Emmy Drachmann: "Ingers Ægteskab". (Efterskrift til Politivennen)

Find andre artikler om og af Emmy Drachmann: Emmy om Frederik V. Hegel. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.

Ingers Ægteskab. En Samtale med Fru Emmy Drachmann.

Ude i Prinsesse Maries Allee bor paa en Fjerdesal Digteren Holger Drachmanns fraskilte Hustru, Forfatterinden Fru Emmy Drachmann i et Hjem, der er gennempræget af Minderne om den store Lyriker, hvis Liv er os alle lige saa bekendt som hans Digtning.

Strax de første Anmeldelser af Fru Drachmanns Bog "Ingers Ægteskab" har fastslaaet den nøje Lighed, der er mellem Romanens mandlige Hovedperson og Drachmanns velkendte Skikkelse - og Bogen er bleven opfattet som og omtalt som et Forsvarsskrift for "Fru Inger" samtidig med at den da skulde være et Angrebsskrift mod Digterens urolige holdningsløse Personlighed. 

- "Ja, jeg har ikke noget imod at udtale min Opfattelse," svarer Fru Emmy Drachmann paa vor Henvendelse. "Jeg har ikke noget Øjeblik tænkt den Bog som et Forsvarsskrift for Fru Inger. Jeg tror ikke, hun trænger til noget Forsvar. Men det har ligget mig paa Hjerte at give et Billede af Digteren Jørgen Dahl, saadan som kun jeg kendte ham ... Og det kunde ikke falde mig ind at lægge Skjul paa, at Jørgen Dahl er Holger Drachmann."

"Lad mig her indskyde - jeg overvejede længe, om jeg nu ogsaa turde gaa Virkeligheden saa nær, saa jeg tydelig angav, hvad han virkelig var. Maler havde da ikke gjort det væsentlig bedre - Holger var jo ogsaa Maler. Og almindelig Borger - nej, saa blev der ingen sund Sans i det hele. Jeg talte en Gang for længere Tid siden i Dresden med Karl Gjellerup om Sagen. "Ja, du kunde for saa vidt gerne gøre ham til Skorstensfejer", bemærkede han. "Og da vilde det dog ikke nytte det allermindste. Nej, lad nu ham blot være Digter. Saa skriver Du kun naturligere og friere."

Men altsaa - der havde i de sidste Aar dannet sig et Billede af Drachmann, som slet ikke lignede den Holger Drachmann, jeg kendte. Der var sket saa meget grimt .. saa meget, som gav et falsk Indtryk - eller ogsaa var han selv ikke længere den samme. Nu vilde jeg slaa et Slag for den Holger, jeg kendte. Jeg vilde vise ham saa god og fin og kærlig, som han kunde være i sit Hjem. Jeg vilde have det frem, for at mine Børn skulde se ham, som jeg kendte ham, og for at gode Menneskers Dom om Drachmann kunde blive nogenlunde forstaaende. 

Maaske er nu det Billede ikke helt blevet saadant, som jeg vilde have det. Det skulde gøre mig forfærdelig ondt. Men saa er det, fordi jeg ikke gik gjort Bogen fyldig nok. Det hænger sammen med, at jeg egentlig havde planlagt Bogen i to Dele, de to første Afsnit i et Bind, det sidste i et Bind for sig. Det skulde have vist ham, som han var og levede i sit Hjem. Nu maatte jeg forkorte det saa stærkt, at det sagtens ikke er bleven helt fyldestgørende. Men Forlaget vilde have det saadan.

Var Billedet bleven mere Uddybet, saa maatte man jo ogsaa have faaet den Sympathi - som intet af, hvad der er sket, har kunnet berøve mig selv. Aa, De veed ikke, hvilken Ømhed og Elskværdighed, han kunde udfolde i sit Hjem, hvor han kunde være indtagende og kærlig. Ingen kunde modstaa ham. Rent ud bedaarende har han i sin Elskværdighed. Naar han havde gjort mig en stor Sorg, led han ved at se mig lide. Der var ikke den Ting, han ikke vilde gøre, blot det kunde blive godt igen. Saa kom han hjem med Frugt og Blomster. hans Hjertes strømmende Godhed maatte erobre En paany ...

Men han kunde Dagen efter saare mig lige saa dybt paany. Aa, disse evindelige Saar - -  Han var en svag Mand, og de stærkere Mænd og Kvinder, han mødte paa sin Vej, kunde have en ulykkelig Indflydelse paa ham."

- "Der er i Deres Bog en farlig Ven - Berner?"

- "Berner er ikke nogen bestemt Person. Han er lidt af A. og lidt af B. og lidt af C., samlede til een Type. Det var netop ikke stærke Personligheder - men ogsaa de gjorde ham fortræd. Just hans Elskelighed bevirkede, at han næsten altid var omgiven af en egen Race Mænd, uselvstændige Mænd, der ukritisk beundrede ham og fandt alt dejligt, hvad han saa indlod sig paa, og var villige til hvad det skulde være, blot det kunde tilfredsstille et af hans Luner.

Jeg var ikke skinsyg paa hans Venner, skønt en og anden af dem intet hellere vilde end tage ham bort fra hans Hjem, det Hjem, som han dog inderst inde elskede over alt andet.

Selv til sidst - da det var for sent - kunde han sige til mig: Kunde Du ikke tænke Dig vort Ægteskab ordnet saaledes, at Du lod mig drage ud i Verden som jeg selv vilde, og Du sad hjemme og ventede mig - Som Vikingernes Hustruer i gamle Tider ... Jeg er jo ogsaa saadan en vild Natur. Men det vilde give mit Hjerte Ro at vide, Du sad herhjemme og ventede - Freden og TIlgivelsen og Hjemmet!

Det skulde nu ikke en Gang blive saadan. Han kom ikke tilbage ....

Men jeg fører ikke derfor Klager over ham. Der var en Anmelder, som citerede af min Bog de Linier: "Var en Digter da ikke ogsaa et Menneske, der havde Pligter mod Hustru og Børn? .... Hvis det at være Digter ophævede disse Forpligtelser, var det jo en Forsyndelse af en saadan Mand at stifte Familie - - ". Og det er rigtigt: saadan skrev jeg. Men strax efter staar der rigtignok: "Nej, hun kunde ikke hitte Rede i det ... Hun vilde ikke for alt i Verden have undværet sin Lykke i alle disse Aar."

Jeg husker en Gang, Erik Skram spurgte mig: Men er De nu ikke bitter? - Og jeg svarede: Nej, hvis jeg skulde leve mit Liv om - hvis Holger nu kom til mig igen som den Gang - og jeg vidste alt det, der siden skulde blive i mit Liv - jeg vilde dog følge ham paany!

De vil forstaa, at intet kunde være mig fjernere end at beklage mig? Han led selv lige saa meget som jeg. Hvor gjorde netop dette alt saa meget bitrere for mig. Jeg husker den Dag, han rejste - sidste Gang .. Vor Huslæge kom netop den Gang - - - Han sagde: Den Mand lider endnu meget værre end De!

- Jeg skrev ikke denne Bog for min egen Skyld og mindst af alt for at vække Sensation. Jeg har arbejdet paa den længe - jeg begyndte paa den i 99. Han skulde selv have set den .. Da han døde, sagde jeg netop: Aa Gud, han fik ikke læst Bogen! For to Aar siden var første Del færdig. Men Sygdom og andre alvorlige Forhindringer har gjort, at jeg fik mindre Tid til Slutningen, men nu maatte jeg have mig befriet for den.

En Anmelder skrev, at han vilde have foretrukket en dokumenteret Fremstilling af hele dette Forhold fremfor en subjektiv Bog. Men jeg trængte jo netop til at frigøre mig for det rent personlige Indtryk, ja mit personlige Forhold til ham. Først saa kunde jeg aande frit.

Siden vil jeg samle alt det, jeg har - og det er et Skab fuldt - af Aktstykker til en Biografi. Den vil det tage Aar at skrive. Men den maa først komme femogtyve-tredive Aar efter min Død!

- Hvis der nu skulde komme Skandale af denne Roman, vilde det være frygteligt. Det vilde ganske ødelægge min Glæde ved Bogen. Jeg har intet - intet andet villet end tegne et levende og sympatisk Billede af ham i hans Hjem, saadan som den nuværende Generation ikke kender ham.

- Og saadan som jeg aldrig har ophørt at elske ham.

Palander.

(Dagbladet (København) og Nationaltidende 20. oktober 1910. 2. udgave)

Emmy Drachmanns Roman Ingers Ægteskab.

Gyldendalske Forlag )

Fru Emmy Drachmann har udgiver en Roman (293 Sider), som hverken udmærker sig ved sin Psykologi eller sin Stil, men udelukkende derved, at den - som enhver kan se - handler om hendes Ægteskab med Holger Drachmann, den Lykke og den Ulykke, det var for hende. Alene af den Grund vil Bogen rimeligvis blive meget læst og omtalt.

Den begynder nede i Hamborg, hvor den danske Digter Jørgen Dahl kommer paa Besøg hos Frk. Inger Holst fra Jylland, som han kender herhjemmefra. Han er usædvanlig høj, bruger store Armbevægelser og taler i en halvt spottende, halvt overgiven Tone. Han har allerede - siger han om sig selv - spist to Koner og er paa Vej med den Tredje. Denne tredje er Ingers Kusine, en Verdensdame ved navn Fru Fanny, som Jørgen Dahl bortfører hjemmefra, men med hvem det snart viser sig, at han slet ikke passer sammen. Inger derimod har forelsket sig i ham - er bleven dybt skuffet, da han vælger Fanny - og giver ham med Glæde sin Haand, da han tager tilflugt til hende som en frelsende Madonna.

