Franz Nerudas Karriereslut. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

De første koncerter med Franz Neruda som dirigent for Musikforeningen fandt sted i november 1892 og blev overvejende godt modtaget i aviserne. I november 1892 blev han udnævnt til ridder af Nordstjærnen, hvilket blev set i sammenhæng med at der var en operakrise i Sverige, og udnævnelsen set som et vink med en vognstang om at man ville have ham ansat som kapelmester ved operaen. 

Hans arbejde som komponist var efterhånden løbet op i 40 større og mindre udgivne kompositioner, således en suite for orkester: Aus dem Böhmerwald (op. 42), koncertstykker for violoncel med orkester (op. 40 og 59), 15 hæfter violoncel- og violinstykker med klaver, 14 hæfter klaverstykker, deriblandt de yndede Slovakiske Marcher (op. 30), klaversonate (op. 19), variationer for orgel (op. 62), sange osv.

Efter at hans første ægteskab var opløst, giftede han sig 1892 med Dagmar Holm, datter af etatsråd, grosserer Christian Holm og Emilie født Zøylner. 1893 blev han udnævnt til titulær professor. Han blev Ridder af Dannebrog 1878, Dannebrogsmand 1911 og modtog Fortjenstmedaljen i guld 1913. Neruda-Kvartetten fortsatte med at turnere i Danmark og blev omtalt som noget af det ypperste  musik.

Medens Cæciliaforeningens Damer pænt maa spasere frem og tilbage fra deres Musikprøver, har Musikforeningen, som bekjendt, hidtil vist det Galanteri mod Kordamerne at lade dem blive hentede og kjørte hjem fra Prøverne pr. Wienervogn.

Dette Galanteri har imidlertid tynget i en saa følelig Grad paa Foreningens Budget, at Dirigenten, Hr, Neruda, forleden ved en Prøve benyttede Lejligheden til i en lille, velment Tale til Damerne at meddele at Foreningen, hvor gjærne den end vilde vedblive at være galant mod Korets kvindelige Medlemmer, dog ikke længere mægtede at møde op med 28 Wienervogne ved hver Prøve, hvorfor han henstillede til de ærede Damer, om de frivillig var parate til at give Afkald paa Kjøreturen.

Der blev en pinlig Pavse, hvori Damerne saa paa hverandre med spørgende Blikke; men lidt efter lidt erklærede 30 Damer sig dog villige til at renoncere paa Galanteriet.

Fornøjet af Resultatet opfordrede Hr. Neruda de øvrige Damer til ogsaa at vise deres Elskværdighed, og der snakkedes en Del frem og tilbage; flere kvindelige Talere havde Ordet, med Resultatet blev dog, at den langt overvejende Del af Damerne holdt paa deres gamle Ret.

Af de 28 Vogne maa saaledes 21 stadig holdes i Gang, og nu kommmer det an paa, om Budgettet kan holde til de mange Kjøreture.

(Dannebrog (København) 23. februar 1893)

Professor Franz Neruda.

Naar Prof. Franz Neruda i Aften i "Musikforeningen" træder frem paa Dirigentpladsen, vil Medlemmerne ikke kunne modstaa Fristelsen til at vise ham deres Sympathi og Taknemmelighed for, hvad han i 50 Aar har betydet for dansk Musikliv og ikke blot for den ægte kunstneriske, kloge og upartiske Maade, hvorpaa han i den sidste Snes Aar har ledet selve N. V. Gades gamle Forening.

Han er jo en af dem, der kom til os ude fra, men forholdsvis hurtig blev som en af vore egne, og det er allerede længe siden, man ophørte i ham at se andet end en dansk Musiker. Nede i Brünn i Østerrig stod hans Vugge, men sammen med Søstrene Wilhelmine (den nu afdøde Lady Halle) og Marie (senere gift med  den svneske Sanger Frits Arlberg) kom han paa en Tourne i Skandinavien i 1862 ogsaa i København, hvor de 3 Søskende ved deres Triospil gjorde overordentlig Lykke. Fra de Tid har Navnet Neruda sin Klang i vore musikalske Kredse 

Medens Søstrene søgte andetsteds hen, blev Franz Neruda efter en Række Koncertrejser bl.a. i Rusland, i 1864 ansat i vort kgl. Kapel som Violoncellist, i hvilken Egenskab han i sin Tid vandt sit Ry herhjemme og i Udlandet. Men allerede i 1876 opgav han sin faste Stilling i Kapellet for at drage rundt i de store Lande som Concertspiller, - særlig i England.

Danmark, der i øvrigt havde vist ham al mulig Hæder - kun 26 Aar gammel blev han udnævnt til kgl. Kammermusikus og 1876 dekoreret med Dannebrogsordenens Ridderkors - øvede alligevet en stærk Tiltrækning paa ham og det varede da heller ikke før han vendte tilbage til os og bosatte sig i København for bestandig, 

Det skal nu ikke nægtes, at København paa alle Maader har søgt at knytte Neruda til sig, han har været og er stadig en meget søgt og anset Klaverlærer, som Koncertspiller har han udfoldet en betydelig Virksomhed, der stod i Forhold til den høje Rang, han indtager som en af Nutidens ypperste Violoncellister. Og endnu fastere knyttedes han til os, da "Musikforeningen" i 1892, efter at Emil Hartmann havde trukket sig tilbage, stillede ham paa sin Dirigentplads, den, han siden da uafbrudt har beklædt med Ære som alle ved.

Medens Prof. Neruda nu kun fremtræder for Offentligheden som dirigent og endda kun de 6 Aftener om Aaret, da "Musikforeningen" afholder sine Koncerter, mindes man med vemodblandet Taknemmelighed den store og fortjenstfulde Virksomhed, han tidligere udfoldede som Kammermusikspiller og som Stifter og ledende Aand i "Kammermusikforeningen", gennem hvilken han har givet Sansen og Interessen for og Forstaaelsen af Kammermusik herhjemme et uvurderligt stærkt Fremstød.

(Dagbladet (København) 26. marts 1912).

Herman Bang begravet to Gang . (Efterskrift til Politivennen).

Herman Bangs lig ankommet - En stille modtagelse.

