Louise Harbou død. (Efterskrift til Politivennen)

Faa er bedre kendt af fattige Arbejderkvinder end Generalinde Harbou; Tusinde af diegivende Kvinder besøgte daglig hendes Spisehus, hvor de foruden den gode Middagsmad fik venlige og opmuntrende Ord af deres moderlige Veninde; thi som en Moder saae Fru Harbou paa disse fattige unge Mødre, der kom med deres smaa Børn. Hun hjalp dem med Mad og gode Raad, Lægehjælp og meget ofte til Arbejde.

Skønt Fru Harbou klart saae, at Samfundet trængte mere til Retfærdighed end til Velgørenhed, blev hun dog aldrig træt af at hjælpe.

I 1885 stiftede hun Selskabet for "Smaabørns Vel", hvis Formaal var at tilse spæde Børn i Hjemmene og hjælpe dem med Klæder og Sygepleje; men da hun ofte saae de stakkels Mødre segnefærdige ved at amme store Børn, uden selv at kunne faa tilstrækkelig Næring, gjorde hun allerede samme Aar i sit Hjem Forsøg med Middagsmad til en Snes fattige Mødre. Aaret efter dannede hun Selskabet "Mødres og Børns Bespisning", som hurtig fik 5 Lokaler rundt om i Byen, hvor der i den strænge Vinter uddeles gratis cirka 50,000 Portioner varm Mad. Senere knyttedes en Maltkuranstalt dertil for de svage Mødre, ligeledes gratis.

Det ene førte det andet med sig. Fru Harbou havde ved en Fest faaet 200 Kroners Overskud, og saa oprettede hun i 1889 et lille Laanefond for disse Mødre. Derfra udlaanes Summer fra 10 til 100 Kroner til Symaskiner, til Leje af Rulle, Anskaffelse af Varer til en lille Handel eller andet, der kunde hjælpe Mødrene.

Fru Harbou kunde ikke taale at se de skrofuløse Børn lide. Hun vidste, at et Sommerophold paa Landet vilde hjælpe dem, og saa bad hun det kgl. Haveselskab om hun maatte laane dets Have og Lokaler til Afholdelse af en Fest for at skaffe Penge til et "Børnesanatorium". Og Festen lykkedes over al Maade. Der blev lagt Sanatorier Frederiksberg og i Hellebæk. Disse udvidedes, og der naaes gode Resultater for de Smaa. Fra 26. Maj til 26. Oktober faar Hundreder af Arbejdernes Børn, Drenge og Piger, Lov til at tumle sig i Lys og Luft og Barneleg ved Strand og i Skov.

Sidst har Fru Harbou tænkt paa de gamle enligstillede Mænd og Kvinder. De skulde ogsaa have Middagsmad. Nu er hun død midt i sin Virksomhed, men forhaabenlig vil hendes smukke Gærning blive fortsat.

Fru Harbou var født 1833 i Kallundborg. Hun var Datter af Konsul Hellesen og blev gift 19 Aar gammel med daværende Oberstløjtnant Johannes Harbou, som hun fulgte til Holsten, hvor han blev Bataillonskommandør.

Fru Harbou har selv flere Børn, af hvilke Døtrene har studeret og vist, at de har arvet Moderens Energi og stærke Arbejdstrang.

J. M.

(Social-Demokraten 19. januar 1897).

Fattiges Ven

Generalinde Harbou.

De gode Mennesker døer for tidligt. Deres Liv, som vies Omsorg for dem, der lider, Kærlighed og Hjælp til dem, der trænger og er i Nød, kan ej blive langt nok. Og saa river Døden dem bort midt i deres opofrende Gærning!

Vær god!

Den Dame, der i Forgaars afgik ved Døden, og hvis Billede vi her bringer, havde valgt sig til Opgave at øve Godhed.

Hun prækede et Evangelium, men uden Prædiken og uden Amen.

Hendes glade Budskab lød tidligt og silde: Giv! Giv! - der er Mange til at modtage. Mange, der trænger. Mange, der lider, fryser, sulter, der er Syge og Svage, der er blege Børn og rystende Oldinge, der er nedbrudte Mand og sønderknuste Kvinder. Derfor: Giv! Tusende Hænder strækkes ud efter de Gaver, som Samfundets Velstillede yder dets Stedbørn.

