De Revolutionære. (Efterskrift til Politivennen)

Første Mai feiredes igaar i en stor Del af Europa med Demonstrationer af de socialistiske Arbeidere. Her i Byen skal der ogsaa demonstreres, men vore Socialdemokrater have ikke villet tage Fridag i den Anledning, de have fornuftigvis henlagt Demonstrationen til i Morgen, Søndag. 

Nogen Demonstration blev der dog ogsaa her i Byen igaar, og det var de Revolutionære, der besørgede den. Først holdt de Møde i Thalia, hvor der ved Et-Tiden havde samlet sig et Par Hundrede Mennesker, som hørte paa nogle Udgydelser fra forskjellige Talere. Da det var forbi, vedtoges det, at man skulde gaa ud paa "Ny Alhambra" og drikke Øl.

Den Del af Festen skulde omfatte Demonstrationen, idet man vedtog at marschere i sluttet Trup med røde Plakater i Hatten, paatrykt "8 Timer". Altsaa handlede man mod Politiforbudet om, at ingen Marscheren i sluttet Trup maatte finde Sted.

Nede paa Østergade stod nogle faa Betjente, men der var ellers ingen præventive Foranstaltninger taget. Resultatet blev da ogsaa, at alle de 200 Hundrede Mand fik dannet den nydeligste Procession og nok saa stolt spadserede ned ad Asfalten. Toget sluttedes af 3-4 Betjente, der, da de manglede Overledelse, ikke tænkte paa at foretage nogen virksom Indskriden.

Da Rygtet om, at "Revolutionen" nærmede sig, naaede Raadhuset, kom Alt i Bevægelse paa Hovedstationen. Der telegraferedes til Nørregades Politistation, om man derfra kunde standse den fremtrængende Skare, men der var ikke tilstrækkelig Politistyrke disponibel. Fra selve Hovedstationen udsendtes Alt, hvad man havde ved Haanden af Opdagere og Ordenspoliti, men heller ikke denne Styrke var tilstrækkelig til al foretage en virksom Indskriden, og de civilkædte Betjente vendte snart tilbage til Hovedstationen, da de meget rigtigt ræsonnerede som saa, at de kun bidrog til at forøge Opløbet.

Stadigt arbeidede Telefonen nit var det Vesterbroes Politistation, man havde fat i. Assistent Madsen var ikke selv til Stede, men den vagthavende Overbetjent fik samlet en Del Betjente, og med dem rykkede han mod det fremdragende Optog. Ved Frihedsstøtten sluttede den fra Hovedstationen kommende Styrke sig til Vagtstyrken. Nu skete Chocet. Som Avner for Vinden spredtes de Revolutionære, og de røde Plakater forsvandt i Buxelommerne; største Parten af Optoget drog om ad Gl. Kongevei, en Del ad Vesterbrogade.

Ved Værnedamsveien forenedes Truppen imidlertid igjen, og nu gik det videre ned ad Oehlenschlägersgade; Prosessionen var atter dannet. Her var dag ogsaa Politi tilstede og Toget splittedes, saa at det blev i Smaaklatter, Revolutionen naaede ud til "Ny Alhambra".

Her drak man Øl og holdt Taler et Par Timers Tid, hvorefter Hver gik til Sit eller rundt paa Vesterbroes Beværtninger. En paatænkt samlet Marcheren til Aftenfest Kl. 8 i "Thalia" blev opgivet. 

Den vilde heller i ikke være falden heldig ud, idet Politiet nu var paa Post hele Byen over; paa Raadhuset var saaledes samlet en betydelig Styrke under Overbetjent Las's Kommando.

Men lidt Fornøielse fik de Revolutionære dog af deres Demonstration. Takket være Manglen af Overledelse af Politiet fra Begyndelsen af lykkedes det dem trods Politiforbud at marchere i sluttet Trup fra Østergade til Frihedsstøtten.

Forhaabenlig vil Ordenspolitiet næste Gang have bedre Held med Overholdelsen af udstedte Politiforbud.

(Dagens Nyheder 2. maj 1891).

Om Legepladser i Udlandets Byer. (Af Rigmor Bendix i "Berl. Tid."). (Efterskrift til Politivennen)

Da Oprettelsen af Legepladser staaer paa Dagsordenen her, vil det have sin Betydning for os at se, hvorledes man i Udlandet har grebet Sagen an.

I London stiftedes i 1883 en Forening Metropolitan Public Gardens Association, med det Formaal at forsyne Hovedstaden med aabne Anlæg og Legepladser. Den søger, i Følge Foreningens 7de Aarsberetning 1889, at erhverve Grunde dertil, særlig i de tættest befolkede, fattigste Dele af Byen, og desuden Ret til at udlægge, beplante og sætte Bænke paa de nedlagte Kirkegaarde, paa ubenyttede og paa indhegnede Pladser, dels til Hvilepladser, for ældre, dels til Legepladser, som forsynes med Grus, Græs, Bænke, Gymnastikapparater og "anden Tiltrækning for Børn". En forstandig og skjønsom Mand har Tilsyn med hvert Anlæg og hjælper Børnene visse Tider af Dagen med simple Legemsøvelser.

Foreningen søger dernæst at faa disse Pladser overdragne til en af de offentlige Institutioner for at kunne anvende sine Midler til Indretningen af nye Anlæg. Dette kan nu gjøres i Følge to Parlamentsakter, der tilsigte at forøge Antallet af aabne Pladser og forbyde Bebyggelse af nedlagte Kirkegaarde.

