Bredfælget Vogn. (Efterskrift til Politivennen)

Offentlig Politisag. Under en af Criminal- og Politiretten den 11te Novbr. paadømt offentlig Politisag, hvorunder Tiltalte, Vognmand Niels Frandsen, boende paa Stadens Nørrebro, tiltaltes for Overtrædelse af Placat af 7te Februar 1845 angaaende Indførelse af bredfælgede Hjul paa Arbejdsvogne i Kjøbenhavn, var det ved Tiltaltes egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse godtgjort, at han den 6te September d. A. har benyttet en med 2 Heste forspændt Fjedervogn med Fjellefadning, hvis Hjulfælger ikkun havde en Bredde af 2½ Tomme, til at kjøre et Læs Sild ind i Staden til Forhandling paa Torvet. Da han ikke fandtes at kunne disculperes ved de af ham anførte Omstændigheder, at Vognen, der var indrettet til 4 Agestole, af hvilke de 3 ved den omhandlede Leilighed vare aftagne, ikke kunde ansees som en Arbejdsvogn og at den kun var afbenyttet til at indkjøre Varer fra Landet til Forhandling her, men ikke til at transportere Varer fra et Sted til et andet i Staden eller paa dens Grund, idet den citerede Placat ikke giver Anledning til at udelukke Vogne af den omhandlede Slags fra Begrebet om Arbejdsvogne, naar de, forspændte med 2 Heste bruges til Transport af Gods eller Varer, og det derhos som Betingelse for Pligten til at benytte bredfælgede Hjul paa en saadan Vogn kun fordres, at den, som i det foreliggende Tilfælde, tilhører Beboere i Kjøbenhavn og dens Forstæder, og er afbenyttet paa Stadens Grund, blev Tiltalte anseet efter den ommeldte Placat 2 med en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 5 Rdlr., hvorhos han tilpligtedes at betale denne Sags Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. december 1856).

Henrettelser. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen over Morderen S. R. Bundgaard fuldbyrdedes d. 16 paa Bjergelide ved Horsens, hvor en ikke ubetydelig Mængde Mennesker havde samlet sig for overvære Executionen. Forbryderen viste tilsyneladende megen Syndsfortrydelse; efterat Dommen var oplæst for ham og han havde modtaget geistlig Trøst, læste han selv en Bøn og gik med Fatning Døden imøde. Selve Acten udførtes med Præcision og Hurtighed af den i Horsens bosiddende Skarpretter for Jylland og Fryen, der saaledes i kort Tid har expederet fire Forbrydere. (Hors. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 20. december 1856).

D. 22. blev Forbryderen Frederik Claus Christiansen, der ifjor i Forening med Rasmus Mikkelsen i det korte Tidsrum af 5 Dage begik en Mængde grove Forbrydelser, deriblandt 2 Mord, og hvortil Sidstnævnte efter at være bleven arresteret endnu føiede et Selvmord, bleven henrettet paa Brædstrup Mark. Det Hele skal have baaret et meget religiøst Præg. Efterat de sædvanlige Skikke vare iagttagne: Dommen var bleven oplæst og Præsten havde berettet Synderen, blev en Psalme, hvori denne istemmede, afsungen, hvorpaa den Dødsdømte, der viste sig meget fattet, i en angerfuld Tale henvendte sig til den forsamlede Mængde. Efter Executionen, der udførtes med Raskhed, holdt Præsten endnu en Tale.

(Hors. Avis.)

Ribe Stifts-Tidende 29. december 1856).

Præste-Afskedigelse i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tønder skrives i "Dvk.": Det er bekjendt nok, at der endnu her i Amtet findes ikke faa Præster, som i mer eller mindre Grad have kompromitteret sig under Oprøret, og skjøndt Provst Tidemand upaatvivlelig har været meget virksom for de mest Kompromitteredes Fjernelse, saa synes dog i længere Tid den Modstand, han mødte hos det Verdslige Medlem af Visitatoriet, at skulle gjøre hans Virksomhed i denne Retning frugtesløs. Som det lader til har imidlertid den nuværende slesvigske Minister, hos hvem Arthur Reventlow turde have mindre Indflydelse end hos Carl Moltke, luftet en lille Smule ud iblandt Præstestanden i Tønder Amt, hvad der da ogsaa var paatrængende nødvendigt. Det er saaledes bekjendt, at Hr. Mathiesen for nogen Tid siden har faaet sin Afsted som Præst i Klægsbøl, Iigesom ogsaa, at Hr. Hoeck i Hostrup under 5. ds. har havt en lignende Skæbne. Begge disse Herrer have været meget virksomme i Oprørets Tjeneste, og hvad den Første angaaer, da har han senere sat sig imod Gjennemførelsen af Sprogreskriptet, saa man af den Grund, skjøndt uden Frugt, har maatet paalægge ham hver anden Søndag, da der skulde holdes dansk Gudstjeneste, at indsende sin danske Prædiken til Biskoppen. Hvad Hr. Hoeck desuden angaaer, da er han temmelig almindelig bekjendt for mindre moralsk værdig til ar være Sjælesørger. Samme Skrivelse nævner dernæst flere slesvigske Geistlige, som ved Erklæringer mod Regeringen og deres øvrige Opførsel under Oprøret have fortjent at afskediges, saasom: Pastor Jepsen i Humptrup. Meyer i Raepstedt, Jessen i Abild, Momsen i Høyr, Carstens, Diakonus i Tønder, Göttge i Uberg, P. C. Holm i Aventoft.

(Ribe Stifts-Tidende 6. december 1856).

Hvad angår to af de nævnte sogne, Klægsbøl og Humtrup, blev der i april 1864 holdt en afstemning om kirke og skolesproget. I Tønder provsti var der i sognene Aventoft, Humtrup, Klægsbøl, Læk og Sønder Løgum forsvindende få der gik for dansk eller begge sprog i kirken (under 5 ). Selvom man fra dansk side anse afstemningerne for en farce, så viste det dog (i modsætning til under det danske styre i 1856) at man var rede til at tage befolkningens holdning i betragtning, mhp at tilgodese mindretal. (Schultz-Hansen: Danskheden i Sydslesvig, s. 174).

Fyringer i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, 23. november. De seneste fyringer af højtstående og lavtstående embedsmænd har vakt endnu større opmærksomhed, fordi de ramte meget loyale mænd. Overdirektøren for byen Slesvig og overembedsmand for Gottorff- og Hütten-amterne (over 50.000 euro), GL. Davids, modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse "af højere statslige hensyn." Skønt han var en nidkær embedsmand under Friedrichstadts provisoriske regering og guvernørskab fra 1848-50, blev han støttet af hr. v. Tillisch forfremmet til ovennævnte høje embeder og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem lovlighed og medmenneskelighed. Han forsvarede også den tyske nationalitet i de ham underordnede landdistrikter, hvor sprogtvang fandt sted, så vidt muligt mod de danske gejstliges angreb og forsøgte at bevare de juridiske barrierer. Denne juridiske adfærd passer måske ikke med minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmænd, at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Embedsmænd i Sydslesvig hvor det officielle erhvervssprog er tysk, modtager ofte danske breve. Efterfølgeren til hr. David, kammerherre v. Holstein, der er hjemmehørende i Holstein, betragtes som en levedygtig tilhænger af den Ejderdansk-skandinaviske bevægelse; det er den samme person der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i rigsrådet. Lige så beslutsomt handler handler ministeren overfor gejstligheden og lader landsherrerne udnævne prædikanter hvor sognefællesskaberne tidligere havde forfatningsmæssig ret til at stemme.

Aus dem Herzogthum Schleswig, 23. Novbr. Die in jüngster Zeit mehrfach vorgekommenen Entlassungen von höheren und niedrigen Beamten haben um desto grösseres Aufsehen erregt, da sie sehr loyale Männer betroffen haben. Der Ober-Director der Stadt Schleswig und Oberbeamte der Aemter Gottorff und Hütten (uber 50,000 E), GL. Davids, empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung "aus höheren Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. Er schüsste auch die deutsche Nationalität in den ihm untergebenen Landdistricten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höheren Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte schon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nut das Sprachsrescript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auch schon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Geschäftssprache gesetztlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Herrn David's, Kammerherr v. Holstein, ein geborerner Holsteiner, wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-scandinavischen Richtung betrachtet; es ist derselbe, der im Reichsrath den Herzogthümern alle Rechte absprach. Gleich enschieden verfährt der Minister in dem geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das Wahlrecht hätten.

(Bayerisches Volksblatt. 3. december 1856)

Tegningen skal illustrere hvordan rettigheder rives i stykker. Titlen "Illustration zu dem Liede:" ("Illustration til sangen:") Under tegningen et digt: Treu im Denken, treu im Handeln, // Treu dem einst beschwornen Wort, // Ist der Däne ohne Wandeln, Schleswigs Schirm und Holsteins Hort" (Tro i tanken, tro i handling, // Tro mod ordet engang svoret til, // Er danskeren uden forandring, Slesvigs paraply og Holstens tilflugtssted”). Kladderadatsch 24. februar 1856.

(Slesvig-Holsten.) "Schw. Merkur" skriver fra Slesvig den 23. november: "De nylige afskedigelser af højere og lavere embedsmænd har forårsaget desto større omtale, fordi de har ramt meget loyale mænd. Chefdirektøren for byen Slesvig og øverste embedsmand for kontorerne Gottorff og Hütten (over 50.000 indbyggere) G. Davids modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse: "Af højere statslige hensyn." Skønt han var en ivrig embedsmand under den provisoriske regering og guvernørskab af 1848-50 i Friedrichsstadt. Han blev forfremmet til ovennævnte høje embeder af hr. v. Tillisch og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem sin retfærdighed og menneskelighed. han beskyttede også den tyske nationalitet i de ham underlagte landdistrikter hvor sprogtvangen finder sted, så meget som muligt mod de danske gejstliges overgreb og søgte at bevare de juridiske grænser. Denne juridiske adfærd passer måske ikke minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmændene at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Faktisk modtager embedsmænd i Sydslesvig, hvor det officielle erhvervssprog er tysk, ofte breve på dansk. Efterfølgeren af ​​Hr. David, Kammerherre af Holsten, en indfødt Holsten, betragtes som en nyttig tilhænger af den eiderdansk-skandinaviske tendens; det er den samme, der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i det kejserlige råd. Lige så beslutsomt gik ministeren frem hvad angik det gejstlige og lod de landsfyrsten udnævne præster, hvor tidligere menighederne grundlovsmæssigt havde haft stemmeret. Sådan skete det i Gelting i Angel, i Dretzbül, Neukirchen, Lygum og Ledt i amtet Tønder, hvor menighederne ellers ville have valgt tyske prædikanter. I Katting og Poppenbüll, Eiderstedt, har man i to år forgæves ventet på ministergodkendelsen af ​​oplægget til præstevalget, og man frygter også den allerhøjestes udnævnelser.

