Politidirektør Eugen Petersens Afsked 31. august 1917. (Efterskrift til Politivennen)

Eugen Petersen (1840-1930) var 1864-71 fuldmægtig ved Københavns Søndre Birk og fra 1872 ved Nordre Birk, samtidig i 1869 assistent i Justitsministeriet. I 1877 konstitueret, 1886 fast vicepolitidirektør i København og endelig 1887—1917 politidirektør. Medlem af den 11. juli 1905 nedsatte kommission til revision af straffeloven. 

På nærværende blog optræder Eugen Petersen ofte. Det gælder i den nedenfor nævnte skandale  Den store Sædelighedsskandale (1895-96), frigivelsen af Chresten Berg, Bulotti-sagen, Lona Barrison(1901) samt adskillige andre steder som kan findes ved søgning på hans navn, fx Se fx "Oldingeregime i Københavns Politi" (1915), "Fra borgerrådet. Røfler til Politiet" (1895), "Politibrutalitet" (1894).

Han gjorde sig bemærket i 1889 da han anmeldte August Strindbergs teaterstykke "Frøken Julie" til justitsministeriet. Politiet mødte op til generalprøven og forbød opførelsen. Stykket skulle have haft verdenspremiere i Dagmarteatret 2. marts 1899. Højrepressen indledte en pressestorm mod opførelsen som usædelig - stykket er senere blevet anset som et hovedværk i naturalistisk dramatik.

Niels Christian Hansen (1834-1922): Eugen Petersen og Claudia Caroline Cathrine Petersen, f. Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Politidirektør Eugen Petersen gaar af.

Han har indgivet Begæring om sin Afsked fra 1ste September.

For, Gud véd, hvilken Gang dukkede i Gaar det Rygte frem, at Politidirektør Eugen Petersen havde besluttet at trække sig tilbage. Rygtet, der som en Løbeild spredtes gennem det gamle Domhus, blev - netop fordi det har været fremme saa ofte for og altid er blevet dementeret af Kendsgerningerne - modtaget med Skepsis og Mistro. Men det beholdt Livet.

Thi Rygtet havde Ret denne Gang:

Eugen Petersen har tilstillet Justitsministeriet sin Afskedsbegæring fra 1. September at regne.

Ret ejendommeligt kommer Politidirektørens Afskedsbegæring den samme Dag, "Dansk Politiforening"s store Ombudsmøde aabnes i Odense, hvor i al Fald Forarbejderne og Foragitationen har lovet en samlet Aktion og et fælles Stormløb af hidtil ukendt Enighed og Styrke mod de Traditionens evige Mure, der i hvert Fald I den store Offentligheds Øjne i fremragende Grad har været repræsenterede af Eugen Petersen. Og dog tager man sikkert fejl, saafremt man paa nogen Maade stiller hans Tilbagetræden i Forbindelse med de forestaaende Omvæltningsforsøg.

De, der kender Eugen Petersen véd, at han ikke hører til dem, der viger for Bajonetterne. Det er i Aar tredive Aar siden han overtog Stillingen som Politidirektør i København, efter i Forvejen en Aarrække at have været Vicepolitidirektør. Og han har i denne lange Tid aldrig nogen Gang bøjet Hovedet for hverken Angreb eller Kritik, aldrig nogensinde veget en Tomme fra det, han mente ret og retfærdigt.

Eugen Petersen.

Nogen populær Mand er Eugen Petersen aldrig bleven i den danske Hovedstad. Han kom jo til i en Tid, da den politiske Gæring var paa sit højeste, og han stod for Styret i alle de Aar, Frisindet har maattet bruge til at kæmpe sig frem til Magten her i Byen. Intet Under da, at han ofte har maattet staa for Skud - og Intet Under, at der mange Gange er skudt uretfærdigt og grundløst paa ham.

Han forstod Imidlertid at staa for Skud. Han tog imod det med oprejst Pande og med sit rolig Smil uden ømtaalellg Hidsighed eller smaalige Hævntanker. Han var i al sin Færd en gennemnobel Mand - lidt af den gamle Skole, kan hænde, men strengt retfærdig, angst næsten til Sygelighed for at gøre noget Menneske Uret og hjælpsom i det Stille paa de mange Steder hvor han kunde komme til at hjælpe i Kraft af sin Formue og den udstrakte Magt, hans Stilling forlenede ham med.

Det er uomtvisteligt at Tiden paa Punkter var løbet fra ham - at han nu eller i den nærmeste Fremtid maatte gaa. Men han gaar med fuld Honnør. Og Retfærdigheden vil byde københavnerne at sænke Kaarderne ved hans Afgang. Ikke mindst vil dette blive gjort af hans mange Hundrede Underordnede i Politietaten der i ham altid har mødt en ganske vist streng, men forstaaende og hjælpsom Chef, der ejensynlig kun med den største Beklagelse har set Bevillingsmyndighederne Gang paa Gang nægte ham Midler til og lægge ham Hindringer t Vejen for at forbedre Politifolkenes trange Kaar.

(Aftenbladet (København) 26. juli 1917)

Aftenbladets foto er af Red. erstattet af J. Petersen & Søn: Eugen Petersen (1840-1930). Det er dette foto som Aftenbladet havde brugt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Politidirektør Eugen Petersen gaar af.

Hvem skal være hans Efterfølger?

Der er allerede flere Kendte Navne paa Tale.

Efter i 30 Aar at have været ansat i det ansvarsfulde Embede som Politidirektør i Kjøbenhavn agter Hr. Eugen Petersen nu at trække sig tilbage fra 1ste September.

Dette Skridt kommer jo ikke ganske uventet. Politidirektøren er jo 77 Aar gammel, og der har meget ofte, naar der var Strldspørgsmaal af en eller anden Art, verseret Rygter om, at nu vilde han gaa, men stadig forblev Eugen Petersen paa Pladsen og vogtede sin Stilling efter de Principer, han nu en Gang havde stillet op

Spørgsmaalet om, hvem der skal være hans Efterfølger, er selvfølgelig nu blevet t højeste Grad aktuelt, og vi skal nævne et Par af de Navne, der i Øjeblikket synes at have de største Chancer.

Politimester Cold i Aarhus er som Leder af Landets næststørste Politijurisdiktion og som Indehaver af en af de fineste juridiske Eksaminer en Mand, der rnaa regnes med. Endvidere har Overretsassessor Riise med sin store Erfaring ogsaa en betydelig Chance, men den unge, energiske Kriminalretsassessor og Politiker Jesper Simonsen er sikkert ogsaa en Mand, der er Aspirant til Embedet.

Han er en Mand, der i Øjeblikket har nogen Indflydelse indenfor det politiske Parti, der har det afgørende Ord at sige ved Besættelsen. Der vil sikkert ikke gaa ret mange Dage, før man faar bestemt Klarhed over dette Spørgsmaal, der selvfølgelig skal løses saa hurtigt, som det paa nogen Maade kan lade sig gøre.

(B. T. 26. juli 1917)

Eugen Petersen søger sin Afsked.

Politidirekter Eugen Petersen.

Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, har efter Forlydende indgivet Begæring om at blive afskediget fra sit Embede til den 1. September i Aar.

I en Menneskealder har Eugen Petersen slaaet i Spidsen for Københavns Politi, og der er dem, der mener, at han uden Skade kunde have gaaet noget noget før.

Han er nu en Olding paa over 77 Aar, og dette Faktum er næppe uden Forbindelse med, at Politikorpsets Udvikling længe har staaet i Stampe.

