Lille Brøndstrædes Nedrivning starter, April 1910. (Efterskrift til Politivennen)

 "Grundejerbladet" skriver således:

"Under de nuværende forhold anses iværksættelsen af større samlede byggeforetagender for ganske uforsvarlig?"

Med andre ord: Lad blot arbejderne sulte! Lad de handlende ruineres! Lad hele vores erhvervsliv og vores økonomiske evne blive forringet, når bare husejerne derved - ganske uden nogen grund - kan mele deres kage!

Mere udæskende brutalt har man sikkert aldrig set spekulationen i folkets blod! Sulten og fattigdommen med alle dens følger skal nu, da tiderne synes at åbne udsigt til at de kan lindres, fremtvinges ad kunstig vej? Arbejderne skal sulte for at grundejerne kan mættes i overflod!

Dette er ikke blot brutalitet, men råhed.

Og hvad nås der så, om det lykkes grundejerne at gennemføre deres plan?

Der nås det at folk må indskrænke sig. De der hidtil har haft råd til at bo i en 3 værelsers lejlighed, må flytte ind i en 2-værelsers. De der har kunnet bo med deres børn i de luftigere og sundere lejligheder i forstæderne, må nu pakke sig sammen i rønnerne i de skidne smøger i byens indre. Huslejens forhøjelse vil således bevirke at de ledige værelsers antal yderligere forøges. Heraf følger igen mere arbejdsløshed og mere elendighed. Samtidig med at alle de hygiejniske fremskridt som de sidste år har ført med sig i henseende til valg af bolig, nu igen skal lægges øde. 

Vi har fået raseret de modbydeligste dele af Brøndstrædekvarteret med deres arnesteder for sygdomme og moralsk pest. Vi har fået lyse boliger rundt i byen hvor det har været muligt for arbejderne at b o, fordi de har kunnet skaffe den leje der krævedes. Nu skal altså mange af disse arbejdere påny tvinges ind i de huler som det har været umuligt at få lejet ud fordi det mange steder er sundhedsfarligt at bo i dem. 

Sygdomme, arbejdsløshed, elendighed!

Lad dem blot brede sig!

Når man blot med vold og magt kan holde byggeriet i stå! Og husejerne kan stikke deres profit i lommen!

(Social-Demokraten, 14. februar 1910).

Det København der falder.

Lille Brøndstræde.

Midt i det gamle Københavns elendige rønner ligger Lille Brøndstræde som selve midtpunktet for denne fortid. Hvis Brøndstrædekvarteret er fra Christian den fjerdes tid, så må Lille Brøndstræde stamme fra kong Hans. Det er en perle af en gammel mørk og trist gyde. Lille Brøndstræde hvor århundreders smuds næsten synes dynget op. Men nu forsvinder det også. Den ene side af gaden er allerede rammet. Der ligger bl. a. huset, hvor Bulotti blev fanget; det er den ejendom, hvorfra lygten stikker ud. På den anden side af af gaden bor der endnu mennesker som (tre ord mangler) de også drage bort. Der er dem der gør det med sorg i hjertet. En gammel kone der havde boet der i tredive år, gæød da hun skulle derfra. Sådan er den menneskelige natur. Den hænger ved det gamle selv om det er mørkt og fattigt.

(Aftenbladet, 19. marts 1910).

Flyttedagen

Brøndstræde-kvarteret ryddet.

Flyttedagen i går forløb forholdsvis roligt. 

Der sås ikke synderligt mange flyttelæs, og gaderne var så rene og pæne som på den fineste søndag. Hvilken forskel på svineriet for nogle år siden, da gaderne var losseplads for alt sIags skrammel og skidt.

Et stort antal af de familier, der denne gang skulle forandre bopæl, har været så forsynlige at besørge flytningen i de forudgående dage.

Der har i år ikke været så mange ny lejligheder at råde over som for nogle år siden, da der var ca. 12.000 til disposition. I år er der kun ca. 8.000 ledige lejligheder at vælge imellem. Nedgangen i antallet har altså været ikke mindre end 4.000.

*

FIyttedags-institutionen går så langt tilbage i tiden som til den gamle skånske lov, der kun fastsatte en flyttedag om året, og den var lagt tæt op til påsken. Senere i tiden blev flyttedagen rykket hen til slutningen af april, eller den 1. maj - men stadig var der kun tale om denne ene årlige flyttedag. Det er først i den nyeste tid, at der forordnedes to flyttedage årligt, og de fastsattes til den tredie tirsdag i april og oktober - altså den ordning, som vi endnu lever under, og som der nu atter gøres forgæves forsøg på at få ændret, således at flyttedagen lægges til den 1. maj og den 1. november.

6 udsættelser i går.

På byfogedkontoret var som sædvanlig assistenter rede til at foretage eventuelle udsættelsesforretninger. Der blev foretaget 6.

April flyttedag 1909 blev der foretaget 2 udsættelser og oktober flyttedag samme år 3 udsættelser, hvorimod der i 1908 ikke fandt nogen udsættelsesforretning sted 

Udrykningen fra Brøndstrædekvarteret.

Det livligste flyttesjov i går var det dødsdømte kvarter ved Brøndstræde. Her flyttede lejerne ud om formiddagen. I aftes var der nogle enkelte beboere, som endnu ikke var rykket ud. De risikerer at få taget revet ned over hovedet på sig.

I dag tages der fat på nedbrydningen.

Arbejdet er taget i entreprise af to entreprenører, d'herr. Valdemar Jensen som betaler 4800 kr. for karreen mod Gothersgade, og Ole Petersen som har overtaget karrens anden halvdel mod Vognmagergade for ca. 2.000 kroner.

Entreprenørerne skal selv sørge for pladsens indhegning så længe nedbrydningsarbejdet varer. Det antages at nedbrydningen kan være fuldført i løbet af 2 til 3 måneder.

Og så bliver der plads til opførelsen af det tidligere omtalte store bygningskompleks for belysningsvæsnet. 

(Social-Demokraten, 20. april 1910, 2. udgave).

Lille Brøndstræde falder. 

I går har man påbegyndt nedrivningen af den sidste del af det gamle kvarter mellem Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade i København. Det uhyggelige Lille Brøndstræde falder samtidig og dermed er en god portion af det aller uhyggeligste København forsvundet.

Lige til nu har de gamle ruiner huset mennesker og fattigvæsnet har måttet tage sig af mange stakkels forhutlede mænd og kvinder som hidtil har holdt til i rønnerne, men nu står uden tag over hovedet.

Snart vil det gamle Brøndstræde med morderen Bulottis tagkammer, beværtningerne "Guldkuren", "Det lille Apotek" og "Det røde Horn" være en saga blot og på tomterne rejser Københavns Kommune en ny prægtig bygning for belysningsvæsnet.

(Kolding Social-Demokrat, 28. april 1910).

Gamle rønner

Brøndstræde-kvarterets nedrivning.

København 28. april.

I disse dage påbegynder Københavns Magistrat den sidste del af det store nedrivningsarbejde i den indre by, og dermed falder resten af det ilde berygtede Brøndstræde- og Vognmagergade- kvarter, hvori byens værste bærme, dens løse eksistenser og faste stamgæster i arresthusene i årevis har haft deres faste tilholdssteder. Den sidste del som falder nu, omfatter 21 ejendomme og danner en firkant, begrænset af Gothersgade, den åbne plads mod Møntergade, hvor de sidst nedrevne huse har stået, Vognmagergade og Landemærket, og midt i karreen ligger Lille Brøndstræde, hvori snavset og elendigheden altid har kulmineret. I alt står disse gamle, elendige ejendomme Kommunen i ca. en halv million kr. efter den nu foretagne vurdering, og for en uge siden måtte de sidste beboere rømme lejlighederne.