Denne Frue, der ikke selv var rig, og derfor ikke personligt kunde give ret meget, klin blev da ad særlig Vej en mageløs Velgørerinde.

Hun blev den københavnske Velgørenheds resolute, altid kampberedte, altid travle Agitator.

Hun blev Tigger - for de Andre. Hun gik en daglig Tiggergang, og hun var stolt deraf, som altid den er stolt, der øver Godt og er nyttig.

Hun kendte og omgikkes alle "Fine" og "Fornemme" i denne By. Alle Døre var aabnede for hendes paa en Gang djærve og elskværdige Skikkelse. Og kom hun først ind ad Døren, fandt hun hurtigt Vej til Hjærtet.

Vær god! Giv!

Hun var ingen Klynkepotte, ingen af disse taarepersende Godgørerinder, som med Hældøre og Himmelsøjne render rundt og gør ingen Nytte, men meget Vrøvl. Nej. Hun var en foretagsom, omsigtsfuld, bestemt og tænksom Dame, der drev Velgørenhed med klog Beregning og fast Haand.

Derved lykkedes det hende at gøre Godt ud over sin egen Tid.

Hun skabte Velgørenheds-Institutioner. der lever og vil leve i lang Fremtid.

Smaabørns Vel og Børnesanatorierne er skabte af hende, for ikke at glemme Mødre- og Børne-Bespisning og endnu flere Foreninger, der lindrer Hundreders Nød og forhaabenlig vil gøre det i mange, mange Aar.

Men saa lange disse Foreninger lever, vil Generalinde Harbous Navn leve blandt de Fattige. Hun var deres Ven. Hun kendte dem, elskede dem og hjalp dem. Hun var god. Og nu er hun død. Mangen fattig Moder, mange blege Børn føler det som en virkelig Sorg, og de har ikke Uret deri.

Pax.

(København 19. januar 1897).

Louise Ulrikke Mariane Harbou f. Hellesen (8.4.1833-17.1.1897). 1895. Det kongelige Bibliotek.

Filantropen Louise Ulrikke Mariane Harbou (1833-1897) blev gift 1852 med den 23 år ældre generalmajor Johannes Wilhelm Anthonius Harbou (1810-1891). Parret fik 6 børn: Hans Walther (1853), Charlotte (g. Norrie, 1855), Knud (1858), Dagmar (g. Hjort, 1860), Inger (1861), Alvilda (g. Harbou Hoff, 1862) da de boede i Rendsborg og Altona. Manden var højkonservativ og anti-nationalliberal og stemplet som "tysker” efter Krigen 1864.  

Som ung tog Louise Harbou afstand til kvindeemancipationen, men måske fordi hendes døtre brød med den holdning ændrede hun i 1880’erne standpunkt og meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) sammen med flere familiemedlemmer. Hun oprettede i 1885 foreningen Smaabørns Vel i samarbejde med bl.a. Jenny Adler og oberstinde Othilie Lindholm. Smaabørns Vel uddelte pasteuriseret mælk og tøj til både “uægte” og ægtefødte børn og satsede på at nedbringe den høje børnedødelighed, som navnlig ramte aldersgruppen af 0-5-årige hårdt. Louise Harbou oprettede i 1886-87 Foreningen Mødres og Børns Bespisning. I hendes formandstid indtil 1897 åbnede fem bespisningslokaler i hovedstaden. Kvinder med førskolebørn kunne gratis og dagligt i vintermånederne få varm mad, og foreningen udviklede sig til et storstilet bespisningsforetagende før de kommunale folkekøkkeners oprettelse i 1917.

Louise Harbou stiftede en hjælpefond i 1888 der ydede rentefri lån til støtte for mindrebemidlede kvinders selverhverv. Desuden medvirkede hun til oprettelsen af Børnesanatoriet af 26. maj 1892 nær Sundby, et tidligere sanatorieforsøg på Frederiksberg og sanatoriet i Hellebæk. Børnesanatorierne for København og Omegn videreførte arbejdet bl. a. med datteren Alvilda Harbou Hoff som læge og radikal kommunalpolitiker sammen med sin mand, stadslæge Emil Hoff. Vilhelmine Ulrike Alvilda Harbou Hoff (1862-1951) var 1897–1927 praktiserende læge i København. 1905–18 medlem af værgerådet i Kbh., og 1913–34 i bestyrelsen for børnesanatorierne i København og omegn og for den sjællandske åndssvageanstalt. Hun var 1919–25  næstformand for julemærkekomiteen og formand for dens forretningsudvalg, og medlem af boligkommissionen af 1918. 1909-1925 sad hun i Borgerrepræsentationen for de Radikale, som næstformand 1913–21 og 1922–25. 1925–29 var hun rådmand i magistratens 4. afdeling. Manden var praktiserende læge i København, 1896–1912 stadslæge i København. 1912–18 formand for sundhedsstyrelsen.

