Politidirektør Eugen Petersens Afsked 31. august 1917. (Efterskrift til Politivennen)

Eugen Petersen (1840-1930) var 1864-71 fuldmægtig ved Københavns Søndre Birk og fra 1872 ved Nordre Birk, samtidig i 1869 assistent i Justitsministeriet. I 1877 konstitueret, 1886 fast vicepolitidirektør i København og endelig 1887—1917 politidirektør. Medlem af den 11. juli 1905 nedsatte kommission til revision af straffeloven. 

På nærværende blog optræder Eugen Petersen ofte. Det gælder i den nedenfor nævnte skandale  Den store Sædelighedsskandale (1895-96), frigivelsen af Chresten Berg, Bulotti-sagen, Lona Barrison(1901) samt adskillige andre steder som kan findes ved søgning på hans navn, fx Se fx "Oldingeregime i Københavns Politi" (1915), "Fra borgerrådet. Røfler til Politiet" (1895), "Politibrutalitet" (1894).

Han gjorde sig bemærket i 1889 da han anmeldte August Strindbergs teaterstykke "Frøken Julie" til justitsministeriet. Politiet mødte op til generalprøven og forbød opførelsen. Stykket skulle have haft verdenspremiere i Dagmarteatret 2. marts 1899. Højrepressen indledte en pressestorm mod opførelsen som usædelig - stykket er senere blevet anset som et hovedværk i naturalistisk dramatik.

Niels Christian Hansen (1834-1922): Eugen Petersen og Claudia Caroline Cathrine Petersen, f. Hansen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Politidirektør Eugen Petersen gaar af.

Han har indgivet Begæring om sin Afsked fra 1ste September.

For, Gud véd, hvilken Gang dukkede i Gaar det Rygte frem, at Politidirektør Eugen Petersen havde besluttet at trække sig tilbage. Rygtet, der som en Løbeild spredtes gennem det gamle Domhus, blev - netop fordi det har været fremme saa ofte for og altid er blevet dementeret af Kendsgerningerne - modtaget med Skepsis og Mistro. Men det beholdt Livet.

Thi Rygtet havde Ret denne Gang:

Eugen Petersen har tilstillet Justitsministeriet sin Afskedsbegæring fra 1. September at regne.

Ret ejendommeligt kommer Politidirektørens Afskedsbegæring den samme Dag, "Dansk Politiforening"s store Ombudsmøde aabnes i Odense, hvor i al Fald Forarbejderne og Foragitationen har lovet en samlet Aktion og et fælles Stormløb af hidtil ukendt Enighed og Styrke mod de Traditionens evige Mure, der i hvert Fald I den store Offentligheds Øjne i fremragende Grad har været repræsenterede af Eugen Petersen. Og dog tager man sikkert fejl, saafremt man paa nogen Maade stiller hans Tilbagetræden i Forbindelse med de forestaaende Omvæltningsforsøg.

De, der kender Eugen Petersen véd, at han ikke hører til dem, der viger for Bajonetterne. Det er i Aar tredive Aar siden han overtog Stillingen som Politidirektør i København, efter i Forvejen en Aarrække at have været Vicepolitidirektør. Og han har i denne lange Tid aldrig nogen Gang bøjet Hovedet for hverken Angreb eller Kritik, aldrig nogensinde veget en Tomme fra det, han mente ret og retfærdigt.

Eugen Petersen.

Nogen populær Mand er Eugen Petersen aldrig bleven i den danske Hovedstad. Han kom jo til i en Tid, da den politiske Gæring var paa sit højeste, og han stod for Styret i alle de Aar, Frisindet har maattet bruge til at kæmpe sig frem til Magten her i Byen. Intet Under da, at han ofte har maattet staa for Skud - og Intet Under, at der mange Gange er skudt uretfærdigt og grundløst paa ham.

Han forstod Imidlertid at staa for Skud. Han tog imod det med oprejst Pande og med sit rolig Smil uden ømtaalellg Hidsighed eller smaalige Hævntanker. Han var i al sin Færd en gennemnobel Mand - lidt af den gamle Skole, kan hænde, men strengt retfærdig, angst næsten til Sygelighed for at gøre noget Menneske Uret og hjælpsom i det Stille paa de mange Steder hvor han kunde komme til at hjælpe i Kraft af sin Formue og den udstrakte Magt, hans Stilling forlenede ham med.

Det er uomtvisteligt at Tiden paa Punkter var løbet fra ham - at han nu eller i den nærmeste Fremtid maatte gaa. Men han gaar med fuld Honnør. Og Retfærdigheden vil byde københavnerne at sænke Kaarderne ved hans Afgang. Ikke mindst vil dette blive gjort af hans mange Hundrede Underordnede i Politietaten der i ham altid har mødt en ganske vist streng, men forstaaende og hjælpsom Chef, der ejensynlig kun med den største Beklagelse har set Bevillingsmyndighederne Gang paa Gang nægte ham Midler til og lægge ham Hindringer t Vejen for at forbedre Politifolkenes trange Kaar.

(Aftenbladet (København) 26. juli 1917)

Aftenbladets foto er af Red. erstattet af J. Petersen & Søn: Eugen Petersen (1840-1930). Det er dette foto som Aftenbladet havde brugt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Politidirektør Eugen Petersen gaar af.

Hvem skal være hans Efterfølger?

Der er allerede flere Kendte Navne paa Tale.

Efter i 30 Aar at have været ansat i det ansvarsfulde Embede som Politidirektør i Kjøbenhavn agter Hr. Eugen Petersen nu at trække sig tilbage fra 1ste September.

Dette Skridt kommer jo ikke ganske uventet. Politidirektøren er jo 77 Aar gammel, og der har meget ofte, naar der var Strldspørgsmaal af en eller anden Art, verseret Rygter om, at nu vilde han gaa, men stadig forblev Eugen Petersen paa Pladsen og vogtede sin Stilling efter de Principer, han nu en Gang havde stillet op

Spørgsmaalet om, hvem der skal være hans Efterfølger, er selvfølgelig nu blevet t højeste Grad aktuelt, og vi skal nævne et Par af de Navne, der i Øjeblikket synes at have de største Chancer.

Politimester Cold i Aarhus er som Leder af Landets næststørste Politijurisdiktion og som Indehaver af en af de fineste juridiske Eksaminer en Mand, der rnaa regnes med. Endvidere har Overretsassessor Riise med sin store Erfaring ogsaa en betydelig Chance, men den unge, energiske Kriminalretsassessor og Politiker Jesper Simonsen er sikkert ogsaa en Mand, der er Aspirant til Embedet.

Han er en Mand, der i Øjeblikket har nogen Indflydelse indenfor det politiske Parti, der har det afgørende Ord at sige ved Besættelsen. Der vil sikkert ikke gaa ret mange Dage, før man faar bestemt Klarhed over dette Spørgsmaal, der selvfølgelig skal løses saa hurtigt, som det paa nogen Maade kan lade sig gøre.

(B. T. 26. juli 1917)

Eugen Petersen søger sin Afsked.

Politidirekter Eugen Petersen.

Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, har efter Forlydende indgivet Begæring om at blive afskediget fra sit Embede til den 1. September i Aar.

I en Menneskealder har Eugen Petersen slaaet i Spidsen for Københavns Politi, og der er dem, der mener, at han uden Skade kunde have gaaet noget noget før.

Han er nu en Olding paa over 77 Aar, og dette Faktum er næppe uden Forbindelse med, at Politikorpsets Udvikling længe har staaet i Stampe.

Der trænges til yngre Kræfter og friskere Impulser.

Københavnerne, herunder Indbefattet Politiet, vil græde med tørre Øjne den Dag, da den højt bedagede Olding siger Farvel.

(Folkets Avis - København 26. juli 1917)

En Udtalelse af Politidirektøren.

30 Aars Virksomhed. - Sympati for Politibetjentenes ønsker om Reformer.

Trods sine 77 Aar er Politidirektør Eugen Petersen en af de rankeste Skikkelser paa Domhuset. Med usvigelig Nøjagtighed møder han hver Middag paa Klokkeslet paa sit Kontor for Løbet af Eftermiddagen at ekspedere et Utal af Sager, - men hans Humør som hans Arbejdskraft synes usvækket.

En udmærket dygtig og retsindig Embedsmand, - det er den Karakteristik, Enhver, der har lært Eugen Petersen at kende, vil give ham.

I en lille Pause i Arbejdstimerne aflægger vi Politidirektøren et Besøg for at anmode ham om en Udtalelse i Anledning af hans forestaaende Tilbagetræden.

- Der er aldeles ikke noget mærkeligt i, at min Afskedsbegæring fremkommer netop nu, begynder Politidirektøren smilende. 

