2 Børn overfaldet af Rotter. (Efterskrift til Politivennen)

Rotterne bed de smaa Børn, medens Forældrene var i Stuen ved Siden af.

Forfærdelige Tilstande i Sundbyerne.

Ude i de gamle Sundby Gader, som ligger lige før den Ebert'ske Villaby, fører beboerne en haabløs Kamp mod Rotterne. Rotterne undergraver Husene, Rotterne ødelægger Møblerne i de smaa Hjem og stjæler Maden. Der er Steder, hvor Rotterne har i den Grad overmagten, at Forholdet mellem Mennesker og Rotter nærmest er det, at Rotterne taaler de menneskelige beboere i deres Nærhed, fordi der derved falder Mad af til dem. Og bolignøden gør det umuligt for beboerne at flygte bort fra Rotteplagert skønt de lever i en stadig Skræk for det uhvggelige, graadigt Kryb, som de deler Hus med.

At denne skræk ikke er ubegrundet, beviser den frygtelige tildragelse, som i Aftes fandt sted 1 den lille Ejendom Nr. 7 i Sverigesgade.

Her boer en Jernbanearbejder Lind med sin Familie. Lind har to smaa børn, en lille Pige paa 10 Maaneder, som ligger i Vugge, og en Dreng paa et Par Aar. De to smaa var i Aftes alene i Soveværelset, medens Forældrene ved 10-Tiden sad i Stuen ved Siden af og drak Kaffe.

Pludselig hørte Forældrene Børnene skrige, og den lille Dreng, Hans, kom ud til dem med blødende Øre. Inde fra stuen lød stadig den lille Elisabeths Skrig fra Vuggen. De løb Ind i Soveværelset med Lys og hørte den sædvanlige Lyd af Rotter, som styrtede bort over Gulvet.

Da de naaede hen til Vuggen mødte der dern et forfærdeligt Syn. Sengeklæderne i Vuggen var oversmurte med Blod, Barnets Klæder gennemblødte ai Blod, og Fingrene paa den ene lille Barnehaand fremviste nogle frygtelige Saar. Blodet tapløb fra Barnets Fingre, da Faderen tog det op i sine Arme. Barnet var blevet overfaldet at Rotter, og naar man ved, hvor hurtigt de graadige Dyr arbejder, forstaar man at det sikkert kun drejede sig om Sekunder, hvis Barnets Liv skulde reddes.

I Rottereden.

En af vore Medarbejdere aflagde i Morges besøg ude i Rottereden.

Hr. Lind fortalte, hvorledes han i største Hast sendte bud efter Doktor Dyhre paa Amagerbrogade, der forbandt det blødende barn.

Barnets Haand var stærkt opsvulmet, men Lægen mente dog at der ikke var indtraadt nogen blodforgiftning. Barnet havde tilbragt en meget urolig Nat og havde nogen feber.

Vor Medarbejder saa, hvorleles Vuggen, barnet laa i, paa flere Steder var gnavet i Stykker af Rotterne, og hvorledes hele det lille 1-Etages gamle Sundby-Hus, overalt var undermineret af Rotter.

Beboerne har ofte klaget saavel til Værten, som til Sundhedsautoriteterne over Tilstandene; men det har ikke hjulpet. En Gang har der været Folk fra Sundhedspolitiet og set paa Huset; men der blev aldrig foretaget noget virksomt Skridt mod Rotterne.

Maaske der nu - da Rotterne øjensynlig er blevet de stærkeste i Kampen mod Menneskene - kan blive sat en Udryddelseskrrig i Gang.

(Aftenbladet (København) 28. november 1918).

Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923. (Efterskrift til Politivennen)

Den 100-aarige Pigeskole.

Frk. Karen Kjærs Skole i Gartnergade Nr. 15. I Hjørnet Frk. Karen Kjær.

Det er ikke ret mange af de Pigeskoler, der stiftedes omkring Aar 1800, der oplevede nogen høj Alder.

Kun to vides bestemt at have naaet de 100 Aar: Christianshavns Døtreskole, der jubilerede for et Aarstid siden, og Frk. Karen Kjærs Skole, der paa Torsdag fylder de 100.

Derom drømte næppe Frk. Wroblewski, da hun den 7. November 1818 aabnede en lille Skole for smaa Drenge og Piger paa Hjørnet af nuværende Kapelvej og Nørrebrogade, hvor det borgerlige Samlingssted "Lille Ravnsborg" havde ligget.

