Kvistkammertyven Tofte (2): Nørrebro - Forældre og Familien Løve. Midt 1855-1857. (Efterskrift til Politivennen)

De øvrige afsnit i denne serie kan findes med søgningen Kvistkammertyven.

"Kvistkammertyven" 

Peder Ludvig Tofte.

(Fortsat.)

Han tog nu Ophold hos sin Fader, som boede paa Nørrebro, og fik Arbeide som Former i et stort Jernstøberi paa Blaagaardsveien; men Tyvenarturen var nu engang faret i ham, og det varede ikke længe, inden hun begik nye Forbrydelser. Han foregav gjerne, at han skulde ind til Byen for at besøge sin Moder, men benyttede i Virkelighed Tiden paa en ganske anden Maade. I Oktober, November og December Maaned 1856 begik han atter Tyveri i Hotel d'Angleterre, men det var nær gaaet galt, navnlig den sidste Gang. Det var nu ikke alene fra de Reisendes Værelser, han stjal, men ogsaa fra Tjenestefolkenes Kamre. Der blev givet Personalet Befaling til at passe nøie Paa, hvis der skulde indfinde sig uvedkommende Personer i Hotellet. Efter et af Tyverierne forklarede en Tjenestepige, at hun, medens hun var beskjæftiget i Theeværelset, havde seet en Dreng titte flere Gange gjennem Ruden i Døren, og antog, at det nok kunde være Tyven. Hun kjendte Drengens Ansigt fra tidligere Tid, idet "hun havde seet det samme Menneske ligge og rage i Rendestenen i Gothersgade, hvor hun da tjente". Hun gav et omtrentligt Signalement af Tofte, og man blev enig om at passe endnu bedre paa end hidtil. Den 16de December, da Eierens Hustru sad i sin Stue, hørte hun et Menneske komme fra Gangen ind i Værelset ved Siden af og pusle der omtrent i en Tid af 10 Minutter. Hun tænkte, at det var en af Pigerne, men da hun uåbnede Døren, saae hun, at det var en Dreng ganske af det Udseende, som Pigen havde beskrevet, og med en Pakke under Armen. Konen blev forvirret og skreg, men Tofte - thi ham var det - gik ganske rolig ud af Døren, ned ad Trapperne og over Gaarden. Hvis han havde løbet, vilde han rimeligviis være bleven grebet paa Veien, men uforstyrrelig Ro var netop et af hans mærkeligste Særkjender, og kun den satte ham istand til at drive sit Spil saa længe.

Samtidig stjal han ogsaa andre Steder; hans Tyverier bleve stedse hyppigere og hyppigere, navnlig i December 1856 og Januar 1857.

Da var det endelig, at han første Gang kom i Berøring med Justitsen. Søndagen den 25de Januar om Eftermiddagen var han nemlig af sin Fader sendt i et Ærinde ind til Byen; efter at have besørget dette, gik han endnu noget omkring i Huset for at see Leilighed til at stjæle og lagde da Mærke til, at en af Dørene ud til Gangen paa Grund af Laasens Brøstfældighed var meget daarlig lukket. Ved et let Tryk fik han Døren op og tog nu en Frakke, der hang i Stuen, ligesom han i en abenstaaende Kuffert fandt en Portemonnaie, noget Guldtøi osv., som han Alt tog med sig. Han pantsatte strax de fleste af disse Koster hos Pantsætter i Nybrogade og fik et Forskud paa 4 Rd., idet han fortalte, at hans Fader nødvendig skulde bruge saa mange Penge, og at Faderen - hvem han dog ikke nævnte - vilde komme samme Aften for at hente Assistentshuussedlen og hvad der blev laant paa Sagerne udover de 4 Rd. Det faldt ikke Pantsætteren ind at nære nogen Mistillid til ham, dertil var hans hele Adfærd for vel beregnet.