Der trænges til yngre Kræfter og friskere Impulser.

Københavnerne, herunder Indbefattet Politiet, vil græde med tørre Øjne den Dag, da den højt bedagede Olding siger Farvel.

(Folkets Avis - København 26. juli 1917)

En Udtalelse af Politidirektøren.

30 Aars Virksomhed. - Sympati for Politibetjentenes ønsker om Reformer.

Trods sine 77 Aar er Politidirektør Eugen Petersen en af de rankeste Skikkelser paa Domhuset. Med usvigelig Nøjagtighed møder han hver Middag paa Klokkeslet paa sit Kontor for Løbet af Eftermiddagen at ekspedere et Utal af Sager, - men hans Humør som hans Arbejdskraft synes usvækket.

En udmærket dygtig og retsindig Embedsmand, - det er den Karakteristik, Enhver, der har lært Eugen Petersen at kende, vil give ham.

I en lille Pause i Arbejdstimerne aflægger vi Politidirektøren et Besøg for at anmode ham om en Udtalelse i Anledning af hans forestaaende Tilbagetræden.

- Der er aldeles ikke noget mærkeligt i, at min Afskedsbegæring fremkommer netop nu, begynder Politidirektøren smilende. 

Den 15. August er det 30 Aar siden jeg modtog Udnævnelsen til Politidirektør, og jeg har forlængst besluttet mig til at træde tilbage, naar denne Dag var naaet, og August Maaned var gaaet.

Det har været en interessant, men ogsaa tit en brydsom Tid. Det eneste Punkt, jeg vil tænke tilbage paa med Utilfredshed, er Spørgsmaalet om Politistyrkens Størrelse.

Det er min Overbevisning, at Politikorpset er altfor ringe til den store By. København er jo i de 30 Aar blevet en helt anden By.

I tidligere Tid var det dog Kotume, at Korpset f. Eks. hvert 3. 4. Aar blev forøget med 30-40 Mand. Men Ordenspolitiet er ikke blevet udvidet i de sidste 11 Aar, skønt Indbyggertallet i den Periode er vokset med 100,000. Dette Forhold betegner jeg som enestaaende.

Vel er der nu og da sket smaa Forøgelser, - i det Tempo, at naar jeg krævede 60 Mand, fik jeg 35, - men disse Forøgelser var l Virkeligheden Forringelser af den tienstgørende Politistyrke, idet nemlig de nye Folk skulde benyttes til at udfylde de Huller, der blev, naar Betjentene skulde have en lille Ferie.

Men det har al Tid været saa, at naar jeg kom med mine Henstillinger vedrørende Udvidelse og Modernisering af Politiet, lød Svaret, at i Øjeblikket var Kommunens Budget absolut anstrengt ...

Resultatet er simpelthen blevet, at det københavnske Politi ikke kunde følge med i Udviklingen.

Vi burde bl. a. have vore egne Køretøjer, stationeret ved Politistationerne, saaledes, at Udrykningerne kunde foregaa ligesom Brandvæsenels. Et Forslag herom ligger imidlertid ganske roligt og hviler sig i Magistraten.

Naar der indtræffer en Ildebrand eller sker en Forbrydelse, ja, saa kan Politibetjentene se, om de kan komme med en Sporvogn ...

Bevægelsen Indenfor Politiet.

- Jeg ser med Sympati paa de Ønsker, der nu er fremme blandt Politibetjentene, Kravene om bedre Lønninger og bedre Arbejdsvilkaar.

Om den foreslaaede Boykotning er det rette Middel til at naa frem, skal jeg ikke udtale mig.

Eet er nødvendigt til at faa Reformer indført, nemlig Penge, Penge.

Hvis de 30 Aar ikke var gaaede, vilde det have interesseret mig meget som Politidirektør at have været med i den Bevægelse, der nu er i Færd med at rejse sig

(København 27. juli 1917)

Eugen Petersen.

Af en Forhenværende.

Det morer ganske sikkert den gamle Politidirektør i disse sidste Uger af hans usædvanlig lange Embedstid at erfare, hvor upopulær han er. Han har ikke hørt derom før! Tværtimod - i visse Kredse var der i Tidens Løb gjort adskilligt for at bilde Børn og Voksne ind, at Eugen Petersen var en umaadelig gammeldags, ja, helt reaktionær, stiv Herre, der saa surt til alt nyt.

De, der kender Politidirektøren rigtigt, har altid vidst, hvor aldeles hen I Vejret en saadan Karakteristik af hans fine, ejendommelige Personlighed er og var.

Han er og har alle sine Embedsdage været en sjælden unervøs Mand. Efter sindig Overvejelse tog han sine Beslutninger, der naturligvis ikke altid kunde blive til Behag, og saa brød han sig fejl om alskens Kritik. Han er en human, velmenende Mand, dertil en raisonnabel og praktisk, endelig en i dette misbrugte Ords sandeste Betydning frisindet. Men han har skyet al "Reklame" og har ingen Sinde nedværdiget sit ansvarsfulde Embede ved at gaa paa Jagt efter Folkets Gunst. Paa "Etaten"s Vegne har han derimod altid været fuldbevæbnet.

Posten som Hovedstadens Politidirektør er vel nok en af de mest udsatte her til Lands; Kritik kan ikke undgaas, gøre Alverden tilpas kan og bør Politiets Chef ikke. Det er ikke for Intet, at Eugen Petersen er født I Holstebro: med jydsk Ro og Besindighed har han virket, altid aarvaagen, altid oplagt. Lidt kølig - tilsyneladende i hvert Fald; men Blikket i hans stærke øjne røber hans Hjertelag og ydermere aldrig svækkede Sans for Urets og Menneskenes komiske Sider.

Netop derfor morer han sig bestemt lunt naar han prises og roses Just nu, da han har besluttet at sige sin mangeaarige Gerning Farvel. Af Hjertet under man den gamle Embedsmand denne Glæde, inden han faslader sine ikke lyse, men rummelige Kontorer ud mod Hestemøllestræde og det Arbejdsbord, der stedse har været ryddeligt og sirligt til Eksempel for andre ....

