Det København, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Skærmet af Nørrevold, værnet af Fæstningens Nørreport laa i det attende Aarhundredes Midtpunkt og Slutning en gammel rød og statelig Gaard, som knejste over alle de andre, der var af Bindingsværk og kun Smaabygninger; det var Konferensraad Bornemanns, og han havde købt den af nogle gamle Købmænd; saa langt som til 1701 rækker Skøderne tilbage.

Og saa skete det i 1794, at en Bondedreng, som kom fra Rødding og var kommet I Hørkræmmerlære her i Byen, havde arbejdet sig op fra at gaa med Trækvognen i Byen til aelv at blive Hørkræmmer, fik Raad og Evne til at købe den Del af Gaarden, hvor det morsomme gamle Pakhus ligger, til sin Forretning. Og den kaldte han med sit Fødenavn: Thøger From.

Siden købte han i 1810 Resten, hele Hjørnet med, og den gamle, kønne Købmandsgaard husede i over et Aarhundrede Slægten; thi da gamle Thøger From døde, tog hans Søn Bertram Jacob From i 1831 Gaarden i Arv, og da han i 1857 gik til sine Fædre, blev det Dattersønnen Johannes M. Holm, der saa at sige genrejste Forretningen, overtog gamle Thøger Froms Traditioner, og om han end ikke blev deputeret Borger, som man den Gang kaldte Byens 32 Mænd, blev han dog af dem, der ved deres Virke gavnede vort Land ved sit Borgersind.

Og medens Tiderne skred, vekslede Slægtens Sorger og Glæder Indenfor de gamle Mure; og vi andre, som gik forbi, saa den store Gaard, der beherskede Kvarteret, blive lille, vi saa Voldene falde og Nørreport blive sløjfet; men vi kom til at holde af Gaarden; den gav Hjørnet af Frederiksborggade og Rosenborggade Karakter. Det vil blive svært at undvære den.

Men Tiden har sine ubarmhjertige Krav; den 11. August døde Johs. Holm, ingen af hans Arvinger vil bevare Gaarden; og nu skal den sælges; i Løbet af 1913 hører den sagtens til det København, som kun vi, der holdt af den, mindes, og et stort nyt Forretningshus vil rejse sig paa dens Tomt.

Vor Tid ejer jo desværre ingen Stil!

Qvidam.

(København 12. december 1912).

Rosenborggade 1, hjørnet af Frederiksborggade set fra Kultorvet. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Fotoet forestiller Rosenborggade nederst mod højre, mens Frederiksborggade snitter nederste venstre hjørne. Bygningen blev schalburgteret den 22. juni 1944. 

Anker Vilhelm Frederik Bornemann (1763–1854) var blevet geheimekonferensråd i 1828. Han var søn af Vilhelm Bornemann (1731-1801). 

Købmand Thøger Dyssel From, (1744-1831). Begravet Assistenskirkegården. 1794 etablerede From sig i en købmandsgård i Rosenborggade. Formand for hørkræmmerlavet og sad i flere år i de 32 mænds forsamling.

Politiinspektør Theodor Petersen 70 år. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag. I december 1911 var der i dagspressen rygter om at Theodor Petersen havde tænkt sig at tage sin afsked. Dette blev dog dementeret af ham selv, og faktum er at han blev siddende til han døde i 1915.

Politiinspektør Theodor Petersen

70 år.

I dag kan chefen for Københavns Ordenspoliti, politiinspektør Theodor Petersen, fejre sin 70 års fødselsdag.

Førsteinspektør, som Theodor Petersen almindeligvis kaldes, har fra sin tidlige ungdom været knyttet til Københavns Politi. Efter at han som er søn af brændevinsbrænder A. Petersen i Hillerød, i året 1862 havde taget studentereksamen fra Frederiksborg lærde skole, tog han i 1869 juridisk embedseksamen, og samme år indtrådte han som betjent i Københavns Politi. I året 1878 blev han politiassistent, og i 1885 udnævntes han til inspektør for 1. afdeling, Ordenspolitiet, i hvilken stilling han endnu virker. Som chef for Ordenspolitiet, under hvilket så mange forskelligartede forhold sorterer, er politiinspektør Petersen kommet i berøring med mange mennesker, og hans høje, ranke skikkelse er kendt som få her i byen.

Som embedsmand har han altid vist forståelse overfor de mange mennesker, der har henvendt sig til ham i en eller anden sag, og omend mange måske har fundet ham afmålt og knap i sin optræden overfor dem, har dog de fleste sikkert vidst at vurdere hans retsindighed. Særlig i de senere år har befolkningen utvivlsomt mere og mere påskønnet hans ledelse af Ordenspolitiet, omend kritikken nu og da ikke er udeblevet.