I 40 Aar ledede Stlfterinden Skolen der hurtigt blev udelukkende Pigeskole, og under Efterfølgersken, Frk. Løbner, blev den, der nu var flyttet til Taarnborg paa Hj. af Dosseringen og Nørrebrogade, det Sted, hvor Nørrebros første Borgerslægter satte deres Døtre i Skole.

1802 overtog Frk. Karen Kjær Skolen, der, efter nogle Aars Ophold paa Fælledvej, i 1897 flyttede ind i sin egen Bygning i Gartnergade Nr. 15, hvor der siden har fundet flere Udvidelser Sted, saa Skolen nu udgør et helt stort moderne Bygningskompleks.

Men den lille uanselige Pigeskole fra 1818 er nu et stort Gymnasium med ca. 500 Elever, der kan gaa ud derfra med Studenterhuen paa det lokkede Hoved.

Frk. Kjær, der nu har Titel af Rektor, er den fødte Børneopdragerske, der omfatter hvert Barn med menneskelig Forstaaelse. Og af Lærerne forgudes denne kvindelige Rektor, der altid har holdt paa, at til en virkelig god Skole hører godt lønnede Lærerkræfter.

(Aftenbladet (København) 5. november 1918).

Karen Kjærs Skole i Gartnergade. Indskriften i facaden vidner om at skolen lå her 1897-1971. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karen Kjærs Skole har bestaaet i 100 Aar

"Eksisterede der virkeligt Pigeskoler for 100 Aar siden?" spørger vi Rektor, Frk. Karen Kjær, som vi træffer ude i den tomme og øde Skole i Gartnergade.

"Det gjorde der, skønt man jo for Resten er tilbøjelig til at mene, at det ikke var Tilfældet, men at alle Pigebørnene fik en Smule Lærdom, de overhovedet blev begavet med, ved ganske privat Undervisning. Dette var imidlertid ikke Tilfældet, idet der nemlig allerede lige i Begyndelsen af forrige Aarhundrede ikke mindre end 25 Pigeskoler inden og indenfor København Volde."

"Og en af dem var altsaa den Skole, som De har?"

"Ja, det var det Damen, som grundlagde den, hed Frk. Wroblewski Og det var altsaa den 7. November 1818. at hun gav sine første Elever den første Undervisning ude i de daværende smaa og primitive Lokaler paa Nørrebro. Den Gang var Skolen til Huse i en Ejendom, som laa paa Kapelvej, omtrent ved Hjørnet af Nørrebrogade. Nu hedder Ejendommen "Lille Ravnsborg". Hvad den hed den Gang. ved jeg for Resten ikke.

Frøken Wroblewski ledede iøvrigt sin Skole med megen Dygtighed, og selv om den vel hverken i den ene eller den anden Retning vilde have kunnet staa Maal med Nutidens Krav til Skolerne - havde hvad Lokaler, Lærerkræfter og Undervisningsplan angaar - saa fik den dog megen Anerkendelse af sin Samtid. Denne Anerkendelse gav sig f. Eks. det smukkeste Udtryk deri, at den fik flere og flere Elever. Paa et bestemt Tidspunkt skal der efter Sigende have været over 100 Elever, som frekventerede Institutet. Et virkeligt antageligt Tal efter Datidens Forhold."

"Og denne Dame havde Skolen i mange Aar, ikke sandt"

"Jo, lige til 1858, altsaa i 40 lange Aar. Saa trak hun sig tilbage, og Skolen blev overtaget af Frk. Løbner, som var min Forgænger, og først tog Afsked fra den, da jeg i 1892 overtog den.

I hendes periode var Skolen til Huse i Hjørneejendommen Nørrebrogade-Dosseringen. De ved, Taarnbygningen. Og de første fjorten Dage, jeg var Skolens Bestyrerinde, boede vi ogsaa der.

Det var en forfærdelig vanskelig Periode, husker jeg nu. Mange Elever havde jeg ganske vist ikke, der var kun 42, men alligevel var det svært for mig at faa passende Lokaler. Vi var nemlig sagt op og skulde flytte. Men endelig lykkedes det at faa lejet et Par Etager ude i et stort Hus paa Fælledvej. Og der boede vi saa, indtil Skolen her blev taget i Brug."

"Og efter at De er kommet her ud i Gartnergade, har Udviklingen nok laget en rivende Fart?"

"Ja, jeg kan ikke klage. Skolen besøges nemlig nu et omtrent 500 Elever, og der er stadig Fremgang og Tilgang at spore?"

"Men hvor faar De PIads til saa mange?"