I 1896 oprettede Louise Harbou De gamles Spisehuse for enlige mænd og kvinder. Foreningerne samarbejdede med bl. a. vuggestuer og asyler, kommunal- og børnelæger og de kommunale hospitaler. På opfordring fra Dansk Kvindesamfunds formand Kirstine Frederiksen, skrev Louise Harbou Omrids af danske Kvinders Virksomhed i Philantropiens Gjerning med henblik på verdensudstillingen i Chicago 1893 og dens særlige kvindeudstilling.

I 1895 organiserede hun sammen med datteren Charlotte den filantropiske afdeling af Kvindernes Udstilling i København. Hun fik ideen om at opføre Kvindernes Bygning i hovedstaden. Begravet sammen med manden på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Præsten nægter at kaste Jord paa Liget.

Begravelseskontoret nægter Familien Ligvogn.

En Forretningsmand paa Vesterbro, Detailhandler Adolf Nielsen fra Valdemarsgade 30, der i Lørdag afgik ved Døden, bliver i Morgen Kl. 4½ borgerlig begravet fra "Folkets Have" paa Enghavevej. Jordfæstelsen sker Kl. 2 paa Vestre Kirkegaard.

Den Afdøde vil være kendt særlig af ældre Partifæller for ca. 14-15 Aar tilbage, da han havde Forretning i Rømersgade 24. Han deltog den Gang i den socialdemokratiske Bevægelse, var Aktionær i Forsamlingsbygningen i Rømersgade og i Fællesbageriet samt Medlem af "Socialdemokratisk Forbund". Hans i de senere Aars stærkt tiltagende Sygelighed (han døde efter et længere Sygeleje af Tuberkulose), hindrede ham fra at deltage i Foreningslivet.

Nielsen var borgerlig viet, og da hans Søn henvendte sig til Pastor Levinsen ved Matthæuskirken for at anmode ham om at forrette Jordpaakastelsen, nægtede Præsten sin Assistance. Hr. Levinsen henviste til Ministeriets Resolution, hvor der udtrykkelig staar, at i saadanne Tilfælde afhænger det af Præsten selv, om han har Lyst til at møde og kaste Jord paa samt bede Fadervor. Pastoren kunde altsaa godt hvis han vilde - men han vilde ikke, sagde han. Undtagen i et Tilfælde, tilføiede han diplomatisk, nemlig hvis Ministeriet gav Tilladelse til at der ogsaa maatte holdes en Tale, og den skulde da være i Retning af Indre Missions aller kraftigste.

Det bliver snart noget trivielt at høre den Fattigdom paa Argumenter, som Præsterne møder frem med for at undskylde deres Vrangvillie overfor Befolkningen. Tidligere maatte Levinsen gærne tale ved disse Begravelser, men da vilde han ikke kaste Jord paa; nu, da det er forbudt ham at tale, saa vil han hiærtensgærne besørge Jordpaakastelsen, blot han maatte faa Lov til at holde en ganske lille, men rigtig kraftig og tordnende Indre Missions Helvedestale.

Heldigvis kan Familien tage sig Pastor Levinsens Optræden let. Bisættelsen foregaar som sagt fra "Folkets Have", en af den Afdødes Barndomsvenner, Hr. Einar Sørensen, taler ved Baaren og en Hornkvartet blæser koralen.

Familien havde ønsket, at Liget skulde køres paa en Ligvogn fra Forsamlingsbygningens Have til kirkegaarden, men Begravelseskontoret satte sig mærkeligt nok imod, at der i dette Tilfælde anvendes Ligvogn.

