Dorph-Petersens Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

Den sidste Tid har været usædvanlig rig paa Jubilæer i Theaterverdenen. Efter det store Dobbeltjubilæum paa det kgl. Theater er Turen nu kommen til Privatteatrene. Folketheatret lægger for med Dorph-Petersens Jubilæum; derefter følger Fru Gjørling har den 25. Oktober, og i Begyndelsen af 93 vil Direktør Abrahams kunne feire 25-Aarsdagen for sin første Optræden paa det kgl. Theater som Albert Ebbesen i "Elverhøi".

Begivenheder i den sceniske Kunsts Verden ere jo fortrinsvis i Kridthuset hos vort hjemlige Publikum - som forøvrigt alle andre Steder, hvor Theatre findes. Ingen anden Kunstart kommer i saa nær Rapport til Publikum, og der opstaaer derigjennem en Art personlig Forbindelse, som selv den populæreste Forfatter, Maler eller Komponist aldrig lærer at kjende. Det er derfor ganske naturligt, at Skuespillerjubilæer faner en egen Fortrolighedens Charme, thi de Mange, som den paagjældende Kunstner har virket for Aften efter Aften, under Melpomenes strenge eller Thalias smilende Maske, kunne her give personligt Møde og sige Tak for de forløbne Aar.

J. F. Dorph-Petersen hører blandt de første af dem, som med en god Samvittighed kan tage mod den Hyldest, der ikke vil udeblive ved hans 25-aarige Jubilæum. Privattheatrene fordre strængt Arbeide af deres Personale, dobbelt strængt, fordi der ikke blot kræves det store Kvantum Tid og Flid, men fordi Arbeidet ofte maa anvendes paa Theaterstykker og Roller, der kunstnerisk set byde lidet fristende Opgaver for de Skuespillere, der betragte deres Virksomhed som mere end et Levebrød. Det er de bedste af dem, som ikke alene bevare Respekten for den Kunst, de udøve, men ogsaa gjennem en lang Aarrække arbeide sig bestandig videre frem.

Det har i særlig Grad været Tilfældet for Dorph-Petersens Vedkommende. Der ligger en betydelig Udvikling mellem den Dag, da denne Skuespiller debuterede paa det kgl. Theater, og til iaar, hvor han holder sit 25-aarige Jubilæum. Efter at have været i tre Sæsoner ved det kgl. Theater - og bl. A. spillet Halling i "En Spurv i Tranedans", Cienzo i "Den Yngste", Jokum i "En Søndag paa Amager" foruden adskillige mindre Roller - kom Dorph-Petersen i 1870 til Folketheatret, hvortil han senere uafbrudt har været knyttet. En af hans Debutroller var den unge Student Wahl i "Kanarifuglen", og skjøndt man den Gang næppe havde nogen klar Forestilling om Rækkevidden af Debutantens Evner, kom han dog hurtig ind i Repertoiret og naaede snart det ikke altid lønnende Standpunkt at maatte spille alle mulige Roller.

Fra Dorph-Petersens første Skuespilleraar vil man især huske hans unge Studenter. De kunde stundom være lidt ubeherskede baade i Plastik og Replik; men de havde en egen frisk Elskværdighed og dertil et Præg af god, solid Dannelse, der viser, at en Studenterexamen, - eller i hvert Fald en omhyggelig Opdragelse - ingenlunde er nogen uvæsenlig Tilgift for en Skuespiller. Allerede i sin første Folketheatersæson spillede Dorph-Petersen saa forskjellige Ting som Poul Frank i "Hverdagsfelt", Charles i "Revuen" og Tamerian i "Den svage Side". Og Omraadet udvidedes Sæson efter Sæson til at omfatte alle Genrer, fra den bredeste Folkekomedie og kaadeste Farce til det franske Drama og Lystspil. Det er et høist broget Kalaidoskop af Privatheater-Repertoire, der frembyder sig, naar man gjennemgaaer de henved 300 Roller Dorph-Petersen har spillet.