I morges kl. 9:30 ankom "C. F. Tietgen" med Herman Bangs lig. Der var mødt en halv snes journalister, men ikke en af Herman Bangs personlige venner og bekendte. Pakkassen med kisten stod under en dynge melsække og i en krog lå en vissen krans. Kassen belv hevet over i en jernbanevogn. Den skal i eftermiddag overgives til familien. Det menes at begravelsen vil foregå allerede i eftermiddag på Vestre Kirkegård. Den eneste rent personlige veninde der var til stede, var en frk. Lily Christiansen som Herman Bang i sin tid havde givet instruktion, og i hvem han mente at se en storartet kunstnerinde. Hun er nu blevet varietesangerinde. Den unge dame var i overordentlig grad bevæget.

(Randers Dagblad og Folketidende, 1. marts 1912).

Da Herman Bang vendte hjem.

I går kom "C. F. Tietgen" hertil fra New York med digterens kiste ombord.

Billedet fastholder det øjeblik da "C. F. Tietgen" i dampkran løfter Herman Bangs kiste ud af forlasten og ned på Frihavnskajen.

Modtagelsen i Frihavnen.

Fabriksfløjterne kaldte, og frem af det sivende våde mørke steg byen til en ny dags travlhed. Arbejdernes skare drog vanmæssigt hen under Frihavnsterrænets hvide buelamper, og mens hidtil det lille blinkfyrs rytme i indløbet havde været det eneste levende billede, løftede nu gigantiske kraner deres stærke arme ud af nattens grå hvile, spændstige broer tegnede sig befolkede i den gryende morgen, og hvæsende dampspil frigjorde deres kræfters overmål af stilheden.

Nede på Vestkajen hvor Amerikabådene lægger til, samledes en flok havnearbejdere, dragere og "tilfældige sjov" ... C. F. Tietgen, tre døgn forsinket af Atlantens storm og tåge, havde kl, 6:30 signaleret med Helsingør. Nu stod skibet Sundet ind - lods Petersen ventede det allerede ud for Trekroner. Han er senior i lavet og medførte i lodsbåden buketter og anden hæder til kaptajn Thomsen som jo med denne rejse gjorde Atlanterhavet for 350. gang.

En hvid automobil satte en ældre dame af på kajen - åbenbart en mor som ventede sig søn hjem. Ellers var der øde. Inde fra buen hørtes mange tunge vogne.

"C. F. Tietgen" lægger til-

Kl. 8:45 flosser tågen ... C. F. Tietgen glider frem som et spøgelsesskib. 

Det har allerede længe været lyst. På vestkajen trænges mange morgenduelige mennesker, automobilhorn skratter, og en foretagsom kone prajer med velkomst-violer.

Nu svajer det store skib sin af grumset spildevand stride side ind til bolværket. Fra promenadesækket vifter en ung dame med to små stjernebannere. Unge bredskuldrede mænd med tætsluttede dobbeltflipper og det lille stars and stripes fra captain dinner hæftet på jakkeopslaget, løfter hånden mod land, dog med tilkæmpet yankee-ro. En lille pige i rød kyse råber højt:

- Bedstemor, goddag bedstemor

Og fra kajen svare bedstemor:

- Pas på ... Gud, pas på, lille Musse!

Musikken sætter i med en larmende twostep, mens stewarts bærer de første klasses handbags over dækket. Under trappegangens opalglas står kahytsjomfruerne opstillede til drikkepenge .... forude svinger dampkranen allerede det første bundt colli op af lasten. Alt ånder gensynsglæde ... på Herman Bang tænker ingen. 

Den døde digter.

Og dog har digteren gjort rejsen med ... også han er nu hjemme igen i det land han elskede, og som nu skal give ham en grav. Fredag den 16. februar bar nogle portører i New York Hoboken hans kiste ud af jernbanevognen - et greb af en kran, og den løftedes ned i Tietgens forlast. Ingen ombord gjorde sig tanker om den uanselige flade kasse mellem alt andet gods.

Digteren rejste dog ikke alene. En lille dreng fulgte ham hjem. En søn af en i New York bosiddende dansk dame, fru Rasmussen, døde fornylig derovre, og moderen ønskede ham begravet i dansk jord. Hans kiste stod side om side med Bangs i C. F. Tietgens tætstuvede lastrum. Den samme presenning dækkede dem begge, og sække med klid - hvide sække påtrykt i rødt: 50 kilo bran - lå i stabel over kisterne.

Sølvkransen til Herman Bang fra danske i New York opbevarede kaptajnen i sin kahyt. Ombord vidste til en begyndelse ingen at der var lig i lasten. Men kan hænde at sømændene der er overtroiske, har sagt til hinanden efterhånden som nyheden sivede ud, og stormene rasede mod skibet:

- Det måtte jo komme, det vejr ... man skal ikke trodse den slags.

Ved kisten -

Dampkranens lange arm løfter håndfuld efter håndfuld af tunge kufferter med brogede hoteletiketter op af forlasten. Det rydder efterhånden godt op dernede ... og nu kommer klidsækkene, og bunden er nået.

En presenning flås væk. Så står kisten der synlig, en flad kasse af mørkbejdset fyrretræ med blanke kobberbeslag og påsømmet jernbånd, hvorover den danske konsul i New York har sat en række laksegl. I den ene ende er på låget klistret en gul etiket:

- Head! Heaton-Kirkendall Undertaking Co! Ogden City.

En reklame for begravelsesselskabet i den amerikansk by knyttet til den anvisning at herunder hviler den dødes hoved! Hvor grelt ... uhyggelig grelt! Og yderligere at tænke sig at amerikanerne som aldrig fornægter sig, har klædt liget i diplomatsæt...

Lossearbejderne trækker kisten frem på dørken. Den er splintret hist og her af ublid omgang .., en fladtrykt vissen krans med grønne tujakviste falder af.

Kl. 10:04 er trossen lagt i stram løkke om Herman Bangs kiste. Dampkranen løfter den op gennem mellemdækket, hvor kokkedrenge og stewarts nysgerrige iler til, i en stor bue over fordækkets hvæsende spil og gabende luger og ned på vestkajens våde stenbro. Fire mænd står her parat ... et øjeblik efter er skydedøren til det nærmeste pakhus gledet til, folk på rampen går igen fra hinanden ... næste colli svinger frem af lasten.

Den eneste.

Kun en af Bangs venner var mødt ved hans hjemkomst, en ung pige som han en gang interesserede sig for og i hvem han så et stort talent for scenen. Bang ejede jo en tyrkertro på talentet hos dem han holdt af.

Den unge pige optræder på en af Vesterbros små varieteer. Men i går morges stod hun mellem de første ved skibets ankomst, og hun græd og græd. ..

