Barnemord på Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Et Barnelig kigget 3 Maaneder gemt i en Kuffert.

Mordersken efterlyst for Utugt.

I Lille Nygade 25 paa Amager har man i Gaar Morges i en Kuffert fundet et mumiagtigt Barnelig, der har ligget i Kufferten mindst tre Maaneder. Ejendommen - et lille to Etages Hus med Kvist - tilhører Garvermester J. Engelbrecht. En Dag for henved 3 Maaneder siden fik han Besøg af en ca. 27aarig Enke Magrethe Olsen, som kom sammen med en Veninde for at leje Kvistlejligheden.

Lejemaalet kom i Stand og en Vognmand flyttede Møblerne ind, men Margrethe Olsen arriverede først senere. Da hun kom, meddelte hun Værten, at hun ingen Penge havde, hvorpaa han erklærede, at hun ikke kunde flytte ind før Lejen var betalt. Dog gav han Tilladelse til, at Møblerne maatte blive staaende foreløbig.

Den næste Morgen erfarede Værten, at Margrethe Olsen om Natten havde banket Naboerne op og laant en Nøgle, som hun havde lukket sig ind i Lejligheden med. Tidlig om Morgenen var hun alter gaaet bort. Værten satte nu en Hængelaas for Døren og i ca. 3 Uger saae han ikke noget til Margrethe Olsen.

Saa en Dag fik han et Brev fra hende, hvori hun forklarede, at hun havde ligget syg af Tyfus hos den tidligere omtalte Veninde, der boede paa Østerbro, men at hun nu vilde komme og afgøre sit Mellemværende med ham. Hun kom ogsaa, men havde fremdeles ingen Penge, dog havde hun Haab om at saa 100 - 150 Kr. af Københavns Understøttelsesforening.

Hun forklarede endvidere, at hendes Mand havde været Bogholder paa Frederlksberg Gasværk, men efter hans Død var det gaaet galt for hende.

I Samtalens Løb meddelte Værten hende, at Møbelhandleren, som hun havde købt Møbler af paa Lejekontrakt, havde hentet en Seng og Sengklæder, fordi han intet Afdrag havde faaet. Samtidig fortalte han hende, at en københavnsk Opdager to Gange havde været derude for at anholde hende for Utugt.

Da hun hørte Tale om Politiet, forsvandt hun straks ud af Døren, og Hr. Engelbrecht har ikke set hende siden. Nogle andre Folk flyttede kort efter ind i Lejligheden og Margrethe Olsens Møbler sattes ned i et lille Rum i et Skur. Fra dette Skur havde man i den senere Tid ofte mærket en ubehagelig Lugt, og for at faa oplyst, hvorfra den stammede, flyttede man Møblerne ud. Det viste sig da, at Lugten kom fra en Kuffert eller Skibskiste. Man sprængte Laasen og aabnede Kufferten, hvorfra en stærk Liglugt steg op.

I Kufferten fandtes forskellige Ting, bl. a. en grøn Klædesnederdel, et Korset, en Del Undertøj, noget Barnetøj, en hovedløs Dukke og en lille Pakkasse.

Da denne uåbnedes, saas et lille, halvskallet, gult, vissent og indfaldent Barnehoved, der stak ud af en Bylt Tøj. Det ene Øje stod aabent og en raadden glacéagtig Masse hang ud af det. Om Halsen havde Barnet et Stykke Klædesnor, der var saa fast snørt og sammenknyttet, at del havde frembragt en dyb Fure. Der sendtes straks Bud til Politistationen i Sundbyerne og tre Betjente indfandt sig kort efter paa Stedet. De tog Liget med sig, efter at de først havde foretaget en grundig Undersøgelse af Møblerne.

Et Brev fra Søsteren. Hun vilde ikke længer have Parret i Pleje.

I en Kommode fandt man to Navneplader, hvorpaa stod henholdsvis M. Olsen og Margrethe Olsen. Dette er sandsynligvis hendes rigtige Navn. Man sandt desuden flere Breve. Enkelte as disse havde ganske andre og forskellige Udskrifter, hvilket tyder paa, at hun ofte har levet under falsk Navn.

Blandt Brevene var et fra hendes Søster, der er gift og bor i Thingsted paa Falster. Søsteren, der selv har seks Børn, har efter Brevet at dømme, havt det dræbte Barn i Pleje i nogen Tid. Hun skriver, at hun undrer sig over Margretes opførsel. Hun, som dog ellers tidligere har været en god Pige, er nu paa Afveje og har tabt al Kærlighed til sit Barn. I Slutningen af Brevet meddeler hun, at hun ikke længer kan have Barnet.

