt Hovederne; mange var synligt rørt ved de hjærtelige og velmente Ord, som i Hr. Sørensens jævne og ukunstlede Vendinger talte saa indtrængende til Tilhørernes Hjærter. Mens Sneen sagte dryssede sine hvide Dun over Kisten og de grædende Smaa. sang Skomagernes Sangforening et smukt "Farvel". Og atter blev Kisten baaret ud af Haven, under Musikens Sørgekoral og mens Fanerne symbolsk sænkedes for den Afdøde.

Toget til Kirkegaarden talte flere Tusinder, og ved Graven traadte Hr. Einar Sørensen frem og bragte den døde Moder det sidste Farvel. Saa spredtes Følget langsomt og drog i lange mørke Strimer atter ned mod Byen.

(Social-Demokraten 18. februar 1896).

Forsamlingsbygningen på Enghavevej, 1896. Den senere Folketingsmand E. Hyller havde  starten af 1890'erne taget initiativ til indsamling af indkøb af en stor Villa med tilhørende Have, beliggende paa Enghavevej 40. I villaen blev indrettet restauration og ved en tilbygning blev der skabt en sal med siddepladser for ca. tusind personer og en mindre sal med plads for 3—400 personer. "Folkets Hus" blev indviet 1895. Den omtalte høj må være til højre. Tegning fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921, s 113.

Der er ikke angivet på hvilken kirkegård hun blev begravet, men ifølge beskrivelsen kan det være Vestre Kirkegård eller Solbjerg Kirkegård. Ugen efter afslog præster igen at begrave en afdød skomager Jørgen Martin Hansen som var død af brystsyge, 40 år gammel og efterladende sig kone og 4 børn. Begravelsen foregik på samme vis som ovenfor beskrevet. Han blev begravet på Solbjerg Kirkegård.

En Strid mellem de danske Sønderjyder. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Hans Lassen, Lysabilds, Død er Mandatet som Landdagsmand for den prøjssiske Valgkreds i Nordslesvig Sønderborg - Aabenraa bleven ledigt. Det drejer sig altsaa her om et prøjsisk Landdagsvalg, der foretages efter det reaktionære prøjssiske Trekammervalgsystem med indirekte Valg, og maa ikke forveksles med det tyske Rigsdagsvalg, der hviler paa almindelig direkte Valgret.

Der er nu for første Gang i de 30 Aar. Sønderjylland har været under tysk Herredømme, udbrudt en indre politisk Strid mellem de danske - der for øvrigt har Raad til det, da de ganske behersker Landdagsvalget i den nævnte Kreds. Den ene Retning sympatiserer med det militaristiske Højre i Danmark og har til Organ Bladet "Dannevirke" i Haderslev (et lille arrigt Socialistæderorgan af den Frederik Hansenske Type), og "Flensborg Avis", hvis Redaktør, Jessen, er stiv Højremand. Den anden Retning sympathiserer med det kongerigske Venstre, navnlig med den grundtvigianske Bevægelse, og dens unge dygtige Ordfører er Redaktøren af "Dagbladet Hejmdal", H. P. Hansen-Nørremølle, navnlig godt bekendt fra Tidsskriftet "Sønderjyske Aarbøger". Nærmest til denne Retning hører ogsaa den nordslesvigske Rigsdagsmand Gustav Johansen, forøvrigt en Broder til den danske Folkethingsmand fra Lolland, Højremanden Lærer Johansen, men Svigerfader til den danske frisindede Skolemand, Kandidat Johan Ottosen.

De venstresindede Sønderjyder ønsker nu H P. Hansen-Nørremølle valgt ind i Landdagen, hvorimod Højre arbejder for Gaardejer Wolff, Gammelgab.

I Morgen afholdes Prøvevalg i Graasten. Begge Partier søger ved en Række Møder at paavirke Valgmændene. Det første holdtes i Søndags i Kliplev.

Her fik Redaktør Jessen, altsaa Højremanden, følgende Resolution vedtaget:

"Forsamlingen udtaler det Ønske, at Valgmændene vil vælge en Landdagsmand, der fastholder Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret i Henhold til Pragfredens Artikel 5 og hævder dette vort Standpunkt upaavirket af danske eller tyske ensidige Partiretninger."

Dette er kun en Omskrivning for, at Kandidaten skal være militaristisk Højremand, som man mener Wolff er, og arbejde for "en tredje slesvigsk Krig" som Bahnson sagde paa det bekendte lollandske Møde.

Ved et Møde i Nybøl laa imidlertid det reaktionære Højre og Jessen under. Til Ritz. Bur. telegraferes:

"Aabenraa, 5. Februar. Redaktør Jessens politiske Møde i Nybøl i Aftes var godt besøgt. Jessen talte. Han blev skarpt imødegaaet af Slagtermester Reimers, Sønderborg, og flere andre Talere. Resolutionen fra Kliplev-Mødet blev foreslaaet af Jessen, men blev enstemmig afvist som overflødig."

Rigsdagsmand Gustav Johansen har offenlig meddelt, at han paa Vælgerforeningens sidste Bestyrelsesmøde stemte paa H. P. Hansen-Nørremølle, altsa paa den mere frisindede Kandidat.

(Social-Demokraten 6. februar 1896).

Valget i Sønderjylland.

Telegram.