Kl. 11:30 da kajen var tom, og kun lossearbejderne var tilskuere, kom digterens søster, fru Nini Holst, ledsaget af direktør Peter Nansen. En rustvogn kørte frem .. og Herman Bangs kiste førtes derhen hvor kun vennerne ved det, og hvor han skal overgives til stilheden.

Alexej.

(Riget (København), 2. marts 1912).

Herman Bang

En ejendommelig ligfærd.

Kl. 9:30 fredag morgen lagde amerikadamperen "C F. Tietgen" ind i Københavns frihavn, forsinket i tre døgn på grund af tåge og storm.

Som sædvanlig ved amerikabådenes ankomst havde der - skriver vor korrespondent - samlet sig en del mennesker derude, men for Herman Bangs skyld var kun mødt mogle ganske enkelte foruden journalisterne og fotograferne.

Kort efter at skibet var fortøjet, blev en stor kasse, indeholdende den egetræskiste der gemmer Herman Bangs lig, hejst fra borde. Matroser bar kassen ind in ventesalen hvor nogle få venner, forfatteren Peter Nansen og Herman Bangs søster havde taget plads. 

En rustvogn rullede nu op foran ventesalen, kisten blev taget ud af kassen og sat op på vognen. Peter Nansen og Herman Bangs søster tog plads i en landauer der holdt bagved, og derefter satte det lille sørgetog sig i bevægelse mens DFDS sænkede flagene på halv stang.

Var selve ligtogets afgang fra havnen punkløs, var selve modtagelsen af "C. F. Tietgen" endnu mere blottet for hensynet til at der var lig ombord. Damperen var gledet ind mens musikkorpset om bord spillede lystige melodier, der sluttede med en amerikansk stepdans.

Indtil den simple trækasse hejstes op, havde kun yderst få af passagerne anelse om at "C. F. Tietgen" havde hjemført liget af den danske skribent.

Th

(Lolland-Falsteres Folketidende, 3. marts 1912).

Herman Joachim Bang (1857-1912). Det Kongelige Bibliotek. Licenseret under Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Jordefærden i går

(Privattelegram).

Det er lykkedes familien og vennerne at bevare tidspunktet for digterens begravelse hemmelig for offentligheden. Og i går formiddags foregik Bangs jordefærd fta Jesuskirken i Valby.

Her var ved 11-tiden samlet en halvt hundedre mennesker, familien og nære venner, nogle forlæggere og journalister, foruden søsteren Rini Holst og den nærmeste familie, bl. a. direktør Peter Ransen, forfatterne Houmark, Sophus Clausen, Poul Levin. Svend Lange, P. A. Rosenberg, etatsråd Hegel, privatteatrenes direktører, redaktør Kr. Dahl og flere.

Kirkens stole var behængt med et flor. I koret stod kisten dækket af et mægtigt dannebrogsflag og på låget lå sølvkransen fra de danske i Amerika. Det lille følge tog plads, og kammersangerinde Ida Møller sang: "Dejlig er Jorden". Mens klokkerne ringede, talte pastor Oscar Geismar ved kisten. Efter Bangs eget ønske holdtes der ikke nogen egentlig tale. Pastor Geismar bragte i bevægede ord en tak til vennerne, både de få der var til stede, og de mange ukendte, og under almindelig bevægelse lyste han dødens fred over Herman Bangs lig.

Pastor Geismar siger bl. a.: Du føltes af mange i dette land som en fremmed, halvt som udlænding, og dog ejede Danmark ikke troere søn end dig. Fra din tidligste barndomsminder væskede det som af et ondt sår. Et land i nød - sådan følte du det. Og for indad at vinde, hvad udad tabtes, slyngede du dine evner i bresch, udnyttede dem til det yderste, om det måske skulle falde i din lod at kaste ærens kåbe om din gamle moder. Det lykkedes dig i rigt mål. Og for dette dit trofaste sønnesind, din aldrig svigtende fædrelandskærlighed bringer dit folk dig her sin tak.

Du var åndens, det menneskeliges utrættelige forkæmper. Bag maskerne ledte du altid om mennesker. Du havde din hånd om tidens puls, storstadens jagende crescendo føg også i dit. Men også dette menneskeliggjorde du, fordi du adlede det med din kunstnerevne.

Men nu vil alle vi skrivende og talende profaner træde til side. Frem bag din kiste skal træde de mange, som læste sig øjnene våde og hjerterne varme i dine bøger, og som nu giver møde for at trykke din hånd til farvel oq tak.

Det er det, jeg ikke forstår, Herman Bang, at du for hvem kærligheden var livets midtpunkt og hjertet sindets konge, at du kunne undvære livsforbindelse med kærlighedens Gud Hine Illæ lacrymæ. Herfra tårerne og den bundløse melankoli. Men så siger jeg atter til mig selv: Dette må have sin grund En snæver ortodoksi eller sur pietisme lukkede i din ungdom paradisets låge i lås for mange. De så ikke kærlighedens Gud ansigt til ansigt Hvor skulle de så kunne elske ham. Nu har Gud ført dig afsides gennem dødens mørke port. bort fra larmen og menneskene. Jeg tror han har gjort det for endelig en gang at vise dig sit eget ansigt, fuldt af en faders kærlighed og fred.

Johan Svendsens "Andante funebre" bruste fra orgelet, og frk Ida Møller sang "Lær mig o Skov"

De nærmeste venner bar kisten ud til den ventende ligvogn og langsomt bevægede toget sig til Vestre Kirkegård, hvor vennerne igen bar kisten til graven. Pastor Geismar bad en kort bøn og foretog jordpåkastelsen og dermed var Herman Bangs ligfærd til ende

Højtidsfuld og smuk var den, og alle de tilstedeværende var dybt bevægede. - flere af disse mennesker græd, og det er dog ellers ikke folk, der har let til tårerne. Herman Bang der livet igennem som ingen anden var teatrets mand, en elsker af det ekcentriske, af det opsigtsvækkende, fik en ligfærd så stilfærdig, så smuk og så bevæget. som han havde ønsket det.

Medens en blid martsvind susede i den lille gravlund, spredtes følget. Herman Bang kom ikke til at hvile under Bangsbos græstæppe, men hans grav her under de svajende birke vil dog blive den stille plet, han havde ønsket, fredet og værnet af vennerne. ...

Et par timer senere meldtes det telefonisk fra kirkegården til direktør Peter Nansen at Herman Bang var kommet i en forkert grav!

