Om Plakater på Huse

I en tid hvor aviser næsten er blevet til en nødvendighed for alle og endog læses af tjenestefolk, synes det som om de plakater der blev opslået på gaderne ikke var så nødvendigt som i købstæderne hvor man endnu ikke har dette gode. Imidlertid ser man på de fleste gadehjørner en mængde plakater bebude alskens ting lige fra linedanserne til den ubetydeligste auktion. 

En stor del af Helligåndskirkens mur er særdeles overklinet med disse plakater. Men næppe findes noget andet sted bedre forsynet med det end ved hjørnehuset af Gothersgade og Store Kongensgade, så man kunne komme på den tanke at ejeren stod i forståelse med den person der påklistret plakaterne, og at det var efter anmodning man her påklinede så meget papir for at dække hans gamle huses mange skrøbeligheder.

At et nyt eller nyligt afpudset hus vansires ved påklinede papirstumper eller ved det gamle klister som griner frem når papiret rives af, vil man vel ikke nægte. Det er derfor underligt at ejerne af sådanne er så langsomme til at anskaffe sig et bræt eller tavle fastgjort på huset som på hjørnet af Store Kongensgade og Blancogade og nogle få steder ligesom de der findes ved Trinitatiskirke. Når plakaterne opslås på sådanne tavler, falder de desuden bedre i øjnene og tavlerne selv kunne let holdes rene. At de der påkliner plakaterne kan og bør påbydes at hæfte disse på tavlerne hvor sådanne findes og ikke besudler muren i nærheden af samme, er noget man kan være temmelig sikker på.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 13de Marts 1819, s. 2701-2702)

Noget til Graverkarlen ved Helliggeistes Kirke

I lang tid har man med ækelhed set krogen ved indgangsporten til Helligåndskirkegård fra hjørnet ved Vimmelskaftet opfyldt med ekskrementer, køkkenaffald mm. som man har fundet på at kaste derhen. Da nu graverkarlen hver aften tillukker og om morgenen oplukker indgangsporten, så er det underligt at han kan lade sådant blive liggende og ikke sørger for at det bortføres. Han eller den hvis pligt det er at holde kirkegården ren, gøres derfor hermed opmærksom på at denne uorden er til forargelse og bør afhjælpes.

(Politivennen nr. 167, Løverdagen den 13de Marts 1819, s. 2700-2701)

"Indgangsporten til Helligåndskirkegård fra hjørnet ved Vimmelskaftet er opfyldt med ekskrementer, køkkenaffald mm. som man har fundet på at kaste derhen" (P. Klæstrup: Boderne ved Helligåndskirken, Niels Hemmingsensgade. Indehaverne brugte formentlig kirkegården både til at aftræde på naturens vegne og henkaste affald. Kirkegården er for længst nedlagt, men nogle af gravstenene fra Politivennens tid ligger i et lille område nord for Helligåndskirken). 

Da Capo fra Helliggeistes Kirkegaard

For nogen tid siden ankedes om at inden for porten til Helligånds Kirkegård var henkastet murgrus og andre uterligheder. Og fordi man troede det var hans pligt, bad man graverkarlen at få disse ting bortkørt.Men denne påanke har været uden følge, for snavset blev liggende der både i helligdagene og konfirmationssøndagen, og ligger der endnu til forargelse for mange.

(Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8. maj 1819, s. 2815)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå på østsiden langs Niels Hemmingsensgade 20-27 stenboder, fortrinsvis for urtekræmmere, som indbragte kirken en ikke ubetydelig indtægt i form af husleje. Bagsiden af dette var at butiksejerne betragtede kirkegården som deres private losseplads og det der var værre. Og løsgående hunde hjalp så godt som intet på at holde dem fra det. (M. Vogelius: Krøniker fra Københavns kirke- og skoleliv i gamle dage. 1919).

Spørgsmaal angaaende en egennyttig Huuseier

(Indsendt)

Fra maj flyttetid 1817 til maj 1818 har jeg lejet og beboet en kælder i Prinsessegade på Christianshavn. For samme har jeg betalt i halvårlig leje 100 rigsbankdaler R. R. efter aftale. Men da jeg af nogle venner siden blev gjort opmærksom på at skatterne syntes alt for højt beregnede i forhold til det lejede lokale, henvendte jeg mig til hr. guvernementsskriver Schelund for at få samme nøjagtigt beregnet. Han fandt da ud af at jeg i ovennævnte år har betalt 57 rigsbankdaler 5 mark 6 skilling for meget og forsynede sin balanceberegning med følgende erklæring:

"Da ejeren af garden nr. __ i Prinsessegade på Christianshavn indtil dato ikke har været pålagt, eller har svaret nogen bygningsafgift, vandskat eller fattigskat af kælderen, så vil lejeren heller ikke kunne blive pligtig til at betale disse 3 afgifter. Hvad vægterpenge, lygtekat og gaderenovationsskat angår, så mener beregneren heraf ikke at være kompetent til at påligne lejeren disse nævnte små skatter på grund af forordningen af 21. april 1812 og senere det Kongelige Danske Kancellis skrivelse af 2. september 1817 da i lejerens kontrakt ingen særoverenskomst om disse skatter finder sted. Men skulle lejeren endog findes pligtig at svare de der nævnte vægterpene, lygte- og gaderenovationsskat, da kunne det langt fra ikke blive det som er anført på kvitteringerne.

