16 juni 2025

Skræderforbundets Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

---

Endnu vil vi blot omtale

de kvindelige Herreskræderes Organisation.

Den 13. September 1883 stiftede 26 Kvinder en Fagforening, hvis Medlemstal gennem Aarene har været yderst varierende, men gennemsnitlig omkring 150-200 indtil det opad Strejken Januar 1899 efter en ihærdig Agitation pludselig stiger til 1100 Medlemmer. Efter Strejken og Lockouten dalede Antallet igen med hastige Fald helt ned til 300 Medlemmer i 1902. I 1905 tager Agitationen igen fat, og Medlemstallet stiger da stærkt til 1000 Medlemmer og gennem Aarene har det holdt sig her omkring og udgør for Tiden 1.100. Dette Resultat har kostet umaadelige Anstrængelser, og det skyldes i første Række Kvinderne selv, at dette Resultal er naaet, thi - hvor underligt det end lyder - Mændene har haft en meget ringe Forstaaelse af den Betydning, Kvinderne vil faa paa Arbejdsmarkedet indenfor Skræderfaget. Den Aand fra "Lavstiden", efter hvilken Kvinderne ikke hørte hjemme indenfor Fagorganisationerne, har haft dybe Rødder.

I 1890 udbrød der en Strejke paa Gummifabriken i Odense, fordi Ledelsen havde afskediget 2 Mand, der havde agiteret blandt de arbejdende Kvinder for at melde sig ind i Organisationen, og ved den kommende Kongres i Odense, siger Formanden, J. Rasmussen, meget karakteristisk i sin Beretning, "at Fagforeningen i Odense havde begaaet "en Fejl" ved at vilde organisere de kvindelige Arbejdere paa Gummifabriken ind under "Dansk Skræderforbund" (!)" Saa snæversynet saa man paa det den Gang. Paa samme Kongres motiverede Kvindernes Formandinde, senere afdøde Fru Nielsen. følgende Forslag:

"Enhver Svend, som behøver fremmede kvindelige Syere til Medhjælpere, maa kun antage saadanne, som enten er eller er villig til hurtigst muligt at blive Medlem af den stedlige anerkendte kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget".

Forslaget vedtoges og kom igen i 95, da Fru Elna Larsen var Formand, paa Kongressen i Horsens.

Det har holdt haardt at overvinde

de gammeldags Fordomme

mod Kvindernes Deltagelse i Organisationen og den øvrige politiske Bevægelse, men nu er de overvundne, og Arbejdet er sikkert og konstant. Kvindernes første Formandinde var Fru Ankersen, efter hende virkede Hovedbestyrelfesmedlem Forsbeck en kort Tid som Formand, derefter kom de ovennævnte Fruer Nielsen og Elna Larsen og efter dem Frk. Andrea Nielsen. 1909 valgtes Borgerrepræsentant Fru Anna Johansen til Stillingen.

Vi vil slutte denne Artikel med at omtale den sejge Kamp. Skræderforbundet har ført mod "Kristelig dansk Fællesforbund" og mod de indvandrede russiske og polske Jøder, som mener at se sin Fordel ved at optræde som Skruebrækkere eller Smudskonkurrenter.

"Kristelig dansk Fællesforbund" søgte i sin Tid at vinde Sympati i Befolkningen paa den Løgn, at Skræderforbundet og dets "socialistiske" Medlemmer vilde de kristelige til Livs, fordi de var religiøse! Intet har været Skræderforbundet fjærnere, oq Ledelsen har tværtimod overalt hævdet, at det selvfølgelig blev en privat Sag, om en Skrædersvend blev en Kristen eller ej; det tilkom ikke Afdelingerne at blande sig i slige Sager. Og det har jo ogsaa Gang paa Gang vist sig, at naar Afdelingerne blandede sig i "K. D. F "s Forhold, var det, fordi 

dets Medlemmer var ukollegiale og arbejdede under Priskuranten

Den første alvorlige Kamp med dette Forbund stod i 1899 hos A. Christensen i Vejle. Efter at Kongressen havde op, besluttede 10 af de 15 Mand, der arbejdede der, sig pludselig til at blive "religiøse" og meldte sig ind i "K. D. F.". 5 Mand forlod Arbejdsstedet, da det blev blokeret, men 1 er senere gaart tilbage til Forretningen, der endnu er blokeret.

De "kristelige" begyndte paa en hel Række Processer, baade imod Forbundet og mod Arup. I 1900 dukkede det kristelige" Spøgelse op hos C. Christensen paa Søndergade i Horsens og hos Carl Nielsen i Fredericia, men begge Steder er Forholdene ordnede i vort Forbunds Favør. Holstebro, Kolding, Randers og Hjørring havde ogsaa sin "Besøgelsestid", og med Undragelse hos Christensen, Hjørring, Ipsen, Randers, og Christensen, Vejle, er "Dansk Skræderforbund" efter flere Aars Kamp endelig naaet til at faa Svampen udryddet - netop fordi det ikke har misbrugt Religionen i saa smudsige Øjemed, som at trykke Lønnen ned.

En anden Slags Svamp har i de senere Aar vist sig i København i Form af den elendige russisk-polsk jødisk Underbydning af Arbejdskraft, men dette Forhold er saa velkendt, at vi ikke skal omtale det her, da det nu er lykkedes at faa en Kreds af Jøder oplyst om det forkastelige heri, og da de derefter har begyndt en Agitation blandt deres Trosfæller for at faa Smudskonkurrenten ud af Verden.

(Bornholms Social-Demokrat 27. august 1912).

Den hvide og den røde By i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 Den røde by i Valby.

Til venstre for den hvide by med mark imellem hæver en lang række gavle sig op mellem villahaver. Det er Valby og Omegns Byggeforening, populært kaldet den røde by, skønt der også er hvide huse og gullige huse imellem.

Valby og Omegns Byggeforening blev i 1898 stiftet af 100 medlemmer, der til at begynde med indbetalte 1 kr. om måneden i kontingent og derefter forhøjede det til 2 kr. om måneden. Til trods for dette ringe kontingent lykkedes det at gennemføre sagen, dog således at de forskellige medlemmer indskød et frivilligt depositum på 50 a 600 kr., alt efter evne, et depositum, som de fik tilbagebetalt, da prioritetsforholdene var bragt i orden.

Allerede samme år, som foreningen blev stiftet, købte den 15½ tdr. land af Hoffmann for en samlet pris af 57.500 kr. Foreningen anlagde selv sine veje og skred i 1899 til at bygge. I 1902 var det sidste hus rejst.

Til hvert hus hører der 670 kvadratmeter grund. Hvert hus blev bygget for ca. 10.000 kr. og indeholder to 3 værelsers lejligheder. Der er ikke kælder under alle husene, og hvor der ikke er det, hjælper man sig med et udhus. Derimod var der kvistværelser, men adskillige af medlemmerne har senere indrettet en lejlighed her. Ligeledes har en del medlemmer ladet indlægge elektrisk lys.

