Når hidsighed og indbildt forurettelse leder vores pen, så bliver den ofte bitter og uretfærdig. Ligeså ensidig man betragter en sag, bliver den fremstillet for publikums øjne - og dommen bliver fælder som ofte undergraver den uskyldiges ære og offentlige agtelse. Således også forfatteren til oven anførte anke. Men aldrig burde det retsindige menneske vige uden for sandhedens grænser. Aldrig frivillig fordreje en sag for at aftvinge publikum en dom, overensstemmende med hans egne ønsker.
Ædlere og rigtigere havde det under alle tilfælde været at anmelde en foregået uorden til vedkommende autoriteter, i stedet for offentlig at nedsætte en hel stand hvor i blandt unægtelig findes mange, der fortjener agtelse.
Man tillader derfor indsenderen heraf at fremstille den omtalte sag fra en anden og rigtigere synspunkt. Og villig appellerer han til alle fornuftiges dom om og hvorvidt den påankede sag kan dadles eller billiges.
Den allerende nævnte indsender anmodede ikke korporalen om indgang på en beskeden måde. Nej, med en vindbøjtels fremfusenhed og lapsens autoritet ville han gå ind uden tilladelse. Og da dette blev ham nægtet, viste han al den brutalitet en sådan herre tror ustraffet at kunne vise mod en i hans tanker så ubetydelig person som en korporal. Hvorefter denne der mente at han ikke burde tåle nogen fornærmelser i sine pligters udøvelse, anbefalede den gode herre høflighed, hvis han ikke ville udsætte sig for ubehageligheder. Offentlig vover jeg den påstand at det er en skændig usandhed at korporalen befalede ham at aftage sin hat. For skønt høflighed er meget kærkommen for den dannede militære, så kender enhver underofficer sin pligt for godt til at turde vove sådant forlangende.
Da en velklædt og agtet mand derefter på den høfligste måde anmodede om pasage og ikke mente at nedværdige sig ved at hilse ved at tage hatten af, så mente korporalen han burde vise at han gjorde forskel på høflighed og brutalitet. Derfor indlod han manden. Derfra sandsynligvis den vittige overskrift: "Tag hatten af for korporalen".
Vel kunne det ikke være af vejen stundom på en håndgribelig måde at påminde en eller anden næsvis småherre om den høflighed som så rimelig kunne søges. For sådanne herrer, stolte af den glans skrædderen stundom kun borger dem, tror at burde hæve sig langt over de ringere klasser, hvilke ofte gør staten større nytte end de. Men den militære har, hans majestæt kongens nåde være takket, for megen dannelse til at ville tiltvinge sig agtelsestegn af uvedkommende. Hans bestræbelse går kun ud på at fortjene den agt, der ak så sjælden bliver ham til del i civile kredse.
Sluttelig var det at ønske at allerede nævnte herre i sine offentlige anmærkninger ville vogte sig for at sætte qvi pro qvo. For derved betog han folk den ulejlighed at gendrive sne bagvaskelser, og skånede sig selv for den ubehagelig offentlig at blive denunceret.
Beskeden anmeldelse af offentlige uordener er gavnlig for staten. Men bekendtgørelse af uordener som ikke finder sted, undtagen i anmelderen egen hjerne burde efter min individuelle overbevisning ikke alene straffes med foragt.
(Politivennen nr. 300. Løverdagen den 29de September 1821, s. 4825-4828).