.... Mange er de Historier, der kunde berettes til Bekræftelse paa, hvad her ovenfor er løseligt antydet om Eugen Petersens Særegenheder. Her blot en enkelt af lystelig Art, der dukker op i Erindringen fra før "Systemskiftet"s Dage: Afdøde Teaterdirektør Ferdinand Schmidt havde paa Scenen l Etabl. National opført en kaad, revueagtig Bagatel, der satiriserede orver en ret smagløs Skønhedskonkurrence, der havde fundet Sted paa Klampenborg Badeanstalt. Den anonyme Dilettant, der havde skrevet det lille Stykke, var ret nærgaaende mod en den Gang kendt Borger i Staden, der naivt nok havde ladet sig lokke til at fungere som Dommer ved "Konkurrencen". Herover var der af hans Familie klaget til Politiet, da tilmed Schmidt i Maske og Manerer understregede Karikaturen. Direktøren blev i den Anledning kaldt op paa Raad- og Domhuset; thi en Censor havde det lille Teater endnu ikke faaet. Da Schmidt, der var et forslagent Hoved og fuld af Skalkestreger, havde hørt, hvad det gjaldt, fordristede han sig til - med Gravalvor - at sige: "Skal vi to ikke et Øjeblik begge to aflægge Direktørværdigheden? . . . Maa MenneskeI Schmidt tale lige ud af Posen til Mennesket Petersen?" Hvortil Eugen Petersen med sin vaagne Sans for Komik straks smilende svarede: "Jo, lad gaa - hvad vil saa "Mennesket" Schmidt sige mig?" Naa, saa prøvede Ferd. Schmidt at knibe udenom det taktløst-personlige I Farcen, Indtil Politidirektøren stoppede op for hans Tungefærdighed og i al Gemytlighed, men særdeles bestemt anbefalede ham at faa en Censor beskikket, da ellers Politidirektøren maatte agere Censor og saa maatte Stykket, der samlede Hus, ikke gaa tiere. Schmidt skyndte sig op i Justitsministeriet og fik Departementschefen, Ricard, bedaaret til endnu samme Dag at ansætte en Censor for "National"s Teater (det blev Dagmarteatrets daværende, Overretseagfører M. A. Meyer), denne læste Stykket, der var ganske kort, og da man ikke af Teksten kunde se, at der sigtedes til nogen bestemt Person, havde han intet at bemærke til det tilsyneladende harmløse Sludder. Schmidt var henrykt, fordi han paa denne Maade kunde forfølge sin Succes, og roste Politidirektøren som en "mageløst forstaaende Mand"; men den, der morede sig mest over Udfaldet af denne lille ægte Københavnske Episode, det var vistnok Eugen Petersen.

Mennesket Petersen - det er ikke den Side af Politidirektøren Eugen Petersen, man vil komme til at savne mindst, hvem der saa end bliver hans Efterfølger.

(Nationaltidende 30. juli 1917, 2. udgave)

Københavnske Politiforhold.

Ved Politidirektørskiftet.

Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, trækker sig tilbage den 1. September. - Skønt hans Ledelse i Aarenes Løb atter og atter er bleven angreben, er der nu, da han fratræder, taget meget blidt paa ham. Uheldigvis har dem københavnske Presse netop i disse Dage meddelt et Par ondartede Udbrud af Politibrutalitet. Saaledes har en Betjent paa Politistationen givet en Dame en Lussing. Bemeldte Betjent er fremdeles i Funktion og saa vidt Offentligheden bekendt, har han ikke faaet anden Straf end en mild Røffel af Assessoren i den offentlige Politiret. Denne Kendsgerning kaster et grelt Lys over den Aand, der besjæler det af Hr. Petersen ledede Korps, og peger paa, hvor grundigt der maa ryddes op efter ham. Om Politiet er mere eller mindre uheldigt i en Provinsby, havde i Reglen kun lokal Interesse. Derimod har det Betydning for hele Landet, hvorledes Politiforholdene udvikler sig i vor store, altfor store Hovedstad. Hvad der trænges til i København, er ikke saa meget mere Politi som bedre Politi. Særlig uheldigt er det, at Overledelsen pranger med tom juridisk Viden i Stedet for praktisk Greb og Menneskekundskab.

I 1863 omdannedes og moderniseredes det københavnske Politi under Ledelse af Crone, der forinden havde erhvervet sig et godt Navn som Politimester i Helsingør. Har Politidirektør Crone end ikke undgaaet at støde mod forskellige af de Skær, som under 70'ernes og 80ernes politiske Bølgegang var faretruende for Sejladsen, saa klarede han dog i det hele Politiskuden og nød Anerkendelse saavel indenfor Politikorpset som hos Publikum. Uheldigvis fik han ikke til Efterfølger daværende Politimester i Odense Oldenburg, der som Vicepolitidirektør havde vist fremragende Dygtighed og vundet Tillid hos Politiet og blandt Københavnerne. Hr. Ricard - Justitsministeriets myndige og almægtige Departementschef - protegerede navnlig Hr Eugen Petersen, ønskede ikke den dygtige og selvstændige Oldenburg! Kort sagt, i 1887 blev Hr. Eugen Petersen, der i 10 Aar havde levet ubemærket som Vicepolitidirektør, København Politidirektør. Denne Udnævnelse har været skæbnesvanger for Udviklingen af det københavnske Politivæsen. I 30 Aar har Hr. Petersen beklædt den ansvarsfulde Post som Politidirektør. Selv hans ivrigste Beundrere - de kan let tælles - maa indrømme, at han hverken nyder Tillid indenfor Politikorpset eller hos Publikum. Hr. Petersen er en fin Jurist, en udmærket Kontormand, der holder Orden i sine Sager og ekspederer hurtigt, men han har manglet væsentlige Betingelser for at være Politichef. Han er en juridisk Stivstikker, uden Spor af bonsens, mangler fuldstændig Menneskekundskab, kender hverken Københavnerne eller Forhold og Personer indenfor Korpset. Men et eklatant Eksempel: 

Hele København - Hr. Petersen undtagen - vidste, at daværende Politiassistent Henrik Korns svage Side var det smukke Køn, at hans løse Forbindelser løb op i Dusinvis, og alle Politimænd - Hr. Petersen undtagen - havde hørt, at Korn som Opdagelsesbetjent havde forført en ung og køn Arrestantinde. Desuagtet blev Hr. Korn Chef for Sædelighedspolitiet, og Resultatet blev følgende: Inspektør Korn skød sig 1895 en Kugle for Panden, efterladende en Kassemangel paa 10,000 Kr., helt afset fra at han havde snydt Enker og Faderløse for en 5-6000 Kr. Endvidere var Sædelighedspolitiet under Korns Regimente blevet saa demoraliseret, at en Overbetjent., der havde faaet en Panteobligation paa 16,000 Kr. forærende af en Bordelværtinde, nødtes til at tage sin Afsked, og at to menige Betjente blev straffede for Myndighedsmisbrug.

Om Hr. Petersens Forhold til den Nedgang, der under hans Styrelse har fundet Sted paa Opdagelsespolitiets Omraade, skal her bemærkes følgende:

Indtil 1895 arbejdede det københavnske Opdagelsespoliti upaaklageligt, og det skyldtes den Omstændighed, at Hr. Petersen havde arvet som Chef for Opdagelsespolitiet en klog og praktisk Politimand Inspektør Carsten Petersen. Saa indstilledes i 1895 til Inspektør for Opdagelsespolitiet den unge Politiassistent paa Vesterbro, Hr. Cand. juris Henrik Madsen. Dette Valg vakte almindelig Forbavselse hos alle indviede, det være sig indenfor eller udenfor Politietaten. I Københavns Politi fandtes jo Mænd, der var langt mere kvalificerede end den ganske uerfarne Madsen - den københavnske Politiassistentstilling er en ren Sinecure. Her skal blot nævnes saa udmærkede Emner som de senere afdøde Politimænd, Politiassistent Niels Jensen, Overbetjentene Rudolf Petersen, Klein og flere. Men Hr. Eugen Petersen havde nu en Gang bidt sig fast i den Tankegang, at en juridisk Eksamen særlig skærper mulige Opdagerevner. Dette er selvfølgelig er Misforstaaelse, da den juridisk Formalisme snarere kvæler de Spirer, som findes. Naar undtages Tyskland - der synes fremdeles at skulle være vort Forbillede i stort som smaat - er der da heller intet større Land, hvor de højere staaende Embedsmænd i Opdagelsespolitiet rekrutteres fra den juridiske Verden.

Dette Misgreb fra Hr. Petersens Side har været skæbnesvangert for en moderne og tidssvarende Udvikling af det københavnske Opdagelsespoliti.

