H. P. Holst død. (Efterskrift til Politivennen)

En af Landets ældste Digtere, H. P. Holst, er i Torsdags død i Kjøbenhavn i en Alder af 81½ Aar. Holst var ogsaa født i Kjøbenhavn og har opholdt sig her største Delen af sit Liv. I en Del Aar var han knyttet til Journalistiken, idet han fra 1852 til 1859 redigerede "Berlingske Tidende"s Føljeton. Paa det sidstnævnte Tidspunkt tog han efter en 22aarig Virksomhed som Lærer i Dansk ved Land- og Søkadetakademiet sin Afsked for at overtage Stillingen som "Berlingske Tidende"s Hovedredaktør, en Plads, som han dog kun beholdt et Aars Tid. Senere blev han Sceneinstruktør ved Slotsteatret.

Om H. P. Holst end i sin Ungdom var Ven og Omgangsfælle af vore første Digtere, opnaaede han dog aldrig selv at blive regnet blandt de største af Landets Skjønaander. Hans Poesi havde en udpræget lyrisk Karakter, men fattedes i alt for høj Grad af Originalitet. Oftest er hans Navn vel bleven nævnt som Forfatter til Smaasange ved festlige Lejligheden, navnlig hvor det gjaldt om at forherlige Landsfaderen; det er i saa Henseende karakteristisk, at det første Arbejde af Holst som vakte mere almindelig Opmærksomhed, var hans Mindekvad over Frederik den sjette (O Fædreland, hvad har du tabt, - din gamle Konge sover). Hans Virksomhed som Kongedigter var ingenlunde upaaskjønnet, thi han døde som Konferensraad, Kommander af Dannebroge og Dannebrogsmand, Ridder af den græske Frelserorden, af den svenske Nordstjerneorden, af den svenske Vasaorden, af den norske St. Olafsorden og af det russiske røde Kors.

Af hans Digte vil den literære Verden længst mindes hans Selvbiografi "Fra min Ungdom", medens den store Befolkning kun vil huske hans hans "lille Hornblæser", det eneste af hans Arbejder, der i Ordets videre Forstand er bleven populært. Sprogets Venner skylder ham Tak ikke blot for den noble Form, han altid iklædte sine Arbejder, men ogsaa for hans lange Virksomhed som Lærer i Modersmaalet; paa sidstnævnte Omraade har han i den bekjendte "Holst Læsebog" sat sig et smukt Minde.

(Aarhus Amtstidende 3. juni 1893).

Se også artiklen "Vil vi være det bekendt?" fra Viborg Stifts-Tidende, 19. juli 1945.

Refshaleøens Badeanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

Idag aabnes Refshaleøens Badeanstalt for Publikum. Naar Aabningen trods det ublide Vejrlig allerede finder Sted nu. saa er det, fordi der allerede er løst en Del Abonnementskort for Sæsonen. Som det vil erindres, blev denne Badeanstalt først tilgængelig for Publikum paa Eftersommeren ifjor; men i den Tid, den stod aaben, var Tilstrømningen af  Badende meget stor; paa en enkelt Søndag var der endog over Tusinde i Vandet derude. Den Gang var Anstalten udelukkende for Herrer; men i Vinterens Løb er der tilkommet en Dameafdeling.

Igaar Formiddags toges hele Anlæget i Øiesyn af en Kreds af Indbudne. Med den lille Dampbaad "Robert" seilede man over til Refshaleøen. Overfarten varer knap fire Minuter. Badeanstalten for Damer ligger nærmere Landgangsbroen end den for Herrer. Der er indrettet et til alle Sider lukket Bassin, hvortil der hører 6 Kamre, desuden 6 Kamre med separate Bassiner og 2 Styrtebadskamre. Endelig er der indrettet et lille Bassin med meget lav Vandstand, hvor Smaabørn kunne bade. Bandstanden i Bassinerne er ca. 2 Alen, og fra det store Bassin kunde svømmende Damer, om de ønske det, svømme ud i det Frie. Kamre, Trapper, Broer o. s. v. ere simpelt, men net indrettede.

