Uhyggelig Brand: Bartholinsgade 11. (Efterskrift til Politivennen).

Denne artikel er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag.

Bartholinsgade 9-13. Det var i den midterste bygning, nr. 11, branden fandt sted. Sammenlign det store billede i artiklen. Dette fremstiller dog formentlig ikke gadefronten, men bygningen set fra gården. Den gule bygning (nr. 9) var oprindelig en rødstensbygning og må tidligst være pudset efter 1987. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen nr. 11 i Bartholinsgade hjemsøges af en voldsom ildebrand

Mange mennesker i livsfare

En helteodig kvinde springer ud fra 4. sal.

For lidt vand - for megen gas.

I går eftermiddags Klokken 4:45 sad grønthandler E. Christensen i sin kælder i Bartholinsgade nr. 11 i færd med at læse sin avis. Pludselig lød en klirren udenfor hans vinduer - det var ruderne fra anden sal, der styrtede ned på gaden, og da grønthandleren så op, bemærkede ham, at Kommunehospitalets ligkapel var farvet luerødt. I et nu var Christensen ude på gaden og i fuldt løb til brandskabet ved Østerfarimagsgade nr. 2, men inden han nåede dette, kom der telefonmelding om branden fra en herre, der fra gaden havde observeret ilden og var løbet hen i "Cafe de la reine"

Ved første brand-bud afgik Adelgades stige og sprøjte og et lignende materiel samt en ekstravogn fra Fælledvejen, hvorfra inspektør Wiese fulgte med. Alarmen fra brandskabet kaldte slukningstoget fra hovedstationen uinder anførsel af inspektør Friis, og klokken 5 tilkaldtes Fælledvejens dampsprøjte, samtidig med brandchef Liisberg, der ankom i den sorte officersvogn med to fyrige heste i vild karriere; bag efter fulgte "Siameser-tenderen" med slangemateriale til dampsprøjten.

Fru Poulsens Kakkelovn.

Vi skal nu fortælle om ildens opkomst.

På anden sal til højre i den brandlidte ejendom bor enkefru Poulsen med sin voksne søn. Sønnen var på sit arbejde, og ved middagstid gik fru Poulsen på sit daglige sygebesøg hos sin moder.

Inden hun forlod hjemmet, fyrede hun stærkt op i sin kakkelovn og lukkede sine døre af. Klokken ca. 4:30 vendte hun tilbage, og på vejen op ad køkkentrappen mærkede hun en stærk brandlugt. Det skal her noteres, at flere beboere havde bemærket denne lugt allerede i en hel time forud, og dette viser, at det har brændt længe inde i den lukkede lejlighed.

Da fru Poulsen åbnede sin dør, så hun ind i et vældigt flammehav, og med et skrig styrtede hun ned ad trappen, ladende køkkendøren åben - og dermed var vejen fri for de grådige flammer, som nu med uimodståelig vildskab fløj ud og opefter, satte deres røde kæmpetænder i alt træværk, sprang etagerne op, fra tredje til fjerde sal, herfra op til kvisten og videre til det øverste tag.

Scene af branden, da den var på sit højeste.

Alvorlige uheld.

Ved slukningstogenes ankomst opstod et par højst alvorlige uheld.

Mindst betydende var et sammenstød mellem stigen fra Adelgade og en gadelygte på hjørnet af Gothersgade og Nansensgade; gaslygten blev fældet i et nu, medens stigen og dens bemanding i god behold svingede ind i Bartholinsgade.

Ud for ejendommen nr. 3 findes gadens ene brandhane, og denne var omhyggeligt dækket af en stor snebunke hvis nederste del var en tyk isskorpe. Mens brandmændene stod rede med strålerørene på toppen af stigen og råbet på vand blev mere og mere indtrængende, arbejdede 3 mand fortvivlet på at hugge isen bort fra brandhanens dæksel - på den måde hengik fem kostbare minutter.

Langt mere skæbnesvangert var dog det uheld, der mødte mandskabet, som skulle føre den anden stige ind i gården.

Porten var nemlig lukket af, og ingen havde nøglen! Så kom økserne frem, og efter et ihærdigt arbejde blev porten sprængt. Indenfor den sprængte port mødte der brandmændene en ny hindring - en svær afstiverbjælke var anbragt tværs over porten, og først da denne bjælke faldt for øksehuggene, kunne stigen køres ind.

Man vidste ikke den gang, at bemeldte port slet ikke hørte til de brændende hus, men var gennemgangsport fra ejendommen Gothersgade nr. 158, hvorfra der var uhindret indkørsel.

Nu ville disse besværligheder under hundrede andre forhold næppe have haft så særlig stor betydning men en mærkelig skæbne ville, at en kvinde just i de minutter var i den største livsfare, og kun havde et håb - stigen, der ikke kunne komme frem.

En heltemodig kvinde.

På fjerde sal til venstre hos skræder Victor Nielsson var dennes søster, den 25 årige Selma Nielsson, alene i lejligheden.

Inspektør Friis hørte høje skrig om hjælp og så frøken Selma Nielsson stå i det åbne vindue på fjerde sal.

Stigen kunne, som allerede bemærket, ikke komme ind, intet menneske kunne betræde køkkentrappen - og der gik nu ilbud ud på gaden efter redningsnettet der altid følger med første udrykning.

I de få sekunder der hengik, mens man ventede på springlagnet, blev krybestigerne dirigerede op ad vinduerne, brandmand nr. 126 Rasmussen var forrest. Som en kat hagede han sig fast til stigens trin, til mur og til vindueskarme, men vejen er vanskelig og tager tid, og den kække brandmand når ikke længere end til 3. sal.

Frk. Nielsen springer ned i redningsnettet.

Denne tegning stammer ikke fra Social-Demokraten, men fra Riget (København) den 30. januar 1912.