Af sit personale er Theodor Petersen i al almindelighed afholdt. Betjentene ved, at de i ham i virkeligheden har en forstående ven som indenfor sit tilsyneladende strenge væsen og netop har hjertet på rette sted.

På sin 70 års fødselsdag i dag vil politiinspektør Theodor Petersen sikkert fra mange sider modtage beviser på sympati og påskønnelse af sin lange virksomhed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. september 1912).

70 år.

Politiinspektør Theodor Petersen.

I morgen fylder politiinspektør Theodor Peterrsen 70 år. Fødselsdagen vil næppe blive fejret med nogen stor fest, for populær er inspektøren ikke hverken indenfor eller udenfor politietaten.

Når der navnlig tidligere har hersket et spændt forhold mellem Københavns borgere og politiet, da bærer Theodor Petersen ikke mindst skylden derfor. Han har siden han i 1878 indtrådte i korpset som politiassistent, og navnlig efter at han fra 1885 var blevet politiinspektør, gjort sit til at prøjserånden fik indtog i vor by, og om han skulle benytte 70 års fødselsdagen til at trække sig tilbage, var det ingen skade til. Den ånd der bør herske indenfor politiet, og som de yngre politimænd med rosværdig iver bestræber sig for at indføre, står han som provisorieårenes politimand fuldstændig fremmed overfor.

(Folkets Avis - København, 19. september 1912).

70 år

Politiinspektør Th. Petersen.

Inspektøren for Københavns Politi, Theodor Petersen, bliver i dag 70 år. Theodor Petersen har altid været en udpræget politimand, og i tidligere tider stod der vældigt kampgny om hans navn, men nu er der blevet stille om ham. I Firsernes kampår, da valgene samlede opløb, og da store massemøder ikke altid løb stille af, skaffede han sig en mægtig opposition indenfor det København, der ikke tåler, at politiets hånd lægger sig beroligende på gemytterne. Han var dengang chef for Ordenspolitiet, og det var ikke nogen nem Stilling, men Theodor Petersen ville, at hans korps skulle svare til sit navn, og man må lade ham, at orden blev der. Hvad der også på dette tidspunkt gav anledning til opposition imod ham, var, at han havde været dragonløjtnant. Det lugtede af krudt, og det var nok i de dage.

Theodor Petersen er altid til stede, hvor der er noget på færde, og til trods for de mange angreb, der er blevet rettet mod ham i årene løb, angreb, som han for resten har været så fornuftig aldrig at bryde sig om, vil han sikkert i dag få at mærke, at årene glatter ud, og at han nu hører til Københavns populæreste skikkelser.

Jeppe

(Fyens Stiftstidende, 20. september 1912).

70 år

1. politiinspektør.

Det er ikke unge politimænd Danmarks hovedstad har stående i spidsen. Nylig fejrede politidirektøren sit 25-års embedsjubilæum; i dag bliver 1. politiinspektør Th. Petersen 70 år gammel.

Medens politidirektøren stadig er smilende og i fuld vigør, mærkes det på 1. politiinspektør, at man har en mand fra lidt ældre jordperioder for sig. Systemet er gammeldags, og der er ingen tegn til modernisering. Det er ret, patrulje, punkttjeneste, march, rapport og ikke så meget mere.

Hvis man indenfor Ordenspolitiet lod foretage en afstemning om dette systems gavnlighed, er det usikkert, hvad resultatet ville blive, men vist er det at københavnerne ofte har følt sig mindre vel tilpas ved den tone der anslås fra 1. politiinspektorat. Dog har man jo ikke lov at tro, at politiinspektør Theodor Petersen mangler viljen til at forstå sin tid, måske - måske bliver det hele bedre efterhånden.

Den 70-årige politiinspektør kan i hvert fald se tilbage på en virksomhed, der ingenlunde har savnet dramatiske momenter, såvel indadtil som udadtil, og det er vort håb, at det endnu vil lykkes for Theodor Petersen at finde en sådan form for ledelsen af Ordenspolitiet, at korpset i København kan blive - skal vi sige helt populært

H-e

(Riget (København), 20. september 1912).

Tegning fra København 24. januar 1893, i anledning af en serie om politimænd.

Første politiinspektør.

For 2 år siden kunne 1. politiinspektør Th. Petersen fejre 25 årsdagen for sin ansættelse som politiinspektør. For at undgå nogen art af festivitas rejste han bort og kom først tilbage efter jubilæumsdagen. Han svarede den gang: Jeg dur ikke til at sidde på den selskabelige forundringsstol.

I dag fylder politiinspektøren 70 år. Denne gang er han ikke rejst bort, men har frabedt sig enhver honnør. Som den arbejdets mand, han er, passer han sin tjeneste og ønsker ikke, at dagen skal være nogen mærkedag.