(Schleswig-Holstein.) Dem "Schw. Merkur" schreibtman aus Schleswig unterm 23. Nov.: "Die in jüngster Zeit vorgekommenen Entlassungen von höhern und niedern Beamten haben um so desto grösseres Aussehen geregt, da sie sehr loyale Männer betrroffen haben. Der Oberdirektor der Stadt Schleswig und der Oberbeamter der Aemter Gottorff und Hütten (über 50.000 Einwohneer) G. Davids empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung: "Aus höhern Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichsstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. er schützte auch die deutsche Nationalität in den ihn untergebenen Landdistrikten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höhern Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte chon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nur das Sprachreskript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auchschon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Gechäftssprache gesetzlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Hrn. Davids, Kammerherr von Holstein, ein geborner Holsteiner wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-skandinavischen richtung betrachtet; es ist Derselbe, der im Reichsrathe den Herzogthümern alle Rechte abstprach. Gleich entschieden verfährt der Minister im geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das wahlrecht hatten. So ist es geschehen zu Gelting in Angeln, zu Dretzbül, Neukirchen, Lygum und Ledt im Amt Tondern, wo sonst die Gemeinden deutsche Prediger gewählt, haben würden. In Katting und Poppenbüll, landschaft Eiderstedt, wird seit zwei jahren vergeblich auf die ministerielle Genehmigung der Präsentation zur Predigenwahl gewartet, und man befürchtet ebenfalls allerhöcste Ernennungen."

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit 5. december 1856) 

Amtmand Mathias Davids (1800-1877) blev 1834 stadssekretær og stadspenningmester i Frederiksstad, hvor han forblev kongetro i sit embede under Treårskrigen, med embeder i Husum. 1850-1856 var han amtmand over Gottorp og Hütten amter samt Stapelholm. Politisk henseende var han helstatsmand. I 1856 stemte han mod Carl Scheel-Plessens forslag om helstats-forfatningens forelæggelse for stænderne i Slesvig og Holsten. Han beholdt sin plads i rigsrådet, men nedlagde det 1863 efter at have stemt imod novemberforfatningen. Han afslog senere den preussiske regerings tilbud om en amtmandspost.

Amtmand Ulrich Adolph von Holstein (1803-1864) var søn af major, toldforvalter og Kirchspielvogt i Kellinghusen Henning Christoph Boëtius von Holstein (17641844) og Anna Maria f. Steffens (1781-1858). Han tog 1825 juridisk eksamen i Glückstadt, derefter amtssekretær hos amtmændene H.C.D.V. von Levetzow i Husum og C.F. Tillisch i Aabenraa. 1832 amtsforvalter og husfoged på Ærø. 1845 blev han amtsforvalter i Tønder, men efter krigens udbrud i  1848 måtte han forlade det forlade og flytte til København. September 1849 blev han adjungeret F.F. Tillisch som kasserevisor. 1850 amtsforvalter i Flensborg, stempelpapirforvalter og kammerherre og endelig som artiklen beskriver 1856 amtmand i Gottorp og Hytten Amter samt overstaller i landskabet Stabelholm. 

Han sad i Rigsrådet 1856, 1858, 1859, 1862 og 1863; i de 3 sidste som kongevalgt vicepræsident. I Slesvig stænder var han i samlingen 1857 kongelig kommissarius. Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864, måtte han efter voldstrusler forlade embedet. Da han var syg og svag tog rejsen over Rostock og Ystad til København hårdt på ham. Han døde 17. april 1864. 

Huuslæger. (Efterskrift til Politivennen)

Huuslægehonoraret. Det er, som bekjendt, her i Vandet en - fornemmelig blandt Kjøbstadbefolkningen - almindelig Skik, at Familier, som have nogenlunde Evne dertil, vælge sig en fast Læge, for i paakommende Sygdomstilfælde at yde den hele Huusstand fornøden Lægehjælp og forøvrigt være deres Raadgiver i Sundhedsanliggender. Herfor erholder Lægen en vis aarlig Betaling, hvad enten der forekommer hyppige Sygdomstilfælde eller aldeles intet, dog er det ikke ualmindeligt, at de, der have Evne, betænke Lægen med et høiere Honorar, naar særdeles Sygdomme har gjort mere end sædvanlig Krav paa hans Tid og Kræfter. Forholdet er saaledes en Art Assurance. Men medens det paa Landet og i nogle Kjøbstæder, overeensstemmende med naturlig Orden, er Brug, at Lægen efter Billighed bestemmer Honorarets Størrelse, er det derimod i Hovedstaden og endeel Kjøbstæder blevet almindeligt, at Vedkommende, som have engageret Lægen, fastsætte Honoraret, og at denne i det høieste undertiden spørger om han er tilfreds dermed.

I en tidligere Periode har denne Skik muligen været til Fordeel for Lægerne, idetmindste for dem, hvis Praxis faldt blandt den mere bemidlede Deel af Befolkningen, der ved rundelige Honorar gjorde det lettere for Lægen at yde Ubemidlede sin Bistand, thi det tør vel antages som anerkjendt, at Lægen i Almindelighed med samme Ufortrødenhed opfylder sin Pligt hos den Ubemidlede som hos den Bemidlede. I de senere Aar derimod har mangen Læge paa disse Steder havt fuld Grund til at beklage, at hans naturlige Ret til at bestemme Lønnen for sit Arbeide, er gaaet tabt for ham; thi medens de mere uheldigt stillede Samfundsclasser, der ikke have erholdt forøgede Midler til at bære Dyrtidens Tryk, have været nødte til at formindske Lægehonoraret, have de Classer, hvis Indtægter enten middelbart eller umiddelbart ere forøgede, i Reglen ikke forhøiet Lægehonoraret, og deraf er opstaaet et særdeles ugunstigt Forhold for den især af Kjøbstadspraxis levende Læge, som ikke kan andet end virke meget nedtrykkende paa den Aandsfriskhed , der er saa nødvendig til en heldbringende Virken i hans Kald.

Der hersker vistnok i det Hele en ofte urigtig Mening i Publikum om Lægernes oekoncomiske Stilling, idet man fra de faa heldigere Stilledes Forfatning feilagtigen slutter til de Øvriges. Men selv blandt dem, som have en temmelig betydelig Praxis, findes der kun faa, som see sig istand til at opspare Midler, hvorved de kunde bære de Afsavn, mulige Sygdomme og Alderdom medføre. Et sørgeligt Vidnesbyrd om Sandheden heraf er, at det paa den sidst afholdte Lægeforsamling i Roeskilde blev erkjendt, at det vilde falde for trykkende for de fleste Læger at bidrage 10 Rd. aarlig til den for trængende Læger stiftede Understøttelseskasse. Ved denne Forsamling blev det og fremhævet, at Lægerne maatte ved indbyrdes Overeenskomst søge at faae det Misforhold hævet, der det de stigende Priser paa Livets Fornødenheder var opstaaet mellem det hidtil erlagte Honorar og Lægens Forretninger. Det er og Indsenderne af nærværende Artikel bekjendt, at det paa flere Steder er skeet, og Lægernes Forlangende er med Velvillie blevet opfyldt af Befolkningen i de forskjellige Egne.

I Hovedstaden og de Kjøbstæder, hvor samme Skik med Hensyn til Lægehonoraret følges, vil imidlertid, paa Grund af den engang herskende Brug, en saadan Overeenskomst være det sidste Middel at tye til, og det er at haabe, at det ei heller vil blive nødvendigt; thi det kan neppe betvivles, at jo den Velvillie, som i Regelen findes mod Lægerne, vil foranledige at Enhver, som har nogenlunde Evne dertil, vil, efter at være gjort opmærksom paa denne Sag, imødekomme deres billige Krav paa forhøiet Honorar, saa at de uopfordrede supplere det efter bedste Skjøn, eller saafremt de ikke maatte finde sig foranledigede dertil, da uden Uvillie modtage Lægens Erindring i saa Henseende.

Idet Ovenstaaende bringes i Pressen af en mindre Lægekreds med Overbevisningen om, at samme Anskuelser deles saagodtsom af hele Landets Lægestand, tør vi antage at dHrr. Redacteurer af Provindsaviserne ville yde Standen en Tjeneste ved at optage denne Artikel i deres respective Blade.

Flere Læger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1856)

Spaakone. (Efterskrift til Politivennen)