Foreningen anser alt, hvad der bidrager til Befolkningens Sundhed og fysiske Velvære, for horende ind under sit Omraade. Den virker for Indførelsen af Gymnastik i Forberedelsesskolen, for Aabningen af Skolegaardene i Fritiden, for Anbringelsen af Gymnastikapparaler i disse og for Lærerkræfter til at sætte Gymnastiken igang, desuden for Oprettelsen af Badeanstalter og Svømmebassiner. Den søger at faa plantet Træer og sætte Bænke efter en stor Maalestok; af Bænke har den allerede anbragt 800. Den arbejder paa at samle paalidelige Oplysninger om fattige Kvarterer og henlede det Offentliges Opmærksomhed paa Overbefolkning og andre sociale Onder. Dens Aarsbidrag vare i Fjor 45,000 Kr, et enkelt 9000 Kr. Desuden blev et Fond til de Arbejdsløse paa 81,000 Kr. overladt Foreningen til Anlæggelsen af Haver.

Siden Foreningen i 1883 begyndte sin Virksomhed, har den faaet anlagt 41 Haver og 8 Legepladser med et Areal af 157 Tdr. Land, til omtrent en halv Million Kroners Værdi.

Hvad der giver den saa stor Betydning, er, at den virker sammen med de offentlige Institutioner, særlig Londons Grevskabsraad eller Byraad (London County Council). De vise den største Imødekommen mod Foreningens Ønsker og Planer og søge ofte dens Raad og Bistand. Dens Formand er Jarlen af Meath, Medlem af Byraadet og Formand for dettes Udvalg for aabne Pladser.

Baade Foreningens Sekretær og dens Anlægsgartner ere Kvinder. Et Sted har en Kvinde Opsynet, og hun holder i Følge Beretningen fortrinlig Orden, skjønt Nabolaget hører til de værste. I adskillige Parker er Gartneren Opsynsmand; i den livligste Besøgstid arbejder han saa ikke.

Det er ikke forbudt at gaa i Græsset i Haverne. De Besøgendes Opførsel roses jævnlig i Beretningen, endogsaa som "fortræffelig", hvor der er almindeligt Opsyn. Mange af Haverne ere overordentlig stærkt benyttede og paaskjønnes mere og mere. 

Der nævnes i Beretningen 127 londonske Anlæg. Selvfølgelig ere de fleste tilvejebragte af det offentlige; de repræsentere uendelig større Summer, end det private Initiativ kunde skaffe tilveje. For saaledes blot at nævne et Par af de største: Viktoria Park er ca. 180 Tdr. Land stor og har kostet 2 Millioner Kroner. Der er en Gymnastikplads og en Sø, hvori om Søndagen indtil 25,000 'Mennesker have badet sig. Der er 21 Betjente. Epping Skov med 10 Betjente er 4000 Tdr. Land stor, altsaa dobbelt saa stor som Dyrehaven, Charlottenlund og Ermelunden tilsammen, og har kostet 4½ Mill. Kroner; en tredie har kostet 5½ Mill. Kroner.

I 1889 er der dannet en særskilt Forening til Oprettelsen af egentlige Legepladser, da dette kun er et Sideformaal for den store Forening. To store Foreninger, National Health Society og Ladies Sanatory Association, søge ogsaa ved den offentlige Velgjørenheds Hjælp stadig at oprette nye Legepladser i de engelske Byer, hvor Ungdommen da under Lærernes Tilsyn drive Gymnastik-, Fægte-, Løbe-, Bold-, Springe- og Marsjøvelser. Som bekjendt har enhver engelsk Landsby sin Exiquetplads. De stedlige Myndigheder ere forpligtede til at lede og slotte Ungdommens Friluftsliv.

I Bradford findes 7 store Legepladser, anlagte med en Bekostning af 3½ Million Kroner, i Birmingham 9, i Leeds 5, i Manchester 11. I Edingburgh ligger en saadan Plads paa 15 Tdr. Land midt i Byen og er meget stærkt benyttet til alle Slags Lege og Spil.

I 1888 dannedes i Frankrig "Ligue Nationale de l'Education physique". Tilslutningen er almindelig over hele Landet. Særlig sluttede Skoleverdenen sig til Tanken: Rektorerne, Inspektorerne ved Akademierne, offentlige og private Skolebestyrere og Bestyrerinder og Universitetets mest fremragende Medlemmer. Municipalraadet har ligeledes optaget Ungdommens Leg paa sit Program.

Foreningens Hovedformaal er Leg og Spil i fri Luft. Øverst paa dens Program staar derfor Tilvejebringelsen af Legeplads med Grønsvær ved enhver Skole, hvor Skolerne daglig maa skaffe Eleverne Tid til at møde.

Følgende er Uddrag af et Brev fra Ingeniør Henning Hornemann, der personlig har indhentet authentiske Oplysninger fra Reglementerne, paa Politipræsekturet, Seinepræfekturet m. m.

"Reglementerne i Statens og Staden Parises offentlige Haver tillade Leg og Spil, som ikke skade Blomster og Statuer. Betjentene ere instruerede om nøje at paase dette, men ellers at vise den største Imødekommen overfor Børn. Der findes baade Betjente ved Indgangen og Betjente som gaa rundt i Haven og inspicere, saaledes i Tuilerihaven 15, hvoraf 6 have Vagt ad Gangen.

I alle offentlige Haver er Leg og mindre Boldspil tilladt, ligeledes at grave i Gruset, dog ikke dybe Huller; men der findes næsten al Tid Grushobe til at fornye Gangenes Belægning med o. l. Efter Ansøgning fra et Selskab til Sportens Fremme blev der for 4-5 Aar siden yderligere forbeholdt Børn større aabne Pladser i de Anlæg, der ere store nok dertil (Tuilerierne, Bois de Boulogne, Luxembourg, Vincennes) til Spil som Croquet, Fodbold, Lawn-Tennis osv., og der anlægges nu ingen ny Have uden saadanne.

