Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos (1835-1917), jurist, politiker, professor 1862 med speciale i strafferet, straffeproces og retslære. I 1870'erne blev Goos betragtet som liberal og havde bl.a. tilknytning til brødrene Brandes. Han var tilhænger af nævningeinstitutionen. 

Carl og Amalie Goos blev gift 1864 og fik en del børn hvoraf de fleste var piger: Elisa (f. 1868), Aage (f. 1868), Estrid (f. 1871), Thyra (f. 1872), Henriette (f. 1874), Karen Margrethe (1876), Ingeborg (1878), Agnete 1880).

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Amalie Goos. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Knud Bokkenheuser skriver i bogen "Indre By" om hende at hun var "en aandfuld og livlig Kvinde, for hvem intet menneskeligt var fremmed. Men det var ikke alene Ungdommen, der søgte dette gæstfrie Hjem; blandt andet var gamle Kong Christian den Niende en hyppig Formiddagsgæst. Han yndede at "snakke gammelt" med den livlige Frue og kom altid uanmeldt og kunde blive der i Timevis."

Valgt til Folketinget 1880-1884 for Højre og anset for "de fremskridtsvenlige" i landets største valgkreds, Københavns 5. kreds - en traditionel socialdemokratisk højborg. Han tabte i 1884, bl.a. fordi det blev afsløret at han hemmeligt havde støttet et ultrarevolutionært udbryderparti fra Socialdemokratiet som voldsomt bekrigede dette parti. Fra 1885 til sin død kongevalgt medlem af Landstinget. 

1884-1891 var han overinspektør for og leder af fængselsvæsenet. Kirke- og undervisningsminister (kultusminister) 1891-1894. Nu stod han på den yderste højrefløj, og udtrådte i 1894 af regeringen i protest mod forliget med Det moderate Venstre. Fra 1894 direktør for De Kongelige Døvstummeinstitutter. Justitsminister 1900-1901.

Landstingsudvalget som 1904 behandlede Albertis "Bøllelov", havde Carl Goos som ordfører. Han konkluderede at Albertis forslag var et brud på den historiske udvikling og et kulturelt tilbageskridt. Godt nok med den viden at Alberti kunne regne med et flertal, eftersom Goos var i mindretal.

Han var med til at forberede retsplejereformen gennemført 1919 efter hans død. Goos deltog i forberedelsen af den nye retsplejelov. I udarbejdelsen af en ny straffelov blev hans konservative udkast fra 1912 forbigået til fordel for et udkast af Carl Torp fra 1923, der byggede på nye strafferetlige grundprincipper.

Mange af Carl Goos' værker kan findes i fuld tekst på internettet (Google Books). "Forelæsninger over den almindelige Retslære" (1889-92), "Den danske Strafferets specielle Del" (1895-1896).

Carl Goos er nævnt i forbindelse med flere sager på denne blog. Bl.a. i sagen om Korsør Arbejdsanstalt, forkæmper for lov om ligbrænding og Ryssels kandidatur for Højre i Københavns 5. Kreds. Og som justitsminister i sagen om Alma Bondesen hvor han lod sagen gå til retten.

Se fx Frantz Dahl: Juridiske profiler. Essays med 12 portræter. Gyldendal 1920, s. 11-60. (PDF).

Dansk Kvindesamfund mindedes ham i en nekrolog for hans arbejde med at skærpe straffen for mishandling af hustruer (det faldt dog), for at have villet oprette et statsseminarium for kvinder samt at han var modstander af at retsplejeloven udelukkende kvinder fra embeder og erhverv. (se "Kvinden og samfundet" nr. 1 1918).

