Konsul Ryders Dom. (Efterskrift til Politivennen)

Den Tiltalte hedder Heinrich Beyreuter, kaldet Henry Bernhard Ryder.

Han tiltaltes for Tyveri, Bedrageri og Falsk under følgende nærmere Omstændigheder:

Efter at en til de Forenede Stater i Nordamerika udvandret dansk Mand ved Navn Hans Hansen eller - som han i Amerika havde kaldt sig - John Johnson den 6. April f. A. var afgaaet ved Døden samme Steds, paatog Konsul Ryder sig mod et Salær af 50 Kr at være den Afdødes Fader, Avlsbruger H. Hansen i Ribe, behjælpelig med at erholde 250 Dollars udbetalt, for hvilke Sønnen havde livsforsikret sig. Noget senere paa Sommeren modtog Ryder 909 Kroner trukket paa Privatbanken her i Staden til Hans Hansen med Anmodning om at overgive dem til Hansen. Da denne den 7. September f. A. indfandt sig paa Ryders Kontor, udleverede denne ham imidlertid ikke Vekslen paa de 909 Kr., idet han forinden havde besluttet at tilegne sig en Del af dens Beløb, hvorimod han uden at vise Hansen Vekslens Forside og uden at gøre ham bekendt med, at Dokumentet var en Veksel, anmodede ham om at skrive sit Navn paa dens Bagside. Denne Anmodning efterkom Hansen uden at ane, at det var en Veksel, han paategnede. Ryder anmodede ham derfor om at komme igen samme Dag, til hvilken Tid han lovede ham at udbetale ham det ham tilkommende Beløb. Efter derpaa i Privatbanken at have hævet Vekslens Paalydende, tilegnede han sig svigagtig 309 Kr., og da Hansen kort efter indfandt sig paa hans Kontor, udbetalte han ham kun 600 Kr. idet han urigtig foregav for ham, at han fra det amerikanske Selskab kun havde modtaget denne Sum, og at Resten af Forsikringssummen var medgaaet til Omkostninger, Salær m. m. Han anmodede derpaa Hansen om at skrive sit Navn paa 4 blanke Stykker Papirer, som han lagde for ham ombøjede paa Midten, og bad ham paa de 2 af dem at skrive sig "Hans Hansen" og paa de 2 andre "John Johnson". Det var Ryders Hensigt at benytte de ommeldte Navne som Underskrifter paa Kvitteringer for, at Hansen af ham, havde modtaget det fulde Beløb af 909 Kr., og han udfyldte da ogsaa senere de nævnte Stykker Papir med 4 i det engelske Sprog affattede, den 7. September 1891 daterede Tilstaaelser for, at den Underskrevne havde modtaget en Veksel paa 909 Kr for det fornævnte amerikanske Selskabs Regning som Dækning for alle hans til Dato tilkommende Krav.

I December f. A tilsendte Avlsbruger Hansens anden Søn Andreas Hansen, som boer i Amerika, og med hvem Faderen imidlertid havde sat sig i Forbindelse, en Skrivelse til Livsforsikringsselskabet, hvori han sigtede Ryder for at have tilbageholdt en Det af det hans Fader tilkommende Beløb, og anmodede om Selskabets Bistand i denne Sag. I den Anledning modtog Ryder en Forespørgsel fra Selskabet, som han besvarede med at tilstille samme en af de fornævnte falske Kvitteringer. I Januar d. A. fik han derpaa Kvitteringen tilbagesendt fra Selskabet med Bemærkning, at med dennes Meddelelse var alle Spørgsmaal vedrørende Udbetalingen af Forsikringssummen afsluttede. Ryder haabede nu, at Sagen dermed var endt, men i Midten af Februar d. A. modtog han en Skrivelse af Avlsbruger Hansen, hvori denne anmodede ham om at meddele sig hans Bevæggrund til at Tilbageholde over en Tredjedel af det ham fra Selskabet tilsendte Beløb, 909 Kr., med Tilføjende, at han i modsat Tilfælde agtede at henvende sig til Autoriteterne, og kort efter Modtagelsen af denne Skrivelse rejste Ryder til Ribe og erstattede Avlsbruger Hansen det besvegne Beløb