Politiet tillader Leg paa Boulevarder og Gader for Børn over 5 Aar, og hvor Legen ikke standser Færdselen. Dette sker dog aldrig, da Gadernes Bredde og især Fortovene altid give tilstrækkelig Plads.

Paa alle større Torve er der ogsaa rigelig Plads, og i alle Kvarterer findes Squares og Gaarde, hvor Leg tillades. Politibetjentene ere altid imødekommende og især i Haverne er det ingen Sjældenhed, at de hente Bolde ned fra Træerne vsv. Overalt, hvor Børn pleje at lege, er der oprejst smaa Boder med Tøndebaand, Piske vsv. ligesom Kageudsalg."

Rejsende faa gjerne et højst fornøjeligt Indtryk af Børns Leg i de offentlige Haver og paa Boulevarderne i Paris, hvad man ofte hører dem fortælle om.

I mange af Tysklands Byer er der i de senere Aar indrettet Lege- og Gymnastikpladser for Børn ; fra andre foreligge Forslag til saadanne.

I Leipzig have Forældre- og Lærerforeningen anlagt flere Legepladser i Byens Forstæder, hvor Leg og Legemsøvelse drives stærkt. Den først indrettede Plads er 4 Tdr. Land stor og har en Bygning, hvor Børnene kunne søge Ly i Uvejr, og en Bopæl for Opsynsmanden, hvor de Besøgende kunne faa Forfriskninger. Frivillige Lærerkræfter hjælpe Børnene tilrette med al Slags Gymnastik og Legemsøvelse. Børnenes Leg blev om Sommeren snart til Børnefester, efterhaanden Folkefester; allerede i det første Aar trak 800-1000 Børn under Gruppe-Førere og Førersker op til Festpladsen, og Folk strømmede til i Tusindvis. De andre Forstæder fulgte Exemplet og indrettede Legepladser. Efter disses Aabning ere Ungdommens gale Streger næsten ganske ophørte; det paa en Gang frie og ordnede Liv paa Legepladserne virker forædlende baade paa Unge og Ældre. 

Desuden er der anlagt Pladser til Børns Leg f. Ex. i Dresden, Munchen, Berlin, Brunsvig, Bonn, Gurlitz og Altona.

I Hamborgs Skolesynode stillede Skoledirektionen Forslag, som blev næsten eenstemmig vedtagne, om Anlæggelsen af Legepladser, store nok til Boldspil og Lign. og Anskaffelsen af kunstige, gratis Skøjtebaner.

Overingeniør Meyer holdt nylig et Foredrag ved en hygieinisk Kongres i Brunsvig, hvori han fremhævede Vigtigheden af aabne Pladser og Legepladser. "Her burde være Sandbunker; det vilde berede Børnene stor Fornøjelse. Legepladserne burde saavidt mulig være forsynede med et halvtags Skur til Ly mod Regnen. Man skal ikke være for ængstelig ved at tillade Færden paa Græsset; i England anlægges faste Plæner med kort Græs til Tumleplads for Børn og Voxne. Det er absolut fejl at lade en Gartner være eneraadende ved Anlæggelsen og den senere Behandling af offentlige Haver, da en saadan tager for meget Hensyn til den gartneriske Del af Opgaven og for lidt til det almene Brug."

Grusbunker som de omtalte findes i Stockholm, i Frankfurt, Berlin og andre tydske Byer. I Berlins Thiergarten have Drengene ogsaa Pladser anviste, hvor de maa grave i Jorden og opkaste "Fæstningsvolde".

Berlin synes i Henseende til Legepladser at staa tilbage for adskillige tyske Byer, særlig med Hensyn til organiseret Leg og Gymnastikapparater. Et Selskab har vel for sine Medlemmer indrettet et Anlæg, hvor der er Croquet, Criquet, Lawn-Tennis, Vipper o. m.; om Vinteren er der kunstigt, farefrit Skøjteløb. Men da Aarsbidraget er 20 Mk., kan dette Anlæg ingen Rolle spille for den talrige Skoleungdom. Dog findes der mange mindre Legepladser, forsynede med Grusbunker, Bænke og simple Borde.

I Amsterdam findes der 2 indhegnede og beplantede Legehaver, indrettede af Selskabet til "Folkeforlystelsernes Forædling". Den største er 4000 Meter. I Haven findes en Bygning til Opholdssted for Portneren, et Magasin til Legeredskaber, Aftrædelsesværelser, et med Gulv forsynet Telt til Pigernes Leg, samt en overdækker Keglebane og en Masse Gymnastik- og Legeredflaber: 4 store Gynger, 4 Vipper, 4 Kværnspil, 2 Klattremaster, ½ Dusin Stylter, Tønder, Springtove, Trillebøre, en Vogn, Croquetspil, Criquet, Fodbold, et Trug med Sand og Skovle derved.

Foreningens Medlemmer have efter Tur Opsyn. Legen tilses og ledes af en lønnet Direktør (en Gymnastiklærer) og en Assistent. Desuden er der 20 Drenge og 20 Piger, som hjælpe med ved Legen, og til at paase, at hvert Barn benytter Redskaber efter Tur og hindre Slagsmaal og siet Opførsel, som de skulle melde til Direktøren. Deres Løn er Adgang til Haven en Time før de andre Børn. De flinkeste faa nu og da en Komediebillet i Præmie. Dette "Oppassersystem" har vist sig nyttigt og praktisk. Portneren holder Haven i Orden.

Haven er aaben i de 3 Sommermaaneder fra Kl. 5-8 for ikke-betalende Børn imellem 6 og 14 Aar. For Abonnerende (3 Frcs. for 3 Børn) er den aaben Onsdag og Løverdag fra 2-4. I September er den aaben for Alle.

