Korsør Arbejdsanstalt Maj-Juli 1889 (5). (Efterskrift til Politivennen)

Korsør Arbejdsanstalt.

Klage til Justitsministeriet.

Fra seks navngivne Lemmer paa Korsørs berygtede Arbejdsanstalt, hvis Rædsler vi noksom bekendt tidligere sammen med andre lignende Tilflugtssteder for vort Lands Fattige har holdt frem for Dagens Lys, modtog vi for faa Dage siden en skriftlig Klage af en saa oprørende Beskaffenhed, at den foranledigede os til øjeblikkelig at rejse dertil for at undersøge Forholdet nøjere. Det Resultat, vi kom til efter at have hørt Sagen fremstillet af begge Parter: Øvrigheden og Lemmerne, bragte os til i Gaar at indsende den originale Klage til Justitsministeriet med Anmodning om, at alt maa blive nøje og trængt retfærdigt undersøgt, og hvis det viser sig at være sandt, der da endelig maa blive fat en Stopper for denne grusomme Behandling af ulykkelige Medmennesker, som synes at trives saa frodigt sammen med ligefremme Forbrydelser blandt Voldsmændene.

Klagen.

Af denne gengiver vi hovedsagelig kun det, der vedrører Lemmernes oprørende Behandling, og det endda i en noget afdæmpet Form. Derimod udelader vi de til de nøjagtigste Enkeltheder specificerede Sigtelser for Assurancesvig. Bedrageri og Tyveri, som rettes mod nogle af Anstaltens Funktionærer. Vi gør dette, fordi Sagen ventelig vil blive retslig undersøgt, idet vi forbeholder os, hvis dette ikke sker, da at drage dem offentlig frem.

Hr. Redaktør !

Den 12te Marts 1889 om Morgenen blev der sat Ild paa Anstalten af et ungt Menneske, som var saa ked af at være her, at han ofte ytrede, at han maatte gøre Noget for at komme paa Vridsløse, thi dét vidste han dog hvorfor og hvorlænge han skulde straffes, men det vidste han ikke her. Forhuset, hvori der er Sygehus og Inspektørbolig, blev ikke beskadiget, hverken af Ild eller Vand, derimod brændte selve Arbejdshusets Loft og en Del af øverste Etage. I de ubeskadigede Rum, en lille Stue og to Arrester, har saa Lemmerne siden den 12te Marts opholdt sig Morgen, Middag og Aften, pakkede saa tæt som Sild i en Tønde; om Natten har de ligget paa Gulvet i en Gødningsfabrik og nu er de indkvarterede paa Loftet i et Kornmagasin. Fruentimmerne blev puttede ind i et Hul med Stengulv, hvor de siden den Tid har ligget uden Senge.

(Her følger saa KIagen for Assurancesvig og Bedrageri).

Vi Undertegnede har tilskrevet Politimesteren og Assuranceagenten her i Korsør (at der ved denne Brand er blevet begaaet Assurancesvig), men Skrivelserne blev af dem sendt til Inspektøren. Han tog os i Forhør og lovede os, naar han fik Arresterne i Stand, vi saa skulde faa mørk Arrest med 39 Dages Sultekur og saa mange Prygl, saa vi aldrig skulde kunne skrive mere, og i den Henseende er han Mand for at holde sit Ord saa snart han finder Lejlighed dertil. Vi har bedt om at aflægge Vidnesbyrd for Retten, men det blev os nægtet, af den Grund, at de saa godt ved det er den rene Sandhed, vi har skrevet, men det vilde vække for megen Opsigt og give for mange Oplysninger om det, som gaar i Svang her. Derfor gør de alt for at dysse Sagen ned. Vi ønsker det grundigt undersøgt, derfor ønsker vi det offenliggjort, og Undertegnede tillige med mange andre vil bekræfte det med vor Ed og her er mange ustraffede Personer, som kan aflægge Ed.

(Her findes i Klagen angivet en Del Tyverier i Lighed med ovennævnte Assurancesvig og Bedrageri).

Her følger nogle faa Eksempler paa, hvorledes Lemmerne, der er indfatte af fremmede Kommuner, behandles.

En ganske ung Pige fra Randers, ved Navn Olga Bæhr, blev hjemmefra indbildt, at hun skulde sendes til Magdalenestiftelsen i København. Da hun kom til Korsør bildte Betjenten hende ind, at dw skulde lidt udenfor Byen, hvor der laa et Hotel, som var billigere at logere paa end det ved stationen. Saa bragte han hende ud paa Anstalten. Senere er hun gentagne Gange bleven græsseligt mishandlet. Opsynsmanden har revet alle Klæderne af hende og pryglet hende med en tyk Stok paa det bare Legeme saa Huden har hængt i Laser og Trævler. En Gang holdt én hende, medens en anden med sin Kniv sprættede alt Tøjet af hende, hendes Særk flaaede de af hende og rev den itu. Derpaa smed de hende ind i Styrtebadet, hvor der var Is i Vandet, da det var midt om Vinteren. Saa kom hun i Arresten, blev pryglet og sat paa Sultekur, alt i aldeles nøgen Tilstand.

En gammel Mand paa 65 Aar ved Navn Knoblau fra Frederikssund havde ikke Kræfter til at udføre det Arbejde, der blev ham paalagt, og blev derfor sat i Arrest, pryglet med en Blystok og en Nøglekam i Hovedet og paa Legemet, samt sparket med Træsko til han besvimede, saa blev Blodet vasket op og han fik 76 Dages Sultekur.

En 62aarig Snedker, Vilhelm Petersen fra Faaborg, slog de omtrent ihjel. De gravede hans blodige Skjorte ned for at skjule Blodet, og siden fik han Sultekur i lang Tid. 

En Maler Wess fra Langeland blev indsat paa 30 Dages Sultekur og stak Ild paa i Arresten, men det blev opdaget saa tidligt, at der ikke brændte ret meget. Ilden blev slukket og Sporene deraf saa vidt muligt fjærnede. Han sagde det var hans Hensigt, at brænde Anstalten af for at komme i Tugthuset og bad om at faa Borgmesteren i Tale, men det blev ham nægtet. Derimod fik han vist en voldsom Portion Prygl, thi vi hørte han skreg og klagede sig forfærdeligt. Som Tillæg fik han 30 Dages Sultekur. Han var 63 Aar.

Da Inspektøren og Opsynsmændene ved, at de fleste meget hellere vil i Tugthuset end blive her, saa bliver Tyveri og Ildspaasættelse skjult og neddysset, at det ikke skal komme til Øvrighedens Kundskab med mindre der brænder saa meget, at det umuligt kan skjules.

Til den saakaldte Sultekur er den daglige Forplejning 1½ Pd. Rugbrød og Vand, men Brødet vejer ikke 1½ Pd., det vejer ikke stort mere end 1 Pd. Om Morgenen faaes der en lille Pægl skummet Mælk, hvoraf det Halve er Vand, om Aftenen en ligesaa lille Pægl The, der er uden Sukker og heller ikke andet end Vand. Maalet er nærmere ved 3/4 end en hel Pægl. Som Tilbehør til Sultekuren følger mørk Arrest, Styrtebade med Is, at ligge paa Gulvet i Arresten og en forfærdelig Mængde Prygl indtil Lemlæstelse. Denne Behandling kan man blive tildelt paa ubestemt Tid fra 10 til 90 Dage. Der er en Skomager Petersen her fra Bornholm, som har siddet i Arresten over et Aar blot fordi han havde skrevet noget om Forholdene her, der ikke, efter Inspektørens Mening, maatte komme ud blandt Folk.

I det Haab, at De godhedsfuld vil optage dette i Deres ærede Blad, undertegner vi med Højagtelse 

ærbødigst

Bidstrup,

Bødkermester fra Rønne.

Lars Mortensen,

Smed fra Kundby.

Niels P Hansen,

fra Kerteminde.

Henrik Johansen,

fra Kerteminde.

Rasmus Christensen,

Benløse ved Ringsted.

F. E. L a r s e n,

(Cigararbejder

(med Hensyn til Olga Bæhrs Behandling).

* * *

Til Justitsministeriet har vi, samtidig vi indsendte Klagen, skrevet saaledes :

Ttl Justitsministeriet i København.

"Social-Demokraten" Redaktion har fra seks navngivne Lemmer paa Korsør Arbejdsanstalt faaet tilsendt hoslagte Klage, som - da den indeholder Beskyldninger af særlig graverende Natur, og disse, efter den til os af Politiet i Korsør afgivne Erklæring ikke savner et faktisk Grundlag - Redaktionen finder sig foranlediget til at sende det høje Ministerium, med Anmodning om. at denne Sag maa blive nøje og strængt undersøgt.

Vi venter og haaber i Menneskelighedens Navn, at der dertil maa blive udnævnt en upartisk, i Sagen aldeles uinteresseret Dommer. Borgmester Sylow eller den i hans Sted for Øjeblikket konstituerede Borgmester er jo saa uheldigt stillet, at han som Anstaltens øverste stedlige Myndighed og Tilsynshavende af Publikum upaatvivleligt vil blive betragtet som Part i Sagen og derfor ikke blive anset for kvalificeret til at lede Undersøgelsen, hvilket sikkert vil paavirke den offenlige Mening højst uheldigt

ærbødigst

for "Social Demokraten's Redaktion

E. Wiinblad,

Redaktør.

* * *

I Morgen skal vi i en følgende Artikel komme tilbage til denne Sag og nærmere gøre Rede for de ret interessante Erfaringer, dette vort seneste Besøg paa Korsørs berygtede Anstalt har beriget os med.

(Social-Demokraten 16. maj 1889).

Korsør Arbejdsanstalt

Besøg paa Byfogedkontoret.

Den Klage fra Korsør Arbejdsanstalt, hvoraf vi i Gaar gengav et betydeligt afdæmpet Uddrag, var af en saa graverende Natur, at den absolut krævede en Undersøgelse paa Stedet. Vi rejste derfor straks derned, og vor første Gang var at opsøge Hr. Sylow.

Desværre var han saa travlt beskæftiget med Ildebrandene i Jylland, at vi ikke kunde faa høre hans Mening om Branden i hans egen By. Der var imidlertid en konstitueret Borgmester som vi læste Klagen op for fra Ende til anden og spurgte om, hvorvidt det forholdt sig blot nogenlunde rigtigt med alt dette. Det var øjensynligt, at Manden følte sig højst ilde stillet ved at faa dette Spørgsmaal som en Kniv paa Struben, og han forsøgte da ogsaa at slippe forbi det ved at svare, at han ikke troede det. Vi lod os imidlertid ikke nøje med "Troen", men forlangte en bestemt Erklæring, og Borgmesteren indrømmede da ogsaa i en just ikke altfor flydende Dialog, at der var nogen Sandhed deri - et Gran af Sandhed, føjede han mildnende til, men det meste var naturligvis forvandsket.

Hvorledes kunde han svare anderledes? Det er jo hans egen Bys Anstalt, hvis Bestyrelse han selv i samme Øjeblik repræsenterede, det drejede sig om Mange sine og stærke Traade binder ham paa alle Kanter til Anstaltens Ry, dens pekuniære Udbytte, Byen, dens ledende Matadorer og mangfoldigt andet, der gør ham til en forsigtig Mand. Derfor var det en vigtig Indrømmelse.

Der var nogen Sandhed deri! Det var vi i Forvejen ikke i Tvivl om. Dertil har Skrivelsen altfor meget Nøjagtighedens Præg. Som s Eks. med Hensyn til Branden. Til de mindste Enkeltheder oplyser den om, hvorledes hvert Stykke blev reddet, af hvem det blev taget i Forvaring, og hvor det blev bragt hen. Assurancegodtgørelsen, der løber op til et Tusinde Kroner omtrent, er opgivet med Ørers Nøjagtighed. Vi har overbevist os derom ved at forespørge hos Assuranceselskaberne, og med Hensyn til Tyverierne da er Opgivelserne saa nøjagtige, at de paa et Haar stemmer med de Oplysninger, vi indhentede hos særlig velunderrettede Borgere i Byen. Ja disse sidste formulerede endog de Udtryk, hvormed de omtalte Myndighederne, betydeligt skarpere end de fandtes i Lemmernes Klage.

