Byraadet om Korsør Arbejdsanstalt. September 1887 (3). Efterskrift til Politivennen)

Tvangsarbejdsanstalten i Korsør

Som Supplement til vort Referat af denne Sag skulle vi efter "Soc.-D." for 31te August aftrykke to Udtalelser af Indenrigsministeriet om Benyttelsen af Lemmers Arbeidskraft udenfor Arbejdsanstalten.

Den 2den Januar 1850 sendte Indenrigsministeriel Amtmanden over Randers Amt en Skrivelse, "hvori samme, i Anledning af en fra en Kjøbstads Fattigkommission derom gjort Forespørgsel, anmodes om at tilkjendegive Kommissionen, at den ikke har nogen Hjemmel i Lovgivningen til at udleie de under Fattigvæsenets Forsorg staaende Personer til at arbeide for Andre, med mindre de Paagjældende dertil give deres Samtykke".

Og videre Indenrigsministeriets Skrivelse af 21de November 1863 til Amtmanden over Thisted Amt :

- - - "Forinden en kommunal Fattig- og Arbejdsanstalt tages i Brug, vil der være at udarbejde et Reglement for sammes Benyttelse og Ordning, paa hvilket Ministeriets Approbation maa erhverves, og som da ogsaa vil indeholde Reglerne for Benyttelsen af Lemmernes Arbejdskraft. Til Oplysning om de af Ministeriet i denne Henseende fulgte Principer bemærkes kun, at det i Reglen ikke kan ventes tilstedet at benytte Lemmerne udenfor Anstalten til andre end kommunale Arbeider".

Ved Byraadsmødet i Korsør i Forgaars oplyste Formanden for Fattigudvalget, at Arbejdskraften betales med 1 Kr. om Vinteren og 1 Kr. 25 Øre om Sommeren, og han tilføiede: "Der udbydes aldrig Arbeidskraft, men den bliver al Tid forlangt. Lemmerne blive satte paa Udearbejde som en Prøve for deres Fremtid. Jeg har gjort mig stor Umage for at skaffe Arbeidslemmer ud."

Heraf ses, at i Korsør Arbejdsanstalt drives Udlejningen af Lemmernes Arbeidskraft planmæssig - kun udbydes den ikke offentlig - , den benyttes til andre end kommunale Arbeider, og der spørges ikke om de Paagjældendes Samtykke, som da for Øvrigt ikke har stort at betyde, da det ikke let fornægtes i et saadant Forhold. For saa vidt er Systemet i Korsør ikke i Overensstemmelse med de anførte ministerielle Skrivelser.

* * *

Om Forholdene ved den nævnte Arbejdsanstalt skulle vi for Øvrigt ikke her udtale nogen Mening. Vi have ingen nærmere Kjendskab dertil, men vi have ment at burde sætte vor Læsekreds, som Sagen jo nær berører, eftersom den paagjældende Anstalt ikke blot er en Fattiganstalt for Korsør, men ogsaa en Tvangsarbeidsanstalt for Amtet, ind i, hvad der fra begge Sider er fremkommet.

Hvad derimod den Beslutning angaar, som Byraadet i Korsør efter Hr. Sylows Raad kom til, tro vi ikke, at det velvise Byraad har handlet klogt eller rigtigt i at tage Sagen paa den Maade, fordi det kun er i "Social-Demokraten", Angrebet har staaet. Dertil har baade "Social-Demokraten" for stor Betydning som det maaske mest udbredte Blad i Danmark, der udover en væsentlig Indflydelse paa en stor Samfundsklasses Meninger, og dertil har Sagen selv for almindelig en Betydning, saavel paa Grund af Anstaltens som Angrebets Art. Sagen har vakt stor Opsigt ikke blot i selve Korsør, som har været "ligefrem vild efter at læse "Social-Demokraten"", men ogsaa i vide Kredse udenfor den nævnte By, og en saa alvorlig Kritik, belyst med en saadan Række Tilfælde, der fremstilles som faktiske, har uundgaaelig maattet bibringe Landets offentlige Mening en Forestilling om Forholdene paa Korsør Arbejdsanstalt, som der maatte være den stærkeste Opfordring for Anstaltens Bestyrelse til at faa udryddet. Og dette sker sandelig ikke ved de Udtalelser, som fremkom i Korsør Byraadsmøde i Forgaars, eller ved en saadan Dagsorden, som der vedtoges, selv om denne Forhandling kommer til almindelig Kundskab.

Et Angreb af den Art slaas ikke ned ved slige Erklæringer, daarligt nok ved Sagsanlæg mod det paagjældende Blad, men grundigt kun paa een Maade: ved en offentlig Undersøgelse, foretagen van en saadan Maade og af saadanne Mænd, at den offentlige Mening finder sig betrygget ved den. Derfor havde Korsør Byraad uden Tvivl baade handlet klogest fra sit eget Standpunkt og gavnet Sagen bedst ved at følge Formanden for Fattigudvalget, Kjøbmand Smiths Raad og anmode Indenrigsministeriet om at foranstalte en offentlig Undersøgelse.

Da Byraadet nu ikke har gjort dette, maa det forudses, at  Amtsraadet, hvem Sagen jo ogsaa vedkommer, vil tage under Overveielse, hvad der bør foretages i den Anledning.

Sagen kan derfor utvivlsomt ikke betragtes som ud af Verden med Byraadets Dagsorden.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 3. september 1887)

Korsør Byraad og "Social-Demokraten".

Andensteds i Bladet prerfenterer vi "Sorø Amtstidendes" bebudede Referat fra Byraadets Møde i Korsør. Her skal vi ledsage det med et Par forklarende Ord. 

Det var altsaa det hele! Saaledes lød altsaa det Tordenskrald, som skulde faa os til at synke i Knæ med Angst og Bæven. Aldrig har vi set elendigere Forsvar for en daarlig Sag.

Hvor har "Sorø Amtstidende" dog Ret, naar den ironiserer over den Flok Mænd, der sprang op som Løver og faldt ned som Mus, og naar den gør Nar af de "fyldige Oplysninger".

Byraadets Formand, som vel sagtens er Hr. Borgmester Sylow i egen høje Person, aabnede Mødet og for at man straks skulde faa det rette Begreb om Forhandlingernes Natur sprang han fluks over hele Hovedsagen, de tre lange Artikler vi har helliget hans fortrinlige Anstalt og lige i Nakken paa den ærbødige Borger af 25. August. Han har aabenbart et godt Øje til den Mand. Pyt med "Social-Demokraten" naar vi blot kan faa fat i den Fyr af vore egne, der vover at sætte os i Gabestokken. Sikken en Afstraffelse han da skulde saa, ikke en Krumme tørt Brød skulde vi levne ham!

Mærkværdig nok var den vidtskuende Borgmester kommen paa den geniale Idé, at man i hans tro By mistænkte ham selv for at vare den ærbødige Borger. Hans lygtemandsagtige Fantasi har ladet hans Navn hoppe om som en fordægtig Lygtemand baade i Artiklens Begyndelse og Slutning. Vær kun rolig, Hr. Borgmester, saa sindssyg er endnu intet Menneske bleven, at han skulde mistænke specielt Hr. Sylow for at være den ærbødige Borger!

Hvad i Alverden er Meningen med den lange Forklaring om en Indberetning til Indenrigsministeriet. Den kommer jo ikke vore Artikler en Snus ved. Det skulde da være den drukne Mand, som af Kærlighed til Anstalten atter vendte tilbage. "Jeg lægger selvfølgelig ingen afgørende Vægt paa et saadant Tilfælde," føjer den begavede Borgmester til. Det gør vi heller ikke, og kunde saa vel som Byraadet godt have undværet den drukne Mand.

Dermed er Hr. Sylow færdig. Med aldrig svigtende Genialitet og Veltalenhed har Korsørs højeste Øvrighedsperson gendrevet hver en Paastand vi har fremsat, revet Løgnagtighedens kullede Kappe af os, saa vi nu staar i hele vor nøgne Usselhed! I Sandhed han ejer Veltalenhedens Guld i lige saa hos Grad, som han, i Følge Udtalelser i Højesteret har det skrevne Modersmaal i sin Magt!

Efter Hr. Sylow tog Formanden for Fattigudvalget, Hr. Købmand Smith, fat. Han synes nærmest at have Talent for den Gren af Veltalenhed, der ellers dyrkes af Velærværdigheder. Hans Tale flommer over, navnlig i Begyndelsen af pompøse Erklæringer, hans stemme er dirrende og højtidelig. Borgmesteren finder endog han tager Sagen "altfor højtidelig". Herregud saa bliver vi vel nødt til at tage ham alvorlig.