Men i al denne Overflod er der adskillige Ting, man vil huske. I Folkekomedien hans troværdig og bredt gjennemførte Ib i M. V. Bruns "Gjøngehøvdingen", Thompson i "Hvem er han" og den fortræffelig karakteriserede Mr. Jingle i "Pickwick-Klubben". Ogsaa i Farcen har Dorph-Petersen kunnet slaa sig løs med ægte Temperament. Men de Opgaver, som har staaet Skuespillerens Hjerte nærmest, har dog utvivlsomt været de halvt komiske Karakterroller i dansk Lystspil, og han har paa dette Felt ydet saa god scenisk Kunst, at den bør anerkjendes uden alt Forbehold. Vi skulle blot nævne enkelte Figurer som Henrik Grønberg i "For Alvor", Jørgen i "Feriegjæsterne", Jens Driversen i "Audiensen", dovne Madsen i "Skovridergaarden" og i "Revuen" Nicolaisen, der ikke paa en Gang kan slaa lilletromme og have Barn i Kirke. Og endelig fra denne Sæson Dorph- Petersens Udførelse af Konsul Bose i "Sportsmænd", der med en sjælden Enstemmighed i Dagbladskritik fik Testimonium for at være saa god og fint giennemført Komedie, som der overhovedet bliver spillet paa vore Theatre.

Dorph-Petersen har havt den værdifulde Egenskab at han har øvet sin Kunst med lige stor Kjærlighed og Respekt. Selv hvor Opgaven var ringe, har han sat al Evne og Arbeide ind paa at naa det bedst mulige Resultat. Han er derved naaet langt frem og hører nu til de uundværligste Kræfter ved det Theater, han virker ved, nøie passende ind i Folketheatrets gamle, solide Stab. Og man ved ogsaa, at han er en trofast og hjælpsom Kammerat, en Mand, der - selv i fuldeste Maal pligtopfyldende og gentlemanlike - ikke stiller strængere Fordringer til andre end til sig selv.

Publikum, som paa Jubilæumsaftenen vil fylde Huset, vil med god Grund bringe Folketheatrets Jubilar en oprigtig Tak for de forløbne Aar og hjertelige Ønsker for hans Fremtid.

(Dagens Nyheder 25. april 1892).

Lindström, Georg (Sophus Georg August) (31.8.1866-16.12.1923) fotograf: Dorph Petersen, Jens Frederik Siegfred (9.4.1845-20.12.1927) skuespiller, teaterdirektør. 1890-1923. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Godsejersønnen (Barfredshøj ved Taastrup), skuespiller og teaterdirektør Jens Frederik Siegfried Dorph Petersen studerede først landvæsen, men senere skuespiller. Hans debut var på Det kongelige Teater 1867. Efter nogle år skiftede han til Folketeatret. Han blev i 1872 gift med skuespillerinden Julie Sødrings datter Rose. Skuespillerkarrieren indstillede han i 1898 og blev herefter inspektør og instruktør ved Folketeatret, fra 1900 direktør. I 1908 - efter udsigten til konkurrence fra Det ny teater - trak han sig tilbage fra teatret som en ret velstående mand, bl.a pga indtægterne fra forbryderkomedien "Sherlock Holmes". For den kunne han købe et landsted. Dette solgte han nogle år før sin død. Han boede i Kronprinsessegade.

J. E. S. Dorph-Petersen * 9 april 1845 + 20 decbr 1927. Rose Dorph-Petersen født Sødring * 12 april 1850 + 24 april 1927. * Gotfred Tvede * 7 oktbr 1863 + 30 decbr. 1947. Bodil Marie Tvede, født Dorph-Petersen * 24 decbr 1873 + 8 marts 1964. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 30. Svigersønnen Christen Gotfred Tvede var arkitekt, bl.a. for Østasiatisk Kompagni og Det Classenske Fideicommis. Hans tegnestue var blandt de største. Han blev i 1895 gift med Bodil Marie Dorph-Petersen. Tvede er urnebegravet. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2019.

Mellem Proletarer. (Efterskrift til Politivennen)

For en Snes Aar siden var der ingen Stensætning om Søerne. Hvor Vandet nu skvulper trist og ensformig mod Granittens Kvader, flød de gule Aakander mellem Andemaden, og Brudelyset rejste sin blege, rødmende Blomsterkvast mellem duftende Pilearter. Helt op mod det frodige Hegn gik Brasenen i Legetiden, og Drengene soppede og lavede Øer langs Kanten. Indtil Wessels- og Slotsgade strakte sig de spredte Husrækker, men udefter saa' Øjet kun Marker og Gaarde, og Kvæget brølte dér, hvor nu Fabrikernes Skorstene piber, og hvor Arbejdernes sørgmodige Kaserner rejser sig.

Vil man nu se Mark og Land, maa man helt ud paa den anden Side Utterslev. 

Ensartet, trist og skiden er hele det Kvarter, der fylder Nørrebro med Sidegader, omtrent fra Wesselsgade og udefter - helt til Utterslev. En stor By, begrænset af Nørrebrogade, der som en Kanule løber gennem dette Københavns aldrig lukkede Saar, - og paa den anden Side af Ladegaardsaaen. Den fattigste og mørkeste Del begynder ved Griffenfeldtsgade og fortsættes i de nye tætbefolkede Kvarterer omkring Jægersborggade. Det er denne store, pakkede Kvadrat, der bærer Navnet Rhabarberkvarteret. Efter Sigende, fordi her laa fordom store Marker, beplantede med denne Urt.

