Det har behaget forhenværende justermester, eksrodemester samt skatteberegner Thomsen i bladet Dagen nr. 150 at forundre sig over at jeg gider optage, eller kan overtale mig til at lade indrykke i mit blad et sådant stykke som findes i nr. 181, dateret 19. denne måned om og til ham, ikke at erindre de forudskikkede af lignende art. Skønt denne forundring er forunderlig nok, så skulle jeg dog aldeles have forbigået den med tavshed, dersom det ikke var anden gang at hr. Thomsen i bladet Dagen har gjort mine til at ville indblande mig i hans skatteberegningssag, uden at den i mindste måde vedkommer mig. Jeg må derfor erklære at jeg aldrig har haft noget uklart med hr. Thomsen. ja at jeg endog ikke har kendt hans person, før han indfandt sig hos mig for at erkyndige sig om forfatterne til de i nogle numre af Politivennen indførte stykker. Har jeg derfor ikke fundet mig beføjet til at anbefale ham som skatteberegner så har jeg heller ikke nedsat hans arbejde. Hvilket jeg hverken har haft tid eller lyst til at bedømme.
Politivennen optager efter dens bestemmelse uden personligt hensyn klager eller anker over enhver uorden der kan medføre ulempe for det offentlige eller skade medborgeres velfærd. At hr Thomsen kunne tro den skulle gøre en undtagelse med ham, synes virkelig underligt. er de mod ham fremsatte klager begrundede, da var det jo gavnligt at de blev offentliggjort, i modsat fald ved han jo til hvem han kan holde sig, uden at trække mig med ind i sagen. Havde han villet eller kunnet gendrive disse beskyldninger med åbenbare og begrundede beviser, da skulle mit blad pligtskyldigt også optage hans forsvar, hvis han ellers ville nedlade sig til at gøre brug deraf. Efter denne erklæring vil enhver vel indse at jeg ikke i ringeste måde har fortjent de F.... og stiklerier hvorved Thomsen i sit i Dagen indførte søger at pirre mig, og som jeg derfor alvorligt vil have mig frabedt. Men skulle han derimod tro at hans ville vinde ved også at tælle mig blandt sine modstandere, da skal jeg vide at sætte mig i sådan forsvarsstand at jeg såvel skal afparere hans sidehug som ethvert angreb han måtte forsøge på at gøre på mig.
Idet jeg i øvrigt overlader til de herrer forfattere af stykkerne mod Thomsen hvorledes de ville optage de af ham i bladet Dagen bragte æresfornærmende udladninger bemærker jeg kun for eget vedkommende en urigtighed som findes. Hr. Thomsen siger nemlig at hans modstanders navne kun ved tvang og uden nogen betingelse fra hans side er komne for lyset. Dette er usandt, for i Forligelseskommissionen opgav jeg forfatternes navne, kun under den betingelse at Thomsen skulle sagsøge dem, hvilket også således på mit forlangende blev indført i kommissionens protokol, der kan være et autentisk vidne, om man ville søge at modsige denne min bemærkning.
Til slut vil jeg ønske og vist mange med mig, at hr. Thomsen både for hans egen skyld og for deres som har anbefalet hans beregninger ville på en værdig måde og med uomstødelige beviser godtgøre: at de mod ham fremsatte klager kun er vrøvl der fortjener latter, foragt og afsky. For snak gør ikke sagen klar, og når han bestandig blot taler om sine medborgeres gode omdømme og velvilje, samt den redelige vandel der stedse vil sikre ham for tabet heraf, og ideligen henviser til nr. 8 og 104 af Dagen, hvori der findes samme ros over ham selv og hans beregningsmåde, så kan man ikke bare sig for at tænke på en vis bajads i Dyrehaven der støder i trompeten og råber: Kommen sie hier meinen Herren! hier ist das allerbeste zu sehen! Skønt de rariteter han forelægger publikum er aldeles ubetydelige.
Udgiveren
(Politivennen nr. 183, Løverdagen den 3de Juli 1819, s. 2944-2948)