Det første han gør, er en god Gerning. Han lægger "Social-Demokraten" paa Bordet for de andre brave Folk og giver sig til at læse den højt for dem. Fortæller dem, at vi har skrevet; at intet Krav ligger os nærmere end Hjælp til Fattige, Syge og gamle. Efter "Sorø Amtstidende" at dømme har han forsøgt en Slags "Gendrivelse" af denne Sætning ved at  fortælle at det var netop det Korsør Fattigudvalg vilde. Godt, Hr. Smith, saa er de nu alle kommen paa den rigtige Vej. Vi skal nok passe paa om de fremdeles holder dem paa den.

Poesi har han ingen Sans for og gaar straks over til de daarlige Bygninger, som han kalder nogenlunde vel vedligeholdte. Vi har i vor Artikel af 19. ikke talt om Bygninger, men om Baghuset, hvor Lemmerne opholder sig. Hvis Hr. Smith ved Bygninger mener Forhuset, Inspektørbolig og Sygehus, skal vi ikke trættes med ham, men Baghuset, vi skrev om, er og bliver en ækel gammel Kasse, og Renligheden som vi beskrev den. Det Hr. Smith siger om at hilse, klinger lidt naivt; han har aabenbart ikke ret forstaaet Beskrivelsen af det Indtryk, vor Medarbejder fik, da han traadte indenfor Døren.

Vor Fremstilling af Soveværelserne er saa langt fra nogen Forvrængelse, som han behager at kalde den. Den er korrekt. Der er 13-14 Senge i saa smaa Rum, saa de staar klods op ad hverandre, og Inspektøren har selv til vor Medarbejder beklaget sig over den knappe Plads og den daarlige Luft. Saa skulde Hr. Smith gaa til Tikøb, den anden Anstalt, vi har gjort til Genstand for Undersøgelse, og der skulde han se store, lyse og luftige Rum med faa Senge i Forhold til Pladsen. Det er ingen Kunst at rose sine egne Varer, hvor usle de end er.

Hvor kan det være en grov Usandhed, at Byens Fattige blandes sammen med Tvangsarbejderne, naar Hr. Smith lige ovenpaa leverer Beviset for Sandheden deri, idet han siger, "at de - Byens Fattige - blive aldrig indlagte paa Anstalten, uden ved at have gjort sig skyldige i Dovenskab eller lignende". Altsaa kommer de der dog! Og det skal staa urokkeligt fast, at denne modbydelige Hensynsløshed har de gjort sig skyldige i, lande i den tidligere og i den nuværende Inspektørs Tid, baade i Korsør, i Tikøb og vel sagtens i mange andre lignende Anstalter. Naturligvis forsørges der nogle Fattige, ved at de faar Understøttelse i deres Hjem, men naar de, som saa mange Tusinde af disse Ulykkelige Landet over paa Grund af Alderdom og Svaghed, man give Slip paa Hjemmet og banke paa Fattiggaardens Port, saa er det, man spærrer dem inde sammen med Forbrydere, lad Hr. Smith nægte det, om han tør. Selv om en saadan gammel svag Mand er "doven", som der siges, har man derfor Ret til at satte ham i Forbryderklassen? 

Den største Dristighed, Hr. Smith gør sig skyldig i, er dog den, at han vil benægte Anstaltens Overskud af 7000 Kr. om Aaret. I Gaar var det kun med en anonym Person, vi havde at gøre. Der turde vi ikke med Bestemthed forudsætte, at Benægtelsen skete mod bedre Vidende, men det gør den her. Hvis nogen ved, hvad Fattiganstalten giver i Overskud om Aaret, saa maa det da være Formanden for selve Fattigudvalget, Hr. Smith. Det ved selvfølgelig ethvert Byraadsmedlem ogsaa. Desuagtet lader Hr. Smith, som om han ikke aner, hvor stor Indtægten er, men ikke desmindre udtaler han sig i vage Udtryk saaledes, at Læseren skal faa Indtrykket af, at vi ogsaa i dette Punkt har faret med Usandhed.

Hr. Smith har ikke Mod til klart og tydeligt at sige: "Anstalten giver aldrig et Overskud af 7000 Kr. "Social-Demokraten" farer med Usandhed". Han er bange for, at vi her skal gribe ham og oplyse, at han saa i dette Tilfælde lyver. Men han har Mod til at iklæde sin Usandhed Tvivlens Form, trods det, at ethvert Menneske t Korsør kan begribe, at han kender Anstaltens Overskud til Punkt og Prikke. Denne Opførsel er saa nobel, at vi ikke skal betegne den ved dens rette Navn. 

Staar det nu tydeligt for vore Læsere, at her er disse Udbytteres ømme Sted. Det, som vi i vore Artikler først og fremmest har fordømt som det skammeligste af alt. Disse Anstalter er en Pengespekulation og kun det, saa at de Fattige bliver en Indtægtskilde for de Velhavende. Det tør disse Mennesker ikke benægte, men glider saa let derover som muligt, dog ikke lettere, end at de stempler sig selv.

"Hvis Anstaltens Overskud er steget til 7000 Kr., er det i hvert Fald en Ros for Inspektøren." Ja, og en Pine for de Fattige! Jo haardere de pines med Arbejde og mangelfuld Ernæring, des mere Overskud, derfor er det en saa dygtig, ihærdig, osv. Inspektør. Den Ting kan enhver forstaa.

Hr. Smith kender ikke Tugthuset, derfor ved han ikke, at de har det bedre der end i Korsør. Saa spørg Deres Inspektør, han véd det og siger netop, at de har det alt for godt i Tugthuset. Spørg ham ogsaa, om Lemmerne maa arbejde strængt, og De skal høre ham bekræfte det, hvis han da ikke taler med to Tunger.

De Tusinder af Fattige som ønsker sig Mage til den Mad, der opvartes med i Korsør Anstalt, maa da være dem som slet intet faar at spise. For dem er selvfølgelig noget bedre end intet. Men der hører mere end Dristighed til at paastaa, at den usle Føde, der bydes dem, er "sund og god Kost - at Kosten er saa udmærket, som det kan forlanges." Saa maa der altsaa ikke til udmærket Kost høre hverken Smør eller Fedt, hverken Dit eller Dat. Ja, vi har jo meddelt Spisesedlen.

Alt, hvad der staar om Pryglene, er en ligesaa frimodig Udsmykning af Hr. Smith. Vi skal blot gøre os den Ulejlighed at fastholde et: Hr. Rumps store Forkærlighed for dette System og hans Glæde derved.

At der lejes Lemmer ud i privat Arbejde til 1 Kr. om Dagen udelukker ikke, at der ogsaa er dem som kun naar op til 50 Øre. Den Form, hvori Hr. Smiths Udtalelser er kommen os for Øje er enten en Misforstaaelse eller en aldeles kolossal Paastand. Der staar: "Arbejdslemmerne faar en Krone o. s. v. Men Arbejdslemmerne faar selvfølgelig ikke Kronen, den gaar i Anstaltens Kasse og er en af de 7000. Det havde været bedre om Hr. Smith, naar han endelig omtaler Udlejningen af Arbejdskraft da havde oplyst, at hele denne private Udlejning er ulovligt det kunde han læse sig til i vor Artikel af 31te men den omtaler hverken han eller nogen anden klogeligt med et eneste Ord. Atter her har vi ct Bevis for, at det kun drejer sig for disse Folk om at slippe saa let over det som muligt, gaa uden om Hovedsagen og som Katten om den varme Grød.

Indespærringen. Det er en kapabel Undskyldning Hr. Smith har herfor. Altsaa fordi de kloge Herrer har den Mening skal Staklerne leve evigt indelukkede. Hvor humant tænkt ! Her i København er man iøvrigt ikke bange for at give den Slags Folk en Fridag en Gang imellem og i Tikøb ligeledes, men som sagt, det stemmer ikke med Humaniteten i Korsør.

Naar Hr. Smith til Slutning også i forsøger at gøre Hr. Scavenius' Udtalelser til Usandhed, saa staar det jo i nøje Forbindelse med hele hans ivrige Fremfærd, men vi opfordrer dristig Hr. Scavenius til at benægte det og føler os overbeviste om, at han er for hæderlig en Mand til at gjøre det. Men det kan man jo ikke sige om alle. 

