For Hundevenner. (Efterskrift til Politivennen)

Ude på et hjørne af Garnisonskirkegård ligger et ret betydeligt handelsgartneri der ejes af en mand ved navn Preisler. Denne mand fik en skønne dag for en halv snes år siden den ide at sælge begravelsespladser for bedrestillede hunde til en minimumstakst af 2 kr. pr. stk.

I begyndelsen meldte der sig ikke mange liebhavere. Men så ville lykken, at "Social-Demokraten" fik kig på dette "kapitalisthundenes" sidste hvilested og rettede et indigneret angreb på dem, dvs. naturligvis ikke så meget på hundene, som på de "storborgere" der havde råd til at spendere 2 kr. på at få deres hunde i jorden.

Reklamen hjalp. Flere og flere hundelig fandt derud, og hr P. påstår, at han nu har hundebegravelser hver uge. De fleste af disse hundegrave forsvinder naturligvis igen i løbet af kort tid. Men en række af gravstene vidner dog om at dette ikke altid er tilfældet at hundens død her har forvoldt dens ejer en virkelig sorg. Hvem der selv har holdt meget af en hund, vil forstå dette, og selv om han ikke kan lade være at smile ved synet af denne pietetsfulde dyrkelse af "Lille trofaste Svip"s, "Thor Redahl"s, "Lille Pusse"s eller "Pahn"s Minde, vil der ikke være antydning af spot i hans smil. Mange enligstillede menneskers bedste og troeste ven har jo netop været - en hund.

Det latterlige kommer først frem, når man hører om silkepolstrede kister og store begravelser, som da frk D.s hund i sin tid begravedes under megen deltagelse og tale af den bekendte forfatter H. Dette er ikke alene latterligt, men også usmageligt.

*   *   *

Så fin en begravelse fik min gamle ven - eller rettere fjende - "Tsching" på hvem jeg netop kom til at tænke ved at se denne hundekirkegård, nu ikke; men fejlen var for øvrigt dens egen. Havde den blot båret sig lidt snedigere ad, kan det såmænd godt være, at den var blevet "begravet på etatens bekostning".

Jeg lærte "Tsching" at kende en sommer i Vejle. Dens ejerinde var en ung smuk dame, der havde for tilfældet taget mit dengang purunge hjerte med storm, og "Tsching" var efter hendes mening en ganske ualmindelig sød og ægte kinesisk silkepuddel.

Hvordan det forholdt sig med ægtheden, skal jeg ikke udtale mig om, men et mere arrigt hundeindivid har jeg aldrig truffet. Det rare dyr voldte mig mange kvaler. Når vi spadserede ud til Skyttehuset, for den uophørligt op og ned af skrænterne og blev hvert øjeblik hængende i buskene ved sine lange silketjavser. Så måtte jeg med fare for liv og lemmer op og hente den ned og oven i købet være venlig mod bæstet; til tak bed den mig ved første lejlighed i benene.

Denne tendens til at vise sit mod ved at fare løs på alt og alle blev heldigvis "Tsching"s ulykke.

Den havde længe gået og set sig gal på de kgl. danske statsbaners lokomotiver. Endelig en dag tog den en kraftig beslutning og for med et højt bjæf i "benene" på et eksprestogslokomotiv i fuld fart - og så var der ikke stort mere tilbage af "Tsching" end dens hundesjæl.

Begravelsen blev som sagt kun så som så, dels på grund af den defekte tilstand, hvori "Tsching" var kommet, dels fordi generaldirektoratet for statsbanerne efter forlydende resolverede, at da "Tsching" - efter troværdige øjenvidners udsagn samt efter hvad der i øvrigt under sagen var oplyst, måtte anses for længe at have været ked af livet, forelå der en art selvmord, hvori hverken lokomotiv eller togfører kunne siges at have nogen skyld, hvorfor begravelsen på statens bekostning ikke fandtes at kunne bevilliges"

Stakkels "Tsching". Endogså i døden blev du misforstået.

Metropolitan.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 22. juni 1901).

Holger Drachmann: Det gamle Kristianshavn (1901?). (Efterskrift til Politivennen)

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage,
paa alle de „Pladser” fra Arilds Tid,
        som endnu findes tilbage.

Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
        men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
        en forunderlig Poesi.

Paa Kristianshavn, med den grønne Vold,
        en skælvende Foraarssol skinner,
paa Udsigten ud over Kallebodstrand —
        paa alle Barndommens Minder.

Paa Knippels- og Lange- og Snurre-Bro
        paa alle de Folk, som gaar der,
paa „Jødens Bule” — som man rev ned
        og paa Børnehuset, som staar der.

Halvt hollandsk lever den lille By
        — fra Stor-Staden skilt ved en Stram
saa bred som Langebroen er lang —
        sit Liv i en Fortids Dram.