Hr. Nansen fik telefonisk stævnet en del af følget til at møde på kirkegården igen kl. 3 og ankommet herud, var de vidne til hvorledes et par graverkarle højst uceremonielt halede kisten op af graven og førte den til dens forhåbentlig endelige hvilested.

Det var trist og pinligt at overvære, og der faldt skarpe ord fra de tilstedeværende om dette skandaløse sløseri der kastede en grim skygge over den ellers så smukke højtidelighed. Hvor skylden for den utilgivelige fejltagelse må søges, blev ikke opklaret.

Som meget i Bangs liv har været ejendommeligt og egenartet, blev både hans død og begravelse kapitler noget i retning af hans egne sælsomme historier.

(Aalborg Stiftstidende, 3. marts 1912).

Herman Bangs jordefærd - Begravet i forkert grav

I lørdags jordedes forfatteren Herman Bang på Vestre Kirkegård ved København. Kun familien og nærmeste venner overværede begravelsen. Pastor Oscar Geismar holdt en gribende tale til den afdøde.

En time efter jordpåkastelsen opdagedes det at Bang ved en beklagelig og pinlig fejltagelse var begravet i en forkert grav. I største hast sammenkaldtes vennerne igen og begravelsen blev gjort om. Den dannebrogsklædte kiste blev derefter sænket i en ny grav.

(Middelfart Avis, 5. marts 1912).

Herman Bangs gravsted på Vestre Kirkegård. Efter eget ønske er den helt uden sten eller andre kendemærker, se artiklen nedenfor. I artiklen er angivet at gravstedet skulle være 120 kvadratmeter. Det er ikke tilfældet,den er snarere 12. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Fejltagelsen blev bemærket i mange aviser, bl.a. også i Riget (København), 3. marts 1912:

Man havde taget fejl af gravene. Herman Bangs af fru Holst udvalgte gravsted ligger ikke direkte ud til birkealleen, men lidt tilbage. En sidesti fører derhen.

Imidlertid var der i går gravet en grav ved selve alleen, og heri sænkede graverkarlene digterens kiste. For ikke at afbryde stemningen lod man pastor Geismar forrette jordpåkastelsen i denne grav, og først senere på dagen redresseredes fejltagelsen. De allernærmeste venner samledes igen på kirkegården og så kisten forsvinde i det rigtige gravsted. Dannebrogsflaget som disse venner havde skænket, fulgt med, svøbt omkring den amerikanske kiste.

Herman Bangs hvilested er ca. 120 kvadratmeter stort og indhegnet af mørke tujahække. Et par slanke popler suser tæt derved ... Mange mennesker vil i de kommende dage finde vejen derud for ved graven at mindes den sørgmodige digter. Nogen sten vil der vel næppe blive rejst ... for som han selv sagde, menneskene skal ikke rejse sten for den de ikke kender.

I dagene derefter var aviserne især optaget af Herman Bangs testamente fra 1879, hvori angives som arvinger, barber Hans Larsen, Haderslevgade 9 i København, og Gilbert Larsen i New York. Hans Larsen var kun 3 år da han blev opført i testamentet, og hans forældre var portnerfolk på Valkendorffs Kollegium. Han havde glemt alt om testamentet, og blev ret overrasket over at blive kaldt op til overretssagfører Heise om testamentet. Larsens mor havde plejet Bang under hans sygeleje.

I 1920 efter Genforeningen optrådte denne artikel mange steder i pressen.

Hvor "Kæmpelokomotiverne" repareres. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Statsbanernes Centralværksteder i København.

For nogen Tid siden blev der talt Landet over om de store nye Lokomotiver, som vi havde faaet fra Udlandet og som allerede før de var tagne i Brug var defekte. Da vi forleden var i København, besluttede vi os til at aflægge at Besøg paa Værkstederne, hvor de bliver reparerede, og som efter de Beskrivelser vi fik, skulde være noget af en Seværdighed.

Vi henvendte os derfor til Værftsbestyrer Hr. Werner, der meget elskværdigt stillede en Mand til vor Disposition. Vore Forventninger viste sig, ikke at være for store; den ret hurtige Tur gennem Anlæget tog ca. 5 Timer, men vi blev ikke træt, tværtimod bødes stadig paa nye interessante Ting, som kunde fængsle Opmærksomheden.

Det første, vi kommer til, er Vognværkstedet, og det er saa langt, at vi daarligt kan se fra den ene Ende til den anden. I Midten af Lokalet er en lang, bred Fordybning, hvor ud til løber en Mængde smaa Spor. I Fordybningen løber en Slags elektrisk Blokvogn frem og tilbage. Naar Vognen, der skal repareres, kommer ude fra det Frie og i den ene Ende af Lokalet køres ind paa den besporede Blokvogn, er det let for denne igen et Par Sekunder efter at aflevere Ladningen paa et hvilket som helst Sidespor, hvor der for Øjeblikket er Plads.

Fra Vognværkstedet. Foroven ses de mægtige Ventilations- og Varmerør.

Skal der nu kun foretages en lettere Reparation i Maskineriet, er der en dyb Udgravning i Jorden, under Vognen, hvorfra dette let lader sig gøre. Er Reparationen større, - er det Hjul eller større Dele af Undertøjet, det er galt med, føres en mægtig Dobbeltkran over Skinner, der krydser hinanden over hele Loftet, hen over Vognen og et Minut efter hænger den i Luften. Kranerne kan samlede tage ca. 180,000 Pd., saa selv et af de største Lokomotiver er for den kun Legeværk. Naar først Vognen er løftet, er det nemt at skille den ad, og de forskellige Dele vandrer rundt paa Værkstederne.

Nutidigt foto af vognreparationsværkstedet, med "Kineserbyen" bagest og et forterræn med skinner, boogier m.m. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vi ser nogle af de store Lokomotiver, som er skilt ad. Hovedfejlen ved dem har været, at nogle støbte Akselender ikke har været solide nok. Der har været en lille Rift i dem, som ikke maa eksisterer, da den før eller senere kan faa hele Akselenden til at knække. - Men ogsaa andre Dele vandrer af Sted for at blive reparerede.

Vi følger med og kommer først til Smedeværkstedet, hvor der arbejder ca. 60-70 Mand ved halvt saa mange Esser (Ildstedet i hvilket Jernet bliver varmet). Det futter og sprutter overalt. Dette Værksted er forøvrigt, som alle de øvrige, vi kommer igennem, forsynet med en Masse moderne Maskiner. Det Apparat, der imponere os mest, er en Pressemaskine, der kan levere 

et Tryk af 1½ Million Pund.

