Ernst Ahlgren (1850-1888): "Penge" (1885). Anmeldelser. (Efterskrift til Politivennen)

 Ernst Ahlgren:

Penge.

Oversat af Sofie Horten.

(Andr. Schous Forlag)

Ernst Ahlgren er et Pseudonym. Forfatterindens virkelige Navn er Fru Benediktsson. Hun gaar ind i Rækken af den unge Skare, der med August Strindberg som polemisk Banebryder. Fra Anna Charlotte Edgren som den strængest objektive Skildrer, har ført moderne Ideer og ny Fremgangsmaade ind i Sverigs Literatur. Langt ringere vel end denne sidste følger Ernst Ahlgren nærmest hende i det: at fremstille virkelighedstro, med Udelukkelse af direkte udtrykt Tendens, det sete, saaledes at Samfunds- eller Livsskildringen i sig selv indebærer Kritiken. Hun debuterede, Fru Benedictsson, med Fortællingen om "en Realist"s Levnet; det var en skarp Revselse af dem, der med store Ord træder op som sociale Reformatorer, medens deres egen Personlighed og Vandel staar i skarp Modstrid lmod de Idealer, de holder frem. Angrebet havde sin visse Berettigelse, men kunde naturligvis være vildledende til den Tro, at det var selve Realismen, den moderne Livsanskuelse i Almindelighed, som blev lagt for Dadel. Langt mere turde Bogen vel imidlertid tyde paa sin Forfatterindes strænge Samvittighedsfuldhed og Trang til hensynsløs Sandhedssøgen.

Disse Egenskaber gør sig ogsaa gældende i den foreliggende Bog. Ved naturtro at fortælle et Menneskelivs Historie rammer den et af de bestaaende Samfundsforholds svageste Punkter: Handelen med Menneskeliv for Penge. Det er en ung Piges Skæbne, her skildres. Selma Berg hedder hun, og moderløs som hun fra Lille har været er hendes Udvikling forskellig fra sædvanlig Dameopdrætning. Skilt fra Faderen er hun efter tilendebragt Skole i en Pension kommet til Huse i en Præstegaard hos Onklen og Tanten, og her fører hun saa temmelig sit eget Frihaandsliv. Hun sværmer for Malerkunsten, og hendes Hu staar til at blive en af dens Dyrkere. Vi ser hende opsøge en stakkels Købmandsbodsvend med kunstneriske Interesser, indestængt under den moderlige Tvang bag Disk og Tønder, for at faa se Billeder af hans Onkel, der har været en betydelig Maler. Hun rykker frem med sit Ønske til Plejeforældrene, men møder naturligvis Hindringer i filistrøs Sky for det usædvanlige i et saadant Skridt. Og selv har hun jo intet, ingen Penge, hvormed hun vilde kunne komme nogen Vegne. Saaledes maa hendes Ærgærrighed sygne hen indenfor Præstegaardens Mure. Da dumper der pludselig et Frieri ind ad Døren. Det er den halvhundredaarige, hovedrige Godsejer Kristensen, hvis Lidenskab er bleven vakt for det friske, kække Pigebarn. Hun er kun seksten Aar, og hendes Tanker om Ægteskabet gaar ikke længere end til Brudeskamlen: hvad et Samliv med en Mand vil sige, aner hun ikke. Men det Perspektiv, hendes Plejefader Præsten lader hende skimte af et Liv i Rigdom og ostentativ Elegance - og maaske med Lejlighed til Dyrkelse at Kunsten - frister hende stærkt nok til liden synderlig Modstand at give den lystne Faun sit Legeme i Vold. Først efter Brylluppet føler hun Modbydelighed og begynder at ræsonnere over, hvad der gør et Ægteskab lykkeligt? Da føler hun, at hun har solgt sig eller rettere er bleven solgt og er en fremmed i sin Mands Hjem. Men da har hun ikke mere noget andet og maa blive. Saa gælder det blot at bevare Skinnet: "Det naive Barn er forsvundet, Ærligheden borte og i deres Sted stod Selvopholdelsesdrift og Forstillelse - nu var Kvinden færdig."

