Teglværksarbeidere. (Efterskrift til Politivennen)

 - Fra Mellemslesvig skrives i "B. Td." : Som i de sidste Aar er der atter i denne Sommer indtruffet adskillige hundrede tydske Arbeidere til Mellemslesvig, der fornemlig have fundet Beskæftigelse ved det store Antal Tegværker, der findes langs Fjordene. Disse Folk bidrage i ikke ringe Grad til den Udvikling, Teglstensfabrikalionen har faaet i denne Del af Landet. Vante til strengt Arbeide i et Hjem, der byder langt ugunstigere Vilkaar for Smaafolk end Danmark, udføre de med megen Færdighed deres Dagsgjerning med en næsten utrolig Flid og lade sig nøie med en Kost, som den usleste Daglejer paa Grund af dens Ensformighed her snart vilde vrage, men som de selv erklære for at være en bedre end den, de i Reglen kunne forskaffe sig og deres Familer i Hjemmet. Af Døgnets 24 Timer arbeide de nemlig i Sommerens Løb 15 til 16 Timer, og deres Føde (som de i Reglen selv skiftevis tilberede) bestaar Dag ud og Dag ind af Kaffe og Rugbrød til Frokost og Aften samt Ærter og Flæsk til Middag. Og dog vende de hvert Aar tilbage, glæde sig til Sommeren, naar der af deres Øvrighed bevilges dem Pas til Danmark samt holde i større og mindre Skarer - skjøndt ofte i maadelig Paaklædning, med forsultet Udseende, trætte af Reisen og haltende - under Sang og Lystighed deres Indtog i de Landsbyer, hvor de i foregaaende Aar arbejdede, og hvorfra de ved Efteraarets Komme atter haabe at kunne begive sig Hjem med en opsparet Sum af 60, høist 80 Rd. pr. Mand, en Sum, der danner deres væsentligste Hiælpekilde i Vinterens Tid. I Utrættelighed overgaa disse Arbeidere selv de her anvendte engelske Jernbanearbejdere, der ellers i Akkordarbejde præstere betydeligt mere end de Indfødte, men paa den anden Side, ligesom sidstnævnte, forlange en god, kraftig Kost med størst mulig Afvexling. Hvorlænge hine tydske Teglstensarbeidere kunne udholdt et saa anstrengt Liv, maa Gud vide. Den engelske Akkordarbejder regnes, som bekjendt, for i Gjennemsnit at være udslidt og ubrugelig med 40 Aars Alderen; sandsynligvis naa førstnævnt, ikke engang denne Grændse. De indfødte Arbeidere, vante til en god og rigelig Kost, lide saamænd ingen Skade af Overanstrengelse, og Dødeligbedsforholdene stille sig for denne Klasse vel ikke synderlig ugunstigere end for Arbeidsgiverne, Deres Stilling er da ogsaa for hine tydske Indvandrere Gjenstand for Misundelse, og mange af dem længes efter den Tid, hvor det Baand, Militærpliglen paalægger dem, løsnes, eller hvor det paa anden Maade bliver dem muligt for bestandigt at ombytte deres usle Kaar og forkuede Stilling i det store Fædreland med et nyt Hjem i Danmarks rige Egne. Der dannes herved en af de mange Indvandringsstrømme, der udgyde sig over Halvøen; det er imidlertid den mindst farlige af alle, thi i de Egne, hvor disse Arbeidere især bosætte sig (Sundeved, den nordlige Del af Angel, Aabenraaegnen og Als) gaar deres tydske Nationalitet i faa Aar sporløst op i Almuens danske.

(Jyllands-Posten 28. juni 1862).

Grundlovsdag 1862. (Efterskrift til Politivennen)

Nogle artikler om Grundlovsdagen 5. juni 1862. Af de politiske temaer var især Slesvig fremtrædende.

Grundlovsdagen er blevet feiret trindt om i Landet med en saa stor Deltagelse fra Befolkningens Side som vistnok ingensinde for. Det synes som om "de Dannede, de Begavede og de Rige" have begyndt at indse, at de med et Folkething som det sidst valgte, igrunden kunne være vel tjente, og at de aldrig nogensinde have havt den Magt og Indflydelse, som under den nu bestaaende Tilstand. Det var derfor naturligt, at man paa mange Steder saae dem stille sig i Spidsen for Grundlovsfesterne og vise Grundloven en Ømhed, som stak stærkt af imod deres tidligere Optræden. Paa de fleste Steder holdt man sig imidlertid under Festen paa passende Maade skilt fra Befolkningens store Flerhed. "Aalborg Stiftstidende" beretter saaledes, at man ved Kokkedalsfesten, for under Dandsen at stille Klinten fra Hveden havde i Dandseteltel trukket en Line mellem "de saakaldte "Finere og Grovere;"" ja i Odense gik man endog saa vidt, at der slet ikke var nogen egentlig Fest for andre end Embedsmandene og de saa andre Udvalgte, som fik Plads ved "Festmaaltidet". I Aarhus gik man derimod den stik modsatte Vei, idet man der havde foranstaltet en virkelig og smuk Folkefest, hvor navnlig den uheldige Indretning med særlige Festmaaltider slet ikke fandtes, men hvor Alle vare delagtige i Alt hvad Festen bød af Taler og Lignende. Imellem disse to Yderligheder, falde Festerne paa alle andre Steder. Som en Mærkelighed blandt de mange Fester kan det anføres, at der i Veile, Hr. Lehmanns tidligere Residens, ikke var nogen Fest. hvilket medførte, at den ny Amtmand maatte søge til Kolding for at komme til Grundlovsfest i sit Amt. Skjøndt vi aldrig have næret nogen Tvivl om, at den opstyltede Patriotisme, som er Hr. Lehmanns Særkjende, snart vilde forsvinde aldeles sporløst fra Veileegnen, naar Hr. L. først havde forladt den, saa maa vi dog tilstaa, at vi ikke havde ventet, at den saa brat skulde være tilintetgjort, at der ikke under den almindelige Glæde over Grundloven, som alle andre Steder har viist sig, skulde være saameget folkeligt Liv i Veileegnen. at man der kunde saae foranstaltet en Grundlovsfest. Men Hr. Lehmanns Storhed har, som det viser sig, været endnu større end vi trode.

I Kjøbenhavn havde det ministerielle Parti givet Festen et stærkt iøienfaldende Præg, ved at udnævne til "den kronede Festdigter" - Hr. Erik Bøgh. For ret at glæde Kongens Hjerte paa denne Høitidsdag, lod man nemlig Kjøbenhavnerne synge en Sang "Til Kongen" i HS. Majestæts personlige Nærværelse, hvilken Sang var forfattet af den samme Person, der ved Nytaarstid 1860 bidrog saa væsentligt ved sine Smædedigte om Hs. Majestæts Hustru, til at ophidse den kjøbenhavnske Pøbel til at krænke Hs. Majestæt ved de Optøier, som fandt Sted paa den samme Plads hvor Kjøbenhavnerne nu -- atter beaandede af Hr. Erik Bøgh - sang til Kongens Pris. Imidlertid synes efter Beretningerne denne grove Spas at være for en Del mislykket, idet Musikken, der skulde ledsage og støtte Sangen, bidrog væsentlig til at forstyrre den.

Som en Mærkelighed kan det anføres, at medens alle andre af de Festester, hvorom vi hidtil have modtaget Beretning, indlededes med et Leve for Kongen, - hvilket i Reglen er blevet udbragt af en eller anden Embedsmand - begyndte man Festen i Ribe med et af Stiftamtmand Nielsen udbragt Leve for Grundloven og sluttede den med et af Pastor Jacoby udbragt Leve for Kongen.

Ved de fleste Fester herskede en Ministeriet ikke uvenlig Stemning. Den ministerielle Begeistring gik endog paa sine Steder saa vidt, at man udbragte et Leve for Ministeriet, hvilket dog, saavidt vi have lagt Mærke til, intetsteds er sket fra Talerstolen, men kun ved "Festbordet". Fra Talerstolen gik man, saavidt os bekjendt, videst i Kjøbenhavn, hvor Ministeriets fuldtro Mand, Hr. Kancelliraad Glerup, ifølge "Berl. Tid." beklagede, at man saa ofte "paa denne Plads" (nemlig Tivoli) savnede de Mænd ved Grundlovsfesterne "blandt hvilke Folket havde sine bedste Talsmænd" og som "ved deres Stilling, Dygtighed, Talent og Kundskabsfylde hørte ikke alene til Hovedstadens, men til Landets første Mænd". Med disse Ord synes Taleren at maatte have ment Ministrene, men det synes næsten at klinge som en Spot, at han netop savner dem "paa denne Plads". Han kan jo neppe have villet sige - hvad maaske mange Andre kunde være tilbøielige til at mene, - at Tivoli med alle sine Gjøglere netop var den rette Tumleplads og det rette Selskab for et Ministerium som det nuværende.

