Arbejderliv. En Syg i Smuds og Pjalter. (Efterskrift til Politivennen)

Af Husbeboerne i Nr. 78 i Ny Stormgade, lige for Kvægtorvet, blev vi gjort opmærksom paa, at der i Ejendommens Kvistetage bor en fattig Familie, Arbejdsmand Hans Nielsen med sin syge og sengeliggende Hustru og 4 Børn i Alderen fra 1 Aar til 10 Aar. Familien er nedsunket i den usleste Elendighed og Nød og lever i Smuds og Pjalter.

Vi gik derop. Da vi aabnede Døren, slog en kvælende Atmosfære os i Møde fra det skidne, stinkende Værelse, hvor den syge Kone ligger. Vi ser mellem Aar og Dag paa vore Besøg hos Fattige mange ulykkelige Forhold, men vi har hidtil ikke været Vidne til noget lignende. Lejligheden bestaar af 2 smaa Kvistkamre. I det forreste fandtes en gammel Fyrretræs Kommode og en Pakkasse. I det andet stod den Syges og Børnenes Seng og et Bord - det et hele Møblementet. Ikke saa meget som en Stol at sidde paa! Den syge Kone laa i noget fedtet, skident Sengetøj, der ikke yder hende tilstrækkelig Varme, Børnene maa om Natten hvile i Klude og Halm, og Manden bar intet andel Natteleje end nogle Sække paa Gulvet.

Og midt i disse triste Omgivelser stod de 4 stakkels Børn, forsømte og skidne i den Grad, at deres Krop, Ansigt og Linned var som malet over med Sod og gammelt Smuds ...

Den syge Kone fortalte os sin sørgelige Historie. Familien kom hertil fra Landet, hvor de ikke kunde klare sig, for at søge Arbejde her i Byen, og Manden var saa ogsaa heldig at erholde Beskæftigelse paa Magistratens Stenplads til en Dagløn af 1 Kr. 65 Øre. Med denne knappe Fortjeneste kneb det svært, særlig da Børnene blev syge. Men værre blev det, da Konen for 3½ Maaned siden blev angrebet af en hæslig Gigtfeber, der siden har holdt hende paa Sygelejet. Den tilkaldte Læge opskrev forskellig Medicin og Pulvere, der beløb sig til 1 Kr. 55 Øre, men da Medicinen blev opbrugt hver anden Dag og altsaa skulde fornyes, kunde Daglønnen, 1 Kr. 65 Øre, ikke strække til. De maatte renoncere paa Medicinen for ikke at sulte ihjel.

For en Maaneds Tid siden fik Manden det Tordenbudskab, at han var afskediget tilligemed 15 af frue Kammerater. Sommerens travle Tid var forbi, og han stod nu arbejdsløs. Det lykkedes ham vel af og til at skaffe sig en Dags Arbejde hist og her, men ofte havde de ikke en Bid Brød. Stadig laa Konen syg og hjælpeløs.

Saa for en Uges Tid siden fik han Plads hos en Kulhandler. Lønnen er 5 Kr. om Ugen og Kosten. Arbejdstiden er fra Kl. 6 Morgen til Kl. 9 Aften. Manden kan altsaa ikke nu sige, at han er arbejdsløs, men dog lider Familien Mangel. Naar der trækkes 2 Kr. 25 Øre fra til Huslejen, saa er der til Rest 2 Kr. 75 Øre eller ca. 39 Øre pr. Dag. For dette Beløb skal Konen og de 4 Børn klare sig - det bliver knapt 8 Øre til hver. De kan spise et halvt Rugbrød om Dagen, det er 38 Øre, saa er der kun 1 Øre til Rest til alt det øvrige. En enkelt Dag stryger de den halve Brødration, og for det derved sparede Beløb laver den 10 aarige Dreng saa "Middagsmad", der bestaar af kogte Kartofler og lidt smeltet Fedt. Det lille 1-Aars Barn blev straks ved Moderens Sygdom, altsaa knapt 9 Maaneder gammel, taget fra Brystet, og har siden maattet undvære Mælk! . . .

Altsaa Rugbrød og Vand - det er Kosten baade for den Syge, for Børnene og for den lille Stakkel, der ved denne mangelfulde Ernæring bliver et sikkert Bytte for engelsk Syge, Kirtler osv., og dets bleggustne, udtærede Udseende fortalte ogsaa tydeligt nok om hvilke Savn det maa lide.

Konen har under sit Sygeleje været saa angrebet, at hun ikke har kunnet røre Hænderne, der svulmede op. Hun sendte atter Bud til Lægen, og fik den Besked, at hun blot skulde vedblive med den gamle Medicin. En blodig Ironi! Rescepten lyder paa en Æske med 6 Pulvere til 90 Øre (der bruges 3 Pulvere om Dagen), og en Flaske Mikstur til 65 Øre, der begge Dele kun strækker til til 2 Dage - men hvor skulde de Penge komme fra? . . .

Nu har vi saa ofte i "Social-Demokraten" beskrevet Forholdene hos de Syge, vi har besøgt og som i de fattige Hjem lider Nød og Mangel. Ogsaa Lægerne ser selvfølgeligt en Mængde af den Slags Tilfælde - men de tier! Eller har man nogen Sinde hørt, at en Læge har taget Ordet gennem Pressen for at gøre Offenligheden bekendt med, at blandt hans Klienter findes der ulykkelige, som henligger uden Forplejning, uden Tilsyn i usle Hjem og uden Penge til at anskaffe sig blot den nødvendige Medicin?

Har nogen hørt Lægerne udføre en saadan Kærlighedsgærning - for vi har ikke! . . .

Enhver Kvinde maa kunne forestille sig den Syges Tilstand efter i 14 Uger at have ligget til Sengs uden Renlighed, Tilsyn eller Pleje. I den Tid er Lejligheden ikke rengjort og Børnene ikke vasket - Linned til at skifte har de jo ikke. De kommer om Morgenen skiden ud af Halmen og kryber om Aftenen endnu mere skiden i den igen. I dette lange Tiderum har ikke et Vindue været aabnet, og i den indelukkede, kvalme og usunde Atmosfære har de saa mindste Børn stadig maatte opholde sig - ikke én Dag har de været ude i den friske Luft . . .