--------

Om Tilladelsen til at lege paa Gaden, hedder det i et Brev fra Mr. Stufles, Chief Clark i det engelske Politi: "Jeg er af Hovedstadens Politikommissær bemyndiget til at underrette Dem om, at der i London ingen Regler findes for Børns Leg paa Gaden, men Politiet blander sig ikke uden Nødvendighed i Børns Leg i stille Gader. Naturligvis forbydes farlige Lege."

I Gøteborg findes der, efter Oplysninger indhentede hos Politidirektøren af den derværende danske Generalkonsul, heller ingen Bestemmelser i Politivedtægten om Børns Leg paa offentlig Gade, Vej og Plads; Alt afhænger af Politiets Skjøn. Dette Skjøn er meget liberalt, Leg med Tøndebaand og Legevogne, Paradisspil o. Lign. er tilladt rundt om i de offentlige Anlæg, og Børnene have Lov til at trille med Tøndebaand i de mindre befærdede Gader. Privatskolerne, navnlig Pige- og Pogeskoler, have ikke Legepladser, men det er Børnene tilladt at lege paa Gaden udenfor Skolerne, hvilket i ingen Henseende har vist sig forstyrrende for Trafiken.

I Holland have alle Børn Lov til at lege paa Gaden, hvor det ikke forstyrrer Ordenen eller hindrer Færdslen.

"Der synes virkelig ikke at være nogen anden By end Kjøbenhavn, hvor Leg er absolut forbudt i Gaderne, eller nogen By, i hvis Anlæg Legetilladelsen er saa indskrænket som i vore", - bemærker Forf.

* * *

Men hvad vilde hun sige om Slagelse, hvor Byens eneste offentlige Anlæg, som Kommunen direkte og indirekte har støttet og til Dels skabt - er lukket for Børnene?

Og det finder man sig taalmodigt i.

(Slagelse Avis 1. maj 1891.)

Rigmor Stampe Bendix (1850-1923). Datter af en lensbaron, men lod sig borgerligt vie til den jødiske musiker og komponist Victor Bendix, og ateist. Stiftede i 1891 Københavns Legepladsforening, og formand for denne til 1921. Hun var banebryder for legepladser med sandkasser. Redaktør af Kvindernes Blad, der blev udgivet som tillæg til Nationaltidende, Dagbladet og Dagens Nyheder Indtil 1904. 

Hensynsfuldhed paa Statsbanernes 3dje Klasse. (Efterskrift til Politivennen)

Da man paa de sjællandske Jærnbaner indførte, at der i hvert Tog skulde være Plads for 10 (ti) Ikke-Rygere af 3dje Klasse, hilste jeg dette med stor Glæde, dels fordi der nu var Mulighed for, at ikke-rygende og særlig svage Mandfolk kunde være saa heldige at saa Plads i dette ene Rum, før det blev fyldt, og dels fordi jeg tænkte, at naar der først var gjort en om end nok saa lille Indrømmelse, saa vilde man snart nødes til at gaa videre, indtil der paa denne Klasse var indført en passende Fordeling som paa 2den Klasse. Siden den Tid har jeg rigtignok selv ofte forgjæves søgt om Plads i det ene Rum for Ikke-Rygere; og den Udvidelse, jeg haabede skulde komme, er bleven helt borte. Jeg har tidt tænkt paa at henlede Jærnbanebestyrelsens Opmærksomhed paa denne Sag, men dels rejser sig mindre end før, og dels har jeg i Almindelighed fundet Imødekommenhed hos Konduktørerne, saa jeg personlig ikke har døjet saa meget derved, og saa er der noget, der hedder at lade enhver hytte sig. I Dag (d. 19de April), da jeg skulde rejse fra Frederiksberg til Taastrup med Toget fra Kjøbenhavn 12,40, fik jeg dog paa ny Lejlighed til at mærke, hvordan man under de nuværende Forhold er givet Vilkaarligheden i Vold. Jeg søgte strax ved Togets Komme til Døren med Mærket "Ikke-Rygere" ovenover, men kom dog saa sent, at Pladsen var optaget. Ved Siden af var der 3 Rum ud i ét; Dørene stod aabne til de 2 af disse, men da jeg lige saa daarligt kan taale Træk som Tobaksrøg, og her var udsat for begge Dele, bad jeg Konduktøren, om han ikke vilde aabne Døren til det 3dje Rum og lade min Hustru og mig komme derind. Han henviste til de aabne Døre, og jeg gjorde ham da opmærksom paa, at det var, fordi vi ikke kunde taale Træk. at vi ønskede at kjøre baglængs i det forreste Rum. Han nægtede desuagtet at aabne, og Togføreren, som stod i Nærheden, sagde: De skal tage Plads, hvor Konduktøren anviser. Jeg gjentog da for Togføreren, at det var af Helbredshensyn og for at undgaa Træk, jeg bad derom. Ikke desto mindre fastholdt han Vægringen, hvorover jeg udtalte min Forundring med den Tilføjelse, at jeg troede dette uberettiget og vilde klage derover. Jeg havde før gjort opmærksom paa, at der manglede Plads for Ikke-Rygere, men nu paastod Konduktøren det modsatte, og jeg fulgte ham derhen, hvor han dog maatte give tabt overfor Protesten fra de 10, som var der i Forvejen. Imidlertid var Døren, jeg ønskede aabnet, kommet paa Klem fordi en derindefra havde faaet Ærende ud, og jeg tog mig saa den Frihed uden videre at gaa derind. Der viste sig da kun at være ialt 2 derinde, saa der var da i det mindste Husrum nok. Hvorfor disse to skulde været ene netop om dette Rum, vil jeg lade staa hen; de fleste rejsende af 3dje Klasse behøver næppe Forklaring, havde der været flere enkelte Rum paa Toget, havde de vel nok raaet et saadant. Jeg undres heller ikke saa meget over, at mangen Konduktør kan have Lyst til paa den ene Side at hygge lidt om enkelte rejsende og paa den anden pakke de andre sammen saa godt som muligt, thi det er ikke noget fornøjeligt for ham til enhver Tid paa hans farlige Vandring at banke paa altfor mange Steder. Men jeg tænkte, at en Togfører holdt sig til almindelig Imødekommenhed overfor alle de rejsendes billige og høflige Forlangender. Jeg henstiller til den høje Jærnbanestyrelse, om der ikke maatte blive rigeligere Plads for Ikke-Rygere, og jeg tør forsikre, at en saadan Ordning vilde blive i høj Grad paaskjønnet af mangfoldige rejsende, selv om en Del Konduktører muligvis kunde føle sig opfordret til at sige, at vi har nok i det ene Rum, saa andre Enkeltrum kunde staa til mere fri Raadighed. At 3dje Klasses rejsende har Krav paa en hensynsfuldere Ordning, skal jeg ikke komme ind paa, da Jærnbanestyrelsen jo bedst maa vide, hvad der saa ofte er fremsat, at det er denne Klasse, der trods lavere Billetpriser betaler sine Vogne bedst, fordi Udstyrelsen er simplere. Udfyldningen af de enkelte Pladser grundigere og disse oven i Kjøbet meget mindre.