Ved byggeforetagender indkøbte foreningen selv materiale, og leverandørerne lod en fjerdedel af købesummen blive indestående i husene, ligesom håndværkerne lod en del af byggesummen blive indestående.

Husene prioriteredes med et lån på 7000 kr. pr. hus i kreditkassen. Det er et 4 pct.s lån og ikke amortisabelt.

Hus i den røde by set fra gaden.

De resterende 3000 kr. skyldtes til leverandører og håndværkere. Efterhånden som disse ved afdrag er bragt ned til 2000 kroner optages der et lån på 2000 kr. i Hypotekforeningen, og den tilbageværende del af lånet udbetales.

Lejlighederne lejes ud for 32 a 36 kroner, og hvert medlem har en månedlig udgift på 56 kroner således at det selv sidder for en udgift af 20 a 24 kroner om måneden.

Ud over de enkelte medlemmers huse har foreningen et forretningshus med tilhørende anlæg.

Der er 4 forretninger i stuen:  Bager, urtekræmmer, viktualiehandler og grønthandler. På første sal er der en forsamlingssal og på anden sal fire tre værelsers lejligheder for de forretningsdrivende, der har butikken.

Huset står foreningen i 70.000 kroner.

Foreningens formand er smørhandler Christiansen.

I årenes løb har omtrent halvdelen af medlemmerne solgt deres medlemsret til andre. Ligesom i den hvide by har de kunnet få 3 a 4000 kroner i afståelse. Men det er ikke arbejdere, som derved rykker ind i foreningen. Det er mere bemidlede folk.

Når man går om i denne byggeforenings gader og for øvrigt også i de fleste andre byggeforeninger, vil man lægge mærke til, at byggeforeningsfolkene efterhånden går over til at anvende deres haver som blot prydhave. De har begyndt med at dyrke køkkenurter, men samtidig dermed har de plantet frugttræer og buske og blomster. Disse små buske og frugttræer, der fra først af tog så ringe plads op, bredte sig, som de voksede til, og efterhånden har de taget hele pladsen. Der er ingen skade sket derved, tværtimod, men vi gør opmærksom på det for at vordende byggeforeningsmedlemmer kan være forberedt på, hvorledes udviklingen går.

Intet kan være smukkere end disse forholdsvis store haver i den røde by med velholdte, skyggefulde gange, frugttræer og buske og blomsterflor.

(Social-Demokraten 30. juli 1912.)


Byggeforeningerne i København

Den hvide by i Valby.

Ved Valby Langgades forlængelse på den anden side jernbanen ligger Valby Arbejderes Byggeforening, populært kaldet den hvide by, fordi den har hvide huse med røde tegltag.

Den blev stiftet den 26. April 1898 og købte kort efter 48.000 kvadratmeter jord af gårdejer Beck for den billige pris af 37.000 kr., hvoraf 17.000 Kr. betaltes kontant ved overtagelsen.

Der var 81 medlemmer og efter at der var taget jord fra til de nødvendige gadeanlæg, blev der 441 kvadratmeter jord til hvert medlem. Det blev vedtaget, at der skulle være 5 huse, hvorfra der måtte drives handel, og disse fordeltes ved lodtrækning blandt medlemmerne, således at de, der fik dem, var forpligtet til at indrette butik, som de enten selv måtte drive eller udleje til andre.

I juli 1899 fik man et statslån på 300.000 Kroner, og i 1900 begyndte man at bygge. Man byggede husene i 5 afdelinger, og det sidste hus stod færdigt i 1903.

Hvert hus har tre lejligheder. 1 stue og på første sal består lejlighederne af 8 værelser og i tagetagen er der en lejlighed på 2 værelser. Der var en smule brændselskælder, men ellers Ikke kælder. Senere har en del medlemmer dog ladet indrettet kældre. Der blev heller ikke indlagt elektricitet, men for to ar siden har en del medlemmer ladet det indlægge for egen regning.

Hus i den hvide By.

Husene kostede 11,500 kr. hvert at bygge. I 40 huse er der statslån på 7.500 kr., og i de øvrige huse er der en lignende prioritet til Østifternes Kreditforening. Leverandører og håndværkere overtog de sekundære prioriteter gennem en bank og af disse svares der nu et årligt afdrag på 220 kr.

Til trods for dette store afdrag betaler hvert medlem kun 65½ kr. om måneden til foreningen og klarer dermed alle udgifter. Af de lejligheder et medlem udlejer, får han 30 kr. af stue eller første sal og 16 a 20 kr. af tagetagen. Det økonomiske resultat er således overmåde godt.

Formand for foreningen er hr. Jensen, Øster Alle Nr. 8. 

Medlemmerne selv havde ikke indbetalt stort, da de begyndte at bygge. Deres ugentlige Kontingent var en krone det første år, men det blev derefter sat op til 1½ kr. Alt i alt har hver indbetalt 215 kr

I årenes løb har omtrent halvparten af medlemmerne trukket sig tilbage. De har solgt deres medlemsret til andre for gennemsnitligt 8 a 4.000 kroner, så at det altså har haft gode renter af de 215 kr. og hvad andet, de har sat i foreningen. Dette salg med den store avance afføder imidlertid et uheldigt forhold, som vi i en senere artikel skal komme tilbage til.

Hr. Jensen fortæller, at man i byggeforeningerne begynder med at holde husdyr, navnlig høns og kaniner, men efterhånden går man bort fra det, fordi det generer for meget, fordi det medfører Svineri, og fordi det trækker rotterne til.

Hr. Jensen siger: Hold endelig husdyrene borte fra byggeforeningerne. Det vil man stå sig ved.

(Social-Demokraten 31. juli 1912.)

15 juni 2025

Grosserer Robert Hansen (1863-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Robert Hansen kom 1897 ind i sin fars firma (C. K. Hansen) efter at have været ansat siden 1880. Firmaet var grundlagt af Christian Kjellerup Hansen, og videreført af dennes søn Johan Hansen. Robert Hansen var bror til handelsminister Johan Frederik Christian Hansen (1861-1943) som var den første danske handelsminister 1908-1909 i ministeriet Neergaard og 1909 i ministeriet Holstein-Ledreborg. .

Den 11. marts 1899 blev han præsident for den nystiftede "Union af danske Cykleklubber" som var en sammenslutning af "Dansk Bicycle Club", "Clubben Cyklisten" og "Fyns Cycle Union". Med i komiteen var desuden premierløjtnant Faber, telehgrafist Bræmer, fabrikant Fisker, cand jur. Hald, grosserer Kalom og overretsprokurator K. L. Hansen og lærer W. D. Rasmussen. Han fungerede bl.a. som dommer ved et internationalt cykelløb i Bernstorffgade i august 1900. 

Hvad angår hestesporten melder aviserne ikke så meget om Robert Hansen selv som udøvende, men som opkøber af væddeløbsheste og tilskuer til forskellige vædddeløb.

I 1907 var han med i bestyrelsen af Landbrugslotteriet.