Da den Bestjaalne ufortøvet anmeldte Tyveriet, bleve Kosterne snart fundne, og da Tofte derfor Kl. 10 den paafølgende Torsdag Aften sendte en Dreng, han traf paa Gaden, ned til Pantsætteren, for at hente Sedlen og Resten af Pengene, vilde Pantsætterens Kone, der var ene i Boutiken, ikke udlevere dem. Paa hendes Spørgsmaal om, hvem der havde sendt ham, Paaviste Drengen Tofte, der ventede paa ham udenfor, hvorfor Konen øieblikkeliq foer ud og greb fat i ham. Han sled sig imidlertid løs og løb ned ad Gaden, forfulgt af Konen, paa hvis Skrig Vægteren kom til. Tofte løb da ind i en Gaard, hvor han langt om længe blev funden ovenpoa en Brændestabel, paa hvilken han var krøben op, og hvor han havde bedækket siq saaledes med Snee, at kun en lille Flip af hans Overtøi stak frem.

Nægte Tyveriet kunde der ikke være Tale om; det indsaae han ogsaa strax, men det lykkedes ham at fremstille det som et blot og bart Leilighedstyveri, og Politiet faldt derfor ikke paa, at han og Tyven fra Hotel d'Angleterre, hvis Signalement man jo dog var i Besiddelse af, vare een og samme Person.

Han Dom faldt den 2den Februar 1857 og lød paa 25 Rottingslag. Dermed lod man ham gaae. Men netop fra dette Øieblik af begynder hans Tyverivirksomhed ret at udvikle sig i stor Stiil, lige som han fra nu af gaaer ganske anderledes methodisk tilværks end hidtil. Det seer ud til, som om han har lagt sig den ved Sagen indvundne Erfaring paa Hjerte, fra nu af pantsatte han ikke mere sine Tyvekoster, og han stjal derfor nu saagodtsom udelukkende rede Penge og Guld- og Sølvsager. Tog han en enkelt Gang Klædningsstykker og andet Lignende, forærede han dem gjerne bort; det samme var for Resten ogsaa i Regelen Tilfældet med det Guld- og Sølvtøi, han stjal.

Vi have seet, at han allerede i lang Tid havde benyttet faste Nøgler til sine Forbrydelser; dem stjal han, naar han fandt dem stikkende udad i Dørene, og han forsømte heller ikke inde i Værelserne at tage de Nøgler, der stak i de forskjellige Møbler, selv om han ikke fandt Andet, der efter hans Mening var værd at tage med. Naar han vilde stjæle, begyndte han gjerne med at banke paa Døren; kom der da Nogen, spurgte han efter en eller anden Hr. Petersen eller Madam Lassen, kom der derimod Ingen, søgte han selv at aabne Døren med sine Nøgler, blandt hvilke han efterhaanden havde faaet samlet flere Hovednøgler. Paa denne Maade gjorde han den Erfaring, at Kvistværelserne i mangfoldige Huse ere ubeboede om Dagen, deels fordi de bruges til Pulterkamre, og deels fordi deres Beboere ere beskæftigede andetsteds. Han holdt sig derefter fortrinsviis til Kvistkamrene, og traf det sig endda saa uheldigt, at han dog stødte paa Beboerne, havde han strax et Ærinde paa rede Haand og forstod i den Grad at holde Kontenancen, og Ingen kunde mistænke ham for at være en Tyv. Desuden var han altid godt og ordentlig klædt, saa at man heller ikke let lagde særlig Mærke til ham, naar man mødte ham paa Gange og Trapper.

Foruden den saaledes indvundne større Erfaring var der endnu en særlig Grund, der forlede ham til at stjæle i en saa uhyre stor Maalestok; han fik nemlig nu Noget at bruge sine Penge til. Det kastede jo vel endeel Penge stadig at give den flotte Fyr paa Værkstedet, at traktere sine Kammerater med Kasinobilletter og at betale de andre Drenge for, naar det var hans Tour, at rydde op i Værkstedet om Søndagen; heller ikke gav han saa faa Penge ud paa Kaffehuse og slige Steder - men Alt dette er dog Intet imod, hvad det koster at være forlovet!

