Mord og Selvmord paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

En Kaptajn skyder sin Kone og derpaa sig selv. Hvad er Motivet?

I Gaar blodigt Drama Formiddags svirrede der Rygter rundt over Byen, at der ude paa Amager skulde være foregaaet et blodigt Drama, man talte baade om Mord og Selvmord, men ingen vidste rigtig Besked.

For at bringe Læserne nøjagtige Oplysninger om denne yderst sensationelle Begivenhed tog vi straks ud til Gærningsstedet. Allerede paa Amagerbrogade fik vi Vished for, at Rygtet havde talt sandt.

Paa Kristianshavn og i Sundbyerne var man endnu uvidende om det blodige Skuespil, der havde fundet sin Afslutning den foregaaende Dags Middag. Kun en enkelt Amagerkone kunde give os nogle faa Oplysninger om Gaarsdagens Drama, om hvilket vi neden for skal berette:

Paa Strandvejen mellem Kastrup og Dragør har i Søndags Middags Kl. 11½ fundet et saa 

blodigt Drama

Sted, som vi i lange Tider ikke har været Vidne til i vor Hovedstads umiddelbare Nærhed. Her, et Kvarters Gang fra Kastrup paa en yndig, smilende Plet ved det blaa Sund, har et Par gamle Mennesker, der her henlevede en tilsyneladende sorgfri Alderdom, søgt og fundet Døden. Maaske begge søgt Døden - ti den hele Begivenhed er saa mystisk og uforklarlig, at det bliver vanskeligt at udfinde Motiverne.

Vi kører ud mod Skuepladsen for det rædselsfulde Drama, gennem Marker, hvor Køer og Heste staar og gumler i den frodige Kløver, langs det smilende, blaa Sund, hvor Skibene spejler deres hvide Sejl, forbi Arbejderkaserne og straatækte Fattigmandsboliger; kommer igennem Kastrup, forbi Krudttaarnet, og lidt efter holder Vognen ved en lille Sommervilla:

"Det var derinde," siger Kusken og peger med Pisken hen mod Stedet. Vi staar af og underkaster det et nærmere Eftersyn.

Det er lille og beskedent, ligger med Gavlen ud mod Vejen, gemt bag en Række af store Popler, tvis Blade rasle i Vinden med hemmelighedsfuld Hvisken; foran ligger en lille Blomsterhave, bagved vugger sig det blaa Vand.

Her levede det gamle enlige Par der paa en saa tragisk Maade tog Afsked med Livet:

Pensioneret Kaptajn Julius Larsen og Hustru f. Hüller; han ca. 70 Aar gl., hun 62. De havde beboet Stedet i ca. en halv Snes Aar; før den Tid havde de levet et let og fornøjeligt Liv i Hovedstaden; saa tvang Forholdene dem til at trække sig tilbage paa det rolige, afsides Sted, som de døbte "Edeles Minde" efter Fru Larsens Moder,

De levede herude et landligt Liv, gravede i Haven, udbedrede selv Huset, foretog af og til en Køretur i Omegnen.

Besøg havde de sjældent; kun i de to sidste Uger havde de boende hos sig en ung Pige, Konens Broderdatter, der dels tilbragte sin Ferie her, dels hjalp med i Husholdningen.

I Søndags, da den unge Pige skulde rejse tilbage til Byen, ankom hendes Brødre til "Edeles Minde" for at hente hende.

De Unge morede sig om Formiddagen med at spille Krocket i Haven, mens Kaptajnen og hans Hustru smilende stod og saa til.

Saa gik den gamle Frue ind for at tage Vare paa Middagsmaden; lidt senere fulgte Kaptajnen bag efter.

I Køkkenet.

Pludselig hørte man et drønende Knald. "Hvad er det?" spurgte en af Brødrene forbavset.

"Aa, det er den Sten oppe fra Skorstenen, den falder saa tidt ned," sagde Søsteren.

I næste Øjeblik lød et nyt Knald.

Nu blev den unge Pige bange og styrtede ind i Huset; først maatte hun dog lukke alle Laager og Døre op, dem havde Kaptajnen lukket omhyggeligt efter sig.

Da hun kom til Køkkendøren, mødte der hende et grufuldt Syn: Foran Komfuret laa begge de gamle Folk svømmende i deres Blod, Manden tværsover Brystet paa Konen.

Rædselsslagen kaldte hun paa sine Brødre, der ogsaa blev slaaet med Forfærdelse. De sendte strake Bud til Politiet og tilkaldte den nærmeste Nabo, Gartner Schønning. Han kom ind i Kokkenet og løftede Kaptajnens Lig op i den Tanke, at der maaske var Liv i en af dem.

Det var der ikke, den gamle Soldats Øje havde taget sikkert Sigte, hans Haand havde ikke rystet i det skæbnesvangre Øjeblik.

Omtrent samtidig med Politiet ankom Dr Strandgaard og Fuldmægtig Busch Ira Birkekontoret - en Kollega til den Afdødes Brodersøn. Efter at Politiassistent Jensen fra Kastrup havde vendt Ligene om og klædt dem af, undersøgte Dr. Strandgaard dem, men kunde kun konstatere, at alt Liv var udslukt.

Man bar Ligene ind i den lille hyggelige Spisestue, hvor de henlaa til i Gaar Formiddags, da to tunge, sorte Vogne rullede op for Døren for at bortføre det jordiske Hylster af det Par, der fulgtes ad i Liv og Død.

Hvorledes er det foregaaet?

Naar man saa' ind i det lille, hyggelige Køkken, kunde man i Tankerne udmale sig det hele blodige Skuespil.

Konen har staaet foran Komfuret, beskæftiget med at tillave Middagsmaden , paa det blankt pudsede Fyrsted staar endnu en større Gryde med Suppe og en mindre med Kartofler.

Saa er Manden kommen ind, i Haanden holder han den spændte Revolver, som han har gaaet med i Lommen; han gaar bagved Konen, lægger Armene om hendes Liv og presser Vaabnets kolde Staal mod hendes Hoved, bag højre Øre.

Hun vender sig halvt om, ser spørgende, skrækslagen - maaske smilende samtykkende - ind i hans Øjne, og i næste Øjeblik ligger hun døende og stønnende paa Gulret. Kuglen er gaaet ud mellem hendes Øjenbryn.

- i utrolig Fart lægger Kaptajnen sit Ur, sin Pung og sit Testamente, som han gik med hos sig, ovenpaa Liget. Der lyder et Skud til, og i næste Øjeblik synker han sammen oven paa Hustruens Lig, som forsøgte han at omfavne hende, inden det flakkende Livslys sluktes. Han havde skudt sig selv akkurat paa samme Sted som sin Hustru.

Overlagt ellerej

Ved Spørgsmaalet om, hvorvidt Kaptajn Larsen har tænkt over og overlagt den grufulde Daad, maa man absolut svare: Ja.

Derpaa tyder for det første, at han gik med den ladte Revolver hos sig; i de sidste Dage har han i Haven jævnlig anstillet Skydeøvelser og smilende ytret, at han da endnu ikke rystede paa Haanden.

Desuden er den Omstændighed, at han gik med sit Testamente - der indsatte hans Svoger til Universalarving - i Lommen, et Bevis for. at han har tænkt fuldstændig klart over og overvejet Sagen.

Motivet.

Spørger man, hvad Grunden kan have været til det rædselsfulde Drama, lyder Svaret næsten enstemmigt, at Kaptajn Larsen først har myrdet sin Kone og saa sig selv i et Øjebliks Sindsforvirring.

Beboerne der i Nærheden, som kendte Larsen, mente alle, at han var noget "sær", han og Hustruen levede tit i længere Tid et fuldstændig Eneboerliv, uden at modtage Besøg og uden selv at gaa ud.

Vi skal herunder gennemgaa Kaptejnens interessante Levnedsløb, i hvilket man vil finde Grunden til hans fortvivlede Beslutning.

Han begyndte sin Militærbane om en af Tschernings Underofficerer, udmærkede sig senere som Overjæger ved Bau, Slesvig og Sundeved og erhvervede sig Officers Epauletterne.