Paa enkelte Steder var Stemningen imidlertid afgjort imod Ministeriet. Dette var saaledes f. Ex. Tilfældet paa Himmelbjerget, hvor flere Talere stærkt dadlede Ministeriets vaklende og ubestemte Politik, og dens lidet frihedskjærlige Adfærd imod Slesvigerne.

Festen aabnedes af Pastor Hostrup, der bød Forsamlingen "Velkommen" og foreslog til Dirigent Pastor Møller fra Seiling, der lod afsynge en smuk Sang, som skal blive meddelt i næste Nummer, af Hostrup.

Derpaa fik Hostrup Ordet og mindede om, at blandt de urimelige Indsigelser kom Grundloven i sin Tid mødte, var ogsaa den, at Folket ikke var modent til Friheden. Men et Folk kunde ikke modnes til Friheden, for det havde den, saalidet som et Barn kunde lære at gaa ene, saalænge man førte det omkring i Ledebaand. Dette havde vor Konge indset, og med nogle hjertelige Ord udbragte Taleren el Leve for Kong Frederik den Syvende, der besvaredes af Forsamlingen med rungende Hurra.

Landsthingsmand Jakobæus mindede om, at han havde som Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling givet Grundloven sin Stemme, fordi han haabede den vilde fremme Fædrelandets Udvikling. Dette troede han endnu, men dog kun paa den Betingelse, al Grundloven anvendtes med Maadehold og Besindighed. (Desværre udviklede Taleren ikke nærmere hvad han forstaar ved Maadehold og Besindighed. Han har maaske ment som saa, at hans Deltagelse i Landsthingets Forhandlinger indeholde al i saa Henseende fornøden Oplysning.)

Derpaa blev Sangen "Danmarks Uafhængighed" afsungen, hvorefter Redaktøren af "Silkeborg Avis", Hr. Skolelærer Nielsen, mindede om Danmarks store Fortid og i skarpe Træk paaviste den bedrøvelige Stilling, som det nuværende Ministeriums Vankelmodighed omsider havde bragt Landet i. Med det Ønske at vi maatte have el Ministerium, der ved mandig Handlemaade kunde bringe os Udlandets Agtelse og Sønderjyderne Frihed, udbragte han et Leve for Ministeriet, ikke som det var, men som det burde være, hvilkel Leve besvaredes med kraftige Hurraraab.

Folketingsmand Mathiasen mindede om de Mænd, der i sin Tid havde indstiftet de folkelige Fester paa Himmelbjerget, og nævnede blandt Andre gamle Drewsen og Peder Hjort Lorenzen. Han ønskede Fællesforfatningen ophævet, da den var som en vandtreven Gren paa Forfatningstræet. Han beklagede den Tilstand hvori Ministeriet, navnlig ved Depeschen af 29de Juli s. A., havde bragt Landet, og ansaa det ikke for muligt for det nuværende Ministerium at føre os ud af de endeløse Forviklinger. Han bad dog udtrykkeligt bemærket, at han ikke i mindste Maade tvivlede om de enkelte Ministres Fædrelandskjærlighed, deres store Evner og Kundskabsfylde, men alene om deres Handlekraft. Han udtalte sig bestemt imod en Kongres, og sluttede med det Ønske, at Fremtiden, hvad den end maatte føre i sit dunkle Skjold, altid i Farens Stund maatte finde Danmarks Sønner enige og stærke som i den sidste Krig. Hans Leve for Danmark modtoges med nidobbelt Hurra.

Folkethingsmand Albertsen mindede om det Glædelige i, al vi ikke havde vundet vor Grundlov gjennem blodige Optrin, men modtaget den som en frivillig Gave af en elsket Konge. Det var imidlertid vor Pligt med Kraft og Alvor at værne om den imod de Farer der truede den saavel fra Ind- som Udlandet. Men al sand Frihedsstræben hos Folket maatte have sin Rod i almindelig Oplysning, og han lagde derfor Frihedens Venner paa Sinde, at virke efter Evne mod dette store Maal. Han sluttede med et Leve for Oberst Tscherning og de Mænd, der med Dygtighed og Kraft havde gjennem Skrift og Tale søgt at vække den menige Befolkning til politisk Bevidsthed, hvilket Leve Forsamlingen istemte.

Skoleforstander, Landinspektør Boisen mindede i et livligt Foredrag om, at han som Landmaaler ofte havde havt den Opgave at skulle paavise Eiendomsskjæl, som engang vare blevne afsatte, men senere i Tidernes Løb vare gaaede tabte. Dette Arbejde var imidlertid ikke alene vanskeligt, men derhos ganske unyttigt, naar de Vedkommende, saaledes som det stundom gik, ikke passede paa at bevare Skjellet, naar det engang var fundet. Saaledes var det i større Forhold gaaet i Slesvig. Efter at Skjellet mellem Danmark og Slesvig engang var fundet, gik det i Tidens Løb atter tabt, thi Holger Danske, der var sat til at passe paa det, havde den ulykkelige Feil at han stundom sov paa meget ubelejlige Tider. Vi havde, som Alle vidste, en Hall - Regiering, men spurgte man den hvor Grændsen mellem Danmark og Tydskland var, saa fik man naturligvis kun et halvt Svar. Han vilde derfor ønske, at Stærk-Odder, der ikke var af dansk, eller norsk eller svensk, men af nordisk Herkomst, vilde med sine tre Par Kæmpearme hjælpe os at finde Skjællet og værne om det naar det engang fandles. Det Leve, som udbragtes for at dette Maal maatte naaes, modtoges med levende Hurraraab.

Toldinspektør, Justitsraad Møller turde ikke sætte en saa streng Dom over Ministeriet. Man maatte betænke at Forholdene vare meget vanskelige for os, da vi staa ligeoverfor en os langt overlegen Modstander. Han fandt det derfor klogt at vige for Overmagten saalænge ikke vor Selvstændighed og Uafhængighed krankedes derved, men skulde vi staa Fare herfor, var han overbevist om, at Ministeriet ikke længer vilde give efter, men støttet af et tappert og ædelt Folk forsøge det Yderste for at havde vor Ret. Eet havde man dog under alle de forhaandenværende vanskelige Forhold opnaaet, og det var, at enhver Dansk erkjendte at Slesvig var et nødvendigt Led af Danmarks Rige, og at en Deling af dette Land vilde være Begyndelsen til Danmarks Undergang som selvstændig Stat. Taleren sluttede med et Leve for Danmarks Uafhængighed, der modtoges med stor Tilstemning.

Schøler udviklede nærmere de store Fordele, som Statens Borgere havde vundet ved den fri Forfatning, og han dvælede særligt ved Statens finansielle Tilstand, der nu var blevet langt bedre end i Absolutismens Dage, navnlig ved Begyndelsen af delte Aarhundrede. Han troede at blandt Statsforfatninger burde det konstitutionelle Monarki foretrækkes. Han udtalte sig derpaa om vort Forhold til Tydskland og sluttede med det Ønske at vi, hvis Nødvendigheden maatte byde det, maatte finde Kraft og Styrke til at modstaa Tydsklands Overgreb. Det Leve han i den Anledning udbragte besvaredes med Forsamlingens Bifald.

Bager Thornberg talte til Ministeriets Roes, og ønskede derhos en kraftig Optræden mod Tydskland. Lærer Nielsen gjorde opmærksom paa, at Taleren syntes at være i nogen Modsigelse med sig selv, da den, der for Alvor ønskede at vort Ministerium skulde handle paa en kraftig Maade, neppe kunde sinde paa at deromme det, da det bestandig havde viist en saa aabenbar Svaghed.