Og denne glæde over selve arbejdet og ulyst til al blive "hædret" er vel nok uløseligt forbundet med politiinspektørens hele væsen. Det var netop trangen til at tage fat der fik den juridiske kandidat og tidligere officer til at melde sig i politiets tjeneste. Han begyndte som menig betjent, avancerede forholdsvis småt og blev først 9 år efter politiassistent. Men i disse 9 år havde han lært politiets organisation nøje at kende, og han kendte hver eneste mand i korpset.

Theodor Petersen fortæller.

Da vi i eftermiddag træder ind i politiinspektørens kontor kan vi ikke lade være med at udtrykke vor forundring over, at det kæmpestore skrivebord ganske mangler den traditionelle blomsterpragt.

- Nej, hvad skulle det være til, siger Theodor Petersen - det er vi kommet bort fra hos os. Men jeg har dog fået en mængde lykønskninger og blomster til mit hjem. Til eksempel en telegrafisk lykønskning fra Hestedroskekuskeforeningen . . .

Og politiinspektørens tale, livlig og malende og springende, som den er, glider bort fra dagens anledning og over i hans livs interesse: det politimæssige.

- De stakkels mennesker - det er droskekuskene han taler om - sad jo med den hue, som blev gennemtrukket af regn og frøs om ørerne på dem. Så var det, da den ene efter den anden kom til mig og klagede over gigten. Og jeg spekulerede lidt over det og indførte den hvide høje hat. Den er ikke køn, men koste noget måtte den jo ikke. Og den hjælper dem; den har luft over issen, og regnen løber af. Det er vel sådan noget de mindes.

Og politiinspektør Petersen ser tilbage gennem årene. Kampårene da Højre gik i tog til Estrup, Venstre i tog for at demonstrere derimod, disse år, da der stod gny om Theodor Petersen og hans dansende hest, glider han på denne dag hen over med et skuldertræk og et velvilligt ord om københavnerne.

- De er og har altid været rare og elskværdige. Nok vil de have, at man skal være høflig, dog ikke servil; forstår man deres jævne gemytlighed, der helst skal give sig udløsning i en til situationen passende vittighed, skal man nok komme godt ud af det med dem.

- Også i fredens dage kan man komme til at stå for skud og angreb.

Og han minder om, hvorledes han ganske uforskyldt fik ansvaret for, at ved daværende kronprins Frederiks og kronprinsesse Louises sølvbryllup, gaveceremoniellet gik i skuddermudder. Efter taffelet, da der var illumineret ved Søerne og fyrværkeri på Toldboden, skulle først sølvbrudeparret køre fra Amaliegade til Toldboden og se stadsen og derfra ind til de smykkede Søer. Og efter dem skulle de to konger - Danmarks og Sveriges - og hele deres kortege komme.

Kronprinsparret kørte også på Toldboden, men da staldmester v. d. Maases vogn kørte frem foran det øvrige vogntog, glemte man af en eller anden grund afstikkeren til Toldboden, kørte lige gennem Grønningen, og da man ikke kunne se kronprinsparrets vogn foran, kilede man for at indhente den, af i trav, der brød alle arrangements sønder og skabte Forvirring både her og der.

Og først bagefter kom kronprinsparret.

- Ja, siger Th. Petersen, jeg syntes jo nok, at det så forkert ud. Men skulle jeg som gammel militær kunne ride hen til kongerne - til Christian IX, der var soldat til fingerspidserne, og sige, at de kørte forkert i byen!

Apropos, det militære, så ved jeg jo nok, at man siger, at det er mig, der holder på at vore politimænd skal have eksercits, ja, der føjes endda til, at det er fordi jeg får så høj betaling for det. Men det er ganske forkert; jeg har kun ulejlighed deraf og får ikke en øre for det. Men når det står i loven, at vi skal have eksercits, kan det ikke være mindre end 3-4 gange om året for hver mand. Jeg tillægger eksercitsen en vis betydning, fordi den giver over- og inspektionsbetjentene lejlighed til at kommandere og styrker deres konduite i særlige tilfælde, og den giver mig lejlighed til at se politimændene i deres ældste klæder og skønne over, om de er holdt således, at korpsets værdighed ikke lider derved.

I øvrigt har øvelserne ikke stor betydning for mandskabet ud over, at man kan rette på en mand, der har fået for vane at stå og gå eller hilse mindre skønt. Og vi politimænd vil jo gerne se lidt pæne ud.

Der kommer et glimt af vrede i politiinspektørens ellers så lunt smilende øjne, da han kommer ind på nogle avisartikler, hvori man lamenterer over at de høje politiembedsmænd ikke kender betjentenes kår.

- Har jeg ikke i 9 år gået som over'allig betjent, betjent, inspektions- og overbetjent! Politiinspektør Madsen har været betjent, politiassistent With, politiassistent Tvermoes, politiassistent Hald o. s. v. Eller hvad siger man om afdøde Niels Jensen!

