Københavns Skoledirektør Sophus Bauditz. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Bauditz (1850-1915) var en dansk forfatter og skoledirektør, søn af en officer ved dragonregimentet i Århus hvor han oplevede Krigen 1864. I 1869 rejste familien til København. Han var her med i Studenterforeningen, og holdt rustalen, da prins Christian (Christian 10.) blev medlem. Fra 1875 var han nogle få år jurist, blev herefter dansk- og naturhistorielærer ved Vestre Borgerdydsskolen på Christianshavn, senere Helgolandsgade, og Søkadetskolen (Søofficersskolen). 1881-96 var han forstander ved Den kgl. Elev- og balletskole. Han var 1880-1903 gift med Emmy Augustinus. 

Han var begyndt at skrive i 1874 om natur, landliv og jagtglæder og brød igennem med "Historier fra Skovridergaarden" (1889), senere "Krøniker fra Garnisonsbyen" (1892) om Aarhus omkring 1864. Også herregårdsromanen "Hjortholm" (1896) fik stor udbredelse. Selvom hans forfatterskab var stort i samtidig gik det senere i glemmebogen.

Sophus Bauditz blev 1896 skoledirektør i København og fik bl.a. tildelt ærestitlen professor. Sophus Bauditz blev i 1896 skoledirektør i København, først for de private skoler og fra 1900 til sin død i 1915 for de kommunale skoler. Borgerrepræsentationens afgørelse blev vedtaget med 21 stemmer mod 6.   

Fotograf, skuespiller, forfatter, filminstruktør William Anthon Henry Augustinus (1866-1925): Forfatter, skoledirektør. Sophus Gustav Bauditz (1850-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sophus Bauditz valgt til Skoledirektør.

Borgerrepræsentationen valgte i Aftes for lukkede Døre Forstander ved det kgl. Tealers Balletskole, Cand. jur. Sophus Bauditz til Skoledirektør for de private Skoler i København.

Det vil sikkert vække Forbavselse, at Hr. Bauditz er bleven Skoledirektør. Han er kun kendt i en lille Kreds og mindst som Skolemand, men derimod som Visedigter for Højre, ligesom han ogsaa har skreven nogle Bøger i den rigtig gode gamle Højrestil. Med andre Ord han er for Øjeblikket Højres eneste Poet. Hans Stilling som Forstander for det kgl. Teaters Ballelstole giver ikke nogen særlig Præstige som Skolemand, men naar han desuagtet blev valgt med et betydeligt Flertal, har det maaske ikke været uden Betydning, at han har været Lærer for nogle af Kronprinsens Børn og har Forbindelse paa højeste Steder, samt som sagt støttes ivrigt af Højre fordi delte Parti dog maa sørge lidt for sin sidste Digter. Pladsen var søgt af ialt 18 Ansøgere, og der var imellem disse en hel Række udmærket dygtige Skolemænd, Mænd, som ikke alene havde gjort praktisk Skolegærning, hast Ledelsen as store Skoler under sig og tillige i Tale og Skrift vist, at de har betydelig pædagogisk Indsigt, noget Hr. Bauditz ikke med et Ord eller en Stavelse har lagt for Dagen. Til Trods herfor indstillede Magistraten dog kun Højres Balletmester til Skoledirektør og Borgerrepræsentationens Flertal fulgte som sædvanlig Parolen fra oven.

Der er imidlertid en Mærkelighed til, nemlig at Udnævnelsen foretoges netop nu. Faa Dage førend Borgerrepræsentationen skal fornyes med ikke mindre end 8 nye Medlemmer træffes en saa vigtig Afgørelse. Dette tyder ganske sikkert paa, at det regerende Flertal ikke har følt sig overbevist om at kunne sætte Bauditz igennem efter den 3l. Marts. De har ønsket at benytte deres nuværende absolute Magtstilling til at besætte et Embede med en Mand efter deres eget Hoved. Vi antager, at Vælgerne i Dag om otte Dage vil sige dem Tak for sidst ved at sætte Oppositionens Liste igennem med et stort Flertal. Regeringspartiet i Københavns Borgerrepræsentation har ved denne Lejlighed handlet akkurat som Frederiksbergs Kommunalbestyrelse handlede i Januar Maaned, da den umiddelbart før Valgene gav Hejde en Omnibus-Koncession, han ellers næppe vilde have faaet.

Lad os derfor haabe, at de københavnske Vælgere vil give et lige saa godt Svar som de frederiksbergske Vælgere gav.

(Social-Demokraten 24. marts 1896)

Den nye Skoledirektør.

Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!

I Anledning af Forfatteren Hr. Sophus Bauditz' Udnævnelse til Skoledirektør har forskjellige Blade anstillet en Række Betragtninger over det formentlig uheldige i denne Embedsbesættelse. Man har navnlig bebrejdet Hr. Bauditz to Ting: at han har færdedes for meget i Studenterforeningen (!), samt at han har skrevet forskjellige Bøger, der af hele den nordiske Læseverden er blevne modtagne med den største Anerkjendelse. Og man har ved Siden deraf fremsat den Paastand,at den nye Skoledirektør kun i meget ringe Grad maatte anses for kvalificeret til Posten, da han kun har beskæftiget sig saare lidet med praktisk Skolegjerning.

Det er imod denne sidste, fuldkommen urigtige Paastand, at jeg vil tillade mig at tage til Gjenmæle. Sophus Bauditz har i en Række af Aar virket som Lærer - bl. a. i Dansk - dels ved Borgerdydsskolen paa Kristianshavn (nu Helgolandsgade), dels ved Søofficersskolen. Fra begge disse Steder giver saavel Eleverne som hans Kolleger ham det bedste Lovord som en dygtig og samvittighedsfuld Pædagog. Endvidere har Bauditz i mange Aar været Medlem af Examenskommissionen til Præliminærexamen og ogsaa i denne Egenskab lagt sine pædagogiske Evner og Interesser for Dagen.

Det vil altsaa ses, at den nye Skoledirektør ingenlunde - som det er blevet paastaaet - moder uden "pædagogiske Forudsætninger" til sit Embede.

Men det maa tillige i denne Sammenhæng erindres, at dette Embede i en væsenlig Grad er rent administrativt; det, det kommer an paa, er - snarere end praktisk skoleerfaring - at dets indehaver udmærker sig ved Personlighed - og i den Henseende er jeg siker paa, at alle vil kunne være enige om, at Sophus Bauditz - sin store personlige Elskværdighed ufortalt - vil være Pladsen endog usædvanlig voxen.

De af de omtalte Blade fremsatte Postulater om, at Hr. Bauditz' "Kvalifikationer" udelukkende laa i hans Egenskaber som "Højredigter" (sic!) og Studenterforenings-Festpoet, er selvfølgelig det pure Nonsens.

Der har sikkert blandt de ikke faa Ansøgere til Posten kun været en Mening om, at en af de mest kvalificerede var den ansete Skolemand Prof. Krüger, Bestyrer af Helsingørs Latin- og Realskole. Naar man desuagtet med velberaad Hu valgte Bauditz, er det hævet over enhver Tvivl, at hans pædagogiske Forudsætninger har været mindst lige saa store.

En Skolemand.

(Dannebrog (København) 28. marts 1896).

Sophus Bauditz.

Som tidligere meddelt her i Bladet, benyttede Magistraten og Borgerrepræsentationen et at de sidste Møder før Valget til at udnævne Højres Digter Hr. Sophus Bauditz til Skoledirektør, til Trods for at denne Mand just ikke kan siges at sidde inde med netop de Kvalifikationer, som er nødvendige for at kunde udfylde dette Embede.

Man benyttede Lejligheden til umiddelbart foran et højst tvivlsomt Valg at gøre Brug af sin Magt til at belønne en af sine Egne.

Man sagde kort og godt, blæse være med, om Hr. Bauditz ikke særlig egner sig til dette Embede, han er Højres Digter, han har som saadan gjort Højresagen en Del Tjenester og han er dertil vor elskværdige Bordfalle, lad os nu medens Tid er belønne ham for hans Virksomhed.

Hr. Bauditz har aldrig vist særlig pædagogisk Interesse. Han har aldrig udgivet et eneste pædagogisk Skrift, han kan dertil næppe en Gang siges at sidde inde med et Minimums af praktisk Skolemands Erfaring. Men han skulde nu have Embedet, til Trods for at der var 20 Ansøgere til dette og iblandt disse adskillige af Landets ypperste, pædagogiske Kræfter.