Hr. Henrik Madsen er vist velbegavet, har en meget ordentlig første Karakter, er sikker baade hæderlig og flittig, men han kan jo ikke gøre ved, at han ikke fra Fødslen af er bleven udrustet med psykologiske Evner. Det gik dog nogenlunde, saa længe Souchefsposten beklædtes af en fremragende Opdagelsestalent, den forhenværende Matros Rudolf Petersen. Efter dennes Død har Uheld paa Uheld fulgt Hr. Madsens Ledelse. Her skal ikke gaas i Enkeltheder, men hvad manglende Menneskekundskab angaar blot mindes om, at Hr. Madsen beholdt i Opdagelsespolitiet en bekendt Homoseksualist som Carl Hansen. I Retning af Forbrydelsers Opdagelse skal fremhæves, at der i Følge statistiske Opgørelser er klarlagt Forholdsvis færre Forbrydelser end førhen. Endvidere kan nævnes det københavnske Opdagelsespolitis originale Optræden overfor Mejrupmorderen og i Bulottiaffæren samt henpeges paa dets vaklende langsomme Indgriben overfor den saa kaldte Carl Lorentz-Bande.

Nej, det er saamænd ikke mere Opdagelsespoliti, der udkræves i København, men et dygtigere, bedre lønnet, først og fremmest bedre ledet.

- - - Der vil ikke fældes mange Taarer, naar Hr. Eugen Petersen den 1. September forlader det betydningsfulde Embede, som han aldrig burde have haft, og til hvis Bestridelse han har manglet saa væsentlige Betingelser. Og indenfor Politikorpset hersker almindelig Glæde over, at man nu endelig bliver af med en Chef, der altid har staaet stejlt mod Betjentenes berettigede Ønsker. Paa "Dansk Politiforbund"s Generalforsamling forleden blev det saaledes vedtaget, at der skulde iværksættes almindelig Boycotning i København for at erholde ubeskaaret det ugentlige Fridøgn, og det oplystes, at det var Hr. Eugen Petersens "Lovfortolkning", som det skyldtes, at Betjentene berøvedes saa og saa mange Fridøgn.

Ogsaa paa et andet Punkt er Hr. Eugen Petersen optraadt som Lovfortolker i Modstrid med Politikorpsets Interesser. I Lov af 11. Februar 1863 § 6 hedder det: - - De højere Poster i Politiet besættes i Reglen ved Oprykning fra de lavere og alene efter Duelighed, ikke efter Tjenestealder. Til ingen af de i denne Paragraf nævnte Poster (Politiinspektører, Politiassistenter osv.) med l udtagelse af Lægen, udkræves nogen Eksamen."

I Modsætning til Crone har Hr. Eugen Petersen til de højere Poster indstillet lutter Candidati juris - en enkelt Undtagelse bekræfter Reglen. Dette er ikke alene i Strid med Lovens Aand og Bogstav, men en stor Uretfærdigbed overfor de mange ældre og erfarne Kræfter, som derved er bleven afskaarne fra at erholde de vellønnede Politiassistentstillinger. Og det har været til ubodelig Skade, at Opdagertalenter som Niels Jensen, Rudolf Petersen, Klein o. s. v. er blevne afskaarne fra Chefsposter, fordi de ingen Eksamen havde. Man drager blot en Sammenligning mellem en Politiassistent som afdøde Niels Jensen og nogle Candidati juris som Stephensen (afskediget som Politiinspektør, nu i Middelfart), Thorvald Smit (afskediget af Oldenburg som Politiassistent i Odense, senere umuliggjort som Politiassistent i København, død som Politimester i Aalborg) samt Tvermoes (for Tiden Politiassistent i København). Sammenligningen falder ikke ud til Fordel for Juristerne.

Thomas Graae.

(Fyns Venstreblad (Odense) 26. august 1917)

Affæren der startede med Korns selvmord og udviklede sig under navnet den store sædelighedsskandale, er udførlig behandlet på denne blog. Eugen Petersen rolle i denne kan læses der.

Politidirektørskiftet

Hr. Eugen Petersens Afsked.

For sidste Gang i Embeds Medfør residerede Politidirektør Eugen Petersen i Gaar i Direktørkontoret paa Domhuset, hvor han modtog Visit af en Række Embedsmænd og Andre, der ønskede at tage Afsked med ham.

Opdagelsespolitiet Chef var den sidste, der aflagde Rapport for den gamle Politidirektør.

Ved 2-Tiden ankom Departementschef Schrøder for paa Justitsministeriets Vegne at overbringe ham en Tak for hans Arbejde i den forløbne Tid. Endelig mødte Kriminalrettens  Assesorer in pleno og Politiets Embedsmænd.

I Dag overleverer Hr. Eugen sine Embedspapirer til Politidirektør Dybdal.

Politiets Blad om den nye og den gamle Politidirektør

Politiets officielle Organ Politivennen skriver i Gaar bl. a:

I sine Udtalelser til Pressen har Politidirektør Dybdal fremhævet, at han ønsker Politiet ledet i engelsk Aand og efter engelsk System, og netop dette er jo, hvad Personalet gennem mange Aar har kæmpet for. Københavnske Politi-Embedsmænds Studierejser er hidtil bestandig gaaet Syd paa, - nu oplever vi maaske at se dem gaa mod Vest.

... Selvom Ønskerne gik i Retning af en ung Mand paa Politidirektørposten, fordi der kræves et meget stort Arbejde, saa maa dog Indrømme, at skønt denne Fordring Ikke lod sig opfylde, saa har vi dog faaet en Chef af hvem vi har Lov at vente os et lydhørt Øre, Forstaaelse af de fremsatte Krav, og Villie og Evne til at gennemføre de paakrævede Reformer.

- Flittig og arbejdsom til den sidste Dag; heftig og elskværdig. Gentleman til Fingerspidserne, saaledes var Eugen Petersen, naar man søgte ham. Kort og klart faldt hans Afgørelser, og hvorledes de end var, saa tvivlede Ingen om, at de var fremgaaet som Resultater af en fuldt ud hæderlig retlinet Karakters Overvejelser.

Og endelig vil vi mindes - hvad der aldrig kom frem over for Offentligheden - den stille, bramfri Maade, hvorpaa Eugen Petersen, tidligere trofast hjulpet af sin nu afdøde Hustru, søgte at hjælpe der, hvor Nød og Trang havde til huse. Der er mange, mange, som nu ved Afskeden vil sige en stille Tak for en Hænd, der raktes dem i et kritisk Øjeblik.

Det er et Billede af den afgaaede Politidirektør, som vi nu passende kunde fastholde i Mindet, og det er Eugen Petersen blandt Børnene ved Politiforeningens Juletræsfester Der var det Mennesket Eugen Petersen, som viste sig for os fra en af sine kønneste Sider, og ham ønsker vi en rolig og fredelig Livsaften.

(København 1. september 1917)

Oprørssagen. 

De tre unge Socialdemokraters Frifindelse.

Et behageligt Nederlag for Politimyndighederne.

Vi har omtalt Kriminalrettens Dom i den Sag, der var anlagt mod 3 unge Socialdemokrater, J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edm. Christoffersen, fordi der i Socialdemokratisk Ungdomsforbunds 1. Maj-Procession var et Banner med Inskriptionen:

Knæk Sablen!
Brud Kronen!
Styrt Kirken!

Kriminalrettens Afgørelse blev en fuldkommen Frifindele, saaledes som man paa Forhaand maatte vente.