Den 15. August er det 30 Aar siden jeg modtog Udnævnelsen til Politidirektør, og jeg har forlængst besluttet mig til at træde tilbage, naar denne Dag var naaet, og August Maaned var gaaet.

Det har været en interessant, men ogsaa tit en brydsom Tid. Det eneste Punkt, jeg vil tænke tilbage paa med Utilfredshed, er Spørgsmaalet om Politistyrkens Størrelse.

Det er min Overbevisning, at Politikorpset er altfor ringe til den store By. København er jo i de 30 Aar blevet en helt anden By.

I tidligere Tid var det dog Kotume, at Korpset f. Eks. hvert 3. 4. Aar blev forøget med 30-40 Mand. Men Ordenspolitiet er ikke blevet udvidet i de sidste 11 Aar, skønt Indbyggertallet i den Periode er vokset med 100,000. Dette Forhold betegner jeg som enestaaende.

Vel er der nu og da sket smaa Forøgelser, - i det Tempo, at naar jeg krævede 60 Mand, fik jeg 35, - men disse Forøgelser var l Virkeligheden Forringelser af den tienstgørende Politistyrke, idet nemlig de nye Folk skulde benyttes til at udfylde de Huller, der blev, naar Betjentene skulde have en lille Ferie.

Men det har al Tid været saa, at naar jeg kom med mine Henstillinger vedrørende Udvidelse og Modernisering af Politiet, lød Svaret, at i Øjeblikket var Kommunens Budget absolut anstrengt ...

Resultatet er simpelthen blevet, at det københavnske Politi ikke kunde følge med i Udviklingen.

Vi burde bl. a. have vore egne Køretøjer, stationeret ved Politistationerne, saaledes, at Udrykningerne kunde foregaa ligesom Brandvæsenels. Et Forslag herom ligger imidlertid ganske roligt og hviler sig i Magistraten.

Naar der indtræffer en Ildebrand eller sker en Forbrydelse, ja, saa kan Politibetjentene se, om de kan komme med en Sporvogn ...

Bevægelsen Indenfor Politiet.

- Jeg ser med Sympati paa de Ønsker, der nu er fremme blandt Politibetjentene, Kravene om bedre Lønninger og bedre Arbejdsvilkaar.

Om den foreslaaede Boykotning er det rette Middel til at naa frem, skal jeg ikke udtale mig.

Eet er nødvendigt til at faa Reformer indført, nemlig Penge, Penge.

Hvis de 30 Aar ikke var gaaede, vilde det have interesseret mig meget som Politidirektør at have været med i den Bevægelse, der nu er i Færd med at rejse sig

(København 27. juli 1917)

Eugen Petersen.

Af en Forhenværende.

Det morer ganske sikkert den gamle Politidirektør i disse sidste Uger af hans usædvanlig lange Embedstid at erfare, hvor upopulær han er. Han har ikke hørt derom før! Tværtimod - i visse Kredse var der i Tidens Løb gjort adskilligt for at bilde Børn og Voksne ind, at Eugen Petersen var en umaadelig gammeldags, ja, helt reaktionær, stiv Herre, der saa surt til alt nyt.

De, der kender Politidirektøren rigtigt, har altid vidst, hvor aldeles hen I Vejret en saadan Karakteristik af hans fine, ejendommelige Personlighed er og var.

Han er og har alle sine Embedsdage været en sjælden unervøs Mand. Efter sindig Overvejelse tog han sine Beslutninger, der naturligvis ikke altid kunde blive til Behag, og saa brød han sig fejl om alskens Kritik. Han er en human, velmenende Mand, dertil en raisonnabel og praktisk, endelig en i dette misbrugte Ords sandeste Betydning frisindet. Men han har skyet al "Reklame" og har ingen Sinde nedværdiget sit ansvarsfulde Embede ved at gaa paa Jagt efter Folkets Gunst. Paa "Etaten"s Vegne har han derimod altid været fuldbevæbnet.

Posten som Hovedstadens Politidirektør er vel nok en af de mest udsatte her til Lands; Kritik kan ikke undgaas, gøre Alverden tilpas kan og bør Politiets Chef ikke. Det er ikke for Intet, at Eugen Petersen er født I Holstebro: med jydsk Ro og Besindighed har han virket, altid aarvaagen, altid oplagt. Lidt kølig - tilsyneladende i hvert Fald; men Blikket i hans stærke øjne røber hans Hjertelag og ydermere aldrig svækkede Sans for Urets og Menneskenes komiske Sider.

Netop derfor morer han sig bestemt lunt naar han prises og roses Just nu, da han har besluttet at sige sin mangeaarige Gerning Farvel. Af Hjertet under man den gamle Embedsmand denne Glæde, inden han faslader sine ikke lyse, men rummelige Kontorer ud mod Hestemøllestræde og det Arbejdsbord, der stedse har været ryddeligt og sirligt til Eksempel for andre ....

.... Mange er de Historier, der kunde berettes til Bekræftelse paa, hvad her ovenfor er løseligt antydet om Eugen Petersens Særegenheder. Her blot en enkelt af lystelig Art, der dukker op i Erindringen fra før "Systemskiftet"s Dage: Afdøde Teaterdirektør Ferdinand Schmidt havde paa Scenen l Etabl. National opført en kaad, revueagtig Bagatel, der satiriserede orver en ret smagløs Skønhedskonkurrence, der havde fundet Sted paa Klampenborg Badeanstalt. Den anonyme Dilettant, der havde skrevet det lille Stykke, var ret nærgaaende mod en den Gang kendt Borger i Staden, der naivt nok havde ladet sig lokke til at fungere som Dommer ved "Konkurrencen". Herover var der af hans Familie klaget til Politiet, da tilmed Schmidt i Maske og Manerer understregede Karikaturen. Direktøren blev i den Anledning kaldt op paa Raad- og Domhuset; thi en Censor havde det lille Teater endnu ikke faaet. Da Schmidt, der var et forslagent Hoved og fuld af Skalkestreger, havde hørt, hvad det gjaldt, fordristede han sig til - med Gravalvor - at sige: "Skal vi to ikke et Øjeblik begge to aflægge Direktørværdigheden? . . . Maa MenneskeI Schmidt tale lige ud af Posen til Mennesket Petersen?" Hvortil Eugen Petersen med sin vaagne Sans for Komik straks smilende svarede: "Jo, lad gaa - hvad vil saa "Mennesket" Schmidt sige mig?" Naa, saa prøvede Ferd. Schmidt at knibe udenom det taktløst-personlige I Farcen, Indtil Politidirektøren stoppede op for hans Tungefærdighed og i al Gemytlighed, men særdeles bestemt anbefalede ham at faa en Censor beskikket, da ellers Politidirektøren maatte agere Censor og saa maatte Stykket, der samlede Hus, ikke gaa tiere. Schmidt skyndte sig op i Justitsministeriet og fik Departementschefen, Ricard, bedaaret til endnu samme Dag at ansætte en Censor for "National"s Teater (det blev Dagmarteatrets daværende, Overretseagfører M. A. Meyer), denne læste Stykket, der var ganske kort, og da man ikke af Teksten kunde se, at der sigtedes til nogen bestemt Person, havde han intet at bemærke til det tilsyneladende harmløse Sludder. Schmidt var henrykt, fordi han paa denne Maade kunde forfølge sin Succes, og roste Politidirektøren som en "mageløst forstaaende Mand"; men den, der morede sig mest over Udfaldet af denne lille ægte Københavnske Episode, det var vistnok Eugen Petersen.

Mennesket Petersen - det er ikke den Side af Politidirektøren Eugen Petersen, man vil komme til at savne mindst, hvem der saa end bliver hans Efterfølger.

(Nationaltidende 30. juli 1917, 2. udgave)

Københavnske Politiforhold.

Ved Politidirektørskiftet.

Københavns Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, trækker sig tilbage den 1. September. - Skønt hans Ledelse i Aarenes Løb atter og atter er bleven angreben, er der nu, da han fratræder, taget meget blidt paa ham. Uheldigvis har dem københavnske Presse netop i disse Dage meddelt et Par ondartede Udbrud af Politibrutalitet. Saaledes har en Betjent paa Politistationen givet en Dame en Lussing. Bemeldte Betjent er fremdeles i Funktion og saa vidt Offentligheden bekendt, har han ikke faaet anden Straf end en mild Røffel af Assessoren i den offentlige Politiret. Denne Kendsgerning kaster et grelt Lys over den Aand, der besjæler det af Hr. Petersen ledede Korps, og peger paa, hvor grundigt der maa ryddes op efter ham. Om Politiet er mere eller mindre uheldigt i en Provinsby, havde i Reglen kun lokal Interesse. Derimod har det Betydning for hele Landet, hvorledes Politiforholdene udvikler sig i vor store, altfor store Hovedstad. Hvad der trænges til i København, er ikke saa meget mere Politi som bedre Politi. Særlig uheldigt er det, at Overledelsen pranger med tom juridisk Viden i Stedet for praktisk Greb og Menneskekundskab.