"Avisen" har i Gaar den Opgave at forsvare dette nye Udslag af Højre-Magtudfoldelse, og den udfører naturligvis dette Stykke Arbejde paa sædvanlig Manér ved paa den dristigste Maade at falde over nogle af de mest værdige Ansøgere og vælger deriblandt naturligvis kun dem, der hylder Venstreanskuelser.

"Trinitatis"-Organet kaster sig saaledes særlig over Hr. Skoleinspektør Johan Ottosen. 

Organet kan og tør ikke frakende Hr. Ottosen pædagogisk Indsigt, denne er nemlig for ubestridelig og vurderes vel nok af alle Skolemænd til mindst 50 Gange højere end den Hr. Sophus Bauditz sidder inde med.

Men da dette altsaa ikke lader sig gøre, maa det ubetydelige Organ finde paa noget andet og det vælger saa at sige følgende:

"Det er klart, at man ikke kan vælge en Skoleinspektør efter en bestemt mindre Klikes Ønske. Ellers kunde der have været Tale om at vælge Inspektør Johan Ottosen, som dog savner den i enhver Stilling nødvendige Takt, idet han efter et Foredrag af Gustav Johannsen ved et Sold i Studenterforeningen for nogle Aar siden blev siddende, da Kongens Skaal blev udbragt".

Vi er i Stand til at oplyse, at dette er Løgn fra Ende til anden.

Vi gentager: denne Historie er det pure Løgn og det bliver nu "Avisen"s Sag at bede sig fritaget tor denne Kokarde.

Men Kokarden er anbragt og den bliver sikkert siddende.

Nej, Sagen er den, at Hr. Bauditz Udnævnelse til Skoleinspektør set fra et pædagogisk Synspunkt aldeles ikke lader sig forsvare, og derfor maa man tage sin Tilflugt til saadanne gemene Midler.

Københavns Lærere bør paa Tirsdag sige det herskende Højreregimente paa Raad- og Domhuset Tak for denne Haan ved at stemme paa hele

Oppositionens Liste.

(København 30. marts 1896).

Aviserne skrev meget om Bauditz' forfatterskab, jagtinteresser og relationer til kongehusets medlemmer, og meget lidt om hans skolevirksomhed. Denne blog har enkelte artikler om begivenheder som han var involveret i, brug søgefeltet til at søge på hans navn. Ellers var der kun smånotitser om hans engagement i almueskolebørnenes ferierejser, Foreningen for Friskolebørns Bespisning og Foreningen Lærerinders Understøttelse.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Bordelværtinde, Mad. Clausen. (Efterskrift til Politivennen).

En af personlighederne i Sædelighedsskandalen 1895 var madam Clausen. Hun ejede flere ejendomme i det indre København hvorfra hun fuldt lovligt drev bordeller. Hun døde den 17. marts 1896 af nyrebetændelse, 76 år gammel: 

Madam Clausens Arving.

Fhv. Overbetjent i Sædelighedspolitiet, Meyer, kan prise sig fem en lykkelig Mand. Han har nylig faaet sin Afsked med Pension, og nu døer ovenikøbet hans gamle Veninde, Madam Clausen fra Farvergade, hvorved han faar udbetalt den Obligation, hun havde foræret ham i sin Ejendom, med 15.000 blanke Kroner.

Det kan man kalde Svineheld. Og Hr. Meyer maatte da være et Skarn, hvis han ikke følte sig taknemlig over de mange Velgærninger, der saaledes regner ned over ham. Forhaabenlig er han et religiøst Gemyt, der i Ydmyghed tager imod Naaden, og det vil blive et rørende Syn at se ham med sænket Hoved følge sin gamle Veninde, Mam. Clausen, til hendes sidste Hvilested. Hr. Meyer skal allerede have bestilt en pragtfuld Sølvkrans med Inskription: "Farvel, Du kære Gamle!"

I det Hele taget tør man forvente en storstilet Begravelse. Mdm. Clausen stod ganske vist indtil for faa Aar siden endnu kun i Skat til Københavns Kommune for 5-6000 Kroner (senere blev hun sat op til 15,000), men - som Dr. Ehlers nylig har oplyst i en Artikel om Prostitutionen i "Ugeskrift for Læger" - tjente hun aarlig 20-25,000 Kroner, foruden Renterne af sin mægtige Formue!

Foruden to Bordeller i Farvergade og et i Knabrostræde ejede hun nemlig et Hus med "privatboende Piger' i den gamle By. Heraf havde hun en aldeles glubende Lejeindtægt. Huset er paa Stue og tre Etager, og Lejlighederne, som kun bestaar af to Værelser, blev lejet ud i "møbleret" Tilstand (naturligvis var Møblementet gyseligt). Der betaltes følgende Pris i Leje for disse "møblerede" Lejligheder :

1 Beboerske Stuen 10 Kr. daglig.
2      do.         1. Sal  7  -       -
2      do.         2.  -     5  -       -
1      do.         3.  -     2  -       -

I alt                   1,116 Kr. maanedl.

Desuden boede der i Huset tre opvartende Koner, som betalte 24 Kr. om Maaneden. Det vil med andre Ord sige, at Madam Clausen havde en aarlig Lejesum af 13,680 Kr. alene af dette Sted!

Lejen havde endda været højere endnu, nemlig 11, 9 og 7 Kr. om Dagen, men da Katastrofen i Sædelighedspolitiet og den dermed følgende Undersøgelse kom, fandt Mdm. Clausen det raadeligst at sætte Priserne lidt ned; hun tjente, som man ser, rigeligt endda og kunde sagtens give 15,000 Kr. i Drikkepenge for en ydet "Tjeneste".

Madam Clausen var en Skibstømrers fraskilte Hustru; hun var født Hedvig Israel. Navnet fortjener at blive brændemærket, thi der har sikkert ikke eksisteret nogen modbydeligere Aagerkvinde end denne gamle Blodsugerske. Hun flaaede hjærteløst sine Logerende til Skindet. Betalte de ikke den daglige Leje, maatte de straks flytte. Og hun vidste, at de tidt maatte laane Penge for at kunne betale denne høje Leje; - hun vidste ogsaa, hvilke Betingelser de maatte gaa ind paa, naar de skulde laane Penge.

I "Værtinden"s Kølvand er der en hel Hær af Snyltedyr, som ubarmhjærtigt udbytter de Prostituerede. De mest frygtede og hadede er de Aagertællinger, som hjælper "Pigerne" med kontante Laan. De laaner dem f. Eks. 100 Kr. den ene Dag og indkræver allerede næste Dag det første Afdrag; Laanet betales tilbage med 123 Kr. i daglige Afdrag paa 2-5 Kr. - det vil sige det forrentet med trehundrede Procent pro anno. "Hvis Politiet er uvidende om denne Trafik" - skriver Dr Ehlers - "saa skal jeg præstere Beviserne og navne 3-4 Navne."

Det Meyer' ske Sædelighedspoliti har selvfølgelig ikke været uvidende om denne Trafik; det har ovenikøbet favoriseret den. Da Madam Clausen i sin Tid købte Bordellet i Knabrostræde, afsluttede hun den fordelagtige Forretning under Værgemaal af en Betjent i Sædelighedspolitiet. Dette Politis Funktionærer har jo i det Hele taget haft Adgang til nem og lønnende Bifortjeneste ved at administrere Bordelværtinders Pengeaffærer. Da den nævnte Betjent var død, overtoges hans delikate Forretninger af selve Overbetjenten (Meyer).

Et af de offenlige Huse i Vestervoldgade skal ligeledes i sin Tid være blevet købt af en af Sædelighedspolitiets Betjente og skal nu ejes af en intim Ven af den afskedigede "Smukke Petersen"!

Lad os endnu blot anføre nogle faa Træk af den modbydelige Trafik, som Aagerkællingerne benytter overfor de prostituerede Piger. Dr. Ehlers giver følgende Beskrivelse:

"Den laangivende "Veninde" har en Inkassatrice, der daglig møder op og afhenter de surt erhvervede Penge hos Debitricen. Faar Inkassatricen ingen Penge, saa kommer Madammen selv den næste Dag, og hendes Inkassationsmaade er der ingen, der kan modslaa.