P. L.

(Morgenavisen (København) 21. april 1891).

Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

At Wilma Neruda spiller Mendelssohns Violinkoncert eller Rubinstein sin egen Piano-Koncert, at Joachim spiller Beethoven eller Erika Lie Bach er der ikke noget besynderligt i.

- - -

For Musikforeningen fik dog ingen af dem den Betydning som Søskendene Neruda. Hvem mindes ikke dette uforlignelige Sammenspil, hvor Sydens Glød og Nordens Poesi havde indgaaet en saa forunderlig Forbindelse, og Wilma Nerudas Violinspil, hvis Ynde og kvindelige Finfølelse var forenet med en hel mandlig Kraft og Energi? I Musikforeningen debuterede hun med Mendelssohns Koncert, hvis aandfulde Skjønhed vel næppe nogen har fortolket som hun. Hun vandt Hjærterne saa hun i en hel lang Aarrække, 1865-1869, bestandigt kom igjen, atter og atter lige velkommen. Oftest var det i Kammermusik hun deltog, spillede de gamle Klassikere, Mendelssohn, Schubert og Schumann, sammen med Foreningens faste Kvartet, hvortil i de tidligere Aar hendes Søster, Marie Neruda, sluttede sig som Sekundviolin. Enkelte Ting som Mozarts G mol-Kvintet, Schuberts A mol-Kvartet, de Bachske Solosager eller Sonaten af Rust staa endnu som lysende Minder om hin Tid.

Nydelsen af hendes Kunst hørte imidlertid til de forgængelige Glæder, thi fast Fod fik hun aldrig her i Kjøbenhavn. Det blev imidlertid Tilfældet med det yngste Blad af det Neruda'ske Trekløver, Violoncellisten Franz Neruda. Først maatte han dele Eren med sit Søskende-Ensemble, men snart vandt han selvstændig Betydning. Som Solist optraadte han første Gang i Musikforeningen i Decbr. 1864 med en Koncert af Goltermann, men, hvormeget han end i denne Retning formaar at yde, blev det som bekjendt ikke i Egenskab af Solospiller at hans Betydning kom til at ligge. Han blev derimod Kammermusikens første Mand herhjemme. Hvad han har udrettet og udretter som Kvartetspiller, som Stifter af Kammermusikforeningen, som Befordrer af Liv og Interesse overalt, ligger udenfor disse Blades nærmeste Indhold. I Musikforeningen var han snart som hjemme, baade i Orkestret og Kvartetten. Til Billedet af et idealt Musikforenings-Orkester fra den Tid hører, foruden Gade ved Dirigentpulten og Tofte og Schjørring ved første Violinerne, absolut Franz Neruda paa den for Øjet fremtrædende Plads som første Violoncellist. I endnu højere Grad var han Sjælen i Kvartetten som den uundværlige Fjerdemand ved Siden af Tofte, Schjørring og Vilh. Holm.

(Festskrift i anledning af Musikforeningens halvhundredsaarsdag, 1886).

Wilma (Wilhelmine) Norman Neruda. Illustreret Tidende nr. 1071, 4. april 1880.

Ved den 3die og sidste filharmoniske Koncert, der havde et lidt uens artet sammensat men interessant Program, optraadte Hr. Franz Neruda som Solist, og det var vist nok en fuldgod Erstatning for Mdm. Minnie Hauks Sang at høre ham spille. Til Ere for vort Publikum, der kun altfor ofte i Koncertsalen alt fremmed Fortrin giver", skal det straks siges, at det modtog og takkede Hr. Neruda med et saa kraftigt og umiddelbart frembrydende Bifald, som havde han været en af disse fremmede". Nerudas Spil, der i øvrig i mange Henseender minder om hans Søsters, synes mig da ogsaa fuldt ud at kunne sættes ved Siden af de store" Solisters, vi har hørt i de senere Aar. Et inderligt, varmt og dog behersket Foredrag er det der først og fremmest giver hans Spil en saa høj Rang. Det er ikke Neruda om at gøre at brillere med tekniske Vanskeligheder skøndt han kan overvinde dem uden at det mærkes for ham ligger Vægten paa at skabe Musik. Den bedste Støtte i sin Stræben herefter har han foruden i sit allerede i Følge Afstamningen gennemmusikalske Naturel i den dejlige Tone, han kan aflokke sit Instrument, en Tone, der er lige skøn i sin Stigen og i sit Fald. Hr. Neruda foredrog, foruden nogle mindre Ting, et nyt Koncertstykke af egen Komposition, der paany viste, at denne beskedne Musiker ogsaa sidder inde med en betydelig skabende Evne. Stykket havde prægtige, brede Motiver, af hvilke navnlig det første var meget ejendommeligt (Sidetemaet havde des værre i sin Begyndelse en stærk Wagnersk Mindelse) og deres videre Behandling var fuld af fine og navnlig i harmonisk Henseende interessante Træk. Havde Hr. Neruda ikke lagt Kadencen omtrent midt i Stykket, vilde det ikke som nu have gjort Indtryk af at være længere end det i Virkeligheden var.