Disse Par Linier er bleven Barnets Dødsdom.

*

Paa Politistationen i Sundby foretog Distriktslæge N. I. Strandgaard en Undersøgelse af Liget. Han konstaterede, at Barnet har været lidt over et halvt Aar gammel, da det dræbtes, og at Forbrydelsen er sket for mindst tre Maaneder siden. Undersøgelsen har dog ikke været mere indgaaende, end at det endnu ikke er godtgjort, om det er Liget af en Dreng eller Pige.

Hvor er Mordersken ?

Det gælder nu om at finde Moderen. Politiet har mange Hjælpemidler, navnlig et godt Signalement. Den unaturlige Moder har svært, sort, glinsende Haar og store mørke, livlige Øjne samt noget zigøjneragtige Træk. Endvidere er der Søsteren paa Falster, som maaske kan give gode Oplysninger, Møbelhandleren og Beboerne i Ejendommen Nr. 11 i Nørre Alle, hvor hun tidligere har boet. Og endelig Veninden paa Østerbro, som man ogsaa har et godt Signalement af.

Men maaske har Moderen allerede forladt Landet. Fra den Dag, Værten meddelte hende, at Politiet havde været der, har hun haft over en Maaned Frist til at slippe bort.

I Sundbyerne og navnlig i Lille Nygade har det uhyggelige Fund vakt stor Opsigt.

(Social-Demokraten 8. oktober 1899, 2. udgave).

Den omtalte Lille Nygade har siden 1901 heddet Øselsgade.

Barnemordersken paa Amager.

Et nyt Fund.
Mordersken er her i Byen.
Politiet paa Sporet.

Angaaende den uhyggelige Barnemordsaffære paa Amager foreligger nu nye og opsigtsvækkende Oplysninger.

Amagerpolitiet, der til en Begyndelse arbejdede paa egen Haand, har i Gaar overgivet Sagen til det københavnske Politi. Opdageren Niels Andersen satte sig derpaa i Bevægelse, og konstaterede i Løbet af Dagen, at Barnemordersken Bertha Marie Olsen er her i Byen. Man ved, hvor hun har opholdt sig Natten til i Gaar, og det vil næppe vare længe, før Politiet har hende i Forvaring.

Samtidig har man gjort endnu en uhyggelig Opdagelse i Skuret i Lille Nygade paa Amager.

Ved yderligere at rydde op i Marie Olsens Efterladenskaber fandt man en Kasse, omtrent som den, hvori Liget laa. I denne Kasse laa noget laset Linned og en Barnekjole, der vel kunde passe et Barn i 2-3 Aars Alderen. Saavel paa Linnedet som paa Barnekjolen fandtes Blodpletter og paa Barnekjolen var desuden en Del Huller, som gjorde Indtryk af at være fremkaldt af Syre. Rester af hentørrede Insekter - Aadselgravere - tydede paa, at der har været et Lig i Kassen, men da det forleden fundne Barnelig kun skønnedes at være nogle Maaneder gammelt, har det næppe været dette.

Flere Barnemord'?

Gisningen at Marie Olsen har idetmindste endnu en Forbrydelse paa Samvittigheden, hvad vi antydede i Søndags, vinder derved i Tiltro.

Efter Oplysninger, som vi i Gaar har indhentet, har hun maaske ikke alene begaaet et eller to Barnemord, men flere. Vi har talt med mange Folk, som har kendt hende længe, og de oplyser, at hun har været frugtsommelig mindst en Gang om Aaret, men Børnene har de aldrig set noget af.

Bager Nielsen, Hjørnet af Korsgade, og Kapelvej, fortæller, at hun er kommen i hans Hus i de sidste 5 Aar. Han har ofte spurgt hende om, hvor hendes Børn var, og hun svarede da, at nogle fine Folk havde taget dem til sig.

Til Skræder Christensen i Møntergade 3, hvem hun har fortalt, at hun har faaet ialt 5 Børn, har hun derimod sagt, at de var døde som Smaa.

*

Hos Bager Nielsen har Marie Olsen desuden begaaet Tyveri. I den senere Tid var hun daglig l hans Hus for at lave Maden, da Nielsens Kone arbejder i en Forretning paa Købmagergade. I Søndags gik Marie Olsen og er ikke senere vendt tilbage. Sandsynligvis har hun af Bladene erfaret, at hendes Forbrydelse var opdaget, og er bleven bange. Da hun gik, medtog hun en Guldbroche og en Sølvhalskæde.