Fordringerne inddrives efter en Fremgangsmaade, der er langt hurtigere end den, der er foreskreven ved Forordning af 25 Jan 1828. Betaler Skyldnerinden ikke, saa bliver hun simpelthen meldt for en eller anden Uorden, hun har gjort sig skyldig i. Takket være en slig "Veninde" blev Frederiksberg Kommune for nylig befriet for en kostbar Kasserer.

Den Dame, jeg sigter til, lever dog ikke udelukkende af Anger. Hun "monterer" tillige 3-4 Lejligheder med Møbler. Dette trænger til nærmere Forklaring.

De prostituerede maa kun bebo visse Huse; i disse Huse er det ikke - som i de tidligere omtalte - Ejerinden selv, der monterer, men en Lejerinde, der atter udlejer Værelserne til de prostituerede i Dagevis. En saadan Lejerinde, der disponerer over "gode Vinduer", som f. Eks. Vinduerne i Enden af den gamle Gothersgade, er naturligvis ikke saa dum at udleje Værelserne umøblerede; thi saa vilde hun jo ikke kunde forlange 5-12 Kr. pr. Værelse.

Det ses heraf, at det ikke er i Bordellerne alene, at de arme Stakler er Genstand for Udplyndring."

Og hele dette infame Uvæsen har vort Sædelighedspoliti avtoriseret, reglementeret og kontrolleret! Det har blomstret frodigt under Firmaet Madam Clausen & Meyer, hvis ene Parthaver nu er død, efterladende den anden 15,000 Kroner! I Sandhed, det er ikke mærkeligt, at som Dr. Ehlers skriver "et stort Antal Læger er blevne i højeste Grad skandaliserede og opskræmmede ved det Skud i Sædelighedspolitiets Kælder, der sendte Chefen over i en forhaabenlig bedre Verden uden Fattigdom og uden Prostitution, samtidig med at tvende Betjente blev arresterede og straffede, medens Souschefen slap med at trække sig tilbage fra sin Post ("die halbe Armee aus einmal ruiniert")".

Det er ikke blot Lægerne, der er blevet opskræmmede, det er hele den københavnske Befolkning, og den slaar sig ikke til Taals med, at to menige Betjente har faaet en Smule Straf, og at Overbetjent Meyer har faaet sin Afsked - med Pension! Den store Skandale er ikke glemt, fordi det er lykkedes Autoriteterne at gemme den hen. Valget den 21. Marts vil vise, at Københavns Borgere kræver en Oprensning i det raadne System, som repræsenteres af Madam Clausens Arving.

(Social-Demokraten 20. marts 1896).

Bordelværtindens begravelse.

Forleden døde bordelværtinde madam Clausen i Farvergade, bekendt fra de 15.000 kr hun havde skænket overbetjent Meyer i Sædelighedspolitiet.

Begravelsen foregik i mandags fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård.

Et temmelig stort følge havde, ifølge bladet "København", givet møde - mest familie, men også en del nysgerrige. Adgang til kapellet tilstedtes kun mod forevisning af et kort.

Kapellet var pyntet med blomster og levende træer. På alteret var alle kandelabre tændt. - Den gule egetræskiste var helt skjult af palmedekorationer.

Efter afsyngelsen af en salme træder overrabiner Simonsen frem bag kisten og udtaler sig i følgende ord:

"Almægtige Gud! Når vi træder frem for dig på årets travleste og helligste dag (jødernes store bededag) og vi Israels tjenere og menighed, samles til bod og anger, så vil vi bede for denne kvinde, hvis liv var nedværdiget i stor synd.

Dette liv som her er afsluttet, var Israels samfund til nedværdigelse, og hun var ikke værdig til at bære det navn Du Herre har givet dit folk.

Vi dømmer ikke, vi beder for hinanden og med hverandre gennem anger, beder for dem som er blevet Dog uværdige. Du, Herre, ser hvilke fristelser der har bevirket det dybe fald, - Du skuer faldet! Og, som vor stamfader bad for Sodoma og Gomorra, beder vi for hende som kun fandt kærlighed i sin nærmeste kreds. Hendes time er nu kommet, da hun skal aflægge regnskab for sit store, syndefulde liv.

Og hvis nogen (overrabbineren hæver blikket stift op på de på balkonen forsamlede kvinder) her er til stede som lever eller har levet et liv i ukyskhed og synd, så tænk dig om, mens det er tid, og vend dig til ham som renser og lutrer vore sjæle. Vi kommer alle til at stå til regnskab, når vi drager herfra."

(Randers Dagblad og Folketidende, 27. marts 1896).

Johannes Hauerslev: Dybensgade. Meget lidt er ændret ved husene siden dengang. Københavns Museum. Public Domain.

En overraskelse.

Det har i lange tider været en fastslået kendsgerning, at den berygtede bordelværtinde md. Clausen var noget i retning af en millionær.

Nu viser det sig, at de herrer, hvem boets opgørelse påhviler, får en ret pinlig, men ikke desto mindre aldeles pålidelig fornemmelse af, at det så ofte udskregne fruentimmer efterlader sig intet - eller i hvert fald så godt som intet.

For det første er ejendommen 13 i Dybensgade alt i levende live bortskænket til hendes søn. Ejendommen nr. 23 i Farvergade, som for resten i øjeblikket er lukket, samt ejendommene nr. 18 i samme gade og nr. 22 i Knabrostræde er ganske vist ikke absolut forærede bort, men på den anden side stikker der i dem bortgivne obligationer indtil en værdi af ca. 100.000 kr.

Knabrostræde. Nr. 22 er det smalle, hvide hus mellem det gule og det brede hvide, til venstre for midten i fotoet. Huset er det samme som på madam Clausens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Indehaverne af disse obligationer er foruden den så ofte omtalte funktionær i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, tillige den agtede kvindes svigersøn, grosserer T. og hendes svigerdatter, der som bekendt, nu er gift med fabrikant. E.

Hvis indehaverne af disse obligationer, der rigtignok er transporterede i levende live til de pågældende ovenfor omtalte "kendte navne", ikke gennem de nævnte ejendomme kan få fuld dækning, da viser det sig, at md. Clausen ikke er så rig, som man antog.

Efter sagkyndiges vurdering er nemlig de pågældende ejendomme kun under de heldigste konjunkturer den ovenfor nævnte sum værd.

I hvert fald skal nu usædeligheden i vor by stige i en foruroligende grad.

Således står altså sagen.

Vi der kun har den behagelige opgave at se til, kan være ligeglade. Den eneste der ved den stedfundne opgørelse bliver højst uheldig stillet, er den sidst ommeldte og hidtil ukendte søn hr. Koefoed, som i levende live følte sig forpligtet til at vedkende sig sin moder. Han får nemlig rimeligvis ingenting, hvis da ikke de nævnte ejendomme tilfældigvis skulle stige umådelig i værdi.

Dette sidste ville i en vis grad blive tilfældet, hvis det kunne oplyses, at md. Clausens mand, tømrermester Clausen i Amerika skulle være afgået ved døden uden hverken i opstigende eller nedgående linje at efterlade sig arvinger. Tillige kunne noget sådant indtræffe, hvis de nævnte ejendomme ved køb eller ganske særlig administration kunne forøge de i øjeblikket lidet økonomiske chancer.

Med hensyn til resultatet, der som man kan tænke er ligeså vanskeligt at forudsige, som udbyttet er problematisk, skal vi altså lade begivenhederne gå deres stille gang, og holde vore læsere ajour med den nærmere udvikling.

En ting er en "saga blot", nemlig den berygtede værtinde og hendes rigdom, og det kunne måske være ganske sundt at få konstateret.

(København 18. april 1896).

Johannes Hauerslev: Farvergade. Forrest til venstre ses gæstgivergården "Holger Danske" med en masse folk udenfor. Den lå i nr. 15. Vartov længst væk har nr. 27. Nr. 23 (hvor mad. Clausen boede) og 25 må derfor have ligget umiddelbart før Vartov. Ejendommen er nedrevet. Public Domain, Københavns Museum.