Men vi skal ikke spolere Fornøjelsen for den eventuelle Undersøgelsesdommer ved forud at pille Vævet op for ham. Det bliver langt interessantere, naar vi først ser, hvad Resultat han kommer til, saa skal vi nok lade høre fra os om denne nye "Mazanti-Historie".

Lemmernes Behandling.

Endelig er der Lemmernes Behandling. Den var Hr. Sylows Repræsentant - der i øvrigt gjorde Indtryk af at være en human og elskværdig Mand, kun ikke lidt trykket af den pinlige Situation, han var i - mest tilbøjelig til at finde forvansket fremstillet, uden at det dog var ham muligt at paavise noget positivt urigtigt i Hovedsagen. Han mente, at den Befolkning, der fandtes paa Korsør Arbejdsanstalt nødvendigvis og udelukkende maatte behandles med haard Haand, men han indrømmede dog paa vore Forestillinger, at Opsynsmændene nok tidt gav haarde og gnavne Svar uden Nødvendighed og at Inspektøren muligvis var strængere end det egenlig var hans Mening at ville være.

Ja, Inspektørens Vilje kender vi ikke, men hans Ævner ligger ret tydeligt for Dagen, synes vi. Han behandler med Haardhed disse ulykkelige Mennesker. Men derfor har han ogsaa opnaaet at blive saa forhadt som det kun forundes faa Mennesker. Det er givet, at Folk som Lemmerne i Korsør kun forhærdes og vokser i Trods, som de ender i Had, ved at være udsat for en saa tyrannisk og barbarisk Behandling som den, der næsten daglig bliver dem tildelt. I deres Fortvivlelse over ingen Udvej at se fra det Liv, de fører, er det saa de griber til Forbrydelser for at komme i Tugthuset. Derfor er det, de Gang efter Gang sætter Ild paa Anstalten, og derfor skal de ligefrem have sagt til Inspektøren, at de en Dag vilde overfalde ham og slaa ham ihjel for paa den Maade staude at hævne sig paa ham og faa deres Ønske opfyldt, at flytte fra Arbejdsanstalten til Tugthuset. En tidligere Sygeplejerske har da ogsaa udtalt, at Inspektøren var saa bange, naar han færdedes blandt Lemmerne, saa han rystede og saa godt som altid gik med ladt Revolver hos sig.

Vi vil nu slet ikke tale om den endeløse Prygling, som Lemmerne er udsat for, den har vi omtalt saa tidt og saa grundigt, at yderligere er overstadigt. Men tænk blot over den saakaldte Sultekur. Den kan arbitrært ikendes fra 10 til 90 Dage. I den Tid faar "Forbryderen" ingen Middag, mad, intet Øl og nyder ingen af de faa Begunstigelser, som dem, der færdes ude, kan slumpe til at opnaa. Han faar 1 til 1½ Pd. tørt Rugbrød om Dagen, skulde have en Pægl skummet Mælk og en Pægl tynd The og for Resten kun Vand.

Den højeste Vand- og Brød-Straf Loven kan idømme en overbevist Forbryder, er 6 Gange 5, altsaa 30 Dage, der dog ikke afsones i Træk. Tidligere regnedes efter gammel Straffelov 28 Døgn Vand og Brød lig Dødsstraf. Flere Læger har sagt os, at Vand- og Brødstraffen i høj Grad er ødelæggende for Helbredet, og at den blandt andet i høj Grad udvikler Sindssygdom, hvor der er den mindste Spire dertil. Forbryderen kan altsaa her i Landet højst straffes med 30 Dage, medens en ustraffet og udømt Mand, der har paadraget sig sin Fangevogters Unaade, det vare sig ved et uvilligt Svar, ved ikke at kunne udføre det ham paalagte Arbejde eller lignende, kan paa Korsør Anstalt pines med denne barbariske Straf i 90 Dage eller i 3 Gange saa langt Tidsrum, og og det tilmed gamle Folk mellem 60 og 70 Aar.

Thi det er Vand og Brød straf. Den Pægl meget tynd Mælk og The kan ikke borttage Karakteren. Og hertil kommer saa Tillæget af mørk Arrest, at maatte ligge paa Gulvet om Natten, Pryglene og Styrtebade med Is. Disse Styrtebade er en ny Opfindelse. Da vi første Gang besøgte Gang besøgte Anstalten fandtes de ikke og har vist kun eksisteret siden i Efteraaret. Man har simpelt hen indrettet sig et snævert Skab, hvori man kniber Staklen ind og overskyller ham med iskoldt Band paa den nøgne Krop.

Skulde man ikke tro vi sad midt i Middelalderens Barbari!

Vi foreholdt den konstituerede Borgmester denne forfærdelige Sultekursstraf og dens utrolige Misforhold til det Loven kan idømme Forbryderen, men hvad Svar fik vi? Ja, hvad skulde Anstaltens Repræsentant svare andet end det han gjorde: Sultekurstraffen er approberet af Ministeriet.

Approberet af Ministeriet !

Det er saa rart at have Ryggen fri, men hvor uhyre en Falliterklæring et saadant Svar er, kan et Barn forstaa. 

I Samtalens Løb berørte vi ogsaa, at vi nyligt i andet Øjemed havde beset Horsens Tugthus og nøje sat os ind i alle Forhold der, samt at det var vor Overbevisning, at Lemmerne havde Ret i, at der var bedre at være i Tugthuset end paa Fattiganstalten. Aldeles klart og uforbeholdent indrømmede Borgmesteren, at dette var ganske rigtigt, og gav sig endog til at opregne nogle as de Fordele som Tugthuset besad fremfor Anstalten. Var det ikke saa uendeligt sørgeligt, kunde man fristes til at le over det komiske i denne bagvendte Situation.

Endelig da Samtalen lakkede mod Slutningen kom selve Klagen igen paa Bane og vi sagde, at efter hvad vi nu havde erfaret vilde vi indsende den til Justitsministeriet og forlange Sagen retfærdigt og strængt undersøgt. Naturligvis svarede Øvrigheden ikke, at det maatte vi ikke, men han gjorde os i en lidt irriteret Tone - og det gentagne Gange - opmærksom paa, at drev vi Sagen videre kaldte vi en haard Straf ned over Hovedet paa Klagerne. Nu vilde man ikke længere taale disse falske Klagemaal, men straffe Ophavsmændene strængt, sagde han og føjede til, at naar de saa tog Klagerne op i Retten, saa vidste de ingen Ting, saa var der ikke noget i Vejen.

Ja det er jo tydeligt nok. Vi erindrede godt Resultater fra andre Forhør, hvor Knubs med Regler, Linialer og mange andre Midler har tvunget de mærkeligste Tilstaaelser frem. Husk blot Malling-Holm i Præstø og Freuchen paa Fejø. Foreligger der end ikke endnu saadanneTing fra Korsør, er det dog let begribeligt, at et Fattiglem frafalder sin Klage, naar han hører, at en rum Tids "Sultekur" kan blive Følgen af at klage.

Lemmernes Forklaring.

Ikke destomindre vilde vi ikke drive Sagen igennem til Ministeriet og derved udsætte Lemmerne for stræng Straf, saafremt disse ikke selv fastholdt deres Ønske om at saa Klagen for Retten. Vi gik derfor op paa Anstalten og derfra hen paa Gartner Mathiesens Planteskole, hvor nogle af de paalideligste Lemmer arbejdede uden særligt Opsyn, sagde man os. Alvorligt foreholdt vi dem kun at sige det, der i strængeste Forstand var Sandhed, men de fastholdt, at hvad der var skrevet var rigtigt, og at de intet hellere ønskede end at komme til at aflægge Vidnesbyrd derom. De Lemmer, som havde underskrevet Klagen, lykkedes det os ikke at faa i Tale, da de som Straf ikke faar Lov til at komme udenfor Anstaltens Enemærker. Men der blev sagt os, at alle kendte den og billigede den, og at det var efter fælles Samraad dette Skridt var foretaget.

Se dette er i store Træk det nyeste Billede af det Fattiggaards-Liv, der føres i Danmark, og vi vil haabe, at Autoriteterne vil se paa det med aabne, klare Øjne, saa turde der maaske nok komme noget godt ud deraf, naar blot Villien er god. Det synes jo netop, som om vore mange Raab ud over Landet om den Fattiges forsmædelige Kaar begynder at bære Frugt, om end kun langsomt, som det jo er gammel Skik hos os. Den 26. April afholdtes der f. Eks. et stort Møde i Randers om Fattiggaardsforholdene, hvor Mænd som Amtmanden over Randers Amt, Kammerherre Hoppe, Hofjægermester Dinesen til Katholm, Proprietær Schmidt til Skjerringmunkgaard og flere andre gjorde sig til Talsmænd for de samme Tanker om en humanere, menneskeligere Fattigforsørgelse, som vi har skrevet Spalter i Massevis om for Aar og Dag siden. Vi siger: bedre sent end aldrig, og det vil gaa saaledes med mange af de Frø, som Socialismen udsaar; straks hyler man op om en Udsæd af Ondt, og siden, naar Frøet spirer og trives, tvinger Nødvendigheden de Herrer til at tage Tanken op, omhyggeligt vogtende sig for at nævne dens Udspring. Men vi skal ikke raste. Vi har erklæret Fattiganstalterne Krig paa Kniven, og ingen af dem skal føle sig sikker, vi kan komme igen før de tænker, thi vi vil naa vort Maal: Bedre Vilkaar for den Fattige.

(Social-Demokraten 17. maj 1889).

Korsør Arbejdsanstalt.

"Sorø Amtstidende" for i Torsdags indeholder følgende Artikel:

"Medens Hr. Sylow drager til Jylland for at opdage Ildspaasættelser, er det atter galt med den kære Arbejdsanstalt. For et Aars tid siden blev der, navnlig i "Social-Demokraten" ført stærke Klager over den formentlig utilladelige Behandling, adskillige Lemmer har været udsat for. Der kom intet ud af Sagen, det vi ved. Inspektøren, Hr. Smith, blev senere gjort til "Kammerraad", og alt var i den skønneste officielle Orden. Ganske vist, naar man taler med Korsør Borgere, er der kun omtrent en Mening om Anstalten. Men alt gik alligevel saare godt, indtil de gentagne Ildebrande paany henledte Almenhedens Øjne paa Anstalten. I "Social-Demokraten" for i Dag findes der nu en af 6 navngivne Lemmer underskrevet Anklage mod Forholdene dernede, som, hvis blot Tiendeparten er sand, er af saadan Natur, at en Anstalt af den Art ikke bør taales af den offenlige Mening og endnu mindre af Rettens Haandhævere i noget civiliseret Samfund. De mest graverende kriminelle Anklagepunkter er endda udeladt af Klagen, som Redaktør Wiinblad, efter først at have ladet Sagen undersøge i Korsør, straks har indgivet til Justitsministeriet med Begæring om, at der maa blive udnævnt "en upartisk i Sagen aldeles uinteresseret Dommer" til at lede Undersøgelsen. Dette Krav bør Ministeriet for alle Parters Skyld ikke vente med at efterkomme.

Lad os saa en Undersøgelse, som kun har dette ene Formaal: at faa Sandheden frem, uanset i hvis Favør den gaar.