Han var efterhaanden bleven stadig Gjæst i en Høkerboutik paa Nørrebro, der forestodes af en Madam Løve. Her kom han daglig for at nyde sin Kaffe, og han gjorde derved Bekjendtskab med denne Kones Plejedatter, en smuk Pige paa 16-17 Aar ved Navn Emma, med hvem han snart begyndte at agere Kjæreste. Han begyndte strax med at give kostbare Foræringer og indskrænkede ikke sin Gavmildhed til Emma alene, men betænkte ogsaa Mad. Løve og dennes 14aarige Datter Mathilde i rigeligt Maal. Desuden tog han jævnlig de unge Piger ud med i Tivoli og paa Theatrene og trakterede dem paa Konditorier. Naar Emma og han gik sammen i det kgl. Theater, gik de gjerne i første Parket, og mangen en naiv Provindsialist, der troer, at man ved et benytte denne Plads ubetinget kommer i fint Selskab, har maaskee følt sig smigret ved at sidde ved Siden af - Kvistkammertyven og hans Kjæreste! Han forsømte heller ingen af de offentlige Maskerader, hverken dem paa Kasino eller Kammerraad Langes paa Hoftheatret; han havde gjerne begge Pigebørnene med sig udklædte i Karakteerdragt, naturligviis paa hans Regning.

Men hans Flothed viste sig først ret i et glimrende Lys, da Mathilde skulde konfirmeres. Mad. Løve, for hvem det vilde have været en Samvittighedssag ikke at pine det meest Mulige ud af en saaban Guldfisk, klagede sin Nød for ham over, at hun ikke havde Raad til at "udstyre Barnet' til denne Leilighed, og lod ogsaa falde et Vink om, at hun saa inderlig gjerne vilde have et Par gode Venner hos sig den Aften, naar hun bare havde noget Pænt at sætte paa Bordet for dem. Tofte var en altfor genereus (!) Natur til ikke strax at gaae ind paa Madamens Bøn, ja han overtraf endog hendes dristigste Forventninger. Han forærede Mathilde Konfirmationskjole, Chawl og Støvler og desuden som en mere personlig Opmærksomhed en Pretension og en Guldring (naturligviis Tyvekoster). Paa selve den store Dag sørgede han for Alt. Han betalte Vognen til og fra Kirken og Kirkebetjentene, og om Aftenen var der et lystigt Selskab paa en Snees Gjæster hjemme hos Løves, der bleve trakterede med Skinkesteg, Krandsekage, 4 Flasker Viin fonuden andre gode Sager - Altsammen for Toftes Penge. Det Hele endte med en Svingom, hvortil Tofte havde leiet Musiken. Den Eneste, der ikke fik Noget ved denne Leilighed, var - Præsten; det var en Udgift, man efter Toftes Formening godt kunde spare.

(Fortsættes).

(Folkets Avis 14. februar 1865)

Om forholdene på Nørrebro dengang Peter Ludvig boede der, er der adskillige indslag her på bloggen: Beskrivelse af Blaagaardveien 1847 og 1855, koleraen 1853 som slet ikke omtales i Folkets Avis, men som Peter Ludvig må have oplevet, en klage over børnemishandling på Blegdamsvej 1852, en mere generel beskrivelse af forstædernes kommunale forhold 1852 og endelig om renlighed 1850. Nørrebro var i 1850'erne stadig en forstad med omkring 10.000 indbyggere. Efter demarkationslinjens flytning 1852 som muliggjorde større nybyggeri, flyttede en mængde industri til bydelen. 

Der lå flere jernstøberier på Nørrebro: Frederiksens Jernstøberi (solgt 1857), Blaagaards Korsvej 36. Og det kendteste: Anker Heegaards jernstøberi, Blågårdsgade 20. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

På en hjemmeside over Peter Ludvig Thorvald Tofte skrives endvidere: 

Han var så forsigtig ingen Medskyldige at have, men altid at arbejde alene. Han stjal kun kontante Penge, kun en enkelt Gang tog han et Sæt Tøj, og det kom han til at fortryde. Når han gik ud på sine Tyvetogter, tog han sit pæneste Tøj på for at virke så lidt mistænkelig som muligt, og det var ham også til Hjælp ved flere Lejligheder, hvor han blev overrasket enten i Færd med at bryde Entredøren op eller endog inde i Lejligheden.

Han gav så straks den Forklaring, at han var kommet for at søge efter en Ven, og når han var fundet inde i Lejligheden, sagde han, at Døren havde stået åben, og han sagde det med en så troskyldig Mine, at man ikke fattede Mistanke til det pæne unge Menneske.

