Kvindelige Arbejdere strejker hos Ruben. (Efterskrift til Politivennen)

Bloggen har tidligere omtalt Ruben Dampvæveri i 1874. Se dette indslag med illustration af fabrikken. I 1886 udbrød der strejke på fabrikken.

Til de danske Kvinder i Anledning af Strejken hos Ruben.

I "Social-Demokraten" for den 3. Juli findes en Advarsel mod at tage Arbejde paa Rubens Fabrik, Rolighedsvej 8, da Arbejdernes Løn var bleven nedsat saa betydeligt, at de umulig kunde leve af, hvad det ved almindelig Arbejdsdygtighed var dem muligt at fortjene.

I samme Numer af Bladet findes cn Artikel med Overskrift "Toppen paa Kransekagen", hvoraf ses, at Generalkonsul Grosserer B. Ruben er ansat til en Skatteindtægt af 180,000 Kr. for sidste Aar, hvilket efter simpel Beregning svarer til Renten af mindst 4 Millioner. Og dog skal hans Arbejdere sulte! Skal vi fattige Kvinder bestandig lægge Krone paa Krone i Skødet paa en Millionær og selv sulte? Hvorfor betaler d'Hrr. Fabrikanter, som beskæftiger Kvinder, altid disse en lavere Løn end de vilde komme til at betale, hvis det udelukkende var Mænd, som Fabriken sysselsatte? Kun fordi de stoler paa, at Kvinderne er for underkuede til at gøre kraftig Modstand mod den Løn, som Fabrikanterne syntes at sætte en Ære i at formindske Aar for Aar! Og denne Nedtrykken vil ikke standse, før Kvinden selv sætter en Bom derfor. Og vi kan gøre det! Naar vi kun er enige og slutter os sammen, er vi en Magt, som d'Hrr. skal komme til at respektere! De véd det godt, og derfor taler de med kønne Ord om deres Arbejdervenlighed. Men vi har gennemskuet dem! D'Hrr. tænker kun paa at fylde deres egen Kasse, hvad saa om deres Arbejdersker lider Nød og at mange af dem af Fortvivlelse kaster sig i Prostitutionens Arme!

Men vi vil ikke behandles som Slaver, Fabrikanterne kan byde, hvad de vil. Vi vil som fri Kvinder tjene vort Brød paa en ærlig Maade.

Kvinder! Vi har aabnet Kampen for Kvindens Ret til at være medbestemmende om sin Stilling, sin Løn og at urdere sin Arbejdskraft i Lighed med Mandens; vi maa ikke vige tilbage før Sejren er vunden.

I disse Dage er der af os Kvinder begyndt en Kamp paa det faglige Omraade, idet samtlige kvindelige Arbejdersker paa Rubens Dampvæveri har nedlagt Arbejdet den 3. ds., og Anledningen hertil er, som ovenfor antydet, at Lønnen er bleven saa betydelig nedsat, at det er en Umulighed at leve af det, vi er i Stand til at tjene. Da denne Lønnedsættelse blev foretaget lidt efter lidt og uden at vi blev spurgt, om vi vilde arbejde for denne Løn eller ej, saa maa Enhver vel nok give os Ret i, at vi stadig gik i Bekymring for, om vi skulde være blandt de uheldige for denne Uges Vedkommende eller ej, thi der vor stadig nogle hver Uge, for hvem Lønnen blev afkortet. Og det var ikke alene paa denne Maade, at Hr. Grosserer Ruben prøvede at formindske Lønnen, men han prøvede ogsaa paa en anden fiffig Maade at berige sig paa Arbejdernes Bekostning (naturligvis paa en ærlig Maade), ved at han uden at Arbejderne blev underrettet derom, forlængede Stykkerne paa forskellig Slags Arbejde uden at Lønnen blev forhøjet i Forhold til samme. Vi Kvinder var imidlertid ikke dumme nok, og vi opdagede det hele smukke Væv af kunstig formet Arbejdervenlighed.

Vi henvendte os da Tirsdag den 29. Juni ved en Deputation til Hr. Ruben og overrakte ham en af samtlige kvindelige Arbejdere i Væveriet samt de fleste paa de andre Afdelinger underskrevet høflig Opfordring om at føre Maal og Løn tilbage til dct gamle Standpunkt, som det var ved Nytaar. Hr. Rubens Svar overfor Deputationen var høfligt, men undvigende, idet han gik ud fra, at han ikke selv kunde bestemme Lønnen paa Fabriken, men denne blev sat af Mesteren og stadfæstet af Direktøren.

Imidlertid udarbejdede Hr. Ruben i Forening med disse en Prisfortegnelse, hvorved efter deres Mening Lønnen retfærdig skulde være reguleret, men denne Regulering var imidlertid foretaget paa en saadan Maade, at det saa godt som slet ikke forandrede Forholdet: det lange Maal var der ikke tænkt paa, og det Arbejde, der kunde siges at være forhøjet, var Varer, som sjælden forfærdiges eller saadanne, som kun blev forarbejdes paa faa Stole, medens enkelte Poster slet ikke blev forhøjet. Paa disse blev altsaa Maalet ogsaa uforandret; vi vilde naturligvis ikke lade os nøje med dette Resultat, og da vi meddelte Hr. Ruben dette, blev han meget opbragt og erklærede, at de, som ikke kunde tjene noget, var dovne, og hvem der ikke vilde arbejde efter den Priskurant, han havde lavet, maatte gaa. Vi erklærede, at vi ikke var dovne, men derimod arbejdede meget flittig, men at det med den uforholdsmæssig lave Løn var os umuligt at skaffe Føde og Klæder.