Spaaning i Kaart. Efterat det var kommet til Politiets Kundskab, at Sømand Frederiksens Enke, ogsaa kaldet Spaa-Stine, befattede sig med, for Betaling at spaae i Kaart, og at en for Tyveri arresteret Pige herom kunde give nærmere Oplysning, blev Sidstnævntes Forklaring modtagen, og gik i det Væsentlige ud paa Følgende. Medens hun for omtrent 3 Aar siden tjente hos en Præst her i Staden, var hun i lang Tid meget bekymret over et Kjæresteforhold, hvori hun stod til en Person, som hun troede ikke meente hende det ærligt. I et saadant Øieblik kom just en Kone til hendes Huusbond, og da hun saae, at Arrestantinden var bedrøvet og erfarede Grunden dertil, raadede hun hende at gaae til Spaa-Stine, hvis Adresse hun opgav, og som skulde kunne sige hende, om hun vilde blive gift med sin Kjæreste eller ikke. Samme Dag begav hun sig til Spaakonen. Denne - Sømand Frederiksens Enke - var i Besiddelse af forskjellige Slags Kaart og lagde strax disse op, samt lovede Arrestantinden, at hun nok skulde faae sin Kjæreste, idet hun viste hende et Kaart , hvorpaa var malet et Huus, med den Bemærkning, at der laae hendes tilkommende Hjem. Efterat Arrestantøren havde spurgt, hvad hun var hende skyldig, og F. havde yttret, at hun pleiede at faae 3 Mk., gav hun hente disse, og forlod hende, med den Opfordring fra dennes Side om flittig at besøge hende, da hun ikke kunde sige Stort den første Gang, men jo oftere Arrestantinden kom, destomere kunde hun faae at vide, ligesom hun ogsaa bad hende at anbefale hende til Andre. Efter den Tid kom Arrestantinden jevnliden til hende, undertiden flere Gange om Dagen, og, naar hun ikke havde Penge at betale med, maatte hun sætte Pant. Under disse Besøg omtalte F. oftere et Middel, som skulde være aldeles probat til at vinde kærestens Gjenkjærlighed, og bestod det deri, at Arrestantinden skulde levere F. det Linned, som hun til en opgivet Tid havde baaret, hvorefter F. vilde brænde det og bringe Arrestantinden Asken, efter at have baaret den 3 Gange omkring Kirken. Denne Aske skulde Arrestantinten blande i Maden, som hun spiste, og da var hun sikker paa, at Kjæresten ikke kunde forlade hende. Dette Middel, hvormed F. forsikkrede at have hjulpet Mange, kunde Arrestantinden imidlertid ikke beqvemme sig til at bruge, da hun ansaae det for Troldom. Arrestantinden forklarede endvidere, at hun oftere havde seet forskjellige Tjenestepiger komme bærende med hele Kurve fulde af Madvarer til F. , og at denne gentagne Gange havde spurgt hende, om hendes Frue aflaasede sine Gjemmer, samt opfordret hende til, ligesom de andre Piger, at bringe hende Smør, Ost, Fløde og Andet, som da kunde gaae af i Betalingen for Spaaningen, men derpaa havde Arrestantinden aldrig villet indlade sig. Hun tilføiede, at F. gjorde sine Kunder, hvoraf der indfandt sig en stor Mængde af forskellig Stand og Alder, troskyldige ved at fortælle dem, at hun havde forudsagt Kiøbenhavns Politi, der jevnlig havde raadspurgt hende, vigtige Begivenheder, og at hun af det havde faaet Tilladelse til at praktisere. Foruden at benytte Kaart, havde Enken Frederiksen, efter Arrestantindens Forklaring, ogsaa spaaet af æggehvide i Vand, idet den Person, der skulde spaaes, maatte ved Juul, Nytaar og Helligtrekongers Aften bringe hente et Æg og et Glas. Hviden blev da heldt i de med Vand fyldte Glas, og af de Figurer, som deri dannedes, forudsagde F. de Paagiældendes Fremtid. Arrestantinden forsikkrede, at hun havde seet en Række af Glas paa et Bord hos F., der foregav, at Hviden maatte henstaae 8 Dage i Vand, før den kunde benyttes. Hun tilregnede forøvrigt F., at hun nu var "i Forlegenhed", idet hendes Spaadomme havde bragt hende til at holde fast ved en Kjæreste, der ikke var hende tro, og af Sorg herover havde hun slaaet sig til Drik, og denne Last tilstod hun, at hun nu havde ladet sig forføre til Tyveri. Under den imod Christine eIler Stine Iversdatter eller Hein, Frederiksens Enke, derefter indledede criminelle Undersøgelse vedblev hun stadigen at benægte, at hun for Betaling havde slaaet hvide op i et Glas, for deraf at spaae i Fremtiden: hun havde kun enkelte Gange gjort det i Spøg for sine Bekjendtere. Hun benægtede ogsaa de øvrige om hende afgivne Udsagn, med Undtagelse af at hun for Betaling havde spaaet af Kaart for de Personer, som indfandt sig hos hende, for at faae Kaart oplagte for sig, og havde hun i de sidste 3 Aar drevet dette som en Erhvervskilde. Kaartenes Betydning havde hun lært sig til af "Gamle Marene Hexebog", og rettede hun sine Udtydninger deels efter denne, deels efter hvad der forekom hente passende efter vedkommende Persons Forhold, og hvad disse helst ønskede. De dreiede sig om Kjærlighed, Embedsansættelser, Forbrydelser, som man ønskede opdagede o. s. v., og paastod hun, at hun altid havde sagt til dem, at de ikke skulde troe paa, hvad hun sagde, førend det var indtruffet. Paa Rettens Opfordring at erklære, om hun selv troede paa Rigtigheden af hvad hun forudsagde, bemærkede hun, at hun ikke troede derpaa, førend det, hun havde forudsagt, var skeet, og yderligere Forklaring desangaaende var ikke at opnaae af hende, dog anførte hun som et Exempel, at hun kort før hun blev anholdt havde lagt Kaart op for sig selv, og, ved at bemærke, at Knægtene derved kom sammen, antog hun af denne Omstændighed, at det forestod hende en svær Rettergang. Tiltalte Frederiksen, der er født den 17de Octbr. 1809, og i 1835 straffet for Utroskab i sin Tjeneste samt for Forfalskning af sin Skudsmaalsbog. blev nu anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1856).

Steen Møller & Comp., Østergade 75/10. 1856-1867. (Efterskrift til Politivennen).

I perioden 1855 eller 1856 til 1867 holdt et firma ved navn Steen Møller & Co(mp) til i Østergade 75 (senere Østergade 10). Det har ikke været muligt at finde uddybende oplysninger på internettet, men gennem årene bragte aviserne helsides og halvsides annoncer fra firmaet, hvorfra er plukket de nedenstående.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1856. Vinter eller forår 1855 flyttede Steen Møller til Østergade 75 med et etablissement i mode- og manufakturfag..

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. december 1857, 2. udgave.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1859.

Efter 1859 var adresse Østergade 10. Bygningen eksisterer ikke længere. Den nuværende er opført i 1933, tegnet af arkitekt A. Skjøt-Pedersen. Omkring 1859 eksisterede et par år Brødr. Møller på adressen som solgte sørgeartikler. Det varede dog kun kort, og så dukkede det gamle navn op igen.

Annonce fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1862.

Firmaet lukkede i 1867.

Fattigkvarteret i Klærke- og Rosengaden. (Efterskrift til Politivennen)

Fattigkvarteret i Klærke- og Rosengaden. I Ugeskriftet for Læger fortsættes Beretningen om Sundhedstilstanden af dette tætbebyggede Qvarteer, og Resultatet af de fortsatte Undersøgelser er desværre meget slet. Beklageligt er det, at der siden i forrige Aar intet synderligt er gjort fra det Offentliges Side til Forbedring i denne sørgelige Tilstand. Bemeldte Ugeskrift gives udførlige Lister over hvert Huus' Beboere og Antallet af Syge i et Aar, og om Resultatet hedder det derefter i Ugeskriftet:

"Man vil heraf see, at de tidligere Slutninger i fuldeste Maal blive bekræftede. Medens Oversigten over Aarets 9 første Maaneder viste, at næsten Halvdelen af hele Qvarterets Beboere havde været nødsagede til at søge Lægehjælp paa Grund af Sygdom, viser Oversigten over hele Aaret at fra Qvarterets 998 Beboere har været gjort 595 Sygeanmeldelser til Distriktslægen, eller næsten 60 pCt. Som fortrinlig usunde bleve dengang fremhævede Rosengade 438, hvor Sygeanmeldelserne vare 91 pCt af Beboerne; Rigensgade 468 og 469, som havde 80 pCt, Rosengade 440 med 56 pCt. og Klærkegade 430 med 55 pCt. Tabellen viser, at Forholdet ikke har forbedret sig, navnlig med Hensyn til de sletteste Huse: Rosengade 428 og Rigensgade 468 og 469, af hvilke det førstes 129 Beboere have leveret 152 Sygeanmelser (over 117 pCt.), og det sidstes 106 Beboere 118 sygeanmeldte (111 pCt.), hvilke Tal tillige tyde paa, at de samme Individer flere Gange have været sygemeldte, altsaa at flere af Husenes Beboere ikke blot en enkelt Gang, men jevnlig lide af Sygdom.

Forholdet er saaledes hverken i det Enkelte eller i det Hele bedre, end tidligere fremstillet. Saavel hele qvarteret, som enkelte Huse indeholde endnu i sig "Betingelser, der ere fortrinligt skikkede til at udvikle Sygdomme og til at gjøre det til et Brændpunkt under udbrydende Epidemier." Og der er god Grund for Huusværterne, navnlig af de nævnte Huse, til at "overveie, om ikke Hensyn til eget og Medmenneskers Vel bør sættes over pekuniær Fordeel,"og for Autoriteterne til at "anvende al den Magt, de have til deres Raadighed, til at forbedre Forhold, der ere saa slette, at de ikke blot tjene til at nedbryde Sundheden og forkorte Livet for de fattige Mennesker, som ere nødsagede til at underkaste sig dem, men ogsaa, under indtrædende Epidemier, kunne blive til en Fordærvelse for hele Byen."

Maatte man til Afhjælpning af dette store Onde, som kan have farlige Følger for hele Byen, dog endelig foretage alvorlige Forholdsregler og de fornødne Ombygninger!

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. november 1856).

Postgangen over Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

Postgangen. Herom indeholder "Fyens Avis" en Artikel, hvoraf vi optage Følgende:

Med Hensyn til Hamborgerpostens Hurtighed er der ogsaa skeet nogen Forbedring, om det end er frappant, at man i Kjøbenhavn kan have Hamborgerposten fra forrige Eftermiddag Kl. 5, fem Timer tidligere end i Odense, og i Aarhuus faaer den næsten lige saa tidligt som her. Generalpostdirectoratet har for et Par Maaneder siden været saa heldigt at træffe Overeenskomst med Bestyrelsen for den sydslesvigske Jernbane om Postens Besørgelse, og har som Følge deraf etableret en ny Diligence, der henimod Midnat (vi vide ikke bestemt Klokkeslettet) afgaaer fra Flensborg, er i Haderslev titligt om Morgenen og pleier at ankomme til Odense imellem Kl. 1 og 1½ om Middagen. Det er Bestemmelsen, at denne Post skal være i Kjøbenhavn med Aftentoget Kl. 10½, men for at kunne dette maa den være i Odense for Kl. 1, thi Dampskibet afgaaer fra Nyborg Kl. 4. I den sidste Tid, medens "Ceres" har besørget Overfarten over Lillebelt, er det i Reglen lykkedes at komme til Odense i rette Tid til Diligencens Afgang, men naar det gamle Dampskib "Maagen" efter fuldendt Reparation igjen overtager Farten, bliver det ligesaa galt som før. Det er dog virkelig for slemt, at paa samme Tid som Diligencen til Kjøbenhavn kjører ud ad den ene Port, kjører Diligencen fra Assens og Slesvig ind ad den anden Port i Odense, og de stakkels Passagerer, som havde glædet sig til at gjøre den beqvemme Reise paa en Dag til Kjøbenhavn, maae nu ligge 10 3/4 Timer over i Odense og komme 12 Timer senere til Hovedstaden. Efter Alt hvad vi have hørt, udvise samtlige Postcontoirer og Befordringsentrepreneurer mellem Flensborg og Odense den største Iver for at fremskynde Postens Expedition. Man maa derfor henvende sig til Generalpostdircctoratet selv for at faae Forandring heri. Entrepreneurerne for Færgefarten over Lillebelt havde med deres sædvanlige Omhu for Tjenestens Tarv foreslaaet Generalpostdirectoratet, at dette paa visse Betingelser skulde overtage "Maagens" Reparation og indrette dette Dampskib, der fra næste October skal gaae for Postvæsenets Regning, som Directoratet fandt for godt. Dette Forslag har Directoratet imidlertid afslaaet og maa vel have havt sine Grunde derfor. Men siden nu dette langsomtseilende Dampskib igjen skal overtage Færgefarten, maa Directoratet vel have betænkt, paa anden Maade at vinde den halve Time, som nu igjen vil spildes paa Lillebelt. Dette kan enten skee ved at kjøre hurtigere igjennem Slesvig og Fyen, eller maaskee bedst ved at beordre Dampskibet i Nyborg til, om Dagen (ikke om Natten) at vente noget længere paa Diligencen fra Odense, f. Ex. indtil Kl. 5; saa behøver denne ikke at gaae fra Odense før Kl. 1 3/4. Naar der er et ordentligt Dampskib i Fart paa Storebelt, er en Tid af 2 1/4 Timer tilstrækkelig til Overfarten samt Opholdet i Korsør ("Gerda" brugte kun 1 1/4 til 1½ Time). Der kan ogsaa spares Tid ved at opsætte Dampskibets Vending i Korsør Havn, indtil Passagererne ere komne iland; dertil medgaaer nemlig saavel ti Minutter. Disse Tidsrum, som kunne spares, ere kun korte, men det er ogsaa en kort Tid, der skal vindes. - En Reform i denne Henseende er virkelig en Velfærdssag for alle Stationer imellem Odense og Flensborg, altsaa for det sydvestlige Fyen og det danske Slesvig. Vi ere derfor overbeviste om, at det ærede Generalpostdirectorat paa en eller anden Maade vil gjøre det muligt for denne Diligence, at komme til Kjøbenhavn samme Aften.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1856)