Nej, det er søgt vrøvl alt til hobe, ligesom den nu og da fremsatte påstand, at vort ordenspoliti skulle arbejde efter berlinsk mønster. Det er en hel anden organisation, man har dernede; det er langt snarere engelsk mønster, vi har det indrettet efter.

For resten har også det engelske politi sine betydelige skavanker. Jeg har med politiets udvikling for øje besøgt London og Paris og lært meget begge disse steder, mest i Paris.

I øvrigt har jeg også puderet i Berlin og Wien. Der var militær organisation, så man kunne tale om det; 4000 politimænd fuldt militært inddelte og øvede, med våbenkamre, hvor hver mand havde hængende sit moderne militære gevær, skarpe patroner, hjelme o. s. v.

Et tankespring. - og Theodor Petersen er midt i vore egne forhold igen.

_ Frederiksberg ! Der ligger Frederiksberg som en isoleret enklave helt inde i vor politiorganisation. En frederiksbergsk betjent har ingen myndighed på vor, en af vore betjente ingen på frederiksbergsk side af samme gade. De kan tro at dette skaber mange vanskeligheder, og endnu værre ville det være hvis vi ikke kom så godt ud af det sammen. Birkedommer Sylow er en fortræffelig mand...

- Undskyld hr. inspektør!...

Det er den vagthavende overbetjent der lader os se et glimt af de ventende.

Og så er interviewet forbi.

H-t

(Nationaltidende, 20. september 1912, 2. udgave).

1. politiinspektør Theodor Petersen blev forleden dag pludselig syg. Da det viste sig at være nyregrus, politiinspektøren led af, ønskede han at blive indlagt på Kommunehospitalet under overlæge Hansen; men på grund af pladsmangel er patienten først i går blevet overført fra hjemmet til hospitalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. oktober 1912).

Politiinspektør Theodor Petersen om hvis sygdom vi forleden bragte meddelelse, er nu så rask at han allerede kan være nogle timer af dagen oven senge. Og det varer næppe længe, før han atter overtager sine forretninger.

(København, 7. november 1912)

De kloge Mænd og Koner. (Efterskrift til Politivennen)

Engelsk Syge i Vejle og andre Lidelser i Pederstrup. - Hvad man træffer midt i et oplyst Land.

Har vi ikke allesammen hørt om Kvaksalvere, om hvordan gamle Koner saa Sygdomme bort, læste over Bylder og helbredede mange Lidelser ved Haandspaalæggelse? Men mange af os ved ikke, at vi hver Dag gaar omkring mellem lignende Fænomener.

Et Par af de mest karakteristiske Tilfælde fra den senere Tid meddeles i Retslægeraadets sidste Beretning.

Bl. a. fortælles der om en Kvinde i Vejle, der har "helbredet" for engelsk Syge. Barnet døde rigtignok af Bronchitis, mens Kuren stod paa. Men engelsk Syge var det allenfals ikke, der bevirkede Døden.

Det var en omstændelig Historie at faa helbredet engelsk Syge hos den Dame. Kuren var gammeldags, den stammede fra den Gang, man ikke skulde løbe om Kap med Flyvemaskiner. Damen havde arvet den fra sin Moder, og den krævede visse Forholdsregler.

En Kur varede 8 Dage. Den skulde, for at være virksom, begynde paa en Tirsdag og slutte paa en Torsdag. Saa maatte Kuren, der bestod i Salveindgnidning, kun foretages om Aftenen efter Solnedgang, og det kunde ikke hjælpe at prøve at faa et Menneske rask, hvis det ikke var Høst eller Vaar.

Selve Salven købte Kunden paa Apoteket, og hun kaldte den "Salve for engelsk Syge". Hun mente selv, at den bestod af "Levergroet Salve", "Senesalve" og "destilleret Hundefedt". Farven var flingrende grøn som en ung, ny Rugmark, og Senesalven gemte mærkelige Kræfter.

Strygningerne skulde foretages paa Issen, Næseryggen, højre Side af Brystkassen, paa Lænder og alle Led, derimod berørtes ikke Hovedets øvrige Del, Rygraden, venstre Side af Brystet og Maven.

Somme Tider begyndte Børn jo nok at kaste op under Kuren, men det stammede fra, at de havde faaet noget af Salven i Munden, sagde Konen.

Et andet Tilfælde, som droges frem i Beretningen, stammer fra Pederstrup. Der bor en "klog Mand", og han har mange Gange haft Folk til Behandling.

Hans Kure er knapt saa indviklede, fordi han arbejder med "magnetisk Kraft".

Naar han faar en Patient, forlanger han, at denne ikke tidligere har været undersøgt af en Læge, og han har en vis Respekt for smitsomme Sygdomme. Dem vil han ikke have at gøre med.