Paa vore Forespørgsler hos Ejendommens Beboere om Familien fik vi meget tilfredsstillende Oplysninger. Konen havde før sin Sygdom været proper og holdt baade Hus og Børn rene, og Manden var arbejdssom og ædruelig, og Beboerne erklærede, at det vilde være en Velgærning mod Familien, og navnlig mod de smaa Børn, om nogen vilde hjælpe dem. - - -

Enhver, der føler Interesse for de ulykkelige og lidende, kan i Ny Stormgade 78 lære at kende et sørgeligt Billede af Arbejderliv.

(Social-Demokraten 26. september 1891).

Ny Stormgade skiftede i 1897 navn til Sønder Boulevard.

Forfølgelser mod Fagforeningerne. (Efterskrift til Politivennen)

I

I den sidste Uge har "Avisen" og dets Aandsfrænde "Morgenbladet" anstrængt deres Hjærner med at udfinde et Middel, hvorved det blev muligt for Kapitalisterne og Arbejdslederne, at blive fuldstændig eneraadende ved Fastsættelsen af Lønnen og øvrige Arbejdsbetingelser.

Det er just ikke noget Nyt, der her spekuleres paa, særlig har "Avisen" i en Række af Aar forsøgt sig med forskællige Midler, men uden Held. Det ny i Situation er kun, at det nu har faaet "Morgenbladet" som Vaabendrager, og at samme Blad, for at vise sin Iver i den ny Tjeneste, er nok saa reaktionært som dets nye Herrer.

Vi skal ganske kort erindre om de Midler, der hidtil har været bragt i Forslag og delvis gennemført. Først var der Oprettelsen af Skruebrækkerforeninger. Denne Opgave overtoges af "Værnet", men er imidlertid falden saa ynkelig ud, at denne samme Forening nu er reduceret til, at skaffe Sommerhaver til de smaa Kapitalister. Dernæst Hr. Frederik Hansens Forslag om at kaste alle Fagforeningsmedlemmer paa Gaden og lade dem prøve Sultepisken. Det blev forsøgt med Smedene i 1883, men da den egenlige Generalprøve skulde afholdes i 1889, revnede Mesterkompagniet og hele Planen røg i Lyset.

Senere raabte man fra samme Side paa, at Statens Værksteder skulde ryddes for Fagforeningsmedlemmer, men til Trods for, at Bahnson ogsaa gjorde et Forsøg ved at afskedige Folk fra Harms Værksteder, blev Partiet dog bange for sine egne Skraal, og ved et Møde i "Kæden" for ca. 1½ Aar siden maatte Frederik Hansen sluge sit eget Barn i en taaget Resolution.

Alle disse direkte Angreb paa Arbejderne har altsaa ikke ført til noget. Derfor tog man fat med Kongens Foged og Domstolene, og i de sidste Par Aar har det ligefrem regnet ned over Arbejderne, deres Organisationer og Presse, med Fogedforbud og Erstatningsdomme. Efter den fuldbyrdede Sammensmeltning er Kapitalistpartiet bleven større og føler sig selvfølgelig ogsaa stærkere, saa meget mere, som det lader til, at de ny Heste trækker ganske villig i Tøjet.

Under disse Omstændigheder synes Partiet, at det gaar for langsomt med Reaktionen; de vilde helst lukke Butiken med et Smæk, og derfor spekuleres der nu paa at faa Fagforeningerne umuliggjort ved at forlange Erstatninger af disse for de ved Strejker formentlig opstaaede Kontraktbrud.

Vi kan hurtig blive mig om, at hvor to fri og nogenlunde lige Parter indgaar en Kontrakt med hinanden, da bør ingen vilkaarlig bryde denne uden at erstatte den anden Part den Skade, som derved paaføres ham.

Nu er Forholdet imidlertid det, at en Arbejdsleder og en Arbejder ikke er to lige Parter. Arbejdslederen er enten selv Kapitalist eller Repræsentant for Kapitalen. Han sidder inde med de Midler, som det er nødvendigt for Arbejderen at komme i Besiddelse af for at kunne leve. Arbejderen har ganske vist Frihed til at undslaa sig Arbejdskøberens Betingelser, men han mister samtidig Adgangen til Erhverv. Arbejdskøberne derimod kan henvende sig til en anden Arbejder, der staar paa lige Forhold med den første; nægter denne ogsaa at gaa ind paa hans Betingelser, kan han i de fleste Tilfælde lade Arbejdet hvile, indtil Arbejderne er bleven tilstrækkelig sultne, saa man paa den Maade godt kan sige, at det er Arbejdskøberen, der bestemmer Kontraktens Indhold, og Arbejderne, der nødtvungent gaar ind paa den. En saadan Kontrakt har ganske vist juridisk Gyldighed, men den kan aldrig være moralsk bindende for den svagere Part.

Denne Følelse af Svaghed paa Grund af den økonomiske Afhængighed har medført Arbejdernes Organisation i Fagforeninger. Bestræbelserne fra disses Side gaar ud paa, at tilvejebringe nogenlunde Ensartethed i Vilkaarene inden for de forskellige Fag. Dette søges opnaaet ved Priskuranter, Løntariffer og øvrige Bestemmelser, enten med den Organisation, der repræsenterer de paagældende Arbejdskøbere, eller med disse enkeltvis. Kan der ikke opnaas Enighed, benyttes Strejken enten i hele Faget eller overfor de enkelte genstridige Arbejdskøbere. Arbejdernes Sammenslutning gør disse mulige, derved, at de tilvejebringer midler til Underhold for de Strejkende og deres Familier, og der er nu indtraadt et Forhold, hvor den enkelte Arbejder ganske vist endnu er afhængige af Kapitalen, men hvor Arbejderne som Klasse betragtet dog kan skuffe sig Medbestemmelsesret ved Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne, for saa vidt de da tilhører Organisationen.

Det er det, der er Kapitalisterne en Torn i Øjet, fordi det begrænser deres Udbytterfrihed noget, og da det ikke lader sig gøre, i hvert Fald ikke for Øjeblikket, at forbyde Arbejderne Retten til Sammenslutning, saa raaber de op om den hellige Kontraktfrihed, som kun betyder Frihed for dem, der har noget, men Tvang for dem, der intet har.

