Plads paa Fortougene.

Det forekommer anmelderen som om en del af hovedstadens marskandisere begynder at glemme politiplakatens bydende angående spærring af fortovene med udstillet gods, da de nu næsten lig før, overalt belemrer samme med stole, borde, opdyngede sengeklæder, køkkenstel, med flere andre ting som de udstiller til salg.

Når der nu desuden indfinder sig købere for at bese og handle om nogle af nævnte sager, så bliver passagen aldeles spærret for fodgængerne, hvilket især må blive tilfældet hvor der er et smalt fortov.

I Gothersgade og Adelgade er nævnte plakat bestemt gået de herrer marskandisere af glemme. Hvorfor man ikke vil undlade at vække opmærksomhed herpå, med det ønske at de personligt måtte blive erindret herom, så fortovene igen kunne blive ryddet til fri passage.

(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2921)

Atter et Par, naturligvis frugtesløse, Ord om, og til den saa bekiendt blevne Skatteberegner J. Thomsen

For en rum tid siden bebudede denne Thomsen i bladet Dagen at han ville instituere søgsmål mod Politivennens udgiver for et i sidstnævnte blad nr. 170 indrykket svar på et foregående spørgsmål, fremsat i nr. 156. Lidt bekendtskab til udgiveren vækkede rigtig nok en tvivl, om han også ville stå ved sit løfte, da man ofte før har hørt hans tomme skryden og bjæffen, uden at der er kommet noget videre. Men denne gang lå det i hans, ellers temmelig umodne plan at gække sit publikum, eller rettere: De få under hvis vinger han så længe fandt læ. Politivennens udgiver lod han nemlig indkalde for Forligelseskommissionen hvor forfatteren af spørgsmål og svaret blev ham opgivne, under den udtrykkelige betingelse at han skulle tage fat på disse. Det meste af et fjerdingår dvælede han, men i dag var begge indkaldte for Forligelseskommissionen, og måtte vente næsten en hel time forgæves efter Thomsen som klager der ganske udeblev, og ikke engang lod en befuldmægtiget møde for sig. Har han ringeagt for sine medborgere, så burde han dog have så meget følelse af ære og pligt at han ikke skulle lade det hæderværdrige triumvirat Forligelseskomissission opholde sig efter ham og allermindst ganske udeblive.

Indsenderen heraf, der er forfatter til det svar som Thomsen har gjort mine at ville påanke, og som han altså ikke godt kan fordøje, tror sig berettiget til at gøre publikum bekendt med denne Thomsens så uhørte, så eksempelløse fremgangsmåde, der vist ikke kan undskyldes med hans forlegenhed i at snakke sig fra sin urigtige, for ikke at sige falske beregningensmåde, hvorved han har skilt en talrig mængde af lejere ved så mange surt erhvervede rigsbankdaler og skillinger

(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2919-2920)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

Denne artikel affødte endnu et svar fra Thomsen, i Thomsens artikel i Dagen nr. 150. 25. juni 1819.

Ligesom man før forundre sig over, at Politievennens Udgiver, Capitain og Boghandler Kristensen, gider optage, eller kan overtale sig at lade indrykke i sit Blad et saadant Stykke, som findes i det sidst udkomne No. 181, dat. 19de d. M., om, og til mig - el at erindre de forudskikkede af lignende Art - saaledes bør og saadant Vrøvl fortlene at være Gienstanden for enhver Retseendes og Retstadige Latter, Foragt og Afskye. Jeg vil ikke nedlade mig til, i Udgiverens Blad, at besvare de Mennesker, hvis Tidsfordriv det blev, af Mangel paa egen Tilfredshed, at vende deres misundelige Braad imod den jeg nyder, og som under Gientagelse af Ordene: Res og Pligt, som de vist nok kan kiende af Navn, søge at kaste en ufordeelagtig Skygge saavel over min Følelse mod mine Medborgere som min Handlemaade mod dem. Kun saameget bemærrker jeg hermed, med Hensyn til det af mig instituerede Søgsmaal, at intet, uden min Fraværelse paa Hirschholm, under hvilken Tilsigelsen til Forligelseskommissionen blev mig inflaueret, var Aarsag i, at jeg udeblev; men at jeg ved min Hjemkomst ufortøvet, allerede i Fredags Morges den 18de dennes, indgav en Continuations-Klage mod mine exempelløse Modstandere, hvis Navne kun ved Tvang og uden nogen Betingelse fra min Side, ere komne for Lyset. Denne Sag vil nu vorde fremmet; men hvilken fornuftig og retsindig Mand er vel ikke enig med mig deri, at det er et utaknemligt Arbeide og en svag Erstatning - i Kapitlet om udvortes Agtelse - at møde saadanne Mennesker, som have lidet deraf at tabe? Ligesom det er en Sandhed, at om jeg havde mistet de af mine Medborgeres gode Omdømme og Velvillie, som kiende mig, men hvormed jeg fremdeles smigrer mig, vilde en Retsdom dog hverken aldeles fyldestgiøre dem eller mig, hvorimod den redelige Vandet stedse vil sikkre mig for Tabet deraf. - Som Slutning refererer jeg mig ganske til hvad jeg i No. 8 og No. 104 af dette Blad har berørt, mine Beregningsmethoder betreffende, samt bemærker tillige, at disse, ei allene af mig, men af andre Sagkyndige, og mellem flere tusinde af Stadens Eiere og Leiere som en rigtig regel, have været fulgte, uden at jeg derom har været adspurgt.Kiøbenhavn, den 24de Juni 1819.