Postgangen. Med Hensyn til en fra "Fyens Avis" i den "Berlingske Tidende" for sidstafvigte Mandag optagen Artikel om Postgangen, hvori der ankes over, at Hamborgerposten oftere ankommer til Odense for sildig til efter Bestemmelsen at være i Kiøbenhavn med Aftentoget Kl. 10½, turde der Nem Anledning tit nærmere at belyse de i Artiklen paapegede Midler til at hæve den omhandlede Ulempe. Naar der saaledes henvises til et Forslag fra Entrepreneurerne for Færgefarten over Lillebelt, hvorefter Postvæsenet paa visse Betingelser skulde overtage Dampskibet "Maagens" Reparation, da maa dette Raisonnement formeentligen beroe paa en Misforstaaelse; thi det indsees ikke, hvorledes et saadant Forslag skulde kunne bringes i Harmoni med det for Tiden contractmæssig stedfindende Forhold, ifølge hvilket de nævnte Entrepreneurer i Henhold til en fra Aaret 1837 stammende Contract, for en Betaling af 10,000 Rd. besørge Posttransporten over Lillebelt med det Postvæsenet tilhørende og for dets Regning anskaffede Dampskib "Maagen", imod at afholde alle Driftsomkostningerne, og derunder selvfølgelig ogsaa alle nødvendige Reparationer paa Dampskibet. Ligesaalidt som der under disse Omstændigheder nemlig kunde være Spørgsmaal om, at Postvæsenet skulde, til den vistnok rundelige Betaling for Posttransporten, føie et yderligere Offer ved at fritage Entrepreneurerne for en dem paahvilende Reparations-Udgift, ligesaalidt kan det skjønnes, at der derved vilde være vundet Noget med Hensyn til Opnaaelsen af en større Hurtighed ved Posttransporten over Lillebelt.

Derimod er den med de nævnte Entrepreneurer i sin Tid afsluttede Contract om Posttransporten paa Lillebelt med det fastsatte Varsel af et Aar opsagt til 1ste Octbr. 1857, og der er allerede truffet Foranstaltning til Bygningen af et bedre indrettet og mere hurtigseilende Dampskib paa den omhandlede Route.

Naar Artiklen dernæst, som Middel til Opnaaelsen af en tidligere Ankomsttid af Posten til Odense, nævner en hurtigere Kiørsel gjennem Slesvig og Fyen, da synes dette at staae i Modstrid med den samme Artikels Ord, hvorefter "samtlige Postcontoirer og Befordringsentrepreneurer mellem Flensborg og Odense udvise den største Iver for at fremskynde Postens Expedition"; heller ikke vil en større Hurtighed i Befordrings Tiden paa den nævnte Strækning med Billighed kunne forlanges, allermindst i den nuværende Aarstid. - Som sidste Middel henvises endelig til en sildigere Afgang af Dampskibet fra Nyborg; men hertil maa bemærkes, at en saadan senere Afgang fra Nyborg, efter samtlige foreliggende Oplysninger fra rette Vedkommende, vilde have til Følge, at Dampskibet hyppigt ankom forsildigt til Korsør, og den foreslaaede Foranstaltning vilde saaledes medføre, at en stor Deel fra andre Router samlede Reisende i mange Tilfælde vilde paaføres en væsentlig Ulempe, uden at dog den tilsigtede Vinding for det forholdsviis ubetydelige Antal af i Giennemsnit 3 a 4 Passagerer fra Nordslesvig og Assens vilde opnaaes. De factiske Forhold have derfor ogsaa medført Nødvendigheden af i nærværende Aarstid at hæve den tidligere givne Bestemmelse om, at Afgangstiden af Dagposten fra Odense skulde udsættes fra Kl. 1 til Kl. 1 1/4 for at afvente Assens Posten. Væsentligt vilde derimod være vundet, saafremt Postvæsenet tildeeltes nogen større Indflydelse end hidtil paa Bestemmelsen af Driftsplanerne, eller saafremt en større Regelmæssighed end hidtil har været Tilfældet i al Fald kunde bevirkes med Hensyn til den ved Driftsplanerne bestemte Ankomsttid for Jernbanetogene. Ikkun paa denne Maade vil en fuldkommen forsvarlig Postgang kunne indrettes.

Forsaavidt der i een samme Artikel fremhæves som "frappant", at man i Kiøbenhavn kan have Hamborgerposten fem Timer (skal være 2 a 3) tidligere end i Odense, synes den Bemærkning at ligge nær, at der egentlig ikke er noget Frappant i, at af tvende Poster, som afgaae samtidig, den som befordres med Dampskib og Jernbane, maa komme adskilligt hurtigere frem, end den, som befordres kjørende; og naar der, som selve den heromhandlede Artikel indrømmer, udvises den største Iver for at fremskynde Expeditionen mellem Flensborg, hvortil Posten uden Ophold befordres med Jernbane, og Odense, saa synes der i saa Henseende ikke at kunne være Noget tilbage at ønske.

Naar det sluttelig hedder, at en Reform i den omhandlede Postgang er en Velfærdssag for det vestlige Fyen og det nordlige Slesvig, da skal det for Fyens Vedkommende bemærkes, at det ialfald kun er Assens og nærmeste Omegn, som paa Grund af de i Artiklen berørte Forhold ere noget uheldig situerede, medens det, hvad det nordlige Slesvig, altsaa nærmest Aabenraa og Haderslev, angaaer, ikke maa lades ude af Betragtningen, at disse Stæder endnu have en anden daglig Postforbindelse med Kiøbenhavn over Kolding og Snoghøi, hvorved den Correspondence og de Aviser, som indleveres i en af de nævnte Byer den ene Aften , regelmæssigt indtræffe i Kiøbenhavn den næste Dags Aften.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. november 1856).

Postgården i Assens. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bonde-Bryllup. (Efterskrift til Politivennen).

I "Dagbl." findes følgende dat. Nyborg d. 11. Oktbr.: Følgende Data ville kunne tjene til Bevis paa Overdaadighed, der ved visse Lejligheder hersker paa Landet i Fyen, og paa de overordentlig gunstige Forhold, hvorunder de fleste Bonder leve. "Det er Forberedelserne til et Bondebryllup, som jeg vil beskrive, idet jeg kun forudskikker den Bemærkning, ar de ere aldeles sædvanlige, og at jeg for dettes Vedkommende har selve Konens Udsagn til Borgen for mine Angivelsers Paalidelighed. Konen er en ung Enke; hun har en mindre Fæstegaard paa henved 40 Tdr. Land tær ved Nyborg og skal nu have Bryllup med sin forrige Mands Søstersøn. Brylluppet skal staae i Slutningen af denne Maaned paa en Fredag; Fredag er den mest yndede Dag til slige Festligheder, og naar Omstændighederne tillade det, vælges ikke gjerne nogen anden. Allerede nu har man begyndt at lempe til Gjæstebuddet, og Konen sagde mig, at hun ikke vilde faa nogen Søvn inden Brylluppet. Begge Loerne ere allerede gjorte rene og smykkede tilligemed Øverste-Stue ; i de 2 første skulle alle Karlfolkene spise, og i den sidste Kvindfolket. Imorges Kl. 3 begyndte Konen at bage fint Brød; i hvilken uhyre Mængde, vil man kunne faa et Begreb om, naar jeg angiver Sulevarerne: 1 Fedegris, 6 Lam og 12 Gjæs foruden en Masse Ænder og Kyllinger vente paa Kniven. Desuden er der bestilt 18 Lpd. Oxekød til Suppe og Steg. Og del vilde dog ikke forslaae, siger Konen, dersom hun ikke stolede paa den Mængde, som Slægt og Venner ville bringe paa Onsdag, der er Foredag. Om Torsdagen komme to Kogekoner for at tilberede Retterne, der skulle bestaa af Suppe, Peberrodskjød, 5 Slags Steg og 1 Slags Kage; Æblekage, Brødkage, Tærte og Butterdeig. Hos Kjøbmanden er der indkjæbt for 120 Rd. Urtekramvarer, Gammelvin og Brændevin. Det gamle Øl har hun selv brygget, og af det gaaer der flere Tønder med. Smør har hun ligeledes selv samlet og belavet sig paa adskillige Lispund. Men der maa ogsaa Noget til, thi Gjæstebuddet varer til Mandag Aften, og af de 150 Gjæster, der møde, have de fleste en fortræffelig Madlyst. Gjæsterne ere dels Slægt og Venner, dels alle de. der høre til Mandens BryllupsIaug. Fredag Formiddag samles alle i Gaarden, og Kl. 11½ kjører man til Kirke, hvor Vielsen foretages Kl. 12. Saasnart man er kommen fra Kirke, klæde de Fleste sig lettere og bekvemmere paa for at være skikkede til de store Anstrengelser, der udfordres først ved Spisningen og senere ved Dandsen, som vare til næste Dag, den første næsten ligesaa uafbrudt som den sidste. Der spises da Frokost, og Folk tage for denne Gang hjem for at sove ud, men komme igjen til varm Frokost om Søndagen, da de skulle følge de unge Folk til Kirke, og tage først hjem sent om Aftenen. Mandag Morgen samles Alle igjen i Brudehuset og holde ud den hele Dag med Spisning og Dands. Først om Tirsdagen kan Konen altsaa begynde al bringe sit Hus i Orden igjen, og dermed hengaaer naturligvis flere Dage. 

(Ribe Stifts-Tidende 25. oktober 1856)

Ægyptisk Øiensygdom: Kritik af Dr. Bendtz. (Efterskrift til Politivennen)

Om den "ægyptiske Øiensygdoms" Natur og Farlighed ere Lægerne, som bekjendt, meget uenige, og for et Par Aar siden fandt i denne Anledning en meget hæftig og bitter Strid Sted imellem Armeens Korpslæge og Prof. Bendz. Et i disse Tage af Prof. Djørup udgivet Skrift om denne Sygdom har gjort en vis Opsigt, da det, understøttet af de fleste danske Militarlægers Erfaring, afgjort hælder til den Mening, at det nu i Danmark ved Prof. Bentz's ivrige Bestræbelser adopterede System, med Hensyn til de Foranstallninger, der skulle træffes imod denne Sygdom, næsten i alle Punkter er forkasteligt. Bendz fik i sin Tid sat igjennem, at der blev truffet de samme Foranstaltninger mod den omtalte Sygdom her, som anvendes i Belgien. Forfatteren erklærer imidlertid disse Foranstaltninger for uanvendelige hos os og uhensigtsmæssige, idet han foretrækker de Forholdsregler, som man i en Række af Aar har truffet i Preussen og Østerrig og som i disse Lande have afgivet de gunstigste Resultater. Rigtigheden af denne hans Mening synes ikke blot at finde en Bekræftelse i den Omstændighed, at de talrigste mest ondartede og haardnakkede Sygdomstilfælde findes i Garden, hvor Bendz har anvendt sin Behandlingsmaade i al Strænghed, men ogsaa deri, at han nu ikke vover at gjennemføre sit System practisk. I de sidste 4 Aar, hvor den ægyptiske Øiensygdom er optraadt i Armeen, er der idethele kun  forekommet 13 Tilfælde, hvor der er indtraadt en fuldstændig eller partiel Blindhed. Sygdommen kan derfor ikke ansaas for saa farlig, som man hidiil har troet. Hertil kommer endnu, at de fra samtlige Stiftphysici i Landet til de kgl. Sundshedskollegium indløbne Beretninger skildre Udbredelse af Øiensygdommen blandt den civile Befolkning som saare ringe og lidet farlig. Bliver det nuværende System forkastet og det indført, der med Held er bleven anvendt i Østerrig og Preussen, vil Følgen deraf være, at Lazarethet paa Augustenborg bliver ophævet, alle Øiensyge permitterede og en mildere Behandling indført. (Sjællp.)

