Præsten Frederik Nygaard angreb i 1889 to artikler i Kjøbenhavns Børs-Tidende den 20. og 22. august 1889 under redaktion af Ernst Brandes, Georg og Edvard Brandes' lillebror. Det opsigtsvækkende var en advarsel om at hvis jøder fortsat angreb kristendommen, ville det skabe antisemitiske stemninger i befolkningen. Nygaards "rådgivning" af jøder opsigtsvækkende. Nygaard tilrådede direkte redaktøren at stoppe artikelserien.
Det bemærkelsesværdige er at artiklerne ikke angreb kristendommen generelt, og at artikelforfatteren (Henrik Pontoppidan under pseudonymet Urbanus) slet ikke var jøde. En debatform som ikke er ukendt i dag. Om Nygaard repræsenterede en større eller mindre del af danske præster, er uvist. I hvert fald antyder sætningen "Hundekoblet forstår dog signalet" at hans synspunkter ikke var uden klangbund. Til gengæld var der ikke megen støtte at hente i aviserne, og bl.a. dagbladet "København" harmedes over Nygaards artikler.
Frederik Sextus Otto Alfred Petersen Nygaard (1845 – 1897), tilhørte den grundtvigske kreds. Han var Odense Valgmenigheds første præst, og havde allerede et biografisk forfatterskab bag sig. Og fortsatte denne virksomhed efter debatten.
Redaktøren på "Kjøbenhavns Børs-Tidende" var Ernst Immanuel Cohen Brandes (1844 – 1892). Han var nationaløkonomisk forfatter, vekselerer og bror til Georg og Edvard Brandes. Efter artikler i "Politiken", "Tilskueren" mm. havde han startet "Kjøbenhavns Børs-Tidende" som bl.a. beskæftigede sig med bank- og børsvæsen.
Henrik Pontoppidan skrev under pseudonym, "Urbanus"). Hans identitet var kendt, fremgår af hentydninger til at det er en anset forfatter, en digter af dansk præsteslægt, bror til en højskolemand og ikke-jøde. I Aalborg Amtstidende, 10. januar 1893 afsløredes hans identitet. Afsløringen skete i forbindelse med at Pontoppidan havde ansøgt om at få understøttelsen via finansloven fornyet. Det skete ikke. Han var tilhænger af Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud. I 1917 fik han nobelprisen i litteratur.
Endelig blandede journalist og forfatter Carl Johan Behrens (1867-1946) sig. Han var dengang en ung mand (22), men havde startet at skrive artikler, bl.a. tidsskriftet "Ny Jord" (1888-1889) som nævnes af Nygaard i en af artiklerne.
Ludvig Grundtvig, fotograf (1836-1901): Ernst Brandes (1844-1892). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
19. august.
Det synes virkelig, som om Helvede begynder at vakle, og at Djævelen synger på sit sidste vers.
Den moderne kristendom forkaster troen på de evige pinsler som stridende mod al menneskelig følelse og uforenelig med overbevisningen om Guds algodhed. Den sejrrigt fremrykkende "Frelsens Hær" hverver ikke sine rekrutter ved at true med svovlpølens elendighed, og alt en stund har djævellæren været udslettet af mange kristne folks katekismus.
Ja - hvem skulle tro det? - selv præster i kjole og krave begynder at tage sagen op til alvorlig drøftelse. Det er allerede et ikke ringe antal gejstlige indenfor den danske folkekirke, der i tale og skrift åbenlyst fornægter helvedstraffens eksistens og i det hele bestrider kristendommens hidtil gængse forestillinger om det formodede liv efter død.
Ærlig talt, det er skade, man ikke er kommet til denne erkendelse lidt før. Hvor meget uro, angst og bæven kunde da ikke være sparet ? I århundreder har frygten for livet efter dette lig dommen over vore gerninger ligget som en mare over sindene.
Tanken på djævelen, der lurede på os i alle krogene, har forgiftet vore glæder og foruroliget vore skønneste drømme. Fra det første vi kunne fatte, har vi lært at skælve for helvedes ædende flammer og tænkt på de ulykkelige der skal martres her fra evighed til evighed.
Og nu erfarer vi at det hele er en fejltagelse og beror på en beklagelig misforståelse. Det med djævelen er lutter indbildning, og helvede er der ingen ting, der hedder.
Egentlig er der måske ingen grund til forbavselse herover. Ifald man i tankerne vil repetere sin religionshistorie, vil man høste den erfaring at af alt i verden er intet så omskifteligt som de "evige sandheder". Mens almindelig jordiske og derfor undertiden ret foragtede sandheder som at jorden er rund og at jern er tungere end træ bestandig lever i bedste velgående, hænder det ikke sjældent deres himmelske kolleger, at de dør en ynkelig død og står op til et andet liv som en slet og ret løgn.