(Tilskueren 1888. Uddrag).

I de folgende år optrådte Neruda især sammen med Neruda-kvartetten.

Kgl. Kammermusikus Fr. Neruda som Orkesterdirlgent. Det vil erindres, at der før Kapelmester Joh. Svendsens Ansættelse her i Kjøbenhavn var Tale om at faa Fr. Neruda til at overtage Pladsen. Hvorvidt denne formelt blev ham tilbudt, huske vi dog ikke, men I hvert Fald var Neruda vistnok utilbøielig til at anføre Orkestret her, idetmindste til stadige Opera-Foreflillinger. Som et Telegram har meddelt, ledede han derimod Kapellet i Stockholm ved en Symfoni-Koncert i Lørdags. Der spilledes Gades "Michel Angeo". Mozarts "Jupiter-Symfoni" med Slutnings-Fugaerne samt nogle Smaating af Neruda. Dennes Ledelse af Orkestret roses i stockholmske Blade. Der lagdes mere end almindelig Vægt paa Nuanceringer og paa Slagsikkerhed i Indsatserne, hvorhos Neruda menes at have brugt lidt hurtigere Tempo, end man var vant til. Om han skal dirigere mere, vides ikke, men man lader ikke til at have Noget derimod og er i hvert Fald foreløbig tilfreds med Experimentet i Lørdags.

(Nationaltidende 15. oktober 1890).

Den 21. december 1890 døde Niels V. Gade. Han  var dirigent for Musikforeningen, et centrum for hovedstadens musikalske liv. Blandt de som kunne efterfølge ham, nævntes Johan Scvendsen og Franz Neruda. Begge født udenfor Danmark. Endvidere Victor Bendix. 

Musikforeningens Dirigent.

Efter flere mindre Skærmysler har der udviklet sig en hel Diskussion, der spænder ligefra "Musikbladet" til "Politiken", om hvem der skal være Gades Efterfølger paa Musikforeningens Dirigentplads. De forskellige Partier - eller rettere sagt Kliker under forskellige kritiske Pavers Ledelse - udtolder en fast utrolig Emsighed for at skaffe deres mer eller mindre præsentable Kandidater Naade for de vælgende Repræsentanters Øjne. Udenfor Kirkerne har to Blade taget Ordet t Spørgsmaalet. Først "Dagens Nyheder", hvis "Rz" hidtil ikke har villet fuldt ud med Sproget, men øjensynlig anser Victor Bendix for kvalificeret, og dernæst "Politiken", hvori Ch. K. erklærer, at Valget kommer til at staa mellem Bendix og Neruda, da Emil Hartmann "helst vil være fri for den brydsomme Ære at blive Dirigent i Musikforeningen".

En Ting synes alle Parter enige om: Dirigentpladsen bør besættes med en dansk Mand, og det saa meget mere som en norsk Komponist er kgl. Kapelmester, og man nødvendigvis maa faa det Indtryk, at vort Land er aldeles blottet for Dygtigheder, hvis Spidserne i vort Musikliv altid hentes udenvælts. Men alle Parter enige herom, synes Valget af Dirigent ikke at kunne volde d Hrr Repræsentanter uoverkommelige Vanskeligheder. Der kan kun være Tale om én Mand, som er absolut kvalificeret baade som fremragende Komponist og fremragende Dirigent, en Mand, som Gade selv har udpeget til sin Efterfølger, Victor Bendix. Af hans Dygtighed som Dirigent fik man et fyldestgørende Indtryk forleden paa hans store Orkesterkoncert; ved Indstudering Koncerten assisterede han i sin Tid Gade, der satte megen Pris paa hans Medvirkning, saa ogsaa paa dette Omraade vil han kunne løse Opgaven til alles Tilfredshed. Som Komponist indtager han en anset Plads i den yngre Skole, han er i sine Arbejder fremfor alt en ypperlig Tekniker, en gennemdannet og smagfuld Musiker. Kort sagt. Bendix fyldestgør alle de Krav, som maa stilles til den Mand, der skal lede Musikforeningen.

Han har Energi, Personlighed og véd. hvad han vil, og ad hvilke Veje han vil styre. Har Musikforeningens ledende Mænd det rette Blik for den Forenings Vel, de er satte til at varetage, vælger de uden at blinke Bendix til Dirigent og lader sig ikke vildlede at de Ravneskrig, der lyder, at den Kritik, der, at alt andet end noble Motiver - har søgt at reducere Bendix' Virksomhed baade som Orkesterdirigent og Komponist.

Skulde man imidlertid forbigaa Bendix - vi er forberedte paa alt - saa vælge man blot Professor Emil Hartmann! Han bærer et i det danske Musikliv berømt Navn, er en elskværdig og omgængelig Mand, der sikkert vil kunne komme godt ud af det baade med Solister, med Kor og Orkester og holde Foreningen det gamle Spor. Uden at være nogen overlegen Personlighed, vil Emil Hartmann kunne føre de gode Traditioner fra den Gade'ske Tidsalder videre, og Betydningen heraf kan ikke undervurderes.