Ved Slesvig, Paaskedag 1848, fik han et Skudsaar i Hovedet, der hele hans Liv igennem foraarsagede ham Smerter saa hæftige, at de tit bragte ham fra Sans og Samling.

Til Trods herfor forblev han i Tjenesten og deltog med Hæder i Krigen 1864, hvor han gjorde Tjeneste ved 2det Regiment.

En lille Episode herfra: Under Stormen paa Dybbøl nægtede hans Folk, skræmmede af Fjendens hæftige Beskydning, at gaa frem, og vendte sig allerede til Flugt. Saa kastede han sig alene frem mod Fjendens Kugleregn, og Soldaterne fulgte.

Under Kampen den 18de April, blev han atter haardt saaret i Nakken og henlaa forglemt og halvdød paa Valpladsen, indtil han næste Morgen blev funden af Fjenden og taget til Fange. Ved Krigens Slutning modtog han til Belønning Ridderkorset

Efter Felttoget var han i nogle Aar Chef for 8de Hatallion i Viborg og senere Kommandant paa Vildersgades-Kaserne. Saa endelig, kort før han skulde falde for Aldersgrænsen, tvang hans Saar ham til at trække sig tilbage fra Militærlivet.

Han flyttede saa med sin første Kone ud paa Værnedamsvej, og da hun døde, giftede han sig kort efter med den Kvinde, hvis Livstraad han saa brat overskar.

Som sagt, er det sandsynligste Motiv det, at det Saar, Larsen i Krigen fik i Hovedet, og som i Aareues Løb foraarsagede ham stedse stærkere og stærkere nervøse Smerter, i den sidste Tid har indvirket saaledes paa hans Nerver og Sind, at dette er bleven bragt ud af Ligevægt og derved Katastrofen fremkaldt.

Vaabnet.

Paa Vejen borte vi op til Politiassistent Jensen i Kastrup, der modtog os med stor Elskværdighed.

"Her skal De se," sagde han. "her er Vaabnet, han brugte," og han lagde Revolveren i vor Haand

Vi følte os uvilkaarlig grebne af Uhygge ved at tage paa det Vaaben, der havde givet to Mennesker Døden, føle paa det samme Skæft, som den fortvivlede Mand krampagtig havde klemt sin Haand om.

Revolveren var en almindelig seksløbet Omdrejningspistol, lille og sort, Officersvaaben af Model 86, 7 Millimeter.

"Tænke sig, at saadan en lille Tingest kan gøre saa megen Ulykke," sagde Assistenten og lagde Vaabnet bort. "man kommer uvilkaarlig til at tænke paa, at Menneskeaanden har lagt hele sin ondskabsfulde Blodtørst ind i denne Komposition af Staal og Træ.

Er det Mord og Selvmord?

Vi omtalte før, at det eneste Svar, man havde paa Spørgsmaalet om Motivet til den blodige Handling var: Sindsforvirring.

Er ikke en anden Forklaring mulig? Selvfølgelig kan man opstille Gisninger, fremkomne ved Formodninger, men blandt disse er der dog en, der tegner sig mere skarpt og tydeligt end de andre.

Den nemlig: om det gamle Par ikke har bestemt at gaa i Døden sammen!

Som sagt, havde de i de sidste to Aarstid fuldstændig stænget sig inde fra Samkvem med Omverdenen, selv Familjen kom de sjældent sammen med.

Det er sandsynligt, at Larsens nervøse Lidelser i Hovedet, de stadigt borende Smærter, har taget saadan Overhaand at han ikke kunde taale at være i Selskab med andre Mennesker, men trak sig tilbage i sin Ensomhed.

Det har maaske staaet klart for ham, ristet med ubønhørlig skarp og tydelig Skrift, at disse Lidelser tidlig eller silde vilde hensætteham i Vanviddets Nat. Han har indset dette og besluttet at kommeTilskikkelsen i Forkøbet, som saa mangen anden før ham har gjort i lignende Tilfælde.

Han har meddelt sin Hustru sin fortvivlede, men faste Beslutning hun har tigget og bedt ham Inde den fare, men han har været urokkelig; saa har hun besluttet at gaa med ham.

Og hvorfor skulde hun ikke gøre det? I mange, lange Aar har hun staaet tæt ved hans Side. delt Solskin og Graavejr med ham; deres Kærlighed ældedes ikke, selv i den sidste Tid gik de ud sammen med hinanden i Haanden, stille, lyksalige som et Par glade Børn.

Hun har udmalet sig det triste Liv, hun vilde komme til at leve efter hans Død, øde og tomt, kun udfyldt af det tunge Minde om den kære Bortgangne - og hun har besluttet at føIge ham.

Men hvorfor skød han hende da, mens hun intet anende stod beskæftiget ined de stille huslige Sysler? 

Hun har maaske ikke havt Mod til at se Øjeblikkets skrækkelige Virkelighed i Øjnene, har bedt ham om at foretage den fortvivlede Handling uden hun anede det; thi Døden er ikke afskrækkende, kun de øjeblikke, der gaar forud.

Det er som sagt kun en Formodning, men en Formodning der er stærk nok til at lede Tankerne ud af det Spor, de almindelige Forklaringer følger.

Andre Gisninger

kan ogsaa opstilles. Saaledes efterlod Kaptajn Larsen sig flere Breve og Papirer, som Politiet ved Undersøgelsen straks lagde Beslag paa. Vi ser os dog i Stand til foreløbig at meddele, at indholdet af et afdisse Breve, der hovedsagelig berører Familjeforhold, synes at tyde paa, at Larsen allerede bar undfanget sin gruvækkende Tanke i Anret 1882. Dog herom senere.

- - -

Da vi forlod Skuepladsen for det udspillede Drama, sank Solen rund og glødende Hed bag de mørke Træer i Horisonten. Foran os bevægede sig et Ligtog, langt borte kimede Klokkerne med lange, dumpe Slag, og et Par Krager strøg over Vejen med hæse, langtrukne Skrig.

Disse Skrig og Klokkernes Klang og det langsomme mørke Ligtog kastede som en Skygge af Uhygge ud over det smukke og fredelige Landskab.

Ary Borg

(København 11. september 1894)

Landstedet Edeles Minde eller "Flakhuset" var opført på Østergårds grund tæt ved stranden i Maglebylille af Chr. W. Sally. Parret blev begravet på Garnisons Kirkegård.

Larsens bedrifter under stormen på Dybbøl har kun delvis kunnet verificeres. En Larsen fra 2. regiment nævnes som fangen efter stormen på Dybbøl i Fædrelandet 18. maj 1864, så den del af historien synes at være god nok. Også chefen for 2. regiment, oberst Dreyer blev taget til fange. Under stormen retirerede 2. regiment og faldt tilbage indtil 8. brigade rykkede frem. 2. regiment blev efter stormen slået sammen 9. og 20. regiment og 22. regiment.

I "Vor sidste kamp for Sønderjylland" (udkommet 1914) beretter sekondløjtnant Frits Holst som kommanderede 5. kompagni af 2. regiment om stormen den 18. april at de rykkede frem til løbegraven. Først da kompagniet blev beskudt i flanken fra de erobrede skanser, trak det sig tilbage til grøftevolden hvorfra de beskød preusserne. Det sluttede sig herefter til 8. brigade under dennes fremrykning. Efter dens nederlag trak han sig tilbage til Als. Spredte rester af 2. regiment under regimentschef Dreyer blev omringet og overgav sig nordøst for Dybbøl Mølle. Af 2. regiment der bestod af 1250 mand, overlevede kun 12 underofficerer og 273 menige. 4 af 18 officerer faldt, 5 blev såret og 7 taget til fange. 45 blev dræbt, 165 savnet (sikkert døde), 108 sårede og 601 taget til fange. Frits Holst fik ridderkorset for sine bedrifter.

Tegningen forestiller niecen Frederikke Hüller (København 12. september 1894). Her bringes også nogle beretninger om konen.

