De Fattiges Boliger. Borgergade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarieret.
En Vaskerkones Hjem
- Værre end Whitechapel!
-Elendighedens Apoteose-
Hofgørtlerens Ejendom.

Efterhaanden som vi skrider videre og videre frem i vore Undersøgelser af de fattiges Boliger og Livsvilkaar, finder vi dem slettere og slettere. Da vi valgte Vognmagergadekvarteret til Udgangspunkt, troede vi, at vi greb det værste. Vi vilde gribe Tyren ved Hornene, som man siger. Men vi tog fejl. Man kan maaske i det nævnte Kvarter finde Elendigheden mest sammenhobet. Men rundt omkring i den øvrige Bys Gader og i Stræder kan man hist og her i Baghusene finde Forholdene saa forfærdelige, at alt, hvad vi hidtil har meddelt, maa træde i Skygge. Herpaa skal vi give nogle Eksempler.

Borgergade

er ligesom de øvrige Gader deromkring gammel og beboet af mindre bemidlede, saasom Smaahandlende, Arbejdere o. I. Gaar man fra Gotersgade ned ad denne Gade har man straks den berygtede Helsingørsgade paa venstre Haand. De tykke Fruentimmer skændes i de lave Gadedøre, Hopsakarlen promenerer paa den smalle Flise. Den sværlemmede Fyr har røde Pletter paa Halsen og store aabne Saar omkring Munden og ved Tindingen. De udtraadte Sko stikker underlig af mod de stribede Benklæder, den flotte Jaket og den tykke Gigerlstok. Nu har han været inde efter "Kærrestens" Natfortjeneste og skal derefter ud at sætte den til. Han skubber fløjtende et lille Barn i Rendestenen, fordi det ikke er kommet væk i Tide og trykker alvorligt Haanden paa en Kammerat, som netop nu træder ud fra et lavvinduet Bordel. 

I Nærheden af denne Gade saa vi et Skilt annoncere:

"Fransk Vask og Strygning, 4. sal o. G. t. v."

Vi gik derop og fandt efter en Del Besvær en Dør, hvorpaa der stod: Vaskeriet. Der var ingen Dørklokke, heller intet Dørhaandtag. Paa vor Banken blev der lukket op af en Pige i 30 Aars Alderen, og vi stod inde i et snævert Køkken, hvis lille Vindu ikke var fjærnet over en Alen fra en høj sort Brandmur. Komfuret fandtes lige over for Indgangsdøren i 5 Kvarters Afstand. Her varmede hun sine Strygejærn. Værelset var optaget af en Seng, en Komode og et Strygebrædt, som strakte sig fra det ene Hjørne til det andet Paa Gulvet kravlede 2 smaa Børn, en Dreng og en Pige, af sygeligt Udseende.

"Naa, De har nok et Par smaa Arvinger?"

"Ja, det har jeg", sagde hun lidt undseligt.

"Men der bliver maaske ikke meget at arve", føjede vi til.

"Nej naar vi blot kunde leve, saa maa jeg nok være glad!"

Hun fortalte, at hun oprindelig havde været Tjenestepige, men da hun saa var blevet frugtsommelig ved sin Husbonds Nevø, mistede hun sin Plads. I en dramatisk Forening stiftede hun senere Bekendtskab med en Kontorist, som forlovede sig med hende. Da han imidlertid havde opnaaet sin Hensigt og hun igen var kommet i Omstændigheder, var det forbi med hans "Kærlighed" 

Vi forlod det fattige Hjem og gik længere ned i Borgergade, hvor vi fandt en Ejendom med en svært pyntet Facade. Heraf lod vi os dog ikke skuffe, men gik gennem den lange Gang ud i Gaarden, hvor vi fik Øje paa et Sidehus af et skrækkeligt Ydre.

Elendighedens Apoteose.

Det vilde blive os for vanskeligt at berette alt, hvad vi saa, at beskrive denne Opgang, disse Vægge, disse Døre! Vi vil nøjes med at anbefale enhver, som vil se det utrolige, at gaa derned. Derimod vil vi forsøge, om vi kan give vore Læsere et - omend kun svagt - Billede af Livet og Forholdene indenfor de skidne Mure. Man skal ikke frygte for Overdrivelser. Her kan ikke overdrives! 

Da vi var sluppet ind i et Rum paa første Sal, maatte vi to Gange spørge :

"Hvor bor De?"

Og begge Gange fik vi af Konen det samme Svar :

"Her! Herinde"

Ja, det er sandt! Herinde i et mangekantet Rum, uden et eneste Møbel, uden et eneste Glansbillede, boede hun med sin Mand, en Kularbejder. Herinde i et Hul med et beskidt Loft over sig og et raaddent Gulv under sig boede to Ægtefolk, som ikke alene manglede det inderste Linned, men ogsaa det tørre Brød! Tre Børn havde Venner og Bekendte taget sig af, men Forældrene sad tilbage og sultede i de usleste Pjalter! Alt var solgt eller pantsat. Ikke alene Gangklæder, Lagener og Sengklæder, men ogsaa Stole, Borde og Kommode; ikke alene Støvler og Skjorter og Chemiser, men ogsaa Knive og Gafler, Tallerkener og Kopper! Alt var pantsat! Lige til den Blikspand, hvormed de hentede deres Vand i Gaarden, lige til det Sengested, hvori de en Gang havde sovet som Brudepar.

Alt var pantsat! Nej, dog ikke alt! En lille firkantet Kasse, som næsten var fyldt af Laanesedler, og som gemte deres Borgerbrev, havde de endnu tilbage. Og saa havde de ogsaa en Madrats, som de intet havde kunne faa paa. Den stod og grinte i Hullet opad en Væg. Om Aftenen, naar de skulde "i Seng", lagde de den fladt ned paa Jorden og sig selv ovenpaa - som de stod og gik naturligvis! Og saa sov de, saalænge de kunde, indtil Tarmenes Skrig vækkede dem igen.

Værelset saa ud som var der ryddet op til Dans, til Dødningedans.

Køkken og Kakkelovn fandtes ikke - kun et Slags Komfur af lignende Art, som det vi har beskrevet i vor Artikel om Bolersken i Vognmagergade.

Vand var der intet af. Det maatte hentes i Gaarden ved Posten, som imidlertid vedligeholdes saa daarlig, at de i to Maaneder sidste Vinter maatte hente Vandet i en anden Ejendom!

De to stakkels Mennesker stod der henne ved Væggen; satte sig kunde de jo ikke! Sultne, selvopgivende saa de ned mod det raadne Gulv - - -

Hofgørtlerens Ejendom.

Videre naar vi ikke i Dag i vor Beretning. I Morgen gaar vi videre, og som vi skal se, er vi desværre ikke færdig med det værste. Jo højere tre kom op i Huset, desto uslere blev det, desto større blev Elendigheden !

Ejendommen har intet Gadenumer over sin Gadedør; men det behøves heller ikke. Ti Folk dernede omkring hjælper sig bravt dette foruden. Enhver véd, hvor Lokumet ligger, og at Hofgørtler Henriksen, en Frimurer af høj Orden Orden, har Æren af at eje det og holde det i Stand!

(København 8. august 1893).

Johannes Hauerslev: Borgergade (den lige side, mellem 1887 og 1918). Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarteret.
Hofgørtlerens og Frimurerens unumererede Ejendom

Ovenover dette elendige Hul, hvori de to Ægtefæller stod lænet mod Væggen, lige ved at segne af Sult, boede

en Kone med sine 3 Børn.

I Sammenligning med det, vi havde set hos Kularbejdsmanden og det, vi fik at se paa tredje Sal, boede hun helt féagtigt her i det lille Værelse, hvor der baade var en Seng og en Komode, ja endogsaa et Par Stole. Alligevel var Lejligheden dog vedligeholdt saa slet, at selv Sundhedspolitiet havde fundet det for galt, da det for et Par Maaneder siden var deroppe. Det havde nemlig sagt til Konen, at hun intet skulde betale Hofgørtleren, før han lod gøre i Stand. Dog, saadanne Bemærkninger til Lejerne er naturligvis ikke blot betydningsløse, men ogsaa meningsløse. Betaler Konen ikke sin Leje, kan Ejeren jo lade hende smide ud, og saa nytter det ikke, at hun henviser til Politiets Erklæringer. løvrigt synes Sundhedspolitiet langt fra at være kritisk anlagt, og det er uforstandigt, at det ikke undersøger en saadan Rønne fra øverst til nederst, naar det først er kommet derind. Paa tredje "Sal", det mest gruopvækkende og forskrækkelige Sted, man kan tænke sig, havde Politiet saaledes slet ikke været!