Et spring.

Nede fra gården råbte hr. Friis indtrængende opfordringer til den unge kvinde:

- Bliv hvor De er! Spring ikke ud! Vi skal frelse Dem!

- Bliv! Bliv! råbte andre stemmer.

Og den unge kvinde blev.

Bag hende buldrede flammerne, røgen væltede frem over hendes hoved, og hendes kjole begyndte at gløde.

- Bliv! Bliv! hørte hun brandinspektøren råbe, og fra gården som fra genbohusenes vinduer rettedes hundrede af angstfulde øjne op imod den ild- og røgombølgede kvinde, som med mageløs koldblodighed blev stående og stirrede ned i dybet efter frelsen.

Ti brandmænd kom nu stormende med redningsnettet, og civile folk hjalp til.

De måtte ind i en kælder og op i den meget smalle gård der hører til huset nr. 11, og som er adskilt fra gennemgangsgården til Gothersgade med et højt plankeværk.

På denne ubetydelige gårdsplads blev nettet rullet ud, og op imod 20 mand, brandmænd og civile, tog fat og spændte lagnet så langt ud, som overhovedet muligt.

Det var i yderste øjeblik; flammerne hvislede bag den frygtløse kvinde - og nu råbte inspektør Friis:

- Spring!

- Der gik nogle øjeblikke, frøken Nilsson samlede kjolen om sig, stirrede endnu en gang ned - og sprang så - styrtede med rivende hurtighed ned, mens alle øjenvidner holdt vejret tilbage og fulgte faldet, der kun varede sekunder så nåede hun nettet; kun en mand slap, lagnet fangede hende, sank lidt, hvorved hun fik et stød mod en ishård snebunke - og stærke arme bar den nu omtrent bevidstløse kvinde ud til den ventende vogn, og her genså først den intetanende broder en søster, hvis liv var blevet reddet som ved et vidunder.

- Vi regner ellers et sådant spring for et dødsspring, bemærkede inspektør Friis, da vognen med den bevidstløse kvinde hastede til det nærliggende KommunehospitaL 

På vort store billede ses brandstedet, hvor nu stigen er bleven rejst, og et kryds i fjerde etage viser vinduet, hvorfra springet blev gjort.

Fru Truelsen frelst.

Ude fra gaden var tilskuerne vidne til et andet, men knap så dramatisk optrin.

Da brandmændene på den herude rejste stige angreb ilden gennem vinduerne til fjerde sal, hørte de med et skrig over deres hoveder. Og en gammel kvinde viste sig bag ruderne til kvisten.

I en fart blev stigen skudt op, og tre brandmænd, nr. 137, 133 og 101 tog fra det isglatte tag imod den rystende gamle kvinde som forsigtig blev bragt ned fra den svimlende højde og velbeholden sat ned på gaden. 

Hun græd af skræk og af glæde over sin heldige frelse og foretrak at betragte brandens udvikling frem for at søge ly.

Et flammehav.

Ved 6-tiden dannede hele køkkentrappen og lejlighederne fra anden sal til kvisten et stort bål.

Fra gaden og fra gården førtes 6-7 slanger op ad trapper og stiger, og vandstrålerne rettedes mod flammerne, uden dog tilsyneladende at gøre nogen virkning.

Så skar et råb gennem bulderet og braget fra de nedstyrtende bjælker og tagsten.

- Der er ikke lukket for gassen!

Brandmanden på stigens øverste trin havde rettet vandstrålen mod en ildflamme, der "sprøjtede" lige ind på ham og ikke lod sig slukke - det var gassen fra de sprængte gasrør.

Langt om længe blev nøglen til hovedledningen skaffet til veje - og så fik vandet langsomt bugt med det vældige bål

Gennem ild og vand.

Vi følger nu brandinspektør Friis på en vandring op i det brændende hus, hvis beboere fra anden sal og opefter alle er flygtede, ladende deres ejendele i stikken.

På første sal bor postbud A. Jensen og enkefru Petersen. Enkefruens gamle fader er apoplektisk og lå under hele branden i dødsrædsel.

Heldigvis nåede ilden - takket være vort ypperlige brandvæsen - ikke så langt, men vandet strømmede ned i lejlighederne, hvor Falcks redningsmænd havde travlt med at dække og bøde.

På anden sal bor til venstre barber Bendtzen, der ikke var hjemme under branden; til højre ligger fru Poulsens totalt raserede lejlighed.

På tredie sal kigger vi ind til vicevært Olsen og familien Andersen, hvis bohave er omtrent helt ødelagt, på fjerde sal til højre var beboerne, Hansigne Jørgensen og hendes voksne datter, nærværende, da ilden stormede ind til dem fra køkkentrappen. De to damer reddede sig over hals og hoved ad hovedtrappen, og alt deres tøj brændte.

Endelig afgav kvisten med dens to beboelser for den gamle fru Truelsen der kom ned ad brandstigen, og familien Spur der bor til højre, det sørgeligste skue.

I sod og røg stod brandmændene her og slukkede de sidste flammer, der dannede et sort stinkende hul helt ned til anden sal. Alle disse mennesker har mistet størstedelen af deres ejendele, og for fru Poulsens vedkommende er branden af særlig stor Betydning, da hun ikke havde assureret. 

På hospitalet. 

Ved 7-tiden henvendte vi os på Kommunehospitalet og erfarede her af frøken Selma Nielssons sygeplejerske, at patienten i hvert fald var udenfor livsfare. Hun havde klaget over smerter i hoftepartiet og lå stille hen, udmattet af det voldsomme nervechok. 

Lægeundersøgelsen havde givet det glædelige resultat, at intet ben var brudt.

Frøken Selma Mielsen.