For "Social-Demokraten"s Læsere er denne Sag saa kendt, at det er overflødigt nærmere at omtale den. Det er nok at erindre om, hvorledes Socialdemokratisk Ungdomsforbund de sidste 4 Aar hvert Aar i sin 1. Maj-Procession har baaret et Banner med ovennævnte Inskription.

De tidligere Aar gav Banneret hvert Aar Politiet Anledning til el meningsløst - som Regel brutalt - Indhug paa den fredelige Procession.

I Aar lod man Banneret passere, men anlagde altsaa i Stedet Sag mod det 3-Mands Udvalg, der havde arrangeret Processionen. Og Sagsanlæget gik endda ud paa at forlange de paagældende 3 straffet efter den saakaldte Oprørsparagraf, hvori det hedder:

"Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve Kongen Livet, Friheden eller Tronen, straffes paa Livet. Den, som I den Hensigt at forandre Statsforfatningen eller den bestaaende Tronfølgeorden, opvækker Oprør eller paa anden Maade fremkalder eller leder Voldshandlinger, der tilsigter at bevirke en saadan Forandring, straffes paa Livet eller med Tugthusarbejde paa Livstid. Den, som deltager i Oprør eller Vold af den omhandlede Beskaffenhed, anses med Strafarbejde i mindst 3 Aar."

For sikkert alle tænkende Mennesker var denne Aktion fra Politiets Side fuldkommen ubegribelig. Det maatte paa Forhaand anses for ganske udelukket, at man i vor Tid kunde bringe denne Paragraf i Anvendelse mod fredelige Processionsdeltagere, der demonstrerer for Socialdemokratiets kendte Krav om Militarismens, det arvelige Monarkis og Statskirkens Afskaffelse.

Resultatet: Frifindelsen af J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edmund Christoffersen svarer derfor meget nøje til, hvad der bar været ønsket af den offentlige Mening.

Derimod er Politiet næppe ligesaa tilfredsstillet. I særlig Grad maa dette gælde den fhv. Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, der 3 Aar igennem gav sene Betjente Ordre til brutalt at hugge løs paa den fredelige Procession.

Nu er det altsaa slaaet fast, at Politiets Optræden var ganske ulovlig, og at det paagældende fremtidig skal passere i Fred saavelsom alle andre Bannere med Fyndord for politiske og sociale Krav.

Forhaabentlig er Sagen dermed sluttet. Det vilde være ganske urimeligt, om der nu lavedes mere ud af denne Sag ved at trække uen (or Højesteret 

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 4. juli 1918).

Politidirektør Eugen Petersen appellerede sagen til Højesteret der den 2. december 1918 stadfæstede dommen og frifandt de tre. I 1914 demonstreredes med banneret: "Ned med kongedømmet". Det medførte anholdelser, men efter klage til justitsministeriet blev de anholdte løsladt. 

I april 1915 havde politidirektør Eugen Petersen forhørt sig i Justitsministeret, om det var tilladt at fremsætte sådanne ytringer i det offentlige rum. Departementschefen mente ikke, at det kunne være lovligt, men stats- og justitsminister C.Th. Zahle (RV) var af en anden mening: Kun hvis "et sådant banner vækker forargelse mellem tilskuere, og dette giver sig udslag ved udråb, påtale eller stærkere indgriben", måtte politiet skride ind og fjerne banneret. Politiet skred derfor først ind da banneret nåede festpladsen. Her beslaglagde politiet ved en fejltagelse et banner med "Vi kræver valgret fra 21 Aars Alderen" inden de fik fat på det ønskede. 

I 1916 fik man lov til banneret "Knæk sabelen". I 1917 var der sammenstød med politiet. Efter en henvendelse til justitsministeren blev de anholdte løsladt mod at protestmøderne holdt op. Underhånden meddeltes at politidirektøren snart ville blive afskediget. 

Dagens Fødselsdagsbarn.

Forhenværende Politidirektør Eugen Petersen.

Tre og firsindstyve Aar fylder Eugen Petersen i Dag - uden at blinke. Tænk, hvilken Konstitution don Mand maa have! i tredive lange Aar sad han som Københavns øverste Politimyndighed, og Gud, hvor var vi i Grunden onde ved ham i den Tid! Hvor har vi dog tidt været efter ham i Bladene! Naar Betjenten tog sig en Øl i Kælderhalsen, saa raabte vi: Eugen, slaa Proppen i! Og sov Betjenten lidt, saa: Eugen, - du faa Gluggerne op!

Jo, jo, Eugen Petersen har rigtignok maattet høre lidt af hver Slags, men han tog det med en beundringsværdig Ro, det anfægtede ham ikke, og han gaar stadig rank og spænstig rundt i Byen og glæder sig over, at nu maa de andre tage Kløene. Og møder vi ham, river vi Hatten af og bliver saa glade, det er, som mødte vi en gammel Ven, vi længe har savnet. 

For Sandheden var vist den at vi i Grunden allesammen saa godt kunne lide ham. Kom man op paa hans Kontor og vilde være ubehagelig, blev man altid modtaget paa den mest elskværdige Maade, Politidirektøren lyttede elskværdigt til alt, hvad man sagde, og sukkede:

- Ja, det er vist rigtigt nok, alt det, De dér siger!

Og naar man var gaaet, sagde han til sin Fuldmægtig:

- Hvad var det i Grunden, Manden vilde?

Og saa gjorde Eugen, hvad han selv vilde - og hvad Fatter gør, er alligevel altid det rigtige.

Michael.

(Folkets Avis - København 11. april 1923).

Eugen og Claudia Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rygter om Politidirektørens Afsked. (Efterskrift til Politivennen)

 Politidirektøren skal afskediges!

Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:

Vi tillader os at udtale følgende ønske :

1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.

2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhøjelse af Politietatens Lønninger.

Justitsministeren svarede:

1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.

2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.

Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.

Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.

Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.

For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!

Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!

Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?

Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!

Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.

Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.

Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.

(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)

Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.

Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset. 

Højres adresse til Rump.

Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.

Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:

1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og

2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.

"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :

"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.

Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?

Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.

Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.

Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.

Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at  få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :

"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.

Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:

Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.

Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.

Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.

Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."

*

"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.

(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.

Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingenting ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.

I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet.

Politiinspektør Theodor Petersen Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag.

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er i morges Kl. 9 afgået ved døden efter længere tids sygeleje.

Den afdøde blev født 1842 i Hillerød som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen og hustru, født Benthien. Han blev student fra Frederiksborg lærde Skole og tog juridisk embedseksamen 1869. Kort efter indtrådte han i Københavns Politi i de menige betjentes rækker. Først i 1878 blev han politiassistent og 1885 overtog han embedet som 1. politiinspektør i København  leder af ordenspolitiet.

I de tredive år, Theodor Petersen har varetaget dette embede, har han forstået med meget stor dygtighed at skaffe sig respekt og anseelse indenfor det stedse voksende korps. Han nød sine medborgeres tillid i overordentlig høj grad. 

I de sidste dage har man på domhuset været på det rene med at det bar hurtigt mod døden. Man vidste det men det forekom de fleste næsten uforståeligt. Trods sine 73 år var den afdøde en så støt og rolig arbejdskraft at man syntes han hørte så fast til institutionen at den måtte rokkes, hvis han gik bort.

Meddelelsen om den fremragende embedsmands død blev alle vegne modtaget med den største beklagelse. Når Københavns politi følger politiinspektør Theodor Petersen til det sidste hvilested jordfæstes med ham et helt kapitel i vort politis historie og et kapitel, han selv har skrevet med fast og myndig hånd.