I Mandags kom hun til en Veninde. Enkefru Herstrøm, som bor i Griffenfeldtsgade 29. Hun bad om Tilladelse til at sove der om Natten, og fik Lov dertil. Om Tirsdagen kom hun igen, og fortalte da, at hendes 9aarige Datter Ulrika var død den foregaaende Aften.

Hun foregav at hun havde faaet Telegram herom fra sine Forældre, der efter hendes eget Udsagn er Husmandsfolk paa Falster, som som havde Barnet hos sig. Hun bad Veninden om et Laan paa 10 Kr., for at kunne rejse til Begravelsen, og fik ogsaa Pengene.

Om Barnet er død eller om det kun har været et Middel til at slaa Penge vides endnu ikke. Hun rejste i hvert Fold ikke, men kom som sagt om Aftenen ud til Fru Herstrøm, der er Pianistinde i "Harmonien" i Falkoneralleen og bad igen om at maatte ligge der om Natten. Hun fik Tilladelse dertil og gik i Forvejen Hjem. Her kom hun i Samtale med en Kone der passede Fru Herstrøms Børn, og de talte først om Ulrika, men tilsidst drejede Marie Olsen selv Talen hen paa Barnemord. og fortalte at det kun par et Øjebliks Sag, at bringe et saadant lille Væsen ud af Verden.

Det gik da op for Konen, at hun havde Barnemordersken fra Amager for sig. Hun meddelte dog ikke noget herom til Fru Herstrøm før i Gaar Formiddags efter at Marie Olsen var gaaet. Da faldt det ogsaa som Skæl fra Fruens Øjne, og først nu opdagede hun, hvem hun havde huset. I Aften da vi aflagde et Besøg i Fru Herstrøms Hjem havde Politiet endnu ikke været der, men senere paa Aftenen satte Politiet Vagt derude.

(Social-Demokraten 12. oktober 1899).

Barnemordersken anholdt.

En Bekendt træffer hende paa Nørrebrogade.

Som vi i Gaar forudsagde, vilde Barnemordersken Bertha Marie Olsen snart blive anholdt. Det blev dog ikke Politiet selv, men den i Gaar omtalte Skræder Christensens Hustru, der paagreb hende.

Opdageren Niels Andersen havde i Forgaars, da han besøgte Christensen, givet saavel ham som hans Hustru et Kort, der bemyndigede dem til at lade Marie Olsen anholde, hvor de traf hende.

I Gaar Middags ved 12- Tiden kom Fru Christensen gaaende paa Nørrebrogade. Ud for Fælledvejen fik hun pludselig Øje paa Marie Olsen. Denne havde ogsaa genkendt Fru Christensen, thi hun for sammen og blev ligbleg. Stadig skulende tilbage gik Barnemordersken over Nørrebrogade ned ad Blaagaardsgade, og da hun saa Fru Christensen følge efter, forsvandt hun ind i Ejendommen Nr. 6. Fru Christensen stod nu raadvild udenfor, hun kunde ingen Betjent øjne og turde ikke gaa fra Stedet for at opsøge en. En Dame, som kom forbi, satte hun ind i Situationen, og denne Dame skulde just til at søge efter en Betjent, da Marie Olsen kom ud af Ejendommen igen.

Hun gik nu tilbage til Nørrebrogade og fortsatte Vejen udefter. Fru Christensen og den anden Dame fulgte efter i nogen Afstand, stadig spejdende efter Politiet. Idet Marie Olsen drejede om Hjørnet af Griffenfeldtsgade, fik de endelig Øje paa en Betjent paa den modsatte Side af Nørrebrogade.

Damen, der ledsagede Fru Christensen, ilede over til ham og et Øjeblik efter lagde Betjenten Haanden paa Marie Olsens Skulder. Hun sank sammen, men rejste sig dog straks og fulgte forholdsvis fattet med Betjenten. Af og til brød hun ud i en høj Hulken, men forblev til en Begyndelse tavs overfor Betjentens Spørgsmaal. Pludselig udbrød hun imidlertid aldeles uopfordret: "Ja, det er mig. Jeg har gaaet her paa Gaden blot for at blive taget, for jeg kunde ikke bære det længer." Derpaa græd hun atter, indtil man naaede Fælledvejens Station.

Hun tilstaar at have dræbt det ene Barn.

Paa Stationen blev Fru Christensen et Øjeblik ene med Marie Olsen og hun forsøgte at sige et trøstende Ord. Marie Olsen sad dog længe sammensunken og aldeles sønderknust og lod ikke til at høre efter. Fru Christensen spurgte hende om det i Gaar omtalte Barn Ulrikka, der skulde være død for et Par Dage siden. Marie Olsen svarede nølende, at hun var hos Bedsteforældrene paa Falster og levede endnu. Fru Christensen forhørte sig derpaa om det Barn, som hun var frugtsommelig med i November forrige Aar, da Fru Christensen sidst saa hende Dette Barn tilstod Marie Olsen, at hun havde dræbt i April, da det var 9 Dage gammelt.

