Jeg giver manden denne benævnelse, da jeg er uvidende om hvad prædikat der egentlig tilkommer ham. Om trommeslager eller graverkarl eller havekarl eller avlskarl eller urtegårdsmandens fuldmægtig?
Hvis disse linjer skulle falde ham i hænde, vil han forventeligt sige at han ikke kender noget til hvordan undertegnede har fornærmet ham. Det tror jeg nok han ikke ved. For jeg bagtalte ham. Og det er ikke at formode at nogen af dem som hørte på det, har røbet mig for ham.
Det var søndag aften den 4. juli klokken 8 da jeg og andre talte dårligt om ham i hans fravær. Og da vi havde åbenlyst uret i det, tror jeg at jeg skylder ham æreserklæring.
Det var den nævnte dag meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede der som flere andre havde betænkt at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave, valgte til det den kølige og svale aftenstund. Vi kom der da omtrent klokken 8. Men næppe var vi kommet vel indenfor haveporten før gongongmanden lod sig høre, og vi måtte samtlige [ryk]ke os.
"Det var meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede havde som flere andre tænkt sig til den kølige og svale aftenstund at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave. (Eget foto)
Da vi nu stod i den forkerte formening at udringningstiden ikke var lovbestemt, men at den vilkårligt fandt sted så tidligt, fordi karlen muligvis længtes efter at få fri fra vagt for at kunne indfinde sig på en keglebane eller ved et slag polsk pas et steds på broen, førte vi indbyrdes os imellem anke over hans formentlige selvrådighed.
En af os faldt omsider på den tanke at han muligvis handlede efter befaling. Så beklagede andre at den anordning ikke var blevet kundgjort for os i forvejen. Men endelig langt om længe gjorde vi den opdagelse at øvrighedens trykte bekendtgørelse hvorved karlens så tidlige larmen med sin gongong er hjemlet, står opslået på muren ved indgangen til haven.
Nu var karlen frifundet, og det eneste vi derved savnede var at plakaten sad så højt oppe at den ikke faldt i øjnene med mindre man først blev gjort opmærksom på det.
Dermed er jeg færdig med min afbigt. Nu til slut et spørgsmål. Var det ikke muligt at den høje øvrighed som på så mangfoldige måder sørger for københavnernes tilladelige fornøjelser og mentale glæder, kunne træffe nogen forandring med disse Assistenskirkegårdsportes tillukning? Kunne deres lukning ikke, ligesom stadens vægteres timeråd om natten, rette sig efter årstiden? Kunne det ikke juni og juli måned være passende tid at ringe folk ud af kirkegården ved kl. 9? Klokken 8 kunne jo være terminen i maj og august, som klokken 7 i april og september.
Undertegnede vover med dette andragende ærbødigt at henvende sig til hr. etatsråd Schæffer, en mand der som københavner født, fremfor andre må interessere sig for alt hvad der kan bidrage til at forhøje værdien af denne stadens udmærkede pryd, og der som en af byens borgmestre beklæder en sådan post at hans stemme i dette anliggende vel kan antages at have vægt.
Desiderius
(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2951-2954)
Hvis disse linjer skulle falde ham i hænde, vil han forventeligt sige at han ikke kender noget til hvordan undertegnede har fornærmet ham. Det tror jeg nok han ikke ved. For jeg bagtalte ham. Og det er ikke at formode at nogen af dem som hørte på det, har røbet mig for ham.
Det var søndag aften den 4. juli klokken 8 da jeg og andre talte dårligt om ham i hans fravær. Og da vi havde åbenlyst uret i det, tror jeg at jeg skylder ham æreserklæring.
Det var den nævnte dag meget varmt om eftermiddagen, og undertegnede der som flere andre havde betænkt at ofre en times tid af sabbatten til hellige betragtninger i dette Guds hellige tempel mellem vores afdødes grave, valgte til det den kølige og svale aftenstund. Vi kom der da omtrent klokken 8. Men næppe var vi kommet vel indenfor haveporten før gongongmanden lod sig høre, og vi måtte samtlige [ryk]ke os.
Da vi nu stod i den forkerte formening at udringningstiden ikke var lovbestemt, men at den vilkårligt fandt sted så tidligt, fordi karlen muligvis længtes efter at få fri fra vagt for at kunne indfinde sig på en keglebane eller ved et slag polsk pas et steds på broen, førte vi indbyrdes os imellem anke over hans formentlige selvrådighed.
En af os faldt omsider på den tanke at han muligvis handlede efter befaling. Så beklagede andre at den anordning ikke var blevet kundgjort for os i forvejen. Men endelig langt om længe gjorde vi den opdagelse at øvrighedens trykte bekendtgørelse hvorved karlens så tidlige larmen med sin gongong er hjemlet, står opslået på muren ved indgangen til haven.
Nu var karlen frifundet, og det eneste vi derved savnede var at plakaten sad så højt oppe at den ikke faldt i øjnene med mindre man først blev gjort opmærksom på det.
Dermed er jeg færdig med min afbigt. Nu til slut et spørgsmål. Var det ikke muligt at den høje øvrighed som på så mangfoldige måder sørger for københavnernes tilladelige fornøjelser og mentale glæder, kunne træffe nogen forandring med disse Assistenskirkegårdsportes tillukning? Kunne deres lukning ikke, ligesom stadens vægteres timeråd om natten, rette sig efter årstiden? Kunne det ikke juni og juli måned være passende tid at ringe folk ud af kirkegården ved kl. 9? Klokken 8 kunne jo være terminen i maj og august, som klokken 7 i april og september.
Undertegnede vover med dette andragende ærbødigt at henvende sig til hr. etatsråd Schæffer, en mand der som københavner født, fremfor andre må interessere sig for alt hvad der kan bidrage til at forhøje værdien af denne stadens udmærkede pryd, og der som en af byens borgmestre beklæder en sådan post at hans stemme i dette anliggende vel kan antages at have vægt.
Desiderius
(Politivennen nr. 184, Løverdagen den 10de Juni 1819, s. 2951-2954)