Og i denne Forbindelse henvender vi os ogsaa til Sorø Amtmand og Sorø Amtsraad. Hr. Vedel har, det har han før vist, et hos Amtmænd ikke ganske almindelig varmt Hjærte for de fortrykte i Samfundet, de som lider Uret. Mere end én Gang har vi trøstig henvist saadanne til at paakalde hans Hjælp, og det har ikke været forgæves. Nu anmoder vi ham i Menneskelighedens og Retfærdighedens Navn om ogsaa at bidrage sit til, baade at der kommer en Undersøgelse, og at denne ikke bliver halvgjort Arbejde, som i et saadant Tilfælde er værre end intet. Vi ved ogsaa, at Amtmanden holder paa sine Embedsmænd og paa Autoriteten det længst mulige - saa har alle Nationalliberale gjort fra den Dag, Partiet kom til Øre og Værdighed - men ogsaa ud fra denne Grundbetragtning er der Anledning til at gaa grundigt til Værks; thi intet er i Virkeligheden mere nedbrydende for Orden og Autoritet, end at Klager som den i "Social-Demokraten" offenliggjorte kan ttoes af de Fattige og opvække den forestilling - om hvis Berettigelse vi ikke her skal udtale os - at for dem er der ingen Ret at vente i dette Samfund.

Selv for den værste Forbryder er Tortur afskaffet - i det mindste paa Papiret - men er det sandt, hvad der fortælles i ommeldte Klage, og hvad der til Dels er sagt før, da er Torturen i Korsørs Arbejdsanstalt omtrent permanent.

Og vi venter, at Amtsraadets Medlemmer til det det forestaaende Amtsraadsmøde gør denne Sag til Genstand for en Forespørgsel. Vi venter særlig af Bønderne i Amtsraadet, at de paa en utvetydig Maade lægger for Dagen, at de ikke ønsker Tvangsarbejdsanstalten gjort til en Pinebænk, selv om et uroligt Fattighuslem muligvis derved lader sig lettere kommandere af den hjemlige Kommune. Vi nævner særlig dette, fordi en af de ledende ved Anstalten offenlig brovtede af, da Sagen sidst var oppe, at Sogneraadsmedlemmer havde bedt dem tage haardt paa enkelte Fanger. Vi tror at turde udtale paa Bøndernes Vegne i det hele taget (der er selvfølgelig braadne Kar i alle Lande), at de ikke ønsker i nogen som helst Retning eller under noget som helst Forhold at staa som Beskyttere eller Tilhængere af uforsvarlig Behandling.

I alt Fald stiller alle virkelige Demokrater sig saaledes.

(Social-Demokraten 19. maj 1889).

Korsør Arbejdsanstalt.

Siben vi bragte de nyeste Afsløringer, synes de dernede i Korser at sidde saa tavse som en Mus i sit Hul. Ikke engang den "Lilleput" af en Avis, hvis Bogtrykker nylig blev Kancelliraad, fordi han "stod sig saa tappert" imod os sidste Gang, har givet et Pip fra sig. Derimod har vi fra anden Side faaet Masser at høre, der kun staar i nøjeste Samklang med hvad vi alt har skrevet. For ikke at trætte Læserne ved Vidtløftigheder og Gentagelser, skal vi kun af dette Materiale i Dag berøre en Afskrift af en Klage til Indenrigsministeriet, affattet den 29. Oktober 1867 af en forhenværende Sagfører fra Slesvig og leveret os af en tidligere Forvalter paa en af de Fattiganstalter, vi har havt under Behandling. Klagen selv er, saa vidt vi har kunnet erfare, ikke naaet ind til Ministeriet, da Klageren rejste hjem til Slesvig.

Denne, hvis Navn er Jep Jacobsen fra Broager, skildres os af en Hjemmelsmand, hvis Paalidelighed vi har Erfaring for, som en hæderlig, ædruelig Mand. der aldrig har været straffet eller har ført nogen uhæderlig Vandel, men i 1877 blev udvist fra Slesvig af Prøjserne for sit danske Sindelags Skyld. Han tog til Danmark for at søge Erhverv, men da han er Krøbling - mangler den højre Arm - lykkedes det ham ikke vedblivende at bjærge Foden, og han meldte sig saa i Februar 1886 som erhvervsløs til Lyngby Fattigvæsen.

Om Lyngby Fattiggaard skriver han i Klagen: "Det stod klart for mig at være kommen ind i et af de Fattighuse, der er en sørgelig Skændsel for Danmark". Han fandt sig derfor forpligtet til den 18. November 1886 at indgive en detailleret Skildring til Københavns Amt af Forholdene paa Anstalten, og opnaaede det Resultat, at man lod en uniformeret Betjent transportere ham til Korsør Anstalten. - Saa var den Kritik gæmt og glemt.

I Korsør fik han først et Tilhold af Borgmester Rump og dernæst blev det meddelt ham af Anstaltens Inspektør, at saafremt han befattede sig med Besværinger til disse Myndigheders Overordnede, blev han øjeblikkelig spærret inde i en Arrest Celle.

Nu følger en lang og meget indgaaende Kritik af Anstaltens Forhold, hvori han stærkt fremhæver det bøddelagtige i, at alle Fattiglemmer og de fra fremmede Kommuner indlejede Arbejdslemmer behandles som Tvangsfanger. Den samme Sammenblanden af Fattige og Forbrydere, vi saa tidt har gjort os til Talsmænd for. Han beskriver, hvorledes de behandles ens Nat og Dag. Nyder ens Forplejning, arbejder sammen, sover og spiser sammen og mishandles i Flæng. I kraftige Udtryk fremhæver han det mere end absurde i, at medens Loven i det højeste kan dømme en Lovovertrædelse til en Maksimalstraf af 6 Maaneders Tvangsarbejde, kan Myndighederne i Korsør uden videre indespærre Fattiglemmer til Tvangsarbejde paa Livstid eller saa længe det maatte behage dem, uden at disse ulykkelige Mennesker derfor i nogen som helst Henseende behover at have overtraadt Straffeloven.

Han gaar saa over til at beskrive de usle af os saa nøje omtalte Beboelsesrum, godtgør, at der lever ca. 80 Mænd, hvor der højst er Plads til 30, og oplyser, at Inspektøren alene beboer en Lejlighed, der er større i Rumfang end de Arbejds- og Soverum, der er indrømmet de Fattige. Han skriver:

"Jeg har andetsteds set og oplevet Lidelser som Følge af uforsvarlig Sammenstuvning af Folk, der fodredes med tørt Brød og andre Plantestoffer - noget som fremmest kommer i Betragtning - , men en saa giftig kvælende Luft som den, vi under Laas og Lukke maatte døje i Korsør Anstalt, vil næppe nogen kunne opvise andetsteds . . . Renlighed og Orden findes kun af Navn. En stor Del Lemmer var i den Grad overfyldte af Lis, at de ligefrem dryppede af dem. Sengetæpperne ligesaa, hvor man gik og stod samledes Utøjet. Vaskning af Gulve og Vinduer fandt kun Sted én Gang under mit halvaarige Ophold, og dette var endda helt ekstraordinært og skete ikke for vor Sundheds Skyld, men fordi Politimesteren sendte Inspektøren Bud, at Amtmand Bille i Holbæk agtede at besøge Anstalten. I Holbæk Amtsraads Møde den 28. Septbr. s. A. har Hr. Kammerherre Bille imidlertid trods al Opsmykning for hans Skyld offenlig udtrykt sin Forbavselse over den Forfatning hvori han har forefundet Korsør Anstalt".

Det passer udmærket med vore egne Iagttagelser og det falder saa rart sammen med den Komedie, man spillede paa Stolpegaarden, da Kronprinsen besøgte den.

Nu gaas der i Klagen over til den torturagtige Behandling. Inspektøren og hans Opsynsmænd faar paa et Haar dct samme Skudsmaal, vi forlængst har givet dem. Navnlig den i de 6 Lemmers Klage for Tyveri sigtede, men i Stilhed afskedigede Mand bliver betegnet som en fuldstændig Bøddel. Der nævnes op - ogsaa ligesom i de 6 Lemmers Klage - en Mængde Tilfælde med Navne og Beskrivelse af de mindste Enkeltheder.

Alt dette kan umuligt være Løgn!

Der fortælles om gamle Folk, man har slaaet med store Nøgleknipper i Hovedet, saa de har været sindsforvirrede deraf i Maaneder derefter. Paa én har man flækket Panden, saa han maatte paa Sygehuset, paa en anden har man staaet Brystbenet itu. Der nævnes sindssyge Fattiglemmer ved Navn, som har været Genstand for Mishandling og Prygl, som overfor vanvittige Mennesker er en dobbelt Skændsel.

Og for hvad mishandles disse ulykkelige Mennesker saa forfærdeligt ?

Ja, det turde være det mest karakteristiske ved alle disse Klager, som er kommen os for Øje og Øre. Alle som én fremhæver de atter og atter, at den haardeste Straf paadrager de sig, hvis de forsøger at klage eller besvære sig over det, Behandling, de lider.

Sagfører Jakobsen skriver derom :

"Alle til Fattiglemmerne ankomne Breve aabnes og læses af Inspektøren før Adressaterne modtager dem, og intet Brev maa afgaa uden at være læst og afsendt af dem - akkurat ligesom i Tugthuset. Brud paa dette Forbud straffes aller strængest i Anstalten, thi kun ene derved formaar de at holde Trafiken skjult og gaaende og navnlig hindre, at Besværinger til Amtet og Ministeriet røbede Forholdene."

Han fortæller dernæst om en Guldsmedsvend, Poul Nielsen, som det alligevel lykkedes at bortsmugle en Klage til Indenrigsministeriet, og som derfor blev indsat i en Arrestcelle. Behandlingen af ham beskriver han saaledes :

"Her sad han uafbrudt i 49 Døgn, og foruden gentagne Afpryglinger fik han en daglig Forplejning af kun 2 Stykker tørt Brød, 1 Pægl afskummet Mælk og det lunkne Band om Aftenen (Te). Middagsmaden var ham berøvet og han fik i Stedet for ikke en Gang tilstrækkeligt tørt Brød. I disse skrækkelige 49 Døgn blev han derhos i de 27 Nætter belagt med Haandjern, hans Skjorter saa, naar de kom til Bask, oprørende ud af Blod og Urenlighed. Der var intet at undres over, da Nielsen brød ud for at frelse Livet.

Et andet Fattiglem, Handelsbetjent Jantzen, havde skrevet en Klage til Ministeriet, som han troede at kunne udsmugle. Herfor fik han omtrent samme Skæbne som Nielsen, men da han blev forstyrret i Hovedet sendtes han pludselig fra Cellen hjem til Kone og Børn, fra hvilke han var bortreven. Den 60-70 Aar gamle Knoblau har også gennemgaaet en lignende Tortur og MIshandling i Cellerne for Bortsmugling af en Klage til Frederiksborg Amthus."

Den dømte overbeviste Forbryder kan højst faa 30 Dages Vand og Bred med kun 5 Dage ad Gangen og nærende Kost i Mellemtiden, men et Fattiglem kan altsaa faa 49 Dages uafbrudt Tortur paa Vand og Brød med 27 Nætter i Bolt og Jern, Prygl til Blodet flyder og alt dette paa Trods af og imod Loven og blot fordi han har vovet at klage til en af Landets øverste Myndigheder over den Uret han og hans ulykkelige Medmennesker lider!

Hvis dette ikke er den lige Vej til at forvandle ellers skikkelige Mennesker til Skurke, Mordbrændere, Tugthuskandidater og alt det Samfundsstøtterne titulerer disse Ulykkelige med, saa gives der overhovedet ingen Vej dertil.

Om Adgangen til at komme i selvstændigt Erhværv igen skrives :

"Udgangstilladelse til at søge Erhværv gives til ingen som helst indlejede Fattige; alle maatte de uværgelig forblive fængslede i Anstalten."

Han fortæller saa om, hvorledes de straffes hvis de desuagtet gaar bort uden Tilladelse. 30 Dages Vand og Brød koster den Spøg at ville blive fri Mand igen og arbejde for sig selv. Det er hændt, skriver han, at Lemmer, som havde fundet godt og lønnende Arbejde, desuagtet er efterlyste, indfangede og satte ind i Anstalten igen paa Vand og Brød.