Da al Underhandling med Hr. Ruben viste sig frugtesløs, saa vi os nødsaget til at nedlægge Arbejdet. Vi hverken kan eller vil arbejde under den Løn, som vi har forlangt, og naar De lover, at vor Gennemsnitsløn har været 5 a 5½ Kr. ugentlig, medens mange ikke paa nært Hold er naaet saa højt op, hvortil saa kommer et i høj Grad uretfærdigt Mulktsystem maa Enhver kunne indse, at vi ikke kunde tøve længer, men maatte overgive Sagen til Vævernes Fagforening, som har lovet at støtte os i denne Kamp. Men vi er mange, som trænger til Hjælp. 236 har nedlagt Arbejdet, og det er saa omtrent alle de kvindelige Arbejdere, som Fabriken beskæftiger.

Det er første Gang, at Kvinderne har kastet sig direkte ind i den faglige Kamp, hvorfor vi ikke undlader at rette nærværende Opfordring til Eder om, at støtte os i denne Kamp, at vi maa gaa sejrrigt ud af den, og husk paa, at fejrer vi, da er det en Sejr for den danske Kvinde, en Spore til at arbejde fremad mod Kvindens Ligeberettigelse med Manden.

Vi beder Eder derfor, støt os med hvad I kan, støt os med Bidrag, og støt os ved, at ingen ærekær Kvinde optager Arbejdet, saa længe Strejken varer, fraraad alle, som kan gøre os Skade, at optage Arbejdet. Thi det vil være den største Ære for os at vise Enighed, at ingen andre Kvinder optager de Pladser, vi har forladt. Lad det være vor Opgave under Striden:

Ingen Skruebrækkere!

København, den 4. Juli 1886.

Paa Rubens kvindelige Arbejderes Vegne :

Marie Larsen. Vilhelmine Schmidt. Sofie Hansen. Madam Johansen. Madam Nielsen. Josefine Nielsen. Elisabeth Juuhl.

(Social-Demokraten 6. juli 1886).

5 kvinder deltog ikke fra begyndelsen i strejken. Dette tal blev efter få dage reduceret til 1. I slutningen af juli var tallet vokset til 22.

"Dagbladet" om Strejken hos Ruben.

Fra Bestyrelsen for Vævernes Fagforening har vi modtaget følgende Svar paa den i "Dagbladet" givne Fremstilling af Strejken paa Rubens Dampvæveri:

Hr. Redaktør! Vi tillader os herved at supplere den i "Social-Demokraten"s Gaarsnumer indeholdte Kritik af "Dagsbladet"s fuldstændig forvanskede Fremstilling af Arbejdsnedlæggelsen hos Dampvæver Ruben med følgende Oplysninger.

I nævnte Fremstilling i "Dgbl." hedder det:

"For nogen Tid siden blev ansat en ny Direktør paa Fabriken, og nogle Dage efter hans Tiltrædelse udviste en Arbejderske en højst uforskammet Opførsel mod denne, som derfor straks afskedigede hende."

Denne Maade at omtale denne Sag paa, er en højst uforsvarlig Forvanskning af de virkelige Forhold. Det, som derved sigtes til, er en Afskedigelse, som foregik paa Fabriken ikke "nogle Dage" efter Direktørens Tiltræden, men forrige Mandag, og hvormed det forholder sig paa følgende Maade:

En ældre Arbejderske, som havde arbejdet paa Fabriken i nogle og tyve Aar, var af den usle Løn, hun skulde oppebære for et af hende vævet Stykke Tøj, bleven afdraget 25 Øre. Da hun bad om at erholde den Løn, som efter de tidligere Lønningssatser tilkom hende, blev Direktøren hidsig, tog hende i Armen og viste hende ud af Fabriken, hvorefter han indberettede til Hr. Ruben, at hun havde fornærmet ham, hvilket ingenlunde var Tilfældet.

"Dagbladet" fortæller dernæst, at "en Deputation af Arbejderskere henvendte sig til Hr. Ruben og bad om Naade for hende i Betragtning at, at hun i nogle og tyve Aar havde arbejdet paa Fabriken, og mod, at hun fremtidig udviste en sømmelig Opførsel."

Det er ligesaa forvansket urigtigt som det foregaaende, thi i Stedet for, som "Dagbladet" fortæller, at Arbejderskerne "bad om Naade" for den afskedigede, standsede de alle som én deres Væve og forlangte, at vedkommende gamle Arbejderske, som næsten havde opslidt sig i Hr. Rubens Tjeneste, skulde have sin Plads igen. I modsat Tilfælde vilde de holde op. Hr. Ruben tog da Arbejdernes Forlangende til Følge, og den gamle tro Arbejderske fik sin Plads igen.

"Dagbladet" gaar dernæst over til at omtale selve Lønningsforholdet paa Fabriken, men da den forvanskede og urigtige Maade, hvorpaa dette er sket, er tilstrækkelig paavist af "Social-Demokraten" for i Gaar, skal vi ikke gaa videre ind herpaa, Naar "Dagbl." vil fortælle, at Arbejdet blev nedlagt Lørdag Morgen fordi Lønningstarifen "ikke var sanktioneret af Fagforeningens Bestyrelse", da er det, hvad ogsaa "Social-Demokraten" har paavist, aldeles blottet for Sandhed. "Dagbl." stutter sig rimeligvis til sin Antagelse herom ved Hjælp af sine Erfaringer for hvorledes det gaar til i "Arbejdernes Værn", hvor som bekendt Bestyrelsen (der er sammensal af Arbejdsgivere) kommanderer, og Medlemmerne maa lystre. Denne "Forening" kan imidlertid ikke benyttes til Sammenstilling med Fagforeningerne, hvor Medlemmerne er stemmeberettigede og selv varetager deres Anliggender, og det er her de paagældende Arbejdere selv, der har taget Beslutning om Strejken. Fagforeningen har da sluttet sig til, hvad Arbejderne paa Fabriken vedtog, og har endvidere tilsagt dem al mulig Støtte.