Den heltemodige kvinde, af hvem vi her bringer et billede efter et fotografi fra de seneste dage, har sit hjem og arbejdssted i Stockholm, hvor hun er opvarterske på en af de små lystdampere, der befarer Mälern. Sejladsen her er indstillet det meste af vinteren, og den unge dame tog kort før jul til København og boede hos sin broder.

Hun skulle om kort tid være rejst tilbage til Stockholm, men er nu blevet forhindret af det uhyggelige eventyr. Alt hendes tøj brændte og hele broderens bedrift ødelagdes.

*

Ved 7-tiden ankom politiinspektør Theodor Petersen med en stor politistyrke, som fuldstændig - men forresten noget overflødigt - afspærrede hele Bartholinsgade. 

Klokken 9:30 tog inspektør Friis hjem til brandstationen, medens sidste sprøjte blev på brandstedet til midnat, hvorefter politiet overtog brandvagten.

Over hele byen spredtes rygterne om den store brand og antog de vildeste former, og store

skarer af nysgerrige valfartede til gaden, hvor brandkatastrofen havde fundet sted. 

Ave

(Social-Demokraten, 30. januar 1912).

De to ovenstående tegninger af "dødsspringet" giver to forskellige indtryk: På det ene vender hun ansigtet mod bygningen, på den anden fra. Der er stiger på den ene, men ikke på den anden.  

Den fornemme Cafe de la Reine åbnede omkring 1900 på Søtorvet, hvor der nu sælges vaskemaskiner. Den var åbnet omkring 1900 og gav en vis "fransk stemning" med udendørs, overdækket  servering. Hvilket fik folk til at kalde den "Café la' det regne". I 1930'erne oplæste Sigfred Pedersen og Otto Gelsted deres digte her. Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 blev caféen lukket.

Søtorvet med Cafe de la Reine. Fotograf Holger Damgaard (1870-1945). Udateret. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Social-Demokraten bragte dagen efter (31. januar) yderligere oplysninger, bl.a. at skrædder Victor Nielsson kort før branden havde været udsat for et indbrudstyveri, hvor tyven havde stjålet 70 kr. og gasautomatens indhold. Selma Nielssons tilstand var alt andet end gunstig, muligvis et brud på bækkenbenet. Hun erklærede at hun hellere ville være knust i faldet end invalid på livstid.

Folkets Avis - København bragte den 1. februar et interview med Selma Nielsson.

Elisa(beth) Baridon (1834-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Elisabeth (Elisa) Baridon (1834-1912) blev født i Piémonte (norditalien). Det er stort set hvad vi ved om hende, indtil hun blev husbestyrerinde hos Ferdinand Bertouch formentlig fra et tidspunkt efter 1859 til hans død i 1902. Og selv da er det næsten ingenting vi får at vide.

Carl Christian Ferdinand von Bertouch (1810-1902?) var hofjægermester og oldtidsforsker. Bertouch var/er en tysk adelsslægt som indvandrede til Danmark i 16-1700-tallet. Som ung boede han bl.a. 3 år i Amaliegade Nr. 16 (admiral Kaas’ gård) i København. 1836-1838 ejede han herregården Gottesgave ved Nakskov. Efter at have giftet sig med morbroderens datter Maren Wallmoden, rejste parret næste 15 år rundt i Europa. I Frankrig oplevede de bl.a. at Louis Philippe blev afsat i 1848 og republikkens indførelse. De tog til Italien hvor de bl.a. fordrev tiden med at overvære skuespil, operaer og balletter af de kendteste kunstnere, samt mødtes med danskere som Kierulff og dr. Aarestrup, Sten Billes, kammerherre Johan Bülows, danske Officerer Ernst og Kiøpke, Frk. Puggaard, Werlauf og Juliane Heger. Fra 1853 også Marstrand og Bissen, samt 1854 H. C. Andersen. Ferdinand Bertouch var medlem af Oldskriftsselskabet og foretog ærkæologisk-historiske studier (bl.a. refereret i Berlingske 1854), medvirkede ved udgravningerne i Luni (1858) og gjorde sig her fortjent til tre Bronzemedailler (1867). 

Maren døde 1859. Herefter tog Ferdinand ophold i Paris tæt på broderen Ernst der var legationsråd.  Formentlig efter dette tidspunkt har han antaget en husbestyrerinde. Disse var ansat på gårde, hos en ugift mand eller en enkemand. Det sidste var tilfældet for Elisabeth Baridon. Måske var hun ansat mens han boede 10 år i Paris, og i hvert fald i 1870 hvor hun spiller en ret stor rolle, hvilket fremgår af følgende brev:

Nathalie Bertouch-Lehn, [. Hoick, til Ferdinand Bertouch.

Lungholm, den 29. Maj 1870.

Kjære Ferdinand!