Men når det nu forholder sig således, synes der at være grund for de gode præster til ikke at fare alt for ilde frem mod anderledes tænkende. Hvorledes gik det ikke dem, der for blot 10-12 år siden vovede at løfte deres stemmer mod djæveldyrkelsen? Og nu har selv Præsterne præcis den samme slags fornægtere i deres midte.
Men - vil man måske spørge - når der ingen djævel er længer, og ingen straf, og altså heller ingen løn; når endog præsterne ikke mere tør udtale sig om livet efter døden, og når troen ikke er en forvisning om det, vi ikke kan se - hvad er så det hele? Hvori består da kristendom? Hvad er da tro?
Den moderne kristendom er vel, hurtigt sagt, alene en hengivelse til samlivet med Kristus, der er alles ven og alles broder og trøster. Gå en aften ud i Frederiksberg Allé og overvær et af "Frelsens Hærs" møder, og man vil dér næsten intet høre om synd og intet om helvedes pine, men alene om den glæde, der følger med venneforholdet til Kristus. Herom drejer alle deres bekendelser sig. De følger ikke Kristus hverken i håb om belønning i et hinsidigt himmerigsliv eller af frygt for straf i en evig helvedild; men alene for den store glæde, den salighed, han allerede hernede dagligt bereder dem ved samlivet.
På samme måde udtaler den moderne profet Tolstoj sig i sine opbyggelsesskrifter. Troen, hengivelsen, bærer belønningen i sig selv, ganske som i et jordisk kærlighedsforhold. Når han spørger: "Hvori består lykke?" så svarer han: først og fremmest i at forsage - ikke "Djævlen", men "denne verdens lære" og følge Kristus. Og vel at mærke: om noget liv efter dette taler han ikke - Det er en kraftig amputation, der således for tiden foretages på den kristne lære. Spørgsmålet bliver nu, om den virkelig kan tåle dette tab, og om den ikke vil forbløde sig.
Urbanus
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 20. august 1889)
20. august.
Det er for en udenforstående vanskeligt at fatte forholdet mellem de troende og deres gud. Så længe det endnu til dels grunder i håb om himmerigs belønning og frygt for de evige straffe, lader det sig ret naturligt forklare. Men dette kærlighedsforhold til Kristus, hvortil den moderne kristendom mere og mere synes at indskrænke sig, denne glæde ved samlivet med et tænkt væsen, denne salige følelse af overalt at blive ledsaget af en mystisk usynlig, der støtter, trøster, fryder og elsker en og uden hvem livet ville være idel sorg og savn og mørke - det er alt sammen en gåde, ja et vanvid for dem, hvem troens gave ikke er givet.
Jeg har rigtignok kendt en mand, et såkaldt kolerabarn, der nærede en lidenskabelig kærlighed til sin moder, skønt han aldrig havde set hende og ikke vidste det ringeste om hende. Det billede, han havde dannet sig af hende, var fuldstændig grebet ud af luften, og dog bevarede han hendes træk med den dybeste ærefrygt, ja lod endog en gang en maler på grundlag af hans beskrivelser forfærdige et portræt af hende, som han hængte op i sin stue og viste sine fremmede, idet han med fuld overbevisning sagde :
"Det er min moder".
Denne trang hos menneskene til at danne sig en levende forestilling om deres ophav er både gammel og naturlig. Vi bærer vel alle mere eller mindre et gudebillede i vort hjerte, afpasset efter dettes attrå og behov Men dette forklarer dog ikke de troendes stædige overbevisning om deres formodningers ufejlbarlighed. Hin forældreløse mand elskede vel nok det billede, han havde dannet sig af sin moder; men ifald endelig en indviet var kommet til ham og havde sagt at det var ganske fejlagtigt, havde han dog ikke for alvor fastholdt sit fantasifosters pålidelighed. Dette gør derimod de troende. De tror hellere at alt hvad de ser omkring sig med deres jordiske øje, at alt hvad klogt og erfaring lærer, er lutter sansebedrag, end de tvivler på sandheden af et eneste træk i det Kristusbillede der har dannet sig i deres sjæl.
Det nytter ikke, at videnskaben kommer med sit: det er umuligt! Deres overbevisning er så urokkelig, at man ser dem gå i døden for den, om det kræves.
"Men hvor kan jeg også tvivle", siger de, "når jeg bestandig føler Guds nærværelse og daglig mættes af hans kærlighed? Jeg vidste jo ikke, hvad glæden var, for den dag mine øjne blev opladte for Guds tilværelse, og jeg kom til at tilhøre ham".