Disse Mennesker betragter absolut den arbejdende besiddelsesløse Klasse som Mennesker, der er skabt alene for, at de Rige kan blive endnu rigere. Denne Klasse skal lyde, og ethvert Forsøg fra denne Side paa at hævde Selvstændighed, betragtes som ligefremt Oprør. Overklassens Love er lavet med det samme Syn for Øje, og derfor er det saa let at faa Arbejderne dømt til Straf, mens det til Gengæld er saa meget desto vanskeligere at ramme Kapitalisten.

(Social-Demokraten 20. september 1891).

Majtoget drager gennem Aarhus. Illustration fra "Det danske socialdemokartis historie fra 1871 til 1921", side 89.

II

Planen gaar ud paa, at gøre Fagforeningerne ansvarlige for Kapitalens Tab ved Strejker under Paaberaabelse af, at Foreningerne er Anstiftere af Kontraktbrud. Efter sin Ordlyd kan dette jo se ret uskyldigt ud, idet man herved kun forudsætter Strejker, der iværksættes for at bryde en bestemt Overenskomst, men disse ere meget sjældne, saa hvis man skulde holde sig alene til saadanne Tilfælde, saa vilde "Morgenbladet" ikke faa megen Fornøjelse af sin ny Teori. Det vil nemlig blive dette Sammensmælter-Organ meget vanskeligt at bevise et eneste Tilfælde, hvor Fagforeninger har været Anstifter af et Kontraktbrud, og foreligger et saadant Tilfælde, kan man være overbevist om, at det er arbejdskøberne selv som har give Anledning dertil.

I de Fag hvor der bestaar en Overenskomst mellem Arbejderne og Arbejdskøbere, er der som Regel truffen Aftale om en bestemt Opsigelsesfrist mellem Parterne, og vi kender intet Tilfælde, hvor denne er brudt fra Fagforeningens Side. Mangler en saadan Opsigelsesfrist, er Forudsætningen, hvad der til Eksempel er godtgjort i de Domme, der er fældet i Sagen mellem Murmester Thomas og hans Svende, at Forholdet kan løses straks enten fra den ene eller anden Side. Og vi er tilbøjelige til at tro, at Arbejdskøberne selv vilde være daarligst tjente, hvis der gjaldt andre Bestemmelser, thi dette vilde medføre en betydelig Indskrænkning i disse Ret til at afskedige Arbejderne, de ikke mener længere at kunne bruge.

Altsaa Stillingen er den, at hvor Fagforeningerne har Overenskomst med Arbejdskøberne, da er der ikke fra Arbejdernes Side forsøgt at bryde denne ved strejker, og hvor en saadan mangler kan der ikke blive Tale om Kontraktbrud, selv vin der iværksættes en Strejke midt i et Stykke Arbejde, lige saa lidt som der er tale om Kontraktbrud, naar Arbejdskøberne afskediger Svendene midt i Arbejdet.

I Modsætning hertil har man Eksempler paa, bl. a. under Snedker-Lockout'en i 1889, at Mestrene ganske vilkaarligt brød indgaaede Kontrakter for at smide Arbejderne paa Gaden, da den store Udsultningsproces skulde foretages.

En lignende Fremgangsmaade kunde tænkes iværksat fra Arbejdernes Side, i det Tilfælde, at flere Mestre i et Fag nægtede at overholde en mellem Fagets Mester- og Svendeorganisation indgaaet Overenskomst, og saa de øvrige Mestre direkte eller indirekte støttede disse Mestre, i Haab om derved selv at blive løst fra deres Forpligtelser i Utide: men i saa Tilfælde var det jo Mestrene og ikke Fagforeningen, der var Anstifter af Kontraktbrudet, og Foreningens Optræden maatte da betragtes som simpelt selvforsvar, noget enhver upartisk Domstol maatte indrømme.

Vi kommer dernæst til en anden Art af strejker, som ofte forekommer i Bygningsfagene paa Grund af den der stedfindende Svindel, og det er de Strejker, der er en Følge af, at Arbejdskøberen ikke opfylder sine Forpligtelser og derved tvinger Arbejderne ud i et Slags Kontraktbrud. I disse Fag gælder den almindelige Regel, at Overskudet af en Akkord skal betales ca. 14 Dage efter at den er færdig. I denne Mellemtid kan Arbejderne ofte have paabegyndt en ny Akkord, men der er vel intet fornuftigt Menneske, der vil forlange, at de skal opfylde denne til Punkt og Prikke, naar det viser sig, at Arbejdskøberen ikke betaler, eller gør Forsøg paa at snyde dem for deres Tilgodehavende. De kan jo risikere, at det vil gaa ligesaa med det sidst paabegyndte Arbejde.

Her kan altsaa heller ikke blive Spørgsmaal om Anstiftelse af Kontraktbrud fra Fagforeningernes Side, men i saa Tilfælde bliver jo "Morgenbladet"s Forslag fuldstændig betydningsløst med mindre det gaar ud fra, at Arbejdskøberne har Ret til at begaa lige faa mange Kontraktbrud de vil, medens der ikke bestaar nogen Ret for Arbejderne til i al Fald at værne sig imod saadanne Forhold.

Værnet herimod er Fagforeningerne, og det er dem "Morgenbl." vil til Livs, derfor foreslaar det sin ny Praksis, at umuliggøre Fagforeningerne, at værne sine Medlemmer mod Overgreb, ved at gøre Arrest i deres Kasser ved en Strejkes Udbrud, under Paaberaabelse af, at der foreligger Kontraktbrud, uden at tage Hensyn til de virkelige Aarsager til Strejken.

Men hvorledes vil "Morgenbl." stille sig overfor de Tilfælde, hvor Arbejdskøberne bryder deres Kontrakter, undlader eller paa Grund af Svindel bliver ude af Stand til at betale Arbejderne, hvad de har fortjent? Er det Meningen, at den Arbejdskøberorganisation, hvortil en saadan Mand hører, skal erstatte Arbejderne det Tab, der paaføres dem ved, at de tvinges ud i Strejke, fordi den paagældende misligholder en almindelig indgaaet Overenskomst?