Proclama

(Se også under konkursboer)

De som har noget at fordre i boet efter afdøde hedevig (Hedvig) Clausen, født Israel, skibstømrer Jens Christian Clausens fraskilte hustru - i hvilket bo arv og gæld ikke er vedgået - indkaldes herved med 6 måneders varsel til for undertegnende skiftekommission at anmelde og bevisliggøre sådant krav. Ligeså indkaldes med samme varsel arvingerne i boet, for at godtgøre deres arveret og iagttage deres tarv under boets behandling.

Efter det i boet foreliggende bemærkes:

At afdøde der ved sin død den 17. marts dette år boede i Farvergade nr. 23 her i staden, hvor hun ifølge politiets tilladelse holdt offentligt hus, og som den 4. september 1867 erholdt bevilling til her i staden at drive forretning som pantelåner og den 13. marts 1879 erholdt tilladelse til her i staden at drive næring som værtshusholderske, har kaldt sig enke, men at hun ved bevilling af 17. august 1892 blev skilt fra ovennævnte skibstømrer Jens Christian Clausen.

At han, Jens Christian Clausen, i året 1862 rejste til Amerika, og at der sidst er hørt fra ham for ca. 25 år siden, på hvilken tid hans adresse var Coreys Street 46, Charlestown ved Boston, samt at der ikke i anledning af skilsmissen ses at være foretaget noget skifte af ægtefællernes bo. Skibstømrer Jens Christian Clausen eller den eller de i hans sted muligt berettigede blive herved særligt indkaldte.

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets Skiftekommission, København den 3. juni 1896. Vilh. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. og 6. juni 1896).

Madam Clausens forretning.

Det har vakt nogen omtale at der stadig drives bordel i afdøde madam Clausens ejendom i Farvergade samt i ejendommen i Hummergade.

Vi søgte underretning herom i går og fik følgende ganske morsomme forklaring:

Madam Clausen havde ved sin død flere arvinger. Foruden disse er der flere legatarer, og det tager tid, særlig for en kongelig danske skiftekommission, at ordne den slags sager. Indtil dette sker og arv og gæld er vedgået af arvingerne, står imidlertid Skifteretten som den administrerende i boet, og må som sådan ikke forringe dets værdi.

Nu vil jo alle forstå at de gamle huse ikke vil være meget værd når bordellerne bliver flyttet ud, og dette er da også kun sket med en enkelt af ejendommene, Farvergade nr. 23. Der fremkommer imidlertid derved den pudsighed at den højærværdige skiftekommission kommer til at stå som forvalter for den største forretning her på pladsen der handler med kvinder, og det bliver den der kommer til at fordele udbyttet af prostitutionen mellem de forskellige andelshavere, i dette tilfælde arvingerne. 

En mærkeligere stilling kunne man vel næppe tænke sig for en høj retsinstitution. Vi ønsker den hjertelig til lykke. Den har så ofte prostitueret sig ved sin forretningsgang at den fortjener den fremskudte stilling i prostitutionen, skæbnen har ladet den blive til de.

(Social-Demokraten, 24. juli 1896).

 En skandale af rang.

Prostitutionens følger.

Som i går omtalt, karakteriseredes madam Clausen i sin ligprædiken som en skam og skændsel for Israels Hus.

Efter skriftens og moralens forskriften er dette vistnok korrekt. Efter den danske lovgivning og retspraksis derimod ganske uberettiget.

Madam Clausen var efter danske retsbegreber en lige så hæderlig næringsdrivende som enhver anden. Det fremhæves udtrykkelig i Skifterettens dødsannonce (proklama) over hende, at hun havde borgerskab som værtshusholder, næringsbevis som panlelånerske og derhos i 23 år med politiets, det vil sige de offentlige autoriteters, tilladelse havde drevet offentlig hus her i byen.

Skifterettens førnævnte annonce, der stod i "Berlingske Tidende" for forrige måned, er korrekt, men i mange henseender mærkelig.

Skifteretten sidestiller ganske rolig næringsvejene pantelåner, beværter og politibeskyttet indehaver af offentligt hus; havde madam Clausen haft grossererborgerskab, ville retten have nævnt dette med, som en med bordelvært ligestillet næring.

Forholdet er jo nemlig efter vor lovgivning, at utugts udøvelse som erhverv såvel som rufferi, kun er strafbart, når disse virksomheder drives uden politiets tilladelse. 

Med politiets tilladelse er begge dele lovlig og retsbeskyttet næringsudøvelse.

Det er det, der er forholdet, og det er netop derfor heldigt, at Skifteretten i sin fremhævelse af afdøde madam Clausens offentlige stillinger udtrykkelig har skrevet: "Afdøde har med politiets (det offentliges) tilladelse i 23 år drevet offentligt hus her i staden."

Den gæstgiver eller hotelvært, der udlejer et par værelser til folk, der udgiver sig for ægtefolk, men som han har grund til at antage, ikke er det, kan herved pådrage sig vand og brødstraf eller forbedringshusarbejde.

Den mand eller kvinde, der har erhvervet politiets tilladelse til drift af offentligt hus, opfylder autoriteternes hensigt med den meddelte bevilling, ved dag og nat mod betaling at stille sine værelser til rådighed for utugts bedrivelse.

Den kvinde, der uden politiets tilladelse driver erhverv ved utugt, forfølges og straffes med vand og brød.

Den, der har tilladelsen, udøver i henhold til et af offentlige myndigheder udarbejdet og godkendt reglement sin lovlige næring. Man indser let det meningsløse og vanvittige heri. I det ene tilfælde, udøvelse uden tilladelse er en forbrydelse, der medfører grov straf og vanære. I det andet tilfælde, udøvelse med tilladelse, er det en fuldkommen lovlig og berettiget handling.

Manglen på konsekvens er selvindlysende.

Forvirring i almen opfattelsen og dens offentlige moral naturlig. Der burde, når det offentlige betragter utugt som erhverv og betalt hjælp her til, som noget til hvilket der kan gives næringsbevis, kun kunne være tale om at straffe dem, der driver erhvervet uden bevilling med boder, som for anden ulovlig næring.

De meningsløsheder og skandaler den lovordnede prostitution medfører, er imidlertid ikke udtømte hermed. 

Den bestående lovgivning fører ligefrem til at offentlige autoriteter i visse tilfælde selv må optræde som bordelforvaltere og som administratorer af logerende fruentimmer og i sin egenskab af offentlig autoritet søge bordeltilladelse eller medvirke til sådan tilladelses forskaffelse.

Det er dette Skifteretten har måttet som bestyrer af madam Clausens efterladenskaber. Vi skal i næste artikel udvikle hvordan og hvorledes.

(København 24. juli 1896).

Artiklen blev bragt dagen efter og indeholder stort set samme indhold som ovenstående gennemgang af mad. Clausens ejendomme.

En fin forretning.

Skifteretten er for tiden administrator for den afdøde bordelværtinde madame Clausens bo, idet arvingerne ikke kan blive enige om arvens deling. Skrifteretten må derfor også administrere boets aktiver og er derfor i øjeblikket bestyrere af - et par bordeller - Fy for -

(Ringsted Folketidende, 27. juli 1896).

Ikke bare kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads var rigt dekoreret, også hendes gravsted har trods stenen er flyttet ned fra soklen, en ganske iøjnefaldende størrelse. Søjlen til højre er folketingsmedlem Herman Bing (1845-1896), medgrundlægger og medudgiver af Politiken. (Foto Erik Nicolaisen Høy). 

Her hviler

vor kjære Moder

Hedveg Clausen

født Israel.

f. 27 Aug 1824

d. 17. Marts 1896

Nederst på stenen står en linje som det ikke har været muligt at tyde.

Borgerlig Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerlig Begravelse.

Mellem Arbejderklassen og Folkekirkens Præster i Kobenhavn er der udbrudt en Kamp, som har varet hele Vinteren og som truer med at antage større og større Omfang. Anledningen er denne:

Dels af økonomiske Grunde og dels af religiøse, men dog vist særlig af førstnævnte, lader mange af Arbejderklassen sig borgerlig vie, det er jo langt billigere end at blive kirkelig viet. Men borgerlig Vielse kan kun finde Sted, naar vedkommende Par erklærer sig som hørende til et uden for Folkekirken staaende Trossamfund, og da i hvert Fald erklærer sig for ikke hørende til Folkekirken.

Ved en saadan Erklæring betragtes Vedkommende Ægtepar som udmeldt af Folkekirken og dennes Præster nægter da at udføre kirkelige Handlinger for dem, særlig Jordpaakastelse.