"Til at begynde med havde vi jo kun den ene, den bageste, af Bygningerne. Nu er denne, som ligger ud til Gaden, jo kommet til, for at give Husly til Gymnasiet Og det giver selvfølgeligt Plads altsammen. Naa, saa er de enkelte Klaseer jo efterhaanden ogsaa kommet til at omfatte flere og flere Elever. Vi har ofte en 25 Elever eller lidt mere i hver Klasse. Sagen er den, at siden Staten har overtaget Skolen, maa der ses noget mere paa, hvad der betaler sig bedst. Og det er selvfølgeligt uøkonomisk at drive for smaa Klasser. løvrigt tror jeg heller ikke, at det direkte skader med de store Klasser. Det stiller maaske dog noget større Fordringer til Lærerens eller Lærerinden Arbejdsevner."

"Apropos Arbejdet! Vil det nu ikke blive anstrengende baade for Elever og Lærerkræfter at skulle indhente alt def, som forsømmes i dette Efteraar. 

"Jo, det bliver drøjt. Og jeg tænker med en vis Gru paa, hvorledes det skal gaa. Det vil blive anstrengende for begge Parter. Og vi kommer jo ogsaa nok til at sløjfe lidt paa de kommende Ferier og enkelte Fridage, hvis vi skal indhente, hvad vi mangler. Een Ting er jeg imidlertid glad over, og det er, at der ikke er saa stort et Hold af unge Piger, som skal tage Artium til Sommer. Da de ikke er saa mange, vil det blive lettere at hjælpe dem til at naa, hvad de skal. For Resten arbejder de privat med deres Lærere Men de er kede af det, det er jo baade mere berigende og mere fornøjeligt at arbejde sammen her paa Skolen, fremfor at sidde hjemme alene og slide i det."

"De maa vel ogsaa paa Grund af Epidemien udskyde Jubilæumshøjtideligbeden? 

.Ja, vi udskyder den i en Maaned, altsaa til den 7. December, hvor vi har i Sinde at fejre den ved en lille formiddagshøjtidelighed."

(Nationaltidende 6. november 1918)

Se også tidligere indslag med Karen Kjær.

Karen Kjær tog 1881 lærerindeksamen og 1883 institutbestyrerprøven. Matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum. Købte 1892 Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, herefter Karen Kjærs Skole. Flyttede 1892 skolen til Fælledvej 21. Fra 1897 i en nyopførte skole, Gartnergade 15. Bl.a. med økonomisk støtte fra G.A. Hagemann. Skolen udvidede 1904 og 1913. Medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-1907. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler.

Karen Kjær blev 1916 en af de første kvinder som blev udnævnt til rektor. Hun måtte opgive at eje 1919. De ældste klasser blev herefter overtaget af staten og skolen skiftede navn til Nørre Gymnasium. Karen Kjærs Skole. I 1971 flyttede skolen til Mørkhøj og hedder nu Nørre Gymnasium. Karen Kjær døde 1923 af en hjerneblødning. Hun blev begravet på Assistenskirkegården, graven er nedlagt.

Harald J. Nielsen (1881-1918). (Efterskrift til Politivennen).

Direktør Harald J. Nielsen.

Et dødsbudskab fra New York.

Industrirådet modtog i går fra Amerika telegrafisk et dødsbudskab, der har vakt den dybeste beklagelse i vide kredse indenfor vort erhvervsliv. Det lød på at direktør Harald J. Nielsen i torsdags var afgået ved døden i New York, under det ophold i Amerika, hvor han som udsendt delegeret for erhvervsorganisationerne har deltaget i forhandlingerne om den dansk amerikanske handelsoverenskomst

Direktor Harald J. Nielsen, der kun var omkring 37 år gammel, havde i en årrække været ansat i østen og havde i krigens første år ansættelse i "Ø. K." som leder af kompagniets trælastforretning, fra hvilken stilling han i foråret 1916 af etatsråd H. N. Andersen blev stillet til disposition for Industrirådet. Den store og omfattende organisation, som dettes kontorer er blevet under krigsårene, var da endnu i sin vorden, og som kontorchef i Industrirådet har direktør Nielsen her udført et organisationsarbejde, som kun de færreste har et begreb om, og den gerning han derigennem har udfoldet til gavn for dansk erhvervsliv kan næppe værdsættes for højt. Med en utrolig arbejdsevne forbandt direktør Nielsen en ganske enestående organisatorisk evne og en klarhed i opfattelsen, som gjorde, at man knyttede de største forhåbninger til hans fremtid. Det var da naturligt, at han blev generalsekretær for Erhvervenes Fællesudvalg, og da han ifjor blev knyttet til aktieselskabet Nielsen & Winther som handelsdirektør, benyttede Industrirådet lejligheden til som påskønnelse af hans arbejde, at indvælge ham som medlem af Industrirådet.