Goos havde generelt støttet en forbedring af kvinders retsstilling, og bl. a. behandlet "forbrydelser mod kvindens kønsfrihed". Han mente at kvinden havde ret til frit at råde over sine kønsegenskaber som et særligt retsgode udsondret fra den almindelige handlefrihed af hensyn til "kønsærens ejendommelige betydning for kvinden både som menneske og som medlem af samfundet". Voldtægt og tilsvarende krænkelser indeholdt derfor principielt et angreb på "den gren af den formelle handlefrihed, der kan betegnes som kvindens kønsfrihed". I modsætning til 1866-loven byggede han ikke sin systematik på sædelighedsbegrebet. Det er således ikke længere alene den offentlige moralske opinion, der afgør omfanget af kvindens beskyttelse. Kvinden skal respekteres som menneske og samfundsborger. (citeret fra Inger Dübeck: Voldtægtsforbrydelsen i retshistorisk belysning. )

Goos betragtede dog i lighed med datidens generelle opfattelse sexchikane og seksuelle overgreb som en del af dagligdagen, ligesom hans kvindeopfattelse indebar at de var sexlystne og bærere af arvesynden. 

Professor Carl Goos (1835-1917). Højre-mand, i Folketinget 1880-84. Kongevalgt medlem af Landstinget. Overinspektør (leder) af fængselsvæsnet (1884-1891). Kultusminister (1891-1894) og justitsminister (1900-1901). Public Domain.

Goos!!!

I Fredags Aftes Kl. 9 arriverede Konseilspræsident Estrup fra Bernstorff, hvor han havde spist til Middag hos Kongen Der var noget paa Færde, ti med en, for en saa stræng Husholder som Hr. Estrup usædvanlig Flothed spenderede han en Krones Penge paa en Droske. Han lod holde udenfor BerL Tid.s Redaktionskontor, hvor han aflagde en fransk Visit.

En halv Times Tid efter erholdt den samlede Højrepresse, c: Avisen samt Ferslew I, FersIew II og Ferslew III, følgende Korrekturaftræk tilstillet gennem Berl. Tid.s Bude:

"Under 10de Juli d. A. har det behaget Hs. Maj. Kongen allernaadigst at udnævne Professor ved Universitetet, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris A. H. F. C. Goos, Kmd. af Dbg. og Dbmd. til Minister for Kirke- og Undervisningsvæsnets."

Saa har altsaa Estrup trukket det korteste Straa overfor en mere behændig Modstander som Nellemann, og man kan næsten sige, at fra i Fredags er Ministeriet Estrups Dage talte. Det kan naturligvis gærne være, at den "karakterstærke" Hr. Estrup endnu et Aarstid eller to faar Lov til at agere Topfiguren i Kransekagen, men realiter eksisterer fra nu af intet Ministerium Estrup.

Nu har vi Ministeriet Nellemann. 

Dette Resultat af de sidste Aars hemmelige Kampe indenfor Ministeriet kommer os vel ikke uventet, men derfor er det ikke mindre beklageligt. Vi har ofte, navnlig i den sidste Ugestid, henpeget paa den indre Splid i Højre, men oprigtig talt lige til det sidste havde vi bevaret et svagt Haab om, at Estrup dog til sidst vilde tage sig sammen.

Vi har næret for store Forventninger til Hr. Estrup; vi havde troet, at han var, omend ikke nogen helstøbt Karakter, saa dog i hvert Fald noget af et Mandfolk.

Det har vist sig, at han som Politiker ikke er andet end et sølle halvgammelt Fruentimmer i Mandfolkeklæder, en ren Klud i Hr. Nellemanns sikre Haand.

Naa, Hr. Estrup er altsaa ydmyg gaaet under Aaget og har faaet Syndsforladelse for sine og Fætter Jacobs Synder - det bliver nærmest en Privatsag, som han maa se at forsvare for sin egen Samvittighed og overfor sine Stands- og Meningsfæller.

Os kan det saamænd være komplet ligegyldigt, enten det er en Estrup eller en Nellemann, der staar ved Statsroret.

Hr. Estrups spidsborgerlige Hæderlighed er i Virkeligheden ikke mere tiltalende end Hr. Nellemanns spidsfindige Fortolkningskunst samt hans "fra Fædrene overleverede Tro". Og hvor det gælder borgerligt Frisind og Aandsfrihed, da er det Hip som Hap, enten vi styres af den ene eller den anden.

Det er jo endog muligt, at denne Nellemannske Sejr kan stramme Landstingets sløve Jorddrotter lidt op; muligt, at Folk som Frijs, Ahlefeldt og Danneskjold kan vækkes til Bevidsthed om, at man ikke fyldestgør Ordet: Noblesse oblige ved at stemme paa Kommando.