I de fleste Tilfælde har det dog ikke været de paagældendes Mening, at de vilde ikke have mere med Folkekirken og deres Præster at gøre. Naar de derfor kommer i det Tilfælde at have Brug for kirkelig Betjening, søger de til Præsten og denne svarer da, at han har ikke med dem at skaffe, da de ved borgerlig Vielse har udmeldt sig af Folkekirken. At vedkommende ved at begære kirkelig Betjening mener at maatte anses for indmeldt igen i Folkekirken, vil Præsterne ikke godkende.

Denne Præsternes Stilling har vakt megen Harme blandt Hovedstadens fattige Befolkning og Socialistførererne puster stadig til Ilden, da det er Vand paa deres Mølle at vække og nære de ubemidledes Uvilje eller Had til Kirken og dens Præster.

Følgen af Præsternes Stilling er, at der nu hyppig finder borgerlig Begravelse Sted i København, ikke alene hvor vedkommende afdøde er borgerlig viet, men ogsaa i Tilfælde, hvor vedkommende maa anses for hørende til Folkekirken. Man erklærer sig simpelt udmeldt af Folkekirken og Begravelsen finder da Sted fra Socialisternes Forsamlingsbygning paa Enghavevej. Her holder en eller anden Socialist en Ligtale og Følget begiver sig da med sine røde Faner til Kirkegaarden, hvor Liget sænkes i Jorden uden videre Ceremonier.

Disse Forhold har fremkaldt og vil vedligeholde en staaende Kamp mellem Folkekirkens Hovedstadspræster og en stor Del af den ubemidlede Arbejderklasse, der fjærnes mere og mere fra Kirken ved Præstens uforstandige og embedsmandsmæssige Optræden, saa Hovedstadens Afkristning vil gaa fremad med stærke Skridt her som i de store Kulturlande.

Denne Kamp vil blive fortsat ved følgende kultusministeriel Skrivelse:

"Paa en Forespørgsel fra Sjællands Bistop angaaende Præsternes Forpligtelse til at fungere ved Begravelser af ikke folkekirkelige Personer ktal Kultusministeriet svare, at Folkekirkens Præster er berettigede til at undslaa sig ved at fungere ved saadanne Personers Jordefærd. Tillige maa det anses for lovstridigt, at en Lægmand holder Tale ved Graven, at der af Følget afsynges Salmer og kastes Jord paa Kisten, ligesom der ikke heller maa ringes med Kirkens Klokke."

Den kultusministerielle Skrivelse slaar altsaa fast, at Præsterne ere berettiget til at sige nej, hvad juridisk set enhver kunde sige sig selv, men om de ere berettigede til at sige ja, siger Skrivelsen ikke noget om, og det var netop det, der har Interesse i denne Sag. Der kan dog næppe være Tvivl om, at Præsterne maa, naar de vil. Er der i Hovedstaden blot en Præst der vil, saa kan de borgerlig viede, der ønsker kirkelig Begravelse, faa det.

Men er der en, der vil?

(Herning Folkeblad - Vestjylland 11.marts 1896)

Svaret på det sidste var, at det var der, bl.a. frimenighedspræsten Carstensen som tidligere i 1893 havde gjort sig bemærket ved at begrave en der var blevet brændt. Og som også var blevet angrebet af graveren ved den lejlighed, se mere herom andetsteds på denne blog.

3. marts 1896 afbrød provst Zeuthen begravelse af værtshusholder A. Christensen da der i ligfølget var Våbenbrødre og medlemmer af "De samvirkende Fagforeninger" med 2 fagforeningsfaner. Provstens indvending var at fanerne ikke havde korstegn. 

Borgerlig Begravelse

Stygt Optrin paa Kirkegaarden.

I Gaar holdtes der her i København to borgerlige Begravelser. Fra Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevejen begravedes en Teglværksarbejder Lars Olsen, der bl. a. var med i Strejken paa Frederiksholms Teglværk; og fra Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvejen begravedes en anden Arbejder, Maskinarbejder Trolin. Ved den sidstnævnte Begravelse kom det til et Optrin, der ved den alvorsfulde Lejlighed virkede højst pinligt paa den Afdødes Venner og del hele Følge.

Trolin havde været gift, borgerlig viet. Da hans Enke nu ønskede, at Sognepræsten Pastor Holch ved Frelsers Kirke, skulde forrette Jordpaakastelsen og tale ved Graven, nægtede Præsten at tale, og det besluttedes da, at Begravelsen skulde være borgerlig. Og i Gaar ved Tolvtiden var der i Forsamlingsbygningens Have paa Kløvermarksvej samlet et Ligfølge paa ca. 1500 Mennesker. Foran Tribunen i Haven var den blomstersmykkede Kiste anbragt, og fra Tribunen holdt Formanden for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. H. P. Hansen, en Tale, hvori han sagde den afdøde Kammerat og Partifælle et smukt Farvel. Derpaa førtes Kisten, ledsaget af det store Følge, til Kirkegaarden.

Her, ved Enden af Graven, stod Graveren ved Frelserens Kirke, Hr. Petersen med skrævende Ben, Hænderne i Siden og et saare bistert Udtryk i Ansigtet.

Liget blev sænket i Graven, og Hr. H. P. Hansen tog Hatten af Hovedet og kastede et Blik ned paa Kisten. I samme Nu sprang Graveren frem, greb Hr. Hansen i Armen: "Her maa De ikke tale!"

Hr. Hansen saa et Øjeblik paa den barske Mand, øjensynlig forbløffet. Men saa tog han sig sammen og udtalte højt: "Ske, hvad der vil! Her ved hans sidste Hvilested skal vor trofaste Kammerat dog have endnu et Farvel - fra hans Enke, hans Kammerater og alle de Forsamlede". Hvorefter han sluttede med en kort Tak.

Bisættelsen i Haven ved Kløvermarksvejen var smuk og stemningsfuld. Det lille Optrin ved Graven virkede stygt ved den Magtanvendelse og hele brøsige Maade, hvormed Graveren, vel efter Ordre, optraadte.

Man følte det som en Forargelse, at vore kirkelige Avtoriteter har saa lidt Respekt for Dødens Alvor, at de med smaaligt Rethaveri og med Magt forbyder en Borger at sige det Farvel til en Bortgangen, som de ikke selv vil sige.

Naar Præsterne ikke vil tale over en Afdød, finder vi ikke i Øjeblikket et Ord, der samtidig egner sig til at trykkes og til at karakterisere deres Modstand mod, at Andre taler ved Graven. Kirkegaarden er dog for Alle.

Rimeligvis vil de fromme Mænd, som havde instrueret Graver Petersen, nu søge at faa Hr. H. P. Hansen tiltalt for det Par Ord, han sagde ved Trolins Grav. Thi her er et Sted, hvor Præsten ikke behøver at nøjes med Trusler om Straffen hinsides.

(København 24. august 1896).

En borgerlig Begravelse foregik i Søndag Middag fra "Folkets Have" paa Enghavevej. For nogle Dage siden døde en Fortepianoarbejder Münckeenberg, og Familien ønskede, at Begravelsen skulde foregaa fra St. Stefanskirken. Da Pastor Volk imidlertid erfarede, at den afdøde var borgerlig viet, negtede han at tale ved Baaren,og man besluttede da at lade Højtideligheden foregaa fra "Folkets Have". Der havde indfunndet sig et stort Følge, vistnok 4 a 500 Mennesker, og Frimenighedspræst Carstensen talte, idet han benyttede Lejligheden til at rette et skarpt Angreb mod Statskirkens Præster paa Grund af den Intolerane og Mangel paa Barmhjærtighed, de udviste ved Lejligheder som denne. Derpaa kastede Præsten Jord paa Kisten, og en Salme blev sungen, hvorpaa Kisten, bragtes til Kirkegaarden.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. august 1898).

Situationen skærpedes mere og mere op gennem 1890'erne. Enten skulle præsten være med, uanset om ligfølget gerne ville slippe af med ham i kapellet som var hans domæne, men ydermere skulle han med ud på kirkegården hvorhan havde eneret til at tale. Hvis ikkeman accepterede dette, kunne enhver ceremoni forbydes. I enkelte tilfælde måtte præsten have politibeskyttelse. Det var især indremissionske præster som vakte harme og som folk ikke ønskede indblandet i begravelsesceremonien.