Arbejderskernes ugenlige Gennemsnitsfortjeneste angiver "Dgbl." til mellem 10 og 16 Kr., og denne Angivelse indeholder lige saa lidt Sandhed, som nogen af Bladets foregaaende Fortællinger.

De Arbejdersker, hvis gennemsnitlige ugenlige Fortjeneste har været 5-5½ Kr., kan tælles i hundredevis, medens de, der til sine Tider har kunnet fortjene over 10 Kr. om Ugen, næppe overstiger en halv Snes Stykker. Paa den anden Side har det ingenlunde hørt til Sjældenhederne, at selv de Arbejdersker, som udførte det saakaldte "bedre Arbejde", undertiden er gaaet glip af næsten hele deres Fortjeneste, som da er medgaaet til Mulkter og lignende.

Ved Siden af Fagforeningens Bestyrelse søger "Dgbl." tillige at udpege en enkelt af de Strejkende, en Polakinde, som en Art "Ophavsmand" til Strejken, og beskylder hende for at have vist "en meget uhøflig Opførsel saa vel mod Hr. Ruben som mod Direktøren". Hermed forholder det sig saaledes, at Arbejderne havde valgt en Deputation til paa deres Vegne at forhandle med Hr. Ruben, og den af "Dgbl." omtalte Arbejderske var Medlem af denne Deputation. Som Ordfører for Deputationen forelagde hun d'Hrr. Ruben og Direktøren en af Arbejderne enstemmig vedtagen Priskurant. Hverken Hr. Ruben eller Direktøren vilde imidlertid en Gang nedlade sig til at se paa den, men erklærede, at hvis Arbejderne ikke vilde tage imod Direktørens Lønningstarif, saa maatte de forlade Fabriken, og som Tillæg til denne Meddelelse var Hr. Ruben og hans Direktør hensynsløse nok til at tage Deputationens ovenfor nævnte Ordfører ved Armen og vise hende Døren. Da de øvrige Arbejdersker erfarede, hvilken Medfart Deputationen havde faaet, blev det besluttet at nedlægge Arbejdet, og denne Beslutning blev taget til Følge, ikke alene af Væverskerne, men tillige af de øvrige kvindelige Arbejdere paa Fabriken, som alle er lige usselt lønnede.

Til Slutning omtaler "Dagbl.", at Tidspunktet for Strejken er uheldig valgt, idet der ikke herskede nogen Travlhed paa Fabriken. Det er muligt, at Fabrikanten har anset Tidspunktet for gunstigt for sig til at gøre Arbejdernes Sulteløn endnu knappere, men det turde dog være, at hin har forregnet sig. Ved en Smule Udholdenhed vil Arbejderne temmelig sikkert være i Stand til at vise, at Tiden ikke er saa ugunstig for dem, at de jo nok formaar at sætte en Stopper for Fabrikanternes Lyst til at berige sig yderligere paa Arbejdernes Bekostning.

Bestyrelsen

for

Vævernes Fagforening

(Social-Demokraten 7. juli 1886).

Vævesal i Rubens Klædefabrik på Rolighedsvej, Frederiksberg. Akvarel af Rasmus Christiansen, 1890. Wikimedia Public domain.

Striken paa Rubens Damp-væveri. Bestyrelsen for Vævernes Fagforening bekjendtgjør følgende:

Som Følge af en af d'Hrr. Professor Falbe-Hansen og Kontorchef M. Rubin foretagen Mægling er Striken paa Fabrikant Rubens Dampvæveri i Mandags bleven afsluttet med en Overenskomst, som baade Fabrikanten og Arbejderne har erklæret sig tilfredse med.

Fra Hr Rubens Side er der bleven indrømmet Arbejderne en Lønningsforhøjelse, som vel er mindre end den oprindelige tilsigtede, men som Arbejderne dog har ment at burde gaa ind paa.

Endvidere vil Hr. Ruben sætte samtlige Vævestole paa Fabriken i Gang og besætte de nu ubesatte Væve med sine tidligere Arbejdersker, hvorved disse saa godt som alle atter vil komme i Arbejde.

Gjenoptagelsen af Arbejdet paabegyndtes i Mandags, men da Vævene, efter nu at have været stansede i 4 Uger, ikke alle kan sættes i Gang paa en og samme Dag, vil Fabriken først kunne komme i fuldstændig Virksomhed i Løbet af nogle Dage.

(Skive Folkeblad 5. august 1886)

Rubens Klædefabrik (nedrevet) lå på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé. I 1888 havde virksomheden 4-500 vævestole og beskæftigede ca. 530 medarbejdere. Overgangen fra håndvæve til maskinvæve betød at arbejdet kunne udføres af kvinder.

På strejkens tidspunkt var det sønnen Bernhard Ruben (1829-1896) som styrede fabrikken. I dag ligger A/S Hostrups Have på grunden. Strejken var den første kvindestrejke.