I 1863 omdannedes og moderniseredes det københavnske Politi under Ledelse af Crone, der forinden havde erhvervet sig et godt Navn som Politimester i Helsingør. Har Politidirektør Crone end ikke undgaaet at støde mod forskellige af de Skær, som under 70'ernes og 80ernes politiske Bølgegang var faretruende for Sejladsen, saa klarede han dog i det hele Politiskuden og nød Anerkendelse saavel indenfor Politikorpset som hos Publikum. Uheldigvis fik han ikke til Efterfølger daværende Politimester i Odense Oldenburg, der som Vicepolitidirektør havde vist fremragende Dygtighed og vundet Tillid hos Politiet og blandt Københavnerne. Hr. Ricard - Justitsministeriets myndige og almægtige Departementschef - protegerede navnlig Hr Eugen Petersen, ønskede ikke den dygtige og selvstændige Oldenburg! Kort sagt, i 1887 blev Hr. Eugen Petersen, der i 10 Aar havde levet ubemærket som Vicepolitidirektør, København Politidirektør. Denne Udnævnelse har været skæbnesvanger for Udviklingen af det københavnske Politivæsen. I 30 Aar har Hr. Petersen beklædt den ansvarsfulde Post som Politidirektør. Selv hans ivrigste Beundrere - de kan let tælles - maa indrømme, at han hverken nyder Tillid indenfor Politikorpset eller hos Publikum. Hr. Petersen er en fin Jurist, en udmærket Kontormand, der holder Orden i sine Sager og ekspederer hurtigt, men han har manglet væsentlige Betingelser for at være Politichef. Han er en juridisk Stivstikker, uden Spor af bonsens, mangler fuldstændig Menneskekundskab, kender hverken Københavnerne eller Forhold og Personer indenfor Korpset. Men et eklatant Eksempel: 

Hele København - Hr. Petersen undtagen - vidste, at daværende Politiassistent Henrik Korns svage Side var det smukke Køn, at hans løse Forbindelser løb op i Dusinvis, og alle Politimænd - Hr. Petersen undtagen - havde hørt, at Korn som Opdagelsesbetjent havde forført en ung og køn Arrestantinde. Desuagtet blev Hr. Korn Chef for Sædelighedspolitiet, og Resultatet blev følgende: Inspektør Korn skød sig 1895 en Kugle for Panden, efterladende en Kassemangel paa 10,000 Kr., helt afset fra at han havde snydt Enker og Faderløse for en 5-6000 Kr. Endvidere var Sædelighedspolitiet under Korns Regimente blevet saa demoraliseret, at en Overbetjent., der havde faaet en Panteobligation paa 16,000 Kr. forærende af en Bordelværtinde, nødtes til at tage sin Afsked, og at to menige Betjente blev straffede for Myndighedsmisbrug.

Om Hr. Petersens Forhold til den Nedgang, der under hans Styrelse har fundet Sted paa Opdagelsespolitiets Omraade, skal her bemærkes følgende:

Indtil 1895 arbejdede det københavnske Opdagelsespoliti upaaklageligt, og det skyldtes den Omstændighed, at Hr. Petersen havde arvet som Chef for Opdagelsespolitiet en klog og praktisk Politimand Inspektør Carsten Petersen. Saa indstilledes i 1895 til Inspektør for Opdagelsespolitiet den unge Politiassistent paa Vesterbro, Hr. Cand. juris Henrik Madsen. Dette Valg vakte almindelig Forbavselse hos alle indviede, det være sig indenfor eller udenfor Politietaten. I Københavns Politi fandtes jo Mænd, der var langt mere kvalificerede end den ganske uerfarne Madsen - den københavnske Politiassistentstilling er en ren Sinecure. Her skal blot nævnes saa udmærkede Emner som de senere afdøde Politimænd, Politiassistent Niels Jensen, Overbetjentene Rudolf Petersen, Klein og flere. Men Hr. Eugen Petersen havde nu en Gang bidt sig fast i den Tankegang, at en juridisk Eksamen særlig skærper mulige Opdagerevner. Dette er selvfølgelig er Misforstaaelse, da den juridisk Formalisme snarere kvæler de Spirer, som findes. Naar undtages Tyskland - der synes fremdeles at skulle være vort Forbillede i stort som smaat - er der da heller intet større Land, hvor de højere staaende Embedsmænd i Opdagelsespolitiet rekrutteres fra den juridiske Verden.

Dette Misgreb fra Hr. Petersens Side har været skæbnesvangert for en moderne og tidssvarende Udvikling af det københavnske Opdagelsespoliti.

Hr. Henrik Madsen er vist velbegavet, har en meget ordentlig første Karakter, er sikker baade hæderlig og flittig, men han kan jo ikke gøre ved, at han ikke fra Fødslen af er bleven udrustet med psykologiske Evner. Det gik dog nogenlunde, saa længe Souchefsposten beklædtes af en fremragende Opdagelsestalent, den forhenværende Matros Rudolf Petersen. Efter dennes Død har Uheld paa Uheld fulgt Hr. Madsens Ledelse. Her skal ikke gaas i Enkeltheder, men hvad manglende Menneskekundskab angaar blot mindes om, at Hr. Madsen beholdt i Opdagelsespolitiet en bekendt Homoseksualist som Carl Hansen. I Retning af Forbrydelsers Opdagelse skal fremhæves, at der i Følge statistiske Opgørelser er klarlagt Forholdsvis færre Forbrydelser end førhen. Endvidere kan nævnes det københavnske Opdagelsespolitis originale Optræden overfor Mejrupmorderen og i Bulottiaffæren samt henpeges paa dets vaklende langsomme Indgriben overfor den saa kaldte Carl Lorentz-Bande.

Nej, det er saamænd ikke mere Opdagelsespoliti, der udkræves i København, men et dygtigere, bedre lønnet, først og fremmest bedre ledet.

- - - Der vil ikke fældes mange Taarer, naar Hr. Eugen Petersen den 1. September forlader det betydningsfulde Embede, som han aldrig burde have haft, og til hvis Bestridelse han har manglet saa væsentlige Betingelser. Og indenfor Politikorpset hersker almindelig Glæde over, at man nu endelig bliver af med en Chef, der altid har staaet stejlt mod Betjentenes berettigede Ønsker. Paa "Dansk Politiforbund"s Generalforsamling forleden blev det saaledes vedtaget, at der skulde iværksættes almindelig Boycotning i København for at erholde ubeskaaret det ugentlige Fridøgn, og det oplystes, at det var Hr. Eugen Petersens "Lovfortolkning", som det skyldtes, at Betjentene berøvedes saa og saa mange Fridøgn.

Ogsaa paa et andet Punkt er Hr. Eugen Petersen optraadt som Lovfortolker i Modstrid med Politikorpsets Interesser. I Lov af 11. Februar 1863 § 6 hedder det: - - De højere Poster i Politiet besættes i Reglen ved Oprykning fra de lavere og alene efter Duelighed, ikke efter Tjenestealder. Til ingen af de i denne Paragraf nævnte Poster (Politiinspektører, Politiassistenter osv.) med l udtagelse af Lægen, udkræves nogen Eksamen."

I Modsætning til Crone har Hr. Eugen Petersen til de højere Poster indstillet lutter Candidati juris - en enkelt Undtagelse bekræfter Reglen. Dette er ikke alene i Strid med Lovens Aand og Bogstav, men en stor Uretfærdigbed overfor de mange ældre og erfarne Kræfter, som derved er bleven afskaarne fra at erholde de vellønnede Politiassistentstillinger. Og det har været til ubodelig Skade, at Opdagertalenter som Niels Jensen, Rudolf Petersen, Klein o. s. v. er blevne afskaarne fra Chefsposter, fordi de ingen Eksamen havde. Man drager blot en Sammenligning mellem en Politiassistent som afdøde Niels Jensen og nogle Candidati juris som Stephensen (afskediget som Politiinspektør, nu i Middelfart), Thorvald Smit (afskediget af Oldenburg som Politiassistent i Odense, senere umuliggjort som Politiassistent i København, død som Politimester i Aalborg) samt Tvermoes (for Tiden Politiassistent i København). Sammenligningen falder ikke ud til Fordel for Juristerne.

Thomas Graae.

(Fyns Venstreblad (Odense) 26. august 1917)

Affæren der startede med Korns selvmord og udviklede sig under navnet den store sædelighedsskandale, er udførlig behandlet på denne blog. Eugen Petersen rolle i denne kan læses der.