Han undersøger ikke sine Patienter, men stryger med sine Hænder uden paa deres Klæder og føler derved, "hvor Sygdommen sidder". Og derefter sætter han de magnetiske Kræfter, han er i Besiddelse af, i Bevægelse og helbreder med dem. Rent en passant anvender han dog ogsaa nogle Salver og 73 forskellige Thesammensætninger af Planter, der voxer her i Landet.

Retslægeraadet antager, at de Sygdomme, han behandler, ofte kan blive værre under en urigtig Behandling.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 20. august 1912).

Byggeforeninger ved København. (Efterskrift til Politivennen)

 

Frederiksberg Arbejderes Byggeforening.

Alle de, der i tidligere Tid kørte med Toget til Roskilde, kender af Udseende Frederiksberg Arbejderes Byggeforening, der, efter at man har passeret Bommen ved Peter Bangsvej, ligger langs Jærnbanelinien, tilhøjre for den. De røde Teglstens-Mansardtage med hvide Fronspicer ses over Havernes Frugttræer.

Frederiksberg Arbejderes Byggeforening blev stiftet i 1897, væsentligst af Arbejdere fra det nærliggende Frederiksberg Gasværk. Mange af de oprindelige Medlemmer trak sig dog snart ud af Foreningen og andre kom i deres Sted, saaledes at da Foreningen begyndte at bygge, i 1899, var der ikke mange af de oprindelige Medlemmer tilbage. I Stedet for var der rykket Sporvejsfunktionærer, Brandmænd, Haandværkere og andre ind.

Man begyndte med at svare et Kontingent paa 1 Kr. maanedlig, man købte 7 1/4 Td. Land ved Peter Bangsvej af Vognmand Blyth for den høje Pris af 150,000 Kr. og overdrog derpaa til Højesteretssagfører Ulf Hansen at skaffe de nødvendige Penge til Byggeriet. Det lykkedes ham at skaffe 500,000 Kr. hos Livsforsikrings-Anstalten, der, naar Husene var opført, skulde staa i 1. Prioritet, 370,000 Kr. i Statslaan, som skulde staa i 2. Prioritet, og endelig som 3. Prioritet 150,000 Kr. i Partialobligationer fra velhavende Folk, der nærede Interesse for Planens Gennemførelse.

I 1899 begyndte man da at bygge, men snart efter foraarsagede Lockouten en Standsning i Arbejdet, og dette medførte selvfølgelig et betydeligt Tab. Efter Lockouten tog man atter fat, en Del af Husene blev færdige om Vinteren og Resten i Løbet af Sommeren 1900.

Murermester Lythans-Petersen havde Byggeforetagendet i Entreprise for 10,000 Kr. pr. Hus, og da Husene var færdige, stod de Medlemmerne i 13 a 14,000 Kr. med Jord og anlagte Veje.

Arkitekter for Husene var d'Hrr. Gotfred Tvede og Schmidt.

Husene blev nu prioriterede paa den ovenanførte Maade og endvidere med en fjerde Prioritet paa 45.000 Kr. Alle Prioriteterne er til 4 pCt. Rente med Undtagelse af den anden Prioritet til Statskassen, der er til 3 pCt., men hertil kommer 1 pCt. Afdrag.

Kort efter at Husene var afleveret, fik Foreningen et alvorligt Smæk, idet det viste sig, at der var gaaet Svamp i Gulvene paa en stor Del af Husene. Disse maatte da brydes op og erstattes med nye, hvad der kostede Foreningen ca. 10.000 Kr.

Der er 97 Huse, hvoraf kun nogle faa er Enkelthuse, medens Resten er byggede sammen i Dobbelthuse. Hvert Hus har to 3 Værelsers Lejligheder uden Kælder, men med et Udhus. Der hører 1000 Kv.- Alen Have til hvert Hus, og Husene er lagt omtrent midt paa Parcellen.

Hvert Medlem svarer 600 Kr. om Aaret af sit Hus. Heraf betales alle Renter, Skatter og Afgifter og endvidere de udvendige Reparationer, som Foreningen selv foranstalter. Det, der herefter bliver tilovers af de 600 Kr., anvendes til Afdrag paa 3. Prioritet.

Hvert Medlem maa selv bekoster de indvendige Reparationer. Den Lejlighed, der er til Udleje, skal lejes ud for mindst 25 Kr., men man kan godt faa 30 Kr. i Leje for den.

Noget specielt for denne Forening er det, at man har oprettet en Assurancekasse, der sikrer Medlemmerne mod Lejetab. Hvert Medlem indbetaler 75 Øre om Maaneden i denne Kasse, og til Gengæld faar de ved Lejeledighed godtgjort de to Trediedele af Lejetabet. Imidlertid har der ikke været en eneste Lejlighed ledig i de sidste 6 Aar, og som Følge deraf har Assurancekassen nu opsparet ca. 10,000 Kr.