Den unge Frue optræder i Selskabslivet med opsigtvækkende Ekstravagance og fordriver i øvrigt Tiden med ihærdige Rideture. Saadan søger hun at udfylde sit luksuriske, men saa uendelig tomme og ensformige Liv, af hvilket hun blot ønsker al blive vakt ved et eller andet usædvanligt. Noget sligt sker ved, al Faderen pludselig bliver meget syg. saa hun maa tage hjem; her træffer hun sammen med sin Fætter, Lægen Richard Berg, der har været forelsket i hende i fordums Dage, men som nu er forlovet med en ung smuk Pige, over hvis Mangel paa Forstaaelse af hans Ideer han dog beklager sig. Thi Richard er fordomsløs og fritænkerisk, og hun kan ikke frigøre sig for Konveniensmoralen. Under Faderens sygdom, som trækker længe ud, lærer Selma og Fætteren hinanden nøjere at kende og kommer efterhaanden i stærkere indbyrdes Rapport, navnlig da Richard efter sit Giftermaal ret føler det utilfredsstillende i sin lille Dukkekones aandelige Snæverhed. Godsejerfruens og Lægens Forstaaelse vokser til gensidig Kærlighed, og nu føler hun først ret, hvad hun er gaaet tabt af for Penges Skyld. Han rejser. Men hun vil gøre Ende paa sit usædelige Forhold til en Mand, som er hende en Væmmelse; hun vil være uafhængig og ved eget Arbejde bryde sig en Bane i Verden. Saa kommer det da til et Opgør mellem Ægtefællerne. Ved et Aftensmaaltid kaster Selma paa én Gang sin Mand hans Adfærd i Ansigtet: først det, at han har røvet hende til Hustru i saa ung en Alder, at hverken hendes Formynder, eller hun selv kunde vide, om hun havde i noget Sjæleægteskab med den Mand, som friede til hende. Hvor kan Loven tilstede saadant? "Hvad syntes Du, at jeg var, da vi giftede os? Et stakkels Barn, som hverken kendte Menneskene i eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som gærne kunde holde af hele Verden, fordi hun saa paa alt med samme naive Ukyndighed. Sig, syntes Du aldrig, at det var Synd, I gjorde imod mig?" Hun anklager i bittre Ord den Moral, som tillader Manden alt. Kvinden intet; den Lov, som gør en umyndig Kvindes Gældsbevis ugyldigt, men tilsteder hende at bortskænke hele sin Fremtid, som om Personen ikke var mere end Pengene. Hun har skammet sig blodig over sit Ægteskab - men hun har maattet tie, thi han havde betalt. Manden har kun spidsborgerlige Indvendinger til alt dette; han forstaar i Grunden ikke stort deraf, for hun siger, at nu vil hun tage fra ham og forførge sig selv. Da viser han hende Udsigten til Fattigdom og Nød, naar hun staar ene uden Kendskab og Vane til Arbejde - og hun staar atter over for det usalige Pengespørgsmaal. Hun maa blive en Stund endnu. Men hun skriver til sin Fætter om at skaffe hende en Plads paa et Gymnastikinstitut nede i Tyskland. "Og hele hendes Væsen gennemstrømmendes af den ungdomskrastige Egoisme, som raåber: "Plads, jeg vil leve!" 

Der ligger en sikkert fangende og sart forstaaende Opfattelse bag Skildringer af den unge Kvindes Sjæleliv. Man faar et klart Indblik i det sekstenaarige Pigebarns Karakter og tankesæt - med bl. a. den paradoksale Tro, som i er hendes Religion: Jeg tror ikke paa Gud, derfor vil han straffe mig. Fint og træffende motiveres hendes Indvilligelse i Egteskabet dels ved Omgivelsernes Pengedyrkelse, dels ved hendes egen Uforstand paa, hvad det egenlig gælder, og hendes séen alt i at kunne hæve sin Tarvelighed glimrende op over dem, der var tilbøjelige at se ned paa hende.

Bogen er et Stykke Liv. som sanddru fortalt af en Kvinde selv - haardt angriber den Nedværdigelse, i hvilken bestaaende Samfundsforhold holder Kvinden, ved at spærre hende Vejen til Selvstændighed og gøre hende afhængig af Mændenes Penge.

C. E.

(Social-Demokraten 25. oktober 1885)

Literaturføljeton.
Ernst Ahlgren.

Rundt om i alle Landes Literaturer spiller Kvinden nu en fremtrædende Rolle, et af de mange Forvarsler om, at hendes Indflydelse i Samsundet stadig er i Stigning. Fru Gyllembourg, i hvis Sjæl der dog - ligesom hos Oldemoder i "Leonarda" - gik Dønninger fra den store franske Revolution, gjemte sig bly og angst, naar Verden vilde løste Sløret for Hverdagshistoriernes berømte Forfatter. "Jeg har" - hedder det i hendes fine og elskværdige literære Testamente til Sønnen - "med Ret eller Uret tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den kvindelige Beskedenhed ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. En ubeskrivelig undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af adskillige anset som saadan." Det er næsten med et Suk, at Fru Gyllembourg afgiver denne Tilstaaelse om ikke i et og alt at have været en "sand Kvinde", saaledes som i alt Fald hendes Samtid opfattede en saadan, men hendes Kjøn har dog for længe siden tilgivet hende disse ukvindelige Tilbøjeligheder til al ombytte Naal og Traad med Bog og Pen, og Aar for Aar har den ene af hendes Søstre efter den anden vovet sig ud paa den "mandige Bane". Det er jo ogsaa en nordisk Forfatterinde, der i vore Dage har kaldet sit Kjøn til Kamp mod Mændenes gamle Fordringer til "sande Kvinder", ligesom Bjørnson strax fik talrige Efterlignere, saasnart han havde ladet en Kvinde slynge sin "Handske" i Øjnene paa den gængse mandlige Moral. Behøver vi endnu at nævne en Nutids Kvindetype som Hostrups Eva eller at minde om, hvorledes Henrik Ibsen og Fru Edgren begge har skrevet som fælles Feltraab paa deres Fane: Kvinden og Arbejderen!