Det har vi imidlertid, og vi skal sandelig ikke lægge Skjul paa, hvorledes en Rigmand holder sine Lejligheder i Stand for de Fattige !

Fra denne Kone med de tre Børn gik vi op ad den elendige Trappe, ledsaget af vor specielle Tegner.

Snart stod vi inde i et Rum,

en Elendighedens Hule,

som trodser al Beskrivelse! "Gud Fader bevar os!" udbrød vi uvilkaarlig, da vi traadte ind; ti overfor saa forfærdelige Tilstande maatte vor Forestillingsævne staa stille!

Det var ikke nogen Lejlighed, ikke noget Værelse, vi stod inde i. Det var en Hule, hvorfra ethvert Dyt vilde flygte, undtagen netop det skrækkeligste Utøj, af hvilken det fandtes i Milliarder!

Loftet

dannedes af tykke, klodsede Bjælker og Fjæle. Herpaa var saa klistret Papir, som senere var bleven besmurt med et Lag Kalk. Det var imidlertid ikke hvidt, det var graat eller sort, og Papiret var revnet i alle Retninger og hang i lange Laser og Trevler ned i Værelset! Fra Revner og Sprækker dumpede saa af og til de smaa Dyr ned paa det usle Gulv, hvor de snart kunde finde et Smuthul 

Væggene

kan vi, selv i Forening med vor Tegner - ikke give vore Læsere noget Begreb om, saa rædsomme var de. De var eller skulde være bedækket med Tapet. Men dette havde Tid efter anden løsnet sig fra Muren eller Træværket og bølgede sig nu frem og tilbage ved den mindste Bevægelse. Det havde slaaet flere Alen lange Revner paa kryds og tværs; og paa de lange Laser krøb Stimer af Vlaj, Ja, naar man kiggede op mellem Tapetet og Mu en, saa man Kolonier af Væggetøj o. I,

Naturligvis var her

ingen Senge.

To Madratser (om man tør kalde dem saaledes), den ene liggende paa et lidt højere Underlag end den anden, traadte i disses Sted.

De var anbragte henne ved Væggene i Nærheden af en sølle "Servante," og naar de store Edderkopper og utallige Væggetøj fandt det for hedt bag Tapetet, saa drog de ned paa disse Madratser, hvor der laa 

en Kone og en lille Pige

og sov! Ti heroppe boede virkelig Mennesker; her boede en Moder med sin lille Pige i den mest ubeskrivelige Fattigdom og Elendighed. Det er en Selvfølge, at denne Kvinde ikke kunde rense et saadant Hul for alt dette Utøj. Der maa naturligvis en gennemgribende Reparation til. Kun undrede det os, at de to stakkels Mennesker ikke ligefrem var ædt op af "Lejlighedens" virkelige Beboere!

Vi skal til denne grufulde Virkelighed endnu føje, at det plaskregnede ned i Værelset under den mindste Byge!

"Ja men kære Madam Andersen!" fortsatte vi vor Samtale med Konen, har De nu ogsaa bedt om at faa gjort i Stand?«

"Ja, det har jeg ofte gjort, men der bliver aldrig gjort noget alligevel!"

Vi spurgte hende om, hvad hun levede af og fik at vide, at hun gik ud og vaskede og gjorde rent for Folk.

"Men det er saa uhyre vanskeligt at faa noget. I Dag har jeg været ude for at søge Arbejde siden Kl. 5, men jeg har stadig intet kunnet faa."

"Men har De henvendt Dem paa disse kvindelige Arbejdskontorer?" spurgte vi.

"Ja, derfra har jeg somme Tider tjent 50 - 75 Øre om Dagen, men heller ikke der kan jeg faa noget nu. Der er alt for mange;"

Det var et Billede fra det unumererede Hus fra Hofleverandør Hinrichsens - den store Frimurers Ejendom, fra Lokumet i Borgergade !

Vi skal aldrig fortryde den Mission, vi har paataget os: at undersøge de Fattiges Boliger. Ti her er et Felt som Samfundet paa den mest skødesløse Maade har forsømt og som vi tror at kunne arbejde paa til Gavn og Velsignelse for de uheldig stillede.

Hvor virker Bygningskommision og Sundhedspoliti, naar saadanne Forhold, som de vi i Dag har beskrevet, kan finde Sted?

Nej, vi maa have det frem, frem for Offentligheden, frem gennem "København", som vil rette og ramme. I Dette Blad skal disse Forglemte finde en Ven.

(København 9. august 1893).

I Dannebrog 13. august 1893 indvendte hofgørtler Hinrichsen at han slet ikke ejede den på gældende ejendom, men en kvindelig pårørende af ham som også holdt vicevært. Han meldte at han udover at anlægge sag mod redaktøren også ville sagsøge trykkeriet, redaktør Hørup, Herman Bing og Edvard Brandes.

København svarede igen den 14. august, samt nedenstående artikel fra dagen efter:

Opsigtsvækkende Afsløringer. 

Hofgørtlerens IIus.

I sin Redegørelse i "Dannebrog" for sit Forhold til Huset Nr. 29 i Borgergade gav Hofgørtler Hinrichsen sig mere af med at skælde ud paa den oppositionelle Presse end med at søge at klare Ærterne for sig selv. Det første: at fægte drabeligt om sig med gamle Floskler om Skadeligheden af den Journalistik, der, uden først at spørge om Forlov, stikker sin Næse i almenagtede, fredelige "Borgeres" Sager, er jo ogsaa langt lettere end at paavise, hvor vi har overdrevet i vor Skildring af denne berygtede Kasse.

Vi vil da ganske simpelt sige til alle vore Læsere, som maatte have Gran af Tvivl tilbage om, at vi havde talt fuldt sandt: gaa selv derud! gaa derud og se paa Ejendommen! Lad dem ikke forbløffe af den Omgang Maling, en Del af Forhusets Facade har faaet tilligemed et nyt Numer - Farven er vaad!

Gaa altsaa selv derud. Se, hvor skandaløst alt staar til og sig os saa, om vi havde Ret, da vi fremdrog saadanne Rum for Mennesker til Offenlighedens Dom.

Og til dem, der ikke naar derud, vil vi endnu en Gang fortælle, hvordan Kassen ser ud. Vi vil kun bemærke, at flere af vore Medarbejdere nu har set paa den, og at det følgende saaledes ikke er et Førsteindtryk, men Beskrivelse, baseret paa grundige Iagttagelser.

Gaarden.

Hvad da først Gaardspladsen angaar, træffer vi paa Fænomener, der sikkert hidtil har været ukendte i vor By.

Da Stenbroen er sunken i betydelig Grad ned mod Forhuset og saaledes har dannet et jævnt Fald, siver al Væde fra Retiraden og fra det Sted, hvor Beboerne lader deres Vand, ned i Forhusets Kælder, hvor der herved dannes et permanent Pissoir eller hvad værre er. Engang har en Lem forhindret de flydende Ekskrementer fra saadanne vildsomme Veje, og Forhusets Kældervindu laa saa højt i Niveau, at Vandet fik et andet Løb. Men ingen husker, naar denne Stenbio sank, ingen, naar den sidste, skærmende Rude gik.

Hvad er da Følgen af dette aldeles utrolige Svineri?

Følgen er den, at Kælderrummene ved Vintertide omdannes til en Sump. En stor, grødet Sump, dannet af Snesjap, Urin og Affald af Ekskrementer. Men ikke nok med disse Ingredienser! I Kælderen har i umindelige Tider Dynger af Dagrenovation ligget ophobet uden nogensinde at blive bortført.

Om denne Skandale: at lade Ruin i et Vaaningshus ligge hen i en saa forfærdende, faretruende Tilstand, midt i et Kvarter, der alt i Forvejen er tætbebygget og yderlig fattigt, at lade dette svinske Sløseri finde Sted paa en Tid, hvor den asiatiske Pest, Koleraens Svøbe, er paa alles Læber - herom kan vi sige én Ting, mindre smigrende for Hr. Hinrichsen:

Hr. Hinrichsen maa nemlig have vidst af, at Forholdene i Kælderen var af en saadan Beskaffenhed som omtalt, da han idet mindste én Gang har sørget for, at en Stiver blev sat under Bjælkerne, der truede med at ramle sammen og saaledes drage hele Rønnen med sig. Saa raaden er Træværket i disse uhumske Kældere, hvor man tror sig paa Bunden af en Latrinkule, at man kan tage hele Nævefulde af det trøskede Træ ud af Bjælker og Vægge.

Man tænke sig nu, at ovenover disse Ruin bor Mennesker. Hvilken Atmosfære maa ikke de varme Sommerdage eller i Vintrens Hjærte stige op til dem gennem det usle Gulv!