Spørger man nu en troende, hvorledes han da kom til at tilhøre Gud. svarer han altid, forsåvidt han overhovedet endnu erindrer det, at han ved en eller anden lejlighed, hvor hans sind var stærkt bevæget, blev grebet (eller smittet ved at se den magt) troen havde over en anden. Med andre ord: han har i et bestemt øjeblik i hvilket hans nerver var særlig modtagelige, været under indflydelse af en anden troende, og denne har da ved sin bekendelse "indskudt" ham sin tro.
Minder det ikke om de hypnotiske fænomener? Jeg overværede en gang en stor kirkefest i Marcuskirken i Venedig - Det store, pragtfulde rum var fyldt til trængsel med en broget skare af alle slags folk, silkeklædte damer, lazaroner, borgerfolk og tjenestepiger der var drevet herind fra Marcuspladsen for at betragte skuespillet. En bisp under en baldakin, fulgt af en skare hvidklædte præster med høje lys, af brune munke og røde kordrenge med forgyldte røgelsekar, drog under en dyb, monoton sang rundt i kirken, mens nu og da et dejligt mandskor ledsaget af orgeltoner faldt ind oppe fra pulpituret under korhvælvingen. I begyndelsen var der en trængen og puffen for at komme til at se, og en hvisken og tisken fra dem der så. Men efterhånden som den bedøvende røgelse fyldte rummet, og munkenes dybe stemmer løftede sig, grebes menneskemassen af en uhyggelig andagt. Folk blev tavse og rørte sig ikke længere. De foldede hænderne foran brystet og mange kinder blev hvide. Da så først én og snart efter en anden kvinde sank ned på knæ i en hysterisk gråd, bredte der sig fra disse ligesom en hypnotisk smitte over hele forsamlingen; og idet til sidst bispen gik op imod alteret og mens sangen forstærkedes, vendte sig i kordøren med det hellige guldkors i sin opløftede hånd, sank med ét den hele menneskemasse næsegrus mod kirkens marmorgulv, grebet af en fuldkommen ekstase den silkeklædte dame side om side med lazaronen, hændervridende og opløst i gråd.
Det var næsten ikke til at forstå at det virkelig var de samme mennesker, der for et kvarter siden var drevet ind fra den lyse og glade Marcusplads med tankerne optaget af alle dagens småbegivenheder, og forende med sig den verdslige røgelse af tobak, vin og parfumer, som endnu hang i deres klæder.
Jeg kom til at tænke på denne scene, da jeg forleden sad inde i en af Frelsens Hærs mødesale. De agerendes langtrukne, omtrent enslydende bekendelser, der fremføres i en snøvlende, halvt syngende tone, hensætter en i en forunderlig døsighedstilstand, som ganske ville tage magten fra en, ifald ikke de små livlige opsange, der nu og da pludselig afbryder talerne, akkurat holdt søvnen stangen. Resultatet bliver til sidst en underlig blød, eftergivende stemning; og da, henimod mødets slutning, sniger et par af mandskabet sig rundt imellem tilhørerne og tilhvisker dem pludselig bagfra med hemmelighedsfuld stemme ord i øret som: "Jeg er Jesus, det er din frelser, der er hos dig", o. s. v. Det nytter ikke, at man lader som om man ikke hører ham, eller beder ham gå. stemmen vedbliver med sit: "Jeg er Jesus . . . Det er Jesus, der taler" . . . Da hænder det undertiden en ubefæstet, især unge piger, der måske virkelig føler sig syndbetyngede eller forladte, at samlingen svigter dem; de brister i heftig gråd; den hemmelighedsfulde stemme har dem i sin vold, og viljeløst føres de til sidst hen til skranken for at bekende. En sjæl er frelst!
Det er et uhyggeligt syn. Og i stilhed tænker man på om det ikke var på tide, at lovens håndhævere, der jo netop nu drager så hårdt til felt mod de magnetiske kvaksalvere, også tog sig lidt af denne art af hypnotisme
Urbanus.
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 22. august 1889)
Ukendt fotograf: Frelsens Hærs hovedkvarter, Frederiksberg Alle 9. Ejendommen blev købt i 1896, og kan altså ikke have været her Pontoppidan var. (Kbhbilleder. Fri af ophavsret).
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" og Kristendommen.