Og det kan ikke andet end glæde os, at Ministeriet yderligere svækker sin Position ved at acceptere en Mand med Hr. Goos' politiske Fortid. Ti derom turde der dog saavel blandt Højre som blandt Venstre herske Enighed, at ingen, absolut ingen Politiker nyder saa ringe Agtelse og Tillid som Professoren og Landstingsmanden, Kirkeværgen og Fængselsinspektøren - hans Hæderlighed som Privatmand ganske ufortalt.

Det er endnu i frisk Minde, hvorledes denne, Den ny Socialists fhv. Udgiver politisk set fik Dødsstødet af Overretssagfører A. Cantor. Ej heller har vi glemt, at den tidligere Medarbejder ved Det nittende Aarhundrede, at Medunderskriveren af Adressen til Georg Brandes, at den frisindede retsfilosofiske Docent satte sit videnskabelige Ry paa Spil ved for 5000 Kr. aarlig at overtage det moralske Ansvar for Dagbladet i dets Dekadenceperiode.

Og vi mindes tydeligt, hvilken medynkblandet Indignation det vakte, da den ny Udgave af Retsfilosofien udkom, kemisk renset for alt, hvad der lugter af Modernisme, Europæisme eller hvad det nu er for Stikord, den velsindede Presse benytter.

Hr. Goos har som Politiker vist sig blottet for alt, hvad der hedder Overbevisning og Standpunkt, Han er sig sikkert ikke bevidst, hvilken ynkelig Rolle han har spillet i Rigsdagen. Paa ham passer mere end paa nogen anden Betegnelsen politisk Strømpeskaft, ti hans Karakters voksbløde Naturel gør ham til et let Bytte for enhver, der er i Besiddelse af en Smule Viljestyrke.

Han er en fuldlødig Repræsentant for de Klisterpotte Egenskaber, der som en Svamp æder paa det offentlige Liv her hjemme.

Han er en religiøs Fritænker af den Borchsenius-Secherske Slags, og man kan være overbevist om, at hans Udnævnelse til Kultusminister intet Steds er bleven hilst med større Jubel end i Linnésgades politiske Barbérstue.

At en dansk Stuelærds upraktiske Ubehjælpsomhed klæber ved ham, og der er derfor ingen Tvivl om, at det vil lykkes ham at forplumre de administrative Fremskridt, der under Scavenius' Styrelse er bleven indført i de kultusministerielle Regioner.

Han tilfører Ministeriet hverken et politisk Navn, ej heller nævneværdig Arbejdskraft paa Administrationens Omraade, og det er i Grunden ufatteligt, hvad Nellemann - ti i Virkeligheden bliver det dog Nellemann, der for Fremtiden som i de sidste otte Dages Tid bliver den egenlige Leder af Kultusministeriet - hvad Nellemann vil med Goos.

Den bløde Elskværdighed, der i det private Liv gør Goos til en saa behagelig Mand, har som Politiker gjort ham til en komplet Umulighed. Vaklende og ubestemt som han er, modtagelig for ethvert Indtryk, altid rede til at spørge om Raad og lytte efter Raad, vil han blive en Kasteboldt i Nellemanns kloge Haand. Og har Rigsdagsmanden skadet hans videnskabelige Navn og ofte bragt Folk til at glemme hans utvivlsomme Fortjenester og fremragende Evner, saa vil Kultusministeren for bestandig gøre det af med Videnskabsmanden.

Dette er meget beklageligt for den juridiske Videnskab.

Men forøvrigt ønsker vi ret af Hjærte d'Hrr. Hyklere, Dumrianer og Obskurantister til Lykke - Politikeren Goos er dem saamænd velundt.