Endelig var Hr. Smith færdig og Hr. Møller Qvistgaard forsøgte at give os et godt Raad. Det, at søge Oplysninger hos Venstresogneraad, som hylder korsørianske Principer. Vi agter ikke at følge dette Raad, da det er overflødigt. Vi ved saa godt, at hverken Venstres eller Højres Alderdoms- og Fattigforsørgelse er tilfredsstillende. I Virkeligheden er der kun ét politisk Parti, som gør Skridtet fuldt ud og kræver de fattige, gamle og svage erhvervsudygtige Borgere forsørgede af Staten, og det er Socialdemokratiet.

Hermed var man naaet til Slutningen: Tableauet i bengalsk Belysning. Heller ikke det manglede. Hr. Sylow takkede for de "fyldige" Oplysninger og fik vedtaget, at det skyldes den dygtige Inspektør, at der ingen væsentlig Grund er til Klage. Og dermed Punktum. Alle de brave Borgere har tilbørligt støttet og stivet deres industrielle Etablissement af!

Har man kendt Mage til Forsvar for en saa stærkt kompromiteret Anstalt. Det bestaar, som "Sorø Amtstidende" meget rigtigt bemærker, af hele Tiden at gentage Ordet Usandhed over en lav Sko. Det kan enhver Stymper gøre, det behøvede vi ikke at lære i Korsør Byraad.

Men se om de havde et eneste Faktum, et eneste virkelig haandgribeligt Bevis at fremføre imod os. Intet, absolut intet. Ethvert retskaffent Menneske vil kunne indse, at hvad vi skrev om Korsør Anstalt, var sandt, sørgelig sandt.

Korsør Byraad med Hr. Borgmester Sylow og Hr. Smith i Spidsen har i Virkeligheden kun gjort os en stor Tjeneste med dette Møde. De har bidraget til at aabne Øjnene paa mange, for hvem vore Fattiges Elendighed endnu ikke var gaaet op i sin fulde Nøgenhed.

Og hvad blev saa Resultatet. Intet. Man er lige ved at vade ud i det latterlige. Først opstiller man to Muligheder. Den ene, at lægge Sag an mod os, saaledes som det antydes i "Korsør Avis" i Onsdag, den anden at faa Ministeriet til at undersøge Forholdene grundigt. Og saa ender man med at traske ud i Sandet i Form af en Dagsorden, hvori man grundigt roser sine egne Dyder.

Et stolt Resultat! Thi der er ingen væsentlig Grund til Klage, hedder det. Maaske nok en lille eller to, men ingen væsentlig. Vi bliver i den gamle Skure. Indlader os ikke paa Forbedringer eller sligt, som tærer paa Indtægten. Og saa gaar Korsør Byraad hjem og sover paa, at nu har del overstaaet den Historie.

Men vi andre nøjes ikke med det, vi venter os i al Fald noget større og bedre. Vi opfordrer vore Lovgivere til at tænke lidt over, hvad vi nu har vist dem, og saa tales vi snart ved paa Thinge.

(Social-Demokraten 4. september 1887)

Om Nicolai Reimar Rump, se bloggens særlige indslag om denne.

Arbejdsanstalten i Korsør

Korsør Byraads Møde om "Social-Demokraten".

Korsør Byraad holdt saa i Torsdags Eftermiddags et ordinært Byraadsmøde, hvor første Sag paa Dags-ordenen var:

Oplysninger om Forholdene paa Arbejdsanstalten.

"Sorø Amtstidende" refererer følgende :

For Resten var der ikke meget ved det. "De fyldige Oplysninger" - som Hr. Sylow sagde - Formanden for Fattigudvalget fremkom med, indskrænkede sig saa godt som hele Tiden til en Variation af Ordet Usandhed med dertil hørende Adjektiver som "grov", "bevislig" osv.

Byraadets Formand aabnede Mødet. Anledningen til, ai denne Sag kommer frem her, er navnlig den Artikel, der stod i "Social-Demokraten" for 25de Avgust, og som var underskrevet en ærbødig Borger. Jeg var bange for De tænkte, jeg var den ærbødige Berger. Dels Begyndelsen af Artiklen og dels Slutning: bemærkningen kunde tyde derpaa.

Faa Dage efter at jeg var kommen hertil Byen skulde jeg besvare en Forespørgsel fra Indenrigsministeriet angaaende denne Anstalt. Jeg var naturligvis ikke videre kendt med Forholdene den Gang, men ansaa mig dog for kompetent til at henlede Ministeriets Opmærksomhed paa den Omstændighed, at Grunden til, at der kun forefaldt faa disciplinære Forseelser, var den dygtige Inspektør. Naar man saa efter i Straffeprotokollen, viste det sig, at sammenlignes Tiden, da den gamle Inspektør fungerede, med den nye Inspektørs Fungeringstid, er Antallet af Straffe nu kun ca. 1/4 af tidligere. Til Belysning af Forholdene skal jeg tillade mig at anføre et Eksempel: En af vore egne Folk havde forladt Anstalten. Han blev lidt efter antruffet og bemærkede da, at han var gaaet bort i Drukkenskab, ellers kunde det aldrig være faldet ham ind. Jeg lægger selvfølgelig ingen afgørende Vægt paa et saadant Tilfælde.

Straks efter at jeg havde afgivet denne Betænkning til Indenrigsministenet, anmodede jeg Inspektøren om nogle Data, som jeg vilde komme frem med ved Budgettets første Behandling. De lokale Forhold lægger jo mange Hindringer i Vejen, og det var navnlig i den Retning, jeg havde tænkt mig at fremkomme med Data.

Men da jeg ikke færdes daglig derude paa Anstalten, har jeg anset det for rimeligt at anmode Formanden for Fattigudvalget om at meddele nogle Oplysninger.

Formanden for Fattigudvalget (Købmand Smith) begynder derefter med dirrende, højtidelig Stemme: Naar jeg skal besvare Artiklerne i "Social-Demokraten", da er det ikke for at give "Social-Demokraten" et Svar, men fordi Bladet har kastet Snavs ikke alene paa Byen og Anstalten, men ogsaa paa Anstaltens Inspektør.

De maa først undskylde mig, at jeg lægger et saadant Blad, der vrimler af Forvrængelser og lave Beskyldninger, paa Byraadets Bord, men det er nødvendigt.

Han begynder derpaa at læse op af "Social-Demokraten"s første Artikel, hvori det bl. A. hedder: "Intet Krav ligger os i "Social-Demokraten" nærmere end Kravet om Hjælp til Fattige, Syge og Gamle". Efter at have læst et Afsnit og, "gendriver" han det: "Korsør Fattigudvalg ønsker intet hellere end at hjælpe de Fattige, Syge og Gamle, men hvis "Social-Demokraten" tror at kunne gøre det ved at udslynge Bitterhed og falske Beskyldninger, tager den fejl.

Derpaa læser han et Stykke igen og udtaler: Begyndelsen ser ud som Begyndelsen til en Roman. Den skal jeg altsaa gaa over. Bygningerne er nogenlunde vel vedligeholdte, og er der nogen Steder Renlighed til Stede, er det paa Korsørs Arbejdsanstalt. Det er en Selvfølge, at der ikke kan hilses al Tid; men Et er vist: Inspektøren er al Tid høflig!

(Læser derpaa Stykket op om Soveværelserne): Dette er en fuldstændig Forvrængelse af Sandheden. Vel kan der staa 13-14 Senge, men det lovbefalede Kubikrum er til Stede. Det er ogsaa ligefrem Usandhed, at de skal kravle over hverandre for at komme i Seng. Der er god Plads.

Det er en grov Usandhed, at Byens Fattige blandes sammen med Tvangsarbejderne. Byens Fattige bliver saa vidt muligt forsørgede udenfor Fattiganstalten, og de bliver aldrig indlagte paa Anstalten uden ved at have gjort sig skyldige i Dovenskab eller lignende.

Naar der er anført Tal, er de sikkert grebne ud af Luften. Hvis Anstaltens Overskud er steget til 7000 Kr., er det i hvert Fald en Ros for Inspektøren; men jeg betvivler det.

