Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Pauline Aggersborg (1824-1914). (Efterskrift til Politivennen).

Gravsted Vestre Kirkegård: Pauline Christine Aggersborg født Seidelin (1824-1914) gift med apoteker Niels Nørgaard Aggersborg (Løveapoteket i København), med hvem hun fik børnene Anna Elisabeth, Hildegerd Margrethe, Inge Gyrithe, Christian og Johanne Marie Aggersborg. Skrev adskillige artikler i Kvinden og Samfundet.

Pauline Aggersborg deltog i "Sædelighedsfejden" der kulminerede i 1887. I tidsskriftet "Kvinden og samfundet", med redaktricen Elisabeth Grundtvig. Grundtvig havde udgivet en artikel "Erotik og kvinder", hvori hun skrev om mænds drifter, at disse ikke gjorde dem lykkelige når de blev tilfredsstillet, men var slaver af kønsdriften. Hvilket førte hende til at advare kvinder mod at gå i samme grøft. Det bragte Politiken og især Brandes i et sandt raseri - og Hof- og Stadsretten måtte dæmpe hans udtryk for æreskrænkeri. Pauline Aggersborg forsvarede sammen med Sannom Grundtvig imod Brandes. Vedr. Pauline, var det især følgende afsnit i artiklen "Det sædelige Lighedskrav", (Kvinden og Samfundet, nr. 5, 1887) der var faldet Brandes for brystet:

"Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade."

"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er det ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."

"Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; ti ogsaa det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."

"Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det Erotiske med det Sædelige."

Pauline Aggersborg. Lørdag den 12. december jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjysk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af mit sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og dåd hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ. Vennekredsen forøgedes med mænd som Lembke og Johannes Fibiger, der altid blev hende en trofast ven.  I '64 drog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1875 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen der skylder hende overordentlig meget.

(St. Paul Tidende, 15. januar 1915).

Pauline Aggersborg.

I lørdags jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede, varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjydsk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af et sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev, og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og død hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ, vennekredsen forøgedes med mænd som Lembcke og Johannes Fibiger der altid blev hende en trofast ven. I 64 rog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1865 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen, der skylder hende overordentlig meget. I "Kvinden og Samfundet" skrev hun om hvad der lå hende på sinde; alle ved vi at hun var et virksomt bestyrelsesmedlem af foreningen mod lovbeskyttet usædelighed.

Men kraften til at virke udadtil som hun gjorde, hentede Pauline Aggersborg fra sit rige, dybt religiøse liv indadtil.

I 1895 udgav hun ovennævnte digtsamling "Af et sjæleliv" med mottoet: "Det at tænke, det rummer det bedste i een". Disse ord er typiske for denne rige, vågne ånd. Hendes tanker havde rod i det dybe og rankede sig højt. Dag for dag voksede hun i kærlighed til Gud og mennesker. Vi der havde den lykke at være hendes venner, ved hvorledes den 90-årige kvindes levende ånd var vågen for alt i livet, men også hvorledes hendes stille samliv med hendes frelser uddybedes, så hun til sidst stod som med den ene fod i Himlen. Og det var hende en hjertets trang og nødvendighed at vidne om sit inderste livs løndom og lykke. I 1900 udgav hun "Kristelig livsbelysning", et modskrift mod Troels-Lunds "Livsbelysning" , og i 1910 nedlagde hun frugten af sit tankeliv i den stærkt personlige bog "En livsopfattelse", et rigt begavet menneskes vidnesbyrd om sin tro. Endnu i marts 1914 modtog hendes venner den lille bog "Betragtniger over tilværelsen" med det skønne digt "Guds nådevæld", der peger på den livskilde hvoraf hun øste sin rigdom.

Der var højt til loftet og ren luft hvor Pauline Aggersborg færdedes. Overfor hende gælder det gamle ord: "Jeg har lært noget godt hver gang jeg besøgte dig, - og mest når Du talte."

Nu er hun gået hjem, men mindet om hendes rige ånd og store kærlighed vil leve.