Kastrup Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsnedlæggelse paa Kastrup Glasværk. I Onsdags Eftermiddags Kl. 6 nedlagde samtlige Grønglasmagere paa Kastrup Glasværk Arbejdet. Grunden hertil er, at Direktør Duus lige fra Aaret 1876 til nu har vedblevet at trække af Lønnen, tilsammen med 30-40 pCt. Sidste Nytaar fandt den syvende Lønningsreduktion Sted, idet Hr. Duus stadig plejer at benytte sig af Linierens Forretningsløshed til at sætte Lønnen ned. Da, der sidste Gang, Reduktionen fandt Sted, var stor Arbejdsløshed i Fagets saa Arbejderne sig ikke i Stand til at modsætte sig Afknapningen, medens de derimod nu har besluttet at benytte sig af Sommerens bedre Konjukturer til atter at bringe et rimeligere Lønningsforhold til Veje. Der fordres et Tillæg af 20 Øre pr. Hundrede Flasker, hvilket udgør ca. 15 pCt. Forhøjelse. At denne Fordring er rimelig, fremgaar klart deraf, at Størstedelen af de Strejkende er gamle Folk og Familjefædre, som har arbejdet al deres Tid paa Kastrup Glasværk, og som nu gaar med til Arbejdsnedlæggelsen, fordi det er dem aldeles umuligt at leve af den Løn, de nu har.

Hr. Duus har tilbudt Arbejderne et Tillæg af 5 Øre, hvilket Tilbud selvfølgelig ikke er bleven modtaget.

Vi advarer alle Glasmagere, saavel her i Landet som i Udlandet, mod at tage Arbejde paa Kastrup Glasværk, før de Strejkendes billige Fordringer er bleven indrømmet. Navnlig retter vi denne Opfordring til Kolleger i Sverig og Norge.

Bestyrelsen

for

Danmarks Glasmagerforening.

(Social-Demokraten 3. juli 1886).

Efter få dage gik arbejderne ind på en forhøjelse af 10 øre pr. 100 stk. flasker og at lønnen ikke senere ville blive nedsat. Der deltog 28 arbejdere.

Kastrup Glasværk havde siden 1875 specialiseret sig i presset glas, produktion af drikkeglas, lysestager, opsatser og skåle. I 1888 overtog værket Tuborgs glasværk under navnet Hellerup Glasværk. Helsingør Glasværk blev også drevet som filial af Kastrup Glasværk.

Glasmagerne boede indtil 1870 i nærheden af værket fordi man ikke kunne styre, hvornår glasmassen blev "blank" og glasmagerne kunne gå i gang med at blæse. Deres boliger var længer langs Alleen, Sals Allé og Alderdomsvej (de to sidstnævnte veje er nedlagte). De sidste længer blev nedrevet omkring 1994.

Frederik Ludwig Georg Duus (1840-1909) var direktør for Kastrup Glasværk 1873-1907. Han boede i København og var ikke den daglige leder af glasværket. Kastrup Glasværk have sit hovedkontor Nørre Voldgade 12-14, 3. sal. Virksomhedens navn kan stadig ses over porten.

Ulykkerne paa Strandvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Et Forsvar for Dampsporvognen er endelig i Gaar fremkommet i Pressen, idet Birkedommer Schow fra nordre Birk har skrevet en Artikel til "Berlingske Tidende", hvori han tager til Orde mod den ualmindelige Hidsighed, som særlig Ulykkesfældet med Frøken Brock har hensat et Par københavnske Blade i.

Ogsaa efter vor Mening har Dampsporvognen ikke saa lidt, der taler for den. Som Befordringsmiddel er den for det første til Gavn for Smaafolk; kommer den bort, har disse ikke andet Valg end enten at gaa de to Mil til Skoven med Kone og Børn, benytte de dyrere Kapervogne, eller rent opgive den smukke Strandvej og holde sig til Jernbanen. Paa den Maade bliver Veien væsenlig til Gavn og Glæde for Vognmænd og Herskaber med egen Befordring.

Dernæst gaar Udviklingen her som alle andre Steder i Retning af Maskinerne. Selv Bicyklerne, med hvilke der ogsaa var meget ubilligt Kvalm i Begyndelsen, er kun et Udslag af dette. De sparer Arbejdskraft, og naar de trods denne i og for sig absolut priselige Fordel alligevel gør Samfundet en Del Ulykker, som er langt værre end dem paa Strandvejen, saa kommer det kun af, at Kapitalisterne, der ejer Kørevognene, ogsaa kommer til at eje Dampsporvognene. Ondet kommer ikke fra selve disse. Enden vil da ogsaa blive, at de ikke nøjes med at erobre Strandvejen, men tager hele "Plougs" København med, for ikke at tale om det øvrige Land.

Tegner, maler og bladtegner Alfred Schmidt (1858-1938): Dampsporvognen kommer. 1887 Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hvad angaar Ulykkestilfældene, da vil en længere Tids Statistik utvivlsomt vise, at de ikke er flere, end den gamle Kørsel vilde have fremkaldt. Vi tør endog rolig gaa videre end Birkedommer Schow og paastaa, at de bliver færre. For at erstatte én Dampsporvogns Arbejdskraft, skal der mange Køretøjer, og selv bortset fra, at ikke faa vil blive styrede af Søndagskuske, er det ikke rimeligt, at de mange Befordringer skulde afstedkomme færre Ulykker end den ene Dampvogn. Schow, der vist nok har et Kendskab til Strandvejen som kun faa, skriver herom følgende:

"Hvis man forøvrigt tror, at Paakørsler og Væltninger ikke tidligere fandt Sted paa Strandvejen, vil man tage storligen fejl, thi der var utvivlsomt tidligere inden vi fik Dampsporvognen lige saa mange, om ikke flere Uheld der end nu, foraarsagede ved uforsvarlig Kørsel, Noget, som bedst Rudera af Vogne, der af Politiet opsamledes Dagen efter Helligdage, forslaaede Mennesker og skamferede Heste kunne vidne om. Men dengang blev der gjort langt mindre Snak om Sligt; mange Tilfælde blev endog slet ikke anmeldte for Politiet, idet vedkommende Kuske vel vidste, at de begge havde Skyld. Nu derimod forstaar enhver ubehændig Kusk eller Enhver, der kører uforsvarligt, at vælte al Skyld for selvforskyldt Uheld over paa Dampsporvognen."