Der vexledes flere Smaabemærkninger mellem Repræsentanterne for de forskjelllge Anskuelser, dog uden at den gode Stemning, der hvilede over Forhandlingerne, derved i mindste Maade forstyrredes.

Fabrikeier Drewsen erindrede paa en humoristisk Maade om, at Helten er Intet uden Øl og Mad, og paa hans Forslag vedtoges det at afbryde Forhandlingerne, hvorefter man fordelte sig i de forskjellige Telte, og i Grupper i det Fri, for at erhverve sig de nævnte nødvendige Betingelse for at kunne være Helt. Drewsen aabnede paany Forhandlingerne ved at minde om hvilket kosteligt Gode Friheden er. Han fortalte en Fabel, som han erindrede at have læst i sin Ungdom, om en meget fed Hund og en meget mager Ulv, som mødtes. Da Hunden saae Ulvens Tilstand, fortalte den Ulven hvor godt den selv havde det, og indbød Ulven til at følge sig, saa vilde den kunne saa det ligesaa godt. Den hungrige Ulv betænkte sig ikke længe paa at modtage dette Tilbud. Undervejs opdagede imidlertid Ulven, at Haarene paa Hundens Hals vare noget afslidte, og spurgte om Aarsagen hertil. Hunden gav strax den forlangte Oplysning. Det hørte nemlig med til dens Herligheder at dens Herre, naar den kom hjem, lagde et skinnende Messing-Halsbaand omkring dens Hals og bandt den til sin Dør, hvor den saa fik al ønskelig Opvartning og levede det mageligste Liv. Men Din Frihed? bemærkede Ulven. Ja, den maa man jo give Afkald paa, svarede Hunden; hvorpaa Ulven betakkede sig og gik sin Vei, for trods sin Nød, at bevare sin Frihed. Med det Ønske at enhver Mand, der havde kjendt Friheden, for ingen Pris igjen vilde miste den, udbragte Taleren el Leve for Friheden, der besvaredes med kraftige Hurra.

En Taler mindede om at Pastor Vilhelm Birkedal for mange Aar siden paa et Møde i Ringe havde forudsagt de Vanskeligheder, som vi paa Grund af Fællesforfatningen senere have oplevet, ligesom Birkedal ogsaa indtrængende havde advaret sine Tilhængere imod at følge Oberst Tschernings politiske Veiledning.

En anden Taler, udbragte et Leve for gamle Grundtvig, der havde bidraget saameget til Folkeaandens Vækkelse.

Gjæstgiver Faaborg udbragte el Leve for Mindet om St. St. Blicher, der havde givet det første Stød til Folkefester paa Himmelbjerget.

Rejnholdt Jensen fandt det naturligt for Enhver, der glædede sig ved den Fest man feirede, at mindes det Grundlag, hvorpaa vore Grundlovsfester hvilte, nemlig den for Rigsdagen gjældende Valglov. Alle vidste, at Valgloven havde mange Fjender, men lykkeligvis havde den langt flere Venner. Man havde forsøgt at vise at Valgloven var uheldbringende, men istedetfor at føre dette Bevis ved at betragte Valglovens Frugter, nemlig Rigsdagens Arbeider, saa havde man kastet sig over enkelte Rigsdagsmænds Personligheder. Saa man hen til hvad Rigsdagen havde udrettet, saa maatte Enhver erkjende, at den havde hidført en Tilstand, der var langt at foretrække for den tidligere. Men ogsaa paa anden Maade var Valglovens heldbringende Virksomhed godtgjort. Vi havde nemlig en anden Valglov, gjældende for Rigsraadet, der i det væsentlige var saaledes som Fjenderne af den i Grundloven indeholdte Valglov ønskede. Fællesforfatningen affødte imidlertid ingen Folkefester, fordi den ved sin Valglov var ufolkelig. Men dette var ikke nok. I den nys sluttede Rigsraadssession var det paa det Klareste godtgjort at den Forsamling, der var udgaaet af en saadan Valglov, var ude af Stand til at løse den vanskelige Opgave, som var stillet den. Med det Ønske, at man ved Rigsdagsvalgene vilde mindes, at Valgdagen er Grundlovsfesternes "alvorlige Del", og at Enhver ved Valgene ville aibeide paa, at der vælges Mænd, der ville værne om vor Valglov, der giver enhver ærlig Mand, hvad enten han er fattig eller rig, lige Borgerret, udbragte Taleren et Leve for Valgloven.

Hermed endte Talernes Række, og man spredte sig rundt om paa den smukke Plads.

(Jyllands-Posten 11. juni 1862).

Grundlovsfesten på Himmelbjerget forsamlede i følge Silkeborg Avis 1.000 mennesker. Den blev af Dagbladet kaldt for "stærkt bondevenligt". 

I 1862 var der en nationalliberal regering Hall II (24. februar 1860 til 31. december 18563). Med Orla Lehmann indenrigsmister fra 15. september 1861, Steen Andersen Bille som marineminister, F. H. Wolfhagen som minister for Slesvig, H. I. A. Raasloff som minister for Holsten og Lauenborg indtil 30. arts 1861, derefter C. C. Hall.

Pastor Jens Christian Hostrup (1818-1892) var Silkeborgs første præst. Han blev cand.theol. i 1843, og præst 1854 til 1880i Silkeborg og Hillerød.

Heinrich Wellejus Jacobæus 1807-1885, dansk proprietær, farmaceut, ingeniør og politiker.

Papirfabrikant Michael Drewsen (1804-1874)  og politiker anses af nogle som Silkeborgs moderne grundlægger. I 1844 anlagde han Silkeborg Papirfabrik. 1848 valgtes han fra sin nye jyske hjemstavn til medlem af Den grundlovgivende rigsforsamling og var senere flere gange rigsdagsmand. Han valgtes til Folketinget i 1849 og 1854 og til Landstinget i 1855, men det sidste valg modtog han ikke. Han stod dengang det nationalliberale parti nærmest. Han stod i 1854 i spidsen for afholdelsen af en Grundlovsfest på Himmelbjerget.

M. Drewsen & Søns nyopførte fabrikbygning paa Silkeborg, efter en tegning af Ludvig Ipsen. Illustreret Tidende nr. 300. 25. juni 1865.

Ant(h)on Frederik Tscherning (1795-1874) politiker, officer og krigsminister. Liberal, bondeven og senere venstremand. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling og Folketingsmedlem 1849-1866. Tschernings program var almindelig valgret, ophævelse af fæstevæsenet, indførelse af næringsfrihed samt sparsommelighed i staten. Han var en af Venstres (Bondevennernes) førere. I Rigsrådet 1856-63 gik Tscherning i reglen sammen med de konservative helstatsmænd og rådede gentagne gange til at vise holstenerne imødekommen, men dadlede samtidig disse for deres rent negative holdning, der gjorde enhver udsoning umulig. Han misbilligede Holstens udskillelse 1858 og kæmpede mod enhver foranstaltning, som kunne hindre dets genoptagelse under Fællesforfatningen. Han advarede indtrængende mod ethvert skridt, der kunne se ud som et forsøg på Slesvigs indlemmelse, og mod et brud med helstaten, som var den af Europa godkendte ordning for monarkiet. Frem for alt mod at vove en krig, der kunne sætte selve monarkiet på spil. Han stemte han imod Novemberforfatningen.

Grundlovsdagen i Faaborg. Fra Faaborg have vi modtaget følgende Skrivelse: Da her ingen Grundlovsfest blev holdt, er det vanskeligt at give noget Referat, og dog blev den alligevel mindet, men rigtignok paa en Maade, som var alt andet end festlig. Kommunalbestyrelsen, som forrige Aar havde stillet sig i Spidsen (hvad der i en lille Kommune ogsaa er absolut rigtigt), havde denne Gang lagt Hænderne i Skiødet. Imidlertid blev Byens Gjæstgiver formaaet til at foranstalte et Festmaaltid i Byens Lystskov, og der mødte da om Aftenen i et sørgeligt graat Lærredstelt uden nogensomhelst Dekoration af Grønt eller Flag, endsige Hans Majestæts Billede, 33 Borgere, hvoriblandt 3 Embedsmænd og 1, er een, Repræsentant for Landet; det var som sagt et sørgeligt Syn. og megen Munterhed var der da heller ikke. Om det var paa Grund af Kommunalbestyrelsens Mangel paa Evne til at erindre, at den 5te Juni er en Festdag som ingen anden her i Landet, eller paa Grund af Folks Uvillie her til at feire den, hvad jeg egentlig dog ei troer, nok er det, at Grundlovsdagens Festligholdelse her indskrænkede sig til hiint Maaltid.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juni 1862).