Foruden Caroline havde han nu fået tre andre Veninder, som han med Gavmildhed forærede Gaver og tog med ud til Fornøjelser. Særlig Kasino-maskeraderne dyrkede han med Liv og Lyst, og det var ikke usædvanligt, at han på en sådan Aften brugte 50-60 Rbd.

Bredfælget Vogn. (Efterskrift til Politivennen)

Offentlig Politisag. Under en af Criminal- og Politiretten den 11te Novbr. paadømt offentlig Politisag, hvorunder Tiltalte, Vognmand Niels Frandsen, boende paa Stadens Nørrebro, tiltaltes for Overtrædelse af Placat af 7te Februar 1845 angaaende Indførelse af bredfælgede Hjul paa Arbejdsvogne i Kjøbenhavn, var det ved Tiltaltes egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse godtgjort, at han den 6te September d. A. har benyttet en med 2 Heste forspændt Fjedervogn med Fjellefadning, hvis Hjulfælger ikkun havde en Bredde af 2½ Tomme, til at kjøre et Læs Sild ind i Staden til Forhandling paa Torvet. Da han ikke fandtes at kunne disculperes ved de af ham anførte Omstændigheder, at Vognen, der var indrettet til 4 Agestole, af hvilke de 3 ved den omhandlede Leilighed vare aftagne, ikke kunde ansees som en Arbejdsvogn og at den kun var afbenyttet til at indkjøre Varer fra Landet til Forhandling her, men ikke til at transportere Varer fra et Sted til et andet i Staden eller paa dens Grund, idet den citerede Placat ikke giver Anledning til at udelukke Vogne af den omhandlede Slags fra Begrebet om Arbejdsvogne, naar de, forspændte med 2 Heste bruges til Transport af Gods eller Varer, og det derhos som Betingelse for Pligten til at benytte bredfælgede Hjul paa en saadan Vogn kun fordres, at den, som i det foreliggende Tilfælde, tilhører Beboere i Kjøbenhavn og dens Forstæder, og er afbenyttet paa Stadens Grund, blev Tiltalte anseet efter den ommeldte Placat 2 med en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 5 Rdlr., hvorhos han tilpligtedes at betale denne Sags Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. december 1856).

Henrettelser. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsdommen over Morderen S. R. Bundgaard fuldbyrdedes d. 16 paa Bjergelide ved Horsens, hvor en ikke ubetydelig Mængde Mennesker havde samlet sig for overvære Executionen. Forbryderen viste tilsyneladende megen Syndsfortrydelse; efterat Dommen var oplæst for ham og han havde modtaget geistlig Trøst, læste han selv en Bøn og gik med Fatning Døden imøde. Selve Acten udførtes med Præcision og Hurtighed af den i Horsens bosiddende Skarpretter for Jylland og Fryen, der saaledes i kort Tid har expederet fire Forbrydere. (Hors. Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 20. december 1856).

D. 22. blev Forbryderen Frederik Claus Christiansen, der ifjor i Forening med Rasmus Mikkelsen i det korte Tidsrum af 5 Dage begik en Mængde grove Forbrydelser, deriblandt 2 Mord, og hvortil Sidstnævnte efter at være bleven arresteret endnu føiede et Selvmord, bleven henrettet paa Brædstrup Mark. Det Hele skal have baaret et meget religiøst Præg. Efterat de sædvanlige Skikke vare iagttagne: Dommen var bleven oplæst og Præsten havde berettet Synderen, blev en Psalme, hvori denne istemmede, afsungen, hvorpaa den Dødsdømte, der viste sig meget fattet, i en angerfuld Tale henvendte sig til den forsamlede Mængde. Efter Executionen, der udførtes med Raskhed, holdt Præsten endnu en Tale.

(Hors. Avis.)

Ribe Stifts-Tidende 29. december 1856).