I. S.   

(Nationaltidende, 16. december 1914).

Børnene og Kommunens Folkebiblioteker. (Efterskrift til Politivennen)

I det tætbefolkede Arbejderkvarter paa Hjørnet af Nørrebrogade og Griffenfeldtsgade ligger Hovedafdelingen af Kommunens Folkebibliotek.

Klokken er syv Aften. Netop paa det Tidspunkt er mange fra de smaa Hjem ude paa Gaderne. Hvor fristende da et Øjeblik at kigge op paa de aabne Hylder i Folkebiblioteket. samtidig med, at man gør sine indkøb hos de Handlende. En god bog kan da tages med hjem til Underholdning for Familien.

Biblioteksalen gør et hyggeligt indtryk med sin friske, grønne Palme paa Bordet og de righoldige Boghylder. De Besøgende griber dog stærkest. Mit Øje følger med Interesse en tretten-fjorten Aars Dreng, der ligger paa Knæ og med Kendermine undersøger en af de nederste Boghylder, han har gjort sit valg: naturligvis en Rejsebeskrivelse. Han springer op og henvender sig til den kvindelige Bibliotekar om Lov til at tage Bogen hjem og tilføjer, bevidst om sit eget Ansvar: Men Frøknen ser nok, at der er en lille Rift i første Blad. Jeg skal nok være forsigtig: jeg vil saa gerne have Bogen hjem med.

Den unge, kvindelige Bibliotekar, Frøken Margrethe Thunbo, som har været Assistent i Kvindelig Læseforening, fører mig hen til et lille Bord i Hjørnet af Biblioteket. 

Her har jeg min private, lille Stue, og De kan tro. jeg er glad ved min Virksomhed.

Med den største Interesse meddeler hun mig om den betydelige Fremgang. der er sket, siden Kjøbenhavns Kommune i 1913 besluttede at gøre Bogudlaanene gratis for alle. Tilgangen har været 3000 nye Læsere og 107.000 Bind i Udlaanet, og det vil sikkert fortsættes.

Men De maa se Læsesalen i Møllegade for at faa det rette Indtryk, tilføjer hun. 

Selvfølgelig, svarer jeg; men jeg maa høre lidt om Dem selv, om Deres Eksamen som Bibliotekar i Amerika. Der var vel meget for Dem at lære?

Ja, De kan tro, det faldt mig ikke altid let. tit studere paa det fremmede Sprog, selv om jeg var flink i Engelsk, da jeg rejste. 

Det første Aar var det strengeste. I det studerede jeg Bibliotoksvidenskab ved Pratts Institut: “School of Library", stadig med en eller anden Eksamen hængende over mit Hoved, men da jeg var kommen over alle disse Prøver med Ære, var det, som jeg vendte tilbage til Livet i den virkelige Verden. Dog havde Studielivet mange fornøjelige Sider, Jeg var hver Dag sammen med en Flok udmærkede  amerikanske Studenter, Lærerinder, betydelige Mænd og Kvinder indenfor den amerikanske Biblioteksverden. Det andet Aar tilbragte jeg ved Yale i universitetet, hvor jeg indtil 1ste Januar 1914 havde Plads Biblioteket. Senere var jeg i et stort Folkebibliotek for at se. hvorledes der arbejdes i de forskellige Afdelinger.

Amerikanerne staar højt i Kultur i Indretningen af deres Biblioteker men jeg valgte dog til Virkeplads mit eget Land, som jeg haaber at kunne gavne ved, hvad jeg har lært i de store Forhold.

Vi maatte nu afbryde vor Samtale da der blev mere og mere travlt i Salen, som skulde lukkes Kl. 8. Da jeg gik ned ad Trappen, mødte jeg to Smaadrenge, fattigt klædte med et næsten sygeligt Udseende.

Du maa godt gaa op med, sagde den store Dreng til den lille. - Vi sætter blot vore Træsko her uden for, medens vi finder Bogen. Den lille blev øjensynlig glad. 

Hviskende satte de begge deres Træsko ude paa Trappegangen og gik stille ind. 