I Anledning af den smukke Grundlovsfest den 5te Juni paa Himmelbjerget, som Komiteen paa en smuk og værdig Maade, med fri Adgang for Deltagerne, saa godt havde vidst at ordne, turde det maaske ikke være uden Interesse for "Jyllandspostens" Læsere at erfare et enkelt Træk, der paa en smuk Maade viser hvorledes selv fjerntboende Deltagere søgte at forhøie Dagens festlige Præg. Efter en hurtig forud sket Aftale mellem Østbirk og Ousted Sogne, samledes hos en Gaardmand i Saaby den 5te Juni om Morgenen 14 fuldt belæssede Vogne, 6 a 7 Personer i hver, for i sluttet Tog at afgaa til Festen. En lille Kanons Affyring gav Signalet til Opbrud. Toget afgik med 4 Dannebrogsfaner og ledsaget af Musik. Efter Ankomsten til Bjerget gik Toget under Sang samlet til og fra Bjergets Høidepunkt, med Fanerne og Musiken i Spidsen. Blandt de Deltagende saas Forstanderen for Gjedved Bondehøistole og nogle af Eleverne, ligesom en sjelden stor Fane bar Inskription af Gjedved Bondehøiskole. Fanerne plantedes paa Bjerget, og Deltagerne sluttede sig derpaa til den øvrige Forsamling. Det samlede Vogntog kjørte hjemad paa samme Maade som det var ankommet. Indsenderen, der ikke er af den Egns Beboere, men som Festdeltager bragte ovenstaaende i Erfaring som paalidelig Sandhed, har troet at det var en saa smuk Maade at mindes Friheden og dens Giver paa, at del, ved at komme til Læsernes Kundskab, ad Aare muliqen kunde for Andre blive en Tilskyndelse til Efterligning, hvilket saa meget mere maa anses ønskeligt, som man ved at befare en enkelt større formuende Bondeby i Himmelbjergets umiddelbare Nørhed, ikke der saae en eneste Dannebrogsfane, og man let kunde komme paa den Tanke, at dens Beboere endnu efter 13 Aar Forløb skulle være saa blottede for Følelse for vor Frihed og dens Giver, at de skulle have fundet det upassende, at vise de mange Gjennemreisende noget synligt Tegn paa Glæde over denne folkelige Høitidsdag.

(Jyllands-Posten 13. juni 1862).

- Af Beretningerne om Grundlovsfesterne ses det, at der i Kjøge vel var berammet en Grundlovsfest, men at en saadan desuagtet ikke blev afholdt af den gode Grund at der ingen Deltagere mødte. I Roeskilde var man forsaavidt heldigere, som der til et "Festmaaltid" mødte hele tre og tyve Mand. Et Kjævieri mellem et Par Foreninger skal have været Grunden til at der kun deltog saa faa, medens Bordet var dækket til omtrent 400 Personer. I Helsingør var man ikke engang kommet saavidt som i Kjøge, idet man nemlig der ikke engang havde tænkt paa at foranstalte nogen Fest. "Midf. Av." giver om Dagens Festligheder i Assens en Beretning, som lyder saaledes: "I Assens saa det bedrøveligt ud paa Grundlovsdagen; ikke alene havde man ingen Fest kunnet faa istand, men man savnede endog Dannebroge paa Kommunens Flagstænger paa Raadhuset og i Skovanlæget! - Saavidt vi have erfaret, er det Byens Byfoged og Politimester, Herredsfoged og Overauditeur Jacob Christian Lindberg, som ikke har noget godt Øie til saadan Menigmandsglæde paa Grundlovsdagen. Han siges saaledes at have vist den paafaldende Iver for Orden blandt Assens fribaarne Mænd, at han har ladet Lokalerne i Skovanlæget -- hvor der i Dagens Anledning var foranstaltet lidt Folkelystid - rydde til Polititid. En Indsender i Byens Av. oplyser endvidere, at Hs. Høivelbaarenhed samme Byfoged havde berammet Udpantning paa Grundlovsdagen, ovenikjøbet for Skatterestancer i det endnu ikke forløbne 2det Fjerdingaar. - Grundlovsdagen - det er der de glædeligste Udsigter til - vil snart blive en national Festdag, uden at dertil behøves nogen Lov; men da der mulig gives flere ligesindede Embedsmænd, saa maa der dog nok lænes en Bemærkning derom ind i Almanakken, for at ikke et iversygt Politi skal faa Skin af Ret til paa Danmarks Frihedsdag at drive dels fredelskende Befolkning hjem til Polititid og maaske - hvem kan vide hvor vidt det ellers vil gaa - bruge den hensovede Leibæks Stok paa Rygstykkerne.

(Jyllands-Posten 16. juni 1862).

"Folkets Avis" og "Aarhuus Stiftstidende", især det sidste, undseer sig ikke ved at skrive de aabenbare Usandheder om Festen paa Himmelbjerget. Begge fortælle de, at Redakteur Nielsen blev imødegaaet, "i en kraftig og indtryksfuld Tale af Justitsraad Müller, der blev optaget med stort Bifald", hvilket vi imidlertid slet ikke mærkede Noget til. Sandheden er, at Hr. Justitsraad Müller blev Redakteur Nielsen Svar skyldig, og at dennes Taler modtoges med stærkt Bifald. Foruden Müller, siger "Aarhuus Avis", var det især Jacobæus og Bager Thorendahl af Silkeborg, der ved Foredrag støttede Regjeringen og imødegik Nielsens Angreb paa Kongens Ministre, der kan nu slet ikke være Tale om, at de imødegik; thi de vare ikke istand til at benægte en eneste af de Modsigelser, som Nielsen havde paaviist, at Ministeriet havde gjort sig skyldigt i. Under Festmaaltidet, fortæller "Aarh. Av." videre, optoges den afbrudte Diskussion om Holsteens og Lauenborgs Udsondring, om en fælles Rigsforfatning for Danmark-Slesvig, og i det Hele taget om Danmarks Stilling ligeoverfor Udlandet. Blandt de Talere, der i deres Foredrag ikke yttrede sig tilfreds med Nielsens Optræden under Festens alvorlige Deel, vare Fabrikeier Drewsen, som udbragte en Skaal for Friheden, og Rigsdagsmand Schøler, der efter hans Anskuelse, "ikke kunde see Muligheden af at indlemme Sønderjylland i Kongeriget Danmark." For det her Fortalte ligger der ikke mindste Sandhed til Grund; ved Festmaaltitet forhandledes der hverken om en Rigsforfatning eller om Danmarks Stilling til Udlandet. Fabrikeier Drewsen var ikke engang tilstede der og kunde følgelig eiheller udbringe Skaaler. Senere efter Maaltidet fortsattes Talerne, og Hr. Drewsen talte da uden i mindste Maade at berøre, hvad Redakteur Nielsen havde sagt. Laurits Schøler talte rigtignok om, at vi ikke godt kunde inkorporere Slesvig; men da han af Nielsen blev gjort opmærksom paa, at "det ville vi heller ikke, vi ville kun have en folkelig Forsamling for Danmark-Slesvig istedetfor det ufolkelige Rigsraad", saa erklærede han sig enig med denne. Man skulde dog virkelig synes, at de, der vare tilstede paa Himmelbjerget, maatte blive opmærksomme paa, hvorlidet man kan fæste Lid til, hvad Blade som "Aarhuus Avis" skrive, og det er ogsaa vor Overbevisning, at de aldrig kunne gjøre deres Modstandere en bedre Tjeneste end netop ved at fortælle saadanne Historier; derved bevise de deres Afmagt og derved bidrage de ikke Lidet til at aabne Øinene paa Menigmand.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 16. juni 1862)

En trespaltet artikel korrigerede referatet om Tscherning i Jyllands-Posten  den 23. juni 1862.

Begravelse i Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

 Indsendt

Samtale imellem en meget hellig Præst og en meget fattig Enke.