Foto fra Dagens Nyheder 11. februar 1907 af Eremitagesletten, før starten af sportsrideklubbens væddekørsel dagen før. Her nævnes Robert Hansen som så mange gange før som tilskuer. Også kronprinsen var til stede. 


En ulykkelig Ridetur

Den kendte Sportsmand, Grosserer Robert Hansen styrtet al sin flest øg kommen alvorligt til Skade
Han henligger paa Usserød Sygehus ved Horsholm

I den lille Landsby Brønsholm mellem Rungsted og Hørsholm er der igaar Morges hændt en trist. Begivenhed. Den kendte Sportsmand, Grosserer Robert Hansen, var ved Grosserer Robert Hansen 7½-Tiden ude paa sin sædvanlige Ridetur, da der pludselig skete en Ulykke. Uden at nogen hidtil har lunnet forklare Grunden, gled Grosserer Hansen bag ad Hesten og styrtede ned, muligvis ramt af et Ildebefindende.

Grosserer Robert Hansen

Tililende Folk fandt ham liggende blødende og bevidstløs paa Vejen. Hesten havde med sine Hove bibragt ham nogle meget alvorlige Saar i Hovedet.

Hurtigst muligt førte man den tilskadekomne til Usserød Sygehus ved Hørsholm, hvor Lægerne konstaterede, at han havde faaet en alvorlig Hjernerystelse. Grosserer Robert Hansen var i disse Dage flyttet fra København ud paa sit Landsted i Rungsted, og man tilkaldte straks hans Familie herfra.

Der rekvireredes yderligere Lægehjælp, og op ad Dagen ankom Overlæge P. N. Hansen herfra Byen til Sygehuset. Kort efter Middag mente Lægerne at spore en svag Bedring i den saaredes Befindende, men hans Tilstand ansaas dog vedvarende for at være kritisk.

Sygehuslægen erklærede iaftes. at det i Øjeblikket, ikke var muligt at konstatere, om der er sket Brud paa Hjerneskallen.

Generalkonsul Johan Hansen ankom igaar Eftermiddag til Hørsholm for at være ved sin Broders Sygeleje. 

Ved Redaktionens Slutning var Tilstanden uforandret.

(Riget (København 19. juni 1912).


Grosserer Robert Hansen død.

Grosserer Robert Hansen er iaftes afgaaet ved Døden. Lige siden Tirsdag Morgen, da han efter sit Fald paa Rideturen indbragtes paa Usserød Sygehus, har han henligget bevidstløs, indtil Døden indtraadte iaftes ved 11-Tiden.

Grosserer Robert Hansen bar med Æraet af de bedste Navne indenfor vor Handelsverden. Som Søn af Seniorchefen idet C. K. Hansen'ske Dampskibsrederi, fhv. Generalkonsul Johan Hansen, fik han ikke Brug for nogen helt nyskabende og nystartende Evne. Som 17-aarig kom han allerede i 1880 ind i Faderens Forretning, hvor han hurtig dokumenterede sit klare Forretningsblik og ualmindelige Arbejdsevne. Hans medfødte Takt, den indre og ydre Kultur, han havde arvet med Slægtens patriciske dansk-engelske Traditioner, hans hele hjertevindende Personlighed gjorde ham hurtigt afholdt af alle, som han kom i Berøring med. 1892 blev han Prokurist i Rederiet, og ved Konsul Oluf Hansens Død i 1897 optoges han ligesom Broderen, fhv. Handelsminister, Generalkonsul Johan Hansen, som Associé i det gamle Firma. Han omfattedes af hele Personalet med Hengivenhed og Beundring. Med stor Fasthed og Dygtighed deltog han i den daglige Ledelse, og han har særlig i det sidste Aar, medens Seniorchefen har været syg, ydet det Overordentlige. 

Men ikke blot i Forretningen vil hans Død vække Sorg, den vil føles som et smerteligt Tab i hele Handelsstanden. Den Tillid, man med Rette nærede tilden Afdøde, bragte ham mange Tillidshverv. Han var saaledes Medlem Grosserersocietetets Komité, af Bestyrelsen for Kjøbenhavns Flydedok og Skibsværft, Landbrugslotteriet, private Reassurandører og Skibshypotekbanken.

Grosserer Robert Hansens Navn vil tillige være kendt i alle heste- og ridesportsinteresserede Kredse. Han var Formand for Kjøbenhavns Væddeløbsforening og Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Væddeløbsbane. Selv var hanen ypperlig Rytter, velskolet og veltrænet af sin daglige, friske Ridetur fra "Ma villa" i Rungsted. Alt tyder da ogsa paa, at han ikke er bleven ramt af nogen egentlig Rideulykke, men at et Ildebefindende har ramt ham under Ridtet,og man har Lov til at tro, at han er bleven grebet af den sidste Afmagt i en lykkelig, fri Følelse, paa Hesteryggen, under Udøvelsen af den Sport, der var hans kæreste Tidsfordriv. 

Den Afdødes Hustru, som overlever ham, er Datter af afdøde Billedhugger, Professor Stein og Søster til Højesteretssagføreren. Han efterlader sig endvidere Børn, to Døtre, af hvilke den ene er gift med Premierløjtnant I MarinenI arli o ff, og tre Sønner, af hvilke den ældste, Knud Hansen, er ansat i de C. K. Hansen'ske Rederier.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 20. juni 1912)


Jordefærd. 

Grosserer Robert Hansen, der forleden paa en Ridetur kvæstedes saa haardt, at han døde efter et Døgns Forløb, jordedes i Gaar fra Kirken i Kastellet i København.

Skønt Begravelsen efter den Afdødes Ønske var bekendtgjort til at skulle finde Sted i Stilhed, var der dog mødt saa mange, at Kirken omtrent var fyldt, og der var sendt Mængder af Kranse og Palmedekorationer.

Pastor Storm, der havde staaet den Afdøde nær, holdt en smuk, stilfærdig Tale, og den nærmeste Slægt bar Kisten ud af Kirken.

Begravelsen fandt sted paa Vestre Kirkegaard.

(Fyensk Stiftstidende 27. juni 1912).

Grosserer Robert Hansen 15, november 1863 - 19. juni 1912. Laura Hansen, f. Stein, 26. august 1864-19. februar 1935. Nederst til venstre: Direktør, skibsreder Oscar Ovesen (1897-1950), midt: Gunnar Robertsson Hansen (1901-64), til højre: Gudrun Ovesen (1894-1969). Afdeling C, rk. 4, nr. 20. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Robert Hansen var formand for Københavns Væddeløbsforening, og han havde forpligtet sig til at yde store økonomiske beløb til den (700.000 kr). Arvingerne ville imidlertid ikke påtage sig forpligtelserne. Hans heste blev solgt.