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" har i sommer haft en række artikler under overskriften "Dagbog" og underskrevet "Urbanus", hvis indhold i højeste grad har forbavset undertegnede ikke-handelskyndige læser. Man skulle tro efter bladets titel, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" var et blad der udelukkende varetog handelsstandens interesser. Men man får andet at vide, når man læser Tidendens "dagbog". For den indeholder nogle af de mest åbne, men tillige mest bidske angreb på kristendommen, jeg længe har set. I et af de sidste numre af bladet (nr. 117) fremstilles endog den kristne tro som et vanvid, hvis fremtoninger minder om de hypnotiske fænomener. Og ganske vist nærmest med hensyn på "Frelsens Hær" påkalder forf. politimagten, for at den kan "tage sig lidt af denne art af hypnotisme"; men man bliver bange for, at næste gang vil turen til at komme på politistationen nå de andre afdelinger i "de troende"s lejr.
Det er ikke min agt eller min lyst at føre nogen offentlig debat med Kjøbenhavns Børs-Tidende's hr. Urbanus om kristendommens levedygtighed, al den stund jeg er fuldt og fast overbevist om sandheden i Kristi ord, når han siger, at han vil være med sine alle dage indtil verdens ende. Men når jeg her slår til lyd i denne sag, da er det for i tide at advare hr. Urbanus - og i særdeleshed Børs-Tidendes redaktør og udgiver hr. Ernst Brandes - imod at fortsætte de Kristus-fjendske dagbogs-breve.
Og jeg advarer herimod, både fordi det er udannet, og fordi det er uklogt af hr. Brandes at lade disse breve fortsætte. Det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning. Og det er uklogt, når man selv er jøde, da at give anledning til at éns hidtil frie og uantastede stilling i landet kan blive gjort indskrænket og pinagtig. Det ville være selvforskyldt hvis hr. Brandes' Børs-Tidendes dagbogsbreve gav anledning til en lignende antisemitisk rejsning blandt os danske som den, i det mindste jeg med beklagelse har set så stærkt bryde frem i Prøjsen i de sidste år. Det danske folk, hvis kirke er den evangelisk lutherske, har mindst af alle folk fra jødisk side fortjent en sådan hån mod sin religion som den der i de sidste måneder er blevet den til del i Børs-Tidende. For hos det danske folk har jøderne under adskillelsen fra deres oprindelige fædreland fået så gæstfri og så hædret en plads som hos intet andet folk. Jeg véd, der er mange ædle jøder som er taknemmelige derfor. Men jeg véd også, at skal det gode forhold bevares for jøderne i deres helhed her i landet, så gælder det også om til de iblandt dem der er ivrigst i deres vantro, dog lægger så meget bånd på deres bitre følelser, at de ikke krænker det folks religion, hvor de har deres ophold.
Da kejser Friedrich i Tyskland forrige år døde, var der et jødisk blad som foreslog, at alle jødiske drenge, som i det følgende år fødtes til verden, skulle bære navnet Friedrich til tak for kejserens liberale følelser overfor jøderne.
Hvad om alle jøder i Danmark - også dem, der har med udgivelsen af "Kjøbenhavns Børs-Tidende" at gøre - i hele deres offentlige optræden ville lægge for dagen også for fremtiden, at de elskede den fred, som de så rundeligt har nydt i over to menneskealdre i Danmark. Det ville glæde os meget - og gavne dem selv mest.
Frederik Nygaard.
Vi ønsker kun at gøre en eneste bemærkning til ovenstående artikel, som hr. pastor Frederik Nygaard har sendt os. Den ærede Indsender betoner selv stærkt, at ingen mere end han ville beklage, om en antisemitisk rejsning nogensinde blev svaret på et stedfundet eller eventuelle angreb på kristendommen. Vi behøver derfor kun at understrege hr. Nygaards egne ord om at en antisemitisk rejsning såvel fra et kristeligt som fra et humant standpunkt sikkert bør være utænkeligt herhjemme.
Red
(Morgenbladet (København), 31. august 1889)
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" og Kristendommen.
Jeg ønsker plads for følgende bemærkninger i anledning af pastor Rygaards artikel i "Morgenbladet" for den 31. August.