Politidirektørskiftet

Hr. Eugen Petersens Afsked.

For sidste Gang i Embeds Medfør residerede Politidirektør Eugen Petersen i Gaar i Direktørkontoret paa Domhuset, hvor han modtog Visit af en Række Embedsmænd og Andre, der ønskede at tage Afsked med ham.

Opdagelsespolitiet Chef var den sidste, der aflagde Rapport for den gamle Politidirektør.

Ved 2-Tiden ankom Departementschef Schrøder for paa Justitsministeriets Vegne at overbringe ham en Tak for hans Arbejde i den forløbne Tid. Endelig mødte Kriminalrettens  Assesorer in pleno og Politiets Embedsmænd.

I Dag overleverer Hr. Eugen sine Embedspapirer til Politidirektør Dybdal.

Politiets Blad om den nye og den gamle Politidirektør

Politiets officielle Organ Politivennen skriver i Gaar bl. a:

I sine Udtalelser til Pressen har Politidirektør Dybdal fremhævet, at han ønsker Politiet ledet i engelsk Aand og efter engelsk System, og netop dette er jo, hvad Personalet gennem mange Aar har kæmpet for. Københavnske Politi-Embedsmænds Studierejser er hidtil bestandig gaaet Syd paa, - nu oplever vi maaske at se dem gaa mod Vest.

... Selvom Ønskerne gik i Retning af en ung Mand paa Politidirektørposten, fordi der kræves et meget stort Arbejde, saa maa dog Indrømme, at skønt denne Fordring Ikke lod sig opfylde, saa har vi dog faaet en Chef af hvem vi har Lov at vente os et lydhørt Øre, Forstaaelse af de fremsatte Krav, og Villie og Evne til at gennemføre de paakrævede Reformer.

- Flittig og arbejdsom til den sidste Dag; heftig og elskværdig. Gentleman til Fingerspidserne, saaledes var Eugen Petersen, naar man søgte ham. Kort og klart faldt hans Afgørelser, og hvorledes de end var, saa tvivlede Ingen om, at de var fremgaaet som Resultater af en fuldt ud hæderlig retlinet Karakters Overvejelser.

Og endelig vil vi mindes - hvad der aldrig kom frem over for Offentligheden - den stille, bramfri Maade, hvorpaa Eugen Petersen, tidligere trofast hjulpet af sin nu afdøde Hustru, søgte at hjælpe der, hvor Nød og Trang havde til huse. Der er mange, mange, som nu ved Afskeden vil sige en stille Tak for en Hænd, der raktes dem i et kritisk Øjeblik.

Det er et Billede af den afgaaede Politidirektør, som vi nu passende kunde fastholde i Mindet, og det er Eugen Petersen blandt Børnene ved Politiforeningens Juletræsfester Der var det Mennesket Eugen Petersen, som viste sig for os fra en af sine kønneste Sider, og ham ønsker vi en rolig og fredelig Livsaften.

(København 1. september 1917)

Oprørssagen. 

De tre unge Socialdemokraters Frifindelse.

Et behageligt Nederlag for Politimyndighederne.

Vi har omtalt Kriminalrettens Dom i den Sag, der var anlagt mod 3 unge Socialdemokrater, J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edm. Christoffersen, fordi der i Socialdemokratisk Ungdomsforbunds 1. Maj-Procession var et Banner med Inskriptionen:

Knæk Sablen!
Brud Kronen!
Styrt Kirken!

Kriminalrettens Afgørelse blev en fuldkommen Frifindele, saaledes som man paa Forhaand maatte vente.

For "Social-Demokraten"s Læsere er denne Sag saa kendt, at det er overflødigt nærmere at omtale den. Det er nok at erindre om, hvorledes Socialdemokratisk Ungdomsforbund de sidste 4 Aar hvert Aar i sin 1. Maj-Procession har baaret et Banner med ovennævnte Inskription.

De tidligere Aar gav Banneret hvert Aar Politiet Anledning til el meningsløst - som Regel brutalt - Indhug paa den fredelige Procession.

I Aar lod man Banneret passere, men anlagde altsaa i Stedet Sag mod det 3-Mands Udvalg, der havde arrangeret Processionen. Og Sagsanlæget gik endda ud paa at forlange de paagældende 3 straffet efter den saakaldte Oprørsparagraf, hvori det hedder:

"Den, som foretager nogen Handling, der sigter til at berøve Kongen Livet, Friheden eller Tronen, straffes paa Livet. Den, som I den Hensigt at forandre Statsforfatningen eller den bestaaende Tronfølgeorden, opvækker Oprør eller paa anden Maade fremkalder eller leder Voldshandlinger, der tilsigter at bevirke en saadan Forandring, straffes paa Livet eller med Tugthusarbejde paa Livstid. Den, som deltager i Oprør eller Vold af den omhandlede Beskaffenhed, anses med Strafarbejde i mindst 3 Aar."

For sikkert alle tænkende Mennesker var denne Aktion fra Politiets Side fuldkommen ubegribelig. Det maatte paa Forhaand anses for ganske udelukket, at man i vor Tid kunde bringe denne Paragraf i Anvendelse mod fredelige Processionsdeltagere, der demonstrerer for Socialdemokratiets kendte Krav om Militarismens, det arvelige Monarkis og Statskirkens Afskaffelse.

Resultatet: Frifindelsen af J. P. Petersen. Henrik Petersen og Edmund Christoffersen svarer derfor meget nøje til, hvad der bar været ønsket af den offentlige Mening.

Derimod er Politiet næppe ligesaa tilfredsstillet. I særlig Grad maa dette gælde den fhv. Politidirektør, Hr. Eugen Petersen, der 3 Aar igennem gav sene Betjente Ordre til brutalt at hugge løs paa den fredelige Procession.

Nu er det altsaa slaaet fast, at Politiets Optræden var ganske ulovlig, og at det paagældende fremtidig skal passere i Fred saavelsom alle andre Bannere med Fyndord for politiske og sociale Krav.

Forhaabentlig er Sagen dermed sluttet. Det vilde være ganske urimeligt, om der nu lavedes mere ud af denne Sag ved at trække uen (or Højesteret 

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 4. juli 1918).

Politidirektør Eugen Petersen appellerede sagen til Højesteret der den 2. december 1918 stadfæstede dommen og frifandt de tre. I 1914 demonstreredes med banneret: "Ned med kongedømmet". Det medførte anholdelser, men efter klage til justitsministeriet blev de anholdte løsladt. 

I april 1915 havde politidirektør Eugen Petersen forhørt sig i Justitsministeret, om det var tilladt at fremsætte sådanne ytringer i det offentlige rum. Departementschefen mente ikke, at det kunne være lovligt, men stats- og justitsminister C.Th. Zahle (RV) var af en anden mening: Kun hvis "et sådant banner vækker forargelse mellem tilskuere, og dette giver sig udslag ved udråb, påtale eller stærkere indgriben", måtte politiet skride ind og fjerne banneret. Politiet skred derfor først ind da banneret nåede festpladsen. Her beslaglagde politiet ved en fejltagelse et banner med "Vi kræver valgret fra 21 Aars Alderen" inden de fik fat på det ønskede. 

I 1916 fik man lov til banneret "Knæk sabelen". I 1917 var der sammenstød med politiet. Efter en henvendelse til justitsministeren blev de anholdte løsladt mod at protestmøderne holdt op. Underhånden meddeltes at politidirektøren snart ville blive afskediget. 

Dagens Fødselsdagsbarn.

Forhenværende Politidirektør Eugen Petersen.

Tre og firsindstyve Aar fylder Eugen Petersen i Dag - uden at blinke. Tænk, hvilken Konstitution don Mand maa have! i tredive lange Aar sad han som Københavns øverste Politimyndighed, og Gud, hvor var vi i Grunden onde ved ham i den Tid! Hvor har vi dog tidt været efter ham i Bladene! Naar Betjenten tog sig en Øl i Kælderhalsen, saa raabte vi: Eugen, slaa Proppen i! Og sov Betjenten lidt, saa: Eugen, - du faa Gluggerne op!

Jo, jo, Eugen Petersen har rigtignok maattet høre lidt af hver Slags, men han tog det med en beundringsværdig Ro, det anfægtede ham ikke, og han gaar stadig rank og spænstig rundt i Byen og glæder sig over, at nu maa de andre tage Kløene. Og møder vi ham, river vi Hatten af og bliver saa glade, det er, som mødte vi en gammel Ven, vi længe har savnet. 

For Sandheden var vist den at vi i Grunden allesammen saa godt kunne lide ham. Kom man op paa hans Kontor og vilde være ubehagelig, blev man altid modtaget paa den mest elskværdige Maade, Politidirektøren lyttede elskværdigt til alt, hvad man sagde, og sukkede:

- Ja, det er vist rigtigt nok, alt det, De dér siger!