Ludvig Israel Brandes (1821-1894). (Efterskrift til Politivennen)

L. I. Brandes udgav i 1861 "Om Fattigdommens Tiltagen i Kjøbenhavn og om Sygekassen som et af Midlerne til at standse denne" Heri redegjorde han for at fattigdommen (målt i antallet der forsørgedes af fattigvæsnet) mellem 1854 og 1860 var steget med 43 % (fra 9.588 tiol 13.773), mens befolkningstilvæksten kun havde været 8 %. Hertil skulle så lægges alle de som blev forsørget i bl. a. Almindelig Hospital, St. Hans Hospital og andre steder under sygehjælpen. Altså et ganske betydeligt antal ud af en befolkningen på ca. 155.000. Bogen beskriver også andre indikatorer på fattigdommen, og ligeledes hvilke offentlige og private foranstaltninger der på daværende tidspunkt fandtes for at bekæmpe dem.

I bogen beskrev han også hvilke konsekvenser det havde. Bl.a. at børnene i stedet for at gå i skole, blev sendt ud for at arbejde for at familier kunne overleve. Resultatet var bl.a skulkeri og en glidebane mod kriminalitet - en udgiftspost for samfundet.

Sygehjemmet var især rettet mod middelstandens fattige, idet han mente at disse havde "bedre følelser" end almuen. Han advarede ligefrem om de følelsesmæssige lidelser som middelstanden måtte udstå og risikoen for at de blev tvunget til at leve tæt sammen med ufølende mennesker fra samfundet bund. Erfaringer fra Almindeligt Hospital fik ham til at mene at man skulle adskille fattige syge fra andre stænder, og dette var en af baggrundene for oprettelsen af Københavns Sygehjem for agtværdige personer af begge køn, dvs. især borger- og embedsstanden.

Brandes stod således med et ben i det offentlige fattigvæsen og et andet i den private velgørenhed. Gennem hans skrifter beskriver han middelstandens fattiges lidelser, hvor de er tvunget til at leve sammen med underklassen på Almindeligt Hospital. Disse sidste blev en slags skræmmebilleder for de første. Brandes' medfølelse strakte sig således ikke til lemmestiftelsen hvor arbejderklassen blev anbragt.

Flere af hans bøger findes tilgængelige på nettet: "Therapeutiske Studier" (1855). "Om de sjælelige Indtryks therapeutiske Virkninger. Clinisk Foredrag" (1872). 

En Mand, der vil savnes.

Professor L. I. Brandes.

I Gaar døde Almindeligt Hospitals bekendte og afholdte Overlæge, Professor Ludvig Israel Brandes, 73 Aar gammel.

Professor Brandes' Navn var særlig kendt blandt de Smaa og Ulykkelige, for hvem hans Hjærte altid hankede varmt lige til hans Død, nu i hans høje Alderdom. Officielt blev Brandes anerkendt som Videnskabsmand ved Guldmedaljer, Doktorgrad, Professortitel og Ansættelse som Overlæge; men alligevel er dst hans Virksomhed for de Fattige og Syge, forsaavidt den gaar ud over Lægens sædvanlige Gærning, der har skabt hans store Navn og det smukke

Minde, der længe vil lægge Glans over det.

Af de Ting Professor Brandes har været med til at oprette til Smaafolks og Syges Tarv, skal vi nævne, at Sygehjemmet skyldes hans Initiativ, ligeledes Vuggestuerne for Fattigmands Børn og Børneplejeforeningen. 

Saa' Professor Brandes en Ulykkelig, eller han saa en herhjemme ukendt Institution til Ulykkeliges Redning, straks tænkte han sig den indført hos os og i mange Tilfælde er det lykkedes, fordi hans egen stærke Iver, hans Tro paa, at hans Idéer kunde gennemføres, virkede paa dem han henvendte sig til og smittede dem med hans Tro og Begejstring for Opgaverne.

Professor Brandes var Fattiglæge. Og naar man forestiller sig en Fattiglæge som en Mand, der søger at komme lettest ud over den ofte besværlige Gærning med de mange og ofte usselt stillede Patienter, saa træffer man ikke hans Billede. Han talte maaske længere og mere inderligt og fortroligt med sine Fattige end mangen praktiserende Læge med sine jævnt betalende Klienter. Han gik ind paa deres Tankegang, virkede ved sin milde Person saaledes, at de fik Tillid til ham og Tro paa hans Kure. Og i Medicinen turde Troen være den halve Hjælp.

Var der Tale om at hjælpe en Ulykkelig, var Professor Brandes ikke bange for at bruge Midler, som enten var sat ud af Kurs af Kollegerne - som f. Eks. gamle Husraad - eller ikke anerkendt, som Guldkuren, hvis Prøvekure han støttede.

- Ved hans Baare vil samles en Skare af Fattige, der sørger over en Ven og Velgører, og en Skare af andre, der saa' med Glæde paa den gamle Professors Værk og bøjede sig i Agtelse for hans noble Person.

(København 18. september 1894).

Ludvig Israel Brandes. 

Lægens Virksomhed rummer jo de to Hovedsider, den videnskabelige og den humane, og alle de Medlemmer af vor Stand, der have indtaget en fremragende Plads som Læge, have vundet den ved dygtigt Arbejde i en af disse to Hovedretninger. De kunne selvfølgelig godt begge forenes, og Lægens Ideal virkeliggøres netop kun gennem en saadan Sammensmeltning, men hos de enkelte Personligheder vil dog altid den ene af dem findes at være den mest fremtrædende. Den afdøde Celebritet, om hvem Ugeskriftet for kort tid siden bragte Mindeord, Adolph Hannover, indtog sin fremragende Plads særlig ved sin store Forskerbegavelse og sine højtansete videnskabelige Arbejder, den gamle, mangeaarige Overlæge paa Almindeligt Hospital, som Døden nu har berøvet os, har haft sin største Betydning ved sin altid lige utrættelig fortsatte, omfattende og velsignelsesrige Virksomhed i human og filantropisk Henseende.

Men Brandes var dog paa ingen Maade uden videnskabelige Anlæg og Evner; han har tvertimod, navnlig i sine yngre Dage, givet mange Vidnesbyrd om ivrig videnskabelig Stræben og varm Interesse for de dengang foreliggende videnskabelige Problemers Løsning. Efter at han, udgaaet af et velhavende Hjem, i 1839 var bleven Student, kastede han sig med en saadan Energi ikke blot over det lægevidenskabelige, men ogsaa over det rent naturvidenskabelige Studium, at han i 1842 kunde tage Universitetets Guldmedaille for Prisopgaven i Fysik (om den geniale Farmaceut Joh. Vilh. Ritter's galvaniske Opdagelser) med den Motivering af Censorerne H. C. Ørsted og Zeise, at Afhandlingen viste ikke alene Indsigt og Flid, men ogsaa megen videnskabelig Dannelse. Og efter at han 1845 havde absolveret en smuk Lægeeksamen og derefter paa sin Faders Bekostning foretaget en Studierejse til Paris, der gav hans Aand nye videnskabelige Impulser, samt fungeret som kandidat paa Almindeligt Hospital og i Felttoget 1848 som Underlæge ved Batteriet Marcussen, tog han, ved Afhandlinger om den gonorrhoiske Rheumatisme og den gonorrhoiske Ophthalmi, paa en særdeles hæderlig Maade den medicinske Licentiat- og Doktorgrad. 