I Løbet af et Sekund kan den presse en 10 Tommer tyk Jernblok ned til en Tykkelse af 1 Tomme. Det mægtige Apparat, der vejer henved en Snes Tusind Pund, udfører sit Arbejde ligefrem elegant og man føler absolut ingen Lyst til at lægge Fingrene imellem Blokkene ti! eventuel Fordel for Jernet.

Pressemaskinen, der kan levere et Tryk af 1½ Million Pund.

Vi lægger ogsaa Mærke til et ca. 2 Meter bredt Rør, der gaar hen under Loftet; det sender en hel Mængde smaa Rør ud til de forskellige Esser, og vi faar at vide, at de suger al Røgen bort i Stedet for, at denne ellers vilde brede sig i Lokalet. Trækken til Ildstederne kommer ikke fra høje Skorstene; den kommer fra en Blæseovn, og gør udmærket Fyldest.

Værkstederne er i sin Tid bygget paa et Stykke af det udfyldte Kalvebod Strand og der har derfor stadig været meget fugtigt; dog dette er der ogsaa raadet Bod paa, der er bygget en Kanal under Jorden og naar Vandet i denne er steget til en vis Højde sætter en automatisk Pumpe sig i Gang og Vandet pumpes væk.

Her laves ogsaa delvis Hjulene i Stand. Et Hjul bestaar, før det er i Orden, af Nav, Eger og et tyndt Fælg. Her uden paa lægges den saakaldte "Bandage", d. v. s. en ca. 4 Tommer tyk støbt Ring, som hentes fra Krupp i Essen. Arbejdet med at sætte Bandager om Fælgene, derefter at slibe dem til, hvilket foregaar i en stor Boremølle, og endvidere med at tage gamle Bandager af udføres ogsaa i Smedeværkstedet og er meget interessant.

Vi forlader denne Afdeling og kommer ind i Støbehuset. Her støber man alle Ventiler, Haner over Modeller, der er udført i en Blanding af Sand og Gødning. Vi naar lige at kigge ned i en stor Smelteovn i Jorden, hvor Blandingen Kobber, Bly og Tin tilberedes, og maa saa forsvinde derfra, da Dampen fra Ovnene ikke er morsom. Vi kommer derefter igennem en stor Bygning, som indeholder Jernlåger, d. v. s. : Jern i alle mulige Størrelser og Former - , og befinder os lidt efter i 

Maskinhallen.

Denne Hal er større end Flakhaven i Odense og er omtrent fyldt med Maskiner - Boremaskiner, Drejemaskiner og en Mængde andre. Her findes bl. a. en mægtig Cylinderboremaskine, der har kostet ca. 80,000 Kr., og en Pressemaskine mod 600,000 Pd. Tryk. I Forbindelse hermed er et Værktøjsværksted, som er forsynet med alt. Her leveres Arbejderen det, han skal bruge mod Aflevering af et Numer. Ved Tilbageleveringen bliver alt Værktøj efterset, og repareret, om det er nødvendigt.

Vi kommer nu ind i Kedelsmedien og det er et af de værste Steder at være for et almindeligt Menneske. Der er et Bulder, saa det gør ondt i Trommehinden. Det fremkommer ved, at en Mængde Mennesker med Iver og - tilsyneladende - Lyst bearbejder nogle store Kedler paa det kraftigste. Til Kitning bruges Luftværktøj. Det er komprimeret Luft, som gennem Rør og Slanger fra Kraftstationen føres derover, hvor det igen blæses ind i Haandværktøj, som ligner en moderne Vibrationsmaskine. Her findes ogsaa en mægtig Maskine, der i den ene Side som en Mis kan skære en 32 mm Plade over og i den anden Side kan bøje en Plade af hvilken som helst Tykkelse. Kraften, der driver denne, er ogsaa Luft, som dog ikke kommer fra Kraftstationen, men fra en mægtig Luftpumpe, som Værkstederne 6elv har lavet af gammelt Jern. Den leverer et Tryk af 60,000 Pd.

Spektaklet faar os hurtigt ud ad Døren, og vi befinder os straks efter i Kraftstationen. Denne er delt i tre Afdelinger; i den ene findes fire belgiske Dampkedler, hvor paa 500 H. K., og de er selvfyrende. I den anden findes 4 Dynamoer, 3 til Lys og Kraft og 1 til komprimeret Luft. Værkstederne bruger ialt ca. 750 Amp. i Døgnet. I den 3die Afdeling, der er et Hus for sig, findes Akkumulatorbatterierne, der samlede har en Styrke af 600 Amp. Da dette Rum er sundhedsfarligt, skal de 13 Mand, der arbejder der, til Lægeeftersyn mindst en Gang om Maaneden. Endvidere faar de hver en Pot Sødmælk om Dagen, foruden at de faar noget Filttøj, som ikke nemt ædes op af Syredampene.

Nutidigt foto: Trykluftværkstedet (forrest) og kraftcentralen (bagest). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vi kommer saa til det elektriske Værksted, hvor alt, lige fra en simpel Afbryder til det fineste elektriske Maaleapparat fabrikeres. I en 2-Etages Bygning ved Siden af er der Sadelmagerværksted og det indeholder og leverer ligeledes baade groveste og fineste Sager og Arbejder. I og udenfor Karethmagerværkstedet og Malerværkstedet, som vi derefter beser, holder der flere Hundrede Vogne, der skal repareres og males. Alt er indrettet praktisk og let - der er saaledes i Malerværkstedet paa begge Sider af Vognen indrettet Stilladser, som i Løbet af et Øjeblik kan hejses op og ned. Vi mangler saa kun Snedkeriet, og der er ogsaa noget overraskende. Ved hver Høvlebænk og Savemaskine udmunder en stor Tragt, som saasnart der kommer en Spaan eller noget Savsmuld paa Bænken suger dette til sig. Det suges derefter gennem lange Rør over til Kraftstationen, hvor det selvfølgelig udmærket kan bruges. Der findes ogsaa en stor Høvlemaskine, - naar de raa Brædder gaar ind i den ene Side, kommer de ud igen i den anden, og er da høvlede til en bestemt Tykkelse og skaaret til i janten.