Den Store Sædelighedsskandale. Højesteretsdom 25. marts 1896. (Efterskrift til Politivennen)

 Meyer.

Sædelighedssagen syltes!

Overbetjent Peter Thorvald Meyer er, som kort meddelt i søndags, blevet afskediget fra 1. marts at regne og med pension.

Dermed er 1. akt af den store københavnske politiskandale foreløbig afsluttet. Den 24. marts i fjor bestod Sædelighedspolitiet af politiinspektør Henrik Korn, souschefen, overbetjent Meyer, politibetjentene H. P Petersen og E. J. Borelli samt 4 andre betjente. Den 25. marts faldt chefen, Henrik Korn, for sin egen hånd i den nu så berygtede Rådhuskælder. Nu er de tre andre ovennævnte mænd faldne med ham, - Meyer afskediget, Petersen og Borelli dømte. Sædelighedspolitiet har mistet halvdelen af sit personale, deriblandt chef og souschef.

Ingen kan da tvivle om, at der var korruption Og dertil kommer, at dette resultat kun er fremkommet ved den offentlige menings tryk og den frisindede presses energiske forlangende om udrensning. Politidirektør Eugen Petersen, borgmester Hansen, Højre-presse og Højre-mænd i Borgerrepræsentationen gjorde alt for at dysse sagen ned. Eugen Petersen erklærede den 30. marts - 5 dage efter Korns selvmord - , at der ingen klage eller anmeldelse forelå om mislige forhold, og at selvmordet kun skyldtes et privat "illegitimt forhold". Men alligevel kom Korns kassemangel og Meyers obligation for dagen. Borgmester Hansen erklærede da (den 6. maj), at der kun forelå at Korn havde skudt sig og at Meyer besad en obligation på 15.000 kr - Det er det hele. Der er intet andet andet !! sagde borgmesteren. Kun nødtvungen lod han sig drive til at oplyse om størrelsen af Korns underslæb (9.700 kroner).

I stedet for til en blandet kommisston, som oppositionen forlangte, blev den oprørende sag nu henvist til assessor Ussing. Han begyndte sine undersøgelser den 2. maj Endnu den 4. maj søgte "Berl. Tid " at strø sand på, og kaldte de ansete mænd, præster osv., der på mødet den 24. april i Koncertpalæet forlangte en blandet kommission, for "ædle vrøvlehoveder" og

hele sagen for "skøge-sladder". Men den 17. maj så assessor Ussing sig foranlediget til at lade betjent Petersen ("Smukke-Petersen") arrestere. Den 8. juni fulgte Borellis arrestation. Der var altsaa mere, meget mere ! - trods borgmesterens, politidirektørens og "Berlingske Tidende"s erklæringer.

Ussing sluttede sin undersøgelse i begyndelsen af juli og sendte en protokol på 1000 sider med 700 vidneafhøringer til Eugen Petersen, der imidlertid indskrænkede sig til at dekretere aktion mod de allerede arresterede Petersen og Borelli. Meyer var rejst fra København den dag Petersen arresteredes og nød stadig "orlov". Politidirektøren lod ham ugenert fortsætte den.

Så gik der nogen tid hvor offentligheden særlig beskæftigede sig med spørgsmålet om hvad Borgerrepræsentation, Magistrat og justitsminister overhovedet ville gøre. Sidst i oktober toges den ussingske undersøgelse op påny. Endelig den 19. november faldt der dom. Petersen og Borelli dømtes til at have deres stillinger forbrudt; Borelli fik tillige 5 gange 6 dages fængsel på vand og brød. Han havde dog som plaster allerede fået løfte om ansættelse i Frihavnen!

Den meget vidende Meyer, der antoges at kunne kompromittere mange samfundsstøtter, følte sig længst sikker. Men nu begærede også han sin afsked. Ansøgningen - formedelst sygelighed! - offentliggjordes den 28. oktober. Borgerrepræsentationens stående udvalg drøftede derpå spørgsmålet, om der burde tilstås Meyer pension. Mindst et medlem modsatte sig dette. Men til sidst sejrede Højreflertallet og Meyer har nu fået sin afsked "bevilget" fra 1. marts og med pension!!

Hvor er det muligt, efter hvad der uimodsagt er oplyst? Ja, hvad er ikke muligt, når visse folk har interesse af at neddysse en sag. Var pensionen blevet nægtet Meyer, måtte han have krævet den ved retten. Hele hans forhold - ham, den alvidende sædeligheds-souschef - var da blevet genstand for retlig behandling. Og hvad kunne det ikke have ført til.

Men Meyers pensionering vil også vække en offentlig indignation mod det regimente, der dækker over korruptionen. Ansvaret påhviler ikke blot politidirektøren, men også den samlede Magisirat (der skal høres, hvor der er tale om udbredelse af pension af kommunens kasse) og Borgerrepræsentationens Højreflertal.

Meyer er faktisk overbevist om at have gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 117, der lyder:

"Den embedsmand som fordrer, modtager eller lader sig tilsige gaver eller andre fordele, til hvilke han er uberettiget, for sine embedshandlinger, straffes med bøder, ikke under 50 rd , simpelt fængsel eller embedsfortabelse."

Nu har Meyer vitterlig modtaget en obligation på 15.000 kr. af bordelværtinden md Clausen. Obligationen er prioriteret i ejendommen Farvergade 23! Borgmester Hansen sagde ganske vist i sin nu så sørgelig berømte "erklæring", at Meyer havde fået de 15.000 Kr. for en privat tjeneste, men han var uklog nok til at tilføje: "Hr. Meyer har efter sigende haft sine daværende foresattes tilladelse dertil. I øvrigt er uheldigvis de daværende foresatte døde.

Men hvis Meyer kun havde ydet md. Clausen en privat tjeneste, havde han - som det fremgår af politiets instruks af 7. juni 1869 - slet ikke behøvet sine foresattes samtykke til at modtage de 15.000 kroner!

Borgmester Hansens erklæring var derfor ganske selvmodsigende. 

Første akt af det store drama er altså endt. ikke med en virkelig grundig oprydning og udrensning, men dog således at Magistrat. Borgerrepræsentant-flertal og Højres presse er stærkt kompromitterede.

Men 2. akt spiller endnu: Kommissions-spørgsmålet. Oppositionens forslag om en blandet kommission med myndighed til undersøgelse, blev slået ihjel af Højres flertal med højesteretsassessor Koch som ordfører Men selv det lemlæstede forslag, en anmodning til justitsministeren om at nedsætte en kommission, hvortil også Magistrat og Borgerrepræsentation skulde vælge medlemmer, og som kun skulle tage en reform af prostitutionsordningen under overvejelse, er endnu intet som helst blevet til.

Der er nu gået omtrent et år siden Korn skød sig. Også på dette område driver Højre sin syltetaktik.

Valgene den 31. marts skal dog belære korruptionens beskyttere om at der virkelig findes en offentlig mening i København som ikke ustraffet lader sig spotte.

(Social-Demokraten, fredag den 6. marts 1896).

Den sidste bemærkning hentydede til Borgerrepræsentantvalget den 31. marts 1896. Resultatet af dette sås i en tabel i Socialdemokraten 1. april 1896:

Ved valget fortsatte den fremgang for oppositionen som havde stået på i 7 år (fra 2631 stemmer i 1890 til 9.741 i 1896), mens Højres tilbagegang 1890-1893 havde resulteret i at partiet indgik i en Borgerliste, hvis stemmetal nogenlunde holdt sig efter at der var sat 4 venstremænd på listen (11.331 i 1896). Der var i alt 28.201 vælgere, hvoraf omtrent 75 % stemte. 

Smukke Petersen.

Fhv. betjent i Sædelighedspolitiet, var i går formiddags i Højesteret hvor en advokat på hans vegne klagede over, at han har mistet sin pension sammen med sit embede, da han blev dømt til vand og brød for at have modtaget bestikkelser og udøvet usædelighed. 

Smukke Petersen burde hellere have været blevet hjemme, så meget mere, som han jo for længst har nydt sit vand og brød. Pension fik han ikke.

Derimod fik mærkelig nok begge advokaterne lejlighed til at udtale forunderlige ord om sædelighedssagen, og dem skal vi referere.