Naar det siges, at "Lemmerne" har det bedre i Tugthuset end her, vil jeg sige, jeg kender det ikke, men Et véd jeg: at fremmede Kommuner ikke kan sende deres Vagabonder herhen og tjene i Hundredvis af Kroner. De arbejder ikke haardt, men de skal arbejde jævnt. Hvis det er sandt, at en Læge har sagt, at Føden er utilstrækkelig til en Hund, saa beklager jeg meget, at han har talt om Ting, som han ikke kender til. De faar tværtimod sund og god Kost. De faar Middagsmad, som Tusinder af Fattige vilde ønske dem Mage til. Det kalder man slet og ussel Føde. Jeg har tidt eftervejet deres Middagskød, og der har aldrig været for lidt. Deres Middagsmad bliver maalt dem til, og Sulet er saa stort, at hvis "Social-Demokraten"s Referent fik saadan en "Knalling" i Munden af én Gang, vilde han aldrig mere skrive i "Social- Demokraten".

Naar det siges, at der prygles meget, da vil jeg kun udtale, at jeg aldrig har hørt, Byens Borgmester har sat sig i Spidsen for et Pryglesystem. Borgmester Rump undersøgte omhyggeligt enhver Klage, der kom frem. Sylow vil jeg ikke forsvare, han kan nok forsvare sig selv.

Der staar, at Rump var fornøjet, naar en Straf blev eksekveret. Jeg vil ikke udtale mig om, hvor vidt det var ham en Fornøjelse, men det er sandsynligvis, som alt det andet, der hidtil er fremkommet, en Usandhed.

Det er aldeles sikkert Usandhed, at en Borgmester skulde give en Opsynsmand Lov til at prygle, naar han fandt for godt. Historien om de to "Lovens Mænd", der hamrede løs med deres Stokke paa en Desertør, gaar saa langt tilbage i Tiden, at de Fleste ikke kan huske den. Men det gik ikke saaledes til, som fortalt her. De to Mænd maatte tværtimod værge sig mod Overfald fra Desertørens Side.

Arbejdsanstalterne er intet Gode for en Kommune, men desværre et nødvendigt Onde; det er nødvendigt for den almindelige Samfundsordens Skyld at have dem til sin Raadighed.

Naar der staar, at Lemmerne lejes ud for 50 Øre om Dagen, er det fuldstændig Vildfarelse, det er en komplet Usandhed som alt det øvrige, der er fremkommet. Arbejdslemmerne faar 1 Kr. om Vinteren og 1 Kr. 25 Ø. om Sommeren. Den udbydes aldrig Arbejdskraft; men der bliver al Tid for- langt. Og Lemmerne bliver satte paa Udearbejde som en Prøve paa deres Fremtid.

Jeg har gjort mig stor Umage for at skaffe Arbejdslemmer ud. Vi har aldrig gjort andet, end hvad vi kan forsvare, og det er en skammelig Injurie, naar der siges det Modsatte.

Her tales om, at Lemmerne har ingen Frihed. Det vilde ganske vist ogsaa se underligt ud, om man f. Eks en Søndag slap en 20-80 Tvangsarbejdere ud. De vilde snart stikke af eller blive døddrukne.

Jeg tvivler paa, at juridiske Embedsmænd i Ministeriet bekræfter "Social-Demokraten"s Udsagn om, at Korsør Anstalt er den værste, men hvis det virkelig er Tilfældet, vil jeg henstille til Byraadet, at det beder ministeriet anstille en grundig Undersøgelse.

Dernæst vil jeg erklære, at Anstaltens Inspektør er en dygtig, energisk, dannet og human Mand! At Kosten er saa udmærket, som det kan forlanges, derfor maa vi takke hans udmærket dygtige Hustru.

Den Borger, der her i Korsør siger, at der eksisterer skandaløse Forhold, farer med Usandhed, og jeg vil meget beklage, hvis det er sandt, at en Borger her har sagt det. Den Omtale, der findes i Artiklen af Scavenius'  Søn, er sandsynligvis ogsaa Usandhed.

Jeg henstiller altsaa til Byraadet, om det ikke vil anmode Ministeriet om at faa en grundig Undersøgelse af Forholdene.

Qvistgaard : Jeg skal ikke rokke ved "Social-Demokraten", men blot give den et godt Raad. "Social-Demokraten" behøver ikke at sende en Fyr herned og referere. Blandt Lemmerne er jo Halvdelen eller maaske de tre Fjerdedele indlagt af Venstresogneraad, og de beder altid, naar de kommer med dem, om at vi ikke maa være for gode ved dem. "Social-Demokraten" kunde jo henvende sig til sine Venner i Venstre, saa vilde den nok faa alle Oplysninger.

Formanden takkede Formanden for Fattigudvalget. Jeg vil blot bemærke, at det forekommer mig, at d'Hrr. tager Sagen - ja undskyld Udtrykket - altfor højtidelig. Jeg har ikke kunnet se andet end en Lamentatlon i Artiklerne, men jeg er for øvrigt Formanden for Fattigudvalget meget taknemlig for de fyldige Oplysninger.

Jeg vil bestemt fraraade, at Byraadet viser disse Artikler den Ære at gøre mere ved dem. For mit Vedkommende vil jeg foreslaa, at vi nøjes med at vedtage en Dagsorden. Dagsordenen lød omtrent saaledes:

"Idet Byraadet takker Formanden for Fattigudvalget for de fyldige Oplysniger angaaende Forholdet paa Arbejdsanstalten og udtaler, at det væsentligt skyldes den dygtige, humane, ihærdige osv. Inspektør, at der ikke er nogen væsentlig Grund til Klage, gaar Byraadet over til næste Sag paa Dagsordenen."

Denne Dagsorden blev vedtaget.

(Social-Demokraten 4. september 1887).

Tvangsanstalten i Korsør.

 "Sorø Amtstidende" skriver følgende:

Som Supplement til vort Referat af denne Sag skal vi efter "Social-Demokraten" for 31te August aftrykke to Udtalelser af Indenrigsministeriet om Benyttelsen af Lemmers Arbejdskraft udenfor Arbejdsanstalten.

Den 2den Januar 1850 sendte Indenrigsministeriet Amtmanden over Randers Amt en Skrivelse, 

"hvori samme, i Anledning af en fra en Købstads Fattigkommission derom gjort Forespørgsel, anmodes om at tilkendegive Kommissionen, at den ikke har nogen Hjemmel i Lovgivningen til at udleje de under Fattigvæsenets Forsorg staaende Personer til at arbejde for Andre, medmindre de Paagældende dertil giver deres Samtykke."

Og videre Indenrigsministeriets Skrivelse af 21de November 1863 til Amtmanden over Thisted Amt:

"Forinden en kommunal Fattig- og Arbejdsanstalt tages i Brug, vil der være at udarbejde et Reglement for sammes Benyttelse og Ordning, paa hvilket Ministeriets Approbation maa erhværves, og som da ogsaa vil indeholde Reglerne for Benyttelsen af Lemmernes Arbejdskraft. Til Oplysning om de af Ministeriet i denne Henseende fulgte Principer bemærkes kun, at det i Reglen okke kan ventes tilstedet at benytte Lemmerne udenfor Anstalten til andre end kommunale Arbejder."

Ved Byraadsmødet i Korsør i Forgaars oplyste Formanden for Fattigudvalget, at Arbejdskraften betales med 1 Kr. om Vinteren og 1 Kr. og 25 Ø om Sommeren, og han tilføjede: "Der udbydes aldrig Arbejdskraft, men den bliver al Tid forlangt. Lemmerne bliver satte paa Udearbejde som en Prøve for deres Fremtid. Jeg har gjort mig stor Umage for at skaffe Arbejdslemmer ud."

Heraf ses, at i Korsør Arbejdsanstalt drives Udlejtingen af Lemmernes Arbejdskraft planmæssig - kun udbydes den ikke offenlig -, den benyttes til andre end kommunale Arbejder, og der spørges ikke om de paagældendes Samtykke, som da for øvrigt ikke har stort at betyde, da det ikke let tør nægtes i et saadant Forhold. For saa vidt er Systemet i Korsør ikke i Overensstemmelse med de anførte ministerielle Skrivelser.

* * *

Om Forholdene ved den nævnte Arbejdsanstalt skal vi for øvrigt ikke her udtale nogen Mening. Vi har ingen nærmere Kendskab dertil, men vi har ment at burde sætte vor Læsekreds, som Sagen jo nær berører, eftersom den paagældende Anstalt ikke blot er en Fattiganstalt for Korsør, men ogsaa en TvangsarbejdSanstalt for Amtet, ind i, hvad der fra begge Sider er fremkommet.