Det der går som en rød tråd gennem hr. Rygaards artikel, er følgende: Rør ikke ved kristendommen: den er statsreligion, det danske folks religion. Jo, der har vi humlen! Derfor skal den være uangribelig, den er "folkets" religion - på papiret, og derfor må anderledes-troende ikke angribe dens dogmer, dens levedygtighed, og navnlig må ikke en "vantro" jøde gøre det, en jøde, som nyder den mageløse lykke at have fået lov til at bo og bygge - eller som hr. Nygaard med en kejtet vending siger, have sit "ophold" i Danmark efter adskillelsen fra hans gamle fædreland. Hvor rørende ! Jeg skal sige hr. Nygaard en ting : Ifølge Danmarks riges grundlov hersker der religionsfrihed her i landet. Om jeg er kristen, jøde, ildtilbeder eller muhamedaner, er den ligegyldigste sag i verden for min stilling som statsborger i det land Danmark. Vi har en statskirke her i landet med en uniformeret, af regeringen lønnet gejstlighed, et slags åndeligt gendarmerikorps, der lugter anderledes tænkende, og som snarest burde ophæves. Jeg har lov til at angribe denne statsreligion, når mine angreb ikke overtræder straffeloven: og er det min fulde og faste overbevisning at den evangelisk lutherske kristendom ikke bevirker levedygtighed, at den som alle religiøse systemer, er menneskeværk - måske et sjældent genialt og agitatorisk begavet menneskes værk, men ikke af guddommelig oprindelse - at den ikke kan tilfredsstille et stræbende nutidsmenneske, at den hindrer den frie tænkning og den frie forskning, så har jeg en udødelig ret til at angribe den, polemisere mod den, påvise dens inkonsekvenser, hvad enten jeg så er jøde eller kristen - af fødsel. Nu er Urbanus ikke jøde. Det er almindelig bekendt at der under dette mærke skjuler sig en yngre, fremragende digter. der oven i købet er af dansk præsteslægt, og hvis ene bror er en meget omtalt præst og højskolemand.
Hr. Nygaards artikel taber derfor en del af den tilsigtede virkning. Hans advarsel til redaktør Ernst Brandes mod at fortsætte de kristusfjendske dagbogsbreve er virkelig latterlig. Han taler om at det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning. Gør hr. Nygaard måske det i sit fanatiske grundtvigianske angreb? Vi har ikke haft en saglig religionskamp her i landet mellem kristendom og fritænkere. Trækker det nu omsider op til en sådan kamp, vil den blive hilst med glæde af de mange, der ønsker en dyst med den religionsform, som kaldes kristendom. Og det program som vi, der står på en diametralt modsat side af hr. Nygaard, samles om, har som første paragraf : Ophævelse af den intolerante, selvgode statskirke og ligestilling af alle religionssamfund i Danmark.
København, d. 31. aug. 1889.
Carl Behrens.
Da vi anser det for givet, at hr. pastor Frederik Nygaard selv ønsker at svare på ovenstående Indlæg fra hr. redaktør Carl Behrens, skal vi foreløbig heller ikke knytte nogen bemærkning til denne artikel. Vi skal så vidt muligt lade diskussionen stå åben.
Red.
(Morgenbladet (København), 1. september 1889).
Hr. Frederik Nygaard har i "Morgenbladet"s gårsnummer indrykket en artikel, hvori han erklærer, at han ikke vil indlade sig i nogen diskussion med "Børs-Tidende", men vil advare sammes redaktør og udgiver imod fortsættelsen af de dagbogsartikler, som under mærket Urbanus har været optaget her i tidenden.
Den ansete forfatter, der har valgt at skrive under mærket Urbanus, og gjort Børs-Tidende den ære at medarbejde ved bladet, er desværre for tiden ikke rask; det havde vel ellers været rigtigere, at han besørgede besvarelsen. Dette hverv tilfalder nu mig. Urbanus fortalte i en dagsbogsartikel, hvorledes han dels i Markuskirken i Venedig, dels ved "Frelsens Hær"s møder havde iagttaget tilstande, der næsten forekom ham udslag af hypnotisk påvirkning. Jeg har i domkirken i Neapel overværet, hvorledes præsten foreviste for den overfyldte kirke en helgens stivnede blod; jeg har set mængden i timevis knælende anråbe om, at blodet måtte blive flydende; jeg har hørt den uendelige jubel, da præsten fra altret forkyndte, at miraklet var sket. Jeg har i "Frelsens Hær"s forsamlinger set, hvad dér foregår.
Urbanus' beskrivelse var sanddru og alvorlig - det vidste jeg da af egen erfaring - og jeg optog den gerne. Hr. Frederik Nygaard udtaler sin overraskelse over, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende" indeholder artikler, der ikke særligt angår børsinteresser, og mener at dette ikke stemmer med bladets titel.
"Kjøbenhavns Børs-Tidende" er knyttet til Børsen, idet den ifølge kontrakt med Grosserer-Societetets Komité optager de meddelelser, som komitéen gennem den ønsker offentliggjorte, og behandler børsinteresser i det omfang, som redaktionens evne tillader.
Komitéen har intet ansvar for eller andel i den del af tidenden, der ikke udtrykkelig er betegnet som meddelt af komitéen. Tidenden holder sig ikke udelukkende til børsinteresser, og hr. Frederik Nygaards advarsler, råd og trussel om antisemitisme øver ingen som helst indflydelse på dens redaktion.