I Oktober f. A. havde han paataget sig at være Fisker Axel Julius Hansen af Kastrup og dennes Hustru Tina Amalie Lindman behjælpelig med at erholde udbetalt en Arv efter Amalie Lindmans Moder, der var død i Amerika. Han henvendte sig i den Anledning til vedkommende amerikanske Sagfører Munu Boyesen & Thygeson i St. Paul i Minnesota, til hvem han oversendte et for ham oprettet Arvelegitimationsdokument, for hvis Oprettelse han af Fisker Hansen havde modtaget et Salær af 15 Kr. I den første Halvdel af December f A modtog han en Skrivelse i Følge hvilken den Fisker Hansens Hustru tilkommende Arv androg 925 Kr., for hvilket Beløb der med Skrivelsen fulgte en paa Landmandsbanken der i Staden til "Elna Amelia Hansens" og "Henry B. Ryders" Ordre trukken Veksel. Ryder besluttede nu at foregive for Fisker Hansen og hans Hustru, at den tilsendte Arv kun beløb sig til 550 Kr og selv at tilegne sig 375 Kr og han tog en Afskrift af de amerikanske Sagføreres Skrivelse, og i Afskriften skrev han "550 Kr." i Stedet for "925 Kr." Den 11. December indfandt Fisker Hansen sig først alene og noget senere ledsaget af sin Hustru paa Ryders Kontor, hvor han foregav for dem, at Arven, som nu var kommen, kun beløb sig til 550 Kr., idet der var gaaet en Del Penge med til Gebyrer og Omkostninger i Amerika. Til Bevis for Rigtigheden af sit Foregivende foreviste han Fisker Hansen den nævnte Kopi, som han udgav for det originale Brev han havde modtaget fra Amerika. Baade Hansen og hans Hustru troede paa Rigtigheden af Ryders Foregivende, og efter at han havde meddelt dem, at han nu vilde gaa over i Banken og hente Pengene, skrev Hansens Hustru paa hans Anmodning sit Navn paa den fornævnte Veksels Bagside og han selv sit Navn under hendes. Han hævede derpaa i Landmandsbanken Vekslens Paalydende, 925 Kr., men udbetalte af dette Beløb kun 550 Kr. til Hansen. Da Hansen spurgte Ryder, hvad han var ham skyldig, svarede han, at det beroede paa dem selv, hvorefter Hansen betalte ham et Honorar af 25 Kr. Efter at have forladt Kontoret, udfærdigede Ægteparret Ryder tvende i det engelske Sprog affattede ligetydende Dokumenter, gaaende ud paa, at Hansens Hustru havde modtaget 925 Kr., hvorfor hun meddelte Tilstaaelse for alle hende til Dato tilkommende Krav. De to nævnte Dokumenter, der var fremlagt under Sagen, er underskreven "Elna Amelia Hansen". Ryder har imidlertid nægtet at have underskrevet Dokumenterne med dette Navn og paastaaet, at Navnet er skrevet af Hansens Hustru selv, i hvilken Henseende han nærmere har forklaret, at hun efter hans Anmodning skrev sit Navn paa blanke Stykker Brevpapir, som han da senere udfyldte med de to Kvitteringer.

Fisker Hansens Hustru har forklaret, at hun ikke mindedes ved den omhandlede Lejlighed at have skrevet sit Navn paa et Stykke Papir af saadan Farve som Vekslens, men at hun dog ikke tør benægte Muligheden heraf. Herefter fandtes Ryders Forklaring at maatte lægges til Grund ved Paadømmelsen.

Fisker Hansen og hans Hustru bragte imidlertid snart i Erfaring, at den fra Amerika tilsendte Arv havde andraget 925 Kr. De indgav en Klage til de Forenede Staters herværende Gesandt, og da Gesandten t den Anledning afæskede Ryder en Erklæring, afgav han til Gesandten den ene af de fornævnte falske Kvitteringer som Bevis for, at han havde udbetalt Hansens Hustru Arvens fulde Beløb. Den anden falske Kvittering har han forevist dels for Gesandten, dets for en Advokat her i Staden.

I Juli Maaned d A. blev der ved Kriminal- og Politiretten indledet Undersøgelse mod Ryder, og efter at han under denne Undersøgelse havde aflagt Tilstaaelse om den af ham overfor Fisker Hansen og Hustru begaaede Forbrydelse, har han erstattet dem saavel det besvegne Beløb som et dem ved hans Forhold paaført yderligere Tab af 151 Kr. 50 Øre.

Ryder har endelig i Aarene 1885-87 i 3 Gange frastjaalet Læseselskabet "Athenæum", af hvilket han var Medlem, 3 til i alt 17 Kr. vurderede Bøger, som han tilvendte sig medens han i Aabningstiden var til Stede i Selskabets Lokaler, hvor Bøgerne beroede frit fremme.

Ryder er 57 Aar. Han blev som i Søndags meddelt idømt Forbedringshusarbejde i 18 Maaneder.

Konsul Ryder vil naturligvis i alle fælde appellere Dommen, hvad enten han fortaber Landet eller ej - han kan jo intet tabe derved og vinder Tid.

(Social-Demokraten 1. november 1892).

Et par dage efter dommen blev han benådet mod at han forlod landet, og kautionen på 20.000 kr. udbetalt. Hvilket han gjorde - han rejste til Frankfurt am Main hvorfra han beskyldte "bladsmørere" for at have fået ham uretmæssigt dømt. Den 9. januar 1893 blev en af Politikens medarbejdere, journalist Ole Gottfried anholdt i anledning af nogle oplysninger i avisen om hvordan Ryder opførte sig i arresten. Han havde videregivet oplysninger han havde fået af en politibetjent. Han sad 10 uger fængslet under sagen, hvorefter der blev rejst tiltale mod ham. Ved kriminalretten fik han 3 måneders fængsel for falsk forklaring for retten. Se dommen i Dagbladet (København) 10. august 1893. Sagen blev fordømt af en samlet presse som bemærkede at mens den store forbryder blev benådet, blev en journalist dømt for bagateller. Dommen blev stadfæstet ved Højesteret i november 1894. Se dommen i Aalborg Stiftstidende 8. november 1894..

Bay, Moltke, Zahle og Adoptiv- og Plejebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et af to indslag om Margrethe Elisabeth Bay. Det andet kan ses her på bloggen.