For Herrebadenes Vedkommende er der i Aar kun skeet den Forandring, at der er opført et Par Badehuse med Badekasser; hvis dette slaaer an, vil der i Sommerens Løb blive opført flere lignende. Antallet af Badekamre for Herrer er ikke mindre end 52. Dybden udfor Herrebadene er 2½ Fod, men for Enden af en af Broerne bliver der antagelig foretaget en Uddybning, saaledes at Udspring fra Vippe kan finde Sted. Overfarten til Refshaleøen begynder hver Morgen Kl. 6, og Dampbaaden gaar derefter fra Toldboden hver halve og fulde Time, medens den gaar fra Refshaløen hvert Kvarter over og før fuld Time. Overfart og Bad koster 55 Øre. Der er ingen Tvivl om, at Refshaleøens Badeanstalt byder paa det bedste Vand, der findes i Byens Nærhed.

(Dagens Nyheder 1. juni 1893).

Der havde 1867-1875 været en badeanstalt, "Lidoen" på Refshaleøen, se indslaget "Lynettebadet ved Kongedybet". Restauratør Thor Jensen (Store Ravnsborg) havde i 1892 af Flådeministeriet fået bevilling til at anlægge en badeanstalt med restauration på Refshaleøen. Den åbnede den 24. juli 1892. Den lå 4-5 minutters gang fra anlægspladsen på Refshaleøen. Den 26. juni 1900 meddelte avisen København at kloakker efterhånden ødelagde badevandet ved anstalten. Thor Jensen lukkede den og flyttede ud på Svanholms grund ved Strandvejen.

På et foto fra Social-Demokraten 22. februar 1912 ses resterne af Thor Jensens badeanstalt på østsiden af øen: nogle spredte stolper fra noget der ligner en badebro. I baggrunden ses ifølge billedteksten Middelgrundsfortet. Området blev overtaget af B&W. Refshaleøen gik dengang mod øst kun til nuværende Refshalevej. Det er formentlig den man se på fotoet..

Et avtoriseret Ran! (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Fader har vi modtaget følgende:

"Et Par unge Folk mistede for et Par Aar siden Deres Barn, en lille Pige, som, efter at alle Formaliteter var iagttaget, blev begravet paa Vestre Kirkegaard.

Skønt Forældrene sad i meget smaa Kaar, købte de dog "Betalingsjord", saa at Barnet fik sit eget lille Gravsted, som de siden jævnligt besøgte og fredede om paa bedste Maade , blandt andet lod de ogsaa anbringe en Hæk om Graven.

Den var noget sen i sin Vækst, denne Hæk, men langt om længe kom den dog, og de glædede sig over, at de havde bragt dette Offer for deres Barn, selv gjorde de ogsaa alt for at hygge om og vedligeholde det lille Gravsted, som det nu var blevet dem en Vane hver Søndag at besøge.

En skønne Dag, da de efter Sædvane kom derud, kunde de, til deres store Forundring, ikke finde Graven, jo - her skulde den være - og her stod ogsaa Tavlen, men - hvad var der dog sket - næppe vilde de tro Deres egne Øjne - den kære Plet, som de nu saa længe havde gaaet og fredet om - var sløjfet med Jorden, Blomsten i Midten var væk, Konkyljen, ja selv Numerpælen var fjærnet. Hvem kunde dog have gjort det!

Da den første Forbavselse havde sat sig, saa at de kunde begynde at tænke, gik de ned paa Kirkegaardens Kontor for at gøre Anmeldelse om det skete; her modtog de den forbløffende Meddelelse, - at Gravstedet var sløjfet efter Kirkegaardsbestyrelsens Ordre, da Hækken var over en halv Alen høj, hvilket, efter Reglementet, var ulovligt. Harmfulde og bedrøvede gik de derfra atter op til den bare Plet, som de nu endda havde mistet al Ret over. Derfra gik de videre omkring paa Kirkegaarden og saa paa de andre Gravsteder, og hvad de ikke tidligere havde tænkt over, lagde de nu, ganske naturligt, særligt Mærke til, nemlig Højden af de forskellige Hække. Men hvis de ikke var forundrede iforvejen, skulde de nok blive det; de saa nemlig kun yderst faa Hække, som kun var en halv Alen høje, de allerfleste var var paa c. en Alen eller mere, og mange, som ved en særlig mærket Pæl var betegnede som overdragne til Kirkegaardens Folk at passe, var højere, end deres havde været, for ikke at tale om, at der fandtes Mængder af forsømte Gravsteder med vildtvoksende Hække, som dog fik Lov at staa i Fred.