"Det er jo dig - dig - jeg hele Tiden har elsket", siger   han. "Det andet - din Kusine - var en Forblændelse - en Sanserus - en Galskab, som jeg nu er grundigt kureret for. Nu kommer jeg for at spørge dig, om du vil have mig som den mangelfulde Fyr, jeg er. Om du vil bære over med mig og være god imod mig."

Det vil hun hellere end gerne, og de bliver da gift. Inger bliver ved sit Giftermaal hensat i en helt ny Verden. Intet er som før. Forholdene, Menneskene omkring hende hun selv er anderledes. Men foreløbig er hun kun optaget af Jørgen. Dette altid at være sammen med med ham, hver Dag at opdage nye Egenskaber hos ham, som imponerer eller rører hende, gør hende ør af Lykke.

En Dag kommer han hjem og lægger forsigtigt to Pakker fra sig - med Blomster og Vin. Han griber hende om begge Skuldre og anbringer hende med stor Højtidelighed i en Lænestol:

"Højstærede Frue," sagde han med komisk Ærbødighed og rakte hende Buketten, "maa jeg ønske Dem til Lykke med Deres berømte Mand! - Kgl. dansk dramatisk Forfatter - Penge paa Lommen - flere i Udslgt - Professor - Etatsraad - Etatsraadinde Inger Dahl lyder det ikke nydeligt?"

"Hvad er det for noget Vrøvl," udbrød Inger leende.

Hans Ansigt straalede som et Barns i overgiven Slæde.

Jeg har solgt mit Stykke til det kgl. Teater," sagde han og dvælede ved hvert Ord for ligesom at understrege bet.

"Hvilket Stykke?" spurgte hun forbavset.

"Mit nye fire-Akts Drama naturligsvis"

"Nye Tider?"

"Ja, og Du skulde bare have set den gamle Exscellences Begejstring. Han spaar en stor Sukces"

"Ja, men - er det ikke det, Du har solgt til Direktør Olsen?"

"Det - eller et andet." svarede Jørgen afvisende, "de kan slet Ikke spille det Stykke paa den Scene."

"Hør nu Jørgen," sagde hun alvorligt. "Dette forstaar jeg ikke. Du skrev allerede til Hamborg til mig, at Direktør Olsen havde købt Stykket forud, uden at kende det, og saa vidt jeg ved, har Du allerede faaet et Forskud"

"Aa, tag ikke saa tungt paa det," udbrød han i en lidt ærgerlig Tone, "nu kom jeg her og var saa glad. Lad os gaa ind og spise Frokost, saa skal jeg forklare Dig det hele."

Han har i Virkeligheden solgt Stykket til to Direktører, men det lykkes ham at faa "Direktør Olsen" stillet tilfreds med et andet Stykke. Ingen af dem gør imidlertid Lykke - Drachmann havde jo ikke Held med sig som Dramatiker undtagen med "Der var en Gang".

Ægteskabet varer i seks Aar og er i Begyndelsen lykkeligt. Men som Jørgen Dahl selv siger en Dag: "En Digter er ikke skabt til at stifte Hjem og være Familiefader - jeg i hvert Fald ikke. Han kommer til at gøre dem ondt, som han helst af alt vilde være god imod."

En Dag faar Inger af en Fejltagelse et Brev fra en gift Dame som røber det Forhold, hvori hun staar til Jørgen. Det lykkes ham at udviske det pinlige Indtryk af dette Brev, og efterhaanden falder der atter Ro over den borgerligt anlagte Inger. Hun indser, at hendes Mand hører til de Mænd, som Kvinder maa lægge Mærke til og tiltrækkes af. Ikke alene er han en berømt Mand, men der er over hans store og smukke Skikkelse, i hans Maade at tale paa, noget, der betager - og det ikke alene Kvinder, men ogsaa Mænd. "Han er, hvad man almindelig kalder en Charmeur."

Men nu ved hun ogsaa, at der findes en Type Kvinder, om hvis Tilværelse hun næppe før har haft Begreb. "Intrigante og samvittighedsløse, som de er, føler de det som en Tilfredsstillelse, naar de vinder den Mand, der vækker deres Behag - ligegyldigt om de derved ødelægger en anden Kvindes Lykke, ja, maaske et helt Hjems."

Ud fra delte Ræsonnement dømmes nu i Bogens sidste Afsnit den Edith, som Drachmann jo rigtignok selv har givet et ganske andet Billede af (i "Forskrevet"). Her skildres hun altsaa saadan, som Fru Drachmann saa hende og maatte se hende ud fra sine Forudsætninger. Eller rettere sagt: hun selv skildes ikke - der antydes kun lidt af de Breve, som Drachmann skriver til hende ("min hvide Due"), og af dem, som hun - anonymt - sender Fru Drachmann. Ja, det paastaar Fru Drachmann i hvert Tilfælde. Efter Modtagelsen af et saadant Brev finder den Scene Sted, som skildres paa Bogens Side 273-74. "Elsker du mig da ikke mere?" udbryder Hustruen. "Du skal sige mig det! Holder du ikke af mig? - Svar mig - hører de - elsker du mig ikke mere?"

Han tav.

"Du maa svare - Du skal," sagde hun og stod skælvende og bleg foran ham

Han rejste sig langsomt, skød hende blidt sil Slde og sagde bønligt: "Aa, skaan mig for at svare."

"Nej, sig det - sig det! Holder Du ikke af mig?" -

"Ikke saaledes, som Du vil have det," kom det tonløst over hans Læber.

Med et Skrig sank hun til Jorden "Jørgen, Jørgen, hvad har jeg dog gjort Dig?"

Han kom hen sil hende, drog hende varsomt op og sagde, kæmpende med Granden: "Inger, Inger, jeg beder Dig, være rolig. - Jeg lider selv saa grænseløst."

Og i Øjeblikkets store Sorg og Fortvivlelse slyngede de Armene om hinanden og græd sammen. Hun, fordi hun ikke kunde lade være med at elske ham, og han, fordi han ikke kunne besvare hendes Kærlighed.

Der kommer Dage, hvor hun ikke længer kan beherske sig, men overvælder ham med bedende og vrede, med bilde og ubeherskede Ord. Han lider selv, siger han. Han er jo ikke noget helt letsindigt Menneske og endnu mindre ond. Men man sagde til ham fra mange Kanter, at han var ved at forsumpe i sin borgerlige Uangribelighed, og tilsidst troede han det selv. "Jeg frygtede, at jeg var bleven gammel - og Musen, ved du, flygter for de hvide Haar. Jeg søgte min Ungdom igen, og jeg bildte mig ind, at jeg fandt den."

Han rejser - kommer endnu en Gang hjem og besøger Hustru og Børn - rejser saa igen og bliver borte. Og Fru Inger sidder tilbage - "med en Kærlighed, som kun føles en Gang i Livet."

Spørgsmaalet er jo saa, om de Bøger, som Drachmann skrev efter Bruddet med sin Hustru, er for dyrt købte. Men det vil Fru Emmy Drachmann ikke en Gang selv paastaa - nu mere.

(Social-Demokraten 20. oktober 1910, 2. udgave)

Bogen blev også anmeldt i Aalborg Amtstidende 22. oktober 1910 og Aarhus Stifts-Tidende 23. oktober 1910. Den blev bl. a. oversat til tysk.

Anna Blochs 25 Aars Jubilæum 1910. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch. 

Skuespiller Anna Kirstine Bloch (2. februar 1868 -  25. november 1953) var datter af lægen Johan Sørensen Lindemann (1825-1909) og Bodil Margrethe Gylding (1838-75). I 1887 blev hun gift med forfatter og  teaterinstruktør William Edvard Bloch (1845-1926). Hun debuterede 1885 som Titania i Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm". I samme sæson spillede hun en række lystspilroller: Helga i Bjørnstjerne Bjørnsons "Geografi og Kærlighed", kammerpigen Nanette i E. Scribes "Oscar", Florence i C. Hostrups "Karens Garde" og den unge frue i Emma Gads "Et Aftenbesøg". '

I 1886 skrev de senere ægtefæller sammen "Frk. Nelly". I 1888 spillede - og nyfortolkede -  hun Trine Rar i J.L. Heibergs "Aprilsnarrene". Herefter gav hun sine kvinde- og pigeroller et eget særpræg: Hilde i Henrik Ibsens "Fruen fra Havet", Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler", Gerda i Einar Christiansens "Frøken Bodil" og Ida i Gustav Esmanns "Den kjære Familie". Hun spillede også Lucretia i Ludvig Holbergs "Den Vægelsindede" og Lady Teazle i R.B. Sheridans "Bagtalelsens Skole". 

Theaterportræter

II

Fru Anna Bloch, s. Lindemann.

Fru Bloch er opvoxet i Horsens, vore Provinsskuespilleres Eldorado. Ingen anden af alle Danmarks komediegale Kjøbstæder maaler sig med den i umættelig Theaterbegjærlighed og naiv Tilbedelse af Scenen og dens Folk.