Til Forhuset skal vi atter komme tilbage, naar vi senere gør opmærksom paa Brandfarligheden. Vi beder dem nu først krybe med os op i

Baghuset.

Først Trappen er snæver hønsestigeagtig og saa at sige fuldkommen mørk. Ingen véd, naar den sidst har oplevet Rengøreise. Da vi saaledes i Søndags famlede os op af den, satte vore Hænder dybe Mærker i det Lag Snavs af Fedt og aargammelt Støv, som laa overalt paa Rækværk og Vægge.

Lad os stanse et Øjeblik paa første Sal og kigge ud gennem en Glug her. Man vil da oppe over Retiradetaget blive en hel lille Plæne var, noget i Retning af Babyloniens hængende Haver. Frodigt Grønt gror her i det Snavs, som uantastet har kunnet samle sig i lang Tid, inden der skabtes en saa godt gødet Jordbund. Denne Have, der har skabt sig selv og som en lille Idyl er vokset frem i denne Baggaard oven paa et Tag, andrager vel ca. 1 Alen i Diameter. Kun Skade, at dette er det eneste grønne, de fattige Beboere kan fryde sig ved.

Det vil dernæst være rigtigt, at De tæller de ituslagne Ruder. De, der findes, er af den gamle, uklare, mangefarvede Art, men de er ikke mange. Ondt og godt Vejr har mestendels frit Indpas til de Ulykkelige !

Vi begiver os da ind gennem de tynde, faldefærdige Døre, der ligner dem paa Kostaldene paa Landet, og staar midt i de elendigste Huler.

Lærredstapetet paa Loftet og Væggene er i den forfærdeligste Forfatning. I store Flager og Laser hænger det ned paa alle Kanter. Der er ingen af hele Ejendommens Beboere, som véd noget om, at det nogensinde er bleven fornyet. Kun det erklærer de alle, at Ejeren og Administrationen gentagne Gange har nægtet at foretage noget til Forbedring.

Bag disse Laser af muggent, smudsigt Tapet, hvor Væggetøjet myldrer, finder man rigelige Udstopninger af Halm, raaddent Mos og lignende stinkende Vegetabilier. Disse Hummere er altsaa aldeles øjensynlig i høj Grad sundhedsfarlige Opholdssteder.

Hvorledes forøvrigt Beboerne levede, har vi alt udførligt gjort opmærksom paa i tidligere Artikler og Tegninger.

Husets Brandfarlighed.

Vi kommer nu til en anden Side af Sagen, der er lige saa væsentlig som Bygningens faldefærdige, sundhedsfarlige og stinkende Tilstand. Det er den uhyre Brandfare, hvori alle defattige Beboere svæver hver Minut paa Dagen.

Sagen er den: hele Ejendommen, Forhus og Baghus er i alt væsentligt Træ. Raaddent Træ, rent Tønder. Bindingsværksvægge og hele Træflader veksle med hinanden. Lad os tage et Eksempel, oven i Købet fra den bedste Del af Huset, Stuen i Forhuset.

Her bor den bekendte, gamle Krigsinvalid, Fyrmester Bjørneboe, Denne Mand bor oven over den føromtalte sundhedsfarlige Kælder. Ikke nok med disse Skavanker, er Gulvet ved Vinduerne sunken i betydelig Grad. Men hvad vi nu skal sé, er af en saadan Art, at Haarene rejser sig paa ens Hoved.

Hans Sengested vender nemlig op til en Bindingsværkmur og denne Træmur støder 0p til en  Bagerovn (! !) i Naboejendommen. Og saa intim er denne Nærhed, at B. ofte maa staa ud af Sengen, fordi han brænder Ryggen paa Væggen.

Han har mange, mange Gange gjort opmærksom paa dette, men alt forgæves.

Hvorledes ligger den samlede Ejendom?

Den er omringet af et Brændevinsbrænderi, et Bageri og endelig tildels af Helsingørsgadens Sukkerrafinaderi!

Den, der skriver disse Linjer i sin Tid Vidne til den uhyggelige Katastrofe i Falkoneralleen, hvor saa mange Ofre fandt deres Død i de fraadende Luer. Naar vi betænker, at hin Ejendom var for god og moderne at regne mod denne, saa kan vi uden at gaa ud fra, at udbrød der Ild i den nedre Del af Nr. 29, vilde alle de fattige Stakler uhjælpelig gaa til Grunde i lidhavet.

Dette har da ogsaa Assurrancevæsenet godt indset, og forsaavidt her overhovedet blandt disse Fattigfolk er Tale om Assurance, har den kun fundet Sted til særlig høj Præmie.

Til Bygningskommissionen og Brandvæsenet henvender vi os da med ovenstaaende Fakta for Øje og beder om en Indskridning. Især Bagtrappen er i Strid med alle tænkelige Lovvedtægter. At Sundhedspolitiet ligeledes vil gøre sin Pligt, forventer vi.

Hofgørtleren som Administrator.

Vi kommer nu til at se lidt nøje paa det, som fra første Færd har bragt Hinrichsen til at fare ud mod os: hans "administrerende" Virksomhed. Det er da uomtvistet, at H. ikke i kortere Tid, men mindst i et Tidsrum af over to Aar har indgaaet Lejemaal, underskrevet Kontrakter og udstedt Kvitteringer i eget Navn! Det at indgaa slige Forretninger og modtage Penge Navn, kalder Hr. H. at "bistaa" Administrationen. Af omtalte Dokumenter ligger i rigeligt Udvalg for os.

Hr. H. skød sig dernæst ind under sin Vicevært. Men med denne, en Sergeant, som bor paa en af Broerne, hænger det saadan sammen, at han oppebær et Honorar af et halvhundrede Kroner aarlig og nok kun kommer, naar der skal foretages en Razzia for at drive Penge ind blandt de sølle Djævle i de højere Regioner. Det synes nemlig som om saavel Ejer som Administration nærer en uhyggelig Ængstelse for at begive sig herop.

- Saaledes ser Hr. H. altsaa ud som Administrator.

Vi har da kun lidt igen: Hr. H. mente ikke, at det er en uforbeholden Tilbagekaldelse "København" bragte i Anledning af at vi havde opdaget, at H. ikke var den egenlige Ejer.

Skal vi nu være enige om en Ting: i Betragtning af disse forskellige Omstændigheder, som nys saa omhyggelig har gennemgaaet, var de tvende Tilbagekaldelser maaske ikke blot fuldt tilstrækkelige, men det synes os næsten som om Hr. H. fik en endog i høj Grad rigelig Portion. 0g hvad den rent juridiske Affattelse angaar var vi saa omhyggelige at lade det tildiktere os af vor juridiske Komsulent. Hr. Overretssagfører Lauridsen. Saa for Uagtsomhed vil man næppe kunne beskylde os.

Naar vi tilbagekaldte uforbeholdent, som vi gjorde, var det som Hr. H. meget godt ved - at Hensyn til visse Forhold i Hr. H's Familje, som vi ikke fandt Anledning til at komme ind paa synes os da, at det havde været rimeligere, om vi havde faaet Tak end et Overfald af saa hadsk Art.

Saa er der endelig Hr. H s Klage over, at vi vælter os over "fredelige Borgere" uden Grund. Det er en Historie, vi har hørt før. Det er den Slags Sludder, der diskes op med, hver Gang Forhold drages frem som helst ønskedes skjulte. Saa hyler al Tid Termiterne!

- Vil maaske nogen staa frem og for Alvor sige at det var fejlagtigt af os at henlede Avtoriternes Opmærksomhed paa Forhold, der ikke alene er en Skam for de Folk som sidder velbeholden og nyder Indtægten af slige Rønner, men som i høj Grad er sundhedsfarlige saavel for de fattige Beboere som for hele Kvarteret? Eller er det fejl, at vi gør Brandautoriteterne opmærksom paa disse haarrejsende Tilstande?

Hvis der er nogen, som mener, at Pressen ogsaa i slige Tilfælde skal holde Bøtten i, saa siger vi Pas, og melder os fra Bestillingen.

Men af den Mening er vel heldigvis kun "Dannebrog".

(København 15. august 1893).

Kvarteret blev nedrevet årtier senere, der blev umiddelbart før det produceret en 12 minutters lang film, som kan ses her.

Hofgørtler Wilhelm Hinrichsen anlagde i midten af august sag mod Københavns redaktør for artiklen i København. København svarede igen ved at fremlægge dokumenter, i form af huslejekvitteringer fra 1891-1893, underskrevet af W. Hinrichsen.

Den i artiklen omtalte P. H. Bjørneboe bekræftede i en artikel i København 22. august 1893 rigtigheden i Københavns beskrivelse af hans lejlighed.