Men tilhører altsaa Fremtiden Kvinden, kalder vi hende allerede nu ud fra Hjemmets Skjød til Deltagelse i Dagens alvorlige Kamp - selv den politiske, fordi det gjælder vor statsborgerlige Frihed og vor Ære som Folk -- saa har det ogsaa dobbelt Interesse at høre hende selv tale, om sit eget Liv, om sine egne Følelser, Krav og Forhaabninger. Lad os lytte efter i Tide, hvad hun vil og ønsker; lære, hvad hun kan og evner; og fremfor alt se os selv i det Spejl, hun holder op for vort Ansigt. Nu da Kvinden baade kan tale og fortælle frit ud, kan endelig Manden faa at vide, hvad hun mener og tænker om ham. Han har saa ofte haft Ordet om hende. Nu er Turen kommet til den anden Part. Samlivet imellem Mand og Kvinde lider endnu af saa mange Brøst, at der er Arbejde nok at giøre for dem begge.

Et saadant Indlæg fra kvindelig Side er den Fortælling af Ernst Ahlgren, som ovenfor er nærmere omtalt. Til en Begyndelse derfor et Par Ord om den Rolle, som Kvinden for Øjeblikket spiller ogsaa i Sveriges Literatur. Ernst Ahlgrens Forfatterskab frembyder nemlig ogsaa i andre Henseender Interesse, hvorom strax nedenfor.

Sverige tæller nu næppe færre kvindelige Forfattere end Danmark, men af den halve Snes Navne, der enten har eller begynder at faa Klang i deres Hjemland, er næppe fler end tre endnu naaede til danske Øren. Og af disse tre er det maaske igjen kun Fru Edgrens, der er mer end en tom Lyd hos os. Skjønt den ny Udgave af vort "nordiske" Konversationslexikon næppe nok har sluttet Alfabetets første 4-5 Bogstaver, findes dog hverken Alfhild Agrell eller Ernst Ahlgren nævnede deri. De maa have deres Navnkundighed til gode til næste Gang. Saa vil de begge være der, og ikke mindst den sidste. Om de øvrige svenske Forfatterinder - Mathilda Roos, Amanda Kersstedt, Daniel Sten, Mathilda Kruse o. s. fr. - er det endnu til ingen Nytte at tale, naar man ved, hvor sejg den danske Læseverden er overfor baade Brødre og Søstre i Literaturen hinsides Sundet, og det har knap nok Interesse at oplyse om, hvorvidt disse Navne er de paagjældende Fruers og Frøkeners egne borgerlige eller kun deres selvtagne literære Benævnelser.

Fru Edgren er tilstrækkelig kjendt nu, og den Dag, vore Theatre gjør Alvor at at spille hendes, i saa høj Grad scenist virkningsfulde, bedste Arbejder, vil hendes Ry være grundfæstet. En anden Dag vil ogsaa Fru Agrells to Skuespil "Dönd" og "Räddad" gaa over en Scene herhjemme, og hendes novellistiske "Skildringer fra Land og By" vil finde baade deres Oversætter og deres Publikum. Foreløbig har vi Ernst Ahlgrens Bekjendtskab at gjøre. Endnu er det ikke vanskeligt at overkomme en Række Smaaskrifter, saakaldte "Studier": "Från Skåne", allerede for største Delen oversatte i danske Blade og Tidsskrifter, var hendes første Bog. Den større Fortælling "Penge" hendes anden inden Jul vil den være almindelig læst og paaskjønnet, og adstillige - ikke altid for os Danske lige smigrende - Paralleler vil være trukne mellem vore og Sveriges nyere kvindelige Forfattere.

Ernst Ahlgrens borgerlige Navn er Fru Victoria Benedictsson. Hun er ligesom Albert Bååth en Skaaning af Fødsel, og hendes Forfatterskab er som hans udpræget skaansk. Begge er ogsaa hyppige Gjæster i Kjøbenhavn. Der er mange Baand endnu, der knytter Skaane til Danmark. Begge betegner endvidere noget nyt, en særegen Afskygning i den moderne svenske Literatur. Bååth har brudt med den traditionelle svenske Lyrik og vil en Dag mødes med sit Fædrelands største Lyriker, Carl Snoilsky, der med mere og mere aabent Øre lytter til Tidens Pulsslag, og hvis nyeste Digtning med stedse inderligere Varme omsætter Folkets Sag, det store Demokratis Frihedsvært ikke mindre end Arbejderens Livskrav. Ernst Ahlgren paa sin Side skildrer ligeledes Folket i sin Hjembygd. Bååth og hun er Landets Indlæg i den - i Sverige som hos os - ellers overvejende Hovedstadsliteratur. Der er Kraft og Sundhed i dem begge. Den nyere danske Literatur kan lære af dem, skjønt de begge endnu kun staar ved Begyndelsen af deres Bane.