Hvad maae De dog troe om mig? at jeg saa længe ikke har ladet høre fra mig; det er en stoer Skam, især da jeg veed hvor megen venlig Interesse De har for os Alle. Siden vi kom til Kjøbenhavn har jeg havt saa meget at bestille, og efter Lines Forlovelse var der for mig ikke et Minuts Ro til at skrive, saa dette veed jeg at De selv kan indsee og tjener derfor til min Undskyldning. Nu ere vi da alt 4. Uger her paa Lungholm, men efter at have været 4. Maaneder herfra, var der jo flere Ting i Huuset, der skulde udrettes og arangeres, saa Tiden ogsaa var optaget her. — Efter at vi i Hovedstaden endte med at modtage Gratulantere og gjøre Visitter, saa begyndt vi forfra med det Samme her paa Lungholm og nu vente Egnebeboerne at faae en Forlovelses-Middag naar Wedell kommer; vi vente ham sidst i denne Uge. Cathinka var saa glad over Lines Forlovelse saa hun omfavnede og kyssede Wedell, det er jo saa lykkeligt naar alle Parter ere tilfredse. — Line er jo meget forvendt saa Gud veed! hvorledes hun vil finde sig i m indre Kaar, men det kan jo vare længe med Brylluppet, da han ingen Ansættelse har, og der nok ikke saa snart er Udsigt til nogen Skovrider Plads. Wedell er et smukt og elskværdigt Menneske som sikkert nok vil gjøre sin Kone lykkelig. Jeg vil ret haabe at Line vil gjøre ham lykkelig og være noget for ham , da hun hidindtil kun har tænkt paa sit eget lille Jeg. — For Øieblikket er det en rørig Tid i Hovedstaden, da Ministerne ere gaaet af, og man endnu ikke har nogen Idee om hvilket Ministerium der nu bliver dannet. (Vort stakkels lille Danmark!) — At Geheimeraad Raben er død ved De vel alt, og at han har udsat Legater paa 400,000 Rbd til Videnskabsmænd og Kunstnere er jo overordentligt smukt. Baron Otto Rosenørn Lehn er blevet Directeur for den kongelige Malerisamling paa Christiansborg efter Professor Høiens Død. (Hvad syntes De?) Min Poul er begyndt paa at spille Violin, men han syntes bedre om at spille efter Gehør end efter Noder. Nu er Poul meget flittig, thi Bertouch vil jo have ham i Roeskilde-Skole til Vinteren, det finder jeg en redsom Idee. Poul trænger til megen Bevægelse og at komme stadig i Luften for hans stakkels Øine, som ere meget angrebne, han siger selv at hans Syn har taget af i det sidste Aar. I September Maaned skal Poul confirmeres her i Erindlev Kirke. — Bertouch lider af en stadig Hoste og i denne Tid af en smertefuld Gigt. — Min Søster Schulin er taget til hendes Datter Brockdorff som venter sin Nedkomst i Juny Maaned. Lily Schulin tager nogle Dage til Tølløse og den 13. Juny til Dannemands Sølvbryllup paa Aastrup. De to smukke Malerier have Bertouch og jeg nu hængt op i Havestuen, hvor de tage dem meget smukt ud, De veed nok kjære F erdinand de to Portraitter som de have været saa venlig at sende os. De venligste Hilsener sendes Dem og den elskværdige Elisa [Baridon] fra os Alle her.

Glæd snart med nogle Linier Deres meget hengivne

Lungholm den 29/5 1870. Nathalie Bertouch Lehn

Da Kommunardopstanden udbrød i 1870, flygtede Ferdinand fra Paris uden selv det nødvendigste. Han boede på kredit på et Hotel i Antwerpen indtil hans husbestyrerinde (formentlig Elisa Baridon) der netop opholdt sig hos Cathinka i Danmark, kunne skaffe ham den fornødne hjælp. I 1871 var Ferdinand Bertouch på Lungholm og åbenbart er han endnu 1873 i Danmark. Lungholm var/er en herregård på Lolland som i flere århundreder har været ejet af familien Bertouch-(Lehn). I 1800-tallet baron Poul Godske von Bertouch(-Lehn), baron Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn og fra 1905 baron Poul Abraham Bertouch-Lehn. (Se Slægten Bertouch.)

Han rejste kortvarigt tilbage til Paris, og fra sommeren 1878 slog han sig ned i Malines (Mecheln) i Belgien hvor han boede indtil sin død, trods det republikanske Frankrig formentlig næppe var hans kop te. Han var da over 60, rejste sjældent og aldrig langt fra sit Hjem, førte altså et stille liv, bl.a. med genealogiske studier, undersøgelser af sin slægts historie i Belgien. Han levede af rentepenge fra det Wallmodenske Legat og synes at have været mistrøstig og ensom. I 1889 fik han et slagtilfælde men levede dog endnu 13 år. Han blev bisat Ferdinand Bertouch ved sin hustrus i det Wallmodenske Kapel. Hans husbestyrerinde, Mile. Baridon, ledsagede kisten fra Belgien til Danmark og tog siden ophold hos St. Josephs Søstrene i København. 

Fotograf Charles Peter Linck: Immaculata Kirken på Strandvejen, 1906, altså på det tidspunkt hvor vi må antage at Elisa Baridon opholdt sig der i Sankt Joseph Søstrenes kloster i Hellerup. Klosteret fungerede i 111 år, men måtte lukke pga. manglende søgning og bygningerne blev sat til salg i 2014. Der er nu plejehjem og seniorbofællesskab. Den gamle klosterbygning er fra 1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ca. 10 år efter døde hun i 1912. Og dødsfaldet blev nævnt i nedenstående brev:

Julian Bertouch-Lehn til Broderen Rudolph:

Prince Albert, Sask., den 18. Februar 1912.