Til Foreningen hører et Forretningshus med 8 Butiker, der lejes ud. Dette Forretningshus staar Foreningen i 64,000 Kr., og det giver et Overskud, der kommer Medlemmerne til Gode.

I Aarenes Løb er ca. Halvdelen af Medlemmerne traadt ud af Foreningen, men de har alle faaet deres Huse solgt med Gevinst. De, der solgte i de første Aar, fik 2 a 300 Kr., men nu faar man over 2000 Kr., den sidste, der solgte for et Par Maaneder siden, tjente saaledes 2800 Kr.

For saa vidt det er Arbejdere, der køber disse Huse - hvad det nok er her - kommer de altsaa til at sidde betydelig haardere i det end de, der har været Medlemmet fra Begyndelsen.

Foreningens Formand er N. C. Nielsen, Kontrollør ved Frederiksberg Gasværk.

(Social-Demokraten 7. august 1912).

Hjørnet af Broderskabsvej og Folkets Alle, i dag Vejlaget FAB, men det startedi 1898 som Frederiksberg Arbejderes Byggeforening, husene langs Frihedsvej, Lighedsvej, Broderskabsvej og Folkets Allé samt husene på Jyllandsvej nr. 23-25 & 26-38 og Kronprinsensvej nr. 53-61 & 48-54. Foto Erik Nicolaisen Høy (2021).

Arkitekt Albert Jensen (1847-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Albert Jensen (1847-1913), dansk arkitekt. Hørte sammen med Ferdinand Meldahl og Vilhelm Dahlerup m.fl. til "Europæerne" inden for historicismen i Danmark.  Albert Jensen opførte sammen med Meldahl Marmorkirken (Frederikskirken 1875-1894) og Charlottenborgs Udstillingsbygning (1881-1883). Sammen med Henri Glæsel (1853-1921) Magasin du Nord på Kongens Nytorv (1893). Blandt andre værker kan nævnes DFDS' bygning på Sankt Annæ Plads (1891) og Hagemanns Kollegium (1908), begge ligeledes i København. Albert Jensen var kongelig bygningsinspektør i årene 1902-1912, besad flere faglige tillidsposter og blev titulær professor i 1901. Han var ansvarlig for ombygningen af kælder- og stueetagen i et palæ på Amalienborg til vinterbolig for prins Christian og prinsesse Aleksandrine. Det havde før været anvendt til undenrigsministeriet.

Han opstilede for Borgerlisten til borgerrepræsentationsvalget den 29. marts 1898  under slogan som: "Valget står mellem borgerligt frisind og socialistisk klasseregimente". Ved valget gik  de radikale og socialdemokraterne 4 mandater frem til 20 og fik flertal i det 36 mand store råd. 

Max Peter Johan Kleinsorg (1866-1914): Sankt Petri Kirke. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

St. Petri Kirkeplads.

Udtalelser af Professor Albert Jensen.

Planen til den nye Omordning af St. Petri Kirkeplads, Opførelsen af Petersens Jomfrukloster paa Hjørnet at St. Pederstræde og Larslejstræde, de høje Gadenumres Fjernelse har vakt megen Opmærksomhed og Interesse.

Fra mange Sider har man med Glæde set, at "St. Petris Kirke"s Patron og Kollegium her har taget Initiativet til, med Bibeholdelse af hele det gamle Kvarters Hygge og Originalitet, at fremskaffe et smukt, aabent Anlæg her midt i den indre By.

Fra andre Sider er man rykket frem til Angreb under Feltraabet "Bevarelsen af det gamle Kjøbenhavn" og har hævdet, at ingensomhelst Forandringer maatte ske med Petri Kirkeplads. Bladet "Arkitekten" har bl. a. været meget langt ude. Men dette Fagskrifts Angreb lider iøvrigt af den meget uheldige Fejl, at forudsætninger er ganske unøjagtigt opfattede. Arkitekten synes at gaa ud fra, at Omordningen er baseret paa en ældre Plan, den tidligere har omtalt. I Virkeligheden er det jo en hel ny Plan, der foreligger.

Det er Professor Albert Jensen, der som Kirkekollegiets Arkitekt staar inde for det hele Projekts kunstneriske Forsvarlighed. Af hans nedenstaaende Udtalelser vil man se, at ivrige Bevarere af det gamle Kjøbenhavn ikke behøver at ængstes. Der er mange andre Steder, hvor deres iøvrigt paaskønnelsesværdige Interesse tiltrænges i langt højere Grad.

Vi har haft Lejlighed til at se de ualmindelig smukke Tegninger, som Professor Jensen har udført til Benyttelse ved Pladsens Omordning.

De gamle smukke Kirkebygninger, baade selve Kirken og det endnu ejendommeligere Kapel, fremtræder herefter frit og aabent, medens de nu helt skjules af den høje, nøgne Gademur.