Ernst Ahlgren - som Fru Benedictsson vil vedblive at kalde sig, skjønt hun iøvrigt ikke længer overholder sin Pseudonymitet - er ogsaa et Friluftsbarn. Hun er Datter af en Landmand BruzeIius, er født og opvoxet paa Landet og har aldrig gaaet i nogen Skole, idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende. Hun var allerede som ung en ivrig Rytterske og Støjteløberske, og dobbelt tungt ramte det hende derfor, da hun for et Aar tilbage blev kastet paa et - som det først tegnede til - haabløst Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende i Aarevis til Sengen, og kun havde alt sit fribaarne Mod og sin oprindelig lyse og lette Natur nødig for ikke at bukke under i stump Fortvivlelse En Bedring er dog nu indtraadt, og den høje, slanke Dame bevæger sig nu saa smidig og hurtig med sine to Krykker, at den Tid forhaabenlig ikke vil være fjærn, da hun kan kaste dem begge helt fra fig. Det hedder, at Familien - hun er gift med en Postmester i Hørby i det indre af Skaane - med en vis Rædsel saa hende betræde Forfatterbanen, men naar Lykkens Sol først er kommet op over Synskredsen, svinder Taagerne bu tig Bundet som den selv var til Sygelejet, uden literære Forbindelser, gjemt dybt nede i Provinserne, fjærnt fra Hovedstadens Presse og Publicister, havde hun ingen til at tale sin Sag og være kendes Mellemmænd hos Almenheden. Hendes to smaa Bøger har imidlertid talt for sig selv. Hun er nu en opgaaende Stjærne i stt Fædreland, og de hjemlige Kritikere har kappedes om at hædre hende. Selv er hun nu, i Følge Indbydelse fra en højsindet, bekjendt Dame og Forfatterinde i Stockholm, paa Vej til Hovedstaden, for ogsaa personlig at gjøre sin Indtrædelse i Samfundslivet og de literære Kredse.

En af det unge Sveriges Kritikere og Forfattere, Ola Hanson, ogsaa en Skaaning af Byrd, har nylig i "Aftonbladet" hilst sin Landsmandinde velkommen i Literaturen og varmt fremhævet, hvor nationalt og demokratisk, eller paa Dansk hvor hjemligt og folkeligt hendes Forfatterskab er. Etter en nærmere Redegjørelse for, hvor paalidelige og troværdige hendes Skildringer af skaansk Natur og skaansk Folkeliv er, ender Anmeldelsen med følgende Ord: 

"Ernst Ahlgren er den friskeste Personlighed i vor nye Literatur. Det sunde og kraftige er det almene Grundtræk i hendes Digtning, nuanceret paa mange Maader. Hendes Satire er skærende og rammer altid Centrum, hendes Humor bredt smilende og solklart, hendes Sorg dyb og hendes Alvor imponerende. Et saadant Menneskes Tanker bliver helstøbte og gjennemsigtige, hendes Følelser rige og varme. Dybest og inderst ligger Livsmodet og Livsglæden. Glæden over at være til. Livsmodet, som rejser sig smukkere og stærkere for hvert nyt Slag.

"For Ernst Ahlgren ligger Skjønheden i det sunde, i fri og utvungen Natur; hun elsker "Sundhedens robuste Skjønhed". Hun vælger til digterisk Fremstilling med Forkjærlighed saadanne Personer, hos hvem Naturens egen Sundhed straaler tilbage, som f. Ex Almuetyperne i adskillige af de smaa Studier i "Från Skåne" samt forstandsskarpe, følelsesdybe og viljestærke Kvinder som i "Penge" 

"Over selve Stilen hviler ligesom et Gjenskin fra hendes egen klare og friske Aand. Den er ren og skjær som nyfalden Sne, den har en Markblomsts simple Vakkerhed og noget af "Sundhedens robuste Skjønhed". Det er ikke mindst Fremstillingen, der har gjort "Penge" til et af vor nye Literaturs bedste Arbejder. Det er lykkedes Ernst Ahlgren for sin gedigne Virkelighedsskildring at finde en Form, der, paa samme Tid som den er sin Kunst, tillige er tilgængelig for alle. Og kun den Digter, der er naaet saa vidt, er i Ordets fuldeste og sandeste Mening demokratisk og national. Dette: at være en Literatur for de faa, er den nye svenske Literaturs saarbare Akilleshæl."

O. B.

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Penge, Fortælling af Ernst Ahlgren. Oversat fra Svensk af Sofie Horten. (Andr. Schous forlag)