Lærer, skoleleder og skolebestyrer Margrethe Elisabeth (Elise) Bay (28. juni 1842-9. oktober 1916) var kortvarigt (22. september 1870-20. oktober 1871) gift med sognepræst Axel Vilhelm Bay som døde af tuberkulose på Thurø. Lærerinde Thusnelda Moltke på Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn (1870) opfordrede hende til undervise her, hvilke skete fra 1873. De to udviklede et venskab især baseret på deres trosliv og fælles ideal om en kristen skole. Elise Bay var samtidig blevet opfordret af Zahle og Kruse til at være hos dem. Bay underviste på N. Zahles Skole 1873-1895. De første år boede Elise Bay i skolekomplekset. Om sommeren var de hos Moltke og hendes mor på Marienborg i Frederiksdal ved Lyngby. I løbet af 1877-78 flyttede hun ind hos Moltke hvor hun boede til sin død. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Moltkes skole var i 1877 var flyttet ind i Linnésgade under N. Zahles Skoles rammer. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Elise Bay og Thusnelda Moltke adopterede i 1876 Axel, og to senere hans brødre, fattiglemmet Ludvig (1875) og Helge (1879) i pleje. Det inspirerede dem i 1882 til at udvide skolen til en drengeskole. Dette er skildret i en artikel, hvor nedenfor bringes nogle afsnit:

Forældremyndigheden over drengen og fattiglemmet Ludvig blev i 1884 overdraget til en anonym “Velgjører”, der tilbød at overtage hans forsørgelse og opfostring. “Velgjøreren” var en i datiden kendt kvindefamilie med to skolebestyrerinder, for hvem Ludvig var en milepæl i deres pædagogiske og filantropiske arbejde. I sin nye plejefamilie blev Ludvig centrum for en strid om forældremyndigheden mellem skolebestyrerinderne Natalie Zahle, Elise Bay og Thusnelda Moltke. Med udgangspunkt i historien om Ludvig og hans tre søskende, som alle blev “afstået” til andre, belyser og diskuterer artiklen lovgivning og praksis omkring private plejekontrakter og afståelse af forældremyndighed i tiden lige inden reformerne af fattig- og børneforsorgen i slutningen af 1880’erne og i 1890’erne.

- - -

Den anonyme velgører viste sig (...) at være en kvindefamilie bestående af enkefru Elise Bay og frøken komtesse Thusnelda Moltke samt deres adoptiv- og plejebørn. I deres husstand var desuden to tjenestepiger. De havde boet sammen siden 1877 og havde arbejdet sammen endnu længere tilbage i tiden. De var begge uddannet som lærerinder fra Natalie Zahles almuelærerindekursus, og de var – efter de var blevet bestyrerinder for både en pige- og en drengeskole – en central del af kredsen omkring Natalie Zahle. Det var Zahle, der i 1870 motiverede til oprettelsen af Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn; en skole for piger fra den lavere middelstand, og hun havde givet husly og indirekte økonomisk støtte til den i 1883 oprettede Linnésgades Undervisning for Drenge; en drengeskole med samme målgruppe.

Begge skolebestyrerinder var barnløse. Fru Bays oprindelige ægtefælle var død inden de havde fået børn, og komtesse Moltke forblev ugift og fik aldrig biologiske børn. De tre drenge tog de til sig for at skabe en ’rigtig’ kernefamilie. I stedet for ’far, mor og børn’ blev det til ’Værge (komtesse Moltke), Moder (fru Bay) og Børn’.

De var begge stærkt religiøse og var begge i deres ungdom grundtvigianere. Fru Bay havde været gift med en grundtvigiansk præst, og komtesse Moltke havde oplevet Grundtvig personligt – både i Vartov, hvor Grundtvig var præst og hun tilhørte menigheden, og til de såkaldte ’Vennemøder’. Også deres skoler var præget af deres religiøsitet: mottoet for pigeskolen var “soli Deo gloria” (al ære tilkommer Gud) og mottoet for drengeskolen var “ora et labora” (bed og arbejd). Da de senere oprettede en fond, der skulle drive de to skoler videre, blev det præciseret i fundatsen, at skolerne skulle drives “i kristelig Aand og som frie Skoler.” Men med tiden falmede det grundtvigianske ideal om frie og eksamensfri skoler, og begge deres skoler blev efterhånden mere traditionelle eksamensskoler, der blev samlet under navnet Østersøgades Gymnasium.

Fru Bay og komtesse Moltke var socialt og moralsk engagerede og involverede sig tidligt i sædelighedskampen imod organiseret og statslegitimeret prostitution. Fru Bay var således medstifter af og bestyrelsesmedlem i Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, og de var begge medlemmer af foreningen, der arbejdede for at forbyde bordeller. 

De var knyttet til børnesagen; den bevægelse, der i sidste halvdel af det 19. århundrede tog en række private initiativer til bedring af uægte og fattige børns vilkår, og som politisk og filantropisk kæmpede for en bedre børneforsorg. Ud over de tre plejebørn var deres vigtigste bidrag til børnesagen oprettelsen i 1878 af Børnehjemmet Nøjsomhed for løsagtige, store piger. Formålet var “at frelse dem fra Fordærvelsen, (…) og opdrage dem til flittige og dygtige Tjenestepiger”. I mindre målestok bidrog de til mange private indsamlinger af midler til foreninger for plejebørn, og de optrådte jævnligt som støtter ved petitioner om bidrag til velgørende formål. På deres ældre dage producerede de håndarbejder, der blev solgt på basarer til fordel for sådanne foreninger. 