Større Fattigdom og Usselhed, end her er sammenhobet, findes ikke andet Steds i vor By.

Naar Fabrikernes Skorstene piber til Middag, aabner den store, graa Friskole sine Porte. Ud i den frie Luft vælter hele Børneskaren. De er klædte i Pjelter, de fleste, i Træsko eller paa bare Ben hujer de henad Gaden, der ligger ubefærdet som i en Provins. Hvad skulde vel Vogne her? - En frygtelig Stank staar om denne unge Horde, den specifike Fattigdommens Stank, Lugt af snavset Indertøj og Lus og deslige Uddunstninger. Med Forundring og Skræk tænker jeg paa de, der skulde sidde som Lærere timevis i en Klasse, ophedet i Sommersolen, med Hundrede af disse Øjne stirrende paa sig, der hver fortalte et usseligt Livs Saga.

Efterhaanden optages Skaren - der blander sig med Fabrikernes Kohorte af unge, spinkel klædte Fruentimmere og gamle Slidere, der skal hjem og skaffe lidt Middag til Børnene, - af de dybe Gader. Disse Gader, der synes saa underlig livløse og døde, trods Børnenes Vræl, ti Børn er der først og fremmest, Børn overalt, sjippende paa Fortovene, rodende i Rendestenen og spillende Klink mod Murene Barhovede Unger. Med Haar, Solen har bleget som hos Bønderbørn, men med gustne, gulblege, blodløse Ansigter. Mange med Kirtelhaar paa Halsen eller i Øjenkrogene. Og hos mange af Smaatøsene underlige, frække Øjekast, og i Drengenes Fjæs lurer alt ofte Vagabonden eller Forbryderen.

Det er ikke saa meget de fattige Arbejdere, der giver disse Gader deres Præg, som det Byens Udskud, der her er samlet. Det er Prangere, Tiggere, Sutenører og Skøger, der om Aftenen lusker langs de høje Husrækker og sælger de sidste Minder om "Kvinden" til Lørdagenes drukne Daglejere, eller hverver i de "Kaféer", der er baserede paa dem og deres Elskere.

Udenfor hver Brændevinsbod kan man se de smaa Kompagnier af disse Folk, hvis Liv hér er som en Pavse mellem "Gaarden" og Tugthuset Gamle, fedtede, brune eller grønne Filthatte, langt, mørkt, blankt Haar og oppustede, fordrukne Ansigter. Deres Klæder er de mest lurvede og fedtglinsende Laser, og mellem Bukser og Vest stikker den sorte Skjorte ud. Dér staar de og soler sig, ventende paa, at et eller andet tilfældigt skal falde dem i Hænde, for at de kan faa Brændevin. Kommer der en velklædt Person gennem Gaden, vejrer de ham som drevne Hunde langt borte og sender en Forløber ud. Lykkes Prelleriet, forsvinder en af dem hurtig i en Kælder, og Flasken tømmes i en Gadedør

Jeg saa' en Dag to af disse Fyre, lænede dovent mod en Gitterindhegning udenfor Korskirken, hvis enkle Bygning manende bæver sig over Hustagene. Gaden blev brolagt: Svendenes Støjen og Hamrenes Klang mod Stenene lød som en Opsang til Arbejdets Pris. Deres Ansigter blussede af Varme, og de blaa Arbejdskitler var vaade af Sved De to Sutenører stod og saa' ligegyldigt og dvaskt paa denne Larm. Da rejste en af de unge Arbejdere sig fra det gule Sand og kom hen mod dem. De blev hængende mod Gitteret i samme Stilling Aabenbart en Ungdomsven, der genkendte dem. De vekslede nogle Ord om Varmen. Da jeg gik, hørte jeg en af dem i overlegen Tone sige til Kammeraten, idet han for at vække sin Fælles Opmærksomhed stødte ham i Siden med Albuen - " - Næ - Du Stefan, vi la'r vores Damer arbejdet - " Brolæggeren svarede med et Smil, der kunde betyde baade Beundring og tvivlraadig Foragt og satte sig atter tavs ned paa sin lave, en benede Stol i det gule Sand og slog et Slag mod den firkantede Sten, saa det sang i Luften.