Vi er nu kommen gennem alle Værkstederne med deres ca. 900 Mand og skal kun omtale Badeanstalten. Den ligger midt i det hele. Hver Arbejder paa Værkstederne har Tilladelse til at bade gratis - endda i Arbejdstiden. Hvert Værksted, eller 2 ad Gangen, har sin Dag, og Arbejderne maa gaa, paa hvilken Tid de vil. Badeanstalten indeholder 21 Baderum, og der er Afvaskningsrum, Styrtebade og Svederum.

Vi skal saa kun omtale de mægtige Rør, som gaar gennem alle Lokalerne, og som opvarmer dem. - Det maa være lidt af en Fornøjelse at arbejde i saa store, lyse og godt ventilerede Lokaler.

En Tur gennem Statsbanernes Centralværksteder er meget interessant - den overbeviser om, at vi har noget, som vist ikke alene herhjemme virker imponerende.

Den Mindste.

(Fyens Stiftstidende 2. marts 1912)

Personalet ved godsbanegården og beboerne i tjenestemandsboligerne øst for Enghavevej klagede fra starten over kommunens destruktionsanstalt på Vesterfælledvej, samt fra den private kødfoderfabrik. Det blev behandlet i borgerrepræsentationen sommeren 1912.

Barrisons. (Efterskrift til Politivennen).

"Berliner Tageblatt" fortæller:

Ved premieren i "Neues Teater" i Berlin sad på balkonen en dame der i sin tid var den mest feterede stjerne på varieteens himmel: Lona Barrison, der nu som fru Fleron bor i København. Ikke blot i hendes ydre, men også i hendes indre er der siden hine længst forsvundne dage foregået en mægtig forandring.

I det sidste par år har hun ivrig studeret medicin og tænker til næste vinter at holde offentlige foredrag om sygepleje.

Og hendes søster Gertrud der sang og dansede så nydeligt, reciterer nu tragiske digte. 

Disse to kvinder der i sin tid forargede berlinerne ved deres pikante ynde, har således fået øjnene op for livets alvor.

(Vestjyllands Social-Demokrat-Esbjerg, 15. februar 1912).

Bostondansen. (Efterskrift til Politivennen).

I 1910 havde Asta Nielsen og Poul Reumert skabt forargelse ved deres gaucho-dans i filmen "Afgrunden".  Den blev anset for vulgær. Filmen blev set af ganske mange, den blev vist omkring 600 gange. Tiden var åbenbart til "vulgære" danse, fra efteråret 1912 bredte den såkaldte Boston-dans sig.

 Bostondansen forbydes i København

Vor særlige hovedstadskorrespondent skriver: Det vil glæde i vide kredse, at Københavns første politiinspektør, Theodor Petersen, i disse dage har udsendt til de offentlige danseetablissementer en meget skarpt formet tilrettevisning om, at der intet usædeligt og anstødeligt må foregå i lokalerne. Denne tilrettevisning er foranlediget ved, at der i den senere tid er blevet danset den såkaldte Bostondans på en måde, der måtte forarge selv de mest forhærdede individer.

Bostondansen kan efter dette anses for udryddet fra offentlige lokaler i hovedstaden. 

Uheldigt ville det ikke være, om der ved lejlighed kunne blive våget alvorligt over, hvorledes der danses om sommeren inde på de forskellige dansepladser i Tivoli. Derinde har borgerskabets sønner og unge døtre gladeligt i sommerens løb danset "Bostondans" på ganske apachemæssig måde. Og det er en dans der ikke har været et hår bedre end den der danses på de laveste danseknejper.

(Fyens Stiftstidende, 17. oktober 1912).

I 1909 begyndte aviserne at berette om dansen i udlandet, fx Paris. I juli 1912 kom den så til Tivoli. Forbuddet gjaldt dog kun i København, og fx ikke i Nakskovs finere selskabelige foreninger. Her kaldte Lolland-Falster-Social-Demokrat-Nakskov 19. oktober 1912 dansen for "så hæslig og sjofel at de unge damers anstændighedsfølelse burde afholde dem fra at deltage i et bal hvor der danses på denne afskyelige måde."

Bostondansen.

Det københavnske politi gør rent bord.

(Fra vor korrespondent)

København, søndag.

Til trods for den københavnske politidirektørs forbud mod "Bostondansen", søgte arrangørerne af de såkaldte "Bostonaftener" alligevel i aftes at samle publikum i den mærkelige forening "Københavns selskabelige Klub".

Politiet blev selvfølgelige straks underrettet, og kl. ca. 1:30 besatte en afdeling politi under den nye energiske politiassistent Heiberg det af det stakkelse Studentersamfund forladte studenterhus, hvor "Foreningen" har til huse. 

Alle indgange bevogtedes og en kommando politi trængte ind i dansesalen og i kabinetterne - i løbet af få minutter var "bulen" fuldstændig ryddet, kun garderobebetjeningen fik lov til at blive.

En række kendte navne og dårlige samvittigheder forsvandt skyndsomst - nogle ud ad vinduerne. Politiet optrådte meget energisk, men yderst hensynsfuldt, og der forefaldt ingen tumult af nævneværdig art.

Efterhånden som automobilerne med de danselystne ud på natten indfandt sig i Studiestræde blev de vist væk, men helt ud på [morgenstunden var] Studenterhuset belejret af sensationslystne.

(Fyens Stiftstidende, 21. oktober 1912)

Bostonklubben forsøgte sig herefter på Frederiksberg. I de følgende år synes også betegnelsen "vrikkedans" at vinde indpas, ikke det samme som Boston-dans, men noget lignende.

Boston grasserer atter.

Det lader til at Bostondansen går så flinkt som nogensinde. "Ekstrabl." har haft besøg af en mand der indigneret fortæller om en ny taktik Bostonitterne har lagt sig efter. Da de ikke turde sæå sig ned i samme lokale for længere tid - hvad gjorde de så? De skiftede lokale fra uge til uge. Føst om fredagen tog de beslutning om hvor lørdagens bal skulle finde sted, og så sendte de trykte meddelelser derom ud til medlemmerne af Boston-Klubben. Og da det formodentlig har knebet for dem at finde damer nok, har de tillige sendt fribilletter ud til unge piger hvis navn og adresse de på en eller anden måde har fået opspurgt.

(Roskilde Dagblad, 11. december 1912).

Ryddet danselokale.

Som så mange gange tidligere var der også i torsdags "Bostonbal" i Paghs selskabslokaler på Nørrevold i København. Hele to "foreninger" holdt bal her for deres "medlemmer". Både på første og anden sal dansedes der, og der var vel tilsammen en 500-600 mennesker til stede. Blandt disse havde der også indfundet sig nogle repræsentanter for opdagelsespolitiet. Da opdagerne skønnede at Bostondansen - som den her blev udøvet - overskred grænserne for velanstændighed, tilkaldte de politiet. Otte politibetjente og to opdagere lod ifølge "B. T." salene rømme, og formændene for de to foreninger måtte følge med på stationen.