Enhver nogenlunde Øvet Læser - for ikke at tale om Læserinderne - af den foreliggende Fortælling vil hurtig være kommen paa det rene med at den skyldes en Kvinde. At dette ikke skal være sagt som en Dadel, er det vel ufornødent udtrykkelig al fremhæve. I vore Dage er Tallet paa de Kvinder, der i Henseende saavel til alvorligt og indtrængende Syn paa Livet og dets Fænomener som til kunstnerisk Opfattelse og Fremstillingsevne helt vel kan tage det op med deres virkelig dygtige Kaldsfæller af Mandkjøn, jo ikke ringe, og forfærdiges der end stadig adskillige Guvernanteromaner og andre kvindelige Husstidsprodukter af lignende Art, saa vil dog allerede Navne som f. Ex. H. Greville og A. Ch. Edgren have lært os, at det ikke længere gaar an uden videre at trække paa Skuldrene ad de "skrivende Damer". Hvad der strax røber "Ernst Ahlgren"s Kjøn, er da ingenlunde Mangler som den, der saa ofte klæber ved de kvindelige Smaatalenters Frembringelser: det er visse Egenskaber i Maaden, hvorpaa de psykologiske Iagttagelser er giorte, særegne Finesser i Skildringen af Enkeltheder, som en Mand næppe vilde have kunnet sé saa grundig, i alt Fald ilke saa frisk og umiddelbart set paa. Særlig falder dette i Ojnene naar man staar over for Billedet af Selma, Bogens Hovedfigur.

"Penge" er en Ægteskabshistorie; Titlen er for saa vidt ikke rigtig heldig valgt, som det, at den unge Pige føres og lokkes til sit Giftermaal væsenlig derved, at hendes Bejler er en rig Mand, ikke har afgjørende Betydning for Udviklingen: heller ikke de andre Punkter i Bogen, hvor Pengespørgsmaalet er oppe, synes saa væsenlige, at man derved fristes til at kalde Gud Mammon Fortællingens Hovedperson. 

Hvad det først og fremmest kommer an paa, er, at den næppe stort mere end sextenaarige Selma gifter sig med en Mand. som hun ikke elsker, og uden at vide, hvad et Ægteskab er; hun er opdragen til at skulle være en "sand Kvinde" og i den Art af Uvidenhed, som pjankede Mødre med en saa skæbnesvanger Standhastighed forvexler med Uskyldighed. Umiddelbart før hun giver den rige, halvgamle Godsejer sit Ja, har hun lidt en haard Skuffelse: Vejen til at udvikle sig, til at "blive til noget", har bornerte Mennesker spærret for hende. Halv ør af Smerte, paavirket ude fra, lokket af Udsigten til at komme i glimrende Kaar - Tanken om, at hun kan blive Ejerinde af en Ridehest og vække Misundelse ved sine kostbare Dragter, spiller her en ikke ubetydelig Rolle - tager hun mod Frierens Tilbud; noget Haab nærer hun da ogsaa om, at hun, naar hun først er bleven rigt gift, kan faa Lov at udvikle det Malertalent, hun tror at sidde inde med. Alt gaar da ogsaa tilsyneladende ret vel i den første Tid efter Giftermaalet med den godmodige Mand, der søger at opfylde alle en Hustrus Ønsker. Men den Tid maa jo dog komme, da den unge Kvinde vaagner delt til Bevidsthed om sit eget Væsen og sin egen Ret, og saa er Tragedien i Gang. Dens Opløsning hidføres derved, at Selma kommer til Klarhed over, at hun elsker og er elsket af en anden end sin Mand: fra dette Øjeblik er Samlivet med den blevet hende en Umulighed. Fortællingen er en Skæbnetragedie; men Brøden, der drager Hovedpersonens Ulykke efter sig, er ikke det enkelte Individs; det er Slægtsbrøden, Samfundets uhyre Skyld, der fremkalder Nemesis. Selma bliver ulykkelig paa Grund af fine Opdrageres og Omgivelsers nedarvede raa og stupide Opfattelse af Kvindelighedens og Kjærlighedens Væsen, bliver Offer for Samfundets respektfulde Forestilling om Ægteskabet som en Institution, der ikke blot legaliserer, men helliger et Samliv uden Kjærlighed.

Som man let vil se, er Motivet lige saa betydeligt som nærliggende, lige saa vanskeligt at behandle som fristende for en Nutidsforfatter. I "Penge" er det magtet med en Dygtighed, som indgyder Agtelse, med en for en begyndende Forfatter mærkelig Sikkerhed i Methoden og med sjælden Selvbeherskelse og Moderation. Forfatterinden har saa megen Agtelse for det vigtige Spørgsmaal, hun har taget for, at hun har sat alt Snerperi paa Døren; lige saa klart som hun opfatter Betydningen af den foreliggende Sags forskjellige Sider, lige saa uforbeholdent udtaler hun sig derom. Men lige saa langt er hun fra alt, hvad der paa nogen Maade kan regnes for unødvendig Udmaling af pinlige Situationer. Bogen er fra Ende til anden et Mønster paa Alvor og Kyskhed. Der findes ikke en Sætning i den, som kan støde en sund Natur; dette bør udtrykkelig fremhæves, netop fordi det er en Bog, man maa ønske læst af unge Kvinder, før de gifter sig. Maaske den kunde give en og anden af dem Anledning til at spørge sig for og tænke sig om.