(København 12. juli 1891)

I 1891 udtalte han i rigsdagen om et nyt lovforslag om alderdomsforsørgelse:

"Tanken er jo den, at samtidig med at man erkender og maa hævde som Grundsætning, at ingen kan forsørges af det offentlige uden at være underkastet afskillige Indskrænkninger med Hensyn til hele sin Væren, en Følge og en Betingelse, som ogsaa Grundloven fremhæver (…), maa man erkende, at der kan være særlige Forhold og særlige Omstændigheder, som medføre, at den Forsørgelse af det offentlige, hvortil en Person bliver trængende, af forskellige Grunde ikke skal medføre lignende Begrænsninger og lignende Indskrænkninger i hans hele Eksistens. (…) Det er en ganske naturlig Tanke, at man fremhæver dette, at en Person, som er bleven gammel og er værdig, har Krav paa Nænsomhed med Hensyn til den Behandling, som i Almindelighed følger med offentlig Forsørgelse (…)” (Rigsdagstidende, 1890/91: sp. 2045)

Hvilket gav "værdigt trængende" ret til visse privilegier. Goos mente at det lå udenfor Grundloven at give "trængende" disse privilegier.

Den røde Fane i Brønderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Om den i Søndags i Brønderslev afholdte socialdemokratiske Folkefest skriver "Demokraten" følgende:

I Søndags afholdtes i Plantagen "Hedelund" ved Brønderslev Station en vellykket socialdemokratisk Folkefest med Folkethingsmand Hørdum og Husejer A. Christensen, Aalborg, som Talere.

Det var dog ikke Politimyndighedernes Skyld, at Festen lykkedes saa godt. De gjorde tværtimod alt for at vise, at Snakken om Frihed under de nuværende Samfundsforhold er Svulst og Løgn og ikke andet.

Her i Landet i al Fald hersker der Undtagelsestilstande, hvor meget vi saa end mangler Undtagelseslove. Det maa snart enhver, der har Øjne i Hovedet, kunne blive klog paa. Og Folk bliver kloge paa det ved saadanne Lejligheder.

Der er jo aldrig noget saa galt, uden det dog er godt for noget.

Procession var der givet Tilladelse til. Men Herredsfuldmægtigen fra Hjørring mødte med Ordre til, at ingen Faner maatte udfoldes.

Selv et lille, rødt Flag, som Sangerne fra Aalborg havde haft flagrende fra deres Vogn paa Turen lige fra Aalborg og til Brønderslev, undgik ikke den strænge Fuldmægtigs Blik. Det maatte rulles sammen. Og ikke nok dermed. Det maatte ogsaa tilhylles. Men da man intet Hylster havde, trak en Sanger resolut Frakken af og svøbte den om Omvæltningssymbolet.

Saa gik Processionen af. Med behylstrede Faner og frakkeomvundet Flag og en Mand i Skjorteærmer.

Der var mødt 3 røde Faner - 1 fra Aalborg, 1 fra Nørre-Sundby og 1 fra Frederikshavn. Men ikke engang paa Festpladsen kunde det tillades at udfolde Friheds- og Lighedsfanerne. De stod og pegede med deres blanke Spyd ud af det sorte Hylster, og de stod som tavse Vidner om Magthavernes Brutalitet og selvtagne Ret.

Men Revolutionens Spøgelse var paa Færde alle Vegne. Over Indgangen til Festpladsen viftede et ganske lille rødt Flag - efter et løseligt Skøn ½ Alen i Kvadrat. Ogsaa det maatte ned. Ellers vilde det gaa galt.

Men hvorledes? En Herredsfuldmægtig gaar saa vidt vi véd - kun ugærne til Vejrs. Og Gendarmer, bevæbnede til Tænderne, med Chakot og Dyrendal og i det hele taget ulastelige i enhver Henseende, egner sig just heller ikke for den højere Luftgymnastik.

Gode Raad var altsaa dyre. Men da Nøden var størst, var Hjælpen nærmest. Den kom i en Husmands Skikkelse.

Thi for gode Ord og Betaling gik Manden til Vejrs. Og hans gymnastiske Præstationer kronedes med Held, og Oprøret kvaltes i Fødselen for denne Sinde. 1½ Sølvpenge fik han i Belønning for sin Daad.

Omsider, da Genvordighederne var forbi, tog Talerne deres Begyndelse. Folkethingsmand Hørdum holdt et længere Foredrag og sluttede med at udbringe et Leve for den internationale Socialisme. Husejer A. Christensen, Aalborg, der var kommet til Stede i Stedet for Væver Madsen, Silkeborg, talte for Arbejdernes Organisationer og udbragte et Leve for disse.