Som anklager mod Smukke Petersen optrådte hr. Lunn, der begyndte med at udtrykke sin glæde over at al den ståhej, der i bladene havde været gjort om sædelighedssagen, kun havde bragt det resultat, at 2 sædelighedsbetjente er blevet dømte:

- Dette er så meget fornøjeligere, som man efter avisernes beretninger fik det, indtryk, at vort Sædelighedspoliti var bundråddent. Det har vist sig at halløjet er lavet af forskruede fruentimmer, der har ladet fantasien løbe overfor journalisterne. Man kan endnu have tillid til Sædelighedspolitiet. Men netop derfor må man straffe strengt, når der i enkelte tilfælde påvises misbrug. Petersen har modtaget bestikkelser af bordelværter, og for 20 kr. har han skaffet en værtshusholder lov til at leje et værelse ud til en privatboende kvinde. Dog, det er ikke ualmindeligt, at politiet hjælper privatfolk under vanskelige forhold - fx når et fordærvet medlem af familien er i en prostitueret kvindes klør - det sker ofte ligefrem efter anmodning af politidirektøren, og selvfølgelig må vedkommende politimand - med politidirektørens tilladelse - have en dusør for sit arbejde. Petersen har imidlertid ikke indhentet politidirektørens tilladelse.

Han har også haft utugtig omgang med prostituerede kvinder, og i et tilfælde, hvor politidirektøren beordrede ham til at påse, at en ung kvinde, der havde været på vildspor, fremtidigt førte et bedre liv, skaffede han sig legemlig omgang med hende, og hun har i forhørene udtalt, at hun ville ej have haft noget med ham at gøre, hvis han ikke havde været sædelighedsbetjent. (Munterhed blandt dommerne). Dette er naturligvis ganske uforsvarligt !

Efter at hr. Lunn havde nedlagt påstand om, at Petersen skulle have sin pension forbrudt, begyndte dokumentationen, under hvilken man især fik et indblik i den storartede virksomhed, som overbetjent Meyer udfoldede med at ordne private folks affærer. Han fik store honorarer for hjælp, således én gang 2500 kr. 

Defensor hr. Asmussen, talte derefter, og han sluttede sig ganske til hr. Lunn i hans glæde over, at der var kommet så lidt ud af sædelighedsskandalen. Forøvrigt forsvarede han Smukke Petersen, der ikke havde gjort stort andet, end hvad han så Meyer gøre hver dag. Naturligvis var det uforsvarligt, at han indlod sig med de offentlige fruentimmer, men en sædelighedsbetjent får let sin sædelige bevidsthed undergravet!

Kl. 2 i går eftermiddags faldt dommen, der altså bekræfter kriminalrettens dom: at Smukke Petersen skal have sin bestilling forbrudt.

Men, mere end denne dom interesserer de to advokaters milde og skånsomme udtalelser om politiets sædelighedsforbrydelser og deres åbenbare glæde over, at skandalen bliver dysset ned i så stort omfang som muligt. Man spørger uvilkårligt: Får ikke en højeretsadvokat let sin sædelige bevidsthed undergravet?

(København 26. marts 1896).

Sædelighedssagen.

Sagen mod betjentene af Sædelighedspolitiet Borelli og Pedersen ("Smukke Pedersen") for modtagelse af bestikkelser og for misbrug af embedsstilling forelå i forgårs Højesteret til pådømmelse for Pedersens vedkommende, mens Borelli der var idømt fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage og bestillings fortabelse, ikke havde appelleret. Pedersen var idømt bestillings fortabelse, idet det var godtgjort at han af flere husejere havde modtaget dusører på indtil 200 kr. for at skaffe dem tilladelse til at holde bordel i deres ejendomme eller lade privat boende fruentimmer bo i disse. Endvidere havde han for 8 år siden uden vederlag stået i forhold med et offentligt fruentimmer som efter hans efen erkendelse kun havde gjort dette for at holde sig gode venner med ham i hans egenskab som betjent i Sædelighedspolitiet.

Denne dom stadfæstedes af Højesteret.

(Frederiksborg Amts Avis, 27. marts 1896).

Meyer!

Forargelige ord i Højesteret.

"Om nogen forarger en af disse små, ham var det bedre at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havets dyb."

Jesus af Nazareth.

Der gik i går en bølge af forargelse og indignation over København, da borgerne læste om forhandlingerne for Højesteret, hvor fhv. sædelighedsbetjent Petersens sag var for.

Aktor (dvs anklager!), højesteretsagfører Lunn glædede sig over, at "den store halløj", bladene havde lavet, ikke havde ført til noget. Kun et par betjente var blevet en smule kompromitterede. "Man kan endnu have tillid til vort sædelighedpoliti som institution". Og  defensor, højesteretssagfører Asmussen "glædede sig ligeledes over det magre resultat, der var kommet ud af bladenes uendelig mange højtstemte artikler om denne sag".

Og så oplyste de to højesteretsagførere samtidig, at Petersen i flere tilfælde havde modtaget 200 kr. af husejere for at skaffe dem tilladelse til at lave bordel, og at han havde fået 20 kr. af en værtshusholder for at skaffe ham tilladelse til at leje et værelse ud til en privat boende prostitueret kvinde. "Det var imidlertid ikke ualmindeligt," fortsatte Lunn, "at politiet giver privatfolk en håndsrækning under vanskelige forhold og derfor oppebærer dusører!" - Petersen havde endvidere benyttet sig af sin stilling til at bedrive utugt med offentlige og andre prostituerede kvinder. "I et særligt graverende tilfælde havde en ung kvinde modtaget en advarsel af Korn samt et tilhold om fremtidig at beflitte sig på dyd og gode sæder. Petersen skulle kontrollere dette. I stedet for skaffede han sig samleje med den unge pige, og denne havde i forhørene udtalt, at hun ikke ville haft med ham at bestille, når han ikke havde været sædelighedsbetjent." Denne udtalelse af den værdige højesteretssagfører vakte "stor munterhed". Den burde have vakt den dybeste forargelse.

Videre fik man under dokumentationen at vide, at Meyer var "specialist i at ordne alle slags private affærer. Han havde ordnet tusinder sådanne, og honoraret rettede sig altid efter de interesser, der stod på spil. En gang havde han således modtaget et honorar af 2.500 kr". "Det var almindelig skik at folk som ønskede at købe ejendomme i obskure gader først henvendte sig til Sædelighedspolitiet for at få tilladelse til at oprette bordeller. Fik de denne, købte de ejendommen."

Defensor, højesteretssagfører Asmussen oplyste endelig, at Meyer havde attesteret, at Petersen var en pligtopfyldende mand! Petersen havde efter Asmussens mening kun betragtet gaverne som erkendtlighed for private tjenester af den Art, som Meyer fik så mange af!!

Borgerrepræsentationens stående udvalg har indstillet Meyer til pension. Magistraten har godkendt indstillingen.

Meyer forlader Rådhuskælderen som en velrenommeret borger og hæderlig pensioneret embedsmand.

Han har jo ordnet "tusinder" affærer for de rige mænd, der behersker Magistrat og Borgerrepræsentation! Han véd så meget! ! Han kender de "tusinder" privataffærer!!!!

Men overbetjent Huth fik ingen pension; - for han havde holdt to departementschefs sønner, der havde gjort gadespektakler, et par timer tilbage i detentionslokalet! -

De to Højremænd Lunn og Asmussen "glæder sig" altså over, at sædelighedssagen er forsumpet. Asmussen påstår, at "Undersøgelsen under de foreliggende omstændigheder og med de nuværende lønninger må siges at være en smuk kompliment til vort Sædelighedspoliti."

En kompliment! Chefen! Politiinspektør Korn har skudt sig. Han havde begået underslæb. "Han var," sagde Asmussen i forgårs for Højesteret, "en noget sjusket herre i forretningssager." For øvrigt havde han inden sin død brændt alle sine papirer. Souschefen Meyer afskediget, vel i pæne former, men kompromitteret, sædelighedsbetjentene Petersen og Borelli straffedes. Altså halvdelen af Sædelighedspolitiets personale indviklet i skandalen!

Så meget er bevist, skønt Meyer fungerede videre efter Korns selvmord og kaldte "sine piger" sammen for at advare dem mod at klage for meget under forhørene. Så meget er kommet offentlig frem, skønt akterne i assessor Ussings vidtløftige forhør ikke er blevet forelagt offentligheden eller offentlighedens tillidsmænd.