Men også efter dette tidspunkt fortsatte han sit betydningsfulde arbejde indenfor den daglige virksomhed i Industrirådets kontorer, hvor han stadig for alle de yngre gav det smukkeste eksempel til efterfølgelse. For ham bar arbejdet sin løn i sig selv, og ordene "Arbejdet adler" kunne her anvendes med sandhed. 

Allerede den 1. maj i år trådte direktør Nielsen tilbage fra sin stilling hos "Nielsen & Winther", men kun for at overtage direktørstillingen "Det alm. Handelscompagni", hvis planlagte virksomhed vistnok mere stemte med hans interesser og naturel. Midt i sit organisationsarbejde med hensyn til dette handelsselskab i stor stil, overtog han opfordringen til som erhvervsorganisationernes delegerede at deltage i forhandlingerne i Washington om den danskamerikanske handelsoverenskomst. Og nu da disse månedlange forhandlinger er ført til afslutning, har døden overrasket ham og afbrudt en livsbane, der gav så smukke løfter.

*   *   *

Siden sit ophold i østen var direktør Nielsen angrebet af en benlidelse, en bakteriesygdom, der havde sit sæde i marven. Gang efter gang måtte der foretages operativt indgreb, men bugt med lidelsen flk man stadig ikke, og det var endogså alvorligt på tale, at der måtte foretages en operation af benet. Det menes at være denne lidelse, der er brudt ud på ny og har foranlediget den lungebetændelse, der i løbet af et par dage hidførte døden.

*   *   *

Det er Ikke nogen større hemmelighed, at direktør Nielsen, hvis ualmindelige dygtighed var almindelig anerkendt, så vidt han var kendt, har været alvorlig på tale som direktøremne i Handelsbanken, og det er sikkert kun døden, der har sat punktum for planerne i så henseende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. oktober 1918).

Direktør Harald Johan Nielsen (1884-1918), 1916. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret. 

En lignende nekrolog stod i "København", 5. oktober 1918. Harald J. Nielsen døde i New York, hans lig blev sendt med damperen "Oscar II" til København.

Jordefærd.

Direktør Harald J. Nielsen.

I den dybeste stilhed, således som man vidste, det stemte med den afdødes ønske, jordedes direktør Harald J. Nielsen i går på Vestre Kirkegård. Signerede kranse sås bl. a. fra udenrigsministeriet, Bing & Grøndahl, Nielsen & Winther, funktionærer i trælastafdelingen Østasiatisk Kompagni, Østasiatisk Kompagni, personalet i Industrirådet, personalet i kulfordelingskontoret Grosserer-Societetets Komité, Erhvervenes Fællesudvalgs personale, A/S Det almindelige Handelskompagni og endelig en svensk Krans, som bar påskriften "Harald Nielsen, den varme forkæmper for samarbejdet i Norden". Tilstede ved begravelsen var kun den nærmeste familie og nogle enkelte repræsentanter for de institutioner, som den afdøde havde stået nær; vi bemærkede ingeniør Alex. Foss, direktør Max Ballin, kontorchef Sthyr, kaptajn, direktør Rambusch, direktør Chr. Olesen, direktør Preisler, fabrikant John Jacobsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. oktober 1918)

Nationaltidende, 27. oktober 1918 tilføjede endvidere:

Hof-pianofabrikant Knud Møller, direktør Gunnar Gregersen, magister Ingemann Ottoson, direktørerne Hjerl-Hansen, Otto E. Andersen og Otterstrøm, kontorchef Hartz og sekretær Borberg.

Kaptajn Rambusch talte nogle mindeord, hvori han særlig fremhævede den "afdødes arbejdsevne, klogskab og retsindighed"

Der blev af ingeniør Louis Mølholm sunget et farvel, hvis tekst og musik ingeniøren selv havde skrevet.

Industri og Haandværk foranstaltede efter Harald J. Nielsens død i 1918 en indsamling til en fond på 150.000 kr. til gavn for hans efterladte. Det har ikke været muligt at finde hans gravsted på Vestre Kirkegård. På 25-årsdagen for hans død blev der skrevet nedenstående artikel:

Industrirådet mindes i dag 25 årsdagen for kontorchef Harald J. Nielsens død ved at nedlægge blomster på hans grav på Vestre Kirkegård.