Saa gik de hjem med en Følelse af at være forurettede; de vidste, at Kirkegaardens Avtoriteter strængt vaagede over, at ingen fremmed Haand bortfjærnede en eneste Blomst fra noget Gravsted, og at saadant straffedes, og de var for naive til at kunne forstaa, at de samme Avtoriteter havde Ret til fuldstændigt at sløjfe deres Gravsted, som de dog redeligt havde betalt i dyre Domme og derfor betragtede som deres Ejendom; de kunde slet ikke bringe denne tilsyneladende mærkelige Adfærd i Samklang med det bekendte Faktum, at Retten respekteres her til Lands og er lige for Alle.

Men de var nu ogsaa noget indskrænkede begge to, og havde ondt ved at følge med Tiden

(København 26. maj 1893).

Københavnere i Ramme. Lejebiblioteksstudier. (Efterskrift til Politivennen)

Lejebibliotekerne er ikke mere, hvad de en Gang var. Den moderne Læsetaske har gjort dem Konkurrencen vanskelig af den simple og gode Grund, at Publikum ikke selv gider hente, hvad det kan faa bragt lige ind ad Døren.

Kun et og andet Bibliotek trives endnu som et Minde om en svunden Tid. Vi beder Læseren ledsage os paa en lille Visit, hvilket han antagelig gør med Plasér 

Ti hvor kan en Læser ønske hellere at opholde sig end netop paa et Bibliotek?

Det et i den travle Tid. Den varme Sol, de grønne Træer bringer Budskab om, at Landliggertiden er inde. Og den landliggende Dameverden udsøger sig den aandelige Føde, der skal gøre Opholdet i Hængekøjen taaleligt i de Timer paa Dagen, da ingen kurgørende Løjtnanter, konverserende juridiske Kandidater eller kroketspillende Studiosi at alle Fakulteter er ved Haanden.

Det er ikke noget stort Rum, vi betræder. Foran os har vi en Disk, bag Disken de unge Damer og en meget ung Mand og bagved de to unge Damer og den meget unge Mand en dobbelt Række Reoler med en Gang imellem.

At de to Damer er den ene mørk og værdig, den anden lys og smilende. Den unge Mand hedder Frederik, han har ikke megen Krop og det er tvivlsomt, om han har Ho'de. Alligevel ser han overmaade selvtilfreds ud.

Damernes Opgave er at klatre op og ned ad Stiger, tilsmudse deres Hænder og tilfredsstille Kundernes unaturlige Videbegærlighed. Af og til maa de tillige falde paa Knæ for at søge efter Literaturens skjulte Skatte og de opnaar derved rimeligvis at udvikle deres Benmuskler i en Grad, som enhver Rekord-sættende Bicyklistinde maa misunde dem.

Da ingen af dem imidlertid er Elever i Paul Petersens Institut for Balletgymnastik og følgelig ikke deltager i den aarlige Præsentation, gaar Publikum desværre Glip af en Lejlighed til at over bevise sig om Resultaterne.

Forøvrigt er begge Damerne meget elskværdige og i Besiddelse af en fænomenal Utrættelighed,

Sidstnævnte Egenskab har de tilfælles med en lille Klike at kvindelige Stamgæster, en yndig Buket, af hvilken vi herved tilladet os at plukke nogle faa Blomster.

Der er først den ældre Dame, hvis Ansigt i Aarenes Løb er gleden ud i en ubestemmelig Fedme, paa hvis Overflade et Par udtryksløse Øjne og en flad Næse svømmer rundt.

Denne Dame tager straks efter sin Ankomst Plads i en Lænestol og bliver siddende der mindst en Time. Saa længe bruger hun nemlig til at faa afleveret det Nyhedsstof, hun paa sin Formiddagsvandring har faaet opsnuset, og til at indtage ny Ballast. Naar det er besørget, forsvinder hun med "Familien Katzenstein", "Den smukke Ludovica" eller et andet lignende skønliterært Værk, som hendes Hjærne, der ikke taaler altfor stærk Spænding, kan fordøje uden at sprænges.

Vi kommer dernæst til en anden Dame der ligeledes lægger Beslag paa de ekspederende unge Pigers Taalmodighed for længere Tidsrum ad Gangen. Hun er nemlig til Trods for sin relative Ungdom uhyre magelig og kan af den Grund ikke bekvemme sig til at afskrive Titlerne paa de Bøger, hun vil have, men foretrækker at diktere sine Ønsket mundtlig.