Samtidig med Erhvervelsen af den sidstnævnte Grad (1850) blev han Reservemedikus paa Almindeligt Hospital og arbejdede i denne Stilling med Iver for videnskabelige opgaver, og det ikke blot specielt klinisk, i frugtbringende Samvirken med hans skattede og dygtige Overlæge M. Christensen, men ogsaa i mere generel Henseende. Den da fremkommende, fra flere Sider rejste Bevægelse for at bringe Naturvidenskaberne i deres ny Udviklingsfase til større Gyldighed i hele den højere Undervisning sluttede Brandes sig til med ungdommelig Varme og Begejstring og med særligt Hensyn til Anvendelsen paa Lægevidenskaben. I de Unges Lægeselskab, Filiatrien, holdt han i 1852 et indtrængende Foredrag derom og fremkaldte en interessant forhandling angaaende dette store og fundamentale Spørgsmaal. Han gjorde med Vægt gældende, at det ikke alene kom an paa at uddanne praktiske Læger, men at sørge for, at de bleve gennemtrængte af virkelig Naturvidenskabs Aand. Kort efter stillede han i det kgl. medicinske Selskab et Forslag om at gennemføre, at Reservelægepladserne ved Hospitalerne bleve besatte ikke som hidtil fortrinsvis efter Anciennetet, men ved Konkurrence, for derved at opdage og fremdrage netop de videnskabelige Kræfter.

Brandes var saaledes i hin Tid i forreste Række af de unge, for Videnskabens Fremskridt og Ret stridende Læger, og hans Hu stod til at blive videnskabelig medicinsk Kliniker. Han foretog, efter i 1853 at have været ufortrøden med til at bekæmpe Koleraepidemien baade i Praksis og Teori, i det følgende Aar en ny Studierejse til fortsat klinisk Uddannelse og modtog efter sin Hjemkomst (1855) Posten som Reservemedikus paa Frederiks Hospitals nye medicinske Afdeling, hvor han under Overlægens, Prof. Fenger's Optagethed af den aktive Politik fik Lejlighed til at virke selvstændigt som Kliniker. Samtidig forberedte han en stor klinisk Haandbog, der ogsaa i den følgende Tid (1859–66) udkom i 4 Bind under Titelen „Haandbog i Læren om de indvortes Sygdomme og deres Behandling“ og var et for sin Tid meget hæderligt og nyttigt Værk, der blandt Andet har den fortjeneste at lægge særlig Vægt paa Terapien paa en Tid, hvor ellers Wienerskolens radikale Skepsis raadede i Kliniken.

Ved Almindeligt Hospitals Omordning i 1863 opnaaede Brandes, efter et Par Aars Distriktslægefunktion i København, da ogsaa at blive Overlæge paa Hospitalets nyoprettede 1ste Afdeling med den derunder hørende Lemmestiftelse, en Stilling, han beholdt til sin Død. Heller ikke i denne Stilling forsømte han de videnskabelige Hensyn; han lod sig den kliniske Undervisning være magtpaaliggende, idet han fremdeles lagde særlig Vægt paa den terapeutiske Side. Om end hans flittige Forsøg med ny Medikamenter og Kurmetoder hos Afdelingens kroniske Patienter næppe kunne bestaa for Nutidens videnskabelige Kritik, om end hans Umiddelbarhed og lykkelige Sangvinitet oftere har spillet saa stærkt ind med, at Resultatet er blevet temmelig usikkert, saa kunne Forsøgene dog ikke frakendes Interesse og Betydning, og han har i ethvert Tilfælde særlig Fortjeneste af, at have betonet den psykiske Terapi paa en Tid, hvor de naturvidenskabelige Klinikere i øvrigt lode den altfor uændset. Han har her vist sig som en baade tænksom og fin praktisk Psykolog, hvad t. Eks.hans trykte interessante kliniske Foredrag „om de sjælelige Indtryks terapeutiske Virkninger afgiver et talende Vidnesbyrd om.

Imidlertid er det sikkert nok, at den humane Side i hans Overlægegerning som i hans Virken overhovedet var og i ethvert Tilfælde efterhaanden blev den prædominerende og den, hvorved han har sat sine dybe Spor og afgivet et Eksempel værdigt til Efterligning. Hans Virksomhed og Fortjenester i filantropisk Retning, baade i og udenfor Almindeligt Hospital, ere saa store og imponerende, at de for den almindelige og særlig ogsaa for den kollegiale Betragtning ganske har overskygget de af ham udfoldede videnskabelige Bestræbelser og bragt disse i Forglemmelse – maaske dog i noget højere Grad end tilbørligt. I ethvert Tilfælde turde det i en Nekrolog i et lægevidenskabeligt Tidsskrift ikke være paa urette Sted at opfriske Erindringen om, at den afdøde Filantrop dog ogsaa har været virkelig Videnskabsmand, og netop lidt udførligt at dvæle ved denne side.

Men Filantrop var han unægtelig fremfor alt, og det lige fra sin Ungdom. Som Læge kom han tidlig i nær og udstrakt Berøring med Armod, Nød og Ulykke, og han stod ikke som den kølige lagttager deraf. Med uimodstaaelig Magt rørte det sig i hans Sjæl, at der maatte hjælpes, og saa besad han ved Siden af sin varme Medfølelse endnu den vidunderlige Egenskab, altid at kunne finde de rette Midler og Udveje og saaledes at kunne slaa til Lyd, at hans Bestræbelser vandt Tilslutning og derved kunde bære praktisk Frugt. Ved at se spæde Børn ligge hjælpeløse og uden Tilsyn i de fattige Arbejderes Boliger fik han Tanken om Oprettelse af Vuggestuer og fik den hurtig sat i Værk (1849), i øvrigt efter Forbilleder, han var bleven bekendt med i Paris. Af Plejestuen for spæde Børn“ udvikledes da snart den anselige Institution „Børneplejeforeningen“, hvis Ledelse han vedblev at tage virksom Del i. Ved sin Virksomhed paa Almindeligt Hospitals Lemmestiftelse saa han, hvilke uværdige forhold de hæderlige, uformuende københavnske Borgere i deres Alderdom og under Invaliditet vare underkastede, naar de maatte ty til det Offentliges Forsorg, og han undfangede da Planen til Sygehjemmet, hvis anselige Bygning stod færdig 1859 i ethvert Tilfælde i det Ydre det mest storartede Monument om Brandes's filantropiske Virksomhed. Snart efter tog han sig af de mange vanskeligstillede kvindelige Haandarbejdere og bragte i Løbet af en kort Aarrække den ,Gensidige Hjælpeforening“, hvis Leder han ogsaa selv vedblev at være til en saadan Blomstring, at den endog kunde bygge sit eget Hus. De veltjente gamle, udslidte Stuekoner tog han ligeledes under sine beskytttende Vinger og stiftede ogsaa for dem en selvstændig Hjælpeforening. Samtidig begyndte han at arbejde for en Reform i Sygeplejen, saaledes at ligeledes efter fransk Mønster dannede Damer ansattes ved Hospitalerne. Stadig virkede han ganske privat og i det Stille for at hjælpe overalt, hvor Hjælp og Bistand krævedes, og han kunde gøre det i stor Udstrækning, da hans egne Krav til Livet vare saa beskedne Livets Glæder søgte og fandt han i at gøre andre glade.

Ikke blot rent praktisk, men ogsaa litterært og i Foredrag virkede han utrættelig for filantropiske Formaal. Om hele Sygekasseinstitutionen som et mægtigt Middel til at modvirke og bindre Fattigdom har han udgivet Pjeser og Bladartikler, ligesom han ogsaa var et virksomt og for sin Indsigtsfuldhed skattet Medlem af den 1866 nedsatte Sygekassekommission. Med særlig Iver arbejdede han for at hæmme Drikfældigheden, denne Hovedkilde til Armod og Elendighed; han har udgivet populære Afhandlinger og holdt mundtlige Foredrag derom, og han af Hovedstifterne af „Samfundet til Ædrueligheds Fremme“. I sit Skrift "Mine Arbejders Historie“ (1891) har han givet en samlet Fremstilling af alt hvad han har virket i filantropisk Henseende og tillige givet et Indblik i sin egen ejendommelige og fængslende Personlighed med hele dens lyse fortrøstningsfulde Syn, dens rørende Glæde og Taknemmelighed mod Forsynet for det Held, der altid fulgte hans Bestræbelser.