Vi gik i dag en tur gennem den resterende stump af Lille Brøndstræde, hvor arbejdsmændene allerede har taget godt fat med økser og brækjærn, og sjælden har vi set mage til elendighedens huler, som disse såkaldte "lejligheder", der findes her. Huset hvori Ballotti blev fanget, synger allerede på sit sidste vers; der står endnu kun en stump af sidehuset ud mod Lille Brøndstræde; Gavlen er revet ned - og en trappe, der er så snæver og lav at et voksent menneske ikke kan passere den oprejst, snor sig endnu op gennem etagerne. Vi stiger indenfor i en af de endnu urørte ejendomme, og det syn, der møder os, er så frygteligt, at man næsten skulle forsværge, at disse "lejligheder" har været benyttede til menneskeboliger. Et sted, hvor vi kommer ind, er "gården" mellem for- og baghus - alle ejendomme i Lille Brøndstræde er nemlig dobbelte - kun 7 alen i længden og højst 3 i bredden, og denne fri plads, hvis bestemmelse det er at skaffe det fornødne lys og luft mellem husene, optages fuldstændig af en mægtig retirade, en stor skarnspand, hvis indhold endnu flyder over alle bredder, og en frygteligt stinkende kloak. Baghuset i denne ejendom er så usselt, at dets gulmalede ydermur midt på har slået en stor bule, og højere oppe er den begyndt at læne sig over mod forhuset. At trappeopgangen er fælles for for- og baghuset siger sig selv. Men her er den dog indbygget. I en anden ejendom ved siden af optages en gård af lignende størrelse fuldstændigt af en trappegang, der er så rådden, at den er stivet af med både brædder og bjælker, og hvis trin giver efter da vi går op ad den.

Denne ejendom er noget af det elendigste man kan tænke sig. Ikke en solstråle kan trænge ned i "gården", grundet på taget over trappen og ved hver afsats er der opsat en ganske lille støbejernsvask, som står i forbindelse med nedløbsrøret. Den har dannet beboernes køkken. Vandet de skulle bruge, har de måttet hente på bunden af det mørke trappehul hvor der lige kan skimtes en post. Man må forundres over at der overhovedet har kunnet leve mennesker her, og dette indtryk forstærkes når man kaster et blik ind i baghusets etværelseslejligheder hvis døre overalt mangler låsetøj, og i mangel af bedre lukkes med en jernstang eller et stykke sammensnoet, rustent ståltråd.  Her kommer man først ind i en slags forstue, som væsentligst optages af et stort åbent og sodet fyrsted. Lavt til loftet er her og knapt med plads, men værre er der dog i "stuen", hvis fastspigrede vinduer aldrig har set en klud, og hvis vægge er tapetserede med gamle aviser. Vinduespudsning er i det hele noget, man ikke har givet sig af med i Lille Brøndstræde, men hvad skulle det også til, når der intet lys var. Når en rude gik i løbet, erstattedes den glat væk med en gammel las eller et stykke pap. Mørket i stuerne blev ikke tættere for det! Synet af disse huler, hvori man næppe kan stå oprejst, med deres tidligere beboeres efterladenskaber af snavs, ekskrementer, aske og papirdynger, ville få de fleste til at gyse, og man kan dårligt få sig selv til at tro, at sundhedspolitiet virkelig har tilladt, at de blev beboede af mennesker.

Men Brøndstræde-kvarteret har også haft sine muntre tilholdssteder, hvor gadernes faste stok af "gamle drenge" aften efter aften samledes om brændevinen og øllet. Vi kigger ned i "Cafe" Smedekælderens lave, tilrøgede skænkestue, hvor loftet af frygt for nedstyrtning er afstivet med brædder og bjælker, og hvor kvarterets lyrik har svulmet om kap med kvarterets pigers overdådige former. Disse mandhaftige kvindelige væsener ser man malede på "Kafeens" små vinduer, med ølglas i hånden, der er lige så store som de selv, og med "digteriske" udgydelser som denne:

"Vi vil ha' øl.
det koster sølv!"

I almindelig udtale passer rimet ikke, men for "de gamle soldesvende" var disse linjer guldkorn. På loftsbjælkerne i Smedekælderen fandt vi yderligere følgende perler:

"Kom tit igen,
Min gamle ven!
Hold dig som mand
Drik så længe du kan"

En opfordring der sikkert i fulde mål er blevet fulgt. 

Nu forsvinder altså endelig denne rest af det ældste og mest uhumske København - om et par uger er der ikke sten på sten tilbage af dette kvarter og af de usseldommens huler hvori der er udspillet mange tragedier, hvorfra megen åndelig smitte har bredt sig over byen og hvorfra også byens sidste pestepidemi i 1856 spredte død og ødelæggelse over København. 

Clas.

(Kolding Folkeblad 29. april 1910, 2. udgave)

Theodor Petersen, 1. Politiinspektør. 25 års Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

 Politiinspektør i 25 år.

Theodor Petersen

Når politiinspektør Theodor Petersen til morgen træder ind i sine kontorer vil han, trods

alle forbud, på forskellig vis blive hyldet i anledning af, at han i dag for femogtyve år siden overtog den betydelige og ansvarsfulde stilling som chef for Ordenspolitiet, hr. Theodor Petersen er vel nok den af politietatens højere embedsmænd, der har rigest lejlighed til at træffe i nær - ofte i meget nær - berøring med det københavnske publikum. Hvor mange gange har han ikke ved en konge- eller kejsermodtagelse måttet styre masserne, og han gjorde det undertiden blot ved et blink i de skarpe stærke øjne. Undertiden måtte han vel også ty til andre midler, men det vil sikkert med største ret kunne siges om ham, at han i alle situationer har optrådt både værdigt og besindigt. Th. Petersen ønsker absolut ikke krig med sine bysbørn, og det er lykkedes ham i de mange år hvor han har virket i politiets tjeneste, at opdrage en hær af dygtige hjælpere, der ser op til deres chef både med beundring og respekt, og som sætter en ære i at følge i hans fodspor.

I de femogtyve år, Theodor Petersen har styret Ordenspolitiet, er byen undergået mange og omfattende forandringer. Folkemængden er i rig og stadig tiltagen og selve folkelivet har skiftet fysiognomi, men Ordenspolitiets chef har vidst at følge med i byens og tidens udvikling. Han er i dag som for femogtyve år siden fuld af ungdommelig virkelyst. Han er blevet ældre, men ikke af sind og ikke af tanke, hans hår er hvidt men ellers spores hans lange virksomhed kun derpå, at han handler ud fra de mange års gode og sikre erfaringer.

Ordenspolitiets chef har grund til at se tilbage på sin virksomhed med glæde og tilfredshed, og byens tusinder af borgere har kun grund til at ønske, at hr. Theodor Petersen endnu i mange år må have kræfter og humør til at bestride sin ansvarsfulde stilling.

(København, 12. marts 1910)

25 år

Politiinspektør Th. Petersen

I går aftes er politiinspektør Theodor Petersen flygtet bort fra byen - for at undgå alle de

velmenende mennesker, der ellers i dag ville have opsøgt barn i hans hjem og i hans kontor på det gamle domhus for at lykønske ham på 25-årsdagen for hans ansættelse som 1. politiinspektør i København. Men selv om jubilarens beskedenhed byder ham på festdagen at være borte fra den by, han elsker, og som han i et kvart århundrede har tjent med en aldrig svigtende pligtopfyldelse, så behøver dette dog ikke at være nogen grund for os andre til at lade dagen gå ubemærket hen.