Under Talerne var der ca. 500 Mennesker samlet, og de Tilstedeværende sluttede sig begejstret til Talerne.

(Social-Demokraten 9. juli 1891).

Christian Nielsen Hjembæk. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. juli 1891 forsøgte Christian Nielsen Hjembæk at slå to af sine tre børn ihjel, og lykkedes med et af dem. Højesteretsdom faldt året efter:

En Fader, der dræber sit Barn. Højesteret har i Forgaars og i Gaar behandlet den tidligere omtalte Sag, hvor en Arbejdsmand i Kjøbenhavn, Christian Nielsen Hjembæk, havde søgt at drukne sine Børn og ogsaa aflivede det ene, medens det andet blev reddet af tililende Folk. For Højesteret var Oktavius Hansen Aktor og fremstillede i det væsentlige Sagen saaledes: 

Drabsmanden var et uægte Barn, hvis Fader ikke var kjendt, og hvis Moder forsvandt, medens han endnu var et spædt Barn. I nogen Tid gik Drengen - Kristian Nielsen hed han - "paa Omgang" i Sognet, men saa kom han i Pleje hos skikkelige Mennesker og viste sig saa flink og opvakt, at han ved Konfirmationen stod øverst paa Kirkegulvet. Han blev imidlertid forkjælet af Plejemoderen, og det viser sig senere, da han bliver Soldat, at han er meget letsindig, saa at han ofte bliver straffet for Udeblivelse af Tjenesten. I 1880 lærte han den Pige at kjende, som blev hans Hustru, og de levede i nogen Tid ret lykkeligt sammen. Men saa begyndte han at drikke stærkt - hvilket han havde faaet Smag for i Tjenesten - og da han sjælden bestilte noget, var det Hustruen, der maatte forsørge Familien. Da hun ofte bebrejdede ham hans Drukkenskab og Lediggang, kom det til Skænderi, og til sidst blev det hende saa uudholdeligt, at hun søgte Skilsmisse. Sagen blev ordnet saaledes, at Moderen beholdt de tre Børn, den 9-aarige Dreng Henrik, den 6-aarige Pige Jenny og den 4 aarige Dreng Karl. Denne Ordning var Manden forbitret over, idet han paastod, at han elskede Børnene, medens Moderen var ond imod dem. Han søgte ofte at faa fat i Børnene, og en Dag i Juli Maaned traf han de to yngste. Han trak dem først op i Ejendommen, hvor Hustruen boede, og da Døren til Lejligheden var aflaaset, søgte han at formaa Nabokonen til at lukke op. Hun nægtede det, og der udspandt sig et Skænderi, under hvilket Kristian Nielsen arbejdede sig mere og mere op i en exalteret Stemning. Til sidst tog han Børnene ved Haanden og med den Bemærkning: "Her kommer vi aldrig mere!" gik han roligt ned ad Trapperne med dem. Tanken om at dræbe dem var i samme Nu opstaaet hos ham, og han tog dem strax med hen paa den saakaldte Bispeeng, der laa 1,250 Alen borte, og hvor der fandtes et farligt Vandhul, som var 76 Alen langt, 42 Alen bredt og lidt fra Land 6 Alen dybt. Her sagde han strax til de smaa: "Nu skal I druknes!" og i det samme greb han den lille Karl og kastede ham ud i Vandet. Drengen kom dog ikke ud paa det dybe, men krøb i Land igjen, hvorefter Faderen greb ham om Halsen, kvalte ham og kastede Liget i Vandet. Jenny var, lammet af Skræk, bleven staaende ved Siden af, og Faderen klemte nu ogsaa hende om Halsen og kastede hende ud i Søen. Hun kom strax op paa Overfladen og raabte bønfaldende: "Fader!", hvilket dog kun havde til Følge, at Umennesket greb en Sten, som han kastede ud efter hende og ramte hende i Ansigtet. Nu ilede nogle Personer strax til, og det lykkedes ved de foretagne Oplivningsforsøg at bringe Barnet til Live igjen. Forbryderen, der ikke syntes at føle nogen Anger over sin Gjerning, gik ud til en Kammerat. hvor han var meget lystig, uden at det dog lod til, at han var meget beruset. Først næste Morgen, da han tog Afsked med Kammeraten, var han bleven alvorlig; han trykkede længe den andens Haand fast og sagde: "Farvel, Hans, nu ses vi ikke de første 16 Aar!" Kort efter blev han arresteret.