Kontorets Chef, Justitsraad Abrahams, begrundede sin mærkelige Nægtelse med det Argument, at Ligvognen kun maatte benyttes ved Begravelser fra Kirken og fra Hjemmet; ved Bisættelse fra en Forsamlingsbygning maatte Ligvognen ikke anvendes.

Selv om Hr. Abrahams har et udtrykkeligt Reglement at støtte sin Nægtelse til, saa er det dog ret bagvendt, al Byens Ligvogn ikke staar til Befolkningens Tjeneste.

Familien har imidlertid ogsaa i dette Tilfælde klaret sig paa bedste Maade, og i Stedet for den kommunale Ligvogn er der nu bestilt en privat.

(Social-Demokraten 13. januar 1897).

Danmarks første kvindelige Tandlæge. (Efterskrift til Politivennen)

Frøken Marie Pihlkjær.

"Husmoderens Blad" bringer et Billede og en Biografi af Tandlæge Frk. Marie Pihlkjær. Vi uddrager heraf:

Som det maaske vil erindres, skrev vi i sin Tid en Artikel om kvindelig Tandlæge, Fru Møller og angav urigtigt hende som Banebryder i vort Land paa dette Omraade. I Rettelsen, der fulgte, nævnedes ogsaa Frøken Pihlkjær som den, der i Virkeligheden, allerede 5 a 6 Aar før Fru Møller begyndte sin Praxis i Kjøbenhavn, havde praktiseret i Aarhus, og i Dag har vi Fornøjelsen at bringe vore Læsere denne vor første kvindelige Tandlæges Portræt samt nogle biografiske Oplysning.

Marie Pihlkjær er født 1858 i Egaa ved Aarhus, hvor Faderen var Skolelærer. Hun underviste i Hjemmet, hvor Faderen, en dygtig og dannet Mand, intet forsømte for at give hende at den Lærdom, han var i Stand til. 15 Aar gammel tilbragte hun en Sommer paa Testrup Højskole. Senere syslede hun nærmest med Huset og den Gjærning, som hørte dertil, men da hun var bleven 19 Aar gammel, syntes hendes Fader, det var paa Tide, at de saa sig om efter et Livserhverv for hende, og hans Valg faldt paa Tandlægevirksomheden. Der blev saa indgivet Ansøgning til Ministeriet om Tilladelse til at tage Tandlægeexamen - og den blev givet.

Hos Lærer Christiansen, den Gang i Hellum ved Skjørping, nu i Petersborg ved Sorø, kom hun i Huset og læste hos ham til den lille Præliminærexamen - den Gang tilstrækkelig. Denne Examen tog hun i 1879, og 1880 tog hun til Kjøbenhavn. Hos Dr. Haderup, med hvem Faderen havde gjort Aftale, uddannedes hun nu i Teknik samtidig med at hun læste til Examen, som hun tog i December 1881. Den største Del af disse halvandet Aar var hun hos Haderup. Senere, efter absolveret Examen, var hun ½ Aar Assistent hos nu afdøde Dr., Tandlæge Olsen. I Maj 1883 drog saa den unge kvindelige Tandlæge til sin Hjemstavn og nedsatte sig i Aarhus, hvor hun til at begynde med kun modtog Kvinder og Børn. Senere udstrakte hun sin Virksomhed til ogsaa at modtage Mænd.

(Aarhus Amtstidende 11. januar 1897).

Ikke frøken Pihlkjærs klinik, men tandlæge Rubens tandlægeklinik på Vesterbrogade, røngentfotograferingen. Det giver måske en forestilling om hvordan en tandlægeklinik så ud dengang. Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt, f. Petersen (1866-1931) . 1910. Det kongelige Bibliotek.

Kirstine Marie Pihljkær (1853-1911) åbnede i 1883 praksis i Mejlgade 21, 2. sal i Århus. Hendes praksis voksede hurtigt og i 1889 måtte hun lukke i seks uger på grund af overanstrengelse. Senere lå hendes praksis i Ankerhus på Søndergade 1. I 1885 flyttede hun til lokaler på Store Torv. Ved hendes død i 1911 var der 390 tandlæger i Danmark hvoraf 91 var kvindelige. 136 boede i København, 22 på Frederiksberg.

Forbryderspirer. (Efterskrift til Politivennen)

Fribytterne paa Marselisborg. Massetyverier. - Hesten stak af. Dommen.