Der er jo næppe nogen københavner, som har levet med i de sidste 25 år eller en større part dette tidsrum, som ikke kender byens 1. politiinspektør, Ordenspolitiets chef, ikke fordi han nogen sinde har trængt sig selv frem i forgrunden, men fordi han altid var der hvor hans pligt bød ham at være og det måtte ifølge sagens natur blive dér, hvor de mange var samlede. I de store grundlovstogs tid, i de store fyrstemodtagelsers tid, den politisk bevægede tid her i hovedstaden havde Ordenspolitiet ofte betydelige og vanskelige opgaver, og da vidste Københavnerne på en prik, hvem det var, når politiinspektøren kom sprængende langs rækkerne på sin vælige ganger En skøn dag ombyttede Theodor Petersen hesten med cyklen, og dette changement i forbindelse med de forandrede tider har bidraget til at han i de senere år ligesom er trådt lidt mere i baggrunden.

Men han er ikke derfor blevet mindre virksom eller mindre tjenstivrig. Med en fast og myndig hånd leder han Ordenspolitiets store korps og hovedstadens befolkning har årsag til i dag at takke ham for det arbejde han har udført i de forløbne 25 år, i hvilke byen har gennemgået en så rivende udvikling og lagt så mange alen til sin vækst. Vort Ordenspoliti har holdt trit med denne byens udvikling, og med de midler, der står til dets rådighed, på fortrinlig måde sørget for orden og sikkerhed både i den indre bys travle færdselsårer og i forstædernes sparsomt bebyggede yderste kvarterer.

Intet menneskeligt er fuldkomment, heller ikke Københavns Politi. Med større midler til rådighed - til rigeligere mandskab og bedre lønninger - ville det være endnu bedre, end det er, men i det store og hele kan hovedstaden være vel tjent med sit ordenspoliti, og en betydelig del af æren herfor tilkommer den mand der har været dets egentlige leder i de sidste 25 år. 

(Dannebrog, 12. marts 1910).

Statsbanernes nye Centralværksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Imponerende Anlæg.

Vi har forleden kortelig meddelt, at Statsbanernes nye Centralværksteder ved Kallebodstrand, der for en Del allerede er tagne i Brug, kan ventes afleverede i Løbet af denne Maaned.

Hele det store Anlæg er imidlertid af saa imponerende Art, at det næppe vil være uden Interesse at høre noget nærmere derom, hvorfor vi her skal føre vore Læsere gennem Værkstedernes enkelte Afdelinger.

Personbanegaardens Flytning og de gamle Centralværksteders mindre heldige Indretning og smaa Lokaler nødvendiggjorde Opførelsen af nye Værksteder, hvortil Rigsdagen ved Lov af 29de Marts 1901 bevilgede en Sum paa 3,200,000 Kr., et Beløb, som 1909 forhøjedes med 589.000 Kr.

Det for en Del opfyldte Terræn, hvorpaa de nye Centralværksteder er byggede, strækker sig fra Enghavevejens forlængelse ud for Sporvognsremisen og helt ind til Kommunens Badeanstalt ved Gasværkshavnen.

Arealet, hvorpaa Bygningerne er opførte, er indhegnet af et højt Stakit og ikke mindre end 29 Tdr. Land stort. Af disse 29 Tdr. Land er igen godt 9 Tdr. Land overbygget, men alle Bygninger er lagte saaledes, at der er rigelig Plads til Udvidelser af de enkelte Værksteder.

Længst op mod Enghavevej findes for uden Portnerbolig tillige en Række Arbejderboliger, for at der i Tilfælde af Ildsvaade eller lignende altid kan være noget Mandskab tilstede.

Nutidigt foto af "den gule by" eller "Kineserbyen" - arbejderboligerne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Derefter kommer de store Værkstedsbygninger. Allerede et Vue over det store Malerværksted virker helt imponerende men fordunkles dog ganske af den Hal, der benævnes Vognværkstedet. Hallen er ikke mindre end 2½ Td. Land stor og gør et lyst og tiltalende Indtryk. Lyset til Lokalerne skaffes foruden gennem store Sidevinduer tillige ved Ovenlys.

I Vognværkstedet findes en Mængde Maskiner, der, som alle Maskinerne Værkstederne, drives ved Elektricitet. I hele Hallens Længde gaar en med Skinner forsynet Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes frem og tilbage og derved paa en bekvem Maade anbringes hvor som helst i Hallen.

Her som i de øvrige Værksteder lægger man Mærke til mægtige, galvaniserede Rør under Loftet. Det er Varmerør. hvorigennem varm Luft pustes ud i Lokalet fra et Varmekanoner, i hvilket der findes Ribberør. I de større Rum findes flere saadanne Varmekamre.

I umiddelbar Forbindelse med Vognværkstedet findes et Maskin- og et Haandsnedkeri til Forarbejdning af det Træ, som anvendes ved Reparationer af Vogne. I Nærheden af Vognværkstedet ligger i en særskilt Bygning Grovsmedien, Støberiet og Metalværkstedet. Alle Smediens Esser er forsynede med underjordiske Røgkanaler, gennem hvilke Røgen øjeblikkelig suges bort.

I Smedien findes foruden mindre Damphamre en Smedepresse, der kan udøve et Tryk paa 350,000 Kg. 

I en Bygning paa to Etager, omtrent i Midten af det hele Anlæg, har man den Kraftcentral, hvorfra Damp, Elektricitet og Trykluft gennem forskellige Ledninger føres ud til Værkstedsbygninger og øvrige Lokaler. Kedlerne er forsynede med automatisk virkende. selvfyrende Apparater og indrettede til at kunne brænde Træaffald, som fra Snedkerierne gennem Rør suges hen i Kedelrummet. Kedler, Dampmaskiner og Dynamoer findes i Stueetagen, medens et Akkumulatorbatteri med 244 Celler er anbragt i 1ste Etage. I umiddelbar Nærhed af Kraftcentralen findes Kogehuset, hvor de af Lokomotiver og Vogne aftagne Jerndele ved Kogning renses for Olie og Sløv.

Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ogsaa af store Dimensioner, ca. 1½ Td. Land. Det er ligesom Vognværkstedet forsynet med Træbrolægning, bl. a. for at ikke Værktøjet skal lage Skade af at falde paa Gulvet.

I de to Værksteder er der ca. 17,000 Kv.-Meter Træbrolægning, et talende Vidnesbyrd om Værkstedernes uhyre Størrelse.

Reparationsværkstedet for Lokomotiver er ligeledes forsynet med Skydebroer samt med en Løbekran med 2 Spil, der hver kan bære 32,000 Kg. Desuden findes der et Par mindre Kraner samt en Mængde Maskiner. I Forbindelse med dette Værksted findes et Lakererværksted samt et særligt Rum, hvor Maskinerne sammensættes og prøves, forinden de afleveres som reparerede. 

Nutidigt foto af en del af Lokomotivværkstedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En særlig Bygning i Nærheden id delte Værksted rummer Elektriker- og Sadelmagerværkstedet.

Endnu længere ind mod Byen træffer man paa Kontor- og Magasinbygningen, en stor Bygning paa to Etager. I Magasinerne findes Lagre af alle de forskellige Smaadele, som anvendes i Vogne og paa Lokomotiver, samt naturligvis Søm, Skruer etc. i Mængder.

Kontorlokalerne er smukke og lyse med alle moderne Bekvemmeligheder.

Umiddelbart ved Kontorbygningen ligger den store Lokomotivremise, der er ikke mindre end 2 3/4 Tdr. Land stor, og som kan rumme 96 Lokomotiver. Bagved Remisen er der Opholdsrum til ca. 500 Mand.

Der er til Remisen og alle Værkstederne bekvem Sporforbindelse til Ind- og Udbringning af Materiale, og f. Eks. ud for Vognværkstedet en udvendig Skydebro, paa hvilken Vognene kan skydes langs Bygningen og derefter føres ind gennem den Port i Værkstedsbygningen, man ønsker.