Under Sagens videre Forløb er der rejst Tvivl om Forbryderens Tilregnelighed. Han blev indlagt til Observation paa Oringe Sindssygeanstalt, og Lægeerklæringen gaar ud paa, at han vel er sløvet af Drik, men ikke sindssyg. Senere undersøgtes han af det kgl. Sundhedskollegium, der erklærer, at han er et "muligt arveligt degenereret Individ", hvis Aandsevner yderligere er svækkede ved Drik. At han ikke er normal, skulde Aktor gjærne indrømme - det er da heldigvis ikke normalt, at Folk myrder deres Børn - , men skulde man kun straffe de Forbrydere, der var normale, blev ikke mange straffede. 

- Ved Frederiksberg Birk var Drabsmanden idømt Tugthusstraf paa Livstid, hvilken Straf Overretten derimod nedsatte til Tugthus i 16 Aar. Højesteret afsagde i Gaar Eftermiddag Dom i Sagen. Herom telegraferer Ritz. Bur.: Christian Nielsen Hjembæk, idømtes livsvarigt Tugthus. Højesteret fandt ikke i det foreliggende tilstrækkelig Føje til at antage, at Straffelovens § 39 kunde komme Arrestanten til Gode i Nedsættelse i Straffen for Personer, der ikke kunne antages i Gjerningens Øjeblik at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos sjælssunde Personer). Paa den anden Side havde Retten Betænkelighed ved at statuere, at Handlingen var udført med Overlæg, hvorfor Arrestanten blev dømt efter Straffelovens § 186.

(Holstebro Dagblad 28. juli 1892).

En Syg paa Vandring. (Efterskrift til Politivennen)

En i Ryesgade boende ældre Mand, Niels P. Larsen, er nylig afgaaet ved Døden under Omstændigheder, der fortjener at meddeles Offenligheden.

Larsen havde i nogen Tid havt Arbejde ved Lyngby og logerede midlertidigt hos Staldmester Niels Andersen paa "Lottenborg". Han havde i Vinter havt et Anfald af Influenza og blev i Begyndelsen af Juni atter syg. Om Nætterne var han saa forvildet, at han foruroligede og syntes farlig for sine Omgivelser, og da der var tydelige Tegn til Sindsforvirring, besluttede hans Vært at gøre Anstalter til hane Indlæggelse paa et Hospital.

Søndag den 7de Juni, om Morgenen Kl. 7, henvendte Staldmesteren sig den Anledning til den ved Lyngby liggende Gendarmstation, forklarede Larsens Tilstand og bad om han maatte blive transporteret til et Sygehus. Men Gendarmkorporalen henviste ham til Politiet som den rette Avtoritet. Staldmesteren lod saa sin Staldkarl, Peter Andersen, gaa med den Besked til Politistationen i Lyngby, men her var det ikke bedre. Overbetjenten henviste den Sag til Sogneraadet, og da Karlen saa endelig henvendte sig til et i Lyngby boende Sogneraadsmedem, saa var Resultatet her akkurat det samme som de foregaaende Steder. Sognerådsmedlemmet kiggede efter i sine Bøger, men kunde ingen passende Bestemmelser finde om at tage sig af Syge, der er i Hus. Var den Syge endda bleven fundet liggende paa Vejen, saa havde det været en anden Sag.

Alle Karlene Forklaringer om den Syges Tilstand hjalp ikke noget, og denne Vandring fra Herodes til Pilatus var altsaa aldeles frugtesløs. Staldmesteren var nu i Tvivl om, hvorledes han skulde forholde sig med det syge Menneske. Men op ad Formiddagen blev man højst forbavset ved at opdage, at den Syge pludselig var sporløst forsvunden. Til en Logiskammerat havde Larsen ytret, at han vilde gaa til Helsingør og besøge sin Søn (han havde hverken Søn eller Familie Helsingør).