Ogsaa paa andre Omraader viser Forf. den Sans for Moderation og fornuftig Økonomi, der hører til al god Tekniks Grundlag. Hovedpersonens Karakter er skildret som gjennemført Billede; Selma staar fast og plastisk som et Resultat ikke blot af digterisk Fantasi, men ogsaa af en Mængde fine og skarpe Iagttagelser, og paa flere Punkter tillige af en Viden, der vanskelig skulde kunne findes hos en Mand. Ogsaa de andre Forgrundsfigurer, .Ægtemanden og Fætteren, Richard, er udførlig skildrede; især staar den førstnævnte godt med al sin Skikkelighed, sin Halvdannelse og sin plumpe Forelskelse Flertallet af Fortællingens andre Skikkelser er derimod nærmest skitserede, og morsomt er det at sé, med hvor klog Bevidsthed Forfatterinden har regnet ud, hvor megen Farvefylde og Gjennemførthed hver enkelt af dem netop har godt af for at fylde sin Plads og gjøre sin rette Virkning. I samme Forhold som de nærmer sig Kompositionens Baggrund, har hun dæmpet dem af; hver af dem har her faaet, netop hvad der behøves for at stille den i det rette Forhold til Hovedfigurerne, lige fra den sølle lyriske Krambodsmand, der giver Forf. Lejlighed til at vise, hvor kostelig en "Backfisch" eller Tøs "mellem 12 og 17" Selma er til at begynde med, og til Selmas Fader, som man faar saa godt Rede paa, skjønt han ikke har faaet et eneste Penselstrøg ud over det højst nødvendige.

"Penge" er en Bog, som Forf. har Ære af baade som Kunstnerinde og som Menneske.

S: M. 

(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).

Ernst Ahlgren begik selvmord i 1888, se indslaget her på bloggen.

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen t Sundbyerne Anmeldelse fta Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.

Klager: En Historie fra Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Undertegnede, der i 4 år har været anlægsgartner ved Vestre Kirkegård, tillader sig herved at belyse den optræden, som er udvist overfor mig af graver Bahnson, og som endogså har bevirket at jeg på grund af nævnte herres hensynsløshed har været anholdt som mistænkt for tyveri. Sagen forholder sig således: En fyrbøder i Fiskergade lod den 10. maj ved sin kone bestille en legustrumshæk til en lille barnegrav, men da konen havde taget fejl af graven, blev hækken plantet på en i rækken lige overfor liggende grav. En forveksling, som meget let kan indtræffe ved Vestre Kirkegårds indviklede ordning af gravstederne. Tilfældet ville imidlertid at den rette ejer af gravstedet samtidig havde bestilt og betalt en hæk hos Bahnson. Men denne som straks opdagede fejltagelsen, lod ikke desto mindre sagen gå upåtalt hen, idet han formodentlig derved har troet at kunne skade mig. 

For ca. 3 uger siden indfandt fyrbøderens kone sig ved sit formentlige gravsted og ser her, at det ikke alene er bleven prydet med en fuchsie, men tillige forsynet med en hvid mærkepæl, der sættes på alle grave, som Magistraten lader vedligeholde. Konen fik nu en mistanke om forvekslingen, og da hun ved at efterse sit regulativ fik den bekræftet, henvendte hun sig atter til mig og lod mig fjerne hækken og plante den på den rette grav. En af graver Bahnsons arbejdsfolk var til stede ved den lejlighed og blev gjort bekendt med sagens Sammenhæng. Da Ejeren af det førstnævnte gravsted opdagede at hans hæk var borte, meddelte han dette skriftlig til Bahnson, som var lav nok til at fortie sandheden, men derimod lod anmelde for politiet at jeg havde stjålet hækken. At Bahnson ikke kunne nære den ringeste tvivl om hvorledes forvekslingen var fremkommet, bevises derved at han lod sin formand henvende sig hos familien i Fiskergade, hvor alt blev meddelt som det forholdt sig. Dette skete om mandagen, og efter at Bahnson havde angivet mig til politiet, blev jeg om fredagen anholdt for formentlig tyveri. Efter at have opholdt mig på stationen i Valby i ca. 1½ time, blev jeg atter løsladt da anklagen viste sig at være fuldstændig grundløs. 

Nu da historien er bleven opklaret, bød retfærdigheden efter min mening, at Hr. Bahnson blev tiltalt for falsk klagemål. Men da det efter en af mig til politiet rettet forespørgsel, lader til at dette ikke vil gøre noget videre ud af sagen, har jeg selv gjort skridt i denne retning. At Hr. Bahnson har opført sig på en så elendig måde overfor mig, tilskriver jeg den omstændighed, at han har haft et ondt øje til mig i længere tid, dels fordi jeg ved et par lejligheder har anket over at hans søn har skudt med bøsse på kirkegården og hans ged græsset på gravstederne, dels fordi folk ved enkelte lejligheder af uvidenhed har henvendt sig på Bahnsons kontor og spurgt efter graver Gronemann, hvilket har ærgret Hr. Bahnson, da han gerne vil være ene om denne stolte titel. Da imidlertid hr. Bahnsons hævngerrighed har været mig lidt mere nærgående end jeg holder af, skal han ikke denne gang slippe for at blive draget til ansvar for sin handlemåde.

Harald Willim Gronemann

Anlægsgartner.

(Social-Demokraten 3. september 1885).