Og naar man var gaaet, sagde han til sin Fuldmægtig:

- Hvad var det i Grunden, Manden vilde?

Og saa gjorde Eugen, hvad han selv vilde - og hvad Fatter gør, er alligevel altid det rigtige.

Michael.

(Folkets Avis - København 11. april 1923).

Eugen og Claudia Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ny Politidirektør i København. (Efterskrift til Politivennen)

Fhv. Borgmester Dybdal Politidirektør i København.

Spørgsmaalet om Politidirektør Eugen Petersens Efterfølger er nu afgjort.

Fhv. Borgmester, Etatsraad Th. Dybdal er udnævnt til Politidirektør i København. Hans Udnævnelse forelaa i Gaar officielt.

Vi gør andet Steds i Bladet Rede for vor Opfattelse af denne Udnævnelse, der uden Tvivl vil vække nogen Overraskelse, idet Hr. Dybdals Navn aldeles ikke har været fremme som Kandidat til Embedet.

Interview med den ny Politidirektør.

Under en Samtale vi i Gaar havde med Hr. Dybdal, oplyste denne da ogsaa, at han ikke selv havde søgt Embedet.

"Deres Udnævnelse kommer sikkert som en Overraskelse for Offenligheden", sagde vi.

"Ja - og ikke mindre kom den overraskende for mig selv," erklærede Hr. Dybdal. "Jeg havde ikke søgt Embedet, men modtog en Henvendelse, og nu har jeg sagt Ja."

"Har De tænkt Dem at indføre et Systemskifte i Københavns Politi?"

"Jeg vil ikke opstillet et bestemt Program. Det er ikke min Natur paa en brat og hovedkulds Maade at indføre Ændringer. Først naar jeg Indefra har faaet det nødvendige Indblik i Forholdene, som jeg nu kun kender udefra, kan jeg tænke mig at reformere. Saaledes bar jeg mig ad som Borgmester, og saaledes vil det ogsaa gaa her.

Forøvrigt mener jeg, at Københavns Politi efterhaanden er kommet ind paa den rigtige Vej. Dermed mener jeg ikke, at der ikke endnu skulde findes Brøst indenfor Etaten, som bør rettes, men min Opfattelse er, at man blot behøver at fortsætte en heldigt paabegyndt Udvikling".

"Er det ikke Deres Hensigt at indføre det engelske System, der gaar ud paa at gøre Politiet til Borgernes Ven og Hjælpere."

"Jo - selvfølgelig, er det min Opfattelse, at det bør være saaledes. Men dette engelske System er netop det, som var Forbilledet, da det københavnske Politi for Aar tilbage blev omskabt efter moderne Principper. Jeg har nu iøvrigt Indtryk af, at Forholdet mellem Politi og Borger gennemgaaende er godt Jeg har ofte glædet mig over at se en Politibetjent tage en gammel Morlille under Armen og lede hende over Gaden. Saaledes bør det være, og saaledes er det sikkert ogsaa i de fleste Tilfælde.

"Det kan dog ikke være Dem ubekendt, at der har været og er stadig en vis Gnidningsmodstand mellem Borgere og Politiet?"

"Ja - det véd jeg. Men mon det ikke snarere skyldes en Tilstand. der har været, end en Tilstand, der er. Ofte er jo saaledes, at en saadan Antipathi holder sig, selv efter at det, der har givet Anledning til Antipathien, er ophævet. Det store Flertal af Københavns Befolkning er udmærkede, lovlydige og retskafne Mennesker. I Virkeligheden vil det være let at skabe et godt Forhold mellem Københavns Borgere og Politiet. Men saa er der en lille Klat Mennesker, som ikke vil underordne sig og som skaber de Tilfælde, der fremkalder Irritation, naar Stemningen nu en Gang er Politiet imod.

"Men er det ikke saaledes, at Offenligheden nu en Gang har faaet det Indtryk, at Politiets Ledelse beskytter og dækker Politiet selv hvor der er begaaet grove Fejl og Forsyndelser. Er det mon ikke Granden til den Utryghed og Forudindtagethed, Publikum næret overfor Politiet og dets Ledelse?"

"Fejl kan der jo begaas overalt. Og det er nu en Gang saaledes, at man helst holder af at ordne saadanne Ting indenfor fire Vægge. Men selvfølgelig - grove Forsyndelser bør ikke dækkes, og bliver det sikkert heller ikke. Jeg har Grand til at tro, at der netop skrides kraftigt ind, naar der er Anledning dertil".

"Er det ikke Deres Mening, at det for at skabe et godt Forhold mellen: Politi og Borgere vilde være heldigt at rekruttere Politiet mere fra København og mindre fra Landet end hidtil?"

"De rører her netop ved et vigtigt Punkt. Det, det gælder om, er at hæve Niveauet og knytte de bedst mulige Elementer til Etaten. Men dette forudsætter rigtignok, at der bydes Betjentene en anstændig Løn. Det er her, at Skoen trykker, og Spørgsmaalet om et godt Politi er i Virkeligheden Spørgsmaalet om gode Lønninger til Politiet. Husk dog paa, hvad man forlanger af en Betjent. Og hvilket Ansvar har han ikke. Som det nu er, er en Betjent i Virkeligheden slet ikke interesseret i at beholde sin Plads. Han frygter ikke sin Afsked i samme Grad, som hvis han har en god Løn. Og heraf følger igen, at godt lønnede Betjente i højere Grad vil tage sig i Agt for at begaa Overgreb, der muligvis kan medføre deres Afsked".

Hr. Dybdal slutter:

"Det er med stor Interesse, at jeg gaar ind til min nye Opgave. Jeg gør det navnlig med Forventning om et godt Resultat, fordi jeg fra min Virksomhed i Københavns Kommunes Tjeneste har haft Lejlighed til at komme 1 Forbindelse med de forskellige Klasser i Befolkningen og har lært dem at kende. Det vil - tror jeg - have den største Betydning under min nye Virksomhed"

(Social-Demokraten 23. august 1917) 

Dette nummer af Social-Demokraten indeholder desuden artikel "Den Nye Politidirektør.", en kommentar som udtaler at udnævnelsen på trods af Dybdals konservatisme var en dukkert til Højre, fordi han havde nægtet at deltage i anti-socialistisk virksomhed. Kommentaren ønskede at politiet nu fjernede sig fra Eugen Petersens militarisme over mod en borgerliggørelse af politiet. Desuden en notits "Udtalelser om Politidirektøren." med korte og positive udtalelser fra borgmestrene Jens Jensen og Chr. Christiansen

Tegning fra Social-Demokraten 24. august 1917.

Den ny Politidirektør

Fhv. Borgmester Th. DybdaL

I Aftes ved 8-Tiden forelaa endelig Udnævnelsen af Stor-Københavns nye Politidirektør, og Manden, der den 1. September skal indtage den 76-aarige Hr. Eugen Petersens Plads, bliver da til alles Overraskelse den 61-aarige fhv. Borgmester for 1. Afdeling, Hr. Theodor Dybdal.

Vi skriver, det kom som en Overraskelse, ja undtagen for dem, som bærer Ansvaret for Udnævnelsen, der - og det skal siges Mandens mange andre Fortjenester til Trods og fraset hans personlige gode og elskværdige Egenskaber - er et Slag i Ansigtet paa den københavnske, frisindede Borgerstand.

Vi sagde nemlig ikke Farvel til Hr. Eugen Petersen for at sige God Dag til Hr. Dybdal.

De to kan saamænd være to Alen ud af et Stykke Lærred.

Vi ønskede nemlig ikke en Politidirektør lidt mer eller mindre konservativ, nej, det, København sukkede efter, det, den frisindede Borgerstand længtes efter, det var en frisindet Politidirektør, ung og arbejdsfrisk, modtagelig for Tidens Tankesæt og forstenende overfor Nutidens mangfoldige brændende Spørgsmaal.

Ja, det var, hvad vi ventede, og saa faar vi den fhv. Borgmester Dybdal serveret af den radikale Justitsmlnlster.

Der tales om Oprejsning, fordi Højre havde vraget ham som Borgmester.

Hvad kommer det Borgerne ved, og hvad kommer det vort radikale Ministerium ved?

Er det Kvalifikationer nok, at man er vraget af Højre?

Ja, hvis ikke Sagen var saa alvorlig, saa maatte man jo formelig revne af Grin.

Men - det er netop det, at Sagen er alvorlig, - derfor ler vi ikke, nej, derfor harmes vi, og vi forstaar ikke, Ministeriet vover at byde den københavnske Borgerstand en saadan Haan!