Enken: Hr. Pastor! jeg ønskede gierne at saa min afdøde Mand begravet paa Løverdag.
Præsten: Det kan godt ske, gode Kone, Kl. 12.
Konen: Hvormeget er jeg Dem saa skyldig?
Præsten: Det kommer an paa Dem selv, gode Kone.
Konen: Vær saa god, Hr. Pastor, her er 4 Mk., del er alt hvad jeg eier.
Præsten: Det er for lidet, min gode Kone.
Konen: Det er alt hvad jeg har samlet hos gode Mennesker.
Præsten: Jeg modtager da de 4 Mk., min gode Kone, men gaae ud og sammel nogle flere Penge.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. april 1862)

Indsendt.

Ved vort Inserat i "Horsens Avis" Rr, 78 have vi kun havt den Hensigt, at give Vedkommende et Vink om at behandle den Fattige paa en endnu blidere Maade; men da Hr. Adjunkt Bøggild underkaster vort Inserat en saa ærerørende Kritik (som vi imidlertid senere skulle saae en Opgjørelse paa), vil medundertegnede Holck tillade sig at forudstikke den Bemærkning, at jeg paa selve Mandens Dødsdag ikke alene skrev et Bønskrift for hende til Medborgere, men og et Brev til Pastor Boesen, hvori jeg skildrede ham hendes meget sørgelige Stilling, men Hr. Pastoren fandt det passende at lade den Kone, der er almindelig agtet, og har boet i min Gaard i 5 Aar, og som har kjendt bedre Dage, gaae utrøstet fra sig og henvise hende til Fattigvæsenet. Sagens senere Gang er bekjendt af Avisen; vi skulle kun tilføie nedenstaaende Erklæring fra Enken selv

A. Holck, P. S. Andreasen. J. A. Herskind. 

Gjenpart:

Jeg underskrevne Enke efter Tobakspindermester Wamberg erklærer herved vidnefast, at saaledes som Inseratet i "Horsens Avis" Nr, 78, om en Samtale mellem en Præst og en fattig Enke lyder, saaledes var og i det Væsenlige den Samtale, jeg havde med Pastor Boesen heri Byen, om min Mands Begravelse, og saaledes har jeg derefter fortalt den til de 3 Mænd, der have ladet mine Ord indrykke i fornævnte Avis. Dette er jeg om forlanges villig til ved Lovens Ed at bekræfte.

Horsens, den 26de April 1 862.

Inger Wamberg

Til Vitterlighed
A. K. Ginnerup. J. C. Hansen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. maj 1862)

Friedrich Wilhelm Schmidt: Emil Boesen (1812-1881). E. F: Boesen (1812-1881). 1849 kapellan i Horsens, 1861 sognepræst, 1863-1877 stiftsprovst i Århus. Han var en af de få som Søren Kierkegaard modtog som en ven på sit dødsleje. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hr. Redaktør!

I Horsens Avis har i den senere Tid været ført en ret morsom Strid, der begyndte i Nr. 78 med en indsendt "Samtale imellem en meget hellig Præst og en meget sallig Enke" og lod saaledes:

Enken: Hr. Pastor! jeg ønskede gierne at faa min afdøde Mand begravel paa Løverdag.
Præsten: Det kan godt ske, gode Kone, Kl. 12.
Konen: Hvormeget er jeg Dem saa skyldig?
Præsten: Det kommer an paa Dem selv, gode Kone.
Konen: Vær saa god, Hr. Pastor, her er 4 Mk., del er alt hvad jeg eier.
Præsten: Det er for lidet, min gode Kone.
Konen: Det er alt hvad jeg har samlet hos gode Mennesker.
Præsten: Jeg modtager da de 4 Mk., min gode Kone, men gaae ud og sammel nogle flere Penge.

Da der ikke meddeltes nogensomhelst Oplysning om, hvem denne brave Præstemand var, antog jeg fra først af, al den hele Historie ikke var nogen virkelig Tildragelse, men kun en af de sædvanlige Fortællinger hvormed adskillige Blade søge at underholde deres Læsere. Men allerede i Nr. 81 viste en Indsender, der betegnede sig som A. R., at der maatte være noget Sandt i Historien, thi denne Indsender var meget vred over, at man havde talt om en meget hellig Præst uden at nævne hvilken af de mange hellige Præster man dermed mente, og navnlig havde det gaaet hans Hjerte nær, at man i Horsens henførte Historien til een bestemt, for sin hellige Uegennyttighed berømt Præst, som Hr. A. R. havde sluttet sig til. Hr. A. R. var imidlertid "overbevist om", at hvis Historien skulde gjælde denne Præst, maatte den "bero paa en Mistorstaaelse", saa der var altsaa ingen Fare for, at Præsten skulde miste Hr. A. R.'s Handel, men desværre kan man jo ikke antage, at det er lykkedes den "meget hellige" Præst at indpode alle sine Faar den samme urokkelige Tro paa sin "Uskyldighed", som den Hr. A. R. kan glæde sig ved, og der var derfor ingenlunde uden Grund, at Hr. A. R. udtalte sin Frygt for at den omtalte Historie kunde bevirke, at den brave Præstemand mistede sin Søgning. Han opfordrede derfor paa en høirøstet Maade Indsenderen af hin Samtale om aabent at udtale hvem Angrebet var rettet imod. Denne Opfordring var Redaktionen af Horsens Avis ubehændig nok til at understøtte, idet den foreløbigt oplyste, at Samtalen var indsendt af tre i Byen bosiddende Mænd. Indsenderne gjorde imidlertid hvad de kunde for at skaane den meget hellige Præst for den Blottelse hans ubesindige Venner søgte at berede ham, og erklærede i Nr. 83, at de ikke fandt Anledning til at efterkomme den stillede Opfordring, men udtalte derhos at de følte dem overbeviste om, at en Samtale som den omtalte virkeligt havde fundet Sted, da den Person, der havde berettet dem den var, skjøndt fattig, i alle Henseender agtværdig og troværdig. Redaktionen af Horsens Avis fandt imidlertid, al denne Erklæring var langtfra tilstrækkelig og i sin uforstandige Iver for at være den meget hellige Præst behagelig, gjentog den sin Opfordring til Indsenderne om at navngive Præsten under deres Navnes Underskrift. Hr. A. R. lod sig ikke nøie hermed, men gjentog i Nr. 86 endnu mere indtrængende sin Opfordring om al navngive den meget hellige Præst, "for at han kunde saa Leilighed til at forsvare sig," og han følte, at han handlede "i alle denne Byes Indbyggeres Interesse" naar han nedlægger Protest mod slige løst begrundede og ikke aabent fremsatte Angreb. Redaktionen var ganske enig med Hr. A. R. og gik endogsaa saa vidt i sin Grusomhed mod Indsenderne af Samtalen, at de ikke maatte faa Lov at svare H. A. R., hvis de ikke navngav sig selv og Præsten. Imidlertid skal det siges til Ære for den meget hæderlige Redaktion, at den havde Selvovervindelse nok til ikke at gjøre Alvor af dette frygtelige Løfte, der udentvivl kun kan være undsluppet Redaktionen i el Øiebliks opbrusende retfærdige Vrede over de formastelige Indsendere, der havde spottet over den barmhjertige Samaritans "megen" Hellighed. Allerede i Nr. 88 fik Indsenderne nemlig optaget et Svar til Hr. A. R. uden at de enten navngave sig selv eller Præsten. De søgte derimod endnu engang at skaane den meget hellige Præst for at blive stillet offentligt frem, idet de erklærede, at hvis Hr. A. R. vilde navngive sig, saa skulde de ogsaa navngive saavel dem selv som Præsten, men de tilføiede, at Hr. A. R. "maa selv bære Ansvaret for de Ubehageligheder, det kan have for Vedkommende." Skjøndt Indsenderne saaledes udtrykkeligt havde angivet, at de ønskede at Hr. A. R. skulde navngive sig, for at det kunde ses hvem der havde bevirket den meget hellige Præsts Blottelse, saa fortalte dog Hr. Adjunkt D. H. Bøggild i Nr. 90, at han ikke kunde forstaa hvorfor Indsenderne ønskede at kjende hans Navn, men han navngav sig desuagtet som den, der var Forfatter til de med A. R. undertegnede Indlæg i Sagen. I Nr. 91 fremkom derpaa Indsenderne af hin Samtale med en Erklæring fra den vedkommende Enke, der gik ud paa at hun under Eds Tilbud erklærede, at saaledes som den nævnte Samtale lyder, saaledes var ogsaa "i det Væsentlige" den Samtale som hun havde med Pastor C- F. Boesen om Begravelsen af hendes Mand, Tobaksbindermester Wamberg. Indsenderne viste sig at være d'Hrr. A. Holck, P. S. Andreasen og J. A. Herskind. Den Førstnævntc erklærede særligt, at han havde kjendt Enken allerede i flere Aar, og paa Mandens Dødsdag dels skrevet et Bønskrift for hende til Medborgere og dels et Brev til Pastor Boesen hvori han skildrede hendes meget sørgelige Stilling, men den meget hellige Præst lod Enken "gaa utrøstet fra sig og henviste hende til Fattigvæsenet." De erklærede derhos alle tre, at de med deres første Inserat kun havde havt til Hensigt, at give Vedkommende et Vink om at behandle den Fattige paa en blidere Maade. Hertil svarede Pastor Boesen i Nr. 92 at "det forekommer mig vistnok temmelig overstadigt" at besvare de indsendte Stykker, som han halvt forundret saae skulde vedkomme ham. Han erkjender imidlertid, al det er rigtigt at den nævnte Enke har betalt ham sine fire Mark i Anledning af hendes Mands Begravelse, og at han forøvrigt henviste hende med sine Klager til Fattigvæsenet, men han benegter at have opfordret hende til at gaa ud og samle flere Penge til ham, ligesom han viser "den ualmindelige Beskyldning Stykket indeholder" fra sig "som usand", uden at han dog nærmere omtaler hvad det er for en almindelig Beskyldning han mener. Han mener derhos, at Enken ikke selv nøie erindrer Samtalen, fordi hun bruger Udtrykket "i det Væsentlige", medens han dog ikte angiver nærmere hvori hun skulde have feilet. Det er imidlertid klart nok, at hans nævnte Bemærkning ikke har noget at betyde, da det jo er umuligt for Folk i Almindelighed at gjengive en Samtale aldeles ordret.