Fru Christensen spurgte hende endvidere, hvor de andre fire Børn, som hun havde faaet, befandt sig. Her paa gav hun intet Svar, men sank paany hen i Hulken.

Efter at Marie Olsen havde været i et kort Forhør hos Assistenten, kørtes hun til Amager Birk, hvor Birkedommer Øllgaard tog hende i et Forhør, der kun varede 10 Minuter. Ogsaa her tilstod hun, at hun havde dræbt det Barn, hvis Lig man har fundet i Nygade. Da hun imidlertid samtidig forklarede, at Forbrydelsen er begaaet i København, vil hun i Dag blive overgivet til Københavns Politi.

De fire andre Børn talte Birkedommeren ikke om. Det bliver da det københavnske Politis Opgave at faa Lys i denne mystiske Sag.

(Social-Demokraten 13. oktober 1899).

Barnemordet

Den 9aarige Datter lever.

I Gaar Eftermiddags førtes Barnemordersken, Bertha Marie Olsen fra Thinghuset paa Blegdamsvejen til Kvindefængslet paa Nytorv.

Forinden havde Birkedommer Øllgaard hende atter i et kort Forhør. Det oplystes heri, at Barnemordersken er født i Kraghave paa Falster den 23. Oktober 1872, og hun er altsaa lige 27 Aar gammel.

Hun gentog sin Tilstaaelse om at have dræbt det Barn, hvis Lig fandtes i Lille Nygade. Barnet fødtes den 2. April i Aar og var fuldbaaret. Et Dage senere, altsaa den 11. April, kvalte hun det ved at snøre et Tørklæde om Barnets Hals. Den Gang boede hun i Korsgade 49 i en lille Stuelejlighed over Gaarden. Da hun ikke var sikker paa, at Barnet var død straks, bandt hun en Stump Snor om Halsen paa det, knyttede den og lagde Dagen efter Liget ned i den omtalte Kasse og anbragte denne i dm lille brunmalede Kuffert eller Skibskiste.

Da Marie Olsen flyttede fra Korsgade til Nørre Alle 13, bragte hun Kufferten med sig. og senere flyttede hun den som omtalt ud i Lille Nygade paa Amager.

Paa Dommerens Forespørgsel, hvorfor hun havde dræbt Barnet, svarede hun, at hun ikke vidste, hvorledes hun skulde ernære det. Hun vidste heller ikke, hvem der var Faderen.

Hun paastaar, at den 9aarige Ulrika endnu befinder sig hos hendes Fader, Rasmus Olsen i Kraghave paa Falster, og har man faaet oplyst, at dette er rigtigt. Hun nægter at have dræbt flere end et Barn, og da man foreholdt hende, at hun saa ofte havde været frugtsommelig, paastod hun, at enten havde hun aborteret eller Børnene var dødfødte.

Om denne Forklaring holder Stik, maa det københavnske Politi nu undersøge. Birkedommer Øllgaard gik hende nemlig ikke videre stærkt paa Klingen

(Social-Demokraten 14. oktober 1899).

Aftenbladet for samme datoer havde nogenlunde samme oplysninger om sagen. Marie Olsen afhørtes igen 17. oktober uden der dog fremkom nye oplysninger i sagen. Nationaltidende berettede om at et par unge mennesker havde udgivet sig for at være opdagelsesbetjente for at skaffe oplysninger til københavnske blade. Forhørene i slutningen af oktober 1899 tydede på at Marie Olsen ikke havde begået flere mord. Hun havde været gravid 4 gange, men aborterede 2 gange, og hendes ældste barn befandt sig hos bedsteforældrene på Falster.

Den 20. december kom sagen for Kriminalretten. Hun blev dømt for 7 gange at have begået fosterfordrivelse, hvor hun 5 gange havde haft held til det. Det ene af de overlevende børn var nu 10 år og levede i Eskilstrup på Falster. Det andet var det omtalte lig i Nygade på Amager som hun havde kvalt efter at have bedøvet det med opium. Straffen den 13. januar 1900 var dødsstraf, den 13. marts 1900 stadfæstede Højesteret dommen. Kongen benådede hende (hvilket var normalt) i april 1900 og straffen forvandledes til livsvarigt tugthus.

Valby: "Venners Hjem" i Trekronergade. (Efterskrift til Politivennen)

"Venners Hjems" første hus.