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

København den 19. august.

Det mosaiske trossamfund her i staden lader for tiden foretage to større byggeforetagender. 

---

Det andet byggearbejde er anlægget af en ny kirkegård med hvad dertil hører. I de 200 år jøderne har haft ophold her i landet, har de kun haft en kirkegård, nemlig den i Møllegade. Efter de jødiske regler må der ikke røres ved det sted hvor et lig er nedgravet, og der findes således på denne kirkegård begravelser der er et par hundrede år gamle. Nu er den imidlertid omtrent helt optaget, og menigheden har derfor måtte se sig om efter en ny. Den har mødt megen velvilje fra kommunen som har overdraget den 6 tønder land beliggende umiddelbart op til den nye Vestre Kirkegård. Arealet bliver for tiden drænet, og samtidig opføres der en inspektørbolig som nu er under tag. Hele den mod de nye gadeanlæg vendende side bliver omgivet med en 4½ alen høj mur der på midten forsynes med en stor jernport. Begge byggearbejderne tilligemed kirkegårdsarealet koster omtrent 100.000 kr. 

(Fyens Stiftstidende, 20. august 1885. Uddrag, udeladt er afsnit om restaureringen af Synagogen i Krystalgade).

Mosaiske begravelsesplads i Møllegade. Bortset fra 130 års mere slid, set i forhold til 1885. Foto Erik Nicolaisen Høy 2015.

Henning Jensen vs. Scavenius. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Efter at Henning jensen i 1883 opstillede han for Venstre som modkandidat til Scavenius. Sidstnævnte vandt valget juni 1884 med 1384 stemmer mod Henning Jensens 1125. Det glemte Jacob Frederik Scavenius som kirkeminister ikke, og under påskud af at hans udtalelser var forargelige, afskedige han marts 1885 Henning Jensen efter nogle artikler i Politiken:

Sognepræst Henning Jensens Afskedigelse.

Den 25de Juni forrige Aar stillede Sognepræst for Stenmagle og Stenlille Menighed Henning Jensen sig til Folkethingsvalg i Storhedingekredsen mod Kultusminister, Godsejer Scavenius. I Gaar har Kultusminister Scavenius afskediget samme Pastor Jensen fra hans Stilling som Præst i Folkekirken. Fra første Øjeblik, da Pastor Jensen offenlig udtalte sig i Venstreretning, har Kultusministeren vel blot ventet paa Lejlighed til  at afskedige ham. Lejligheden tilbød sig, da Pastor jenseen nylig i "Politiken" har forsvaret den Anskuelse, at Bibelen ikke fordrer, at Borgerne skal adlyde Øvrighedspersoner, der ved at begaa grove Forbrydelser og overtræde de Love, der gjør dem til Øvrigshedspersoner, i Virkeligheden har afsat dem selv som Øvrighed og ikke længere med nogen Ret bærer det Navn; Pastor Jensen har hævdet, at Borgerne, der sætter sig til Modværge mod menederske og lovbryderske fhv. Øvrighedspersoner, netop selv er Lovens Haandhævere og saaledes den rette Øvrighed, og at derfor ogsaa Riffelforeninger, der jo kun har til Hensigt bl. A at organisere Folket til lovlig Nødværge, er fuldstændig forsonlige ikke blot fra et juridisk og moralsk, men ogsaa fra et særlig kristeligt Standpunkt. Kultusminister Scavenius er derimod af den Anskuelse, at naar f. Ex. et dansk Ministerium ved et Provisorium tilsidesælter Grundloven, som det har aflagt Ed paa, og indfører Enevælden, samt lader Militæret skyde paa Enhver, der gjør Modstand, - saa er Ministeriet fra et kristeligt Standpunkt i sin Ret, og Borgerne, der gjør Modstand, er Syndere, ja Oprører imod Gud. Da Sognepræst Jensen offenlig har dristet sig til at opstille en anden Bibelfortolkning end Kultusministerens, har denne ment deri at finde den længe søgte Lejlighed til Afskedigelse.

Sognepræst Henning Jensen er en nidkjær og ualmindelig afholdt Sjælesørger, der har forstaaet at vinde megen Agtelse og Kjærlighed blandt alle dem, han er kommet i Berøring med. Medens han bestandig omhyggelig og paapasselig har varetaget sine Embedspligter, har hans Interesser strakt sig videre end til den snævre Embedsgjerning. I Løbet af de sidste Aar har han af og til deltaget i politiske Møder, og han stillede sig, som sagt, mod Scavenius forrige Sommer. Denne hans Interesse for det offenlige Liv har kostet ham hans Embede; han kunde ikke rolig finde sig i at se Højre vende og dreje Bibelen ved matzenske Fortolkninger for at bruge den som Vaaben i Kampen mod Venstre, - for Kristendommens Skyld nedlagde han en Protest - og blev afskediget af dem, hvem her hjemme Overforsorgen for Religionen er betroet.