I forbindelse med denne retssag bragte København en række artikler med vidneudsagn. Disse er bragt på denne blog i et særskilt indslag. 

Anna Christensen 27. august 1855 - 25. august 1900. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Anna Sofie Marie Christensen, født Andersen (i samtiden kaldt "Tykke Anna") var formentlig startet i teatret fra "Kalkeballen" i Kannikestræde. Hendes glansperiode var under Frederik Christensen på Morskabsteatret. Her var hun populær, hendes uopslidelige humør og pudsige viseforedrag trak publikum i store skarer til det lille teater i Frederiksberg Allé. Hun var sammen med Frederik Christensen og Elisabeth Christensen den bærende kraft. 

Nedenfor nogle indslag fra aviser om hende. Først et eksempel på en anmeldelsen "Hvor man morer sig i Kjøbenhavn" af Frederiksberg Morskabsteaters sommerrevy: "Et Æventyr i Roseborg Have":

--- Som særlige Revue-Stjerner glimrede Fru Elisabeth Christensen, Hr. Fred. Christensen, Fru Anna Christensen og Frk. Vissing. De to første modtoges og hilsedes atter og atter med jublende Bifald, Fru A. Christensen er, som vor Meddeler tidligere har sagt, vor første Revue-Skuespillerinde herhjemme, og at hun Tirsdag Aften tog Publikum med Storm er ikke mere end man kunde vente; hendes Foredrag af en Sang til samme Melodi som Judics "Kildevise" var ypperlig; men ogsaa hendes Sang som "Svanesangerinde" gjorde stormende Lykke.

(Middelfart Avis 26. juli 1885).

Frederiksberg Morskabsteater var i 1888 så nedslidt at den blev nedrevet ned. 1904-1914 hed teatret Frederiksberg Teater, 1914-1917 Alexandra Teatret og fra 1917 Betty Nansen Teatret.

Mere Undskyldning.

Hr. Redaktør! Jeg ser af Deres ærede Blad, at en af dem, der skriver i et vist lille københavnsk Skandaleblad, i Tirsdags har gjort Undskyldning hos Dem for nogle gemene Overfald paa Arbejderpartiels Tillidsmænd. Mærkelig nok har en af Skandalebladets "Redaktører" - ham med sit eget Selvmord i Kongens Have - samme Aften havt en lignende Fornøjelse hos en Restauratør i Tivoli, idet han meget indtrængende anmodede Skuespillerinde Fru Anna Christensen og hendes Mand om at faa Tilladelse til at gøre dem en Undskyldning for en fornærmelig og sjofel Artikel, der for nogen Tid stod i Skandalebladet angaaende nævnte Ægtepars private Liv. De maa nu ikke tro, at den ungdommelige Redaktør følte Trang til at gøre Undskyldninger, fordi det var gaaet op før ham, at Artiklen var uheldig. Og at han skyldte Hr. og Fru Christensen Oprejsning. Nej! Grunden var simpelthen den, at der var stillet ham en forsvarlig og velfortjent Dragt Prygl i Udsigt, og det var Frygten for dette Traktement, der fik Smædeskriveren til at stikke Halen mellem Benene og bede om Forladelse.

Skælvende har denne Repræsentant for Skandalebladets Uhumskheder Aften efter Aften vovet sig ind i Tivoli, stadig frygtende for at faa sin Betaling for nævnte Artikel, og da han en Aftenstund for kort siden mødte Ægteparret Christensen ved Udgangen, og Hr. C. anmodede "Redaktøren" om en Samtale, var han fejg nok til som Svar at kalde paa den vagthavende Politibetjent og bede ham om Beskyttelse, da der var nogen, som vilde over falde ham.

Den stadige Angst har imidlertid nu drevet Knægten til at gøre Undskyldning for sin Flabethed, og i Tirsdags Aftes, da det fornærmede Ægtepar atter var i Tivoli, forsøgte han to Gange at faa Fru Christensens Tilgivelse. Fruen var selvfølgelig ikke videre villig til at tage mod nogen Undskyldning, og først efter længere Diskussion og Mægling fra forskellige Sider blev der givet Synderen Absolution.

Den Historie slap "Redaktøren" altsaa godt fra, men mon det vil gaa lige saa godt altid? Jeg tvivler om det, da jeg ved, at der er flere, som ønsker nærmere Forklaring af Skandalebladets Redaktion over forskellige ing. og det er jo ikke sandsynligt, at alle er godmodige nok til at se gennem Fingre med dette Smudsblads Drengestreger.

(Social-Demokraten 15. august 1889).

Anna Christensen optrådte også på andre revyer, fx Larsens variété i Kannikestræde 1889

I en længere artikel om Tivoli stod bl.a. om Pantomimen:

"Der var ikke saa meget som en eneste Haand blandt de 10-12,000, der rørte sig til Bifald, end ikke da man saa Fru Anna Christensen, en ellers fra de aarlige Sommerrevuer saa populære Skuespillerinde, der nu ved Tidernes Ugunst har slaaet sig paa Pantomimen. Var hun gaaet i Vandet, havde det sikkert ikke manglet paa Klap, men det skete ikke.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 24. juni 1891).

Fru Anna Christensen som Variétédirektrice. Skuespillerinde Fru Annd Christensen danner til Efteraaret et større Variétéselskab, med hvilket hun vil berejse de større Byer i Sverige og Norge. Flere Engagementer er allerede sluttede.

(Morgenbladet (København) 30. juli 1891).

"Forstadsluft". Københavns Politidirektør lod i Torsdags Formiddags Skuespillerinde ved Frederiksberg Morskabsteater, Fru Anna Christensen, kalde op til sig og forbød hende oftere at vise sig paa Scenen i det Dragt, hun bar som Jomfru Musteline i Københavneriet "Forstadsluft". Den lille buttede Frues forbudne Dragt var sorte Silke-Knæbenklæder, Bluseliv, bare Arme, mørke Strømper og udringede Sko.

(Middelfart Venstreblad 7. juni 1893).

Den første Revue.

Revuedjævelen, der hver Sommer plejer at fare i Kjøbenhavnerne og undertiden først slipper sine Ofre et godt Stykke ud paa Yinteren, prøvede i Gaar Aftes for første Gang Aar sin Lykke paa Frederiksbergs Morskabstheater.

---

Mest i Stilen var Fru Anna Christensen, og hendes Kamp "for at sætte Liv i de gamle Pudseklude" - vi citerer - var for saa vidt al Ære værd. Der er, om man saa maa sige, Variété-Blod i denne Skuespillerinde. Men hvor intet er, har selv hun tabt sin Ret. Det faldt tilsidst lovlig raat med alt det "Kyd" paa Gaflen og Spark i Frikadellen, som hun pligtskyldigst havde at aflevere.

(Dannebrog (København 26. juli 1893).

Fru Anna Christensen mishandlet.

Den bekendte Skuespillerinde, Fru Anna Christensen mødte forleden Dag til Prøve paa Morskabsteatret i en saa medtaget Tilstand, at hun besvimede og maatte bringes til Sengs hos Teatrets Ejer, Hr. Mohr.

Hun var i Hjemmet bleven mishandlet af sin Mand i en saadan Grad, at ikke alene Huden var dekoloreret over hele Kroppen, men at det endog ved Lægeundersøgelsen viste sig, at et Ribben var brækket. Det vil vare en 6 Ugers Tid, før den populære Skuespillerinde kan optræde. Hendes Rolle som Slagtermadamen i Revyen dubleres imidlertid af Frk. Dagmar Wendelboe.

Voldsmanden, som adskillige Gange for har behandlet sin Hustru paa ligesom denne Gang, greb - efter Fru Christensens Forklaring - tilsidst en Kniv og kastede den efter hende, og da Ægteparrets lille Søn vilde løbe imellem for at beskytte sin Moder, blev han ramt i Benet af Kniven og fik et temmelig betydeligt Saar.

Den brutale Ægtemand blev i Gaar anholdt af Politiet.

(Social-Demokraten 6. august 1893).

Anna Christensens Hjemkomst.

Da nogle af "Morskabsteatrets" Skuespillere i Gaar Middags stod paa Scenen, blev de meget forundrede ved pludselig at se deres trivelige Primadonna tråde ind ad Døren - og kort efter trykkede hun varmt Kammeraternes Hænder.

Fru Anna Christensen var et straalende Humør. Hun var lige bleven skreven ud fra Hospitalet, og saa var hun "sporet" ud til Teatret. Helt rask var hun ganske vist ikke endnu, men hun skulde nok komme til Kræfter, og hvad der var det bedste: hun havde tabt 30 Pd. paa Hospitalet - og hun havde jo havt nok at tabe af.