Naar hun sidder med en Katalog i Haanden, er det kun for en Forms Skyld. Hun læser ikke i den, men giver nøje Agt paa alt, hvad det foregaar i Lokalet og vil, naar hun kommer hjem, kunne levere en fuldkommen minutiøs Skildring af ethvert Toilette det under hendes Tilstedeværelse et passeret ud og ind gennem Døren.

Numer tre tilhører en mindre generende Klasse. Hun et gift og har en Hund. det hedder "Vaps". Naar der er Herrer i Stuen, er hun uhyre konversabel, hun spørger da mindst ti Gange i Minutet det kære Dyr, om den er en sød lille Vaps og benyttet Pavserne til med et henrykt Smil at fortælle, hvor mange Sofakvaster og Morgensko Vaps hr spist til Frokost. Undertiden serverer hun ogsaa med et uskyldigt Ansigt smaa ægteskabelige Indiskretioner.

Hun finder de Franske Forfattere frivole, men holder meget af dem; de engelske Avtores benytter hun til at læse sin Mand Søvn med, naar han er altfor vaagen.

Numer fire er den mest ondartede. Hun opvarter uden at genere sig med temmelig vovede Historier, men præker samtidig Moral for de unge Ekspeditricer, dersom hun har set dem i Selskab med et Væsen at det andet Køn paa Gaden.

Hun er øjeblikkeligt a jour med en hvilkensomhelst Forlovelse, der bliver deklareret, og hun føler det som en Nydelse, naar den gaaet over Styr.

Saa er der endelig den gamle Dame.

Den gamle Dame overlader ganske Valget af Bøger til de ekspederende Damers Smag.

- Har De ikke en god Bog til mig, lille Frøken ?

Frøknen bringer Bogen.

- Hvem er den Bog af, lille Frøken ?

- Den er af Werner.

- Af Werner! Han skal være helt god!

Hvorpaa hun tager et Par Briller frem, pudser dem, sætter dem paa Næsen, slaar op i Werner paa maa og faa, staver sig igennem tyve Linjer, slaar op et andet Sted, staver sig gennem nye tyve Linjer og bemærker.

- Jeg synes alligevel ikke rigtig om den.Kunde De ikke give mig en anden, lille Frøken?

Vi har hermed præsenteret de Dametyper. der synes os mest karakteristiske. Resten er unge Piger, der søger den moderne Literatur i Haab om at forøge deres Viden paa saadanne Omraader, hvor Livet endnu ikke har været deres Læremester, og ældre Fruer, der elsker Emilie Carlen men heller ikke gaar at Vejen for Philip Galen.

Herrerne er langt fra saa talrig repræsenteret. Der er en Skuespiller, som studeret Paul de Kock for at tilegne sig lidt Friskfyr væsen, der kan bøde paa hans legemlige Affældighed, og der er en midaldrende Herre, som udelukkende læser franske Romaner af umoralsk Indhold, til Trods for de betydelige Vanskeligheder, hans særdeles mangelfulde Sprogkundskaber lægger ham i Vejen, og uden at ræddes for Følgerne, da han af flere Grunde anser sig selv for uskadelig.

Og saa er der den forcerede unge Herre.

Den forcerede unge Herre kommer ind med en Mine, der røber, at han er sig sin Vellykkethed bevidst. For yderligere at faa den konstateret opsøger han straks efter sin Entré det i Vinduet ophængte Spejl og forvisser sig om sin Skilnings Ulastelighed.

Sikker paa sin Triumf giver han sig derpaa til at underholde Damerne med smaa behændig tilrettelagte Frivoliteter og lader sig kun afbryde i denne Underholdning, naar Bibliotekets Chef et Øjeblik viser sig for at overtyde sig om, at alt gaar sin rette Gang.

Den forcerede Herre læser ikke meget, men véd en Smule Besked med alt. For at motivere sin Nærværelse bortfører han af og til en Bog, som han dog ingensinde blader igennem men afleverer ubenyttet.

Skønt han nu og da sætter Damerne til Vægs med en flabet Bemærkning, kan de i Grunden godt lide ham og han ogsaa dem. Og han synes, der er noget rigtigt rart og hyggeligt ved det gamle Bibliotek.

Det er der ogsaa, navnlig om Vinteren, naar Skumringen falder paa, og Ilden knitrer lystigt i den store Kakkelovn.

Saa kan man ligefrem mærke, hvordan alle de store og smaa Poeter deroppe paa Hylderne gasser sig.