Kjæreste lille store Rudolph. Jeg maa fortælle Dig, at jeg holder saa meget af Dig. Hvor er det underligt, at Du vor lille Bror, som Du jo var, da vi var Børn, nu er vokset op til at blive vor store Bror; thi det er Du, vi maa se op til Dig for Din store Energi og Flid Du udviser og for den Glæde Du spreder over Pe’s og Far og Mors Liv. Ogsaa vi — jeg tør sikkert regne med P. J. — glæder os usigelig over Dig, og mit Hjerte banker altid med Taknemmelighed, naar jeg seer, hvor Du holder af mig. Du mener maaske, at dette er noget Vrøvl og Fremstillingsmaaden er det maaske, men Tanken kommer fra mit Hjerte og jeg haaber den vil naa Dit. Tusind Tak for Dine Breve, som har kastet lidt Glæde ind i min Træthed. Ja jeg vil sige Dig, som vor Moder sagde i et Brev til mig, at "kan man ikke trives i Canada, kan man intetsteds trives". Men i Gang skal man jo først og den grimm e Sygdom ruinerede jo alt for mig. Veed Du at Pr. . . . her tog S 72 for min Sygdom [Tyfus], var det ikke raat, det er saadan noget som 266,40 Kr. dansk, men en Del ef det er betalt paa den Maade, at det er bleven taget af min Løn; jeg kalder det at flaa Folk til Skindet . . . Tal ikke om Reconvalescens eller Rekreation — en Uge efter at jeg var kommen op af Sengen arbejdede jeg igen, skjønt jeg neppe kunde staa paa mine Ben. . . . Jeg tænker jeg tager op til Douglas Currie i Barrow's, men om jeg gjør det og hvad jeg tager fat paa, er endnu i det uvisse, da jeg end ej har talt med Vennen min. Jeg siger intet definitivt for ej bagefter at staa som en der væver Usandhed. Her i Westen er det ofte, man hirer sig til en Plads, men paa Rejsen til denne opdager man noget bedre og dropper saa ganske stille den første.

Jeg skal prøve at fordele Stoffet, men naar jeg først begynder, kommer det ene efter det andet, og jeg synes jeg maa fortælle Dig alt. Jeg har haft Brev fra Tante Beatrice, men det var før hun vidste noget om M.lle Elisas [Baridon] Død. Hvor er jeg bedrøvet over hende, hun holdt saa trofast paa Familien, tænk at jeg aldrig skal se hendes lille rare Ansigt mere. Har Du lagt Mærke til, hvor de en efter en gaar bort, der bliver saa tomt omkring. Ingen er som Barndomsvennerne . . . .

Hun blev begravet på Vestre Kirkegårds katolske afdeling, men graven blev nedlagt og stenen opsat på lapidariet nord for Nordre Kapel. 

Elisa Baridons gravsted på Vestre Kirkegård. Oprindelig stod den i katolske afdeling i St. Josephs Søstrenes Gravsted (afd. IV, række 5, nr. 68), men står nu på lapidariet nord for Nordre Kapel. "Ici repose Mlle Elisa Baridon. * 17. Mai 1834 +21 Janvier 1912. R. I. P." Foto Erik Nicolaisen Høy.

Otto (1848-1911) og Dorothea (1859-1939) Marstrand. (Efterskrift til Politivennen)

Efter successen i Marstrands Bryggeriers første tre år, begyndte det at gå tilbage. Heller ikke det i 1888 "wienerøl" ændrede på den udvikling. I begyndelsen af 1888 var fhv. købmand på St. Thomas Jens Svendsen indtrådt i ledelsen som direktør og forblev som sådan ved siden af Troels Marstrand indtil 1891. Bryggeriet på Vodroffsvej blev herefter i en periode drevet under navnet "Krone-øl Bryggeriet".

I 1891 blev bryggeriet opslugt af De forenede Bryggerier. Det fik senere navnet Kroneølbryggeriet. Otto Marstrand udvandrede (1889 eller 1891) med familie til Vancouver og anlagde et bryggeri der i partnerskab med Charles Gottfried Doering (af saxisk oprindelse) som havde grundlagt Vancouver Brewery i 1889. De blev partnere under navnet Doering & Marstrand Brewing Co. Foretagendet blev en forrygende succes og eksporterede øl til Kina, Japan og Australien. I 1902 fusionerede de med Red Cross Brewery under navnet Vancouver Breweries Limited. Bryggeriet producerede bl.a. den populære Cascade Ale "the beer without peer". Succesen fortsatte og 9 år senere dannede de British Columbia Breweries Limited med Charles Doering som præsident for konsortiet. 

Han besøgte Danmark i 1904, og i 1906 blev han konsul og bosatte sig på Frederiksberg.

Emil Stæhr (1827-1912): Vodroffsvej, Marstrands Bryggeri, det senere Kongens Bryghus. Bygningen tegnet af arkitekt Hans Christian Henning Wolff. (1828-1880).

 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. De tidligste bygninger var opført af murermester og arkitekt J.W. Frohne. Wolffs bygninger var opført i mursten i vekselende røde/gule sten og med dekorative elementer, der var inspireret af M.G. Bindesbøll i nationalromantisk stil.

Dødsfald.

Brygger Otto Marstrand.

En kendt Københavner, Konsul Otto Marstrand er igaar afgaaet ved Døden, 63 Aar gammel.

Otto Marstrand lærte Bryggeriet i Tyskland og blev straks efter sin Hjemkomst Leder af Marstrands Bryggerier paa Vodroffvej, et stort Foretagende, som han yderligere drev  i Vejret. Da "De forenede Bryggerier" i 1891 dannes, og Marstrands Bryggerier optoges deri, rejste Otto Marstrand med Familie til Britisk Columbia, og i Vancouver startede han et Bryggeri. Ved et energisk Arbejde blev det i Løbet af faa Aar en meget omfattende og indbringende Forretning, og da Marstrand for 5-6 Aar siden vendte tilbage til Danmark, var det som en meget velstaaende Mand.

I Vancouver var han alle Danskes trofaste Støtte. Han hjalp dem paa alle Maader og var utrættelig til at skaffe dem Arbejde, dels paa det Marstrandske Bryggeri, dels andre Steder; aldrig lod han nogen gaa fra sig, uden at han paa en eller anden Maade havde hjulpet. Paa Anmodning af samtlige Danske i Vancouver blev Otto Marstrand udnævnt til dansk Konsul dér i Byen.

Efter hans Tilbagekomst her til Landet var det vistnok hans Mening paa ny at tage fat, men et daarligt Helbred - den Hjertelidelse, der nu har hidført hans Død - tvang ham til at opgive alle Fremtidsplaner af den Art. Han plejede saa sine private Interesser, blandt hvilke Travsporten var en af de væsentligste. Han var Medstifter at Firsernes Travforening, var en Tid Formand og havde i tidligere Aar en fortræffelig Stald.