- - -

Som nævnt blev Ludvig forenet med sine to yngre brødre i den nye, københavnske plejefamilie. Og det var dem, der var årsagen til, at han overhovedet blev hentet ud af fattiggården og bragt til København. Forhistorien var den, at de to bofæller, fru Bay og komtesse Moltke, efter de var flyttet sammen, ønskede at tage et barn i pleje. Det var en udbredt praksis blandt støtter af børnesagen, at familien blev suppleret med et plejebarn. Ikke for at tjene penge som professionelle plejeforældre, men som privat velgørenhed og i nogle tilfælde – blandt barnløse, blandt enlige kvinder og i kvindefamilier – også for at kunne skabe en kernefamilie. Bay og Moltkes mentor og forbillede, Natalie Zahle, havde således på dette tidspunkt allerede haft tre piger som plejebørn.

De to skolebestyrerinder henvendte sig til et privat børnehjem – Københavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem i Ryesgade. Her fandt Bay og Moltke deres første plejebarn, som kort tid senere blev adopteret af fru Bay: Carl Julius Nielsen, som var Ludvigs lillebror

- - -

Allerede et halvt år efter det var lykkedes bofællerne Bay og Moltke, at overtage forældremyndigheden over Ludvig, var de parate til at opgive ham og give forældremyndigheden videre. Det skete i et følelsesladet magtspil mellem hans plejemødre på den ene side og Natalie Zahle på den anden side.

På den modsatte side af den store gård mellem Linnésgade, hvor familien Bay og Moltke boede, og Nørre Voldgade, boede en anden kvindefamilie. Det var stifteren og lederen af Zahles Skoler, frk. Natalie Zahle og hendes bofælle, frk. Ingeborg Vinderen. Frk. Zahle var datidens dominerende skikkelse inden for pigers og kvinder uddannelse. Hun havde fra midten af det 19. århundrede opbygget et uddannelsesimperium – samlet kaldet Natalie Zahles Skole – som efterhånden bestod af grundskole, gymnasium, lærerindeuddannelser samt en række særlige skoler for musik, gymnastik, husholdning og sundhedslære; uddannelser forbeholdt piger og kvinder. 

Bay og Moltkes to skoler havde tætte forbindelser til Natalie Zahle og hendes skoler: Moltke sad i bestyrelsen for Zahles skoler og Zahle sad i bestyrelsen for Bay og Moltkes børnehjem for vildfarne piger. Og Zahle understøttede direkte og indirekte Bay og Moltkes skoler, som boede til leje i bygninger, som var ejet af Zahle. Privat var de genboer, og der udviklede sig efterhånden også et venskab mellem dem. Selv om deres skoler havde forskellige målgrupper, og de derfor ikke konkurrerede direkte med hinanden, og selv om der – eller måske netop derfor – var et naturligt magtforhold mellem dem baseret på forskelle i alder, anciennitet og indflydelse, var der på et personligt plan rivaliseringer. I løbet af deres langvarige, fælles historie var der flere magtkampe og symbolske opgør mellem frk. Zahle og de to bofæller og skolebestyrerinder. Alligevel holdt deres venskab så længe de levede.

- - -

Når “afståelsen” til frk. Zahle og frk. Vinderen aldrig blev realiseret, så skyldtes det altså, at Natalie Zahle var utilfreds med Bay og Moltkes begrundelse for at opgive deres forældremyndighed – der skulle i overdragelsespapirerne ikke blot stå, at de afstod ham for hendes “personlige Tilfredsstillelses Skyld”, men snarere at det skete med “Tak og Tro”, fordi de ikke selv kunne magte at have ham. Frasen “Tak og Tro” i denne sammenhæng betyder, at det skulle præciseres, at Bay og Moltke havde tiltro til Zahles evner som pædagog og familieoverhoved, og at de skulle udtrykke tak for, at Zahle ville påtage sig den store opgave, det var at skulle opfostre en 10-årig dreng fra fattiggården. Zahle ønskede altså, at det klart skulle fremgå, at der var tale om gestus, og at Bay og Moltke samtidig indrømmede, at Zahle ville være bedre til at opdrage ham og bedre kunne magte ham, end de selv kunne. Og hun præciserede i sit brev, på hvilke punkter hun ville have været en bedre plejemor: “Jeg havde og har en levende Følelse af, at jeg vilde have elsket ham højt, plejet ham frem det alt godt og med megen Alvor varetaget hans bedste. (..) Han selv finder sig naturligvis lettere med Livet derovre (dvs. hos Bay og Moltke, min kommentar) med Brødrene i den større Leg og paa en Maade større Frihed. Min Opgave vilde have været (…) at faa ham til at forstaa, hvad man havde reddet ham ud fra (dvs. fattiggården, mit indskud), hvad man vilde hjælpe ham til selv at arbejde sig frem til.”

Indrømmelsen af, at Natalie Zahle ville være en bedre plejemor, ønskede især Elise Bay ikke give. Og hun ville ikke indrømme, at hun og Moltke ikke kunne magte ham.

Denne uenighed i forhandlingerne fik Natalie Zahle til at betænke sig i to måneder og i mellemtiden blev tilbuddet om at overtage forældremagten trukket tilbage. 

- - -

Vi ved fra den levnedsbeskrivelse, der blev udgivet året efter Elise Bays død, at fru Bay og fr. Zahle havde et kompliceret og ambivalent forhold til hinanden: “Der (var) noget hos disse to stærke og saa udprægede Mennesker, som kunde fremkalde indbyrdes Brydninger. Frøken Zahle var vant til større Eftergivenhed, end hun undertiden i Begyndelsen af deres Forhold mødte hos Fru Bay, og dennes Hurtighed i Replikken havde Frøken Zahle ifølge sit Naturel noget svært ved.”