Hvad der er Ret for den ene, maa jo være billigt for den anden, og der foreligger utallige Eksempler paa, et en Arbejdskøber har antaget Folk til et Stykke Arbejde, og naar dette var helt eller delvist færdigt, nægtet at betale den affordrede Løn. Mener "Morgenbl.", at man i et saadant Tilfælde kan køre op til Lavskassen og gøre Arrest i denne for det Tilfælde, at man ikke tror at kunne faa sit Tilgodehavende hos en saadan Arbejdskøber? Det nytter ikke herimod at indvende, at Lavet ikke er Anstifter af Kontraktbrudet; thi man vil i intet Tilfælde kunde paavise, at Fagforeningerne har forlangt af deres Medlemmer, at de skulde bryde en Kontrakt, og naar Bladet foreslaar Regres til Fagforeningen, fordi et af dens Medlemmer bryder en Kontrakt, saa maa Arbejdskøberforeningen ogsaa hæfte for sine Medlemmers Kontraktsbrud.

Var den Teori gældende, maatte Snedkerne og Stolemagerne jo kunde have lagt Beslag paa Snedkerne efter lavets Kasse, da dette sidste Vinter fuldstændig vilkaarligt foranledigede et stort Antal Snedkermestre til at bryde det da bestaaende Lønregulativ. I næsten og sidste artikel skal vi beskæftige os med nogle Tilfælde, som klart viser, at der praktiseres en Ret for Arbejdskøberne og en ganske anden for Arbejderne.

(Social-Demokraten 22. september 1891)

III

(Sidste Artikel.)

For nogen Tid siden afsagdes der en Dom i 2det Civilkammer i en Sag mellem en Arbejder og en Arbejdskøber, som fuldstændig bryder med den Praksis, der hidtil har været fulgt i alle saadanne Retssager. Retten tog nemlig her Hensyn til en af Arbejdskøberen fremsat ubevist Paastand, medens den ikke vilde høre noget om Arbejderens Paastand og den hidtil gældende Sædvane.

Sagen forholder sig i Korthed saaledes: En Malersvend havde udført Arbejde for en Malermester paa 3 forskellige Bygninger. Paa de to Steder beregnede Svenden sig en Dagløn af 4 Kr. pr. Dag, fordi Arbejdet i Følge sin Natur ikke kunde opmaales, medens han paa den tredie Bygning beregnede sig Akkordbetaling efter den i Faget gældende Prisliste af 1887, som Mesteren paa et tidligere Tidspunkt havde forpligtet sig til at betale efter. Til Overflod paastod Svenden, at han forinden Arbejdets Paabegyndelse udtrykkelig havde spurgt Mesteren om Arbejdet var Akkord, hvortil denne skal have svaret: Ja!

Mesteren benægter dette og paastaar tværtimod, at der er truffen Aftale om, at alt Arbejdet skulde udføres i Dagløn a 4 Kr. pr. Dag. Paa denne Maade sparer Mesteren nemlig ca. 96 Kr. Til Trods for, at Mesteren ikke kan føre noget som helst Bevis paa sin Paastand, hvad der ogsaa udtrykkelig fremhæves i Dommens Præmisser, tager Dommerne dog hans Paastand for gode Varer og afsiger en Dom, hvorved Mesteren i Stedet for at betale 148 Kr. 94 Øre kun kommer til at betale 53 Kr.

I Malernes Prislistes Paragraf 2 staar udtrykkelig: "Alt Arbejde søges udført i Akkord, hvor dette ikke kan ske bliver Betaling i Følge forudgaaet Aftale mellem Mester og Svend." Meningen hermed er naturligvis, at alt det Arbejde, hvorfor der i Prislisten findes fastsat Priser skal udføres i Akkord, og at en særlig Aftale kun skal træffes for Arbejde, der ikke er forudsat i Prislisten. Denne er udarbejdet af et Udvalg af Mestre og Svende og vedtaget paa en paa samme Dag i "Malerlavet" og "Malernes Fagforening" afholdt Generalforsamling som fremtidig gældende Norm for Arbejdslønnen. Disse Oplysninger er naturligvis forelagt Retten, og i Overensstemmelse med den hidtil brugte Praksis burde denne have ladet det omhandlede Arbejde undersøge og vurdere af Fagmand og derefter tilpligtet Mesteren at betale Arbejdet efter dets Værdi og ikke med en af ham vilkaarlig fastsat Dagløn. 

Skal denne Praksis blive gældende, vil det for Fremtiden komme til at se slemt ud for mange Mennesker. Man tænke sig blot, at der en Dag kommer en Mand ind til en Snedker og bestiller et Stykke Møbel. Der træffes en mundtlig Aftale om Prisen, t. Eks. 80 Kr., men naar Kunden faar Møblet udleveret, vil han kun betale 40 Kr. under Paaberaabelse af, at de er bleven enige om en saadant Pris. Snedkeren har Bevisbyrden for, at der er truffen Aftale om 80 Kr., men da han ikke har andet at holde sig til end Kundens Ord, og denne paastaar, at Aftalen er 40 Kr., saa nytter det ikke noget, at Snedkeren henviser til, at den almindelige Pris er 80 Kr. og at Møblet virkelig er den Sum værd; han maa pænt lade sig nøje med de 40 Kr. Følgen heraf bliver, at man maa gaa med Lommen fuld af stemplet Papir for at saa udfærdiget et lovformeligt Dokument, hver Gang der leveres den allermindste Ydelse for Penge, som ikke betales med det samme.

Malersvenden mente imidlertid, at denne Dom var saa himmelskrigende uretfærdig og i den Grad i Strid med hvad man hidtil har anset for gældende Ret, at han ønskede Sagen prøvet ved Højesteret. Hertil fordredes imidlertid en justitsministeriel Bevilling, men denne blev nægtet. Svenden søgte saa Avdiens hos Justitsministeren og forestillede denne, hvor stor Betydning denne Sag havde baade for ham og Retsforholdene i Almindelighed, men uden Resultat. Hr. Nellemann vilde ikke satte Højesteret i Bevægelse for saadanne "Bagateller", som han udtrykte sig. Hermed maatte Svenden lade sig nøje.