Ligeledes hævder Birkedommeren, at de almindelige Sporvogne i sin Tid gjorde flere Ulykker end Dampsporvognen nu. Det forekommer os ikke utroligt, men vi skal dog ikke udtale nogen Mening derom. Et Materiale til Bedømmelsen heraf maatte vel iøvrigt kunne skaffes til Veje.

Paa de positive Forslags Omraade forekommer Hr. Schow os ulige tyndere end i sit Forsvar for Dampsporvognen. Han nøjes egentlig med det temmelig upraktiske, at skrive imod Søndagskuskene, særlig Damer som Styrere Enspændervogne. Vistnok er disse Befordringer de farligste, men at ivre op imod dem nytter ikke, og Kontrol med Kuskene er umulig ud over den, der forbyder Børn at føre Tømmerne.

Skulde vi foreslaa noget, saa var det for det første en noget mindre Kørehastighed for Dampsporvognen. De i Forvejen velhavende Aktionærer kan jo raade Bod paa Tabet derved ved at forøge Togenes Antal, hvilket desuden ogsaa er i Publikums Interesse. For det andet bør Maskinerne gøres fuldstændig røgfortærende. Som det nu er, har den forreste Vogn en styg Lighed med et Lokomotiv fra Klampenborgbanen, baade hvad Røg og Spektakel angaar. Den hvæser og oser og limer sig undertiden forbi Hestene paa en saa hæsblæsende Maade, at man ikke altid kan fortænke dem i, at de faar Nykker ogsaa under en dygtig Kusks Tilsyn.

Men endelig er der et tredje nærliggende Forslag, som ikke et københavnsk Blad har havt Øje for. Det er en bekendt Sag, at ogsaa Dampsporvejsselskabet lønner sine Folk mindre godt. Et Par Højreblade, vi husker ikke i Øjeblikket hvilke, fandt det endog for galt en Gang i Fjor og paatalte det, saa man kan tænke sig, at Funktionærerne muligvis ofte er farne omtrent som Statsbanernes Konduktører. De samme Blade har utvivsomt af og til i de sidste Dages vilde Krig mod Dampsporvognen været med til at give denne og dens Personale Skyld for Ulykkestilfældene ; men Ingen er endnu faldet paa at lægge Skylden hos dem, der lønner Folkene saaledes for et anstrængende, ansvarsfuldt Arbejde, at man virkelig ikke kan sige disse ganske fri for Undskyldninger, naar Paapasseligheden sløves.

Af alle Raad og Forslag forekommer følgende os derfor at være det bedste: Giv Maskinister og Konduktører mere Interesse for deres Gærning i Selskabets Tjeneste ved at give dem en bedre Betaling og en mindre anstrængende Arbejdstid. Selv om Bestyrelsen nemlig vel ikke hører til de daarligste Arbejdsgivere, ino.1 der dog kunne gøres noget ad denne Vej. Det vil ubetinget være til Gavn for alle Parter, for Publikum, der knurrer, for Funktionærerne, der overanstrænges, og ikke mindst for Aktieselskabet, der angribes.

* * *

Vi henviser i øvrigt til efterstaaende Referat af et Møde, som blev holdt i Gaar paa Indenrigsministeriets Foranstaltning til Drøftelse af Sagen.

(Social-Demokraten 2. juli 1886).

Dampsporvogn på Strandvejen: Trianglen, Charlottenlund, Skovshoved, Klampenborg. Det kongelige Bibliotek.

Afstraffelse i Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Ti Slag Ris.

(Morgenbladet.)

Af de mangfoldige Retssager, som Jyderne har haft med Provisoriet, har næppe nogen vakt en saadan Forbavselse og Harme som den Silkeborg Dom, der ikjendte en Dreng 10 Slag Ris for at have deltaget i Raabet "Ned med Estrup!"

Man erindrer, at Sagen stammer fra Højtideligholdelsen af Kongens Fødselsdag i Silkeborg. Af Mangel paa Deltagelse i et paatænkt Festmaaltid til Ære for Hans Majestæt valgte man at bespise Smaafolks Børn. Dette var en smuk loyal Tanke. Børnene i Silkeborg vilde ikke glemme, at Kongens Fødselsdag blev en Festdag ogsaa for dem: Velvære og Stolthed over at være til offenlig Kongemiddag kunde nok afsætte et af de Indtryk, som former unge, bløde Sind og bliver medbestemmende for deres statsborgerlige Holdning siden hen.

Denne Middag vil efterlade et andet Indtryk, ikke alene hos de Smaa i Silkeborg.

Man husker ogsaa, at Børnene, oplivede af den nydte Ære og det gode Maaltid, istemte deres Yndlingssang: "Ned med o. s. v."; at Politiet kom over dem; at Kongeherligheden endte med, at en af Drengene, sagtens i Egenskab af Forsanger, dømtes til 10 Slag Ris; og at denne Straf blev exekveret i Drengens Hjem under et strængt Politis aarvaagne Øje for, at Retten ikke fornemtes.