Disse fire smaa Træsko, som den tiaarige Dreng omhyggeligt stillede op i lige række. staar endnu for mig som et karakteristisk Træk for Betydningen af vore Folkebiblioteker.

Joe.

(Følgeblad til Berlingske Tidende Nr 312. Onsdag 11. November 1914. Vort Hjem)

Uddannelsen af bibliotekarer foregik fra 1918 som mesterlære med tre års elevtid kombineret med et års teori på Statens Biblioteksskole, henlagt under Statens Bibliotekstilsyn. Men det viste sig nødvendigt at styrke den teoretiske uddannelse, og i 1956 blev Preben Kirkegaard den første rektor for den nyoprettede Danmarks Biblioteksskole.  I 2013 blev skolen fusioneret med Københavns Universitet og skiftede navn til Institut for Informationsstudier under Det humanistiske Fakultet. I 2017 flyttede instituttet fra Birketinget til Københavns Universitet, Søndre Campus.

Oplagte Dampere i Havnen udfor Larsens Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Da Krigs-Uvejret brød løs og for hen over Lande og Have, slog det Døren i for mange fredelige Erhverv. Europa dukkede sig under dets Storm-Stød og laa lammet og skrækslaaet. Først og stærkest af alt blev maaske den fredelige Skibsfart ramt, de krigsførende Magter beslaglagde og opbragte hinandens Skibe, og selv for de neutrale blev det vanskeligt at klare sig. Betegnende og malende var de hjemvendte Skipperes korte Forklaringer: "Østersøen som blæst ren for Fartøjer" - eller: "Ikke Damperrøg at se i Nordsøen".

Skibene søgte Havn. Enten var der ikke noget at sejle med eller ingen Steder at sejle hen, eller det var for risikabelt eller altfor uforholdsmæssigt bekosteligt. Der var Vanskeligheder med Folkene, Udførselsforbud osv. Der var nok til at skræmme og holde tilbage. Efterretninger om Ulykker, forvoldte ved de lumske og hæslige Søminer, begyndte at strømme ind. Det var ved at blive meget alvorlige Tider for vor Skibsfart, og kun den Del af den, der er beskæftiget i den frie Fragtfart eller paa de lange Ruter i oversøiske Farvande kunde føle sig nogenlunde sikker.

I den første Halvdel af August kom vor Havn og Red til at se mærkelig ud. Standset var det farende Træk af Dampere og Sejlere ude i Sundet. Men ved Bolværk og Kajer, i Redhavnen og Indrehavnen og Gasværkshavnen klumpede Fartøjerne sig sammen. Skrog mod Skrog, Skorstene og Master krydsende hinanden i forvirret Filter. Det var malerisk nok, det fyldte godt nok i Havnene. Men det var alligevel et trist Syn, et Billede paa Stilstand og Uvirksomhed. Et Skib, der er lagt op, der ligger med kolde Kedler eller nøgne Ræer, virker altid dødt og forsagt.

Nu er det heldigvis ikke saa galt, som det har været. Der ligger endnu en Del sovende sorte og mønnierøde Skrog i vore Havne, men mange er dog komne paa Gled. Der blev lukket op for Kuludførselen fra England. vor Landbrugseksport blev trods alle Vanskeligheder og forbigaaende Standsninger opretholdt, og nu turde den nye statsgaranterede Forsikring af Skibe samt Varer imod Krigsfare tilsøs, der er under Opsejling, snart skaffe vor Skibsfart saadanne Kaar, at den i alt Fald kan ride Stormen af.

Af ovenstaaende Billede (fra Kjøbenhavns Indrehavn, set fra Løbet ind imod Larsens Plads og Blaa Pakhus) vil det ses, at der endnu er oplagt Tonnage her i Havnen.