I andre Amter bliver Fattiglemmer som har faaet regelret Tilhold, saafremt de egenmægtigt forlader de Anstalter, hvorpaa de er indlagte, retlig dømte til Straf af Tvangsarbejde paa bestemt Tid. Men i Korsør vilde dette føre til det karakteristiske Resultat, at Desertører ingen Straf fik eller kunde faa, da de som Fattiglemmer i Korsør bestandig har været behandlet som og sammen med Tvangssanger. En Dom paa Tvangsarbejde vilde altsaa ikkun føre til, at de vendte tilbage til det gamle Liv igen, uden at kunne føle, der var kommen nogen Straf over deres Hoved. For at bøde paa denne Mangel var det Borgmester Rump trakterede dem med 30 Dages Vand og Brød. Men nye Folk nye Skikke. Da Hr. Sylow afløste Hr. Rump, fandt han, at han vilde ligne andre Politidommere i Landet og lod sig nøje med det reglementerede Tvangsarbejde. Denne Mildhed maa formodenlig have skaaret Inspektøren paa Anstalten i Hjærtet, thi Sagfører Jakobsen nævner ved Navn to saadanne Desertører, som Hr. Sylow havde dømt til Tvangsarbejde, altsaa til at fortsætte deres gamle Liv som Fattiglemmer, men som Inspektøren straks lod indsætte i Arresten, for der at afsone Straffen, uden at de i Forvejen - skriver Jakobsen - som Tvangsfanger i nogen Retning havde forset sig. 

Jakobien oplyser, at der sammen med ham i Korsør Arbejdsanstalt var Fattiglemmer, man havde holdt der fra 1 til 10 ja 20 Aar!

Motivet, som han antager ligger til Grund for denne Trafik, stemmer aldeles med den sensationsvække'ide Oplysning vi bragte t sin Tid, at Anstalten er en fortrinlig indtægtskilde for de nærsomme Borgere i Korsørs. Man husker maaske, at Inspektøren selv viste os Regnskaberne med det aarlige Overskud af 7000 Kr. Derfor skal Anstalten altid holdes fuldt befolket, og derfor pines de Fattige til al yde det yderste deres Arbejdsævne formaar. Men Jakobsen opgør ogsaa i et særdeles specificeret Regnskab, hvorledes Inspektøren personlig har en klækkelig aarlig Indtægt - ca. 5.000 Kr. - paa lemmernes Forplejning, som beskrives akkurat paa samme Vis som vi har gjort. Foruden hans Fortjeneste paa Maden har han sig ogsaa en lille Ekstraforretning, der ikke regner med smaa Procenter. Hvis nogle af Lemmerne er i Besiddelse af Penge og derfor vil købe sig lidt til at bøde paa den elendige Kost, da kan de godt saa Lov dertil. Men de skal købe det hos Inspektøren. Vil de f. Eks. have lidt Smør eller Fedt - noget de som bekendt ikke faar, kun bart Brød - saa fortæller Jacobsen, at de maa betale 1 Kr. 20 Øre for et Pund Smør som samtidig kan købes ude i Byen for ca. 60 Øre, og for det Fedt, der skummedes af deres Mad, maatte de give ham 60 Øre for Pundet.

At man i Korsør Anstalt ogsaa i aandelig Henseende behandler Fattiglemmerne som Dyr, finder hos Jakobsen følgende Udtryk:

"Ingen som helst forædlende Paavirkning finder Sted. Selv Religionens Trøst og Lindring i Nøden og Ulykken er hævet for alle i Anstalten indlagte Lemmer. Kirke- og Altergang vilde ikke kunne finde Sted uden at Trafiken og Systemet sprængtes. Bibel, Testamente og Bønnebøger findes der ingen af i Anstalten lige saa lidt som der eksisterer Underholdningsskrifter. Det vakte derfor en uhyre Opsigt og Glæde, da Pastor Johannes Clausen fra Slagelse en Søndag Eftermiddag holdt Præken for os."

Dette er saa uhyre karakteristisk for Samfundsmoralens hykleriske Natur. Til daglig Brug smører man tidlig og silde den Fattige om Munden med Religionens Trøst, lover ham Løn i Evigheden for den Brist paa Lykken han lider her, og taler i høje Toner om, at Bibellæsning er nødvendigere end Penge og Brød. Men passer dette en Gang ikke i Krammet paa Udbytningssystemet, saa florerer Hedenskabet frodigt selv i en saa kristelig By som Korsør, uden at nogen føler sin Samvittighed besværet deraf.

I Horsens Tugthus og i Vridsløse Forbedringshus har man baade Kirker og Skoler, hvor man søger at gøre Forbryderen til et bedre Menneske. Hver eneste Fange kan faa Bøger at læse i sin Fritid, og det ikke alene af gudeligt Indhold, men af ren underholdende og belærende Natur. Den farlige Brandstifter og Morder i Horsens Tugthus, Jens Nielsen, der bliver anset for en af de mest forhærdede Forbrydernaturer, sidder for Øjeblikket hver Dag og læser den franske Revolutions og Napoleon den førstes Historie med et stort Landkort foran sig paa Bordet - vi har selv set det -, men den Fattige i Korsør Arbejdsanstalt er ikke saa meget Menneske som tugthusfangen, han maa leve og dø som et Dyr, blot han til sit sidste Aandedrag trækker Penge ind til dem, som skamløst har lagt Aaget paa hans Nakke.

Er det for meget at raabe Forbandelse over en saadan Ordning af Samfundet?

Nej, vi tænker ethvert retskaffent Menneske vil sande Sagfører Jacobsens Ord i Slutningen af hans Skrivelse: 

"- at det høje Ministerium nogenlunde vil kunne tiltræde den almene Opfattelse, at Ledelsen af Korsør Anstalt er ulovmedholdelig, skandaløs og demoraliserende for den fattige Del af Befolkningen rundt omkring i Landet."

(Social-Demokraten 23. maj 1889)

Korsør Arbejdsanstalt.

Sagsanlæggelsen.

Sorø Amtst." for i Torsdage bringer følgende Artikel i Anledning af den bebudede Sagsanlæggelse mod "Social-Demokraten" og flere andre Blade:

Endelig er den officielle Tavshed i Korsør brudt. Kancelliraadens berømte Avis, der ellers har tiet bomstille, kan i Aftes meddele, at Byraadet har vedtaget at paalægge Inspektøren og Opsynet at anlægge Sag mod "Social-Demokraten" og de Blade - "Politiken" nævnes særlig - som har optaget Angrebene paa Anstaltens Personale. 

Denne Vej er efterhaanden blevet den mest benyttede herhjemme, naar administrative Overgreb, kommunale Skandaler eller andre graverende offenlige Misgreb paatales i Bladene. I gamle Dage, det vil sige i Fyrrerne under den daværende Absolutisme, brugte man, om end efter noget mindre Maalestok, samme Fremgangsmaade, hvad bl. a. "Københavnsposten" og "Fædrelandet" fik at føle. Med den frie Forfatning og de National-Liberales Herredømme gik man som Regel over til en ny Praksis. Nemlig denne, at det offenlige selv lod de paatalte Forhold undersøge og først i anden Række mødte op med fordring paa Injurieprocesser. Under Godsejerherredømmet med ministerielt Enevælde er vi atter havnet, hvor vore Forfædre laa. Naar der nu klages, bliver det paalagt de Vedkommende at anlægge Injuriesag, hvilket er billigt, da naturligvis Folk som Kammerraaden og hans Medhjælpere altid faar fri Proces. Og ikke blot har de saaledes hele den Fornøjelse gratis, men de har samtidig en anden, som baade er nyttig og praktisk; de slemme Oppositionsblade, der naturligvis selv maa bekoste Processen - det følger om ikke af sig selv saa af Forholdene - kommer af med en Del Penge, og slipper tilmed vanskelig for Domfældelse, da Vidneførsel mod Autoriteter og Avtoriteters Medhjælp altid er en vanskelig Sag.

Men oprigtig talt, selv om de faar de slemme Blade dømt nok saa højt i Mulkt, er Korsør Byraad og Justitsministeriet ikke egenlig videre med det, som det forekommer os, at Sagen staar paa. Det drejer sig nemlig ikke, forelommer det os, om Inspektørens og hans Karles private Hæderlighed. Men Sagen staar paa at faa nøjagtig oplyst straks - og ikke naar en Injuriesag først er løben i Sandet - om det er sandt eller usandt, hvad de 6 Arbejdslemmer klager over, om der i det hele taget er noget i den over al Maade skaanselsløse og omtrent enstemmige Kritik, Korsør Borgere nu retter mod Anstalten og dens Ledelse. Her er, mener vi. noget for Amt og Minister at tage fat i straks. Hvorfor vente med det? Der er jo ellers kun Udsigt til endnu mere Kritik, og det er temmelig troligt, at Folkethinget i alt Fald vil stille en Forespørgsel til Ministeren om, med hvilken Ret han har troet at kunne approbere et Reglement betydeligt strængere end Tugthusenes for Korsør Tvangsarbejdsansialt.

Lad os altsaa faa en offenlig Undersøgelse! Lad den blive ledet saaledes, at Lemmerne intet har at frygte ved at vidne. Kanske man da vil saa Sandheder frem, som hverken "Social-Demokraten" eller Justitsministeren drømmer om. Og et endnu: Lad den Anstalt ikke fremstaa paany i sin gamle Skikkelse! Der er ingen Lykke ved den. 

Højrebladet "Slagelseposten" har ligesom "Korsør Avis" hidtil pligtskyldigst holdt sin Mund om de af os fremdragne Forhold paa Arbejdsanstalten, men er dog nu naaet saa vidt med, at den efter sin Korsør-Frende meddeler Sagsanlæggelsen uden yderligere Kommentar.

(Social_Demokraten 25. maj 1889).

Korsør Arbejdsanstalt. Fra Byfogedkontoret i Korsør har "Soc.-Dem." modtaget følgende Skrivelse:

Byfogedkontoret i Korsør, den 25. Juli 1889.

Sorø Amt har under den 23. ds. tilskrevet mig saaledes:

"Som Hr. Byfogden bekendt har Justitsministeriet til min Afgørelse under 7. f. M. oversendt en Klage fra "Social-Demokraten"s Redaktion paa sex navngivne Arbejdslemmers Vegne over den imod Lemmerne paa Korsør TvangsarbejdSanstalt af Anstaltens Funktionærer udviste Behandling.

I Anledning heraf skal jeg, efter over Sagen at have modtaget Hr Byfogdens Erklæring tjenstlig med dele til behagelig Efterretning og videre fornøden Bekendtgørelse for vedkommende, at jeg ikke finder Føje til at foretage videre med Hensyn til bemeldte Klage, der maa anses ugrundet."

Hvilket herved tjenstligst meddeles.

Lützen,

konst. 

Til
Bladet Social-Demokratens Redaktion.

Den Gang da "Soc.-Dem." indsendte Klagerne til Justitsministeriet om at faa Forholdene paa Korsør Arbejdsanstalt undersøgt, da anmodede Bladet Ministeriet om, at der dertil maatte blive udnævnt en upartisk, i Sagen aldeles uinteresseret Dommer.

Borgmesteren og Byfogden i Korsør, den bekendte Sylow, eller den i hans Sted konstituerede, var jo nemlig, som Anstaltens overordnede, Part i Sagen. Men trods det, at Lemmerne, ved gentagne Gange at brænde Anstalten af, for derved muligt at blive forflyttet til Tugthuset, tilfulde viste, at Klagerne var berettigede, at en nøjere Undersøgelse af Forholdene gjordes fornøden, saa lod Ministeriet alligevel Klagen gaa til Anstaltens Direktion, Borgmesteren i Korsør, som naturligvis erklærede den ugrundet.