Hvad derimod den Bestutning angaar, som Byraadet i Korsør efter Hr. Sylows Raad kom til, tror vi ikke, at det velvise Byraad har handlet klogt eller rigtigt i at tage Sagen paa den Maade, fordi det kun er i "Social-Demokraten", Angrebet har staaet. Dertil har baade "Social-Demokraten" for stor Betydning som det maaske mest udbredte Blad i Danmark, der udover en væsentlig Indflydelse paa en stor Samfundsklasses Meninger, og dertil har Sagen selv for almindelig en Betydning, saavel paa Grund af Anstaltens som Angrebets Art. Sagen har vakt stor Opsigt, ikke blot i selve Korsør, om har været "ligefrem vild efter at læse "Social-Demokraten"", men ogsaa i vide Kredse udenfor den nævnte By, og en saa alvorlig Kritik, belyst med en saadan Række Tilfælde, der fremstilles som faktiske, har uundgaaelig maattet bibringe Landets offenlige Mening en Forestilling om Forholdene paa Korsør Arbejdsanstalt, som der maatte være den stærkeste Opfordring for Anstaltens Bestyrelse til at faa udryddet. Og dette sker sandelig ikke ved de Udtalelser, som fremkom i Korsør Byraadsmøde i Forgaars, eller ved en saadan Dagsorden, som der vedtoges, selv om denne Forhandling kommer til almindelig Kundskab. Et Angreb af den Art slaas ikke ned ved slige Erklæringer, daarligt nok ved Sagsanlæg mod det paagældende Blad, men grundigt kun paa én Maade: ved en offenlig Undersøgelse, foretagen paa en saadan Maade og af saadanne Mænd, at den offenlige Mening finder sig betrygget ved den. Derfor havde Korsør Byraad uden Tvivl baade handlet klogest fra sit eget Standpunkt og gavnet Sagen bedst ved at følge Formanden for Fattigudvalget, Købmand Smiths Raad og anmode Indenrigsministeriet om at foranstalte en offenlig Undersøgelse.

Da Byraadet nu ikke har gjort dette, maa det forudses, at Amtsraadet, hvem Sagen jo ogsaa vedkommer, vil tage under Overvejelse, hvad der bør foretages t den Anledning.

Sagen kan derfor utvivlsomt ikke betragtes som bragt ud af Verden med Byraadets Dagsorden.

(Social-Demokraten 6. september 1887).

Det er næsten umuligt at finde fotoer af forholdene på anstalter som i Korsør. Her er et foto af ukendt dato af "lemmer" på Almindeligt Hospital i København. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Debat: Korsør Arbejdsanstalt 1887 (2). (Efterskrift til Politivennen).

Fra Korsørs Arbejdsanstalt.

Vi har modtaget følgende:

Korsør, den 22. August 1887.

Hr. Redaktør!

Med stor Interesse har jeg læst den Række Artikler om "Besøg paa Fattig-anstalter", som "Social-Demokraten" har indeholdt i de sidste Dage.

Hvad Korsør Anstalten angaar kan jeg i fuldeste Maal bekræfte de faktisk skandaløse Forhold, som endelig en Gang er bleven trukken frem for Dagens Lys. Men jeg kan mere end det, jeg kan supplere dem med et lille Efterspil, hvis De vil give mig Plads i Deres ærede Blad dertil.

For nogen Tid siden skulde en af Opsynet ledsage en Tvangsfange eller en af de indlagte Arbejdslemmer til Politikontoret, hvor Vedkommende nok skulde have sig en Straffeprædiken eller det som værre er for en eller anden disciplinær Forseelse, efter Forlydende meldt af den samme Opsynskarl, som nu var "Forbryderens" Ledsager.

Opholdet hos Retfærdigheden maa ikke have gjort Manden blødere i Sindet, thi paa Tilbagevejen tog han pludselig en Sten op fra Jorden, slog Opsynskarlen et blødende Saar i Hovedet dermed og løb sin Vej. Slaget var dog ikke bedøvende og den saarede Karl satte straks efter Flygtningen, hvem han mindst 3 Gange slog til Jorden med en Stok forsynet med Blyklump. Synderen sidder nu i Arresten og kommer nok i Forbedringshuset for den Historie.

Naturligvis vil jeg ikke forsvare den, der overfalder en anden ved at slaa ham en Sten i Hovedet, lige saa lidt som jeg vil forsvare den, der indhenter en Flygtning ved at slaa ham tre Gange til Jorden med en Blyklump. Jeg beretter kun de tørre Fakta og til dem hører ogsaa, at mange har Medlidenhed med den stakkels Djævel, der er bleven pint saa længe, at han tilsidst griber til det fortvivlede Middel at hævne sig paa sin Angiver og Tyran. 

En af de Udtaleiser, jeg har hørt, skal jeg anføre, da den har sin Interesse i at komme fra en Kant, hvorfra Vinden ellers ikke blæser paa os.

Kultusminister Scavenius har en Søn paa et Par og tyve Aar, som for Tiden aftjener sin Værnepligt ombord i Kanonbaaden Marstrand. Denne unge Mand kom en Dag til Skade her paa Rheden og blev indlagt paa Korsør Sygehus for at helbredes og har allerede ligget der ikke saa kort. En Dag ytrede han til nogle Besøgende paa Sygehuse::

"Jeg gaar i Grunden her og bliver helt Demokrat ved at se paa de stakkels Fattiglemmers Behandling." 

Dertil indvendte man, at mange af dem dog vist var nogle slemme Fyre, f. Eks. ham, der nylig havde slaaet Karlen. Hr. Scavenius svarede:

"Jeg har ingen Medlidenhed med dem, der kun er sat til at pine og plage andre. Jeg har selv tale med den saarede Karl og sagt ham, at det er hans egen Skyld. Havde han ikke forurettet og pint det omtalte Fattiglem, saa havde denne heller ikke overfaldet ham."

Jeg har disse Udtalelser fra første Haand og kan garantere for deres Paalidelighed. Naar altsaa Hr. Scavenius saa at sige tager Parti for en af dem, der bliver henregnet til Anstaltens allerværste Befolkning, hvad skal vi saa sige om dem, som hører til blandt hæderlige og retskafne Folk og dog er spærret inde der?

Og naar en saa aristokratisk Mand som vor Kultusminister har en Søn, der bliver Demokrat af at have Anstalten daglig for Øje - Sygehuset er anbragt paa første Sal i Anstaltens Inspektørbolig - , men saa han og hans seks Kolleger ikke kunde have godt af, at se denne Anstalt lidt efter i Sømmene. Fik de intet andet Udbytte deraf, saa var et demokratisk Syn paa den Slags Indretninger til Menneskehedens Fornedrelse ikke det værste de kunde vende hjem med.

Jeg opfordrer derfor den unge Hr. Scavenius til næste Gang hans Fader, Kultusministeren, besøger ham paa Sygehuset i Korsør, da ikke at blive staaende ved ovennævnte Udtalelse, men lukke Dørene op paa vid Gab, og lade ham faa et demokratisk Indblik i hvorledes man behandler Fattigfolk i Danmark. Jeg føler mig temmelig overbevist om, at Ministeren for vor Kultus da vil føle sig saa forarget og rystet i sit inderste, at han øjeblikkelig formaar Justits- eller Indenrigsministeren, under hvem det nu sorterer, til at rykke denne Ukrudtsplante op med Roden. 

Jeg forbliver, Hr. Redaktør, med Tak

Deres ærbødige
Borger i Korsør.

(Social-Demokraten 25. august 1887).

Kanonbåden Marstrand blev søsat 1861. Den blev bygget på Burmeister & Wain, og opkaldt efter søofficeren Osvald Marstrand (1812-1849). På daværende tidspunkt blev det udelukkende brugt som opmålingsskib, lejlighedsvis som øvelsesskib for kadetter og elever. 30. april 1887 - 29. september 1887 var det på opmålingstogt. Skibet blev på daværende tidspunkt ført af Rørd Regnar Johannes Hammer, søn at Otto Christian Hammer som er omtalt andetsted på denne blog. Stationeret i Korsør, i hvert fald i 1917. Den blev ophugget i 1937.