Sønnen Gunnar Robert (Robertsson) Hansen blev uddannet som musiker ved privatkonservatoriet Schola Cantorum i Paris 1920-22. Han var leder af Edda Film 1922 og optog samme år "Hadda Padda" og 1922-23 "Hr. Oluf og hans gyldne horn". Han var assistent på Gudmundur Kambans "Det sovende hus" (1926) og var derefter sceneinstruktør og direktør af kammerspilscenen på Sønderbros Teater 1929-30 og instruktør ved Det Kongelige Teater 1930-31. Han havde opgaver ved Reykjaviks Teaterselskab 1934-35, Aarhus Teater 1935-36 og atter ved Reykjaviks Teaterselskab 1950-1957. Desuden var han filmforfatter og filminstruktør især af kortfilm for Dansk Kulturfilm. Han skrev bl.a. romanen "Drama på slottet", der dannede grundlag for filmen af samme navn. Han var bosat på Island, men døde under et ophold i København. Han var gift med sekretær Helga Kaae (1914-?).

Sylvia Pios Skilsmisse med Grev Knuth. (Efterskrift til Politivennen)

Anden del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

En slem Greve,

Hvorledes repræsentanter for den danske adel gebærder sig i det fremmede.

Overretssagfører Poul Hennings har indgivet klage over lensgreve Knuth, Knuthenborg, greven blev for 4 år siden i Paris forlovet med madame Antocolzki, med hvem han underskrev ægteskabskontrakt, og hvem han under forskellige påskud franarrede 50.000 francs. Det beløb kræver hun tilbagebetalt.

Grevens affære skal dysses ned.

Senere meldes fra Nykøbing på Falster, at grevens sagfører, overretssagfører Kjær i Maribo, til forskellige blade har udtalt, at det drejer sig om en ganske almindelig gældssag og om et mindre beløb end 50.000 francs. Udtrykket "franarret" i den fremkomne meddelelse var urigtig.

l øvrigt meddeler overretssagfører Hennings om

Madame Antocolzkis fremstilling af sagen:

Fruen, som er af det bedste selskab, datter af den berømte billedhugger Antocolzki, påstår at have modtaget ægteskabsløfte af grev Knuth. Ægteskabskontrakten var underskrevet, der var lyst for parret, der manglede kun den offentlige kundgørelse da greven under et intetsigende påskud rejste til London, hvorfra han atter rejste hertil landet. Han har ikke siden ladet høre fra sig.

Da fruen har haft adskillige udlæg for greven, både til bryllupsforberedelser o. a., i alt ca. 50.000 kr., kræver hun denne sum tilbagebetalt. Da hun er meget rig, stiller hun blot det Krav fra et retfærdighedssynspunkt, men vil for øvrigt lade pengene gå til velgørende institutioner.

Grev Knuth.

som nu opholder sig i København, formodes selv at ville hævde, at han har været genstand for en Intrige, og - da han ved bortrejse har unddraget sig den pression, han, fjernt fra sine vante rådgivere, var udsat for - mener han nu at være genstand for en "revanche" fra madame Antocolskis side.

Madame Antocolski har været gift med en mexikaner Riccy, men ægteskabet er opløst.

Det siger sig selv, at sagen er af meget vanskelig natur, og at dens enkeltheder til dels vil unddrage sig offentlig debat. Foreløbig vil den gå sin gang ved Maribo ret.

Stævningen er udtaget til i dag. Grev Knuths sagfører er overretssagfører Anders Hvass. Modparten anser det for muligt, at den civilretlige stævning vil blive efterfulgt af en kriminalretlig.

Grevens fortid.

Selvfølgelig gøres der alle forsøg på at dække over den fine, men yderst vidtløftige greves fadæser. Men med hans tidligere historier i erindring er der ingen grund til at tro, at sagen er mindre kompromitterende end fremstillet. Grevens fortid får i "Rosk. Tid." følgende omtale:

Den anklagede lensgreve er en ung mand, der gentagne gange har gjort sig mindre heldig bemærket med historier, der næppe ville være forløbet så heldigt for ham, hvis han ikke netop havde været lensgreve. Allerede som dreng gjorde han sig berømt ved sine abnorme anlæg, og han burde sikkert aldrig have været erklæret myndig. Et ophold på en engelsk kostskole, hvor hans familie havde fået anbragt ham, så en tid ud til at skulle hjælpe, men en skønne dag stak han af fra kostskolen, og sammen med en lille engelsk varietedame flygtede han til Paris, hvor han levede indtil hans penge var sluppet op; så forlod damen ham, og han blev af familien

sendt på en jordomsejling

under kyndig opsigt. Over Australien nåede han Amerika, hvor han i Chicago gjorde bekendtskab med den meget smukke unge Sylvia Pio, en datter af Louis Pio, den første socialistagitator, der måtte gå i landflygtighed til Amerika, hvor han døde 1894.

Den 6. juli 1903 stod brylluppet og den unge 21-årige lensgreve hjemførte som sin hustru til Knuthenborg datteren af den mand, der på grund af sine ideer og sympatier for arbejderbevægeisen for stedse måtte forlade sit fædreland og dø i et fremmed land. Nu kom hans datter tilbage til det gamle land som lensgrevinde og blev optaget i den fineste og mest eksklusive kreds i Dannevang, lensgrevestanden.

Til en begyndelse levede det unge par lykkeligt på det smukke gods ved Bandholm, hvor den  smukkeste herregårdspark i landet dannede rammen om deres unge lykke, og en ung stamherre til Iensgrevskabet så lyset her; men i 1907 blev grev Eggert myndig, og ved denne lejlighed fik han foruden det herligste gods, hvis jordtilliggende udgør 3020 tdr. land med skovarealer på 2170 tdr. land, og hvortil der hører en fideikommiskapital på omtrent 4 mill. kr., overdraget

2 millioner i kontanter,

som administrationskommissionen, hvori bl. a. sad grev Ludv. Reventlow, havde lagt til side i de år, Iensgreven var mindreårig. Det kunne lensgreve Eggert ikke tåle. De ulykkelige dispositioner, han ved slægtsarv er belastet med, troede han nu at kunne tilfredsstille ved sine penge, og på anden måde opførte han sig komplet som en sindssyg. Endnu vil man paa Lolland - Falster sikkert bevare mindet om hans automobilfarter, hvor han var alle vejfarendes skræk, han kørte løs som en komplet galning, der intet respekterede. Han betalte de bøder, det kostede, men blev ikke stoppet før han en dag kørte bag ind i et køretøj på Christian den 9.s bro ved Nykøbing Falster og kørte vogn, heste og kusk i Guldborgsund. Det var for stærkt, selv af en lensgreve, og køretilladelsen toges fra ham; men folk vil fortælle, hvorledes grev Knuth ved at lade sin tjener klæde sig på som greve og sig selv som tjener en rum tid endnu fortsatte sin vilde automobiljagt på Lolland-Falster. Så skete der imidlertid

en kedelig historie

med nogle badende småpiger, mens han var på et jagtbesøg hos sin onkel, grev Wedell-Wedellsborg ovre på Fyn, og grev Knuth måtte skyndsomst eksporteres midlertidig, indtil skandalen ved indflydelse og penge var blevet neddysset. Men grevinde Knuth, født Pio, forlangte skilsmisse efter den historie, og parterne blev separerede og har siden levet adskilt.