Kontorchef Harald Nielsen blev under forrige verdenskrig udlånt til Industrirådet fra Ø.K., hvor han var en af H. N. Andersens højt betroede medarbejdere, og i Industrirådet forestod han opbygningen af det store administrationsapparat, som forholdene den gang nødvendiggjorde. Han døde under en rejse i Amerika, hvor han repræsenterede Grosserersocietetet og Industrirådet under de langvarige handelsforhandlinger, der gik forud for afslutningen af den handelsoverenskomst  med Amerika, der betød at importen vestfra kunne genoptages i slutningen af forrige verdenskrig.

I “Tidsskrift for Industri" har direktør Hartz skrevet en mindeartikel om Harald Nielsen, hvori det bl. a. hedder:

“Det viste sig straks, at Industrirådet til denne stilling havde fået en mand af den helt rigtige støbning. Harald Nielsen der fra naturens hånd var i besiddelse af rige evner og en overordentlig vitalitet og arbejdskraft, havde indenfor Det østasiatiske Kompagni fået en meget alsidig uddannelse både herhjemme og i udlandet. I en rivende udvikling lykkedes det ham at organisere de mange forskellige kontorer og afdelinger, som var nødvendige for at handelsoverenskomsternes indhold kunne bringes ud i livet, samtidig med at han bistod Industrirådets ledelse i arbejdet udadtil. Med overlegen dygtighed og sikkerhed gennemførte han dette organisationsarbejde i samvirken med ministerierne og vore andre offentlige myndigheder, de fremmede gesandtskaber og sidst, men ikke mindst, i et tillidsfuldt og forstående samarbejde med Industrirådsorganisationens mange medlemmer.

Da de handelspolitiske vanskeligheder kulminerede i begyndelsen af 1917, var Harald Nielsen virksom for oprettelsen af Erhvervenes Fællesudvalg, der i de kommende år så at sige blev tyngdepunktet for vore erhvervsorganisationers handelspolitiske overvejelser og fælles bestræbelser i retning af at opretholde vor udenrigshandel i størst muligt omfang. Harald Nielsen blev Fællesudvalgets generalsekretær, og hans store forretningsmæssige indsigt og handlekraft kom også her til rig udfoldelse.

Den sidste og betydeligste opgave der blev Harald Nielsen betroet, var hans sendelse til Washington i begyndelsen af 1918. Forholdene havde på det pågældende tidspunkt tilspidset sig i en sådan grad at regeringen anså det for påkrævet at udsende en delegation til Amerika for med den amerikanske regering at søge tilvejebragt en overenskomst om den del af vor handelsflåde der sejlede for ententemagterne og om genoptagelse af vore tilførsler vestfra. Den danske delegations formand blev kammerherre Clan, og Industrirådet og Grosserersocietetets komité overdrog Harald Nielsen at varetage industriens og handelens interesser ved disse forhandlinger. Man havde håbet at forhandlingerne skulle være gået ret glat, men de trak ud i omkring et halvt år, og det forcerede arbejde i forbindelse med den stærke hede i Washington sled stærkt på Harald Nielsens kræfter. Omsider lykkedes det at føre forhandlingerne igennem til et godt resultat, men han nåede på tilbagerejsen ikke længere end til New York. Han blev her angrebet af en ondartet influenza der gik over til lungebetændelse, som han ikke kunne stå Igennem.

I vide kredse indenfor dansk erhvervsliv modtog man med bestyrtelse og vemod underretningen om at Harald Nielsen var gået bort. Han blev kun 34 år gammel. Som meteoren havde han haft en kort og strålende bane. Kun mellem to og tre år varede hans virke indenfor dansk Industri, men de resultater han opnåede, var store og betydningsfulde.

(Nationaltidende, 2. oktober 1943).

Niels Christian Daniel Petersen 1892-1975. (Efterskrift til Politivennen)

Gymnastikinspektør Niels Christian Daniel Petersen var født i Svendborg. Han afsluttede ikke sit studium til cand.mag. i historie og legemsøvelser ved Københavns universitet, men tog bifagseksamen i legemsøvelser 1915. Han var 1915-1917 gymnasielærer i København, 1917-1918 konstitueret adjunkt ved Randers statsskole. Han blev gymnastiklærer ved universitetets nyoprettede studentergymnastik, senere leder og var1946-1964 inspektør for både universitetets og øvrige højere læreanstalters studentergymnastik. 

Dagens Portræt.