Efter hvad der senere er erfaret, er han imidlertid gaaet til København, hvor han Natten mellem Søndag den 7. og Mandag den 8. blev truffet paa Østerbro af en Politibetjent, til hvem han opgav sit Navn og Fødested, og blev som formodet beruset indbragt til Politistationen. Her hensad han til han endelig næste Morgen Kl. 8 blev indbragt til Kommunehospitalet. Ved Undersøgelsen viste det sig, at bl. a. Lungerne var angrebet, og den følgende Dag, Tirsdag den 9. Juni, afgik han ved Døden. Søndag den 14. Juni blev han saa begravet paa Vestre Kirkegaard, uden at hans herboende Familie havde nogen Anelse om det passerede.

I Lyngby var man samtidig i Logis'et bleven meget urolig over hans lange Udeblivelse. En Logiekammerat kendte heldigvis Familiens Adresse i København, og den 17. Juni fik Familien et Brev fra denne Mand med Meddelelse om. at Larsen var bortgaaet i sindsforvirret Tilstand, og at Værten anmodede om, at hans Garderobe maatte blive afhentet.

Familien satte sig straks i Bevægelse her i København, forespurgte rundt om paa Politistationer og Hospitaler, og blev selvfølgelig meget overrasket ved endelig paa Kommunehospitalet at erfare, at en Mand ved Navn N. P. Larsen var død der og begravet for flere Dage siden. Familien maatte endda op i Fattigvæsenet, hvor den Afdødes Paaklædning var henbragt, og ved denne blev det saa konstateret, at den eftersøgte og den døde var samme Person.

Denne Tildragelse er et nyt Bevis paa, hvor slet og hensynsløst det nuværende Samfunds Autoriteter behandler fattige Syge. Selv om Elendigheden har naaet et saadant Højdepunkt, at den Syge styrter om paa en Gade eller en Landevej, er han dog ikke en Gang sikker paa at kunne blive indlagt paa et Hospital. Som oftest betragtes han i dette Tilfælde som en Drukkenbolt, og indespærres i en Politistations Detentionslokale, hvor man ikke en Gang gør sig den Ulejlighed at hente en Læge for at lade hans Tilstand undersøge. Socialdemokratiet har ofte forlangt Lægevagtstationer oprettet og sat i Forbindelse med Politistationerne, uden at der er taget Hensyn dertil. De Mishandlinger af Syge, der jævnlig finder Sted, skulde man synes maatte aabne Øjnene for Nødvendigheden af at gennemført vor Fordring.

(Social-Demokraten 25. juni 1891).

De fattiges plage. (Efterskrift til Politivennen)

Badesæsonen begyndte i Gaar for de fattige. Deres plage er den lange Fangedæmning, der skiller Gasværkshavnen fra Kallebodstrand.

Et stort Skur er rejst paa Dæmningen, og herfra skyder en Bro sig som et langt Tusindben ud til de aabne Badehuse, hvor Afklædningen foregaar. Det er Kommunens Badeanstalt.

For den moderate Pris 2 Øre bliver man fra Land færget over til Molen af en brunskægget Sømand. Derpaa afleverer man sin Billet til Opsynsmanden i Skuret, og Vandet staar til Disposition.

Kontrolløren, der bærer flad Kasket med Københavns Vaaben paa Facaden, betragter spørgende min høje Hat.  Jeg beroliger ham ved at erklære at det ikke er min Hensigt at bade. Jeg er blot kommen for at tage det lille Folkebillede i Øjesyn.

- Min Herre, siger han, De kan roligt bide her. Ingen Badeanstalt i Kallebodstrand har saa frisk Vand som denne. Kloakerne munder ganske vist ud lige i Nærheden, men alt det skidne Vand løber baade med Norden- og Søndenstrøm bag om Dæmningen gennem Gasværkshavnen. Det er bestandig klart paa denne Side.

Et Blik paa Vandet synes at bekræfte denne Paastand. Det er klart og grønt som ved Gilleleje.

Det vilde paa Stedet friste mig til et Bad, hvis ikke en latterlig Fordom holdt mig tilbage.