- - -

Sin sejr fik Natalie Zahle fem år senere, da det blev tydeligt, at Bay og Moltke ikke kunne magte ham mere. Ludvig blev smidt ud af sine plejemødres skole og af deres hjem på grund af “Vildskaber”. Hans plejemødre ville sende ham på den nyoprettede kostskole i Birkerød, men det nægtede han, og med Zahles mellemkomst gik han i stedet til søs.

- - -

I forhandlingerne mellem Natalie Zahle på den ene side og bofællerne Bay og Moltke på den anden, blev det tydeligt, at afgivelsen af forældremyndigheden over Ludvig var en handel, og det var uenighed omkring handelsbetingelserne, der gjorde, at overdragelsen af forældremyndigheden måtte opgives. Denne form for ’handel’ med et barn – ovenikøbet et barn, som man lige har gjort store anstrengelser for at overtage forældremyndigheden for – må forstås i kraft af den status og betydning, som Ludvig repræsenterede i kredsen omkring Natalie Zahle. I denne kreds var det almindeligt, at tage plejebørn ind i familien. Disse kvindefamilier og enlige kvinder havde ikke socialt acceptable måder at få biologiske børn på, og derfor var der mange, som i stedet fik plejebørn – oftest pigebørn. De kunne være helt eller delvist forældreløse, men fattiglemmer var de ikke. Ludvigs forhistorie var noget helt særligt i kredsen omkring Natalie Zahle, og opgaven med at påtage sig hans opfostring var større og mere vanskelig pædagogisk opgave, end man var vant til.

- - -

(Barnestemmer. Personalhistorisk tidsskrift 2018, heri Joi Bay: Drengen Ludvig fra Løitofte. Afståelse og videregivelse af forældremyndighed i 1880'erne. Uddrag)

Skolen fik i 1892 dimissionsret til både real- og studentereksamen. Elise Bay underviste i dansk, historie og religion. Det sidste i en noget forkyndende stil. I 1895 flyttede de to hele deres skole til Østersøgade, hvor den senere blev til Østersøgades Gymnasium, det nuværende Kildegård Gymnasium.

Tyskerne paa Hammeren. (Efterskrift til Politivennen)

Bornholms nordligste Pynt, "Hammeren", danner en fladtrykt Halvø og bestaar af en stor sammenhængende Granitmasse, der hæver sig ca. 2-300 Fod over Havet. Mod Vest har den stejle Klippeskrænter, medens den mod Øst falder jævnt ad ud mod Havet og for en Del er bedækket med Flyvesand, der træder særlig stærkt frem ved den lille By Sandvig. Der er stor Sandsynlighed for, at "Hammeren" tidligere har varet en Ø, og i Noden findes der endnu en temmelig stor Sæ, som kun ved Sandtunger til begge Sider er skilt fra Havet.

Paa det højeste Punkt ligger "Hammeren"s Fyr, helt bygget af Granit. Det har et stærkt Blinkfyr og Sireneapparat; desuden findes der Signalapparater for Is- og Vindforhold. Søen og den Grund, hvorpaa Fyrtaarnet ligger, tilhører Staten, den øvrige Del af "Hammeren" har tilhørt Allinge-Sandvig Kommune, som her var i Besiddelse af maaske det mest værdifulde Aktiv en Kommune nogensinde har ejet. Man skulde derfor tro, at Kommunen havde bestræbt sig for gennem Tiderne at skaffe sig den størst mulige Fordel af dette naturlige værdifulde Aktiv. Men dette er saa langt fra Tilfældet, ui den endog for en Del Aar siden solgte hele "Hammeren'' til en tysk Grosserer for 32,000 Kr., en saa latterlig lille Sum, at man godt kan forstaa den Harme, der griber Kommunens gamle Læge hver Gang han ser "Hammeren". Han var nemlig den eneste af Byraadets Medlemmer, som protesterede imod Salget. Han maatte imidlertid bøje sig for den daværende almægtige Borgmester, Postmester, Toldkontrollør og Telegrafbestyrer Marckmann. Som sagt, "Hammeren" blev solgt til en Privatmand, som dog ikke foretog synderligt ved den store Rigdomskilde, der her ved kommunalt Kortsynethed var faldet i hans Skød; men da han for nogle Aar siden gik Fallit, gik Ejendomsretten over til en Friherre von Ohlendorff i Hamborg, som dannede et Aktieselskab paa 23 Mill. Mark med den Opgave at drive Stenhuggeri paa "Hammeren". For et Par Aar siden kom der saa en Mængde tyske Ingeniører og Teknikere over til Bornholm og begyndte, assisteret af en stor Arbejdsstyrke, at anlægge et kolossalt Stenhuggeri. Der blev bygget Maskinhuse og Huggeskure, anlagt elektrisk Belysning, opstillet Maskiner, der ved Hjælp af komprimeret Luft, som i lange Ledninger føres over Klipperne, skulde udføre Sprængboringer i den haarde Granit. Overalt anlagdes Spor til Tipvogne, hvorpaa Raamaterialet føres fra Sprængstedet til Huggepladsen og derfra igen til Udskibningsstedet.

Her stødte Tyskerne imidlertid paa en Hindring. Den danske Regering vilde nemlig ikke tillade et udenlandsk Selskab at bygge en Havn, og en Havn var nødvendig, da en Transport til Havnen i Allinge forekom Selskabet for besværlig, dels af Hensyn til Vejlængden og dels fordi Indsejlingsforholdene der er mindre gode.