Adjunkt N. C. D. Petersen, der skal lede Universitetets Studenter-Gymnastik.

Naar Universitetets Studentergymnastik tager sin Begyndelse idag, er det en Mærkedag saavel for Universitetet som for Idrætten.

For første Gang knæsættes her den praktiske Idræt som Led i Ungdommens akademiske Uddanelse. Ganske vist er Gymnastiken ikke obligatorisk, men den Maade hvorpaa Universitetet ordner Sagen og lønner Lærerene, viser, at den Gymnastikdyrketse, der her aabnes Studenternes Adgang til i Virkeligheden faar officielt akademisk Stempel.

For Idrætten vil denne AnerkendeIse, der her ydes den, forhaabentlig efterhaanden faa stor Betydning. Den akademiske Ungdom har Tid til at dyrke Træning paa ratvavl Maade, og i Idrætten er der god Brug for det Intelligens Element, som akademisk Idrætsdyrkelse kan tilføre den. Forhaahentlig vil Ungdommen da forstaa paa rette Maade at modtage den Haand, som Universitetet her rækker til Idrætten.

(B. T. 1. oktober 1918).

1926 redigerede Petersen den første egentlige instruktionsfilm i idræt herhjemme. I 1925 præsenterede han desuden en håndfuld grammofonplader indspillet med instruktioner til brug for hjemmegymnastik. I 1931 turnerede han sammen med sin hustru Agnete Bertrams kvindegymnastikhold i USA og Canada. 1946 indførte han basketball i Danmark og stiftede året efter Dansk basketball forbund.

Gymnastikinspektør v. universitetet N C D Petersen 29 april 1892 - 10 sept 1975. Cand. mag. Agnete Bertram 8 okt 1893 - 14 marts 1983. Gravsten på Vestre Kirkegård (urne) på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 7, nr. 6. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karen Blicher Formand for Husholdningsudvalget. (Efterskrift til Politivennen)

På opfordring af Dansk Kvindesamfund udnævntes Karen Blicher i 1916 som repræsentant for husmødrenes, forbrugernes og husholdningsundervisningens interesser af Prisreguleringskommissionens som skulle sikre befolkningens fødevareforsyning under og efter Første Verdenskrig. Hun var desuden medlem af Undervisningsministeriets husholdningskommission 1918-20. Den vedrørte uddannelse af husholdningslærerinder og husholdningsledere og beskikkelse af et fagligt tilsyn med skolekøkkenerne landet over.

Hun opstillede for Det Radikale Venstre i København ved det første folketingsvalg med kvindevalgret i 1918, men blev ikke valgt. Karen Blicher var med i bestyrelsen for Danske Kvinders Nationalråd 1930-34. 

Hos Husholdningsudvalgets nye Formand.

Helt oppe under Taget i den store røde Bygning ude i Odensegade, hvor Statens Lærerhøjskole er til Huse, træffer vi Frk. Karen Blicher, som vi beder fortælle os lidt om alt det Arbejde, hun er inde i, baade som Lærerinde for fremtidige Skolekøkkenlærerinder, og som Medlem af Husholdningsudvalget og Prisreguleringskommissionen.

"Ja", smiler Frøkenen og ryster lidt opgivende paa Hovedet. "Jeg ved jo snart, hverken hvor jeg skal ende eller begynde, saa meget har jeg efterhaanden faaet at tage Vare paa. Og navnlig bliver det desværre min Lærerindegerning her paa Statens Kursus for Skolekøkkenlærerinder, som al min Optagethed kommer til at gaa noget ud over.

"Kræver Husholdningsudvalget saa meget af Deres Tid og Kræfter?"

"Ja, nu er jeg jo fornylig bleven dette Udvalgs Formand, og naturligvis giver det en hel Del at bestille. Men jeg fik jo denne Formandsplads, fordi jeg er saa godt inde i alt, hvad der praktisk vedrører Husførelse baade i smaa og store Hjem. Den tidligere Formand, Fru Julie Arenholt, var en ganske udmærket Organisator og havde et storartet Tag paa at faa hele Arbejdet ordnet og lagt tilrette. Men da hun havde faaet hele den administrative Side af Sagen bragt i Orden, ønskede hun at træde fra, fordi hun jo ikke i  egentligste Forstand er Husholdningsekspert."

"Og hvad er Deres væsentligste Arbejde?"