Præste-Afskedigelse i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tønder skrives i "Dvk.": Det er bekjendt nok, at der endnu her i Amtet findes ikke faa Præster, som i mer eller mindre Grad have kompromitteret sig under Oprøret, og skjøndt Provst Tidemand upaatvivlelig har været meget virksom for de mest Kompromitteredes Fjernelse, saa synes dog i længere Tid den Modstand, han mødte hos det Verdslige Medlem af Visitatoriet, at skulle gjøre hans Virksomhed i denne Retning frugtesløs. Som det lader til har imidlertid den nuværende slesvigske Minister, hos hvem Arthur Reventlow turde have mindre Indflydelse end hos Carl Moltke, luftet en lille Smule ud iblandt Præstestanden i Tønder Amt, hvad der da ogsaa var paatrængende nødvendigt. Det er saaledes bekjendt, at Hr. Mathiesen for nogen Tid siden har faaet sin Afsted som Præst i Klægsbøl, Iigesom ogsaa, at Hr. Hoeck i Hostrup under 5. ds. har havt en lignende Skæbne. Begge disse Herrer have været meget virksomme i Oprørets Tjeneste, og hvad den Første angaaer, da har han senere sat sig imod Gjennemførelsen af Sprogreskriptet, saa man af den Grund, skjøndt uden Frugt, har maatet paalægge ham hver anden Søndag, da der skulde holdes dansk Gudstjeneste, at indsende sin danske Prædiken til Biskoppen. Hvad Hr. Hoeck desuden angaaer, da er han temmelig almindelig bekjendt for mindre moralsk værdig til ar være Sjælesørger. Samme Skrivelse nævner dernæst flere slesvigske Geistlige, som ved Erklæringer mod Regeringen og deres øvrige Opførsel under Oprøret have fortjent at afskediges, saasom: Pastor Jepsen i Humptrup. Meyer i Raepstedt, Jessen i Abild, Momsen i Høyr, Carstens, Diakonus i Tønder, Göttge i Uberg, P. C. Holm i Aventoft.

(Ribe Stifts-Tidende 6. december 1856).

Hvad angår to af de nævnte sogne, Klægsbøl og Humtrup, blev der i april 1864 holdt en afstemning om kirke og skolesproget. I Tønder provsti var der i sognene Aventoft, Humtrup, Klægsbøl, Læk og Sønder Løgum forsvindende få der gik for dansk eller begge sprog i kirken (under 5 ). Selvom man fra dansk side anse afstemningerne for en farce, så viste det dog (i modsætning til under det danske styre i 1856) at man var rede til at tage befolkningens holdning i betragtning, mhp at tilgodese mindretal. (Schultz-Hansen: Danskheden i Sydslesvig, s. 174).

Fyringer i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra hertugdømmet Slesvig, 23. november. De seneste fyringer af højtstående og lavtstående embedsmænd har vakt endnu større opmærksomhed, fordi de ramte meget loyale mænd. Overdirektøren for byen Slesvig og overembedsmand for Gottorff- og Hütten-amterne (over 50.000 euro), GL. Davids, modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse "af højere statslige hensyn." Skønt han var en nidkær embedsmand under Friedrichstadts provisoriske regering og guvernørskab fra 1848-50, blev han støttet af hr. v. Tillisch forfremmet til ovennævnte høje embeder og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem lovlighed og medmenneskelighed. Han forsvarede også den tyske nationalitet i de ham underordnede landdistrikter, hvor sprogtvang fandt sted, så vidt muligt mod de danske gejstliges angreb og forsøgte at bevare de juridiske barrierer. Denne juridiske adfærd passer måske ikke med minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmænd, at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Embedsmænd i Sydslesvig hvor det officielle erhvervssprog er tysk, modtager ofte danske breve. Efterfølgeren til hr. David, kammerherre v. Holstein, der er hjemmehørende i Holstein, betragtes som en levedygtig tilhænger af den Ejderdansk-skandinaviske bevægelse; det er den samme person der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i rigsrådet. Lige så beslutsomt handler handler ministeren overfor gejstligheden og lader landsherrerne udnævne prædikanter hvor sognefællesskaberne tidligere havde forfatningsmæssig ret til at stemme.