Grundstensnedlæggelse i går.

I går formiddags fandt en sjælden højtidelighed sted i den del af Valby terræn, som er beliggende bag Vestre Kirkegård, umiddelbart ved det ny bryggeri Trekroner, idet grundstenen nedlagdes til Arbejder-Byggeselskabet “Venners Hjem"s første hus.

Vejret var strålende og gav ret lejlighed til at iagttage de forhold, hvorunder den ny koloni vil komme til at leve. Vejen går fra jernbaneterrænet ud mod Kallebodstrand med Amagerland i baggrunden. På den ene side er kirkegården, der dog ikke ligger generende nær, modsat breder sig det åbne bondeland. Her er højt, friskt og smukt, alle betingelser for at skabe en arbejderkoloni, og inden ret længe vil der rejse sig en række huse langs vejen, idet en kreds af afholdssamfundets medlemmer vil bygge på den anden side af vejen.

“Venners Hjem" havde ved festligheden i går samlet mange af medlemmerne, endvidere repræsentanter for Valbys og Københavns kommuner, journalister fra hovedstadspressen o. fl. Selskabets jurist, overretssagfører Peschardt åbnede det lille friluftsstævne med at oplæse den på pergament nedskrevne redegørelse for selskabets virksomhed, af hvilken det fremgik, at “Venners Hjem" er stiftet efter Initiativ af snedkerne L. Due og L. Tvenstrup ved et den 22. maj 1898 i “Folkets Hus" på Jagtvej afholdt møde. Der dannedes der en 20-mands forening, som dog, for at opnå billigt lån af staten, udvidedes til at tælle 52 medlemmer.

Tegningerne til foretagendet er udarbejdede af arkitekt Axel Erhard Petersen. Oprindelig havde man tænkt at bygge i Vanløse, men foretrak grundene i Valby, der erhvervedes af apoteker Alfr. Benzon for en pris af 1½ kr. pr. kvadratalen, i alt 62.400 kr. Statskassen tilsagde selskabet et lån på indtil 160.000 kr. og hermed var foretagendet sikret.

Husene skal opføres som dobbelthuse, indvendig adskilte fra hinanden. Hvert dobbelthus indeholder to boliger, og hver af disse kommer til at bestå af 4 værelser, 2 i stuen og 2 på 1. sal, samt køkken, udenomslejlighed og have. Til hver bolig vil høre et areal af 800 kvadratalen, hvoraf de 115 optages af bygningen.

Arbejdet ved disse huse udføres væsentligst af arbejderorganisationer. Tømrerarbejdet er overtaget af Tømrersvendenes Aktieselskab, snedkerarbejdet af Bygningssnedkernes Aktieselskab, malerarbejdet af Malernes Fagforening. Det øvrige arbejde er overdraget forskellige mestre. Murerarbejdet således til murermester Lindhardt. Den samlede entreprisesum er 163.707 kr. 86 øre, hvortil kommer beløbet for grundstykket, altså i det hele 226.107 kr. 86 øre.

Den årlige husleje for hver af de 52 familier vil andrage 235 kr., af hvilke de 80 kr. er afdrag. Efter 40 års forløb er huset gældfrit.

Den 26. september i år tog arbejdet på pladsen sin begyndelse og i går nedlagde borgerrepræsentationens formand, folketingsmand Herman Trier, grundstenen. Han holdt ved den Lejlighed en smuk lille tale, hvis hovedindhold var følgende:

“Vi samles her i en stemning, der nærmest svarer til den, der gør sig gældende ved det førstefødte barns dåb. Forskellen er kun at her har familien 52 børn. Vi ser billedet af familielivet med foden under eget bord, og hjemmenes små pletter breder sig til vi har et helt samfund. Dette er frugten af menneskeligt samarbejde, og tanken om hvad samarbejde kan udrette, er ledende i dette foretagende. Her virkeliggøres en stor tanke: Arbejderne, som selv opfører huset, og gid dette forsøg må falde godt ud. Lad også samarbejdet være det løsen, som behersker livet her. Om os har vi den smilende natur, storbyens stenforbandelse er brudt. En ny slægt vil vokse op i disse omgivelser, hvor vi er på grænsen mellem by og land. De som bygger her, skal selv have glæden og ansvaret, gennem samarbejde vil de skabe tilfredshed."

Efter et hurra for det nye foretagende takkede Peschart alle som på forskellig vis havde ydet sagen støtte. 