- Det bedste Bevis, fortsætter den utrættelige Opsynsmand, er, at mange pæne Folk bader her

- I Fjor havde vi hele Sæsonen igennem en Kaptajn, der havde prøvet alle de andre Anstalter, men som endelig resolut foretrak at bade mellem Smedesvende og Friskoledrenge. Han kom hver Dag og havde aldrig Grund til at beklage sig hverken over Vandet eller over Prisen.

Endelig betroede Manden mig, at han om Vinteren var Guldsmed, og at han var henrykt over at kunne ligge paa Landet ved dette luftige og livlige Badested.

Imens plumper den ene magre brungule Drengekrop i Vandet efter den anden. Allerede paa denne Sæsonens første Dag er Besøget stærkt Der opstaar smaa Bataljer paa Dybet, de pjasker hverandre Øjnene fulde, de lister lumsk bag om hverandre og giver Dukkerter, mens en gammel Bademester paa Broen raaber efter dem med slesvigsk Akcent.

- Anstalten har - efter hvad den elskværdige Opsynsmand meddeler et stort og taknemmeligt Publikum.

Om Morgenen tidligt er det Haandværkere, der skal paa Arbejde, Havnearbejdere, Søfolk og endogsaa Komis'er,der paa Grund af det tidlige Tidspunkt mener sig sikrede mod Skandalen. Efter Middag er det serieuse Publikum forsvundet. Det er da næsten udelukkende Drenge, der nærmest lader sig lokke ved Udsigten til den dobbelte Rotur over Gasværkshavnen.

Ved Aftentide gaar Havnens Folk paa ny til Bunds i Stranden - og som Følge heraf er siden denne Anstalts Oprettelse sværtede Kuldragere hjemfaldne til Mythen.

Nu er Sæsonen atter begyndt, og jeg opfordrer paa det kraftigste ubemidlede Folk til at benytte sig af den dobbelte Fordel i Pris og Vand, der er budt dem her, fremfor det betalende Publikum, der erlægger det tyvedobbelte og stiger mere snavsede op af Vandet, end de gik deri.

Sidste Aar var der Dage, hvor Antallet af de besøgende hævede sig til 1800. 1800 Gange 2 Øre giver 36 Kroner. Hvis det vil gaa lige saa livligt i Aar, kan Kommunen maaske endogsaa sikre sig et net lille Overskud af sin Filantropi. Eller hvis den ikke vil være det bekendt, vil det ende med, at der paa de aabne Skures Grund rejser sig et pragtfuldt Badeetablissement med lukkede Kamre og Hynder paa Sæderne, medens rige Folk gaar inde paa Land, forbandende Belvedere og Venedig, og kiger misundeligt over til de fattiges plage.

Guy.

(København 2. juni 1891).

Kalvebod Strand var i hele 1800-tallet et populært sted for badeanstalter. Her en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 15. maj 1869. Badeanstalten Venedig startede ved Flådens Leje nogenlunde ud for hvor operaen ligger nu, men måtte flytte ud til Kalvebod Strand for enden af nuværende Eskildsgade/Absalonsgade. Af den grund hed Eskildsgade dengang Badevej, fra 1886 Knudsgade - kendt for prostitution - hvorfor den atter i 1906 kom til at hedde Eskildsgade.. Anstalten blev anlagt allerede i 1850'erne, og fra Nyhavns Hoved var der formedelst 12 skilling fri sejltur fra Nyhavn Hoved, inkl. håndklæde. En af badekonerne, Stine Andersen, Havnevej fyldte 81 i 1919. Som alle andre badeanstalter forsvandt den da området blev opfyldt. Allerede i 1895 skrev aviser at den var nedlagt, og i hvert fald 1905 forsvandt de sidste rester. En anden anstalt hed St. Helena.

I 1875 var der sket et opmudringsarbejde. Strømmen var derfor blevet raskere og vandet som følge af det renere. Den daværende badeanstalt, Rysenstens Badeanstalt var den eneste søbadeanstalt. Den var populær og ventetiden ofte ½ til 1 time. I 1874 blev svømmebadene flyttet over på Amagersiden. Men badesanstaltens tilstand blev stadig kritiseret.