Da grev Knuth kom tilbage, interesserede han sig meget for flyvesporten, og om han ikke var uddannet, var det i hvert fald hans mening at lade sig uddanne som flyver og lade indrette en flyveplads ved grevskabet. Hans gamle automobillyster kom ved denne lejlighed op i ham igen, og man vil sikkert erindre, hvorledes han arrangerede et væddeløb med den tyske flyver Rob. Thelen om at komme først fra Nakskov til Maribo, Thelen på sin flyvemaskine og greven i sit automobil.

Hans ekstravagancer havde imidlertid kostet ham mange penge, og af de 2 millioner, han modtog på sin 25-årige fødselsdag, var der 

ikke en klink mere tilbage. 

ligesom hans årlige forbrug langt oversteg hans rige gods's indtægter. Så begyndte han at sælge væk af sit fæstegods, og det var ikke småting, han her solgte bort. Pengene gik selvfølgelig ind i fideikommiskapitalen, men rygtet fortalte, at lensgreven beregnede sig et særligt salær og en vis provision, der, når det erlagdes, skaffede køberne en lavere pris og visse øjeblikkelige fordele.

Så indtraf der igen en af disse små historier. Lensgreven traf en dag nogle småpiger i Knuthenborg Park, og så måtte han afsted igen, mens historien blev klaret. Dette skete altså for 8 fjerdingår siden, og nu har han atter draget opmærksomheden hen på sig på en alt andet end smigrende måde; men at det forholder sig rigtigt, er der vist ingen med et nogenlunde kendskab til Eggert Knuth-Knuthenborg, der tvivler om. Uforståeligt er det kun, at han skulle have vidst, at madame Antocolzki er ejer af 15 millioner, og så løber sin vej uden at gifte sig med hende. Det kunne næsten tyde på, at lensgreven omsider er nået til det stadium af sindslidelse, hvor hans frihed er farlig for ham selv og omgivelser.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 6. maj 1914)

Sylvia Pio.

Med dampskibet "Frederik den Ottende" afrejste til New York sammen med 1.300 andre passagerer også grevinde Sylvia Knuth sammen med sin lille femårige datter, komtesse Eva.

Grevinden har haft en mærkelig skæbne. Hun der nu er 38 år, er datter af den forlængst afdøde socialistfører Louis Pio, der sammen med Brix og Geleff var kendt i "Internationale"s første dage herhjemme i halvfjerdserne.

Louis Pio flyttede jo senere til Amerika, og her traf han den unge, daværende stamherre, grev Eggert Knuth til det lollandske grevskab "Knuthenborg" (fideikomiskapital 3½ million kr.) den indtagende dame som han giftede sig med i 1903 og blev skilt fra i 1912.

Grevinde Knuth er nu vendt tilbage over Atlanterhavet.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 20. maj 1916).

Sylvia Mizpah Poulsen. Fotograf Julie Laurberg & Gad. 1918. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grev Knuth giftede sig efter skilsmissen med Sylvia Pio med en datter af kunstmaler Wennerwald. Han døde af spansk syge i Algier i marts 1920. Imellemtiden havde Sylvia Pio giftet sig med skuespilleren Johannes Poulsen. Efter hans død blev hans og Sylvias dengang 15-årige søn Frederik besidder af lensgrevskabet. Han skal have lignet Louis Pio. Sylvia Pio giftede sig anden gang med skuespilleren Johannes Poulsen (1881-1938). Det ægteskab varede endnu kortere: 1917-1922.

Kokkeskibet "Constance". (Efterskrift til Politivennen)

Briggen Constance blev bygget 1855/56 i Vejle, rigget i Flensborg. Den blev solgt til Kgl Grønlandske Handel som tog det i drift 1857. Efter 48 rejser blev den taget ud af fart 1903.

Ernst Nyrop Larsen: Grønlandske Handels Plads set fra Overgaden oven Vandet. 1907. Kbhbilleder. Ikke beskyttet af ophavsret - public domain.

Efter nogle år blev den solgt, nedrigget og placeret ved Holmens Bro og overdækket. Herefter blev den indrettet som kokkeskole kaldet "Kokkeskibet". 

Den ene halvdel skibets lastrum var omdannet til køkken og undervisningslokale for vordende skibskokke. Den anden Halvdel varr indrettet som et restaurationslokale hvor den varme mad som eleverne tilberedte,  for en billig pris, blev serveret. 


Holmens Kirke og Kokkeskibet.

Allerede i Begyndelsen af Aaret 1908 gjorde en Indsender i "Nationaltidende" opmærksom paa, hvor pietetsløst man handlede ved at henflytte Skibskokkeskolens afriggede Fartøj til Kanalen udfor Holmens Kirke.

Siden da er meget Vand løbet i Stranden, for ikke at sige Kanalen, men Kokkeskibet ligger uanfægtet paa samme Sted.

Enhver, der holder af vor Hovedstad, og som mister, at der værnes om dens Ydre og Minder, maa dybt beklage dette Forhold.

Holmens Kirke er en af Byens ældste og fornemste Kirkebygninger, et herligt arkitektonisk Monument fra Christian IV's Tid, og den ligger paa et af Byens mest maleriste Strøg, vis-Avis et andet Bygningsværk af Rang fra samme Tid, Børsen, og er Genbo til det nye monumentale Christiansborg Slot.

Bagud indrammes Kvarteret af Nationalbankens og Landmandsbankens rene Linier og af Østasiatist Compagnis og Livsforsikringsselskabet Hafnias exotiske Paladsbygninger.

Nyt og gammelt mødes her i Skønhed og Harmoni, og midt i denne Rigdom af Historie og Arkitektur og lige i det smukke Perspektiv, man fra Holmens Bro har over mod Christianshavns med gyldne Linier optrukne Kirkespir, har Havnevæsenet henlagt dette Monstrum af et Kokkeskib, som med sin hæslige Mast, Solsejl m. m. bryder og skæmmer Udsigten fra et hvilket som helst Punkt af Kvarteret.

Med fuld Forstaaelse af Æstetikens Krav er Kirkens Myndigheder ikke vegne tilbage for endog meget betydelige økonomiske Ofre for at bringe noget virkeligt smukt og harmonisk ud det Kirken omgivende Haveanlæg, og Kirkens ejendommelige gamle Kapel vil antagelig ad Aare undergaa en ydre Restauration, der stiller det paa lige Fod med den smukt vedligeholdte Kirke, og som svarer til det monumentale Præg, der efter den nylig med saa megen Smag og Forstaaelse gennemførte indre Ombygning hviler over Kapelsalen.

Ikke mindst af Hensyn til den Ro og Højhed, der bør være knyttet saavel til Kirken, som til det i Kapellet grundlagte Mausoleum for berømte danske Mænd, maa man ønske Kokkeskibet fjernet. Kunde nogen f. Ex. tænke sig Westminster Abbedi med dets Gravmæler over Englands berømteste Mænd udsat for jævnlig at være opfyldt med Lugten af Bixemad lign.? I Holmens Kirkes Kapel hviler Niels Juel og hans Slægt, Tordenskjold, Gade og mange flere; vi har ikke undset os for at give dem en Beværtningsvirksomhed med sammes Ulemper til nærmeste Naboskab.