Forholdet bliver her det samme, som hvis en Mand snyder og bedrager en anden Mand og denne klager til Politiet over ham og kalder ham en Bedrager, og Politiet saa i Stedet for selv at undersøge Forholdet skriver til Manden: Hr. Aagerkarl N. N., vi har i Dag modtaget en Klage over Dem fra Hr. N N.. som kalder Dem en Bedrager og Tyveknægt. Vær af den Godhed, naar det er Dem belejligt, at meddele os, hvorvidt det er Sandhed eller ej.

Den danske Retfærdigheds Veje er hævet over al Forstand.

(Demokraten (Århus) 30. juli 1889).

Byrådet besluttede kort efter brandene at genopføre Arbejdsanstalten – også som et modtræk mod Social-Demokraten og Sorø Amtstidende. Der blev bl.a. bygget en toetagers bygning mod nord til de mandlige tvangsarbejdere og en toetagers bygning mod nordøst med bl.a. kvindeafdeling. For begge køn var der en skarp adskillelse af de fattige arbejdsføre og de dømte. Der kunne modtages 16 mandlige straffefanger, 70 mandlige arbejdsføre fattige og 8 kvinder. Forhuset, der havde overlevet brandene, blev på første etage indrettet til lemmestiftelse for ca. 20 fattige, der ikke kunne have stadigt arbejde. Komplekset med egen sygehusbygning kunne tages i brug 1. november 1890.

"Social-Demokraten"s artikler om forholdene på Korsør Arbejdsanstalt førte til at der blev anlagt sag mod bladets redaktør Wiinblad, anlagt af inspektør Schmidt. Dommen faldt  ved Hof- og Stadsretten 30. Januar 1893 og lød på 3 måneders simpelt Fængsel. Dommen blev appelleret til Højesteret. Mere om dette i et senere afsnit, 

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Den store, vidtstrakte Kirkegård, der fra Carlsbergs Bakke skråner ned mod Kalvebodstrand, synes nu at skulle have et kapel, der nogenlunde svarer til kirkegårdens størrelse. Magistraten foreslår nemlig at anvende 170.000 Kroner til opførelsen af et nyt kapel i stedet for det nuværende træskur; noget grimmere og uhyggeligere end dette skur skal man også vanskeligt kunne tænke sig; om søndagen mellem 13-2, når massebegravelserne foregår, står der ofte et dusin kister side om side, så tæt ved hinanden, at ligbærerne næppe kan få plads til at komme frem. Det største rum i dette skur har ikke plads til mere end et halvt hundrede mennesker og der er intet sted, hver de ventende kan få tag over hovedet, et savn, der føles hårdt på den højt liggende kirkegård, hvor vegetationen endnu er for spæd til at give ly.

Københavnske begravelser er lidet opbyggelige, fordi der som regel ekspederes henimod en halv snes på en gang søndag middag; når så omgivelserne ikke i mindste måde stemmer til hygge, vækker det hele let forargelse; det er da heller ikke mere end et par måneder siden en yngre præst ankede skarpt over uhyggen ved de københavnske begravelser, der får et så stærkt forretningsmæssigt præg over sig.

Over fire et halvt tusind mennesker er i 1887 blevet begravet på Vestre Kirkegård og tallet vil stige stærkt år for år, da jo Assistents Kirkegård ikke mere sælger begravelsespladser. Det er da på høje tid, at kommunen sørger for opførelsen af et stort kapel. Ved siden af den store kirkegård har mosaisk Trossamfund sin lille kirkegård; dette trossamfund har for længst udført, hvad kommunen nu først skal til; dets ligkapel er en stor og meget smuk, rød murstensbygning.

At der også ved det projekterede lighus vil være kapeller til de riges lig og kapeller til de fattiges er en bedrøvelig sandhed.

(Stubbekøbing Avis, 10. december 1888).

Carl Wulff, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. 

Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 

1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.

Carl Wulff.

Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.

Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.

Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.

Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.

Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.

Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.

Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.

I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig

(Kjøge Avis, 19. september 1888).

Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.

(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).

Carl Wulff (1841-1888). Fotograf Jens August Schultz. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Carl Wulffs jordefærd.

Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.

Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.

Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.

Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.

Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.

Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.

Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.

(Morgenbladet (København), 25. september 1888).

Carl Wulffs gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Kvinder som Ligbærere. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdag Eftermiddag jordedes, ifølge "Soc. Dem.", paa Vestre Kirkegaard ved Kjøbenhavn Skræder L. Andersens Hustru. Den Afdøde var Medlem af den kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget, og saavel et stort Antal Medlemmer af denne Forening som ogsaa af Skrædernes Fagforening var tilstede ved Jordfæstelsen. Begge Foreningers Faner var ligeledes tilstede. Fra Kapellet til Graven blev den med Krandse rigt smykkede Kiste udelukkede baaren af Kvinder, som herved baade hædrede den Afdøde og tillige satte sig ud over den Fordom, som ellers pleier at hindre Kvinderne i at tage Del i denne Handling.

(Middelfart Avis 25. august 1888).

Tancredo Sophus August Topp von Huth: Magnetisør, brygmester og cand. pharm. (Efterskrift til Politivennen).

Cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) var først brygmester på Tvedes Bryggeri på Frederiksberg. Fra ca. 1887 virkede han som meget søgt "massagør" der praktiserede håndspålæggelse. Han holdt foredrag foråret 1888 foredrag for fulde huse, og tusindvis af tilhørere om sin metode og dens forhold til kvaksalveriloven, som han nylig var blevet dømt efter, og han skrev flere bøger herom. 

For kvaksalveri blev en på Gl. Carlsberg ansat kemiker von Huth forleden idømt en bøde fordi han ved hypnotisme (og lidt homøopatisk medicin) havde kureret en ung pige der var opgivet af lægerne, for lamhed. Den dømte spørger nu i bladene:

En hr. K. lidende af en ringende lyd i hovedet som en specialist i øresygdomme efter længere tids forgæves behandling havde erklæret ikke at kunne gøre noget ved, forpint og fortvivlet af søvnløshed, traf jeg med morfinrecepten i hånden som sidste udvej for at komme til at sove. Jeg frarådede morfinen og anbefalede magnetisme, gjorde forsøg på stående fod med strygninger og ved at blæse sagte ind i ørerne. Få minutter efter føltes en iøjnefaldende bedring som efterfulgtes af en fem timers søvn om natten. Daglig behandling i en halv snes dage, god søvn og patienten var helbredt. Gratis behandling, ingen medikamenter, hverken indvortes eller udvortes! Er dette strafskyldigt?

Man skulle ikke synes det.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1887).

En lam helbredt af S. v. Huth.

En arbejders hustru, Bothilde Christensen, kom i går op på vort redaktionskontor for at berette om den mærkværdige kur, hun havde gennemgået. Konen var fire og halvtreds år, noget astmatist, men ellers fuldkommen rørig og åndsfrisk. Så meget mere forbavsede blev vi ved hendes fortælling, hvilken vi hermed bringer til vore læseres kundskab.

Jeg synes, det er synd, at magnetisører skal straffes som kvaksalvere", sagde hun, "sådan som der stod i bladet forleden, for efter hvad j e g kan bevidne, er der såmænd ikke kvaksalveri skabt i det. De skulle bare vide, hvordan det er gået m i g. Ja, sådan som De nu ser mig, gør De Dem slet ikke noget begreb om, hvordan jeg har set ud. De kan tro, jeg har været et plaget menneske Siden 1869 har jeg lidt af svære underlivssmerter! jeg har haft hvad de kalder en livmodersvulst, og desuden en pinagtig brokskade. I de sidste fem år har jeg oven i købet været omtrent lam i den venstre side, så jeg ikke kunne løfte armen og ligefrem måtte slæbe mig frem og klynge mig op og ned ad trapperne. Brystet har jo også været galt på mig, sådan med hoste og astma, og en betændelse har jeg også haft, her i venstre side, mellem tre ribben. Så for det meste kunne jeg jo næsten hverken stå eller gå."

"Har De da ikke søgt lægehjælp?"

"Bevares vel, jeg har været femten gange på hospitalet, og alle Københavns professorer har såmænd haft mig under behandling og brugt mig som prøveklud. Lige meget hjalp det jo! Nej, men så var det i fredags - fredag den 29. juni, det glemmer jeg ikke! - så kom jeg ind hos en manufakturhandler ude på Nordvestvej. Og han sagde til mig, at jeg skulle gå til denne hr. Huth, som magnetiserer folk. Så prøvede jeg da også på at slæbe mig derud, det er jo helt ude på Platanvej, men da jeg var kommet til Valdemarsgade, kunne jeg ikke mere. Jeg sank om på en stentrappe, og de måtte hjælpe mig ind i en sporvogn, ellers havde jeg såmænd aldrig nået så langt.

Det kneb jo også for mig at komme ind gennem gården og op i hr. Huths lejlighed. Da jeg satte mig ned var mit hovede så tungt som bly, jeg havde en tyk tåge for øjnene, og tale kunne jeg ikke. Men da hr. Huth havde gjort nogle strygninger og givet mig tre mundfulde vand at drikke, kunne jeg både rejse mig og tale. Så førte hr. Huth mig lidt rundt i haven, og da vi kom ind, gav han mig vand og strøg igen ned over mig. Da han havde gjort det tre gange, kunne jeg med stor appetit spise tre stykker rugbrød - og når De nu tænker Dem, at jeg ikke har smagt rugbrød i de sidste 10 år! Underlivssmerter har jeg ikke mærket til siden den dag."

"Hvor mange gange har hr. von Huth gentaget kuren ?"

"Jeg var derude søndag eftermiddag og så i går, onsdag, det bliver tre gange. Jeg har siddet, sådan som jeg sidder her, med mit sjal på, kun når hr. Huth har skullet kurrere mig for hovedpinen, måtte jeg tage hatten af. Ellers har han strøget mig uden på overtøjet og givet mig vand at drikke. Og der er såmænd ikke noget kvaksalveri ved det vand, for det er Guds klare vand, som jeg selv har set hr. Huth tappe af posten på en flaske, og så stryger han uden på flasken med den ene hånd og vandet smager ganske rent. Jeg har jo også fået en flaske af det med hjem for at drikke, hvis smerterne skulle komme. 

"Og hvordan er det gået med lamheden?"

"Som De ser: den er ganske og aldeles borte. Jeg kan gå nok så rask, og armen bevæger jeg uden at det generer mig en smule."

Og hun vist os at hun både kunne løfte armen i vejret og lægge den helt om på ryggen, om det skulle være. Brokskaden pinte hende ikke mere. Underlivssmerterne var borte og astmaen håbede hun at kunne blive af med. Hun troede fuldt og fast på den magnetiske kurs kraft. Da hun sagde forvel, var det i det bedste humør og med livlige bevægelser.

(Social-Demokraten 6. juli 1888)

Dette og lignende tilfælde har måske inspireret forfatteren Henrik Pontoppidan til at skrive indlægget "En Kvaksalver" i Politiken 23.7.1888. I et brev til Edvard Brandes 30.7.1888 bad han om at måtte anmelde en nyudkommen bog om S. v. Huth.

For stort besøg.

Vi meddelte for kort tid siden en beretning om, hvorledes hr. S. von Huth havde helbredet en arbejders hustru, Bothilde Christensen, der siden 1869 havde lidt af svære underlivssmerter og af en pinagtig brokskade, foruden at hun havde hoste og astma og omtrent var lam i den venstre side. Konen havde været femten gange på hospitalet, hvad der ikke havde hjulpet hende det mindste, idet hun nærmest mente der at være blevet brugt som prøveklud. Denne mærkelige helbredelse kun ved hjælp af magnetiske strygninger har naturligvis vakt stor opmærksomhed rundt om, og hr von Huth har fået det at føle ved den mængde af henvendelser, der er rettet til ham både mundtlig og skriftlig, og som hvis han havde kræfter til at magte det alt sammen, rimeligvis ville have til følge, at han tog al søgningen fra de autoriserede professorer og øvrige læger, der for eller uden betaling har ret til at praktisere og forsøge deres større eller mindre dygtighed på deres lidende medmennesker.