Mindeord om den Afdøde.

Politidirektøren

Vi henvendte os i dag til politidirektør Eugen Petersen, der bl. a udtalte:

- En mand, der som Theodor Petersen i en menneskealder har haft en stilling som første politiinspektør er kommet i berøring med så mange mennesker og har været led i så mange foranstaltninger, at hans karakteristik er dannet af almenheden. Billedet af ham står fast.

Personlig føler jeg trang til at fremhæve at Københavns Politi mister en af sine bedste støttepiller i Theodor Pedersen. Samarbejdet imellem ham og mig har igennem de mange år været upåklageligt. Han var en meget behagelig mand at have med at gøre i embedsforhold. Vi mister en energisk og utrættelig arbejder i etaten, en mand, hvis største og næsten eneste interesse var forholdene i Ordenspolitiet.

Ingen var som han inde i alle forhold vedrørende styrken og dens opgaver. Alle havde hans omhu, indtil de mindste detaljer satte han sig ind i sagerne og hans kendskab til personalet

og dets forhold vil ikke kunne erstattes i årevis.

For så vidt har de år Theodor Petersen ledede Ordenspolitiet været en række rolige år. Hans navn er derfor ikke knyttet til begivenheder eller enkelte store sager. Det er måske netop det, der karakteriserede den Afdøde at han igennem de mange års lange og ofte trættende arbejde har forstået i medbør som i modbør at holde retningslinjen og aldrig tabe tålmodigheden eller den dybe interesse for ferningen.

Politiinspektør Gyldenfeldt

der nogle gange og også nu til sidst har vikarieret for Theodor Petersen, udtalte følgende:

- - Det er en mand, først og fremmest og i ordets bedste forstand en mand, der er gået bort.

Han havde sine sager i en aldeles mønsterværdig orden og hans ry som administrativ embedsmand er fastslået i Københavns Politis historie. 

Personlig nød han den dybeste respekt for sine kolleger. Og det underordnede personale vidste altid at de traf den samme mand, der aldrig vaklede i sine meninger.

Politiassistent Max Tvermoes.

Ved politiinspektør Th. Petersens død vender min tanke uvilkårlig mange år tilbage i tiden. Som dreng kom jeg nemlig til at bo i samme hus hvori daværende politiassistent Th. Petersen boede.

Førstindtrykket af ham var meget flygtigt men jeg erindrer det dog så tydeligt. Vi passerede hinanden på trappen. Politiassistenten var på vej ned til stationen i stuen jeg for opgående. Der blev kun Iejlighed til at se et glimt af politiassistenten: han tog trappen i 3 skridt. Det imponerede mig!

Som tiden gik, fik jeg imidlertid lejlighed til at lære politiassistenten nærmere at kende. Han gav sig ofte i snak med mine brødre og vandt os fuldstændig. Børn havde nemlig en stor plads i Th Petersens hjerte. Hvor ofte har man ikke under politiinspektørens tjeneste ude i byen set ham få fat i en eller anden dreng, taget huen af ham og gøre løjer med ham og i løbet af kort tid stå omringet af en flok Drenge der gerne ville  være med nu de så at "den høje politimand med de strenge træk" var lutter smil og løjer når det gjaldt børn.

Der er faldet mangen overfladisk og uretfærdig bedømmelse af politiinspektør Th. Petersen, det kan vi, der har arbejdet under ham, bevidne.

Stillingen som chef for ordenspolitiet kræver en mand, der blandt andet sidder inde med megen disciplin. Th. Petersen var den fødte disciplinens mand. Og dertil kom hans rige evner, hans store og hans hurtige og faste hånd. 

Når den almindelige bedømmelse af politiet nu er en ganske anden end for en snes år siden. da kan dette blandt andet tilskrieves politiinspektørens arbejde.

Vi der har arbejdet under politiinspektøren som vor nærmeste foresatte, vil altid med stor taknemmelighed mindes den impuls, han formåede at give os, og de mange gode råd han ydede os. Og har vi engang imellem fået en irettesættelse hvad der jo er hændt, har vi altid indset at den var på rette plads

*

Straks da vor sidste krig brød ud, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han blev menig i dragonregimentet og deltog i dettes træfninger. Under kampen blev han på grund af tapperhed og fortrinligt forhold udnævnt til sekondløjtnant.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. april 1915)

Politiinspektør Th. Petersen død i morges.

Theodor Petersen

I formiddags kl. 9:30 er politiinspektør Theodor Petersen afgået ved døden, 72 år gammel.

-   -   -

Dødsfaldet kommer ikke uventet. Da politiinspektøren for en halv snes dage siden indlagdes på Kommunehospitalet og det erfaredes at professor N. Hansen ikke havde vovet at udføre den underlivsoperation der var en uafviselig nødvendighed, om den syge skulle have fred for de alvorlige Iidelser han havde gennemgået i den sidste tid, vidste tman at hans dage var talte.

-   -   -

Det var en af pillerne inden for Københavns Politi, der her er gået bort. En af grundpillerne i det gamle, nu utvivlsomt forlængst overlevede system.

I tredive år har Theodor Petersen beklædt stillingen som 1. politiinspektør. Som 27-årig cand. juris blev han i 1869 betjent i politiet, gik på gaden og arbejdede i opdagelsespolitiet en halv snes år, til han i 1879 blev assistent og 1885 overtog den betroede og indflydelsesrige stilling som chef for Ordenspolitiet.

Nogen populær mand blev Theodor Petersen aldrig. Han ejede sikkert den bedste vilje til sin gerning, besad også en vis dygtighed og har således alene æren for den akkuratesse og disciplin, hvormed Ordenspolitiets maskineri arbejder. Men han har også ene ansvaret for den militære ånd og den slaviske tone, der altid har hersket indenfor hans afdeling, og hvis grelle sider år for år er trådt stærkere og stærkere frem.

Skønt af ret borgerlig og jævn afstamning - han var søn af en brændevinsbrænder i Hillerød - trak han i al sin virken de skarpeste skillelinjer mellem over- og underordnede indenfor politietaten De moderne krav om organisationsfrihed, forhandlingsret osv for politiets folk mødte ikke den ringeste forståelse hos ham, men tværtimod den stejleste og mest brutale afvisning. Han var cdefen, den, der alene vidste besked, og den hvis vilje alene var den afgørende - en Napoleon, der ikke tålte den ringeste mukken i armeens geledder.

Derfor vil politiets folk kun græde tørre tårer ved hans død. De vil glemme de gode egenskaber, han trods alt besad - ikke mindst den at han aldrig skånede sig selv, men altid stillede de samme strenge tjenstlige krav til den yngste betjent.

Heller ikke det købehavnske publikum vil have let ved at sørge ved hans grav.

Han lærte aldrig at forstå at han var borgernes tjener. Hans optræden udadtil som indadtil var despotens. Han bød og befalede kun, kommanderede og disponerede, og folket havde bare lust til at "komme af vejen", som han udtrykte sig, når han i sin tid på byens store dage højt til hest dirigerede trafik og færdsel bag strenge afspærringslinjer.

Nu var han jo også forlængst en gammel mand, trods den legemlige spændstighed, der endnu prægede hans grånende skikkelse. Og der var kommet våbenhvile mellem ham og københavnerne - sagtens fordi man jo vidste, at hans tid snart måtte være forbi.

Hans tid og det system han repræsenterede.