(Ribe Stifts-Tidende 21. oktober 1856).

Bandeoverfald. (Efterskrift til Politivennen)

I Ulstrup Kro, 1 Miil fra Ebeltoft, er i Onsdags Nat passeret en tragisk Begivenhed. En Natmandsbande (saakaldte Skjærsliber- eller Glarmesterfolk), bestaaende af 3 Familier, med Koner, Børn og 7 a 8 Hunde (hvilke sidste bruges til at trække Skjærslibervognene), indtraf sildigt om Aftenen til Landsbyen Ulstrup, hvor den tvang Bønderne til ar give sig Natteqvarteer, hvorefter Mandfolkene begave sig til Kroen, hvor de svirede og drak saalænge indtil Kromandens Søn, et ungt Menneske, der var alene hjemme, ikke mere vilde skjænke for dem. Under Trudsler og Skjældsord forlode de nu Kroen; men kort derefter kom hele Banden, bevæbnet med Knipler og Gjærdestaver, under Hujen og Skrigen tilbage til Kroen, som imidlertid var bleven tilsvoerret og barricaderet saa godt som muligt. Men Røverne sprængte Vinduer og Dørre og sloge løs paa Sønnen, begge hans Søstre og Tjenestefolkene. Da greb Sønnen, til sit Forsvar, en ladt Bøsse, som hang paa Væggen, og nedskjød dermed en af Voldsmandene, som styrtede død til Jorden. En anden af Banditerne blev truffen af et Slag, som af Vanvare tilføiedes ham ved en af hans egne Kammerater, og slæbtes bort af Qvindfolket, som tog Deel i Kampen. Der blev strax sendt Bud ind til Ebeltoft om Assistance og endnu samme Nat blev hele Banden arresteret. Jens Peter Møller, der saa kjækt havde forsvaret sig og Sine mod Voldsmandenes Angreb, er temmelig haardt saaret.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. oktober 1856).

Grønlandshandel. (Efterskrift til Politivennen)

Handelen paa Grønland fra Kjøbenhavn tager bestandig mere og mere til og beskæftiger nu ti til tolv store Skibe. Naturligvis leverer Søen det største Bidrag hertil. Totalværdien af de fra Grønland udførte Varer kan i Gjennemsnit anslaaes til 230,000 Rd. aarlig; deriblandt indtage Produkterne af Sælhundefangsten den første Plads (c. 40,000 Sælhunde og 6 til 8000 Tdr. Tran). Men ogsaa Fastlandet leverer et temmelig rigt Udbytte, thi der udføres i Gjennemsnit aarlig 18 til 20,000 Rensdyr, 2000 Ræveskind, 3000 Pd. Edderdun osv. Kun Hvalfiskefangsten er næsten ganske ruineret, idet Hvalfisken, der tidligere viste sig i store Skarer i Havet omkring Grønlands Kyster, dels er udryddet, dels er udvandret til Sydpolen. Naar man betænker, at disse Dyr kun hvert tredje eller fjerde Aar bringer en Unge til Verden, og derhos tager det uhyre Blodbad i Betragtning, der i Løbet af et Par Hundrede Aar er bleven anrettet mellem dem af Hvalfangerne, maa man undre sig over, ar der overhovedet endnu bestaaer Dyr af denne Art ved Grønlands Kyster. Landet er herved bleven berøvet en af sine rigeste Indtægtskilder. Som en Slags Erstatning antager Udbyttet af Mineralierne i Grønland hvert Aar større Dimensioner, og der er ingen Tvivl om, at dette fjerne Land i saa Henseende endnu skjuler mange ubekjendte Skatte. Gode Steenkulsminer ere allerede blevne fundne paa flere Steder, men endnu ikke behørig undersøgte. Kryolithen bearbejdes nu bjergmandsmæssig, og der gaaer allerede hele Skibsladninger til England og Danmark. Minerallet er saa meget værdifuldere, som det hidtil ikke er bleven fundet i noget andet Land. (Sjp.)

(Ribe Stifts-Tidende 13. oktober 1856).

Krage-Skydning. (Efterskrift til Politivennen)

En Mand, som for ikke længe siden har berejst Vendsyssel, fortæller i "Flyveposten", at der sammesteds paa Brakmarkerne viser sig et overordentligt stort Antal af Oldenborrelarver, der i de sidste Aar mere og mere ere blevne til en Landeplage; thi naar Rugen er kommen op, og der indtræffer mildt Efteraarsveir, især i Oktober, æde de Spirerne over og dråbe derved Sæden. "Man kan ikke," siger Brevskriveren, "lade være at opkaste det Spørgsmaal, hvorfra den saa stærkt tiltagende Formerelse af de ødelæggende Larver vel kan skrive sig, og man har da Erfaringer, som nok kunne vejlede. Hvor Rævene f. Ex. aldeles ere bortskudte, formere Musene sig til Skarer, der ødelægge Høsten. Men Oldenborrelarvens Fjende er Kragen, der fortærer en stor Mængde af dem. Nu veed man jo imidlertid, at der i de senere Aar er fremstaaet en stor Mængde Jægere her i Landet, og da Vildtet ikke er voret i samme Forhold, og mange af dem desuden heller ikke forstaae at søge det, saa gaaer Skydelysten ofte ud over alt Flyvende og Løbende, der kommer i Jægernes Nærhed , og derfor ogsaa over Kragerne, skjøndt de ikke ere spiselige og gjøre megen Nytte ved al fortære skadelige Insekter og deres Larver. Jeg erindrer saaledes, at man ifjor endog roste sig af i Aviserne, at man et Sted i Jylland paa en Dag havde myrdet flere hundrede stakkels Krageunger, uden meget andet Maal og Med end at myrde. Det var en ringe Bedrift; men jeg ønsker, at man vil erindre sig den, naar man taler om Oldenborrelarvernes Ødelæggelser, for at det muligvis kunde forhindres, at slige Mordscener blive gjentagne, og for at de modige Jægere kunne styre deres Lyst paa anden Maade; thi den, der myrder Kragerne, formerer indirecte Oldenborrerne...

(Ribe Stifts-Tidende 9. oktober 1856).

Ifølge biologen Vilhelm Bergsøe (1835-1911) i "Fra mark og skov" 1881 var oldenborren det insekt der påførte landbruget og skovbruget de største skader, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det hjalp ikke at kirken lyste billen i band. Bergsøe så årsagerne som dræning (oldenborrelarver elsker løs iltrig jord), den forandrede pløjetid og den aftagende fuglemængde. Han pegede også på muldvarper og grævling som oldenborrelarvers fjende. I 1887 blev der vedtaget en lov om oldenborreår (hvert 4. år). 

Afsindig af Indespærring. (Efterskrift til Politivennen)

"Forst. AviS" meddeler følg. sørgelige Exempel paa Politievilkaariighed og Sammes Følger: En Kone paa Vesterbro er Eierinde af fire Hunde, som hun tilbørligen havde forsynet med Hundetegn og Mundkurv. I en af Hundedagene laae den ene af Madamens fire Favoriter udenfor Huset, da Hundevognen idetsamme kom forbi. Hundens Halsbaand med Tegnet var skjult af de lange Haar. Hundebetjentene toge imidlertid Hunden, puttede den i Vognen og kjørte bort med den trods den til Vinduet komne Eierindes heftige Indsigelser. Hendes Karl var dengang ikke tilstede, men da han kom hjem, sendte Madamen ham øieblikkeligt afsted, for at faae Hunden befriet. Karlen gik da op paa Politikammeret, fortalte hvad der var skeet og anmodede om, at en Betjent maatte gaae med, for at overbevises om, at Hunden havde sit Tegn; men han fik, siges der, studse Ord og maatle gaae alene. Paa Veterinairskolen fik han af Dørvogtersken til Hundelocalet Lov til at eftersee, om den Hund, han pegede paa, havde sit Halsbind og Tegn. Det forholdt sig som han iforveien vidste, og han gik nu igjen tilbage til Politikammeret, fortalte dette og fordrede Hunden tilbageleveret. Der blev Karlen imidlertid, som mistænkt for at have paasat Hunden Halsbaandet med Politietegnet imedens han var ude paa Veterinairskolen, arresteret og holdtes 5 Dage indespærret i et stygt Arresthul, hvor han blev tracteret med Vand og Brød! Hunden var imidlertid bleven sendt tilbage til Eirinden; men Karlen, som flere Gange havde været i Forhør, hvor han stadigt vedblev sin Paastand og "ikke kunde give anden Forklaring, om man endog vilde plage ham nok saa meget," blev af Græmmelse over den Behandling, der var ham vederfaret saa uforskyldt - afsindig og befinder sig nu paa Bidstrupqaard! - Man maa vente, at Justitsministeren lader vedk, Myndighedsmisbrugere drage alvorligt til Ansvar.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. september 1856).

Færgelauget i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de August.