Allermest levende traadte dog hans hele milde og elskelige Personlighed frem i hans Gerning paa hans kære Hospital, i hans ægte faderlige forhold til alle Hospitalets syge og forkomne Indvaanere. Han har ogsaa i denne sin utrættede Kærlighedsgerning kastet en Glans over hele vor Stand, som ikke kan vurderes højt nok, og givet et lysende Forbillede til Efterfølgelse. Selv under hans sidste Svagelighedsperiode, under Kræfternes Svigten var han dog i sin Kærlighed og Mildhed i Virkeligheden stor og mægtig, saa snart han traadte indenfor Hospitalets Port, og baade Læger og Funktionærer og Patienter og overhovedet enhver, der har set ham paa Hospitalets Stuer, ville bevare i lys Erindring Indtrykket af denne hans Fremtræden, Indtrykket af den ophøjede, ideale, ægte Lægepersonlighed.

Jul. Petersen.

(Ugeskrift for Læger, 21. september 1894).

Professor Brandes' Begravelse

Saa stededes da den gode gamle Professor til Jorden, han, som i levende Live var saa mange svage og fattige Menneskers Forsyn, han, der efterlader sig et Navn, saa elsket og velsignet, som det kua forundes de færreste, de sande lykkelige.

Stor var den Sørgeskare, der i Gaar Formiddag Kl. 11 samlede sig om Kapellet paa den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard Men langt, langt flere var dog de, der, forhindrede i at møde ved Sygdom, Alderdom og anden Brøst fra deres Boliger paa "Almindeligt Hospital" eller fra deres Smertens Lejer paa andre Sygehuse sendte en vemodig Tanke ud til den fjærne, afsides liggende Kirkegaard, hvor deres faderlige Ven skulde sænkes ned i den kolde, mørke Jord.

Derfor tog Følget sig anderledes ud, end man i Grunden havde ventet sig det. Det blev snarest den mosaiske Menighed, der fulgte en af sine ypperste Repræsentanter til Graven, og den danske Lægestand, der viste et udmærket Medlem den sidste Hæder. Kun hist og her i Sørgeskaren saas tarvelig klædte Folk, hvidhaarede Gubber med Taarer i Øjnene. Og i Kvindeskaren, der stængtes udenfor Kapellet, til hvilket kun Mænd fik Adgang, saa man ikke faa fattige Mødre med deres Smaabørn ved Haanden, hist og her en krumbøjet, rystende Morlil, der længe blev staaende, efter at Graven var kastet, med Læber, der bevægede sig til lydløst fremmumlende Bønner.

*  *  *

Selve Kapellets Stolestader var rigt udsmykkede med Kranse, ligesom  Kisten der stod fremme i Midtergangen i Skjæret fra de brændende Kjærter og fra Efteraarssolen, der faldt ind gjennem Vinduerne. En Dobbeltrække af Funktionærer fra Almindeligt Hospital holdt en Slags Æresvagt ved Kisten.

Omkring i Stolestaderne saas mange almenkjendte Personligheder navnlig en Mængde repræsentative Folk fra det jødiske Samfund.

Af den mosaiske Menigheds officielle Repræsentanter var de sex til Stede og sad nærmest ved Kisten: Overretsprokurator Simonsen, Redaktionssekretær Nathansen, Fabrikant Fr. Bing, Vexellerer Adolph Levin, Justitsraad Meyer og Grosserer Heckscher. Blandt den øvrige Forsamling bemærkedes den afdødes nære Slægtninge. Grosserer Brandes og Dr. Georg Brandes, fremdeles Dr. Fridericia, Boghandler Carl Reitzel, Kammersanger Peter Schram - der for over 50 Aar siden var blandt Professor Brandes første Patienter - Højesteretssagfører Salomon, Bogtrykker Hannover og Kunstkritikeren af samme Navn, Departementscheferne Schmidt og Chr. Hansen fra Finansministeriet, Docent Oscar Siesby, "Almindeligheden"s Inspektør Kruse, Borgmester Jacobi og en Mængde ældre og yngre Læger, saaledes Professorerne Trier, Studsgaard og Carl Salomonsen, Overkirurg Tscherning, Dr. Leopold Meyer, Dr. Philipsen, Dr. Levysohn m. m. fl.

Men bedre end alle disse repræsentative Navne fortalte Kransene paa Kisten om den Hengivenhed, Professor Brandes vandt sig paa sine rette Virkefelter.

Her Var Kranse fra "Kvindelig Hjælpeforening", fra "Foreningen for kvindeligt Haandarbejde", fra Funktionærerne paa "Almindeligt Hospital" og fra Lægerne sammesteds, fra Funktionærer og Læger paa Frederiks Hospital, fra "Lemmekoneforeningen paa Almindeligt Hospital", fra Sygeplejersker og Plejemødre paa Kommunehospitalet, fra Sygehjemmets Medlemmer og Bestyrelse ov. osv.

- - Efter at et Kor havde afsunget Davids 16de Salme "Naar ikkun du, du evighøje, bestandig mig for Øje staar", traadte Rabbiner Simonsen frem for Kisten og talte overmaade smukt og hjærteligt om den døde, en Mand, ved hvis Grav alle tilstedeværende uden Hensyn til Alder og Kaar, til Troesbekjendelse og Livsanskuelse, vilde kunne enes i Taknemmelighed og mindes ham i Kjærlighed, som hans eget Liv havde været viet til Kjærlighed og var baaret frem af Herrens Velsignelse. 

- - Efter Talen reciterede Kantor Simon det jødiske "Hazur tomin", hvis hebraiske Strofer klang sært højtideligt og alvorligt gjennem det lille Kapel.

Og derefter afsang Hr. Sanglærer Albert Meyer et Farvel, som en ung Kvinde, Meldem af "Sypigeforeningen", havde skrevet til den døde.

- - -  Sangen ledsagedes af dæmpet Orgelspil. Det var Hr. Operarepetitør Levysohn, der sad ved Orgelet.

Saa bares Kisten ud af Kapellet af tolv yngre Læger. Hastig sænkedes den i Graven, medens endnu en af Davids gamle Salmer, sunget i det fri, lød hen over Kirkegaarden i den raakolde Høstluft.

Og hastig skyndte sig saa det travle, repræsentative Følge tilbage til den travle By.

En og anden gammel og fattig Stakkel blev dvælende lidt længere med vaade Øjne, med Hænderne foldede i ydmyg Bøn ved Graven.

(Dannebrog (København)  24. september 1894).

Brandes' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ludvig Israel Brandes

En Hundredaarsdag.

I Morgen for hundrede Aar siden kom den bekendte Læge og Filantrop L. I. Brandes til Verden i et rigt og anset Hjem i København. Lægen Brandes staar vel nok noget blegt for det nulevende Slægtled, men "Sygehjemmets"s Stifter kender de fleste - det er hans Buste som staar der uden i Haven paa Rolighedsvej.

Sygehjemmet, der blev til i 1859, er vel nok Brandes' Hovedværk, der har gjort hans Navn kendt ogsaa i Udlandet, hvor man efter dets Mønster har oprettet lignende Hjem for ensomme, syge, gamle. Men det er dog langtfra hans eneste fortjenstfulde Værk. Ogsaa for saa meget andet godt og værdifuldt bør den udmærkede, varmhjertede Læge mindes paa Hundredaardsdagen. Brandes var ikke blot en for sin Tid fremragende Læge, men en fremsynet, iderig Mand, hvem vi skylder adskillige Reformer.