"Aa, vi er jo - om jeg saa maa sige - en raadgivende Forsamling! Nogen egentlig Magt og Myndighed har vi jo ikke, men vi skal søge at hjælpe og vejlede Folk med Hensyn til alt, hvad Husholdningen angaar. Og disse forskellige Raad og Vejledninger er jo ikke blot bygget paa et løseligt Skøn over, hvad man maa anse for bedst, sparsommeligst og mest hensigtsmæssigt. Nej, alt, hvad der udgaar fra Husholdningsudvalget af Raad og Anvisninger, skal jo kunne staa for en streng videnskabelig Prøvelse.

"Har De Glæde af dette Arbejde? Jeg mener: mærker De, at Folk taknemmeligt tager imod Husholdningsudvalgets Anvisninger og retter sig derefter?"

"Jeg ved snart ikke. om man kan sige, at det er saa taknemmeligt at arbejde! De ved jo f. Eks., at vi har udgivet en Del Smaaskrifter med forskellige Vejledninger. Men vi har meget ofte den Ærgrelse, at Folk ryster paa Hovedet ad dem og erklærer, at alt det, som staar i dem, jo er gammelkendte Ting, som man sandelig ikke behøver at komme og undervise en erfaren Husmoder i!"

"Jamen, alle de mange Husmødre, som ikke tidligere kendte disse Anvisninger og Metoder?"

"Dem har jeg mistænkt for, at de slet ikke prøver paa at bruge dem! Menneskene, og navnlig vist Kvinderne, er jo nu en Gang forbavsende konservative. De vil meget nødigt reformere med Hensyn til hele deres Husførelse. Og da de allerfærreste har lært noget virkeligt paa dette Omraade, gaar det jo i de fleste Husholdninger, som det kan bedst."

"Men er der alligevel ikke nu for Tiden, hvor det hele stiller sig saa vanskeligt for Husmoderen, en Tendens oppe til at søge Raad og Vejledning, hvor den er at finde? Er f. Eks. ikke Husmoderforeningen et Udslag af denne Trang og Tendens?"

"Jo, det er den naturligvis nok. Mange Mennesker sidder jo faktisk frygtelig haardt i det. Ikke mindst de, som sidder paa faste Gager. Og dog, trods alt: der er jo ikke tilnærmelsesvis Tale om cn saadan Trang til Vejledning med Hensyn til alt, hvad der paa nogen mulig Maade kan bruges til Fødemidler, som f. Eks. i Sverrig. Jeg har selv været paa en Rejse der i Sommer og har med egne Øjne konstateret, hvor ilde det stod til. Vi for vor Part spiste saaledes Hybensuppe i een Uendelighed. Man havde opdaget, at Hyben kunde bruges som Næringsmiddel, og altsaa blev Hyben, i den Tid de fandtes, benyttet i videste Udstrækning."

Noget lignende er der jo heldigvis endnu ikke Tale om herhjemme. Vore Rationer er jo ogsaa saa meget større end Svenskernes. Men alligevel er der selvfølgelig Trang, navnlig i enkelte Befolkningslag, som jo for Resten slet ikke hører til dem, man plejer at kalde de laveste, til at blive hjulpet tilrette under disse ekstraordinære Forhold. Man tænker sig forøvrigt at imødekomme denne Trang ved at afholde forskellige Kursus, f. Eks. et Kursus i Omsyning af gamle Klæder."

"Har De det Indtryk, at de fleste Husmødre er ret udygtige?" 

"Dette er det selvfølgelig meget svært al komme med en bestemt Udtalelse om. Thi selvfølgelig findes der mange dygtige Husmødre rundt omkring i Hjemmene. Men det, som det jo gennem nogle Aartier har skørtet paa, og som sikkert mange af vor Tids Husmødre lider under, er en ordentlig og fornuftig Uddannelse til dette vigtige Kald. 

Her gør jo imidlertid Skolekøkkeneme et meget stort Arbejde. Men selv om der her i de københavnske Kommuneskoler samt rundt om i enkelte af de større Byer, er oprettet en Del Skolekøkkener, hvor Undervisningen er obligatorisk, saa er det jo nu dog endnu langt fra saadan, at ethvert Pigebarn eller ung voksen Pige har nem Adgang til at lære Husholdning, altsaa baade Madlavning, Rengøring, Vask, Strygning, Syning og Reparation af Tøj samt Økonomi."

"Arbejdes der ikke af enkelte paa at faa Undervisning i Husførelse gjort obligatorisk for alle unge Kvinder, ligesom en Slags Værnepligt?"