Efter den af Fælledsindenrigsministeriet stillede Frist har Færgelauget i Nørresundby i Løverdags igjennem Amtet afgivet sit Svar, hvori det, trods Lovforpligtelsen i Laugsartiklerne, nægter at efterkomme Ministeriets Paabud om uopholdelig Anskaffelse af et Damp-Færgereqvisit. Nægtelsen vil sandsynligviis alt befinde sig i Ministeriet, eftersom der nu ikke af de stedlige Myndigheder længere er noget i denne Sag at erklære sig over. Efter den satte Frists Udløb kan man nu ogsaa vente Ministeriets Udførelse af sin Resolution med samme Resoluthed fremmet. Den Tid vil altsaa omsider være omme, da et skadeligt Institut, som saa længe med usle Færgeredskaber har suget Indtægt af det Offentlige og trods dette og den Skade, det exclusive Færgeprivilegium ved sin daarlige Udøvelse alt i en Aarække har tilføiet Vendsyssel, Aalborg og Communicationen i det Hele, ikke vil efterkomme den Lovforpligtelse, hvormed der har overtaget sin Færge-Rettighed; den Tid, sige vi, vil altsaa være omme at et saadant Selskab af nogle Individer skal kunne forhindre hele Publicum paa begge Fjordsider i at faae et ordentligt og uafbrudt Forbindelsesmiddel eller skal kunne separatisere Nørresundby bort fra Aalborg, hvis Næringsannex det ved Loven er blevet og som Aalborg derfor dog vel skulde sættes istand til uden nogle Privates Gjenstridighed let og uafbrudt at færdes i, ligesom Vendsyssels og Nørresundbyes Beboere have samme Krav paa uden at opholdes af en slet Færgeindretning og at heraf fodet Tværhed at komme til Aalborg. Færgelauget havde forlængst burdet indsee sit eget naturlige Bedste ved Anskaffelse af en Dampfærge. Nu da det har sat Opsætsighed imod Forpligtelse, maa de selv bære Følgerne af at Staten sætter Puncum i Besiddelse af sin Ret og derved tillige statuerer et nyttigt Exempel paa Stringents i Overholdelsen af Forpligtelser imod det Offentlige eller i modsat Fald Rettighedens Suspension hos Instituter, som kun med hin Forpligtelse have erhvervet Ret til at drage Indlagt af et offentligt Forbindelsesmiddel. I sine forskjellige Regioner føler Færgevæsenet ogfaa denne naturlige Conseqvents, siden man i Løverdags, uden at Veiret kunde skjønnes at danne absolut Hindring, nægtede en Mand at blive sat over med Hest og Vogn og man, ved hans Beklagelse herover, naiv-ironisk henviste ham til at han jo nu snart kunde blive sat over i Dampfærge. Dette altfor længe savnede Middel vil upaatvivleligt ogsaa snart være ved Haanden; derfor borger Ministeriets og Postbestyrelsens alt udviste Virksomhed i denne Sag, der vil møde samme Støtte og Fremgang hos den fortiden const. Fælledsindenrigsminister, som i disse Dage har glædet vor By med sin Nærværelse og hos hvem ogsaa vedk. Committee i Audients har foredraget Sagen og modtaget de gunstigste Forsikkringer for dens Fremme. - Forhaabentiig vil en Dampfærge i England blive leiet til alternativ Anskaffelse og være her i næste Maaned til at kunne sættes i Fart inden October.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1856)

I 1824 havde fattigvæsnet afgivet færgerettigheder til Færgelauget så samtlige Sundby færger tilhørte dette. Dette monopol blev først ophævet i 1865. Ved slutningen af 1850'erne var der i Sundby ansat ca. 50 mennesker som ernærede sig ved færgefarten. Ved Aalborgsiden skulle der altid ligge en stor kåg eller færgebåd sammen med 9 mand, de øvrige lå på Sundbysiden.

Sagen 331/57 Kammeradvocaten paa Embeds Vegne ctr. Interessenterne i Nørre-Sundby Færgelaug.

(Antaget, at det Offentlige ikke i Reglement 29de Novbr. 1834 § 30 har Hjemmel til at paalægge Nørre-Sundby Færgelaug at anskaffe en Dampfærge og ei beller kan være berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagiældende Færgeløb.)

(Paadømt den 22de Februar 1858.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag, der efter Foranstaltning af Ministeriet for Monarchiets fælles indre Anliggender er anlagt mod de Indstevnte, Interessenterne i Nørre Sundby Færgelaug, i Anledning af at Lauget har vægret sig ved at efterkomme et samme af fornævnte Ministerium givet og ved kongelig Resolution af 17de Octbr. 1856 nærmere bestemt Paalæg om at anskaffe en Dampfærge paa Færgeløbet mellem Nørre-Sundby og Aalborg, har Citanten, Kammeradvocaten paa Embeds Vegne i 1ste Instans paastaaet det indstevnte Færgelaug kjendt pligtigt til under en daglig Mulkt og i fornødent Fald under Tvang af den i Reglementet for Færgefarten mellem Aalborg og Nørre-Sundby, af 29de Novbr. 1834 $ 31, sidste Stykke, bestemte Omgangsmaade at anskaffe og sætte i Fart en Dampfærge paa det ovennævnte Færgeløb, eller in subsidium det Offentlige kjendt berettiget til enten selv eller ved Andre, uhindret af Færgelauget, at etablere en Dampfærgefart i bemeldte Færgeløb, hvorhos Citanten endelig har paastaaet de indstevnte Interessentere in solidum idømte en anseelig Pengemulkt for at have siddet det dem givne Paalæg overhørige. Ved Underretsdommen ere de Indstevnte imidlertid frifundne for Citantens Tiltale, og Sidstnævnte har derfor nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har gjentaget de ovenmeldte i 1ste Instans af ham nedlagte Paastande, medens de Indstevnte procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

Citantens principale Paastand er støttet paa den i det ovennævnte Reglement af 29de Novbr. 1834 § 30 indeholdte Bestemmelse, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgereqvisiterne, Besætningen og Færgefarten i det Hele betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og at det uvægerlig skal iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, der maatte vorde dem paalagte, idet Citanten nemlig mener, at den citerede Bestemmelse er affattet i saa almindelige Udtryk, at den maa ansees at omfatte en saadan Foranstaltning og Forbedring som den, hvorom der nu er Spørgsmaal; og at der saa meget mindre er Grund til ved en indskrænkende Fortolkning af Bestemmelsen at udelukke den nu paabudne Foranstaltning derfra, som den citerede Bestemmelse slutter sig til de Conditioner, hvorefter Færgerettigheden, der tidligere har tilhørt Fattigvæsenet i Aalborg, i sin Tid af dette er afhændet ved offentlig Auction, i hvilke Conditioner der paalægges Kjøberen, med Hensyn til en i Tiden mulig forbedret Indretning ved Transportvæsenet, Forpligtelse til at indrette deres Færger og Kaage efter de Regler og Anordninger, som desangaaende maatte udkomme, — og der derhos allerede i Reglementets § 2 indeholdes Bestemmelser om Forandringer af de daværende Færgereqvisiter, der formeentlig vise, at Bestemmelsen i § 30 maa have et andet og større Omraade, ligesom det efter Citantens Formening er sandsynligt, at Dampkraftens Betydning for Communicationen ikke paa den Tid kan have været udenfor Betragtningen, og at man ikke kan have villet forhindre en fremtidig Omordning som den, hvorom der nu handles.

Det skjønnes imidlertid ikke rettere, end at der maa gives de Indstevnte Medhold i, at den citerede Bestemmelse i Reglementets § 30 ikke kan ansees at hjemle et Paabud om en i Organisationen af hele det paagjældende Færgevæsen saa indgribende Foranstaltning, som Anskaffelsen af en Dampfærge og Opførelsen af de dertil fornødne Broanlæg m. v. efter Forholdets Beskaffenhed og de Indstevntes Fremstilling maa antages at ville være. Reglementets § 2 indeholder nemlig detaillerede Forskrifter om de Fartøier, som Lauget skal holde til Færgefartens Bestridelse, hvilke alle ere Ro- eller Seilfartøier, og ligesom der i denne § ikkun forbeholdes Generalpostdirectionen Ret til i Tilfælde af en ældre Færges Ombygning eller en ny Færges Anskaffelse istedetfor en ældre, at bestemme, om der i Henseende til Constructionen bør skee nogen Forandring, saaledes ere ogsaa samtlige Bestemmelser i de efterfølgende §§ i Reglementet byggede paa Forudsætningen om Færgefartens Bestridelse ved Ro- og Seilfartøier, og navnlig er det i Reglementets § 10 alene gjort Færgelauget til Pligt at vedligeholde de tilværende Broer og Anlægs. steder m. v.

Naar det nu derefter i Reglementets § 30 hedder: "Det er iøvrigt en Selvfølge“, at Færgelauget skal finde sig i enhver Foranstaltning, Færgevæsenet betræffende, som Generalpostdirectionen maatte finde nødvendig eller hensigtsmæssig, og iværksætte de Forandringer og heraf følgende Forbedringer, som maatte vorde dem paalagte, alt under Tiltale og Ansvar efter § 31, hvilken sidste § fastsætter Mulkter for Overtrædelser og Tilsidesættelser af de Færgelauget og dets Undergivne efter Reglementet paaliggende Pligter, og derhos bestemmer, at skulde Færgelaugets Tilsidesættelse af dets Pligter, enten i Henseende til Færgereqvisitternes Vedligeholdelse, i Henseende til Færgebesætningen, eller i andre Maader gaae saa vidt, at det Offentlige udsættes for at lide derunder, og uden at foregaaende Anvendelse af Mulkt har den tilsigtede Virkning, er det Offentlige berettiget til paa Færgeinteressenternes Bekostning at lade slige Mangler afhjælpe og de foreskrevne Forbedringer indføre, maa det efter disse Bestemmelsers hele Indhold og den Forbindelse, hvori de staae med de foregaaende Bestemmelser i Reglementet, ansees uantageligt, at det skulde være tilsigtet at forbeholde Autoriteterne Ret til at paabyde nogen saadan Forandring i de foregaaende detaillerede Bestemmelser i Henseende til Færgefartøierne, som vilde medføre en fuldkommen Omorganisation af Færgevæsenet, og navnlig kan det efter Forholdets Beskaffenhed og Indholdet af den ovenciterede Bestemmelse i Reglementets § 10 med Hensyn til de i Forbindelse med Færgefarten staaende Broanlæg ikke antages, at der ved Affattelsen af § 30 skulde være taget Hensyn til en eventuel Anvendelse af Dampfærger og den deraf følgende Udvidelse af Broanlæggene, hvilket der i saa Fald havde været al Anledning til udtrykkelig at udtale. Efter det Anførte vil Citantens principale Paastand ikke kunne tages til Følge, ligesom der selvfølgelig ikke kan blive Spørgsmaal om at idømme de Indstevnte Mulkt for ikke at have efterkommet det dem givne Paalæg, naar samme ikke findes at have Hjemmel i Reglementet; og da Citantens subsidiaire Paastand om, at det Offentlige skulde kjendes berettiget til selv at etablere en Dampfærgefart i det paagjældende Færgeløb, ikke kan forenes med den Færgelauget ifølge det oftnævnte Reglements § 1 tilkommende Eneberettigelse til Færgefart sammesteds, maa det billiges, at de Indstevnte ved Underretsdommen i det Hele ere frifundne for Citantens Tiltale i denne Sag, og bemeldte Dom, hvorved Processens Omkostninger i 1ste Instans ere ophævede, vil derfor efter de Indstevntes Paastand blive at ftadfæste.

Processens Omkostninger for Overretten findes efter Omstændighederne at kunne ophæves.

Det til Sagen hørende stemplede Papir har her for Retten rigtigen været forbrugt.

Thi kjendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

Processens Omkostninger for Overretten ophæves.