Han blev medicinsk Kandidat i 1845 og rejste straks til Paris for at studere. I 1848 blev han Licentiat med. og to Aar efter Dr. med. Hans Disputater om den gonorroiske Ledsygdom og Øjenbetændelse var originale og selvstændige Arbejder, der rummede Iagttagelser af blivende Værdi, som ikke før var beskrevet i Litteraturen. Efter at have været Reservelæge paa Alm. Hospital og Frederiks Hospital, blev han 1863 Overlæge pasa Alm. Hospital, hvor han virkede ogsaa efter at Hospitalet var flyttet til Nørre Alle fra Amaliegade lige til sin Død i 1891. Han var en usædvanlig dygtig, human og omhyggelig Overlæge, som ikke blev staaende ved den gamle Sygdomsbehandling, men med Iver prøvede nye Lægemidler og aabnede de praktiserende Læger Adgang til sammen med ham at underkaste Patienter med vanskelige Diagnoser en omhyggelig Observation paa hans Hospital. Blandt andet var han ogsaa en af de første, som havde Blikket aabent for Betydningen af den psykiske Behandling. I Sammenhæng med disse hans fremsynede og ideelle Bestræbelser for at højne Lægekunsten, maa man se hans Iver for at fuldkommengøre Lægernes naturvidenskabelige og praktiske Uddannelse og for at reformere Sygeplejen. Han var den første, som slog til Lyd for at faa Hospitalernes uuddannende "Stuekoner", som kom fra Samfundets lavere Lag, erstattet med Damer fra de dannede Klasser. Hvor svært det var, kan man bl. a. læse om i Ida Johnsens Erindringer ("Mellem to Tidsaldre"), der ogsaa giver et livfuldt Bilede af Brandes' Karakter, men det lykkedes ham at føre Tanken ud i Livet, og tyve Aar efter at han havde fremsat sine Reformplaner paa Naturforskermødet i 1872, var de gennemført paa alle Hospitaler.

Brandes skal ogsaa mindes som Sygekassesagens Fader her hjemme. Da han fremsatte sit Forslag om Oprettelse af Sygekasser i "Medicinsk Selskab", rystede man paa Hovedet ad denne Mand, der var saa langt forud for sin Tid, men han dig dog dannet "Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere", der voksede sig stor og stærk og blev Forbillede for de senere Sygekasser, som nu har erobret hele Befolkningens bredere Lag og spiller saa uhyre en Rolle. Undvidere undfangede han Ideen  om Oprettelse af Vuggestuer og Børneplejeforeninger og kastede sig i Brechen for mange andre sociale Spørgsmaals Løsning, f. Eks. Drikfældigheden.

Brandes Hjerne hvilede aldrig, og han sparede aldrig sine Kræfter naar det gjaldt humane Spørgsmaal. Hans Idérigdom og Ildhu smittede idle, og han forstod at rive dem med sjg, som han vidste kunde hjælpe ham. Aldrig var han bange for at sige sin Mening i kraftige Ord, naar det gjaldt en Hjertesag. og man har mange frasagn om hans heftige Sind i visse Øjeblikke, men hans Retfærdssans svigtede ham aldrig, og havde han en enkelt Gang forløbet sig, var han ikke for stor, eller rettere sagt stor nok til at give en uforbeholden Undskyldning til den. han havde forurettet. Paa Bunden var han en fin, taktfuld og beskeden Mand. der tegner et smukt Billede af sig selv i sit skrift "Mine Arbejders Historie" som saa lyset i 1891. Hele sit Liv ofrede han for andre og navnlig for de fattige. de syge, de ensomme og de gamle. Men han havde til Gengæld, inden hans varme gode Hjerte ophørte at slaa, den (da-de at se de fleste at sine smukke Tanker spire og sætte Frugt, som kom ikke blot Samtiden, men ogsaa Eftertiden til Gode.

Andre rejste ham et Monument i Sygehjemmets Have, men  selv satte L. I. Brandes sig et Minde varigere end Bronzen et Minde som aldrig skal dø. 

Dr. J.

Nationaltidende 26. oktober 1921. 

Vor store Filantrop og hans Sygehjem.

Det er idag 100 Aars Dagen for L. I. Brandes' Fødsel.

Venner af hans Gerning vil grundlægge et "L. I. Brandes' Mindelegat".

Det nye Kjøbenhavns Sygehjem, under Opførelse i Ordrup.

Idag for 100 Aar siden fødtes Ludvig Israel Brandes - den ældre Generation vil ikke spørge om, hvem han er. Han var det tilbagelagte Aarhundredes største danske Filantrop.

L. I. Brandes filantropiske Livsgerning blev forøvrigt indledet gennem en Artikel i dette Blads Spalter. Den senere saa kendte Overlæge ved Almindelig Hospital slog gennem denne Artikel til Lyd for, at der her i Byen blev oprettet en Institution lig den, han havde set i Paris - la Créche, Krybben - en Anstalt, hvor Mødrene kunde anbringe deres Børn, medens de gik paa Arbejde. Og han fik straks en Del Bidrag til Sagens Fremme, og kort Tid efter oprettedes den første Vuggestue.

L. I. Brandes.

Det er ikke Meningen her at skildre, hvorledes det gennem Aarene lykkedes L. I. Brandes at skabe de store, praktiske Resultater indenfor Filantropiens Rammer. Vi vil kun paa denne Dag sige nogle Ord om Kjøbenhavns Sygehjem, ikke blot fordi dette Resultat af hans Arbejde stod hans Hjerte nærmest, men ogsaa fordi Sygehjemmet netop i denne Tid bar Krav paa offentlig Opmærksomhed.

Ogsaa Kjøbenhavns Sygehjem blev til efter en forudganende Agitation i "Berlingske Tidende". Det ligger saa langt tilbage som 1852. Da offentliggjorde han en Række Artikler her i Bindet om "den offentlige Understøttelse i Kjøbenhavn for Syge af Middelstanden", og han fremhævede deri, at Almindelig Hospitals Lemmestiftelse var det eneste Sled, hvor de uhelbredeligt Syge af Middel- og Embedsstanden kunde plejes, og han skildrede den Kamp, saadanne Ulykkelige førte, for at ende deres Dage paa Lemmestiftelsen. Straks efter, at Arliklerne var sluttede, begyndte der at komme Bidrag ind til Oprettelsen af en Institution, hvor den nævnte Klasse Mennesker kunde søge Tilflugt, og i Maj 1859 stod Kjøbenhavns Sygehjem, bygget paa Ejendommen "Rolighed"s Grund ved Rolighedsvej, færdig til at tages i Brug af en Skare, særlig alderdomssvage. Mennesker, der glade hyggede sig i det store Bygningskompleks med de brede Gange og Trapper og med den prægtige Have ud mod Aaen.

Kjøbenhavns Sygehjem har gjort en god Gerning i vort Samfund. Men desværre trues Virksomhedens Fortsættelse, netop som det tegnede til, at Institutionen ved at flytte til Ordrup kunde virke under større og lykkeligere Forhold. Dit er Krigsaarenes Dyrtid og en ufordelagtig Handel med Staten, der har ført til Hjemmets i Øjeblikket sørgelige Stilling. Krigsaarene gav Hjemmet et Underskud paa en halv Million Kr., og da man kom igang med Byggeriet i Ordrup, viste det sig, at man ikke kunde opføre det nye Sygehjem for mindre end 2 Millioner, skønt man foreløbig kun tilstræbte at skaffe Plads til 75 Beboere - Hjemmet paa Rolighedsvej har Plads til 113. I 1918 overlod man Staten Ejendommen paa Rolighedsvej for 1,375,000 Kr. - kun 15 Kr. pr. Kvadratalen, uden at der blev regnet noget for Bygningerne. Som Bestyrelsens Formand, Oberst Grut, har oplyst for os, har Hjemmels Ledelse forsøgt at faa Staten til at give et Tilskud til Købesummen, men man har faaet et Nej. Man har ogsaa faaet Afslag hos Kjøbenhavns og Frederiksberg Kommuner, da man bad om et aarligt Tilskud. Det eneste Haab, der er tilbage for Restyrelsen, er, at Staten vil bevilge et Byggelaan paa 400,000 Kr., som man har ansøgt om. I modsat Fald, siger Oberst Grut, maa man standse Byggeriet i Ordrup - man vil ellers komme til at staa overfor den Kalamitet, at man ikke kan betale Haandværkerne. Og saa maa man overlade det til det Offentlige al tage sig af de Gamle.