Dette Afslag kommer først i sin rette Belysning, naar man erindrer sig en anden Sag, som i Sommer fandt sin Afslutning ved Højesteret. I denne Sag, der var anlagt af en Snedkersvend mod en Snedkermester, hvori Svenden forlangte, at Mesteren skulde betale ham et Beløb af ca. 40 Kr., som Svenden mente sig berettiget til at faa udbetalt paa Grund af, at Mesteren under Lock-out'en i 1889 vilkaarlig havde bortvist ham fra Arbejdet og derved forhindret ham i at fuldføre en paabegyndt Akkord. Mesteren blev dømt ved Underretten, men var ikke tilfreds med Dommen, hvorfor han gennem Kammeradvokat Hindenburg søgte Bevilling til at appellere Sagen til Højesteret, og skønt Sagen som sagt kun drejede sig om ca. 40 Kr., fik han Bevillingen, skønt det viste sig, at Mesteren ogsaa tabte Sagen ved Højesteret.

Her ser man paa den ene Side en Arbejder, der har en Sag paa 147 Kr., ham nægtes der Appelret, medens en Arbejdskøber faar denne Ret i en Sag, der kun drejer sig om ca. 40 Kr. 

Kom saa og paastaa, at der ikke er Lighed for Loven i Danmark.

En anden Sag, som ogsaa fortjener Opmærksomhed, er den Schilderske Erstatningssag mod Skrædernes Fagforening. Her har Retten uden videre tilkendt en Arbejdskøber 5000 Kr. i Erstatning paa hans blotte Paastand om, at han har lidt et saadant Tab ved en Strejke, hvortil han selv var Aarsag. Alt dette tyder paa, at der er en god Villie hos Domstolene og Autoriteter til at arbejde med i den almindelige Kapitalistreaktion.

De vil dog ikke opnaa deres Hensigt, at hindre Arbejdernes Sammenslutning, men kun bidrage til at disse arbejder endnu mere energisk for en Samfundsordning, hvor Retten ikke sidder i Pengesækken.

(Social-Demokraten 23. september 1891).

Nicoline (Line) Christine Luplau 1823-1891. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagsforkæmperen Nicoline (Line) Christine Luplau (22. april 1823 - 10. september 1891) blev gift 11. december 1847 med sognepræst Daniel Carl Erhard Luplau og sammen fik de Marie (1848). 

Line Luplaus Jordefærd.

I Gaar Middags blev Fru Luplau begravet fra Frederiksberg Kirke. Den lille Kirke var næsten fuld, mest af Kvinder, hvis Sag det jo var den Afdøde havde viet sine Kræfter i de sidste Aar, og det var ogsaa dem, der havde baaret de fleste Blomster til hendes Kiste.

Ved Kisten foran Alteret stod "det kvindelige Arbejderforbunds" Banner, de kvindelige Herrestræderes, de kvindelige Væveres og Tjenestetyendeforeningen "Enigheds" Faner.

Efter at Kirkens Kor havde sunget en Salme, holdt Pastor Ewaldsen en Bøn.

Derpaa traadte den Afdødes Mand, forhv. Præst i Varde, i Ornat hen til Kisten, og holdt en lang gribende Tale, hvori han dvælede ved Minderne fra de mange Aar, han havde tilbragt sammen med hende. Sygdommen havde tidt tynget hende, men hun opfyldtes atter af Livsglæde. Energi og Dygtigbed. Og under Sygdommen fattede hun Planer, som hun saa, naar hun blev rask, fuldførte. Hun traadte al Tid frem med aaben Pande, hun hadede Løgn og List. og det var al Tid for de Forurettede, hun arbejdede. En hjærtelig Tak for alt, hvad Du bar været for os, en hjærtelig Tak fra hende, der sidder, vort eneste Barn, Marie, som ikke kan fatte, Du er gaaet fra os, en Tak fra alle de mange, mange Venner fjærnt og nær, som lærte Dig at kende og forstaa Dig. Og tilsidst en dyb og inderlig Tak fra mig, min elskede Brud. Det er mere end halvtredsindstyve Aar siden, jeg første Gang mødte Dig. Tak for alt, hvad Du har været for mig.

Kirkens Kor sang endnu to Sange, hvorefter Kisten blev baaret ud til Ligvognen og kørt til Kirkegaarden ved Fasanvejen. Her forrettede Pastor Luplau selv Jordpaakastelsen.

(Social-Demokraten 19. september 1891).

Gravstedet på Solbjerg (Park)kirkegård er nedlagt.

Fru Line Luplau.

Forrige Fredag Aften afgik ved Døden efter mange Aars periodisk tilbagevendende Sygdom en af de Forkæmpere for Kvindesagen, hvis Energi var størst, hvis Syn paa Sagen var klarest, og hvis Ord vor blandt de vægtigste, Kvindesagen vedrørende her til Lands, nemlig Fru Nicoline Christine Luplau, f. Monrad, almindelig kjendt som Fru Line Luplau.

Hun fødtes den 22de April 1823 i Greis i Jylland; Faderen var Præst og hed Monrad. Line var en Kusine til den bekjendte, højt begavede Biskop Monrad. I en Alder af 2½ Aar flyttede hun efter Faderens Død sammen med Moderen og Brødrene til Sorø, og der levede hun til sit 16de Aar, læste meget og stod i stadig Forbindelse med Lærdommens og den aandelige Dannelses Sæde i Sorø: Akademiet.

16 Aar gammel rejste hun med Moderen til Kjøbenhavn, og dér blev hun kjendt med den daværende Institutbestyrer i Hillerød, senere Præst D. C. E. Luplau, med hvem hun den 11te December 1847 giftede sig. Det eneste Barn af dette Ægteskab er en Datter, Marie Luplau, der er bekjendt som Malerinde.

I nogle Aar boede Ægteparret i Hillerød, men flyttede siden til Sønderjylland, hvor Luplau blev Præst og virkede som saadan, indtil han i 1864 maatte forlade denne Del af Landet. Han var saa en lang Tid hist og her, blandt andet Hjælpepræst for Provst Bojsen i Ribe; han fik i 1866 Ansættelse som Præst i Varde, hvorfra han i 1888 søgte og fik sin Afsked. Siden da har han med sin Hustru boet i Kjøbenhavn.