Ernst Brandes
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 1. september 1889)
Dagbog
2. september
En præst, hr. F. Nygaard, er forleden faret i sit præsteharnisk i anledning af et par dagbogs-notitser, der for en uges tid siden stod at læse i "Kjøbenhavns Børs-Tidende". Dette blads redaktør har allerede eftertrykkeligt vist hr. pastoren tilbage.
Måske er det alligevel ikke overflødigt, at jeg for mit vedkommende tilføjer et par bemærkninger.
Hr. Nygaard ønsker ikke - forudskikker han - at føre nogen polemik med mig. Han vil blot give mig det alvorlige råd at passe på hvad jeg skriver.
Dette er så menneskekærligt, at jeg til gengæld også må give ham et råd. Og det skal da være dette at han bør passe på hvad han læser. Forgæves vil man nemlig i de påberåbte artikler lede eller et eneste "angreb" på den kristne tro eller en eneste "kristusfjendsk" udtalelse - af den simple grund, at dem, der skrev den, lige så lidt er en fjende af troen som en hader af Kristus.
Jeg gad da også vide, hvad der skulle foranledige mig til at fare ilde med kristendommen, som aldrig har gjort mig noget ondt; som aldrig har hverken skræmt eller skuffet mig, fordi den overhovedet aldrig har fristet mig.
Ganske vist har jeg sammenstillet kristendommen og hypnotismen, d. v. s. jeg har udtalt den formodning, at kristendommens, ligesom hypnotismens, virkninger beroede på en, individet i et sygeligt øjeblik meddelt, fejlagtig forestilling, for hvilken det aldrig senere - eller i hvert fald kun med vanskelighed - formår at frigøre sig.
Men alligevel er jo end ikke hypnotismen altid forkastelig. Ja, man har endog eksempler på, at den har reddet mennesker for livet. Hvad pastor Nygaard har set af kristendomsforfølgelse i mine optegnelser, må altså bero på en øjenforblændelse. Ingen kan mindre end jeg ønske at krænke andres religiøse overbevisning. Men på den anden side fraskriver jeg mig ikke min ret til at udtale og søge at forklare min egen. Og netop fordi jeg åbent har tilstået, at kristendommen for mig er en indbildning, bygget på vore drømmes luftkasteller, er det meningsløst at tale om "hadske angreb". Man drager dog ikke for alvor i leding mod hvad man anser for vejrmøller. De standser af sig selv, så snart vinden lægger sig eller blot begynder at blæse fra en anden kant.
Og - for at blive i dette billede - hvad jeg har gjort, er da alene at pege på enkelte himmeltegn, der synes at tyde på en snarlig vejrforandring inden for den kristne horisont. Foruden den "indre Missions" mørke tordenbyge, der til den ene side slæber sig hen over landet med helvedlyn og dommedagsbulder, og i hvilken al tidens lummerhed og uhygge synes at finde sit udslag; - og ved siden af de fredelige grundtvigianske lammeskyer, der driver afsted i flok, Gud véd hvorhen? - skimter man for øjeblikket højere og renere skydannelser, gennem hvilke man måske en gang endelig tør vente at se solen bryde frem. Jeg tænker her på de religiøst bevægede, for hvem den store verdensånd ikke længer er en slags himmelsk bussemand, der straffer med sit flammesværd eller lokker med sit himmelgodt, - men som i selve hengivelsen til Kristus allerede her på jorden finder den salighed, der eftertragtes.
Dette, og ikke andet, var det, jeg forleden berørte i de to artikler, der i pastor Nygaards i det hele noget rummelige mund er blevet til en række artikler i sommerens løb. Man kunde måske vente, at han som en sikkert sandhedskærlig mand ville vedgå sin fejltagelse i det samme blad, i hvilket han har fået plads for sin mistænkeliggøreise. I betragtning af hele dennes sjældent ondartede karakter venter jeg det alligevel ikke.
Urbanus
(Kjøbenhavns Børs-Tidende, 3. september 1889)
En jødefjende.
En grundtvigiansk præst, ved navn Frederik Nygaard, har i Morgenbladets lørdagsnummer slået til lyd for et voldsomt angreb på kristendommens fjender.
Anledningen er en række "dagbogs-notitser" af Urbanus i det af hr. Ernst Brandes redigerede Børsblad. I disse artikler fremstilles - til hr. Nygaards harme - den kristne tro som "et vanvid, hvis fremtoninger minder om de hypnotiske fænomener". Hr Nygaard advarer hr. E. Brandes mod at lade disse Breve fortsætte, fordi "det er udannet ikke at respektere andres religiøse overbevisning".