I dine Gader er der kun faa Butiker, og alle henhørende til en af fire Kategorier: Urtekræmmeren, Høkeren, Kulhandleren, der sælger skillingsvis af sit diminutive Lager, og Toddyboden. Et Par Butiker, hvor over læses "Manufakturhandel" eller "Galanterihandel", staar tomme.

Man forbavses over, at nogen har paabegyndt en Handel af den Art herude - Manufaktur og Galanteri i Rhabarberkvarteret! 

Og dog ser den, der tilfældigt kommer gennem Gaderne, kun Facaden af Beboernes Liv. Bag de skidne, graa og røde Husrækker rejser sig Baghuse i tætte Kolosser, hvis Vinduer som Hundreder af Tiggerøjne, sorte og tomme, gabe ud i Luften. Her fører de mest lyssky Væsener deres Eksistens, - og tro ikke, at det Fruentimmer, der i sine Slæber sjokker over Gaden med Haaret uredt og ét Barn ved Hsanden, ét paa Armen, i et gammelt Shawl, der kun daarlig skjuler det lasede Kjoleliv - at hun hører til de ynkeligste! Nej, her oppe i Baghusenes skidne Kvistværelser, hvor Lejen - omkring en Krone - opkræves ugentlig, her ligger, i Snavs og Skarn, paa skamløse Pjalter de udslidte og gamle, der ikke vinder ned ad de mange Trapper, og naar Datteren, der om Dagen "sælger", ved Nattetid kommer hjem med en halvdrukken Karl eller en Dreng, der første Gang er paa Æventyr, trækker den gamle sig kun sammen i sin Krog - og dækker sig til med Sækken. -

Fra dette Kvarters Tusinder er hun mig den stygge, sørgelige Type, jeg aldrig glemmer - den midaldrende Kvinde jeg hin Morgen mødte. Noget borte kom hun gaaende - barhovedet og med graasprængt Haar, og tværs over hendes Ansigt saa jeg et bredt hvidt Baand. Men da hun kom mig nærmere, blegnede jeg: Et Lommetørklæde var bundet rundt om hendes Hoved oven over Ørene med en Knude Nakken. Det hang løst, og var gledet ned fra det Sted, det skulde dække. Og midt i hendes Ansigt, hvor Næsen havde siddet, var et stort, aabent, rødt Saar, der bredte sig ud over hendes Overlæbe. Hun gjorde intet Forsøg paa at se til Siden, men saa' forskende paa mig med et Par brustne Øjne.

Glen Garry

(København 28. marts 1892).

Blågårds kavalerbygning Nørrebrogade 45. Vestre halvdel under nedbrydning. Th. Nørrebrostræde. På hjørnet C. Nielsens Café og Ølhalle. 1894. Kbhbilleder, Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder.

Nikolaj Petersen dømt. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar faldt Dommen over Nikolaj Petersen. Den lyder paa 1 Aars Forbedringshusarbejde og er faldet i Henhold til Straffelovens § 85, 2det Stykke, der har følgende Ordlyd :

"Den, som i den Hensigt at forandre Statsforfatningen eller den bestaaende Tronfølgeorden, opvækker Oprør eller paa andre Maader fremkalder eller leder Voldsgærninger, der tilsigter at bevirke en saadan Forandring, straffes paa Livet eller med Tugthusarbejde paa Livstid "

Alle vil blive i høj Grad forbavset ved at høre, at Nikolaj Petersen har vakt Oprør. Det har han heller ikke. Han har bare skrevet nogle Artikler Ugebladet "Arbejderen".

Disse Artikler var betitlet "Revolutionen", og i dem søgte Forfatteren dels at give en historisk Oversigt over de revolutionære Begivenheder i Fortiden, og dels fremsatte han sine Tanker om, hvorledes man burde optræde under en eventuel Revolution.

Derfor blev han arresteret den 8de December f. A., og for denne rent teoretiske Undersøgelse er han nu ikendt den ligefrem barbariske Dom.

Thi der om vil alle være enige, at den idømte Straf ikke staar i noget om helst Forhold til "Forbrydelsen" - hvis man overhovedet kan tale om Forbrydelse i dette Tilfælde, hvad i hvert Fald ikke godt kan tænkes, naar man ser paa den citerede Straffelovs Paragraf.

Denne forudsætter i det mindste Forsøg paa at fremkalde eller opvække Oprør, men vi tvivler om, at et eneste Menneske har følt sig fristet til at gøre Oprør paa Grund af de paadømte Artikler.

N. Petersen kaldte sig "revolutionær", og han har nogle faa Tilhængere af uklare Hoveder, men den eneste Bedrift, de har udrettet, var den Marsch de i et Antal af et halvt Hundrede Mand foretog gennem Gaderne den 1 Maj, en Marsch, der var saa lidet revolutionær, at Synet af et Par Politibetjente splittede hele Flokken.