I Horsens er der Theather baade Vinter og Sommer, lokale Revner og khronisk Dilettantkatarrh. Her var det, at Provinsens Michael Wiehe, den fortryllende Christian Møller (for mange Aar siden ved det kongelige Theater og Folketheatret, i adskilligt mindende om den nu bekjendte Damekomiker Hr. Wiiborg) i utrolige Kostumer - paa Grund af sine talrige pragtfulde Pantalons kaldtes han ogsaa Buxemøller - fejrede pyramidalske Triumfer. Byens fineste Damer feterede ham, overdængede ham med Buketter, fulgte ham til og fra Theatret. En Kammerjunkerinde indfandt sig hver Dag i det Bondehus, hvor Møller paa sin Spadseretur nød et Glas Mælk, og lod sig servere Mælk efter ham i samme Glas. Da han til sin Benefice optraadte som Molieres "Don Juan", skrev Byens Avis om ham: "Hr. Chr. Møller er en første Rangs Skuespiller; Skuespilkunsten er Læren om de Bevægelser med Arme, Ben og Mimik, der udtrykker de forskjellige Sindsbevægelser, og Hr. Møller kan disse Bevægelser til Fuldkommenhed. Naar han som Don Juan er gal, er han ikke blot gal i Hovedet, men ogsaa i Benene!"

Hvilken nok saa yndet Hovedstadsskuespiller kan vel pege paa tilsvarende Anerkjendelse saavel fra Publikum som fra Kritikens Udvalgte ?

Det forstaar sig at en saadan Hede i Byen heller ikke kunde lade Omegnen kølig. Nabolagets Herremænd stod da ikke tilbage for Stadens Honoratiores. Afdøde Kammerherre Schütte gav paa Bygholm store Middage for reisende Skuespilselskaber, og en anden Godseier i Nærheden fyldte i Kappestrid med sin Gemalinde Huset med Provinselskere og -elskerinder. Ja, ogsaa i Literaturen giver denne alt smittende Betagethed sig Vidnesbyrd. Det er saaledes i Horsens Theaterluft, at "Haabløse Slægter"s Helt William Høg under Overværelsen af en Ballet indsuger de første Bakterier til den Sjælesot, der senere i Romanen hærjer hans unge Liv.

Den lille Frøken Lindemann delte, ganske naturligt, tidligt sin Barndomsbys saa stærkt udviklede Interesse. Enhver, der har levet i en Provins ved jo, hvilken Rolle Ankomsten af en rejsende Theatertrup spiller for Børnene. Hvordan de følger efter Skuespillerne paa Gaden, beundrer deres afstikkende Dragter, løber foran for at kigge dem op i Ansigtet, lærer Plakaterne udenad og, længe efter at Trupen er reist, selv prøver at spille de Stykker, de har set. Men den vordende Kollega gjorde mere end det. Saa lille hun var, blev hun sine Yndlinge. Skuespillernes hjælpsomme Veninde, bevægede sin Papa til at aabne sit Hus for dem og skaffede dem manglende Rekvisiter til Laans fra sit velhavende Hjem. Hendes Paarørende forstod ogsaa snart, at hendes Rampefeber var mere end en Børnesygdom og efter at have spillet adskillig Privatkomedie, bl. a. Karoline i "De Uadskillelige", denne alle Provinsdilettanters Livret, kom hun saa, næppe stort mer end 16 Aar gammel, til at aflægge Prøve ved der kgl. Theater og debuterede som Titania i "En Skærsommernatsdrøm". Faa erindrer hende vel her som i de andre Smaaroller, hun spillede i Begyndelsen. En enkelt fortjener dog at erindres, Florence Ling fra Karens Garde. Det lille Provinspigebarn blev Skuespillerindens første hele Figur, i al sin Ubetydelighed - Rollen tæller vel knap en Snes, ikke stort karakteristiske Repliker - en nydelig Studie med slaaende Betoninger og rappe Gestus, nysgjerrig fornøiet, tankeløst skræppende op, en Gæsling i et Gadekær.

Større Opmæksomhed vakte Frøken Nelly hos Publikum, vel mest fordi det vidstes, at Rollens Fremstillerinde snart skulde giftes med Stykkets Forfatter.

Det lille Lystspil er hyggeligt og elskværdigt, maaske lidt for gammeldags reflekteret. Men der er Stemning over Slutningen, og den unge Pigeskikkelse i den lyse Kjole, med det rødlig-blonde Haar, tegnede sig fint mod Augustaftenens blaalige Skumring, paa Bænken i den gamle Villahave, hvor hun bittert grædende fortryder sin Kaadhed mod sin aldrende Tilbeder.. Hendes Graad var naturlig uskøn, saadan vilde ingen Ingenueaspirantinde have vovet at græde. Men Fru Bloch har ogsaa baade der og senere sprængt Ingenuetraditionen med dens Alfeynde; hun har lagt et Slægtled mellem den og sin Kunst, og der skal en Fru Hennings Mesterskab til for at gjøre den smagelig nu.

Trine Rar i Aprilsnarrene og Hilde i Fruen fra Havet er blevet hendes første ubestridelige Triumfer. En Gienkaldelse er vel næsten overflødig, saa ny er de i Erindringen, saa levende staar de for den almindelige Beundring. To dramatiske Pastelfigurer, klare i Farven, sikre i Omrids, den flankede Skoletøs fra den gamle Vaudeville, med det opstrøgne Haar, de spillende Øine, de flade Ører og den stramme Mund, mager og næsvis, som ridset ned af en Hans Tegners spidse og lunefulde Blyant, og saa den moderne norske Fjældbachfisch, purret og rødmusset, struttende og haandfast, skrævende og dybttalende som undfanget af en Krøyers Menneskeblik og friske Sans.

Og disse Resultater skylder hun mest sig selv. Hun har ikke modtaget stor Instruktion. Da hun kom til Theatret, var der ingen Elevskole, hun læste i Begyndelsen med Kandidat Eckardt og Hr. Emil Poulsen og har senere snart nogen Veiledning af sin Mand. Helst arbeider hun paa egen Haand og finder selv sine Ideer. Det ægte, det fødte Talent arbeider altid saaledes, ensomt, erobrende sig fremledet af sit Instinkt, hvis Stemme det stolt føler, ikke bedrager. Det er da Middelmaadighedens og de afrettede Dygtigheders Sag at lære sig at se med Andres Øine og lydigt spadsere de i anviste Spor.

Men som forstaaende Barn af sin Tid har hun følt og fattet det Ene og Fornødne, at Personlighed i Tanke og Naturlighed i Form er al ærlig moderne Kunsts simple og eneste Væsen og Lov. Derfor er hun paa vor Scene den Yngste, den nyeste af Alle.

(Dagens Nyheder 13. april 1889).

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Fru Anna Bloch i "Mørkets Magt". Mørkets magt (1895) er et skuespil af Leo Tolstoj (1828-1910). Det blev opført på Det kongelige Teater 1900, så fotoet stammer mulig vis herfra. I givet fald ville Anna Bloch være ca. 32 år. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Anna Bloch.

Hvorfor Drachmanns Skuespil blev kasseret. - Forholdene ved det kgl. Teater.

Det kgl. Teater har nu kasseret Holger Drachmanns ny Stykke "Det grønne Haab", skønt Skuespillet først var antaget og der var holdt store Prøver paa det.

Det sidste Numer af "Hver 8. Dag" bringer et stenografisk Interview af en af det kgl. Teaters dygtigste Skuespillerinder, Fru Anna Bloch. I Begyndelsen af Interviewet kommer Fru Bloch ind paa en Omtale af Drachmanns Stykke og siger:

"Jeg tror nok, jeg er en af dem, som det har gjort mest Sorg, at Drachmanns Stykke ikke blev spillet. Jeg havde saadan en god Rolle i det: den lille Paula .... den lille Pige, der sidder der i en Kælder, sidder og venter, han skal komme hjem. og saa er der en Solstraale, der kommer ind ad Vinduet, hun sætter de smaa, usle Blomster hen i Solstraalen, saa skrupper hun Gulv . . Jeg forstaar den lille Pige, jeg holder forfærdelig meget af hende, det var mig en stor Skuffelse, at det paa Prøverne viste sig, at Stykket ikke lod sig opføre. Der var saadan en Poesi over hele første Akt der nede i Kælderen, det er en stor Digter, der har skrevet det alligevel. Men saa var der alt det lavkomiske i anden Akt, der slugte al Poesien, det er paa en Sydhavsø, de tatoverer sig, der er en hel Masse Niggerviser og Slavinder, saadan noget rædsomt noget . . . Men nu et den Rolle gemt hen i Skuffen, saa siger man Farvel til den lille Paula.

Jeg har taget mig det meget nær, for jeg har saa lidt at gøre."

Derefter gaar Fru Bloch over til at omtale sin Kunst og sin Stilling ved det kgl Teater. Udtalelsernes Bitterhed er ret opsigtsvækkende, fordi den vistnok udtrykker Kunstnernes almindelige Stemning overfor Ledelsen af vor nationale Scene.

Fru Bloch siger:

"Se nu Fru Dybwad, der har været her nede, hun er en fortrinlig Skuespillerinde, hun er saa ægte, saa ægte og saa klog. Men hun har ogsaa haft den store Lykke, at hun har kunnet spille alt muligt og faaet Lov til det. Alle de Roller, der duer noget, har hun haft. Hun er ikke bleven sat hen i Skyggen. Hun maa, siger jeg, ret føle sig lykkelig og tilfreds. Og saa er hun, og det er det smukke ved hende, saa elskværdig og beskeden, ikke Spor af primadonnaagtig, hun er saa forfærdelig pæn.