Spørger man, om der er sørget for Bekvemmeligheder for de mange Arbejdere, da maa man sige, at det er Tilfældet, endog i allerhøjeste Grad. Ved hvert Værksted er der fortiden store og praktisk indrettede Toiletrum tillige rummelige Omklædningsværelser med et Skab for hver Arbejder. I Omklædningsrummene findes Vaskekummer med varmt og koldt Vand. Endvidere er der ved Værkstederne Spisestuer for Arbejderne, der kan holde medbragt Mad varm i særlige i Spisestuerne anbragte Varmekasser.

Som en stor Bekvemmelighed for Arbejderne nævner vi endelig den i Kraftcentralbygningen installerede Badeanstalt, hvor der findes 24 Afklædningsrum, Brusebade, Badstue med en Temperatur paa 50 Gr. C. og Liggepladser til 6 Personer. Badeanstalten er overordentlig nydelig indrettet.

For ret at klargøre Anlægenes Størrelse skal vi sluttelig anføre en Række talende Tal. Hele Anlæget har kostet ca. 4 ½ Mill. Kr., og ikke færre end 170 Mestre i forskellige fag har haft Arbejde ved Anlæget. Der er anvendt ikke mindre end 125,000 Kv.-Alen Tagpap til Tækning.

I Lokomotivreparationsværkstedet beskæftiges ca. 200 Mand, i Vognværkstedet. Træværkstedet og Malerværkstedet ca. 300 Mand, i Elektriker- og Sadelmagerværkstederne ca. 100 Mand.

Opførelsen af del store Anlæg. For hvilket Professor Wenck er Hovedarkitekt, har været ledet af Arkitekt Holger Lange, der i hele 3 Aar har haft mere end Beskæftigelse nok hermed.

Indflytningen begyndte i Oktober forrige Aar, og forventelig vil alle Værkstederne være tagne i fuld Brug inden Udgangen af denne Maaned.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. januar 1910)

Hammeren. (Efterskrift til Politivennen)

Alle Bornholmere kender Navnet Hammeren og efterhaanden lærer ogsaa en Del andre Danske at kende de prægtige Klippepartier paa Bornholms Nordspids. Didhen søger nu hvert Aar Tusinder af Mennesker for at glæde sig over den prægtige og storslaaede Natur. Gennem Millioner af Aar har de vældige Granitklipper paa Bornholms Nordspids trodset Sø og Vejr. Generation efter Generation er sunken i Graven, men lige stejl og haard har Hammerens Klippe staaet som det urokkelige, mens alt andet forgik og fortæredes af Tidens Tand. 

I sin Uroprindelse stod Hammeren indtil for ca. 35 Aar siden, da man fandt paa at gøre den i Penge. Før den Tid havde ingen tænkt paa at drage anden Nytte af den rige, stejle Natur end en Smule Græsning for nogle Faar og Kvæghøveder. Staten ejede Hammeren, der har et Fladeareal paa over 350 Td. Land, men Staten var højsindet og overlod Græsningsretten til Allinge-Sandvig Kommune, ligesom den havde overladt Retten til Fiskeriet i Hammersøen til Bornholms Kommandant. Mens dette Forhold holdt ved, levede Beboerne i Allinge og Sandvig det mest idylliske Liv. De tvende Byer, der nu er sammenvoksede, talte i 1870 kun 1022 Indbyggere og de ernærede sig hovedsagelig ved Agerbrug og Fiskeri samt en Smule Haandværk og nogen Købmandshandel. Der var ingen, der paa den Tid drømte om, at Stedet om et halvt Hundrede Aar skulde blive et Valfartssted for Turister fra fremmede Lande. Der var heller ingen, som den Gang tænkte paa at gøre Hammeren til et af de mest storstilede industrielle Anlæg i Danmark. Rent tilfældig er forøvrigt Planen herom bleven ført ud i Livet.

I Midten af forrige Aarhundrede var der rundt om i Evropa en Mani for storslaaede Projekter hvorved der skulde tjenes Penge, og det er denne Mani, der indirekte har været Aarsag til, at Granitværket Hammeren er blevet til. Et internationalt Selskab var løselig blevet dannet med det Formaal for Øje at omdanne Hammersøen ved Hammeren til en international Nødhavn. Selskabet talte mange mere eller mindre fine Navne. Det siges endog, at afdøde Grev Frijs var med i det. En af dets Medlemmer var en Kaptejn Petersen fra København, en anden var en Ingeniør Brandt, en tredje Ingeniør Glæsel, København.

Selskabet havde en stor Kapital tegnet og Planerne til den internationale Nødhavn var delvis færdige, da Selskabet paa Grund af forskellige Omstændigheder brød sammen. 

Det var Meningen at danne Havn af selve Hammersøen, og Havnen skulde have Indsejling baade fra Sænekysten og Sandvigbugten. Paa den Maade blev det muligt at søge Havnen fra Vestsiden og Østsiden. Det tog sig jo storartet ud. Det vilde ganske vist koste vældige Beløb, men man ventede sig - besynderlig nok forresten - ogsaa store Indtægter. Nu kan ethvert Menneske se, at Idéen var ganske vild. Den endnu levende fhv. Postmester og Borgmester i Allinge, Marckmann, stod i Forbindelse med det internationale Selskab og havde for dettes Regning taget Ejendommene omkring Hammersøen paa Haanden, deriblandt ogsaa Hammersholm.

Derimod raadede Selskabet ikke over selve Hammeren, som var Statens, og som vederlagsfrit udnyttedes af Kommunen. Allerede i 1843 - 44 søgte Allinge og Sandvig Kommune om, at den maatte faa fuld Ejendomsret over Hammeren, men der udstedtes i 1844 en kongelig Resolution, hvorefter det ansøgte ikke kunde bevilges. Derimod tilstod man paany Byerne en uforstyrret Nydelse af Græsningsretten til Hammeren. At det heller ikke var ganske ideelle Grunde, der foranledigede Kommunen til at begære Ejendomsretten til Hammeren, viste sig tydelig nok senere. I 1873 gav Staten Køb overfor et nyt Andragende og den 18de September samme Aar fik Kommunen vederlagsfrit Skøde paa Hammeren. Men allerede i 1875, altsaa kun 2 Aar efter, solgte Kommunen igen hele Hammeren for 16,000 Rigsdaler til Grosserer J. C. Martens fra København. Købet var fra Martens Side en Spekulationsforretning og den stod i Forbindelse med Planerne om at omdanne Hammersø til en international Havn. Grosserer Martens mente, at han kunde gøre en god Forretning med Havneprojektselskabet og kom dette i Forkøbet med at erhverve Hammeren. Han forregnede sig imidlertid, thi Havneplanerne blev ikke til noget, og dermed bristede alle Forudsætninger for Hammerens Erhvervelse.

Havneplanerne var ikke nogen ny Opfindelse. Det fortælles, at den russiske Kejser Zar Peter den Store allerede i 1716, da han i 4 Dage boede i Allinge og Sandvig, skal have fundet Søen velegnet til Orlogshavn. Ogsaa den danske Regering har til Tider beskæftiget sig med Tanken om at omdanne Hammersøen til en Orlogshavn. Der blev i 1809 af Ritmester v. Salchow foretaget Undersøgelser over Bekostningerne ved et saadant Anlæg. Man naaede til Erkendelse af, at det vilde blive bekosteligt, og efterhaanden er Danmarks sømilitære Magt reduceret til saa lidt, at det ikke i lange Tider har haft nogensomhelst praktisk Betydning for os, om Hammersøen er egnet til Orlogshavn eller ej. Noget anderledes har Forholdet været, naar Talen var om en Nødhavn paa Bornholm. Lige til de allersidste Aar har Nødhavnsspørgsmaalet været drøftet, og der har af og til været talt om Hammersøen, men Nødhavnsspørgsmaalet har efterhaanden faaet et Stænk af bypatriotisk Karakter over sig; Hammersøen har derfor mindre været anbefalet. Omkostningerne vilde forøvrigt blive kolossale og næppe staa i noget passende Forhold til den egentlige Nytte, der kunde drages af Anlæget. Man kan derfor med nogenlunde Sikkerhed sige, at der ingen Udsigt er til, at der vil blive hverken Orlogshavn eller Nødhavn ved Hammersøen. Den faar sikkert Lov til endnu i mange Aar at ligge i sin idylliske Ro. 