Fruen var ikke mere vred paa sin Mand - han er jo godmodig, glad og forsonlig som et ægte Københavnerbarn - , og hun vilde ogsaa lægge et godt Ord ind for ham, saa at han ikke bliver straffet.

Under disse Omstændigheder vil Sufløren sikkert med det første komme paa fri Fod, og en af de første Aftener vil Københavnerne kaste Blomster til den genvundne Primadonna.

(Social-Demokraten 19. august 1893

Sårene i hovedet brød op, og hospitalsopholdet blev af længere varighed. Hun blev udskrevet af hospitalet omkring den 22. august 1893 og optrådte få dage efter til stormende ovationer.

Et Kunstner-Jubilæum. Fru Anna Christensen, den folkekjære Skuespillerinde, der for Tiden, som bekjendt, virker ude i Hr. Carl Schultz' Variété paa Alleenberg, til hvis solideste Støtter hun med Rette regner sig, havde i Fredags Aftes i samfulde 20 Aar helliget sig til Kunstnerbanen.

Fruen tog heraf - hvad næppe kan undre nogen - Anledning ti lat jubilere, hvad der atter gav Anledning til, at hun fejredes med talrige Ovationer i Form af Blomsterbuketter osv.

(Dannebrog (København) 19. november 1893).

Anna Christensen forsvandt nogenlunde samtidig med Frederik Christensen. Hun startede en deroute med skidt humør, sygdom og fattigdom. Anna Christensen var gift med sufflør ved Dagmarteatret og maskinskriver Anders Marinus Martinus Christensen (født 1857). 

Røde Kro.

Efter et Par Aar igiennem at have interesseret Kjøbenhavnerne ret stærkt med sin gemytlige Personlighed er Fru Anna Christensen nu landet paa Amager, hvor hun, takket være Mindet om hendes Succes paa Frederiksberg Morskabstheater som "Søster Rus" og "Madam Kybierg", nyder en stor Anseelse om Skuespillerinde.

Og hun er virkelig ogsaa flink endnu. Stadig samme rappe Snakketøj, samme brede Forsorenhed som i fordums Dage gjorde hende til Frederiksbergs Primadonna assoluta, stadig samme smittende Gemytlighed og kvikke Sangforedrag. Hun er Røde Kros kosteligste Perle.

Maaske lidt mindre fint afslebne ere de andre Stjerner derude. Hr. Kristian Petersen er dels Trommeslager i Orchestret, dels Skuespiller; vi synes bedst om ham i førstnævnte Egenskab, men forstaae dog ogsaa at goutere ham i den anden. Frøken Theodora Nielsen forekommer det os at have truffet før paa vor Vandring giennem Livet; da var hun ganske ung, nu er hun en routineret og moden Sangmnde, som mønstrer en »hel Garde af beundrende Tilbedere.

Ene i sin Kunstart kvidrer Frk. Ebba sine smægtende Romancer til stor Glæde for de Elskende paa Tilskuerpladsen. Ogsaa hun har sit store Publicum.

Toto.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 11. juni 1894).

De sidste år af hendes liv var triste: Hun havde en lille tarvelig forretning på Amager, som ikke ville gå og hun manglede ofte det allernødvendigste til livets ophold. Nu og da arrangerede hun aftenunderholdninger på forskellige forlystelsessteder, men ingen kom til dem. 

Ved Fru Anna Christensens eftermiddagsunderholdning i Eftermiddag i Arbejderforeningens Festsal vil Fru Julie Frederiksen synge det originale Barrison-Nummer "Katte-Visen". Endvidere vil Hr. Frederiksen fremsige Monollogen "En Dag i Paradis", Hr. og Fru Frederiksen spiller "Pigernes Jens", Kantonnementsspøg med Sang og Dans, Komikeren Charles Roberti og Fru Anna Christensen optræder gjentagen Gange.

(Dannebrog (København) 26. marts 1899).

Hun døde ensom og fattig.

At min kære Hustru, Anna Christensen, født Andersen, forhenværende Skuespillerinde, pludselig er afgaaet ved Døden Lørdag Morgen, bekendtgøres herved.

Anders Christensen

Suflør ved Dagmartheatret

Godsbanegade 4, Stuen.

Begravelsen vil nærmere blev bekendtgjort.

(Folkets Avis - København 26. august 1900).

Anna Christensen

Det er allerede mange Aar siden, at Fru Anna Christensens Navn blev nævnt sammen med Frederik og Elisabeths Christensens paa Morskabsteatret i Kjøbenhavn. Det var den brede, noget forsorne Kjøbenhavner-Gemytlighed, hun repræsenterede til stor Fuldkommenhed. Kun kort Tid glimrede Fru Anna Christensen; hendes private Liv tog hurtigt Modet og Humøret fra hende, og hun er nu død, fattig og glemt ude paa Amager.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 28. august 1900).

Stakkels Annas Publikum.

"Vi kommer der bare ikke" . . .

Anna Christensen, som i Morgen skal begraves, havde én Gang en Popularitet, der var lige saa stor som den, Gerner naaede.

Den brede, grovlskaarne SkuespillerInde gav Københavnerne noget af dem selv; Stemmen havde kun sn Klang, Bevægelserne én Facon, Rollerne én Mening: Københavneriets.

Derfor jublede Folk, bare de saa "tykke Anna" komme ind og klaske Haanden mod "Kallekydet", ligesom de senere jublede over Gerners forædlede glade Tyroler-Ferdinands Komik.

Men Forskellen viser sig ved Anna Christensens Begravelse.

Han var nær ved at faa en Statue, hun faar maaske lige de 3 Alen Jord til Kisten.

Det kommer af, at Gerner døde "i sin Rustning". Man havde set ham saa at sige falde paa Scenen. Men Anna Christensen var for nogle faa Aar siden gaaet fra Teatret, og i samme Nu var Bindeleddet brudt mellem hende og det Publikum, der lo, lede hende til Skyrene, skønt hun var noget tung.

Saadan er nemlig Teatergængerne, - og Teatergængerne det er igen Københavnerne.

De havde vistnok alle i de senere Aar hørt nu og da, hvordan det gik ned ad Bakke med deres tykke Kæledægge; de vidste, at hun var fattig.

Men blandt alle de Tusinder, der gik med i Gerners Ligfølge, og som gav Bidrag til hans Gravmonument, var der ikke en eneste, hvem det er faldet ind at se ud til Anna Christensen paa Amager eller bare sende hende en lille Hjælp.

Sandt nok, de vidste ogsaa, at meget af, hvad hun led, var selv forskyldt. Men ogsaa her kunde hun have været hjulpet. Der kom imidlertid heller ingen af den Grund.

- Anna - tykke Anna. ja hun har det sløjt nu, kunde man høre Folk sige til hinanden nede paa Tilskuerpladsen. Og dermed havde Deltagelsen faaet sit eneste Udtryk: Københavneriets.

Derfor bliver den stakkels Annas Jordefærd lige saa forladt af Mennesker, som Gerners var overfyldt.

Skuespillerne tommer nok. Dr var paa Følelsen, at mange af den >er har Billedet af deres egen Begravelse. Eller de tænker maaske ikke saa langt, men husker bare Kammeraten. I alle Tilfælde, de kommer.

Teaterpublikummet kommer ikke.

Og Anna blev dog kun 45 Aar. Saa ung, og allerede saa forladt!

(Folkets Avis (København) 28. august 1900).

Scenens Kunstnere ere vistnok dem, som glemmes hurtigst. I Lørdags døde fattig og forladt en Skuespillerinde, Fru Anna Christensen, som for faa Aar siden var Revuekomediens mest feirede Stjerne og dens sikreste Trækplaster. Hendes sidste Leveaar var en stadig Kamp med Næringssorger, og Ingen bekymrede sig om hendes Skjæbne.

I Cirkus Wulff forevises i disse Aftener endel Lysbilleder, af hvilke de fleste modtages med Bifald. Et enkelt modtages med dyb Taushed; det forestiller en Dame, som Ingenkiender. Og dog var hun for ikke mange Aar tilbage den populæreste og mest forgudede Skuespillerinde, Hovedstaden nogensinde har havt; som Thora Schwartz var hun Kasinos forkjælede Primadonna og som Fru Schwartz - Nielsen Dagmartheatrets første Operettesangerinde.

(Thisted Amtsavis 29. august 1900).

Anna Christensen blev begravet den 29. august 1900 i familiegravsted på Vestre Kirkegård i København - uden egen markering.