Konsul Marstrand var Søn af Dampmøller M., der var en Broder til Maleren Marstrand, og han var saaledes Fætter til Borgmester M. Han efterlader sig Hustru, to Døtre og to Sønner; hans Hustru er Datter af den bekendte Grosserer Jens Lund, der tidligere ejede "Smidstrupgaard", og Døtrene er gifte med Kaptajn Troels Smith og Ingeniør Jørgensen. 

(Riget (København) 28. december 1911)

Jordefærd.

Idag begravedes fra Frederiksberg Kirke Brygger Otto Marstrand.

Ved Kisten stod opplantet De Forenede Bryggeriers Arbejderes og Funktionærers Faner. Der var sendt signerede Kranse fra Bryggerforeningen, Forenede Bryggerier, Carlsberg Bryggerier, Kroneølbryggeriet, Ølhandlerforeningen af 1875, Foreningen Lunds og Marstrands Minde, Det danske Travselskab, Foreningen af Hesteejere i det danske Travselskab, Selskabet for Køre- og Ridehesteavlens Fremme o. fl.

I det meget store Følge bemærkedes bl. a. Borgmester Marstrand, Højesteretssagfører Møldrup, Direktør Freiliv, Direktør Andersen, Carlsberg, Direktør Benny Dessau, Generalkonsul Ingwersen, Arkitekterne Marstrand, Glæsel og Klint, Dr. Edgar Madsen, Overretssagfører Axel Bang, Overretssagfører Falk-Jensen, Professor Otto Haslund, Grosserer S. N. Meyer, Fabrikant Ewers, Bogtrykker Martius Truelsen og kgl. Dyrlæge Gautier. 

Efter Salmen "Han, som har hjulpet hidindtil", talte Stiftsprovst Hoffmeyer. Han skildrede Marstrand som den, der havde sil Liv og sit Hjerte i Arbejdet, som havde sat alle Evner ind paa at løse sine Opgaver, og som, rastløs og flittig, havde arbejdet i trofast Virke. Tillige som en Mand, der havde haft sin Glæde i atd hjælpe andre. Stiftsprovsten sluttede med en Bøn.

Efter Salmen "Lyksalig, lyksalig" bares Kisten ud af Kirken til Tonerne af "Dejlig er Jorden".

Jordfæstelsen fandt sted paa  Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. december 1911)

Hvad angik bryggeriet på Vodroffsvej betød bryggerisamarbejdet at hvert bryggeri opdyrkede sit speciale. Bryggeriet på Vodroffsvej blev fra 1923 til "K.B. Bryggeriet på Vodroffsvej". Bryggeriet blev nedlagt i 1968. I 1969 fusionerede De forenede Bryggerier og Carlsberg, og som led i en rationalisering blev bygningerne på Vodroffsvej solgt til boligselskabet VIBO, der ønskede at opføre almene boliger på grunden og nedrive bryggeriet som allerede dengang blev betragtet som en af Danmarks mest originale industribygninger. Nedrivningsplanerne blev støttet af borgmester Arne Stæhr Johansen. På trods af protester fra bl.a. Akademisk Arkitektforening der arrangerede et fakkeltog, blev anlægget nedrevet 1976 til fordel for en boligbebyggelse.

Otto og Dorothea Marstrands familiegravsted på Vestre Kirkegård. Brygger Otto og Dorothea Marstrands Familiegravsted. Otto Marstrand 12.12.1848-26.12.1911. Dorothea Marstrand 16.9,1859-19.10.1939. Anna Marstrand 14.7.1878-19.10.1959. Axel Troels-Smith 7.8.1912-24.5.1994. Elsebeth Troels-Smith. Oberstløjtnant T.F. P. Troels Smith 1871-1948. Ellen Troels Smith, f. Marstrand 1882-1967. Vinhandler Erik Troels-Smith 1912-1970. Foto Erik Nicolaisen Høy (2019).

Den lille Kulpillers tragiske Død. (Efterskrift til Politivennen).

Tegning fra Social-Demokraten 18. maj 1911 i anledning af begravelsen af den lille kulpiller.

Foto med undertitlen: Ejendommelige ceremonier - præsten indvier graven - kvinden til venstre (x) er moderen. Foto af Aftenbladet (København) 18. maj 1911.

 Den lille kulpiller

I går eftermiddags foregik der en gribende højtidelighed på den katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.

Foreningen "Barnets Værn" lod afsløre en mindesten over den lille dreng, der den 12. maj blev dræbt af havnetoget, da han var i begreb med at pille kulstumper op.

Til trods for det ubehagelige vejr havde flere hundrede mennesker indfundet sig ved graven. Forsamlingen afsang en salme, hvorefter

Folketingsmand P. Sabroe

holdt en gribende tale, der bragte tårerne frem i de flestes øjne. Han udtalte:

"Der knytter sig for os ingen særlig sensation til den lille kulpillers død. De særlige omstændigheder ved denne vakte for et øjeblik hele hovedstadens opmærksomhed. Om han langsomt var sultet, frosset eller pint ihjel, ville - fraset enkelte - kun den socialistiske del af hovedstaden have interesseret sig for den lille proletar.

Der er i dette frygtelige barnedrama et par betegnende træk, som til overflod viser kapitalistsamfundets brutalitet. 

Vi kommer og tilbyder den fattige, polske moder at ville begrave barnet. Vi vil ikke have ham i fattigvæsenets sorte kiste. Som vi taler herom med moderen, kommer viceværten ind og tilråber moderen:

"Vær glad ved hans død. Han var endt i tugthuset. Han stjal som en ravn."