(Juridisk Ugeskrivt 1858)

Forbryderbander paa Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

- Korsør, den 14de August. Med Godstoget fra Kjøbenhavn ankom igaar hertil, under Bevogtning af 6 Politibetjente, Hovedmændene for den berygtede Bande Forbrydere, Peder Olsen, Jens Boye, Christen Sosmed og Anders Prangers, som for faa Aar siden i saa høj Grad foruroligede Beboerne af det vestlige Fyen, der var Skuepladsen for deres forvorpne, tildeels bestialske Ugjerninger. Forbryderne transporterees i Aftes videre med "Kronprindsen" til Nyborg, for derfra at fortsætte Reisen til Middelfart, og Fredag Morgen at føres til Stedet for deres Forbrydelser, Egnen mellem Assens og Middelfart, hvor Dommen skal fuldbyrdes. De to Første, Peder Olsen og Jens Boye henrettes; Christen Søsmed og Anders Pranger kagstryges samt derefter hensættes i Horsens Tugthuus paa Livstid.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  15. august 1856)

Henrettelse. Af den bekjendte fyenske Forbryderbande ere nu 2 blevne henrettede. "Vestfyenske Avis" meddeler herom: "Forbryderne have nu lidt deres Straf. Efter *ienvidners Beretning viste Boye sig i Dødsøieblikket meget fattet og frimodig, hvorimod Peder Olsen var feig og forknyt, ligesom hans Forbrydelse var lav og nederdrægtig, saa at han halv med Magt maatte føre ham til Executionen. - Den væmmelige Overtro, at man ved at drikke et Menneskes varme Blod kan blive befriet fra Slagtilfælde osv., gjorde sig ogsaa gjældende ved denne Leilighed, idet, som der berettes, 2de Piger drak af Jens Boyes Blod, hvortil han for sin Død havde givet sit Minde.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. august 1856).

Da Fyn var i Røvervold.

Retstilstande omkring 1850.

Danmarks Smørhul, det venligt smilende Fyn, har ikke altid været den samme fredfyldte Idyl som nu. Endnu den Dag i Dag beretter gamle Folk med en sær Gysen i Stemmen om hine Tider, da det halve Fyn ikke tik ordentlig Søvn i sine Senge i de lange, lange Nætter, hvor Gru og Uhygge som en Mare red Beboerne af ensomme Gaarde og Huse. Thi i Mørket derude lurede Stimænd og Røvere, som ingen Øvrighed syntes at kunne faa Bugt med.

Bogstavelig ikke én vidste sig sikker paa Liv og Gods. Det var sørgelig velbekendt, at de to dristige Røverbander, som terroriserede visse Dele af Øen, ikke gik af Vejen for nogetsomhelst. Og hvad nyttede det, at man satte tykke Jernstænger for Vinduerne - endnu findes de særlig i Nordfyn bibeholdt i Storstuen paa adskillige gamle Gaarde - man havde Exempler paa, at Røverne, som ofte kom kørende, mange i Følge og bevæbnede til Tænderne, naar de mødte denne Hindring da uden videre brød Hul i Muren ved Siden af Vinduet og derefter frejdigt steg ind for at fuldføre deres Forehavende.

Det siger sig selv at Beboerne under disse forrykte Forhold blev meget nedtrykte og modløse, saa meget mere som Henvendelser til den lokale Øvrighed om Beskyttelse forblev aldeles frugtesløse. Undersøgelse og Forhør blev naturligvis prompte iværksat, men derefter døde Sagerne hen. Det var jo ikke just som "Sherlock Holmes"er, at Datidens Retsbetjente udmærkede sig.

Tilsidst turde Beboerne næppe anmelde de grove og dristige Forbrydere til Herredsfogden, thi Erfaringen viste, at dette saa langt, fra at føre til noget, tværtimod gjorde den vidt, forgrenede og glimrende organiserede Røverbande endnu mere sikker i sin Overbevisning om at der herskede Fred og ingen Fare, hvad Efterstræbelser fra Øvrighedens Side angik. Den almindelige Mening vidste vel at betegne Flere Personer som Deltagere i eller endog Ophavsmænd til de fleste Forbrydelser, men Beviserne manglede, hvilket rigtignok synes i allerhøjeste Grad paafaldende, naar man betænker, hvor ovenud dristigt Forbryderne gik til Værks. De drog omkring i hele Flokke, som nævnt endog undertiden med Heste og Vogn. Jærnbanen existerede endnu ikke, ellers havde de vel benyttet denne! (Først i 1865 aabnedes Banestrækningen fra Nyborg til Middelfart, senere forlængedes den til Strib).

Men omsider skete der noget, som bevirkede, at Regeringen ikke længer kunde sidde Befolkningens Klager overhørig. Dette "noget" var to Mord, som fandt Sted under særlig uhyggelige Omstændigheder.

Torsdagen den 1. April 1852 blev en ugift Kvinde Ingeborg Rasmusdatter fundet som Lig i en Tørvegrav i Nærheden af Ettrup i Rørup Sogn (Finansborgmester Jensens Fødesogn). Ansigtet var frygtelig mishandlet, og det syntes, som om Morderne havde kvalt hende, forinden de kastede hende i Vandet

Den myrdede var Søster til en ugift Gaardejer Jørgen Rasmussen i Ettrup, og den almindelige Mening paa Egnen var øjeblikkelig, at Mordet var begaaet af en løsagtig Kvinde, Laurine Boye, som i Giftermaalshensigt lagde an paa Jørgen Rasmussen, men irriteret ved den Modstand, hendes Planer mødte hos hans Søster Ingeborg, resolut havde besluttet at rydde denne Hindring af Vejen. Som Laurine Boyes Hjælper nævntes hendes Elsker, en Tjenestekarl Peder Olsen, men skønt Egnens Befolkning dermed i Realiteten havde opklaret Mordet, kom den tilkaldte Øvrighed ingen Vegne med Sagen, som blev indrulleret under Rubriken: Uopklarede Mysterier. 

Natten mellem 11. og 12. Oktober 1853 skete det næste Mord. En 60-aarig Husmand Niels Hansen i Broendehus under Grevskabet Wedellsborg blev ved Midnatstid banket op af en fremmed, som bad Niels Hansen følge ud med en tændt Lygte, da den fremmede angav at være væltet med sin Vogn i Nærheden af Huset. Niels Hansen fulgte intetanende med, men da han i nogen Afstand fra sit Hus Bemærkede endnu to Personer, men ingen væltet Vogn, anede han Uraad og vilde i Løb vende tilbage til sit Hus. I samme Nu, han drejede omkring, kastede den fremmede bagfra en Strikke om hans Hals og jog ham derefter en bredbladet Kniv i Underlivet. Niels Hansen segnede ikke, men frigjorde sig hurtigt for Strikken og løb alt, hvad han kunde, henimod den noget fjærnere liggende "Broendegaard"; til sit eget Hus, hvor han boede alene, turde han nu ikke begive sig af Frygt for, at de tre Mænd dér yderligere skulde lemlæste ham. Ankommen til "Broendegaard" blev Niels Hansen bragt til Sengs og en Timestid senere kørt til sit Hjem, hvor han to Dage senere døde. Forinden var Retten bleven sat ved hans Dødsleje, men det Signalement, han kunde opgive af Morderne, var yderst mangelfuldt og indskrænkede sig egentlig til, at de alle tre var ret smaa af Væxt og alle iført mørkt Tøj. Naar man kendte de lokale Retsbetjente var det altsaa paa Forhaand afgjort, at en Opklaring af Mordet paa Niels Hansen var haabløs som de andre Forbrydelser.

Men nu greb Regeringen endelig ind, hvad den forlængst burde have gjort, og gav i December 1853 Assessor i Københavns Kriminal- og Politiret Herman Rothe et allerhøjeste Commissorium til at anstille Undersøgelser om alle de igennem de seneste fem Aar begaaede Forbrydelser.

Rothe var i Sandhed den rette Mand, en fremragende Dygtighed, og - som det synes - et langt Stykke forud for sin Tid. I Efteraaret 1855 kunde han forlade Fyn med den stolte Bevidsthed at have bragt ordnede Tilstande til Veje. To af Omfang imponerende Commissionsdomme, afsagte henholdsvis 21. og 2. Oktober 1855, gjorde definitivt Ende paa det hærgende Uvæsen, rykkede Ondet op med Rode. To i Landets Kriminalhistorie aldeles enestaaende Forbryderorganisationer hævde ophørt at existere, deres 109 Medlemmer var behandlede efter Lovens strængeste Straf, Hovedmændene (alle af den nordfynske Bande, som i Raahed og Hensynsløshed langt overgik den mere beherskede sydfynske, der havde Svendborg og Egnen deromkring til Arnested) dømtes fra Livet, den ovenfor omtalte Peder Olsen, som deltog i Mordet paa Ingeborg Rasmusdatter, skulde ikke alene miste Hals, hans Hoved skulde ogsaa sættes paa en Stage.

- Laurine Boye unddrog sig den jordiske Retfærdighed ved at dø, mens Undersøgelsen stod paa. De tre, der myrdede Niels Hansen, "Broendehus", var Jens Henrik Christan Boye, Christen Hansen Sosmed og Anders Pranger. De dømtes alle til Halshugning med efterfølgende Stejle og Hjul. Resten af den nordfynske Bande, som alene talte 59 Personer, idømtes Fængselsstraffe fra 16 Aar og nedefter. Blandt de 59 var af mere kendte Forbrydere "Stikirend Skræderen" og Jens Rytter, en af Deltagerne bar det fine Navn Henrik Ibsen (hvad dog ikke kunde fri ham for 8 Aars Tugthus!), 15 af de 59 var Kvinder, væsenligt de impliceredes Hustruer. Hovedmanden og Organisatoren var Jens Boye, Mand og Mand imellem benævnes den da ogsaa "Boyes Bande". Han var en udmærket begavet Mand som ofte under Forhørene imponerede Assessor Rothe ved sine kloge Svar og endog et Par Gange skal have sat denne ypperlige Kriminalist til Vægs i Diskussioner om juridiske Spørgsmaal.

Den Bande, som samtidig med Boyes huserede i Fyns sydlige Del, men forøvrigt var aldeles uafhængig af denne, bestod af 50 Personer, deriblandt 14 Kvinder. Bandens Hovedmand var en Husmand Jørgen Jespersen Lind af Skovrup Mark. Han var tillige Vinkelskriver og "nød som saadan en vis frygtsom Respekt hos Almuen", forøvrigt ligesom Boye en udmærket Begavelse, som ved Kløgt og haardnakket Benægtelse kunde sno sig fri selv af Sager, hvor hans Medhjælper var fuldt overbeviste. Han naaede ikke at blive dømt, men døde under Sagens  Behandling. Hans 49 Medskyldige fik Fængselsstraffe, der spændte lige fra livsvarigt Tugthusarbejde og ned til Vand og Brød i 5 Dage. De mest bekendte Navne i den sydfynske Bande var Møller Morten Mikkelse, Thurø, en forhenværende Tugthusfange Jens NIelsen Thøsing og Rasmus Hansen Pave af Tved. Iøvrlgt er Banden bemærkelsesværdig derved, at den blandt sine Medlemmer talte adskillige Haandværksmestre i Svendborg, som man mindst vilde have ventet at finde i dette Iag. Familien Dreyer har været særlig virksom baade en Snedkermester, en H[ær]svinger, en Snedkersvend og en Smedemester af dette Navn findes blandt de Dømte, desuden vor der en Guldsmedemester i Svendborg og en Bødkermester i Rudkøbing, Resten er Vævere, Indsiddere, Tjenestekarle, Slagtere o. s. v., men alle faste, bosiddende Folk i Svendborg og Omegn.