Hvad selve dem nye Politidirektørs personlige Egenskaber angaar, ja, da er han vist en overmaade rar og elskværdig Mand, som kunde være bleven en ganske udmærket fornøjelig Pensionist; men det er ikke de Egenskaber, der spørges om, naar man sidder i Politidirektørens Stol.

Og den københavnske Lærerstand kan tale med om, hvorledes Hr. Dybdal er som Embedsmand.

At hans stokkonservative Synspunkter er hævet over enhver Tvivl, behøver vi vel ikke at nævne.

Han blev valgt til Borgmester af Højre, og at han blev vraget af det samme Parti, har Intet med Politik at gøre.

Nej, Dybdal er Højremand til Liv og Sjæl!

Han er stædig i sine Principper, derom kan vore Lærere tale med, og Politiorganisationerne kan sikkert vente sig adskilligt fra denne Kant; thi man omvender sig nu ikke saadan, naar man er naaet ud over Alderdomsunderstøttelsesgrænsen!

Vi skal endvidere nævne en lille Begivenhed fra Hr. Dybdals sidste Dage som Skoleborgmester.

Der var en ung Lærer, som i Bladet "Kommuneskolen" havde tilladt sig at kritisere bl. a. Hr. Dybdal, der som bekendt var Skoleborgmester.

Straks var Skoledirektøren paa Færde, og straffede den unge Mand med at fratage ham de Timer ved Fortsættelseskursusset, der for ham betød en nødvendig Biindtægt.

Læserne kender den Harme og det Oprør, der med denne Begivenhed rejstes inden for Lærerstanden, - med god og beføjet Grund selvfølgelig; thi her forelaa jo et klart og tydeligt Forsog paa at kneble Standens Talefrihed.

Men - da denne Begivenhed skete, da var Dybdal, som var bleven kritiseret, Skoleborgmester.

Vi overlader til Læserne selv at fore Tanken videre. - At Udnævnelsen ikke har vakt overstrømmende Glæde i den københavnske Morgenpresse siger sig selv.

Regeringsbladene "Politiken" og "Social-Demokraten" synker Pillen, som var det en sur Lageragurk, de konservative Blade er selvfølgelig tilbageholdende; thi Manden blev jo vraget af Partiet for en Maanedstid siden.

Nej, her maa have været skjulte Kræfter paa Færde; men netop derfor hævder vi, at det er noget af en Skandale, at den københavnske Borgerstand skal være Salgsvaren ved politiske Muldvarpehandler.

Ja, med disse Ord være da den 61-aarige, fhv. Borgmester Theodor Dybdal budt Velkommen som Politidirektør i København! 

(Folkets Avis - København 23. august 1917)

Etatsråd Theodor Dybdal 1856-1939). Gift med Alma f. Grove-Rasmussen. Han var borgmester i Københavns Kommune i Magistratens 1. afd. 1897-1917. Herefter politidirektør. Han var bror til stiftamtmand A. Dybdal og lærer ved Ribe Katedralskole Christian Dybdal.

En deputation af betjente afleverer 1100 opsigelser fra politiets betjente til politidirektør Dybdal (B. T. 28. august 1919). Anledningen var den ringe løn. Samme dag havde Folketingets lønningsudvalg indstillet at betjentenes løn steg kraftigt.

Mens Dybdal var politidirektør besluttede kommunalbestyrelsen i København 1918, at politipersonalets daglige arbejdstid ikke måtte overstige 8½ time, at personalet ved Københavns Politi fik et ugentlig fridøgn og samtlige overpolitibetjente fik en årlig ferie på 3 uger. Samme år oprettedes en “fast automobilvagt” ved hovedstationen på Domhuset, den første egentlige politibil, “Badekarret”.

Lovgivningsmæssige kom 30. juni 1919 lov om politiets omordning. Retsplejeloven trådte i kraft. Den bestemte at politiets virksomhed skulle udøves af dels et statspoliti og dels af et kommunalt politi. Stillingsbetegnelsen herredsfoged ændredes til politimester. Københavns Opdagelsespoliti med 123 mand overgik til Statspolitiet, der herefter talte 395 mand.

1922 oprettedes Københavns Politis Laboratorium, der blev underlagt Rigspolitiet i 1937 og herefter kaldt Teknisk Afdeling. Der blev rundt om i byen opstillede 124 alarmskabe (arkitekt K.H. Gemzøes).

1923 oprettede chefen for Statspolitiet et register over straffede personers øgenavne. Og de mange trafikuheld med automobiler medførte indførelse af spiritusprøve. En politivagt i Sydhavnen (Enghavevej 234) åbnede. Og Station 4 flyttede fra Strandgade 26 til Under Elmene 7.

1924 blev Politigården i København indviet. Ved samme lejlighed flyttede politistation 1 i Nørregade ind i Domhuset på Nytorv.

Dybdal er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 1, nr. 17

Marie Sophie Amalie Korup 1839-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Marie Korup var ældste datter af brevsamler og traktør Korup som drev det kendte traktørsted Korups Have ved Søndermarken i Valby. At post og gæstgiveri var samme sted, var ganske almindeligt i Danmark på det tidspunkt. Korups Have lå op til Søndermarken hvor vejen Bag Søndermarken er i dag. Der er opført et gult murstensbyggeri på matriklen.

I 1872 var der dagligt et landpostbud fra Valby til Vigerslev, Hvidovre, Damhusbommen, Rødovre og Vanløse og retur. I 1874 afgik der 2 gange daglig et gående bud mellem postkontoret på banegården og Valby Brevsamlingssted. I 1875 distribueredes brede to gange dagligt fra jernvejspostkontoret ved et landpostbud. Man kunne dog også afhente breve mellem kl. 8 og 9 morgen og aften hos brevsamler og traktør Korup. Han tog 2 sk til betaling for et bud der kunne bringe brevet ud. Brevsamlingsstedet havde efter sigende en "ikke ubetydelig korrespondance" (Dagstelegrafen 13. juli 1874). I 1876 var der for postvæsnet regning begyndt en ombæring af postsager fra Valby Brevsamlingssted.

Valby postekspedition blev oprettet 1. juli 1878 som ikke-regnskabsførende ekspedition underlagt overpostmesterembedet. Marie Sophie Amalie Korup blev postekspeditør og senere postmester. 1. oktober 1889 blev postekspeditionen indlemmet i overpostmesterembedet.

I slutningen af 1898 bebudes at der ville ske en omfattende ændring af lokaler om omdelingsforhold, bl.a. i Valby.  Marie Korup var 60 år da hun tog sin afsked med pension den 1. november 1899 af helbredsårsager. Hun efterfulgtes af Christian Emil Victor Emanuel Andersen 1. januar 1900. Den 15. oktober 1906 flyttede Valby Postkontor til Valby Langgade nr. 6. Denne ejendom står opført i OIS i 1908. I Kraks 1906 angives Langgade 2, Frk. M. Korup, postkontor og telegrafstation! Postkontoret i aviser angives at ligge i nr. 6 i hvert fald op til 1914. Posthusbygningen i Valby Langgade 79 er opført år 1900.

I 1897 var der i postvæsnet ansat 5.342 personer, heraf 1.444 statsansatte. I 1921 havde der været i alt 3 kvindelige postmestre i Danmark. Udover Marie Korup også fr. Schaeffer i Esrom (afsked 1916) og frk. Sigrid Marckmann (afsked 1921). Sidstnævnte startede knap 15 år gammel i postvæsnet 1. maj 1867 på Allinge Posthus, hvor hun ligesom Marie Korup blev medhjælp for sin far.

En kvindelig Postmester

En Embedsfratrædelse af ikke sædvanlig Karakter finder Sted fra 1. November, idet hidtilværende Postmesterske og Telegrafbestyrerske i Valby, Frk. Marie Korup, paa Grund af Svagelighed trækker sig tilbage. - Navnet Korup har altid været knyttet til den postale Virksomhed heroppe, idet her for en Menneskealder siden blev oprettet et Brevsamlingssted under Bestyrelse af Frk. Korups Fader med Datteren som Assistent. Den Gang var Valby en lille Bondeby med rigtige Bønder og Bøndergaarde, og den stod for enhver Københavner med K som et Sted, hvor man kun kom ud Pinsemorgen for at se Solen danse. Men efterhaanden forandredes Byens Fysiognomi, den udvidedes betydeligt, Bønderne trængtes ud, Villaer og høje Huse opstod i Bøndergaardenes Sted, og nu er den nærmest at betragte som en Forstad til København. Postvæsenet holdt Skridt med Byens Udvikling; der oprettedes et selvstændigt Postmesterembede med Frk. Korup som Chef, og for 10 Aar siden modtog hun kgl. Udnævnelse som saadan, for Tiden den eneste Udnævnelse af den Art i Danmark. Frk. Korups selvstændige Styrelse af Postvæsenet herude omfatter et Tidsrum af 24 Aar, og at det er en stor og opslidende Virksomhed, vil forstaas, naar man ved, at Postdistriktet omspænder ca. 8000 Mennesker, der til Betjening har foruden Chefen to kvindelige Fuldmægtige og syv Postbude.