Patricier-Husene drømmende staar —
        ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhøj Rig,
        som rundt om Jordkloden skulde.

Men Smaamanden, han som i Kælderen bor,
        hvor sjeldent en Solstribe skinner,
han tærer med særlig Trofasthed paa
        de gamle og kære Minder. —

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
        i den trange Kælder tilbage.

Ja den, som er faret Halvkuglen rundt
        med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er saadan en Kælder
        hvori en Sol-Stribe skinner.

I 1905 var der på Amagertorv en udstilling om det gamle København hvor romantiseringen åbenbart allerede var i gang: Man omtalte de "smukke, gammeldags gårde ... de kønne partier ved voldene ... ejendommelige bygninger som "Jødens Bule" og andre karakteristiske partier. 

Lona Barrison og Cirkus-artisterne. (Efterskrift til Politivennen)

En protest!

Fra Lona Barrison har vi i morges modtaget følgende lille billet:

København, 26. april

Til

Redaktionen af "København"

På given foranledning bedes medfølgende berigtigelse optaget in extenso i næste nummer af Deres ærede blad. 

Med højagtelse

Lona Barrison Fleron.

Erklæringen som fruen ønsker indrykket, har følgende ordlyd:

København, den 26. april 1901.

Til

Fru Barrison Fleron!

Vi undertegnede artister i Cirkus Varieté tillader os herved at bestride sandheden af den i bladet "København" af 24. april d. å. bragte notits at de i Cirkus Varieté for tiden optrædende artister kun modtog direktør Rasmussens indbydelse til en skovtur på den betingelse at fru Lona Barrison ikke deltog i nævnte udflugt. Tværtimod, fruens selskab ville have været os kært.

Med kollegial hilsen

(Underskrifter)

Det gør os oprigtig ondt for fru Lona, at hun i anledning af vor "notits" har pådraget sig den ubehagelighed at skulle offentliggøre en erklæring der ender med en utvetydig spydighed mod hende.

Ifølge pålidelige oplysninger vi har indhentet, deltager fruen ikke i sine kollegers fællesfornøjelser fordi hun føler sig for "fin" til at omgås dem. Denne opfattelse er i hvert fald den fremherskende blandt artisterne, og den giver sig udtryk i hin spydige bemærkning om at man tværtimod gerne havde ønsket Lonas selskab.

Stakkels Lona.

Frejlif.

(København, 27. marts 1901).

Den offentlige moral. (Efterskrift til Politivennen).

Litteraturen, pressen og forlystelserne. 

"Vigilia" havde inviteret pastor Schack til at holde foredrag om de offentlige forlystelser. I den efterfølgende diskussion fremkom følgende: 

Diskussion. 

Efter at højesteretssagfører Asmussen havde overtaget stillingen som dirigent, gav han ordet til kontorchef Borgen, som oplyste, at der havde været tre varietéer i Tivoli, men af dem var heldigvis den ene gået til bunds, og han håbede, den aldrig kom op mere, for det havde været et yderst slet forlystelsessted. Han beklagede, at alle de københavnske blade havde omtalt Lona Barrisons optræden med stærk ros, idet han citerede anmeldelserne, af hvilke "Berlingske Tidendes" havde været den mest velvillige. Selv en digter som Holger Drachmann var rejst herhjem alene for at hilse på Lona Barrison, og han havde viet hende følgende digt:

Forkælet og forkætret, erfaren og naiv,
så munter som en sidsken, så smidig som et siv,
en frygt for alle fruer, en fryd for alle mænd,
går Lona over jorden gennem hjerterne hen.

Man så også i Odense fornylig, hvorledes et fint og pænt publikum besøgte Dagmar Hansens forestillinger. Dette rummer sikkert en stor fare for vort samfund. (Bifald). Grosserer Lachmann troede heller ikke, at sådanne forlystelser som Lona Barrisons var nogen gavn til; men han skulle gerne erkende, at når man ikke så på det med noget urent blik, var det måske ikke nogen siælsfordærvende forlystelse. Imidlertid nytter det ikke at råbe bravo her. Vil man ondet til livs, bør man opdrage børnene til at forstå alle livets naturlige funktioner, så at de lærer at se sundt på sunde forhold. Kun da kan børnene gå ud i livet uden fare for at falde.

Dirigenten mente at taleren kom for langt bort fra de specielle emner ...

(Frederiksborg Amts Avis, 6. marts 1901).

Lona Barrison.

"Vigilia" udsender umiddelbart efter at Lona Barrisons optræden i "Cirkus Varieté" er sluttet, et stridsskrift om denne og om hovedstadspressens stilling dertil. "Vigilia" har ladet en hel del anset mænd, politikere, skolemænd osv. overvære forestillingen, og deres dom har været priselig enstemmig.