Saaledes staar "i det Væsentlige" Sagen. Jeg har ikke gjengivet alle enkelte Ord der ere faldne under denne Forhandling, da der ere mange as disse som det neppe vil have nogen Interesse for Deres Læsere al se. Jeg har derimod troet at det vilde kunne interessere enkelte Læsere at blive bekjendt med denne Historie, og skal nu iøvrigt overlade til enhver især om han vil tro den "meget fattige Enke" eller det bestaltede "Sandhedsvidne" den "meget hellige Præst", og forbliver iøvrigt

Deres Ærbødige
Lars Pottemager.
Faurløv pr. Horsens i Mai 1862.

Efterskrift. Som jeg i dette Øieblik hører af min Nabo, Jeppe Nielsen, saa agter Pastor Boesen en af de første Søndage at vælge til Text for sine meget hellige Betragtninger, det fjortende Vers af Matth. 23de Kapitel, der lyder saaledes: "Vee Eder, I Skriftkloge og Farisæere, I Øienskalke! at i opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom!" Skulde han virkeligt vilde holde en Prædiken over disse Ord, vil han vistnok blive fulgt med andægtig Opmærksomhed. Men jeg maa, imellem os sagt, betvivle at dette er Præstens Hensigt; thi Jeppe er saadan en Spasmager, der kan hitte paa allehaande lystige Indfald, og man kan derfor ikke tro Alt hvad han fortæller.

(Jyllands-Posten 19. maj 1862).

Indsendt !

Det gjør os ondt at se, at en Lars Pottemager er fremkommen med en Artikel i Jyllandsposten vedrørende et Angreb som 3 Borgere i Horsens have rettet imod Pastor Boesen sammesteds. Vi sige det gjør os ondt, thi hele Inseratet vidner kun altfor meget om det ensidige Standpunkt Forfatteren har indtaget.

Men har den ærede Forfatter da ikke kunnet indse, at Angrebet paa Pastor Boesen ikke er sket fordi han  har taget 4 Mk. af en fattig Enke for en Jordspaakastelse, men fordi han er en af dem man kalder de hellige Præster *). Det er nu bleven til en Modesag, at kalde (skjælde ud!) de alvorlige, nidkjære og frisindede Gejstlige for Hellige, ligesom man kalder de frisindede Borgere for Bondevenner. Mon de 3 Borgere behandle de Fattige saa blidt, at de ikke tage Betaling af dem for hvad de med Rette kunne tilkomme? Og hvad have de 3 Herrer at skaffe deres stærke Angreb paa? Ikke andet end et Udsagn af en Kone, der kun i det Væsentlige kan huske Samtalen, og som rimeligvis slet ikke har forstaaet Præsten. Saaledes har hun ment, at Præsten henviste hende til Fattigvæsenet, men han har kun givet hende Haab om Understøttelse af de Fattiges Kasse, der er vidt forskjellig fra at komme under Fattigvæsenet ) Er det nogen ublid Behandling? Er det Haardhed al sige: Gaa ud og saml Dem nogle flere Penge, (naturligvis til sig selv) naar hun gaar med et Bønskrift til sine Medmennesker om Hjælp? Saa uforskammet kan dog vel Ingen vare at tro, at Pastor Boesen- skulde have anmodet hende om at samle Penge til ham.

Vi erkjende det sørgelige og ukristelige i, at Gejstligheden, skal lønnes paa den uhyggelige Maade, at betales for hver enkelt Forretning **). Det er sørgeligt, at naar man er tilstede ved en Afdøds Begravelse, man netop allermest skal indprentes denne Verdens Usselhed.

Efterlader den Afdøde sig megen Formue eller meget formuende Slægtninge, saa der kan betales godt, da holdes der en lang og meget god Ligtale over den Afdøde, fuld af væmmelig lang og ufortjent Berømmelse. Efterlader den Afdøde sig mindre Formue og mindre velhavende Slægtninge, saa bliver Betalingen sandsynligvis ringere, og som Følge deraf Ligtalen mindre lang, mindre god og mindre berømmelig, og saaledes videre nedad indtil den Fattige, der slet ingen Ligtale kan faa, om han saa end har været det retskafneste Menneske. Ja, det er Kristendom!

Gejstligheden er imidlertid endnu ikke kommen paa fast Lønning. Man kan da ikke med Billighed fordre, at navnlig en Kjøbstadpræst, der hovedsageligt lønnes ved Offer og Akcidentser, skal give Afkald paa, hvad han med Rette kan tilkomme, fordi Vedkommende, der forlange Begravelse, Bryllup eller Barnedaab, erklære at være meget fattige. Der vilde maaske da blive overordentlig mange Fattige, og meget let kunne Præstens Løn blive meget ringe.

De 3 ærede Borgere af Horsens maatte hellere give deres advarende Vink til Andre, der fortjene det.

Giv saaledes hellere Slotspræsterne et Vink om ikke at hylde saa despotiske Anskuelser i aandelig Retning, som at Daab, Konfirmation, Vielse etc. skal være en tvungen Sag for dem, som ere eller ville være Medlemmer af Statskirken. Giv hellere de Præster, der lande deres Tobakspibe ved Alterlysene, og ryge lystigt baade ret før og efter Gudstjenesten, medens Menigheden endnu er forsamlet i Kirken, el lille Vink om, at have lidt mere Agtelse for Guds Hus og deres Gjerning.

Vi gratulere Elmelunderne paa Møen til at faa en saadan Præst, thi Pastor Leuenback i Kattrup ved Horsens, der nu er kaldet til Elmelunde, hører til denne Kathegori af Præster. Ja man paastaar endog, at han ryger under Gudstjenesten, naar han gaar frem og tilbage bag Alteret, og det saaledes at Dampen kan ses at komme frem i Kirken. Giv de Præster, der hverken besøge Syge eller Fattige af deres Menighed og bringe dem Trøst, der ikke besøge Skolerne, der fører Pragt og Luxus i Hjemmet, og modtager kun rige og høitstaaende Folk som Gjæster, saml ringeagte de, der ikke kunne fore samme Pragt og Luxus, et Vink om bedre at opfylde deres Embedspligt.