Fra Frue Kirkeplads vil der blive et overordentligt smukt Kig ned til St. Petri Plads med de gamle, røde Kirkemure, halvt skjulte af grønne Træer. Den nye Bygning paa Kirkens Grund, hvortil bl. a. Petersens Jomfrukloster skal flyttes, optager heller ikke mere Plads end den, der nu allerede optages af Pigeskolen og Præsteboligen.

Det er et temmelig lavt Hus tegnet i en Stil, der passer til Kirkens og Kapellets Nærhed. Det vil være en ubestridelig Fordel at faa de nuværende halvgamle, kedelige og stilløse Huse, der ligger ved Hjørnet, ombyttede med denne kønne, rolig holdte Bygning.

Muren mod Larslejstræde bibeholdes. I Virkeligheden den eneste af de 3 Mure, som nu begrænser Kirkepladsen, der har Værdi. Men desuden bevarer Professor Jensen et Stykke af Muren ud mod St. Pederstræde, saaledes at det kommer til at slutte sig til den nye Klosterbygning. Ellers erstattes Muren mod den sidstnævnte Gade og Nørregade af en anden lavere Indhegning, der tillader Udsigt til Kirkebygningerne. Kirkekollegiet har tænkt sig et Gitter. Men Professor Jensen foretrækker selv en lav v Mur, der baade er smukkere og beskytter Pladsen bedre.

Professor Jensen siger om Opførelsen af den nye Bygning, at den i alle Retninger vil være en Vinding, ogsaa med Hensyn til Gadepartiernes Udseende. Den vil ikke komme til at borttage mere Udsigt til Kirken fra Larslej- og St. Pederstræde end de Bygninger, der nu ligger paa Hjørnet, allerede gør det. Den nuværende Pigeskole er iøvrigt yderst forfalden. Den nye Bygning har den Fordel, at den kun bliver benyttet til Menighedens Formaal. Butiker o. I. bliver der ikke i den.

De lange Mure ud til Nørregade og St. Pederstræde udelukker baade Sol og Lys fra Kirkepladsen, som derfor fortiden er ganske uskikket til Nybeplantning. Der maa derfor under alle Omstændigheder foretages en Omordning, og Murene er hverken saa smukke eller blot karakteristiske, at de fortjener større Forsvar. Dr. Mollerups i "Nationaltidende" fremsatte Henvisning til det murindhegnede, "fredfyldte" Rosenborg betyder intet, thi Forholdene ved Rosenborg er ganske forskellige fra dem ved St. Petri. Forøvrigt samstemmer, som ovennævnt, Professor Jensen med Dr. Mollerup i, at en lav Mur er at foretrække for et Gitter.

"Arkitekten"s noget uovervejede Artikel mod de nye Planers Gennemførelse, udtaler Professor Jensen sig temmeligt skarpt om. "Arkitekten"s faglige Redaktion synes hverken at have kendt den nuværende eller ældre Plan ordentlig, skønt den indgaaende kritiserer dem. "Arkitekten" har iøvrigt tidligere ganske i Uoverenstemmelse med sit nuværende principielle Syn set i høj Grad velvillig paa en delvis Bebyggelse af selve Nikolai Plads.

Professor Jensen tror iøvrigt, at Planen til den nuværende Omordning, naar alt kommer til alt, ikke vil støde paa virkelig alvorlig fagmæssig Modstand, thi i alle Retninger er der taget Hensyn til Bevarelsen af Pladsens gamle originale Karakter, og de Fordele, der opnaas ved nu at lukke den op, beplante den og skaffe Lys og Luft her midt i Byen, er saa store, at man ikke kan se bort fra dem. Selv om del særlige Syn her uformodet skulde indtage et afvigende Standpunkt, maa Ministeriet med fuld Føje kunne træffe en Afgørelse, der tillader en Omordning, der netop under de nuværende Forhold - en god økonomisk Basis og stor Interesse hos Kirkekollegiet og Nabogrundejerne - kan gennemføres saaledes, at der virkelig opnaas et for hele Byen smukt og godt Resultat.

Spero.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 8. oktober 1907).

I Albert Jensens forslag indgik bl.a. at pigeskolen og præsteboligen på hjørnet af St. Pedersstræde og Larslejstræde skulle nedrives og erstattes af en treetagers bygning, hvori skolen, præsteboligen og Petersens Jomfrukloster kunne være. Dette mødte ikke bare hos "Arkitekten" stor modstand. Det nævntes ikke i senere omtaler, og bygningerne står endnu.