Under den smukke festlighed spillede hr. Hansen-Silds orkester nogle numre, og der blev afsunget en sang til tekst af Carl Ploug, tilrettelagt for tilfældet. Det sidste vers lyder således:

Vel bli'r vi aldrig herremænd
og vi vil gerne gå i spænd
med småfolk, vore lige;
men vi vil ikke drikke dus
med den, som spytter i vort Krus,
og herrer i vort eget hus
vi først af alt vil være.

Til slut indtoges forfriskninger og ved bordet, hvor deltagerne samledes, holdtes flere taler.

For at anskueliggøre den nye kolonis udstrækning skal vi anføre, at husrækken vil få en længde som fra St. Thomas i Frederiksberg Alle til Frederiksberg Haves indgang. Det hele terræns bebyggelse vil for Valby betyde en ret anseelig folkeforøgelse som bl. a. vil medføre nødvendigheden af nye skolebygninger.

(Social-Demokraten 7. oktober 1899.)

Trekronergade 73-75 er opført 1899, og et af de få dobbelthuse af denne type som ikke er alt for meget udsat for senere tilbygninger, fx kviste i tagetagen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

100 nye huse i Valby

Atter en grundstensnedlæggelse.

I fredags nedlagdes, som omtalt her i bladet, grundstenen til “Venners Hjem"s første hus i Valby, og 52 familier vil her, bag Jesuskirken, på den anden side jernbaneterrænet, finde deres fremtidige hjem.

Søndag middag nedlagde grundstenen til det første af 100 huse. som “Valby og Omegns Byggeforening" vil opføre længere ude, et stykke forbi kroen og i umiddelbar nærhed af den til Hvidovre førende kirkesti. Det antal, der her er tale om, omfatter 15 tønder land og er købt af enkefru Hoffmann for en sum af 57.500 kr. mod en udbetaling af 25.000 kr.

Byggeforeningen, som stiftedes den 18. Februar 1898, nærmest efter Initiativ af Valby Socialdemokratiske Forening, vil her opføre 100 huse i villastil, altså med en noget forskellig bebyggelse og ydre variation. En del af grunden vil indgå til anlæg af 12 meter brede veje samt plads til et stort købmandshus, et lille parkanlæg og en legeplads for medlemmernes børn. Hver huslod vil være 1700 kvadratalen stor, og heraf medgår de 300 til bebyggelse og gårdsplads. Resten bliver have. Hvert jus vil koste ca. 9000 kr. og giver plads for to familier, og der vil af ejeren til en begyndelse være at udrede en afgift af 550 kr. årlig, men efter 10 års forløb vil kolonisten kunne få skøde på huset. Til oktober flyttedag næste år vil samtlige 100 huse være færdige til beboelse.

Byggeforeningens arkitekt er hr. Julius Bagger, dens juridiske konsulent hr. overretssagfører J. Hartvigson.

Til fundamenterne har foreningen selv indkøbt materialet og lader arbejdet udføre på egen regning. Alle materialer til murerarbejdet er ligeledes indkøbt af foreningen, medens arbejdet er overdraget medlem Clausen for en sum af 1050 kr. pr. hus. Alle tømmermaterialer er købt af foreningen og arbejdet overdraget en mester.

Første prioritet søges tilvejebragt ved statslån.

Grundstensnedlæggelsen i går havde samlet et stort antal medlemmer med deres familier samt enkelte specielt indbundne. Foreningens formand, murer P. Mathiesen rettede en tak til de mødte, og snedker Bruhn oplæste det dokument, som skulle indsættes i en blykapsel og nedlægges i grunden.

Arkitekt Bagger holdt derefter talen for det nye foretagende, gav en fremstilling af arbejdet for sagen og ønskede medlemmerne held og lykke med deres vordende nye hjem. Hurra og Orkesterfanfare kronede hr. Bagger hjertelige ord.

Derefter talte kredsens folketingsmand, Oscar Hansen i få men smukke vendinger fra kolonien, hvis grundpiller skulle være flid, sparsommelighed og solidaritet. Et hurra hilste hr. Hansens tale.

Med musik i spidsen marcherede forsamlingen nu tilbage til den på terrænet opførte hyggelige træpavillon, som en gang skal trone midt på børnenes legeplads. Her indtoges forfriskninger og holdtes taler, bl. a. af overretssagfører Hartvigsen og folketingsmand A. C. Meyer , hvilken sidste ønskede de vordende husejere alt godt i deres lille landlige koloni,  men samtidig bad dem om vedblivende at mindes arbejdet på opførelsen af det store samfundshus. (Stærkt bifald),

Først kl. over 4 var den smukke højtidelig forbi.

(Social-Demokraten 10. oktober 1899.)

Da Syerskerne blev udelukkede. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Da Syerskerne blev udelukkede.