Det er værd at notere, at i Postetaten er praktisk gennemført den retfærdige Fordring: „Det samme Arbejde giver den samme Løn” (for Femininum og Maskulinum), en Rekord, der som bekendt ej endnu er naaet i noget andet Embedsforhold. -

Da jeg første Gang kom ind paa Posthuset i Valby, overraskedes jeg ved at se Kvinder ved Ekspeditionen, samt at denne foregik med Høflighed og Stilfærdighed. Fra den Omstændighed ved Postforholdene i min lille Fødeby, at baade den afgaaede og den nyankomne Postmester havde eet Ben, samt den Skælden og Paakalden af Satan og alle hans Engle, naar Udførelsen af postale Pligter foregik, havde jeg halvt ubevidst bevaret den Forestilling, at sligt, hørte til ved et Postembedes forsvarlige Forvaltning, intet Under da, at den grelle Modsætning virkede behageligt paa mig.

Om Valbyerne betragter det som en Ære at være Foregangsfolk paa det postale Omraade, derom forlyder intet; det skulde ikke undre mig, om de stiver sig af med den sædvanlige Forargelse over Kvindens Indtrængen i Mandens Rettigheder, eller den traditionelle Indbildning, at saadant Arbejde dog bedst udføres af en Mand. Det være nu, som det vil, med Anerkendelsen udefra, en Livsgerning ført med Alvor og Samvittighedsfuld hed har jo Glæde nok i sig selv. Men vi Kvinder, der kæmper for begge Køns sociale og menneskeretlige Ligestilling, vil bringe Frk. Korup en varm Tak for det Plus, hun ved sin lange og trofaste Virksomhed har tilført den gode Sag.

Emerita.

I Begyndelsen af dette Aar er der bleven ansat en Dame, Frk. Baagøe, paa Københavns Avispostkontor, foreløbig kun som et Forsøg. Hendes Kontortid er fra Kl. 10 til Kl. 4 à 5 daglig. Red.

(Kvinden og Samfundet nr. 15, 1899).

Når man tog i skoven i gamle dage. I Korups Have og Søndermarken.

Fhv. postmesterske Frøken Marie Korup fortæller.

Det er Sommer, og Københavnerne vil i Skoven! Men ak! Krigen! Ogsaa for Byboboernes bedste og sundeste Rekreation: Skørterene har Krigen lagt Hindringer i Vejen. Vi er jo saa forvænte allesammen. Tog og Sporvogne har i aarevis ført os let og direkte ud i den skønne, danske Natur; og nu, da Trafikken er Indskrænket, synes vi, at det altsammen er som langt borte og næsten uoverkommeligt.

Og saa er det jo i Virkeligbeden ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at der slet ikke var noget, som hed "Skovtog"! Og Folk kom sandelig alligevel i Skoven og morede sig - langt bedre end nu, kan man vist trygt tilføje.

Hvor tog man da hen? Ja, man havde selvfølgelig dengang som nu mange yndede Udflugtssteder. De var blot noget forskellige fra Nutidens - mange af dem ligger nu omtrent mldtvejs inde i Byen, f. Eks. Korups Have og Søndermarken.

Ude i Valby bor en gammel Dame, der ved Besked om de Steder. Det er fhv. Postmesterske Frk. Marie Korup, Datteren af Korups Haves taxie Indehaver.

Hendes Fader var kgl. Løber hos Frederik den Sjette, og han fik, da han tog sin Afsked, Bevilling af Majestæten til at oprette Traktørstedet ude ved Søndermarken.

Nu er hans Datter en gammel Dame, og hun sidder ude i sin lille Have i en magelig Lænestol og slikker Solskin, da vi aflægger hende et Besøg for at bede hende om, hvorledes Folk tog paa Skovtur for 60-70 Aar siden.

Valby var en Landsby

"Ja, dengang var Valby jo en Landsby med straatækte Huse og gaarde og Gadekær og slet ingen Lygter og forfærdelige, plørede Veje,", siger Frk. Korup og smiler helt vemodigt ved Minderne.

"Men, jeg synes alligevel, der var meget dejligere dengang end nu! Skønt det var besværligt nok, navnlig for en lille Skolepige, som jeg jo var. For tænk, jeg gik i Skole helt inde i Admiralgade! Den lange Vej travede jeg hver eneste Dag, og det var drøjt! Der gik ganske vist en lille Overgang mellem Valby og det gamle "Halmtorv" en pudsig, kuglerund Omnibus, hvori der kun var Plads til ganske faa Personer. Men den kunde naturligvis ikke betale sig, og saa blev den indstillet.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor afdøde Brygger Carl Jacobsen ærgrede og drillede os Pigebørn paa de Ture. Han var jo en lang Skoledreng den Gang, og det var hans største Fornøjelse at hoppe op bag paa den runde Omnibus og hamre på den lille Rude, der sad i Døren! Vi gjorde Vrøvl og skældte, men han lo blot af os og hamrede videre!

Nas, men den Herlighed varede altsaa Ikke længe. Saa maatte vi til at gaa igen! Baade i Sol og Hede, i Kulde og Regn, Dag ud og Dag ind, hele Aaret rundt!

Sommeren var alligevel den allerbedste Tid! Ikke alene fordi der var saa smukt derude, som der var, men ogsaa fordi der saa kom saa mange Mennesker paa Besøg i "Korups Have"

Søndermarken var som en Skov.

De var paa Skovtur! Og det var ikke saa underligt, at en Udflugt til Valby den Gang blev betragtet som en Skovtur. Thi Søndermarken var jo lige blevet aabnet for Publikum!

Ja, De synes naturligvis nok at Søndermarken endnu er smuk! Men det er fordi De ikke har set den, som den var for 69 Aar siden, da den, lige efter at Grundloven var givet, blev lukket op for Offentligheden!

De skulde have set den den Gang! Den var en dejlig, uberørt Skov og samtidig en bugnende Frugthave! Der voksede Kirsebærtræer og Æbletræer i Overflod, og der var de dejligste Nøddekrat, som nok var værd at plyndre om Efteraaretl Jeg tilbragte mine allerbedste Timer derinde! Der var saa meget at se paa, saa meget at opdage og saa meget at spise! Og saa var der den herligste Skovbund! Om Foraaret var den som et hvidt og blaat Tæppe af Anemoner, og Syrer og Bregner stod tæt under Træerne!

Ja, det var den Gang! Men snart blev den jo opdaget som Udflugtssted - Fars Traktørsted laa jo ogaaa saa rart lige ved Slden af - og saa var Idyllen brudt! Det - varede Ikke mange Aar, før hele Herligheden var forsvunden! Hverken Frugt eller Blomster kunde staa for de drabelige Angreb.

Det kinesiske Lysthus.

De kender jo nok det kinesiske Lysthus, der ligger paa en af Skænterne ud mod Vest? Nu er det jo kun et almindeligt Brændeskur, hvor ikke alt for hyggelige Eksistenser med samt deres Brændevinsflaske til daglig har deres Tilhold. Men den Gang var det et smukt og sirligt Lysthus i kinesisk Stil med Drager paa Taget og smukke Paafugledekorationerl

Den Gang, som nu, holdt Folk af at ridse og skrive deres Navn eller Citater rundt om paa Vægge og Træer, naar de var paa Udflugt. Og derinde paa Væggen til venstre var der med en smuk, karakteristisk Haandskrift skrevet et lille Vers, som gjorde et dybt Indtryk paa mig Pigebarn. Ja, jeg kan næsten sige, at det blev bestemmende for mit hele, lange Liv. Det lød:

Tiden vandrer med sikre Fjed
Hen over Slægter og Generationer,
Nogle den træder i Støvet ned,
Andre den hæver paa gyldne Troner,
Ej vi kender dens Maal derved,
Een Ting ved vi, dog bringer den med:
Frihed for Alle! om tusinde Aar
Kvinden ej mere i Lænker gaar!

Det lille Vers grundede jeg meget over! Jeg vilde saa gerne være selvstændig! Og det har jeg jo ogsaa opnaaet. Jeg er den første danske Kvinde, der har faaet kgl. Udnævnelse som Embedsmand!

Datidens Berømtheder med Madkurv i Korups Have

Men hjemme i Haven tilbragte jeg ogsaa mange fornøjelige Stunder. Der laa ud mod Vejen - den, der nu er Valbylanggade, og hvor de elektriske Sporvogne suser og klemter forbi - et stort, rundt Lysthus, og der har mange af Datidens store Mænd og Kvinder siddet.