Frk. Øberg vs. Politidirektøren. (Efterskrift til Politivennen)

Hof- og Stadsretten har igaar paadømt en Sag, hvorunder Antoine Eleonora Øberg paastod Kjobenhavns Politidirektør tilpligtet at betale hende 1000 Kr. eller et af Retten fastsat Beløb i Erstatning, forbi Indstævnte formentlig uberettiget havde ladet hende indlægge paa Kommunehospitalet fra den 27. Juli til den 22. August 1888 til Observation for Sindssygdom. Grunden til denne Indlæggelse var, at Politidirektøren i Marts 1888 af en Læge her i Staden var bleven anmodet om, at der ved Politiets Hjælp maatte blive gjort Ende paa en Forfølgelse, som han uden Grund fra sin blev gjort til Gjenstand for af Ø., idet dels henlagde i hans Brevkasse aabne Kort med en eller anden tvetydig Tegning Paaskrift, dels tilstillede forskjellige af Klienter Breve, i hvilke hun beskyldte gjældendes Hustruer eller Døtre for at utugtigt Forhold til Lægen eller advarede dem imod ham. Da Ø. derhos ikke efterkom et hende af 2. Politiinspektør og senere til Politidirektørens Protokol givet Tilhold om, fremtidig ikke paa nogen Maade at genere Lægen med Breve eller paa lignende Maade, blev hun den 27. Juli 1888 undersøgt af Politilægen. hvis Erklæring gik ud paa, at hun burde indlægges i Kommunehospitalets 6. Afdeling til Observation for Sindssygdom I Overensstemmelse med denne Erklæring blev Ø. indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun ikke viste tydelige Tegn til Sindssygdom, hvorfor Overlægen mente, at hun var i Stand til at bedømme Betydningen af sine Handlinger og til at underkaste sig de Korrektiver, der i saa Henseende maatte blive hende paalagte.

Selv om det nu maatte antages, at Politidirektøren ved sit Forhold ligeoverfor Ø. havde overskredet den ham som Politidirektør givne Myndighed, skjønnedes han i ethvert Fald ikke at have gjort dette i en saadan Grad, at der efter de almindelige Regler for Skadeserstatning kunne paahvile ham en Erstatningspligt, og han blev derfor ved Rettens Dom frifunden for Øs. Tiltale, idet Sagens Omkostninger ophævedes.

(Dagens Nyheder 1. august 1893).

Frk Øbergs Sag.

Politidirektørens Myndighedsmisbrug.

Frøken Øberg har gjort Skridt til at appellere Hof- og Stadsrettens i Gaar omtalte Dom til Højesteret.

For øvrigt gør hun opmærksom paa en Ejendommelighed ved Hof-Juristernes Dom, som ikke var nævnet i Gaar. Det hedder nemlig i Dommen, at hun havde overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om "fremtidig ikke paa nogen Maade at genere Lægen med Breve eller paa lignende Maade".

Men nu er der den Mærkelighed, at hun ingensinde er bleven tiltalt eller straffet for at have overtraadt noget Tilhold, skønt Overlægen paa Kommunehospitalet har udtalt om hende, "at hun var i Stand til at bedømme Betydningen af sine Handlinger og til at underkaste sig de Korrektiver, der i saa Henseende maatte blive hende paalagt".

Frøken Øberg paastaar da ogsaa, at hun aldrig har overtraadt det hende givne Tilhold. Hun har ikke "generet Lægen med Breve eller paa lignende Maade", og naar hun overvejer, hvad Politiet og Hof-Juristerne da kan mene, finder hun kun den Forklaring, at hun har passeret den Gade, hvori Lægen boer, men den passerer hun endnu hver eneste Dag, idet hun nemlig i et Par Maaneder har boet i samme Gade som Lægen, og Politiet har aldrig forbudt hende hverken at bo i den Gade eller passere den.

For Udenforstaaende er det naturligvis vanskeligt at dømme Frøken Øberg og den vedkommende Læge imellem, og vi vil ikke paa nogen Maade erklære, at der ingen Grund har været til at give hende et Tilhold. Derom kan der kun afgives et begrundet Skøn efter en nøje Undersøgelse, som vi ingen Lejlighed har haft til.

Men desto mere maa man beklage, at Autoriteternes Optræden overfor hende er saa uheldig, at man mister Tilliden til dem. Rent og klart burde Forholdet være dette: Har Frøken Øberg overtraadt Politiets Tilhold, bør hun straffes derfor. Har hun ikke overtraadt det, bør hun ikke forfølges eller indlægges paa nogen Daareanstalt til Observation! - Men i Stedet for at følge denne korrekte Fremgangsmaade, gaar Politiet den tvetydige Vej at sende hende til Kommunehospitalets Sindssygeafdeling under Paaskud af, at hun overtræder dets Tilhold, men da Overlægen ikke vil erklære hende for sindsforvirret, lader Politiet hende gaa frank og fri, som om dets egen Tale om Overtrædelse kun var Opdigtelse lige ud i Luften.

En saadan Optræden svækker Tilliden til de Autoriteter, der sidder inde med den store Magt over alle Landets Borgere at kunne give dem Tilhold og lade dem indlægge til Observation.

Og Frygten for Myndighedsmisbrug fra disse Autoriteters Side bliver ikke mindre, naar Domstolene optræder saaledes som Hof- og Stadsretten har gjort det i nærværende Tilfælde: Først afviser den rent ud Frøken Øbergs Klage over Politidirektøren og siger, at den er Domstolene uvedkommende! Dernæst tager den Sagen modstræbende op efter en Tilrettevisning fra Højesteret. Og endelig afsiger den en saa vag Dom som den af i Mandags, hvori Hof-Retten erklærer, at selv om Politidirektøren maa antages at have overskredet sin Myndighed, skønnes man ikke at have gjort det i en saadan Grad, at der bør paahvile ham Erstatningspligt.

Den Dom er næsten værre end den første rene Afvisning; thi man maa med Rette spørge: hvor grov skal Myndighedsmisbrug være, for at den Forurettede kan faa Oprejsning?

Frøken Øberg var indespærret paa Hospitalets Sindssygeafdeling i 27 Dage paa en Fællesstue mellem Vanvittige, skønt hun kun laa til Observation. Der kræves en temmelig stærk Hjærne for at kunne udholde dette Samliv, navnlig naar man selv behandles som gal.

Da Frøkenen havde ligget paa Afdelingen i 23 Dage, skrev Overlæge Pontoppidan til Politidirektøren, at hun intet fejlede, og han udbad sig Underretning om, hvorvidt Politiet vilde afhente hende eller om han kunde udskrive hende uden videre. Men der kom intet Svar. Overlægen udtalte sin Forbavselse over, at han intet Svar kunde saa, og paa den 27de Dag lod han hende gaa paa sit eget Ansvar, idet han sagde til hende: "Farvel, nu kan De gæme gaa for mig!"

Da Frøkenen slap fri, var hendes økonomiske Forhold ødelagde, og hun lider endnu den Dag i Dag under, at Politiet har haft hende mistænkt for at være vanvittig.

Hos- og Stadsretten skønner, at alt dette kun er en ringe Grad af Myndighedsmisbrug. Men en saadan Kendelse bør ikke blive staaende ved Magt. Man maa forlange af Rettens Haandhævere, at der er Logik i dens Afgørelser. Og derfor gentager vi: Enten maa man godtgøre, at Frøken Øberg har forsyndet sig ved at overtræde et Tilhold, og kan man ikke det, skal man give hende Oprejsning for al den Tort og Skade, hun uden egen Skyld har lidt.

Men man skal ikke sige, at hun nok har været et Offer for Myndighedsmisbrug, men kun et saa lille Offer, at hun ingen Oprejsning kan faa; thi den Tale begriber Ingen!

(Social-Demokraten 2. august 1893).

Højesteretsdommen faldt i juni året efter, se indslaget herom.

De Fattiges Boliger. Holmensgade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Nede mellem lille Kongensgade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv og Højbroplads ligger et Kvarter gemt, som i Elendighed ikke i nogen Retning staar tilbage for den Firkant, vi for en Tid siden omtalte i vore Artikler om Vognmagergadekvarteret. Begge Steder har det samme ydre Præg: stinkende Gader, gamle Rønner med smudsige Knejper og lave Butiker, smaa et eller 2 Værelsers Lejligheder. Og begge Steder finder man den samme Befolkning. Den hæderlige Arbejderfamilie, hvem en stor Børneflok har tvunget til at spare paa alle Kanter, selv paa Sundhedens Bekostning, bor ogsaa her Dør om Dør med Stedets mange Bøller og Alfonser, som rigtig befinder sig i deres Element. Bordel ligger ved Bordel, og indenfor "Tremmerne" sidder de ulykkelige Skabninger og pikker paa Ruderne, saasnart en Mandsperson gaar igennem Gaden.