Lige siden "Dansk Kvindesamfund"s Stiftelse i Aaret 1871 var Fru Luplau Medlem deraf, og efter som Aarene gik, og hun ældedes, kom hun mere og mere i Forgrunden for Kvindebevægelsen, hvis Talsmand hun baade i Tale og Skrift var.

Det Punkt i Spørgsmaalet om Kvindens Ligeret, hun særlig rettede sin Opmærksomhed paa og agiterede for, var Valgretsspørgsmaalet. Uden at overse, hvad der ellers var at gjøre, formener vi, at det første og betydningsfuldeste Fremskridt, Kvinden maa gjøre, gaar i Retning af større økonomisk Selvstændighed. Men i hendes Øjne var det afgjørende, at Kvinderne ved alle Valg stad paa Linje med Mændene, og det var ud fra denne Betragtning, hun i Foraaret 1889 fik stiftet den kvindelige Valgretsforening, hvis Forstanderske hun var, til Sygdom nu i Forsonet tvang hende bort fra Posten. Det var ligeledes ud fra samme Betragtning, at hun ved Valget til Folkethinget i 1890 interpellerede Scharling og Philipsen i 4de Kreds om deres Stilling til Kvindernes Valgret og fik andre Kvinder til det samme andre Steder. Hun forstod at slaa til Lyd for sin Sag i det hele taget.

I Rømersgade afholdtes i sin Tid nogle maanedlige selskabelige Sammenkomster med Foredrag, Musik, Oplæsning osv., ofte besøgt af 4-500 Mennesker. Disse Sammenkomster var foranstaltet af Fru Luplau, der mente paa denne Maade at kunne bringe de forskjellige Samfundsklasser t nærmere Berøring med og bedre Forstaaelse af hverandre. Er denne Maade at forberede det sociale Spørgsmaals Løsning paa end næppe af større Værdi, saa vidner det dag om, at Line Luplau havde Øjet aabent for, hvor det var, Skoen trykkede, havde Hjærte til at lindre Trykket og Energi nok til at gribe ind, hvor hun troede at kunne udrette noget. 

Ved hendes Død har Kvindebevægelsen tabt en af sine bedste Støtter, energisk og foretagsom som hun var, myndig siges der maaske, men med Indrømmelse af en Elskværdighed tillige, der gjorde hendes Magt saa meget større.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 24. september 1891).

Line Luplau boede med sin mand i Hillerød 1845-1853, i Nordslesvig indtil 1864, Varde 1866-1888. Hun var med til at stifte en filantropisk hjælpeforening for fattige og var en af de første kvinder som holdt tale ved en grundlovsfest. I 1872 blev hun medlem af Dansk Kvindesamfund, ligesom også datteren og ægtefællen. Hun protesterede i 1887 mod at styrelsen havde givet foreningens bladredaktør Elisabeth Grundtvig lov til at holde foredrag om det sædelige lighedskrav fordi hun ikke mente det hørte hjemme i Dansk Kvindesamfund, det gjorde derimod kvinders stemmeret og valgbarhed.

Hun støttede oppositionsgruppen Kvindelig Fremskridtsforening (KF) oprettet 1885 og sad i 1886 i nogle måneder i bestyrelse under Matilde Bajers lederskab. Da manden blev pensioneret, flyttede hun til København og var blandt indbyderne til KFs første nordiske kvindesagsmøde i København 1888. Line Luplau anså kvinders repræsentation i Rigsdagen som afgørende for at sikre en reformlovgivning i kvinders favør og valgret som et retfærdigt ligestillingskrav de allerede magtede at leve op til.

Forholdet til KF blev dårligt da hun sammen med Louise Nørlund i 1889 stiftede Kvindevalgretsforeningen (KVF). Se indslaget om Erna Juel-Hansen, del 3. Foreningen havde især støtte fra en række mandlige socialdemokrater og Venstrepolitikere, fra venstreliberale kvinder og fra “røde” arbejderkvinder fra fagbevægelsen. Hendes helbred begyndte at blive dårligt, og i foråret 1891 forlod hun formandsposten i KVF af helbredsmæssige årsager. Foreningen blev opløst 1898. 

Om datteren Marie, se indslaget Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). Hendes maleri af kvindevalgretskampens pionerer blev i 1917 ophængt i rigsdagsbygningen. Forgrundsfigur er kunstnerens mor Line Luplau.

Efter maleri af Marie Luplau: Fra kvindevalgretskampens første dage. Stående: V. T. Holst - Jakob Nielsen - A. C. Meyer - Poul Sveistrup - Kirstine Frederiksen - Mathilde Bajer - Frederik Bajer - Anna Sachmann - Astrid Christensen - Line Luplau, f. Monrad - H. Trier - Louise Nørlund - Sofie Horten - Marie Luplau - Mary Steen - Ragnhilde Holst - Karoline Testmannn. Siddende: Johanne Krebs - Elizabeth Grundtvig - Johanne Meyer - Nielsine Nielsen - A. F. Lamm - Birgitte Berg Nielsen - Nathalie Larsen. Wikimedia.

Syg og fattig. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Blegdamsvej 92 boer en fattig Kone ved Navn Bengta Petersen, der har 3 Børn at forsørge. Manden har for Aar siden forladt hende, og hun har saa ernæret sig og Børnene ved at handle ved Dørene. Men i dette ublide Vejr har hun paadraget sig en Underlivsbetændelse og ligger nu syg og hjælpeløs.

Vi besøgte hende i det tarvelige Hjem, hvor der var rent og propert, og hvor den udtærede Kone laa i Sengen. Hun klagede over, at hun ikke vidste noget levende Raad til at skaffe sine 3 Børn Mad. Hun havde nu kun 6 Øre tilbage, og det forslog ikke en Gang til Brød til dem. Hun selv var nødt til at mangle, hun sørgede blot for at Børnene fik et Stykke Brød, men nu kneb det. Lægen havde foreskrevet hende Mælk og Hvedebrød, men det maatte hun slaa en Streg over. Naar Sulten blev for stærk, saa smagte hun en Bid Rugbrød hos Børnene, men det kunde hendes svage Mave ikke taale, og det tunge Brød fordoblede Pinslerne. Nu havde hun sat sit Tøj ud, i Gaar gik en Naboerske med den sidste Kjole, og der var ikke andet tilbage end at gribe til Sengklæderne og levere ogsaa dem til Pantelaaneren. For de stakkels Børn kunde da ikke sulte? Men hun gruede for, at hun nu, saa svag og udpint som hun var, at hun saa skulde komme til at ligge paa det bare Gulv . . .