Præsterne staa mangfoldige Steder saa fjernt fra deres Menigheder, hvilket ikke er saa forunderligt, hvis mange vedkjende sig samme Anskuelse, som den bekjendte Pastor Christiani, der offentligt har udtalt, at "Skolelærerne ere for ringe og udannede til at kunne omgaas med Præsten, og for gode til at kunne omgaas med Bønderne". Hvilken Afgrund imellem en Præst og hans Menighed. Hvilke ædle og samvittighedsfulde Hyrder findes der ikke! Hvor tro opfylde slige Præster ikke deres Embedspligt, hvor samvittighedsfuldt holde de ikke deres Embeds-Ed og hvor nidkjært opfylde de ikke Kristi Bud og Lære. Intet Under at Kirkerne mangfoldige Steder staa tomme om Søndagen; men det er sandt, del er jo ikke Præsternes Skyld. Det er de uforbederlige Menigheders Skyld, der ikke paaskjønne hvilke dygtige og nidkjære Præster de have til Sjælesørgere!

Vi skulle for denne Gang tage Afsked med Geistligheden og ret meget ønske baade for dens egen og for Menighedernes Skyld, at den snart maa faa sit Arbeide betalt paa en mere anstændig, passende og kristelig Maade end hidtil. Lad os imidlertid ikke glemme, at Folkefrihedens Venner have deres bedste Bundsforvante i Aandsfrihedens Venner, i de saakaldte hellige eller grundtvigianske Præster ***)

*) Idet vi henstille til Hr. Lars Pottemager om han vil svare paa nærværende Artikel, maa vi for vort Vedkommende bemærke, at vi ikke dele flere af de her fremsatte Anskuelser og at vi navnlig anse det for en grov Feil af den nærværende Indsender, at indlade sig paa en Undersøgelse af de Bevæggrunde som have ledet de vedkommende Mand i Horsens til at offentliggjøre den omhandlede Sag. Det er nemlig ikke alene umuligt for Andre at afgjort hvad der har ledet de nævnte Mænd, men det er derhos klart, at deres Bevæggrunde ikke kunne forandre Beskaffenheden af Pastor Boesens Handlemaade. Det, hvorpaa det kommer an, er alene om de i deres Indlæg have holdt sig til Sandheden. Hvad der har været de vedkommende Mænds Bevæggrunde ti! al omtale Sagen, er et helt andet Spørgsmaal, som vistnok kun vil have Interesse for de Færreste. Vi skulle tilføie, at alle de af Lars Pottemager nævnte Personer, ere os aldeles ubekjendte, og at vi først have optaget hans Artikel efter at have forvisset os om, at han har holdt sig strengt til de i "Horsens Avis" fremkomne Udtalelser fra de vedkommende Personer. Vil man paavise, at de vedkommende Mænd have faret med Usandhed, saa skal man ikke, som nærværende Indsender, angribe deres religiøse Standpunkt, som den ærede Indsender muligvis slet ikke fjender, men man skal slaa dem af Marken enten med Kjendsgjerninger eller med navngivne og troværdige Personers Vidnesbyrd. Kan man ikke sige andet om dem end at de staa paa el andet religiøst Standpunkt end Præsten, saa giver man kun et daarligt Forsvar for Præsten, thi i saa Fald viser man i Virkeligheden kun, at man ikke kan forsvare hans omhandlede Adfærd, og er denne uforsvarlig, kan det jo ikke ubetinget betragtes som en Feil at hylde andre religiøse Anskuelser end han. Men under ingen Omstændigheder anse vi det for rigtigt for anden Mand at gjøre navngivne Mænds religiøse Anskuelser til Gjenstand for offentlig Omtale, thi dels er det ifølge Sagens Natur som oftest umuligt for Andre at kunne med Sikkerhed angive en Mands religiøse Standpunkt, og dels er der et langt Spring fra en Mands religiøse Tro og til hans Handlinger i det virkelige Liv. Erfaringen viser klart nok, at der gives baade udmærkede Mænd og store Slyngler i de mest forskjellige Troesbekjendelser. Man vil derfor kun udsætte sig for at hildes i Vildfarelser hvis man vil bedømme en Mands borgerlige Agtværdighed efter hans religiøse Tro. Kun hans Handlinger i det borgerlige Liv tilhøre Offentligheden, og kun disse er man berettiget til at gjøre til Gjenstand for offentlig Omtale. Mener man at en Mands Tro, betragtet fra Ens eget religiøse Standpunkt, er sket, medens hans Handlinger i borgerlig Henseende ere ypperlige, saa er han jo langt mere værd i det borgerlige Liv end den der handler slet med den mest ophøiede Religion til Veileder. Men hvis man virkeligt vil tage Hensyn til en Mands religiøse Standpunkt, saa ser det unægteligt noget besynderligt ud, at ville fordømme en Mand, alene fordi han hører til Flerheden i Statskirken. Vi stille imidlertid den indstændige Anmodning til dem, der ville udtale sig i denne Sag, at de saavidt muligt afholde sig fra alle saadanne Yttringer, der angaa Andres religiøse Tro, og derimod alene holde sig til Vedkommendes virkelige Handlinger. Jyllp. Red.

**) Da det jo er uvist om Lars Pottemager vil tage Ordet paany i denne Sag, anse vi det for rettest at oplyse, at denne Bemærkning beror paa en aabenbar Misforstaaelse hos den ærede Indsender; thi Pastor Boesen erklærer selv udtrykkeligt i Horsens Avis Nr. 92 om Enken, at han "tilbød hende den Hjælp, der jevnlig "gives fra Fattigvæsenet", og han omtaler ikke med et Ord nogen anden Hjælp, navnlig ikke nogen Understøttelse fra "de Fattiges Kasse." Jyllp. Red.

***) Naar Indsenderen formener, at Geistlighedens nuværende Lønningsmaade er "ukristelig", tager han vistnok feil ved at tro, at den paatænkte faste Lønning - hvor ønskelig den i borgerlig Henseende end er - skulde være mere "kristelig". Man vil forgjæves lede efter nogen Yttring af Kristus eller hans Apostle, hvorved del anerkjendes som "kristeligt" at lade sig paa den ene eller den anden Maade betale af Staten for at prædike Kristendom. I Kristendommens første Tid levede alle dens Lærere af Menighedernes frivillige Gaver. Menighedernes Tro og Lærernes Tarvelighed gjorde det aldeles tilstrækkeligt at anvende denne smukke Lønningsmaade, der utvivlsomt er den eneste, der kan kaldes "kristelig". Jyllp. Red.

(Jyllands-Posten 28. maj 1862).

I Anledning af Hr. Pastor Boesens Skrivelse i "Horsens Avis" Nr. 92 samt de foregaaende Inserater, som have foranlediget samme, finder jeg det som Pligt at fremdrage Følgende for Offentligheden: Onsdagen den 26de Februar d. A. mistede jeg ved Døden et lille Barn og henvendte mig da til min Sognepræst, Hr. Pastor Boesen, om at saa samme begravet enten næstpaafølgende Søndag, Mandag eller Tirsdag, men Præsten vilde ei bestemme Dagen. Atter henvendte jeg mig til ham Løverdag Aften, og han lovede da at forrette Jordpaakastelsen Tirsdag Middag Kl. 12. Jeg spurgte da om jeg var noget skyldig herfor. (Paa Landet, hvor jeg førhen har boet, gives der nemlig ikke Betaling for Jordpaakastelse). Han sagde jeg kunde give efter Behag, og jeg leverede ham derpaa, skjøndt det var trykkende for mig, 4 Mark. Han sagde da til mig, at jeg maatte mindst give 1 Rd., og jeg gav ham derfor mine sidste Penge, som jeg nylig havde faaet i Dagløn. Da jeg beklagede mig over at jeg var saa fattig, at jeg ei havde Raad til at betale saameget, bemærkede Hr. Pastor Boesen, at jeg kunde saa Hjælp af Fattigkassen, hvilket Tilbud jeg ei modtog.

Den 19de Mai 1852.

Jens Jørgen Pedersen,

Leie-Husmand,

nu boende paa Klakring Mark i Klakring Sogn.