(Kallundborg Avis, 22. april 1913).

Bostonballerne

En ordentlig afklapsning,

København fredag.

I vinter rasede den såkaldte Bostondans overalt i København. Rundt om i byens selskabslokaler blev der afholdt "private" Bostonballer, hvor den uskønne og ublufærdige amerikanske buledans dyrkedes med sveddryppende iver af en ungdom der lige havde overskredet konfirmationsalderen. Politiet var stærkt på nakken af bostonitterne. Først blev Bostondansen forbudt i alle offentlige danselokaler, og derefter skred politiet ind mod de "private" balarrangører. Et par ganske unge mennesker, kelnerne Paul Paulsen og Emanuel Petersen der havde arrangeret en række Bostonballer i Paghs lokaler og Studenterhuset, blev sat under tiltale. Nu har de fået en ordentlig afklapsning idet Paulsen er blevet idømt en bøde på 250 kr., Petersen en bøde på 160 kr. Værten er blevet dømt for nattesæde, og 4 af de ivrigste deltagere har hver fået en bøde på 80 kr.

Dermed er Bostondansens saga vistnok ude, men den har allerede fået en afløser i den argentinske "tango", der vistnok hver aften danses i Tivolis "Forum" og ikke er stort mere tiltalende.

(Skagens Avis, 7. juni 1913).

Boston.

Politiken fortæller i dag følgende:

Det stilfærdige lørdagsbal i Klampenborgs koncertsal blev lørdag aften uventet scenen for et heftigt optrin. En dame og herre der viste sig at være et uangribeligt ægtepar, begyndte til almindelig forfærdelse for de ældre i salen at danse Boston. Inspektøren, hr. Duwens, tog tyren ved hornene, lod musikken standse og anmodede parret om at forlade salen. En del af den tilstedeværende ungdom med overretssagfører W. O. i spidsen tog imidlertid parti for ægteparret, og det kom nu til et heftigt optrin mellem hr. Duwens og hr. W. O. Der faldt fra begge sider stærke ord som måske vil fremkalde et sagsanlæg, ja, man taler om en duel.

Det er glædeligt at se at man flere og flere steder modsætter sig Bostondansen ved ballerne. Denne lidet tiltalende måde at vride arme og ben på, som til tider endda kan være anstødelig grim, har i den sidste tid holdt ikke så få mennesker borte fra de dansesale hvor man ellers havde alle betingelser fora t tilbringe en både fornøjelig og behagelig aften.

Det fortjener at nævnes at et af de smukkeste baller vi længe har set her på egnen, var ballet forrige søndag i Gladsaxe konservative Forening. Men her blev Bostondansen også straks forbudt ved ballets åbning, og der vågedes strengt over at forbuddet overholdtes.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 28. juli 1913).

Operasanger Frederik Bruun

havde fuldt hus til sin Boston-aften på Skagens Hotel i aftes. Han applauderedes velvilligt aftenen igennem. - Vi er blevet gjort opmærksom på at vor forhåndsnotits angående Fr. Bruuns underholdning som han spøgefuld kaldte: Boston-aften a la Pinet, af enkelte ængstelige læsere er blevet opfattet som indeholdende udtryk for at vi sympatiserede med selve Boston-dansen. Herimod må vi straks værge os. Vi har absolut ikke taget parti for Boston-dansen. - Vi har anbefalet hr. Bruuns underholdning bl.a. i følgende vendinger: "Boston-aften a la Pinet averterer Fr. Bruun omstående - som om hver aften ikke var helliget Boston for tiden. En ikke-Boston-aften ville vække opsigt". Når man læser denne satire over bostdoneriet på Skagen rigtig, vil man næppe være i tvivl om vort syn på Bostondansen.

(Skagens AVis, 2. august 1913).

Børneprostitution i København.

Ødelægger "Tivoli"s Boston-dans de 13-14 års pigebørn?

I de sidste to, tre år har der, nu og da, været ført en hidsig kampagne i hovedstadspressen mod den såkaldte Bostondans, hvis faste sæde om sommeren synes at være danseetablissementerne i "Tivoli", trods alle forsikringer fra direktionen om givne forbud og forøget kontrol.

Og denne Bostondans, der naturligvis kun danses i en hæslig forvanskning og karikatur bærer da sikkert skylden for, at vi nu i realiteten har en såkaldt børneprostitution i København.

Det ligger i sagens natur, at det må holde hårdt, før man griber ind på dette område og fastslår en skamplet af så uhyggelig en art som denne. 

Men - man kan ikke komme udenom de faktiske forhold længere, så vist som der mand og mand imellem tales højlydt om disse forargelige tilstande.

Bostondansen i Tivoli 

Som nævnt hævder direktionen, i dette vor bys eneste store sommeretablissement, at al Bostondans på danseestraderne er forbudt.

Der findes Kontrol, som skal påse, at forbuddet ikke overtrædes o. s. v., o. s. v. 

Trods dette er det et faktum, at der danses Boston, og det så selv gamle forhærdede mennesker må rødme af skam.

Piger på en 13 -14 år opfører sig i et og alt som byens værste skøger, og deres ublufærdige fremtræden er ganske utilbørligt. Nu kunne det endda være, om deres optræden indskrænkede sig til dansen alene; men dette er så langt fra.

Nej, de "angler" på en ganske åbenlys måde efter mandfolk, og man vil i den henseende kunne se mangt og meget, der nok kan få én til at gribe sig til hovedet og spørge: Hvor er vi dog henne, at noget sådant kan finde sted?

Der drives ikke så forargelig en dans på Dyrehavsbakken som på danseestraderne i "Tivoli", og hvad disse 13 -14 års pigebørn ganske åbenlyst præsterer i deres opførsel overfor mænd, nærmer sig det utrolige. 

Hvad lægerne siger.

Ingen kan tale bedre med denne sag end vore læger. Det hører så at sige til dagens orden, at der rundt i venteværelserne hos vore kønslæger sidder pigebørn af den omtalte alder.

Så rædselsfulde er i virkeligheden forholdene - De skammer sig absolut ikke, siger en af vore læger, men tager det hele som den mest selvfølgelige sag i verden, og optræder med en sådan frimodighed, at den fuldstændig afvæbner en.