Og naar den lyse, unge Dame ad Stigen klatrer op til dem og lægger sin bløde Haand paa deres Ryg, kribler og krabler det i dem, som vilde de sprænge Indbindingen og krybe ud tor endnu en Gang at skrive Vers om Ungdom og Erotik

Vivi

(København 14. maj 1893).

Vesterbrogade 82, hjørnet af Værnedamsvej, udsmykket i anledning af Christian IX og dronning Louises guldbryllup. I stuen Café Osborne, i kælderen Jørgen Olsens Frokostkælder og ølhalle. Ved opgangen Værnedamsvej 2 skilt for lejebibliotek.. Det er dog næppe det som omtales i denne artikel. Public domain. Kbhbilleder.

Læsetasker var som navnet antyder en taske med bøger for medlemmer af en læsekreds. Læsetasker var en så stor succes at Indre Mission (Kristeligt Dagblad) så sig foranlediget til at advare mod "den usædelige litteratur ... Læsetaskernes uheldige Indflydelse er saa meget mere beklagelig, som det store, jævne Folk i Virkeligheden endnu har holdt sig fjærnt fra den "usædeligt dikterede Litteratur", der fortrinsvis dyrkes i de mere velstaaende Samfundssfærer, hvor man ofte finder en udpræget Degeneration..." (Her citeret fra Isefjordsposten 12. august 1903).

Det omtalte institut stammer fra 1878 og blev oprettet af Paul Petersen, pioner inden for kvindegymnastik. Instituttet eksisterer stadig, nu under navnet Paul Petersens Idrætinstitut. 

C. F. Wegener (1802-1893). (Efterskrift til Politivennen).

 

Jens Petersen (19.3.1829-1.2.1905): C. F. Wegener (1802-1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. F. Wegener.

Vort Lands ældste Videnskabsmand, Hs. Excellence Geheimekonferensraad Caspar Frederik Wegener er død i Gaar i Kjøbenhavn i den høie Alder af 90 ½ Aar.

Det er et virksomt Levnedsløb, der nu har fundet sin Afslutning. Som lærd Historiker og varm Fædrelandsven vil Wegener mindes af sene Slægter. Her er et Par Data af hans Liv:

Han blev Student fra Roskilde Latinskole 1821, theologisk Kandidat 1828, Adjunkt ved Sorø Akademi fra 1826-1830, da han fik Titel af Overlærer; 1836 Dr. phil., Aaret efter Lektor ved Akademiet og senere tillige Provst ved Regensen i Sorø og Bibliothekar. Efter i 1847 at være udnævnt til kgl. Historiograf forlod han Sorø det følgende Aar og udnævntes samtidig til Geheimearkivar.

Han var kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Rigsdag og protesterede skriftlig mod Grundloven, fordi han frygtede for den frie Valgrets Følger. Blev 1851 Ordenshistoriograf og 1852 Konferensraad og passede sit Embede lige til han havde fyldt sit firsindstyvende Aar - i 1882 - da han fratraadte og samtidig fik Titlen Geheimekonferensraad. Desuden var han dekoreret med Storkorset og Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Wegener har særlig i Fyrrerne, men forøvrigt ogsaa senere udsendt en Række Skrifter, der ikke alene udmærke sig ved deres smukke Fremstillingsform, men ogsaa bære Vidnesbyrd om grundig lærd Forskning. Under den slesvigholstenske Oprørskrig udgav han saaledes en hel Samling Skrifter, hvori han paaviste Slesvigs ældgamle statsretlige Forbindelse med det øvrige Danmark samt Kilden til og Sammenhængen med Oprøret.

Desuden var Wegener en stor Bogven, og det menes, at hans Bibliothek er det største, der eies af Privatmænd i Danmark.

(Aarhuus Stifts-Tidende 10. maj 1893)

Wegener havde ellers været meget aktivt skrivende, men efter en retssag (som han blev frifundet i) 1853, synes det som om han helt trak sig tilbage og passede sit arbejde på Vesterbrogade:

I 1856 fik forhuset en interessant ejer, nemlig historiker, gehejmearkivar og konferensråd dr. phil. Caspar Frederik Wegener (1802-1893). Han rykkede med sin vældige private bogsamling på over 22.000 bind ind i lejligheden på 2. sal, dvs. den nuværende 3. sal, der, som han selv udtrykker det, måtte ombygges ”af hensyn til bogsamlingen og mine ejendommelige forhold”. Efter nogle år blev lejligheden dog for trang, og Wegener havde i mellemtiden fået udbetalt et honorar af en af eksekutorerne ved kong Frederik den 7.’s bo. For dette honorar lod Wegener i 1867 arkitekt C.F. Rasmussen tegne og opføre et tværhus sammenbygget med en selvstændig biblioteksbygning, begge i ”rundbogenstil”. C.F. Rasmussen, der i dag ikke er et velkendt navn, var elev af Michael Gottlieb Bindesbøll og stod under indflydelse af dennes tidligt historicistiske orientering mod ældre tiders stilarter. Biblioteksbygningen fik udformning som et romansk kapel med ”kor-” eller ”apsisrunding” og en lille, indendørs gangbro, som direkte forbindelse til Wegeners lejlighed i tværhuset. Forbilledet til gangbroen er ”Absalonsbuen”, der forbinder Roskilde Domkirke med Bispegården. Wegener beboede frem til sin død som 91-årig i 1893 sin lejlighed i tværhuset med bibliotek på første sal, mens der under bibliotekssalen befandt sig et selvstændigt værkstedslejemål.

(Vesterbro. En forstadsbebyggelse i København. Miljøministeriet. Fredningsstyrelsen 1986)

Hansen, Schou & Weller Hansen, Niels Christian (16.12.1834-25.10.1922): C. F. Wegener (1802-1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Smaatræk om C. F. Wegener.

I Wegeners Hjem

Vi aflagde i Gaar Formiddag et Besøg i den afdøde Excellence, Gehejmekonferensraad Wegeners Hjem. Lige overfor Skydebanen, i Huset ved Siden af Martsudstillingen, Vesterbrogade 60, gik vi op paa første Sal i den hyggelige Rødstens - Bagbygning og ringede paa.

En ældre Husholderske lukkede os op og gav os beredvillig Adgang til at se os omkring i Lejligheden. Selv førte hun os omkring fra Værelse til Værelse, hvor alt endnu stod i omtrent samme Orden, som medens den gamle Lærde endnu færdedes ved sit Arbejdsbord og mellem sine Bøger i den stille Eremitbolig, hvor kun Husholdersken og ganske enkelte Venner der delte hans Interesser, til dagligdags havde Adgang.

En stræng, næsten spartansk Tarvelighed raader overalt i disse Stuer; hvem skulde vel troet, at den Mand, der levede i disse Omgivelser, hørte til de mest højtstillede her til Lands, med Rang i første Klasse Nr. 13. Tarvelige Møbler, en lille, haard Sofa i Dagligstuen, ingen Malerier paa Væggene, men gammeldags Skilderier; paa Kakkelovnen en lille Terrakottaafstøbning af Bissens Den tapre Landsoldat. Et lille rundt Bord var dækket med Bøger - Bøger overhovedet alle Vegne, hvor Bøger kunde tænkes anbragt. At Excellencen lige til det sidste fulgte med Tiden, skjønner vi, da vi finder Frk. Anna Hades Doktordisputats om Danehoffet liggende paa Dagligstuebordet.

Ved Siden af Dagligstuen ligger Arbejdsværelset med en stor Reol, en gammel, sortbetrukken Sofa og den afdødes Skrivebord, der bærer Præg af et langt Livs Slid - ellers | næsten ingen Møbler.

Paa Skrivebordet ligger en endnu uaabnet Pakke, adresseret til den afdøde og indeholdende Tryksager. Gehejmekonferensraadens Lommeuhr - et tarveligt Sølvuhr, der paa Bagsiden bærer Kong Oscars Billede - ligger fremme paa Bordet, befæstet i en sort Uhrlinse. Det gaar endnu og sender sit enstonige Tik-Tak ud det stille Værelse, hvor det for nylig maalte Timernes Gang for den rastløse Studerende. Ved Siden af Uhret ligger hans Briller og den Loup, han altid benyttede, naar han læste. Excellencens Syn var nemlig ligesom hans Hørelse meget svækket i de senere Aar. Men han blev jo ogsaa mere end de halvfems.

Paa Skrivebordet finder vi endvidere den sidste Recept, undertegnet af Dr. Stibolt, der sammen med Overlæge Wanscher i den senere Tid daglig tilsaa Excellencen. Ved Siden af ligger et Exemplar af "Abekatten", paa hvis Titelblad Excellencen med sin lille sirlige og runde Haandskrift har tilføjet: "Af Fru Johanne Louise Heiberg".