Exekutionen er siden beskreven i "Silkeborg Avis" af en Mand, som Drengens Moder havde formaaet til at udøve den Tugt, som Politiet havde paalagt hende at give Sønnen Marius Olsen. Det er Skomagersvend C. Jørgensen, der skriver:

"Ved Hr. Politibetjent Lemmings Ankomst i Hjemmet fremtog jeg det Ris, som skulde bruges ved denne Lejlighed; men det var ikke efter Hr. Lemmings Ønske. Da jeg ikke har haft Lejlighed til at fabrikere den Slags Ting, saa underrettede Hr. Lemming mig om, at Riset ikke maatte være sammenbundet i begge Ender, og han tog derfor en Kniv op af Lommen for at rette Fejlen. - eller hvad der er min Mening - for at det bedre kan slaa igjennem. Altsaa blev først Riset kasseret. Dernæst skulde Afstraffelsen foregaa. Jeg troede, at Straffen for en saadan Forbrydelse som Marius Olsens kunde udføres uden paa Tøjet, men jeg tog fejl. Det blev kasseret af Hr. Lemming. Han fordrede, at jeg skulde slaa paa det blotte Legeme, og da jeg vægrede mig herved, tog Hr. Lemming Sagen paa den Maade, at han ganske haardt sagde, at han nok skulde faa en Anden dertil i Morgen. Kun ved Drengens Moders indtrængende Bønner om at fuldføre det sørgelige Hverv paatog jeg mig det atter. Men jeg blev atter kasseret. Mine to første Slag var ikke haarde nok for Hr. Lemming, og han underrettede mig om, at det skulde være en Straf, Drengen skulde have, hvad jeg heller ikke betvivlede. Altsaa maatte jeg begynde at slaa igjen. Da de ti Slag var faldne, spurgte jeg, om det nu var godt, og Hr. Lemming svarede, at for denne Gang kunde det gaa. Jeg forklarede derefter Hr. Lemming, at det var den sørgeligste Bestilling, jeg nogen Sinde havde haft: at skulle udføre en Straf for en Forseelse som denne, og spurgte, om han (L. ) nu troede, at Drengen vilde faa den rette Agtelse for vort høje Ministerium, nu da det var banket ind i ham. Da Lemming hørte dette, svarede han, at havde han vidst, at jeg var en saadan En, skulde jeg ikke have faaet Tilladelse til at slaa."

Denne troskyldige Beskrivelse appellerer til modstridende Følelser. Er det latterligt at se kongelig dansk Retspleje vende sig mod de Umyndige, der næppe veed hvad de siger, og med Lovens Midler tugter dem, fordi de i deres uskyldige Mund tager Ord, som er Landets Feldtraab imod Ministeriet? Eller er det til at græde over en saadan Ynkelighed? Eller er ikke Stolthed den rette Følelse. Stolthed over en Regering, hvis Øje vogter paa Alle, lige til dem i Vuggen, og hvis Fingre er lange nok til at naa Enhver og knibe ham i Øret, naar han ikke opfører sig ulastelig, saaledes som en stærk Regerings hengivne Undersaatter bør opføre sig?

Historien er ikke ude med Riset. Drengen er fattig men brav og en af Skolens flinkeste. Nogle Borgere i Byen ønskede at yde ham en Opmuntring. Hos Venner og Bekjendte samlede Agent P. Larsen ind til et Uhr, som de vilde forære Drengen. Saa i forrige Uge faar Hr. Larsen en Tilsigelse til Birkekontoret; han skulde under Tiltale. Af de foreliggende Meddelelser fremgaar det ikke klart, om Tiltalen gjælder politistridig Indsamling af Hjælp til fattige, eller om den lyder paa "Demonstration mod Provisoriet". I sidste Tilfælde faar Hr Larsen muligen Deserten ved den Silkeborgske Kongemiddag, hvis der ikke forinden kommer flere Retter paa Bordet. Men i Silkeborg vil Alle raabe af deres Lungers fulde Kraft: Estrup leve!

(Folketidenden - Ringsted 18. juni 1886)

Jokum Marius Olesen, (20.6.1872-?) blev konfirmeret 18. april 1886 i Silkeborg, 10 dage efter hændelsen foran hotel Silkeborg. Han var søn af arbejdsmand Ole Kristian Olesen og Dusine Marie Birgitte Sørensen, der formentlig da boede i Nygade ("arbejdergaden") i Silkeborg. Forældrene var skilt. Moderen giftede sig senere (24. november 1887) med skomager Peter Carl Christian Jørgensen i Silkeborg som påtog sig hvervet med at afstraffe Marius. Han var altså sandsynligvis kæreste med Dusine. Hun døde 1908 i Aarhus (Frue), 55 år gammel og var stadig gift med skomager Jørgensen.

Uret med indskriptionen "Til Erindring om 8. april 1885" forsøgte birkedommer Drechsel forgæves at konfiskere. Drechsel gik i øvrigt af august 1886. 

- Den bekjendte Historie om Marius Olsen og de ti Slag Ris, der skal fri Birkedommer Drechsels Navn fra den Forglemmelse, hvortil det ellers ganske naturlig vil være hjemfalden, er efter hvad vi ser af de kjøbenhavnske Blade, i Fredags bleven behandlet af "Dagbladet" i en ledende Artikel. Da vi imidlertid ikke længere holder Hr. Goos's Sandhedsfakkel, kan vi ikke i Dag meddele vore Læsere hele den Udskrift af Silkeborg Birks Politiprotokol, som skal være optaget i "Dagbladet", men maa indskrænke os til at meddele følgende efter "Soc.-Dem.":

Det er ikke saa meget "Dagbladet"s egne Betragtninger, der fortjener Opmærksomhed, - hvornaar gjør de vel det? - som en Udskrift, det har forskaffet sig af Silkeborg Birks Politiprotokol. Rimeligvis er Udskriften nemlig det samme som den Redegjørelse, Drechsel lovede Marott i Silkeborg i Mandags, da han i fuld Birkedommeruniform forløb sig med Ordet "Løgn" overfor Redaktor Marott. Han tog det som bekjendt i sig igjen kort efter, men anbragte det i Stedet for paa Bladene, uden dog at sigte paa noget bestemt. Saa var det, at han lavede en Beretning, der "skulde sætte Risene i et andet LYS", men hvis han dermed har ment den Udskrift af Silkeborg Politiprotokol, som "Dagbladet" nu møder med, er han rigtignok med samt sine Ris bleven staaende i det samme latterlige LYS som hidtil.