For Samfundet i Almindelighed var hverken Petersens Artikler eller Meningsfæller farlige. Derimod gjorde de en Del Halløj i "Socialdemokratisk Forbund", indtil dettes Medlemmer besluttede at udelukke dem.

Hvis Magthaverne virkelig var bange for en revolutionær Rejsning af Befolkningen, saa burde de ikke idømme saa drakoniske Straffe som denne, thi det øger netop Harmen mod det bestaaende Regimente, selv hos alle os, der ikke er Hr. Petersens Meningsfæller.

Imidlertid, der drives jo Sammensmælterpolitik i Danmark i den senere Tid. Det gælder om at forskrække Bønderne for Socialismen, og derfor skal maaske Petersen bruges som Bussemand. En lignende Fremgangsmaade brugte Bismarck hver Gang han skulde have sin Undtagelseslov fornyet. Saa regnede det ned med Arrestationer, Husundersøgelser og Straffedomme for de mest uskyldige Ting, bare det lugtede af Socialisme. Spidsborgerne blev bange og forlængede Loven, indtil Socialdemokraternes uhyre voksende Stemmetal viste dette Middels Latterlighed. Som sagt, der pønses maaske paa noget lignende herhjemme, og da man ikke har kunnet faa fat paa en Socialdemokrat, saa har de hugget sig ind paa en "Revolutionær". Nuvel, det smager dog alle Tider af Fugl, men Suppen er tynd.

Dommen vil paaføre Petersen en Del uforskyldt Lidelse, der kan blive ham saa meget desto føleligere som han skal være svag af Helbred, men den gør ikke den socialdemokratiske Arbejderbevægelse mere eller mindre revolutionær end den er i Forvejen, lige saa lidt som den afskrækker Arbejderne fra at slutte sig til denne Bevægelse. Det skal den økonomiske Udvikling og den stigende Oplysning nok forhindre.

(Social-Demokraten 27. marts 1892).

Billedskærer Nikolaj Petersen (1854-1916) stiftede i april 1889 sammen med sproglærer Gerson Trier det revolutionære blad "Arbejderen". Allerede i januar 1890 blev han i Socialdemokratiet på offentlige møder kritiseret for at skade partiet. De to blev herefter sammen med 5 andre medlemmer af redaktionsgruppen ekskluderet af Socialdemokratiet. I starten af december 1891 blev han arresteret for de nævnte artikler. Højesteret nedsatte i juni 1892 straffen til forbedringshus i 8 måneder som han afsonede i Vridsløselille Straffeanstalt - reelt blev straffetiden 6 måneder. 

Partikongressen ophævede 1901 eksklusionen og Trier blev indvalgt i partiets hovedbestyrelse, genvalgt 1903. Efter Petersen kom ud af tugthuset startede han som afløser af "Arbejderen" ugebladet "Socialistisk Ugeblad" i september 1893 og var med til at stifte "De danske Anarkister" i februar 1894, sammen med typograf Nielsen-Kolding. Gerson Trier var dog ikke med denne gang.

Bagerlærling Thomas Emilius Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Hamanns Lærling

I Kapellet.

Saaledes fik Bager Hamanns Lærling sit sidste Ønske opfyldt: han fik en egemalet Kiste og han vil i Morgen faa en Begravelse med stort Følge og med Farvel i Sang.

Da han skulde død, mindedes man atter Fattighusdrengens sørgelige Historie. Han var jo et Sognets Plejebarn. Som Barn paa Brede Plejehjem, som Dreng hos en Bager i Lyngby, der mishandlede ham, og de sidste otte Aar af sit Liv paa "Almindeligheden"! Der inde kendte de ham jo alle, og Funktionærerne der var de første, der skillingede sammen for at fri ham fra den "Fattigbegravelse", han frygtede. Men ogsaa Folk udenfor, der læste "Social-Demokraten"s Artikler, gav sin Skærv. Derfor vil Fattighusdrengen i Morgen faa en flot Begravelse.

I Gaar laa han i sin Kiste i det lille Kapel inde i "Almindelighedens" Gaard. Han var 24 Aar, men han saa yngre ud. som han laa der i sin hvide Ligklædning, som venlige Hænder havde smykket med Blomster.

Og "Almindeligheden's Beboere, dem, der havde kendt ham fra de Aar, han havde været der Inde, fik Lov til at gaa ind og se ham. De kom alvorlige, blottede Hovedet og mumlede: Ja - nu har han det godt!