Thomsen, boende ved Holmens Canal No. 254 i Stuen.

Et Forslag i Christenbernikovsstræde.

I Kristen Bernikows Gade mellem Sværtegade og Antonigade findes på et meget smalt fortov nogle i spidsvinkel udstående vinduesskodder som forbyder endog enhver enkelt person af nogenlunde førlighed at passere de der liggende brede stene hvortil dog egentlig alle fodgængere søger hen for at gå nogenlunde behageligt og tillige renligt. Disse vinduesskodder mørkner tillige i alle de sidevinkler hvor dagens lys ikke kan komme fuldkommen hen i stuerne hos beboerne. Man ville derfor venskabeligt bede den eller dem der bebor sådanne stueetager, især den hvor de røde skodder sidder udenfor vinduerne og danner en spidsvinkel ud over fortovet, at disse dagligt hver morgen tages af og bæres ind i huset, så længe det er lys dag, og kun bruges om aftenen eller om natten. Ejerne deraf vil finde a skodderne da ikke så let kunne rådne, som når disse bestandigt er ude og åbne når det regner hele dagen igennem om efteråret, beboerne vil vinde i lysning og mange hundrede forbigående der således fik fri passage  ville glæde sig over den indretning at skodderne tages af om dagen.

(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2917-2918)

En Vogns Væltning paa en Kiøbenhavns Gade.

Tirsdag morgen den 1. dennes kl. 8.30 var anmelderen øjenvidne til at en bryggervogn havde det uheld at vælte og kaste sit læs som bestod af 1 tønde og nogle mindre træer øl over på fortovet i Kirkestræde. Vognen blev da adskilt, hestene fraspændte og alt derefter omhyggeligt samlet.

Årsagen til dette uheld synes især at ligge i karlenes magelighed da de ikke ville bære øltræerne nogle skridt ind i gaden eller også deri at kusken ikke gad rykke tilbage ud af dette ved plankeværket for Sankt Nikolaj Kirke [ulæseligt] stræde. Da man har haft eksempler på at uforsigtighed med øltønders behandling på vognene har forvoldt ulykke, så fortale anmelderen kusken et sådant som indtraf for nogle år siden i Vognmagergade, men han svarede ligegyldigt: Sådant kan let ske.

Denne ligegyldighed hos karlen bragte indsenderen på en tanke offentligt at anmelde dette tilfælde for at vedkommende ejer til vognen kan give sine folk en irettesættelse, og formane dem til forsigtigere fremgangsmåde i fremtiden. På vognen stod nr. 19.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2906-2907)

Om Nødvendigheden af at bære Briller.

(Indsendt.)

Det er sørgeligt, ja højst bedrøveligt at se hvorledes øjensvaghed for tiden tiltager. På en spadseretur til Charlottenlund, søndag den 30. i forrige måned mødte indsenderen i forbigående over 80 mennesker med briller på, uden engang at medregne dem der sad i skoven og som kun ved brillers brug var i stand til at nyde deres måltider. Det var især tungt at bemærke at af dette store antal var den største del unge mennesker: Eter skøn fra 16 til 24 år, og kun meget få i den alder da man kan antage at synet formedelst alderdom er svækket i den grad at briller er højst nødvendige. I sine betragtninger herover fandt indsenderen først på den tanke at denne sygdom kunne have sin grund i en alt for overdreven flittighed i læsning og studeren hos vor tids ungdom. Men da han også deriblandt fandt en del af den mosaiske som man ved i almindelighed ikke synderlig befatter sig med læsning, forkastede han denne tanke, og mener at grunden må søges andetsteds fra. Men årsagen være hvilken den vil, så blev han dog ilde til mode ved at skue den elendigheds stand Danmarks førhen så djærve og klart seende unge mænd og ynglinge befandtes i. Han fremsætter derfor det spørgsmål: Skulle der ikke kunne rådes bod på dette onde, og skulle det ikke være muligt at disse ulykkelige kunne komme til at beskue naturens yndigheder med blotte øjne?

Inderligt ville det glæde indsenderen om nogle af vores berømte læger ville, i denne henseende og til dette veldædige øjebliks opnåelse, sammentræde og med forenede kræfter søge at skaffe redning, mens der endnu er tid, da man ellers må frygte at al folket kan blive slagen med blindhed. Og muligt kunne det jo være at de værdige brillemagere også kunne blive smittede af denne syge hvor ulykkeligt ville det da ikke være i mange henseender.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2904-2906)