Der er da heller ikke i lange tider budt et københavnsk publikum noget så talentløst og skamløst som Lona Barrisons afklædningsscener og den tekst der ledsager disse.

At en varieté får lov til at præsentere et sådant nummer, er ufatteligt.

I Prøjsen har ministeriet - under tilslutning af alle partier - forbudt enhver optræden af Barrison.

I København hvor der kommer mange børn på varieteer, lægges der ikke et halmstrå i vejen for Barrison-forestillingerne.

Og den københavnske presse har rost dem i høje toner.

"Vigilias" stridsskrift vil da sikkert give genlyd i vide kredse.

Justus.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 4. april. 1901).

Fra Kunstens Overdrev. (Efterskrift til Politivennen)

Cirkus Variete. - Boer-sympatier. - Lona Barrison.

København, 3. marts.

Parket, loger og etager er fyldt af et forventningsfuldt publikum; man ser alle de ansigter, der kendes fra teatrenes premierer, for for første gang siden den lille Abelone Bareisen for ca. 15 år siden spillede tambourmajor i "Tommeliden" på Kasino, skal Lona Barrison, der i mellemtiden er bleven verdens mest omtalte artistinde, vise sig som sådan for sine bysbørn.

Men der er et langt variete-program at gennemgå, inden turen kommer til Lona. Der er fx en mimiker, der fremstiller alverdens berømtheder. Konger og kejsere modtages i reglen med respektfuld bifald, Waldersee og Roberts med hyssen og piben, men "den tapre boergeneral Christian Dewet, englændernes skræk" med stormende bifald, som stiger til orkan, da "præsident Krüger, den hårdtpøvede" viser sig.

Senere får det boervenlige publikum ny lejlighed til at vise sin sympati.

Der optræder en hollandsk dame-sextet i kyske bondepigedragter og med friske, klare stemmer. De slutter med boernes nationalsang, der selvfølgelig synges i originalsproget; den djærve, klangfulde melodi tager publikum med storm, og sangen forlanges gentagende gange da capo under stigende bifald. Den har forøvrigt længe været godt kendt her i København, og den vil snart være lige så populær som Marseillaisen under den fransk-tyske krig.

Så følger gymnastikere, sangere og sangerinder i broget forvirring; en hel familie danser på linje oppe under kuplen, og en "håndlænkekonge" viser, at han kan sprænge alle lænker, som sættes på ham. 

Og så kommer endelig Lona Barrison. Lille og fin af skikkelse og med store naive øjne i det næsten barnlige ansigt, skulle man forsværge, at det er hende, der i de senere år har givet anledning til tusinder af forargede bladnotitser i hele verden og til den voldsomme krig som de tyske artister for et par siden satte i gang mod hende, indtil domstolene ved en klækkelig mulkt satte en stopper for "Der Artist"s angreb på hende.

Hun spiller en pariserscene med en affældig baron, for hvem hun foredrager forskellige sange af fremmed oprindelse. Teksten forstår man ikke - den er censor for øvrigt gået god for - , men foredraget er ganske virtuosmæssigt og originalt ved sin pointerede sikkerhed og pikant uden at være råt.

Hun viser sig efterhånden i forskellige kostumer, som egentlig ikke overskrider hvad man er vant til i den genre. Men til sidst træder hun frem i - badedragt og nu begynder publikum at blive lidt usikkert. Kan det virkelig også gå? Man rives dog snart ud af enhver tvivl i så henseende. I en loge troner nemlig i ensom majestæt selve politiinspektøren, forsynet med en drabelig kikkert, som stadig er rettet mod scenen.

Og han fortrækker ikke en mine. For øvrigt har han for en måneds tid siden sammen med censor prof. Vilh. Møller, godkendt Lonas kostumer ved en forestilling, hun måtte give for de to herrer alene.

Adskillige fremkaldelser og mange kostbare blomster fastslog Lona Barrisons succes. Og hendes mand, den tidligere redaktør af "Herolden", hr. Wm. Fleron, gned sig fornøjet i hænderne; han skal nemlig have en trediedel af entreindtægten hver aften, og det bliver antagelig en god skilling i månedens løb

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 4. marts 1901).

Lona Barrison. Gustav Liersch & Co. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

Indbudt til Kunstnerkarneval.

Til det af unge kunstnere natten til i lørdags arrangerede karneval i Larsens Lokaler havde Lone Barrison fået adgang. At denne varietedame hvis offentlige optræden i Tyskland er forbudt af hensyn til sømmelighed og moral, med stor frihed og ugenerthed bevægede sig blandt damer og herrer af Københavns såkaldte "gode selskab", noterer selvfølgelig "Politiken" med oprigtig glæde og tilfredshed.

(Viborg Stiftstidende, 19. marts 1901).