Ja, han stjal de kul, som faldt ned fra kulvognene. Derfor var han tyv.

Og det er også rigtigt at i tugthuset sidder mange, hvis eneste forbrydelse er, at de som barn nægtedes et barns glæder. Der burde egentlig på den mindesten, som vi afslører i dag, have stået de ord, som undslap den lille kulpiller, da man på hospitalet ville klippe i hans gamle, pjaltede bukser:

"Åh, De må ikke klippe i dem, for mor er så fattig og har ikke tid til at sy dem sammen."

De ord er sande, og de vil blive klassiske. Når I som er børn og unge, en gang om mange år med jeres børn står foran den lille kulpillers grav, vil I fortælle dem, hvad den fattige, polske dreng sagde, da han lå på operationsbordet.

Peter Sabroe. Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det er desværre sandt. Mange børn som den lille kulpiller, der havde et hjerte af guld, må ende i fængslet. Men hvis skyld er det? Uden at fortrække en mine ser den herskende overklasse, at der er tusinder af børn, som lider nød og forkommer. Overklassen praler af sin kultur og sin kunstsans, men den er blottet for den åndsdannelse som slår ud i omsorg for de levende mennesker. Ja, der er endog nogle af vore rige landsmænd, som vil have ført udviklingen tilbage, og som viser hen til de polske arbejdere, som værdige til efterlignelse for de danske arbejdere.

Men så meget stærkere må vi hver dag ruske samfundet op af sin døs. Vi må have samfundet til at forstå at af alle kulturspørgsmål er det sociale det vigtigste.

VI tror på livet. Vi håber på livet. Vi arbejder og vi bygger rundt i alverdens lande en stærk og mægtig organisation, som beskytter alle børn mod fattigdom, forbrydelse, drukkenskab og præstetyranni.

For nogle år tilbage indebrændte juleaftens morgen 5 børn på Skejby Mark ved Aarhus, mens far og mor var på herregårdsarbejde. Vi rejste disse børn et mindesmærke. Det var ikke herregårdens trælle, som mindedes de 5 børns frygtelige endeligt. Det var ikke de rige eller gårdmændene. De forstod overhovedet ikke, hvorfor man tænkte på børnene. Men landarbejderne forstod os. Deres sociale instinkt sagde dem, at vi var deres venner.

Således vil det også gå i dag. De russere og polakker som står her, vil skrive hjem eller fortælle, når de kommer hjem, om de danske arbejdere, som rejste den lille kulpiller dette smukke minde. Og de vil tænke over det i Polen og i Rusland.

Denne mindesten betyder for vore dages kultur mere end Frue kirkespir. Over den lille polske drengs grav rækker vi hinanden broderhånden og sværger, at der skal blive kæmpet til vort sidste åndedræt for det fattige barn."

Derefter faldt dækket for mindestenen.

Den er af marmor og har følgende inskription:

Den lille Kulpiller

Martin Norwak

5 Aar

Overkørt af Havnetoget

12. Maj 1911.

Københavns Arbejderfamilier satte

ham dette Minde.

Derpå afsang de tilstedeværende: "Dejlig er Jorden", hvorpå hr. Sabroe afsluttede højtideligheden med at sige:

Vi rejste ikke dette minde for arbejdets mand, men vi har rejst det for den lille knægt, der måtte ofre sit liv, da han hjalp til med at afhjælpe nøden. Det var endda ikke for sin egen moder, at han pillede kul, men han hjalp en anden dreng, hvis moder havde 7 børn. Lad os kæmpe for alle små børn, og dermed en tak til alle, der har bidraget til dette mindesmærke.

Derpå defilerede de mange mennesker forbi den lille kulpillers mindesten.

(Social-Demokraten, 27. december 1911. Til artiklen var desuden et foto)

Begravelsen af den lille kulpiller. Peter Sabroe taler. Foto fra ovenstående artikel fra Social-Demokraten.

Bornholms Social-Demokrat fra samme dag tilføjede at drengens forældre boede i en af Christianshavns store lejekaserner, og de sad småt i det. Avisen beskriver monumentet som en ovalformet marmorplade.

Centralbanegaarden og Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

 Centralbanegaarden

Et Overblik - Fingeret daglig Drift.

Når man vil danne sig et Begreb om den nye Banegaards Størrelse, tænker man uvilkaarligt paa Tunneludgravningen foran den nye Personbanegaard og til Nød ogsaa, hvad der ligger bag ved indtil Tietgensbroen. Hvilket fejlagtigt Billede!

Ovenstaaende Plan vil illustrere Fejltagelsen. Gaa ud paa Personbanegaarden i Hjørnet øverst tilhøjre. Den svinder betydeligt ind ved Sammenligning med det umaadelige Jernbaneterræn, der strækker sig bag Søndre Boulevard lige til Enghavevejen. Det er den Del af Centralbaneanlæget, som Publikum ikke ser, men som netop med sine utallige Sporskifter, Rangerspor og brydsspor udgør Betingelsen for at kunne lægge selve Banegaarden i saa nær Byens Centrum, som Tilfældet er. Paa et Areal, der er 3 Kilometer langt og paa sit bredeste Sted en halv Kilometer, ligger her indtil et halvt Hundrede Spor ved Siden af hinanden. Yderst tilvenstre paa Planen sender Terrænet to Banelinjer ud i Landet. De fører begge til Roskilde. Den øverste er Personlinjen, der skærer sig gennem Valby Bakke; forneden; er Godslinjen, som er lagt sønden om Vestre Kirkegaard. Saasnart de to dobbeltsporede Linjer har skaaret Enghavevej, folder de sig ud som mangegrenede Vifter.

Paa Arealet mellem Enghavevejen og Tietgensbroen ligger Spor til en samlet Længde af 60 Kilometer. En Privatbane, regner man, raader sædvanlig over halvt saa mange Kilometer Sporlængder.