Kultusministeren der omtales, var godsejeren ("junker") Jakob Frederik Brønnum Scavenius (1838-1915). I 1860'erne lå han politisk tæt på Bondevenner, men fra 1870 blev han en af J(acob) B(rønnum) S(cavenius) Estrups Højreregeringers mest ivrige og aktive støtter. Han var fætter til Estrup, og blev kultusminister i 1880. At hans søn skulle have udtalt noget som ovenstående, var noget uhørt. Kultusministeren gik af 6. juli 1891, formentlig som resultat af forhandlingspolitikken. Han sad i Folketinget til 1895. Han var i øvrigt en fjern slægtning til den mere kendte Erik Scavenius.

Der var langt fra tvangsarbejdsanstaltens ydmyge forhold til godsejernes overdådige slotte. Her ses kultusminister Jacob Frederik Scavenius (1838-1915) foreviget af fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922) i al sin magt og vælde. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det fremgår ikke af artiklen hvilken af sønnerne der er tale om. Men det gør det af senere artikler. Det var den senere godsejer Peter Brønnum Scavenius (1866-1949) der på daværende tidspunkt var 21 år. Kultusministerens øvrige sønner var cand. jur, overretssagfører Julius Frederik Christian Brønnum (1868-1923), Carl Sophus Brønnum Scavenius (1871-1950), Harald Roger Brønnum Scavenius (1873-1939) og Knud Gjord Brønnum Scavenius (1879-1955). Derudover havde han to døtre der i godsejerkredse ikke talte meget dengang. 

Tvangsarbeidsanstalten i Korsør.

[Her følger udførlige referater fra artiklerne i Social-Demokraten, samt kommentaren. Artiklen forsætter dernæst:]

Saa vidt "Social-Demokraten

Offentliggørelsen af disse Artikler har vakt et vist Røre i Byen, og dette Røre har i Lørdags givet sig Udslag ved følgende indsendle Stykke i "Korsør Av." 

"Da der i de senere Dage igjennem en Række Artikler i "Social-Demokraten" er fremkommen en Mængde graverende Beskyldninger mod Korsør Arbeidsanstalt, tillader man sig at forespørge, om ikke Korsør Byraad eller anden Anstalten overordnet Autoritet maatte finde Anledning til at lade Sagen undersøge og eventuelt anlægge Søgsmaalet mod "Social-Demokraten".

Flere Borgere.

Endelig i Aftes indeholder "Korsør Avis" følgende Artikel under Mærket -v. [Borgmester Sylow?]:

"Flere Borgere have i "Korsør Avis" for Lørdag opfordret Byraadet til at anstille Undersøgelse og anlægge Søgsmaal i Anledning af nogle hadefulde Artikler i "Social- Demokraten" angaaende Arbejdsanstalten.

Om Byraadet vil tage Opfordringen til Følge, kan endnu ikke vides; men jeg skal bestemt fraraade det, forsaavidt angaar Anlæggelse af Søgsmaal. Hvad Tilfredsstillelse kan det være for Nogen at faa Dom over et Blad, der i mange Aar vitterlig har været redigeret af Straamænd, og hvis Nedrakninger Ingen ændser.

Byens egne Borgere have jo iøvrigt al mulig Lejlighed til selv at gjøre sig bekendte med Anstaltens Forhold og overbevise sig om, at Artiklerne vrimlede af Usandheder fra Ende til Anden. Det behagelige Overskud af 7000 Kr., som Anstalten skulde give Byen, kjende vi saaledes Intet til.

Forfatteren af "Social-Demokratens" Artikler fortæller jo selv, hvorledes han under falsk Flag har sneget sig ind paa Anstalten og er bleven vist omkring af Inspektøren.

Dernæst ses det af Artiklerne, at Anstaltens tidligere Inspektør, Hansen, har givet Oplysninger. At disse ikke har været venlige, ere selvfølgeligt, naar henses, at han blev nødsaget til at tage sin Afsked. Han var en uduelig og umulig Inspektør. Hans humane Behandling af Lemmerne bestod deri, at han lod sig byde Alt af dem og jævnlig maatte paakalde Politiets Beskyttelse. Under denne "humane" Bestyrelse blev et mangefold større Antal af Anstaltens Lemmer straffede for Trods, Vold, Opsætsighed og Lignende end under den nuværende Inspektør.

Fremdeles ses det af Artiklerne, at Hr. Læge Sparrevohn hersteds har givet Oplysninger. (I første Artikel nævnes en Læge, der i stærkeste Udtryk fordømte den mangelfulde Ernæring. I den anden Artikel nævnes "en anset, i Korsør bosiddende Mand, en Mand i en Livsstilling, der bliver regnet for en af de smukkeste i Samfundet" ; det nærmest paafølgende sigter bestemt til Læge S.) Det kan være, at Læge S. er bleven pumpet af "Social-Demokratens" Referent under falsk Flag, hvad jeg helst vil tro.

"Social-Demokraten"s Artikler slutter i Numret for 25de August med en tilsyneladende indsendt Artikel, underskrevet "Deres ærbødige Borger i Korsør". Denne Artikel bekræfter alle "Social-Demokraten"s Usandheder og ved flygtig Gjennemlæsning faar man let den Tanke, at denne Artikel skriver sig fra Læge S. Den er i det mindste anlagt paa at bibringe Folk den Tro.

Det turde dog snarest være, at hele Artiklen skriver sig fra Bladet selv. Det er saa vant til at stille Straamænd op, at det maa være en smal Sag for det, at lave en ærbødig Borger i Korsør til at bekræfte dets egne Usandheder.

"Social-Demokraten"s Artikler begynde den 19de August. Den ærbødige Borgers Artikel af 25de August udtaler bl. A., at Kultusministerens Søn endnu henligger paa Korsør Sygehus. Denne forlod som bekjendt Sygehuset den 3die August, og det er nok inden denne Dato, at Referenten har været paa Arbeidsanstalten. Nu har han glemt at tage sig Underretning om Forholdene paa den Tid, Hans sidste under Mærket den ærbødige Borger skrevne Artikel saa Lyset, og han er røbet.

Del synes dog Passende, Herved offentlig at opfordre Hr. S. til at fralægge sig Forfatterskabet til denne Artikel. 

I Korsør Byraads Møde i Eftermiddag vil Fattigudvalgets Formand fremkomme med Oplysninger om Forholdene paa Anstalten og vi skal som sagt referere Mødet.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 2. september 1887).

Sylow-familien sad på borgmesterposten i Korsør i næsten hele sidste halvdel af 1800-tallet. Christian Edvard Sylow (1797-1866) var byfoged og borgmester i Korsør 1842-1856, og blev efterfulgt af den ene af sine sønner, Niels Peter Christian Martin Sylow (1829-1870) der var borgmester mm. 1857-1871. Hereftr var Rump (1834-1900) borgmester 1871-1887. Men så gik embedet atter tilbage til Sylow-familien med en anden af Christian Edvards sønner, Niels Christian Herholdt Sylow (1849-1913) 1887-1898. Først da blev Sylow-familien endegyldigt detroniseret.

Oprør i Korsør.

"Sorø Amtstidende" for i Torsdags bringer os den ikke helt uanede Meddelelse, at de gode Borgere i Korsør er lige ved at gaa ud af deres gode Skind. Hvor skulde det være anderledes! "Social-Demokraten" vil jo spolere deres rare Anstalt for dem. Bladet fortæller først, at der i Dag (altsaa Torsdag) foreligger en meget interessant Sag til Behandling i Korsør Byraads Møde, hvoraf det senere vil bringe Referat, et Referat vi selvfølgelig ikke et Minut skal forholde vore Læsere. Dernæst aftrykker den et Uddrag af vore Artikler om Korsør Tvangsarbejdsanstalt og føjer dertil: "Offenliggørelsen af disse Artikler har rakt et vist Røre i Byen, og dette Røre har i Lørdags givet sig Udslag ved følgende indsendte Stykke i "Korsør Avis":

[Herefter citeres artiklen ovenfor fra Sorø Amtstidende. Artiklen fortsætter herefter]

Det er trist, men vi holder ikke det højst intelligente Højreblad "Korsør Avis", ellers havde vi kunnet bringe dets vise Ord til vore Læseres Kundskab et Par Dage før, nu faar de nøjes med at faa dem ad en Omvej.