Fra Kvæsthusbroen ser man ogsaa ved Pælene i Havnen en hel Del af Det forenede Dampskibsselskabs Skibe ligge uvirksomme; Selskabet har for Tiden nogle og fyrretyve Skibe oplagte her, hovedsagelig fordi Farten paa Rusland og paa den tyske Østersøkyst, Ruter som Riga, Antwerpen, Stettiner-Ruten osv., er gaaede istaa. lalt kan man regne, at i disse Dage en Flaade paa 65-75 Dampere og henimod en Snes Sejlskibe ligger oplagte her. I Nordhavnen ligger 5 Dampere, ved Langelinie 18-19, ved Pælene i Havnen 5-6, ved Kvæsthusbroen en Snes Stykker, i Gasværkshavnen 12-15. Men Tallene skifter fra Dag til Dag - heldigvis hovedsagelig med Tendens til at gaa nedad.

- Det er galt nok med alle de tomme og oplagte Skibe i Havnen; værre er det med dem, der er oplagte for stedse, dem, der er puttede i David Jones locker, sendte tilbunds af Helvedesmaskinerne. Men forhaabentlig kan vi inden altfor længe skimte i Kimmingen det Skær, der varsler fri Sejlads og Bud efter Skibsrum. Saa bringer vi et nyt Billede - af Skibe med Røg ud af Skorstenene og Skum fra Bougen.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske (Politiske og Avertissementstidende 19. september 1914).

Emmy Drachmann. (Efterskrift til Politivennen)

Udover nedenstående indslag findes der en række andre artikler om Emmy Drachmann på denne blog: Om hendes bog Ingers ægteskab (1910) og  Frederik V. Hegel Se endvidere serien om Holger Drachmanns søster, Erna Juel-Hansen, født Drachmann på denne blog. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.

Emmy Drachmann (23. oktober-20. januar 1928). Forfatter og oversætter. Efter en kort forlovelse med en brav og velhavende ung mand, rejste hun udenlands i 1876 for at lære sprog og få et levebrød. Hun var i Hamburg hos venner af familien, på sørejse til Canada og blev tysklærerinde i en engelsk præstefamilie.

Hun kendte Holger Drachmann (1846-1908) fra barnsben og mødte ham igen i Hamborg hvor hun blev forelsket i ham. Han fortalte hende dog at han var forelsket i hendes søster Polly Thalbitzer. Hun var ellers gift og havde børn men ville lade sig skille. Sammen fik de 1877 datteren Gerda. Forholdet var kortvarigt, sommeren 1878 blev Emmy Drachmann af Holger Drachmanns søster Erna Juel-Hansen bedt om at hjælpe Holger der var brudt sammen over at Polly havde brudt med ham. 

Det endte med at Emmy og Holger giftede sig året efter og adopterede Gerda (17. maj 1879). Sommeren 1879 fik Holger den ide at tage til Island. Alt udstyr blev indkøbt, men pludselig ombestemte han sig, til Emmy store sorg. I stedet tog de til Samsø - og det huskede Emmy i sine erindringer som en lykkelig tid. September tog de tilbage til København, datteren Gerda var sat i pleje. Og nu begyndte et almindeligt familieliv. I december udkom Holgers største digtsamling, "Ungdom i digt og sang".

Parret fik Jens Holger (1880), Svend (1881), Lisbeth (1884) forlovet 1904 med premierløjtnant Oscar v. Zernichow, og Povl (1887). Emmy Drachmann tog sig af husholdning og børn- og ægtefællen: "Jeg havde jo ham, der for mig betød alt ... jeg havde ikke alene Lov til, men det blev min Pligt, at leve mit Liv kun for ham!"skrev hun siden i sine erindringer.

Da det i 1885 blev det påstået at Georg Brandes havde beskyldt Holger Drachmann for at være anti-semit, og at selv hans kone havde taget afstand fra ham, drog Emmy i felten for sin mand med et offentligt brev dateret den 16. februar til Brandes i Morgenbladet hvori hun tilbageviste anklagen: Holger Drachmanns kritik af Georg Brandes var ikke var det samme som at deltage i samtidens europæisk-antisemitiske bevægelse. Georg Brandes besvarede i Politiken brevet med at "Det vil sikkert tjene Fruen til Beroligelse, at Alt, hvad man derom har meddelt hende, er bare Løgn."