En af de almindelige, grenkantede Universitetsalmanakker med indstregede Mærkedage supplerer Skrivebordets Udstyr. Paa Væggen over det hænger Billeder i forgyldte Rammer af Gehejmekonferensraadens Ungdomsvenner : H. N. Claasen, Engelstoft, Stemann, Werlauff, Bloch (Faderen til Rektor W.  A. Bloch ved Metropolitanskolen) cg flere.

Paa den modsatte Væg har et Par gammeldags Pastiller af Excellencens Forældre deres Plads mellem forskjellige Familiesilhuetter og smaa primitive Haandtegninger, forestillende Juelhøje Hovedgaard, hvis Ejer, Grev Frijs, i sin Tid var i Hus hos Wegener, medens han endnu var Adjunkt i Sorø, samt en Præstegaard, hvor en Broder til ham i sin Tid var Præst.

Ved Siden af Bogreolen, paa hvis Hylder vi bl. a. bemærker talrige Bind af Odense Byraads Forhandlinger - Wegener, der selv var Fynbo, bevarede stadig en levende Interesse for sin Fødeøs Forhold - samt Peter Hjorts Breve. Ved Siden af Reolen hænger et stort og smukt Portræt af Kong Frederik den syvende, Wegeners Velynder og personlige Ven.

- Vi spørger Husholdersken om de nærmere Detailler ved Excellencens Død. Hun fortæller os, at kun Sygeplejersken og en af hans Broderdøtre var til Stede i hans sidste Stund. Efter at han havde udaandet, kom Brodersønnen, Overretssagfører Wegener og den øvrige Familie til Stede. Excellencen havde lidt meget, og var næppe ved sin Bevidsthed, da han stille sov hen.

Liget var flyttet over i Bibliotheket, hvor den afdøde nu hviler mellem sine kjære Bøger. Vi beder om Tilladelse til at se derind, og Husholdersken aabner os Døren.

Biblioteksbygningen inde i gården til Vesterbrogade 60. Det er nu indrettet som sundhedshus for FOF København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En højIoftet Sal med Reoler i sluttede Geledder, svære, solide Reoler, der rækker helt op til Loftet! Gangen, der fører imellem dem, er saa smal, at akkurat en Stige kan faa Plads. Og alle Hylder er tæt pakkede med Bøger, Bind efter Bind. Fra Døren fører en Midtergang tværs gjennem Bibliotheket. Lyset falder stærkt ind gjennem høje Buevinduer, der vender ud mod en hyggelig lille Have, hvis nysudsprungne Bøge sagte bøjer deres lysegrønne Blade tæt mod Ruderne. Derude er der spirende Vaar, leende Foraarssol.

Men midt i Gangen sover den gamle Hædersmand sin sidste Søvn. En lav Baare bærer den simple Zinkkiste, et Par Blomsterkranse og Baketter er lagte ovenpaa det hvide Lagen.

Husholdersken drager tyst Dækket til Side fra hans Hoved: Excellencen hviler, som om han sov trygt, med rolige, ganske uforandrede Træk. Og i nogle Minutter betragter vi ufravendt den ædle, kraftig skaarne Profil, den aristokratiske Ørnenæse, den sluttede, viljestærke Mund - -  

Saa ser vi os om i Bibliotheket.

Det er saa stort og omfangsrigt, at det er komplet umuligt blot at faa det løseste Overblik over denne Samling, den største private Bogsamling her til Lands, paa vel de tyvetusend Bind. Vi følger en enkelt Hylde igjennem; det er alle de literære Tidsskrifter fra forrige Aarhundredes Slutning og dettes Begyndelse, med alle deres sære, snurrigt klingende Titler, og deres snørklet stiliserede Indbinding.

Samme Indbinding lagde Wegener megen Vægt paa. Bogbinderen havde sin Hyre med ham, fordi han altid forlangte bred Margin for at have Plads til de Noter og kritiske Bemærkninger, der gjennemtrækker alle han Værker.

Gehejmekonferensraadens nærmeste personlige Omgang var forhenværende Registrator Krarup og Karcelliraad Lynge. Af disse skal sidstnævnte i Følge testamentarisk Bestemmelse udarbejde et fuldstændigt Katalog over Samlingen, som derefter skal sælges - enten i sin Helhed eller - hvis det ikke lykkes at finde en Kjøber - stykkevis ved Auktion. Det vilde være stor Skade, om den enestaaende og kostbare Samling - W. kjendte ikke til Sparsommelighed, naar det gjaldt om at erhverve en sjælden Lækkerbidsken til Bibliotheket - skulde splittes ad, og i høj Grad var det at ønske, om Samlingen paa en eller anden Maade kunde komme i Statens Besiddelse.