Men De kan bare tænke Dem jeg har ikke sagt et nyt Ord paa Teatret siden den 14. December 1902, det er næsten et helt Aar, det var i "Paa Storhove". Jeg kan ikke blive ved paa den Maade, hvis det ikke bliver anderledes, vil jeg heller ikke være der.

Jeg er ung endnu. Jeg føler saadan ubrugte Kræfter i mig. Jeg har saadan en umaadelig Kærlighed til mit Arbejde. Og jeg tror, uden at være ubeskeden, at jeg vil det ægte, at jeg har en ærlig, sand Stræben."

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 12. oktober 1903).

Johanne Dybwad (1867-1950) var skuespiller ved  Den Nationale Scene i Bergen. Hun gæstespillede tit på danske scener.

Senere i livet spillede Anna Bloch mere modne kvinder, såsom Rosalia i Gads "Guldfuglen". Men roller der passede til hendes, var allerede besat af andre, fx Betty Hennings. Privat levede ægteparret som i 1890’erne, klunketiden. Med interiør i rokoko, tung eg og let empire. I 1910 tildeltes hun Ingenio et arti.

Anna Bloch.

25 Aar ved det kgl. Theater.

I "København" bringer Christian Houmark et Interview med Fru Anna Bloch, som paa Søndag fejrer sit 25-Aars Jubilæum som Skuespillerinde ved det kgl. Teater. Houmark skriver:

Fru Bloch sidder inde i sin Mands Dagligstue og ser ud over en hel Række af rode kristianshavnske Tagrygge. Det er ud paa Eftermiddagen, og en let Taage slører Tage og Gavle. Nede fra Gaden lyder Støjen fjern og fortættet. Der er saa efteraarsstille i William Blochs Arbejdsværelse.

Fru Bloch rejser sig i en hastig Bevægelse:

- Ved De, jeg forsikrer Dem, jeg kan til Tider virkelig blive helt vemodig, naar jeg saadan ser ud over alle de Huse. For det er jo akkurat som hjemme i Horsens 

- Holder De meget af Deres Fødeby.

Og med et Tonefald, som vilde hun forsvare noget, siger Fru Bloch:

- Ja, det gør jeg da rigtignok. Der var nu dejligt. Forstaar De, Mor døde tidligt, og saa vilde Far, min kære, gode Far, at jeg skulde trøstes ... Og saa gik vi i Theatret. Lotte, det var min Pige, og jeg ... Folk talte om det i Byen, at det var underlig, at Dr. Linnemann lod sin Datter rende paa Komedie. Og min Lærerinde sagde engang: Hvis Du er i Theatret i Aften, saa hilser jeg ikke paa Dig i Morgen. Aah, det var rædsomt. For jeg skulde se baade "Kanariefuglen" og "Hr Volmer i Sorø".

- Gik De der?

- Ja, det gjorde jeg Og hun var der saamænd selv, og hun nikkede da ogsaa til mig 

- Hvornaar "vaagnede" Theaterlysten hos Dem?

- Den vaagnede slet ikke. for jeg er født med den. Fra jeg var fire Aar, vilde jeg spille Komedie, og Inge Stallknecht og jeg, vi opførte et Drama, i hvilket hun var en Greve, aah, saa rig, saa rig og jeg en fattig, ulykkelig Pige, som Greven - han hed nu for Resten Lord Beaconsfield - frelste ... Hvor var det dejligt ... Bag efter, oven paa Anstrengelserne, gav mine Tanter os Tvebakker og Syltetøj ... 

... Men er det alligevel ikke mærkeligt at tænke sig, at jeg som en lille, bleg, opskrabet, spidsnæbet Pige paa syv Aar en Aften sad i Horsens og saa "Lygtemænd", Williams Slutspil . . . Hvis nogen den Gang havde sagt ham, at hende skulde han giftes med ... Aah, aah, hvor det gaar underligt i Verden ...

- Hvordan kom De til Theatret? 

- Far sagde, at hvis jeg gik til Scenen, saa giftede han sig igen ... Var det ikke forfærdeligt? Jeg ynder ikke den Race, ynder den absolut ikke, sagde han om Skuespillerne.

Fru Bloch bryder ud i et højt Suk:

- Aah, men en Dag rejste han da alligevel over med mig til København Jeg var femten Aar og krøllet og kreppet efter de bedste Provins - Primadonna Forbilleder og saa angst, at jeg ikke turde være alene noget Sted ... Jeg kom til at bo i Nyhavn, paa en Kvist, sammen med de to kære Frøkener Ingwersen fra Slagelse ... Og saa - Fru Bloch folder sine Hænder og stirrer forundet ud over Tagene - ja, saa en Dag stod jeg i sort Atlask med Krøller og Krep for Fallesen og tæt op ad Far. Fallesen sendte mig til Instruktør Eckardt, og da jeg havde læst hos ham i halvanden Maaned, blev jeg tilsagt til Prøve ... Jeg mødte frem i min Konfirmationskjole, kan jeg huske.

- Var De meget bange?

- Næ - nej, ikke den Gang Jeg var fast besluttet paa, at jeg vilde spille Komedie ... Og jeg blev da ogsaa antaget ... skønt ... skønt der var en, som stemte imod mig. og ved De, hvem den ene var: William Bloch. Vi har nok af den Slags, det sagde han. Jeg syntes, han var det nederdrægtigste, jeg havde set for mine Øjne ...

- Varede det længe?

- Oh - nej, smiler Fru Bloch. En Dag hørte jeg ham sige til Fallesen: Hvad skal vi gøre med den lille, blege, krøllede Pige fra Jylland, og det hjalp. Jeg fik mine Debutroller udleverede, og han læste dem med mig. Naa, det er Dem fra Horsens, udbrød han den første Dag ... Men efter Prøven, De kan tro, jeg husker de Ord, sagde han: De er perfectibel, ja, det sagde han, og jeg anede ikke, hvad det aar. Men saa slog jeg op i en Ordbog, og der stod det, det dejlige, dejlige Ord

- Og saa var De lykkelig?

- Nu skal De høre: efter at jeg havde læst den unge Pige i "Geografi og Kærlighed", sagde han engang, lige som jeg skulde til at gaa: De er den bedste Elev. jeg har haft - og derpaa styrtede jeg ned til Kondiloren og spiste alle de Kager, jeg havde Lyst til i overvældende Lykkefølelse. Det var i Begyndelsen af September - og i Maj var vi forlovede ... hvad ingen begreb, for han kunde jo have faaet, hvem han vilde ha' ...

- Og nu er De Jubilar?

- Ja, er det da ikke underligt. Men De kan tro, jeg vilde have naaet meget mere, hvis jeg bavde haft Hjælpemidler. For jeg har hverken Skønhed, Gratie, Charme eller den "grosse Leidenschaft", min Stemme er heller ikke særlig god ... Hvis jeg havde været smuk, aah ... aah ... jeg synes ikke, jeg har naaet noget særligt, nei, det har jeg ikke ... Men jeg har haft en ærlig Stræben, jeg føler min Kunst som et alvorligt Livskald, og jeg er min Mand saa uendelig taknemlig for alt, hvad han har været for mig. Han har lært mig Sandhed og Menneskelighed ...

- Har De aldrig Lyst til at spille paa andre Scener?

- Nej, - nææhh ... Jeg beundrer Dr Mantzius, og med ham. Emma Thomsen og Poul Nielsen har jeg oplevet mine skønneste Theateraftener. Ser jeg tilbage, ja, saa har jeg dejlige Minder. men ... nej. Kvalerne, Uroen og Angsten har alligevel overtaget. Jeg brænder mig selv op.

- Har De haft store Sorger?

- Aah nej, det maa De nu slet ikke spørge om ... Om jeg har ... ja, det kan De rigtignok tro og det i disse Dage Jeg var lige kommen hjem fra Udlandet, og for at glæde min Hund, Sille hed den, gaar jeg en Tur her nede i Gaden, og den springer og danser af Glæde og ser ikke en Ølvogn ... og, ja saa kan De vistnok tænke Dem til Resten ... Død, død laa den for mine Øine. Jeg faldt om Halsen paa en Soldat og græd ... De kan ikke tro, hvor den Hund var kær ... Vi havde lige været paa Munkebjerg, vi to alene, og haft det saa dejligt ... Men jeg maa have gjort noget ondt den Dag. Sille døde. før ellers var det ikke sket. Det maa jeg nu ... 

- Glæder De Dem til Jubilæet?

- Glæ ... ja. jeg er vældig glad for mit Publikum, men jeg ved ikke, hvordan jeg den Aften skal komme ind paa Scenen ... Det blir forfærdeligt ... Se, her skal De se: den grønne Bog gav min Mand mig, da vi blev forlovede. Og siden har jeg indskrevet enhver af mine Roller, de nye med rødt Blæk, og ...

Fru Bloch aabner Bogen

- Ok, Gud. ja, hvormange røde Bogstaver mon der kommer paa den anden Side af Jubilæet Se, alle de Firkløvere, der ligge, paa Bladene, dem har jeg selv fundet ... 

- Saa maa De da være lykkelig.

- Jeg elsker min Kunst, men ikke Theaterlivet, svarer Fru Bloch, hvis Øjne blinker i Taarer.

... Alle Anna Blochs Venner, og de er mange og trofaste, vil haabe for hende, at de Aar, der kommer, maa staa i Firkløverens Tegn

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 31. august 1910)

Anna Bloch.