Havnevæsenet er den Myndighed, under hvem det paagældende Forhold direkte sorterer, og som man havde kunnet vente vilde tage Hensyn til de Røster, der for nu snart 5 Aar siden rejste sig mod dette Arrangement; men med Pietetssans hos denne Myndighed har man altsaa regnet forgæves.

Det Spørgsmaal paatrænger sig uvilkaarligt, hvorfor Forskønnelsesforeningen som Talsmand for Byens Borgere ikke har rørt sig i denne Anledning; dette var dog i Sandhed en Opgave for Foreningen, der - det være sagt til dens udelte Fortjeneste - i sin Tid gjorde et energisk Arbejde for at faa det hæslige Bethelskib fjernet fra Kongens Nytorv. Man skulde tro, at en indtrængende Henvendelse til Ministeriet for offentlige Arbejder vilde have kunnet formaa samme til at foranledige "Skibet" fjernet og henlagt til et mere diskret Sled, f. Ex. den Del af Havnegade, der ligger hen mod Børsbroen; lad da de smaa Skippere - saaledes som de allerede delvis nu gør - lægge til ved "Huggen", hvor nu Kokkeskibet ligger.

En anden Vej, ad hvilken man kunde tænke sig Spørgsmaalet bragt frem, er, om ikke Kirkens Myndigheder med Rette kunde besvære sig over den stedfindende Brug af Kanalen, da det jo ikke kan siges at være uden virkelig Gene for Kirken som saadan, at Vandet forurenes ved Spildevand etc., ligesom det turde være ret generende, at man - med aabne Vinduer - under Gudstjenesten i Kirken er i Stand til gennem en liflig Duft at følge Forberedelserne til Kokkeelevernes lukulliske Maaltider.

Det turde vel endogsaa anses for givet, at Ministeriet paa en Henvendelse i saa Henseende fra de kirkelige Autoriteter ufortøvet vilde give Havnevæsenet fornøden Instrux om at henflytte Anstalten til et mere passende Sted, saa meget mere, som det turde anses for noget tvivlsomt, om ikke Henlæggelsen af Restaurationsfartøjet paa det paagældende Sted mod en Bolværksejers Protest maatte være i Strid med Bestemmelsrrne i Plakat af 2. Maj 1788 om Københavns Kanaler og det under 9. Juli 1897 bekendtgjorte Reglement af 8. Maj f. A. for Ordenens Overholdelse m. m. i Københavns Havn, jfr. Forordning om Havnevæsenets nærmere Regulering af 18. April 1744 og Bekendtgørelse af 24. Februar 1818.

Men hvorom al Ting er, saa bør det ikke i Længden forblive upaatalt, at Havnevæsenet nu ofte for nogle Bolværksafgifers Skyld vansirer et af Byens klassisk skønne Partier. Henstillingen om en Ændring af dette Ford ?? kan under ingen Omstændigheder mødes den snart til Trivialitet brugte Indvending økonomisk uoverkommmelige Ofre.

Vil et Selskab eller Enkeltmand starte et Kokkeskib med dertil hørende Serveringsvirksomhed, saa vær saa god! men maa Byens Borgere bede sig fritagne for, at samme Institution lægger sig midt i et Kvarter, som ved Statens og privates Initiativ er blevet et af Byens skønneste, og med visse Vinde forpester dette med Madlugt lige ned til Højbro paa den ene Side og Niels Juels Statue paa den anden Side.

V. Ekmann
cand. jur.

(Nationaltidende 26. august 1912. 2. udgave)


Børskanalen og Holmens Bro 1911. Skibet længst væk er den tidligere brig fra Grønlandske Handel CONSTANCE (1855-1937), som i mange år lå i Børs kanalen som "kokkeskib". Lastrummet var omdannet til køkken og undervisningslokale for kommende skibskokke. Skibet tættest på fotografen er den lille jagt ARGO tilhørende T. Hansen i Nyord, bygget i Kiel helt tilbage i 1830. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.


Kokkeskibet "Constance" holder op.

Kokkeskibet "Constance", der igennem de Aar, det har ligget ved Holmens Bro har vundet sig et stort Publikum, skal i Løbet af Efteraaret standse sin Virksomhed, saafremt det ikke lykkes Bestyrer Giørtz at opnaa Bevilling til at drive Foretagendet videre for privat Regning.

Hidtil har Skibet jo som bekendt sorteret under Fællesrepræsentationen for Søfolk, medens Rederiforeningen har stillet Skibet til Disposition for Institutionen.

Det er da ogsaa Direktør Høst fra D. F. D. S., der hidtil har staaet, som den øverste Leder af Foretagendet; men for nogen Tid siden vedtog Fællesrepræsentationen saa at nedlægge Skolen, da man ikke fandt, at den løste den Opgrave, man havde stillet til den m H. t. Skibsfartens Forsyning med Kokke.

Hertil kom endvidere Dyrtiden, og det ene med det andet hidførte Beslutningen om Institutionens Ophævelse.

Hvilket Tidspunkt, dette vil finde Sted er endnu ikke bestemt: men hele Personalet, som bestaar af ca. 30 Mennesket, er bleven varskoet til 1. September.

Paa denne Dag permitteres et Hold udlærte Kokke; men desuden er der en 5-6 Elever, der først skulde have været færdig med Uddannelsen til 1. April, og om disse unge Mennesker maa der naturligvis ogsaa tages en Bestemmelse.

Man kan jo nu engang ikke antage Elever for et Aar for en vis Betaling, og saa kaste dem paa Gaden efter et halvt Aars Forløb.

Imidlertid vil Direktør Høst nok vide at skaffe Udvej for denne Side af Sagen.

For Publikum vil denne Meddelelse om "Constances" Endeligt komme ganske uventet, og der er ingen Tvivl om, at det vil efterlade et stort Savn, saafremt der ikke findes en Udvej til at fortsætte Virksomheden.

Foretagendet er nemlig meget sundt og godt, og man faar et lille Begreb om, hvor stort et Publikum Kokkeskibet har, naar man hører, at der beskæftiges 5 Kokke, 11 Elever, 5 Tjenere og en 6-7 andre Mennesker ved den daglige Drift.

Af disse har Overkokken, Seidelin Hansen, været ansat ved Foretagendet i 8 Aar.

(Folkets Avis - København 2. august 1916).


Madskibet der forsvinder.

Kokkeskibet "Constance"

Det var ikke smaa Forhaabninger, der i sin Tid, da Kokkeskibet "Constance" blev indviet, knyttedes til den Virksomhed, som Fællesrepræsentationen for dansk Søfart her tog op.

Indvielsen skete under meget højtidelige og officielle Former, Idet selveste "Lille-Berg" som dengang var Minister, mødte op i fuld Gala sammen med andre af Statens gæve Mænd. Champagnen knaldede, og Økonom Hassing, som havde undfanget Idéen, havde Grund til at være stolt.