Denne Afskedigelse vil vække berettiget Harme over hele Landet, ikke blot blandt alle frisindede Mænd og Kvinder, men hos Alle, der har Noget tilovers for Kristendommen, og som ikte deler Højres Opfattelse: at Kristendommen alene er til for at kunne bruges som politisk Agitalionsmiddel mod Venstre.

Vi drister os til at haabe, at det Onde, der var tiltænkt, vil vendes til det Gode. Om end Pastor Jensen for en kortere Tid kommer ud af Embede, desto lettere vil hans fremragende Dyglighed og Begavelse vide at gjøre sig gjældende. Naar et frisindet Ministerium afløser Ministeriet Estrup, vil man vide at erstatte Pastor Jensen, hvad han har tabt, og at give ham en Stilling, der, mere end Præstegjerningen i Stenmagle, giver ham Lejlighed til at lade alle hans rige Evner komme Fædrelandet til Gavn.

Foreløbig turde man vel kunne gjøre sig Haab om inden ret længe at finde Pastor Jensen i Folkethingssalen.

Rimeligvis vil vi senere yderligere komme tilbage til denne Afskedigelse.

(Folketidenden - Ringsted 31. marts 1885.)

Detaljerne i artiklerne og den efterfølgende debat blev opsummeret i Slagelse-Posten 31. marts 1885. Efter at være afskediget 1885  udgav han 1. januar 1886-1890 ugebladet Enhver sit. I 1922 huskede Henning Jensen selv episoden på følgende måde:

Da Pastor Henning Jensen blev afskediget.

Pastor Henning Jensen opfrisker i "København" nogle Erindringer fra de Estrupske Provisorieaar. Henning Jensen fortæller:

Bladet "Politiken" var begyndt at udkomme. Et Par af mine Præstevenner havde fraraadet mig at skrive i dette Blad, men det gav mig naturligvis netop Lyst til at gøre det. Desuden havde jeg jo lidt Kendskab til Hørup. Jeg husker ikke, om jeg skrev noget i Bladet 1884. Men i Marts 1885 fik jeg et Brev fra "Politiken"s Redaktion, som kaldte mig frem. I "Berlingske Tidende" havde nemlig min Konvent-Broder Thomas Rørdam skrevet en Artikel om den politiske Situation. Han beraabte sig paa Apostelen Paulus Ord i Rom 13.1: "Hvert Menneske være de foresatte Myndigheder underdanig ; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud. Men de Øvrigheder, som er, har Gud bestikket." - Der blev i Ministeriet Estrups Tid holdt en utrolig Mængde Prædikener over denne Tekst, saa det var intet Under, at vi Venstremænd var noget forargede over, at vi saaledes idelig og altid skulde se Paulus fremstillet som en Tilhænger af Estrup. "Politiken" bad mig derfor skrive en Artikel til Svar paa Th. Rørdams Artikel.

Mit Svar stod i "Politiken" for 30. Marts 1885. Det gik kun ud paa, at Øvrigheden er kun Øvrighed i Kraft af Loven. Overtræder den Loven, saa er den ikke mere Øvrighed, saa har den ikke mere Ret til at regere, selv om den har Magt til det. - Denne Betragtning er vistnok alle i vore Dage enige cm. Og selv det daværende estrupske Højre indrømmede, at der var "slaaet en Revne" i Grundloven. Saa vidt jeg husker, var det selve Kirkeminister Scavenius, der ved en vis Lejlighed erklærede, "at der af Magten skulde skabes en ny Ret".

Da jeg i min Artikel havde været saa forsigtig ikke at komme med en eneste direkte Hentydning til den daværende politiske Situation, ikke at nævne et eneste Navn, faldt det mig intet Æjeblik ind, at man vilde eller kunde gøre mig noget for den Sags Skyld. Man kan derfor tænke sig min Overraskelse da jeg den næste Dag, den 31. Marts 1885, aabnede min Postkasse og fik fat i "Politiken". Der stod paa Forsiden med meget store, fede Typer følgende:

"Paa et i Gaar afholdt Statsraadsmøde fik Sognepræst for Stenmagle Henning Jensen sin Afsked".

(Herning Folkeblad - Vestjylland 19. oktober 1922)

Den 2. maj 1885 blev der holdt et arrangement i præstegården hvortil ca. 350 mennesker var mødt op med en takkeadresse. Adressens ordlyd kan læses i Silkeborg Avis 11. maj 1885. En politiassistent var til stede. Han talte for sidste gang i præstegårdens have den 13. september 1885 for ca. 1.000 mennesker. Han flyttede herefter til Virginiavej 9, 5. i København. Der blev klaget over Henning Jensens efterfølger pastor Ryeborg i 1888.

Kort efter sin afskedigelse var han til til stede ved et offentligt møde i Vommevad Forsamlingshus hvortil også politiet var mødt frem. Henning Jensen skulle også have holdt et foredrag, men aflyste pga. politiets tilstedeværelse. Her talte også folketingsmand Trier. I anden halvdel af august 1885 havde kultusministeriet rejst sag imod ham ved provsteretten for at holde altergang i Vommevad Forsamlingshus skønt han var afskediget. Han fik 200 kr. i bøde.