Birkedommerens Protokol begynder saaledes:

Aar 1886 den 17de April blev Silkeborg Birks Politiret sat paa Thinghuset, hvor Birkedommeren bemærkede, at det var anmeldt for ham og ligeledes havde staaet i begge Byens Venstreblade, at en Del Børn, som den 8de April paa HS. Maj. Kongens Fødselsdag var blevne beværtede paa Hotel "Silkeborg" af en Del Mænd, der ønskede at højtideligholde Dagen paa denne Maade og at indprænte Børnene Loyalitet og Ærbødighed for deres Konge, havde ved Bortgangen fra Spisningen paa offentlig Gade sunget den bekjendte Smædevise "Ned med Estrup". Sagen var derefter bleven nærmere undersøgt og nogle indkaldte til at møde i Retten i Dag.

Arbejdsmand Sørensens Sophus, 10 Aar gl. og konfirmeret, forklarede, at han ikke af vedkommende var anmodet om at deltage i Spisningen den 8de ds.; men da han tilfældigvis stod udenfor Hotel "Silkeborg", sagde en Mand til ham, at han kunde godt gaa op og spise med; han gik da op og deltog i Maaltidet. Efter Spisningen gik de derfra i Flokke Komparenten gik sammen med Marius, From og Christen, og da de var komne et Stykke fra Hotellet i Østergade, begyndte ukonfirmeret Dreng Marius at synge den ommeldte Sang. Komparenten og From advarede ham derimod, men han sagde, at det gjorde ingen Ting, og fortsatte. Komparenten heile ikke flere eller andre end ham synge den Lise, for de omtrent kom til det Sted, hvor Søndergade udmunder i Torvet. Her begyndte From at istemme med Marius, og dette fortsattes igjennem Søndergade, hvor disse to sammen med Komparenten selv og Christen sang Smædevisen.

Og derefter gaar det videre paa lignende Maade med "Komparenten From, 14 Aar gammel", saa igjen med Sophus, saa med Carl, Anton, Johannes, Christen, Berg, Christian og endelig den berømte Marius, der figurerer i Birkedommerens Forbryderroman som en Rocambole, der har skræmmet Livet af Silkeborgs Politi, eller som en Masaniello, der har været ved at indføre Republiken.

Efter ham beskrives Forældrene, Arbejdsmændene Hans og Edward, der begge karakteriseres som Socialister, c: Fortællingens Skurke. Endvidere Møllersvend B., om hvem Birkedommeren fortæller, at "vel var han Venstremand, skjøndt ikke saa kras som tidligere". Møllersvenden havde ogsaa tidligere sunget Silkeborgermarseillaisen: "Ned med Estrup", men Forfatteren tegner ham i det Hele taget som et Menneske, i hvem det Gode er begyndt at slaa Rod, og følsomme Læsere vil følge hans Deltagelse i Begivenhederne med Interesse. Derimod fremtræder Tjenestekarlen Jens som et Uhyre til at benægte alt, hvad Bandens Anfører, Rocambole-Marius, siger ham paa, og han snor sig ved sin Snedighed helt fri for den Mistanke, at han skulde have lært denne Røvervise "Ned med osv." Han konfronteres af den dygtige Forhørsdommer med Hovedpersonen, som imidlertid trods sit store Ry trækker det korteste Straa overfor Jens, og efter denne Hovedscene vil enhver Romanlæser kunne gætte sig til, hvad Enden vil blive.

Endnu maa nævnes de to kvindelige Optrædende, Madam Christen og Madam Marius. Forfatteren lader dem formilde Fortællingens Gang ved deres moderlige Følelser, og Slutningskatastrofen, de ti Slag Ris "ved en dertil engageret Skomager" samt i en Politibetjents Overværelse, males i korte, men kraftige Træk.

Alt i alt maa "Birkedommerens Hævn" eller "Røverkaptejnen i Silkeborg" anbefales enhver som en overmaade morsom og spændende Nutidsfortælling, der trygt tør betros i enhver ung Piges Hænder.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 2. august 1886).

Marius Olsen rejste til USA hvor han efter en ældre borgers udsagn senere i Social-Demokraten 8. januar 1914 skulle være en hæderlig og anset maskinarbejder.

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) tog sin afsked i oktober 1886 og flyttede derefter til København. Han døde i en villa ved Himmelbjerget og blev begravet på Gl. Rye Kirkegård. Drechselsvej - en lidt ydmyg sidevej til Vestergade - er opkaldt efter ham. Hans søn Ernst Cristopher Lorenz Drechsel (1858-1932) var borgmester i Aarhus 1905-1919.

Skrædermester myrdet i Aabenraa. (Efterskrift til Politivennen)

Se forhistorien til Josua Ericson Rundqvist andetsteds på denne blog.

Et Drab i Aabenraa.

Skrædermester J. E. Rundqvist, der boede i Aabenraa 31 paa 4de Sal, er i Forgaars bleven dræbt af en Kollega ved Navn Kollin. De var begge svenske af Fødsel.