I 1887 forelsked Holger Drachmann sig i syngepigen Amanda Nielsen ("Edith"). Det endte med at han 1892 tog til Hamburg for at leve sammen med hende. Han overlod det til Emmy Drachmann at forsørge sig selv og børneflokken. Hendes oplevelser af denne periode i sit liv beskrev hun i den posthumt udgivne "Edith" (1992), . 

Emmy bosatte sig nogle år i Dresden og levede af at oversætte og undervise. Hun havde hjulpet Holger med at oversætte Byrons Don Juan, og selv oversat schweizeren G. Kellers storværk Den grønne Henriks Roman, 1883-84. Hun oversatte nu både tyske og russiske forfattere: P. Kropotkins En Anarkists Erindringer, 1900, og Henrik Pontoppidan og Amalie Skram til tysk. 

Hun begyndte at skrive romaner: I 1899 den historiske roman Grevinde Cosel og Frederik August den Stærke. Fredericia Dagblad fandt passager glimrende skildret, og at "man læser med stærk og stigende interesse .. som giver ret til at nære betydelige forventinger til Emme Drachmanns fremtidige produktion". Aarhuus Stifts-Tidende skrev at bogen ikke havde hverken litterær eller historisk værdi, og at Emmy ikke formår at fængsle interessen gennem de næsten 500 sider.

Da hun vendte tilbage til København, blev hun redaktør af Romanbladet (1902) sammen med Johannes Magnussen, og nogle år senere af Dansk Familieblad. I 1902 kom Villa Mackenzie, en roman om en moders besættende kærlighed til sit barn. "hun har givet os skildringer, som selv mangen begavet forfatter ikke kan levere os så gode..." og den "skæmmes en del af nogle fæle romanfraser ...""... en tarvelig figur... kedeligt kørsammen".

Hun blev nu sat på finansloven over forfattere som fik midlertidige bidrag - 200 kr (Herman Bang fik 400 kr.)

I 1903 blev Emmy og Holger Drachmann officielt skilt. Hun levede bl. a. af at oversætte bøger. Holger døde 1908, Emmy fulgte sørgetoget fra Hornbæk Kro til toget til København. Han havde ønsket at Emmy Drachmann fik hans digtergage, mens hans 3. kone fik enkepensionen, men det gik Finansudvalget ikke med til: Emmy Drachmann fik 1000 kr. årligt, og "Soffy" Drachmann fik afslag på understøttelse, med henvsining til at hun modtog midler gennem en årrække fra Gyldendals Forlag - et beløb som gik til afskrivning af Drachmanns store gæld til forlaget. 

"Ingers Ægteskab" fra 1910 blev en skandalesucces på grund af det slet skjulte selvbiografiske islæt. Den handler om en kvinde, der gifter sig med en fremragende forfatter der svigter hende til fordel for andre kvinder. Erik Skram skrev en anmeldelse i Gads Magasin at bogen med fordel kunne være forbleven uskreven: Den var som roman ikke lykkedes som kunstværk, og hun havde heller ikke uden det kunstneriske nået den hensigt der var med bogens udgivelse. Den udkom dog i adskillige oplag. Se link ovenfor med med interview og anmeldelser af denne bog.

Romanen Mødre (1914) var et indlæg i samfundsdebatten om kvinders vilkår, når børnene var blevet voksne. Som alle hendes bøger var der en kvindelig hovedperson. Social-Demokraten reagerede mod at hun kaldte alderdomsunderstøttelse demoraliserende ved at karakterisere bogen som mere småhjernet end tilladelig og undrede sig over at forlaget havde kunnet få plads til "denne hausmütterliche thevandsroman".

Fru Emmy Drachmann,

født Culmsee.

Naar Fru Drachmann nu den 23. Oktober fylder 60 Aar, kan hun se tilbage paa en Tilværelse, rigere bevæget, mere lys- og skyggefuldt, end et Menneskeliv i Almindelighed plejer at forme sig.