Brødrene Hans og Peder, der er henholdsvis 11 og 9 Ar gamle, og den 9arige Arnold havde nogle Dage i November f. A. ført en vagabonderende Tilværelse, idet de udeblev fra Skolen og fra Hjemmet og tog Natteophold i et Røgterhus paa Marselisborg Mark. Om Dagen strejfede de rundt for at stjæle Fødevarer og andet. Saaledes stjal de i forskjellige Butiker Kager og Sigtebrød samt et Sted et Stykke Pølse. De opbrød et aflaaset Lysthus i en Have paa Mølleengen og stjal derfra et Petroleumskogeapparat, en Stegepande, en Kniv og Gaffel, et Saltkar, 2 Par Kopper m. m. Paa en Udflugt til Skejby var en Hund fulgt med dem herfra Byen, under Vejs traf de en Slagter, overfor hvem de foregav, at de var sendte ud for at sælge Hunden. Slagteren afkjøbte dem da Hunden for 2 Kr., som han strax betalte dem, mod at de skulde bringe Hunden til hans Bopæl her i Byen; den løb imidlertid kort efter fra dem.

I Landevejsgrøften ved Skejby gik en Hest og græssede. Drengene satte sig strax i Besiddelse af den og bragte den med sig til Marselisborg Mark, skiftevis ridende paa den. Paa Vejen gjennem Byen med Hesten gik Hans ind i en Kjøbmandsgaard for at søge efter et Hestedækken, som han og saa fandt og tilvendte sig. Drengene bandt Hesten, mens de lagde sig til Ro i Røgterhuset, men om Natten rev den sig løs og blev næste Dag optaget af Politiet, hvor Ejeren fik den tilbage.

Endelig havde de forskjellige Steder her i Byen stjaalet et Faareskind - den ene af Drengene blev anholdt under Forøget paa at sælge det - og 4 Sække.

Peder er anbragt paa en Opdragelsesanstalt, hvilket rimeligvis ogsaa vil ske med Hensyn til Arnold. Hans, der er straffet en Gang tidligere, er idømt Fængsel i 14 Dage og 25 Slag Ris.

(Aarhus Amtstidende 8. januar 1897).

En Historie om et Juletræ. (Efterskrift til Politivennen)

Er Par Mil fra København, ude ved Glostrup Station, ligger Landsbyen Vallensbæk. Den var indtil for nogle Aar siden et fredeligt, idyllisk sted. Den gamle Præst og de rise

Men den game, skikkelige Præst døde, og en hellig Præst, Pastor Hoff, holdt sit Indtog i Sognet med Helvede og Djævelen og hele Missionens Apparat. Forbavsede over den ny Tro strømmede Vallensbækkerne i Begyndelsen til Kirken i støre Skarer.

Men de fleste kom snart til det Resultat, at den gamle Tro var bedre, og det blev her som andre Steder kun den lille Flok, der vilde lade sig frelse. Striden mellem de hellige og Djævelens Børn blussede dog først rigtig op, da Pastor Hoff fik en Kapellan.

Hr. Johansen, der i hellig Nidkærhed endog overstraalede ham selv. En systematisk Bearbejdelse af Vallensbæks og Omegnens Beboere begyndte, og to Missionshuse byggedes. 

Nu i Julen brød det endelig ud med en Strid, som Vallensbæk aldrig før har set.

Det var nemlig god gammel Skik i Byen, at de velhavende Bønder arrangerede Juletræ for Børnene i Skolen, ved hvilken Lejlighed der blev givet betydelige Gaver til de fattige Børn. Præsterne besluttede nu, at denne Festlighed skulde henlægges til Missionshuset, og fra Prædikestolen bekendtgjordes, at kun Søndagsskolens Børn havde Adgang. Da Præsterne altsaa vilde udelukke alle Børn, der ikke gik i Søndagsskolen, besluttede Gaardmændene i Vallensbæk at holde Juletræ i Skolen som sædvanligt for alle Børn. Byens Lærer, en kundskabsrig og dygtig Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor Striden, affattede en Indbydelse til Skolens Juletræ. Dette var for meget for de hellige Præster. Gaardmændenes Juletræ stempledes som "Satans Juletræ". Pastor Johansen drog fra Hus til Hus og bearbejdede Mødrene, og nogle af Børnene erklærede, at de vilde ikke til Juletræ i Skolen, "for der kunde de ikke tage Jesus med".