Således er forestående opgjort og at Hans Majestæt Kongens kasse ikke er beregnet noget til indtægt af bemeldte kælder siden forordningen af 1. oktober 1802 udkom, bevises ved S. T. hr. stadskonduktørens attest af 20. februar 1819."

Forsynet med beregningen, ovenstående erklæring samt den deri nævnte attest begav jeg mig til ejeren og forlangte godtgørelse for de for meget betalte penge, hvad han aldeles afslog. Der er altså intet andet for mig at gøre end at søge lands lov og ret. Men skønt den for meget betalte sum er betydelig for mig som en fattig mand der med sin sure sved må erhverve brødet til sig og sine, så har frygt for omkostningerne ved en proces der endog muligvis kunne falde ud til min bedreparts fordel, hidtil holdt mig tilbage. Dog tabe uden slag vil jeg ikke. Men forinden jeg begynder mit søgsmål, vover jeg at fremsætte det spørgsmål: Kan jeg ikke med rimelighed forlange og med lovene i ryggen tvinge ejeren til at tilbagebetale mig de for meget betalte penge, selv om han endog siden nødes til at erstatte kongens og statens kasse hvad han har forholdt samme?

Jeg tvivler ikke på at jo en eller anden af vores retsindede jurister vil ofre et øjeblik for at besvare dette spørgsmål, da hans svar skal være mig en rettesnor. Han vil derved ikke alene gøre mig en vigtig tjeneste, men gavne mange andre der vist er i samme stilling som jeg og må lide under egennyttige og grådige husejeres egenmægtige behandling.

(Politivennen nr. 166, Løverdagen den 6de Marts 1819, s. 2682-2685)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

Lidt om en Skarnagerkarls Urimelighed

(Indsendt).

Indsenderen som i forrige uge kom gående gennem Dronningens Tværgade, hørte en støjende og larmende adfærd af en gaderenovationskarl og nysgerrighed forledte ham sammen med flere andre i samme henseende opholdende personer at gå over til vognen for at erfare hvad nævnte karl var så opbragt over. Det var da en stakkels lille pige på omtrent 9 til 10 år med skarn i en fjerding som han udøste sine forbandelser over, fordi hun ved al anvendt, men forgæves umage ikke havde fysiske kræfter nok til at kunne kaste skarnet op i den dertil anordnede vogn. Men endelig efter megen vægring og tryglen fik man ham overtalt til at være den stakkels pige behjælpelig, skønt han derefter atter udøste forbandelser og svarede at det ikke kom ham ved at læsse, men at det var vedkommendes egen pligt.

Indsenderen drister sig derfor til at opkaste det spørgsmål:

Om enhver gaderenovationskarl ikke ifølge anordningerne er forpligtet til at kaste skarnet op i den dertil anordnede vogn eller være behjælpelig til sammes opkastning, når det bringes til vognen i en kasse eller fjerding. Især da dette må være lettere for ham og tager mindre tid end når han med sin skovl skal tage det op fra gaden?

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2668-2669)

"En gaderenovationskarl udøste sine forbandelser over en stakkels lille pige på omtrent 9 til 10 år" (Kludekælling og skarnagerkarl "skraldemand", Lahdes Kobbertryk).

Redacteurens Anmærkning.

Natmændene blev formentlig ikke ret gamle. Men i Dagen den 21. august 1810 er der en undtagelse, hvorfor den da også have stor bevågenhed:

Viborg d. 16 Aug. Idag begraves her, med et stort Ligfølge af Byens Embedsmænd og Indvaanere, den ældste Mand i Byen, Natmanden Hans Gregersen, der opnaaede en Alder af 102! Aar. Denne Olding gik endnu rask i Førstningen af Juni Maaned d. A. og havde alle sine Sandsers Brug.

Anmærkning paa Kongens Nytorv.

Udenfor den justitsråd Lange tilhørende gård på Kongens Nytorv straks ved det Tottske Palæ står et vandtrug hvoraf dels amagerne der holder på torvet, dels vognmanskarlene lader deres heste drikke. Men da anmelderen ofte er vidne til at både kludekællinger deri afskyller deres klude som også at andre deri afvasker andre urenligheder, så tror jeg at bør gøre vedkommende opmærksom på dels for at forebygge sådant, dels også for at de kan efterse trugets indhold før de byder deres heste en drik som kan bekomme dem ilde. Ved samme lejlighed vil man ikke undlade at tale om den derved stående post som nok bør efterses, da den har den vane når man trækker i stangen at give vand fra sig på flere steder, hvorved meget vand spildes til unytte og pumpetræet rådner.

(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2667-2668)