Aus dem Herzogthum Schleswig, 23. Novbr. Die in jüngster Zeit mehrfach vorgekommenen Entlassungen von höheren und niedrigen Beamten haben um desto grösseres Aufsehen erregt, da sie sehr loyale Männer betroffen haben. Der Ober-Director der Stadt Schleswig und Oberbeamte der Aemter Gottorff und Hütten (uber 50,000 E), GL. Davids, empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung "aus höheren Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. Er schüsste auch die deutsche Nationalität in den ihm untergebenen Landdistricten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höheren Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte schon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nut das Sprachsrescript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auch schon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Geschäftssprache gesetztlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Herrn David's, Kammerherr v. Holstein, ein geborerner Holsteiner, wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-scandinavischen Richtung betrachtet; es ist derselbe, der im Reichsrath den Herzogthümern alle Rechte absprach. Gleich enschieden verfährt der Minister in dem geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das Wahlrecht hätten.

(Bayerisches Volksblatt. 3. december 1856)

Tegningen skal illustrere hvordan rettigheder rives i stykker. Titlen "Illustration zu dem Liede:" ("Illustration til sangen:") Under tegningen et digt: Treu im Denken, treu im Handeln, // Treu dem einst beschwornen Wort, // Ist der Däne ohne Wandeln, Schleswigs Schirm und Holsteins Hort" (Tro i tanken, tro i handling, // Tro mod ordet engang svoret til, // Er danskeren uden forandring, Slesvigs paraply og Holstens tilflugtssted”). Kladderadatsch 24. februar 1856.

(Slesvig-Holsten.) "Schw. Merkur" skriver fra Slesvig den 23. november: "De nylige afskedigelser af højere og lavere embedsmænd har forårsaget desto større omtale, fordi de har ramt meget loyale mænd. Chefdirektøren for byen Slesvig og øverste embedsmand for kontorerne Gottorff og Hütten (over 50.000 indbyggere) G. Davids modtog afskedigelsesbrevet med den simple begrundelse: "Af højere statslige hensyn." Skønt han var en ivrig embedsmand under den provisoriske regering og guvernørskab af 1848-50 i Friedrichsstadt. Han blev forfremmet til ovennævnte høje embeder af hr. v. Tillisch og opnåede offentlighedens respekt og tillid gennem sin retfærdighed og menneskelighed. han beskyttede også den tyske nationalitet i de ham underlagte landdistrikter hvor sprogtvangen finder sted, så meget som muligt mod de danske gejstliges overgreb og søgte at bevare de juridiske grænser. Denne juridiske adfærd passer måske ikke minister Wolfhagens højere statslige hensyn. Da han overtog porteføljen, havde han allerede sagt til embedsmændene at han ikke blot ville udføre sprogreskriptet, men også ville bestræbe sig på at bringe det danske sprog endnu længere sydpå. Faktisk modtager embedsmænd i Sydslesvig, hvor det officielle erhvervssprog er tysk, ofte breve på dansk. Efterfølgeren af ​​Hr. David, Kammerherre af Holsten, en indfødt Holsten, betragtes som en nyttig tilhænger af den eiderdansk-skandinaviske tendens; det er den samme, der nægtede alle rettigheder til hertugdømmerne i det kejserlige råd. Lige så beslutsomt gik ministeren frem hvad angik det gejstlige og lod de landsfyrsten udnævne præster, hvor tidligere menighederne grundlovsmæssigt havde haft stemmeret. Sådan skete det i Gelting i Angel, i Dretzbül, Neukirchen, Lygum og Ledt i amtet Tønder, hvor menighederne ellers ville have valgt tyske prædikanter. I Katting og Poppenbüll, Eiderstedt, har man i to år forgæves ventet på ministergodkendelsen af ​​oplægget til præstevalget, og man frygter også den allerhøjestes udnævnelser.