Saa henvendte man sig til den almægtige Tietgen, som ikke nægtede sine tyske Klassebrødre at lægge Navn til for at det kunde faa Udseende af at være et dansk Selskab, ganske vist med tyske Penge og med det Formaal at berige tyske Kapitalister. Havnen anlægges i den saakaldte Sænebugt, der ligger mellem Hammershus Ruiner og selve "Hammeren" paa Øens vestre Side.

Havnen er ikke færdig endnu, men Stenbruddet er i fuld Gang med ca. 300 Arbejdere, og Tyskerne gaar rationelt tilværks. De er begyndt nede ved Hammerens Sø. I to Etager har de anbragt deres Sprængbor, og paa denne Maade forvandler de nu i Løbet af nogle Aar de store, flere hundrede Fod høje Klipper til en Dynge større eller mindre Skærver. De tager naturligvis kun det bedste, og da der er Sten nok, og Selskabet ikke har anden Interesse end at tjene en Bunke Penge i den kortest mulige Tid, er det naturligt, at det intet Hensyn tager til, om der ødelægges mange Gange mere end der bruges. En skønne Dag vil Hammerens urgamle faste Granitklipper ikke være andet end et Kaos af bortsprængte Klippestykker, der er berøvet al Romantik og reel Værdi. Tyskerne gnider sig imens fornøjet i Hænderne af Glæde over de mange Millioner, de har fortjent ved Danskernes Dumhed. Men der bliver ingen Glæde for Allinge-Sandvig Kommune. Den har faaet sine 32,000 Kr. og saa i hundredevis af Arbejdede, som paa dette Tidspunkt er uden Beskæftigelse og uden Evne til at forsørge sig og Familie.

Selskabet samler nemlig et meget stort Antal Arbejdere om sig, dels Bornholmere og dels Svenskere. Endnu findes ikke andre Tyskere end Kontorpersonale, Ingeniører og andre Overordnede. Dog er der blandt disse en dansk Mand, nemlig den ovenomtalte fhv. Borgmester Marckmann med de mange Embeder, som han nu har forøget med en Slags Kasserergærning for det tyske Selskab, der ved hans Hjælp er kommen saa billigt til deres Guldgrube.

De mange Arbejdere stifter efterhaanden Familier og bosætter sig i Kommunen, dels i private Huse og dels i de af Selskabet opførte Arbejderboliger, hvoraf der allerede er to lange, kedelige Kaserner. Naar de tyske Kapitalister nu mener, at de har tjent Penge nok, saa slutter de af med Virksomheden, og saa falder Byrderne tungt paa Allinge-Sandvig Kommune. Den Smule Skat, Arbejderne kan svare, medens de endnu har Arbejde, svarer ikke til de forøgede Udgifter, Kommunen faar, og Selskabets Millioner gaar jo skattefri til Tyskland. Det er erkendt af selve den danske Regering, at hvor der opstaar store Industrier, dér stiger Fattigdommen, og det samme bliver sikkert Tilfældet her.

Langelinje på Hammershusvej i sandvej er et af rækkehusbyggerier der blev opført til stenhuggerarbejderne og smedene i granitbruddene i starten af 1890'erne. Det første var Humledalshuset, et andet Sandlinjen ved stranden. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Selskabet har ganske vist forsikret sine Arbejdere mod Følge af Ulykkestilfælde - 1600 Kr. for Død eller fuld Invaliditet. Ligeledes har Arbejdslønnen til en Begyndelse været saa nogenlunde, men allerede i Aar er den gaaet ned med indtil 30 pCt., og det kan forudses, at Selskabet efterhaanden som det føler sig fastere i Sadlen og gør fornødne Erfaringer med sine Maskiner vil trykke Lønnen endnu lavere ned, om fornødent ved Anvendelse af flere udenlandske Arbejdere.

En Modvægt dannes ganske vist af Arbejdernes Organisation, men heraf kan godt resultere Kampe, som kommer til at ramme Arbejderne og den fattige Kommune lige haardt. Dertil kommer, at Selskabet ikke yder nogen Erstatning til de Familier, hvis Forsørgere dræbes langsomt af det besværlige og usunde Arbejde. Stenhuggerne bliver ikke gamle, det er et kendt Ord paa Bornholm, og man faar ret Øje herfor naar man ser deres Arbejde og til Eksempel gør en Tur gennem det store "Huggeskur", hvor der om Vinteren arbejder indtil 100 Stenhuggere, og hvor Lokalet er saa opfyldt af fint Stenstøv, at man knapt kan skimte de elektriske Lamper, hvormed der oplyses efter Solnedgang. Dette Støv lægger sig paa Lungerne og gør det i forholdsvis faa Aar af med selv den kraftigste Mand.

Vi talte med en Enke efter en Stenhugger. Han havde holdt det ud i 10 Aar, saa var han færdig, og nu sidder hun tilbage med tre smaa Børn. Hun vil faa mange Lidelsessøstre efter at det store Værk er sat i Gang. Der gøres nemlig intet for at beskytte Arbejderne. Der er ingen Pris paa en Arbejders Liv, sagde Enken til os, og hun havde Ret. I det omtalte Skur er der sørget for Plads og Lys, men her er ingen Ventilation, skønt det kun kunde koste nogle faa Tusind Kroner at anbringe en Ventilation gennem Sugeapparater uden at frembringe Træk. Der findes heller ikke paa hele Værket noget Spiselokale. "Sprængerne" maa ligge ude paa Klippen og spise deres Mad, i bedste Tilfælde kan de kravle ind i et Skur hvor Storm og Regn har uhindret Passage. "Huggerne" maa blive i det støvopfyldte Rum, hvor der tilmed om Vinteren er ulidelig koldt, noget, der føles saa meget mere, som det strænge Arbejde gør, at Arbejderne staar i stadig Sved. Den stærke Afkøling under Spisetiden er derfor en fortrinlig Befordrer af Gigt, Rheumatisme og andre lignende Sygdomme, medens Støvet ødelægger Brystorganerne.