Endnu et Haab er der dog. Venner af L. I. Brandes Gerning er virksomme for at grundlægge et Mindelegat paa hundredeaarsdagen idag, og dette Legat skulde da Sygehjemmet i første Række nyde godt af. Forhaabentlig lykkes det at skaffe Kapital til et saadant Fond. Vi medgiver Tanken vor varmeste Anbefaling og modtager gerne Bidrag til dette Øjemed ud fra den Anskuelse, at det vilde være i mange Henseender meningsløst, om det store Sygehjemskompleks paa Ordrupvej 32, der er godt paa Vej til at blive fuldført under Arkitekt Gotfred Tvedes kyndige Ledelse, ikke nogensinde skulde blive taget i Brug af den i høj Grad samfundsnyttige Institution, som L. I. Brandes skabte. 

J. F. M.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1921).

Københavns Sygehjem blev oprettet på Rolighedsvej 23. Bygningen blev opført 1857-59, tegnet af arkitekt H. C. Stilling. Det flyttede 1922 til Ordrupvej 30 i Ordrup og hedder nu Holmegårdsparken. Busten af Brandes på Rolighedsvej blev afsløret i 1896. Brandes fik en vej opkaldt efter sig på Frederiksberg.

L. I. Brandes var farbror til Georg Brandes. Georg Brandes nævner ham i sine erindringer (Levned...) ved en episode hvor han mødte en dansk gesandt i Berlin, der spørger ham: "Er De Dr. B., den bekendte Dr. B.?" - Jeg svarte, at hvis han ikke dermed mente min Onkel Lægen, var det mig. 

Han deltog som feltlæge i krigen 1848-1851.

Frihavnen. (Efterskrift til Politivennen)

I Dag aabnes Københavns Frihavn - uden Højtidelighed, fordi vi her absolut skal stille vore store borgerlige Foretagender i Skygge af Sørgefloret om det russiske Kejserflag. Det betydeligste nationale Foretagende, der i mange Aar er gennemført til Fremme af Landets og specielt Hovedstadens Velfærd, listes ind i Livet i en Stilhed, der er lige saa meningsløs i sig selv som skadelig, fordi den Reklame, en knaldende Aabningsfest vilde være, ikke kunde andet end gavne ved at lede Udlandets Opmærksomhed hen paa, at nu, netop mm var vi færdige til at modtage den Trafik, der skal gøre Frihavnen rentabel og fremme Forretningslivet i vor By.

Frihavnen er omtalt saa ofte her i Bladet, at en indgaaende Skildring af dens Tilblivelse og Hensigt er unødvendig. Vi resumerer derfor dens Historie til Dato kort:

Det første Forslag om Frihavnen kom frem i Landstinget - fremsat af Indenrigsminister Ingerslev - i Samlingen 1889-90, og den zi. Marts 1891 var det vedtaget af Rigsdagen i en noget ændret Skikkelse. Kort efter begyndtes Anlæget, der nu staar færdig, og den 27. April 1892 fik det under Etatsraad Glückstadts Ledelse dannede Aktieselskab Koncession paa Frihavnens Drift for et Tidsrum af 80 Aar.

Samtidig med Havnens Bygning anlagdes de Jævnbanespor, der forbinder Havnen med Byen og det øvrige Land. Med en Bekostning af nogle og tyve Millioner Kroner er man naaet saa vidt, at man i Dag kan modtage de første Skibe i det vidtløftige Anlæg, en Kendsgærning der bekendtgøres derved, ai Aviserne bringer Artikler om Anlæget og Etatsraad Glückstadt, efter at Havnevæsenet har afleveret forskellige Dokumenter til ham angaaende Havnens Overlevering til Selskabet, hejser Flag paa dennes Hovedbygning.

Det vidtløftige Kompleks af Bygninger, Basiner, Kajer og Landarealer er hermed etableret som en lille Stat i Staten, et Sted, hvor Handel Og Vandel rører sig frit uden saa meget som en Tolders Mellemkomst. De 110 Tdr. Land, Frihavnen danner er et lille Rige for sig selv, hvor alle Nationer har lige frit Kørind og -ud med deres Varer. Her kan rejses Fabriksanlæg, oplægges Varer og drives Omsætning, ganske uden Hensyn til de Byrder, der paa den anden Side det dobbelte Gitter omkring Arealet, hviler paa Varer og Arbejde.

Københavns Frihavn er et Arbejde, der har vakt Opmærksomhed overalt i Evropa. Kun i Hamburg har man noget tilsvarende, og der er næppe Tvivl om, at den vil drage en ganske betydelig Trafik til sig. Under alle Omstændigheder er den et smukt Vidnesbyrd om, at der endnu er Foretagelsesaand herhjemme, og at det er Snak, naar det siges, at vi altid sover og aldrig kommer med i det borgerlige Fremskridt før tyve Aar efter andre. Frihavnen er et godt Skridt forud for de fleste Fremmede. Maatte den nu blot svare til Forventningerne.

Et herværende Organ var i sin Tid saa vittigt at misforstaa Havnens Opgave saaledes, at det protesterede mod fremmede Skibes Indfart i den. Frihavnen skulde alene være Danske forbeholdt. I Dag ønsker sikkert de Fleste, at det første Skib, der løber ind mellem de lange Kajer, saluteredes trods nogen Polarstjerne

(København 9. september 1894).

Politibrutalitet. (Efterskrift til Politivennen)

En Betjent skamferer en svagelig Mand. Modbydeligt Prygleri. Politibetjente og Bøller. Hvis er Skylden?

Vi fortalte forleden om et Tilfælde, hvor en Borger blev arresteret, fordi han anklagede en Politibetjent for Myndighedsmisbrug, og derefter blev arresteret.

I Dag præsenterer vi et andet Tilfælde af Brug eller Misbrug af Myndighed, der i sine Enkeltheder er lige saa betegnende som modbydeligt.

Tilfældet foregik i Jægergade paa Nørrebro, i et af Københavns mest udprægede Arbejderkvarterer. Vi gik ud for at undersøge Sagen, hvorom vi havde faaet underhaands Underretning, og kom op i Ejendommen Nr. 5 i Jægergade, ad en mørk og snavset Trappegang, helt op til Kvisten.

Vi kommer ind i en lille Stue, der er tarvelig men proper; bagved den ligger Sovekammeret, I Sengen dér ligger en ældre, svagelig udseende Mand; det er Arbejdsmand Jens Lorentz Hansen.

Han løfter mat Hovedet fra Puden, da vi kommer ind; og da vi meddeler Grunden til vort Besøg. fortæller han med svag Stemme:

"Jeg er Arbejdsmand, 57 Aar gammel, i den sidste Tid har jeg været arbejdsløs, fordi jeg ikke har Kræfter nok til det strænge Slid; for nogen Tid siden fik jeg knust mit ene Ben, og jeg lider af Nervegigt i begge Arme, derfor kan jeg ikke forsørge min Familje paa den Maade, jeg kunde ønske.

Saa i Mandags havde jeg Besøg af et Par gamle Venner, og vi drak en Del Glas sammen, - Brændevin var det, for vi har ikke Raad til andet. - Kan være, det er gaaet mig lidt til Hovedet, for da Kammeraterne gik Kl.3 om Eftermiddagen, blev jeg hidsig, fordi min Kone bebrejdede  mig, at jeg havde siddet og sviret, og kom maaske med Bemærkninger i en mere truende Tone, end de var ment.

Min Kone blev imidlertid bange og løb ned paa Gaden og hentede Politiet - "

"Ak Gud, ak Gud," afbrød Konen med Taarer i Øjnene og rystede fortvivlet paa Hovedet, "blot jeg ikke havde gjort det, jeg fortryder det saadan, men jeg var saa overilet."

Betjenten prygler Manden

"Lidt efter," fortsætter Manden, "kom Betjenten herop; det første han spurgte om var, om vi havde modtaget Fattighjælp, og da vi maatte tilstaa dette, sagde han, at jeg "Satan knuse" ham skulde komme paa Ladegaarden."

"Hvad Numer havde den Betjent?" spurgte vi.

"Det lagde jeg ikke Mærke til; men jeg véd, han hedder Petersen, og er Vicevært i en Ejendom paa Nordvestvej; han har Post her i Kvarteret."

"Hvad skete saa videre?"