25 Aars Jubilæum som Skuespillerinde.

København. 2. September.

Paa Søndag den 4de September kan en af det kongelige Teaters betydeligste Kunstnerinder. Fru Anna Bloch, fejre sit 25 Aars Jubilæum som Skuespillerinde.

Paa Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, har Gustav Wied i Anledning heraf udsendt "Skærmydsler" i ny Udgave, forsynet med en Række fornøjelige Scenebilleder. Netop i dette lille Stykke udfører Fru Bloch som bekendt en af de Ungpigeroller, hun i Aarenes Løb har gjort sig til Specialitet. Det maa da ogsaa siges, at Fruen har været saa lykkelig at kunne bevare sin slanke og smidige Ungpigeskikkelse, sit lyse Humør, sit klare Blik og sin ungdommelige Røst. 

- - -

Den purunge Datter af Dr. Linnemann i Horsens havde ikke helt let ved al slippe ind paa Scenen, skønt hele hendes Længsel gik der henimod. Doktoren truede bl.a. med at ville gifte sig igen, hvis Anna fastholdt sit Ønske, men en skønne Tag rejste han alligevel med hende til København, og den 15aarige blege, men lysgule og kreppede lille Pige blev da fremstillet for Det kgl. Teaters strenge Direktør, Fallesen.

Hun blev ret hurtigt antaget, skønt Professor William Bloch gjorde alt for at forhindre det!

Den 4. September 1885 debuterede hun som "Titania" i "En Skærsommernatsdrøm", men det var dog først i 1888, at hun vandt sin store Sejr som Trine Rar i "Aprilsnarrene".

Efterhaanden vandt den unge Dame sig et Navn blandt Publikums Yndlinge, ja, tilsidst forsonede endog Professor Bloch sig med hende og tog hende til Hustru . . , ,

Senest havde Fru Bloch en smuk Rolle i Sophus Bauditz "Sne" men selv om dette ikke var sket, vilde Fruens Beundrere dog i Forveien være tilstrækkelig mange til, at Huset kunne runge af Bifald for hende paa hendes Hædersaften.

T

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 3. september 1910)

Karl Mantzius udtalte ved hendes jubilæum: "Hun har paa Scenen givet det mest typiske og mest facetterede Billede af sin Generations Ungpige" (Kai Flor: Danske scenekunstnere). Mantzius spillede bl.a. sammen med Anna Bloch som professor Petersen og hun som Ellen i Gustav Wieds "Skærmydsler" på det Kongelige Teater 1901.

Internationale i København 1910. (Efterskrift til Politivennen).

 Den røde uge.

"Proletarer fra alle lande" forsamles i København. Hvilken forskel fra før og nu. - Intet politi. - Et stilfærdigt fanetog i fred.

Vor særlige politiske hovedstadskorrespondent skriver om den i går i København påbegyndte socialdemokratiske verdenskongres: Det behøver jo slet ikke at nægtes: Samfundets stilling til socialismen er en anden nu end før. Vi ser alligevel ikke mere på den nu som i halvfjerserne.

Dengang kommanderedes der soldater sammen, og dengang mobiliserede man den hele disponible politistyrke. Nu derimod - der er fred og glæde over hele linjen.

I disse dage samles et tusind mennesker fra alverdens kanter som repræsentanter for socialdemokratiets ideer. De mødes i København, holder deres kongres og vedtager, hvad de nu synes. Og ingen lægger dem en hindring i vejen.

Ja, men dette er jo uhyre klogt og godt. Man kan næsten ikke forvare sig imod den tanke, at havde man blot altid behandlet dem således, så var man ude over mangt og meget af det, vi nu først skal til at skændes om.

Det skulle have været for år tilbage! Så havde der vel været politikordon om deres forsamlingsbygning. Nu derimod! I den tidlige søndagstime, mens folk gik til kirke, og forinden de storborgere blandt socialisterne, der boede på grevehotellet "Phoenix" , endnu var færdige med deres frokost, samledes der ude på gaden foran det gamle grev Schimmelmanns Palæ et tusind mennesker.

Man så kun et par for færdselen nødvendige politimænd. Andet var unødvendigt i denne folketingskreds, hvori selve kongen bor, og hvis repræsentant er socialdemokrat.

Men ganske vist måtte selv en pressemand med sit autoriserede legitimationskort bane sig vej gennem en fire-femdobbelt kordon af tillidsmænd, der hver for sig affordrede ham bevis for, at han havde lov til at komme ind.

Deroppe i festsalen blev snart hver en plads optaget. Og alt var ordnet med en rent ud militærisk disciplin. Et bureau der fungerede fortræffeligt. En telegrafstation! Et postkontor! Staten selv stillede sine fineste institutioner til rådighed for disse "samfundsomvæltere".

Og det er måske det værste, man kan gøre Socialdemokratiet! Bare ganske rolig behandle dem som det, de er - et politisk parti, der arbejder for deres maxime.

Denne næsten overstømmende velvilje og elskværdighed fra samfundets side skulle blot tidligere være trådt i virksomhed. Så havde den ganske simpelt hen kvalt de herrer i sin favn.

Nu samledes man altså.

Oppe i salen hang der ned fra væggene store blodrøde faner med indskrifter, der tolkede socialistiske krav, og var oversat i 4 sprog på en måde, der næppe har tiltalt de fremmede, som simpelt hen ikke har genkendt deres modersmål i den slette omskrivning.

Og på salens balkon var der et par hundrede begunstigede tilskuere. På venstre side sad de danske repræsentanter. På højre var der indrettet en mængde pladser for alle landes presse. Her sad der et par hundrede journalister, som i forvejen var forsynede med kongressens sorte, guldtrykte mapper inde fra bureauet, der havde sine sager i en mønsterværdig orden.

Og nede på gulvet samledes så efterhånden den internationale repræsentation ved lange borde med bannerindskrifter om, hvorfra de kom.

Endelig stod der oppe på tribunen et stort orkester og et sangerkor - en skov af 500 hvidhuede sangere fra de københavnske arbejderkor.

Omsider kunne Kapelmester Hemme slå til lyd, og så brusede da musikken ud over salen. Allerførst kom nogle strofer. Saa samlede de sig i den gamle kønne, marchfaste melodi: "Kom, ræk mig oh broder, din barkede hånd !" Og efterhånden nåede man igennem mange landes arbejdermelodier til selve "Marseillaisen" - altsammen til ord, der var skrevet af A. C. Meyer, og, omend de af og til var lidt naivt affattede, røbede megen sprogglæde.

De hundreder af struber samlede sig i dette kor og aftvang forsamlingen et frenetisk bifald, der først forstummede, da dr. Gustav Bang tren frem og på fransk, engelsk og tysk holdt en velkomsttale.

Så kom kantatens anden halvdel. Og endelig samledes alle de kraftige mandsstemmer i den gamle sang "Internationale". Man hører den ikke meget herhjemme. Den er imidlertid endnu derude i den store verden forbudt. Vi herhjemme har råd til at lade dem synge den, disse Strofer, der har rystet sindene derude.

Men man stod jo også nok med et stramt smil og så dem, disse proletarer der havde forenet sig fra alle landene - lige så snart de hørte disse toner, for de op som raketter og stod ret som når andre hører vor nationalsang!

Der er intet at sige dertil. Men hvad der er frihed for Loke, bør nu ogsaa være ret for Thor - nu vil vi andre ikke mere skældes ud når vi lægger vor ærbødighed for nationalsangen for dagen !

Salen rystede under jubelen. "Internationale" måtte synges endnu engang. Først da kunne tribunen ryddes, så "det internationale verdensbureau" kunne komme til sæde. Man så imellem denne lille snes mennesker så interessante folk som den gamle bedstefadertype Keir Hardic, den berømte Rosa Luxemburg, en nogle og fyrretyveårig dame, ikke køn, men med mørke, flammende sorte øjne, og en del andre socialistkoryfæer.

Vandervelde åbner.

Det er en kortklippet, skaldet advokat, der gør et meget distingveret indtryk.

Han efterfølges af Stauning som er vor egen P. Knudsens efterfølger i embedet: Forretningsfører for Socialdemokratiet. Ligervis som P. Knudsen i Paris forsikrer Stauning, at man skal finde det lille Danmark kampberedt, og han råber med en røst, der ligger to oktaver under dagligt vande: Kapitalismen er krig, socialismen frihed og fred!

Alt det siger han på tysk, og det oversættes i en fart til engelsk og fransk. Så kommer Vandervelde. Han har en pragtfuld plastik og en næsten mesterlig retorik, og hans strømmende veltalenhed kalder gang efter gang bifaldet frem. Han smigrer Danmark som foregangsland på det parlamentariske område. Taler så lidt om blod, der har gødt russisk jord for frihedens sag, og endelig omtaler han med store armbevægelser socialisternes stilling i alle lande - og han trumfer i bordet, så vandglasset ofte hopper.

Endelig kommer så den blege, asketisk udseende Huysmans, der er generalsekretær for kongressen, og nu giver de af alle deltagere frygtede oplysninger om, hvordan de skal stå og gå i denne skønne by.

Så først slår opbrudets time, og man går til en kort hvile eller

det store fanetog 

Det er længe siden, at der har været samlet så mange på Boulevarden fra Rådhuspladsen til Langebro.