Alle disse Lidelser paaføres Arbejderne, og Kommunen maa tage sin Del af Udgifterne, blot for at nogle Storkapitalister og tilmed Folk fra "Arvefjenden"s Land, kan tjene Penge uden selv at røre en Finger. En skrækkelig Illustration til Magthavernes ved alle Lejligheder udskregne Patriotisme.

Hvor langt anderledes vilde ikke alt kunnet se ud, om Allinge Sandvig Kommune selv havde udnyttet den Rigdomskilde, der ligger lige udenfor dens Dør. Den kunde have begyndt i det Smaa, indtil der blev Kapital nok til en større Drift, og saa var denne bleven udøvet med den Tanke for Øje, at der ogsaa skulde være noget til den Dag i Morgen, med andre Ord, man vilde ikke have drevet Rovdrift, som Tyskerne nu gør, man vilde ikke, som den taabelige Mand, hugge Træet om for at faa Blommerne, men sørge for, at der ogsaa blev Frugt til det næste Aar. Den Interesse har nemlig de Folk, der bor paa Stedet, og som er henvist til at søge deres Ernæring dér. men en saadan Interesse kender kapitalistiske Fribyttere ikke, hvad enten de hedder Tietgen eller Ohlendorff.

Dog, den nye Tid dæmrer deroppe ved Hammeren. Arbejderne har begyndt at slutte sig sammen med det Maal at skaffe sig det fulde Udbytte af deres Arbejde. Maatte det blot ikke vare for længe, inden de bliver stærke nok til at gøre Fribytterne overflødige.

(Social-Demokraten 30. september 1892).

Ukendt fotograf: Otto Wilhelm Alexander Marckmann (1820-1911) toldoppebørselskontrollør, borgmester. Det kongelige Bibliotek. 

Otto Wilhelm Alexander Marckmann (27. februar 1820-15. oktober 1911) var gift med Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) og var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. I 1904 flyttede parret fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn. En af hans døtre, Sigrid Camilla Amalie Marckmann (f. 1852) varetog formodentlig en stor del af hans postmesterarbejde. Hun overtog i hvert fald hans job efter hans død og blev dermed Danmarks første kvindelige postmester, se indslaget her på bloggen.

Rosa Heath helbredt. (Efterskrift til Politivennen)

Rosa Heath.

Den engelske Sangdanserinde, som i sin Tid vandt det unge Københavns Hjærter fra Byens Variété-Scener, og hvis ulykkelige Kærlighedshistorie lagde en Sorgens Glorie om hendes kyske Tindinger, er nu atter fuldt helbredet.

Hendes Roman var som et Meteor - kort og lysende, og sluktes hurtig. Hendes Fremtræden paa en Tid, hvor den franske Rabalderchansonette havde oversvømmet Tribunerne, indtog Publikum gennem sin nye Friskhed og sin barnlige Ynde i de mest vovede Attituder.

Det var det, der vakte Bifaldsstormen, naar hun løftede den vide Kjoles Sømme, saa den som en Vifte udfoldede sig over hendes smalle Ankler. - Hendes Ansigt var ubetydeligt, karakterløst, hendes Haar temmelig tyndt, sat op i en ærbar spartansk Knude, hendes lyseblaa Øjne syntes svage, sørgmodig duggede. Armene var tynde, med magre, lange Hænder, Brystet udviklet som en trettenaars Piges. Hun brugte aldrig Korset, naar hun dansede derfor havde hendes spinkle, hofteløse Legeme et endnu mere blødt og barnligt Udseende.

For dem, der havde beundret de fede afklædte Chansonetter, der søgte deres Publikum gennem ødsel Blotten af Ben og Bryster, maatte hun staa som Inkarnationen af en ny Tids Æra paa Brædderne. Den blide Sentimentalitets. I hendes Stemmes melodiske Kalden, i hendes Armbevægelsers runde Gratie laa ædel Simpelhed. Og det var saa langt fra, at hun med dette forbandt Snærperi af nogen Art man fik se ligesaa meget, ja mere, af hendes unge Legeme - men ingen Bøjning under Dansen, ingen Løften af den lette Kjole fra de slanke, silkeblanke Ben bragte selv den sarteste kvindelige Tilskuer til at rødme eller et begærligt Blink i Mændenes Blik.

Det skulde da være i de mest fordærvedes. Naar hun nu igen viser sig, vil stormende Jubel hilse hende. Hendes triste Æventyr har hævet hende til at være den gode Fe for Tribunernes flagrende og ustadige, ofte foragtede Flok. Hun har vist, at der i Gøglernes Trækfugleskare kan findes en Uberørthedens Poesi, en øm og alt forsagende Trofasthed trods de korte Skørter, undersøgte af hundrede spejdende Kikkerter.