"Han beordrede mig til at staa op af Sengen, paa hvilken jeg havde lagt mig, og da jeg ikke øjeblikkelig efterkom denne Opfordring, slog han mig et Par Gange med flad Haand i Hovedet.

Saa stod jeg op og fulgte med ham ud paa Gangen, der fortalte han, at jeg skulde paa Stationen, jeg sagde saa, at jeg ikke vikle gaa, for jeg havde faaet mine Træsko paa, og da han derpaa greb mig i Benene for at trække mig ned ad Trappen, satte jeg mig - irriteret som jeg var bleven - til Modværge, skønt den var ikke stærk." sagde han med et mat Smil og stak en kraftløs, mager Arm frem.

"Saa blev Betjenten som rasende; han drog Staven mod mig gamle Mand, og gennempryglede mig saadan, at jeg sank stønnende om paa Trappen.

Et oprørende Syn.

"Ja," sagde Konen, "de andre af Husets Beboere, der kom til, blev meget opbragte over Betjentens Brutalitet; da jeg i min Angst raabte: Lad vær at slaa min Mand saadan, svarede han: "Hold Kæft, Kælling", og til min voksne Datter, der brast i Graad over den Behandling, hendes Fader fik, hvæsede han: 

Hvad tuder Du for?«

"Ja," sagde den Mishandlede, "det er rigtigt, og her skal De se, hvorledes han har slaaet mig." og han trak sin Skjorte ned fra Overkroppen. 

Vi troede det næsten ikke muligt: Fra Skulderen og ned over Ryggen strakte sig en bred. blodunderløben Stribe, vel en tre Tommer lang, øjensynlig frembragt af Politistaven; paa højre Arm havde han to Saar, dækket med størknet Blod, og af Omfang som en To- og Enøre.

"Og her skal De se," sagde Konen, og viste os en Skjorte, hvis højre Ærme var plettet i stort Omfang med Blod, "det var den, min Mand havde paa den Aften."

Vi væmmedes uvilkaarligt ved Synet og spurgte videre: "Saa fik De vel Lov til at gaa."

"Ak nej, jeg maatte spadserere med til Stationen; der fik jeg Lov at sidde en Time, saa gav de mig fri. Jeg har ligget i Sengen siden da; i Gaar kunde jeg slet ikke røre mig; i Dag er det blevet en Kende bedre" - - -

Saaledes talte han og sank mat tilbage i den haarde, fattige Seng, mens hans Hustru stod og stirrede paa ham med fugtige Øjne.

Hvorfor er Betjentene ofte raa ?

Man maa uvilkaarligt spørge sig selv om det er muligt, at Politiet kan behandle en Borger paa denne oprørende Maade. Og det synes desværre at være saa; Mandens og Konens Udsagn stemmede fuldt ud over ens, og der er flere Vidner til det passerede.

- Vi har før paa indtrængende Mande paatalt den Optræden, Politiet ved mange Lejligheder udviser overfor Borgerne; vel ved vi, i at der i Korpset er mange intelligente og rettænkende Betjente, men sikkert, er det ogsaa, at man der kan finde Folk, der rettes burde have deres Plads blandt Brøndstrædekvarterets Bøller og Slagsbrødre; Bønderkarle, der lige er hentet herind fra Tærskeloen og Møddinggruben, og som har set saa længe paa de blanke Knapper, der pryder deres Uniform, at de fuldstændig er bleven hypnotiserede af Glansen og tror, de er nogle Allerhelvedeskarle, for hvilke hver Mand skal krybe i Støvet, og vover nogen at mukke, mener de at være i deres gode Ret til at slaa ham fordærvet.

Naar man erfarer disse Udslag af grove og brutale Betjentes plumpe Raahed, skulde man tro, man levede i Rusland under Peter den Stores Regimente.

En stor Del af Skylden falder selvfølgelig paa Politidirektøren, fordi han ikke bedre forstaar at vrage og vælge mellem de Folk, han antager til Borgernes Beskyttelse.

Ary Bob.

(København 7. september 1894).

En Millionærs Døtre. (Efterskrift til Politivennen)

For mange år siden stod en lille snavset og laset avisdreng i et stort New Yorkerblads aviskontor. Fuldmægtigen spurgte ham barsk: "Hvad vil du, dreng?"

"Jeg vil tale med chefen", lød Svaret, hilst af hele kontorpersonalet med en lydelig latter.

"Hvad vil du chefen?"

"Jeg har en forretning til ham - en stor forretning!"

I Amerika følger man det fornuftige princip at høre på ethvert menneske, der har noget på hjerte, thi man kan jo aldrig vide, om ikke den dummeste eller yngste tilfældig er kommet på en god Idé, der kan udnyttes.

Få minutter efter at ovenstående samtale var til ende, stod den lille luvslidte avisdreng foran sin hovedrige chef, hvem han meddelte de erfaringer, han havde samlet under avisernes omdeling, og forklarede en plan, som absolut ville fordoble abonnenternes antal.

Chefen syntes om idéen, den blev prøvet, slog an, og den lille avisdreng tjente i et ar ved den - 1000 pd. sterling = 18,000 kr. Det lille forretningstalent hed William Barrison, og dette navn skulle ikke længe forblive ubekendt.

Med næsten uhyggelig hast klatrede Barrison op ad rigdommens gyldne stige. Han forlod snart bladet, arbejdet ved dette førte ikke hurtig nok til målet og man blev i det højeste kun en lille millionær ved den slags foretagender. Derimod kastede han sig over sølvbjergværksdriften, satte sine midler i sådanne foretagender og blev snart en af kongerne på det amerikanske sølvmarked.

Barrison giftede sig med en kunstnerinde, en af dc mest fortryllende soubretter i New York, og fik i sit ægteskab 8 døtre, der alle arvede moderens kunstneriske anlæg. Som det sømmer sig millionærdøtre fik de en fortrinlig opdragelse, og det var ikke blot deres ånd, men også deres legemer, der blev udviklede og uddannede. De 5 søstre Barrison blev snart bekendt som de dygtigste af alle New Yorks rige damer i ridning, fægtning, svømning og dans.

Men så brød ulykken pludselig og aldeles uventet ind over familien. William Barrison der havde mistet sin hustru, indlod sig grebet af en fuldstændig spekulationsfeber, på dumdristige spekulationer, og han befandt sig ved sølvkrisens udbrud i en meget kritisk stilling. Det umulige, det ufattelige, at Barrison skulle gå fallit, skete nu, og en morgen fandt man ham i hans arbejdsværelse med et skud gennem hovedet.

Hans 5 smukke døtre stod nu alene i verden, henvist til selv at fortjene det daglige brød. De besluttede da at vise deres talenter, som de hidtil kun havde dyrket for fornøjelse, for publikum, og debuterede som sanger- og danserinder i New York. Her, hvor alle kendte dem og deres skæbne, var succes'en fuldstændig, og lykken og bifaldet fulgte dem også rundt i Europa, både i Paris og Berlin. "Barrison-Kvintetten" henrev overalt, hvor den viste sig. Publikum ved sin sang og dans, og de 5 søstre har nu vundet deres nye kald kær, og besluttet ikke så snart at gå fra hverandre.

At dette er alvorlig ment, ser man af, at da den unge franske hertug af D . . . ce friede til en af dem, fik han en kurv.

Og nu synger og danser den fordums amerikanske millionærs døtre sig hæder og guld sammen på storstædernes scener.

(Fyns Avis)

(Roskilde Dagblad, 26. august 1894)

Barrison Sisters. Gertrude, Sophia, Lona, Olga og Inger. Theatermuseum Wien. Gustav Liersch & Co. CC BY-NC-SA.

"Lona" Abelone Maria (1871-1939)

"Olga" Hansine Johanne (1875-1908)

"Sophia" Sofie Kathrine Theodora (1877-1906)

Inger Marie (1878-1918)

Gertrud Marie (1881-1946)

Emigrerede til USA 1886. Wilhelm Ludvig (William) Fleron (1858-1935), gift med Lona 1893.