Hovedangrebet rettedes dog mod Læreren, Hr. Poulsen. Det maa her bemærkes, at denne er en fuldkommen rettroende og kristelig Mand. Han har kun hidtil søgt, af Hensyn til sin Virksomhed, at holde sig udenfor Striden. Nu stempledes han som "Satans Repræsentant i Vallensbæk". Men ikke nok hermed.

Søndagen efter Krigens Udbrud holdt Pastor Hoff en Skriftetale i Kirken. Til Text havde han valgt et Skriftsted om "Lydighed mod Øvrigheden", og Talen var helt igennem et Angreb paa Læreren. Til Konfirmanderne sagde Pastor Hoff, at hvis de gik til Skolens Juletræ, vilde de staa som Løgnere paa Konfirmationsdagen, da de saa ikke kunde bekende Troen paa de helliges Samfund". For at faa sat tydeligt Skel mellem Tilhængerne af de to Juletræer, berammede han, at det hellige Juletræ skulde finde Sted samme Dag, som Gaardmændene havde fastsat for deres i Skolen. De skikkelige Vallensbækkere udsatte i den Anledning deres Juletræ til en senere Dag -.

Denne lille Begivenhed fra det virkelige Liv er typisk for Missionens Virksomhed. Hvor den kommer, forstyrres det gode, venlige Forhold, der som Regel findes blandt Landbefolkningen. Den er lige saa herskesyg som intolerant. Det er ikke tilstrækkeligt at være troende. Hvis man ikke helt og holdent trækker i Missionens Uniform, hvis man ikke blindt underkaster sig Præstens eller Missionærens Luner og Indfald, saa bliver man sat udenfor Menigheden og givet til Satan.

Særlig graverende ved denne Begivenhed er det, at Præsten benytter en Skriftetale til et Angreb, paa Læreren ved at indskærpe ham "Lydighed mod Øvrigheden". Det kan dog ikke med Billighed forlanges, at denne Lydighed skal udstrækkes saa langt, at Læreren skal agitere for de af Præster arrangerede Juletræer, særlig naar en Del af Skolebørnene udelukkes fra disse. Tilmed har Vallensbækkerne fundet, at Pastor Hoffs egen "Lydighed mod Øvrigheden" kunde underkastes Kritik. Han har nemlig for kort Tid siden overfor sine Konfirmander kritiseret Højesteretsdommen over Pastor Moe i Skanderup og forklaret dem, hvor uretfærdig denne Dom var. At indblande Børnene i slige Stridsspørgsmaal synes ganske utilbørligt, og hvis Vallensbækkerne vil finde sig i Sligt, er de merend almindeligt fredelige Folk.

Men endnu mere utilbørligt er det, at en Præst siger til sine Konfirmander, at de vil staa som Løgnere paa Konfirmationsdagen, hvis de gaar til et Juletræ, han ikke synes om. Hvis Beboerne indgik med en Klage her over til Biskoppen, vilde Resultatet heraf ganske sikkert blive at Præsten fik en meget alvorlig Tilrettevisning.

Der er i det hele ingen Grund for Befolkningen til stiltiende at finde sig i Missionspræsternes Tyranni. Den bør enten lade alle saadanne Tilfælde komme til Offenlighedens Kundskab, eller den bør indgive Klage til Myndighederne. Højesteretsdommen over Pastor Moe har vist, at Avtoriteterne ikke er bange for at sætte en Stopper for Udskejelserne. Og ser Missionspræsterne først, at det er Alvor, og at de faar over Næsen, hver Gang de vover sig for langt frem, saa vil de stikke Piben ind. Thi deres Kurage staar ikke i Forhold til deres Stortalenhed. Saalænge de uantastet kan terrorisere Befolkningen, gør de det. Men de sætter intet paa Spil. Hvis der fra Hr. Bardenfleth udgik den Befaling, at nu maatte der ikke mere trues med Helvede, thi Helvede existerede slet ikke, og den Præst, som forskrækkede Folk med denne Bussemand, skulde miste sit Embede - saa vilde Truslerne med Helvede forstumme over hele Linjen. Missionspræsterne vilde beholde Embederne og lade Helvede falde.

Og deri vilde de handle vel.

Henning Jensen

(Demokraten (Århus) 4. februar 1897).