My little darling! - Din Sorg har yderligere befæstet mig ; man ender til Slut i sky Sløvhed eller i Askesen! eller søger Skøgen, der alt er forhærdet; for mange brudte Haab og bristede Drømme fylker sig paa den alfare Vej, - ved din Sang snøres mit Hjærte sammen af Vemod og Angst !

Kun med iagttagende Kulde følger jeg Dig og dine Søstres Dans! hos mig vækker I intet Begær, og kom det dog, vilde det være mig fjærnt at søge det stilnet i Eders lokkende Arme.

glen.

(København 18. september 1892)

Rosa Heath.

Den hed fornylig, at den unge, sympathetiske Varietesangerinde, Frk. Rosa Heath - hvis sørgelige Skæbne har vakt Interesse ogsaa udover de Kredse, der færdedes i Varieteerne - var bleven rask og atter havde vundet sin forstands fulde Brug. Dette Rygte naaede ogsaa frem til "Dannebrog"s Spalter.

Fra Rosa Heaths Moder, som i London har læst "Dannebrog" modtog vi i Gaar et rørende Brev, der handlede om hendes stakkels Datters ulykkelige Skæbne. Efter at Rosa Heath havde været 15 Maaneder i Hospitalet, bad Moderen Lægerne om at faa Lov til at faa hende ud paa Prøve. I 7 Uger plejede Moderen hende Dag og Nat, men Rosa Heaths Tilstand forværredes stadig, saa Moderen nu atter har maattet indlægge hende paa Hospitalet. Lægerne giver dog stadig Haab om Helbredelse.

(Dannebrog (København) 26. september 1892).

Arbejderliv. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Aar siden arbejdede et Ægtepar paa Gadevangs Teglværk ved Hillerød. Fra Morgen tidlig til Aften silde sled baade Mand og Kone i det snavsede Ler for at skaffe Brødet til sig selv og deres Børn. Slidet var haardt, men det gav Udkommet, og store Fordringer stiller Teglværksarbejdere ikke. Saa en Dag hændte der et Ulykkestilfælde, hvorved Manden blev slaaet ihjæl og Konen stod alene tilbage mcd 3 Børn. Hun forlod det Sted, der havde berøvet hende hendes Medkæmper i den tunge Kamp for Tilværelsen, og søgte Arbejde paa Hillerød Teglværk. Her kunde hun med Opbydelsen af alle sine Kræfter tjene indtil 9 Kr. om Ugen, men hvad er 9 Kr. ugenlig til 4 Personer? Saa gik der et Par Aar. Konens Kræfter tog mere og mere af, hun havde ved det strænge Arbejde paadraget sig en betydelig Brokskade, og endelig maatte hun gaa den tunge Gang til sin Forsørgelseskommunes (Alsønderups) Tillidsmænd og bede om lidt Hjælp til sine Børn, hun kunde ikke længere alene skaffe dem Brød og Husly. De store Gaardmænd, der udgør Alsønderup Sogneraad, snakkede frem og tilbage om Sagen, og endelig tilbød de hende en Hjælp af 5 Kr. maanedlig - 60 Kr. om Aaret, det var alt hvad de kunde afse til tre Børns Opdragelse. Konen tillod sig en beskeden Indvending mod denne Karrighed, men fik det Svar, at vilde hun ikke nøjes med de 5 Kr. maanedlig, saa blev baade hun og Børnene indsat paa Arbejdsanstalten, saa kunde de have det saa godt. Med de Fattiges naturlige Skræk for de milde kommunale Stiftelser, der gaar under Navnet Arbejdsanstalter og Fattiggaarde, erklærede Konen, at saa vilde hun se at fortsætte sit Slid og ernære sig og sine Børn med, hvad hun kunde fortjene til Hjælp til de ca. 5 Øre pr. Dag til hvert Barn, som Kommunen var naadig nok til at tilstaa hende. Og saa gik den udslidte syge Kone atter til Teglværket, hvor hun fortsætter sit Slid indtil Kræfterne en skønne Dag svigter hende. De Alsønderup Gaardmænd kan da gnide sig i Hænderne af Glæde over, at de ved Hjælp af Truslen om Arbejdsanstalten slap saa billigt.

Men hvorledes dømmer den offenlige Mening disse Mænd ? Ellers hedder det sig jo, at der skælnes mellem værdige og uværdige Trængende. De værdige skal hjælpes til at opretholde deres Hjem og højt priste Familieliv, medens de uværdige og "Vagabonderne", som det hedder i Storborgersproget, skal tugtes paa Arbejdsanstalterne. Hvad er da denne Kvindes Brøde, siden hun trues med Vagabondernes Behandling? Jo, hun har giftet sig med en Mand, der satte Livet til ved sit Arbejde, hun har maattet tage fat paa et Arbejde, der kræver flere fysiske Kræfter end Kvinder i Almindelighed er i Besiddelse af, derved har hun paadraget sig en Sygdom, der gør hende Livet og Arbejdet endnu mere besværligt, og da hun ikke kan mere, beder hun om lidt Hjælp til sine Børn.

For denne "Forbrydelse" truer man hende med Arbejdshuset, hvis hun ikke kan nøjes med 5 Øre om Dagen til hver. Hvilken himmelskrigende Uretfærdighed og hvilket skrækkeligt Billede giver det ikke af de Fattiges Hjælpeløshed overfor det bestaaende Samfund. Og dog fortæller de sammensmæltede Kapitalister, at de har lavet en "human" Fattiglov!

(Social-Demokraten 25. september 1892).