Hr. Nygaard finder det særlig udannet af hr. B., fordi denne er jøde og skriver:
"Det ville være selvforskyldt, hvis hr. Brandes' Børstidendes dagbogsbreve gav anledning til en lignende antisemitisk rejsning blandt os danske som den, i det mindste jeg med beklagelse har set så stærkt bragt frem i Prøjsen i de sidste Aar."
Atter hører vi da iblandt os det samme hæslige hep-hep-råb, der lød for få år siden. Den
gang lød råbet fra opfanatiserede og vilde litterater. Denne gang lyder det - fra en kristen præst.
Morgenbladets redaktion, der før har prostitueret sig med jødefjendske tendenser, skulle dog tage sig i vare for oftere at optage slige opråb til kamp mod jødedommen, mest for sine egne
venners skyld - in casu hr. Nygaards.
Der er ikke sangbund i det danske folk for slige ildelydende hyl, der enten stammer fra en
dårlig mave eller fra en dårlig Samvittighed. Og hr. Nygaard - som kristen præst - burde skamme sig. Han har observeret angreb på sin tro - nuvel! Sligt har han vel hørt før. Han véd antagelig - så godt som vi andre - at Urbanus ikke er jøde, men tværtimod udgået fra en gammeldansk præstefamilje, og at hans bror oven i købet hører til hr. Nygaards allernærmeste åndsfæller. Vil denne præst da søge at vælte skylden for angrebet over på jøderne - i håb om derved at vække sympati på gamle, slette raceinstinkter - er det så langt fra at være en nobel kampmåde, at det tværtimod nærmer sig til, hvad man kalder perfidi.
* * *
Det er ikke vor skyldighed at forfægte jødernes sag. Når hr. Nygaard skriver, at "det er uklogt, når man selv er jøde, da at give anledning til, at éns hidtil frie og uantastede stilling i landet kan blive gjort indskrænket og pinagtig" - er det simpelthen dumhed, meget mere end malice. Tror hr. Nygaard, denne vanartede discipel af gamle Grundtvig, der havde åndsfasthed nok til at respektere alle bekendelser, at han formaar at "indskrænke" jødernes stilling? Der er dog visse grundlovsparagrafer, der gælder endnu, lige anerkendte af Højre og Venstre, deriblandt den om talefrihed i landet.
Må vi forresten spørge hr. Nygaard, hvad han mener med det teologiske præk, at det er "udannet" at angribe andres religiøse overbevisning? Hvad bestiller hr. Nygaard andet hver søndag end at angribe de anderledes tænkendes overbevisning.
Det skal han i og for sig have lov til. Vi finder det ikke mere udannet at angribe sine modstanderes religiøse overbevisning end fx at angribe deres politiske hip som hap i parti
mod parti. Hver kæmper for sit - og det har enhver ret til, på hvad område så kampen står. Finder hr. Nygaard det "udannet", når man angriber hans og hans trosfællers religiøse overbevisning, taler han blot ud af den sorteste og mest dogmatiske tro på den kompakte majoritets ret. Denne ret rækker ikke til at bestemme, hvad vi andre må angribe, og hvad vi som "dannede" mennesker bør lade ligge hen.
Og så endnu ét: Man dækker ikke sine grimme antisemitiske tilbøjeligheder med det par beklagende ord, som hr. Nygaard for skams skyld svøber om sit udfald.
Hundekoblet forstår dog signalet.
(København, 3. september 1889)
Afsluttende svar til hr. Carl Behrens.
Hr. Carl Behrens.
Grunden til min opfordring til "Kjøbenhavns Børs-Tidende"s ansvarhavende udgiver var et levende ønske om, at den religionsfrihed, vi har her i Danmark, måtte bevares; for kun i frihed kan en varig fred vinde! At der var alvorlig anledning til min opfordring, mener jeg bl. a. den kendsgerning gør indlysende, at "Kjøbenhavns Børs-Tidende"s intolerance overfor de kristnes tro var kommet så højt op at den begyndte at påkalde statens politimagt for at standse denne tro i sine livsytringer. Hr. Behrens og meningsfæller kan være ganske rolige overfor mig og mine kristne åndsfæller. Vi skal ikke påkalde politiets hjælp for at standse deres fritænkeriske meninger og ytringer. Men hvad jeg atter vil udtale - og denne gang særligt overfor hr. Carl Behrens - det er den overbevisning at er der noget som kan true den dyrebare religionsfrihed, vi har i Danmark, så er det netop sådanne letfærdige og intolerante angreb på - jeg vil ikke sige kristendommen - men de kristne selv, som "Kjøbenhavns Børs-Tidende" gik i spidsen med. Al sand religionsfrihed gemmer i sig en sømmelighedsgrænse, som ikke bør overskrides uden skade for selve friheden. Det var mig en glæde, da tidskriftet "Ny Jord' udkom, at se det indledt af hædersmanden professor Harald Høffding med et alvorsord "om vor tid og dens ungdom", et ord, hvori den ædle fritænker bl. a. lægger ungdommen det på sinde, at "hverken tomme proklamationer eller letfærdig spot vil i længden være tilstrækkelig næring for den". Desværre er det ikke alle på fritænkerisk side der har fulgt dette gyldne råd af professor Høffding. Havde de gjort de, da behøvede man ikke nu at bede dem om at handle varsomt med religionsfrihedens kostbare klenodie.