Arvinger er bl. a. et Par Brodersønner af den afdøde. Blandt Wegeners literære Efterladenskaber tør man med megen Interesse imødese Udgivelsen af hans Memoirer, efter hvad der meddelte os, et særdeles omfangsrigt Værk, der sikkert indeholder Masser af værdifulde Bidrag til hele vort Aarhundredes Danmarkshistorie.

Strix.

(Dannebrog (København) 11. maj 1893).

Martsudstillingen lå Vesterbrogade 58. I marts udstilledes arbejder af 32 danske kunstnere, 12 tyske og 7 franske, i alt 150 arbejder.

C. F. Wegener er begravet på Gudbjerg Kirkegård i Svendborg.

Doctor C. F. Wegener's liden krønike om kong Frederik og den danske bonde. København, 1843.

Om den evige Forbindelse mellem Slesvig og Danmark i statsretlig Henseende. 1848.

Om hans sidste bosted står der i fredningsredegørelsen:

Biblioteksbygningen står vinkelret på tværhuset og er et toetagers bygning med skiferbelagt heltag og afrundet mod syd med et ”apsis-agtigt” parti, som møder forbindelsesgangen til tværhuset. Biblioteksbygningen står i blank, rød mur med et højt sokkelparti. Herover, i stueetagen og første sal, ses slanke, opsprossede og brunmalede rundbuevinduer i støbejern, som på 1. sal er placeret i arkade med halvsøjler. Over hver vinduesbue på langsiderne er runde vinduer, der også er brunmalede, i støbejern og cirkulært opsprossede. Der er øverst en omløbende, profileret hovedgesims med buefrise.

Gennemgangen fra tværhuset har en nyere døre til stueetagen og nyere glaspartier. I gavlen mod nord er et nyere vindfang i glas og stål med nyere glasdøre. Der bevarede jernvinduer med nyere jernforsatsvinduer, samt nyere stolper og skråbånd. I bibliotekets stueetage er nye plankegulve og gipsloft. Selve biblioteksrummet, en stort og enkel højloftet sal på 1. sal, har gennemgang fra tværhuset med nyere vinduer og parketgulv. Der er i salen bevarede jernvinduer med nyere forsatsjernvinduer, og over disse, højtsiddende runde vinduer uden forsatsvinduer. Der er en bevaret og synlig tagkonstruktion og en bræddebeklædt inderside. Der er i gavlen mod nord isat en nyere glasdør, og et nyere parketgulv. I gavlen ses to oprindelige skorstene.

--- ”Wegeners Gårds” biblioteksbygning er et enestående eksempel på en ramme om en borgerlig privatsamling af bøger fra 1800-tallet, hvor samlinger og biblioteker i forvejen er sjældne og navnlig at finde på ældre herregårde som f.eks. Ledreborg. Til såvel tværhus som biblioteksbygning knytter der sig kulturhistorisk værdi til husenes ydre som gode repræsentanter for den tidlige historicismes interesse for romansk teglstensarkitektur, herunder brugen af de typiske rundbuemotiver og enkle søjler i samspil med vinduer og blændinger. Særligt biblioteksbygningens særegne apsis-lignende runding med gennemgangen til tværhuset har stor kulturhistorisk værdi som et yderst værdifuldt eksempel på inspirationen i 1800-tallets midte fra romansk, middelalderlig sakral arkitektur til denne lille ”bogkirke”, hvis motiver har også rødder i bl.a. karolingiske og senromerske basilikaer. Gennemgangen har kulturhistorisk værdi som eksempel på en citation af Absalonbuen mellem Roskilde Domkirke og Bispegården. Af kulturhistorisk værdi hører generelt selve kombinationen af bibliotek og et nymiddelalderligt formsprog, der i København har sin vigtigste repræsentant i J.D. Herholdts biblioteksbygning i Fiolstræde. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til den særprægede funktionelle kombination af en beboelsesejendom sammenbygget på original vis med biblioteksbygningen. I det indre knytter der sig særligt kulturhistorisk værdi til 1. sals bibliotekssal med synlig, bevaret tagkonstruktion og det høje og voluminøse rums særlige kvaliteter.