I Lørdags Aftes blev altsaa de københavnske Syersker sat paa Gaden.

Hvorledes er det? Lærte vi ikke i vor Barndom i Bibelhistorien, at naar Herren vrededes, saa lod han regne Ild og Svovl over Jorderig? Men ak, det er længe, længe siden, i Lørdags Aftes skete intet af den Slags.

Lock-outen har naaet Brutalitetens og den usminkede Raaheds Tinde.

Først var det de syv jyske Byers Snedkersvende, der var Aarsagen. Denne Aarsag faldt, og saa blev det de "utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne", men nu er det sidste Dække faldet. Hvorledes skulde man kunne tale om utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne for Kvindernes Vedkommende? De sidder rundt i de smaa Hjem og arbejder.

Ganske vist, ingen vil nægte, at deres Arbejdsforhold er "utaalelige", men det er dog neppe den Slags Utaalelighed, Arbejdskøberne slaar om sig med. Overfor Kvinderne har man da maattet bekende Kulør, det er Fagforeningen og den alene, man vil til Livs.

Enkeltvis eller to og to kom Syerskerne gaaende ind fra Nørrebro. De kom gaaende med store Byldter og Pakker, mange kom med Barnevogne fulde. En Syerske afleverede alene for sig 36 tilklippede, men usyede Jakker, saa mange havde hun efterhaanden faaet hjem; Fabrikanterne havde ikke troet paa et Heltemod, der kunde staa herfor, nun hun bragte alle de 37. Sjældent er vist Syerskerne blevne behandlede saa elskværdig som i Lørdags. Om Frøkenen ikke ønskede at tage lidt med tilbage? Hun behøvede ikke at bære det selv. Karlen kunde godt hente og bringe det. Den gamle ridderlige Aand vaagnede pludselig op igen, men Syersken siger nej Tak og gaar rolig sin Vej.

I Porten bliver hun staaende lidt, andre kommer til, og de bliver lidt. Det er, som de trængte til at slutte sig sammen et Øjeblik, før de gaar bort.

En Herre fra Forretningen stiller sig op ved Siden af dem.

"Naa, naar ser vi Dem igen ?" spørger han.

"Ja, det maa jeg spørge Dem om", svarede Syersken, en køn, høj, ung Pige.

"Ja, De ved jo, De bare kan komme paa Mandag; er det noget for saadan en køn Pige som Dem; at holde paa en Fagforening?"

"Den holder jeg paa", svarer Syersken ham kort.

De slaar lidt tavse vendt mod hinanden. Saa strækker en bleg og forknyt udseende Syerske sin Haand ud mod den kønne, høje og siger stille :

"Farvel, Laura!"

"Farvel, Anna, vg hav det godt, til vi ses igen."

"Du ogsaa", svarer den blege, og som i pludselig Angst, ikke for sig selv, thi hun ved, at hun kan lide men for at den høje og kønne skal blive træt i Kampen, føjer han indtrængende til: "Og Du holder jo ud, Laura ?"

"Det gør jeg Anna." og bærende sit kønne Hoved højt gaar hun bort, medens den blege smiler roligt og iler bort i anden Retntng. . . .

Hvor let at holde Ideens Fan højt, naar alle Øjne er rette de paa en. Hvor uendelig svært, naar man gaar bort alene, uænset og uset, og ens eneste Trøst er, at den kønne Kvinde vil holde ud med en.

I Sandhed, vort Land ejer Heltinder!

NB

(Social-Demokraten 1. september 1899).

Lockouten varede i mere end 100 dage. Den afsluttedes med det såkaldte Septemberforlig (af 5. sept. 1899). Forliget var at arbejdsgiveren havde ret til at lede og fordele arbejdet. Fagforeningerne fik ret til at organisere sig og til at strejke. Septemberforliget var i kraft frem til 1960.

Kvinderne svigtede ikke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Kvinderne svigtede ikke.

Da Syerskerne i København blev kastede paa Gaden.

Det blev en travl Dag i Lørdags for de Fabrikanter, som smed Arbejdere paa Gaden.

Hele Udsmidningen var nemlig øjensynlig lagt mere an paa en Sprængning af den kvindelige Forening i Herreskræderfaget, end paa at etablere Lock-out i Faget. Derfor fristede Fabrikanterne som Djævelen i Ørkenen og sagde: "Alt dette skal tilhøre Dig, om Du vil falde ned og tilbede mig!" Trods alle Forsøg stod Syerskerne i Lørdags Aftes lige saa godt organiserede som før, og dog var Arbejdsgivernes Anstrengelser saa fortvivlede, at de endog fornægtede deres egen rare Arbejdsgiverforening.