Hr. Carl Behrens slutter sit penne-indhug på mig personlig med at proklamere udsigten til, at der nu kan begynde en saglig religiøs kamp her i landet "mellem kristendom og fritænkeri". Dersom han har gjort regning på at få mig til modstander i en række pennefejder om kristendommens og fritænkeriets "programmer", da må jeg skuffe hans forventning, eftersom jeg har ladet mig oplyse af historien om at fejder med pen og blæk om den slags åndelige sager sjælden eller aldrig fører til noget godt. Og dersom hr. Behrens - hvad jeg må formode af hans smagfulde udtalelser - havde ventet at få mig at se optræde uniformeret som en af "de åndelige gendarmer" med statskirkens levebrød under armen, da må jeg også heri skuffe hans forventning, eftersom jeg beklæder en frikirkelig præstestilling der ikke med en øre lønnes af regeringen.
Men jeg kan med det samme oplyse min ærede angriber om at den kamp mellem kristendommen og dens modstandere - og det både blandt den fri og den bundne tankes mand - som i det mindste jeg ikke vil være med til nu at føre ad pennens veje - den kamp har i atten hundrede år haft sin rette plads ude i livet og vil med Guds hjælp også for fremtiden bevare den samme plads hos os. Og er det end ofte under stor skrøbelighed, de kristne må føre denne kamp, så er Sejren dem dog vis, fordi de i sandhed kan sige: Immanuel: Gud med os. Ganske vist er de sejre, kristendommen vinder under sit løb, mange gange stille sejre, der ikke bliver kendt i vide kredse; men stundom ligger de dog blot for alles øjne som fx da fritænkeren professor S. Heegaard bøjede sig barnligt ind under kristentroen og offentlig aflagde vidnesbyrd derom. Selv en mand som Heinrich Heine, den erklærede gudsfornægter og store spotter, måtte i de sidste år af sit liv bøje sig for sandheden fra oven. I Heines testamente hedder det : "I de fire sidste år har jeg lagt al filosofisk stolthed til side og er atter vendt tilbage til de religiøse ideer. Jeg dør, idet jeg tror på én, evig Gud, verdens skaber, hvis barmhjertighed imod min udødelige sjæl jeg anråber. Jeg beklager, at jeg i mine skrifter ofte har udtalt mig respektstridig om hellige ting; men det var meget mere tidsånden end min egen drift, der drev mig hertil. Dersom jeg uden mit vidende har skadet de gode sæder og moralen, som er den sande kraft i al tro - min Gud! så beder jeg dig og menneskene om tilgivelse." - Og til sin ven sagde Heinrich Heine bl. a.: Der gives tårer, som efter at de et helt liv igennem har været fanget af vildfarelsen og i ord og gerning har udtalt deres anskuelse, ikke mere har mod til at bekende, at de så længe kunne fare vild. Men jeg udtaler det åbent, at det var en usalig vildfarelse, som så lange holdt mig fangen. Nu ser jeg klart, og hvem der kender mig, og hvem der ser mig, vil sige, at det er ikke af en nedtrykt og frygtsom ånd jeg taler således, men derimod på en tid, hvor min forstands kraft er usvækket og lige så klar, som den førhen har været. Ja. jeg er vendt tilbage til Gud som den fortabte søn, efter at jeg lang Tid har vogtet svin hos filosofien. Den himmelske hjemve overfaldt mig." Der kunne anføres mange lignende vidnesbyrd om gudsførelse med menneskene til sandheds erkendelse, men som sagt, at føre pennefejder om kristendommens sandhed, det er der ingen grund til, da kristendommen selv beviser sin kraft uden i livet.
Frederik Nygaard.
Da hr. Pastor Nygaard hermed slutter, skal vi med det samme efterkomme forf. Urbanus i nedenstående artikel udtalte anmodning om i samme blad, hvori hr. Nygaard har skrevet, også at lade Urbanus' standpunkt komme til læsernes kundskab. Urbanus skriver i "Børs-Tidende i går således:
(Herefter følger den artikel fra Kjøbenhavns Børs-Tidende 3. september som er aftrykt ovenfor)
(Morgenbladet (København) 4. september 1889)