Det kan hr. van Huth imidlertid af forskellige grunde ikke. Han har gennem bladene måttet anmode alle de mange syge, der trænger til hjælp, om at henvende sig til dem, der giver sig af med magnetisk behandling, og at han kun arbejder for udbredelse af kendskab til og tro på den nævnte behandling. 

Som et andet bevis på hvor stærk trangen er til andre helbredelsesmetoder end dem, der sædvanlig anvendes af lægerne mod forskellige sygdomme, er den mængde besøg, den ovenomtalte kone, madam Christensen, siden sin helbredelse har haft i sit hjem. Hun meddelte os under et besøg i går at de mange forespørgsler der rettes til hende, er nær ved at tage livet af hende, da hun ikke kan holde ud at tale så meget, og desuden er nær ved at sulte ihjel, fordi hun ikke kan få lejlighed til at fortjene noget under alle de talrige besøg.

Der har været "fine damer", professor- og doktorfruer imellem, mener mad. Christensen. som skulle føle hende på tænderne for at få opdaget, om "Social-Demokratens" beretning ikke var urigtig: der er kommet lidende, som ville have trøst og oplysning angående hendes sygdom, for at sammenligne den med deres egen; der har været forskellige mandlige og kvindelige spioner, som ville have hende til at fortælle sin helbredelseshistorie for mulig derigennem at fange hr. von Huth. der enten skal dømmes som troldmand eller som kvaksalver, hvis man kunne få konstateret, at han tog betaling for sine kure.

Selvfølgelig har det intelligente og energiske frederiksbergske politi heller ikke ligget på den lade side. Der indfandt sig nemlig også en af politifuldmægtig Holcks uniformerede tjenere, som med hensyn til høflighed og velopdragenhed fuldt ud stod på højde med sin chef. Han gik straks løs på sagen og ville absolut have madam Christensen til at bekende hvor meget hun havde givet von Huth for kuren, og da der ikke var noget at få at vide i denne retning, gik han over til det næste spørgsmål: Om von Huth ikke havde rørt om i vandet, hun fik at drikke, med fingrene. Svaret var en bestemt anmodning om at gå, hvilket den frederiksbergske "opdager" langt om længe bekvemmede sig til. Senere kom han igen civil, stolende på at han i almindeligt borgerligt tøj ville være ukendelig, men skønt der under andre forhold kunne være noget i denne tanke, slog den dog ikke til her. Han blev straks genkendt og forsvandt derpå skyndsomst.

Resultatet af disse besøg er som ovenfor omtalt imidlertid at madam Christensen anråber folk om at skåne hende for besøg, dels for sit helbreds og dels for sit udkommes skyld. 

(Social-Demokraten, 27. juli 1888)

Tvedes Bryggeri hvor von Huth arbejdede, eksisterer ikke mere. Det lå på Vesterbrogade 140 og bygningerne findes stadig. På Vesterbrogade 144 over døren er indsat denne mindeplade for Hans Jørgen Tvede.

Magnetisør S v. Huth. 

Efter at de sidste meddelelser om hr. S. v. Huths vidunderkure er kommet i offenlighedens kundskab, har der været en så overdentlig tilstrømning til hans bolig på Platanvej at han ligefrem har set sig nødsaget til at rømme af landet for en kort tid for at få nogen ro. Fra alle dele af provinserne kommer lidende rejsende til mirakeldoktoren, og da han selvfølgelig kun kan beskæftige sig med et mindretal af dem, har mange måttet rejse forgæves. Han har nu bekendtgjort at han foreløbig ikke befatter siq med magnetiske kure, idet han henviser de syge til forskellige mænd i København der i mere eller mindre grad er i besiddelse af de samme evner som han. (En af disse - en dame - er imidlertid blevet idømt en bøde af 80 kr for at have foretaget magnetiske kure). Selv er han imidlertid rejst til Tyskland i et par uger for at rådføre sig med bekendte magnetisører og muligvis finde ny veje til videre udvikling af hans kurmetode. Imidlertid venter mange med længsel på hans tilbagekomst, og da han i det hele taget synes at være blevet en af vor tids "berømtheder", kan det måske interessere mange at få lidt nærmere kendskab til ham. Kandidat S. v. Huth er født i Maribo den 17. februar 1848 og er en søn af toldassistent T. v. Huth (sønnesøn af den mere bekendte general og statsminister V. v. Huth). Han fik sin skoleundervisning i byerne Husum og Slesvig og kom i 17-årsalderen på Vajsenhusapoteket i København, hvor han trods en arbejdstid, der varede fra 6 morgen til 11 aften, dog fik tid til på egen hånd at læse til præliminæreksamen. I 1870 blev han kandidat i farmacien med 1. karakter, og kort efter fik han ansættelse som inspektør på Gl. Carlsberg. Etter få års virksomhed her tiltrådte han, dels på egen bekostning, dels med understøttelse af det Reiersenske Fond en længere udenlandsrejse for grundig at uddanne sig videre i bryggerifaget. Han besøgte bryggerakademiet i Worms, tog derefter plads som simpel arbejder på flere større bryggerier i Tyskland (især i Bayern), Frankrig og Østerrig og vendte endelig efter 18 måneders fravær tilbage til hjemmet. Her gik han først nogen tid på Carlsberg Laboratorium, fik senere ansættelse hos brygger Wiibroe i Helsingør og på Rabeshaves Bryggeri og overtog endelig for fire år siden sin nuværende plads som brygmester på Tvedes Bryggeri, hvor han har indrettet sig et laboratorium for mikroskopisk bakterie-, gær- og ølundersøgelse. Da den bekendte hypnotisør Carl Hansen for et par år siden kom til København. overværede hr v Huth en af hans seancer, som vakte hans interesse og opmærksomhed, hvorfor han gjorde sig bekendt med en stor del af den fremmede litteratur der omhandlede denne videnskab. Hypnotismen fandt dog ikke hans sympati på grund af den fare der for lægmands vedkommende er forbundet med den; derimod fik han samtidig øje for magnetismens betydning for lægevidenskaben, og han gav sig til at studere Messners og hans efterfølgeres værker. Særlig var det dr. phil. friherre von Reichenbachs skrifter, der tiltalte ham og som nu danner grundlaget for hans helbredelsesmåde. Medens disse studier stod på, gjorde han tilfældig bekendtskab med en amerikansk behandlingsmåde efter det såkaldte magnetiske princip, og da denne behandlingsmåde både var simpel og ofte havde næsten vidunderlige virkninger, optog han den, gående ud fra, at den var kaldet til at gøre sig gældende som et uskyldigt, men probat middel i mangfoldige tilfælde i det daglige liv. Metodens anvendelighed blev straks prøvet i praksis med godt udfald, og dette gav efterhånden mere tro og tillid, så at han snart ved studium, forsøg, iagttagelse og omtanke fik dannet sig et solidt grundlag at bygge videre på.

Således godt udrustet med teori og praksis ville skæbnen eller tilfældet at hr. S. v Huth skulle blive talsmand for en tilsyneladende meget primitiv, men ikke desto mindre betydningsfuld helbredelsesmåde, som til dels har været kendt og udøvet fra Arilds tid, men grundet på mange omstændigheder ikke har kunnet komme til sin ret. Hvorvidt det vil lykkes hr v. Huth at få tilvejebragt en almindelig erkendelse af at denne evne til at helbrede er givet ethvert menneske (ganske vist i noget forskjellig grad) vil fremtiden vise. Har han ret i denne sin påstand, kan det jo kun være ønskeligt at kendskabet til en så ufarlig helbredelsesmåde udbredes i så vide kredse som muligt. 

(Middelfart Avis, 29. juli 1888).

Mere præcist var han søn af kammerråd Tancredo Vilhelm Philip Georg von Huth (1817-1888). Hans bedstefar var den indflydelsesrige Heinrich Vilhelm von Huth (1717-1806), oprindelig fra Sachsen, men fra 1765 gjorde han karriere i Danmark, hvor han under Struensee blev chef for Artilleri- og Ingeniørkorpsene. Han deltog i statskuppet 1784 hvorefter han fungerede som statsminister til sin død. Selvom han 1776 var dansk statsborger, talte han aldrig dansk.

Kvaksalveri, magnetisk behandling og massage.

(Af S. v. Huth i "Aftenbl.")

Atter er en magnetisør blevet dømt for kvaksalveri, uagtet han ingen medikamenter har anvendt og som honorar kun modtaget, hvad de taknemmelige patienter har givet ham, for ikke at tale om at han gratis har helbredt mange fattige, og at bevislig ingen overlast er tilføjet nogen ved behandlingen. Magnetisk behandling bedømmes som kvaksalveri, mens massage går ram forbi, uagtet ingen kan benægte at magnetisme anvendes i begge tilfælde, grundet på at begge fremgangsmåder består i manipulationer med hænderne.

Forskellen mellem disse er den at der ved massage gnides og stryges på det blotte legeme med anvendelse af kraft og opad, ved magnetisk behandling derimod stryges nedad uden kraftanvendelse med svag eller ingen berøring og i reglen uden på klædningen. Massage er som oftest ubehagelig og langsomtvirkende, magnetisk behandling altid særdeles behagelig og som regel hurtigvirkende. Den førstes resultater står langt tilbage for den sidstes, og ingen som har prøvet begge dele, vil være i tvivl om valget. Magnetisme anvendes altså ved begge behandlingsmåder, og det vil være vanskeligt at sætte en bestemt og fornuftig grænse for hvor tilladeligheden hører op og strafskyldigheden begynder; man må derfor forbavses over at domstolene kan dømme den ene og frikende den anden behandlingsmåde.

J.P.Jensen, Nørrefarimagsgade, har kun behandlet patienter som har opgivet at søge den sædvanlige lægehjælp, og han har opnået resultater, som må sætte alle, selv lægestanden, i forundring. Medikamenter har han ikke brugt, og betaling har han ikke forlangt, uhelbredelige har han helbredt kun ved benyttelsen af sine hænder. Dette kaldes kvaksalven og forbydes.

Hvad lægerne ikke kan helbrede, har han helbredt og således bevist, at den nye lægemetode har en stor betydning og bør komme til sin ret. Dette er imidlertid en sag som publikum eventuelt selv må tage i sin hånd. Som bevis for hvad Jensen har udrettet, og hvorfor han er blevet dømt, tillader jeg mig at give et kort uddrag af nogle helbredelser, for hvilke han har attest.

En lille pige blev under behandling hos en øjenlæge fuldstændig blind og så nervesvækket og mat, at hun ikke kunne gå. Efter to behandlinger kunne hun se med det ene øje, efter tredje blev synet fuldstændigt på begge øjne. Snart efter var hun helbredt og matheden forsvundet.

En mand som i ca. to måneder havde været plaget af hovedpine og svimmelhed, således at han intet kunne foretage sig, samt i ca. 9 år havde lidt skrækkelig af gigt, blev helbredt ved fire behandlinger.

En dreng, som på grund af sammentrækning af legemet, der berøvede ham ro både nat og dag, næsten var blevet en vanskabning, om hvem flere af Københavns første læger udtalte at de ikke kendte sygdommen, blev ved første behandling i høj grad lindret og efter fire behandlinger fuldstændig helbredt.

En mand som var plaget af gigt i arme og ben, led forfærdelige smerter, blev helbredt fuldstændig ved en behandling som varede ca. 15 minutter. Han stod straks op af sengen og kunne næste morgen passe sit sædvanlige arbejde.

En kone som i flere år havde lidt af nervøs hovedpine og været sengeliggende i fire uger, mærkede ved første behandling betydelig bedring, og efter anden behandling var sygdommen næsten fuldstændig forsvundet.

En patient der led af nervesvækkelse, blev fuldstændig helbredt ved første behandling.