"Hvad skal en fattig og syg Moder gøre naar 3 Børn raaber paa Mad ? . . . Jeg kan ikke udholde at høre det! ... Gid jeg dog var rask og kunde tjene noget til mine Smaa !" ...

Og med Bagen at den lange, smalle, magre Haand tørrede hun Taarerne af de gustne indfaldne Kinder, hvor Sult, Nød og Sygdom i Forening har gnavet deres skarpe Mærker.

Vi spurgte, om hun havde henvendt sig til Fattigvæsenet om hjælp, og Spørgsmaalet bragte et Øjeblik Blodet op i de ligblege Kinder.

"Til Fattigvæsenet? Nej - saa vil jeg før sulte! Gaar jeg til Fattigvæsenet og beder om Hjælp, saa risikerer jeg at blive sendt hjem til Sverig, hvor jeg er født, men hvor jeg kun føler mig som en Fremmed. Nu har jeg boet her i København i 16 Aar og her føler jeg mig hjemme ... Nej før end at gaa til Fattigvæsenet, saa haaber jeg paa, at gode Mennesker vil hjælpe mine Børn med et Stykke Mad ... De kan da ikke nænne, at mine Børn skal sultet... O, jeg gruer for, at jeg skal komme til at ligge paa det bare Gulv ..."

Da vi kom udenfor, blinkede Solen lys og varm over den store, grønne Fælled. Hvilken Kontrast til dette fattige Hjem, hvor den syge Moder sukker for sine Børn! ...

Gid hendes Haab om de gode Mennesker ikke maa være forgæves. Hun boer Blegdamsvej Nr. 92, Døren Nr. 9, St. i Baggaarden.

(Social-Demokraten 17. september 1891).

Den nuværende bygning på adressen er fra 1937, så den omtalte er nedrevet.

En jydsk Fattiggaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vidneforhørene.

I Sagen Kattrup Sogneraad kontra "Horsens Arbejderblad" blev Redaktør Harald Jensen frifunden og Sagens Omkostninger ophævet. Alligevel turde det være af Interesse at fremdrage forskellige Enkeltheder i Vidneforhørene, hvorved Læserne vil saa et lidet lysteligt Indblik i det Liv, der leves paa vore Fattiganstalter.

Vi uddrager altsaa i det efterfølgende de væsenligste Punkter af den til Amtet indsendte Klage, som gav Anledning til Sagsanlæggelsen, samt Vidnernes Forklaring herover.

* * *

Spørgsmaalet om, hvorvidt der paa Fattiggaarden findes et Reglement, besvaredes saaledes:

1ste Vidne, Indsidder Johan Petersen, Overby Mark (der har opholdt sig et halvt Aar paa Fattiggaarden), "ved ikke, om det omspurgte Reglement findes paa Fattiggaarden eller fandtes, da Vidnet var indlagt der". 2det Vidne, Jens Smidt Pedersen (der er blind), kan i den omspurgte Henseende kun forklare, at han aldrig har hørt Tale om, at der var noget saadant Reglement for Fattiggaarden. 3die Vidne, Laurs Petersen af Kattrup, ved heller ikke noget om et saadant Reglement. 5te Vidne, Bernth Sørensens Enke, har ikke set noget saadant Reglement og antager, at hun vilde have set det, hvis det havde været ophængt paa et for Lemmerne let tilgængeligt Sted.

Hersker eller herskede der tidligere en saadan Uorden paa Fattigggaarden, at Lemmerne ofte var befængt med Utøj?

Vidnet Johan Petersen forklarer:

"Paa den Stue, hvor Vidnet først var indlagt, og hvor der foruden Vidnet var anbragt 8 Fattiglemmer, var alle Lemmerne befængte med Utøj (Lus)." Senere blev Vidnet flyttet over paa en anden Stue, hvor han nok kunde holde sig ren, men nogle Dage efter kom han igen til at ligge paa førstnævnte Stue, hvorfra han dog flyttedes efter at have besværet sig til et Sogneraadsmedlem. Grundene til denne Besværing angav han at være, at Lemmerne paa Stuen var befængt med Utøj eg dels den Omstændighed, at flere af dem var drikfældige, hvorfor der jævnlig var en slem Brændevinsdunst paa Stuen"."

Endvidere forklarer Vidnet: Han har ikke bemærket, at Lemmernes Strømper og Undertøj blev skiftet i den Tid, han var paa Fattiggaarden, og anfører i denne Forbindelse, at han en Gang ved Foraarstid i Fjor har set, at et af Fattiglemmernes ene Strømpeskaft var i den Grad befængt med "Gnidder" (Luseyngel), at Vidnet ikke kunde se en ubefængt Plet paa en Krones Størrelse paa Skaftet, ligesom han bemærker, at Skaftet ikke kan være blevet saaledes enten i 13 Dage eller en Maaned.

De øvrige Vidner bekræfter helt eller delvis denne Forklaring. Vidnet Bernth Sørensens Enke forklarer, at medens hun var paa Fattiggaarden var i alt Fald de fleste af Lemmerne jævnlig befængt med Utøj (Lus).

Et andet Vidne bemærker, at et kvindeligt Lem var i den Grad befængt, at Utøjet krøb udenpaa Klæderne.

Har de paa Fattiggaarden anbragte Børn Lov til a t komme paa enhver af Stuerne, og kommer de ogsaa paa de Stuer, hvor der er syge, som ikke vedrører Børnene?

Vidnet Johan Petersen forklarer: De paa Fattiggaarden anbragte Børn har faktisk Adgang til alle Stuerne paa Fattiggaarden, ogsaa til de Stuer, hvor der er syge, som ikke vedrører Børnene. Vidnet Jens Smith Pedersen bekræfter dette og tilføjer, at det aldrig er blevet paatalt, at Børnene saaledes løb omkring paa alle Stuerne.