Men det er gaaet anderledes med Hammeren. Den brydes efterhaanden itu, og fortsættes Stenbrydningen der, som den er begyndt, vil Hammeren efterhaanden helt forvandles, og de storslaaede Klippepartier vil forsvinde for at gøre Tjeneste som Sikringer for Havneanlæg langs Tysklands Østersøkyster. 

Grosserer Martens blev ikke ret længe Ejer af Hammeren. Da han ikke kunde gøre Forretning med Havneselskabet gav han sig til i mindre Stil at udnytte Klipperne ved Stenbrydning. 

I Aaret 1875 i Juni Maaned begyndte Virksomheden med Stenbrydning paa Hammeren, idet Hr. Grosserer Martens da med Hr. Ingeniør H. Brandt som ledende Ingeniør tog fat paa at udnytte Hammerens svære Klippepartier. Der arbejdedes i ca. 3 Maaneder med en Snes Mand indforskrevne fra Tyskland og Bøhmen. Arbejdets daglige Gang lededes af en bøhmisk Formand ved Navn Donhart; men det blev ikke til stort. Bøhmerne forstod ikke rigtig Haandteringen i de svære haarde Klipper. I August Maaned samme Aar overtog nuværende Stenværksejer i Allinge A. R. Wiberg den praktiske Ledelse af Stenbrydningsarbejdet paa Hammeren i Forening med Hr. Ingeniør Brandt. Hr. Brandt blev imidlertid syg og allerede Aaret efter i 1876 - fratraadte han helt og Wiberg overtog derpaa Ledelsen alene. Hr. Wiberg virkede som Leder for Grosserer Martens Stenhuggeri indtil 1882. Da indstillede Grosserer Martens sin Forretning. De bøhmiske Arbejdere vendte alle tilbage til deres Hjemland. Det kneb imidlertid med at faa hjemlige Stenarbejdere. I Aarene 1875-82 blev der indforskrevet 10 Italienere, og de viste sig som duelige Stenarbejdere. Der arbejdede ogsaa baade svenske og danske Arbejdere paa Hammeren i de Aar. Antallet af Arbejdere var den Gang som nu stærkt varierende. Der var fra 50 til 100 Arbejdere beskæftiget i de Aar. I 1883 overtog Hr. Wiberg for egen Regning Granitværket Hammeren i Forpagtning og Forpagtningen varede til Efteraaret 1890. Forinden Forpagtningens Ophør havde Grosserer Martens imidlertid overdraget Hammeren til Brødrene Ohlendorff i Hamborg. Overdragelsen til Tyskerne fandt Sted i Aaret 1884. Hr. Wiberg drev en ret omfattende Virksomhed og afhændede Stenarbejdet til det øvrige Danmark, Tyskland og Rusland.

Da Virksomheden begyndte paa Hammeren i Efteraaret 1875 fandtes der nogle smaa Stenhuggerier paa Nordlandet. Et af Værkerne tilhørte Købmand M. Curdts, et andet tilhørte Købmand J. J. Grønbech, begge i Alling. Den Grønbech'ske Forretning dreves af et Konsortium, som Grønbech var den egentlige Leder af. Ogsaa den Gang solgtes den forarbejdede Granit dels til det øvrige Danmark, dels til Tyskland, særlig til Kiel. Hele Arbejdsstyrken i Stenindustrien var i Aarene før 1875 20 a 30 Mand. Afskibningen af Graniten fandt da Sted dels fra Allinge Havn, dels fra Bugten ved Sæne, hvor Skibene under gunstige Vindforhold fik Stenen udskibet i Pramme. I "Humledal'', hvor der nu ligger en Del Arbejderboliger, laa der i tidligere Tider en Smedie, et Maskinhus, Stalde og Ladebygninger, som Hr. Wiberg benyttede under sin Virksomhed. Han drev forøvrigt noget Landbrug ogsaa paa Hammeren. De nævnte Bygninger nedbrændte imidlertid et Aar ganske kort Tid efter, at Sæden var bleven indbjærget - vistnok i Aaret 1887. 1884 maatte Hr. Martens som nævnt afhænde Hammeren til sin Svoger Baron v. Ohlendorff i Hamborg. Ohlendorfferne var meget rige Folk og tog vel nærmest Hammeren at Familiehensyn. 

I 1891 dannedes der et Aktieselskab: "Bornholms Granitværk", hvis Aktier i alt væsentlig er paa tyske Hænder. Der blev anlagt Stenværk i stor Stil. Svenske Arbejdere kom herover i Hundredtal, der byggedes Arbejderboliger og Arbejderkaserner og en meget livlig Tid begyndte for Allinge og Sandvig. Alt tegnede stort. "Bornholms Granitværk" var et Millionforetagende og mange drømte om en Stortid. Der blev bygget en Havn i Bugten ved Sæne nedenfor Hammershus Ruiner. Fra denne Havn skulde det meste af Granitværkets Produktion udskibes. Ved Sænekysten havde der i ældre Tider været nedrammet Pæle til en Art Skibsmole, benyttet for Sejladsen for Ind- og Udskibning for Hammershus Slot, og ved Anlæg af den ny Havn fandtes betydelige Rester af denne gamle Skibsmole. Pælene var af Birk og saa velbevarede, at de kunde bruges til Nyttegenstande, f. Eks. Drejearbejde.

Der rejste sig imidlertid straks Røster imod at Kommunen havde solgt Hammeren for den ringe Pris 32,000 Kroner, og det vakte ikke ringe Uvilje, at en saa betydelig Del af Bornholm skulde overgaa til et tysk Aktieselskab. Da Selskabet saa fik i Sinde at anlægge en Havn ved Sænebugten, kom Uviljen paany til Orde og der var Vanskeligheder at overvinde for Selskabet med Hensyn til Koncessionen paa Havneanlæget.

Ohlendorfferne var imidlertid formaaende Folk. De var gode Bekendte af Børsmanden Tietgen, og Tietgen gik ind paa at repræsentere det tyske Selskab og dermed overvandtes Vanskelighederne. Koncessionen blev givet den 19. Juli 1890. 

I de første Aar, efter at Hammerværket ret var kommen i Drift, beskæftigedes der flere Hundrede Arbejdere i Værket. Senere er det gaaet mere og mere tilbage med Produktionen og egentlig Stenhuggerarbejde udføres slet ikke mere paa Hammeren. Produktionen udgør nu kun Brosten, som hugges med Faldhammer, samt Skærver og Ros. Den tyske Toldpolitik har lagt betydelige Hindringer i Vejen for Udførslen af det færdighuggede Materiale. Den tyskfødte Direktør Weiler er forlængst rejst herfra og den ligeledes tyskfødte Bestyrer Gottspenn er fratraadt. Nu ledes Hammerværket af Hr. Bestyrer Julius Andersen, som tidligere var en af Formændene paa Værket. Men det ejes fremdeles af Baron v. Ohlendorff i Hamborg og det beskæftiger ca. halvandet Hundrede Arbejdere. 

Hammerværket har sikkert ikke været nogen Guldgrube for Tyskerne, og saaledes som Forholdene tegner, er der næppe nogen Udsigt til, at der i de nærmeste Aar kan blive større Virksomhed. Værket har været stort og dyrt anlagt, og der er eksperimenteret der i saa vid Udstrækning, at der skulde særlig gunstige Salgsvilkaar til for at bære Omkostningerne.