Først "Flere Borgere". De har altsaa fundet det fornødent at prikke ved deres Avtoriteter. Herregud at det staar saa daarligt til! Vi forstaar saa godt det lønlige Suk, som klinger gennem denne Forespørgsel. Sukket over, at Samfundsstøtterne ikke øjeblikkelig sprang op i lynende Indignation, og med et eneste Slag knuste "Social- Demokraten". Nej, der er en anden Udvej med den Slags Hug, som svider i det kære Skind, end brøle op, den at knibe Tænderne sammen og tie dem ihjel. Saa gør det mindst Opsigt, og Folk glemmer hurtigt, at der i det hele taget har varet noget paa Færde.

Saa kommer vi til det lille -v. eller som "Sorø Amtstidende" antager: "Hr. Sylow".

Han tillader sig at kalde vore Artikler hadefulde. Vi er vant til dette Udtryk fra gammel Tid, det hører til den Samling af Skældsord, som Højres Hundekobbel i Aarenes Løb jævnlig anvender mod Modstandere, specielt mod os. Blind maa det Menneske dog være som ikke har kunnet se, at den røde Traad som gik gennem vore Artikler ene og alene var Kærlighed og Medfølelse for de Smaa og Fortrykte i Samfundet. Hensigten var kun at bidrage til at lette deres usle Kaar; en lille Sten til den store Menneskekærlighedens Samfundsbygning, vi nok en Gang ævner at faa opreist. Hader vi noget, saa hader vi Vold, Uret, Undertrykkelse, Raaahed, Gemenhed, det at pine sin Næste, for selv at faa Vommen fyldt og meget andet af samme Slags. Er det det, som Hr. -v mener vi lægger for Had, nuvel, saa var vore Artikler hadefulde. Hadefulde som Kristus var Hadefuld, da han lagde Farisæerne for Had. 

Hr. -v fraraader dernæst bestemt at anlægge Sag mod os, fordi det ingen Tilfredsstillelse er, at faa Dom over os, og fordi ingen ændser os. Det lille -v maa være meget uvidende eller meget fræk, siden han tør skrive en saa dundrende Usandhed. Hvis ingen ændsede os, og hvis de, som alligevel ændser os, ingen Tilfredsstillelse havde af at faa Dom over os, hvorfra er den da kommen, denne forfærdelige Storm af Søgsmaal, der i Bladets Levetid har suset os om Ørene. Snart var det Kongen, snart den ene Minister, snart den anden og af og til dem alle syv, vi havde talt for aabenhjærtigt om. En Gang var det en Jakob von Thybo, en anden Gang en Tartuffe, vi havde taget ved Ørene, og foran dem alle buldrede Trommen løs med Processer og Domme ligefra saa og saa mange Maaneder bag lukkede Døre til en Stabel af Kroner, som lagte i en Pose vilde udgøre en hel lille Formue.

Men maaske føler Hr. - v og hans Anstalt sig hævet over baade Kejsere, Konger, Ministre og andre Jordens Mægtige. Det faar han have Lov til for os, men lige barnagtigt klæder det ham dog at komme med det Slags Vittigheder.

Han ændser os dernæst, trods sine egne Ord, saa meget, at han vover at fremsætte den Paastand, at vore Artikler vrimlede af Usandheder fra Ende til anden, uden at han fører Skygge af Bevis derfor. Det er en let Sag at slynge enhver hæderlig Mand det Ord Løgn i Ansigtet, men det falder ikke altid enhver Pjalt saa let at bevise det. Vi har ovenfor bevist, at Hr. - v svarer med Usandhed, hvad iøvrigt ethvert Menneske kunde have sagt i Forvejen: nu er Turen til ham, hans løse Beskyldninger ændser vi ikke.

"Det behagelige Overskud af 7000 Kr. kender vi - hvem er vi - ikke til". Saa er "vi" meget uvidende. Anstaltens Inspektør har viist vor Medarbejder en Opgørelse, hvor hvert Aars Overskud stod opført med store Tal. Det største var 7000 Kr. Er det ikke rigtigt, saa lyver Inspektøren og hans Papirer, og det er værst for ham, men vi tror nu saa fuldstændigt i dette Stykke paa hans Paalidelighed.

For Resten har vor Medarbejder langt fra sneget sig ind paa Anstalten. Han har spurgt, om han kunde faa den at se, dertil blev der svaret: Ja. Inspektøren, det maa vi lade ham, var iøvrigt saa lidet kløgtig, at han ikke gjorde det mindste indiskrete Spørgsmaal, og vor Medarbejder heldigvis ikke saa dum, frivillig at holde ham "Social-Demokraten" for Næsen for derpaa at faa Døren smækket i for Næsen af sig. Det havde de Fattige ogsaa kun daarligt været tjent med.

Dernæst langer Hr. - v en Lussing ud efter Anstaltens tidligere Inspektør. Det er jo saa den Slags Folks Sædvane, kan de komme til at gøre en personlig Uven Fortræd, saa har det intet at sige, at han ikke har givet dem Spor af Anledning dertil. Og det har den tidligere Inspektør ikke her, det maa vi bedst vide. Der er ogsaa andre Folk, som kendte Anstalten i hans Tid. I øvrigt er det lidet nobelt at klare for sig selv ved at dænge ham til med Udtryk som uduelig og umulig. Vor Meddeler, eller rettere sagt vore Meddelere, har sagt os, at hans væsenligste Fejl var, at han virkelig var for human en Mand til at gaa sine Foresatte under Øjnene ved at mishandle Lemmerne. Det har han oftere maattet høre, naar Hr. Rump i sin Tid forlystede sig af egen fri Villie med at straffe for Vold, Trods og Opsætsighed, som der staar. Vi dadler ham ingenlunde derfor. Tænkes kunde det jo ogsaa, at Grunden til de færre officielle Straffedomme nu- hvis det er sandt - var den, at man mere afgør den Sag "privat" under fire Øjne, det er der i al Fald bleven sagt vor Medarbejder. Skulde Hr. - v ellers ønske nærmere Oplysninger om, hvorfor den tidligere Inspektør maatte fortrække, faa skal vi fælle os i personlig Forbindelse med Manden. Vi har for Øjeblikket hørt Ting derom, som vi ikke agter at gengive, men som sagt, vi er til Tjeneste paa anden Maade.

Akkurat ligesaa med Hr. Sparrevohn. Hr. Sparrevohn er Oppositionsmand, derfor skal han naturligvis lægges for Had saa meget som muligt. Ogsaa her er det vidnende om Højres Sans for det passende i offentlig Bladpolemik, at trække en privat Mand ind i en Diskussion, blot for at faa Lejlighed til at give sin personlige Galde Luft overfor ham.

Vi kan imidlertid skaane Hr. Læge Sparrevohn for den Ubehagelighed at skulle svare Hr. - v. paa Hans Opfordring, offenlig at fralægge sig Forfatterskabet til Artiklen undertegnet af en Borger i Korsør. Dr. Sparrevohn har hverken skreven den eller i fjerneste Maade havt noget med dens Fremkomst at gøre. Hr. Sparrevohn er ikke Læge paa Sygehuset, og vi har vor Meddelelse fra den, til hvem Hr. Scavenius rettede sine Ord. At der har indsneget sig den saare ubetydelige Misforstaaelse med Hensyn til Tiden for Hr. Scavenius' Afrejse fra Sygehuset, er simpelthen begrundet i, at vor Medarbejder nogle Dage efter hans Artiklers fremkomst fik Brevet dikteret af vedkommende Meddeler, der ved sit Navns Underskrift gjorde det til en personlig Meddelelse til Redaktionen. - Hr. - v. skulde blot ane, hvem det er og ane, hvor mange virkelige Oppositionsmænd, der i Korsør hemmeligt sukker under Højres tyranniske Aag. En kærkommen Anledning er denne Dato-Historie naturligvis for det lille - v. til at gaa uden om Hovedsagen i den nævnte Artikel af 25de Avgust, nemlig Hr. Scavenius' Udtalelser om Anstalten. Den skal han helst undgaa at røre ved og saa kaster han sig med glubsk Forslugenhcd over den lumpne Dato, for at det dog skal se ud som han kan sige noget. Omtrent som hvis nogen beskyldte os for at have saaet en Mand ihjæl den 25de og vi da indignerede svarede: Uforskammede Karl, der beskylder os for det. Den 25de havde Manden længe været død, vi slog ham allerede ihjæl den 23de.