Det er dog nok, mere end nok. Og disse tilstande med ordningen af de tusinder privatforretninger består endnu. Meyer er jo ikke straffet og har efter dommerens opfattelse intet strafbart begået. Hans efterfølgere kan fortsætte hans indbringende geschæft uden at frygte noget. Svampen er ikke brændt ud af "Korns kælder". Den trives frodigt i vor prostitutionslovgivnings og vort politiregulativs mugne lugt, under politidirektør Eugen Petersens fromme forbøn for "det bestående", under det herskende Højreflertals velsignelse.

Oppositionen forlangte lys! Præster stod op på Koncertpalæmødet og støttede oppositionens krav om en blandet kommission. Men "Berlingske Tidende" kaldte dem "ædle vrøvlehoveder".

Borgerlistemændene fik kravet om en virkelig kommission med myndighed til undersøgelse og til at stille reformforslag slået ihjel. En tarvelig erstatning om et udvalg til at foreslå reformer er ikke en gang blevet til noget. Intet er der gjort, intet som helst! Sagen skal syltes hen. De bestående tilstande skal bevares.

Og så kalder Højre sig ordenenes, moralens og religionens parti!

Her står byens moral på spil. Her drejer det sig om tusinder unge pigers velfærd. Her drejer det sig om hele den mandlige ungdoms sunde sædelige opdragelse. Men den skal demoraliseres ved det forargelige eksempel fra en Meyer, der "ordner" levemandens private affærer mod højt honorar, fra en Petersen, der bedriver utugt med de unge piger, hvis dyd og gode sæder han skal have opsyn med, fra et regeringsblad, der kalder forargede præster for ædle vrøvlehoveder, fra et regimente, der kun har ét formål: at dække over råddenskaben og hindre en reform.

Men det ligger heldigvis i borgernes egen hånd at fremtvinge en forandring. På tirsdag går borgerne til valg under løsenet:

Lys over vor by! Ned med den store skandales mænd! Til kamp for sand orden og sund moral!

(Social-Demokraten, fredag den 27. marts 1896).

"København" og Sædelighedens Meyer.

I dag er der ved Hof- og Stadsretten afsagt dom i en af fhv. overbetjent i Sædelighedspolitiet Meyer mod "København" anlagt sag.

Hr. Meyer havde følt sig krænket i sin ære over de af os bragte oplysninger om hans forretningsforhold til md. Clausen. Efter megen nølen anlagde han sag, ikke fordi vi havde oplyst, at md. Clausen havde givet ham 15.000 kr., ej heller fordi vi oplyste, at han holdt formaningstaler for de piger, der eventuelt kunne ventes førte som vidner i sædelighedssagen, men fordi vi havde skrevet om en mindre gave til ham fra bordelmadammen. Herom beretter dommen, at vi ikke havde godtgjort nogen beføjelse til at bruge de omhandlede udladelser. l øvrigt blev der os nægtet en udskrift af forhørerne i sædelighedssagen til brug under vort forsvar og hr. Meyer blev fritaget for at skaffe dem. Hvilken "beføjelse", vi har haft i denne sag, lader vi publikum dømme om.

"København" skal altså bøde 200 kr. Denne tarvelige hævn fik Sædeligheden over os, der afslørede "Svampen", fik Meyer til at fortrække, Petersen dømt fra sit embede og Borelli på vand og brød.

Disse 200 kr finder vi velanvendte.

(København, 8. juni 1896).

Begravelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i Søndags fra Enghavevej af Lygtetænder Larsens Hustru fik et kønt Præg.

Liget kørtes fra Kommunehospitalet Kl. 12, fulgt af et ret anseeligt Følge, dels til Vogns og dels til Fods. Tæt efter Rustvognen gik Larsens Kolleger, Lygtetænderne, alle i Uniform. Ved Ankomsten til Enghavevej blev Kisten taget ud af Rustvognen og af Lygtetænderne baaret Resten af Vejen til "Folkets Have", hvor Toget ankom Kl. 12 3/4.

Haven, Forsamlingsbygningens Vinduer og Taget paa Verandaen dannede et vældigt Menneskehav, af hvilken de røde, straalende Faner ragede op. Kisten bares op til Stenhøjen midt i Haven, hvor Lygtetændere paraderede som Æresvagt. Tæt ved Kisten gik Sørgemarskaller fra Begravelseskassen "Alderstrøst", i Spidsen var de floromvundne Faner fra det kvindelige Arbejderforbund samt Vælgerforeningernes Bannere, mens Musikdirektør T. Jørgensens Orkester førte an med en Sørgemarsch.

Den gule Kiste, der var dækket med et Væld af Kranse, mindst et halvt hundrede Stykker, placeredes paa Højen, omringet af Fanerne. Her vakte særlig de 5 smaa Børn, der stillede sig ved Moderens Kiste, Forsamlingens Deltagelse. Efter at Sangen "Dejlig er Jorden" var afsungen under Ledsagelse af Orkestret, traadte Arbejdsmand Einar Sørensen frem ved Baaren og udtalte under lydløs Stilhed følgende:

"Ærede Venner! Atter er Arbejdernes Skarer samlet for at vise en Afdød den sidste Ære. Selv om Statens og Kirkens Tjenere, der jo ogsaa burde være Broderskabets Tjenere, nægter at deltage ved denne Kvindes Begravelse, hvad bryder vi os om det? Vi viser her, at vi selv kan stede vore Kære til Jorden med alle de Æresbevisninger, man skylder et hæderligt Menneske.

Tak, ærede Forsamling, for den store Deltagelse, I viser overfor den Afdøde og de Efterladte! Tak for den Broderaand. som lever blandt os! 

Det er tungt at skilles, og mest tungt føles det, naar som her en Moder i sin bedste Alder gaar bort fra Mand og 5 smaa Børn. Det er tungt for disse Smaa, som nu i deres Opvækst skal savne en kærlig Moder, hende, som de nu aldrig mere skal se.

Vi vil bevidne den efterladte Mand vor Deltagelse. Det maa være ham en Trøst, at han trods alle Fristelser kan staa her ved sin Hustrus Baare med en pletfri Ære og som en trofast Kammerat. Bevidnelsen af vor Agtelse vil bidrage til at mildne Sorgen for ham, saa at han lettere kan bære det tunge Tab.

Lad dette være vor Afskedshilsen til Niels Larsens Hustru. - Fred med den Afdødes Minds!

Forsamlingen blottede i Ærefrygt Hovederne; mange var synligt rørt ved de hjærtelige og velmente Ord, som i Hr. Sørensens jævne og ukunstlede Vendinger talte saa indtrængende til Tilhørernes Hjærter. Mens Sneen sagte dryssede sine hvide Dun over Kisten og de grædende Smaa. sang Skomagernes Sangforening et smukt "Farvel". Og atter blev Kisten baaret ud af Haven, under Musikens Sørgekoral og mens Fanerne symbolsk sænkedes for den Afdøde.

Toget til Kirkegaarden talte flere Tusinder, og ved Graven traadte Hr. Einar Sørensen frem og bragte den døde Moder det sidste Farvel. Saa spredtes Følget langsomt og drog i lange mørke Strimer atter ned mod Byen.

(Social-Demokraten 18. februar 1896).

Forsamlingsbygningen på Enghavevej, 1896. Den senere Folketingsmand E. Hyller havde  starten af 1890'erne taget initiativ til indsamling af indkøb af en stor Villa med tilhørende Have, beliggende paa Enghavevej 40. I villaen blev indrettet restauration og ved en tilbygning blev der skabt en sal med siddepladser for ca. tusind personer og en mindre sal med plads for 3—400 personer. "Folkets Hus" blev indviet 1895. Den omtalte høj må være til højre. Tegning fra Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921, s 113.

Der er ikke angivet på hvilken kirkegård hun blev begravet, men ifølge beskrivelsen kan det være Vestre Kirkegård eller Solbjerg Kirkegård. Ugen efter afslog præster igen at begrave en afdød skomager Jørgen Martin Hansen som var død af brystsyge, 40 år gammel og efterladende sig kone og 4 børn. Begravelsen foregik på samme vis som ovenfor beskrevet. Han blev begravet på Solbjerg Kirkegård.