Det er jo gerne saaledes, at de dybe Sorger følges med de lyse Glæde, at der paa de klareste Solskinsdage falder de  dybeste Skygger, men lykkelig den, der som Fru Drachmann kan sige med Schiller: "Jeg har nydt den jordiske Lykke - jeg har elsket og levet!" Disse Ord kan hun gøre til sine, taknemmelig over, i en Periode af sit Liv at have levet saa aandelig rigt, og over, at hun endnu i sig selv, i sit Indre ejer saa store Værdier, at det gør Livet værdt at leve. Og ikke mindst over, at hun har set sine tre Børn, to Sønner og en Datter, voxe op omkring sig og i deres Liv og Virken ser sin egen Tilværelse fortsættes.

[Artiklens slørede foto findes også på Det kongelige Bibliotek, hvorfra ovenstående foto er taget. Fri af ophavsret.]

Emmy Drachmann er født Culmsee. Hendes Fader ejede Havreholm Papirfabrik, og her, i det nordlige Sjællands blide, skønne Natur, voxede hun op, omgivet af Lykke og Velvære, saa glad og sorgløs, som kun et Barn kan være det.

Men der kom strenge Tider. Hun var kun tretten Aar gammel, da Familien flyttede til Norge, der fra nu af blev hendes andet Hjem. Men dette Lands haarde Klippenatur formaaede ikke at sætte sit Præg paa den blide, blaaøjede og lyshaarede Emmy, saa lidt som nogen Sinde norsk Accent skæmmede hendes rene danske Sprog.

Som ung tyveaarig Pige rejste hun til Hamborg, hvor hun dels som Gæst, dels for sin Uddannelses Skyld opholdt sig i velhavende Slægtninges Hjem.

Hun havde under sin Opvæxt nydt en god Opdragelse. Navnlig var hun stærkt interesseret i Musik og fik i flere Aar Undervisning af Edvard Grieg.

Danmark havde hun besøgt adskillige Gange og havde her gjort Bekendtskaber, som skulde faa afgørende Betydning for hendes Fremtid.

Og i Hamborg afgjordes hendes Skæbne.

Det var herlige, befrugtende Tider, de tretten Aar, hun levede som Holger Drachmanns Hustru. Tre Sønner, af hvilke den ældste døde som lille, og en Datter, fødte hun sin Mand. Datteren Lisbet blev gift i Norge med Kaptajn von Zernichow. Sønnen, Povl er forfatter og cand. polit. gift og bosat i København, mens Jens, den anden Søn, der er Kunstmaler, opholder sig i Amerika.

Men saa kom de haarde, de vanskelige Aar, da hun stod ene med sine Børn. Det gjaldt nu om at tage Kampen op og vise, at hun duede, bare ikke falde sammen - for Børnenes Skyld. Dg hun, der var sprogkyndig, drog med Børnene til Dresden, hun kunde ikke udholde Tanken om netop den Gang at bosætte sig i København.

Og her, i Sachsens skønne Hovedstad, der netop for os Nordboere har noget saa hjemligt og hyggeligt over i sig, boede Emmy Drachmann med sine Børn. Hun arbejdede til tyske Blade og Forlag, da hun skrev Tysk saa godt som Dansk, og hun sendte Oversættelser fra Tysk hjem til Danmark til illustrerede Blade. Det var Kampens Aar, Lidelsens og forsagelsens Aar; men den lille, tapre, tilsyneladende saa svage og blide Kvinde gav ikke tabt. Hendes Villie var sejg, og det lykkedes hende at skaffe sig Arbejde til Husbehov.

Forøvrigt havde hun allerede syslet med Oversættelser strax fra sit Ægteskabs første Aar, og dette kom hende nu til Gode. Hun havde ikke for intet levet saa inderligt sammen med en Digternatur som Drachmann. Hendes impulsive og t modtagelige Natur havde ofte faaet hende til at fremkomme med Tanket og Ytringer, der bragte dels hendes egen Mand, dels andre begavede og forstaaende Mænd til at opfordre hende til at skrive selvstændigt.