Allinge-Sandvig Kommune er bleven fattigere og fattigere, eftersom Aarene er gaaet, og Hammeren er bleven grimmere og grimmere. Der er altsaa ingen, der har spundet Silke ved Anlæget. For Arbejderne har Stenindustrien altid været et besværligt Felt. Arbejdet er haardt og Lønnen er ringe i Forhold til det opslidende Arbejde og den store Risiko for Liv og Lemmer, der er forbunden med Arbejdet i Klipperne.

Nu er hele Hammeren øde og gold. Der vokser en Del Lyng i Lavningerne oppe paa Højdepartiet; men Træer er der ingen af i egentlig Forstand. Det menes imidlertid, at Hammeren i ældre Tider har set anderledes ud og har været bevokset med Træer. 

I Rawert & Garliebs Bornholms Beskrivelse af 1815 hedder det om Hammeren saaledes: 

"Fordum har Hammeren været bedækket med Skov; nu ser man kun Træernes Rødder og nøgne Klipper hist og her stige op af Sandet." 

Det menes forøvrigt, at Hammeren har været beboet i Middelalderen, uden at man dog har nærmere Rede paa dette Forhold. Den formodede Bebyggelse sættes i Forbindelse med Ruinerne af det gamle kristne Kapel, Salomons Kapel. Disse Ruiner ligger tæt op ad Havet i en Lavning ved Hammerens Nordvestkyst, altsaa paa den helt modsatte Side, hvor Sandvig nu ligger. Sagfører Bulmer anslaar i sin Beskrivelse over Hammershus Birk i "B. S. V B." Salomons Kapel til at være ca. 600 Aar gammelt. Ruinen af Kapellet anses for meget værdifuld. Kapellet har maalt 18½ Alen X 8½ Alen og mod Sydside har det været en Art har der været en Art Vaabenhus som Tilbygning. Gavlpartiet i Vaabenhuset er ret godt bevaret. Indgangsdøren har været indsat under en med brændte Sten muret Spidsbue. 

Det fortælles, at der ved Salomons Kapel har været en undergørende Kilde, Salomons Kilde. Til denne Kilde tyede syge Folk for at søge Helse, dels ved at drikke af Kildevandet og dels ved at vaske sig deri. Der findes ogsaa den Dag i Dag en lille stensat Brønd ved Kapellet; men at dømme efter Vandets Urenhed maa Kraften nu forlængst være borte. Thura fortæller i sin Omtale af Salomons Kapel, at Kilden har sit Væld fra et Gravsted, og at Søfolk jævnlig, naar de kommer paa de Kanter, henter Vand fra Kilden. Maaske Kapellet er opført som et Kapel for de "Pilgrimme", der søgte Kilden; et lignende Kapel har været bygget ved Helligdoms-Kilden i Rø. Det menes tillige, at Kapellet kan have tjent som Gudshus for en der i Nærheden boende Fiskerbefolkning. Thura fortæller, at Kapellet har haft sin egen Præst. At Dalene ved Salomons Kapel i Oldtiden har været Boplads synes sikkert bevist igennem foretagne Udgravninger og Fund fra Oldtiden. Fremtidige Udgravninger vil maaske bringe endnu mere Lys over disse Ting.

(Bornholms Social-Demokrat, 1. januar 1910).

Sognepræst om Korsør Arbejdsanstalt (1893). (8). (Efterskrift til Politivennen)

Af Sognepræst V. Munck,

Herlufsholm.

(I Uddrag efter Næstved Tid.)

Uden Tvivl har mange lagt Mærke til, at der i Bladenes Meddelelser om kriminelle Retssager ikke sjældent nævnes som Motiv til Lovovertrædelsen: Vedkommende var gaaet bort fra Arbejdsanstalten af Lede til at være der. eller, hvad der er meget værre: Vedkommende begik Forbrydelsen, fordi han langt hellere vilde Indsættes i en Straffeanstalt end føres tilbage til Arbejdsanstalten. Hvis dette er sandt, er det i høj Grad uhyggeligt; thi Arbejdsanstalterne burde ikke være Indretninger, som tilskynder til Forbrydelser, og Straffeanstalterne burde paa ingen Maade være foretrukne Opholdssteder. Nu ved jeg, som har været Præst ved en Straffeanstalt, overmaade godt, at man kan ikke være forsigtig nok med de Historier, som et Menneske, der er kommet galt afsted, kan finde paa for at undskylde og besmykke sin Daarlighed, ogsaa naar han staar for Domstolen; men paa den anden Side har det truffet sig saaledes, siden jeg blev Præst paa Landet, at jeg ikke en enkelt men hele tre Gange er bleven nødt til at sige: Der er virkelig noget om dette uhyggelige, og den sidste Gang var Tilfældet saa alvorligt, at jeg nu føler mig forpligtet til at føre Sagen paa Tale og derved bidrage, hvad jeg kan, i Ondets Afhjælpning.

7 Aar paa Anstalten.

I 1881 traf jeg, som den Gang forrettede Præstetjeneste i Næstved Bys Arresthus, en 55-aarig Arrestant, som var løbet fra Arbejdsanstalten i Korsør, og nu afsonede en Vand- og Brødstraf for Løsgængeri, hvorefter han atter skulde føres derhen. Han fortalte mig, at hans Hjemstavn var et Sogn i Vendsyssel, som i 1873, altsaa for over 7 Aar siden, havde sendt ham til Korsør, og dér havde han siden været. Da jeg meget tørt bemærkede, at den Historie troede jeg ikke, var hans Forsikringer om at tale Sandhed af den Art, at jeg for en Sikkerheds Skyld fik Akterne sat Manden, som var et enfoldigt og meget vankundigt "Skrog", havde fuldstændig Ret. Han var virkelig sendt til Korsør Arbejdsanstalt i Slutningen af 1873 og havde været der i fulde 7 Aar, undtagen naar han løb derfra, hvad han sædvanlig gjorde en Gang aarlig, og naar den første Udflugt faldt tidlig paa Foraaret, to Gange. Han blev regelmæssig anholdt som Løsgænger, thi Forbrydelser begik han ikke, straffet med Vand og Brød og saa atter afleveret til Korsør Arbejdsanstalt. Hele Tiden betalte Forsørgelseskommunen i Jylland Plejepenge for ham; hele Tiden benyttede Arbejdsanstalten hans Kræfter, og efter Anstaltens eget Vidnesbyrd om ham var han "flink, naar han ikke saa Lejlighed til at forskaffe sig Brændevin", thi saa blev han hidsig og opfarende; hele Tiden voldte han ved sine Udflugter Delinkventomkostninger, som maa være løbne op til en betydelig Sum. Han var simpelthen bleven glemt i sin Hjemstavn, undtagen som en aarlig Udgift, efter at han i tidligere Tid havde gjort sig ilde berygtet dér ved Drikfældighed og andre Udskejelser, og nu hensled han et glædeløst Liv uden ringeste Udsigt til nogen Sinde at blive udfriet af Arbejdsanstalten. Naturligvis er dette en Undtagelse, som næppe har mange Sidestykker, og naturligvis lykkedes det med Lethed, da Sagen først blev oplyst, at skaffe ham Frihed til at vende hjem, men det synes mig klart, at endog som Undtagelse burde sligt være umuligt.

En Mand, der vil være Forbryder. 

For henved to Aar siden kom jeg, ikke direkte men indirekte, til Kundskab om det andet Tilfælde.