* * *

Som en os forelagt Skrivelse fra Redaktionen af "Horsens Avis" udviser, er foranstaaende Meddelelse nægtet Optagelse i bemældte Blad paa Grund af, at Redaktionen "ikke finder nogen Grund til at forny Angrebet paa Pastor Boesen, eller at det Maal, man havde stillet sig for Øie, nu er naaet". Det er os ubekjendl hvad det er for et Maal "man" har stillet sig for Øie, og som "man" nu har naaet; men da vi have stillet os blandt andre Maal ogsaa det, at bidrage til en rigtig Vurdering af de enkelte Embedsmænds Virksomhed, have vi Intet havt imod at give Plads for ovenstaaende Meddelelse, der, hvis den ikke viser sig usand, indeholder ei nyt Vidnesbyrd for, at Hr. Pastor Boesen anser det foreneligt med sin præstelige Virksomhed, at udpresse de sidste Penge af Folk, der ere saa fattige, at han endogsaa selv anser det for nødvendigt at henvise dem til Fattigvæsenets Hjælp, for al de kunne blive istand til al tilfredsstille hans Fordringer.

"Jyllp." Red.

(Jyllands-Posten 2. juni 1862)

Sødskendene Neruda. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

I 1860'erne turnerede en musiktrio bestående af tre søskende Neruda i Europa og skabte stor sensation. De blev vidt berømmet og danske aviser sammenlignede påstyret med det som var over den spanske danser Pepita de Oliva (se andetsteds på denne blog) i 1850'erne. De tre søskende var oplært af deres far. En ældre bror der spillede violoncello døde og blev erstattet af lillebroderen Franz. Faderen fik ham meget hurtigt oplært til at spille dette instrument, så han fra 1856 kunne deltage med familien på deres mange koncertrejser, blandt andet i Rusland og Polen. I 1859 mødte de i Warszawa violoncellisten Adrien-François Servais (1806-1866) og fulgtes med ham et halvt år. Af ham lærte den unge Franz meget.

Trioens mest fremtrædende skikkelse var den ældste søster Wilhelmina "Wilma" Maria Franziska Neruda (1838-1911) som spillede violin. Hun blev fra 1861 bosat i Stockholm. Hun giftede sig 1888 og flyttede 1900 til Berlin og opretholdt sin karriere som musiker.

En lang artikel under titlen Sødskendene Neruda blev bragt i Illustreret Tidende 6. april 1862. Som det fremgår blev Wilhelmina anset for den vigtigste person i trioen. Internationalt blev hun betragtet som en af de største violinister overhovedet. 

Hendes lillesøster, Anna Marie "Maria" Rudolfina Neruda (1840-1920) spillede også violin. Efter ægteskabet i 1868 med den bekendte sanger Fritz Arlberg nedtonedes hendes karriere, således som det gik med de fleste andre kvindelige musikere i den periode.

(Illustreret konversationsleksikon, bind 7, 1898)

Det tredje medlem var lillebroderen Franz Xaver Victor Neruda (1843-1915 i København) som denne serie mest vil handle om. I 1861 optrådte han med to af sine søstre i Stockholm og 1862 og 63 i København, hvor de ligeledes vakte stor begejstring:

Sødskendene Neruda er Navnet paa 3 Violinspillerinder, som have fremkaldt en Mani i Stockholm, der fuldkomment kan stilles ved Siden af Pepitamanien i Kjøbenhavn. Alting er Neruda: Nerudabolcher, Nerudakager, Nerudabaand osv. osv. Det svenske musikalske Akademi har optaget de 3 Søstre som Medlemmer, og de svenske Herrer tale og drømmc kun om Vilhelmine Neruda. Som man seer af en Korrespondance til "Norden", kunne disse 3 Underqvinder snart ogsaa ventes til Kjøbenhavn for at prøve de kjøbenhavnske Hjerters Bevægelighed.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. januar 1862)

Som det ses af ovenstående notits (der stod refereret i samtlige andre aviser), troede man at der var tale om tre kvinder hvoraf Wilhelmine var den mest kendte. I midten af februar blev en avis opmærksom på at den ene af sødskendene hed Franz. Desuagtet annonceredes de første koncerter i Danmark 18. marts 1862 som bestående af tre søstre Neruda. Senere blev de dog rettet til "Søskendene" Neruda - uden at nævne Franz. Efter deres optræden blev trioen stadig ofte omtalt som bestående af tre søstre. I Dagbladet (København) nævntes Wilhelmine som det mest fremragende talent, mens broderen Franz ganske vist røbede ikke nogen usædvanlig færdighed. 

Som det fremgår af denne annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. april 1862 var det Wilhelmine som var hovedpersonen i trioen, de andre to nævnes end ikke ved navn. Andre annoncer giver det samme billede. Deres sidste optræden var den 12. marts 1862.

Det er længe siden nogen Kunstner har vakt saa stor Opsigt eller gjort saa megen Lykke i Kjøbenhavn, som Violinvirtuosinden Vilhelmine Neruda, den ene af tre Sødskende af dette Navn, som for Tiden optræde paa Folketheatret. Skjøndt ogsaa begge de andre Sødskende ere dygtige Kunstnerinder, som man ellers vilde høre med stor Fornøjelse, drejer Interessen sig nu kun udelukkende om Vilhelmine Neruda, hvis Rygte ogsaa var ilet forud for hende fra Stockholm, hvor hun optraadte 38 Gange med stormende Bifald. (Rd. A.)

Frøken Wilhelmine Neruda var d. 28. tilsagt til Audients hos Maj. Kongen. Efter Forlydende udtalte Hs. Majestæt sig meget smigrende om den Nydelse, hun havde forskaffet ham ved sit Spil, og skjænkede hende som Bevis paa sin Tilfredshed et smagfuldt Armbaand. (B. T.)

(Ribe Stifts-Tidende 1. april 1862).

Wilhelmine var under sit ophold daglig gæst hos de kongelige. Trioen optrådte senere dette år ved enkelte lejligheder, fx 1. maj 1862 i en afskedskoncert i Casino. Igen var det Wilhelmine som var hovedperson, men de to andre spillede en enkelt solo. Wilhelmine havde da modtaget medaljen "ingenio et arti" i guld. Som i Sverige begyndte der at blive solgt Nerudakager. Ved årsskiftet 1862/63 var Wilhelmine og Marie i Danmark hvor de optrådte på Folketeatret. Senere i januar 1863 sluttede Franz sig til. De spillede for fulde huse indtil 21. januar 1863.

I januar 1863 ville rygter vide at Wilhelmines mand, koncertmester L. Norman ville overtage Niels V. Gads plads som leder af det kgl teaters kapel. Også Paulli var dog på tale. Norman blev imidlertid alvorligt syg i marts 1863.

Trioen blev som nævnt opløst pga. Wilhelmines giftermål med svenskeren Ludvig Norman i november 1863. Wilhelmine fortsatte sin karriere som musiker og blev internationalt vidt berømt helt frem til århundredskiftet 1900. Franz Neruda fik en livslang karriere i København. Herom handler denne serie.

Fundamentet til Isted-Løven. (Efterskrift til Politivennen)

Mellemslesvig, den 5te Mai. - -  Arbejderne paa Kirkegaarden ved Flensborg fremmes rask; det af lagviis vedlagte store Kampesteen dannede Fundament, paa hvilket den store Bronceløve og dens tunge, af tilhuggede Granitblokke sammensatte Forstykke skulle staae, er snart færdigt. Der, hvor de faldne Officerer hvile, opføres en Gravhøi, der bliver omtrent 60 Fod lang og 8 Fod høi. Den vil blive prydet med Anlæg, Slyngplanter og de Ligstene, der hidtil have bedækket Gravene. For lettere at kunne føre større Stene hen til Arbejdspladsen er der lagt Jernskinner tvers over Kirkegaarden. De omtalte Arbeider have giort det nødvendigt at flytte 14 Lig, der forresten alle havde henligget en 30 til 40 Aar; af Militairligene derimod er intet blevet flyttet. Saavidt der erfares, agter man fra Nabobyerne talrig at indfinde sig i Flensborg den 25de Juli. Det hedder, at Haderslev Sangforening indtræffer dertil paa nævnte Dag ligeledes vil man vide, at Afsløringen af Støtten paa Skamlingsbanken (over fortjente slesvigske Patrioter) vil finde Sted kort efter Monumentets Indvielse paa Flensborg Kirkegaard, saa at Mange af dem, der langveisfra give Møde, ville faae Leilighed til ogsaa at bivaane den nordslesvigske Folkefest, der sammesteds forventes afholdt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1862).