En patient der led i meget høj grad af sukkersyge og plaget i høj grad af gigt, blev efter fire ugers forløb fuldstændig helbredt både for sukkersyge og gigt.

En pige der led af blegsot i ca. 3 år, som forgæves havde søgt alløopater og homøopater, blev helbredt ved en halv snes behandlinger.

Når ovenstående mærkelige helbredelser kan foretages af en lægmand uden lægevidenskabelig dannelse, så må det for det første tyde på at metoden er meget simpel, men god, for det andet at den i sagkyndiges hænder vil kunne drive det til endnu større resultater, og for det tredje at den har en betydning for det lidende samfund, som ikke bør undervurderes. For den arbejder hånd i hånd med naturens selvhjælp, medens medicinen meget ofte virker stik imod.

(Horsens Folkeblad, 23. august 1888).

Von Huth vedblev i de kommende år med at udsende lignende opremsninger af tilfælde hvor kuren virkede.

Et besøg hos S. von Huth.

Vi følte trang til at besøge denne mærkelige mand. Altså opspurgte vi hans adresse og begav os på vej.

Ude i en lille villa på Platanvej bor den i øjeblikket af københavnerne så meget omtalte magnetisør. Ganske let er han ingenlunde at få i tale, hans magnetiske virksomhed har truet med at gribe forstyrrende ind i hans borgerlige livsstilling; derfor underretter store plakater på hans dør de besøgende om, at han ganske mangler tid til at beskæftige sig med syge og lidende, hvorimod han henviser til forskellige herrer og damer, der helbreder efter hans metode.

Dog helt slipper den moderne mirakelmager ikke - mange lidende medlemmer af menneskeheden kommer alligevel over den tærskel, hvor vidunderkurene går for sig - hr. Huth gør, når det er ham muligt, undtagelser fra regelen.

Efter et par gange at have søgt husets herre forgæves, lykkedes det omsider en eftermiddag at træffe ham. Dog stilledes der ventetid i udsigt, hr. Huth var netop beskæftiget med en patient.

Deres meddeler førtes op i hans arbejdsværelse, et tarvelig udstyret rum, opfyldt af alskens, til et kemisk laboratorium henhørende remedier. På et af værelsets vægge var et stort, omhyggelig indramme bryggeri-diplom fra Worms, i hvilket hr Sophus von Huth fik attest for "vorzüglich bestandenen Examen". Under dette testimonium sås en Gambrinus, tronende mellem Lager- og Exportbier. Æskulap-insignier ledte man forgæves efter. Intet fakultet har i så henseende hædret hr. Huth - men desmere har det store publikum påskønnet ham.

- Omsider høres trin, og et øjeblik efter har man manden for sig. En lille, firskåren herre på omkring de 50, tyndhåret, fuldskægget, ansigtsudtrykket ret energisk, Øjnene gemte bag farvede briller, Min første forespørgsel er fra en boghandler, som meget ønsker at forlægge en bog om dette aktuelle emne.

"Hvor skal jeg få tid til at skrive den," svarer Huth - "min brygmester-stilling optager den største del af min dag, og resten helliger jeg mine patienter. Men jeg vil forresten skrive en bog, når kun tid og lejlighed gives."

"Tør jeg straks gøre et spørgsmål, hr. Huth; anser De den kraft, De anvender ved Deres kure, for at være hovedsagelig fysisk eller psykisk?"

Et lille, skarpt blik bag brillerne - et blik, som stræber at opdage om han står overfor en troende eller ikke-troende - og svaret lyder:

"Måske hovedsagelig psykisk, men absolut også fysisk. De kan selv prøve" - og Huth griber min arm, hvorefter han i et par tommers afstand stryger ned ad den med sin højre hånd.

"Hvad føler De nu?"

"Jeg synes, jeg føler en vis kølig fornemmelse."

Hr. Huth foretager derpå nogle strygninger på samme arm med sin venstre hånd "Hvad føler De nu?"

"En lignende, men noget varmere fornemmelse."

"Ser De - hvori troer De, forskellen  ligger?"

Jeg erklærer ikke at vide det.

"Det er forskellen mellem positiv og negativ. Min højre arm frembringer en noget anden virkning end den venstre. De kan overbevise Dem om det på en anden måde. Tag blot to glas vand, hold det ene i højre, det andet i venstre hånd. Smag så på vandet efter nogle minutters forløb, og det ene glas vand vil smage friskt og godt, det andet vammelt og modbydeligt."

"Hvorledes forklarer De så dette?"

"Forskellen mellem positiv og negativ, lig polerne i en magnet."

"Hm! - Tror De, som Mesmer, at der findes et magnetisk fluidum i det menneskelige legeme?"

"Sikkert! Dette kan De også overbevise Dem om. Spær Dem med en anden inde i et aldeles bælgmørkt rum, hvor ikke den ringeste lysstribe trænger ind. Bliv rolig siddende der en time eller to - og De vil for det første blive overbevist om at det er en fejl anskuelse at menneskene ikke kan se i mørke. Og hvad vil De dernæst se? De vil se det magnetiske fluidum omgive hele legemet som en glorie! Og så det mærkeligste: på højre side vil det lyse i en anden farve end på venstre. Blålig og gullig fx - Fuld forklaring af magnetismens fænomener kan jeg jo ikke give - jeg har kun forholdsvis kort tid beskæftiget mig med den . . . min bog skal være for lægfolk , den videnskabelige begrundelse overlader jeg til andre - jeg holder mig kun til de fakta, mine øjne har set."

"De kure, De har udført?"

"Ja. Små Mirakler har det undertiden været. Fx på en gammel kone; hun var halv blind eller så i det mindste som gennem en tåge. Og kunne ikke gå - jeg behandlede hende nogle minutter .... så sprang hun op og råbte; Åh, Herregud, nu kan jeg jo både se og gå!"

"Den virkning må da utvivlsomt være frembragt ad psykisk vej."

"I dette tilfælde, ja . . . men - den brokskade, konen led under?" forsvandt den også?" 

"Næsten, ja."

Nu var jeg mere end forbavset og så lidt tvivlende på hr. Huth. ..Ikke fuldstændig helbredt, naturligvis - men dog så vidt, at hun havde betydelig mindre men af den end hidtil. Hendes astmalidelser bedredes også."

"Apropos! Brystsygdomme - mener De også, at lungelidelser, som fx tuberkler, kan helbredes ved magnetismen?"

"Upåtvivlelig. Bakterierne dræbes ved magnetismen."

"Ved strygninger i afstand fra kroppen?"

"Ja - ved hjælp af det magnetiske fluidums kraft."

"Magnetismen må altså kunne overflødiggøre alle apotekersager. Dog nu et middel som kinin, febersygdommenes bekæmper, - vil det også være overflødigt?"

"Ja! Særlig mod febersygdomme er magnetismen gennem sine beroligende virkninger uvurderlig."

Nå - tænkte jeg - der er i hvert tilfælde ingen prutten med mirakelvirkningerne; men jeg sagde blot:

"Ja. Belyses burde unægtelig denne sag - jeg for mit vedkommende har dog den tro, at virkningen bunder i bevidst eller ubevidst hypnotisme, og først og fremmest er afhængig af tro på magnetismens kraft."

"Ja, stærk tro er heldig, men ikke nødvendig, da magnetismen, som jeg siger Dem, også virker fysisk. Men undskyld mig nu et øjeblik, der venter en patient dernede - jeg skal straks være hos Dem igen."

Derefter forsvandt hr. Huth ud gennem døren og lod mig en stund være ene med mine tanker.

(fortsættes.)

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 10. september 1888. Artiklen fortsattes 2 dage efter. Dagen efter refereredes der til artiklen fra 10. september og en seance samme dag hos v. Huth.)

Et besøg hos S. von Huth.

Medens hr. Huth var borte, grundede jeg lidt over disse mirakuløse ting. Jeg kom uvilkårlig til at tænke på Aage Hyttens felttog mod magnetismen, og hans ord i så henseende: - Selv om det lykkes ved magnetismens hjælp at befri et menneske for smerter, så sker det dog kun i kraft af indbildningen; den sygdom, der er smertens kilde, går dog sin gang og fuldbyrder sit værk - sundheden er et bedrag, deri ligger netop faren." Jeg huskede fortællingen om, hvorledes en læge, der skulle helbrede en art hypokondri, brugte det samme middel som en klog mand, idet han tog et stykke bændel, slog 17 sløjfer derpå og gav patienten det med ordre om dybeste tavshed, og den hyperkondre mand blev for resten af sit liv - sangviniker; ligeledes anekdoten om slet og ret pebermyntevand, der blev udgivet for en særdeles kraftig medicin, etc. etc. Jeg tænkte fremdeles på om ikke homøopatien også hyppig kurerer ved troen og ved at lade livskraften selv helbrede.

Medens jeg var ved disse betragtninger over livskraftens helbredende evne, naturens egen, store, lægende kraft (der efter de sidste videnskabelige forsøg er så eminent, at afhuggede lemmer kan vokse sammen med legemet igen), kom hr. Huth tilbage. Han medbragte nu en flaske, i hvis hals han uafladelig holdt sin højre hånds pegefinger. "Så, nu er jeg for så vidt færdig med min patient - jeg skal kun have magnetiseret dette vand til hende."

"Magnetisere vandet?"

"Javel. Hun kommer af og til og får en flaske. Det hjælper hende."

"Og De magnetiserer det kun ved at holde Deres finger i flaskeaabningcn."

"Ja, Noget af min livskraft overføres derved på vandet og gennem vandet til patienten. Man har forskellige benævnelser for dette: "helbredende livskraft-stof" eller "fluidum", hvad De nu vil kalde det. Jeg kalder det Od."

"Tør jeg spørge, hr. Huth, er det efter eget eller andres system, at De magnetiserer?"

"Nærmest efter en tysk magnetisør, som hedder Heichenhach. Men i øvrigt har jeg anskaffet mig en mængde udenlandske værker, som slet ikke er kendt herhjemme. Jeg vil have æren af at have gjort opmærksom på magnetismens undere her i Danmark, - jeg ved ved mig selv, at jeg derved vil gøre mit fædreland en tjeneste. Nedsatte jeg mig som magnetisør og modtog patienter for betaling, kunde jeg tjene en formue, men jeg har dog ikke lyst til, at det skal gå mig således som fx magnetisør Jensen i Nørrefarimagsgade, at blive sat fast en skønne dag."

"Når magnetismen indeholder en sådan vidunder-lægedom; kan man jo nok forstå, at lægerne værner om deres levebrød."

"De ville dog med tiden blive tvunget til at bøje sig for kendsgerningerne og selv optage den samme helbredelsesmetode."

"Unægteligt, medicinsygdommenes tal er vist legio. - men man har jo også særlig i den senere tid ved vandkure, gymnastik og massage søgt at komme bort fra medicinforgiftnignerne."

"Min metode står højt over alle de andre - ikke mindst ved den bekvemme måde den kan udøves på. Jeg stryger ikke på legemet, men kun i afstand fra det - jeg fordrer ikke patientens afklædning, men stryger udenpå klæderne."

"Hvorfor hævder De, at magnetisøren altid skal stryge nedad?"

"Fordi strygningerne skal følge nervernes hovedretning - har De en smerte i armen, og jeg stryger opad, kan ondet flytte sig og sætte sig fast i Deres skulder - ved nedadstrygningerne derimod ligesom drager jeg smerterne ud gennem Deres fingerspidser. Så vidt jeg kan skønne, vil De i øvrigt være meget modtagelig. De vil, når De bliver syg, let selv kunne kurere Dem, blot ved den magnetiske kraft i Deres eget legeme - ved strygninger langs det syge sted."

"Og De tror ikke, lidt skepsis overfor magnetismen vil have noget at sige?"