Atter et bevis på omslaget. I gamle dage fælledoptøjerne med husarindhug. Nu ved den ottende internationale socialistkongres næppe en politibetjent. Politidirektøren i civil i mængden. Politiinspektør Theodor Petersen til fods - ellers altid tidligere til hest som gammel dragonofficer - og overalt milde ansigter.

Her samles socialisterne imellem bourgeoisiets store, flotte ejendomme, imellem Glyptoteket og det kgl. Videnskabernes Selskab og Landhusholdningsselskabet og Musikkonservatoriet. Og stille og roligt finder hver mand sin plads under de hundreder af faner, og præcis på slaget 4 - under dundrende kanonsalut fra Tivoli - sætter toget sig i bevægelse.

Pressens folk ser det fra "Nyt dansk Landmandshotel" lige overfor Kvægtorvet, hvor hotelforpagter Jacobsen har stillet værelser til disposition med vanlig elskværdighed, og hvor de mange mennesker tager en time om at nå forbi.

Omsider når de da allesammen ud i Søndermarken, hvor der er mængder af mennesker. Vejret bedrer sig. Der tales under bifald fra fire talerstole af alle de fremmede berømtheder - og overfor politiske berømtheder fra deres egen lejr er ingen større snobber end socialdemokraterne - og under aften er der et vældigt folkeliv i den gamle park.

Således forløb da første dag af den internationale, røde uge.

Det vrøvl, der kan blive, det sørger de for at holde indenfor Odd Fellow Palæets mure. Der sker intet i byen ved at have disse mennesker gående iblandt os. Så lidt som der sker noget ved, at vi andre holder kongres.

Men det er jo unægtelig lidt sent at komme til den erkendelse! Det er ikke ved tvangsmidler, som i gamle dage, man besejrer en bevægelse 

(Fyens Stiftstidende, 29. august 1910).

Det Kongelige bibliotek har seks fotoer af folketoget. De er alle muligvis underlagt ophavsret, men de kan findes her.

Københavns Luftkursted. (Efterskrift til Politivennen)

"Københavns Luftkursted" blev stiftet 10. august 1909 af grosserer Axel Kjeldsen, og "Hjælpekorpset på Kalvebod Bastion" af hans kone, Vilhelmine Kjeldsen. Formålet var at give byens ubemidlede tuberkuløse adgang til liggeskur i god og sund luft, samt fremskaffe den fornødne naturalforplejning til kurgæsterne. Formand for luftkurstedet var professor Israel Rosenthal, for hjælpekorpset Vilhelmine Kjeldsen.  Axel Kjeldsen var administrator for begge afdelinger. Den 7. december 1910 overgik luftkurstedet til hjælpekorpseet, da det ikke længere var i stand til at fortsætte sin virksomhed. Vilhelmine Kjeldsen var formand indtil sin død 30. juni 1912. Hun blev erstattet af C. F. Heise.

Den gamle Vold, der gør Nytte endnu.

(Fra vor Specialkorrespondent).

En lille Sviptur til Københavns Luftkursted.

Og en Idé for andre Byer.

Kbhvn., Mandag.

Det er et Herrens Vejr! En Blanding af Hagl og Sne og Regn er lige pisket ned. Nu farer en isnende Storm gennem Gaderne, og ude over Langebro har den først rigtig travlt. Det er Meningen, at alt det sorte Ælte skal blive til Is inden Aften - og det lykkes ...

Der staar en Stump Vold herude, en svindende Rest af en Idyl fra mine Drengeaar.

Den Gang var den for os Knægte den herligste Tumleplads efter Badeturen ude ved Rvsensteens gamle Bastion. Senere fik Bøllerne Herredømmet derude, og det var ikke spøgefuldt at skulle over Volden efter Skumringstid.

Og nu! Nu er der blevet Idyl igen derude.

Med Kraven om Ørene strider jeg mig derop ad Voldskrænten. En lille, arrig Klokke giver skinger Genlyd, mens jeg staar og venter udenfor del røde Stakit. En nærliggende Kuldamper losser under megen Larm. Saa rutscher en nydelig ung Dame smilende ned ad Skrænten og faar Tag i Laagen :

"Det er de Galoscher! De vil glide i Sneen" , siger hun forpustet.

Og lidt efter staar jeg inde paa det fredlyste Omraade, paa den gamie Vold, som Krigsministeriet har laant ud til "Københavns Luftkursted".

"De ved, at det er Grosserer Axel Kjeldsen der fik Ideen til dette her", forklarer den unge Dame det er Inspektricen, Frk. Bruun Pedersen. "Den 8de August begyndte vi. Hans Hustru har Tuberkulose, saa det var vel derved, han fik Tanken.

Tuberkulosen er jo egentlig desværre en Slags "Sygdom for Velhavere". Naar man har den, maa man ikke arbejde og helst ikke bekymre sig om noget. Og de Stakler, de gaar jo tidt og bliver arbejdsløse i flere Aar. Det er en rigtig trist Sygdom.

Og nu har vi jo ganske vist faaet Sanatorierne. Men selv de kan jo ikke tage dem alle. Og de skal helst have en Efterkur. Den faar de saa her!"

Jeg ser mig om. Jeg er selv dygtig forkølet og fryser godt i min Vinterfrakke. Og lige for mig staar den unge Dame, tilsyneladende uanfægtet af, at den bidende Vind rusker bravt i hendes Krøller. Og saa er hun i Bomuldskjole.

"Er det godt forrTuberkulose, dette her?" spørger jeg med klaprende Tænder.

"En Efterkur om Vinteren er dobbelt saa god som om Sommeren. Det er den rene Luft ..."

Ja, Luft er her ganske vist nok af. Og vi gaar videre.

"Det er Professor Israel Rosenthal, der er vor Overlæge" , forklarer Frøkenen. "Han er Bestyrelsens Formand. Endnu har vi kun Plads til 15 Patienter, men vi skulde jo rigtignok gerne naa til lidt flere.

Nu skal De høre. hvordan Dagen gaar for vore Patienter - det er allesammen Mænd endnu.

De møder om Morgenen Kl. 9. Saa sidder de lidt inde i Vinterteltets Dagligstue og varmer sig, og saa faar de Malt - det skænker Kongens Bryghus. Hvis de vil have Frokost, maa de selv medbringe den, men de kan saamænd ikke spise den. For Kl. 11 faar de Havregrød og en halv Pot Sodmælk. Og Kl. 2 faar de Middagsmad fra "Kvindernes Køkken" - to Retter og en halv Flaske Sundheds Øl. Kl. 5 faar de Kakao med Boller til. Og Kl. 6 forlader de os saa."

Og atter ser jeg mig om: "Hvor er nu Deres Patienter?"

Herhenne ligger de i Hallerne. Godt indpakket, som De ser. Med Varmedunke. Og vi har ogsaa Regnkapper til dem. Yi har allerede et helt Kompleks af Telte heroppe. Der er Toilet og Kontor, to Pavilloner med Liggehaller og saa Vinterteltet med Dagligstuen."

"Og hvem betaler saa alt dette her?" spørger jeg.

"Det gør Folk!" siger Frk. Bruun Pedersen. "Ved Gaver. Kurstedet skaffer Opholdet, og Forplejningen ydes af Hjælpekorpset. Lagde De ikke Mærke til nogle Smaabøsser dernede paa Langebro? Der er ogsaa opstillet den Slags henne paa Knippelsbro. Det er Meningen, at Fok kun skal lægge en Øre i dem. Ved De hvad det er løbet op til? 438 Kr. paa 4 Dage! Er det ikke smukt!"

Før jeg forlader dette Stykke Velgørenhedsarbejde, følger den unge Dame mig ned over Volden ad hvggelige, stille Stier, ned i den gamle "Kirsebærgang" ved Voldgraven. Her er biterlig koldt, men det skal jo være sundt. Endnu kan jeg huske, hvor her var yndigt ved Sommertide for en god Snes Aar siden.

Det idylliske Fæstningsterræn er atter bleven til Fæstning paa sine gamle Dage - en Fæstning mod en af de mest frygtede Sygdomme. Er det ikke en smuk Retrætebestilling for en gammel Vold, der en Gang skærmed Rigets Hovedstad, da Landet var i Vaade?

Og hvor mange Steder rundt om i Landet kunde der ikke med faa Midler laves noget lignende til Støtte for Sanatorierne i deres Kamp mod Tuberkulosen!

- - -

Rystende af Kulde tager jeg Afsked med den unge, frejdige Dame i den tynde, blaa Bomuldskjole. Hun gaar tilbage til sine Patienter.

Jeg tager med Linie 5 - men inde i Vognen!

E. A.

(Fyens Stiftstidende 22. december 1909).

Kalvebods-Bastionens Luftkursted

I Dag for et Aar siden aabnedes Kalvebod-Bastionens Luftkursted paa Grosserer Kjeldsens Initiativ, og med Glæde kan Stifteren og Lederne se tilbage paa det forløbne Aar. Mange Syge og Nedbrudte har her fundet den højst fornødne Pleje og derved vundet nye Kræfter.

Luftkurstedet var fra først af beregnet paa at være en Liggehal, hvor de Syge, der kom fra Sanatorium og endnu maatte have nogen Tids Hvile, eller de, der ikke kunde faa Friplads og ikke havde Raad til at betale det dyre Sanatorieophold - kunde tilbringe Dagen i fuldkommen Ro ude i den friske Luft. Men Nøden var stor, og hvor mange havde Raad til at anskaffe sig den rigelig og nærende Kost, der maatte til. Saa traadte "Hjælpekorpset" til - og medens "Luftkurstedet"s Midler gaar til Anskaffelse af Materiale, søger "Hjælpekorpset" at skaffe Mad og lidt Hjælp ti de mange Syge og Trængende.