Om Hr. Franz Neruda kan føre disse Traditioner videre, anser vi for tvivlsomt. Han er bekendt herhjemme som en ypperlig Virtuos paa Violoncel, men sine Kvalifikationer som Orkesterdirigent har han kun haft Lejlighed til at lægge for Dagen i Stockholm. Dertil kommer, at Indstudering af Korværker skal være en lukket Bog for ham, saa der er mange Grunde til at fraraade Valget at Hr. Neruda, foruden den vægtigste: at han af Fødsel og Nationalitet er Ungarer, og at det er latterligt at sætte en fremmed i Spidsen for vort nationale Musikliv, for hvis inderste Nerve han maa savne det rette Blik og den rette Forstaaelse.

For os er der da intet Valg. Vi siger ikke: Valget maa staa mellem Victor Bendix og Emil Hartmann. Nej. Viktor Bendix synes os ubetinget den Personlighed, der bør overtage den betydningsfuldeste af de Poster, som blev ledige ved Gades Død, og vi haaber, Musikforeningens Repræsentanter vil betænke sig to Gange, førend de træffer et andet Valg. De bør erindre, at det er deres Forenings Fremtid, det drejer sig om, Spørgsmaalet om den stadig skal indtage Førerstillingen blandt Hovedstadens musikalske Foreninger eller blive overfløjet af yngre, energiske Konkurrenter. Det er saa at sige et Livsspørgsmaal, der skal afgøres.

Og at Victor Bendix er Manden for at holde Musikforeningen "paa Højden", derom er der ingen Tvivl. Han har et a åbent Blik for Tidens Rørelser paa Musiklivets Omraade, og han vil søge at skaffe nye Mænd Borgerret i den gamle Forening ved Siden af, at han stadig dyrker de gamle Guder. Og han vil endelig indse Betydningen af, at de unge ikke skudbes til Side, men hyppig faar Lejlighed til at plædere deres Sag for Publikums Domstol. Vi siger da: Vælg Victor Bendix til Dirigent, skønt han staar de ledende Kliker fjærnt, vælg ham, skønt han hverken er Professor eller Ridder af Dannebrog, vælg ham, til Trods for Pavernes og Punch's Forfølgelser som den energisk-ansporende Dirigent og fremragende Komponist, han ubestridelig er.

D'Hr. Repræsentanter har Ordet!

Carl Behrens.

(København 10. april 1891).

Ved bestyrelsesmøde i Musikforeningen den 10. juni 1891 viste afstemningen 12 stemmer på Emil Hartmann og 12 på Franz Neruda (J. P. E. Hartmann, Emil Hartmann og Lund var fraværende). Der blev herefter indkaldt til et nyt bestyrelsesmøde. I juli 1891 kom det frem at Neruda ikke ville komme til at dirigere de philharmoniske koncerter i Stockholm, derimod kapelmester Henneberg. I august 1891 blev det så afgjort at det blev Emil Hartmann. Kapelmester Johan Svendsen besluttede efterfølgende at overlade Franz Neruda dirigentposten i halvdelen af de filharmoniske koncerter. I september viste det sig imidlertid at Hartmann slet ikke var valgt, men at repræsentantskabet skulle afgøre sagen. I oktober fik Franz Neruda posten som dirigent for Musikforeningen i Stockholm. Hans første optrædende som dirigent ved de filharmoniske koncerter blev vel modtaget af aviserne. Det samme gjaldt ikke Emil Harmann som dirigent for Musikforeningen - hans præstation blev omtalt som mindre god. Fra starten af 1892 indledte Neruda-Kvartetten atter en provinsturne som blev en stormende succes. Han dirigerede også filharmonien, og selv avisen "København" måtte erkende hans talent som dirigent, dog var tilhørerskaren svundet ind.

Dirigentvalget i Musikforeningen.

Det foretages i Aften, og der skal efter Sigende være en Mangfoldighed af Kandidater. Foruden Victor Bendix og Neruda baade Rung og Malling, Asger Hammerik og Robert Hansen, der i disse Dage kommer hertil paa Besøg fra Leipzig.

Vilde Administrationen og Repræsentantskabet deres Forenings sande Tarv, enedes man uden videre Diskussion om at vælge Victor Bendix, en Mand, som vilde vide at holde de kunstneriske Traditioner vedlige og bevare Gades Forening mod det truende Forfald. Naturligvis har Bendix' Modstandere i og udenfor Pressen haft travlt i disse Dage med at modarbejde hans Valg, men vi haaber, at Musikforeningens ledende Mænd følger deres egen inderste Overbevisning om, hvad der er Foreningens Vel og ikke bryder sig Spor om Uvedkommendes Indblanding.

Mellem Bendix og Neruda kommer Valget til at staa. De andre Herrer har næppe Chancer - ikke en Gang den fremadstræbende Hr. Malling. Vi haaber, at Valget maa blive til Held for Foreningen, saa dens urolige Tider omsider kan være endte og det sunde kunstneriske Arbejde i Musikens Tjeneste atter begyndt.

For et Ansvar kan de Herrer, som styrer dens Arbejde, imidlertid ikke siges fri: Ansvaret for, at man ikke allerede i Fjor valgte den rette Mand.

Presto.

(Københmavn 31. maj 1892).

Musikforeningen.

Som Læsere af "Børs Tidende" vil have erfaret af det udførlige Referat som Bladet den SJode ds bragte af Musikforeningens Generalforsamling, bekræftedes ved danne, alt hvad vi i en Dagen forinden offentliggjort Artikel havde forudsagt

- - -

Langt vigtigere end diee Valg er dog for Foreningens Fremtid. Spørgsmaalet om den fremtidige Dirigent.