(Schleswig-Holstein.) Dem "Schw. Merkur" schreibtman aus Schleswig unterm 23. Nov.: "Die in jüngster Zeit vorgekommenen Entlassungen von höhern und niedern Beamten haben um so desto grösseres Aussehen geregt, da sie sehr loyale Männer betrroffen haben. Der Oberdirektor der Stadt Schleswig und der Oberbeamter der Aemter Gottorff und Hütten (über 50.000 Einwohneer) G. Davids empfing das Entlassungsschreiben mit der einfachen Motivirung: "Aus höhern Staatsrücksichten." Obgleich er unter der provisorischen Regierung und Statthalterschaft von 1848-50 in Friedrichsstadt eifriger Beamter gewesen, ward er von dem Hrn. v. Tillisch zu den obigen hohen Aemtern befördert und hat sich in denselben die Achtung und das Vertrauen des Publikums durch Rechtlichkeit und Humanität erworben. er schützte auch die deutsche Nationalität in den ihn untergebenen Landdistrikten, wo der Sprachzwang stattfindet, so viel als möglich gegen die Uebergriffe der dänischen Geistlichen und suchte die gesetzlichen Schranken zu bewahren. Dieses legale Verhalten mag zu den höhern Staatsrücksichten des Ministers Wolfhagen nicht passen. Derselbe hatte chon bei Uebernahme des Portefeuille gegen Beamte geäussert, er werde nicht nur das Sprachreskript durchführen, sondern auch die dänische Sprache noch weiter nach Süden zu bringen bemüht sein. Wirklich empfangen auchschon die Beamten im südlichen Schleswig, wo die Gechäftssprache gesetzlich die deutsche ist, oft dänische Schreiben. Der Nachfolger des Hrn. Davids, Kammerherr von Holstein, ein geborner Holsteiner wird als ein brauchbarer Anhänger der eiderdänisch-skandinavischen richtung betrachtet; es ist Derselbe, der im Reichsrathe den Herzogthümern alle Rechte abstprach. Gleich entschieden verfährt der Minister im geistlichen Stande und lässt den Landesherrn Prediger ernennen, wo bisher die Gemeinden verfassungsmässig das wahlrecht hatten. So ist es geschehen zu Gelting in Angeln, zu Dretzbül, Neukirchen, Lygum und Ledt im Amt Tondern, wo sonst die Gemeinden deutsche Prediger gewählt, haben würden. In Katting und Poppenbüll, landschaft Eiderstedt, wird seit zwei jahren vergeblich auf die ministerielle Genehmigung der Präsentation zur Predigenwahl gewartet, und man befürchtet ebenfalls allerhöcste Ernennungen."

(Regensburger Tagblatt : Kampf-Organ für nationale Freiheit und soziale Gerechtigkeit 5. december 1856) 

Amtmand Mathias Davids (1800-1877) blev 1834 stadssekretær og stadspenningmester i Frederiksstad, hvor han forblev kongetro i sit embede under Treårskrigen, med embeder i Husum. 1850-1856 var han amtmand over Gottorp og Hütten amter samt Stapelholm. Politisk henseende var han helstatsmand. I 1856 stemte han mod Carl Scheel-Plessens forslag om helstats-forfatningens forelæggelse for stænderne i Slesvig og Holsten. Han beholdt sin plads i rigsrådet, men nedlagde det 1863 efter at have stemt imod novemberforfatningen. Han afslog senere den preussiske regerings tilbud om en amtmandspost.

Amtmand Ulrich Adolph von Holstein (1803-1864) var søn af major, toldforvalter og Kirchspielvogt i Kellinghusen Henning Christoph Boëtius von Holstein (17641844) og Anna Maria f. Steffens (1781-1858). Han tog 1825 juridisk eksamen i Glückstadt, derefter amtssekretær hos amtmændene H.C.D.V. von Levetzow i Husum og C.F. Tillisch i Aabenraa. 1832 amtsforvalter og husfoged på Ærø. 1845 blev han amtsforvalter i Tønder, men efter krigens udbrud i  1848 måtte han forlade det forlade og flytte til København. September 1849 blev han adjungeret F.F. Tillisch som kasserevisor. 1850 amtsforvalter i Flensborg, stempelpapirforvalter og kammerherre og endelig som artiklen beskriver 1856 amtmand i Gottorp og Hytten Amter samt overstaller i landskabet Stabelholm. 

Han sad i Rigsrådet 1856, 1858, 1859, 1862 og 1863; i de 3 sidste som kongevalgt vicepræsident. I Slesvig stænder var han i samlingen 1857 kongelig kommissarius. Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864, måtte han efter voldstrusler forlade embedet. Da han var syg og svag tog rejsen over Rostock og Ystad til København hårdt på ham. Han døde 17. april 1864.