Men saa vidt vovede hun sig ikke. Dog oversatte hun i 1882 Gottfried Kellers store Roman "Den grønne Henrik" og viste allerede ved den, at hun havde Herredømme over Sproget, og hun elskede de litterære Sysler. Men paa de Tider var det andre Sysler, der lagde Beslag  paa hende.

Nu, da hun for Alvor skulde arbejde, maatte hun foreløbig nøjes med Oversættelser, der var ikke Raad til at skrive Bøger. Derfor varede det saa længe, før hendes første, selvstændige Bog "Grevinde Cosel" saa Lyset. 

Den kom i 1899, da hun atter var flyttet tilbage til Danmark. Af og til havde hun arbejdet med store Oversættelser som Krapotkin, Stepniak, Rudolf Baumback, Rosegger m. fl. Kun sparsomt er hendes egne Bøger kommet. Tre Aar efter "Grevinde Cosel" kom "Villa Mackensie" og saa gik der syv Aar før hendes betydeligste og mest personlige Bog "Ingers Ægteskab" kom frem. Og nu er der atter gaaet fire Aar, før den næste Bog kommer, den der forhaabentlig kommer i Boghandelen dette Efteraar.

I Mellemtiden har Fru Drachmann skrevet en Del smaafortællinger i forskellige Blade og Tidsskrifter. Men hun hører til de sparsomt skrivende. Hun overløber ikke Redaktionerne med sine Bidrag.

Tværtimod. 

Skønt Fru Emmy nu fylder de 60, er hun ung i Sind og Tanke. Hun glæder sig over at være sammen med Vennerne, baade fra de svundne Dage og med dem, som hun har lært at kende paa et senere Stadium. Hun er den elskeligste Værtinde, den mest fuldkomne Fusmoder, der intet glemmer, som hører til, for at de, som besøger hende, kan føle sig hyggeligt til Mode og som hjemme hos hende.

Men hendes Helbred lider under den kroniske Søvnløshed, som har pint hende fra Barnsben. Og naar Tankerne er tunge og Sindet nedtrykt, saa plager denne Søvnløshed jo værre end til andre Tider, og da berøves hun, ikke sin Lyst, men sin Evne til at arbejde.

Det er jo nemlig saaledes, at uagtet Fru Drachmanns Tilværelse har været saa omskiftelig, saa er der eet, som ikke har været omskifteligt, og det er hendes Marthasorger for den kommende Dag øg dens Plager,

Da nu denne Ejendommelighed hos hende i forbindelse med et til Tider stærkt svækket Helbred - nærmest dog paa i rund af Søvnløsheden ikke tillader hende at leve et saa sorgløst Liv, som burde være uadskilleligt fra hendes Metier, har dette og de sidste Aars Sorger - en elsket Tvillingsøsters Død m. m. - bevæget hende til at tage Bolig udenfor København. Hun bor nu i en lille, af hendes Personlighed og fine Kvindelighed stærkt præget Lejlighed i Rungsted. Men derfor er hun ikke tabt for Vennerne i København, og hun føler, at hun har godt af den Ro og Stilhed derude, hvor hun ser Solen staa op og gaa ned uden at den fordunkles af Røgen fra Fabriksskorstene eller Horisonten indsnævres af linje Huse i tæt bebyggede Gader.

Og her til sender hendes Venner nu til hendes 60-Aars Fødselsdag den 23. Oktober deres Lykønskninger.

Den, der har kendt Fru Emmy Drachmann for tyve Aar siden, vil ogsaa nu i hende finde den samme lette, lyse, for alt interesserede og ungdommelige Kvinde fra de Dage. De tresindstyve Aar tynger hende ikke, hvad Udseendet angaar.

Alle hendes Venner ønsker, at hun endnu i mange Aar maa færdes iblandt dem og se en ny Slægt af Drachmansk Rod voxe op omkring sig.

Sofie Horten.