Og i Grunden maatte det erkendes fra alle Sider, at det var en fortræffelig Idé, thi paa Kokkefagets Omraade trængte den danske Søfart unægteligt til adskillige Forbedringer og Reformer.

For nu at faa Afløb for de Spisevarer, der blev tilvirket paa Skibet, fik Hassing Tilladelse til at sælge Maden til Publikum til meget billige Priser.

Fra Restaurationsorganisationerne blev der protesteret meget kraftigt mod denne "Smudskonkurrence", men som Tiden gik, døde ogsaa Modstanden bort.

Imidlertid var der enkelte indenfor Institutionen, som øjnede en vis Forretning, og det tilførte en mindre Revolution, hvorved Hassing og Direktør Andersen fra Rederiet "Carl" trak sig tilbage.

Siden da har Skibet været drevet som almindelig Restauration, omend her, som nævnt I Gaar, stadig har været drevet en vis Kokkeundervisning. dog ikke i den Stil og paa den Facon med Foredrag og lign., som oprindelig var Meningen.

Som Restauration blev Skibet snart meget populært, dels for sin gode Mad og dels for sine billige Priser, og der er sikkert mange, der vil komme til at savne den gamle "Constance", hvis hun nu skal "kaste" Landgangsbroen og atter paa paa Langfart, som det vistnok er Meningen, "hun" skal.

Til Slut skal vi som en Kuriositet nævne, at det er her om Bord paa Kokkeskibet, at Nationalretten "Biksemad" blev opfundet og fik Navn, hvorpaa den er gaaet sin Sejrsgang gennem Landet som "Gullasch"ens Afløser.

Efter hvad vi erfarer, er det Meningen, at de 5-6 Kokkeelever, som ikke har udstaaet mere end deres halve Læretid, vil faa tilbudt Pladser om Bord i "Det Forenede"s Skibe, saafremt de maatte have Lyst til at tage imod Tilbudet.

(Folket Avis - København 3. august 1916)


Skal Kokkeskibet "Constance" fjernes?

Havnedirektøren anbefaler at man lader Skibet ligge.

Som tidligere omtalt har "Fællesrepræsentationen for Skibsfart", der hidtil har drevet Kokke-Skoleskibet "Constance", den 1. November opgivet Driften, idet man ikke fandt dels Betydning som Uddannelsesskib for Kokke tilstrækkelig stor til at opretholde det. Man har derfor solgt Skib og Inventar til den hidtidige Leder. fhv. Hovmester Gørtz, som derefter har drevet det for egen Regning, væsentlig som en billig Restaurant, men dog tillige som Skoleskib for unge Kokke. 

Nu har imidlertid Marineministeriet som Patron for Holmens Kirke ønsket "Constance" fjernet. Man har dels klaget over, at det delvis aftakkede Skib skæmmede de historiske Omgivelser - og denne Opfattelse er tiltraadt for Foreningen til Københavns Forskønnelse. Tillige har man klaget over, at Bøf og Løglugt fra Skibet trængte ind i Holmens Kirkes Sakristi og generede dem, der opholdt sig her. Resultatet af disse Anker er blevet en Henstilling til Havnebestyrelsen fra Marineministeriet og fra Ministeriet for offentlige Arbejder om at faa "Constance" fjernet.

Havnedirektøren, som har faaet disse Skrivelser til Erklæring, ønsker imidlertid ikke at fjerne Skibet. Han siger i sin Skrivelse til Havnebestyrelsen, at han ikke kan anerkende, at Skibets Nærværelse er særlig skæmmende, og med Hensyn til Lugten siger han, at der "kan peges paa andre Fremtoninger i Nærheden af Kirken, der maa anses for nære skæmmende for Omgivelserne". Desuden har den nuværende Ejer af "Constance" erklæret at være rede til at foretage forebyggende Foranstaltninger mod Lugten.

Endelig slutter Havnedirektøren sin Skrivelse med at udtale, at det paagældende Stykke Kajmur ikke egner sig til lastede Fartøjer og at han af Hensyn til Skibsrestaurantens Formaal: Uddannelse af Elever og Levering af billig Mad samt under Hensyn til den gode Orden, som altid har været til Stede, vil sætte Pris paa, at Virksomheden kan fortsættes paa samme Sted, i al Fald foreløbig, og at man svarer Ministeriet i Overensstemmelse hermed.

Kokkeskibet bliver liggende.

i Havnebestyrelsens Møde i Formiddags anbefalede Generalkonsul Johan Hansen, støttet af Direktørerne Tuxen og Heilhuth, at man snarest søgte Skibet fjernet fra sit nuværende Stod, medens Fabrikejer Alfred Benzon, Direktør Colding og Havnedirektøren talte for at lade Skibet blive liggende. Alfr. Benzon fandt ikke, at det var nødvendigt af æstetiske Hensyn at fjerne Skibet, heller ikke naar Slottet en Gang blev færdigt. "Jeg tror desværre, at det til den Tid vil være rart, om Ens Øjne kunde blive draget hen paa noget andet."

Ved Afstemningen stemte Borgmestrene Marstrand og Jensen, Grosserer Stilling-Hansen, Ingeniørerne Prior, Foss og Rump, Fabrikejer Alfr. Benzon og Grosserer Colding for, at Skibet blev liggende. Imod stemte Generalkonsul Johan Hansen, Grosserer Holger Petersen, Direktør Heilbuth, Depertementschef Busck-Nielsen og Direktør Tuxen.

(Nationaltidende 15. december 1916. 2. udgave)


Københavns Havnebestyrelses Møde idag.

Idag var Bestyrelsen beslutningsdygtig. 

Havnebestyrelsen har i Formiddags holdt Møde, Medlemmeme var denne Gang mødt næsten fuldtallig.

Den eneste Sag paa Dagsordenen, som fremkaldte nogen videre Debat, var Spørgsamaalet om 

Kokkeskibet "Constance"s Flytning

fra Kanalen udfor Holmene Kirke til Christianshavns Kanal, umiddelbart udfor Børnehusbroen. Skibet har som bekendt i denne Tid skiftet Ejer, og Havnedirektøren har derfor ment, at Tiden nu var inde til at faa Skibet fjernet fra sin nuværende Plads. Som det vil erindres var dette alvorligt paa Tale allerede i 1916.

Formanden, Overpræsident Jonquiéres meddelte, at der var indkommet en Henvendelse fra Dansk Restauratørforening, som af flere Grunde anbefalede, at Skibet blev liggende paa sin nuværende Plads.

Debatten aabnedes af Borgmester Jensen, som ikke kunde stemme for Flytningen. Hvis det havde været nødvendigt at fjerne Skibet for at skaffe mere Bolværksplads i Havnen, havde Sagen stillet sig anderledes, men herom var der ikke Tale. Tilbage blev det æstetiske; er det smukkere at se paa Vandet uden Skib eller med Skib?