*

Begravelsen finder Sted i Morgen Kl. 1½ fra Vestre Kirkegaards Kapel

(Social-Demokraten 12. marts 1892).

Læs i indslaget "Mishandling af en Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)".

Hamanns Lærling.

Emilins Hansens Begravelse

fandt efter Bestemmelsen Sted i Søndags Kl. 1½ fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

Længe for den fastsatte Tid var der samlet en betydelig Mængde Mennesker ved Kapellet, saa mange, at andre Lig følger kun med Besvær banede sig Vej. Først efter store Anstrængelser lykkedes det Emilius Hansens nærmeste Slægt at naa hen til hans Kiste, der blomstersmykket var opstillet i et af Kapellets største Rum.

Her var det ogsaa lykkedes et Sangerkor af Herrer og Damer at komme ind, medens Bagernes Sangkor og Faner maatte blive udenfor paa Grund af Trængslen.

Saa sang man over det fattige, mishandlede Menneske, der havde tilbragt sin Barndom i Nød og Slid og sin Ungdom som værkbrudden Krøbling paa et Hospital for Almisselemmer:

Dejlig er Jorden
Prægtig er Guds Himmel,
Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang
Gennem de fagre Riger paa Jorden
Gaar vi til Paradis med Sang.

Den grelle Modsætning mellem almen og Afdødes Liv slog ogsaa Præsten, der forrettede Jordpaakastelsen, Pastor paa Almindelig Hospital, Hr. Lütken. Han søgte derfor at forklare Digterens Ord derhen, at der blev skønt paa Jorden, naar man gennem Modgang naaede at blive en sand Kristen, og det var den Afdøde bleven. Forøvrigt holdt Hr. Lutken sig saa vidt mulig borte fra Hentydninger til de Omstændigheder, som havde medvirket til den unge Mands tidlige Død.

Kisten bæres ud af Kapellet, og Bagerne, som viste Afdøde den smukke Opmærksomhed at mode med deres fire Faner, stillede sig i Spidsen for Toget og nu drog den mægtige Procession over den snedækkede Kirkegaard sor al fore den fattige Bagerlærling til hans sidste Hvile.

Ved Graven bad Pastor Lutken en kort Bøn, men endnu noget efter stod den tætte Mængde tavs som om den ventede, at der ved denne Grav maatte ske noget ualmindeligt, denne Grav, som skjulte et af de mange Ofre for Kapitalist-Humaniteten, Højre-Venligheden og Dommer-Retfærdigheden.

Saa trak disse Tusinder bort i lange sorte Striber mellem de hvide Jordtuer. Emilius Hansen havde faaet en Begravelse som kun faa Stormænd. Arbejderstandens Indignation mod Kapitalist-Samfundet havde et Øjeblik samlet sig om hans Navn, om denne ukendte unge Mand, hvis Lig man flokkede sig om, fordi det laa der som et Offer for alle de Lidelser, man selv hver Dag kæmper imod.

Tusinder er død under Forhold som hans, og de er gledne stille ud af Tilværelsen, gemte bort i Fattigvæsnets flade Kister, fordi Ingen kendte deres Historie.

Et Tilfælde bragte Emilius Hansens Skæbne under Omtale i "Social-Demokraten". Og det gik da som al Tid: Den Lidende, som henvender sin Ben og betror sin Sag til Arbejderstanden selv, beder ikke forgæves.

* * *

Fra den Afdødes Efterladte har vi modtaget følgende:

Taksigelse.

En hjærtelig Tak bringer vi herved alle, som har vist Deltagelse imod vor kære Søn Thomas Emilius Hansen:

Frøken Stella Aamodt, som i mange Aar har plejet ham paa Almindelig Hospital og som han kaldte Moder, fhv. Ejerinde af "Hotel Fønix", Fru Sødring, der i lang Tid har ydet ham meget godt, Funktionærerne paa Hospitalet for den Kærlighed, hvormed de har ordnet hans Begravelse, Hr. Snedkermester Chr. Wilmann, der for at opfylde hans sidste Ønske skænkede ham en smuk Ligkiste, Hr. Pastor Lütken for hans venlige Tale, "Social-Demokraten"s Redaktion, der i en lang Aarrække har forsvaret vor Søn, hvor vi ikke selv kunde, og dem, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

En Tak til dem alle.
P. Johansen og Hustru

* * *

Hvad der af de indkomne Beløb ikke er medgaaet til Begravelsen vil blive anvendt til at vedligeholde Afdødes Grav.

(Social-Demokraten 15. marts 1892).

Pastor Ifversen og "Samaritanen". (Efterskrift til Politivennen)

Et Angreb paa Missionær Schrøder.