Vi har ofte iagttaget et par af disse småpiger. De færdes overalt i Tivoli med en så åbenlys frækhed, at man nok må spørge: Hvorfor er direktionen ikke for lang tid siden skredet ind her?

Her har så sandelig været grund nok. Ja, vi ved endog fra ganske pålidelig kilde, at enkelte af disse pigebørn udnytter de stiftede herrebekendtskaber til pengeafpresning.

Eksisterer der et børnebordel.

I overensstemmelse med hvad vi lige har skrevet, trænger den tanke sig unægtelig frem om der ikke her, et eller andet sted i byen, findes et bordel for disse små stakler, udnyttet af en eller anden gammel rufferske. Enkelte røster har påstået det, og man har endogså gået så vidt, at man har påpeget kvarteret omkring Kongens Nytorv som stedet for denne uhyggelige og skandaløse virksomhed.

Hvor meget eller hvor lidt, der ligger i disse rygter, skal vi ikke kunne sige; men vi ved, de er så stærke, at politiet må og bør undersøge forholdene snarest muligt.

Overværgerådets formand giver os ret,

Vi har i dag haft en samtale med overværgerådets formand, overretsassessor Bruun, der udtalte følgende:

- Det er min overbevisning, at sædeligheden her i byen er i en stærk nedgang. Og jeg vil godt tro, at de af Dem omtalte forhold eksisterer. Det har de gjort før; men sikkert er de værre nu. Bostondansen har sin skyld; men biografteatrene må heller ikke glemmes (??).

Så snart værgerådene er fungeringsdygtige igen, nu om nogle dage efter ferien, vil sagen blive taget op til drøftelse; for jeg er enig med Dem i at noget må dr gøres!

Black.

(Folkets Avis, 7. august 1913).

Social-Demokraten 17 august 1913 skrev at Boston-dansen nu næsten havde fortrængt al anden dans fra danselokalerne. Politiet nedlagde forbud og birkedommer Valeur gav ordre til at der skulle gås frem med bestemthed overfor den barokke dans. Forbuddet bredte sig også til provinsbyer. Dansen ser herefter ud til at være uddød af sig selv, for at blive overtaget (som antydet i en af de ovenstående artikler) af argentinsk tango.

"Boston og vrik"

En danselærer udtaler sig mod Bostondansen.

Vi bragte i går nogle interviews med forskellige foreningsformænd, hvorigennem det oplystes, at den såkaldte "Boston"-dans er forbudt på foreningsballer i Odense. Det har sikkert glædet mange, at foreningerne så resolut har taget parti mod denne grimme dans.

- "Hvad hjælper det nu," - vil mange sige - "at dansen er forbudt i foreningerne - De, der vil danse den, finder dog alligevel lejlighed, hvor de kan få deres lyst styret." - Det er selvfølgelig sikkert rigtigt, men der påtrænger sig da et nyt spørgsmål: Hvorledes kan en så plat dans, som den, der præsteres, overhovedet finde indpas på ballerne? - - Sikkert fordi den indøves på danseskolerne. Der læres den under kyndig og anset vejledning og for mange familiefædre og mødre er meddelelsen om, at "Boston" virkelig læres på danseskolerne, vel det samme som at give den blåt stempel, når den indføres i balsalen. Der er imidlertid en meget stor forskel på "Boston"-dansen i danseskolen og balsalen. Ikke så snart er eleven sluppet bort fra lærerens og lærerindens strenge kontrol før de selv finder på "forbedringer" og efterhånden udarter den egentlig smukke "Boston" sig til at blive knejpedans. - Forældrene, der overværer vridningerne, korser sig i forfærdelse; hjemme formaner de deres poder, men næste gang finder de håbefulde på nye knæk og andre pikante småting - - "man må jo følge med, tiden forlanger det!" siger de, og forældrene bøjer sig i stilhed for den store samlede overmagt.

- Faren kommer altså fra danseskolerne, selvom det selvfølgelig er ganske ubevidst. 

- Man hører fx hvad danselærer Neerholt fortæller:

- "Jeg er en absolut modstander af "Boston"-dansen," siger han, - "og har aldrig indladt mig på at undervise i den. Min datter heller ikke. Jeg synes ikke man på en danseskole skal lære sine elever noget, der går mod takten. Det er dog mod alle regler for dans. Selve "Boston"-dansen er der måske intet at sige til; den kan jo danses virkelig smukt, - men den bliver bare aldrig danset smukt. Næppe har eleverne lært en smule før det udarter og de, der ikke har lært dansen under vejledning, tager så på ballerne eksempel efter dem, der kan vride sig bedst.

- Nej som sagt - jeg synes ikke den hører hjemme på danseskolen. Det er ikke ret længe siden, jeg fra et selskab på en snes personer fik anmodning om at undervise dem i "Boston", men jeg sagde nej! - Jeg vil ikke have noget med den at gøre

Vi spørger til slut

Politimester Tamm

om "Boston" vil blive forbudt på eventuelle fremtidige offentlige baller. "Jeg vil sige," udtalte politimesteren, "at jeg synes Boston er en grim dans, men offentlige baller i Odense er jo en stor tor sjældenhed, og der er vist således ingen grund til foreløbig at tage stilling til spørgsmålet."

-- Forhåbentlig vil den almindelige modstand mod Boston-dansen frugte så ,meget at den ikke mere tåles i noget ballokale i Odense!

-ste. 

(Fyens Stiftstidende, 22. oktober 1913)

Bostondans

Politiet stormer Sommerlyst.

Bostondansens udøvere er utrættelige. Gang efter gang sendes de ud fra offentlige lokaler - men de finder stadig et nyt.

I aftes forsøgte de at leje en sal i Allegade, - men da værten kom under vejr med hvad den skulle bruges til, ville han naturligvis ikke have noget med "Foreningen" at gøre.

De danselystne unge mennesker lejede derefter Sommerlyst, men her mødte politiet og forhindrede dansen. Men alligevel: en halv time efter dansedes der Boston efter de nyeste noder, og politiet måtte atter skride ind.

Under det virvar der opstod, blev der stjålet en mængde overtøj.

Nu bliver der rimeligvis rejst tiltale mod et par af "Foreningens" ledere.

(Aftenbladet (København), 1. december 1913).

Sommerlyst på Frederiksberg Alle 78 (98?). Fotograf Peter Elfelt. Københavns Museum. Ikke beskyttet af ophavsret.