Hvor imponerende Personbanegaarden end er, saa repræsenterer den dog kun en mindre, og næppe den vigtigste Del af det storartede Anlæg. Den har da ogsaa kun kostet 4 Millioner af de 25, der i del hele allerede er medgaaet eller vil medgaa til den nye Ordning af vore Banegaardsforhold. Der ei mellem Centralværkstederne Bygninger, som optager langt større Areal end selve Personbanegaarden.

Del er en Selvfølge, at et saa omfattende Anlæg ikke en skønne Dag kan erklæres færdigt og derefter straks tages i Brug. Der maa foretages grundige Prøver med de nye Materiel, for at det kan godtgøres, at alt er i Orden. Mandskabet, der for Fremtiden skal gøre Tjeneste paa den nye Banegaard, maa gøres nøje tortroligt med de nye, forbedrede Systemer, som man har fundet det hensigtsmæssigt at indføre samtidig med alt det aDde nye.

Sporskifterne er særlig en af de Ting, der har været Genstand for Reformer. Medens de tidligere var forsynet mød Olielamper, markeres de nu ved elektriske Lamper; Signaliseringstjenesten er blevet elektrisk. I Signaltaarnet er hver enkelt Signal betegnet ved en elektrisk Knap, og Signalvagten skal paa en Prik vide, hvor hvert Signal har sin Knap; Tøven og Famlen er der ikke Tid til. Han maa indøves.

Eller Lokomotivføreren, der fra den gamle Banegaard kender Sporlægningen saa godt, at han nøjagtig véd, om han følger de rigtige Spor. Nu stilles han pludselig overfor et indviklet Banenet, der let kunde forvirre bam, om han ikke i Forvejen havde haft Lejlighed til at lære Sporvejene at kende og skelne dem fra hinanden.

Og endelig maa de Hundreder af Folk, der har Beskæftigelse ved Banen, gøres fortrolige med de nye Lokaliteter. Det er ikke nok, at de kender Hovedbygningerne. Ude paa Terrænet ligger Maskinhuse med Varmeapparater, elektriske Afbrydere, Støvsugeapparater, Elevatorer, som det kan være af langt større Vigtighed for Funktionærerne at vide Besked med.

Derfor vil der i nogen Tid blive opretholdt en fingeret daglig Drift, under hvilken hver enkelt Funktionær, der har et Arbejde at passe, faar Lov at passe dette ganske som under normale Forhold. Togene løber ind til de fastsatte Tider og forlader igen Stationen paa Klokkeslet. Paa den Maade mener man at skaffe Mandskabet den tilstrækkelige Øvelse, inden det nye Baneanlæg om kort Tid aabnes for fuld, normal Drift. Men Publikum! Mon ikke ogsaa det trængte til et lille Kursus i den nye Banegaards Indretning?

(Riget (København) 16. oktober 1911)

Vandtårnene, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.

Fra Jærnbanens Terræn

De færreste Københavnere kender andet af vort nye Jærnbaneterræn, end hvad der kan ses fra Vesterbrogade eller Tietgensbroen.

Det er dog kun en lille Del af Terrænet, der ses herfra, hvad man kan forstaa, naar man véd, at fra Vesterbrogade og ud til Vesterfælledvej, hvor det egentlige Banegaardsterrain ender, er der en Afstand af over 4000 Alen eller ½ Mil. Paa visse Steder er Arealet over 1000 Alen bredt, saa man forstaar, at det er store Forhold, her er Tale om, omkring 130 Tdr. Land. Det allermeste er tilvejebragt ved Opfyldning i Kalvebod Strand, saaledes at Kvægtorvet og Gasværket, der tidligere laa ved Bolværk, nu ligger langt inde paa Land, og Gasværket har maattet bygge en mægtig Bro, ad hvilken Kullene føres fra Havnen til Kulpladsen. Paa vort Billede, der er set fra Dybbølsbroen, ses denne Bro, hvis svære Jærnbjælker herfra tager sig ud som det fineste Fletværk strakt ind over Jærnbanens Spor, kun støttet af spinkle Søjler. Allerede her ude paa Dybbølsbroen, ikke halvvejs inde i Jærnbanens Terræn, føler man sig langt fjærnet fra Byen, hvis Taarne og Spir tegner sig i Horisonten, med Banegaardens Kuppel længst til venstre. Inde fra Byen strækker de lange Rader af Vogne sig helt her ud, og endda et godt Stykke længere ud mod Vesterfælledvej. Til højre ses de vældige Rækker Godsvogne, og til venstre ses en Del Personvogne, hvis Tal dog bliver meget forøget, naar Personbanegaarden endelig tages i Brug.

Vort andet Billede er set fra de høje Opstillingsspor ved Vesterfælledvej, hvorfra Togene ledes ind mod Godsbanegaarden eller Kvægtorvet. Herfra ser man ud over de vældige Centralværkstedsbygninger, hvor Hundreder af Haandværkere hver Dag arbejder, her er Maskinværksteder, her færdes Snedkere, Sadelmagere, Blikkenslagere og Malere, og her er vældige Lokomotivremiser og Kulpladser.

De to taarnlignende Bygninger, der ses i Baggrunden af Billedet, er Vandtaarne, hvorfra Lokomotiverne faar deres Forsyning. Til venstre ligger nogle Tjenesteboliger, hvor en Del Banearbejdere bor for altid at kunne være i Nærheden, dersom der kræves hurtig Udrykning. Paa Billedet kan man kun utydelig skimte Dybbølbroens Linier, hvad der illustrerer, hvor stort det nye Jærnbane-Terræn i Virkeligheden er.

(Social-Demokraten 13. november 1911)