(Dagbladet (København) 21. oktober 1914)

Sophie Horten (1848-1927) var den første kvinde i Danmark der havde journalistik som hovederhverv. Hun var født i Svendborg, gift med en franskfødt sukkerv are fabrikant van Horten. Bosat i Stockholm hvor han få år efter døde. Hun tog derefter til København med sin søn og fik optaget artikler i forskellige blade. Hun blev tillige korrespondent for provinsblade. 1890 begyndte hun at udgive julehæfter for børn ("Børnenes julehilsen". 1896 redaktør af "Husmoderens blad" der efterhånden fik 70.000 abonnenter. 

Fru Emmy Drachmann.

Et gammelt Ord siger: "Den lever vel, som lever ubemærket". Disse Ord kommer man til at tænke paa, naar man besøger Fru Emmy Drachmann i hendes Hjem i Rungsted. Der er saa smukt og fredeligt i disse Stuer, hvorfra man baade kan se Sundet og Folehave Skov, hvor Væggene er prydede med Billeder, signerede af gode Navne, og hvor Holger Drachmanns Buste, modelleret af Krøyer, hæver sig opover Skrivebordet. Naar man ser rundt paa disse Billeder, der alle har en Historie, og er saa heldig at være i Fru Emmys Stue i en Stund, hvor hun har Lyst til at gaa paa Vandring i Mindernes Land, saa fremtryller hun lor En snart muntre, snart rørende Oplevelser om hin Tid, der for hende staar som den lyseste og lykkeligste i hendes Liv - da Skagen blev "opdaget" af en Flok Kunstnere, hvis Navne nu alle er Verdenskendte.

Og medens hun fortæller og hæver en lille, bitte Del af den Mindeskat, hun en Gang vil berige vor Memoirelitteratur med, fæster  man uvilkaarligt sit Blik pa en Krøyersk Tegning af Husets Frue - fra den Gang! Og Tanken ligger da nær, at det var morsomt at vise den til en ny Slægt, der er vokset op, og som kun kender Fru Emmy Drachmann fra de senere Aar.

Foruden mange glimrende Oversættelser, deriblandt G. Kellers "Den grønne Henrik" Roman "Krapotkins Erindringer" og m. a. har Fru Drachmann skrevet Romanerne "Grevinde Cosel", "Villa Mackenzi" og "Ingers Ægteskab" og paa sin 60 Aars Fødselsdag for nogen Tid siden udsendte hun en ny Bog "Mødre", der behandler det interessante Emne om fraskilte Forældres Forhold til deres Børn.

Fru Emmy Drachmann hører til de beskedne, trofaste, der elsker at leve ubemærket, men en Gang imellem maa hun alligevel finde sig i at blive trukket frem fra sine hyggelige, stille Stuer - fordi vi andre har saa godt af at mindes hende.

J. V.

Fot. Kai Kanneworff, Hørsholm. Tegnet af Krøyer 25de Oktober 1882 i Frederikshavn. Tegningen har aldrig været fremme for Offentligheden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1914)

I 1925 udkom hendes hovedværk selvbiografien "Erindringer", som dækker hendes liv fra barndom til 1883. Hun angav at ville sætte den forhenværende ægtefælle et minde ved at fortælle om hvilken stor person han var. Men der fortælles historien om en genial og selvoptaget digter og ægtemand hvis liv kun hang sammen på grund af en klarhovedet, kløgtig hustru. Således fik Emmy Drachmann fremstillet et kvindelivs sociale og følelsesmæssige virkelighed samtidig med at hun fik iscenesat sit liv som en dramatisk beretning om en digterhelt og hans muse.

Øverste del af et større gravminde for Valborg Nissen født Culmsee og Emmy Drachmann, født Culmsee, Vestre Kirkegård, Afdeling 10, rk. 13, nr. 16. Gravmonumentet omfatter også sønnen Poul Drachmann (1887-1941), Aase Drachmann født Borring Petersen (1901-1964), Svend Drachmann (1928-2018), Vibeke Drachmann (1932-2018). Der er endvidere gjort plads til udvidelser. Foto Erik Nicolaisen Høy.