Naar der paa Generalforsamlingen var Tvivl om hvorvidt Dirigenten skulde vælges paa et eller flere Aar og naar Lovene med Vilje intet udtrykkeligt fastsætter herom saa er det maaske ganske praktisk - for mulig indtræffende Tilfældes Skyld - men man maa dog rigtignok haabe, at den faktiske Regel bliver den, at Dirigenten ansættes uden nogen bestemt Tidsgrænse. Hvem vil med Lyst og Iver kunne arbejde for en Forening, naar han ikke er sikret mod at blive vraget og sendt væk efter en Sæsons Forløb! Hvem vil under slige Forhold kunne udrette noget virkeligt for Foreningen og - hvem vil overhovedet overtage Ledelsen paa slige Vilkaar -

Lovene - saaledes som de blev ændrede og vedtagne - bestemmer nu at Foreningens Koncertdirigent vælges af Plenarforsamlingen (Repræsentanter i Forening med Administration) uden at denne er bunden af nogen Indstilling fra Bestyrelsen. Kun i Tilfælde af stemmelighed skal - saavidt vides - Administrationen have Afgørelsen i sin Haand.

Det skulde da synes som om Hr Franz Nerudas Valg herefter var sikret. Dersom nemlig de samme Herrer der ifjor stemte paa ham, ogsaa i Aar giver ham deres stemmer, er han valgt idet de, der ifjor samlede sig om Hr Emil Hartmann, nu ikke har nogen Kandidat, men har delt sig mellem d Hrr Viktor E. Bendix, Otto Malling, Asgar Hamerik og Fr. Rung. Det vilde imidlertid tyde paa liden Menneske kundskab at stole paa Folks Paalidelighed og standhaftighed i slige Spørgsmaal. Maaske en og anden der forrige Gang holdt paa Neruda, i Aar faar Lyst at stemme paa Viktor Bendix eller en anden Kandidat. Tusende - ofte ganske løjerlige, Hensyn og Indflydelser gør sig gældende ved den Slags Afgørelser. Der er desuden to Omstændigheder som yderligere lader En befrygte, at Hr Nerudas Chancer ikke er aldeles paalidelig. For det første har han ved Overretssagfører Harald Petersens Død mistet sin ivrigste, mest energiske og hengivne Agitator - I Øjeblikket synes ingen at tage sig af Hr. Nerudas Sag Og dernæst skal der i selve den Kreds der tidligere var hans nærmeste, have rejst sig Stemmer for at vælge Kapelmester Svendsen til Dirigent. Denne sidste Tanke kan kun tjene til at splitte Hr. Nerudas Venner og gøre dem usikre. I Virkeligheden kan der ikke være Tale om at vælge Hr. Svendsen. Hans Virksomhed ved Teatret hvor han dog i de senere Aar kun har udrettet saare lidt - kræver al den Tid og Kraft, han kan ofre den, hvilket bedst ses deraf at han Aar for Aar har indskrænket sin Virksomhed som de filharmoniske Koncerters Leder, og selvom disse Koncerter om det forlyder, snart ophører, saa er Hr. Svendsens plads dog i alt Fald ikke i en Forening, hvor Hovedvægten er lagt paa Korsang og andre vokale Ydelser - dem det just er Hr. Svendsens svage Side at lede.

Forhaabenlig faar denne Kandidatur da ingen Betydning. At de andre Kandidater synes Hr. Asgar Hamerik ikke at have nogen Stemning for sig. væsenlig fordi han og hans Ævner er omtrent ukendte her. Hr. Otto Malling har desværre i mange Aar arbejdet under smaa Forhold der har nødt ham til at nøjes med at præstere ufuldfærdigt Arbejde, allerede af den Grund er det et Spørgsmaal, om Musikforeningen kunde staa sig ved at vælge ham. Og om Hr Malling saa vel som Hr. Rung gælder det at de jo alt har deres egne Foreninger, i hvilke de med Rette er skattede og har udrettet meget fortjenstfuldt hvorfor da tage dem bort derfra, tilmed da i alt Fald Hr. Rung vanskelig kan erstattes i Cæcilieforeningen. 

Kun om Hr. Bendix kunde der være alvorlig lale, og vi tvivler intet Øjeblik om, at Foreningen vilde være udmærket tjent med ham som Dirigent. Naar vi dog mener at d'Hrr, der ifjor stemte paa Hr Neruda gør rettest i ogsaa at holde paa ham iaar, saa er Grunden først og fremmest den, at vi ikke skønner rettere, end at han af alle Kandidater er den under hvis Ledelse Musikforeningen gaa den smukkeste og roligste Fremtid i Møde. Han er en fortrædelig Musiker og en overlegen nobel Personlighed, han har en stor og varm Kærlighed til sin Kunst, en rig Kundskabsfylde og en udsøgt fin Smag. Dernæst forekommer det os, at Musikforeningen skylder Hr Neruda denne Oprejsning, efter at den vragede ham for en ringere ifjor tilmed da han har benyttet Vinteren til at dokumentere sin fremragende Dygtighed som Dirigent, og endelig har Hr. Neruda i sin kunstneriske Fortid og i selve sit Navn en Prestige der ikke er uden Betydning ved denne Afgørelse

Forhaabentlig bliver da Hr Neruda i Aften valgt til Musikforeningens Dirigent.

(Kjøbenhavns Børs-Tidende 31. maj 1892).

Efter en meget kort debat i Musikforeningen blev Franz Neruda valgt til Dirigent 31. maj 1892, han ledede samtidig den stockholmske musikforening. 

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 4/6. (Efterskrift til Politivennen).

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)