For at Overgangen fra Kristianshavn til dette Kvarter ikke skal blive altfor brat, vil vi i Dag begynde med en "Gade", som hovedsagelig beboes af Arbejdere og Enker eller andre enlige Kvinder.

Smedens Gang

vil de fleste Københavnere kende af Navn paa samme Maade som Peder Madsens Gang. Derimod er der næppe mange, som véd, hvordan den sér ud og endnu færre, som har været inde i den. I Virkeligheden opdages den da heller ikke let. Den smalle Smøge, som udgaar fra Vingaaidsstræde hen i Retning ad lille Kongensgade, skal man ikke let antage for en Gade, uden man netop har stor Lokalkundskab.

I Gaden findes 8 Huse, hvoraf dog nogle hører til Holmensgade, der gaar parallel med den i nogle Favnes Afstand. Den er lukket i den ene Ende ved en høj Brandmur. I Nr, 6 og Nr. 8 er der smaa Baghuse med ét Værelses Lejligheder. Af Trappegange findes kun en, som altsaa paa en Gang tjener som Køkken-, Forhus- og Baghustrappe. For hver Etage findes en Slags Vask hængende ude paa Gaardmuren. Heri hælder Beboerne deres skidne Vand, som saa føres ned til Gaardens Rendesten gennem et Rør.

Det er, som sagt, enlige Kvinder og Arbejderfamiljer, som bebor Smedens Gang. Vi tiltalte en ældre Kone som sad i en Gadedør med et lille Barn i Skødet.

"Naa, De bor her i den lille Gyde ?"

"Ja, vi gør, vi bor her i Stuen!"

"Er De Enke?"

"Nej, men min Mand er ikke hjemme, han arbejder paa Refshalen."

"Hvormeget kan han tjene der om Dagen?"

"Han faar 2 Kr."

»Det var ikke meget, men De har maaske kun det Barn der?«

"Jo, vi har 7 Børn! Det kniber jo meget med at faa det til at slaa til. Navnlig Drengene slider meget Tøj, og jeg kan ikke gaa ud at arbejde endnu, da den mindste kun er 1½ Aar."

Hun viste os den lille to Værelsers Lejlighed, som de boede i. Alt vidnede om den yderste Fattigdom, men det var jo ikke saa sært. 2 Kr. om Dagen skal ikke slaa langt til 9 Mennesker.

Og det er endda kun om Søgnedagene, at de har den Indtægt, om Søndagen har de slet ingen!

En daarlig Bygningslov.

Idet vi gik ud af Smedens Gang, fik vi Øje paa en Ejendom, hvis ene halve Del var nedrevet, medens den anden halve Del stod og - i hvert Fald foreløbig - skulde vedblive at staa. Nogle Haandværkere var i Færd med at opføre noget nyt paa det gamle Sted. Denne Trafik, sukcessivt at nedrive Dele af de gamle Rønner og straks bygge igen, indtil der staar en hel ny Ejendom, kan man naturligvis ikke lægge Ejeren til Last. At han vil have saa meget ud af sine Ejendomme som muligt, er der intet at sige til.

Derimod er Bygningsloven af 1889 højst uheldig affattet og rammer kun daarlig, hvad den tager Sigte paa, naar en slig Fremgangsmaade kan gaa i Svang saa meget, som den gør. Loven har bl. a. til Hensigt at skaffe større og sundere Beboelseslejligheder, større Gaardspladser etc. end de, der findes paa saa mange Steder i den indre By. Den bestemmer derfor, at naar en Bygning nedbrydes, og der opføres en nv Ejendom i Stedet, saa maa intet Værelse være mindre end det og det, Gaarden skal have den og den Størrelse, Huset maa være saa og saa højt osv.

Da disse Bestemmelsers Overholdelse følgelig vilde bringe Ejerne Tab omgaar de dem ganske simpelt ved at kalde det hele Reparation, selv om der efter et Par Aars Tid staar en hel ny Ejendom. Men paa denne Maade faar vi aldrig ordentlige Lejligheder eller luftige Gaardspladser inde i saadanne Kvarterer som Egnen omkring Holmensgade. Og det er netop det, vi maa have snarest muligt 

Hvilke Mennesker der end bor eller skal bo dernede, kan man forlange af vore Avtoriteter, at de i hvert Fald i den Retning tager Hensyn til dem. Vi ser heller ikke, hvorfor saadanne "Reparationer" ikke kan rammes lige saa vel som et hvilket som helst andet Proformaværk. Men hvis de ikke kan det, maa vi bede om at faa Bygningsloven forandret i sin Redaktion eller ogsaa om en ny og bedre.

Ti her, hvor den skulde vise sin bedste Virkning, duer den ikke.

(København 4. august 1893). 

Fritz Theodor Benzen: Holmensgade set mod Lille Kongensgade ca. 1895. Brolagt gade med adskillige fodgængere. På husmuren tv. plakat for Cirkus. Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Holmensgade

er det Gadenavn, som har indarbejdet sig mest eftertrykkelig i den almindelige Bevidsthed. Og det ikke alene i København, men ogsaa nde paa Landet. Bondekarlen, der har gjort "Kongens Tjeneste" her i Byen véd allehaande mærkelige Ting at berette om denne Gade, og han hvisker smorret til sine Kammerater, hvori det egentlig er, at dens Fortjeneste bestaar; og Bondepigen tror i hvert Fald her at finde en af Landets mest fortjente Mænd, Jul. Strandberg, hvis Vise om "den skæbnesvangre Stoppenaal eller Karls og Lises Drama" hun tit har læst med store Taarer i Øjnene.

Denne Gade, som ivørigt lever mere paa Fortidens Storhed end Nutidens Elendighed, har de praktiske Københavnere delt i to "Ender": den pæne Fnde og den simple Ende. I en Relation kan denne Tredeling vel have sin Berettigelse, men iøvrigt ikke. Den pæne Ende er ikke pænere end baade Hummergade. Laksegade og Skvaldergade, og Navne turde være mere end tilstrækkelige Midler til at skræmme smaa Barn i Seng med.

Imidlertid - vox populi. vox dei! Vi retter os derefter og benytter den givne Inddeling.

Den simple Ende,

der steder op til lille Kongensgade, har vel en Længde af 100 Alen. Breden varierer stærkt, men kan paa de snævreste Steder sættes til ca 6 Alen. Fortovet er i Alen eller mindre bredt.

Endelig er der Husene, som ikke er særlig høje, derimod temmelig dybe, saa at de kan give Plads for en Mængde Beboere. De er alle gamle og daarlig indrettede med smaa lavloftede Værelser. Der er Beboelser i Kælderne, uden at der er Butiker. Et Par Rønner ser ud til at kunne falde ned ligesaavel i Dag som i Morgen. Gaardene er ligeledes smaa og mere eller mindre ildelugtende og beskidte. Trapperne er snævre og efter de forskelligste Mønstre.

Under vore Undersøgelser af denne Del af Holmensgade mødte vi en Morgenstund nogle Kvinder, som kom sjokkende ned i Gaden for derefter at forsvinde ned i de kælderagtige Gadedøre Det var offentlige Fruentimmer.

"Ja, hun maatte blive deroppe!" hørte vi en af dem sige. Heraf sluttede vi, at de havde været hos Politilægen, og at han havde fundet en af dem syg.

Hvor de saa elendige ud! Disse Skabninger, hvis Liv er fuldt af Uhygge og Forbandelse.

En gik i en Slags Slæber og viste de hvide Hoser og kvabbede Ben ved at hive op i det skimlede Bomudsskørt. En anden gik i Nattrøje og sled i den med begge Hænder for at faa den til at slutte om den fede Krop. En tredje havde ingen Hat paa Hovedet og forresten heller ikke ret mange Haar. Men da vi skulde til at se paa en Hendes Paaklædning, standsede vort Blik og vore Betragtninger ved hendes Ansigt og hvilede der, til hun var forbi. Ti det var et Ansigt, som havde tabt alt Menneskelighedens Præg; her var det klart, at Lasten havde fejret en af sine allerstørste Triumfer. Der var ikke Tale om i Udtrykkene at finde Mennesket, Skabningens første Væsen; men kun i Henseende til Formen kunde der være Spørgsmaal om, hvilken Dyrerække dette Ansigt nærmest vilde falde ind under!

Udsvævelse og Drik havde brændemærket det for bestandig, de dyriske og de dvaske Træk havde slaaet sig ned Side om Side.

Prostitutionen og Kommunen. 

"Ja, gu' maatte hun blive deroppe !" sagde hun med grov Stemme og slog en skraldende Latter op. - - - Vi kan være stolt af vor Prostitution! Hundreder af Kvinder ødelægges aarlig fysisk og moralsk, Hundreder af Mænd tilsætter deres Helbred, Penge og ægteskabelige Lykke paa disse Bordeller, Tusinder af Smaabørn bliver fortrolige med det Skændselsliv, som foregaar lige for deres Øjne, Alfonser og Bøller finder glimrende Smuthuller og glimrende Bytte!