Min største Fornøjelse var det, naar jeg kunde se mit Snit til at skjule mig bag en Busk i Nærheden og høre paa alt, hvad de havde at tale om, paa deres Spøg og Sang og Diskussioner. Den Gang var det jo moderne at æstetisere.

Her saa jeg den husmoderlige Fru Sødring i hendes aparte Klædedragt med det uundgaaelige højrøde Langshawl dække Bord og pakke Madkurven op og lave Kaffe paa Maskinen, som de fik i vort Køkken. Hun havde en ejendommelig Stemme. Man var aldrig i Tvivl om, at det var hendes, der talte, selv paa temmelig lang Afstand.

Og saa var der Fru Heiberg med hendes tre Plejebørn. Smuk og indbilsk. Det var da i det mindste den Dom, jeg Barn afsagde over hende.

Og Christian Winther kom der. Men han var meget gammel og sveg, og jeg syntes helt uhyggelig at se paa med den store, slet lavede Paryk og den mægtige Kikkert, uden hvilken han ikke kunde se. - Han lignede et Genfærd, syntes jeg.

Og Høedt og hele Familien Price havde vi ogsaa Besøg af ret Jævnligt.

Høedt gjorde et mægtigt Indtryk paa mig ved den uhyre dramatiske Maade, han altid talte og gestikulerede paa Han raabte op og slog ud med Armene og agerede, saa der ikke var Ørenlyd for andre end ham selv.

Pricerne var derimod saa uhyre stilfærdige. Navnlig erindrer jeg bogstaveligt talt aldrig at have hørt Juliette Price møde et Ord.

Men det aller, aller morsomste var dog, naar Erik Bøgh og hans Venner var paa Skovtur i Søndermarken og endte inde hos os.

Der sad saa Visedigteren i den lyttende Venneskare, og med en lille usynlig Tilhører i mig, og sang sine sidste nye Viser.

Det var morsomt. Aa, hvor tydeligt husker jeg ikke, da jeg for første Gang hørte: "Hr. Madsen, Hr. Madsen!" Bøghs egen Stemme klinger endnu i mit Øre.

Og saa var der Digteren, Professor Hauch, der havde Fribolig oppe paa Frederiksberg Slot. Han vandrede lange Ture i Søndermarken, og saa hændte det jo ogsaa af og til, at han faldt ind i Korups Have og nød en Forfriskning.

Oehlenschläger var for Resten ogsaa tit paa Tur til Valby.

Han kom en Del hos fhv. Guvernør i Vestindien Holten, der boede nede paa Valdal! Fruen gik altid helt hvidklædt og med ganske korte Kjoler - lige saa korte som Damerne bruger dem nu til Dags, og saa havde hun Sko med Korsbaand-

Naar de Kongelige kørte Tur i i Søndermarken.

Men det var ikke alene Datidens Skønaander, der holdt af at tage paa Udflugt til Søndermarken. Ogsaa de kongelige kom der nu og da. Den gamle Enkedronning kørte saaledes ofte rundt derinde i Timevis, men saa var Haven lukket for Publikum!

Arveprinserne Caroline spadserede ogsaa tit derinde, dog uden at der blev lukket af!

Med hende havde jeg en Gang en lille Oplevelse, som jeg var optaget af lange Tider efter:

Hun havde en Dag tabt et Slør derinde. De ved maaske ikke rigtig, hvorledes et Slør var arrangeret i de Tider. Det var Ikke som nu, hvor man blot binder sit Slør om Hatten! Ne!l det var fastgjort paa en Bøjle, der var til at sætte fast paa Kysehattens forreste Rand.

Nu havde Prinssessen mistet sit Slør! Hun var meget vred over det, og hun blev ivrig og snakkede op, og den ulykkelige Hofdame, der var med hende, var ganske ulykkelige!

Saa fandt jeg Sløret! For Resten et saare tarveligt og almindeligt blaat Slør! Men stolt og glad var jeg jo og bragte Prinsessen det og fik mange Taksigelser og et Klap paa Kinden! Den Oplevelse levede jeg som sagt paa i lange Tider I

Nu er Valby jo en Del af Storstaden København, og jeg maa med et Smil mindes min vilde Begejstring, da der for første Gang blev oplyst med Tranlygter paa Vejen op til Stationen. Allerede den Gang syntes jeg, at nu boede jeg næsten i en Storstad!

Ja, der var dejligt derude den Gang. Og Søndermarken! Ja, den er og bliver mit tabte Paradis"

(Nationaltidende 17. juni 1917).

Artiklen indeholde endnu et foto der imidlertid er af så ringe kvalitet at jeg har valgt ikke at bringe det.

Hendes beskrivelse af det kinesiske lysthus tyder på at hun blander Det Kinesiske Lysthus i Frederiksberg Have sammen med den kinesiske pavillon i Søndermarken. Det er tegnet af Abildgaard. Sidstnævntes lokation er på en skrænt mod vest, men hendes beskrivelse pege mere på lysthuset Frederiksberg Have. Det var i givet fald den anden eller tredje kinesiske pavillon Marie Korup oplevede i Søndermarken. Den første blev bygget 1787, men nedrevet i 1802. Et forsøg på at rekonstruere pavillonen blev til virkelighed i 2013. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Postmesterske Marie Korups adresse i 1914 angives i Kraks 1914 til (Valby) Langgade 2. Det er her hvor Bjælkehuset har adresse i dag.

Fru Sødring er formentlig skuespilleren Julie Weber Sødring (1823-1894). Høedt er formentlig skuespilleren Frederik Ludvig Høedt (1820-1885). Han og J. L. var uvenner. Den tavse Juliette Price (1831-1906) var vant til ikke at sige noget. Hun var balletdanser.

Ganske få uger efter artiklens offentliggørelse døde Marie Korup.

Nationaltidende 6. august 1917.

Den første kvindelige Embedsmand.

Sagfører Korup, Ringsted, har haft den Sorg at miste sin Søster, Frk. Marie Korup, tidligere Postmester i Valby. Begravelsen foregaar fra Kapellet paa Holmens Kirkegaard paa Torsdag.

I Anledning af Dødsfaldet skriver "Nltd":

Den gamle Dame, der var den første Kvinde, som modtog kongelig Udnævnelse som dansk Embedsmand, var i en lang Aarrække Postmesterske i Valby. Dette Hverv var hun saa at sige født til at overtage, idet hendes Fader, den tidligere kongelige Løber hos Frederik den 6 og daværende Indehaver af Traktørstedet Korups Have, tillige var Postholder og havde Brevsamlingssted i Valby. Denne Del af »in Faders Arbejde overtog Frk Korup allerede som ganske ung, og da Valby nogle Aar senere skulde være selvstændigt Poststed, ansøgte hun om Embede! som Postmester, og fik det. Og dette sit Hverv har Frk. Korup røgtet gennem mange Aar, lige til hun, den 1. November 1899, tog sin Afsked, i l de sidste Aar levede Frk. Korup stille og tilbagetrukkent, men sad man overfor hende i hendes lille Have, saa maatte man sande, at hun var et Menneske, som Tiden ikke var løbet fra. Ikke blot kunde hun livligt og interessant fortælle om gamle Dage og alle de kendte Personligheder, hun havde set i sin Barndom ude i det den Gang landlige Valby og Korups Have, men hun var ogsaa interesseret i alle Dugens og Tidens Spørgsmaal og Emner. Begavet og kultiveret, som hun var, havde hun ligeledes gennem sit lange Liv fulgt de skiftende Tiders aandelige Strømninger og altid vidst med sin klare og sunde Forstand at vælge og vrage, prøve og vurdere.

Og nu er hun død, stille og blidt, som gamle Mennesker, der har levet et harmonisk Liv. Lige til det sidste troede hun selv, at hun blot skulde samle lidt Kræfter for helt at komme sig efter en Sygdom i Vinter, men hun top fejl. En Aften sov hun ind for ikke at vaagne mere.

(Ringsted Folketidende 8. august 1917).

Jordefærd.

Fhv. Postmester, Frk. Marie Korup.

Fhv. Postmester i Valby, Frøken Marie Korup jordedes i Eftermiddags paa Holmens Kirkegaard.

Ved Højtideligheden i Kapellet bad Pastor em. Thygesen en Bøn.

til Kisten var bl.a. sendt Kranse fra Overpostmesterembedet, og i Følget saas Postmestrene, Kaptajn Andersen (Valby), Frost (Vesterbro) og Lund (Sundbyerne).

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. august 1917).

Senere flyttede postkontoret ind i denne ejendom på Valby Langgade 79. Foto Erik Nicolaisen Høy.