-   -   -

Hvem der skal være Theodor Petersens efterfølger som første politiinspektør, ved i øjeblikket ingen. Og det er ret vanskeligt at udpege den særligt kvalificerede mand til posten.

Blandt politiassistenterne her i byen vil en sådan næppe findes. Den ene halvdel af dem er for gamle - den anden halvdel for unge af år. Heller ikke bliver der vist tale om, at politiinspektør Gyldenfeldt får pladsen. Han ønsker selv næppe at ombytte den fredelige og tilbagetrukne stilling som chef for fjerde afdeling med den langt brydsommere post som inspektør for Ordenspolitiet. Og sikkert vil udnævnelsen af den nye mand bringe en overraskelse.

Muligt vil spørgsmålet blive stiller i bero en stund. Om få dage, den 11. april, fylder politiets øverste chef Eugen Petersen de 75 år. Urimeligt er det da vel ikke at antage, at han nu, da hans mangeårige medarbejder er gået bort vil benytte anledningen til at unde sig den alderdomshvile, han forlængst har haft krav på, og vige sit sæde for yngre og friske kræfter.

Så kommer forhåbentlig systemskiftet fuldt og helt.

Nemo.

(Aftenbladet, 8. april 1915).

Helt så hurtigt gik det ikke med politidirektør Eugen Petersen (1840-1930). Han gik først af i 1917. Artiklen tog fejl vedr. sin antagelse om efterfølgeren. Theodor Petersen blev efterfulgt af Carl Viggo Henry Sehested Gyldenfeldt (1863-1928). Han var tidligere 4. politiinspektør. Han tog sin afsked i 1919, og er begravet på Garnisons Kirkegård. 

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er imorges Kl. 9 afgaaet ved Døden efter længere Tids Sygeleje.

Den afdøde blev født 1842 i Hillerød som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen og Hustru, født Benthien. Han blev student fra Frederiks lærde skole og tog juridisk embedseksamen 1869. Kort efter indtrådte han i Københavns Politi i de menige betjentes rækker. Først i 1878 blev han politiassistent og 1885 overtog han embedet som 1. politiinspektør i København - leder af ordenspolitiet.

I tredive år, Theodor Petersen har varetaget dette embede, har han forstået med meget stor dygtighed at skaffe sig respekt og anseelse indenfor det stedse voksende korps. Han nød sine medborgeres tillid i overordentlig høj grad. 

*

Domhuset har i dag flaget på halv stand i anledning af politiinspektør Theodor Petersens død.

*

Theodor Petersen efterlader sig hustru og fire børn af første ægteskab: En ugift datter og en datter, gift med kommunelærer J. Steffensen samt to sønner, toldoppebørselskontrollør G. With-Petersen og fuldmægtig under Frederiksberg Kommune, H. With-Petersen.

*

I de mange år Theodor Petersen var i politiet, før han blev embesmand, avancerede han regelret, først til inspektionsbetjent og dernæst til overbetjent. En tid lang gjorde han tjeneste ved opdagelsespolitiet. Han har derimod hele sin embedstid været knyttet til ordenspolitiet, og han var uden tvivl den mand der var bedst inde i denne administration og dens mange reglementer. Da han i januar 1885 overtog stillingen som inspektør, var styrken 455 mand, først i november s. å. kom de provisoriske 100 nye mand. I dag er styrken med embedsmænd og alt 882 mand.

*

Straks da vor sidste krig brød ud, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han blev menig i 4. dragonregiment og deltog i dettes træfninger. Under kampen blev han på grund af tapperhed og fortrinligt forhold udnævnt til sekondløjtnant.

*

Theodor Petersen døde på Kommunehospitalet. I flere måneder har han lidt under en fremskreden mavelidelse, til trods for hvilken han med sædvanlig energi gen nemførte sit arbejde. Til sidst kunne han kun indtage flydende føde.

For 13 dage siden måtte han lade sig underkaste en operation for mavesår. Overlæge P. N. Hansen overtog operationen, og det lod til at den 73 årige patient ville komme sig, men så stødte en alvorlig slimkatar til og gjorde ende på hans liv.

*

Theodor Petersen var ikke kendt af det store publikum. Kun ved meget få lejligheder så man hans høje, ranke, uniformerede skikkelse på gaden. Til daglig gik han fortrinsvis civil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 8. april 1915, 2. udgave)

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Politiinspektør Theodor Petersen er i dag død på Kommunehospitalet. Døden har i de sidste dage været ventet time for time. Da den gamle politimand for en halv snes dage siden besluttede sig til at underkaste sig behandling på overlæge P. V. Hansens afdeling på Kommunehospitalet, var hans tilstand meget betænkelig. Da der så yderligere til den underlivssygdom, hvoraf han var lidende, stødte en lungebetændelse, forstod man, at der intet håb mere var tilbage.

Politiinspektør Petersen, der nåede en alder af 72 år, var født i Hillerød, søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen. Efter at være blevet cand. jur. i 1869 gik han ind i Københavns Politis tjeneste som almindelig betjent - i 1878 udnævntes han til politiassistent og i 1885 overtog han endelig den stilling som inspektør for politiets første afdeling, Ordenspolitiet, som han beklædte til sin død.

Den aføde var en virksom og myndig mand. Han havde lige til det sidste bevaret den ungdommelige rankhed og spændstighed, som ikke er almindelig i vor generation. Theodor Petersen havde i sin tid været løjtnant i rytteriet; og når man så ham på hans ilsomme færd igennem byen for at inspicere den store styrke, som sorterede under ham, kendte man i den måde, han førte sig på, den gamle militær.

Theodor Petersen var et ordensmenneske og et administrationstalent - derfor passede han så udmærket til den stilling, som han beklædte gennem så skiftende tider. Han var en mand, som stillede store fordringer til sine undergivne, og som ikke var bange for at lade dem høre sandheden i dens allermest utilslørede form - men til gengæld var han ikke den mand, som skånede sig selv eller under noget som helst forhold var bange for at tage konsekvenserne af sine handlinger. Og man vidste, at der bag hans ofte noget bøse ydre gemtes et godt og retfærdigt hjerte.

Politinspektør Petersen har været gift to gange. Hans anden hustru overlever ham.

-   - 

Som mulige arvtagere til den betydningsfulde stilling, der står ledig efter Theodor Petersens død, nævner man inspektøren for politiets fjerde afdeling, hr. Gyldenfeldt, der har vikarieret under den afdødes sygdom, og politiassistenterne Tvermoes og Steffensen.

(Nationaltidende, 8. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen død.

I går formiddags kl. 9:30 er 1. politiinspektør Theodor Petersen afgået ved døden i en alder af

72 år.

Hans død kommer ikke uventet. Da han for en halv snes dage siden blev indlagt på Kommunehospitalet, lidende af en ondartet underlivssygdom, og man ikke turde foretage nogen operation, var man på det rene med, at Th. Petersens dage var talte.

Med den afdøde politiinspektør falder en af de stærkeste støtter for det både forældede og konservative system indenfor ledelsen af vort politi. I 30 år har den afdøde beklædt pladsen som politiinspektør. Han var 27 år, da han som cand. jur. blev ansat i 1869 som gadebetjent. Nogle år efter blev han ansat i opdagelsespolitiet, hvor han virkede i en halv snes år. Derefter blev han politiassistent, og i 1885 blev han ansat som politiinspektør.