Sker det, at Fattiglemmente undertiden faar Prygl, Hug og Slag, og har De set nogen blive tildelt saadant, og da af hvem?

To af Vidnerne erklærer, at de har set Bestyrerens Hustru tildele et kvindeligt Lem 2 Slag med flad Haand paa Kinden. 

Bliver ordenlige og ædruelige Personer anbragt paa Stue sammen med uordenlige og fordrukne?

Vidnet J. Petersen henviser til sin tidligere Forklaring om, at han bad sig flyttet til en anden Stue, fordi han var stuvet sammen med drikfældige Personer i et Værelse, hvor der jævnlig lugtede af Brændevin. Vidnet tilføjer, at han ikke selv nyder eller har nydt Spiritus, og at han anser sig selv for at være ordenlig. Vidnet Jens Smith Pedersen har for sit Vedkommende ikke været anbragt paa Stue sammen med uskikkelige eller fordrukne Personer. Det kan - siger han - ske, at saadanne Personer ailbringes sammen med ordenlige og ædruelige Personer, idet de Personer, der indlægges paa Fattiggaarden, formentlig anbringes, hvor der er Plads til dem.

Kan De sige, at Kosten, Lemmerne faar paa Fattiggaarden, som Regel er yderst tarvelig og lidet nærende? Har Middagsmaden ofte været sveden?

Vidnet J. Petersen kan efter sin korte Erfaring ikke sige det omspurgte. Kosten bestod navnlig af Mælkemad, og denne var jævnlig sveden, ligesom den Øllebrød, Lemmerne fik om Morgenen, jævnlig var sur, navnlig i Sommertiden.

Vidnet Jens Smith Pedersen bekræfter dette, tilføjende, at Lemmerne mest faar Mælkemad, men at denne ikke er saa god efter at Fattiggaarden er bleven Interessent i Andelsmejeriet.

Bliver voksne Personer af forskælligt Køn undertiden anbragte i samme Stue (ogsaa om Natten), skønt de ikke er ægteviede?

Vidnet J. Petersen forklarer, at paa den Stue, hvor han først var anbragt, laa der foruden 3 voksne Mandfolk og 3 Drenge, et Ægtepar; paa en anden Stue paa Fattiggaarden laa der 3 ældre Kvinder, 2 Pigebørn og en gammel Mandsperson. De laa ogsaa paa Stue sammen om Natten. Paa Anledning forklarede Vidnet endvidere, at i den førstnævnte Stue var der ganske vist et Skillerum, men en Dør, som i Reglen stod aaben ogsaa om Natten.

Vidnet J. P. Pedersen mindedes i den omspurgte Henseende, at et gammelt Fattiglem ved Navn Hans Christensen i Forening med sin Hustru i nogle Aar, ogsaa om Natten, delte Værelse med nogle kvindelige Fattiglemmer. Efter at hans Hustru var død, forblev han i et Aarstid i samme Værelse, som han stadig delte med nogle Kvinder, indtil han i Fjor Sommer afgik ved Døden efter at have været sengeliggende i nogen Tid, Vidnet antager "i ca. en Maaned . . .

* * *

Det er altsaa under disse Forhold lykkedes at konstatere følgende om Forholdene paa Kattrup Fattiggaard:

1) Der findes intet Reglement for Lemmernes og Bestyrerens Forhold. I al Fald har Lemmerne ikke set noget saadant Reglement.

2) Lemmerne er gennemgaaende befængt med Utøj, enkelte endog i en temmelig uhyggelig Grad. Et Vidne udsiger, at han ikke har set Lemmerne stifte Strømper og Undertøj i den Tid, han har været paa Fattiggaarden.

3) De paa Fattiggaarden anbragte Børn færdes overalt paa Fattiggaarden. De kommer sammen med fordrukne og uordenlige Personer og sover paa Værelse sammen med saadanne.

4) Det er konstateret, at Bestyrertilden bruger "slaaende Argumenter" overfor Lemmerne.

5) Ordenlige og ædruelige Personer anbringes paa Stue sammen med uordenlige cg fordrukne Individer.

6) Mælkemaden, som udgør den væsenlige Del af Lemmernes Kost, er ofte sveden, og Øllebrødet surt. Mælkemaden er ikke saa god, efter at Fattiggaarden er bleven Interessent i Andelsmejeriet.

7) Voksne Personer af forskelligt Køn, som ikke er ægteviet, sover paa Stue sammen om Natten.

Dette er altsaa, hvad den moderate Venstremand Hr. Bojsen og hans Sogneraad har faaet ud af Processen. Det maa indrømmes at være et Resultat, som er til liden Ære for Sagsøgerne. Ikke alene har de maattet døje den Tort at ligge under i Retssagen, men deres Fattiggaard har faaet et Skudsmaal tegnet, som heller ikke kan være synderligt tiltalende for Folk, der i Kraft af deres Stilling som "Demokrater" burde vogte sig for sligt.

(Social-Demokraten 12. september 1891).

Den egentlige fattigforsorg startede i 1803 med et reglement for fattigvæsenet opbygget med en sognekommission. Fattiggården i Kattrup (opført 1837) lå i ”Vestergård” Gl. Kattrupvej 30 i Møballe. Fattigforsorgen fungerede indtil man i 1842 oprettede sognekommunerne og herefter var fattigforsorgen en af sognekommunens opgaver. I Kattrup pastorat var Kattrup Fattighus (opført 1837) et ud af 3 fattighuse indtil 1868. De blev afløst af ”Fattiggården i Kattrup” eller ”Forsørgelses- og arbejdsanstalten”. Beboernes arbejde bestod bl.a. i at ribbe fjer, spinde og karte garn, spinde hør, binde uldgarn og binde måtter. I 1868 boede der 14 fattiglemmer på fattiggården, i 1890 27 beboer, heraf en stor del enlige kvinder med børn. I 1910 var antallet af beboer faldet til 7 og i 1937 boede der kun 4 fattiglemmer på gården. Fra 1887 til 1913 var Jens Mikkelsen og hustru bestyrer på Kattrup fattiggård. Fattiggården blev solgt i 1937.