Havnedirektør Borg fik derpaa Ordet, idet han bl. a. udtalte: Tidligere blev Skibet benyttet som UddanneIsessted for Kokke, men Kokkeuddannelsen er nu en ren Bivirksomhed, det principale er Restaurationsvirksomheden. Jeg har konfereret med Dampskibsrederiforeningen, som har erklæret, at Skibet ikke længere har Betydning som Uddannelseeskib for Kokke, der iøvrigt lige saa godt kan uddannes paa Land. Den nye Ejer af Skibet har Ikke ytret Spor af Modstand mod at faa anvist Plads et andet Sted i Havnen, han er tværtmod glad og fornøjet derved. For Rigsdagsmændene og Tjenestemændene i Ministerierne har Restaurationen ikke længere nogen Betydning, efter at Rigsdags-Restauranten er aabnet. (Ingeniør Rump: Den er ikke aaben hele Aaret.

Generalkonsul Johan Hansen vilde have Skibet fjernet. Der er ikke den fjerneste Grund til at have det liggende paa det nuværende Sted.

Ingeniør Rump var af den modsatte Opfattelse. Der er mange Mennesker, bl. a. fra Ministerierne, som søger Restaurationen ombord paa Skibet, fjerner vi Skibet, vil vi bringe disse Mennesker i Forlegenhed.

Havnedirektøren gentager, at som Kokkeskib har "Constance" Ingen Betydning. Skal Spørgsmaalet ses udelukkende fra et Reataurations-Synspunkt, da bør Skibet helt fjernes fra Havnen, som ikke bør paaføre Byens næringsdrivende Borgere Konkurrence. Havnedirektøren siger paany, at den nye Ejer gerne vil flytte.

Apoteker Benzon havde ikke det Indtryk af Havnedirektørens Skrivelse, at den nye Ejer gerne vilde flytte. Der er i denne Sag tre Hensyn at tage: Hensynet til Uddannelsen af Kokke, Hensynet til det Publikum, som søger Restaurationen og endelig æstetiske Hensyn, som Borgmester Jensen var inde paa.

Borgmester Jensen bemærkede til Havnedirektøren, at det foreliggende Spørgsmaal om Skibets Flytning ikke var en Sag mellem Havnedirektøren og Restauratøren. Der er ogsaa en Omverden, man maa tage Hensyn til.

Konsul Henius sluttede sig til Havnedirektøren, og efter at Generalkonsul Joh. Hansen atter havde udtalt sig mod, at "Constance", der ikke var noget Skib, men en Madkasse, blev liggende, skred man til Afstemning.

Med 7 Stemmer mod 3 (Borgmester Jensen, fhv. Borgmester Marstrand og Ingeniør Rump) sluttede Havnebestyrelsen sig til Havnedirektørens Indstilling, hvorefter Skibet vil blev anbragt i Christianshavns Kanal.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 6. oktober 1922)


Kokkeskibet "Constance" flyttet.

"Constance" passerer Børsbroen.

I Gaar Eftermiddags forlod den gamle Grønlandsfarer "Constance", der nu mange Aar har gjort Tjeneste som Kokkeskib, sin Plads ved Holmens Kirke, og satte, bugseret af "Bien" Kursen mod Kristianshavn.

Flytningen skulde egentlig være foregaaet allerede for et par Morgener siden, men da var Vandstanden ikke høj nok i Kanaler: "Constance" stikker nemlig 9 Fod! Men i Gaar Middags gav Havnevæsenet Ordre til, at Skibet skulde være klar til Afgang Kl. 3. Al Servering blev saa afbrudt og paa det fastsatte Tidspunkt kom saa den lille Bugserbaad "Bien", og under stor Opmærksomhed fra de mange Tilskuere gled "Constance" ud fra Bolværket, gennem Børsbroen og Knippelsbro og hen ad Langebro til. Her gik den ind i den lille Kanal ved Sukkerhuset og svingede saa ind i Kanalen ved Overgade. Helt op til Børnehusbroen blev den trukket, men her lagde den sig efter en god Times Forløb til Ro ved Christianshavns Torv. hvor den fyldte mægtigt op i Kanalen og løvrigt henlaa i Mørke. Da Forbindelsen med de elektriske Kabler først er bragt i Stand i Dag.

Saa hurtigt gaar det nok ikke mod Telefonen, som Skibet efter Sigende maa undvære indtil Automatbetjeningen paa Amagercentralen er i Orden.

Men derfor gaar Restaurationen lige godt paa "Kokkeskibet, selv om Publikum'et vel nok nu bliver noget anderledes end paa det gamle Sted.

(Aftenbladet (København) 9. november 1922)


Kokkeskibet i Christianshavns Kanal.

Kokkeeleverne paa Skoleskibet "Constance".

I Aften afholdes den aarlige Eksamen paa Kokkeskibet "Constance", og atter sendes saa en halv Snes unge Mænd ud, parate til at tage fat paa Kokkegerningen og vel udrustede hertil. Chefen, Hr. Selding, har været dem en lige saa bestemt som god Læremester.

Desværre ved ingen, hvor længe denne nyttige Kokkeskole kan bestaa.

Hele den pekuniære Situation blev nemlig i betydelig Grad forringet, da "Constance" blev flyttet fra Holmens Kirke til Christianshavn. Salget gik mægtigt ned, men Folkeholdet er det samme, og da der ikke er Statstilskud, kan enhver forstaa, hvordan Stillingen er.

Skibet burde aldrig, hævdes det, være flyttet fra sin første Ankerplads, hvor det havde en stor, fast Kundekreds, og hvor Uddannelsen af Kikke kunne foregaa under faste, trygge Former, uden Frygt for, hvad Fremtiden maatte bringe.

(Aftenbladet (København) 5. september 1923)


I 1933 blev skibet solgt til osteskib. Skibet var stadig oplagt ved Christianshavns Torv som salgsbutik, ifølge Aftenbladet 5. september 1933.

"Constance" var stedet for den første egentlige kokke og tjeneruddannelse. Indtil da skete det mest ved at man arbejdede sig op fra opvasker via forskellige funktioner i køkkenet og restauranten. 1922 godkendte Undervisningsministeriet undervisningen, og kokke- og tjenerfaget blev håndværksuddannelser med lærlingestatus. Pladsmangel på "Constance" betød at skolen 1922-1966 var på Teknologisk Institut. Hvorefter den flyttede til Kongedybet på Amager Restaurantindustriens Lærlingeskole.

Fra 1980 foregik undervisningen i Kødbyen på Vesterbro. I 1988 åbnede skolen en uddannelse til ernæringsassistent med fokus på at lave bedre måltider til fx børn, syge og ældre i offentlige institutioner. 

Hotel- og Restaurantskolen flyttede 2010 til Aller Medias tidligere hovedsæde på Vigerslev Allé i Valby. Dagligt er der 1.200 elever og kursister på skolen, der samlet benyttes af 6.000 personer om året. Medarbejderstaben i 2015 bestod af cirka 180 ansatte.