Er der mon noget at klage over ?

Hvad gør det, om Sæderne slappes, fordi Borgerne ser, at deres egne Avtoriteter er Bordellernes øverste Direktører? Kommunen lever jo højt paa de 16,000 Kr., som den har i aarlig Indtægt fra de offentlige Utugtshuse.

10 Bordeller paa 66 Alen.

Det vilde ikke være at følge Sandheden at sige, at der er Bordel i hvert eneste Hus i den Ende af Holmensgade, som vi nu omhandler; men derimod følger vi Sandheden, naar vi siger, at der i en Gadelængde paa 66 Alen findes 10 Bordeller! -  Et rigtig pænt Antal paa en saadan Strækning. Regner man, at der i hvert Bordel er 3-4 Piger", - og det er i hvert Tilfælde det mindste, man kan regne - saa faar man 30 offentlige Fruentimmer til Resultat! Om de allesammen kan leve af at lokke Mandfolk ind til sig og drive Utugt med dem, formaar vi naturligvis ikke at sige; men sandsynligt er det. Ti i Skumringen er der en temmelig stærk Frekvens inde i Gyden. Man ser navnlig 3 Slags Mennesker passere: Bondekarlen fra Landet; den sværlemmede Jens, hvem militære Øvelser ikke har gjort helt mor, og den trøjeklædte Ulk, som har drukket saa meget paa den faste Landjord, at den nu gynger voldsommere end nogen rum So.

Men disse Mennesker er naturligvis ikke Flottenhejmere. Derfor kan man forstaa, at det kan knibe "Pigevne" nok med at skaffe disse 4 Kr. til Veje, som Værtinden hver Dag skal have.

Iøvrigt skal man ikke tro, at det for alle Kvinder er nogen daarlig Geschaft at være offentlig Fruentimmer - pekuniært set. I de "fine" Bordeller kan Pigerne med Lethed betale Værtinden 10 Kr. om Dagen, altsaa over halvfjerde Tusind om Aaret for et Værelse og kost; og en temmelig søgt offentlig Pige i Egnen omkring Holmensgade betragter det som Bagateller at betale 11000 Kr. om Aatet for en 3 Værelsers Lejlighed med Kost.

Det svimler vist for mangen en Grosserer!

I Morgen skal vi se lidt nøjere paa selve de arkitektoniske Forhold derned, idet vi spreder os mere i Kvarteret.

(København 5. august 1893).

Kort om området, 1843. Holmensgade strækker sig tværs gennem kortet syd-nord. Skvaldergade (tv) er nutidens Nikolajgade. Holmensgade forløber nogenlunde langs nutidens Bremerholm. Smedens Gang er den smalle "blindtarm" fra Vingårdsstræde ca. midt i billedet i det store område til højre hvor bl.a. Hotel du Nord ses. Det er i dag Magasin.

Fyens Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

Striken paa Odense Glasværk skrives til os fra Odense, har faaet Interesse udover de snævre Kredse, som Arbeidsnedlæggelsen umiddelbart berører, dels derved, at Socialisterne have giort et stort Nummer ud af den, vi minde saaledes om, hvad Agitatoren, Stolemager Petersen fortalte i Maribo, og som ogsaa har været gjengivet her i Bladet, dels derved, at Bevægelsen allerede streifer Lovlighedens Grænser og truer med at overskride den. Vi skulle give en kort og tro Fremstilling af Sagen. Det maa først bemærkes, at de Strikende ere indvandrede Tydskere. Ved flere givne Leiligheder havde Aktieselskabets Formand betydet Arbeiderne, at han og den øvrige Bestyrelse ikke havde Noget imod, at Arbejderne vare Medlemmer af Fagforeninger, men Bestyrelsen vilde ikke forhandle med disse Foreninger om Ting, som angik Værket og Arbeidernes Stilling ved samme: den - Bestyrelsen - vilde derimod gierne forhandle med Arbeiderne selv. Disse fremkom saa med Anmodning om, at den ene Ovn, som de formente ikke arbejdede saaledes, at de kunde faae Udbytte nok af deres Arbeide, enten strax maatte blive stukket og ombygget eller ogsaa, at de maatte faae en forhøiet ugentlig Godtgjørelse, saalænge Ovne blev, som den var. Det første Forlangende kunde Bestyrelsen ikke gaa ind paa, da den derved vilde komme til at bryde indgaaede Leveringskontrakter; senere hen vilde den ikke være uvillig til at foretage den ønskede Ombygning. Det Andet kunde Bestyrelsen end mindre gaa ind paa, da Arbejdernes Fortjeneste, som den nu var, ingenlunde var ringe, den havde i Gjennemsnit i de sidste fire Uger været 22 Kr. 82 Øre om Ugen, og ikke Faa tiente indtil 150 Kr. om Maaneden, hvortil for de gifte Arbejdere kommer fri Bolig, Brændsel og en lille Have. Arbeidstiden er ikke over 8 Timer. Under de yderligere Forhandlinger erklærede de tilstedekomne Arbejdere, at de mødte som Afsendinge fra Fagforeningen, og da Bestyrelsens Formand erklærede, at som saadanne kunde han ikke forhandle med dem, gik de strax bort og foranledigede, at samtlige Flaskemagere øieblikkelig nedlagde Arbeidet, uagtet hver Enkelt ved en skriftlig Kontrakt har forpligtet sig til at opsige med fire Ugers Varsel. Under disse Omstændigheder var der ikke Andet for Bestyrelsen at giøre end at lade de Kontraktbrydende sætte ud af deres Leiligheder for at skaffe Plads til de nye Arbejdere, som snarest muligt ville blive antagne. Til dette Skridt blev Bestyrelsen end yderligere tilskyndet derved, at Arbejderne, efterat Striken var begyndt, ved en Deputation for Genoptagelse af Arbejdet forlangte, at samtlige Flaskemagere paany fulde antages, og at Bestyrelsen skulde frafalde Fordringen om Udtrædelse af Fagforeningen eller rettere, den skulde erklære at Fagforeningen maatte have Medbestemmelsesret over Værkets Anliggender. Bestyrelsen blev altsaa ikke Herre i sit eget Hus. Der førtes vel endnu Underhandlinger, men det, som opnaaedes ved dem, blev forkastet af Fagforeningen, hvis Bestemmelse Arbeiderne underkastede sig. Bestyrelsen skred nu til Udstenelse ved Kongens Foged. Hvorledes de Paagjældende teede sig ved denne Handling, have vi alt meddelt. Hvad Fagforeningsmændene tilsigte, kom ret frem i det følgende Møde, som holdtes om Aftenen; en Glasmager yttrede der, at de - Fagforeningsmændene - nok skulde forhindre, at Glasværket fik Tilgang af nye Arbeidere: "vi have optaget denne Kamp, og vi ville ogsaa gjennemføre den, vi vilie ikke danse efter Aktionærernes Fløite, men Aktionærerne skulle danse efter vor Fløite." Og de have senere handlet i Overensstemmelse med dette Princip: disse indvandrede Tydskere opføre sig nemlig paa en saa høist upassende Maade, at de endogsaa i deres Hjemstavn, især hvis de vare Danskere, vilde blive udviste som "lästige", "misliebige" er et for svagt Udtryk; de gaa paa Jagt efter at udfinde, hvem Bestyrelsen henvender sig til, for at forhindre Tilgang. De true de Enkelte, om ere blevne kontrakttro, og de patroullere ved Banegaarden for at standse ny tiltrædende Arbeidere.

Det fremgaaer af det Sagte, at Bruddet ikke er begrundet i Lønningsforhold, thi disse ere her bedre end ved de fleste andre Glasværker, men først og fremmest i, hvorvidt Fagforeningen eller Aktieselskabets Bestyrelse skal raade over Glasværket.

(Dagens Nyheder 3. august 1893).

Der må være tale om Fyens Glasværk. Odense Glasværk eksisterede 1873-1889. Det producerede flasker, belysningsglas, karafler og drikkeglas. Det gik konkurs 1889 og blev købt af konsul Frederik Hey under navnet Fyens Glasværk 1890-1902. 1899 opkøbte det Rosdala Glasbruk i Sverige. Da værket 1902 opkøbte Aarhus Glasværk skiftede selskabet navn til A/S De forenede Glasværker 1903-1907. I 1907 slog en række glasværker (bl. a. i Kastrup og Hellerup) sig sammen under navnet Kastrup Glasværk som eksisterede 1907-1965.