"Meget lidt. Kendsgerninger må De bøje Dem for. De vil kunne gøre erfaringer i så henseende, selv uden at fejle noget. Stryg Deres Arm tilstrækkelig, og De vil evne at gøre den aldeles stiv."

"Altså hypnotisme!" 

"Ja, magnetisme og hypnotisme ligge jo meget nær ved hinanden; men de er dog ikke et. Når en af mine patienter kommer til mig, og hans arm ved hypnotisme er blevet ubøjelig, stryger jeg enten nogle gange vandret, ud til siderne, eller puster blot på armen, og den hypnotiske virkning bliver øjeblikkelig bogstavelig blæst bort."

"Man brugte jo for en del år siden veritable magneter og tillagde dem helbredende virkning."

"Overtro. Uden den magnetiske kraft hånden, der fører dem, er de intet værd."

"Man var også engang af den tro, at en hund som sov umiddelbart op ad legemet, kunne befri for gigtsmerter, idet den drog gigten fra mennesket over i sig. Anser De ogsaa det for overtro?"

"Ubetinget ikke. Jeg kan ved at magnetisere en anden få smerterne over i min egen krop, men kan da atter befri mig selv for dem - stryge dem bort. Enhver vil, halvt ubevidst, hyppig have erfaret den magnetiske kraft. Ved hovedpine for eksempel Man lægger uvilkårlig hånden på hovedet, og man får et øjebliks lindring. Men den kraft, der skaffer denne lindring, kan videre benyttet, helt skaffe hovedpinen bort. 

Hr. Huth og jeg talte endnu længe sammen om dette nye vidunder-helbredelsesmiddel som enhver i højere eller ringere grad selv er i besiddelse af, inden jeg med tak for alle modtagne oplysninger tog min hat og bød farvel.

På vejen til mit hjem tænkte jeg en del frem og tilbage over denne for menneskeheden epokegørende opdagelse, og til mine tanker knyttede sig et fromt ønske om at i dette tilfælde humbuggens værtshus ikke måtte bygge alt for tæt ved troens kirke.

X

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 12. september 1888)

I oktober 1888 forbød autoriterne i den schweiziske kanton Neuchatel magnetisme som både socialt og moralsk skadeligt. 

Sagsanlæggelsen mod S. v. Huth.

Den sag der i fjor blev anlagt mod kand. S. v. Huth, venter ifølge en provinskorrespondent endnu stadig på sin afgørelse. Hr. Huth har flere gange mødt i retten med patienter og overbevist assessorerne om at der hverken var humbug eller trolleri ved hans kunst, og dommerne nærer efter sigende heller ingen tvivl derom. Der er imidlertid gamle lovbestemmelser som er overtrådt, og sagen vil utvivlsomt føre til hr. Huths domfældelse. Han har imidlertid jævnligt i den senere tid forhørt sig om et resultat på undersøgelsen, men retten har stadig svaret at den først skulle dømme en magnetisør Albertsen som politiet ikke kunne finde. Ret mærkeligt er det imidlertid at denne Albertsen står opført i vejviseren, og da hr. Huth opsøgte ham på hans bopæl, erklærede han at han ikke havde nogen som helst anelse om at han blev eftersøgt af politiet.

Den tidligere omtalte bog om naturlægemetoden som v. Huth udgav i slutnignen af forrige år og som tryktes i et oplag af 3.000 eksemplarer, blev udsolgt i løbet af et par uger. For otte dage siden blev yderligere trykt 2.000 eksemplarer, men også dette oplag er så godt som udsolgt. Det lader altså til at interessen for sagen endnu fremdeles er i tiltagen.

(Social-Demokraten, 7. februar 1889).

I 1889 dannedes "Magnetisk Forening" som holdt foredrag og seancer i et stort lokale ved Nørrevold. Ligeledes tidsskriftet "Magneten". På det tidspunkt var stemningen i pressen vendt, og bladet "København" satiriserede over von Huth:

Von Huth  hos  Hs. Exc. Nellemann.

Efter det heldige udfald af audiensen hos hs. majestæt kongen, følte hr. Huth sig opmuntret til at aflægge justitsministeren en lille magnetisk visit.

Hr. von Huth fastede derfor i 3 dage, - nød kun en lille finger til frokost, et par negle skarp sauce til middag og en salt kno før han gik til sengs - og i går kørte han så afsted til ministeren, denne gang ledsaget af hr. C. Albertsen, der under armen bar en stor kasse af et hemmelighedsfuldt udseende.

Såsnart hr. v. Huth og hans ledsager var anmeldt, steg de ud og modtoges yderst forekommende af ministeren, der forespurgte, om hr. Huth havde befundet sig vel, da han var ministerens gæst på Christianshavn.

H. v. Huth takkede og greb pludselig ministerens hånd, så excellencen stift i øjnene et halvt minut og sagde derefter med overbevisning: Nu sover De.

Da hs. excellence ikke tilbøjelig til at indrømme dette, forandrede Hr. v. Huth taktik og spurgte, om det måtte være ham tilladt at forklare den magnetiske metode. Ministeren gav tilladelsen, og hr. v. Huth begyndte. Han trykkede excellencen ned i en stol og følte på hans baghoved, derefter strøg han ham ned ad ryggen og spurgte, om ministeren mærkede livskraften. Hs. excellence benægtede det. Hr. Albertsen tog da den såkaldte magnetiske massage til hjælp. Han begyndte på ministerens ene knæ med små, venlige slag, - samtidig bearbejdede hr. v. Huth ryggen.

Da hs. excellence stadig benægtede at kunne føle noget særligt, blev de to herrer temmelig ophidsede. Med en meddelelse om at det skulle gå, smed hr. v. Huth frakken, og det magnetiske arbejde begyndte på kraft. Hr. v. Huth gned løs på ministerens isse, mens hr. Albertsen hamrede løs paa sammes mave - under vedvarende udtalelser om, at den magnetiske metode var et fortræffeligt rusmiddel. - Hs. excellence begyndte på dette tidspunkt at ømme sig. Dette tegn modtog de to audienssøgende med glæde, hvorfor de forøgede deres anstrengelser. - Hr. Albertsen meddelte nu, at han begyndte at få betænkelige hudafskrabninger på hånden. Ministeren stønnede højt, og sveden sprang af hr. v. Huths pande.

- "Det går nok" - "Bliv bare ved" - opmuntrede de to hinanden Da pludselig - uden at hs. excellence anede det - tog hr., Huth et reb frem og surrede om ministeren, og i et nu havde hr. Albertsen åbnet kassen og taget sin magnetiske maskine frem. Hs. excellences hænder blev anbragte mellem alle de mærkelige magneter og hjul, og hr. Albertsen begyndte at dreje.

Det gav et sæt i ministeren Og straks gled et sejrssmil over hr. v. Huths ansigt - og hr Albertsen drejede løs. Ministeren stønnede. - De sære instrumenter rev og sled i excellencens fingre - og hr. Albertsen drejede ubarmhjertigt løs. Ministeren begyndte at bede for sig. - Hr. v. Huth fordrede en erklæring om, at oddkraften havde virket. - Ministeren, der led de rædsomste Kvaler, afgav den under høje véråb og kom fri.

Med gru så ministeren på sine blodige hænder. Hr. von Huth bemærkede det og sagde smilende: Det har taget på Deres excellence, men De er jo også begynder; må jeg have den ære at overrække Dem et eksemplar af "Magneten" (magnetisk papir). Man lægger sig det på hjertet og bliver straks rask.

Hr. von Huth og hr. C. Albertsen forlod derpå audienssalen med en allerunderdanigst tak for hs. excellences sympati for sagen

Don Enrico.

(København, 15. august 1889. Artiklen er en satire over von Huths helbredelsesmetoder). v Huth blev gift med en spiritist i 1891, og efter at han havde fået afslag mod at praktisere, rejste de til Sverige. v Huth blev dømt efter en gammel kvaksalverilov som mange fandt utidssvarende, idet hans virksomhed blev anset som gavnlig og uegennyttig. I 1893 kastede v. Huth sig over spiritismen, begyndte at holde foredrag om det og planlagde at udgive et spiritistisk tidsskrift.

På Fælleden (1889) var næsten 2.000 mennesker mødt op på Nørrefælled. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning. Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.

En ny naturkraft.

Prof. Rorschelt i Leipzig fandt i 1891 en naturkraft af lignende art som elektricitet og magnetisme. Han havde konstrueret et såkaldt "solæter-stråleapparat" bestående af forsølvet kobbertråd i små spiraler, hvilket skulle udøve en mærkelig indflydelse på folk.

Nu har den bekendte magnetisør hr. Huth opnået de samme virkninger med et lille knippe bygaks, siger han. Når man ophænger et sådant knippe med de mange, fine, spidste avner ien snor et par tommer over et menneskes hovede, så udøver det på følsomme personer en ejendommelig prikkende eller tyngende fornemmelse som føles i hovedet og ofte ned gennem kroppen eller også i håndfladen når man holder den under aksene. Hr. Huth mener at det muligvis er en slags magnetisme der her giver sig til kende. I øvrigt kan læserne jo selv prøve om de kan fornemme denne "naturkraft". Bygaks er det allenfals ikke så svært at få fat i.

(Fredericia Dagblad, 8. december 1893).

v Huth døde af flere års tiltagende hjertesygdom i sit hjem, 15. november 1920.

Tilliden til magnetismen  holdt sig lang tid efter. I et brev fra 21. april 1929 til forfatteren Henrik Pontoppidan anbefaler H. J. Hansen ham at prøve en sådan: 

De erindrer måske, at en baron og premierløjtnant (eller ritmester) ved husarerne, Wedell-Wedellsborg, var gal væddeløbsrytter, og det endte med, at han styrtede og slog sig fordærvet. Han led frygteligt; lægerne kunne ikke hjælpe ham synderligt. Hans broder, der var dr. phil. i matematik (er forlængst død), kom i den tid af og til hos os. Han fortalte om broderens smerter og at lægerne ikke kunne hjælpe. Vi kendte en smule til cand. pharm. S. v. Huth, der på sine ældre år havde nedsat sig som "massør", det vil sige: han masserede ikke, men holdt på folk eller strøg hen af dem – og hans mærkelige såkaldt magnetiske evner kunne borttage smerter i mange tilfælde eller styrke for nervesvaghed. En praktiserende læge på Frederiksberg sendte sine rekonvalescenter til ham, når de var medtagne af længere sygdom. Jeg gav så dr. Wedell det råd, at de skulle se at få v. Huth til at prøve på at behandle den ødelagte officer. Man fulgte rådet; det kneb med at få ham til at tage sådan ud på sygebesøg, men endelig gik han ind derpå, og dr. Wedell fortalte mig ikke så længe efter, at Huth havde gjort den værkbrudne broder smertefri, altså uden medicin, blot ved strygning. v. Huth døde desværre for adskillige år siden, men skønt hans evner er sjældne, er der dog enkelte, der har noget lignende. v. Huth boede Rolighedsvej 5 (Frederiksberg) og jeg ser i telefonbogen, at der nu bor en fotograf v. Huth, utvivlsomt hans søn. Måske lever fru Huth også. Jeg er tilbøjelig til at antage, at sønnen (eller eventuelt hans moder) kunne opgive Dem navnet på en eller anden person, der har lignende evne. Måske kunne Deres brodersøn lægen også nævne Dem en sådan "magnetisør"; de fleste læger kan ikke lide sådanne personer, betragter dem vist oftest som charlataner, og det er mange af dem vel også, men ikke alle; v. Huth var det slet ikke. Hvis De ved en slig blid behandling af en "magnetisør" kunne blive befriet for Deres ansigtssmerter, ville det da da nok være værd at forsøge det, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro på, at der er mulighed derfor. Derfor skriver jeg dette lange brev.

I brevet angives von Huths adresse til Rolighedsvej 5, mens de øvrige artikler skriver Platanvej. I folketællingen 1880 angives han til at tilhøre Frederiks Kirkes Rode på Christianshavn.