Flere Fabrikanter valgte den Fremgangsmaade, at de Fredag Eftermiddag og i Lørdags Formiddags kaldte deres Syersker ind til Privatkonferencer paa Chefens Kontor. To a tre Kvinder ad Gangen kom ind til den mægtige Mand, og han forestillede dem, hvor godt de nu havde det efter den sidste Lønforhøjelse. Bare de vilde melde dem ud af Fagforeningen, kunde de have det saa rart, uden at savne noget her paa Jorden. De kunde gøre en Akkord. Hvis Syerskerne vilde melde sig ud af deres Fagforening, vilde han ogsaa melde sig ud af Arbejdsgiverforeningen. Det gik jo ikke saa nemt med det sidste, men alligevel, han var lumsk ked af den, og naar saa begge Parter var frigjorte for Foreningerne, kunde de leve et fredeligt og roligt Samliv.

Syerskerne sagde Nej!

Andre Fabrikanter vedblev overfor deres Syersker at være de samme tilknappede brøsige Herrer som for, men ved Siden heraf averterede de efter Syersker, som skulde indlægge Billet paa "Social-Demokraten"s Kontor. Naar disse Kvinder kom til dem, var Fabrikanterne lutter Elskværdighed. De kunde meget godt faa Arbejde til høje Priser hos dem, og ligesom rent tilfældig kom saa det Spørgsmaal: "De var vel ikke i Fagforeningen ?" Jo, det var de da, lød altid Svaret; naa, ja, men den kunde de jo melde sig ud af? Heller ikke hertil havde Kvinderne Lyst, og saa hed det, at de kunde godt faa Arbejde alligevel. Fabrikanten vilde da lade, som han ikke vidste, at de var Fagforenings medlemmer.

Heller ikke her paa vilde Syerskerne naturligvis indlade sig, thi de ræsonnerede fuldkommen rigligt, at saa kunde han lige saa godt beholde dem, han havde.

Ogsaa en Del Linnedsyersker blev gjort arbejdsløse, fordi de ikke vilde svigte deres Organisation. Lock-out'en er erklæret over hele Linjen i Herreskræderfaget i København. Kun to Fabrikanter har ikke villet være med i denne brutale Komedie. Det er d Hrr. Jens Kjeldsen og Simonsen. Hos dem fortsættes Arbejdet som sædvanligt.

(Social-Demokraten 29. august 1899).

Fru Lona Barrisons kniplinger. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison er den mest bekendte af de unge piger, der i sin tid udgjorde truppen "Søstrene Barrison", og som vakte kolossal opmærksomhed i udlandets varieteer på grund af deres skønhed, ungdom og kvikke optræden - men først og fremmest på grund af deres letklædthed.

Hun - der ligesom et par andre af selskabets medlemmer stammede fra Fyn - gik imidlertid hen og giftede sig, og da flere af de andre fandt på det samme, opløstes så truppen.

Fru Lona Barrison, som hun derefter kaldte sig, optrådte nu på egen hånd og fejrede mange triumfer. Men samtidig havde hun rigtignok den sorg, at formanden for den tyske Artistforening bestred hendes foreteelser i sit blad og betegnede hende som en dame, ingen anstændig artist kunne optræde sammen med.

Det kom til en proces mellem hende og hendes mand på den ene side og artistformanden på den anden, og det endte - atter en sejr for danskheden! - med at artistformanden måtte erlægge en bøde, hvorhos hans udtalelser blev mortificerede.

Men fru Lona Barrison har efter denne Pyrrhussejr haft mange genvordigheder at udstå, og for nogen tid siden, da hun indlogerede sig i et hotel i "Unter den Linden" i Berlin, gik det så vidt, at man ved allehånde trakasserier søgte at få hende til at fortrække fra hotellet.

Der var da også nogen - hvem det var vides ikke - der fik en af pigerne til at stjæle de kniplinger, Lona skulle have på ved sin optræden om aftenen i Apolloteatret. Og da fru Lonas dragt om aftenen så at sige udelukkende består af disse kniplinger, vil man forstå, at hendes optræden nu var blevet umuliggjort.

Men i disse dage har hun fået en frygtelig hævn over hotelpigen. Hun meldte nemlig straks sagen til politiet, og nu har retten idømt pigen en måneds fængsel for - tyveri.

Sådan sejrer altid retfærdigheden og den hvide uskyld.

(Aarhus Amtstidende, 27. juni 1899).

Lona Barrison. Theatermuseum Wien. Reutlinger, Paris. CC BY-NC-SA.