Der er saa fredeligt og lunt heroppe paa Volden, hvor Sporvognenes Klemten er det eneste, der bringer Bud fra den larmende By udenom. De Kursøgende ligger, dækkede af Tæpper, paa deres Liggebaarer, nogle sovende, andre læsende. Hist og her er en og anden i Færd med at rive Gruset i Gangene eller pusle lidt om de Hvileende. Lederen, Sygeplejerske Frk. Bruun-Petersen, viser os rundt, stilfærdigt og beskedent fortæller hun, og bag Ordene mærkes en Kvindes velsignede Omhu og Pligtfølelse. Der er de nye Liggetelte - for af Træ har vi jo endnu haft Raad til at have dem - og derhenne ligger det lille Hus, vi begyndte med - der var kun Plads til 12, og nu er vi oppe paa over 30. De kan tro, der er fredeligt og rart heroppe, - derhenne og nede ved Søen har vi en dejlig udsigt. Og Frøkenen fortæller, hvor trangt det har været for saa mange Mennesker, der fra dem er gaaet ud i Livet for at søge Arbejde og har faaeet Nej, fordi de endnu var svagelig og intet havde at staa imod med - - - og videre om Sygeplejersken, der bringer Mad fra Bastionen ud til dem, der har det drøjest - - ellers er det saadan, at den Kursøgende skal have Lægens Attest for at blive optaget, saa kan han komme der om Morgenen ganske tidlig og faa sin Pleje hele Dagen: Først Malt, Kl. 11 Havregrød og en halv Pot sød Mælk, Kl. 2 mad fra Kvindernes Køkken, Kl. 5 Cacao og Boller - - og der skal jo en hel Del dertil - men Publikum har ogsaa hele Tiden vist Tanken den størst mulige sympati, og jævnlig kommer der Bidrag, snart fra Kontorer og snart fra Arbejdspladser.

Endnu har de egentlig ikke manglet, men der er saa mange, der maa gaa forgæves, fordi Midlerne alligevel er begrænsede. Bøsserne til "Bropengene" plejer at give en Del, og nu er det jo Meningen at udstede Legatbreve til Legater paa 200 Kr. Legatstifteren har da Ret til at belægge en Seng, og Legatet faar Stifterens Navn. At være Medlem af Hjælpekorpset koster 22 Kr. om Aaret. Pengene hentes af Inkasso banken.

Oppe paa Voldskrænten staar Dueslaget med Duerne, der snart skal sendes til Provinsen og derfra bringe Bud tilbage om Hjælpen, der kom derudefra, naar den føromtalte Provinsindsamling finder Sted.

Læser, naar Du i disse Dage kommer over Broerne og ser de kendte Bøsser til "Bropengene", husk da paa de Syge, der søger Hvile og Pleje deroppe paa Volden, de, som Samfundet, Du og jeg, alle vi der er raske, har Pligten til at hjælpe. Eller mæld dig ind i Hjælpekorpset, og skulde Du en Dag have en halv Times Tid tilovers, naar din Vej falder forbi, saa gaa derop, der er aabent for alle, der hænger en Bøsse paa et Træ, og det gør altid godt at hjælpe - og en god Tanke fortjener at støttes.

E. B.

(Social-Demokraten 10. august 1910)

De omtalte brevduer var skænket af brevdueforeningen København. 

Fotograf Holger Damgaard (1870-1945). Hjælpekorpset Kalvebod Bastion. Det Kongelige bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Bastionen blev senere brugt til kulturelle arrangementer: dens indre som scene og voldens top som tilskuerplads. Det gammelt vagthus, der blev brugt til sergentbolig, dannede en fin kulisse. Det første arrangement var med et herrekor på 25 mand under ledelse af komponisten Joseph Hammermüller, organist ved Sankt Ansgar i Bredgade. 

Legatplads for tuberkuløse børn. Illustration fra Social-Demokraten 1. februar 1911.

Store Bededags aften på volden. Barnekoret Snehvide sang for luftkurstedets pensionærer. Tegning fra Riget (København) 3. maj 1912.

Friluftssygehuset paa den grønne Vold.

Hjælpekorpset holder Jubilæum.

Hjælpekorpset - patienter paa Volden med Bastionens Kælebarn: Geden.

Kneb det lidt til at begynde med, saa groede Arbejdet saa meget des bedre efterhaanden som Folk saa, hvad godt, der her blev udrettet. De grønne Volde paa Kristianshavn kom til at staa i Folks Bevidsthed som én folkelig Kur, der bragte Lindring til adskillige og Sundhed til mange. Smaakaarsfolk, hvem Arbejdet bandt til Byen, og som det samtidig var en Livsbetingelse at aande frisk og god Luft, fandt paa Christianshavns Vold det Friluftshjem, der bragte den

Helbredelse, de trængte. Piger og Drenge, hvis Lunger var angrebne af den snigende Tuberkulose, fandt og finder dér en Legeplads, der giver dem nyt Liv, saa de kan vokse op som sunde og livsglade Mennesker, der har en arbejdsrig Fremtid i Vente. Overordentligt Gavn gør denne Vold, Friluftssygehuset midt i Byens Hjerte.

Nu da det kan fejre sit Jubilæum er det derfor ogsaa dobbelt værd at slaa til Lyd for. Det startedes af Grosserer Aksel Kjeldsen og hans Hustru, en sjælden god Kvinde, som ofrede

Tid og Penge paa at gøre Volden til en virkelig Kuranstalt for Byens fattige Tuberkuløse. Utrættelig var hun i sit Arbejde, indtil Døden bortrev hende, og utrættelig arbejder hendes Mand nu videre med det Friluftssygehus, som hun saa opofrende fik sat i Gang. Og som siden er vokset større og større, indtil det nu i Dag er et uundværligt Led i Københavns Kamp mod

Tuberkulosen.

(Aftenbladet 10. august 1916).

Ogsaa et Stykke Vold.

Grosserer Kjeldsen nyder Udsigten.

Det er ikke alene den gamle Vold ovre ved Amagerbro, der er blevet pudset op og gjort til et smukt Anlæg. Ogsaa Hjørnet af Christianshavns Bastion ud mod den nye Langebro er pudset op og gjort helt pynteligt. Man har deroppefra en straalende Udsigt over hele Københavns nye Havn med al dens travle Liv - det er gammelt og nyt, der mødes her i den bedste Harmoni. Vor Fotograf har taget et Billede herfra netop som Grosserer A. Kjeldsen, Lederen af Hjælpekorpset fra Bastionen, de Tuberkuloses Tilflugtssted, sad heroppe og nød Udsigten.

(Aftenbladet (København) 16. august 1916).

Hjælpekorpset jubilerer.

Formiddagsidyl paa Kalvebod Bastion, hvor Børnene leger, og de Voksne spiller Kroket.

Hjælpekorpset paa Kalvebod Bastion har nu bestaaet i 10 Aar og er fra en lille begyndelse vokset op til et Foretagende, der baade hjælper mange og tillige indgyder Respekt for den Utrættelighed, hvormed Stifteren, Grosserer Kjeldsen, stadig har arbejdet for at bringe det frem.

Kommunens Hjælp er skaffet - den er paa 10,000 Kr. om Aaret - og Offentliglieden hjælper ellers meget. De store Mælkespande der staar flere Steder rundt i Byen, bl. a. paa Knippelsbro, indbringer ca. 4000 Kr. og fra Private kommer mange Gaver. Saaledes er der i Anledning uf Jubilæet, der falder paa Søndag den 10., fra to Anonyme skænket 1000 Kr. ialt. medens Pladsarbejderne hos Burmeister & Wain har skænket 182 Kr., som oprindelig var bestemt til Anvendelse paa en Skovtur.

Hovedsagelig benyttes det baade kønt og frit beliggende Sanatorium af to Kategorier af Tuberkuløse: De, der venter paa at komme paa et Hospital, og de, der er udskrevne fra et Sanatorium og nu, ikke fuldt arbejdsdygtige, søger Rekreation for at blive det.

Først og fremmest er det de mindre Bemidlede, Voksne og Børn, der søger til dette vort eneste Luftkursted, som hidtil ikke har nydt nogen som helst Form af Statstilskud. Det burde have faaet det i Aar.

I hvert Fald maa det ikke vente, til de 25 Aar er naaet. 

(Aftenbladet (København) 8. august 1919).

Vinterliv paa Hjælpekorpsets Bastion.

Der kaldes netop i denne Tid fra mange Sider paa Godgørenheden, men paa Grund af denne "Sæson-velgørenhed"  vi mener Ikke noget ondt med Ordet - maa man ikke glemme de Institutioner, der hele Aaret rundt arbejder stille paa deres Maade til Samfundets Gavn.

En saadan Institution er Hjælpekorpset Kalvebod Bastion, der i det nu forløbne Aar har behandlet ialt 208 Personer og i hele sin Levetid ialt 1449 Mænd, Kvinder og Børn. De, der optages paa Bastionen, er dels Patienter, der venter paa at blive indlagt paa Hospital eller Sanatorium, dels Folk, der efter Udskrivelse fra disse to Steder ikke kan klare sig. Ikke mindst paa dette sidste Punkt ligger Hjælpekorpsets store Betydning. Uden Støtte fra dette vilde i mange Tilfælde de Udskrevne være være vendt tilbage til ny Hospitalsbehandling, og den er for Tiden ikke billig for Kommunen.