På denne plads blev Th. Petersen aldrig nogen populær mand - særlig ikke indenfor de menige politibetjente, der var ham undergivne. Skønt han selv var af borgerlig afstamning, blev han dog alle dage den mand, som stærkest trak skillelinjerne op mellem over- og underordnede. Den afdøde besad et vist organisationstalent; men gennem hele hans virken gik en streng militærisk ånd. At Ordenspolitiet i virkeligheden er en borgerlig institution, mærkede man ikke noget til under Th. Petersens regime. Alt gik efter tælling, og der var ikke tale om at han på mindste måde respekterede de underordnede politimænds organisations- eller forhandlingsret. Han alene var den kommanderende og man havde kun at lystre.

---

Overfor Københavns borgere stod Theodor Petersen i et lige så skarpt forhold. Der var ikke tale om at han følte sig som borgernes tjener. Ved lejligheder, hvor han ledede politiafspærringer o. lign. kommanderede han og skældte han ud på det groveste, og når folk ikke straks lystrede hans ordre, !od han politiet uden skånsel hugge ind på kvinder og børn.

Det var navnlig provisoriedagene, der satte den afdøde politiinspektør i så skarpt modsætningsforhold til sin bys borgere. I den sidste halve snes år var han jo en ældre mand, der kun sjældent viste sig offentlig, og den nuværende ungdom kender således ikke meget til den despotiske chef.

Hvem der skal være Th. Petersens efterfølger vides endnu ikke. Men indenfor politiet og hos Københavns borgere håber man, at hans død må betyde det gamle systems fald, og at et mere tidssvarende og humant system ind

(Social-Demokraten, 9. april 1915).

Politiinspektør Theodor Petersen død.

Det er et par uger siden 1. politiinspektør Theodor Petersen lod sig indlægge på Kommunehospitalet under overlæge P. N. Hansen, og alle der kendte Politiinspektøren, vidste at hans sygdom var af en meget alvorlig natur. For det var hans ønske at forblive på sin post til det sidste.

Patientens stærke konstitution gjorde, at kampen mod døden blev både langvarig og hård, men i går formiddags indtraf det ventede budskab, at Theodor Petersens liv var udslukt ...

En af byens allermest kendte offentlige personligheder er dermed gået bort efter en lang, tro og

dygtig tjeneste i sin etat. Theodor Petersen blev født i Hillerød den 20. september 1842 som søn af brændevinsbrænder Andreas Petersen. Han blev student fra Frederiksborg i 1862, cand. jur. i 1869, og fik samme år ansættelen som betjent i Københavns Politi. I 1878 avancerede han til politiassistent, i hvilken stilling han virkede, indtil han i 1885 udnævntes til posten som 1. politiinspektør. Han var gift første gang med Johanne Dorothea Georgine, født With - død 1894 - og anden gang med Maria Kamilla, født Petersen.

Straks, da Theodor Petersen overtog ledelsen af 1. politiinspektorat, kastede han sig med iver ind i arbejdet for at få sit ordenskorps fastere organiseret, eller måske snarere disciplineret. Og det ligger udenfor al tvivl, at det skyldes ham, når Ordenspolitiets tjeneste og hele

patruljeringssystem nu virker så sikkert, akkurat og maskinmæssigt som forholdene i en storby gør det nødvendigt.

Netop af den grund var uundgåeligt, at politiinspektøren ofte kom i et vist modsætningsforhold til de elementer, der mødte op med krav om større organisationsfrihed,  forhandlingsret og tjenstlige lempelser af forskellig art. Men særlig i de senere år syntes gæringen at være stilnet så nogenlunde, og fra den menige betjent og op til politidirektøren kan kun herske den opfattelse, at Theodor Petersen var en udpræget personlighed, en ypperlig arbejdskraft og en mand, der stillede samme strenge fordringer til sig selv, som de han krævede opfyldt af sine undergivne

-----

I flere måneder havde Theodor Petersen lidt af en fremskreden mavesygdom, men til trods herfor varetog han indtil for 14 dage siden med vanlig energi sit arbejde.

På Kommunehospitalet opererede overlæge P. N. Hansen ham for mavesår.  Patientens befindende syntes også tilfredsstillende, men en stærk slimkatar stødte til og fremkaldte døden.

Så snart dødsbudskabet nåede Domhuset, blev flaget hejst på halv stang.

---

Den afdøde efterlader sig hustru og fire børn af første ægteskab, en ugift datter, en datter gift med kommunelærer J. Steffensen samt to sønner, toldoppebørselskontrollør G. With-Petersen og fuldmægtig ved Frederiksberg Kommune, H. With-Petersen.

Få dage efter at krigen i 1864 udbrød, meldte Theodor Petersen sig som frivillig. Han indrullere-des i 4. dragonregiment og deltog i flere kampe, på grund af tapperhed od udmærket

tjenesteforhold forfremmedes han til sekondløjtnant. 

----

Theodor Petersen, hvis hele færd prægedes af at han var gammel militær, var en ihærdig og dygtig rytter. 

Ved en mængde officielle lejligheder så man hans gulduniformerede ranke skikkelse til hest, et billede som man syntes absolut hørte med ved en fyrstemodtagelse og lign. 

Men senere, da cykling blev almindeligere end ridning, ombyttede han hyppigt hesten med cyklen og var inden længe en lige så ivrig cyklist som rytter.

----

Den lange periode i hvilken Theodor Petersen ledede ordenspolitiet, var udpræget rolig, og hans navn er derfor heller ikke knyttet til større politibegivenheder. På en gang pudsigt og praktisk vakte han for nogle år tilbage røre ved sit arbejde for at udrydde de talrige Petersen'er og Hansen'er i politiet.

Man måtte give ham ret i at disse navne kun kunne skabe forvirring i et så stort personale. Og da ingen anden udvej Iå åben, fik han i stedet navnene Faaborg, Brønshøj, Viborg osv. i en uendelighed, idet han simpelt hen omdøbte betjentene og gav dem deres respektive fødebyers navne.

(København, 9. april 1915).

Politiinspektør Th. Petersens jordefærd.

En stille højtidelighed på Vestre Kirkegård.

Politiinspektør Theodor Petersen er i går eftermiddags blevet begravet fra det store Kapel på Vestre Kirkegård. Jordfæstelsen skulle efter den afdødes ønske foregå i stilhed, men hele det københavnske politis officerskorps mødte ved højtideligheden. Båren var helt skjult af signerede kranse fra politiets forskellige afdelinger. Vi nævner kranse fra politidirektøren, hovedstationens 1s. og 3. afdeling, politiassistenterne i Ordenspolitiet, overbetjentene sammesteds, Aarhus Politi, Københavns Politiforening, Københavns Politis Understøttelsesforening, Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Opdage!sespolitiet o. fl.

I følget sås politidirektør Eugen Petersen i spidsen for Københavns samtlige politiinspektører og politiassistenter. De mødte alle uniformerede. Desuden var kontorchef Chr. Hansen og politilæge Søren Hansen samt mange overbetjente og menige betjente til stede.

Efter salmen "Lær mig, o Skov" holdt pastor Alebeck, Mariendalskirken, en bøn ved båren, idet han udtalte, at den afdøde ikke havde ønsket nogen tale om sin virksomhed. Til bønnen føjede præsten familiens sidste hilsen og tak.

Kisten blev båret til kapellets dør af politiassistenter, hvorefter menige betjente trådte til og bar deres gamle inspektør ud på kirkegården, hvor jordfæstelsen fandt sted. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. april 1915).