Vi modtog i Aftes følgende:

"Samaritanen"

En vigtig Forudsætning for, at et saa velsignelsesrigt Samfundsspørgsmaal som det, "Samaritanen" paa Nørrebro virker for, kan løses, er utvivlsomt, at man kan have Tillid til de Mennesker, der leder det. For at ikke Godgørenheden her i Byen skal blive beskæmmet, vilde jeg gærne bidrage mit til at faa Klarhed over denne Sag. Fortjener Hr. Schrøder, der leder Arbejdet, vor Tiltro?

Jeg skal begrunde mit Spørgsmaal.

Hr. Schrøder forener med sit Bespisningsforetagende en Missionsvirksomhed. Men jeg har foran mig klare Beviser for, at Hr. Schrøder sætter sig ganske ud over det Ord, han forkynder, idet han lever et Liv i kødelige Lyster, og herhos end ikke tager sig af de Kvinder, han ved sin Adfærd bringer i Ulykke.

Jeg vil derfor advare Godgørenheden, for at hin gode Ide ikke skal lide Skade; men jeg vil i alt Fald nedlægge en alvorlig Protest imod, at Foretagendet sejler under Kristendommens eller Kirkens Flag, saa længe Ledelsen ikke er i andre Hænder.

København N., den 1. Marts 1832.

Jul. Ifversen,
Præst ved Bethlehemskirken.

Da det lader sig forudse, at foranstaaende Indlæg vil skade Indsamlingen til de Fattiges Bespisning paa Nørrebro, henvendte vi os i Aftes til Hr. Pastor Ifversen. Vi traf ham ikke hjemme, men erfarede, at en Skrivelse som foranstaaende var tilstillet flere Blade, der altsaa publicerer den i Dag. Under disse Omstændigheder offenliggør vi Hr. Ifversens Indlæg.

Det meddeltes os, at Pastoren i Løbet af Gaarsdagen havde besøgt Hr. Schrøder og forlangt, at han skulde afgive sin Missionærvirksomhed. Schrøder vægrede sig derved og truede Ifversen med Sagsanlæggelse, hvis han offenliggjorde sit Angreb.

Nu kommer det altsaa formodentlig til Proces.

(Social-Demokraten 2. marts 1892).

Angrebet paa Missionær Schrøder.

Fra Hr. Missionær Schrøder har vi i Anledning af Pastor Ifversens Angreb modtaget følgende:

Hr. Redaktør!

Aldrig har jeg set noget, der saa lidet ligner Kristendom som det, Hr. Pastor Ifversen har skrevet i "Social-Demokraten" i Gaar. Derimod har jeg set en Mængde Misundelse, Brødnid og ortodoks Fanatisme, som ligner det paa en Prik.

Sidste Vinter fik jeg den Ide at skaffe de Fattige og Hungrige Mad gennem det, jeg har kaldt "Samaritanen". I denne Vinter har jeg udstrakt det til at mætte Hundredetusinder.

Spørgsmaalet har kun for mig været at skaffe dem Mad - og intet andet. Aldrig har jeg blandet Religion ind i dette Spørgsmaal, aldrig har jeg gjort Sultens Tilfredsstillelse afhængig af, hvorvidt de Sultne hørte til den eller den Tro eller slet ingen havde. Vore Døre stod aabne for alle.

I Aarhundreder har denne Gærning staaet de avtoriserede kristne Præster aaben. Hvad har de udrettet? Hvorfor har de aldrig baaret sig ad, som jeg gør, naar de nu hitter paa at falde over mig af Misundelse eller endnu lavere Bevæggrunde? Hvad er Hr. Ifversens Bevæggrund? Jeg skal oplyse den: Da jeg først i denne Vinter - inden Hr. Ifversen endnu havde stukken sin Næse i mit Privatliv - henvendte mig til ham om Støtte i den Bespisningsgærning, jeg vilde genoptage, svarede han mig, at han ikke vilde støtte min Virksomhed, fordi jeg var "Sekterer", fordi jeg ikke tilhørte Folkekirken. Dette var Hr. Pastor Ifversens eneste Grund, og det er den samme, som ligger paa Bunden af hans Angreb i Gaar, men i Følelsen af, at den i den oplyste, bidragydende Offenligheds Øjne nærmest rammer ham selv, som den intolerante fanatiste Indre Missions- Præst, han er, vælger han sig et andet, jeg drister mig til at sige, for en Præst uværdigt Vaaben.