Graasten, 7. Februar. (R. B.) Ved Prøvevalget til Landdagsvalget her i Dag mødte 96 Valgmænd, hvoraf nogle tillige havde Fuldmagt for de Ikkemødte. Vælgerforeningens Formand, Slagtermester Reimers, aabnede Mødet og mindedes Befolkningens afdøde Talsmand, Lassen-Lysabild. Gaardejer Hansen, Løjtertoft, oplæste en Erklæring fra Redaktør Hansen-Nørremølle angaaende Pragfredens Paragraf 5: Han kunde fuldt ud underskrive Kliplev-Resolutionen; han havde aldrig og vilde aldrig godkende Prøjsens Ret til at ophæve Pragfredens Art. 5; han protesterede mod Traktaten af 11. Oktober 1876, som en os tilføjet Uret. Uden Diskussion gik man til Afstemning. Ved denne, som foregik mundtlig, valgtes Redaktør Hansen-Nørremølle til Kandidat med 120 Stemmer. Derefter fik Gaardejer Wolff, Gammelgab, 5 Stemmer. - Dette Udfald er, som man ser, en kolossal Fiasko for Høirebladene "Dannevirke" og "Flensborg Avis", der havde anbefalet Wolff, medens Hansen-Nørremølle tilhører den yngre, mere frisindede Retning.

(Social-Demokraten 8. februar 1896).

Tilføjelsen til H. P. Hanssen (1862-1936) skyldes hans fødegård Nørremølle på Sundeved. Han var medarbejder på Dybbøl-Posten og medstifter af Den nordslesvigske Vælgerforening og havde en væsentlig andel i grundlæggelsen af Sønderjyske Årbøger som startede med at udkomme 1889. Fra oktober 1893 boede H. P. Hanssen i Aabenraa. Han købte avisen Hejmdal.

1896-1908 sad han i den preussiske landdag. H.P. Hanssen repræsenterede sønderjyderne i den preussiske landdag frem til 1908. 1906-1919 sad hans i rigsdagen i Berlin. H. P. Hanssen var med i Aabenraa-kredsen som gik ind for en grænselinje nord om Flensborg. Han kom til at spille en central rolle ved genforeningen i 1920.

"Bjørnsdal"s Nabo. (Efterskrift til Politivennen)

"Trekanten' paa Vesterbrogade under Nedrivning.

Den bekendte lille 1-Etages-Bogning paa Hjørnet af Vesterbrogade og Viktoriagade, der populært kaldes "Trekanten", bliver i disse Dage nedrevet for at give Plads for en mere nutidssvarende Ejendom.

For en 4-5 Aar siden var "Trekanten" i Folkemunde i Anledning af Naboejendommen "Bjørnsdal"s Ombygning. "Bjørnsdal"s Eier bød forgæves 40,000 Kr for det lille Hjørnehus, der kun har ganske faa Alens Grundflade. "Trekanten"s Ejer, en Enkefrue, svarede Nej, hun vilde skrue Prisen endnu højere op; men her forregnede hun sig. Køberen mente at man dog ogsaa kunde købe Guld for dyrt, han lod "Trekanten" fare og byggede sin nye Ejendom, som han bedst kunde - men den belemredes rigtignok ogsaa med en vansirende skæv Gavl.

Efter Enkens Død blev "Trekanten" solgt til sin nuværende Ejer, Restavratør J. Hansen, for - 15,000 Kr. Det var et betydeligt Spring nedad fra den Gang, da den kostbare Bygning stod i 40,000 Kr. Men saaledes gaar det jo, naar man spænder Buen for højt.

Som "Trekanten" hidtil har været, en lille, uanseelig Stuebutik, gav den ikke meget af sig. Hr Hansen har derfor bestemt sig for en Ombygning, forsaavidt Byggeloven tillader det. Hele Ejendommen skat nu nedrives; dog bliver Gavlen og en Del af Grundmuren staaende af Hensyn til Byggeloven, saaledes at hele Omkalfatringen gaar ind under det elastiske Begreb "Ombygning".

Den nye "Trekant" skal bestaa af 2 Etager med fladt Tag. Indgangen bliver som nu paa Hjørnet, og hele Facaden, baade i Stue og paa iste Sat, forsynes med store, flotte Spejlglasruder, idet Mellemrummene mellem Vinduerne kun bliver af knap en Alens Bredde. Indvendig fra Stueetagen bliver der Opgang til Lokalet paa 1ste Sal, saaledes at det hele kun kan overtages af en Lejer.

Ombygningen staar Ejeren i ca 7000 Kr.

(Social-Demokraten 31. januar 1896).

Fotograf Peter Elfelt (1866-1931). Vesterbrogade, hjørnet af Viktoriagade. Hjørnet af Vesterbrogade og Viktoriagade 2, Café Rosenå, ca. 1905. På venstre hjørne Vesterbrogade 37, isenkram og køkkenudstyrsforretning. Café Rosenaa ved Carl Jacobsen skilter med 2 Billardsaloner (på 1. sal Carambole-billard) samt læsesalon. på hjørnet skilt for Hotel Rosenaaen (Propre og hyggelige Værelser a 1 Kr. pr. Nat Opgang Victoriagade 4). Om hjørnet, Vesterbrogade 39, slagter Carl Møllers Kjød Udsalg. Billedet stemplet Elfelt, Østergade 24. Kbhbilleder. Public domain.