Den koster nemlig ca. 20 Kr. pr. Sygedag, medens Behandlingen paa Luftkurstedet kun koster en Tiendedel deraf eller ca. 2 Kr. - Administration, Lægehjælp m. m. iberegnet. Her arbejdes nu ogsaa efter Principet: Hjælp til Selvhjælp.

Desværre - naar Aaret nu rinder ud, staar Institutionen med en tom Kasse, men det skulde jo nødig vare mange Dage, før Bunden begynder at blive dækket. Den stigende Vandstand kommer, som i alle de foregaaende Aar, senere.

Et saadant Arbejde i Humanitetens og Samfundets Tjeneste fortjener al Støtte.

(Aftenbladet (København) 14. december 1920).

En del af den integrerede institution Langebro som findes på kurstedets areal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hjælpekorpsets 13-Aars Fødselsdag.

Den lille Garde løser af.

Ligesom Tivoli har Hjælpekorpset nu ogsaa faaet en Garde, "den lille Garde" kaldet. Børnene, der gaar til Kur paa Kalvebod Bastion, har dannet denne Trop, og i Dag, da Korpset fylder 13 Aar, vil det udstille Vagtposter ved Opgangen til Bastionen og forskellige Steder paa denne, bl. a. ved Redskabshuset med den evigt drejende Mølle.

Kurstedet, for hvilket bl. a. Grosserer Kjeldsen har arbejdet utrætteligt i de forløbne Aar, har i den Tid været besøgt ialt af 1683 Voksne og Børn.

HjæIpekorpset har paa forskellig Maade gjort meget godt for Byens Tuberkulose, hvoraf mange ved dets Hjælp er kommet bedre over den vanskelige Tid efter et Hospitals- eller Sanatorieophold end ellers vilde være Tilfældet.

Dagen i Dag vil blive fejret ved en Festlighed paa Bastionen med Chokolade og Festmiddag, skænket af Kvindernes Køkken. Under Middagen spiller et Orkester, dirigeret af Hr. Siegfred Henriksen, der aldrig har svigtet ved nogen Festlighed i de forløbne Aar.

Kl. 3 sendes der 25 Balloner til Vejrs, og den, der først indbringer en Ballon med paahæftet Seddel, faar af Børnene overrakt et Gevær.

Dette er ligesom Gardens Geværer lavet af Patienterne ved Hjælp af gamle Bræddestumper og Rester af de saakaldte Elektrikerrør.

(Aftenbladet (København) 10. august 1922).

Hjælpekorpset benyttede ganske mange måder at indsamle penge. I 1910 udkom et blåt 10 øres frimærke med Københavns Luftkursted. Kalvebod Bastion. Der blev også lavet fortrykte Postkort. Hjælpekorpsets Luftkursted.

Der var dagsanatorium indtil ca. 1973, og fra ca. 1951 husede bygningerne tillige "Hjælpekorpsets Børnehave". Hjælpekorpsets formål var "ved praktiske og pekuniær henseende overkommelige foranstaltninger at komme byens ubemidlede tuberkuløse effektivt til hjælp".

Foto fra Hjælpekorpsets jubilæum, Kalvebod Bastion. B. T. 9 august 1922.

Enkelte af Hjælpekorpsets liggehaller eksisterer endnu, men benyttes i dag af en børnehave. Voldkronen er utilgængelig for andre end børnehavens tilknyttede. Men her et foto fra bastionens indre, med vagthuset i forgrunden. Langebro ligger bag ved bygningerne, og kan altså ikke ses på dette billede.

Lersøens Forvandling. (Efterskrift til Politivennen)

Bispebjærg Hospital set fra Lersøen.

København har faaet en ny og meget interessant Gade: det er Tagensvej. For nogle Aar siden var den spæd som et lille Barn, egentlig kun en Sti, der løb bag Blegdamshospitalet langs Fælleden. I Regnvejr henlaa den i Morads, om Aftenen oplystes den af et Par døsige Lamper, der kun forøgede dens Mystik og Skummelthed, og hver den egentligt udmundede, vidste ingen undtagen Nattens hjemløse Eksistenser, der flakker om i Storbyens Udkanter som vilde Dyr i Djunglen.

Det er saa kort Tid siden. Og nu genser man dette Kim til en Gade, fuldt udviklet som Ællingen, der bliver til Svane, stor og bred og stadselig - en imponerende Storstadsgade af nyeste Tilsnit, flot anlagt med ødsel Fortovplads, elegant Brolægning og Gærder af stærkt lysende Gaslygter. Den bruser forbi Fælleden, den skærer først Nørre Alle, saa Jagtvejen, og derpaa styrer den videre i lige Linie ud af Byen, over Lersøen og op til Frederiksborgvejen, Højderne omkring Bispebjerg, hvor den standses af Enge og Kornmarker. "Linje 10" løber klemtende med, omtrent til Slangerupbanen, og smukke, moderne Bygninger rejser sig paa begge Gadens Sider, helt ud til Randen af Lersøen, som breder sig i et Dalstrøg fra Frederikssundsvej østpaa hen mod Hellerup.

Herude brydes By og Land for Tiden stærkere end paa nogen anden Kant af København. Der er hele den krydrede Duft af Forstad og frisk Landliv, som er saa karakteristisk for en Bys Periferi. Fabriker, der er trængte ud fra Nørrebro, ligger halvtskjult mellem grønt, med Bundter af rygende Skorstene strittende op mod Himlen. De to Jærnbanelinier, Klampenborg- og Slangerupbanen, suser forbi halvfærdige Bygninger og Oplagspladser, smutter under Viadukten, som dannes af Tagensvej og forsvinder mellem Lersøens Pilekrat. Paa Bispebjergs Skrænter smælder Dannebrogsflagene i den blaa Sommerluft fra en Samling Kolonihaver, og øverst deroppe staar gamle, straatækte Bøndergaarde og ser forundrede ud over den graadige Storby, der æder sig nærmere og nærmere for at sluge dem selv i den næste Mundfuld. Det nye Bispebjerg Hospital ses favnet af Marker, sin Fuldendelse nær, en Gruppe prægtige røde Bygninger, hvis friske Sten lyser i Solen. Og gennem hele Dalen gaar Lersøen, den gamle Lersø, før saa berygtet, nu blomsterbevokset, næsten smuk som en Have.

For en Københavner, der ikke har fulgt sin Bys Udvikling, er det noget af en Lysttur og noget af en Opdagelsesrejse at besøge Lersøen paa en af disse smukke Augustdage. Det mægtige Areal, der før var halvt Sump, halvt Eng, har enkelte Steder endnu saa meget Karakter af et Vildnis, at man kunde vandre omkring mellem Grøfter og Krat og mandehøjt Græs med Følelsen af at befinde sig paa Malajkysten, hvis man ikke havde Raadhustaarnet blinkende i det Fjærne. Men det er dog ikke mere den gamle Lersø, det stinkende Oplagssted for Dag- og Natrenovation. Natrenovationen gaar nu ud i Kongedybet, og af Dagrenovationen aflæsses endnu kun en ganske lille Del paa en kort Strækning ved Jærnbaneviaduken.

Resten af den gamle Lersø henligger som et nydeligt Landskab, allerede saa smaat forberedende sig til at overtage sin Rolle som Byens yderste Park. Kommunen har grundig udrenset hele Terrænet, har ladet det planere og har inddraget et stort Stykke til sit fremtidige Gartnere. Hele Foraaret er her belven arbejdet af flittige Hænder, og i Hjørnet op mod Bispebjerg begynder Drivhusene at rejse sig. Der staar 5-6 aflange Bygninger, et stort, rundt Palmehus og et Kompleks for Varmeanlæg. Om kort Tid vil et moderne indrettet Gartneri være fuldt færdigt, og saa gaar man i Gang med for Alvor at skabe Lersø-Parken.

Det er gjort med et Par Spadestik. Thi den gamle, blomstrende, pilebevoksede Eng er en Park i sig selv, rummende en stor Del ægte, dansk Naturskønhed indenfor sit udstrakte Omraade mellem Bispebjerg, Hellerup og Utterslev. Den venter med aabne Arme paa at modtage Københavnerne paa deres Søndagsudflugter.

Men endnu er den Stedbarn. Dens gamle Stamgæster, Ferdinand Eriksen, Karen Spidsmus, Bræddestablen og hvad de hedder, alle Byens mange Hjemløse, har forlængst vendt den Ryggen og søgt andet Tilflugtssted. Og sjældent finder andre Vej ud til dette Stykke grønne Danmark midt mellem Københavns Fabriker, skønt Sporvognen standser ved dets Rand. Her og der vandrer en ung Pige midt i det lyse Solskin, et Par Børn dukker op fra et Pilekrat paa Jagt efter Sommerfugle, en græssende Hest vrinsker i det Fjærne, og borte paa Stenoplagspladsen ved Tagensvej gaar en Flok Arbejdere og ruller Skærver af Sted paa Trillebøre. Det er Lersøen, som den ligger og venter paa at blive Folkepark.

G.-g.

(Social-Demokraten 8. august 1910).

Ukendt fotograf: Udsigt fra Tagensvejbroen over Lersøen, med Slangerupbanen. 14. september 1910. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.