En Mand, der var indsat i Korsør Arbejdsanstalt og ikke vilde blive der paa nogen Maade, men heller ikke øjnede nogen lovlig Udvej til at komme derfra, besluttede at løbe sin Vej, hvad der endda ikke var saa vanskeligt, men saa gjaldt det om at undgaa Genindsættelse, og det syntes ham saa vanskeligt, at den eneste Udvej var at begaa en Forbrydelse. Men hvilken? Det er baade til at le og til at græde over, hvad der nu skal fortælles om hans Tanker under den ensomme Nattevandring efter Undvigelsen. Noget slemt maatte han gøre, thi var Lovovertrædelsen kun til Vand og Brød, kom han sikkert efter udstaaet Straf i Arresten tilbage til Korsør. Men noget meget slemt vilde han alligevel ikke gøre, thi det nænnede hans godmodige Natur ikke. Saa fandt han paa, at det at dræbe en Ko paa Marken var vist slemt nok til at skaffe ham i Straffeanstalten, og dog ikke værre end at hans samvittighed kunde bære det i Betragtning af Øjemedet. Men hverken hans Villie eller hans Haand var synderlig fast, da han med sin Kniv havde tilføjet en Ko, som fredelig sov paa Marken, et Snitsaar i Halsen, syntes han alligevel, det var Synd, og gik videre. Da han kort efter blev anholdt og tilstod sin Forbrydelse, viste Koens Skade ved den retslige Undersøgelse sig at være saa ubetydelig, at Ejermanden næppe havde lagt Mærke dertil. Uagtet jeg aldrig personlig har truffet denne Mand, drister jeg mig dog til at kalde det en sørgelig Misforstaaelse, at han blev indsat i en Arbejdsanstalt.

Brandstifter for at komme i Tugthuset 

Til disse to Oplevelser er der nu nylig kommet en tredie, som maa fortælles noget omstændeligere, fordi den er af en ganske anderledes ondartet Natur. Den 13. Juni i Aar, Kl. 3 3/4 om Morgenen, udbrød der Ildløs i en Gaard i Herlufsholm Sogn, hvor jeg er Præst, og i et Øjeblik var alle fire Længer og det meste Indbo lagt i Aske. Kun ved en nærboende Husmands fortrinlige Aandsnærværelse blev en Karl og en Dreng reddet i det yderste Øjeblik ud fra den brændende Staldlænge, Hestene slap ogsaa ud, men tre Kreaturer indebrændte. Den hæderlige og stræbsomme Gaardmandsenke, som ejer Gaarden, led et meget betydeligt Tab ved Branden, ikke at tale om den Angst og Fare, hun og hendes Børn maatte udstaa under Forsøgene paa at redde, hvad reddes kunde. Ilden var utvivlsomt paasat, og det varede ikke længe, før Gærningsmanden fandtes. Man havde set et Menneske luske om i Nærheden af Brandstedet, medens alle andre ilede til Hjælp, og da man fik fat i ham, der ikke forsøgte at undløbe, tilstod han straks at have voldt Ulykken, skønt han ikke kendte det mindste til Gaardens Beboere og endnu mindre havde noget imod dem. Men han var løbet fra Korsør Arbejdsanstalt, og for ikke at blive indsat der paany, havde han paasat Ilden, saa var han vis paa, at det ikke overgik ham de første Aar. Da jeg hørte dette, laa det mig paa Hjærte at faae et dybere Indblik i denne Mands Karakter og tidligere Liv, baade for hans egen Skyld, om jeg maaske kunde hjælpe ham lidt ud af det frygtelige Vilderede, hvori hans Tanker var kommen, og fordi her var noget, som modsagde en glædelig Overbevisning, jeg havde taget med fra min Gærning som Fængselspræst, den, at de egenlig haarde Forbrydernaturer, hvis Kendemærke er en, jeg kunde have Lyst til at sige, djævelsk Hensynsløshed overfor andres Ve og Vel, er meget sjælden hos os; dertil er den danske Folkenatur for blid og godmodig. Da jeg opsøgte ham i Arresten, traf jeg et velvoksent og kraftigt Menneske paa 35 Aar med et ret kønt og opvakt Ansigt, med klar Opfattelsesævne og med gode Gaver til at udtale sine Tanker tydeligt og bestemt. Han er uægte Barn fra et Sogn i Vendsyssel, har faaet en uheldig Opdragelse hjemme hos sin Moder, kom tidlig ud at tjene og forfaldt tidlig til Drik. Derved kom han ind i Forbrydelse, er straffet en Gang med Band og Brød og tre Gange med Forbedringshus for Voldtægt, Brandstiftelse og Tyveri. Da han sidst blev løsladt fra Horsens Straffeanstalt og kom tilbage til Hjemstavnen, svirede han først efter sin egen Forklaring, som jeg har al Grund til at anse for paalidelig, i nogen Tid for de Penge, han havde oplagt under Straffetiden, og søgte saa Arbejde, men hans daarlige Rygte voldte, at han kun opnaaede Beskæftigelse en kort Tid. Da han ikke kunde klare sig længere, henvendte han sig til Sogneraadet, som indlagde ham paa Stedets Fattiggaard. Her gjorde han sig skyldig i at indsmugle Brændevin, og da Bestyreren satte ham i Rette derfor, blev han opsætsig, saa han ikke kunde blive paa Fattiggaarden. Man vidste saa ingen anden Udvej end at sende ham til Korsør Arbejdsanstalt, hvor han i nogen Tid forholdt sig rolig. Men da han en Dag mente sig forurettet, løb han sin Vej, blev straks indfanget og straffet for Undvigelsen. Saa besluttede han at løbe igen, men saaledes, at han ikke atter kunde indsættes i Korsør. Det første lykkedes ham efter faa Dage, men for at undgaa det sidste var han fuldstændig enig med sig selv om, at han maatte begaa en Forbrydelse. Han begyndte med at stjæle et Par Skjorter under sin Vandring, men kom saa i tanker om, at et simpelt Tyveri maaske ikke forslog til at skaffe ham i Straffeanstalten. Derfor besluttede han efter en Nats Ophold i et lille Krat at begaa Brandstiftelse, og dertil valgte han den nærmeste Gaard. Samtlige Forbrydelser, som han tidligere har gjort sig skyldig i, er udført i beruset Tilstand, denne skete vel at mærke med klart Hoved, i den tidligste Morgenstund, uden nogen som helst Paavirkning af Brændevin. Da Ilden havde taget fat, kastede han de to stjaalne Skjorter, der nu var ham unyttig, ind i en Rugmark og ventede saa rolig paa Anholdelsen, der, det var han fuldstændig klar over, maatte komme tidligt eller sent.

Paa Spørgsmaal om, hvorledes han kunde nænne at tilføje ganske ubekendte og uskyldige Mennesker en uberegnelig Skade, er Svaret: "Jeg troede, de var oppe," og "de havde vel assureret". Jeg undskylder ikke ham i mindste Maade, men jeg tænker alligevel: Er Arbejdsanstalten ganske sageløs i det, som her er sket? 

Fordømmelsen over Korsør Arbejdsanstalt.

Hvad hidtil er anført, er lutter Kendsgerninger og ikke løs Tale; jeg har søgt at fremstille dem saaledes, at jeg kan staa til Ansvar for hvert Ord. Enhver Læser vil uden Tvivl have lagt Mærke tik. at i alle tre Tilfælde er det den samme Arbejdsanstalt, som der tales om, nemlig Korsør Arbejdsanstalt. Dette har ikke sin Grund i, at andre Arbejdsanstalter paa Sjælland er mig ubekendt; jeg kender f. Eks. langt bedre Præsts Amts Arbejdsanstalt, der ligger lige tæt ved mig, og hvor min Præstegærning ofte har ført mig ind i Aarenes Løb. Men medens denne staar for mig som en Mønsteranstalt, der opfylder alle de Fordringer, som med Billighed kan stilles til en saa bedrøvelig, men ogsaa saa nødvendig Institution, og medens jeg aldrig fra denne har hørt noget, som ligner det ovenfor omtalte, har jeg lidt efter lidt faaet en rodfæstet Mistillid til Korsør Arbejdsanstalt gennem de personlige Erfaringer, som Bekendtskabet med nogle af dens borløbne Lemmer har paanødt mig, og jeg skal nu efter megen Overvejelse prøve paa at give Grunde derfor, saa klart og sindigt jeg kan.