Altsaa: Fordi jeg ikke hører til de privilegerede og avtoriserede Kristendomsforkyndere, men - i Modsætning til dem - i Fattigdom og Brydsomhed udretter det, som min Overbevisning driver mig til, derfor skal jeg lægges for Had! Fordi jeg ikke sidder i et fedt Præstekald og nøjes med at aflire de gængse Fraser uden at sætte andet end Ord ind derpaa fordi jeg forsøger at gøre Kristendommens Ord til Handling, - derfor skal jeg forfølges!

Det er betegnende, at det er en Statskirkepræst, som tager dette Kors paa sig!

Nu kommer jeg til det, hvorfor Hr. Pastor Ifversen mener, at jeg ikke er værdig til at skaffe de Fattige Mad. Jeg "lever et Liv i kødelige Lyster", siger han, og "tager mig end ikke af de Kvinder, som jeg ved min Adfærd bringer i Ulykke".

Jeg har ikke set noget grimmere end dette, allermindst af en Kristen. Kender Hr. Pastor Ifversen ikke Lignelsen om Farisæeren og Tolderen? Man skulde ikke tro det. Sandheden er, at én Kvinde for ca. 4 Aar siden fik et Barn, som jeg er Fader til, og overfor hvem jeg bestandig har opfyldt de Forpligtelser, som paahviler mig. Det er denne Kvinde - hvem jeg her ikke nærmere vil omtale - som Pastor Ifversen har allieret sig med, og som i hans raske Pen er vokset til Flertallet "Kvinder". Hvad kommer dette fire Aar gamle Forhold mellem denne Kvinde og mig de Fattiges Mad ved? Og hvad kommer det Hr. Pastor Ifversen ved? Er Pastorens tidligere Liv saa fuldstændig uden "Plet og Lyde", saa aldeles blottet for det, han kalder "kødelige Lyster", at han med god Samvittighed føler sig berettiget til at staa op og kaste Sten paa sine Medmennesker? Det turde dog være et Spørgsmaal, om han ikke her er i den skarpeste Modsætning med det, han bilder sig ind at være: en Kristen og oven i Købet en kristen Præst. Jeg kan herom citere ham Skriftsteder af Biblen, som sikkert vil være ham alt andet end behagelige.

Det har været mig meget ubehageligt at skulle give Tilsvar paa dette Angreb. Men jeg kan ikke roligt se til, at en Præst bogstavelig tager Brødet af Munden paa de Fattige, fordi jeg ikke vil bøje mig ind under hans egen fanatiske og selvgode Fortolkning af Kristendommen. Jeg beder derfor indtrængende den offenlige Velgørenhed, Svigt ikke Samaritanen! Husk at det kun drejer sig om, at skaffe de Hungrige Mad og hverken om den eller der Fortolkning af Religionen, om Pastor Ifversens eller mit Privatliv. Jeg er i alt Fald rede til at staa til fuldt Ansvar for min Gærning paa alle Punkter.

København, 2den Marts 1892.

C. F. Schrøder.
Forstander for "Samaritanen".
Missionær ved evangelisk fri Mission.

(Social-Demokraten 3. marts 1892).

Den umiddelbare reaktion på pastor Ifversen synes i hvert fald på den korte bane at have virket modsat: Ifølge forstander Schrøder var der betalt større beløb end tidligere efter bataljen. Og det fortsatte! Alene inden for bygningsfagene var der 15.000 arbejdere ledige. Affæren fik dog den betydning at Schrøder for en tid udvandrede til USA. Hans indsats som stifter af Samaritanen blev der dog ikke rykket ved, mens den indremissionske pastor ifversen mistede anseelse.

Udover missionær C. F. Schrøder, organiserede også fabrikejer Benny M. Goldschmidt (der var jøde), hans hustru og en kreds af unge kvinder Samaritanen. Det var også disse som tog over da Schrøder gled i baggrunden. Pengene kom fx ind ved salg af flasker, indsamling af enører, arbejdere i arbejde og mange flere. 

I januar 1899 blev det afsløret at C. F. Schrøder havde startet et blad "Dansk Afholdstidende" med stort rod i regnskaberne. Før denne episode blev han anset for en man kunne stole på.

Indre missions forsøg på at sprede deres propaganda ophørte ikke. Fx stillede de i februar 1895 sig op ved indgangen til Samaritanen i Århus, ja gik endog ind i lokalet og uddelte deres "Traktater". Det blev kraftigt frabedt, og hvis ikke det ophørte, da med politihjælp. I 1904 forsøgte Indre Mission gennem et medlem i komiteen (Carl Bertelsen) for Samaritanen at uddele deres "Traktater" ved inspektion i Samaritanen. Dette blev påtalt da ingen andre religiøse retninger uddelte materiale.