Er det nu ikke rentud sørgeligt, at den Mand, som paa Korsør Byraads Vegne tager til Orde mod saa vægtige Anklager, saa oprørende Fakta, som dem vi er fremkommet med, at han ikke har andet at forsvare sig og sit elendige System med end den Slags Lapperier og personlige Udfald mod sagesløse Folk, hvoraf hele Hans Artikel bestaar. Viser det ikke tilfulde, hvor slet, hvor fortabt den Sag er, han er sat til at forsvare. Viser det ikke, at vi atter og atter har Ret, naar vi kræver, at der ad Lovgivningens Vej skal gøres noget og helst meget for at forbedre Kaarene for vore Fattige!

(Social-Demokraten 3. september 1887).

P. B. Scavenius om Skandalen i Korsør.

Vi har lovet vore Læsere lidt om Korsør Byraads Medlemmer i Dag, men Hr. Scavenius junior har trængt sig frem for at komme først under Behandling, og vi skal ikke undlade at vise den unge velopdragne Junker den Ære. "Sorø Amtstidende" bragte os nemlig i Gaar følgende:

Æblet falder ikke langt fra Stammen. I "Korsør Avis" for i Lørdags læses følgende prægtige Inserat fra den unge Scavenius (Søn af Ministeren):

"Hr. Redaktør! De vil bevise mig en Tjeneste ved at optage følgende: For ca. 8 Dage siden indeholdt "Social-Demokraten" en Artikel, undertegnet af en "Borger i Korsør", hvilken Artikel gik ud paa, at Anstaltens Lemmer skulde blive inhumant behandlede. For flere af disse uforskammede Sigtelser blev Undertegnede paaberaabt som Hjemmelsmand. Jeg føler mig derfor opfordret til at erklære - uden dog i mindste Maade at indlade mig paa nogen som helst Diskussion, hverken med "Borgeren i Korsør" eller med "Social-Demokraten" - at jeg under mit Ophold paa Korsør Sygehus i Tidsrummet fra den 9. Juli til den 3. August har havt rig Lejlighed til at overbevise mig om, at saa vel Sygehuset som Arbejdsanstalten bliver af Inspektør Schmidt ledet paa en dygtig, samvittighedsfuld og særdeles human Maade, hvorfor de paagældende Sigtelser er infamt Opspind fra Ende til anden. Min Hr. Fader Hs. Eksellence Kultusministeren har ligeledes under de Gange, han har aflagt Besøg hos mig under mit Ophold paa Sygehuset, modtaget det bedste Indtryk af Anstalten, hvilket jeg er bleven bemyndiget til offenlig at meddele, paa Grund af, at "Social-Demokraten" "haabede" paa ministeriel Indskriden, hvilket Haab jeg imidlertid kan forsikre saa vel Hr. Wiinblad som "Borgeren i Korsør" for, ikke vil gaa i Opfyldelse, da tværtimod det nuværende Ministerium stedse vil yde de dygtige Embedsmand, det besidder, al Anerkendelse og Støtte i deres Virksomhed. Dette Indlæg er ikke et Svar paa "Socal-Demokraten"s plebejiske Uforskammetheder, da bemeldte Blad ikke ser sig i Stand til i mindste Maade at fornærme eller afficere mig, men en Henvendelse, særlig til Indvaanerne i Korsør, for at saa vel de som jeg kan fralægge os alt Maskepi med "en Borger i Korsør".

Gjørslev, den 1. Septbr. 1887.
P. B. Scavenius."

Ikke sandt, man hører Knaldepisken smælde. Havde der ikke staaet Gjørslev derunder, man havde dog ikke et Øjeblik tvivlet om, at det var kommen til Verden blandt en adelig Herregaards Heste og Hundestalde. Om i det nittende eller sekstende Aarhundrede, kommer ud paa et. Tonen er den samme.

Og hvor det ligner alt, hvad der kommer fra den Kant. Ikke et Ord om det, det her drejer sig om, men Udenomssnak og Grovheder, for ikke at sige Raaheder, i Mængde. Det er jo med den Slags Logik, at hele det Parts uselvstændigt tænkende Individer daglig flaskes op.

En Borger i Korsør skrev udtrykkelig Ord for Ord, hvad Hr. Scavenius havde sagt. Kun det og intet andet er i dette Tilfælde mellem denne og os. Men derpaa svarer Hr. Scavenius junior ikke et eneste Ord. Han svarer ikke: det har jeg aldrig sagt. Han møder derimod op med et Forsvar for Anstalten, holdt i saa lidet sømmelige Udtryk, at vi ligefrem beundrer "min Hr. Fader Hs. Eksellence Kultusministeren" (som der staar), at han allerede har faaet den enogtyveaarige Spire paa sit adelige Stamtræ saa godt opdraget i Stilen.

Dette Forsvar for Anstalten, Inspektøren og Ministeriets Embedsmand i det Hele taget trængte vi ikke til. Det beviser ikke andet end at den unge Scavenius er i Stand til at stifte Mening paa godt og vel en Maaned. Thi der er for os ikk.- Skygge af Tvivl om, at han virkelig har sagt, som der stod i Brevet fra en Borger i Korsør. At han selv ikke har Mod til at benægte det, er Bevis nok. Men til yderligere Sikkerhed har vi i Dag modtaget et nyt Brev fra vor Hjemmelsmand i Korsør, hvori der ordret staar:

"Det eneste, som jeg ikke véd, om De har læst, er Scavenius' Svar, som findes gengivet i "Sorø Amtstidende" for Tirsdag den 6. ds. Det har naturligvis forbavset mig, at han har benægtet det," (hvad han jo, som vi ovenfor har vist, i Virkeligheden ikke har) "men Grunden maa vel være, at han enten ikke husker det, eller ogsaa, hvad jeg efter Artiklen er mere tilbøjelig til at tro, tør han ikke for Faderen lade være med at benægte det; det kan han jo saa meget lettere gøre, som det blev sagt under fire Øjne."

Altsaa har han sagt det. Vor Hjemmelsmand gentager det atter, og han selv tør ikke med rene Ord benægte det! 

Hvad i øvrigt hans skiftende Udgydelser om Anstalten angaar, saa kan enhver vel nok forstaa, hvad Vægt man kan tillægge dem. De fremkommer saa aabenbart under Trykket fra "min Hr. Fader HS. Eksellence Kultusministeren", om hvem det turde være ikke helt ubekendt, at han er Medlem af et Ministerium, der saa jævnt kører alt dem underlagt i stramme Tøjler. Agiterer og støder i Trompeten for deres egne Sager og Tilhængere, mens de ikke taaler et Kny eller den mindste Mukken fra dem, som de paa nogen Maade kan stoppe Munden paa.

Paa selve Angrebets Ord, der kun er et Opkog af, hvad der blev sagt i Byraadet, har vi svaret saa tydeligt, at det sikkert er overflødigt at gentage det her.

Den Ulejlighed "min Hr. Fader, Hs. Ekscellence Kultusministeren" har hast med at give sin Søn "Bemyndigelse", kunde han have sparet, da den begrundes i, at vi "habede paa ministeriel Indskriden". Ogsaa her gaar han fejl i Byen. Det var i Korsør Byraad, man vaasede først om Sagsanlæggelse, saa om ministeriel Undersøgelse og sluttelig endte med - Ingenting. Her har vi imidlertid det mest graverende Punkt i den hele tragikomiske Skrivelse. Hvad vil det nemlig sige, at del eneste Svaret Ministerium giver paa saa stærke, velbegrundede Klager over pinefuld Behandling af fattige Medbørgere, er en flot henkastet Erklæring fra et Menneske paa en Snes Aar om, at Landets Regering ikke vil undersøge denne Sag nærmere. Er det maaske ikke Ministeriets Pligt netop at tage sig af offenlig fremsatte Klager over sligt? Men det giver Kultusministeren nok saa rask sin Søn Bemyndigelse til at besvare med nej. Derimod erklærer han stedse al ville yde sine Embedsmænd al Anerkendelse og Støtte. Ja, det ser vi. Dækkes, skjules og støttes skal der, at de brave Folk ikke skal kompromitteres mere end de allerede er bleven, og Anerkendelserne vil heller ikke udeblive, de regner jo ned her til Lands i Massevis. Men hvorfor saa skrive: vi vil ikke, naar Meningen dog er: vi tør ikke?

Dette er vort Svar paa Hr. Scavenius's Svar, som ikke er noget Svar. Den samme unge Hr. Scavenius, som vi ikke er i Stand til al fornærme eller afficere, men som desuagtet skummer af Raseri - formodenlig over sig selv og sine letsindige demokratiske Ord.

(Social-Demokraten 10. september 1887)

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.