Der er den Mærkelighed ved Korsør Arbejdsanstalt, at den ikke ejes og bestyres af et Amt, men af Købstaden Korsør. Der er fremdeles den Mærkelighed ved den, at den efterhaanden har opiumet en vis Betydning for hele Landet som det Sted, hvorhen adskillige Kommuner sender saadanne Fattiglemmer, som de slet ikke kan faa Magt med i Hjemstavnen. Hvorledes denne Praksis har kunnet udvikle sig, saa der er Tilgang endog fra Vendsyssel, forstaar jeg ikke rigtigt, eftersom en Skrivelse fra Justitsministeriel til Amtmanden i Maribo af 31. Juli 1856 "finder Betænkelighed ved at indrømme Tilladelse til" at anbringe et Fattiglem, der er hjemmehørende udenfor Fyns Stift, i Odense Tvangsarbejdsanstalt, "selv om den paagældende Anstalts Bestyrelse maatte give sit Suntykke". Af og til maa der i Korsør, ligesom i enhver Arbejdsanstalt, selv den bedst indrettede, kues med Strænghed. Men selv om der gaas ud fra den Forudsætning, at enhver Over- og Underordnet, som har med Lemmerne at gøre, opfylder sin Pligt fuldt ud uden noget som helst Misbrug af sin Magi, trøster jeg mig dog til at kunne pege paa forskellige Misligheder ved Korsør Arbejdsanstalt, som nødvendigvis maa virke opirrende og forhærdende paa adskillige, som indsættes dér, hvoraf atter følger, at de selv bliver endnu mere elendige og haardhjærtede end tilforn, og at de volder andre Ulykker, som kunde have været undgaaet.

Min store Anke er, at Indsættelse i Korsør Arbejdsanstalt hyppigt sker paa aldeles ubestemt Tid, saa at den paagældende ikke véd det mindste om, hvorlænge han skal blive der, og altsaa maa tænke, at der kan gaa Aar hen, inden han faar sin Frihed, ja maaske kommer han aldrig ud mere. Jeg har paavist, at i et Tilfælde sad en Mand 7 Aar i Korsør og kunde gerne have siddet der endnu som fast Inventar i Anstalten, hvis Sagen ikke hændelsesvis var bleven oplyst. Jeg tør indestaa for, at den Brandstifter, hvis Historie jeg har fortalt, fattede Beslutningen om sin skændige Forbrydelse under Paavirkning af følgende Tankegang: Min Hjemstavn har sendt mig til Korsør, uden at der er sagt mig et Ord om, hvor længe jeg skal være der; det var til at udholde, hvis jeg kunde se Ende paa det, selv om der er et godt Stykke til Enden; men nu er det ikke til at udholde, og derfor er jeg nødt til at bruge Fortvivlelsens Selvhjælp. Ikke blot en gammel Fængselspræst, men enhver, som tænker sig om, vil være sikker paa, at hvad der allermest knække: det Livsmod og Haab, uden hvilket der ikke kan leves, i et Menneske, som er kommet paa gale Vej, det er just et Frihedstab, hvorfor der ingen Grænse er. Indbrudstyven, ja endog Morderen, som inddømmes i Straffeanstalten paa Livstid, ved nøjagtigt eller næsten nøjagtigt Aar og Dag, da han bliver fri igen, om han lever saa længe; i Fængslet er der paa mange Maader sørget for, at hans Kaar kan blive taaleligere ved god Opførsel, og at han kan berede sig en Fremtid ester Løsladelsen. Alt dette mangler ganske for adstillige, som indsættes i Korsør Arbejdsanstalt; derfor er det intet Under, at de, hvor daarlige og forkomne de end er, læser den Indskrift over Døren: Lad alt Haab fare, I, som træder ind her.

*

Hele denne Artikel gør Indtrykket af at være skrevet med paaholden Pen, dvs: af Frygt for at gøre Fattiggaardsbestyrelsen Uret har Hr. Pastor Munck valgt de vageste Udtryk til sin Kritik og set paa Anstaltens Lemmer som paa Folk, for hvem stræng Behandling er det sundeste.

Og alligevel er hans Udtalelser og Afsløringer saa komprommitterende for Korsør Fattiggaard, at  Enhver Læser vil indrømme, at denne Anstalt er en Skandale for et humant, kristent Samfund. 

Husk dog paa, at her er der kun Tale om fattige Mennesker - ikke om Forbrydere. Det er som Fattig og Erhvervsløs, at man bliver indlagt paa denne Anstalt. Hvad vedkommende Lem har været eller kan blive angaar ikke Fattighuset. Ved sin Indlæggelse er han kun den Fattige, og hans Indlæggelse skyldes kun Fattigdom. Maaske gør Sult og Savn, Forurettelsen og Vanæren ved at blive Fattiglem ham trodsig og uvillig; men Forbryder er han ikke i det Øjeblik han indlægges, thi saa skulde han jo arresteres og ikke fattigforsørges. Og maaske er hans Trods mod Anstaltens Fogeder kun Rester af hæderlig Harme og Indignation over at være stødt ud af det menneskelige Samfund.

Og disse Fattige - det konstaterer ogsaa Præsten - bliver behandlede saa haardt og deres Liv paa Anstalten er saa elendigt, at de ønsker sig Fængslet som en Befrielse.

Redaktør Wiinblad er som bekendt ved Hof- og Stadsretten idømt 3 Maaneders Fængsel for at have kritiseret denne Anstalt og for at have bragt et Andragende fra nogle af Anstaltens Lemmer til Justitsministeren, samt for at have offenliggjort Dele af dette Andragende her i Bladet.

Nogle Dage før Jul skulde denne Sag have været fremme for Højesteret; men Anstaltens Sagfører, Højesteretsadvokat Klubien, styrtede død om i Retten, og Sagen er bleven udsat en kort Tid. Var del ikke sket, vilde vor Redaktør maaske have kunnet tilbringe sin Jul i Fængslet, fordi han havde kritiseret denne Fattiggaard, der er en Tortur for de Fattige og en Skam for det Samfund, der taaler den i sin Midte.

(Social-Demokraten 30. december 1893).

Fotograferne Eva Klara Holst & Anna Helmecke: Vilhelm Munck (1833-1913). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Frederik Vilhelm Munck (1833-1913) var da han skrev artiklen, præst ved Herlufsholm Kirke 1875-1906, hvorefter han  gik på pension. Før 1864 var han ansat i Flensborg, men blev afsat af tyskerne. Han blev herefter kateket på Christianshavn, 1868 præst ved straffeanstalten. På Herlufsholm blev han kendt for sin interesse for sygekassesagen: Han var 1887-1907 formand for de forenede sjællandske sygekasser og 1896-1906 redaktør af Sygekassetidende. – Rigsdagen vedtog 1892 en lov om sådanne, og Munck var til 1911 medlem af det ved loven skabte sygekassenævn.

I 1868 skrev han om at at "pauperismen" i Kbh. havde fremkaldt "et stærkt og farligt proletariat" som, om ikke samfundet nu "i den yderste Tid" greb ind, kunne falde i armene på socialismen og gøre "alvorlige Spektakler". Hans analyse af de sociale forhold i hovedstaden gik i dybden og mange af hans forslag til sociale forbedringer, herunder resocialisering af de sociale tabere, blev siden gennemført – af det offentlige eller af Københavns Indre mission. 

Udvalg af skrifter: Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn. 1867, Om Fattigdommen i Kbh., 1868, Om Sygekasser paa Landet, 1884, Lægerne og Sygekasserne. 1910.

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893.