De Kup, som Jørgen Linds Bande præsenterede, siger rent Sparto til, hvad Boyes samtidig kunde udrette i Nordfyn. Medens Boyes Folk vist aldrig har drevet det til mere end ca. 100 Rigsdaler paa et Sted, stjal Lind personlig 1900 Rigsdaler fra Gaardmand Jens Rasmussen i Oure og har flere Gange ved Indbrud bjærget 7 800 Rigsdaler. Til Gengæld er intet bekendt om, at Linds Bande har begaaet Voldshandlinger, endsige Mord, mens Boyes ikke veg tilbage for nogetsomhelst. Mordet i Broendehus blev begaaet i røverisk Øjemed, men bragte ikke de tre Mordere det fjernesite Udbytte, da Niels Hansen mod Forventning ikke laa med kontante Penge.

Boye, Sosmeden, Anders Pranger og Peder Olsen blev henrettet kort efter, at Assessor Rothe havde afsluttet sit store og energiske Arbejde. Dommene exekveredes som Skik var paa en Bakke i Nærtieden af det Sted, hvor Forbrydelserne var begaaet. Fra hele Fyn strømmede Folk til for at overvære Henrettelserne, og der gik som en Bølge af Lettelse igennem Masserne, da Skarpretteren løftede de blodige Hoveder op til Beskuelse. En ond Tid var endt., og de oprevne Sind kunde atter falde i Lave. Kun Jærnstængerne for Vinduerne i de gamle ensomme Gaarde er nu tilbage som Vidner om en svunden Tids Rædsel og Uhygge.

(Gunnar Fenøe i "Hver 8. Dag").

(Horsens Social-Demokrat 16. december 1922)

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Prinds Oscar paa Besøg. (Efterskrift til Politivennen).

Prins Oscar af Sverige-Norge (den senere Oscar 2. (1829-1907), konge af Sverige 1872-1907, konge af Norge 1872-1905) foretog i sommeren 1856 en større Europarejse. Formålet var bl.a. at advare Napoleon 3. mod russiske ambitioner i Norden. Oscar 1. var rasende på Preussen/Østrig som havde afsluttet Krim-krigen uden at knuse Rusland, og derfor syntes han godt om skandinavismens anti-tyskhed. Frederik 7.s ønske var at Sverige skulle bakke op om en løsning af problemet Slesvig-Holsten. Prins Oscar kom til Danmark over England, og meningen var at han skulle tage ophold på Christiansborg. Det personlige forhold mellem Frederik 7. og Oscar 1. var godt i sommeren 1856.

Skandinavismen (tanken om et forenet Skandinavien) havde på samme tidspunkt nået et højdepunkt med studenterforsamlingen i Stockholm 15. juni 1856. Og der blev flirtet med muligheden for en fælles monark.

Dampskibet "Slesvig" er i Søndags løbet paa Grund udenfor Korsørs Havn. I en Skrivelse, vi herom have modtaget fra Korsør, dat. den 3die August, hedder det: Dampskibet "Slesvig", som var afsendt for at overføre HS. Kgl. Høihed Prinds Oscar af Sverrig fra Kiel til Korsør, er ved Ankomsten hertil idag, Søndag Morgen Kl. 4, i en liden Afstand fra venstre Indløb til Havnen, løbet fast eller strandet paa en Steengrund, saa at HS. Kgl. Høihed med Suite maatte forlade det og landsættes i en Skibsbaad. Skibet førtes af Capitainlieutenant, Ridder Frølich. Det er intet Under, at hver Mand i de ved Havnen, paa Banegaarden og ved Kysten forsamlede Folkeklynger hensattes i en meget uhyggelig Stemning ved det uventet indløbne Budskab om og Skue af, at Skibet var sat paa Grund tæt udenfor Byen. Harme, ugunstige, ja bittre Domme yttrede sig lydeligt og almindeligt over denne beklagelige, næsten ubegribelige Hændelse. Ubegribelige siger jeg; thi mange Dampskibe gaae sagligt og ofte i meget haardt Veir ind og ud fra vor Havn uden Uheld; Strandingen skete i det skjønneste Magsveir under en let nordlig Brise; fra Kiel var medtaget en med dette saa simple Farvand saakaldt bekjendt Mand, - Indsejlingen er tydeligt betegnet ved Vager eller Sømærker, og "Slesvig" havde paa hele Reisen havt det foran gaaende Dampskib "Jylland" til Veiviser, indtil begge Skibe nærmede sig Havnen. "Slesvig" forcerede nu Farten indenfor Sømærkerne for at komme foran og først i Havn med dets ophøiede Passageer og løb da fast paa en, alle Søfarende velbekjendt Steengrund, hvor det nu staaer paa 4 a 5 Fods Vand og er udsat for Tilintetgjørelse eller Ruin, saafremt Vinden gaaer til Vest. Man lægger Capitainen tillast, at han for seent signaliserede Lodsen om at komme ombord, da han forlod sin Veiviser, "Jylland". Dette Uheld er saa meget mere beklageligt, som der paa "Slesvigs" Udbedring og elegante Udstyr for nylig er anvendt en betydelig Sum, og dette Skib som bekjendt skulde have været benyttet til HS. Majestæt Kongens forestaaende Reise. Dampskibet "Jylland" gik strax, efter at have i Havnen landsat sine Passagerer, ud for om muligt at bugsere "Slesvig" af Grunden, og et Seilfartøi udsendtes for at indtage Ballasten m. m. for at lette det; men enhver anvendt Kraftanstrengelse har endnu til i Eftermiddag Kl. 5 været frugtesløse. (Flvp.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 6. august 1856).

Dampskibet Slesvig, dog ikke i 1856, men i 1862 ved prins Oscars storebror, Carl 15.s ankomst til Helsingør. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Hjuldampskibet Slesvig (1848-1893) var kongeskib fra 1855. Fra 1884 transportskib. 

Om Dampskibet "Slesvigs" Uheld ved Korsør indeholder "Aalb. Av." følgende: Kapitainlieuten. Frølich var afsendt til Kiel med Hs. M. Kongens Dampskib "Slesvig" for at afhente den svensk-norske Prinds Oscar. Samtidig afgik fra Kiel Kapit. Wrisberg med "Jylland". Skibene gik, hedder det, herop saaledes, at "Slesvig" gik i "Jyllands" Kjølvand. Men tæt oppe her ved Byen ud for "Badstuen" vilde "Slesvig" nok skyde Gjenvei herind til Byen og kom da med hele sin Fart paa Grund. Prindsen maatte sættes iland i en Baad og den stødte ogsaa paa Grund, men ankom dog i Korsør Havn omtrent Kl. 6 Morgen. Her maatte den lægge til ved "Skirner", hvilket Sammes Fører, Hr. Garde, ikke var forberedt paa, men sov. En Matros hjalp imidlertid Prindsen op. Paa Landet stod Generallieuten. Bülow med Følge for at tage mod Prindsen, hvorpaa han under Salut fra Fæstningen (hvilket, mærkeligt nok! ikke var Tilfældet, da Hds. Maj. Enkedronningen forleden vendte hjem) kom til Banegaarden; men den var lukket, og da man endelig førte Prindsen til den festligt smykkede Ventesalon var - Nøglen bleven borte! Prindsen, der nok ogsaa i Frankrig har havt Fataliteter tillands, har saaledes her faaet dem baade tillands og tilvands, hvilket Sidste især maa interessere Hs. K. Høihed, der selv er Admiral. Hvad "Slesvig" angaaer, skal der nylig være kostet 50,000 (?) Rd. eller saa omtrent paa dets Istandsættelse og Dekorering, efter at HS. M. Kongen har overtaget det til Privatbrug. Skibet laa langt indenfor Kostene paa den blinde Revle. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvilken uhyggelig Stemning dette nye Uheld for Søetaten har udbredt her, især da det er forbundet med en Blottelse ligeoverfor Nabolandets søkyndige Prinds og med et Afbræk i vor egen Konges Lystreise den 4. til Bornholm.

(Ribe Stifts-Tidende 9. august 1856).

"Slesvig" ankom til København den 6. august om eftermiddagen til København, ført af kaptajnløjtnant Frølich. Den 8. afsejlede det til Helsingør hvor det skulle overføre prins Oscar til Ystad eller Stockholm i Sverige. Efter rejsen skulle det muligvis i dok til reparation.

Dampskibet "Slesvig" havde den 2. august 1856 fået besked på at afhente ham i Kiel for at sejle ham til Korsør, hvorfra han skulle tage jernbanen til Roskilde og videre til Frederiksborg hvor Frederik 7. ville opholde sig. Han ankom den 3. august til Frederiksborg. Kongen og grevinde Danner forlod den 5. august Frederiksborg med henblik på afrejse med "Slesvig" til Bornholm fra Skodsborg, efter taffelet med prins Oscar på Frederiksborg Slot.

Efter lykkelig og vel at have ført HS. kongl. Høihed Prinds Oscar til Stockholm, hvor der formodenlig ingen store Stene ligge i Veien, er Hr. Kapitainlieutenant Frølich ankommen til Kjøbenhavn med Dampskibet "Slesvig". Den almindelige Forundring over, at Damperen atter blev betroet til Kapitainlieulenanten har tabt sig, da man hørte, at den svenske Prinds havde bedet om, at Hr. Frølich maatte føre ham videre til Sverrige. Det var et særdeles Galanteri af HS. kongl. Høihed, og da ogsaa den Maade, hvorpaa dette kunne ske, thi efter Alt, hvad man hører, har Kapitainlieutenanten prostitueret sig i den Grad ved Korsøer, at han aldrig mere burde have noget Skib at føre. Naar han ikke selv kjendte Farvandet - skjøndt der rigtignok er en stor Skam, at en Søofficer ikke er bekjendt med sit eget Vands Farvande - burde han da idetmindste have sørget for at faae en Mand med sig, der kjendte der, og ikke en, hvis hele Bekjendtskab til Korsøer Farvande efter Sigende indskrænker sig til, at han engang har været der og solgt Æbler og Pærer. (Kold. Av)

(Ribe Stifts-Tidende 21. august 1856).

Dampskibet Slesvig blev bygget i Glasgow og blev benyttet af søværnet 1848-1850. Derefter købt af postvæsnet. I 1855 blev det på orlogsværftet indrettet som kongeskib. Det blev benyttet af kongen i 1856 under kaptajn Frølich, 1857 under kaptajn Møller, 1858 kaptajn P. C. Albeck, 1859 kaptajn Købke. 24. februar 1860 udbrød brand i skibet og måtte repareres. Herefter blev det benyttet i årene 1860-1863 af kongen. Det fragtede i 1863 Frederik 7.'s lig fra Holdnæs til København. Christian 9. benyttede skibet i 1863 og årene derefter.

Affæren med grundstødningen ved Korsør har ikke kunnet bekræftes af andre kilder som findes på internettet.

I september 1856 kom prins Oscars storebror, kronprins Karl til København hvor han ikke blot blev hyldet af kongeparret, men også af københavnske studenter ledet af Carl Ploug som fik at vide at Karl regnede med at blive adopteret af Frederik 7., hvilket efterlod prins Christian med Holsten og Lauenborg som erstatning for den danske krone. Forholdet mellem kronprins Karl og prins Oscar var ikke det bedste.

(Se Glenthøj og Nordhagen Ottosen: Union eller undergang. Gad 2021).