"Jo, men min personlige Mening er nu den, at denne Løsning ikke er den bedste. Nej, det, der skal til, er at gøre det klart for den unge Kvinde, at det er meget, meget vigtigt at lære Husholdning, hvad enten hun mener at blive gift og føre Hus selv, eller hun vil komme til at leve ene. For Resten vil jeg da sige Dem, at naar man, som jeg, har haft Lejlighed til at beskæftige sig med disse Ting, saa støder man meget ofte paa Mænd, som erklærer, at de vilde ønske, at de kunde komme til at lære lidt af disse Ting. Navnlig selvfølgelig ugifte Mænd, som enten er prisgivet en Husholderske, eller henvist til Cafélivet. Dels vil de gerne kunne lave sig lidt Mad selv, dels vil de gerne have saa meget Forstand paa de Dele, at de kan bedømme deres Husholderskes Skatten Og Valten fra et fagligt Standpunkt.

Naa, men for at vende tilbage til Skolekøkkenet! Der er i Øjeblikket nedsat et Udvalg til Behandling af dette Spørgsmaal, og dette Udvalgs Mening er den, at vi skal begynde ved Begyndelsen og sørge for at faa uddannet en stor Stab af dvgtige Skolekøkkenlærerinder. Naar dette er gjort, skal vi saa se at faa Husholdningsskolerne eller Husmoderskolerne lagt saaledes an, at det kan blive enhver ung Pige muligt at komme til at frekventere dem. Det bør ikke mere være et økonomisk Spørgsmaal, om man kan tillade sig at blive uddannet til en dygtig Husmoder!

Foreløbig er der jo imidlertid fire Steder, hvor man kan blive uddannet til Skolekøkkenlærerinde. Nemlig her paa Statens Lærerhøjskole, hvor jeg altsaa leder Undervisningen, hos Fru Suhr-Mailand, Fru Birgitte Berg Nielsen og hos Fri Lauridsen paa "Ankerhus". Men forhaabentlig varer det altsaa ikke altfor længe, før der findes et meget større Seminarium for denne Uddannelse.

"Men med Hensyn til Skolekøkkenet i Barneskolen, har De der Indtrykket af, at Smaapigerne lærer noget, som de har godt af gennem hele Livet?"

"Ja, ubetinget! For det første morer det Børnene saa ganske umaadeligt. De fleste Børn har jo en umaadelig Trang til at bruge deres Hænder, men denne Trang er gennem et Par Generationer bleven holdt nede. Det har kun været boglige og teoretiske Lærdomme, man har proppet dem med. Og her er der begaaet en meget stof Fejl. Men nu faar Børnene Afløb for deres Virketrang gennem Skolekøkkentimerne, som de, som sagt, naturligvis med nogle enkelte Undtagelser, er umaadeligt glade for.

Og vi gaar jo ganske systematisk til Værks, for Resten paa samme Maade overfor de vordende lærerinder som overfor Børnene. Den første Time, vi har dem, lukker vi alle Skabe og Skuffer op og viser dem alt Køkkentøjet og Servicet og forklarer dem, hvad hvert enkelt Stykke skal bruges til, og hvor det er mest praktisk at gemme det. Dernæst faar de lært at pudse Knive, gøre Vasken ren, skure et Køkken bord o. s. v. o. s. v. Og lidt efter lidt naar disse smaa manuelle Færdigheder er lært, begynder vi at lave Mad, først ganske enkelte Ting, saasom Kartofler, dernæst mere og mere indviklede Sager. Og det er en Fornøjelse at se, hvor flinke disse halvstore Pigebørn bliver. Naar de efter et Aars Undervisning (4 Timer om Ugen) forlader os, kan de faktisk paa egen Haand lave to Retter Mad til Middag, sørge for en pæn Frokost, bage Brød og Smaakager samt holde deres Køkken mønsterværdigt. Gik blot alle Kvinder ind i deres Ægteskab med saadanne Forudsætninger, saa saa der vist anderledes ud i mange Hjem."

"Men de fleste af disse Smaapiger kommer dog vist bort fra Husførelsen, naar de kommer Tid af Skolen. De kommer jo i Forretninger, paa Kontorer o. s. v. Glemmer de saa ikke Lærdommen?"

"Jeg tror det ikke! De faar allesammen en lille, praktisk Kogebog med, som de har brugt paa Skolen. Naar de tager den frem og saa roder med lidt god Villie i Hukommelsen, saa vil der sikkert ikke gaa en Uge for dem, før de er lige saa flinke, som da de gik ud af Skolen. Et glimrende Grundlag har de i hvert Fald faaet med paa Vejen.

E. D.

(Nationaltidende 26. september 1918).