De nærmere Omstændigheder ved Drabet er følgende:

I Tirsdags Eftermiddags omtrent Kl. 5 modtog Rundqvist Besøg af Skræderne Kollin, Holmqvist og Jacobsen, af hvilke de to første er Rundqvists Landsmænd, medens Jacobsen derimod er Dansk. Kollin var noget beruset.

Rundqvist beboede en Lejlighed paa to Værelser, der hver for sig rummede et Skræderbord og en Symaskine.

Da de Besøgende kom, sad Rundqvist inde i det inderste Værelse og arbejdede sammen med sin Jomfru; denne sad oppe paa Bordet og syede. Kollin gik umiddelbart efter sin Ankomst hen til hende og berørte hende paa en upassende Maade.

"Lad det være!" sagde Rundqvist, "vi har travlt i Dag, og Du maa ikke sinke Jomfruen!"

Han arbejdede nemlig paa en sort Frakke for Brødrene Andersen paa Kongens Nytorv og havde Hastværk.

Kollin vedblev imidlertid med sine Tilnærmelser, og Rundqvist viste ham derfor ud. Han kom dog straks tilbage, og Jomfruen var i Mellemtiden flyttet ind i det forreste Værelse, hvor hun nu sad og og arbejdede ved en Symaskine. Kollin gik paa ny hen til hende og fortsatte med sine nærgaaende Berørelser, udskældte hende for Skøge og var i det Hele taget yderst grov.

Nu blev det Rundqvist for galt. Han tog ganske læmpelig Kollin i Frakkekraven og sagde til ham:

"Hvis Du ikke øjeblikkelig gaar, bliver sig nødt til at sætte Dig ud!"

"Nei, jeg gaar ikke, din forbandede Skurk!" svarede Kollin.

"Du kan jo komme igen en anden Dag," sagde Rundqvist "i Dag har vi ikke Tid at tale med Dig!"

Dermed førte han Kollin hen imod Døren, og et Øjeblik efter stod de ude paa Trappegangen.

Denne er ret omfangsrig og af en oval Form, omtrent 10 Alen lang og 5 Alen bred. Øverst oppe er der et ca. 1½ Alen højt Rækværk, hvorfra der kan paaregnes at være 6-7 Alen ned til 3dje Sal.

Da Rundqvist og Kollin var kommen ud paa Gangen, tog den sidste med den ene Haand Rundqvist i Skulderen og med den anden Haand i Skridtet, løftede ham ud over Rækværket og lod ham falde ned. Den Ulykkelige stødte Hovedet imod Trappetrinene nede paa 3dje Sal, Blodet sprøjtede ud af Pande og Mund, og han blev aldeles bevidsløs i samme øjeblik.

Det Hele gik for sig med stor Hurlighed; Rundqvist fik ikke Tid til at gøre synderlig Modstand, hvad der vel ikke vilde have nyttet ham meget, da Kollin er en stærk Karl; han har efter Jomfruens Sigende været Akrobat tidligere.

Der kom hurtig Folk ud fra Etagerne for at hjælpe den Saarede. Kollin forsøgte at undløbe, men blev stoppet af en tilstedeværende Jernbaneembedsmand og bragt op i Rundqvists Lejlighed, hvor han satte sig ned paa en Stol og afventede, hvad Følgerne maatte blive af hans overilede Handling.

I Løbet af et Kvarters Tid kom nogle Læger og Politibetjente til Stede, og Rundqvist blev i bevidstløs Tilstand bragt op i sin Lejlighed, hvorfra han straks efter i en Droske førtes til Kommunehospitalet.

Her henlaa han under store Lidelser, indtil han Kl. 1 om Morgenen afgik ved Døden. I Gaar Formiddags modtog hans Syjomfru følgende lakoniske Skrivelse fra Hospitalet:

"Det meddeles, at J. E. Rundqvist, som den 8de Juni d. A. indlagdes her i Hospitalet, er afgaaet ved Døden den 9de ds. Kl. 1 Formiddag."

Den Afdøde blev kun 42 Aar gammel, og han har levet sin meste Tid her i København. Han har været Enke￾mand i de sidste Par Aar, og har en voksen Datter. Han viste megen Godhed overfor den Pige, der arbejdede hos ham, og hun var ogsaa yderst fortvivlet, da en af vore Medarbejdere besøgte ende i Gaar.

"At tænke sig," udbrød hun hulkende, "at Rundqvist, der i Gaar var saa glad og frisk, er død nu i Dag, det er rædsomt! Jeg holder det ikke ud! Man kan lige saa godt lægge mig i Graven straks. Aa, min Gud, at det skulde ende saaledes! Alt, hvad jeg ejer og har, skal gaa til hans Begravelse, for han skal pænt i Jorden."

Drabsmanden, der nu sidder arresteret, er omkring 30 Aar gammel. Han er af et yderst hidsigt Temperament

(Social-Demokraten 10 juni 1886).

Ved det efterfølgende forhør meddelte Kollin at han havde været så beruset at han ikke erindrede noget. Kollin, eller Mathis Svensson kaldet Coldin, blev ved Kriminalretten i november 1886 efter straffelovens § 188 dømt til 4 års forbedringshus., samt til efter udstået straf at udvises.

Det kan være navnesammefald, men ved en højesteretsdom fra 9. marts 1875 (nr. 59) mod en Mathias eller Mathis Svensson stadfæstedes Bornholms Vester Herreds ekstraretsdom på 18 måneders forbedringshusarbejde for at have tilføjet andre sår og skade på helbred samt ulovlig omgang med hittegods, samt efter udstået straf at udbringes af riget.