Også planerne om et gitter vakte modstand - og blev forladt i 1909. Resten af planen var på det tidspunkt ikke færdigbehandlet. I 1910 stod telefonselskabets store bygning færdig på nabogrunden i Nørregade. I 1914 blev det endelig afgjort at restaurere muren ved Nørregade, samt rejse en gitterport ved hjørnet af St. Pederstræde og endnu en tæt ved telefonhuset. Disse var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen - Albert Jensen var på det tidspunkt død.

Bygningsinspektoratet.

Etatsraad Albert Jensen.

Den bekendte Arkitekt, Professor Albert Jensen har i disse Dage af Helbredshensyn trukket sig tilbage fra sin Stilling som kgl. Bygningsinspektør og er samtidig blevet udnævnt til Etatsraad. Den nye Bygningsinspektør bliver Arkitekt Magdahl-Nielsen.

I Kunstnerkredse vil det vække almindelig Beklagelse, at Etatsraad Albert Jensens Helbred ikke mere tillader ham at beklæde den Tillidspost, han siden 1902 har været Indehaver af. Hans sikre og fine Smag er under hans Embedsperiode kommet Offentligheden overordentlig meget tilgode.

Etatsraad Albert Jensen, der var afdøde Professor J. J. Nebelongs første Elev, er som Arkitekt velkendt. Han har deltaget i Opførelsen af Frederikskirken og den russiske Kirke, har opført Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Det forenede Dampskibsselskabs Bygning, Frilagerbygningen, Hagemanns Kollegium, Herregaardene Trolleholm og Trollenäs og mange Privatbygninger, der alle bærer Præget af høj kunstnerisk Dannelse. Etatsraad Albert Jensen, der nylig er fyldt 65 Aar, har imidlertid ogsaa hørt til de meget stærkt arbejdende Kunstnere, og det er intet Under, at han nu føler sig træt af de mange officielle Tillidshverv, der i Aarenenes Køb har været ham betroede.

Hans høje, smukke, repræsentative Skikkelse, hans elskværdige Personlighed og hans erfarne Raad vil blive savnede indenfor den Stand, til hvis bedste Mænd han hører.

(Riget (København) 1. februar 1910)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Etatsraad, Professor Albert Jensen død.

Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektør Alf. Jensen er afgaaet ved Døden i en Alder af fem og tresindstyve Aar. Professor Albert Jensen hørte inden for den danske Arkitektstand til dem. som i høj Grad har sat Præg paa det København, som rejstes i Firserne og Halvfemserne, og ganske særlig er hans Navn knyttet til en Række offentlige Forretningsbygninger.

Som Elev af Nebelong og Meldahl fik han tidligt Lejlighed til at arbejde paa større Opgaver, og det var fra første Færd hans Hovedinteresse at tumle med store Masser. Hans Tegninger var stærkt præget af hans Ophold i europæiske Storstæder. I Modsætning til det Hold af Arkitekter, der følger umiddelbart efter ham, og som overvejende har søgt Fornyelse gennem gammel dansk Kunst, synes hans Bygninger helt internationale.

De Arbejder, han fik overdraget, fristede ogsaa i høj Grad til at søge Forbilleder i Udlandet. Hans Virken falder samtidig med Storindustriens og Handelens Udvikling, og det var i Virkeligheden nødvendigt at gaa andre Steder hen for at finde, hvorledes man der havde løst lignende Opgaver. Han byggede sammen med H. Glæsel det første danske Stormagasin "Magasin du Nord" og alene "Det forenede Dampskibsselskabs Bygninger". Ogsaa de Brock'ske Handelsskoler er opført efter hans Tegninger.

Det var nu imidlertid ikke saaledes, at Professor Jensen direkte overførte sine Indtryk udefra paa hjemlig Grund. Han var som Kunstner selvstændig og ret stejl. Fra Meldahl havde han taget noget af det myndige i Arv, og man vil i hans kosmopolitiste Bygninger finde en betydelig personlig Indsats. Blandt hans Arbejder er der iøvrigt Grund til at nævne den russiske Kirke i Bredgade, delvis Frederikskirken, Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Asgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Medlem af Akademiraadet.

(Nationaltidende 26. juni 1913, 2. udgave)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Kendt Arkitekt død.

En Broder til Konsul Jensen i Horsens, Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektor Ald. Jensen er afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.

Professor Jensen hørte til de Arkitekter, der i høj Grad har været med til at bygge Firsernes og Halvsemsernes København, og i særlig Grad er Jensens Navn knyttet til et stort Antal Handelshuse, "Det forenede Dampskibsselskab"s Bygninger, de Brochske Handelsskoler og "Magasin du Nord" (som han byggede sammen med H. Glæsel). Endvidere har han blandt andet bygget den russiske Kirke i Bredgade, delvis Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

I hans Bygninger, der som oftest har internationalt Snit over sig, vil man finde stor personlig Indsats.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Afgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand og Medlem af Akademiraadet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. juni 1913).

Albert og Caroline Sofie Jensens gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 5, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.